Jordan Rejseleder: Cand. theol. Per Lyk-Jensen 12.-22. oktober 2013 (11 dage) Kulturhistorisk rejse på kryds og tværs i Jordan. Vi skal bl.a. besøge den rige oldtidsby Jerash, ørkenslottene øst for Amman, Madeba med pragtfulde mosaikker, Nebobjerget, Herodesborgen Makærus og korsfarerborgen Kerak. I Petra, som er Jordans hovedseværdighed, tilbringes to hele dage. I Wadi Rum skal vi med 4WD ind i ørkenen til Lawrence s Spring. Til sidst skal vi se Umm Qeis, oldtidens Gadara, i det nordlige Jordan, hvor der har været danske udgravninger. Undervejs er der indlagt en bade- og hviledag på Mövenpick Hotel ved Det døde Hav. I 1516 indlemmede de tyrkiske osmannere Syrien, Østjordanlandet og Palæstina i deres rige. De var selv muslimer, så i virkeligheden var der tale om et nyt islamisk rige, som afløste et andet (egyptisk-mamlukisk) nu med Istanbul som hovedstad. Rundt om i det store osmanniske rige anede de færreste knap nok, hvad sultanen i Istanbul hed, derimod kendte man særdeles godt hans lokale guvernører. Efterhånden som tiden gik, blev riget mere og mere præget af stagnation og korruption. Én ting var den fjerne centralregering dog optaget af, og det var at sikre pilgrimsruten fra Damaskus gennem Østjordanlandet til Mekka. Da Tyrkiet under 1. verdenskrig gik med på tysk side, indledte englænderne i 1915 hemmelige forhandlinger med den hasjemitiske emir i Mekka, Hussein, om arabisk deltagelse i krigen på britisk side mod løfte om en selvstændig arabisk stat efter krigens afslutning. På dette grundlag indledtes et engelsk-arabisk felttog mod tyrkerne i Mellemøsten. General Allenby førte hovedstyrken op gennem Palæstina og på østflanken faldt den navnkundige T.E. Lawrence og hans arabiske beduinhær tyrkerne i ryggen og ødelagde deres forbindelseslinier.
Det gik bl.a. ud over pilgrimsjernbanen til Medina, som tyrkerne brugte til troppe- og materieltransporter. Imidlertid blev der, året efter at man havde lovet araberne selvstændighed mod at gå med i krigen, indgået en aftale mellem den engelske og franske regering om deling af Mellemøsten i et engelsk og fransk interesseområde. Og sådan skulle det trods løftet i 1915 komme til at gå: 1921 etableredes under britisk overhøjhed emiratet Transjordan med Husseins søn, Abdallah, som regent. Da Transjordan i 1946 blev selvstændigt, blev Abdallah konge. Efter den første arabisk-israelske krig i 1948 fik landet navnet Jordan. I dag er det hans tipoldebarn, der sidder på tronen. En rejse gennem Jordan er en rejse gennem flere årtusinder. I historisk tid er landet måske bedst kendt fra Det gamle Testamente som ammoniternes, moabiternes og edomiternes stammeområder og alle de historier, der knytter sig hertil. Ligesom Palæstina og Syrien kom området i de følgende århundreder under assyrisk, babylonisk, græsk, romersk, byzantinsk og arabisk herredømme - med korsfarertiden som en parentes. Særlig interesse påkalder nabatæernes hovedstad sig. Nabatæerne var et folk eller en stamme, som må have haft et særligt talent for handel, for efter at have slået sig ned i den sydlige del af landet omkr. midten af det 6.