2001 Årsberetning Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet
2001 Årsberetning Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet
Layout og tryk: Schultz Grafisk Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet Vimmelskaftet 43, 2 1161 København K Tlf.: 33 69 00 44 Udgivet juli 2002 ISSN 1390-5596
Indholdsfortegnelse Indledning... 7 1. Patientskadeankenævnets hovedformål og opgaver 2000... 9 1.1 Lovgrundlag... 9 1.2 Organisation... 10 1.2.1 Nævnets sammensætning... 10 1.2.2 Sekretariatet... 13 1.3 Sagernes behandling... 13 1.3.1 Sagernes forberedelse... 14 1.3.2 Nævnsbehandlingen... 14 1.3.3 Resultatet af nævnsbehandlingen... 15 2. Statistik... 17 2.1 Modtagne, afsluttede og verserende sager... 17 2.2 Oversigt over den gennemsnitlige sagsbehandlingstid... 18 2.3 Oversigt over nævnets virksomhed... 18 3. Erstatningsgrundlag og afgørelser herom... 21 3.1 Erstatningsgrundlag... 21 3.2 Eksempler på afgørelser... 22 3.2.1 1, stk. 1. Dækningsområdet... 22 3.2.2 2, stk. 1. Ansvarsgrundlag, grundbetingelser, bevisbedømmelse... 35 3.2.2.1 2, stk. 1, nr. 1. Specialistreglen... 35 3.2.2.2 2, stk. 1, nr. 2. Teknisk apparatur, redskaber eller udstyr... 45 3.2.2.3 2, stk. 1, nr. 3. Ligeværdig metode eller teknik... 45 3.2.2.4 2, stk. 1, nr. 4. Komplikationer, sjældenhed, alvorlighed... 49 3.2.3 3, stk. 1. jf. 2, stk. 1, nr. 1 og 2. Diagnosticeringsfejl/ forsinkelse... 64 3.2.4 3, stk. 2. Ulykkestilfælde på offentlige sygehuse, culpa. 78 3.2.5 3, stk. 3. Skader forårsaget af lægemidler... 87 3
4. Erstatningens størrelse og afgørelser herom... 89 4.1 Erstatningsposterne... 89 4.2 Reduktion i erstatningen... 90 4.2.1 Reduktion på grund af alder... 90 4.2.2 Reduktion på grund af mellemkommende død... 91 4.3 Eksempler på afgørelser... 91 4.3.1 Stationærtidspunkt... 91 4.3.2 EAL s 1. Helbredelsesudgifter og andet tab... 91 4.3.3 EAL s 2. Tabt arbejdsfortjeneste... 95 4.3.4 EAL s 3. Svie og smerte... 98 4.3.5 EAL s 4. Godtgørelse for varigt mén... 101 4.3.6 EAL s 5 7 og 8. Erhvervsevnetab, personkreds... 108 4.3.7 EAL s 5. Tab af erhvervsevne... 109 4.3.8 EAL s 7. Fastsættelse af årslønsgrundlag... 4.3.9 EAL s 8. Fastsættelse af tab af erhvervsevne... 115 4.3.10 EAL s 9. Reduktion p.gr.a. alder... 117 5. Sager for landsretten... 119 5.1 Sager indbragt i 2001... 120 5.2 Resumé af domme afsagt af landsretten i 2001... 120 5.3 Resumé af domme afsagt af Højesteret i 2001... 134 6. Regnskab og budget for Patientskadeankenævnet... 139 6.1 Regnskab... 139 6.2 Budget 2001... 140 7. Lægemiddelskadeankenævnets årsberetning... 141 7.1 Indledning... 141 7.2 Lægemiddelskadeankenævnet... 141 7.3 Lægemiddelskadeankenævnet... 141 4
Bilag Bilag 1: Bekendtgørelse af lov om patientforsikring nr. 228 af 24. marts 1997... 149 Bilag 2: Bekendtgørelse om forretningsorden for Patientskadeankenævnet, nr. 133 af 9. marts 1999... 155 Bilag 3: Meddelelse af 2. december 1997 fra Sundhedsministeriet vedrørende formands- og næstformandsafgørelser... 159 Bilag 4: Bekendtgørelse nr. 397 af 2. juni 1999 af lov om erstatning til patienter opereret med Boneloc-cement før 1. juli 1992... 161 Bilag 5: Bekendtgørelse af lov om ændring af lov om patientforsikring nr. 395 af 2. juni 1999... 163 Bilag 6: Lov nr. 1120 af 20. december 1995 om erstatning for lægemiddelskader... 165 Bilag 7: Lov nr. 1228 af 27. december 1996 om ændring af lov om erstatning for lægemiddelskader m.v.... 171 Bilag 8: Bekendtgørelse nr. 195 af 11. marts 1997 om forretningsorden for Lægemiddelskadeankenævnet... 173 Bilag 9: Lægemiddelskadeankenævnets medlemmer og suppleanter... 177 5
Indledning Lov om patientforsikring trådte i kraft den 1. juli 1992. Samtidig blev Patientskadeankenævnet oprettet. I henhold til nævnets forretningsorden påhviler det nævnet at afgive en årlig redegørelse om sin virksomhed til indenrigs-og sundhedsministeren. Nævnet har med årsberetningen tilstræbt at give en kortfattet illustration af den praksis, der har dannet sig om patientforsikringslovens regler med de gengivne afgørelser angående centrale regler på området omfattende erstatningsfastsættelsen, der er reguleret af erstatningsansvarsloven. Samtidig rummer årsberetningen en orientering om udviklingen i nævnets sammensætning og personaleforhold, sagsstatistik og økonomi. I 2001 blev der indbragt 97 nævnsafgørelser for landsretterne. Selv om antallet af afgørelser, der ankes til landsretten er relativt begrænset, medfører sagsbehandlingstiden ved domstolene, at antallet af verserende retssager fortsat stiger. Der verserede ved årets udgang 215 sager ved landsretterne og nogle få ved Højesteret. Efter aftale med formanden for Lægemiddelskadeankenævnet er det af økonomiske grunde, og fordi de to nævns årsberetninger udsendes til samme målgruppe, besluttet at sammenlægge årsberetningerne fra de to nævn til en publikation. Arne Ljungström 7
8
Hovedformål og opgaver Hovedformål og opgaver 1. Patientskadeankenævnets hovedformål og opgaver 2001 1.1 Lovgrundlag Patientskadeankenævnet er oprettet ved lov nr. 367 af 6. juni 1991 om patientforsikring. Loven trådte i kraft den 1. juli 1992 og er ændret i 1996. Lovændringen betød, at den minimumserstatning, der kan tilkendes af Patientforsikringsforeningen, efter den 1. januar 1997 fastsattes til 10.000 kr. mod tidligere 20.000 kr., samt at der skabtes hjemmel til at nedsætte flere sideordnede nævnsafdelinger i Patientskadeankenævnet, jf. Sundhedsministeriets lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts 1997 (bilag 1). Den 4. juni 1999 trådte en ny bestemmelse i patientforsikringslovens 1, stk. 4, i kraft, hvorefter behandling på alle private sygehuse her i landet og sygehuse i udlandet, som amterne benytter som led i løsningen af sine sygehusopgaver efter reglerne i sygehusloven, er omfattet af patientforsikringsloven. Ifølge sygehusloven skal patienter tilbydes behandling af livstruende sygdomme inden for en nærmere fastsat maksimal ventetid. Kan behandlingen m.v. ikke tilbydes i offentligt regi, skal amterne henvise patienterne til vederlagsfri behandling på private sygehuse her i landet eller i udlandet. I medfør af 14, stk. 4, i lovbekendtgørelse nr. 849 af 14. oktober 1992, og i medfør af 14, stk. 7, i lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts 1997, har Sundhedsministeriet henholdsvis ved bekendtgørelse nr. 571 af 2. juli 1993 og bekendtgørelse nr. 133 af 9. marts 1999 fastsat forretningsorden for Patientskadeankenævnet (bilag 2 og 3). For patienter, som her i landet påføres fysisk skade i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende på offentlige sygehuse og sygehuse, det offentlige har driftsoverenskomst med, indførtes med loven en betydelig forbedring af patienters mulighed for at opnå erstatning. Indtil dette tidspunkt blev patienters adgang til at opnå erstatning reguleret efter den almindelige erstatningsretlige regel, den såkaldte culparegel, det vil sige, at patienten skulle bevise, at skaden var forvoldt forsætligt eller uagtsomt ved uacceptabel adfærd. 9
Hovedformål og opgaver Med patientforsikringsloven blev ikke kun adgangen til at opnå erstatning mere lempelig. Ordningen blev også organiseret som en forsikringsordning. De erstatningspligtige, de driftsansvarlige sygehusmyndigheder, er med undtagelse af staten, kommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab pligtige at være dækket af en forsikring i et forsikringsselskab. Ringkøbing, Vestsjælland, Århus og Viborgs amtskommuner har valgt at være selvforsikrede. De forsikringsgivende selskaber danner i fællesskab en forening, Patientforsikringsforeningen (i det følgende Patientforsikringen), som træffer afgørelse i de enkelte erstatningssager i 1. instans. Patientforsikringen skal efter lovens 13, stk.1, oplyse og behandle sagerne uden omkostninger for patienterne. Ejeren af det ansvarlige sygehus og dettes forsikringsselskab er således uden indflydelse på, om der skal betales erstatning, og på erstatningens størrelse. Hovedformålet med ordningen er at sikre patienterne en lettere, hurtigere og billigere adgang til erstatning, når der er blevet påført dem en fysisk skade ved behandling, undersøgelse eller lignende på et offentligt sygehus end efter den almindelige erstatningsret. Patientforsikringens afgørelser i erstatningssager kan indbringes for et af sundhedsministeren nedsat patientskadeankenævn, som har den endelige administrative afgørelse. Patientskadeankenævnets afgørelser kan indbringes for Østre eller Vestre Landsret efter sagsøgers bopæl, jf. retsplejelovens 240, stk. 2, og patientforsikringslovens 16, stk. 1. 1.2 Organisation 1.2.1 Nævnets sammensætning Patientskadeankenævnet er nedsat af sundhedsministeren i medfør af 14 i patientforsikringsloven. Ankenævnet bestod oprindelig af en formand og otte andre beskikkede medlemmer, jf. 14, stk. 2 og 3, men er i 1997 og 1998 udvidet med to yderligere afdelinger. I henhold til 14, stk. 3, skal nævnet ved afgørelsen af den enkelte sag sammensættes af formand eller næstformand udpeget af sundhedsministeren 1 medlem udpeget af sundhedsministeren 2 læger udpeget af Sundhedsstyrelsen 2 medlemmer udpeget af Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab 10
Hovedformål og opgaver 2 medlemmer udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer 1 medlem udpeget af Forbrugerrådet. Medlemmerne udpeges for 4 år. I april 2001 blev der foretaget nyudnævnelse af formand, næstformænd, medlemer og suppleanter. Nævnet kan organisere sit arbejde i flere afdelinger. Nævnsafdelingerne er beslutningsdygtige, når mindst et medlem fra hver af de nævnte persongrupper er til stede. Primo 1999 bestod nævnet af tre afdelinger. I februar 1999 blev der indgået en kontraktstyringsaftale mellem Sundhedsministeriet og ledelsen for Patientskadeankenævnets sekretariat for perioden 1999 til 2002. Indholdet af aftalen er nærmere omtalt i Patientskadeankenævnet årsberetning for 1997 og 1998. I forbindelse med indgåelsen af kontraktstyringsaftalen blev det besluttet at udvide nævnet med endnu en afdeling. Den fjerde afdeling påbegyndte sin virksomhed i september 1999. Nævnets sammensætning : 1. Formand og næstformand udpeget af sundhedsministeren : Dommer Arne Ljungström (formand) Adm. dommer Bjarne Pedersen (næstformand) Dommer Lis Hævdholm (næstformand) Landsdommer Karen Foldager (næstformand) Landsdommer Jan Uffe Rasmussen (næstformand) Udpeget af sundhedsministeren: Advokat Ditlev Wad Advokat Karsten Høj Advokat Brian Malmros Advokat Poul Rasmussen Suppleanter: Kontorchef Morten Engberg Advokat Joan Colding Advokat Axel Grove 2. Udpeget af Sundhedsstyrelsen: Overlæge Helle Ørding 11
Hovedformål og opgaver Overlæge Svend Schulze Overlæge Wiggo Fischer-Rasmussen Overlæge Kaare Schmidt Overlæge Hans Colstrup Professor Bjarne Lund Overlæge Mark Krasnik Overlæge Jens Kramhøft Suppleanter: Overlæge Bente Danneskiold-Samsøe Overlæge Olaf Bonnevie Overlæge Flemming Winther Bach Overlæge Jens Benn Sørensen 3. Udpeget af Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab: Vicekontorchef Anni Olesen Kontorchef Lars Oppenhagen Patientvejleder Laila Dahl Seniorkonsulent Claus Mørch Petersen Fuldmægtig Frits Ripperger Fuldmægtig Bjarne Aabye Kontorchef Inge Hune Fuldmægtig Hanne Thouber Suppleanter: Juridisk konsulent Margrethe Medborg Sekretariatsleder Claus E. Hansen Fuldmægtig Steen Jørgensen Kontorchef Birte Fabricius 4. Udpeget af De samvirkende Invalideorganisationer: Jørgen Lenger Stig Hedegaard Kristensen Ulla Gehl Charlotte Lauritsen Per Tretow-Loof Peer Dahl Junker Freddy Nielsen Hanne Bendixen 12
Hovedformål og opgaver Suppleanter: Bente Djørup Lisbeth Holmgaard Finn Hintze Udpeget af Forbrugerrådet: Kirsten Nielsen Rut Jørgensen Bent Olufsen Jeppe Juul Suppleant: Anette Høyrup Petersen Lisbeth Baadstrup Susan Hulbæk Hansen Margrethe Nielsen 1.2.2 Sekretariatet Ifølge forretningsordenens 14 stiller Sundhedsministeriet den fornødne sekretariatsbistand til rådighed for nævnet. Patientskadeankenævnets sekretariats personalenormering udgjorde i 2001 1 sekretariatschef i lønramme 37, 7 AC-årsværk, 4 HK-årsværk og 18 speciallægekonsulenter (deltid). Speciallægekonsulenterne repræsenterer følgende specialer: Ortopædisk kirurgi, neurokirurgi, kirurgisk gastroenterologi,neurologi, oftalmologi, oto-rhino-laryngologi, hæmatologi, gynækologi og obstetrik, karkirurgi, thoraxkirurgi, urologi, psykiatri, anæstesiologi, intern medicin og onkologi. Til sekretariatet er endvidere tilknyttet konsulent i tand, -mund- og kæbekirurgi. Yderligere speciallægekonsulenter anvendes, hvor der er behov for en ekspertise, som de ovennævnte konsulenter ikke dækker fuldt ud. 1.3 Sagernes behandling I medfør af 14, stk. 4, i lov om patientforsikring har Sundhedsministeriet oprindelig fastsat forretningsordenen for Patientskadeankenævnet ved bekendtgørelse nr. 571 af 2. juli 1993 (bilag 2). Ved bekendtgørelse nr. 133 af 9. marts 1999 har Sundhedsministeriet i medfør af 14, stk. 7, fastsat en ny forretningsorden for Patientskadeankenævnet (bilag 3). 13
Hovedformål og opgaver 1.3.1 Sagernes forberedelse Når nævnets sekretariat modtager en klage over en afgørelse truffet af Patientforsikringen påses, at klagen kommer fra en klageberettiget (skadelidte, vedkommende forsikringsselskab, selvforsikrede driftsansvarlige myndighed eller anden med en retlig interesse i sagen) og inden for den i loven fastsatte frist på 3 måneder efter, at klageren har fået meddelelse om Patientforsikringens afgørelse, jf. 15 i lov om patientforsikring. Klagen sendes herefter til Patientforsikringen med anmodning om en udtalelse og tilsendelse af sagens akter. Når Patientforsikringens udtalelse foreligger, sendes denne til høring hos parterne, (patient, driftsansvarlig sygehusmyndighed og vedkommende forsikringsselskab/ selvforsikrende amtskommune samt Hovedstadens Sygehusfællesskab). Herefter er sagen typisk klar til sekretariatets forberedelse, hvorpå den forelægges nævnet til afgørelse. 1.3.2 Nævnsbehandlingen Nævnsbehandlingen af en sag indledes med, at formanden/næstformanden forelægger sagen, hvorefter en almen drøftelse og votering finder sted. En repræsentant fra Patientforsikringen kan deltage i nævnets behandling af sagerne uden stemmeret, jf. 14, stk. 5, i lov om patientforsikring. Patientforsikringen har i et vist omfang benyttet sig af denne ret siden medio 1999. Nævnets møder er lukkede. Hvis sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst, udsættes den. Dette er sket i ca.9 procent af de sager, som har været på dagsordenen. Udsættelse kan bl.a. skyldes behov for yderligere lægelige oplysninger, yderligere faktiske oplysninger vedrørende erstatningsberegningen, eller at sagen ønskes forelagt Arbejdsskadestyrelsen til vurdering af spørgsmålet om méngrad og/eller erhvervsevnetab samt stationærtidspunkt. Nævnets afgørelser træffes ved stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens/ næstformandens stemme afgørende. Hvor en afgørelse ikke kan træffes ved enstemmighed, kan medlemmerne forlange, at deres særstandpunkter tilføres beslutningsprotokollen. Nævnets afgørelse kan have følgende indhold: 1) at nævnet tiltræder, ændrer eller ophæver Patientforsikringens afgørelse, 2) at nævnet hjemviser sagen til fornyet afgørelse i Patientforsikringen, 3) at nævnet tager stilling til klager over aktindsigtsspørgsmål vedrørende sagen, som behandles i Patientforsikringen. 14
Hovedformål og opgaver Nævnets afgørelse meddeles parterne. 1.3.3 Resultatet af nævnsbehandlingen Klager over Patientforsikringens afgørelser kan ske ved en generel eller specifik klage, og der er ikke knyttet formkrav til klagens udformning. Ved en specifik klage bedømmer nævnet som udgangspunkt kun netop det punkt i afgørelsen, der er klaget over; men det kan dog ikke udelukkes, at nævnet (qua officialmaximen) vil bedømme andre punkter end det påklagede, og nævnet anser sig ikke begrænset af parternes påstande. Ved en generel klage vil nævnet foretage en samlet bedømmelse af den påklagede afgørelse. Nævnet kan ændre afgørelsen både til gunst og ugunst for klageren, det vil sige, at der kan blive tale om såvel en forhøjelse som en nedsættelse af den erstatning, Patientforsikringen har fastsat. Patientskadeankenævnet kan dog kun af egen drift tage stilling til upåklagede spørgsmål, som er indeholdt i afgørelser, der indbringes for nævnet inden for klagefristen på 3 måneder, idet såvel skadelidte som forsikringsskabet/amtet har indrettet sig på, at afgørelsen er endelig efter klagefristens udløb. Nævnet vil således ikke kunne tage ansvarsgrundlaget op til behandling, hvis der kun er klaget over erstatningens udmåling. Skadelidte har i disse tilfælde indrettet sig på afgørelsen vedrørende ansvarsgrundlaget, idet forsikringsselskabet ikke har påklaget afgørelsen inden for klagefristen. 15
16 Hovedformål og opgaver
Statistik 2. Statistik Statistik 2.1 Modtagne, afsluttede og verserende sager Figur 1 1400 1200 1000 800 600 400 200 0 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 modtagne afsluttede verserende Figur 1 viser et fald i antallet af afsluttede sager i 2001 på 385 sager set i forhold til 2000, svarende til et fald på 33 %. Antallet af sager som verserer uafsluttede i nævnet er steget fra 715 til 735. Afsluttede sager inkluderer 86 afgørelser truffet af formanden på nævnets vegne. I bilag 4 er beskrevet, inden for hvilke områder formanden (eller en næstformand) kan træffe afgørelse på nævnets vegne. Der er i 2001 modtaget 62 sager mere end der blev afsluttet. Den sagspukkel som var opstået i perioden fra 1993 til 1998 er stort set afviklet, og der er nu balance mellem behov og kapacitet i nævn og sekretariat. Udviklingen i antal modtagne sager i Patientskadeankenævnet har gennem årene stort set fulgt den tilsvarende udvikling i antal sager i Patientforsikringen. 17
Statistik 2.2 Oversigt over den gennemsnitlige sagsbehandlingstid Figur 2 25 20 15 10 5 0 1997 1998 1999 2000 2001 Figur 2 viser, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i 2001 er nedbragt til 9 måneder. Det er i Patientskadeankenævnets kontraktstyringsaftale et resultatmål, at nævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid i 2001 er reduceret til gennemsnitlig 8 måneder. Dette mål blev ikke helt nået i 2001. Der er dog sket en væsentlig reduktion i forhold til 2000, hvor den gennemsnitlige sagsbehandlingstid var 12 måneder. 2.3 Oversigt over nævnets virksomhed Tabel1: Antal møder Afviste sager Udsatte sager Tiltrådte Afgørelser Ændrede afgørelser I alt behandlede sager Hjemvist Ansvar Erstatning 1997 18 1 61 283 2 31 23 401 1998 25 5 86 428 5 38 53 615 1999 36 2 105 697 1 76 58 938 2000 45 1 90 831 8 94 122 1146 2001 40 2 63 551 1 65 80 697 18
Statistik Der er i 2001 truffet 697 nævnsafgørelser og 86 formandsafgørelser. Som det fremgår af tabel 1, ændrede Patientskadeankenævnet i 2001 146 afgørelser, hvilket svarer til ca. 21 % af nævnsafgørelserne. Ændringsprocenten er uændret i forhold til 2000. Ændring angående erstatning betyder, at nævnet har ændret en eller flere poster i Patientforsikringens erstatningsberegning, eventuelt på grund af nye oplysninger efter Patientforsikringens afgørelse. Det er især erstatningsposterne varigt mén og svie og smerte, som har givet anledning til ændringer (fortrinsvis forhøjelser). Udsatte sager er sager, som nævnet har udsat til behandling på et senere møde. Det skyldes blandt andet, at nævnet har fundet anledning til at indhente yderligere lægelige oplysninger, supplerende lægefaglig vurdering eller yderligere oplysninger af økonomisk art til brug for erstatningsfastsættelsen. I 1997 udsattes 15 % af de af Patientskadeankenævnet behandlede sager, i 1998 14 %, i 1999 11 %, i 2000 8 % og i 2001 9%. Hver nævnsafdeling holder et møde hver måned, undtagen juli måned. På hvert møde er ca. 22 sager på dagsordenen, incl. genbehandlingssager. 19
20 Statistik
Erstatningsgrundlag og afgørelser 3. Erstatningsgrundlag og afgørelser herom Erstatningsgrundlag og afgørelser 3.1 Erstatningsgrundlag I henhold til patientforsikringslovens 1, stk. 1, er grundbetingelsen for, at der kan ydes erstatning i medfør af patientforsikringsloven, at der efter den 1. juli 1992 er påført en patient fysisk skade i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende foretaget her i landet på et offentligt sygehus eller et sygehus, som det offentlige har driftsoverenskomst med. Den 4. juni 1999 trådte en ny bestemmelse i patientforsikringslovens 1, stk. 4, i kraft. Denne bestemmelse medfører, at behandling på alle private sygehuse her i landet og sygehuse i udlandet, som amterne benytter som led i løsningen af sine sygehusopgaver efter reglerne i sygehusloven, er omfattet af patientforsikringsloven. Skader påført i forbindelse med behandling på private sygehuse eller i udlandet i øvrigt er som hovedregel ikke omfattet, heller ikke selv om behandlingen er betalt af det offentlige. Patientforsikringslovens helt centrale ansvarsbestemmelse er 2. Bestemmelsen indeholder dels en regel om bevisbedømmelsen, dels fire betingelser for, hvordan skaden skal være forvoldt for, at der foreligger erstatningsgrundlag. Bestemmelsen afviger fra dansk rets almindelige erstatningsregel, culpa-reglen. Skaden skal således ikke være forvoldt forsætligt eller uagtsomt, og skadelidte skal derfor ikke føre bevis for eventuelt skyldforhold i forbindelse med skadens opståen for at få anerkendt skaden som erstatningsberettigende. Det er således ikke en betingelse for at få anerkendt skaden, at der er tale om fejl fra sundhedspersonens eller sygehusets side. Der skal alene tilvejebringes en overvejende sandsynlighed for, at skaden er opstået på en af de i 2, stk. 1, nr. 1-4, nævnte måder. Er der tale om en klar fejl, og kan fejlen have medført skaden, lempes kravet til bevis for årsagssammenhæng omtalt i årsberetningen 1997/1998. Det er skadelidte, der har bevisbyrden for, at ret til erstatning foreligger; men Patientforsikringen skal tilvejebringe de nødvendige oplysninger til afgørelse af sagen. 21
