Prædiken til Alle helgens dag, Matt. 5, tekstrække.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 3. november 2013 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til Alle helgens dag, Matt. 5, tekstrække. Salmer. DDS 561,1-8 Jeg kender et land (Lindemanns mel. til O kristelighed! ). Dåb: DDS 447 Herren strækker ud sin arm. DDS 449 Vor Herre tar de små i favn. DDS 571 Den store hvide flok vi se (gerne Nebelongs mel.) DDS 392 Himlene, Herre, fortælle din ære. Altergang: Koret synger. DDS 561,9-13 Jeg kender et land (Lindemanns mel. til O kristelighed! ). Tekstlæsninger. Es. 60,18-22; Åb. 7,1-12; Matt. 5,1-12.

2 2 Prædiken. Det er en bemærkelsesværdig måde, Jesus indleder sin såkaldte Bjergprædiken på. Alle dem, der lider eller er opmærksomme på andres nød, skal blive salige. At være salig er at befinde sig i en tilstand af fuldkommen lykke og ubekymrethed. Det lyder lovende, men også temmelig urealistisk. Vel ønsker den nødlidende at blive befriet for alt det, der tynger, men det er ingen simpel sag at ændre sine livsvilkår, når man befinder sig på kanten af samfundet eller måske ligefrem på kanten af livet i overhængende fare for at styrte i døden. Livet kan være ubeskrivelig lyst og dejligt, men det kan også kaste én ned i sorgens mørke dyb. Den, der har mistet, kan have svært ved at få øje på tilværelsens lyse sider. En stor del af glæden over de gode ting, man oplever, består nemlig i at have nogen at dele glæden med. Glæden bliver så at sige større, når man er fælles om den. Derfor bliver vi skuffede, hvis vi fortæller andre om noget, vi glæder os over, og de så enten svarer, at de ikke kan se det særlige i det, eller blot undlader at vise sagen interesse. Så står man dér med en glæde, der er blevet hjemløs. Selvom man stadig kan glæde sig, er det ikke længere med den samme intensitet, man gør det. Glæden er blevet amputeret, fordi den andens afvisning har fået én til at overveje, om det, man glæder sig over, nu også er så glædeligt. Omvendt kan glæden smitte, idet man glæder sig over, at andre er glade. Ofte sker det, når der er børn indblandet. De kan nemlig glæde sig over de mindste ting. En formulering, som de finder grinagtig, kan sende en hel flok ud i et latteranfald, der fornyes igen og igen, for hver gang den morsomme sætning gentages. Som voksen er det bestemt ikke sikkert, at man kan se det sjove i sætningen, men alene det, at ungerne hyler af grin, kan få én til at le med. Når man lider nød, skal der dog mere end en flok leende børn til at skabe glæde. Den sorgfulde kan ligefrem blive irriteret over, at de intetanende unger ikke viser lidt

3 3 større hensyn. Forstår de ikke, at livet er gået i stå, fordi den, man elskede, ikke længere er til? Hvordan kan de være så ubekymrede, når verden er styrtet sammen og døden lurer lige rundt om hjørnet? Det, de griner af, er oven i købet slet ikke morsomt! De ler kun, fordi de ønsker at more sig. De griber den først givne lejlighed til at bryde ud i latter, fordi det knytter dem sammen i et fællesskab. De er fælles om glæden. Ubekymret giver de sig hen til den. Men den sørgende ved, at det er en stakket frist. Slået til jorden af sin sorg ser han eller hun kun tilværelsens dystre sider, der ikke levner plads til det mindste smil. Prædikeren fra Det Gamle Testamente har ret, når han gang på gang med pessimistisk realitetssans udbryder: Alt er tomhed!. På trods heraf er det børnene, Jesus fremhæver. Ved hver dåb her i kirken hører vi ham sige: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. Som en naturlig følge heraf kan man spørge, om det ikke også er børnene, der er de første, Jesus priser salige? Betegnelsen de fattige i ånden kan i hvert fald godt forstås som en beskrivelse af børn. De er det stik modsatte af åndrige, for de er ikke særlig vidende; hører hverken til blandt de store eller de mere gennemsnitlige ånder. At høre til blandt de åndrige kræver erfaring og indsigt, og det har børnene ikke i hvert fald ikke endnu. Derfor er børnene fattige i ånden. Men i denne sammenhæng er det en fordel. Børnene bliver ikke grebet af refleksionssyge, men formår at give sig hen i en spontan tillid til andre. Derfor er det oftest let for små børn at tro på Gud. Blot deres forældre har nævnt ham som en, der vil barnet det godt, er troen på ham etableret. Børn vender sig tillidsfuldt mod den Gud, der i dåben lovede at være med dem i liv såvel som i død. Så længe de er fattige i ånden, er de trygge ved Gud. Når de derimod bliver ældre og får mere indsigt, finder de ud af, at tilværelsen ikke er sort/hvid men spraglet. De begynder at stille spørgsmål til Guds væsen og eksistens. Det er hér, troen skal stå sin prøve - ikke ved at bevise, at Gud er til, og at han åbenbarede sig i Jesus Kristus, for det kan ikke lade sig gøre. Troen skal derimod stå sin prøve ved tillidsfuldt at fastholde, at Gud er til og