årh. f.kr., lykkedes det dem i de følgende århundreder at skabe et af oldtidens vigtigste handelscentre i Petra og sætte sig på næsten al handel på den arabiske halvø. Mellem rosenrøde klipper af sandsten i fantastiske former ligger deres engang så rige by med talrige grave og monumenter hugget direkte ud i klippen. Alt sammen naturligvis påvirket af århundreders vind og vejr. Petra er hele turen værd! Der er tilmed afsat to hele dage, så man kan få det hele med. I Petra såvel som andre steder afspejler de forskellige perioder i landets omskiftelige historie sig: f.eks. er nogle af de nabatæiske grave i kristen tid ændret til kirkerum. Måske endnu tydeligere gør dette sig gældende i den overvejende romerske by Jerash (Gerasa) nord for Amman. Her lå oprindelig en hellenistisk by, som romerne udvidede kraftigt med alt, hvad der hørte en romersk by til. I kristen, byzantisk tid, blev flere af de romerske bygninger bygget om til kirker. En romersk bygning af ukendt funktion blev omdannet til synagoge orienteret mod Jerusalem for til sidst at ende som kirkebygning orienteret mod øst. Og fra tiden efter det byzantiske riges sammenbrud i Mellemøsten i første halvdel af 600-tallet har arkæologer i nyere tid fundet ruiner af en moské. Det samme billede gentager sig i Umm Qeis, oldtidens Gadara, der ligesom Gerasa hørte til Dekapolis - et forbund af byer, som Pompejeus skabte efter erobringen i 64 f.kr. Endelig skal turen ud til de umayyadiske ørkenslotte nævnes som et af højdepunkterne. Spredt ud over den syriske og jordanske ørken lod kalifferne i Damaskus i det 7. og 8. årh. opføre en stribe større eller mindre slotte, som de og deres familier kunne trække sig tilbage til. Vi skal se det lille badeslot Qusayr Amra, som er et af de bedst bevarede, og
karavanestationen Qasr el Kharanah fra samme periode. Under landing eller start fra Queen Alia lufthavnen kan vi måske være heldige at se resterne af det vel nok mest ambitiøse af alle ørkenslottene, Qasr el Mushatta. Sydfacaden var udsmykket med ornamenter, men der er ikke meget tilbage, for i 1904 modtog den tyske kejser Wilhelm den som gæstevenskabsgave af den tyrkiske sultan, hvorefter den blev fragtet til Berlin. Hvad der er tilbage efter 2. verdenskrig kan i dag ses på Pergamonmuseet. Dag-til-dag-programmet: 1. dag. Lørdag 12. oktober Vi mødes i Kastrup Lufthavn, hvor vi kl. 7.10 afrejser vi med Austrian Airlines. Kl. 9.00 lander vi i Wien, hvorfra vi kl. 10.10 atter med Austrian Airlines fortsætter mod Jordan. Kl. 14.45 lander vi i Ammans Lufthavn. Her møder vi vores jordanske guide, som hjælper med pasformaliteter og bagage. Herefter kører vi med bus til vores hotel, hvor der er middag. Efter aftensmaden bliver der givet en kort orientering om Jordans historie, religioner, praktiske forhold og om selve rejseruten. 2. dag. Søndag 13. oktober Vi kører gennem Amman, som er vokset utrolig meget siden 1940 erne. Befolkningstilvæksten skyldes først og fremmest de mange palæstinensere, der flygtede eller blev fordrevet fra deres hjemland i 1948 og 1967. Der bor i dag over 1 mio. i byen. Byen træder ind i historien ved jernalderens begyndelse ca. 1200 f.kr. som ammoniternes hovedstad Rabba i Ammon. Det fortælles i Det gamle Testamente, at ammoniterne og israeliterne ustandselig lå i krig med hinanden. Mest kendt i denne forbindelse er historien om kong Davids hærfører, som belejrede Rabba efter at ammoniterne havde ydmyget nogle israelitiske gesandter. Imens belejringen stod på, var det, at David i Jerusalem en aften fik øje på soldaten Urias smukke hustru, som var ved at tage bad. Den kendte historie ender med, at Urias efter ordre fra David bliver sat i forreste linie ved Rabba, hvor han dræbes under et ammonitisk udfald. I den hellenistiske periode (332-63 f.kr.) ændrede byen navn til Filadelfia og i den efterfølgende romerske periode indgik den under samme navn i byforbundet Dekapolis. Efter kristendommens sejr blev Filadelfia bispesæde, men der er ikke meget tilbage fra denne periode. Det er der til gengæld fra den umayyadiske (661-750), hvor der på byens citadelhøj opførtes et prægtigt guvernørpalads, som spanske arkæologer har udgravet. Efter en times kørsel nordpå gennem Gileads bjerge kommer vi til oldtidsbyen Gerasa, i dag Jerash. Også den var med i Dekapolis-forbundet. Det er en af de bedst bevarede romerske