Erstatningsgrundlag og afgørelser 3.2 Eksempler på afgørelser 3.2.1 1, stk. 1. Dækningsområdet Efter 1, stk. 1, dækker patientforsikringsloven kun fysiske skader, det vil sige, at skader af rent psykisk karakter, ikke er omfattet af loven. Er der indtrådt en fysisk skade, omfatter dækningen dog også eventuelle psykiske følger af denne skade. Den fysiske skade skal være opstået i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende, det vil sige, at skaden skal være forårsaget af behandlingen og ikke af grundsygdommens forløb. Selve det forhold, at behandlingen ikke lykkes, at der opstår komplikationer til grundsygdommen, eller at forventningerne til behandlingen ikke indfries, erstattes ikke. Der gives heller ikke erstatning for enhver skadelig følge af en undersøgelse/behandling, idet skaden kan være en uundgåelig følge af eller risiko ved nødvendig behandling. Det er uden betydning, hvorvidt/hvorledes der er informeret. En eventuel anerkendelse og erstatning vil kun omfatte den merskade, der er blevet påført patienten ved behandling m.v. og ikke de samlede ulemper eller det samlede tab i forbindelse med grundsygdommen og den nødvendige behandling heraf. Skader på ting er ikke omfattet af loven. J.nr. 2000-00-401: Smerter og infertilitet ikke fysisk skade, men følge af grundsygdom PFL 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. En 40-årig kvinde blev henvist til operation for en 7 cm stor bindevævssvulst på livmoderen og en 5 cm stor cyste på den ene æggestok. Da kvinden ønskede at blive gravid, forsøgte man i første omgang medicinsk at mindske svulstens størrelse, for at mindske risikoen for beskadigelse af livmoderen ved operationen. Ved operation fandt man en svulst på 10 cm. Man skrællede svulsten af trinvis. Der var herefter meget lidt livmoder tilbage og næsten ingen livmodermuskulatur. Man samlede muskulaturen, hvorefter forholdene fandtes acceptable. Herefter fjernede man cysten på æggestokken. Kvinden blev herefter udskrevet og i løbet af de følgende måneder set til undersøgelser på grund af smerter. Ca. 2 måneder efter operationen konstaterede man blod i livmoderen. Ved operation tømte man livmoderen, og hun blev udskrevet dagen efter. Hun blev i efterforløbet undersøgt flere gange og menstruationerne var udeblevet. Ca. 3 måneder senere fandt man tegn på blod i livmoderen. Man fandt endvidere en 2,5 cm stor cyste ved den ene æggestok. Der fandtes normale forhold ved æggelederne. Nogle måneder senere foretog man udskrabning. Man konstaterede ved indgrebet store udvidede æggeledere. Da der før operationen ikke var givet samtykke til fjernelse af æggelederne, åbnede man dem og tømte dem for blod. Kvinden henvendte sig herefter flere gange på grund af smer- 22
Erstatningsgrundlag og afgørelser ter. Ved en senere operation fjernede man æggelederne og anlagde spiral for at holde livmoderhalsen åben. Det gik herefter bedre. Menstruationerne var dog fortsat udeblevet. Patientforsikringen fandt, at der ikke var ansvarsgrundlag efter patientforsikringslovens 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1, da der ikke var påført kvinden en fysisk skade i forbindelse med operationen, idet hendes gener i form af smerter og infertilitet var en følge af grundsygdommen (bindevævssvulst) samt hendes alder. Patientskadeankenævnet tiltrådte denne afgørelse. Nævnet fandt, at der i hele forløbet er blevet handlet i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Man havde endvidere primært forsøgt at mindske muskelknudens størrelse medicinsk. Ved operationen konstaterede man, at muskelknuden var 10 cm stor, hvilket i visse situationer betyder, at livmoderen må fjernes helt. I den aktuelle sag bevarede man livmoderen men der tilstødte komplikation i form af tillukning af livmoderhalskanalen. Den korrekte behandling er en udvidelse af livmoderhalskanalen, indlæggelse af spiral for at fremme afløb gennem kanalen samt hormonbehandling som skulle fremme dannelsen af slimhinde i kanalen. Dette forløb samt sammenvoksningerne i bughulen er en hændelig følge af den nødvendige behandling. Nævnet fandt endelig, at komplikationerne ikke var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4 da disse ikke var tilstrækkelig sjældne eller mere alvorlige, end hun med rimelighed måtte tåle. J.nr. 2001-00-154: Nethindeløsning ikke fysisk skade - PFL 1, stk. 1, jf. 2 stk. 1. En 50-årig kvinde fik foretaget en glaslegemeoperation i venstre øje. Hun havde de seneste ca. 2½ år været behandlet for kronisk regnbuehindebetændelse på begge øjne med uklarheder (slør) i øjnenes glaslegeme, mest udtalt på venstre øje. Ca. 1 år før glaslegemeoperationen havde kvinden fået konstateret lymfekræft (non-hodkin lymfom af typen diffus storcelle B- lymfom) og insulinkrævende sukkersyge. Forud for glaslegemeoperationen var synsstyrken på kvindens venstre øje svarende til lyssans og håndbevægelser. Endvidere dækkede sløret i venstre øje for nethindens centralsyn. Ved glaslegemeoperationen, der forløb uden komplikationer, fjernede man det slørede glaslegeme, der var fortættet af bindevævsstrenge. Nethinden fandtes tilliggende. Der fandtes intet fokus for regnbuehindebetændelsen, ingen svulster, blødninger eller sukkersygebetingede forandringer. Efter operationen blev synsstyrken på venstre øje målt til 6/18 uden korrektion, og synsstyrken kunne bedres til 6/12 med stenopæisk hul. Ved trespejlsundersøgelse (undersøgelse af nethindens periferi hvor brudhuller opstår) konstaterede man, at der havde udviklet sig nethindeløsning i positionen kl. 23
Erstatningsgrundlag og afgørelser 12-2 med en hesteskoformet rift i positionen kl. 1.30. Ved trespejlsundersøgelse 2 dage senere påvistes yderligere fire små huller i nethinden samt resterende fortætninger i glaslegemet helt perifert, som ikke havde kunnet fjernes ved glaslegemeoperationen. Man fandt derfor indikation for operation med fjernelse af linsen og de resterende glaslegemefortætninger samt indsprøjtning af silikoneolie for at holde nethinden på plads. Efter denne operation blev synsstyrken på venstre øje målt til 1/36 med brillekorrektion, som kunne bedres til 1/18 med stenopæisk hul. Nethinden var tilliggende overalt. Trykket i øjet var forhøjet, og der blev iværksat behandling med tryksænkende øjendråber. Samme dag forelå resultatet af supplerende undersøgelse af det fjernede glaslegeme. Undersøgelsen pegede på, at kvinden havde rest leukæmisk infiltrat i øjet, men man kunne ikke alene på grundlag af undersøgelse af det udtagne glaslegeme klassificere infiltratet nærmere. Ved øjenundersøgelse ca. 1 måned senere på et andet sygehus blev kvindens brillestyrke målt til + 1,0 sf 0,5 cyl 85 gr på højre øje og til +6,0 sf 4,0 cyl 45 gr på venstre øje. Man var usikker på, om der var leukæmisk infiltrat i øjet. Nærmere undersøgelse kunne alene ske på grundlag af en vævsprøve fra øjets årehinde og nethinde, men på grund af risikoen ved udtagelse af disse vævsprøver og kvindens i forvejen nedsatte syn, afstod man fra dette. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var berettiget til erstatning i henhold til patientforsikringslovens 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1, idet årsagen til nethindeløsningen efter glaslegemeoperationen med overvejende sandsynlighed skyldtes kvindens grundlidelse i form af fortætninger i glaslegemet med deraf følgende træk på nethinden. Patientforsikringen fandt videre, at kvinden var blevet behandlet i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring var det bedst mulige i den givne situation. Det blev i klagen anført, at kvindens synsnedsættelse måtte skyldes glaslegemeoperationen, idet nethindeløsningen indtrådte i forløbet efter denne operation. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse og fandt, at kvinden var blevet behandlet i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Nævnet fandt, at kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade, idet komplikationen med udvikling af brudbetinget nethindeløsning med overvejende sandsynlighed måtte tilskrives hendes grundsygdom i form af kronisk regnbuehindebetændelse med dannelse af bindevævsstrenge i glaslegemet. Kroniske uklarheder i glaslegemet som følge af regnbuehindebetændelse kan som i kvindens tilfælde organiseres til bindevævsstrenge i det glaslegemet. Disse kan trække på nethinden med risiko for nethindeløsning til følge. I sjældne tilfælde, 24
Erstatningsgrundlag og afgørelser kan uklarheder i glaslegemet skyldes leukæmi, og det er da afgørende at fjerne uklarhederne i glaslegemet ved glaslegemefjernelse, for at diagnosen kan stilles og sygdommens udbredning bestemmes. Samtidig vil glaslegemefjernelsen bedre den sløring af synet, som er forårsaget af uklarhederne. Nævnet fandt derfor, at der var korrekt indikation for at foretage operation med glaslegemefjernelse. Det forhold, at der efter operationen resterede fortætninger i glaslegemet helt perifert, var ikke udtryk for fejlagtig kirurgi, men skyldtes, at indblikket var sløret gennem den perifere del af linsen med begyndende grå stær. Huller i nethinden som fører til nethindeløsning kan opstå på grund af bindevævsstrenge i glaslegemet udviklet som følge af kronisk regnbuehindebetændelse eller på grund af et aldersbetinget degenereret glaslegeme. Man vil da typisk se et eller flere huller eller rifter med bindevævsstrenge som trækker på randen. Ved en glaslegemeoperation kan instrumenterne medføre læsion af nethinden med eventuel løsning af denne til følge. I det enkelte tilfælde kan årsagen til den brudbetingede net hindeløsning udledes af blandt andet patientens sygehistorie og af formen og lokalisationen af brudhullet i nethinden. Patientskadeankenævnet lagde vægt på, at nethindeløsningen i kvindens tilfælde havde form af en hesteskorift og var perifert beliggende dér, hvor der efter glaslegemeoperationen fortsat resterede glaslegemefortætninger. På dette grundlag fandt nævnet det overvejende sandsynligt, at nethindeløsningen opstod som følge af, at perifere bindevævsstrenge havde kunnet udøve trækkraft på nethinden og forårsaget huldannelse. Ved tilfælde, hvor det er afgørende for behandlingen af en synstruende sygdom som for eksempel nethindeløsning, vil man altid fjerne stæren. Det var således i overensstemmelse med bedste specialiststandard at fjerne linsen i forbindelse med reoperationen, hvor man fjernede de resterende glaslegemefortætninger og indsprøjtede silikoneolie for at holde nethinden på plads. Efter operationen kunne kvindens synsstyrker på begge øjne korrigeres med brille; men som følge af operationen var hun langsynet på venstre øje, hvilket betød, at forskellen i brillestyrken på højre og venstre øje (regnet som sfæriske ækvivalenter) var 3,25 dioptrier. Når forskellen er større end 2,5 dioptrier, kan der ikke opnås tilfredsstillende samsyn ved korrektion med briller, selv om synet er godt på de to øjne hver for sig. Det skyldes forskellig forstørrelse af brilleglassene på de to øjne. Endvidere førte operationen til en bygningsfejl (astigmatisme) på 3 dioptrier, som i sig selv vil være væsentlig forstyrrende for samsynet. Denne ændring i brillestyrken skyldes med overvejende sandsynlighed den silikoneolie (med ændret bryd- 25
Erstatningsgrundlag og afgørelser ningsindeks), som var nødvendig at indsprøjte i øjet for at holde nethinden tilliggende. J.nr. 2000-00-674: Infektion med egne bakterier ikke fysisk skade - PFL 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. En 62-årig kvinde blev indlagt på sygehuset med galdesten og en ansamling mellem galdeblæren og tolvfingertarmen. Ansamlingen blev dræneret, og dyrkningssvar viste gram positive bakterier. Galdestenene blev fjernet ved kikkertmetode, hvorefter galdevejene var frie, og ansamlingen var i aftagende. Da der ikke længere var sekretion fra drænet, blev kvinden udskrevet til ambulant kontrol. En uge senere blev kvinden genindlagt med fornyet ansamling mellem galdeblæren og tolvfingertarmen. Der blev anlagt dræn og udtømt pus, der blev sendt til dyrkning. Ansamlingen blev udskyllet 6 gange dagligt, hvorefter symptomerne svandt. 12 dage efter den fornyede indlæggelse blev galdeblæren fjernet. Før operationen blev der anlagt rygmarvskateter mellem brystryghvirvel 7 og 8. Under operationen blev der givet forebyggende antibiotisk behandling. 14 dage efter operationen klagede kvinden over lændesmerter. En røntgenundersøgelse af lænderyggen gav anledning til mistanke om infektion, og der blev iværksat antibiotisk behandling. Dyrkningssvar viste gram positive kokker. Da kvinden udviklede lammelse af højre hofte og fod, blev hun samme dag overflyttet til et andet sygehus, hvor MR-scanning viste en proces ved lænderyghvirvel 5. Ved akut operation fjernede man et stykke af hvirvelbuen ved lænderyghvirvel 4 og udtog en vævsprøve fra spinalkanalen. Den tidligere iværksatte antibiotiske behandling blev fortsat. Dyrkningssvar viste stafylokokker. Kvinden blev flyttet tilbage til det sygehus, hvor hun oprindelig havde været indlagt, til fortsat antibiotisk behandling. Der var herefter et længere behandlingsforløb og genoptræningsforløb, og efter 8 måneder blev kvinden udskrevet. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var berettiget til erstatning, jf. patientforsikringslovens 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1, da infektionen i rygmarven ved lænderyghvirvel 4 og 5 ikke var forårsaget af behandlingen, herunder anlæggelsen af rygmarvskateteret. Patientforsikringen fandt det således overvejende sandsynligt, at infektionen stammede fra galdeblærestedet og havde bredt sig med blodet til rygmarven. Patientforsikringen lagde vægt på, at mikroskopiundersøgelser viste overensstemmende bakterier ved ryginfektionen og ved galdeblærestedet. Videre lagde Patientforsikringen vægt på, at rygmarvskateteret var anlagt højt på ryggen mellem brystryghvirvel 7 og 8, at det derfor måtte anses for usandsynligt, at infektionen stammede derfra. 26
Erstatningsgrundlag og afgørelser Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, idet nævnet lagde vægt på de samme forhold og oplysninger som i Patientforsikringens afgørelse. J.nr. 2000-00-850 - Generende ardannelse ikke fysisk skade - PFL 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. En 7-årig pige pådrog sig i september 1999 et uforskudt brud af den nederste del af højre arm. Samme dag blev der foretaget operativ påpladssætning og fiksation af bruddet. Efterfølgende røntgenundersøgelse viste god stilling af bruddet. Ved kontrolundersøgelse i november 1999 kunne det konstateres, at armen ikke kunne strækkes helt ud. Der var desuden en arvævsstreng, der bevirkede, at huden krøb sammen i albuebøjningen. Der blev derfor foretaget et indgreb, hvorved man fjernede arvævet og foretog sprængning af sammenvoksningen for derved at bedre bevægeligheden (brisement forcé). Ved kontrolundersøgelse i februar 2000 kunne albuen strækkes fuldt ud med undtagelse af et par grader. Arret havde gendannet sig, men da man forventede, at det ville svinde i løbet af et par år, blev behandlingen afsluttet. Pigens mor klagede efterfølgende til Patientforsikringen over, at hendes datter havde fået et grimt ar, som gjorde ondt og strammede. Patientforsikringen fandt, at den 7-årige pige med overvejende sandsynlighed ikke var blevet påført en fysisk skade som følge af behandlingen. Patientforsikringen vurderede, at årsagen til arrets udseende med overvejende sandsynlighed skyldtes forhold ved pigen. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet vurderede, at pigens gener i form af generende ardannelse måtte tilskrives hendes måde at hele på, og at generne dermed ikke kunne tilskrives behandlingen af bruddet. Nævnet lagde vægt på, at hun i hele forløbet var blevet fulgt med relevante og tilstrækkelige kliniske og radiologiske undersøgelser. Nævnet vurderede, at det var velindiceret, at man foretog operativ påpladssætning og fiksation, ligesom det var korrekt at foretage indgrebet, hvorved man foretog sprængning af sammenvoksningen. At der var sket ardannelse var ikke udtryk for, at behandlingen ikke var udført optimalt men skyldtes derimod pigens tendens til keloiddannelse i arvævet (dannelse af fast godartet hudsvulst). J.nr. 2001-00-179: Sårinfektion ikke fysisk skade - PFL 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. En 46-årig kvinde henvendte sig i januar 1998 på skadestuen på grund af smerter og hævelse af højre hånd. Hun havde dagen forinden fået fjernet en seneknude i hånden hos en privatpraktiserende speciallæge. På skadestuen 27
Erstatningsgrundlag og afgørelser blev hun sat i forebyggende antibiotikabehandling og blev tilrådet at holde hånden hævet. Dagen efter blev hun set hos den privatpraktiserende speciallæge, som fandt, at hævelsen skyldtes væskesamling og ikke infektion. Et par dage efter henvendte hun sig igen i skadestuen på grund af fortsat hævelse og smerter. Der blev anlagt gipsskinne, som skulle anvendes 3-5 dage. Desuden skulle hun fortsætte med antibiotikabehandlingen samt henvende sig til egen læge ved forværring af symptomerne. I starten af februar 1998 blev der hos speciallægen foretaget podning, som viste stafylokokker. 14 dage senere var såret fuldstændigt lægt, og der var ingen tegn på infektion, men der var betydelig bevægeindskrænkning i højre håndled. Der blev foretaget røntgenundersøgelse på sygehuset. Røntgenundersøgelsen viste svære forandringer i håndleddet, hvilket man tolkede som følger efter en ledbetændelse. Der blev herefter foretaget stivgøringsoperation af håndledet. Operationen forløb uden komplikationer. Ved efterfølgende kontrolundersøgelse var hun smertefri i håndleddet og røntgenkontrol viste velhelet stivgøring af håndledet. Patientforsikringen fandt, at det ikke kunne anses for overvejende sandsynligt, at kvinden var blevet påført en infektion i forbindelse med behandlingen på skadestuen, men at det derimod måtte anes for overvejende sandsynligt, at infektionen var påført ved indgrebet hos den privatpraktiserende speciallæge i januar 1998. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at kvinden allerede ved henvendelsen i skadestuen havde udviklet klassiske tegn til infektion i form af smerter og hævelse. Nævnet lagde endvidere vægt på, at en sårinfektion med stafylokokker normalt ikke kan ske ved en simpel sårinspektion og sårskiftning. J.nr. 2001-00- 206: Overrivning af senen til knæskallen ikke fysisk skade - PFL 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. En kvinde fik i 1979 foretaget en operation, hvorved der blev foretaget flytning af senen til højre knæskal. I 1992 fik hun indsat en delprotese i højre knæ. På grund af tiltagende gener i højre knæ med belastningssmerter og aflåsningstilfælde fik hun i maj 2000 foretaget operation med udskiftning af protesen i højre knæ. Forud for denne operationen var der ved undersøgelse konstateret en strækkemangel på 10 grader i knæet. Ved ambulant kontrol en måned efter operationen kunne der ligeledes konstateres en strækkemangel på 10 grader. Smerterne i knæet var stort set forsvundet. Ved ambulant kontrol 3 måneder senere kunne der konstateres en aktiv strækkemangel på 25 grader, hvorfor man fik mistanke om, at der var sket en overrivning af senen til knæskallen. Dette blev bekræftet ved efterføl- 28
Erstatningsgrundlag og afgørelser gende ultralydsskanning. Der blev herefter foretaget operation med rekonstruktion af senen. Patientforsikringen fandt, at overrivningen af senen til knæskallen med overvejende sandsynlighed var en følge af operationen foretaget i maj 2000. Patientforsikringen vurderede imidlertid, at behandlingen havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard, hvorfor betingelserne for erstatning i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt. Videre vurderede Patientforsikringen at skaden ikke var tilstrækkelig sjælden, hvorfor der ikke kunne ydes erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Patientskadeankenævnet fandt, at kvinden med overvejende sandsynlighed ikke var blevet påført en fysisk skade ved operationen i maj 2000. Nævnet vurderede, at beskadigelsen af senen til højre knæskal ikke kunne tilskrives operationen, men i stedet med overvejende sandsynlighed måtte tilskrives det forhold, at senen var svækket som følge af de tidligere operationer i dette knæ. Ved vurderingen lagde nævnet vægt på, at kvinden på grund af grundsygdommen slidgigt i højre knæ havde gennemgået flere operationer i højre knæ, hvilket havde svækket senen. Særligt operationen i 1979, hvorved der blev foretaget flytning af senen, kunne have svækket senen. J.nr. 2000-00-723: Inkontinens som følge af bristning af ringmuskel efter fødsel ikke fysisk skade - PFL 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. I forbindelse med en fødsel bristede en 34-årig kvindes ringmuskel. Efter fødslen blev bristningen syet med 3 såkaldte madrassting. Ved en kontrolundersøgelse få dage efter fødslen fandtes let inkontinens for afføring og luft. Kvinden blev tilrådet intensiv bækkenbundstræning. Ved efterfølgende kontrolundersøgelser 3 og 6 måneder senere fandtes fortsat inkontinens for afføring og luft.ultralydsscanning viste udtynding af ringmusklen bagtil men ikke bristning. Der var god knibefunktion og normal spændingstilstand. Yderligere undersøgelser viste, at der næsten ikke var knibekraft, og at der var lavt hviletryk, og der fandtes defekter to steder i den ydre ringmuskel. Endvidere fandtes arvæv forrest i den indre ringmuskel som udtryk for en ophelet bristning. Man fandt indikation for rekonstruktion af ringmusklen, hvilket blev foretaget knap 1 år efter fødslen. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade i forbindelse med behandlingen, men at kvindens gener måtte betragtes som en følge af hendes grundlidelse i form af en kompliceret fødsel. Betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringsloven var derfor ikke opfyldt, jf lovens 1, stk. 1. 29
Erstatningsgrundlag og afgørelser Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at syningen af bristningen blev udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard, og at der ikke var holdepunkter for, at der primært ikke var blevet syet i tilstrækkeligt omfang. Nævnet fandt således, at bristningen af ringmusklen var sket som følge af fødslen og ikke var en fysisk skade, som var påført kvinden ved behandlingen. Nævnet fandt herefter, at baggrunden for kvindens inkontinensgener var, at den i øvrigt korrekt udførte behandling af bristningen af ringmusklen ikke havde haft den tilstræbte effekt. Kvinden var således ikke berettiget til erstatning i henhold til patientforsikringslovens 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. J.nr. 2001-00-300: Vandladningsproblemer og underlivssmerter efter sterilisation ikke fysisk skade - PFL 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. En 31-årig kvinde fik foretaget sterilisation gennem et minilaparoskop. Under indgrebet opstod der en appaturfejl, og man overgik derfor til åben operation. Forholdene i bughulen fandtes normale. Livmoderen var normalt stor og mobil, ligesom begge æggestokke og æggeledere fandtes normale. Der blev påsat klips på den indvendige del af begge æggeledere. Efter operationen fik kvinden vandladningsproblemer. Der blev derfor anlagt kateter, og hun blev behandlet med sulfapræparat. Et par dage senere havde kvinden ingen gener, og hun blev udskrevet. 3 år senere blev kvinden atter henvist til sygehus på grund af tilbagevendende kraftige og nu tiltagende underlivssmerter, som var til stede 1½ døgn lige omkring ægløsningstidspunktet og de første 2 dage af menstruationerne. Vaginal ultralydsscanning viste normale forhold og ingen fri væske i bughinden. Ved en kikkertundersøgelse konstateredes det, at begge æggestokke var helt normale, og at der ikke var noget livmoderslimhindevæv uden for livmoderen. Klipsene sad fast i bughinden i venstre side af det lille bækken. De blev fjernet. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade som følge af behandlingen, idet kvindens gener i form af vandladningsproblemer og smerter ved ægløsning og menstruation ikke kunne tilskrives behandlingen i forbindelse med sterilisationen. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. For så vidt angår vandladningsproblemerne umiddelbart efter indgrebet fandt nævnet, at der var tale om en hyppigt og normalt forekommende gene til en operation. Der skete ingen læsion af blæren under indgrebet. For så vidt angår de menstruationsrelaterede smerter fandt nævnet, at der ikke var årsagssammenhæng mellem disse og sterilisationsindgrebet. Disse smerter måtte antages at være sædvanligt forekommende smerter i forbindelse med ægløsning og menstruation og var hormonelt 30
