Prædiken til s.s. i kirkeåret kl i Engesvang

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Prædiken til s.s. i kirkeåret kl. 10.00 i Engesvang"

Morten Thomsen
8 år siden
Visninger:

1 1 Prædiken til s.s. i kirkeåret kl i Engesvang 717 I går var hveden moden - Svensk folkevise På Jerusalem, det ny Flammerne er mange Denne er dagen O, du Guds lam Nadververs 732 Dybt hælder året i sin gang v Lov og tak og evig ære på Vaj nu Dannebrog på voven Sidste søndag står der manende under salmenumrene. Det virker lidt truende. Men når der kun står sidste søndag og ikke - som der rettelig burde - sidste søndag i kirkeåret, er der en grund til det. Det er der jo altid. Og grunden er, at da der kom ny gudstjenesteordning i 92, blev der også en søndag, der hed sidste søndag i kirkeåret. Det havde der ikke været før, da havde den bare heddet én eller anden søndag efter trinitatis. Da vores skilte, der angiver søndagens navn, er ældre end den nye gudstjenesteordning kom der til at mangle et skilt for denne ene søndag om året. - Og her hos os er mange af os jo sådan indrettet, at vi ikke ser nogen grund til at ofre det store for at indkøbe et skilt, der kun bruges én gang om året. Således har vi - så godt vi kunne - fremstilles et skilt, som angiver det med kirkeårets sidste søndag, der var bare ikke plads til i kirkeåret på det. Det er derfor det kan virke lidt truende

6 430 Lov og tak og evig ære på Vaj nu Dannebrog på voven Sidste søndag står der manende under salmenumrene. Det virker lidt truende.

2 2 med sidste søndag. På den anden side er der også noget godt ved det, fordi vi i al almindelighed må besinde os på, at det før eller siden i hvert fald bliver vores egen sidste søndag. Og fordi kirkeårets afslutning også tematiserer dette, at intet varer, hverken det bedste eller det værste. Alting får en ende. Sidste søndag i kirkeåret. Sidste søndag i anden tekstrække. Når man er præst, tænker man, at det er herligt og velgørende, at vi næste søndag skal begynde forfra. I det hele taget, er der noget oplivende ved at være færdig med noget og kunne begynde forfra - også selv om det betyder, at vi er blevet et år ældre. Sidste søndag i kirkeåret. Sidste søndag i et kirkeår, hvor man har kunnet fejre, at det er et kvart århundrede siden, Berlinmuren faldt. Men også et kirkeår, hvor konflikterne og problemerne i verden er blevet større og mere påtrængende, og hvor vi som nation er gået ind i endnu en krig. Engang kunne der måske være tegn i verden på, at det gik fremad, i det mindste med nogen ting. I dag ser det ikke så lyst ud, når man ser ud over kloden. Store modsætninger mellem rige og fattige, store kulturelle sammenstød, voldsomme efterdønninger efter kolonitidens undertrykkelse, og grusomheder, der serveres os til aftenkaffen. For slet ikke at tale om klimaet og ressourcerne

Når man er præst, tænker man, at det er herligt og velgørende, at vi næste søndag skal begynde forfra.

3 3 og den uoverskuelighed, der ligesom ligger som et slør over alting. Der er meget endetid og dommedag og sidste tider i dagens aktuelle nyheder, sidste søndag. Der er meget krisestemning i vores verden, ikke kun i forhold til økonomien, men i forhold til det hele. - Så vi behøver ikke at prædike dommedag i kirken, vi behøver ikke tale om sidste søndag og ragnarok og altings sammenbrud. Det prædikes der rigeligt andre steder. Men måske har det i virkeligheden altid været sådan. I dag får vi bare alting serveret, alt hvad der sker over alt, og vi synes, at det er blevet værre. Men bortset fra, at der var færre mennesker, så var rædslerne og truslerne vel ikke mindre førhen. F x i middelalderen eller under de store folkevandringer i 800-tallet - krig og misvækst og pest og ufred og vilkårlig vold var nærværende trusler hver eneste dag. Sidste søndag. Dommedag. Dagens tekster åbner også for det dér med det sidste, men på en helt anden måde end dagens nyheder eller hvis man med truende stemme siger sidste søndag. For det er jo lutter håbefulde tekster, vi har lyttet til, ord om at på den dag skal krig ophøre, at vi på den dag bliver frelst, selv om det, vi har udrettet i verden er noget hø og endelig Jesus, der taler stort om os små og siger, at det er