provinsbyer ikke blot i Mellemøsten, men i hele det romerske rige. Her er alt, hvad der hører til i en romersk by: en nord-sydgående cardo, to tværgående decumani, templer, teatre, bade osv. Og fra den efterfølgende kristne tid er der bevaret adskillige kirker, nyopførte og som ombyggede, hedenske romerske bygninger. Særlig opmærksomhed påkalder det ovale torv foran Zeustempelet sig ligesom Artemistemplet med enorme korinthiske søjler. Byen blev ødelagt af et voldsomt jordskælv i 700-tallet og lå øde hen, indtil en tysk opdagelsesrejsende i begyndelsen af 1800-tallet genfandt og stedfæstede den. Vi spiser frokost i Jerash og bruger god tid i ruinerne. På vej sydpå igen gør vi et kort ophold ved Zarqa floden, som er den bibelske flod Jabbok, kendt fra Jakobs natlige kamp og hans møde med tvillingebroderen Esau. Sidste punkt på denne dags program er klippehulerne Araq el Emir og usædvanlige rester af et palads med løverelieffer fra hellenistisk tid smukt beliggende og et yndet udflugtsmål. 3. dag. Mandag 14. oktober Efter morgenmad på hotellet kører vi ud i ørkenen øst for Amman. Enten på vejen ud eller tilbage gør vi holdt ved Qasr el Kharanah. Bygningen er ganske stor og ligner mest af alt et fort med runde tårne i hjørnerne og halvrunde i midten. Bl.a. på grundlag af en indskrift kan det med sikkerhed siges, at den er fra umayyadisk tid, men anvendelsen er der diskussion om. Det mest sandsynlige er, at det har været en karavanestation (arab: khan) på en af de mange ruter gennem Syrien og Jordan. Højdepunktet denne dag er badeslottet Qusayr Amra, ca. 80 km øst for Amman. Også det er umayyadisk. Trods det muslimske billedforbud som dog kun opretholdes strengt i moskéerne er her talrige freskoer forestillende konger og kejsere, håndværkere, kameler, topløse danserinder, musikanter og meget mere. I selve badeafdelingen ses nogle motiver, som muligvis har baggrund i den græske mytologi. Det var længe den almindelige mening, at Qusayr Amra og andre ørkenslotte alene var forlystelsessteder for Damaskus umayyadefyrster, som trætte af bylivet lejlighedsvis trak sig tilbage for at gå på jagt og nyde livet med vin, kvinder og sang. Det har de nok også gjort, men i dag hælder man mest til den opfattelse, at umayyaderne ved kunstvanding har søgt at skabe frugtbare oaser rundt om i ørkenen. Hertil kunne man trække sig tilbage f.eks. fra pestepidemier i Syriens byer og ikke mindst: herfra kunne man forsøge at kontrollere ørkenens nomadestammer. Længere mod øst kommer vi til et T-kryds, hvor vejen til venstre ender i Baghdad og drejer man til højre kommer man til Mekka. Vi følger vejen til venstre til oasen Azraq, hvor der siden oldtiden har ligget fæstninger. Resterne af den, man ser i dag, er arabisk. Den fik en renæssance i slutningen af 1. verdenskrig, da T.E. Lawrence og hans beduinhær overvintrede i Azraq. Sent på sommeren 1918 samlede Lawrence og emir Feisal deres tropper i Azraq og deltog i erobringen af Damaskus.