Erstatningsgrundlag og afgørelser betingede. Nævnet lagde vægt på, at æggestokke, æggeledere m.v. ved kikkertundersøgelsen fandtes helt normale. Den omstændighed, at klipsene var beliggende i bughinden, fandt nævnet ej heller var af betydning. Nævnet lagde vægt på, at der ikke ved undersøgelsen fandtes irritationstilstande eller lignende i bughinden som følge af klipsenes placering, samt at klipsene består af inaktive materialer, som ikke kan medføre nogen reaktion fra kroppen. Da kvinden således ikke var blevet påført en fysisk skade i forbindelse med indgrebet, fandt nævnet, at det var uden betydning, at klipsene muligvis ikke var blevet placeret korrekt på æggelederne, og at apparaturet svigtede, hvorfor man måtte gå over til en anden operationsteknik, jf. Patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1 og 2. J.nr. 2000-00-822: Hjerneskade efter fødsel ikke fysisk skade - PFL 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. En 24-årig kvinde fødte en ekstremt præmatur dreng i 24. uge. Ved fødslen fik han Apgar Scores 2 efter 1 minut og 2 efter 5 minutter. Han vejede 710 gram og var 32 cm lang. Idet man vurderede, at det var udsigtsløst at behandle ham, blev han lagt op til sin mor. Efter nogen tid fik han spontan vejrtrækning. Han blev herefter overflyttet til neonatalafdelingen, hvor der blev iværksat relevant behandling af ham. I efterforløbet blev det konstateret, at han havde en hjerneskade medførende spastisk lammelse af arme og ben. Patientforsikringen fandt, at drengen ikke var blevet påført en fysisk skade som følge af den manglende behandling i timerne efter fødslen. Patientforsikringen vurderede, at drengens hjerneskade med overvejende sandsynlighed skyldtes det forhold, at han var født flere måneder for tidligt. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, idet nævnet i lighed med Patientforsikringen fandt, at hjerneskaden med overvejende sandsynlighed skyldtes, at drengen var født 3½ måned for tidligt og således var meget umoden. Nævnet lagde vægt på den i sagen foreliggende speciallægeerklæring, hvoraf det fremgik, at den forsinkede behandling med overvejende sandsynlighed ikke medførte, at drengen blev påført en hjerneskade som følge af iltmangel efter fødslen, idet der i det følgende døgn ikke kom symptomer på hypoksisk-iskæmisk påvirkning af andre organer. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ved CT-scanning af drengens hjerne ikke kunne påvises forandringer eller lignende, forenelige med iltmangel efter fødslen. Nævnet fandt iøvrigt, at behandlingen af drengen de første timer efter fødslen under de givne omstændigheder var i overensstemmelse med bedste specialiststandard på det pågældende område. Nævnet fandt på denne 31
Erstatningsgrundlag og afgørelser baggrund, at drengen ikke blev påført en fysisk skade efter fødslen og således ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven, jf. 1, stk. 1 og 2, stk. 1, nr.1. J.nr. 2000-00-849: Refleksdystrofi opstået som følge af tilskadekomst med højre tommelfinger ikke fysisk skade - PFL 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. En 44-årig kvinde kom under en skitur i Østrig til skade med sin højre tommelfinger. På skadestuen i Østrig konstateredes beskadigelse af det ulnare ligament. Efter hjemkomsten blev kvinden indlagt på sygehuset, hvor man vurderede, at hun havde overrevet det ulnare collaterale ligament svarende til højre tommel. Dagen efter indlæggelsen blev kvinden opereret, og man anlagde en såkaldt "pull-out-wire". I det efterfølgende forløb havde kvinden smerter, men disse fortog sig med tiden. Ca. 2 måneder efter ulykken var fingeren hævet, og der var nedsat bevægelighed, hvorfor kvinden blev henvist til fysioterapi. I ambulatoriet konstateredes det, at der ikke var god bevægelighed i fingeren. Hun var blevet tilset af en læge i fysioterapien, som mente, at der var tale om refleksdystrofi. Man fandt ikke, at der var yderligere behandlingsmuligheder, og hun blev derfor henvist til fortsat fysio- og ergoterapi. Man behandlede med Prednisolon, hvilket havde nogen effekt, og fysioterapi blev afsluttet. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var påført en skade i forbindelse med behandlingen på sygehuset. Det var Patientforsikringens opfattelse, at udvikling af refleksdystrofi skyldtes forhold hos patienten og ikke forhold ved den givne behandling, og det var således ikke overvejende sandsynligt, at udvikling af refleksdystrofien var en følge af behandlingen på sygehuset. Patientforsikringen fandt endvidere, at behandling på sygehuset havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Det blev i klagen anført, at kvinden var berettiget til erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, idet den opståede komplikation i relation til en beskeden operation var mere, end hun med rimelighed måtte tåle. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade, jf. patientforsikringslovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1, idet den opståede refleksdystrofi måtte tilskrives den primære tilskadekomst i form af overrevet ulnare collaterale ligament i højre tommel. Nævnet lagde vægt på, at det ikke var muligt at fastslå, hvad der var årsagen til, at refleksdystrofi opstod, og at det ikke var muligt at påvise en sammenhæng mellem bestemte typer af behandling og udviklingen af refleksdystrofi, hvorfor det ikke fandtes overvejende sandsynligt, at refleksdystrofien var en følge af behandlingen. 32
Erstatningsgrundlag og afgørelser Nævnet lagde videre vægt på, at kvinden forud for behandlingen på sygehuset var udsat for en tilskadekomst. Nævnet fandt, at kvinden var blevet behandlet i overensstemmelse med bedste specialiststandard, jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Nævnet lagde her vægt på, at kvinden havde modtaget korrekt behandling af grundsygdommen og korrekt opfølgning på de efterfølgende symptomer på refleksdystrofi i fysioterapien. J.nr. 2001-00-293: Refleksdystrofi opstået som følge af tilskadekomst med højre lillefinger ikke fysisk skade- PFL 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. En 43-årig mand blev undersøgt på sygehuset, idet han havde skåret sig i højre lillefinger. Man konstaterede, at der var en ca. 2 cm lang dyb flænge i lillefingerens grundstykke. Manden fik anlagt en forbinding og blev den følgende dag opereret, hvor man konstaterede, at begge bøjesener i lillefingeren var skåret over, og at der var en lille skade på den ulnare nervegren. Ca. 2 ½ måned efter tilskadekomsten konstateredes mange smerter omkring håndleddet og lillefingerens grundled og øget svedtendens i hånden, samt at fingrene var tiltagende stive, hvilket fandtes foreneligt med refleksdystrofi. Man konstaterede atrofi af hånden, misfarvning og ændret følesans, især for varme og kulde. Man fandt fundene forenelige med refleksdystrofi. Ca. 9 måneder efter tilskadekomsten konstateredes 30 graders strækkedefekt over højre lillefingers mellemled, og der var ingen bøjeevne i fingerens yderled. Af en speciallægeerklæring fremgik det, at manden havde nedsat bevægelighed i højre lillefinger og mellemleddene på 2., 3. og 4. finger samt håndled, øget svedtendens og kuldepåvirkelig, øget trætbarhed i højre hånd og nedsat kraft. Patientforsikringen fandt, at manden ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført en skade i forbindelse med behandlingen på sygehuset. Patientforsikringen fandt, at behandlingen havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard, og at udviklingen af refleksdystrofi måtte anses for at være en komplikation til hans primære tilskadekomst og ikke en følge af behandlingen. Det blev i klagen anført, at manden ikke havde behov for smertestillende medicin i forbindelse med tilskadekomsten, men først havde behov herfor efter operationen. Det blev endvidere anført, at manden burde have været informeret om risikoen for refleksdystrofi, og at han havde måttet gennemgå et langt forløb med stærke smerter, samt at udbyttet af operationen var en stiv lillefinger og en formentlig varig skade på hånden. 33
Erstatningsgrundlag og afgørelser Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at manden ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført en fysisk skade i forbindelse med behandlingen på sygehuset, jf. patientforsikringslovens 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1, og at den opståede refleksdystrofi måtte tilskrives den primære tilskadekomst, grundlidelsen. Nævnet lagde vægt på, at det ikke var muligt at fastslå, hvad der var årsagen til, at refleksdystrofi opstod, og at det ikke var muligt at påvise en sammenhæng mellem bestemte typer af behandling og udviklingen af refleksdystrofi, hvorfor det ikke kunne anses for at være overvejende sandsynligt, at refleksdystrofien var en følge af den givne behandling. Nævnet lagde videre vægt på, at han forud for behandlingen på sygehuset havde været udsat for et traume (tilskadekomst). Nævnet fandt videre, at behandlingen på sygehuset havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Nævnet lagde vægt på, at operationen blev foretaget på korrekt indikation og blev udført i overensstemmelse med anerkendte retningslinier. I denne vurdering indgik, at manden blev omhyggeligt undersøgt på skadestuen og sat til operation næste dag. Nævnet lagde videre vægt på, at udviklingen af refleksdystrofi skete gradvist og blev erkendt og behandlet korrekt med fortsat henvisning til ergoterapi og anæstesiafdeling. Nævnet bemærkede, at det ikke er at betragte som en skade i patientforsikringslovens forstand, at patienten ikke føler sig tilstrækkeligt informeret om risici ved en given behandling eller om det forventelige resultat heraf. J.nr. 2000-00-231: Mellemfodssmerter i forbindelse med operation for Hallux valgus ikke fysisk skade - PFL 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. En 38-årig kvinde havde haft knystdannelse (hallux valgus) på begge fødder i mange år, og fra omkring 1994 havde hun fået tiltagende gener fra knysterne. Røntgenbilleder viste en hallux valgus på 30 grader på højre fod og næsten tilsvarende på venstre fod. Ved operation fjernede man et stykke af knoglen i storetåen. Ca. 5 måneder efter operationen opstod smerter lokaliseret til fodsålen og hen under 2. tå, hvor hun havde fået tiltagende forfodsnedsynkning. Ved gang kunne storetåen ikke nå ned til jorden. Der var mistanke om stivhed i storetåen, idet hun kun kunne bøje tåen cirka 10-15 grader mod fodsålen i grundleddet. Tåen var i øvrigt rettet pænt op, men kvinden havde en del fodsmerter. Røntgenbilleder viste begyndende slidgigt. Ca. 9 måneder efter operationen havde kvinden fortsat smerter under forfoden. Hun havde gået til koordinations- og muskelstyrketræning af storetåen samt anvendt indlæg med forfodsløft siden sidste kontrol. Der var betydelig forfodsnedsynkning. Hun fik herefter stillet diagnosen mellemfodssmerter. Man vurderede, at der ikke var kirurgisk behandling for hendes gener, og at det ville blive bedre med tiden. 34
Erstatningsgrundlag og afgørelser Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var berettiget til erstatning, idet hendes nuværende gener ikke med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives operationen, men at de måtte anses for at være en del af grundlidelsen i form af knystdannelse. Det blev i klagen anført, at kvinden var blevet påført en fysisk skade ved operationen, idet hun ikke kunne støtte på storetåen efter operationen. Det blev endvidere anført, at formålet med operationen ikke var opfyldt, idet hun efterfølgende havde haft større gener, og at fysiurgisk behandling ikke havde forbedret tilstanden. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at det ikke var overvejende sandsynligt, at kvindens nuværende gener i form af forfodsnedsænkning, fodsmerter og hård hud i forfodsområdet skyldtes operationen, og kvinden var derfor ikke påført en fysisk skade, jf. patientforsikringslovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1. Nævnet lagde vægt på det i journalen anførte vedrørende operationen, og at forfodsnedsynkning typisk var en del af fodlidelsen (hallux valgus), samt at denne lidelse medfører smerter og tendens til dannelse af hård hud på grund af overbelastning. På den baggrund måtte hendes gener anses for at være en følge af grundlidelsen. Nævnet fandt i øvrigt, at der var indikation for operationen, og at den var udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Den omstændighed, at indgrebet ikke havde haft den ønskede effekt, berettigede ikke til erstatning efter patientforsikringsloven. 3.2.2 2, stk. 1. Ansvarsgrundlag grundbetingelser - bevisbedømmelse 3.2.2.1 2, stk. 1, nr. 1 - Specialistreglen Efter denne regel kan der ydes erstatning, "hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes ved undersøgelse, behandling eller lignende, hvorved skaden ville være undgået." Der er tale om en specialistmålestok, hvor udgangspunktet er, hvordan den erfarne specialist på området ville have handlet under de givne ressourcemæssige forhold, og hvorvidt skaden ville have været undgået med denne behandling. Der er tale om en objektiv målestok, og det er således uden betydning, hvilke individuelle forudsætninger den behandlende læge havde. Ifølge retspraksis lempes kravet til beviset for årsagssammenhæng, når det kan fastslås, at der er begået en klar fejl, og denne kan have medført skaden. 35
Erstatningsgrundlag og afgørelser J.nr. 2000-00-326: Ikke bedste specialiststandard i forbindelse med forløsning (Duchenne Erbs parese) PFL 2, stk. 1, nr. 1. På grund af en tidligere fødsel, hvor barnets skuldre sad fast og efterfølgende i en periode medførte lammelse i barnets ene arm (Duchenne Erbs parese) ønskede moderen at den aktuelle fødsel blev sat i gang før terminen. Ved en kontrol på svangerskabsambulatoriet var moderen betydeligt belastet af bækkenløsning, forhøjet blodtryk samt frygt for at barnets skuldre ville sidde fast under fødslen, og man besluttede derfor at sætte fødslen i gang 9 dage senere, hvilket var 1 dag før terminen. Under forløsningen kom hovedet frem, men hagen slap med besvær bækkenbunden. Da hovedet var begyndende blåligt og der var en ve-pause, manipulerede man med livmoderen, hvorefter der hurtigt kom en ve. Barnet blev herefter født ved et kraftigt træk og lirken. Barnets tilstand var god. Ved et pædiatrisk tilsyn den samme dag blev det konstateret, at højre arm var delvist lammet på grund af en beskadigelse af armen. Der var ikke tegn på brud på kravebenet eller overarmsknoglen. Skaden måtte betegnes som et blivende handicap. Patientforsikringen fandt, at der ikke var ansvarsgrundlag da fødslen var udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard ( 2, stk. 1, nr. 1), og da skaden ikke var tilstrækkelig alvorlig eller sjælden til at være omfattet af 2, stk. 1, nr. 4. Patientskadeankenævnet fandt, at der var ansvarsgrundlag i medfør af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Nævnet lagde vægt på, at man allerede 1 måned før terminen havde grund til at forvente et stort barn med risiko for fastsiddende skuldre ved fødslen. Bedste specialiststandard havde tilsagt, at man havde foretaget en ultralydsscanning 14 dage før terminen, og at man havde sat fødslen i gang eller forløst ved planlagt kejsersnit samme dag. Nævnet vurderede, at man dermed med overvejende sandsynlighed ville have undgået skaden på barnets arm. J.nr. 2001-00-142: Infektion i finger - PFL 2, stk. 1, nr. 1. En 28-årig mand henvendte sig i skadestuen. Han havde en uge tidligere fået syet et sår på venstre pegefinger hos vagtlægen, og han var nu gledet på et trappetrin, hvorefter såret var gået lidt op. Ved skadestuebesøget var såret let gabende over et stykke på 5 mm, og der var ømhed af fingerens yderstykke. Der var ingen sideløshed i yderleddet og normal bevægelse. Røntgenundersøgelse viste et brud af fingerens yderstykke, hvorfor man anlagde en kraftig forbinding på fingeren. 36
Erstatningsgrundlag og afgørelser 3 dage senere henvendte manden sig i skadestuen på et andet sygehus, fordi fingeren nu var øm og hævet. Man fik mistanke om infektion og foretog derfor spaltning samme dag. Ved indgrebet fandtes klar, normal ledvæske i yderleddet, og ved det tidligere sår fandtes kun blakket gammelt blod. Endvidere løftede man neglen, hvor der kom lidt pus. Man fjernede neglen, foretog podning fra såret og fra neglelejet og iværksatte antibiotisk behandling. Patientforsikringen fandt, at manden ikke var berettiget til erstatning, jf. patientforsikringslovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1. Patientforsikringen vurderede, at mandens gener i form af føleforstyrrelser i venstre pegefingers yderled samt stivhed i fingeren og defekt neglevækst med overvejende sandsynlighed måtte tilskrives følger efter faldet på trappetrinet, og ikke en følge af den udførte behandling i skadestuen eller mangel på samme. Det blev vurderet, at det havde været korrekt ikke at iværksætte antibiotisk behandling, idet der ikke var tegn til infektion, og at stivheden i fingeren med overvejende sandsynlighed skyldtes følger efter bruddet. Det blev i klagen anført, at der burde have været iværksat antibiotisk behandling i forbindelse med den primære behandling i skadestuen. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse således, at mandens skade i form udvikling af stivhed i venstre pegefinger som følge af infektion fandtes omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Nævnet fandt således, at den erfarne specialist ved undersøgelse og behandling på skadestuen ville have undersøgt fingeren for infektion og have iværksat relevant behandling. Der blev lagt vægt på, at det ikke fremgik af skadejournalen, at fingeren var undersøgt for infektion. På denne oplysningsmæssige baggrund fandt nævnet ikke med tilstrækkelig sikkerhed at kunne udelukke, at der allerede på daværende tidspunkt var tegn på infektion i fingeren. Afgørelsen er udtryk for, at oplysningsmæssige mangler fortolkes i patientens favør ved vurderingen af, om der er erstatningsgrundlag, og af årsagsforbindelsen til de gener, som patienten klager over.vedrørende behandlingen af bruddet af fingerens yderstykke var det nævnets vurdering, at dette blev behandlet korrekt med anlæggelse af kraftig støttende forbinding. J.nr. 2000-00-560: Synsnedsættelse på grund af hypofysesvulst PFL 2, stk. 1, nr. 1. En 62-årig mand var blevet opereret for en svulst i hypofysen. Operationen var blevet udført akut på grund af hastig udviklet synsnervepåvirkning på venstre øje, hvor der efter operationen resterede en klar, dyb synsfeltsdefekt opadtil i tindingesiden, hvilket man tilskrev det tryk, som svulsten havde medført på synsnerven. 37
Erstatningsgrundlag og afgørelser 8 år senere viste en MR-scanning en gendannet svulst i hypofysen, og at svulsten nåede op til synsnerven. Man fandt indikation for reoperation i det øjeblik, hvor der måtte forekomme synspåvirkning. Ca. 1½ år senere blev manden indlagt med svær diffus hovedpine. Det blev ved grov klinisk undersøgelse vurderet, at synsfeltsdefekten var uændret i forhold til tidligere, og manden havde ingen subjektiv fornemmelse af ændret synsfelt. Ved undersøgelse med CT-scanning fandtes svulsten uændret sammenlignet med MR-scanningen foretaget ca. 1½ år tidligere. Man valgte at beholde manden til observation og bestilte subakut øjenundersøgelse til næste dag. Næste dags morgen havde manden udviklet synspåvirkning på begge øjne og blev opereret akut med fjernelse af en del af svulsten. Efter operationen bedredes mandens syn; men det blev konstateret, at der var sket en betydende forværring af synsfeltsdefekten i venstre øje. Patientforsikringen fandt, at manden ikke var berettiget til erstatning, jf. patientforsikringslovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1. Patientforsikringen vurderede, at manden ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført skade ved behandlingen. Det blev anført, at det efter Patientforsikringens vurdering var korrekt at bestille subakut øjenundersøgelse i stedet for at operere med det samme, og at der efter operationen blev konstateret klar bedring af synet i forhold til tilstanden umiddelbart før operationen. Efter Patientforsikringens vurdering ville det ikke med overvejende sandsynlighed have ændret mandens syn på afgørelsestidspunktet, om han var blevet opereret allerede på indlæggelsesdagen. På denne baggrund fandt Patientforsikringen det overvejende sandsynligt, at udviklingen af mandens synsgener skyldtes hans grundsygdom i form af synspåvirkning efter hypofysesvulsten. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse således, at manden blev anset for at være påført en i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, erstatningsberettigende skade, idet en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have iværksat akut øjenlægeundersøgelse på indlæggelsesdagen. Nævnet lagde vægt på, at det var kendt, at der forelå en svulst, der nåede op til synsnerven, og at der var nytilkommen hovedpine. Det er en klinisk erfaring, at patienter ofte ikke selv bemærker synsfeltsdefekter. Det var således nævnets vurdering, at der ved akut øjenundersøgelse på indlæggelsesdagen ville være blevet påvist synsfeltspåvirkning, hvilket ville have ført til akut operation af hypofysesvulsten. Henset til, at der trods det forhold, at operationen først blev foretaget dagen efter indlæggelsen, efterfølgende skete en vis bedring af synet på højre øje, var det nævnets vurdering, at operation på indlæggelsesdagen med overvejende sandsynlighed ville have forhindret den senere påviste yderligere forværring af synsfeltet i venstre øje. 38
