Velkommen til Kernehuset Velkommen Personalet i Kernehuset vil gerne byde jer og jeres barn velkommen. Vi ser frem til at lære jeres barn at kende og sammen med jer være med til at give barnet den bedst mulige start i vores institution. På de følgende sider vil vi give jer nogle oplysninger omkring det at være i Kernehuset. Vores børnehus består af tre børnegrupper Spilopperne, Krummerne og Tumlingerne. Vi arbejder på tværs af grupperne, så overgangen fra den ene gruppe til den anden går lettere, og alle børn og voksne kender hinanden. Kernehuset arbejder ud fra en inkluderende tankegang, hvor alle børn har ret til og brug for at indgå i fællesskaber. For en uddybning af dette se siden med Fællesskab et fælles ansvar. Åbningstider Mandag til torsdag: 6.30 16.45 Fredag: 6.30 16.30 Telefonnumre Kontoret: 63 75 01 30 Børnegruppen: 63 75 01 31 Lukkedage i Kernehuset Vi gør opmærksom på, at det fra Odense Kommunes side er besluttet, at børnehusene holder lukket 4-5 uger om året. Der vil dog være mulighed for fællespasning i et af vores andre børnehuse. Dette gælder 3 uger i sommerferien, de 3 dage før påsken, mellem jul og nytår, grundlovsdag samt fredag efter Kristi Himmelfart. Forældreråd Kernehuset og Bakkegården har fælles forældreråd bestående af en gruppe forældre. Forældrerådet kan stå for nogle af børnehusets arrangementer, som f.eks. arbejdsdag, julearrangement osv. Der afholdes valg til forældrerådet én gang årligt gerne i marts/april måned. Det er i dette regi, at du som forældre har mulighed for at stille op og få indflydelse på dit barns hverdag. Forældrerådet består af 5-7 forældre, 2 suppleanter, daglig pædagogisk leder (sidder som sekretær) samt 1 personalerepræsentant. Der afholdes ca. 4 møder om året. 1
MitBarn Odense Kommune har anskaffet MitBarn, som er et institutionssystem, der giver forældre mulighed for, at følge med i sit barns hverdag, kommunikere med institutionen, se pædagogisk dokumentation af aktiviteter barnet er med i, få tilgang til barnets billedarkiv og meget mere. I opfordres derfor til hver dag, at læse på Mitbarn, for at kunne følge med i, hvad der sker i barnets hverdag, både i form af billeder og ord. I finder MitBarn på Odense Kommunes hjemmeside, i kan logge på via computer eller hente mobil app en. Det er også her, i skal registrere ferie, fridage og sygdom. Endvidere er det her i bedes udfylde barnets kartotekskort, der indeholder oplysninger om vaccinationer, fotografering, hvem der må hente barnet og særlige hensyn. Og så er det her, i skal skrive jeres telefonnummer, både privat og til arbejde, så vi altid kan komme i kontakt med jer vedrørende jeres barn. Husk det er vigtigt løbende at ajourføre disse oplysninger. De pædagogiske læreplaner I vores dagligdag arbejder vi med børnenes udvikling og læring, det gør vi ud fra de 6 læreplanstemaer. Læs meget mere om dem, de hænger i hver sin ramme i entreen, når du kommer ind i huset. Kernehuset om morgenen Hverdagen starter kl. 6.30, hvor vi samles på en stue og starter stille og roligt op. Der tilbydes morgenmad indtil kl. 7.30. Når klokken nærmer sig 8, går alle på egne stuer. Aflevering om morgenen Når du siger farvel til dit barn, er det vigtigt, at dit barn ser dig gå. For nogle børn er det naturligt at græde, når deres far og mor siger farvel. Barnet skal have lov til at vise, det er ked af afskeden. Vi skal nok være der til at trøste jeres barn. I er altid velkomne til senere at ringe for at høre, hvordan det går. Afhentning om eftermiddagen Det er vigtigt, I får sagt farvel til en voksen før I går hjem, så vi ved, at jeres barn er afhentet. Vi skal have besked, hvis barnet hentes af andre end jer forældre. Elektronisk ind- og udtjekning Ved indgangen hænger en skærm, hvor i skal tjekke jeres barn ind på Mitbarn, når I kommer og huske at tjekke ud, når i går hjem. Mobiltelefoner Aflevere og hente-stunder er vigtige tidspunkter for børnene, vi opfordrer jer derfor til ikke at have jeres mobiltelefoner fremme, mens i er i huset. Sygdom Vi modtager ikke syge børn. Det er ofte et vurderingsspørgsmål, hvornår et barn betragtes som syg. Vi mener, at barnets skal kunne følge den daglige rytme, både inde og ude. Samtidig er det ikke rart at være sammen med mange børn, når man er sløj, de tager ikke hensyn til, at man ikke er helt på toppen. Gennem det kendskab vi har til jeres barn i dagligdagen, vil vi ofte kunne skelne mellem træthed, en dårlig dag og om barnet er sygt. Når vi kontakter jer, er det fordi vi mener, barnet er for dårligt til at være hos os. Side 2