4. dag. Tirsdag 15. oktober Da et par tusinde kristne fra Kerak i slutningen af det 19. årh. havde fået tilladelse til at slå sig ned på tell en (ruinhøj) i Madeba, stødte de under opførelse af den nye by på den ene mosaik efter den anden. Da de skulle bygge en kirke kom et imponerende moasaikkort fra det 6. årh. til syne forestillende bl.a. Det hellige Land med Jerusalem i overdimensioneret størrelse. Det er muligt at genkende adskillige lokaliteter også i Østjordanlandet. Man kan se, at afbildninger af mennesker og dyr på et tidspunkt er slettet, hvorefter hullerne er blevet udfyldt med mosaiksten i tilfældig orden, så man fortsat kunne gå på det. Lignende eksempler på ikonoklasme (i det 8.årh.) kan vi se på Mosaikmuseet i byen. Fra Madeba kører vi vestpå til Nebo bjerg, hvorfra Moses iflg. Det gamle Testamente skuede ind over Det forjættede Land. Bjergplateauet er ejet af franciscanerne, som også har frilagt adskillige smukke byzantinske mosaikker. Der er fra Nebo en fantastisk udsigt ned over Det døde Hav og til Jeriko i den frugtbare Jordandal. I klart vejr er det muligt at se helt til Oliebjerget i Jerusalem. Vi slutter denne dag med indkvartering på Mövenpick Hotel, en arkitektonisk perle og det bedste hotel ved Dødehavet. 5. dag. Onsdag 16. oktober Hvile og badedag ved Dødehavet. Husk badetøj!! 6. dag. Torsdag 17. oktober Første stop på vejen mod Petra er Makærus, som Herodes den Store lod opføre omkr. 30 f.kr. Borgen er kendt som stedet, hvor Johannes Døber blev halshugget, fordi han havde angrebet landsfyrsten Herodes Antipas for at have giftet sig med sin broders fraskilte hustru, Herodias. Under en fødselsdagsfest fik Herodias datteren, som havde danset for selskabet og betaget Herodes, til at forlange Johannes Døbers hoved på et fad. Det ny Testamente stedfæster ikke begiveheden til Makærus, men det gør den jødiske historieskriver Josefus. Da Jerusalem under det store jødiske oprør var faldet og ødelagt til grunden i 70 e.kr. forskansede en gruppe jøder sig på Makærus. Det samme gjorde en anden gruppe på Masada, som ligger på den anden side af Det døde Hav længere mod syd. Da Makærus ligesom Masada ligger på en utilgængelig bjergtop, måtte romerne begge steder anlægge en rampe til fremføring af tropper og belejringsmaskiner. Mens de belejrede på Masada begik kollektivt selvmord, endte det på Makærus med at de fik frit lejde til at drage bort, hvorefter romerne rev borgen ned. - For at komme op til ruinerne skal man gå ca. 1 km, men opstigningen ser værre ud, end den er.
Derfra kører vi sydpå ad King s Highway, den vigtigste karavanevej i oldtiden og siden brugt af romerne som hærvej, af araberne som pilgrimsvej og af korsfarerne som forbindelseslinie mellem deres tyndt besatte borge i Oultrejourdain, som de kaldte Østjordanlandet. Den første borg, vi kommer til, er Kerak, som blev opført i 1142 for at beherske handels- og karavaneruten og hindre arabiske togter ind i kongeriget Jerusalem. Da den faldt året efter korsfarernes store nederlag ved Hattin i Galilæa 1187, var det hverken pga. beskydning fra belejringsmaskiner eller ved stormangreb, men fordi alle forrådskamre til sidst var tømte. Nogle år forinden havde herren til Kerak, Renaud de Chatillon brudt en aftale, som var indgået med de muslimske hæres navnkundige anfører Saladin. Denne indledte et angreb på borgen, netop som den var ramme om en bryllupsfest. I tillid til dens uindtagelighed fortsatte bryllupsgæsterne festen, mens klippeblokke fra Saladins belejringsmaskiner buldrede mod murene. Og midt under det hele arrangerede brudgommens mor et festmåltid, som hun lod bringe ud til Saladin. Han takkede høfligt og spurgte, hvilket tårn brudeparret skulle bo i. Det ville han så undlade at beskyde! Længere sydpå ad King s Highway passerer vi endnu en korsfarerborg, Shobak, som er noget mindre end Kerak. Tidligt på aftenen ankommer vi til Wadi Musa, hvor vi bliver indlogeret på Mövenpick Hotel lige uden for indgangen til Petra. 