EN LÆRERGUIDE Den Frie Udstilling



Relaterede dokumenter
Transkript:

EN LÆRERGUIDE Den Frie Udstilling 30. november 2013-5. januar 2014

Introduktion Kære underviser Dette undervisningsmateriale er specifikt udviklet til at aktivere elevernes kritiske sans og sanseapparat i mødet med samtidskunstnernes unikke vinkler på verden. Undervisningsmaterialet har anlagt en vinkel, hvor sammenspillet imellem kunstværker er i fokus. Det handler om at undersøge et fællesskab og udveksling af emner, medier og materialer på tværs af kunstværker. Med dette undervisningsmateriale som nøgle og øjenåbner vil eleverne få en indgang til at reflektere og forholde sig til kunsten og deres egen samtid. Materialet er derfor et godt supplement til undervisningen i medieforståelse og udtryksformer. Den Frie tilbyder undervisningsforløb i udstillingen som varetages af vores erfarne formidlere. Formidlerne kan altid tilrettelægge forløbenes fokus efter klassens ønsker og tilpasse spørgsmål og opgaver efter forudsætninger og behov. Vi håber på at se jer i Den Frie Udstillingsbygning. Hein Heinsen, Gudhelligånd, 2013, Bronze Forside: Plakatarkiv, Den Frie Udstilling Fra den 30. november til 5. januar 2014 kan du og din klasse opleve kunstnersammenslutningen Den Frie Udstillings medlemmer udstille nye værker. Den Frie Udstilling 2013 er en samlet præsentation af nye værker fra mange af Danmarks mest anerkendte og betydningsfulde samtidskunstnere. Med kunstnere som Bjørn Nørgaard, Hein Heinsen, Henrik Plenge Jakobsen, Sophia Kalkau, Mikkel Carl og mange flere er udstillingen en unik mulighed for at se noget af det bedste danske samtidskunst samlet på et sted.

Om Den Frie Udstilling Bjørn Nørgaard, Spørger Jørgen Stadig 2013, Keramik Tradition og fornyelse er to sider af samme sag, når man taler om kunstnersammenslutningen Den Frie Udstilling. Sammenslutningen opstod i 1891 på initiativ af nogle af datidens mest markante kunstnere. Et oprør ulmede i kunstverdenen pga. den stigende utilfredshed med kunstakademiets monopol på at diktere, hvad der var god kunst. Forårsudstillingen på Charlottenborg var det eneste reelle udstillingsvindue for kunstnere, der ønskede at blive taget alvorligt og skulle man udstille her, skulle man være elev på kunstakademiet - og ikke mindst falde i professorernes smag. Det endelige opgør kom, da kunstnerne Johan Rohde, J.F. Willumsen, Vilhelm Hammershøi, Christian Mourier-Petersen og ægteparret Harald og Agnes Sloth-Møller gik sammen og dannede Den Frie Udstilling. Med så velrenommerede kunstnere som initiativtagere blev Den Frie Udstilling hurtigt kendt som stedet, hvor man kunne opleve det nyeste indenfor dansk og international samtidskunst. Den første udstilling fandt sted i et baglokale hos Kunsthandler Kleis på Vesterbrogade i København. Med inspiration fra udstillingen Salon De Refusés (De Afvistes Salon) i Paris var udstillingen en manifestation af den frie og uafhængige kunst med omkring 100 værker af små og store navne blandt andet P.S. Krøyer og Kristian Zahrtmann. I løbet af få år etableredes et egentligt udstillingssted for Den Frie Udstilling i en træbarak på Rådhuspladsen, men i 1898 opførtes Den Frie Udstillingsbygning i Aborreparken der hvor Vesterport station i dag ligger. Da Vesterport skulle etableres i 1914 rykkede Den Frie Udstillingsbygning til Oslo Plads, hvor den har ligget siden. Den Frie Udstillingsbygning har lige siden dannet ramme om en årlig udstilling med sammenslutningens kunstnere. Frie kunstnere i toppen af dansk kunst Med etableringen af Den Frie Udstilling var det for første gang muligt for kunstnerne selv at sætte dagsordenen i dansk kunst. I dag er kunstnersammenslutningen ikke på samme måde som for 120 år siden i opposition til den etablerede kunstverden. Tværtimod er mange af dens medlemmer repræsenteret på de største og mest betydningsfulde danske kunstinstitutioner. Men Den Frie Udstilling består stadig udelukkende af kunstnere og det er kunstnerne selv, der definerer sammenslutningens virke. Siden sidste udstilling i 2012 har Den Frie Udstilling indlemmet 9 nye hovedsageligt yngre - medlemmer for at øge mangfoldigheden og omfavne fornyelsen i dansk samtidskunst. I alt 48 kunstnere er med i sammenslutningen og den traditionsrige årlige udstilling opfattes stadig som toneangivende på den danske kunstscene. Værkerne er næsten alle helt nye værker, friske fra kunstnernes værksteder. Den Frie Udstilling er dengang som i dag en højt profileret indgang til samtidskunsten udenom censur og udefrakommendes diktering af tematikker, indhold og smag. Booking og praktisk information Oplev udstillingen Den Frie Udstilling på egen hånd eller book et undervisningsforløb med en af Den Fries formidlere. Et undervisningsforløb varer ca. 1 time og koster 450 kr. (+ entré). Max. 30 elever. Henvendelse vedrørende bestilling af undervisningsforløb, spørgsmål eller specielle ønsker kan ske hos formidlingsansvarlig; Kristian Rasmussen formidling@denfrie.dk Tlf. 33 12 28 03 Vi glæder os meget til at se jer i Den Frie til spændende og lærerige oplevelser med kunsten!

