.11. Om Fiske og Krybdyr

.11. Om Fiske og Krybdyr Alle egnens Fiske-Arter ere, som følge: Aaal har man her baade i Elver og Vande. Nogle æde dem slet ikke, andre holde den, især naar den beredes med Suppe. kaldet Aale-Suppe, for en stor Delicatesse. 119

Aborre, een af denne Egns skiønneste Fisk især Kien-Abor (som falder i Kiærn eller Kien) og ere de feedeste. De fanges især om Foraaret. Aborren siges aldrig at frygte for den graadige Giedde, men vender kun Halen til den, naar den er kommen den nær, da Giedden for dens skarpe Finners Skyld ei tør angribe den. Brasen (Cyprinus brama) falder undertiden i stor Mængde i Elven, men ei saa god som Ringeriges Brasen, der især er berømt. Den saavelsom Hærsling og flere Slags Færsk-Vands-Fiske, falde noget besværlig at spise, formedelst deres mange Been i Kiødet; men naar de ere feede, mærkes Benene ikke synderlig, desuden kan man ved at give dem mange fine Tvær-Snit, førend de kaages, skiære Benene over, saa de blive ukiendelige. Flire (Cyprinus vimpa) falder her undertiden af anseelig Størrelse. Jeg har havt dem, der har været 3 1/2 Qvart. lange og 1 1/2 Qvart brede. Paa en saadan fanget sidst i Junii, haver jeg seet mange saadanne hvide og hvasse tuberculi, som og Artedi melder om, men andre, som samme Tid bleve fiskede, havde dem ikke. De vare alle meget feede og velsmagende, uagtet Artedi skriver: Caro parum sapida. Flynder, Pleuronectes flesus, de samme som ellers kaldes Rigske-Bytter, fiskes her ofte i Elven, og smager godt, skiønt de falde kun smaa. Dens skarpe Tandhegle ved Raden af Finnerne og langs Siderne, samt dens Spina ad anum, viser at den er P. Flesus. Forell. See Tømmerdragernes Beskrivelse og Sammenligning med samme. 120

Giedder, en af de største og tillige første Fiske, som fanmges om Foraaret, saasnart Isen gaare af Elver og Vande, hvorfor de kaldes Iis-Giedder. Til Beviis paa dens Graadighed anføres, at man i een har fundet 7 andre Giedder og 14 Rødfiæringer. Man veed og at fortælle, at Mennesker, som har holdt Hænderne i Vandet for at afskylle Fisk eller Klæder, ei alene ere blevne bidte af dem, men og staaet Fare for at trækkes udi Vandet. Gorkimer, (Cyprinus aphya) skal efter Beretning opæde Ørretens Rogn i Bundene, og foraarsage samme Fiskes Aftagelse. Men derimod skal og Ørreten stedse jage efter den og opsluge den; den bruges derfor og til Madding af dem, som skal fiske Ørret. Den er ellers den mindste af alle vore Fiske, sortprikket paa Kroppen, samt rød om Munden og paa Finnerne. Hærsling, Cyprinus dobula, en smuk sølvblank Fisk med store Skiæll, og temmelig behagelig at spise, naar den er feed, da dens mange fine Been ikke synderlig mærkes. Især holdes Hovedet for meget delicat. I Fiskum-Vandet falde de beste og fedeste. Bugen er flad, Sporene kløftet, Ryg-og Rumpe-Finnerne har nu 10 nu 12 Straaler. Hos nogle ere Finnerne røde, hos andre ikke. Hork, Pderca cernua, en liden Fisk med hvasse Finner, har nogle Gruber eller Cavitter paa Hovedet, og bruges til Madding for andre Fiske, men spises ikke. Karudse, falde her i alle Damme, men blive ikke synderlig store eller fede, ventelig fordi man anvender ingen Flid paa at rense sine Damme, eller at sætte sine Karudser af een Dam i en anden, hvortil dette 121