Vuggestuen: Tumlingerne Tumlingerne er børnehavens mindste gruppe med børn fra 6 måneders alderen og til de fylder 2,10 år. Indkøring Vi tager udgangspunkt i det enkelte barn, når det starter i vuggestuen. Den første dag aftaler vi nærmere om, hvordan den første tid skal foregå, og vi snakker om barnets behov og vaner. Vi anbefaler at have god tid til indkøringen. Forældresamtale Når jeres barn har været hos os i 3-6 måneder, tilbyder vi jer en start-samtale. Her vil vi bl.a. snakke om jeres barns trivsel og udvikling. Samt høre jer om, hvordan i mener, det går med jeres barn i børnehuset. Aktiviteter Vi holder samling kl. ca. 9.00. I løbet af formiddagen vil der være forskellige aktiviteter på stuen, på legepladsen eller ture ud af huset. I vil kunne læse på SMTTE en på tavlen i garderoben, hvad vi pt laver af aktiviteter. Mad Hver dag skal der medbringes en frokostmadpakke og en eftermiddagsmadpakke samt en drikkedunk fyldt med vand. Børnene spiser frokost kl. 10.30. De drikker økologisk minimælk hertil, som børnehuset køber ind. Børn under 1 år drikker modermælkserstatning i henhold til Sundhedsstyrelsens anbefaling. Børnene spiser deres eftermiddagsmadpakke, når de vågner fra deres middagslur, de drikker vand af deres drikkedunk til eftermiddagsmaden. Fødselsdag Vi vil gerne fejre jeres barns fødselsdag, hvis i ønsker det. Snak med personalet på stuerne om, hvornår det er bedst at holde fødselsdagen, og hvad der er godt at have med og dele ud. Sengetøj I børnehuset har vi dyner, puder, lagner og betræk. I forældre skal selv skifte sengetøjet i jeres barn krybbe. Vi anbefaler, at i skifter 1 gang om måneden. De beskidte sengetøj tages med hjem og vaskes, har i ikke mulighed for det, lægges det i vasketøjskurven på badeværelset i vuggestuen. Det rene sengetøj finder i i kasserne på hylden i krybbeskuret. I er også velkommen til at have jeres eget sengetøj med. Garderobe Jeres barn må gerne have noget praktisk tøj på, som kan tåle, at barnet deltager i aktiviteter både ude og inde. Vi færdes ude i al slags vejr hele året rundt. I barnets garderobe bedes være udetøj og fodtøj til årstiden. Samt sut, bamse, nusseklud eller andet barnet bruger, når det sover. I barnets kasse på badeværelset bedes der ligge skiftetøj til inde brug. På hylden under lægges barnets bleer. Vær opmærksom på at fylde op med bleer og skiftetøj løbende. Tavlen: På tavlen i garderoben skriver personalet fra hvornår og til hvad tid dit barn har sovet. Vi beder om, at i skriver hvad tid barnet er vågnet, hvad tid det hentes og hvem der henter det. Der er også et bemærkningsfelt, hvori i f.eks. kan skrive hvis barnet hoster, har sovet dårligt eller andet. Har i anden information, som kan have indflydelse på barnets dag i vuggestuen, kan i skrive det i bogen på stuen eller give personalet besked herom. Navn på alt Husk at skrive dit barns navn på madkasser, drikkedunk, sutter, i tøj og sko samt andet. Side 3
Børnehavegruppen: Krummerne og Spilopperne På børnehavegruppen er der børn fra de fylder 2,10 år og til de starter i Forårs SFO. Dagligdagen Kl.ca 8.00 går børnene på deres egne stuer. I løbet af formiddagen vil der være forskellige aktiviteter. I vil kunne se på tavlerne ved stuerne, hvad der foregår, der hænger også en månedsplan. Der vil være forskellige læringsgrupper på tværs af stuerne, med udgangspunkt i de pædagogiske læreplaner. Der hænger en oversigt af grupperne på væggen i gangen ved køkkenet. Vi har 2 cykler, hvor vi kan have 4 børn i hver med på udflugt, dem bruger vi meget på ture ud af huset. Kl. ca. 11 rydder børnene op. Derefter holder vi samling, hvor vi snakker, læser og synger. Derefter spiser vi frokost madpakker. Efter spisning går børnene på legepladsen. På legepladsen kan børnene cykle, lege med sand, gynge og de voksne sætter også forskellige lege i gang. Kl. ca. 13.45 spiser vi eftermiddags mad/frugt det kan være både ude og inde, alt afhængig af vejret. Herefter leger børnene både ude og inde. På stuerne er der mulighed for at spille, tegne, lege med perler osv. Kl. ca. 15.30 slår vi stuerne sammen, så børnene passes af de sidste voksne frem til lukketid. Dette er en beskrivelse af en typisk dag, men nogle dage er nogle børn eller alle på tur, eller vi