Erstatningsgrundlag og afgørelser J.nr. 2000-00-682: Amputation af underben- PFL 2, stk. 1, nr. 1. En 59-årig kvinde pådrog sig et brud med depression af ledfladen på venstre skinneben samt diverse sår på indersiden af benet i forbindelse med en knallertulykke. Der blev iværksat antibiotisk behandling og senere samme dag foretoges operativ sammenføjning af bruddet, hvorunder der indsattes 2 skinner og diverse skruer samt optransplantation med donorknogle på grund af knogledefekt. Efterfølgende røntgenundersøgelse viste god stilling af det indsatte materiale. Der blev anlagt en gipsskinne, og der fandtes grundlag for fortsat antibiotisk behandling. Ved undersøgelse 3 dage efter operationen blev der konstateret blæredannelse på hele indersiden af skinnebenet og sekretion fra operationssåret. To dage efter kunne der konstateres store sår omkring venstre knæ og skinneben. Efter ca. tre uger blev kvinden udskrevet, idet sårene fandtes pæne. Efterfølgende røntgenundersøgelser viste uændret stilling af bruddet, men ingen synlige helingstegn. Der fulgt herefter et langt genoptræningsforløb. Otte måneder efter operationen blev kvinden akut indlagt grundet voldsom hævelse og smerter i hele venstre skinneben og knæ. Der blev foretaget revision, hvorunder der blev konstateret dyb infektion og manglende heling af bruddet. Der blev iværksat behandling med antibiotika. To uger senere blev der foretaget amputation af underbenet 12 cm over knæet. Patientforsikringen fandt, at kvinden med overvejende sandsynlighed ikke var påført en fysisk skade som følge af den udførte behandling, herunder operation, idet de opståede komplikationer måtte tilskrives kvindens grundsygdom i form af et åbent og svært splintret skinnebensbrud. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse således, at kvinden fandtes at være påført en efter lov om patientforsikring erstatningsberettigende skade, jf. lovens 2, stk. 1, nr. 1. Det var nævnet vurdering, at behandlingen ikke havde levet op til bedste specialiststandard på det pågældende område, og at komplikationerne medførende amputation af underbenet med overvejende sandsynlighed kunne være undgået ved optimal behandling. Nævnet fandt, at optimal behandling havde tilsagt, at man havde afventet såropheling, inden der blev foretaget operation. Nævnet lagde vægt på, at anvendelse af dobbelt skinne og stort knogletransplantat øger risikoen for infektion, og at den antibiotiske behandling ikke blev gentaget under operationen trods langvarig operation og løsning af blodtomhed undervejs. J.nr. 2001-00-192: Forlænget sygeforløb og reoperation - PFL 2, stk. 1, nr. 1. En 35-årig kvinde fik på grund af smerter i højre knæ foretaget en operation, hvorved man fjernede et stykke af den øverste del af knoglen i skinnebenet 39
Erstatningsgrundlag og afgørelser (osteotomi). En røntgenundersøgelse fire måneder efter operationen viste, at der var uacceptabel stilling af den udførte osteotomi, og der var mangelfuld opheling efter operationen. Man foretog herefter en reosteotomi, hvor man rensede op i hele osteotomien og fik denne drejet på plads. Herefter fulgte et langt genoptræningsforløb. Som følge af reostetomien var kvindens højre ben en centimeter kortere end det venstre. Patientforsikringen fandt, at den 35-årig kvinde ikke med overvejende sandsynlighed var blevet på ført en fysisk som følge af behandlingen, hvorfor der ikke kunne ydes erstatning, jf. patient- forsikringslovens 1, stk. 1 og 2, stk. 2. Patientforsikringen vurderede, at det forhold, at forløbet blev kompliceret af manglende heling i osteotomien, skyldtes forhold ved kvinden selv og ikke behandlingen eller mangel på samme. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse således, at kvinden fandtes at være påført en efter lov om patientforsikring erstatningsberettigende skade, jf. lovens 2, stk. 1, nr. 1. Nævnet vurderede, at osteotomien ikke blev udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Nævnet lagde vægt på røntgenbillederne i sagen, hvoraf det fremgik, at placeringen af den ene krampe ikke var optimal. Nævnet fandt, at dette forhold med overvejende sandsynlighed havde medført manglende heling og skred af bruddet. J.nr. 2001-00-302: Nerveskade - PFL 2, stk. 1, nr. 1. En 54-årig kvinde fik foretaget ballonudvidelse af højre hjertekransåre. Senere samme dag fandt man tegn på pseudoaneurisme (blodansamling med fortsat udsivning af blod fra pulsåren), hvorfor der blev iværksat behandling med kompression. Efterfølgende blev der foretaget skanning af området. Skanningen viste en diffus blodansamling uden tegn på pseudoaneurisme. Den 54-årige blev herefter udskrevet. Hun blev genindlagt 10 dage senere på grund af tiltagende smerter og blodansamling i højre ben. Ultralydsundersøgelse viste, at der var tale om pseudoaneurisme. Der blev herefter iværksat komprimerende behandling. Efterfølgende ultralydsundersøgelse viste, at der forsat var en et pseudoaneurisme. Kvinden blev herefter opereret, hvorved man fik lukket et hul i lårpulsåren. Ved efterfølgende ambulant kontrol havde kvinden gener fra højre lyske i form af stikkende smerter. Hun havde svært ved at stå sidst på dagen, og hendes gangdistance var reduceret. Patientforsikringen fandt, at behandlingen var udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard, hvorfor der ikke kunne ydes erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Patientforsikringen fandt endvidere, at der ikke kunne ydes erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, idet Patient- 40
Erstatningsgrundlag og afgørelser forsikringen vurderede, at nerveskaden ikke var tilstrækkelig alvorlig set i forhold til den grundlidelse, som kvinden blev behandlet for. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse således, at kvinden fandtes, at være påført en erstatningsberettigende skade i forbindelse med operationen, hvorved man lukkede hulet i lårpulsåren, jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Nævnet vurderede, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have anvendt ultralydsvejledt kompression, hvorved man med overvejende sandsynlighed ville have undgået operationen og dermed nerveskaden. Nævnet lagde vægt på, at ultralydsvejledt kompression er mere effektivt end simpel kompression. J.nr. 2000-00-651: Mermén efter et brud på venstre håndled - PFL 2, stk. 1, nr. 1. En 63-årig kvinde var faldet og tog fra med venstre hånd. En røntgenundersøgelse viste brud i håndleddet med dorsal kipning og forkortning. Man foretog påpladssætning af bruddet og anlagde en skinne. I forbindelse med en undersøgelse på hospitalet konstaterede man, at bruddet var fuldstændig helet. Ca. 3 måneder efter faldulykken konstaterede man, at kvinden havde smerter over venstre håndled og en tendens til hævelse i forbindelse med genoptræning. Ca. 10 måneder efter faldulykken konstaterede man, at kvinden fortsat havde nedsat kraft i venstre håndled, men at både kraft og bevægelighed i håndleddet var bedret siden den seneste undersøgelse. Det fremgik af et journalnotat, at kvinden ikke havde helt så mange kræfter i venstre håndled som forud for faldulykken. Patientforsikringen fandt, at kvinden var påført en erstatningsberettigende skade i forbindelse med behandlingen på hospitalet, jf. patientforsikringsloven 2, stk. 1, nr. 1, idet optimal behandling havde tilsagt, at man havde iværksat fornyet påpladssætning af bruddet med efterfølgende relevant fiksering. Patientforsikringen fandt således, at såfremt man ikke efter undersøgelsen havde efterladt fejlstillingen ubehandlet, ville dette med overvejende sandsynlighed have resulteret i et bedre behandlingsresultat. Det blev i hospitalets klage anført, at kvinden var behandlet korrekt, at behandlingsforløbet ikke var usædvanligt efter den pågældende skade, og at frakturen var ophelet med ledfladen på radius en anelse volarkippet og med en ganske beskeden forkortning af radius. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at kvinden i forbindelse med behandlingen på hospitalet var påført en erstatnings- 41
Erstatningsgrundlag og afgørelser berettigende skade i form af mermén efter et brud på venstre håndled, jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Nævnet fandt endvidere, at behandlingen på hospitalet ikke blev udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard på det pågældende område. Nævnet lagde vægt på oplysningerne i en speciallægeerklæring, hvoraf fremgik, at kontrolrøntgenundersøgelsen viste en forkortning af distale radius i forhold til den distale ulna og radiel forskydning af den distale radiusfraktur. Nævnet fandt herefter, at optimal behandling havde tilsagt, at man havde iværksat fornyet reposition og relevant fiksation, hvilket med overvejende sandsynlighed ville have medført et bedre behandlingsresultat. Nævnet lagde endvidere vægt på, at bruddet var af en sådan karakter, at risikoen for skred var meget betydelig ved konservativ behandling. J.nr. 2000-00-750: Viderehenvisning til operation for knusningsbrud på højre hofteskål - PFL 2, stk. 1, nr. 1. En 52-årig mand blev indbragt på skadestuen på sygehus 1 efter et trafikuheld. Manden blev undersøgt i traumeskanneren, hvor han fik skannet hjernen, brystet, maven, rygsøjlen og bækkenet. Man fandt et knusningsbrud i højre hofteskål med forskydning af lårbenskuglen og i øvrigt normale forhold. Senere samme dag fik manden lagt højre ben i stræk, således at det centrale ledskred blev ophævet, og han blev overflyttet til sygehus 2 med henblik på videre behandling. Ved modtagelsen på sygehus 2 fandt man tegn på progredierende nerveskade på højre ischiasnerve i form af ændret følesans i foden og tiltagende dropfod. Der blev foretaget CT-skanning, som påviste brud svarende til hofteskålen, og man foretog samme dag operativ påpladssætning af bruddet. Ved udskrivelsen havde han brændende føleforstyrrelser og lammelser svarende til højre fod. Ved ambulant kontrol ca. 12 måneder efter trafikuheldet havde manden fortsat en del problemer efter nerveskaden. Han benyttede dropfodsskinne på grund af stort set ophævet funktion over højre fodled. Det fremgik af en radiologisk speciallægeerklæring, at der var et knusningsbrud i højre hofte uden småfragmenter i det lille bækken, moderat hævelse og blødning, som dog var beliggende svarende til nerver til højre ben. Patientforsikringen fandt, at manden ikke med overvejende sandsynlighed var påført en skade. Patientforsikringen lagde til grund, at nerveskaden var opstået som følge af et voksende hæmatom opstået i forbindelse med trafikuheldet. Patientforsikringen lagde vægt på, at det af en CT-skanning fremgik, at der var øget bløddelsfylde svarende til ischiasnervens beliggenhed og nerveudfletningen, og at der ifølge et journalnotat fra sygehus 1 var normal følesans og bevægelighed i højre 42
Erstatningsgrundlag og afgørelser fod. Patientforsikringen fandt endvidere, at behandlingen på såvel sygehus 1 som sygehus 2 havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Det blev i klagen anført, at den opståede nerveskade kan henføres til sygehus 1 s undladelse af straks at overføre manden til sygehus 2 eller selv at foretage det fornødne i forbindelse med den voksende blodansamling. Det blev endvidere anført, at blødning kunne være opstået som følge af overflytningen til sygehus 2, idet transporten foregik på en meget smertefuld måde for manden og på en sådan måde, at det måtte anses for overvejende sandsynligt, at han havde taget yderligere skade under transporten. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at manden var påført en erstatningsberettigende skade i form af påvirkning af nervus ischiadicus, jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Nævnet fandt, at optimal behandling havde tilsagt, at man på sygehus 1 på baggrund af bruddets karakter straks havde viderehenvist manden til akut/subakut operation, hvorved nervelæsionen med overvejende sandsynlighed ville have været undgået. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om et knusningsbrud på højre hofteskål med forskydning af lårbenshovedet ind mod bækkenet, og at der var en betydelig risiko for nerveskade ved denne type brud. Nævnet lagde videre vægt på, at manden ifølge et journalnotat fra sygehus 1 dagen efter indlæggelsen bevægede fod og knæ og angav sensibilitet, og at det af et journalnotat fra sygehus 2 nogle dage senere fremgik, at der var fri og uøm bevægelighed og - fraset let stikkende fornemmelse ved berøring af højre fodryg - normal sensibilitet. Nævnet fandt således ikke grundlag for at antage, at nervepåvirkning opstod i forbindelse med ulykkestilfældet, hvorfor nervelæsionen ved en hurtigere intervention med overvejende sandsynlighed kunne have været undgået. Nævnet bemærkede vedrørende transporten fra sygehus 1 til sygehus 2, at denne ikke sås at have haft betydning for omfanget af nervelæsionen, ligesom manden under alle omstændigheder skulle have været overflyttet til sygehus 2 med henblik på operation. J.nr. 2000-00-321: Hjerneskade som følge af undladelse af intensiv terapi - PFL 2, stk. 1, nr. 1. En 57-årig mand blev indlagt på parenkymkirurgisk afdeling under mistanke om tyndtarmsbetændelse. Undersøgelserne gav mistanke om akut nyrebetændelse og svigtende nyrefunktion, hvorfor han blev overflyttet til medicinsk afdeling med henblik på videre behandling. Ca. en uge efter indlæggelsen fik manden målt sin temperatur til 38C. Om natten konstateredes temperaturstigning til 41,1C. Der blev herefter udtaget prøver til bloddyrkning og iværksat bredspekteret antibiotikabehandling. Ved stuegang den følgende dag var temperaturen faldet til 38.9C. Man fandt, at der ikke var 43
Erstatningsgrundlag og afgørelser tale om blodforgiftning. Af Embedslægens indberetning, men ikke af sygeplejejournalen, fremgik, at en sygeplejerske 12 dage efter indlæggelsen kl. 02.30 tilså manden og bemærkede, at han ikke reagerede, havde kolde hænder og fødder, påskyndet vejrtrækning, temperatur på 40.7C og et lavt blodtryk 64/52. Om morgenen 12 dage efter indlæggelsen fandt man manden varm, men perifert blåcyanotisk. Han var tillige ukontaktbar og havde hurtig vejrtrækning. På intensiv afdeling konstaterede man kredsløbs- og lungesvigt. Han havde lysstive pupiller og ekg viste højresidig grenblok, regelmæssig sinusrytme. Han havde overfladisk respiration og blev intuberet. Kl. 09.45 var hans respiration og cirkulation reetableret. Manden gennemgik efterfølgende et langt behandlingsforløb på intensiv afdeling med respiratorbehandling, dialyse m.m., og hans tilstand bedredes langsomt. Han var herefter præget af diffuse lammelser og meget lavt funktionsniveau, og han mistede efterhånden evnen til at tale. MR-skanning af hjernen viste udbredte nervebeskadigelser i hjernen. Neurologisk tilsyn fandt, at der var tale om diffus beskadigelse af hele hjernen og således ikke foreneligt med det, man normalt ser ved apopleksi. Patientforsikringen fandt, at manden ikke var påført en fysisk skade som følge af behandlingen på sygehuset. Patientforsikringen fandt, at hjerneskaden skyldtes hans grundsygdom, multiorgansvigt med deraf følgende manglende ilttilførsel til hjernen og ikke den givne behandling eller mangel på samme. Det blev i klagen anført, at multiorgansvigt aldrig kunne være en grundsygdom, men derimod en følge af mangel på den rette behandling. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at manden med overvejende sandsynlighed var påført en fysisk skade i form af hjerneskade som følge af kredsløbssvigt under behandlingen på sygehuset, jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Nævnet fandt endvidere, at optimal behandling havde tilsagt, at man 12 dage efter indlæggelsen kl. 02.30 som følge af den da konstaterede forværring af mandens tilstand burde have iværksat intensiv terapi, hvorved den opståede hjerneskade, eller i alt fald den langt overvejende del heraf kunne have været undgået. Nævnet lagde vægt på, at man 12 dage efter indlæggelsen kl. 02.30 konstaterede en forværring af tilstanden med blodtryk faldende til 64/52, temperatur på 40.7, påskyndet vejrtrækning og kølige hænder og fødder og kl. 06.45 blodtryk på 60/30, og at han var ukontaktbar med dilaterede pupiller, men at han først kl. 08.00 blev overflyttet til intensiv terapi. Ved modtagelsen på intensiv afdeling kl. 08.00 fandt man umåleligt blodtryk og dilaterede pupiller uden reaktion på lys. Kredsløbssvigtet omfattede derfor på dette tidspunkt også 44
Erstatningsgrundlag og afgørelser hjernens kredsløb. Det måtte således antages, at manden var i kredsløbssvigt i mindst 5 timer, inden relevant behandling iværksattes. Nævnet lagde vægt på, at den intensive behandling medførte, at kredsløbssvigtet var ophævet kl. 09.45, og pupillerne var da beskrevet som lysreagerende. Kredsløbssvigtet var således ophævet mindre end 2 timer efter relevant behandling var indledt, og manden var derfor ikke i et svært terapiresistent organsvigt, hvilket kunne tyde på, at dehydrering kunne være årsag til kredsløbssvigtet. Nævnet fandt endvidere, at den opståede hjerneskade i overvejende grad var betinget af kredsløbssvigt som følge af mangelfuld behandling og ikke de af grundsygdommen følgende forstyrrelser i blodets koagulation (DIC). Nævnet lagde her vægt på, at blodanalyserne, der tydede på DIC, var klare, men dog ikke svært påvirkede, og at der ikke i journalerne vedrørende de kliniske undersøgelser var optegnelser om betydende blødninger og specielt intet nævnt om blødninger i øjnene. Nævnet lagde videre vægt på, at tilstanden ved de neurologiske undersøgelser var fundet forenelig med en diffus hjernepåvirkning snarere end fokale hjerneskader, som ville have været forventelig, såfremt tilstanden skulle være forklaret ved blodpropper i hjernen. Nævnet lagde endelig vægt på, at en MR-skanning ca. 4 måneder efter indlæggelsen påviste diffust hjernesvind med signalforandringer i de centrale afsnit, og at forandringerne var symmetriske, men at der ikke var beskrevet forandringer, som ses efter blodpropper, hæmosiderinaflejringer m.v. 3.2.2.2 2, stk. 1, nr. 2 - Teknisk apparatur, redskaber eller udstyr Efter denne regel kan der ydes erstatning, "hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller andet udstyr, der anvendes ved eller i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende." Bestemmelsen er en ansvarsregel, der dækker alle tilfælde af svigt i nævnte apparatur med videre. Der er ikke fundet sager fra 2001, som er egnede til at medtage i årsberetningen. 3.2.2.3 2, stk. 1, nr. 3 - Ligeværdig metode eller teknik Efter denne regel kan der ydes erstatning, "hvis skaden ud fra en efterfølgende vurdering kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling af patientens sygdom." Denne bestemmelse dækker skader, der set i bakspejlet kunne være undgået ved valg af en anden behandlingsteknik eller behandlingsmetode under forudsætning 45
Erstatningsgrundlag og afgørelser af, at den anden teknik eller metode faktisk stod til rådighed, at den var lige så effektiv til behandling af patientens sygdom, som den anvendte, og at skaden med overvejende sandsynlighed ville have været undgået ved valg af den anden teknik eller metode. Den anden teknik eller metodes ligeværdighed vurderes ud fra, hvilken vurdering en erfaren specialist ville have anlagt på tidspunktet for undersøgelse og valg af behandling. Selve skadens undgåelighed vurderes derimod ud fra den viden og erfaring, der foreligger på afgørelsestidspunktet og ikke på tidspunktet for iværksættelsen af behandlingen. J.nr. 2001-00-176: Kikkertundersøgelse i forbindelse med knæskade - PFL 2, stk. 1, nr. 3. En 47-årig mand fik foretaget en kikkertundersøgelse i knæet på grund af mistanke om menisklæsion. Man fandt en stor flaplæsion bagtil i den mediale menisk, og meniskflappen blev fjernet. På grund af vedvarende smerter og manglende bøjeevne i knæet blev der foretaget yderligere 2 kikkertundersøgelser, hvor man fjernede væv og slimhindesammenvoksninger, samt en kikkertoperation, hvor man fjernede den løse del af menisken. En efterfølgende ultralydsundersøgelse viste fibrostiske forandringer i form af let fortykkelse af det proksimale afsnit af patellasenen. Der blev herefter foretaget operation med udskæring af det læderede område svarende til indstiksstedet fra den første kikkertundersøgelse. Patientforsikringen fandt, at den 47-årige ikke var blevet påført en fysisk skade og derfor ikke var berettiget til erstatning i henhold til patientforsikringsloven, jf. 1, stk. 1. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse således, at at patienten blev anset for at være påført en erstatningsberettigende skade, jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr.3. Patientskadeankenævnet fandt, at skaden i form af smerter svarende til patellasenen og forandringerne i patellasenen påvist ved ultralydscanningen med overvejende sandsynlighed kunne være undgået, såfremt man ved den første kikkertundersøgelse havde valgt en adgang for kikkerten, der gik udenom patellasenen, istedet for den anvendte adgang igennem patellasenen. J.nr. 2001-00-450: Kryobehandling ikke ligeværdig behandlingsmetode - PFL 2, stk. 1, nr. 3. En 55-årig mand fik konstateret prostatakræft. Man besluttede i samråd med patienten at anvende kryobehandling (frysebehandling) af kræften. Efter behandlingen var der tilkommet en forsnævring af urinrøret som følge af arvæv efter frysebehandlingen. Man opererede herefter for at fjerne forsnævringen. I forløbet herefter var patienten inkontinent og måtte bruge ble. Han selvkateteriserede sig ved vandladning. Herefter foretog man flere 46