maaskee kan være Aarsagen, at man her har en temmelig god Forraad af andre Slags Fiske. Imidlertid vise dog de mange fra gamle Tider indrettede og nu mestendeels tilgroede Fiske-Damme, at Forfædrene have tænkt anderledes. Kullmund, som jeg vil kalde Salmo carbonarius, ligner en Ørret i Skabning, men i Farve en Graa-Sey, dog uden kiendelige Skiæll. Paa Bugen er den graa med knap kiendelige røde Pletter, men paa Ryggen, Hovedet og i Munden er den heel sort. Den har 2 Tand Rader paa Tungen, og 3 i Gummen, dog den middelste gandske kort. Sporen er kløftet, Side-Linien ret. En Fure sees langs Bugen. 1ste Ryg-Finne har 12 Straaler, den 2den uden Str. Brystfinn. 12. Bugfinn. 10. Bagfinn. 10. Sporen kløftet. Alle Finnerne ere sortagtige, Bugog Bagfinn. hvide i Kanten, de første ogsaa mere sortrøde, end de andre. Denne Fisk er 1/2 til heel Alen lang, ellers smal og slunken, smager kun slet, gaaer dybt i Vandet, lader sig let trække med Angel, og døer saasnart den optrækkes af Vandet. Jeg har kun engang seet sen paa Modum optrækket af et færskt Vand, og, som jeg mærker, er den for de fleste endog Indfødte gandske ubekiendt *). Siden har jeg erfaret, at det *) Hos norske Skribentere finder ieg ingen Underretning om den, men vel i Danske Magazin 2det Bind S.50, hvor den anføres blant andre Inventaria paa Helsingborg Slot, og beskrives saaledes: Kullmule, Kolmule eller Kullmund er en Art af Ørret, der fanges med Frøer, som sættes paa Kroge. Den saaes almindelig i Elverne i Norge, og har sit Navn deraf, at den saavel inden Munden, som yderst paa Snuden er sort som Kull. Men man maatte her spørge, 122

efr den selvsamme Fisk, som man paa Ringrige kalder Gip, og ansees som gandske rar, da den sielden og kun paa faa Steder fanges, staaer meget dybt, og døer saasnart den er kommen op af Vandet, paa visse Tider af Aaret skal den være god at spise, og er gandske hvid i Kiødet, i hvilke og mere den er meget forskiellig fra Ørreten. Ligner meest Salmo stagnalis O. Fabricii Fauna grönlandica. Lax. Denne i sig selv ypperlige og velsmagende Fisk, har paa Eger, efter de flestes Mening et Fortrin i Godhed, hvorfor Eger-Lax er berømt. Den fiskes med Driv-Garn i Elven, med Flokke i Elve-Fossen, og paa andre Maader, som siden skal beskrives. Det meeste, som ikke i Egnen selv fortæres, afsættes til Drammen og Kongsberg, og det ene med det andet, kan efter Laxens her værende høie Priis, regnes aarlig til 3000 Rdlr., hvoraf omtrent 1/2 Deel fortæres i Sognet. Ellers er nok en ligesaa stor Summa for Sognet tabt ved Laxefiskeriets Aftagelse, hvortil Aarsagen skal vises ved Fiskeriernes Beskrivelse.20. Giennemskiæring er en mindre Art af Lax, som falder om Høsten, er ei saa feed, og har sit Navn af den Maade, den sønderskiæres paa. Denne er igien større end Læxingen, der ligeledes gaaer til om Høsten, er meget fin og tendre i Kiødet og af en fortreffelig Smag. Den bliver nok Trutta salmanata Linnæi, følgelig en fra Laxen adskilt Art, som og kan sluttes deraf, at hvor man i Dannemark kunde faae 420 Stykker af en norsk Fisk, som nu er saa lidet bekiendt, og saavidt jeg veed, falder i liden Mængde? Den Saltvands Fisk Gadus meruluccius, der ligeledes heder Kullmund, kan det vel heller ikk være, siden samme kun falder af en Hændelse og gaaer ikke til i Mængde. 123