har besøg af andre børnehuse. Mad Hver dag skal der medbringes en frokostmadpakke, et stykke frugt til om eftermiddagen samt en drikkedunk. Til frokost og til frugt drikker børnene vand af deres drikkedunk. Børnene har altid mulighed for at tage et stykke mad fra deres madkasse, hvis de bliver sultne om formiddagen. Fødselsdag Vi vil gerne fejre jeres barns fødselsdag, hvis I ønsker det. Snak med personalet på stuerne om, hvornår det er bedst at holde fødselsdagen, og hvad der er godt at have med og dele ud. Garderoben Jeres barn skal have noget praktisk tøj på, som kan tåle, at det deltager i aktiviteter både ude og inde. Vi færdes ude i al slags vejr hele året rundt. I barnets garderobe skal der være skiftetøj både til inde og ude alt efter årstid. Vær opmærksom på at fylde op med skiftetøj hver dag. Det er jeres ansvar som forældre, at sørge for at jeres barns garderobe og gulvet i garderoben er ryddelig hver dag. Så hjælp jeres barn med at rydde op efter sig, inden det forlader børnehuset. Sprogvurdering Jeres barn vil få tilbudt en sprogvurdering i 3 års alderen, dette er obligatorisk, og vi anbefaler i tager imod tilbuddet. Hvis der er afvigelser i sprogtesten, vil jeres barn få tilbudt en ny i 5 års alderen. Side 4
Fællesskab et fælles ansvar Børn er forskellige og skal derfor også behandles forskelligt. I takt med at barnet udvikler sig, vil vores krav til barnet helt naturligt ændre sig, således at barnet til stadighed er i et naturligt flow i forhold til den nærmeste næste udviklingszone. Det er vigtigt for os, at alle børn skal have mulighed for de bedste udviklingsbetingelser, vokse op og blive så dygtige de kan. Målet i Kernehuset er de samme for alle børn. Alle børn skal have lærings og udviklingsmuligheder. Alle børn har brug for at deltage i lege, så de på den måde kan udvikle venskaber. Børnenes betingelser for at kunne dette er forskellige, hvorfor personalet altid skal være der for at guide og hjælpe børnene i deres relationer. Inklusion er at have fokus på fællesskabet, hvor pædagogen har ansvaret og bruger sin faglige viden og indsigt til at få alle børn med ind i fællesskabet. Vores opgave er at finde ud af, hvad der skal til for at alle børn lykkes i et fællesskab med andre børn. Det er vigtigt for os, at alle børn trives optimalt i de fællesskaber, de går ind og ud af. Vi er der for at skabe deltagelsesbetingelser for alle! Det at lege og danne venskaber er en færdighed, som skal læres. Vores udgangspunkt er, at børn udvikler sig gennem aktiv deltagelse i lege og aktiviteter. I medierne er der vist, hvilke alvorlige konsekvenser det kan have for børn at blive valgt fra et fællesskab, at være udenfor, at være den de andre ikke gider lege med. I vores hus er det vigtigt, at der bliver fortalt historier, om at alle børn er aktivt deltagende i fællesskaber, der har betydning for dem. Derfor arbejder vi målrettet med, at det er vores voksen ansvar at understøtte alle børn med at få nye positive erfaringer med at blive en del af et fællesskab. Vi har erfaret at børn, når de tager del i fællesskabet, er med til at skabe fællesskabet. Børnene er ressourcer for hinandens læring og udvikling. Når vi voksne arbejder ind i fællesskaberne, kan vi skabe mulighed for alle børns deltagelse i disse. Alle børn har behov for at lære de kompetencer, de endnu ikke besidder, og skal have hjælp til at udvikle dem. Det er den voksnes opgave at synliggøre barnets kompetencer, så alle børn føler sig værdsat. Med inklusion mener vi, at alle børn lærer at være tolerante og at have respekt for hinanden samt forholde sig åbne overfor det, der er anderledes. Det er vigtigt for os, at I forældre er medspillere. Vi har erfaring med, at en åben og ærlig dialog forældre og personale imellem har stor betydning for jeres barns trivsel. Forældre er dem, der har den største viden om barnet, og det er vigtigt, at den viden bliver formidlet til personalet. Hvis i f.eks. der hjemme taler om børnene fra vores børnehus, er det vigtigt, det bliver på en anerkendende måde da jeres indstilling til os som sted, til personalet og til de andre børn, har stor betydning for, hvordan børnene indgår i fællesskabet. Side 5
Vi håber I bliver glade for årene hos os. I er altid velkomne til at kontakte os, hvis der er noget, I undrer jer over eller er bekymret over i forhold til jeres barn. Venlig hilsen personalet i Kernehuset Side 6