Erstatningsgrundlag og afgørelser kryobehandlinger og flere udvidelser af urinrøret. På grund af en senere mistanke om kræft i endetarmsslimhinden tog man en vævsprøve som bekræftede mistanken. Der blev derfor iværksat medicinsk kastrationsbehandling (livsnødvendig antihormonbehandling) som forværrede inkontinensen. Patientforsikringen fandt, at der ikke var ansvarsgrundlag efter patientforsikringsloven. Patientskadeankenævnet tiltrådte denne afgørelse. Man fandt at undersøgelser og behandlinger blev foretaget i overensstemmelse med bedste specialiststandard ( 2, stk. 1, nr. 1). Man fandt videre, at kryobehandling ikke var en ligeværdig behandlingsmetode til en radikal operation med fjernelse af prostata efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 3. Der var risiko for inkontinens som følge af begge behandlingstyper, og der var tale om en hændelig skade som opstår for hyppigt til at kunne være omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Der var således ikke ansvarsgrundlag efter patientforsikringsloven. J.nr. 2000-00-782: Operation i højre håndled ad modum Sauve Kapandjii - PFL 2, stk. 1, nr. 3. En 44-årig kvinde blev indlagt på sygehuset, idet hun ca. 5 år forinden havde udviklet gradvise smerter i højre håndled, og idet konservativ behandling havde været uden effekt. Ved en tidligere skanning og artroskopi af håndleddet havde man konstateret en læsion på oversiden af discus trangularis, og ca. 2 ½ år forud for indlæggelsen havde man foretaget operation med fjernelse og afglatning af uregelmæssigheder på oversiden af discus. Operationen viste sig efterfølgende uden effekt, og kvinden blev skrevet op til fornyet operation. Ca. en uge efter indlæggelsen foretog man operation med fjernelse af nederste ende af albuebenet på højre side. Ved ambulant kontrol en måned efter operationen angav kvinden mange smerter i håndleddet, specielt dorsalt ulnart ved den resterende ende af ulna. Ved ambulant kontrol tre måneder efter operationen var der kommet rimelig god bevægelighed, om end der fortsat var nedsat kraft, men kvinden angav mange smerter, klikkende fornemmelse ved bevægelse af håndleddet og øget kuldefornemmelse af hånden med tendens til farveskift. Røntgenundersøgelse af håndleddet viste følger efter operationen uden noget påfaldende i øvrigt. Da man ikke fandt mulighed for yderligere behandling, anbefalede man kvinden at anvende Futuroskinne efter behov og at påbegynde revalidering som planlagt. 47
Erstatningsgrundlag og afgørelser Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var påført en skade i forbindelse med behandlingen på sygehuset. Patientforsikringen lagde vægt på, at de anførte gener var velkendte og optræder i ca. 10 procent af tilfældene, og at generne med overvejende sandsynlighed måtte tilskrives hendes grundsygdom. Patientforsikringen fandt i øvrigt, at behandlingen havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Det blev i klagen anført, at der var et alternativ til den anvendte metode, og at kvinden ikke havde været tilstrækkeligt oplyst om risici og konsekvenser ved den anvendte behandling. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at kvinden var påført en erstatningsberettigende skade i form af et ikke optimalt behandlingsresultat, jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 3. Nævnet fandt, at kvindens smerter, nedsatte håndfunktion og instabilitet svarende til håndleddet delvist kunne have været undgået, såfremt man i stedet havde opereret ad modum Sauve Kapandjii. Ved denne operation udskærer man 1 cm af den nederste del af albuebenet og stabiliserer albuebenets ledhoved til spolebenet. Nævnet lagde vægt på, at en Sauve Kapandjii operation ud fra en medicinsk forhåndsvurdering ville have været lige så effektiv til behandling af kvindens smerter, og at hendes nuværende gener herved i overvejende grad ville have været undgået, idet håndleddet med overvejende sandsynlighed ville have været mere stabilt. Nævnet fandt, at behandlingen havde været i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring havde været den bedst mulige i den givne situation. Nævnet lagde vægt på, at operationen var udført på korrekt indikation og efter anerkendte retningslinier. Nævnet kunne tilslutte sig overlægens vurdering i en erklæring vedrørende behandlingsforløbet, herunder at en resektion på 2½ cm var korrekt. J.nr. 2001-00-017: Øreoperation - PFL 2, stk. 1, nr. 3. En 57-årig mand blev opereret i højre øre på grund af sammenvoksninger af knoglekæden. Ifølge journalen havde han i ca. 6 år forud for indgrebet lidt af hørenedsættelse på begge ører, specielt det højre, og han havde gennem ca. 3 år haft tinnitus i højre øre. Ved operationen fandtes stigbøjlen fikseret. Operationen var kompliceret af snævre forhold i det ovale vindues niche, hvorfor man fjernede hele stigbøjlen og indsatte en protese. Ved efterfølgende kontroller oplyste manden, at han havde indtryk af, at hørelsen på højre øre var forringet, og at hans tinnitus var tiltaget. Høreundersøgelse af højre øre viste moderat høreforbedring i bassen og en let høreforringelse i diskanten svarende til 4 og 8 khz. 48
Erstatningsgrundlag og afgørelser Patientforsikringen fandt, at manden ikke var berettiget til erstatning, jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1 og 4. Patientforsikringen fandt, at operationen havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard og lagde vægt på, at operationen var velbegrundet og blev foretaget med anerkendt operationsmetode. Patientforsikringen fandt videre, at skaden i form af hørepåvirkning ikke var tilstrækkelig sjælden til at opfylde kravet om sjældenhed i patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, idet der efter den pågældende type operation er 4-5% risiko for påvirkning af det indre øre. Det blev i klagen anført, at operationen burde være foretaget med anvendelse af laserteknik. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, idet en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ikke ville have handlet anderledes, end man havde gjort ved den påklagede øreoperation. Nævnet fandt videre, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 3. Der blev herved lagt vægt på, at man på det pågældende sygehus ikke udfører øreoperationer med laserkirurgi, og at laserkirurgi dengang skaden fandt sted kun var til rådighed på enkelte af landets sygehus. Laserkirurgi kunne derfor ikke betragtes som ligeværdig med den metode, man havde anvendt på det pågældende sygehus. Nævnet fandt endelig, at skaden i form af let diskanthøretab og forværring af forudbestående tinnitus hverken var tilstrækkelig sjælden eller alvorlig til, at den berettigede til erstatning i medfør af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Der blev lagt vægt på, at der på grund af ugunstige anatomiske forhold var forøget risiko for indre-øre-skade samt på, at der generelt sker en forværring af forudbestående tinnitus i 4-5% af tilfældene ved operation af sammenvoksninger af ørekæden. 3.2.2.4 2, stk. 1, nr. 4 - Komplikationer, sjældenhed, alvorlighed. Efter denne regel ydes der erstatning, "hvis der som følge af undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb, eller behandling indtræder skade i form af infektioner eller andre komplikationer, der er mere omfattende, end hvad skadelidte med rimelighed må tåle. Der skal herved tages hensyn dels til skadens alvor, dels til patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigt samt til skadens sjældenhed og mulighederne for at tage risikoen for dens indtræden i betragtning". 49
Erstatningsgrundlag og afgørelser I modsætning til de forudgående tre bestemmelser omfatter denne bestemmelse visse skader, infektioner eller andre komplikationer, der er uundgåelige i den forstand, at de ikke er omfattet af de forudgående erstatningsgrundlag, men som ud fra en rimelighedsvurdering går ud over, hvad patienten må tåle. Ved vurderingen tages der hensyn til skadens relative alvor i forhold til patientens grundsygdom og helbred i øvrigt og skadens sjældenhed, og om det var muligt at tage risikoen i betragtning. Det betyder, at komplikationer i forbindelse med behandling af meget alvorlige sygdomme som oftest ikke er omfattet, og der vil ved vurderingen af skadens relative alvor i disse tilfælde også blive taget hensyn til risikoen ved ikke at iværksætte en behandling. Et eksempel er bivirkninger i forbindelse med behandling af kræftlidelser. Disse patienter vil sjældent være berettigede til erstatning efter denne bestemmelse, da undladelse af at iværksætte behandling kan have meget alvorlige konsekvenser. Det er dog altid en konkret vurdering, hvorvidt en uundgåelig skade må tåles, og en meget alvorlig grundsygdom vil ikke automatisk afskære patienten fra erstatning. Kun komplikationer, som er påført ved behandling med videre, kan begrunde erstatning efter loven, ikke komplikationer, der må henføres til grundsygdommen eller til patienten selv. Forholdet mellem kriterierne relativ alvor og sjældenhed som erstatningsberettigende faktorer er omvendt-proportionalt, det vil sige, at jo mere alvorlig en skade er i forhold til grundsygdommen, desto mindre krav stilles der til sjældenhed, og jo mere sjælden en skade/komplikation er i forbindelse med en given behandling, desto mindre er kravet til den relative alvor. I særlige tilfælde forekommer behandlingsskader uden direkte sammenhæng med den egentlige behandlingsopgave, f.eks. skader bevirket ved lejringen under operationer. I sådanne tilfælde har nævnet ved vurderingen af, hvilke komplikationer patienten måtte tåle, set bort fra grundsygdommens alvor. J.nr. 2001-00-365: Infektion efter operation omfattet af PFL 2, stk. 1, nr. 4. En 17-årig mand fik konstateret en godartet knoglesvulst i højre skulder. Man tog en biopsi og konstaterede senere siven fra såret og dyrkning viste, at der var tale om stafylokokker aureus. Man fjernede herefter knoglesvulsten og indsatte en skulderprotese. Der var ikke tegn på infektion. Ca. 3 måneder senere var protesehovedet gået af led og man satte ved operation ca. 4 måneder senere protesen på plads. I de følgende 9 år gik protesen flere gange af led og patienten fik foretaget stabiliserende ind- 50
Erstatningsgrundlag og afgørelser greb 3 gange. Efter den seneste operation opstod der infektion og manden blev indlagt til behandling. Ca 1½ år senere fik han indsat en ny protese, da der vedvarende var problemer med den gamle protese. Der opstod atter infektion og fistler og manden blev behandlet langvarigt med antibiotika m.v. Knap 1 år senere fjernede man protesen, men infektionen fortsatte. Ca. ½ år senere indsatte man en ny protese og infektionen gik herefter i ro. Da protesen generede reponerede man denne og der var efterfølgende ingen tegn på infektion. Der kom påny senere en fistel og man udtømte uklar væske og den antibiotiske behandling blev opretholdt. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1-4, da undersøgelser og behandlinger i forbindelse med infektionerne skete i overensstemmelse med anerkendte retningslinjer og efter bedste specialiststandard. Patientforsikringen fandt også, at de gentagne infektioner efter talrige operationer ikke var tilstrækkeligt sjældne til at opfylde lovens krav om sjældenhed, og at de ikke var tilstrækkelig alvorlige i forhold til mandens grundlidelse i form af dannelse af knoglesvulst. Patientskadeankenævnet ændrede denne afgørelse og fandt, at der var ansvarsgrundlag efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. En del af behandlingsforløbet lå før patientforsikringslovens ikrafttræden, hvorfor alene den del af behandlinger m.v. som ligger efter den 1. juli 1992 er omfattet af loven. Nævnet fandt, at behandlingen efter 1. juli 1992 blev udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard, men at infektionen der opstod efter det 3. stabiliserende indgreb (den 13. maj 1997) var mere sjælden og alvorlig, end manden med rimelighed måtte tåle. Nævnet fandt, at infektionsfrekvensen ved den brugte type protese er mindre end 2%, hvorfor lovens krav om sjældenhed var opfyldt. Nævnet lagde også vægt på, at det meget langvarige forløb var en meget alvorlig følge af et indgreb, hvor man forsøgte at stabilisere skulderen, således at der var et misforhold mellem indgrebet og følgerne. J.nr. 2001-00-362: Lækage i forbindelse med operation for kræft i mavemunden - PFL 2, stk. 1, nr. 4 En 62-årig mand blev opereret for kræft i mavemunden. Ved operationen blev den nederste del af spiserøret og den øverste del af mavesækken fjernet og man anlagde et rør (anastomose) mellem spiserøret og resten af mavesækken. På grund af en lækage ved røret måtte man reoperere efter få dage. 3 dage senere måtte man på ny operere på grund af lækage, og man fjernede samtidig mere af spiserøret og anlagde et nyt rør. Yderligere 10 dage senere måtte man operere igen på grund af lækage. En del af mavesækken samt røret blev fjernet, og spiserøret blev lagt frem på halsen. Efterfølgende måtte han ernæres gennem en sonde indlagt i tyndtarmen. Det 51
Erstatningsgrundlag og afgørelser var meningen, at der senere skulle foretages en rekonstruktion af spiserøret, men ca. ½ år senere afgik patienten ved døden. Patientforsikringen fandt, at der ikke var ansvarsgrundlag efter patientforsikringsloven, da undersøgelser og behandlinger var sket efter bedste specialiststandard, og da skaden i form af gentagne lækager ikke var tilstrækkelig sjælden til at være omfattet af loven. Patientforsikringen fandt endvidere, at lækage ikke var tilstrækkelig alvorlig set i forhold til den overordentlig alvorlige grundsygdom. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen. Nævnet lagde vægt på, at behandlingen var udført i overensstemmelse med den bedste specialiststandard, og at der var indikation for at foretage den primære operation med henblik på at fjerne kræften. De efterfølgende operationer blev også udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard uanset, at der flere gange opstod lækager efter operationerne. Nævnet lagde endelig vægt på, at manden led af en uhelbredelig sygdom, hvorfor de opståede lækager ikke var tilstrækkeligt alvorlige i forhold til grundsygdommen. Lækagerne opstår endvidere ikke tilstrækkeligt sjældent ved indsættelse af rør mellem spiserøret og mavesækken til at være omfattet af patientforsikringsloven. J.nr. 2001-00-517: Beskadiget stemmelæbenerve ved reoperation for struma - PFL 2, stk. 1, nr. 4. En 46-årig kvinde var 30 år tidligere blevet opereret for struma. Der var på ny operationsindikation på grund af struma og symptomer i form af forhøjet stofskifte og åndenød. Under operationen lykkedes det, på trods af anvendelse af mikroskop og nervestimulator, ikke at identificere den venstre stemmelæbenerve, da den lå atypisk og indlejret i arvæv. Da operationen var overstået var man ikke i tvivl om, at den venstre side af stemmelæbenerven var blevet overskåret. 60-70% af strumaen var blevet fjernet ved operationen, og kvinden blev henvist til talepædagogisk træning. Ved en senere kontrol var kvinden generet af fejlsynkning med langvarig hoste samt spændinger i halsen. Ca. ½ år efter operationen blev stemmetræningen afsluttet. Kvinden gik dog også efterfølgende til kontroller på grund af fortsatte gener. Patientforsikringen fandt, at der ikke var ansvarsgrundlag efter patientforsikringsloven, da operationen blev foretaget i overensstemmelse med bedste specialiststandard, og da skaden ikke var mere sjælden og omfattende, end hun med rimelighed måtte tåle. 52
Erstatningsgrundlag og afgørelser Patientskadeankenævnet tiltrådte denne afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at der var indikation for indgrebet, og at dette blev udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard (efter 2, stk. 1, nr. 1), idet man under operationen korrekt forsøgte at identificere nerven. Nævnet konkluderede at der var tale om en hændelig skade. Nævnet fandt endelig, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, da risikoen for skade på stemmebåndsnerven er øget ved reoperationer således at risikoen for skader er ca. 2-5 procent. Ved en re-operation vil der typisk være øget arvæv, hvorfor det kan være svært at identificere og isolere nerverne under operationen. Endelig fandt nævnet, at komplikationen ikke var tilstrækkelig alvorlig set i forhold til grundsygdommen som var en ganske alvorlig operationskrævende struma. Det fremgår endelig af sagen, at de nuværende gener for en dels vedkommende også allerede havde været til stede før operationen. J.nr. 2001-00-167: Lammelse af stemmebåndsnerven ved strumaoperation - PFL 2, stk. 1, nr. 4. En 29-årig kvinde havde været i medicinsk behandling for struma. Der fandtes indikation for operation på grund af trykgener i halsen.ved operationen fjernede man det meste af skjoldbruskkirtlen. Både på højre og venstre side var operationen vanskelig, da det var svært at løsne kirtlen. Under operationen konstaterede man, at man havde læderet og muligvis overskåret stemmebåndsnerven i venstre side.efter operationen var kvindens stemme svag og en kikkertundersøgelse viste, at højre stemmelæbe kunne bevæges normalt mens den venstre var ubevægelig. Stemmen var derfor svag og luftfyldt. Patientforsikringen fandt først, at der var ansvarsgrundlag efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, da operationen ikke blev foretaget i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Patientforsikringen lagde vægt på, at man ikke havde identificeret nerven under operationen og at dette kunne have været gjort ved operation nede fra. Efter en henvendelse fra det opererende hospitalet genoptog Patientforsikringen sagen og ved en ny afgørelse fandt man, at der alligevel ikke var ansvarsgrundlag, da operationen var udført i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring var bedst muligt i den givne situation. Man fandt endvidere, at skaden ikke var tilstrækkelig sjælden til at opfylde lovens krav om sjældenhed. Patientskadeankenævnet ændrede denne afgørelse således, at der var ansvarsgrundlag efter patientforsikringsloves 2, stk. 1, nr. 4. Nævnet lagde vægt på, at operationen blev udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard (efter 2, stk. 1, nr. 1). Nævnet fandt at risikoen for skade på stemmebåndsnerven ikke 53
Erstatningsgrundlag og afgørelser overstiger 1-2%, og at hyppigheden ikke er højere ved operation for strumaer som er forstørrede af godartede årsager. Nævnet lagde vægt på, at kvindens struma var forstørret af godartede årsager, og skaden på stemmebåndsnerven var derfor tilstrækkelig sjælden og alvorlig set i forhold til grundsygdommen. J.nr. 2001-00-039: Anastomoselækage ved operation tyktarm - PFL 2, stk. 1, nr. 4 En 70-årig kvinde fik fjernet højre side af tyktarmen på grund af perforation af en betændt udposning på tarmen med bylddannelse og vævsdød. 2 dage efter udskrivelsen blev kvinden genindlagt med tegn på lækage ved sammensyningen af tarmen. Ved en operation samme dag fandt man en ganske lille defekt i sammensyningen, og man lagde midlertidigt tarmen frem til huden i form af en loop ileostomi for herved at aflaste sammensyningen. Efter udskrivelsen foretog man en røntgenundersøgelse af den resterende del af tyktarmen og sammensyningsstedet. Røntgenundersøgelsen viste, at der fraset adskillige udposninger på tyktarmen ikke var tegn på forsnævringer, hvorfor man fandt indikation for at lægge stomien tilbage. Dette indgreb blev foretaget 5 måneder efter den primære operation. Indgrebet blev foretaget som en lokal operation på stomien, dvs. uden regulær åbning af bughulen. I tilslutning hertil oversyede man en udbuling på sammensyningen ved tilbagelægningsstedet. Indgrebet var vanskeliggjort som følge af svære sammenvoksninger mellem tarme og bughinde. I efterforløbet viste kvinden tegn på tarmstop, og ved reoperation fandt man en forsnævring af tyndtarmen, hvor tarmenderne var syet sammen ved tilbagelægningsstedet. Operationen var vanskeliggjort af massive sammenvoksninger, og det var nødvendigt at fjerne to stykker tarm, dels 30 cm tyndtarm med svære sammenvoksninger, dels 30 cm tynd- og tyktarm medindragende både den tidligere og den nyligt anlagte sammensyning. Forløbet herefter var ukompliceret. Ved afsluttende ambulant kontrol var kvinden klinisk velbefindende, bortset fra lidt hyppige afføringer. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var berettiget til erstatning, jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1 og 4. Patientforsikringen fandt, at behandlingen havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Patientforsikringen fandt videre, at skaden i form af anastomoselækage ikke var tilstrækkelig sjælden til at opfylde kravet om sjældenhed i patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, idet denne komplikation opstår for hyppigt til, at den kan anerkendes som en patientskade. Patientforsikringen fandt videre, at den opståede forsnævring af tarmsammensyningsstedet ikke var tilstrækkelig alvorlig til at udløse erstatning, idet den alene havde medført en forlængelse af sygeperioden på 5-6 dage og ikke 54
Erstatningsgrundlag og afgørelser havde givet anledning til varigt mén. Patientforsikringen fandt endelig, at kvindens gener i form af hyppige og uopsættelse toiletbesøg ikke kunne anses som en følge af behandlingen, men med overvejende sandsynlighed måtte anses for en følge af hendes grundsygdom. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at en erfaren specialist på det pågældende område ikke ville have handlet anderledes, end man havde gjort ved de 4 operationer, der var foretaget, jf. lovens 2, stk. 1, nr. 1. Nævnet fandt videre, at komplikationen i form af anastomoselækage, der førte til anlæggelse af midlertidig aflastende stomi, ikke var alvorlig nok henset til kvindens grundsygdom perforation af betændt udposning på tyktarmen med bylddannelse og vævsdød, som nødvendiggjorde operation. Komplikationen fandtes heller ikke erstatningsberettigende efter lovens 2, stk. 1, nr. 4, idet den ikke er tilstrækkelig sjælden henset til, at komplikationen opstår relativt hyppigt (i 5-10% af tilfældene) efter akut kirurgi på grund af infektuøs tilstand. Videre fandt nævnet, at den opståede komplikation i form af udvikling af en forsnævring af tyndtarmen, som nødvendiggjorde reoperation med fjernelse af 2 stykker tarm, ikke var tilstrækkelig alvorlig til, at den i sig selv kunne udløse erstatning efter den sidstnævnte bestemmelse. J.nr. 2001-00-185: Anastomoselækage ved operation for kræft i endetarmen - PFL 2, stk. 1, nr. 4 En 58-årig mand blev opereret kræft (Dukes B adenokarcinom) i endetarmen. Ved operationen fjernede man tarmstykket med den meget store kræftsvulst, der strakte sig langt ned i det lille bækken, og syede tyktarmen og analkanalen sammen tæt ved endetarmsåbningen. Endvidere lagde man tyndtarmen frem til huden i form af en aflastende loop-ileostomi. Ved operationen blev operationsfeltet forurenet af tynd afføring fra tyktarmen, og ved operationens afslutning blev der iværksat forebyggende antibiotisk behandling. 10 dage efter operationen konstaterede man, at der var en lækage, hvor analkanalen og tyktarmen var syet sammen, og der blev iværksat skylninger med saltvand. 3 uger efter operationen blev manden udskrevet til stomipasning og skylninger ved hjemmesygeplejerske og til ambulant kontrol. 1 måned efter operationen blev manden genindlagt på grund af mistanke om infektion. Bloddyrkningsundersøgelse viste tarmbakterier, og der blev iværksat intensiv antibiotisk behandling. Et par dage senere fik manden pludselige lænderygsmerter uden udstråling eller neurologiske udfald. Røntgenundersøgelse af lænderygsøjlen viste degenerative forandringer ved lænderyghvirvel 1 og brystryghvirvel 12 og ingen tegn på betændelsestilstand. Manden blev derfor henvist til behandlinger med fysioterapi. 2 55