Om undervisningsmaterialet Dette undervisningsmateriale er målrettet en række fælles faglige mål tilpasset udskolingen, gymnasiet og HF. Det skal tjene til at styrke elevernes evne til at: Analysere og perspektivere medier og værker og sætte dem i relation til sig selv og verden Blive i stand til at iagttage, reflektere, bruge og forstå billedsprog som et kommunikations- og udtryksmiddel Undervisningsmaterialet stimulerer, via spørgsmål og øvelser, elevernes kritiske sans ved hjælp af forholden sig til kreative emner og medier. SAMMEN OG HVER FOR SIG - Fælles udtryk, materialer og medier FRI AF HVAD? - Om kontekst og betydning Undervisningsmaterialet kan både bruges på egen hånd i udstillingen eller som udgangspunkt for et undervisningsforløb med en af Den Fries undervisere. Vores erfarne formidlere tilrettelægger forløb med øvelser og dialogbaseret undervisning alt efter klassens ønsker og behov. I dette undervisningsmateriale findes 2 forløb, der kan afvikles uafhængigt af hinanden eller sammen. Forløbene tager udgangspunkt i et besøg på Den Frie, men omfatter ofte også øvelser i klassen før og/eller efter besøget. For spørgsmål eller booking af forløb kontakt formidlingsansvarlig Kristian Rasmussen på tlf. 33 12 28 03 eller formidling@denfrie.dk Den Frie Udstilling er en sammenslutning af 48 kunstnere, men har den Frie Udstillings medlemmer et fælles projekt? I dette forløb aktiveres elevernes blik for de tværgående emner imellem de mange værker i Den Frie Udstilling. Igennem aktiverende spørgsmål åbnes deres blik for de universelle emner, værkbegreber og brug af materialer, der er på spil i de mange kunstneriske projekter. Som repræsentanter for dansk samtidskunst bliver Den Frie Udstillings værker sat i relation til elevernes forståelse af kunst i deres egen samtid. Den Frie Udstilling har siden 1914 hørt naturligt hjemme i Den Frie Udstillingsbygning på Oslo plads, men er den sammenhæng synlig i de udstillede værker? I dette forløb udforsker eleverne sammenhængen imellem det udstillede værk og de rammer, det indgår i. Hvilken påvirkning har det rum, det udstilles i på værkerne og hvad gør det for værkernes budskab? Gennem aktiverende spørgsmål og gruppeøvelser skal eleverne forholde sig til vilkårene for at udstille kunst og hvordan kontekst påvirker værkers udtryk og udsagn.