4 4 åbenbarede sig for os, selvom det ikke kan bevises. Troen er nemlig et tillidsforhold mellem det enkelte menneske og Gud; et tillidsforhold, der sættes på prøve, når man lider nød. Prøven opstår, fordi tilliden til Gud kan virke naiv, når han ikke gør noget for at afværge den nød, man lider under. At Gud ikke har glemt den nødlidende er imidlertid, hvad Jesus slår fast i saligprisningerne. De fattige i ånden ejer Himmeriget. De sørgende skal trøstes. De sagtmodige skal arve jorden. Dem, der hungrer efter retfærdighed skal mættes. De barmhjertige skal møde barmhjertighed. De rene af hjertet skal se Gud. Dem, der stifter fred, skal kaldes Guds børn. Dem, der forfølges på grund af retfærdighed, har allerede part i Himmeriget. Set ud fra Jesu perspektiv er der altså ingen modsætning mellem på den ene side at lide nød og på den anden side at være omfattet af Guds kærlighed. Han er med os til hver en tid og hvert et sted. Det slog han fast, da han selv åbenbarede sig i mennesket Jesus for at give sig nøden, lidelsen og døden i vold. Fra da af kunne han sætte sig ind i enhver lidendes situation og såmænd også enhver lykkeligs. At Gud har sat sig i vores sted, så hans medfølelse ikke er påtaget, men personlig og troværdig, bringer dog ikke den døde tilbage til den, der har mistet og som har svært ved at leve med tabet. Ligeledes fjerner det ikke den nødlidendes problemer. Men netop derfor kan det være en lettelse at vende sig mod Gud i troen på, at han også har oplevet sorgen; at han ikke ønskede at være fremmed overfor noget som helst, der hører menneskelivet til. Hvordan Gud åbenbarede sig i Jesus Kristus er blevet diskuteret i mange århundreder, men om Jesus var Gud selv, der lod sig føde som et menneske, eller om Jesus var Guds Søn, behøver man ikke at lægge sig fast på. Tværtimod er der en fordel i at holde begge muligheder åbne. Da kan vi nemlig forstå Gud som den, der oplevede sorgen på to forskellige måder. Var Jesus Gud selv, der underkastede sig menneskelivets begrænsninger, lærte han sorgen over at skulle dø at kende. Var Jesus derimod Guds Søn, lærte Gud den dybe smerte ved at miste et barn at kende. På den