Erstatningsgrundlag og afgørelser måneder efter operationen blev manden genindlagt, fordi han igen havde fået lænderygsmerter strålende ned på forsiden af venstre underben. Undersøgelse med knoglescintigrafi påviste forandringer, der gav anledning til mistanke om infektion ved lænderyghvirvel 5, og der blev iværksat antibiotisk behandling. 2 uger senere viste undersøgelse med CT-scanning forandringer efter infektion. Manden påbegyndte herefter fysioterapeutisk træning og blev velmobiliseret med to albuestokke. 1 år og 4 måneder efter den primære operation blev tyndtarmsstomien lagt tilbage. Ved klagesagens behandling havde manden fortsat lændesmerter og smerter i venstre balle og ud i venstre ben. Patientforsikringen fandt, at manden ikke var berettiget til erstatning, jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1 og 4. Patientforsikringen fandt, at behandlingen havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard, idet operationen blev udført på korrekt indikation og efter almindeligt anerkendte retningslinier. Patientforsikringen fandt videre, at skaden i form af infektion i ryggen med deraf følgende ryggener ikke var tilstrækkelig alvorlig til at opfylde kravet om alvorlighed i patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, henset til alvorligheden af mandens grundsygdom, kræft i endetarmen. Patientforsikringen lagde vægt på, at det i en lægeerklæring blev konkluderet, at det var tvivlsomt, om mandens ryggener efter behandlingen gav tilstrækkeligt holdepunkt for at øge den førtidspension, som manden på tidspunktet for skaden modtog, blandt andet som følge af slidgigtforandringer i hofte og skuldre. Der blev videre lagt vægt på, at anastomoselækage forekommer i ca. 5% af operationerne udført efter anerkendte retningslinier på området. Det blev i klagen anført, at tarmen burde have været bedre udrenset inden operationen, hvorved infektionen i ryggen kunne være undgået. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Det var nævnets vurdering, at det forhold, at operationsfeltet blev forurenet af tynd afføring fra tyktarmen, ikke var udtryk for, at manden ikke var blevet behandlet efter bedste specialiststandard, idet det er særdeles vanskeligt at udrense tyktarmen helt tilfredsstillende, når endetarmen er forsnævret af en stor kræftsvulst som i det foreliggende tilfælde. Nævnet fandt videre, at den indtrufne komplikation i form af anastomoselækage med deraf følgende gener ikke var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, henset til, at komplikationen forekommer i ca. 10% af tilfældene, hvor der er tale om kræft lavt i endetarmen. Den efterfølgende infektion ved lænderyghvirvel 5 var en blodbåren infektion fra anastomoselækagen. De deraf følgende gener fandtes ikke at være tilstrækkeligt alvorlige til i sig selv at 56
Erstatningsgrundlag og afgørelser udløse erstatning henset alvorligheden af grundsygdommen, kræft i endetarmen, der nødvendiggjorde operation. J.nr. 2000-00-749: Sårinfektion og arbrok ved operation for galdesten - PFL 2, stk. 1, nr. 4. En 48-årig kvinde blev opereret for galdesten. Operationen blev indledt som en kikkertoperation; men på grund af sammenvoksninger måtte man ændre til åben operation. Efter udskrivelsen udviklede kvinden infektion og senere en byld i operationssåret, der nødvendiggjorde sårpaltning, -skiftninger og -revision. Efterfølgende udviklede kvinden et knytnævestort brok i operationssarret. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var berettiget til erstatning i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1 og 4. Patientforsikringen fandt således, at kvindens behandling havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Patientforsikringen fandt videre, at skaden i form af infektion og arbrok ikke var tilstrækkelig sjælden til at opfylde kravet om sjældenhed i patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, henset til, at sårinfektion og arbrok opstår i mere end 2% af tilfældene. Det blev i klagen anført, at arbrokket var mere end kvinden burde tåle, og at skaden derfor burde anerkendes efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at operationen var foretaget på korrekt indikation og i overensstemmelse med bedste specialiststandard, ligesom behandlingen af den opståede infektion var korrekt. Det forhold, at der efterfølgende udvikledes et brok i operationsarret er en kendt og hændelig komplikation, der ikke kan undgås ved alle operationer af den pågældende type. Nævnet fandt, at komplikationen i form af sårinfektion og arbrok ikke er tilstrækkelig sjælden til at udløse erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, henset til, at disse komplikationer forekommer i mere end 2% af tilfælde af åben operation for galdesten. J.nr. 2001-00-034: Påvirkning af centrale hjernestammefunktioner i forbindelse med anlæggelse af shunt - PFL 2, stk. 1, nr. 4. En 40-årig mand blev undersøgt på sygehuset, efter at han gennem et års tid havde haft tiltagende problemer med benene særligt på højre side med tendens til kraftnedsættelse, balancebesvær og af og til let smertefornemmelse omkring knæ og skinneben. En MR-skanning viste, at han havde vand i hovedet, og at der herudover var en misdannelse af lillehjernen. Man 57
Erstatningsgrundlag og afgørelser anlagde derfor ved en ukompliceret operation en ventil (shunt) i form af et dræn fra hjernens hulrum. Idet man fik mistanke om, at drænet var gledet ud, udtømte man ca. 9 måneder efter den første operation væske og satte drænet på plads. Ved et fornyet indgreb ca. 13 måneder efter det første indgreb udtømte man noget kraftigt blodigt væske og skyllede drænet. På grund af den blodige væske vurderede man, at manden trods manglende subjektive gener havde haft venøse blødninger i hjernen. Da man vurderede, at der kunne være forekomst af yderligere blodig væske, fandt man det nødvendigt at føre drænene ud til ekstern drænage. På grund af svækkelse af mandens bevidsthed foretoges en akut CT-skanning af hjernen, som viste, at ventrikelsystemet var udvidet (dilateret), og at det ene dræn var lukket. Man foretog derfor fornyet operation med anlæggelse af ekstern drænage. Efterfølgende var manden svær at vække og måtte lægges i respirator. Man vurderede, at der var tale om følger efter dysfunktion som følge af den påvirkning, hjernen havde været igennem som led i ventrikeldilatationen. Manden blev bevidsthedssvækket, og derfor foretog man pladsskabende operation i hjernekassens bund. Efter dette indgreb havde manden dobbeltsyn, men normal bevægelighed af arme og ben. Herefter fulgte et længere forløb, hvor manden havde synsforstyrrelser, udpræget blikparese opad, hvilket man tilskrev en mulig følge af påvirkning af hjernestammen og årebetændelse i venstre ben samt svækkelse af indlæringsrevne og hukommelse. Patientforsikringen fandt, at behandlingen frem til det fornyede indgreb, hvor man udtømte noget kraftigt, blodigt væske og skyllede drænet, havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard, og at de opståede komplikationer til ventilbehandlingen ikke udgjorde en tilstrækkeligt sjælden og alvorlig skade til at opfylde betingelserne i patientforsikringsloven. Patientforsikringen fandt endvidere, at også behandlingen efter det fornyede indgreb havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard, og at de indtrådte og alvorlige komplikationer ikke var tilstrækkeligt sjældne eller alvorlige til at opfylde lovens betingelser. Det blev i klagen anført, at manden ikke havde fået stillet i udsigt at skulle opereres 6-7 gange i løbet af få dage, blive lagt i respirator, være sengeliggende i 6 uger og at skulle genoptrænes på sygehuset. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at manden var påført en erstatningsberettigende skade i form af påvirkning af centrale hjernestammefunktioner i forbindelse med anlæggelse af shunt, jf. patientfor- 58
Erstatningsgrundlag og afgørelser sikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Nævnet fandt, at mandens gener i form af ændret psyke med påvirket hukommelse og nedsat indprentningsevne, dobbeltsyn og forværret gangfunktion gik udover, hvad han med rimelighed måtte tåle. Nævnet lagde vægt på, at manden forud for operationen havde beskedne symptomer i form at intermitterende styringsbesvær af benene uden markant progression mellem undersøgelserne, og at der ud fra de foreliggende notater ikke syntes at have været tale om en hydrocephalus med sikkert forhøjet tryk i hovedet. Nævnet lagde videre vægt på, at manden efter afslutningen af det kirurgiske behandlingsforløb var beskrevet som aspontan med påvirket hukommelse, nedsat indprentningsevne, dobbeltsyn og med forværret gangfunktion. Det var nævnets vurdering, at der var tale om alvorlige komplikationer set i relation til det forventede resultat af operationen og grundsygdom, langsom udvikling af gangforstyrrelser som følge af hydrocephalus og syringomyelogi. Nævnet fandt endvidere, at selvom problemer i forbindelse med anlæggelse af shunt er kendte og hyppige komplikationer, var komplikationer af et omfang som i mandens tilfælde med respirationsstop, påvirkning af de højere mentale funktioner og betydelig forværring af gangfunktionen tilstrækkeligt sjældne til at opfylde lovens krav om sjældenhed. J.nr. 2000-00-753: Stafylokokinfektion i sår på ankel - PFL 2, stk. 1, nr. 4. En 69-årig kvinde blev efter et fald indlagt akut på sygehuset. Ved faldet pådrog hun sig ledskred i sin højre ankel og splintret brud på begge sine ankelknoer. Man foretog grovreposition af fodleddet, og der blev anlagt en gipsskinne. En måned efter repositionen med indsættelse af 6-huls-skinne konstaterede man ved en røntgenundersøgelse, at der var god stilling af bruddet og det indsatte materiale. Ca. 3 måneder efter repositionen konstaterede man i forbindelse med fjernelse af gipsen vækst af stafylokokker i et 2 x 2 cm stort sår på siden af anklen, og man påbegyndte antibiotisk behandling. Ca. 5 måneder efter repositionen blev kvinden indlagt akut på grund af blodforgiftning, og det indsatte materiale og infektiøse væv blev fjernet. I den følgende periode var der fortsat infektion. Ca. 8 måneder efter repositionen blev kvinden indlagt på grund af infektion. Man påbegyndte antibiotikabehandling. Efterfølgende kontroller viste ingen tegn på infektion, men kvinden havde fortsat smerter. Man mente ikke, at der var indikation for en ny operation, men henviste i stedet kvinden til smerteklinikken. Man mente her, at der var tale om en kronisk smertetilstand. Patientforsikringen fandt, at behandlingen var udført i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring havde været det bedst mulige i den givne situation. Patientforsikringen fandt endvidere, at kvindens skade i form af infek- 59
Erstatningsgrundlag og afgørelser tion ikke var tilstrækkelig sjælden og alvorlig til at opfylde lovens krav. Patientforsikringen lagde vægt på, at der forud for operationen var hudafskrabninger på fodryggen, at bruddet var meget knust og svært forskudt, og at knoglekvaliteten var meget dårlig, hvilket øger infektionsrisikoen. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at den indtrådte komplikation i form af infektion ikke opfyldte betingelserne for anerkendelse efter patientforsikringsloven 2, stk. 1, nr. 4. Nævnet lagde vægt på, at der forud for operationen var hudafskrabninger på fodryggen, at bruddet var knust og svært forskudt, og at knoglekvaliteten var meget dårlig, hvilket i det hele øger risikoen for infektion og således også hyppigheden for denne type komplikation, hvorfor den opståede infektion ikke var tilstrækkelig sjælden til at opfylde lovens krav om sjældenhed. Den opståede komplikation gik derfor ikke udover, hvad kvinden med rimelighed måtte tåle henset til den lidelse, hun blev behandlet for. Nævnet fandt i øvrigt, at behandlingen på sygehuset var udført i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring havde været den bedst mulige i den givne situation, jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Sagen er indbragt for landsretten. J.nr. 2000-00-608: Markant forlænget sygeleje i forbindelse med brud på venstre overarmsknogle - PFL 2, stk. 1, nr. 4. En 40-årig kvinde blev efter en faldulykke indlagt på hospitalet. Røntgenbilleder viste brud på venstre overarmsknogle. Der blev anlagt anlagt Sarmiento-bandage. Ved undersøgelse 14 dage efter faldulykken var der fortsat pæne forhold, og generne aftog. Efterfølgende var brudstillingen pæn, men der var ingen tegn til heling. Ved operation 2½ måned efter faldulykken fik kvinden renset bruddet, og man forsøgte at sætte bruddet sammen med et søm. Dette lykkedes ikke, og man konstaterede, at der var opstået et langt skråbrud omkring spidsen af sømmet. Dette blev sat sammen med cerclage. I det oprindelige brud indsatte man knoglechips fra hoften og fandt efterfølgende stabile forhold. Bruddet helede efterhånden, men der var problemer med bevægeligheden og man fjernede store mængder af væv ved artroskopi. På baggrund af en ultralydsskanning fik man mistanke om en senelæsion, og 2 år efter faldulykken foretog man fornyet operation, hvor man ved at rense op i nogle betydelige mængder fibrose skabte bedre plads i skulderleddet. Patientforsikringen fandt, at behandlingen på hospitalet blev udført i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og praksis var den bedst mulige i 60
Erstatningsgrundlag og afgørelser den givne situation, og at skaden i form af brud omkring det indsatte marvsøm ikke var tilstrækkelig alvorlig, når henses til grundlidelsen. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at skaden i form af et markant forlænget sygeleje var mere omfattende, end hvad kvinden med rimelighed måtte tåle, jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Nævnet lagde vægt på, at kvinden havde pådraget sig et ikke-kompliceret midtskafts brud af venstre overarm, og at denne type brud ofte heler uden problemer, såfremt bruddet påpladsholdes af en stabiliserende bandage, samt at en forventet sygeperiode måtte antages at ville have været på ca. 4 måneder, men at efterforløbet med 2 reoperationer efter massive problemer på grund af den nedsatte skulderbevægelighed var tilstrækkeligt sjældent og alvorligt og mere, end hvad hun med rimelighed måtte tåle. J.nr. 2000-00-580: Nedsat blodtryk i ben efter røntgenundersøgelse af hjertet - PFL 2, stk. 1, nr. 4. En 50-årig mand var i medicinsk behandling på grund af dårligt hjerte. Han havde endvidere forhøjet blodtryk, claudicatio intermittens (muskelsmerter i benene ved gang) og diabetes. Han havde tidligere været indlagt med en blodprop i hjertet. På grund af brystsmerter blev han genindlagt. Der blev foretaget røntgenundersøgelse af hjertet (KAG) med indstik i højre lyske, hvorved det blev konstateret, at han havde udbredt åreforkalkning, herunder tre-kars sygdom. Han blev derfor skrevet op til en by-pass operation. I tilknytning til røntgenundersøgelsen fik den 50-årig smerter i sit ben. Det blev konstateret, at blodtrykket i hans højre ben var reduceret til 30 % af det normale. Han blev herefter opereret i benet. Der kunne konstateres åreforkalkninger i karrene på højre ben. Der var imidlertid ingen væsentlig bedring af symptomerne fra benet efter operationen. En måned senere fik han foretaget en tre-kars by-pass operation. Patientforsikringen fandt, at skaden i form af nedsat blodtryk i højre ben ikke var omfattet af lov om patientforsikring, jf. lovens 2, stk. 1, nr. 1, og 2, stk. 1, nr. 4. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt det overvejende sandsynligt, at der var sammenhæng mellem røntgenundersøgelsen af hjertet og skaden i form af nedsat blodtryk i højre ben. Nævnet fandt imidlertid, at behandlingen var udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard, hvorfor betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikrings- lovens 2, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt. Nævnet bemærkede, at der ikke er andre metoder til undersøgelse af kranspulsårene i hjertet end ved indstik af et kateter i en pulsåre. Til tider anvendes pulsåren ved albuen, men dette er kun i nødstilfælde, hvor lyske- 61
Erstatningsgrundlag og afgørelser pulsåren er lukket. Nævnet fandt endvidere, at betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, ikke var opfyldt, idet nævnet vurderede, at skaden ikke var tilstrækkelig alvorlig henset til alvorligheden af den grundlidelse, som den 50-årige blev behandlet for. Nævnet lagde vægt på, at skaden havde medført en mindre reduktion i gangdistancen, men at der næppe var fare for amputation. Videre lagde nævnet vægt på, at den 50-årige blev undersøgt og behandlet for en udbredt og meget alvorlig åreforkalkning, herunder en tre-kars sygdom, som nødvendiggjore en tre-kars by-pass operation. J.nr. 2001-00-079: Beskadigelse af spolebensnerven - PFL 2, stk. 1, nr. 4. En kvinde var i flere år blevet behandlet for leddegigt. Hun havde i den forbindelse fået indsat protese i begge albuer, henholdsvis i 1990 og 1991. På grund af proteseløsning blev hun reopereret i højre albue i marts 1998. Efterfølgende var hun generet af hævelse af begge albuer, og hun fik gentagne gange udtømt nogle væskeansamlinger. I august 1999 blev hun undersøgt for fornyet hævelse af højre albue. Der blev iværksat antibiotisk behandling, og man foretog udtømning af en betændt slimsæk svarende til højre albue. Ved røntgenkontrol i januar 2000 fik man mistanke om knogleopløsning langs overarmskomponenten, og man fik mistanke om, at der var infektion omkring den indsatte protese. Ved operation i februar 2000 fjernede man protesen og rensede op i leddet. Efterfølgende klagede kvinden over problemer med at bevæge arm og fingre, og man vurderede, at der formentligt var sket en læsion af nerven til spolebenet. I maj 2000 renses man atter op i leddet, idet der var sekretion fra albuen. Efter denne operation klagede kvinden over nedsat følesans af 4. og 5. finger samt problemer med funktionen af 5. finger. I september 2000 blev der foretaget neurofysiologisk undersøgelse, som viste en svær påvirkning af de motoriske fibre i spolebensnerven og en svær skade af nerven til albuebenet. Patientforsikringen fandt, at behandlingen var udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard, hvorfor kvinden ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Patientforsikringen fandt endvidere, at kvinden ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, idet Patientforsikringen vurderede, at nerveskaderne ikke opfyldte sjældenheds- og alvorlighedskriteriet i bestemmelsen. For så vidt angik forløbet med væskeansamlinger og infektion efter operationen i marts 1998 vurderede Patientforsikringen, at dette forløb heller ikke var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse således, at kvinden fandtes at være påført en erstatningsberettigende skade i form af følger 62
Erstatningsgrundlag og afgørelser efter beskadigelse af nerven til spolebenet i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Nævnet vurderede, at denne nerveskade gik udover, hvad kvinden med rimelighed måtte tåle henset til grundlidelsen i form af leddegigt og komplikationen i form af infektion omkring højre albueprotese. Nævnet vurderede endvidere, at beskadigelse af spolebensnerven i forbindelse med operation i albuen forekommer så sjældent, at skaden opfyldte sjældenhedskriteriet i 2, stk. 1, nr. 4. For så vidt angik komplikationen i form af beskadigelse af nerven til albuebenet, fandt nævnet, at denne skade ikke var omfattet af 2, stk. 1, nr. 4, idet nævnet vurderede, at sjældenhedskriteriet i bestemmelsen ikke var opfyldt. Der blev lagt vægt på, at skade på nerven til albuebenet er en velkendt og hyppigt forekommende komplikation i forbindelse med operationer i albuen. For så vidt angik infektionen, som opstod omkring højre albueprotese, vurderede nævnet, at denne infektion med overvejende sandsynlighed var en følge af den infektion, som opstod i slimsækken over kvindens højre albueben, og ikke en følge af behandlingen på sygehuset. Nævnet fandt, at dannelsen af slimsække og infektion i slimsækken var en følge af kvinden grundsygdom. J.nr. 2001-00-211: Overfladisk infektion ved operation for kompliceret skinnebensbrud - PFL 2, stk. 1, nr. 4. En 36-årig mand pådrog sig et kompliceret venstresidigt brud på skinnebenet og et brud svarende til lægbenet ved den udadvendte ankelknude. Der blev ved operation samme dag foretaget åben påpladssætning af begge brud. Efterfølgende røntgenundersøgelse viste god stilling. Ca. 8 måneder efter operationen var der ikke sket heling af skinnebensbruddet, og der var derfor grundlag for en operation for falsk leddannelse. Ved operationen blev det tidligere indsatte marvsøm fjernet, hvorefter der blev renset op og indsat et nyt søm. Der blev desuden foretaget optransplantering med spongiøs knogle. Bruddet helede efterfølgende op. Der blev herefter foretaget operationen, hvorved det indsatte marvsøm blev fjernet. Ca. 10 dage efter denne operation blev den 36-årige genindlagt, idet der var kommet tiltagende smerter og hævelse af venstre knæ. Der var desuden siven fra operationssåret. Der blev derfor foretaget spaltning af operationssåret og oprensning af såret samt iværksat antibiotisk behandling. Ved kontrol 2 ½ måned senere var såret pænt, og behandlingen blev afsluttet. Patientforsikringen fandt, at skaden i form af infektion ikke var omfattet af lov om patientforsikring, jf. lovens 2, stk.1, nr. 4. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet vurderede, at behandlingen var udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard, hvorfor betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 63