ligesom Laxen aftager i Godhed om Høsten, saa tiltager derimod Læxingen, og er derfor silde paa Høsten næsten dobbelt saa høi i Priis, som i Begyndelsen. Straalernes Antal i Finnerne kommer med Linnæi Beskrivelse overens, den har og paa Ryggen sorte Puncter af Størrelse som Erter, men uden brun Ring. Mort, Cyprinus rutilus. Pinna dorsi ossic.10.pect.10, ventr.9. ani 10 ad 11. cauda bisurca. Alle Finnerne, undtagen Ryggens, ere rødagtige, Øie-Ringen guld-og sølvfarvet, Underkiæben lidet kortere end Overkiæben, dens sqvamæ ere ikke vix conspicuæ, som Linne skriver, men ringere efter Artedi, promole piscus satis magnæ. Neuenaugen, Petromyzon fluviat. faaer her det foragtelige Navn Troldfisk, og spises aldrig. De store har jeg ikke seet, da ingen fanger dem, men de smaa sees ofte i Vandhuller ved Elve-Bredden om Høsten, naar Vandet er udtørret, da de stikke ofte op med Hovederne, som for at trække Luft, og svømme yderst i Vand-Kanten med mange Sving og Bugter, hvori de ligne Petromyzon marinus, der svømmer paa samme Maade i Vandbrynen paa Havet. Denne sidste er det jeg i Søndm. Beskrivelse har anført under det navn Neuenaugen. Priik eller Priit, Cyprinus alburnus, som og kaldes Bleke, fordi den er bleeg, som Hvidtling, 124

den ligner ellers meest en Sild, endogsaa deri, at Skiællene let falde af. Imellem Bugfinnerne hentil Anum gaaer en ophøiet Rand, eller Cavina ventris, som Artedi rigtig anmærker. Den kaldes og Løver, hvilket tiener til Giensvar paa Hr. Müllers Spørsmaal, Prodr. Zoolog. Dan. pag.51. Roy, Salmo alpinus, den samme som de Nordenfieldskes Rør, fremkommer kun sielden, og, som der siges, ikke uden i Øxne-Vandet ved Ekern. Paa Modum har jeg seet den over 4 Qvart lang og 1 1/2 bred, samt meget feed som Lax, da jeg Nordenfields aldrig har fundet nogen over 1/2 Alen lang. Rør og Giedde-Rør, som og kaldes Blegrør, (hvorom jeg har meldet i Søndm. Beskrivelse,) ere kun adskilte som Han og Hun, eller som Melke-og Rogn-Fisk, dog falder Hannen noget større end Hunnen. Rødfiæring, see Syrill. Siik, Salmo lavaretus, er uden Been i Kiødet og derfor god at spise færsk, men taaler ei at ligge. Den gaaer til i Mængde om Høsten og skal være best i December. De Tænder Artedi tillægger den i Over-Kiæben og paa Tungen, ere subtile og bløde, saa de ei kan føles. Skall eller Skâl, Cyprinus erythrophtalmus, ligner meget Hærslingen, som dog er mere bred med større Skiæll og fastere Kiød. Jeg har endnu ikke seet denne Fisk, som her kun falder af en Hændelse i Elven ved St.Hans Dag, men efter Beskrivelsen kan den neppe være andet end C. Eryth. de Danskes Skalle, Rødskalle. Den roses ellers som temmelig velsmagende. 125