5 5 måde kan han sætte sig i vores sted, hvad enten vi selv står for at skulle miste livet eller har mistet en, der stod os nær. At tro dette kræver tillid til Gud. Uden den lyder saligprisningerne let som en fattig trøst; som påstande uden dækning. Dem er der ingen luksus i. Luksus var derimod, hvad en lille dreng, hvis historie jeg hørte forleden, var optaget af. Han havde for nylig mistet sin bedstemor. Det havde taget hårdt på ham. Derfor blev han glad, da hans forældre fortalte, at de skulle på ferie. Han havde brug for at opleve noget, der kunne jage de triste tanker på flugt. Det kunne en ferie netop hjælpe ham med. Endnu gladere blev han, da han hørte, at de skulle bo på hotel. Han havde forstået, at antallet af stjerner angav kvaliteten af det enkelte hotel. Derfor satte han sig på sin fars skød, da han på internettet søgte det bedst egnede sted at bo. Hver gang, der dukkede fire eller fem stjerner op, pressede han sin lille pegefinger mod skærmen, så hans far ikke overså det. Det er godt, det dér, far!, sagde han. Ja, svarede hans far, men vi har altså ikke brug for et hotel med bemandet fitnessrum, bare fordi vi holder ferie. Han undlod fornuftigt at nævne den indendørs swimmingpool. Drengen, der ikke var helt klar over, hvad et fitnessrum var og slet ikke, om det var godt eller skidt, at det var bemandet svarede lidt skuffet: Nå, men det har altså fem stjerner. Inden drengens far havde undersøgt alle mulighederne, spurgte hans mor, om han ville med ud at lufte hunden. Drengen var blevet lidt træt af at udpege de bedste hoteller, så han sprang ned fra sin fars skød og klædte sig på. Da han og moderen kom udenfor, var det både koldt og mørkt. Himlen var skyfri og nymånen lyste svagt med sin tynde bue. Mørket og kulden fik igen drengen til at tænke på sin døde bedstemor. Med sin mor i hånden gik han og kiggede ned på fortovet. Pludselig flagrede en fugl op, hunden gøede og drengen kiggede opad for at se, om han kunne få øje på fuglen. Det var imidlertid noget andet, der greb hans blik. Over ham - på den sorte himmelflade glimtede utallige stjerner. Prøv at se alle de stjerner, mor, sagde han. Deroppe må der være godt at bo!. Moderen gav ham ret.

6 6 Så sagde han: Måske er der også et bemandet fitnessrum. I hvert fald må bedstemor have det godt deroppe. Drengen fandt trøst i tanken om de dødes opstandelse til et evigt liv i Himmeriget. Selvom han gjorde sig lidt for konkrete tanker om det, end der er belæg for i Bibelen, så ramte han ikke helt ved siden af. Jesus døde ikke kun for at kunne sætte sig ind i vores lidelse og dødsangst, men også for at bane vejen fra døden til det evige liv i Guds rige. Det var han den eneste, der kunne, fordi der skulle guddommelig magt til at lave om på det, ingen anden kunne ændre. Historien om den lille dreng og det himmelske hotel er dog mere end en beskrivelse af troen på det evige liv, for stjernehimlen er jo det tag, vi alle bor under. Stjernevrimlen peger altså ikke kun kvaliteten af det evige liv i Himmeriget. Den fortæller os også, at livet her på jorden under de utallige stjerner er en luksus i sig selv. Vi har fået livet af Guds hånd. Det er ikke altid, at det former sig, som vi havde håbet. Af og til er vi selv ude om det, andre gange er det udefrakommende faktorer, der gør livet svært at bære. Men hvad enten det ene eller det andet er tilfældet, lever vi stadig under Guds himmel. Det evige liv tager derfor ikke først sin begyndelse, når vi dør, men allerede når vi bliver født. Da bliver endnu et lille Guds barn til, hvilket vi markerer i dåben, hvor vi beder Gud om, at han vil bevare barnet i sit samfund både her og hisset. Guds stjerneklædte himmel kan således minde os om, at glæden er til på trods af lidelse, nød og død. Jo flere vi har at glæde os sammen med, des større bliver glæden. Den glæde, der her er tale om, er den, der knytter os sammen med Gud og andre mennesker. Disse mennesker begrænser sig ikke til de levende. Også de døde er med i glæden over, at Gud tager vare på os i liv såvel som i død. Derfor er denne glæde større end nogen anden. Den skaber et fællesskab på tværs af døden, så vi kan glæde os med dem, vi har mistet såvel som dem, vi når vi engang selv er døde har efterladt.

7 7 Det kan alt sammen lyde både barnligt og naivt, men det skal ikke slå os omkuld, for Jesus siger jo netop: Salige er de fattige i ånden - altså dem, der modtager Guds rige ligesom et lille barn - for Himmeriget er deres. Amen.