Undervisningsforløb 1 SAMMEN OG HVER FOR SIG - Fælles udtryk, materialer og medier Den Frie Udstilling er en sammenslutning af kunstnere ikke et arbejdsfællesskab. Det til trods er der universelle emner og projekter som går igen på tværs af værkerne. I dette forløb skal eleverne have øje for tværgående tematikker, materialer og medier. Hvad har Den Frie Udstillings værker til fælles? I KLASSEN Som forberedelse til besøget skal I undersøge to af Den Frie Udstillings kunstnere. Målet er ikke at finde mening, men at finde fællesnævnere i de to kunstneres værker. Gå online og find to kunstværker. Signe Guttormsen: Zwölf Jarhre Durch Den Ort Mikkel Carl: NEW PAINTINGS CAUGHT IN THE HEAD- LIGHTS OF PARKING CARS Hvad har de to kunstnere til fælles? Er der emner/temaer, der går igen? Minder værkerne om hinanden? Er der nogen materialer, der går igen (eks. papir, stål, maling, træ, fotografi)? Hører værkerne indenfor den samme kunstneriske kategori (maleri, skulptur, installation, video)? Har værkerne andre ting til fælles? PÅ BESØG I UDSTILLINGEN Den Frie Udstillings værker er placeret i Den Frie Udstillingsbygning af et udvalg af kunstnerne selv. I skal nu prøve at se, om I kan finde fællesnævnere imellem værkerne i Den Frie. Find en sal, hvor værkerne har særligt meget til fælles. Forklar hvorfor I har valgt netop denne sal. Find to værker, som tilhører den samme kunstneriske kategori f.eks. maleri, foto, skulptur, video eller noget andet. Den Frie Udstillings medlemmer er samtidskunstnere, helt enkelt fordi de er aktive i vores samtid. Derfor søger man ofte efter noget aktuelt eller samtidigt i deres værker. Skriv tre ting ned, som I føler definerer jeres samtid, jeres følelser, jeres samfundsproblemer, jeres generation. Find et værk, som passer til det, I har skrevet. Er der et værk, som forholder sig særligt til jeres samtid? Skyldes det værkets materialer, metode eller dets tema eller er der en helt anden grund? En af sammenslutningens medlemmer er kunstneren Bjørn Nørgaard, som tidligere har haft en meget politisk tilgang til kunst, men som også har en meget formbevist tilgang til det at lave kunstværker. Find værket Spørger Jørgen Stadig af Bjørn Nørgaard Hvordan kan man sige, at Spørger Jørgen Stadig er et politisk kunstværk? Hvis du ikke vidste, at Spørger Jørgen Stadig var et helt nyt samtidskunstværk, hvilken tid ville du så tro, at det var lavet i? Afsluttende øvelse. Hver gruppe skal finde en undertitel til årets udstilling med Den Frie Udstillings kunstnere. Lad som om I er blev bedt om at hjælpe udstillingsudvalget med at finde en alternativ udstillingstitel, som opsummerer hele udstillingen. Titlen skal fremlægges for de andre grupper. Jytte Høj,Only This and Nothing More, 2010, Vitrine i sort malet træ, glas,podier i træ og mdf, objekt i 3D-printet sort gummi

Undervisningsforløb 2 FRI AF HVAD? - om kontekst og betydning Morten Stræde: Tree of Smoke 2012, Tusch/inkjet, DETALJE Den Frie Udstillings kunstnere er aktive i mange sammenhænge. Deres værker findes både på museer, på offentlige pladser og enkelte endda på skoler, kommunekontorer og i private virksomheder.. Men hvor hører kunstværkerne til? Er der steder, der er mere velegnet end Den Frie Udstillingsbygning - og er det overhovedet kunst, hvis det ikke bliver udstillet? I dette forløb skal eleverne forholde sig til værkets kontekst og undersøge de sammenhænge, samtidskunsten udspiller sig i. PÅ BESØG I UDSTILLINGEN Find et kunstværk, som passer særligt godt ind i Den Frie Udstillingsbygning. Forklar: Hvorfor synes du, at værket hører særligt hjemme her? Hvorfor har I har valgt netop dette værk? Er det materialet, temaet eller måske noget tredje? Diskutér om kunstneren har tænkt over, at det skal stå i Den Frie Udstillingsbygning, da hun/han skabte det. Find eksempler i kunstværket, hvor I kan se denne overvejelse. Find et kunstværk, som godt kunne blive udstillet i det offentlige rum f.eks. på den anden side af gaden foran Østerport Station. Hvorfor kan netop dette værk udstilles der? Udpeg specifikke ting i værket, der egner sig godt til at blive set eksempelvis på en plads foran en togstation. Hvordan ville det påvirke værket, hvis det blev udstillet et andet sted? På et museum? I midten af en rundkørsel? På et bibliotek? På en dyr restaurant? På dit eget værelse? Hvor kommer værkets budskab bedst ud henne? Find værket Tree of Smoke af Morten Stræde. Hvad er værkets tema? Hvad er det kunstneren vil have os til at være opmærksom på? Findes der et sted, hvor kunstværket måske kunne forarge, hvis det blev hængt op? Findes der sammenhænge, hvor kunstværkets budskab kunne komme bedre ud? Værkerne i udstillingen kommer helt friske fra kunstnernes værksteder. Diskutér, hvad det gør ved værkerne, at de bliver udstillet sammen. Hvordan ville værket blive oplevet, hvis man så det på værkstedet, hvor det er blevet til? Hvordan ville værket opleves, hvis man så det omgivet kun af værker, der minder om det af den samme kunstner? Hvornår bliver det til et kunstværk? Er det hjemme på værkstedet, når det kommer ind på udstillingen eller når det måske bliver solgt videre til en kunstsamler? Opsummerende øvelse: Find to værker, som står tæt på hinanden. En fra gruppen skal nu fungere som udstillingsansvarlig og forklare overfor de andre, hvorfor værkerne er placeret sammen. Hvorfor passer de godt ind i det rum, de er placeret i. De andre i gruppen skal tage stilling til forklaringen og se om de er enige. Finn Reinbothe, The Collectors Collection (Selected), 1975-2012, Papir, plastic