HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 12. oktober 2011

Transkript

1 HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 12. oktober 2011 Sag 63/2010 (1. afdeling) Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund som mandatar for E (advokat Peter Breum) mod A (advokat Eigil Lego Andersen, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Hjørring den 2. juni 2009 og af Vestre Landsrets 1. afdeling den 11. december I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Per Walsøe, Poul Søgaard, Marianne Højgaard Pedersen, Jens Peter Christensen og Hanne Schmidt. Påstande Appellanten, Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund som mandatar for E, har gentaget sin påstand. Indstævnte, A, har påstået stadfæstelse. Anbringender Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund har yderligere anført, at bestemmelsen i erhvervsuddannelseslovens 61, stk. 2, om ophævelse af en uddannelsesaftale, hvis væsentlige forudsætninger brister, ifølge forarbejderne til bestemmelsen må forstås i lyset af almindelige ansættelsesretlige principper, og at A må bære risikoen for forudsætninger, der er bristet på hans side.

2 - 2 - De forud for erhvervsuddannelsesloven gældende regler i lærlingeloven og efg-loven gav heller ikke adgang til at ophæve elevkontrakten i en situation som den foreliggende. Retstilstanden efter lærlingeloven blev i nogen udstrækning overført til efg-loven, men udvidet til at følge de almindelige arbejdsretlige regler, og det var ikke tanken med efg-loven at give læremesteren en udvidet adgang til at hæve kontrakten uden for prøvetiden. Der er heller ikke særlige samfundsmæssige interesser, der gør det rimeligt at lade E bære risikoen for, at den uddannede frisør afsluttede sit ansættelsesforhold hos A, frem for at lade A, der havde påtaget sig uddannelsesforpligtelsen over for E, bære denne risiko. A har yderligere anført, at reglen i erhvervsuddannelseslovens 61, stk. 2, ikke indeholder elementet om risikoafvejningen fra den klassiske forudsætningslære, hvorefter en part kun kan påberåbe sig en bristet, væsentlig forudsætning, hvis forudsætningen var kendelig for modparten, og det er rimeligt at lade modparten bære risikoen for forudsætningens bristen. Der er således ikke grundlag for betragtninger om, hvem der er nærmest til at bære risikoen for, at den heltidsansatte frisør fratrådte. Der består også en klar samfundsinteresse i, at der ikke lægges for store hindringer i vejen for, at en arbejdsgiver påtager sig at indgå en uddannelsesaftale, der som udgangspunkt er uopsigelig. Der er derfor store betænkeligheder ved en indskrænkende fortolkning af 61, stk. 2, i erhvervsuddannelsesloven, hvorved der opstilles yderligere betingelser for, at arbejdsgiveren kan ophæve uddannelsesaftalen. Hvis der opstilles sådanne yderligere betingelser, må de i øvrigt også gælde for eleven, hvilket må give anledning til betænkelighed. Det retlige grundlag Erhvervsuddannelseslovens 61, stk. 1 og 2, er affattet således: 61. Misligholder en af parterne i uddannelsesaftalen væsentligt sine forpligtelser, kan den anden part hæve aftalen. Stk. 2. Hvis en væsentlig forudsætning for aftaleindgåelsen viser sig at være urigtig eller senere brister, kan parten hæve aftalen. I forslaget til lov om erhvervsuddannelser (Folketingstidende , 1. samling, tillæg A, L 38, sp ) hedder det i de specielle bemærkninger til forslaget til bl.a. 60, der blev vedtaget som lovens 61:

3 - 3 - Til 59 Arbejdsaftaler kan i almindelighed bringes til ophør ved en af parternes erklæring, eventuelt efter en særlig opsigelsesprocedure m.v., uden at der foreligger misligholdelse hos den anden part, og uden at en forudsætning for aftalen har vist sig urigtig eller er bristet. I mange ansættelsesforhold er adgangen til opsigelse og eventuelt spørgsmål om fratrædelsesgodtgørelse ordnet ved lov eller kollektiv overenskomst. Under hensyn til, at uddannelsesaftaler har et videregående formål i forhold til arbejdsaftaler i almindelighed, er denne regulering af opsigelsesadgangen ikke tilstrækkeligt betryggende for uddannelsesaftalens parter. Som en videreførelse af principperne i lærlingeloven og reglerne i efg-retsbekendtgørelsen foreslås derfor i stk. 1 en bestemmelse om, at en uddannelsesaftale ikke kan ophøre ved en af parternes erklæring, men kun hvis parterne er enige om det. Uopsigeligheden modificeres dog i stk. 2 (3 måneders prøvetid). Stk. 3 indeholder en bestemmelse om forlængelse af prøvetiden. Til 60 og 61 Selv om en uddannelsesaftale som udgangspunkt er uopsigelig, kan der dog være tilfælde, hvor det er nødvendigt at kunne bringe en aftale til ophør. Lærlingeloven indeholder en udførlig opregning af grunde, der kan føre til lærekontrakters bortfald eller ophævelse. Derimod indeholder efg-retsbekendtgørelsen meget enkelt formulerede regler om ophævelse på grund af væsentlig misligholdelse eller på grundlag af urigtige eller bristede, væsentlige forudsætninger. Hertil kommer en bestemmelse om, at aftalen bortfalder, hvis eleven udelukkes fra skoleundervisningen. Til 60 Bestemmelserne i stk. 1 og 2 svarer til efg-retsbekendtgørelsens bestemmelser og knytter hæveadgangen til væsentlig misligholdelse og urigtige eller bristede, væsentlige forudsætninger. Stk. 3 svarer ligeledes til efg-bestemmelserne, hvorefter der gælder en frist på 1 måned for at gøre hævegrunden gældende. Lovforslaget byggede på betænkning nr. 1112/1987 om grundlæggende erhvervsuddannelser, hvor det side 301 bl.a. hedder: Udvalget foreslår, at retsbekendtgørelsens system på dette område videreføres, idet det har vist sig hensigtsmæssigt, at afgørelser om ophævelse af uddannelsesaftaler kan træffes ud fra misligholdelses- eller forudsætningssynspunkter på grundlag af friere overvejelser. Lærlingelovens principper vil fortsat have en vis vejledende betydning for disse overvejelser, sammen med den praksis, der har udviklet sig under efg-loven og almindelige ansættelsesretlige regler.