Syrill, den samme som andensteds, saasom ved Christiania, kaldes Rødfiæring, i det mindste har jeg ingen Forskiel kunnet mærke imellem dem. Det sidste Navn tillægges den, fordi den Fiære eller Finner (Brystfinnerne undtagne) ere røde, dog meest Bugfinnerne. Den har store Skiæl, alle stribede, eller tegnede med 4 Striber paa øangs, Øie Ringen er rød eller guldfarvet, og af den Aarsag er det nok Hr. Mag. Wilse holder den for Cyp. erythrophtalmus, skiønt den efter Straalernes Tal i Rumpe eller Bagdinnen, som ere 12, heller synes være Cypr. Idbarus, som og er Hr. Müllers Meening, Prodr. Zoolog. Dan. Tømmerdrager, som og kaldes smaa Ouer, er et Slags smaa Lax, som gaae til i Elven, i Mængde om Vaaren, og af mange holdes for Laxens Yngel, i hvilket Fald det vilde være en uforsvarlig Feil at fiske den i saa stor Mængde om Vaaren og for samme eller tilkommende Aar skille Laxefiskeriet ved ligesaa mange store Lax. Men dette strider dog mod andres Mening, er vel og i sig selv ugrundet, som best sees af følgende Beskrivelse. Den er kun en Tværhaand lang, liig en Lax, men uden Skiæl; Underkiæben er kortere end Overkiæben; begge have hvasse Tænder, Gummen en hvas Tandbælge af 3 Rader krumme Tænder, og Tungen en toradet Tandhægle af endnu større og indad vendende Tænder. De 2 store og enkelte Næseborer sidde i temmelig Fordybelser. Langs Bugen hentil Buginnen gaaer en Fure eller Strime. Den 1ste Rygfinne har 13 Str. Brystfinnen 12 a 13. Bugfinn.9. Rumpefinnen ligeledes. Sporen er meget kløftet. Geilhinden har 12 Straaler. Paa Siderne har den 9 a 10 store aflange og firkantede Pletter af 126

en mørkeblaa Farve, som strække sig over og under den lige Side-Linie, desuden adskillige mærke Puncter derovenfor paa Ryggen, endelig 9 eller flere høirøde Puncter, der næsten altid følge Side Linien, skiønt en og anden ogsaa kan sees tæt ovenfor eller under samme. Fra Laxen er den tilstrækkelig nok adskilt, først i Størrelsen, som altid befindes lige, som dog ikke kunde være, naar den var Laxens Yngel; dernæst i Farven, item deri, at den end ikke under et maadeligt Øieglas har kiendelige Skiæl, og at Ryg-Hvervlerne, som hos Laxen skal være 56, hos denne lille ere 59 til 60. Derimod ligner den Forellen (Salmo fario) langt mere, saa jeg ikke veed, at adskille dem, uden i Størrelsen, Farven og Skiællene; thi først falder Forellen gemeenlig større, dens røde Pletter ere ligeledes langt større, og gemeenlig med en lys Ring omgivne, dens Skiæl ere kiendelige, dens Bugfinner have en hvidagtig Bræmme, som altsammen fattes Tømmerdrageren, hvorimod dennes store og firkantede Pletter paa Siderne slet ikke mærkes hos Forellen. Endelig er Forellens Underkiæbe længer end Overkiæben. Efter Linnæi og Artedi Beskrivelse skulde den og have en ukløftet Spor, sorte Pletter paa Siell Pladen (lominis hypophtaimicis) og 6 Puncter paa Brystfinnerne; men da dette er noget, jeg slet ikke har kunnet finde hos Forellen, gaaer jeg denne Forskiel forbi. For Resten ere de begge omtrent af lige Smag og kan spises med Behag, helst stegte. Ørret, Salmo lacustris, fanges om Høsten og er en bekiendt velsmagende Fisk. I Ekern-Vandet falder et Slags meget skiønne Ørreter, 2 a 3 gange saa store som de sædvanlige og meget røde, helst paa Bugen 127