Erstatningsgrundlag og afgørelser 1,nr. 1, ikke var opfyldt. Nævnet vurderede endvidere, at skaden i form af infektion i operationssåret ikke var mere omfattende, end hvad den 26-årige med rimelighed måtte tåle henset til grundsygdommen, kompliceret skinnebenbrud samt brud af ankelknuden, og komplikationens ikke sjældne forekomst. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om overfladisk infektion i operationssåret. Der var således ikke infektion i selve knæleddet. Videre lagde nævnet vægt på, at infektionen ikke havde medført nogen varige følger men blot havde betydet en mindre forlængelse af sygeperioden. 3.2.3 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1 og 2. Diagnosticering, fejl eller forsinkelse Ifølge patientforsikringslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1 og 2, erstattes skade som følge af, at der ikke er blevet stillet en rigtig diagnose af patientens sygdom kun i de i 2, stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte tilfælde. Patientforsikringsloven dækker således også følger af mangelfuld diagnosticering, både forkert diagnose og forsinket diagnose, hvad enten følgen er en forværring af grundsygdommen eller i øvrigt en merskade. Det er dog ikke nok at konstatere, at der er sket en fejl i forbindelse med diagnosticeringen. Fejldiagnosticeringen skal også have medført en fysisk skade, og skaden skal med overvejende sandsynlighed være forvoldt på en af de i 2, stk. 1, nr. 1, og nr. 2, nævnte måder. Det vil sige, at diagnosticeringen på undersøgelsestidspunktet ikke har levet op til kravet om den erfarne specialists standard, og/eller diagnosticeringen skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller andet udstyr. Endvidere skal skaden med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives den forsinkede eller fejlagtige diagnose. J.nr. 2001-00-177: Blodprop i ben PFL 3, stk. 1 En 29-årig mand henvendte sig i skadestuen på grund af akut opståede smerter i højre underben. Det blev vurderet, at mandens bensmerter skyldtes, at han var trådt forkert. Manden afviste imidlertid, at det var tilfældet. Han blev herefter hjemsendt uden behandling. Efter skadestuebesøget var manden fortsat generet af stærke smerter i højre fod ved belastning. 8 måneder efter skadestuebesøget blev viste trykmåling nedsat ankeltryk på højre side. Efterfølgende røntgenundersøgelse med kontraststof viste tillukning af 2 pulsårer i højre ben neden for knæet og forsnævring af den tredje pulsåre på fodryggen. Der var ikke indikation for karkirurgisk behandling. Patientforsikringen fandt, at manden ikke var berettiget til erstatning, jf. patientforsikringslovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1. Patientforsikringen vurderede, at manden ikke med overvejende sandsynlighed var påført nogen forværring af hans forudbestående arteriesygdom som følge af undersøgelsen i skadestuen eller mangel 64
Erstatningsgrundlag og afgørelser på samme. Det blev således vurderet, at man ikke med overvejende sandsynlighed ville have iværksat karkirurgisk behandling, selv om man havde diagnosticeret blodproppen i skadestuen. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse således, at mandens blev anset for at være påført en efter patientforsikringslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1, erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt således, at en erfaren specialist på det pågældende område ville have diagnosticeret, at 2 pulsårer i mandens underben var tillukkede, og ville have henvist ham til behandling med medicinsk opløsning af blodpropperne via kateter indlagt i lårets pulsåre, hvilket med overvejende sandsynlighed ville have bevirket fuldstændig fjernelse af blodpropperne og efterfølgende normal funktion af benet. J.nr. 2000-00-589: Forsinket diagnose af fistel PFL 3, stk. 1. En 29-årig kvinde mødte til igangsættelse af fødsel i 43. Uge. Fødslen forløb normalt. Der blev opsat ve-stimulerende drop, og kvinden fik anlagt epiduralblokade på grund af smerter. Da kvinden skulle presse, fandtes fostrets hjerteaktion lidt stille. Efter at kvinden havde presset i 25 minutter uden, at der var fremgang, anlagde man et klip i mellemkødet, satte en blød cup på fostrets hoved og trak 5 gange, hvorefter barnet var født. Få dage senere bemærkede kvinden afføring i bindet. Undersøgelse viste afføring i skeden og frisk blødning. Undersøgelse af endetarmen viste, at selve lukkemusklen ikke var beskadiget, men at der var en 3-4 cm lang defekt fra endetarmen til skeden (fistel). Man anlagde en midlertidig stomi for at aflaste endetarmen. Defekten svandt i løbet af de næste måneder, og tarmen blev senere lagt tilbage. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade i forbindelse med behandlingen, men at fistlen med overvejende sandsynlighed opstod som en følge af selve fødslen, da barnet skulle igennem fødselsvejen. Patientskadeankenævnet ændrede denne afgørelse og fandt, at der var ansvarsgrundlag i form af forsinket diagnose af fistlen efter patientforsikringslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1, da man ved undersøgelsen, da det anlagte klip blev syet, burde have fundet og behandlet fistlen. Nævnet fandt, at fistlen med overvejende sandsynlighed var opstået som følge af en læsion under fødslen. 65
Erstatningsgrundlag og afgørelser J.nr. 2000-00-553: Forsinket kræftdiagnose - PFL 3, stk. 1. En 44-årig kvinde blev indlagt med henblik på fjernelse af en svulst på højre æggestok ved kikkertindgreb. Under operationen fandt man æggestokke og livmoderen svært omdannede. En biopsi viste ikke tegn på endometriose, og man fandt, at forandringerne kunne skyldes underlivsbetændelse. Der var indikation for fjernelse af livmoderen og æggestokkene. Under denne operation fandt man også talrige sammenvoksninger mellem tarmenes netværk og tyndtarmen. Der var store masser af størknet blod og begge æggestokke var præget af vævsdød. Man satte herefter kvinden i hormonbehandling. Undersøgelser af det fjernede væv viste bindevævsinfiltrater (væv opstået som følge af betændelse). Der fandtes ikke tegn på kræft. Nogle måneder senere tog man skrab fra livmoderhalsen, da kvinden havde haft blødning herfra. Der var ikke tegn på kræft. Ca. 1 måned senere stillede man en revideret diagnose i form af endometriose, og kvinden blev herefter jævnligt set i ambulatoriet. 10 måneder senere havde kvinden forværrede smerter i underlivet, og man vurderede, at det skyldtes sammenvoksninger. Hun blev afsluttet 8 måneder senere. Hun havde på dette tidspunkt alene beskedne smerter. Lidt over 2 år senere blev kvinden indlagt med tiltagende smerter. En ultralydsundersøgelse viste en proces på 11-12 cm i diameter over skedetoppen. Da tilstanden forværredes blev kvinden opereret. Under operationen fandt man en 10-15 cm stor tumor. Der var også en 15 cm stor hulhed fyldt med størknet og frisk blod samt vævsdød. En histologisk undersøgelse viste leiomyom (godartet svulst) af borderline type. En efterfølgende CT-scanning viste tumor i højre side af det lille bækken. Hun blev senere opereret med fjernelse af resttumoren. Man fandt sammenvoksninger og hvide faste infiltrater, som ved mikroskopi viste ondartet væv. Der fandtes bl.a. en knytnæve stor tumor. Kvinden fik herefter kemoterapi i udlandet. Ved en undersøgelse ca. 9 måneder senere fandtes tumorer forskellige steder i underlivet. Hun begyndte herefter kemoterapi i Danmark. Patientforsikringen fandt, at der ikke var forsinket diagnose af kræftsygdommen, og at undersøgelser og behandlinger var sket i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Patientforsikringen fandt, at der var tale om to sygdomsforløb: den primære endometriose og det senere udviklede leiomyosarcom, og at der på intet tidspunkt tidligt i forløbene blev beskrevet forhold som gav mistanke om en ondartet lidelse. Kvinden blev i dette tidsrum set løbende ved kontroller i gynækologisk ambulatorium. Der var endelig indikation for operation af tumor, og kvinden blev efterfølgende henvist til videre udredning og behandling. 66
Erstatningsgrundlag og afgørelser Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen, idet nævnet også lagde vægt på, at kvinden havde haft to sygdomme i forløbet: endometriose og leiomyosarcom som første gang var symptomgivende ca. 4 år efter den første operation for endometriose. Nævnet fandt, at undersøgelser og behandlinger i forløbene skete i overensstemmelse med bedste specialiststandard, og at det var i overensstemmelse med god specialiststandard, at man fulgte kvinden ved flere kontroller i ca. 2 år efter endometrioseoperationen. J.nr. 2000-00-845: Forsinket diagnose af knogleskørhed - PFL 3, stk. 1. En 35-årig kvinde som var gravid med sit 2. barn havde under graviditeten klassiske tegn på bækkenløsning i form af betydelige smerter svarende til kønsbenet og leddene ved korsbenet og hoftebenet. Hun havde også i sin første graviditet haft svære bækken smerter allerede fra de første uger af graviditeten. Efter fødslen blev hun set i fysiologisk/rheumatologisk afdeling, hvor man konstaterede nedsat bevægelighed i lænden og betydelig rygømhed. Hun blev henvist til smertebehandling og optræning. Ca. 1 måned senere var kvinden tiltagende forpint, og der var klinisk mistanke om hvivelsammenfald i lænden. Røntgenundersøgelser viste flere hvirvelsammenfald og svær knogleskørhed. Hun blev indlagt til udredning for dette. En CT-scanning viste en fremadbuling på 3 mm ind i rygmarvskanalen over 2. lændehvirvel, men man fandt ikke indikation for operation da der ikke var neurologiske udfald. Man konkluderede, at knogleskørheden var graviditets- og amningsbetinget. Hun ophørte med amningen og blev sat i medicinsk behandling samt startede i genoptræning. Patientforsikringen fandt at der ikke var sket en forsinket diagnosticering af knogleskørheden efter patientforsikringslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1 og 2, da kvinden var blevet grundigt undersøgt og at man diagnosticerede knogleskørhed i forbindelse med træning og behandling for bækkenløsning. Patientforsikringen fandt videre, at der ikke var lægelig indikation for at stille diagnosen tidligere i forløbet. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen idet man fandt, at kvinden var undersøgt og behandlet i overensstemmelse med bedste specialiststandard, og at der ikke var grundlag for, at kunne stille diagnosen knogleskørhed på et tidligere tidspunkt end det konkrete. Nævnet lagde herunder vægt på kvindens alder, kraftige bækkenløsningsgener i den første graviditet og klassiske symptomer på bæk- 67
Erstatningsgrundlag og afgørelser kenløsning i aktuelle graviditet. Der blev foretaget relevante undersøgelser indenfor rimelig tid og diagnosen blev herefter stillet. J.nr. 2001-00-251: Delvis læsion af forreste korsbånd - PFL 3, stk. 1. En 16-årig pige forvred venstre knæ under skiløb. Et ½ år efter skiulykken fik hun foretaget en kikkertundersøgelse af knæet på sygehus 1. Man stillede diagnosen degenerativt forandret brusk på bagsiden af knæskallen. Ca. 1 år efter skiulykken blev pigen indlagt på sygehus 2 med et aflåst venstre knæ som følge af et mindre vrid i knæet. Man havde mistanke om en beskadigelse af menisken, men da det fremgik af journalmaterialet vedrørende kikkertundersøgelsen på sygehus 1, at der ikke var tegn på en menisklæsion, fandt man ikke indikation for at foretage endnu en kikkertundersøgelse. Ca. 16 måneder efter skiulykken oplyste pigen ved en ambulant kontrol, at der i forbindelse med fodboldspil havde været et enkelt tilfælde med smerter og en fornemmelse af, at hun ikke kunne bevæge knæet. Herefter fulgte et længere forløb med ambulante kontroller, hvor der konstateredes smerter i knæet og fornemmelse af, at hun ikke kunne bevæge knæet i forbindelse med sportsaktiviteter m.v. Ca. 3 ½ efter skiulykken konstateredes en stor bucket-handle læsion i den indvendige menisk, og forreste korsbånd var slapt, ligesom der var synovit ved tilhæftningen på lårbenet og en læsion af den udvendige menisk. Der blev herefter foretaget bortskæring af den læderede del af menisken, og der blev isat 3 menisksøm i den indvendige menisk. Ca. 4 år efter skiulykken foretog man en rekonstruktion af det forreste korsbånd og fjernede en mindre del af den indvendige menisk, der var læderet. Patientforsikringen fandt ikke kvinden berettiget til erstatning, idet man vurderede, at generne ikke med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives behandlingen på sygehus 1 og sygehus 2, men at generne måtte anses for at være en følge af et vridtraume og efterfølgende slitage af knæet, herunder i forbindelse med fodboldspil. Afgørelsen var truffet i henhold til patientforsikringslovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1. Det blev i klagen anført, at kvinden kunne have undgået behandlingerne for aflåsning af knæet og senere at få fjernet store dele af menisken, hvis hun havde fået stillet den rigtige diagnose på et tidligere tidspunkt, samt at artroskopierne af knæet havde bidraget til de nuværende gener, og at hun havde daglige problemer med slidgigt som følge af den forsinkede diagnose. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at kvinden ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført fysisk skade i 68
Erstatningsgrundlag og afgørelser forbindelse med undersøgelse og behandling på sygehus 1 og sygehus 2, og at undersøgelse og behandling havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Nævnet fandt, at det var overvejende sandsynligt, at der i forbindelse med traumet var opstået en delvis læsion af forreste korsbånd, og at der således ikke var tale om et fuldstændig bristet korsbånd. Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af journalmaterialet fra sygehus 1, at man ved artroskopien fandt et stramt forreste korsbånd. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ved klinisk undersøgelse på sygehus 2 i forbindelse med indlæggelsen ikke fandtes tegn på en korsbåndslæsion. Det var nævnets vurdering, at der ikke var indikation for et operativt indgreb på korsbåndet, og at det var i overensstemmelse med bedste specialiststandard at anbefale mobilisering med krykker indtil smertegrænsen ved en delvis læsion af forreste korsbånd. Nævnet fandt, at det var i overensstemmelse med bedste specialiststandard, at man valgte at se tiden an og ikke foretog artroskopi i forbindelse med indlæggelsen på sygehus 2. Det forhold, at knæet låste, kunne ganske vist være et klinisk symptom på læsion af menisken, men da man var opmærksom på, at der ikke var fundet tegn på læsion af den indvendige menisk ved artroskopien på sygehus 2, ca. 4½ måned tidligere, var der ikke indikation for at foretage en ny artroskopi. Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af journalen, at knæet kunne strækkes fuldt ud, og at der ikke var ansamlinger og ømhed omkring menisken, ved efterfølgende ambulante kontroller. Nævnet fandt endelig, at det ikke var overvejende sandsynligt, at artroskopierne havde påført kvinden fysisk skade eller bidraget til de nuværende gener. J.nr. 2001-00-091: Forsinket diagnosticering af bækkenbrud - PFL 3, stk. 1. En 65-årig kvinde kørte på cykel ned i en udgravning og blev stærkt forslået. Hun blev bragt til skadestuen, hvor et røntgenbillede af venstre kraveben viste, at det var brækket, og der blev derfor anlagt en armslynge. Hun klagede over smerter omkring venstre ben og hofte. Ved klinisk undersøgelse kunne man konstatere, at hun havde direkte ømhed i et diffust område omkring det store knoglefremspring på lårbenets øvre ende, og at hun kun kunne støtte på benet med lidt besvær. Man fandt dog ikke grundlag for at supplere de kliniske fund med en røntgenundersøgelse af hofte og lårben. I efterforløbet havde hun store smerter, og egen læge iværksatte intensiv fysioterapi. Efter fire uger var der fortsat ingen tegn på bedring, og på egen læges foranledning blev der derfor foretaget en røntgenundersøgelse på sygehuset. Undersøgelsen viste et enkelt ringbrud på bækkenet i venstre side, og hun blev derfor undersøgt igen på sygehuset. Her fandt man fri 69
Erstatningsgrundlag og afgørelser bevægelighed i hoften og informerede om, at hun måtte belaste til smertegrænsen. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var berettiget til erstatning, idet man fandt, at hun ikke var blevet påført fysisk skade som følge af den forsinkede diagnosticering af bækkenbruddet. Afgørelsen var truffet i henhold til patientforsikringslovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1. Det blev i klagen anført, at kvinden var berettiget til godtgørelse for svie og smerte som følge af, at man ikke behandlede hende for bækkenbruddet, og at hun havde fået en forkert fysiurgisk behandling i form af dyb og energisk massage i det berørte område på grund af den forkerte (forsinkede) diagnose. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at undersøgelsen på sygehuset ikke var udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard på det pågældende område. Nævnet lagde vægt på det i journalen anførte vedrørende undersøgelsen og fandt, at optimal standard havde tilsagt, at man havde suppleret de kliniske fund med en røntgenundersøgelse af hofte og bækken, samt at det var overvejende sandsynligt, at man dermed havde diagnosticeret bækkenbruddet på et tidligere tidspunkt. Nævnet tiltrådte, at det ikke var overvejende sandsynligt, at kvinden var påført en fysisk skade som følge af den forsinkede diagnose eller af den ordinerede behandling (mobilisering og smertestillende medicin). Det var nævnets vurdering, at generne i form af dårlig gangfunktion og smerter var en følge af det enkelte ringbrud. Nævnet lagde vægt på, at det var i overensstemmelse med anerkendte retningslinier at anbefale fri mobilisering indtil smertegrænsen suppleret med smertestillende medicin ved et enkelt ringbrud på bækkenet. Det var således ikke overvejende sandsynligt, at hun ville have fået tilbudt en anden behandling og opnået et bedre resultat, hvis man havde diagnosticeret bækkenbruddet på et tidligere tidspunkt. Nævnet fandt det endvidere ikke overvejende sandsynligt, at kvinden var blevet påført en fysisk skade i forbindelse med fysiurgisk behandling, og nævnet oplyste, at eventuelle skader som følge af privat fysioterapi, efter henvisning fra egen læge, faldt uden for patientforsikringslovens dækningsområde, jf. lovens 1, stk. 1. Endelig fandt nævnet, at kvinden ikke var berettiget til erstatning for, at kravebenet var vokset skævt sammen som følge af overbelastning på grund af manglende tilbud om hjemmehjælp fra kommunen. Nævnet lagde vægt på, at skaden ikke var en følge af undersøgelse og behandling på sygehuset og derfor ikke var omfattet af patientforsikringslovens dækningsområde, jf. patientforsikringslovens 1, stk. 1. 70
Erstatningsgrundlag og afgørelser J.nr. 2000-00-794: Forlænget sygeleje som følge af forsinket diagnosticering og behandling af båndskivelæsion/instabil halslæsion på 6. og 7. halshvirvel - PFL 3, stk. 1. En 44-årig mand blev indlagt på sygehuset efter at være faldet bagover og stødt nakken mod et traktorhjul. Man konstaterede, at han havde svære smerter mellem skulderbladene, snurrende fornemmelse i begge arme og hænder og smerter i armene ved bevægelse. En røntgenundersøgelse af rygsøjlen viste ikke noget brud, men man konstaterede, at han led af Morbus Bechterew. En senere røntgenundersøgelse viste et brud på torntappen ved 6. halshvirvel. En måned efter ulykken blev han indlagt igen på grund af tiltagende smerter og nedsat kraft i venstre arm og i nakken. En CT-skanning ca. 2 måneder efter ulykken viste uforskudt brud under heling mellem 6. og 7. halshvirvel og forandringer svarende til facetleddet. Ca. 4 måneder efter ulykken blev manden på grund af tiltagende smerter indlagt på sygehuset med henblik på foretagelse af en stabiliserende operation, som fandt sted den følgende dag. Man konstaterede herefter, at føleforstyrrelserne i hænderne fuldstændigt var forsvundet, og at kraften i venstre hånd var bedret. Patientforsikringen fandt, at manden ikke var berettiget til erstatning, idet han ikke var påført en skade i forbindelse med behandlingen på sygehuset, og at de nuværende gener var en følge af uheldet. Patientforsikringen fandt, at optimal behandling havde tilsagt, at man havde udført supplerende sufficient radiologisk undersøgelse af den del af rygsøjlen, som det ikke var lykkedes at undersøge ved konventionel røntgen, men fandt dog, at den manglende konstatering af bruddet ikke med overvejende sandsynlighed havde medført en skade. Det blev i klagen anført, at manden blev undersøgt mangelfuldt og måtte gå i 4 måneder, før han blev opereret. Som følge heraf havde han været nødt til at ansætte en husbondafløser til pasning af hans dyr. Den fysiske tilstand var endvidere ikke den samme som før skaden. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at manden var påført en skade i form af forlænget sygeleje som følge af forsinket diagnosticering og behandling af båndskivelæsion/instabil halslæsion på 6. og 7. halshvirvel. Nævnet fandt, at optimal behandling havde tilsagt, at man på baggrund af faldtraumet, den forudbestående lidelse og symptomerne havde mistænkt et brud på hvirvellegemerne eller i leddene mellem disse og iværksat grundigere undersøgelser, således at bruddet var blevet konstateret og korrekt behandling i form af operation havde været iværksat. Nævnet lagde vægt på, at manden havde svære smerter i begge arme tydende på påvirkning af nerverne til armene og havde 71
Erstatningsgrundlag og afgørelser en kendt Morbus Bechterew, samt at det er velkendt, at der ved denne tilstand kan opstå brud selv ved mindre traumer. Nævnet lagde tillige vægt på, at der var tale om et instabilt brud, hvorfor operativ behandling er nødvendig for at sikre heling af bruddet. J.nr. 2000-00-742: Forsinket diagnosticering af brud på arm - PFL 3, stk. 1. En 4-årig dreng blev undersøgt på skadestuen, idet han havde smerter i højre albue efter et fald. Ved undersøgelsen fandt man en let hævelse omkring albuen samt ømhed ved berøring. Røntgenundersøgelse af albuen viste ikke tegn på ansamling eller brud. Man afsluttede herefter yderligere behandling, idet egen læge skulle kontaktes, hvis drengen ikke brugte albuen normalt i løbet af et par dage. På grund af fortsatte gener fra albuen foretog man en uge efter en ny undersøgelse, hvor man konstaterede bevægeindskrænkning samt hævelse og misfarvning af albuen men ingen ømhed. Røntgenbillederne blev atter gennemgået, og man fandt fortsat normale forhold. Man anlagde herefter gipsskinne og informerede om, at han ved manglende bedring skulle undersøges på ny. Herefter fulgte flere kontrolundersøgelser og optræning. Knap 3 måneder efter skaden viste røntgenoptagelse nytilkomne bløddelsforkalkninger ved albuen, og man henviste drengen til børneortopædisk afdeling på et andet sygehus til videre udredning og behandling. Her fandt man, efter undersøgelser af albuen og gennemgang af såvel de første som de senere røntgenbilleder, at der med stor sikkerhed ville ske en spontan bedring af generne fra højre albue. Man fulgte herefter drengen ved ambulante kontroller, og godt 2 år efter skaden afsluttede man yderligere kontrol og behandling, idet man kunne konstatere, at der var næsten normal bevægelighed og kraft i højre albueled. Man foretog røntgenundersøgelse, der som tidligere viste en forkalket belægning på forsiden af overarmsbenet, der måske kunne forklare den let nedsatte bøjeevne af albuen. Patientforsikringen fandt, at drengen ikke var blevet påført en fysisk skade som følge af behandlingen, idet det fandtes overvejende sandsynligt, at en anden behandling ikke ville have medført et bedre resultat eller et kortere forløb. Betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringsloven var derfor ikke opfyldt, jf. lovens 1, stk. 1. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse, idet nævnet fandt, at drengen måtte anses for at være påført en erstatningsberettigende skade omfattet af patientforsikringslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1. Nævnet fandt, at optimal behandling havde tilsagt, at man på skadestuen, da drengen først blev undersøgt, havde erkendt et brud på overarmsknoglen ved højre albue på grundlag 72