- Så vi behøver ikke at prædike dommedag i kirken, vi behøver ikke tale om sidste søndag og ragnarok og altings sammenbrud. Det prædikes der rigeligt andre steder.

4 4 hos ham vi skal finde ro i verdens tummel. Vi skal tage hans åg på os, siger han. Håb og fremtid og trøst. Det er troens tale om sidste søndag, om sammenbrud og endetid. Og den der insisteren på, at uanset hvor hårdt det går for sig, uanset hvor uoverskuelig og umulig livet bliver, så er dog den treenige Gud verdens Herre, vi er hans mennesker. Og det ender godt. - - De gamle landsbykirker blev bygget med utrolig tykke murer, også den, der før sandflugtsårene i tallet lå i vores sogn. Der var noget teknisk og praktisk i det, men også noget teologi. I kirken som et tegn på Gudsriget skulle man være tryg, uanset hvor meget det larmende og buldrede udenfor, så var kirken som Guds sted, bygget på en måde så den fortalte om sikkerhed og tryghed, og om, at det nok skulle gå. Ikke fordi alting ikke kunne gå galt - det kunne det, og det kan det - men fordi Kristusfortællingen forkynder, at selv når alting bryder sammen, selv når det er uudholdeligt, selv når alt håb er ude, så kan Gud gøre livet nyt. Og gør det. Da Jesus blev korsfæstet var det virkelig det ultimative sammenbrud, for ham selv naturligvis, men sandelig også for

- - De gamle landsbykirker blev bygget med utrolig tykke murer, også den, der før sandflugtsårene i 15-1600-tallet lå i vores sogn. Der var noget teknisk og praktisk i det, men også noget teologi.

5 5 alle dem, der havde fulgt ham og troet på, at i ham var Guds rige kommet nær. Det var virkelig sidste søndag, det var endetid og ulykke og frygt og sorg og alt ondt. Jesu død var som en rygende ruinhob, hvorfra der sivede kulsort frygt. Dog, netop i dette sammenbrud var Gud, så nær som ingensinde. Hos de disciple, der havde mistet fodfæstet i verden, hos bødlerne, der endnu engang tjenesteligt havde måttet mishandle et menneske til døde, hos dem i det jødiske råd, der havde dømt en uskyldig til døden, fordi de ikke ville have, at Gud var sådan som Jesus havde lært. I sammenbruddet var Gud helt tæt på, nærmere end nogensinde. Og efter mørket og rædslen og frygten kom morgenen og frygt ikke! og fred være med jer! - Jesu livhistorie er en historie om sidste søndag, om hvor galt det kan gå os i verden. Men mest om, at dér hvor alt brister, der er Gud. Og livet skal blive nyt. Alt skal blive nyt - ikke kun kirkeåret, men alt. Gud gør det, han gør alting nyt. Det ender godt. Også på den sidste søndag.

Hos de disciple, der havde mistet fodfæstet i verden, hos bødlerne, der endnu engang tjenesteligt havde måttet mishandle et menneske til døde, hos dem i det jødiske råd, der havde dømt en uskyldig

Relaterede dokumenter

7. søndag efter Trinitatis 2014, Helligsø og Hurup Mattæus 10, 24-31. Herre, lær mig at leve, mens jeg gør Lær mig at elske, mens jeg tør det, AMEN

7. søndag efter Trinitatis 2014, Helligsø og Hurup Mattæus 10, 24-31 Herre, lær mig at leve, mens jeg gør Lær mig at elske, mens jeg tør det, AMEN Som tiden dog går! siger vi tit. Nu er det allerede fire