de have og en mere tvær og ukløftet Spor end hine, dog troer jeg ikke, at dette kan være nok til at adskille dem, helst da de begge have en sulcum ventris longitudinalem, som synes være Ørretens visseste Kiendemærke. Det er ellers besynderligt, at Ørreten, som er saa sædvanlig overalt i Norge, ikke af Linne regnes blant Sveriges Fiske. Fra Havet eller Dramsfjorden, undertiden fra Holmestrand føres ofte hid op skiøn Saltvands Fisk, især Torsk og Hvidtling; men det er her en stor Mangel den hele Kyst igiennem, at man ei forstaaer at salte og nedlægge den Fisk, som fanges i beqvemme Træer, da samme her maatte blive meget afsætlig. I Mangel deraf fiskes ikke mere, end som efterhaanden kan fortæres og frisk afsættes. Den skiønne Fridrichshaldske Sild er den meeste, som røget hidbringes, men er rar at faae. Den Svenske Sild er derimod destomeere sædvanlig, men og ofte slet nok, siden den i sig selv ikke er feed og desuden skal føres saa lang Vei. Blev den saltet førend den blev hidbragt, vilde den blive ulige nyttigere og afsætligere. De øvrige Saltvands Fiske, som hidbringes, ere Torsk, Kabiliau og Smaa-Torsk (gadus barbatus), undertiden deriblant et Slags, man Vester paa af dens store Øine kalder Glan-Øie, de Nordenfieldske Smelte, (gadus luscus) Kongeflynder, Pleuronectes platessa, meget skiønne og af selv samme Art som de berømte Søndmørs Flynder, hvilke følgelig her kunde beredes, naar den blev fanget saa tidlig om Vaaren, at den kunde tørres ved Vaar-Kulden. Hummer og Ræger transporteres ofte hid op fra Ladepladsen Svelvigen. Svelvigs Ræger ere og meget berømte af 128

deres Størrelse og Velsmagenhed, og dette Fiskerie drives nu af et Interessentskab, som i visse Aar (saasom 1779) skal fortiene en 1400 Rdlr. derved. Herved maae jeg endnu erindre, at Haa-Størjen, Sturio accipenser, undertiden gaaer op ad Elven, og er fanget ved Hougsund, som ligger 2 Mile op; ligesaa indfinder sig her Kobben eller Sælhunden, for at spisde Lax, endog om Vinteren; og man fortæller, at en, som igiennem et Hul i Isen var kommen op og aad paa en Lax, blev saa længe siddende, at Hullet frøs til, og at den ikke uden med Møie kunde komme ned i Vandet igien. Af Krybdyr har jeg kun seet disse følgende: Bue Orm, Natrix torqvata, som her ogsaa opholder sig i Vand, og derfor kaldes Vass-Orm. Længe vilde man indbilde mig, at den var en egen Art, med gule Øren o.s.v., indtil jeg selv fik een at see ihielslagen ved en Elvebred, og fornam, at denne her saa kaldte Vass-Orm er ingen anden end Bue-Ormen. Den gule Plet ved Ørene eller fra Mundvigene opad til Hovedet var kiendelig nok, skiønt den ofte er meere hvid end guul. At den Nordenfields opholder sig i Vande og Elver har jeg aldrig seet eller hørt tale om, hvorimod det her ikke er rart at see dem med oprakte Hoveder svømmende i halve eller hele Snese-Tal i smaa Vande eller Kiærn. Sloe, Staal-Orm, (Angvis fragilis,) Dens Ham har jeg seet, som er hvid og meget smuk, som det fineste File-Arbeide. Paa samme kunde jeg let tælle 172 enkelte Skiæl ved Ryggen og 28 dobbelte i Halen. Den maae altsaa have været meget liden, 129

hvorpaa Linne ikkun har talt 135 Ryg-og Stiert- Skiæl tilsammen. Af Øgler el Lacerta palustris almindelig i Dammene. De Nordenfieldskes Orle (uden Tvivl de Svenskes Ödla, lacerta agilis,) som siges at slippe Stierten og holdes for meget forgiftig, skal og være seet her, endog i Striid med en Orm. Under Stene paa Landet skal og sees Øgler 1 Finger lange, brandgule under, men mørke oventil, som synes være Lacerta vulgaris. Padde, (Rana bufo,) og Lap eller Frøer, (Rana temporaria,) ere de meeste af dette Slags, som jeg har seet. De sidste, som Nordefields ere stumme, høres dog her at qvakke undertiden. 130