7. og 8. dag. Fredag 18. og lørdag 19. oktober Et besøg i Petra er en enestående oplevelse. Intet sted i verden ser man noget, der bare ligner den rosenrøde by, hovedstaden i nabatæernes engang så mægtige rige. En beskrivelse af Petra kunne godt begynde i jordens tertiærtid for omkr. 40 mio. år siden, da havet trak sig tilbage og blottede grunden: Petras mangefarvede sandstensklipper. Den kunne også begynde ved de første bosættelser i stenalderen eller på det tidspunkt, nabatæerne slog sig ned mellem klipperne og skabte deres handelsrige, men man kan også tage 1812 som udgangspunkt. I det år rejste den engelsk-svejtsiske opdagelsesrejsende J.L. Burckhard ned gennem Østjordanlandet forklædt som araber. Det lykkedes ham ved list at komme ind i Petra under foregivende af, at han ville ofre en ged til ære for Moses bror Aron, hvis grav skulle være dér i nærheden. I sin dagbog skriver han: det forekommer meget sandsynligt, at ruinerne i Wadi Musa er dem af det gamle Petra Et lakonisk notat på baggrund af, at han havde fundet nabatæernes glemte by i ørkenen. Den sidste vesterlænding havde besøgt Petra 600 år tidligere. Indtil for nogle år siden kunne man ride på hest igennem den smalle slugt, Siq en. I dag er det kun muligt at ride et stykke af vejen; gangbesværede kan dog leje en gig til transport gennem hele Siq en. Det bedste tidspunkt for turen gennem den ca. 2 km lange Siq er om morgenen, for da er lyset bedst på el Khazneh, Skatkammeret, som ligger for enden af Siq en. Man véd ikke med sikkerhed, hvad
Skatkammeret har været brugt til, men navnet har det fået, fordi beduiner troede, at der gemte sig en skat i en urne på toppen. Herefter går turen videre til de mange grave, som er hugget ind i klipperne. Da vi har to hele dage i Petra bliver der god tid til at se Det romerske Teater, de store grave på det åbne stykke længere inde og ikke mindst de to seværdigheder oppe i bjergene: offerpladsen High Place, hvor nabatæernes gudsdyrkelse fandt sted, og ed Deir, klosteret, hvorfra der er en pragtfuld udsigt over Wadi Araba mod vest. Undervejs er det muligt (og tilladt) at finde potteskår af den smukke, hårdtbrændte nabatæiske keramik. Petra blev aldrig erobret, men i det lange løb kunne nabatæerne ikke bevare deres selvstændighed. Den romerske overmagt var i længden for stor og handelen, som tidligere var gået gennem ørkenen, begyndte i det 1. årh. e.kr. at gå ad søjvejen gennem Det røde Hav. Petras kongerække slutter 106 e.kr., da kejser Trajan indlemmede nabatæerriget i provinsen Arabia. I 700-tallet blev Petra ramt af et voldsomt jordskælv. På det tidspunkt var byen dog stort set mennesketom og det har den været siden. 9. dag. Søndag 20. oktober Tidligt om morgenen forlader vi Petra og kører ud på Desert Highway, som siden 1961 har forbundet havnebyen Aqaba med Amman. Et langt stykke følger vejen den tidligere Hejaz-jernbane til Medina. Banen blev bygget af frivillige fra den muslimske verden og tyrkiske soldater i begyndelsen af 1900-tallet, men allerede få år efter indvielsen ophørte transporten af pilgrimme fra Damaskus, fordi den under 1. verdenskrig blev inddraget af det tyrkiske militær. Det var den bane, Lawrence of Arabia og hans beduinhær saboterede. Også i Wadi Rum har nabatæerne sat sig spor. Som i Petra kan man se, at de var mestre i vandbygningsteknik fuldt på højde med romerne. Ellers er det mest naturen, som gør Wadi Rum et besøg værd: mangefarvede klipper ser næsten ud til at være vokset op igennem de flade lersletter som kæmpemæssige muldvarpeskud. Geologisk er der tale om underjordiske forskydninger for millioner af år siden. Og visse steder, hvor vandet i den porøse sandsten foroven møder klippernes granit forneden, springer de kilder, som i århundreder har været søgt af kamelkaravaner. Mange steder ses indskrifter og tegninger af mennesker og dyr, som kameldrivere i tidens løb har ridset ind i klippevæggene. Beliggenheden i udkanten af den arabiske ørken og især vandet var årsagen til, at Lawrence og hans beduinhær brugte Wadi Rum som base, inden de i 1917 erobrede Aqaba og senere tog ophold dèr. I selvbiografien Visdommens syv søjler er Lawrence næsten ekstatisk i sine beskrivelser af stedet. Vi tager på en 1 times tur med 4WD ind i ørkenen, inden rejsen går videre ad Desert Highway til Amman (290 km).