4 - 4 - I efg-retsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 88 af 24. februar 1987 om optagelse og om uddannelsesaftaler m.v. for elever i de erhvervsfaglige grunduddannelser) hed det i 15, stk. 1 og 2: 15. Hvis en af parterne væsentligt misligholder sine forpligtelser, kan den anden part hæve aftalen. Stk. 2. Hvis en væsentlig forudsætning for aftaleindgåelsen er urigtig eller senere brister, kan en af parterne ligeledes hæve aftalen. Denne bekendtgørelse er udstedt med hjemmel i lov nr. 289 af 8. juni 1977 om erhvervsfaglige grunduddannelser med senere ændringer. Loven byggede bl.a. på betænkning nr. 764/1976 om revision af lov om erhvervsfaglige forsøgsuddannelser. I betænkningen side 65 hedder det bl.a.: Endelig bør en part kunne hæve aftalen, såfremt en væsentlig forudsætning for aftalens indgåelse viser sig at være urigtig eller senere at falde bort. Det bør dog kun gælde de forudsætninger, som aftaleparten er bekendt med, og kun i tilfælde af, at adgangen til at opsige aftalen benyttes inden for rimelig tid efter at den pågældende er blevet bekendt med eller ved anvendelse af almindelig agtpågivenhed burde være blevet bekendt med det forhold, som han vil påberåbe sig som grund til opsigelsen. Mens lærlingeloven udførligt opregner de forhold, som kan berettige parterne i læreforholdet til at hæve lærekontrakten og eventuelt medføre, at den falder bort uden varsel, skønner udvalget det således mere hensigtsmæssigt og i bedre overensstemmelse med almindelige arbejdsretlige regler at åbne adgang for en friere bedømmelse af det efter omstændighederne rimelige og nødvendige i at anerkende en ophævelsesmulighed i den konkrete sag. Lærlingelovens opregning af hævegrunde vil dog fortsat have betydning for fortolkningen af ovennævnte hæveadgange. I den forbindelse skal det nævnes, at reglerne om grov misligeholdelse af forpligtelserne f. eks. svarer til lærlingelovens bestemmelser i 21, stk. 2) og 22, stk. 1, b), mens reglerne om urigtige eller bristende forudsætninger for aftalen bl.a. svarer til lærlingelovens 20, 21, stk. 1, 21, stk. 2, a), c) og d). Højesterets begrundelse og resultat Højesteret tiltræder, at det var en væsentlig og kendelig forudsætning for både A og E, at der var ansat en faglært frisør hos A. Højesteret tiltræder endvidere, at det i overensstemmelse med almindelige aftaleretlige principper må bero på en risikoafvejning, om betingelserne i erhvervsuddannelseslovens 61, stk. 2, for ophævelse af uddannelsesaftalen på grund af en bristet forudsætning er opfyldt. Dette harmonerer også med forarbejderne til bestemmelsen.

5 - 5 - A indgik uddannelsesaftalen med dispensation, da han ikke selv var frisøruddannet, og han var som arbejdsgiver ansvarlig for, at der som fastsat i dispensationen var ansat en frisør med frisøruddannelse på fuld tid i salonen. E var som elev uden indflydelse på, om dette vilkår kunne efterleves. På denne baggrund finder Højesteret, at A var nærmest til at bære risikoen for, at uddannelsesaftalen ikke kunne opfyldes. Det, som A har anført om samfundsmæssige hensyn, kan ikke føre til en anden vurdering. Højesteret finder derfor ligesom mindretallet i landsretten, at der ikke forelå en bristet forudsætning, der efter erhvervsuddannelsesloven 61, stk. 2, gav A ret til at ophæve uddannelsesaftalen. E er herefter berettiget til erstatning, og Højesteret finder, at denne erstatning i overensstemmelse med Tvistighedsnævnets afgørelse og på baggrund af nævnets praksis passende kan fastsættes til kr. Sagsomkostninger for byretten er fastsat til kr. Sagsomkostninger for landsret og Højesteret er fastsat til kr., der omfatter kr. til dækning af udgifter til advokat og kr. til dækning af retsafgift. Thi kendes for ret: A skal til E betale kr. med procesrente fra den 8. november I sagsomkostninger for byretten skal A betale kr. til Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund som mandatar for E. I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal statskassen betale kr. til Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund som mandatar for E. De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens 8 a.