10. dag. Mandag 21. oktober Den næstsidste dag skal vi nordpå til Dekapolisbyen Umm Qeis. Udsigten fra denne hellenistiskromerske by er enestående. Efter årtiers tysk-danske udgravninger og jordanske restaureringer på stedet får vi den bedst tænkelige afslutning på rejsen. Byen, som i oldtiden hed Gadara, var kendt som områdets kulturelle centrum allerede fra det 3.årh. f.kr. Her er ligesom i Jerash alt, hvad der hører til i en romersk by: teatre, bade, hippodrom osv. I kristen, byzantisk tid, blev Gadara bispesæde. Fra denne tid er der fundet en kirke og et ottekantet martyrion, som pilgrimme har valfartet til. Fra samme tid stammer et stort bad, som danske arkæologer har udgravet. Vandforsyningen til badet, nymfæet og andet blev klaret med en akvædukt fra en kilde 14 km borte! Fra Umm Qeis kører vi ned i Jordandalen, 200 m under havets overflade. Undervejs ses en jernbanebro, som Lawrence forgæves søgte at sprænge i luften. Undervejs i den frugtbare Jordandal passerer vi ruinbyen Pella, som også hørte til Dekapolis. Den blev kendt som tilflugtssted for kristne under det store jødiske oprør mod romerne i 66. 11. dag. Tirsdag 22. oktober Efter morgenmaden på hotellet benytter vi rejsens sidste formiddag til at besøge citadellet i Amman. Efter frokostpausen kører vi til Queen Alia lufthavnen, hvor vort Austrian Airlines fly kl. 16.00 afgår med kursen sat mod Europa. Kl. 19.00 lander vi i Wien, hvorfra vi kl. 20.20 atter med Austrian Airlines - påbegynder den sidste flyvestrækning mod Danmark. Kl. 22.10 lander vi i Kastrup Lufthavn. Rejseleder: Per Lyk-Jensen. Født 1942, student 1962, cand.teol. 1970. I studietiden deltog Per Lyk-Jensen i britiske udgravninger på Ofelhøjen i Jerusalem 1963 og 1964. 1981 og 1983 deltager i de danske udgravninger i Umm Qeis, Jordan. Forfatter til Jordan en kulturhistorisk rejsefører, 1988 (udsolgt fra forlaget, men kan lånes på biblioteket). 1997 studieophold i Damaskus og Amman: Religions- og kulturskiftet i Mellemøsten i det 7. og 8. årh.(umayyadetiden). Sognepræst i Espergærde 1971-2003. Medlem af Helsingør byråd 1978-1986. Per Lyk-Jensen har siden 80erne arrangeret talrige rejser til Syrien, Libanon og Jordan samt undervist på Folkeuniversitetet i Helsingør og København.
Priser/Oplysninger: Pris: kr. 17.710,- Prisen inkluderer: Flyrejse København-Wien-Amman-Wien-København. Halvpension (bestående af morgenmad og et hovedmåltid) Overnatning på 4- og 5-stjernede hoteller i delt dobbeltværelse med bad/toilet. De i programmet anførte transporter. Samtlige udflugter inkl. entreer. Dansk faglig rejseleder (Per Lyk-Jensen). Dansk teknisk rejseleder. Bidrag til Rejsegarantifonden. Dansk statsafgift. Samtlige lufthavnsafgifter. Lokale afgifter og skatter. Pris for enkeltværelse kr. 3.910,- Øvrige oplysninger For øvrige praktiske oplysninger se venligst vort Det med småt. PARK AARHUS EMAIL:EIRBY@EIRBY.DK EIRBY@EIRBY.DK PARKALLÉ ALLÉ55 DK-8000 DK-8000 ÅRHUS C C TLF. TLF.+45 86 86 20 20 12 12 00 00 EMAIL: Teknisk arrangør: Registreret KulturReturi A/S - registreret i Rejsegarantifonden Rejsegarantifonden 12 16