Erstatningsgrundlag og afgørelser af røntgenbillederne af samme dato. Nævnet fandt tillige, at man med overvejende sandsynlighed ville have opnået et bedre slutresultat af behandlingen, hvis man allerede ved den første undersøgelse havde diagnosticeret bruddet og iværsat gipsskinnebehandling. Nævnet lagde vægt på, at de første røntgenbilleder efter nævnets vurdering viste tegn på brud. Nævnet lagde desuden vægt på, at selv en meget kort periode på en uge med et ubehandlet brud med overvejende sandsynlighed havde betydning for behandlingsresultatet, da den 4-årige dreng havde en alder, hvor brud gror særdeles hurtigt sammen. J.nr. 2000-00-533: Ikke diagnosticeret knoglebrud i håndled - PFL 3, stk. 1. En 23-årig kvinde havde smerter i højre håndled efter en bagovervridning af håndleddet. Objektiv undersøgelse viste let hævelse og blodansamling svarende til håndleddet. Der var ømhed ved berøring af tabatieren, den fordybning, der opstår på håndryggen ved roden af tommelfingeren, når denne strækkes. Der var endvidere smerter ved både bøjning og strækning af håndleddet. Røntgenundersøgelse viste ikke tegn på brud. Der var imidlertid mistanke om brud på den bådformede håndrodsknogle (os scaphoideum), hvorfor der blev anlagt en gipsskinne i 12 dage. Ved den efterfølgende ambulante kontrol havde hun lette smerter og let nedsat bøjefunktion i håndleddet, men røntgenundersøgelse af håndrodsknoglen viste ikke tegn på brud og man afsluttede yderligere kontrol og behandling. 1 måned senere henvendte kvinden sig på et andet hospital, idet hun havde tiltagende smerter omkring tommelfingerens rod på højre hånd. Objektiv undersøgelse viste hævelse og ømhed i tabatieren samt smerter ved strækning i tommelfingeren. Der blev taget røntgenbilleder, som viste et ikke helet forskudt brud af os scaphoideum. Der var ikke indikation for gipsbandagering. Hun fik herefter foretaget operation med indsættelse af skruer og knogletranplantat. Efterfølgende røntgenkontrol viste ikke sikre tegn på heling. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade som følge af behandlingen, idet man vurderede, at kvindens gener ikke kunne tilskrives behandlingen men derimod var en følge af hendes grundsygdom i form af brud på os scaphoideum. Hun var derfor ikke berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven, jf. lovens 1, stk. 1. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse, idet nævnet fandt, at kvinden måtte anses for at være påført en erstatningsberettigende skade i medfør af patientforsikringslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1. Nævnet fandt, at det ikke var dokumenteret, at man ved den første ambulante kontrol foretog tilstrækkelig undersøgelse af kvindens højre hånd, idet man ikke havde undersøgt 73
Erstatningsgrundlag og afgørelser tabatieren. Nævnet fandt, at man, hvis man havde foretaget en sådan undersøgelse, med overvejende sandsynlighed ville have konstateret en ømhed, som ville have indiceret en specialundersøgelse, hvorved bruddet i os scaphoideum ville være blevet afsløret. Det var således nævnets vurdering, at bruddet ville være blevet diagnosticeret tidligere, hvis man i overensstemmelse med bedste specialiststandard havde foretaget en undersøgelse af tabatieren, hvorved slutresultatet af behandlingen af bruddet med overvejende sandsynlighed ville have været bedre. 2001-00-105: Forsinket diagnosticering af overrevet ledbånd - PFL 3, stk. 1. En 43-årig kvinde faldt ned ad en trappe. Hun blev herefter indlagt på grund af mistanke om højresidigt ankelbrud og skinnebensbrud. Højre ankel, som var i svær fejlstilling, blev sat på plads, og der blev anlagt en gipsskinne. Røntgenundersøgelse viste ankelbrud og bagkantsbrud af skinnebenet. Der blev foretaget operativ påpladssætning af bruddene med skinne og skruer. Efterfølgende røntgenundersøgelser viste acceptabel stilling af bruddene. Den 43-årige kvinde klagede efterfølgende over smerter på den indvendige side af anklen og let hævelse af anklen. Kontrolundersøgelser viste ingen tegn på infektion, og røntgenundersøgelse viste, at det indsatte materiale var velplaceret. Den 43-årige fik herefter smertestillende medicin. Patientforsikringen fandt, at den 43-årige ikke var blevet påført en fysisk skade i forbindelse med behandlingen på sygehuset, hvorfor der ikke kunne ydes erstatning efter lov om patientforsikring, jf. lovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1. Patientforsikringen vurderede, at kvindens gener i højre ankel var en følge af faldet ned ad en trappe og ikke en følge af behandlingen eller mangel på samme. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse således, at den 43-årige ansås for at være påført en efter lov om patientforsikring erstatningsberettigende skade, jf. lovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1. Nævnet vurderede, at behandlingen ikke havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard, idet nævnet fandt, at optimal behandling havde tilsagt, at man primært havde undersøgt om højre ankelled var stabilt. Det var nævnets vurderingen, at man ved en sådan undersøgelse med overvejende sandsynlighed ville have opdaget, at det indvendige ledbånd i højre ankel var revet over, og iværksat relevant behandling heraf. Nævnet vurderede endvidere, at den 43-årige var blevet påført en fysisk skade i form af indvendig instabilitet i højre ankel som følge af, at denne diagnose ikke blev stillet. 74
Erstatningsgrundlag og afgørelser J.nr. 2001-00-071: Betændte udposninger på tyktarmen - PFL 3, stk. 1 En 60-årig mand blev indlagt på sygehuset på grund af akut opståede smerter i nedre del af maveregionen, mest i venstre side. Ved undersøgelse af maveregionen var der ingen tegn på bughindebetændelse, og ultralydsscanning af bughulen viste normale forhold. Manden havde tidligere haft tilfælde af nyresten, og ultralydsscanning af nyrer og urinveje viste udbredte forkalkninger ved begge nyrer og gav anledning til mistanke nyresten i venstre urinleder. Endvidere var der sten i urinen. Dagen efter kunne manden ikke lade vandet spontant, og der blev anlagt kateter. 2 dage efter indlæggelsen var smerterne flyttet lidt højere op i maven. Manden havde ikke feber, og der var fortsat ingen tegn på bughindebetændelse. Fornyet ultralydsundersøgelse af nyrer og urinveje viste ingen tegn på sten i urinlederne. 3 dage efter indlæggelsen fik manden stærke smerter i maveregionen, kvalme og feber. CT-scanning af maven viste, at en betændt udposning på den S-formede del af tyktarmen var perforeret. Manden blev opereret akut med fjernelse af det perforerede tarmstykke og anlæggelse af en midlertidig, aflastende stomi. I efterforløbet blev manden behandlet for komplikationer i form af byld-/ fisteldannelse. Patientforsikringen vurderede, at behandlingen var udført i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring havde været det bedst mulige i den givne situation. Patientforsikringen lagde vægt på, at der hverken på indlæggelsesdagen eller de næstfølgende dage havde været tegn på tarmperforation. Det blev i klagen anført, at man burde have foretaget CT-scanning af maven på et tidligere tidspunkt. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at manden tidligere havde haft tilfælde af nyresten, og at der var sten i urinen, hvorfor man relevant havde tolket mandens tilfælde som nyresten. Videre lagde nævnet vægt på, at manden først i døgnet mellem 2. og 3. indlæggelsesdag udviklede symptomer, der kunne tyde på anden årsag til hans tilstand, og at man da korrekt havde foretaget akut CT-scanning af maven. J.nr. 2001-00-598: Epilepsi - PFL 3, stk. 1. En 31-årig mand blev indlagt på specialsygehus med henblik på optimering af den medicinske behandling af hans epilepsi. Han havde haft epilepsi siden 4-års alderen. De seneste 2 år var han blevet fulgt på et sygehus i eget amt, hvor det trods justeringer af den medicinske behandling ikke var lykkedes at dæmpe anfaldshyppigheden tilfredsstillende. 1 år før den aktuelle indlæggelse havde en neuropsykologisk undersøgelse vist let forringet 75
Erstatningsgrundlag og afgørelser funktion af indprentning og hukommelse samt visuomotorisk funktion og opmærksomhedsfunktion. Ved indlæggelsen havde manden anfald stor set hver nat, ofte flere, og af og til oplevede han små anfald i dagtimerne. Natlige overvågninger med CAM-corder og EEG med og uden søvn pegede på, at det drejede sig om mesiobasale frontallapsanfald. Samtidig indhentede man samtlige journaler vedrørende mandens hidtidige sygeforløb og behandling med henblik på at vurdere effekten af den gennem tiden givne medicinske behandling. Den medicinske behandling blev løbende justeret i overensstemmelse med undersøgelsesresultaterne, den gennem tiden givne medicinske behandling og effekten af den aktuelle behandling. Efter 1½ måned gik det væsentligt bedre, og manden lod sig udskrive til ambulant kontrol. Efter 4½ måned blev manden overført til kontrol og behandling på sygehuset i eget amt. Det gik herefter jævnt tilbage. Efter ca. 1 år blev manden set på specialafdeling på andet sygehus med henblik på vurdering muligheden for at behandle epilepsien ved et kirurgisk indgreb i hjernen. På specialafdelingen fandt man, at manden havde normal sprogfunktion, normalt psykomotorisk tempo og normale neurologiske forhold. Efter yderligere undersøgelser og vurdering blev det konkluderet, at der var indikation for at henvise manden til videre undersøgelse og behandling i USA, idet hans epilepsi kunne relateres til områder i hjernen, hvor det efter dansk lovgivning ikke er tilladt at foretage epilepsikirurgiske indgreb. Patientforsikringen fandt, at behandlingen på specialsygehuset havde levet op til bedste specialiststandard, og at manden ikke på et tidligere tidspunkt burde have været henvist til videre undersøgelse og behandling i USA. Patientforsikringen lagde vægt på, at epilepsikirurgiske indgreb kun foretages, hvis de medicinske behandlingsmuligheder er udtømt, og at indikation for kirurgi kræver omfattende undersøgelser for at fastslå, om der foreligger et veldefineret fokus i hjernen. Det langvarige forsøg på at opnå medicinsk anfaldskontrol havde således været en nødvendig forudsætning for mandens senere henvisning til USA og havde fulgt de gældende retningslinier for epilepsibehandling i Danmark. Det blev i klagen anført, at manden havde pådraget sig en hjerneskade som følge af, at han ikke allerede fra specialsygehusets side var blevet indstillet til epilepsikirurgi. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at manden var indlagt på specialsygehuset med henblik på optimering af den epilepsimedicinske behandling, og at man ud fra relevante undersøgelser og observationer samt indhentede oplysninger om den hidtidige medicinske behand- 76
Erstatningsgrundlag og afgørelser ling og effekten heraf korrekt havde justeret den medicinske behandling med god effekt. Der var derfor nævnets vurdering, at der ikke i forbindelse med behandlingen på specialsygehuset var indikation for at henvise manden til nærmere undersøgelse af mulighederne for eventuel epilepsikirurgi. Ud fra oplysningerne om resultatet af den neuropsykologiske undersøgelse forud for mandens indlæggelse på specialsygehuset og observationerne under hans efterfølgende indlæggelser fandt nævnet det ikke dokumenteret, at der skulle være sket en forværring af hans hjerneskade som følge af, at specialsygehuset ikke havde henvist ham til undersøgelse af mulighederne for epilepsikirurgi. J.nr. 2001-00-047: Diagnosticering af morbus Crohn - PFL 3, stk. 1. En 19-årig mand blev indlagt på sygehuset, efter at han gennem en uge havde haft tendens til hyppige, vandtynde diaréer. På indlæggelsesdagen havde han endvidere fået tiltagende, diffuse mavesmerter samt feber. Manden oplyste, at han aldrig tidligere havde haft gener fra maven, og at der ikke var disposition i familien for tarmlidelser. Manden blev undersøgt og observeret med henblik på blindtarmsbetændelse. En kikkertundersøgelse i bughulen viste, at blindtarmen var normal. Der var forstørrede lymfeknuder i tyndtarmskrøset og i øvrigt normale forhold. Dagen efter undersøgelsen havde manden normal afføring, ingen feber og ingen mavesmerter, og han blev udskrevet. Ca. 5 måneder senere blev manden indlagt med mavesmerter og vekslende afføring. Gennem den seneste måned havde der været blod og slim i afføringen. Undersøgelser viste, at han led af Crohns sygdom i tyktarmen. Han blev herefter behandlet under flere indlæggelser og fulgt ved ambulante kontroller. Ca. 3 år efter den første indlæggelse fik han fjernet hele tyktarmen, endetarmen og et stykke af tyndtarmen og fik tyndtarmen ført ud til huden i form af en stomi. Patientforsikringen fandt, at behandlingen under mandens første indlæggelse blev udført i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring har været den bedst mulige i den givne situation. Patientforsikringen lagde vægt på, at manden var indlagt til observation for blindtarmsbetændelse, og at de forstørrede lymfeknuder i sig selv kunne have forårsaget hans gener. Det blev i klagen anført, at man ved blod- og afføringsprøve og en kikkertundersøgelse af tyktarmen kunne have diagnosticeret Crohns sygdom i tyktarmen allerede under den første indlæggelse. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde vægt på de samme forhold og oplysninger som Patientforsikringen. Herudover 77
Erstatningsgrundlag og afgørelser lagde nævnet vægt på, at man ved kikkertundersøgelsen havde fundet tynd- og tyktarmen normale, og at inflammation af tyndtarmen ville være påvist, idet der i så tilfælde ville have været rødme på tarmens yderside. Endvidere lagde nævnet vægt på, at alle symptomer var svundet dagen efter kikkertundersøgelsen. 3.2.4 Patientforsikringslovens 3, stk. 2. Ulykkestilfælde på offentlige sygehuse. Ifølge patientforsikringslovens 3, stk. 2, ydes der erstatning ved ulykkestilfælde, der ikke er omfattet af 2, stk. 1, nr. 2, hvis skadelidte er under behandling m.v. på et sygehus, og ulykken er indtruffet inden for dettes område under sådanne omstændigheder, at sygehuset må antages at have pådraget sig erstatningsansvar herfor efter den almindelige erstatningsretlige regel (culpa-reglen). Bestemmelsen omfatter ikke f.eks. besøgende til indlagte patienter. Patienter i ambulant behandling/undersøgelse er omfattet, men ikke f.eks. ledsagere til disse. Raske forsøgspersoner og donorer er omfattet. Det er ikke nogen betingelse, at ulykkestilfældet sker i direkte forbindelse med foretagelse af undersøgelse eller behandling; men ulykkestilfældet skal være sket på hospitalets område. Patienter, der er hjemme på weekend, er ikke omfattet, hvis ulykkestilfældet sker hjemme. Det er endvidere en betingelse, at sygehuset har udvist culpa, d.v.s. at sygehuset er skyld i ulykkestilfældet, dog ikke nødvendigvis sådan, at der direkte kan udpeges en skyldig sundhedsperson. Der er specielt 2 situationer, hvor der bliver tilkendt erstatning, nemlig ved fejl eller forsømmelser i forbindelse med vedligeholdelse af bygninger og bygningsindretninger og forsømmelser i forbindelse med tilsyn m.v. med patienters færden under sygehusopholdet. Som eksempler kan nævnes sikring af, at patienter ikke falder ud af sengen eller i øvrigt kommer til skade under deres ophold på sygehuset. Krav til denne sikring kan følge af den almindelige erstatningsregel. Imidlertid kan også kravene til sygehusets behandling efter den erfarne specialists standard medføre erstatningsansvar for manglende tilsyn med videre, jf. 2, stk. 1, nr. 1. Da erstatningsansvar efter patientforsikringslovens 3, stk. 2, er begrænset til tilfælde, hvor ansvar må antages at foreligge allerede efter culpareglen, er betydningen af, at et skadestilfælde falder inden for loven begrænset til, at skadelidte kan søge erstatning ved anmeldelse til Patientforsikringen og til enkelte specialregler i patientforsikringsloven, eksempelvis 5, stk. 2, om afskæring af erstatningskrav under 10.000 kr. 78
Erstatningsgrundlag og afgørelser J.nr. 2001-00-276: Fald fra seng ikke omfattet af PFL 3, stk. 2. En 37-årig kvinde blev indlagt på psykiatrisk afdeling, da hun gennem nogle uger var blevet tiltagende dårlig med uro, angst, usammenhængende tale og synshallucinationer. Kvinden, som var spastisk lammet, var kørestolsbruger. Hun skulle have hjælp fra to personer for at komme på toilettet. Kvinden faldt 2 gange under indlæggelsen. Første gang faldt hun, da hun skulle på toilettet. Der var usikkerhed om, hvorvidt kvinden selv var faldet, eller om kvinden var faldet, da hendes kæreste ville hjælpe hende. Dagen efter blev kvinden fundet liggende ude på gangen, det var uvist, hvordan hun var kommet ud af sengen. Klagen drejede sig om det første fald, idet klager fandt, at kvinden ved ulykken pådrog sig en hjernesvækkelse. Patientforsikringen fandt, at ulykken ikke var omfattet af 3, stk. 2, da det første fald var et hændeligt uheld. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen, idet nævnet dog fandt, at der ikke var sket forsømmelser fra sygehusets side, der kunne give grundlag for erstatningsansvar. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at sætte sengehest foran sengen, da kvinden var så immobil, at plejepersonalet ikke burde have forudset, at kvinden uden hjælp ville forsøge selv at gå på toilettet. Nævnet fandt endelig, at årsagen til kvindens hjernesvækkelse var den hjerneinfektion, som allerede havde været under udvikling i flere uger på indlæggelsestidspunktet. J.nr. 2001-00-315: Fald fra seng ikke omfattet af PFL 3, stk. 2 En 67-årig kvinde havde i 4-5 år haft symptomer på Parkinsons syge i form af trippende gang og rysten. Hun blev indlagt på sygehuset på grund af synshallucinationer efter medicinomlægning. Den følgende dag faldt hun fra/ ved sengen og pådrog sig et brud på højre lårben. Ved operation satte man bruddet på plads og efterfølgende røntgen viste pæn stilling af bruddet. 1½ måned senere faldt kvinden igen, da hun rejste sig fra en transportkørestol, og hun pådrog sig herved et brud på venstre lårbenshals. Ved operation satte man bruddet på plads, og kvinden begyndte genoptræning. Ved senere røntgenbilleder konstaterede man, at bruddet ved venstre hofte var skredet, og at der var indikation for indsættelse af en hofteprotese. Operationen fandt sted den efterfølgende dag, og kvinden påbegyndte genoptræning. Ca. 1 måned senere konstaterede man, at venstre ben indadroterede, og hun havde yderst beskeden gangfunktion. Røntgenbilleder viste let udadbøjning af protesen, men ellers normale forhold. Man fandt ikke 79
Erstatningsgrundlag og afgørelser grundlag for yderligere ortopædkirurgisk behandling, og kvinden fortsatte i fysioterapi. Patientforsikringen fandt, at de to faldulykker ikke var omfattet af patientforsikringslovens 3, stk. 2, da sygehuset ikke havde pådraget sig erstatningsansvar, da ulykkerne ikke skete som følge af fejl eller forsømmelser (uagtsomhed) fra sygehusets side. Patientforsikringen fandt i øvrigt, at kvinden ved behandlingen af lårbensbruddene ikke var blevet påført en fysisk skade. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen, idet man fandt, at der i journalen ikke var oplysninger om, at kvinden havde tendens til at falde eller specielle forhold i øvrigt, som bevirkede, at man burde have forudset, at det ville ske. Vedrørende det andet fald var kvinden på dette tidspunkt så mobiliseret, at hun selv gik til og fra toilettet og rundt på afdelingen med rollator. Hun havde også i en længere periode dagligt været oppe og sidde i stol. Hospitalet pådrog sig af denne grund ikke erstatningsansvar ved, at kvinden rejste sig fra en kørestol og faldt, selvom der var personale til stede. Nævnet fandt endvidere, at behandlingen (operationerne) af de to brud var i overensstemmelse med bedste specialiststandard J.nr. 2001-00-076: Fald på toilet ikke omfattet af PFL 3, stk. 2. En 57-årig mand fik under lokalbedøvelse foretaget en kikkertundersøgelse af blæren. Bagefter gik han på toilettet, hvor han besvimede og slog hovedet. Han fik en bule i hovedet og fik efterfølgende lidt kvalme og en tung fornemmelse i hovedet. Ved objektiv undersøgelse fandt man manden fuldstændig upåvirket, vågen og klar. Der var normal pupilreaktion på begge sider og frie øjenbevægelser. Blodtryk og puls var også normale. Man informerede manden om symptomerne på hjernerystelse og henviste ham til henvendelse på skadestuen, hvis generne forværredes. Ved fortsat undersøgelse ca. 1½ måned senere oplyste manden, at han havde haft hovedpine og svimmelhed siden faldet. Man foretog en CT-scanning af kraniet, som viste en lille blodansamling i venstre side af hjernen. Ved en ny CT-scanning ca. 3 uger senere var blodansamlingen blevet mindre. Patientforsikringen fandt, at ulykken ikke var omfattet af patientforsikringslovens 3, stk. 2, da sygehuset ikke havde pådraget sig erstatningsansvar på grund af 80
Erstatningsgrundlag og afgørelser fejl eller forsømmelser fra sygehusets side. Patientforsikringen lagde vægt på, at kikkertundersøgelsen foregik i lokalbedøvelse, hvor hjernen ikke påvirkes. Da hjernen ikke påvirkes, er der ikke grund til opsyn med patienterne efterfølgende, og man må efterfølgende også gerne selv køre hjem i bil. Undersøgelser efter faldet blev udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Patientskadeankenævnet tiltrådte denne afgørelse, idet nævnet lagde vægt på, at det ikke er normal praksis, at patienter efter lokalbedøvelse støttes/følges på toilettet. Personalet burde ikke have forudset, at manden ville besvime på toilettet. Nævnet fandt i øvrigt, at undersøgelsen, efter manden var faldet, blev udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Man undersøgte puls, blodtryk og bevidsthedsniveau, som viste normale forhold, og der var ikke indikation for at foretage en CT-scanning samme dag. Man orienterede endvidere om symptomerne på hjernerystelse og informerede manden om, at han skulle henvende sig på skadestuen ved forværring. J.nr. 2000-00-789: Lårbensbrud i forbindelse med toiletbesøg ikke omfattet af PFL 3,stk. 2. En 67-årig kvinde havde i 1983 fået indsat en højresidig hofteprotese. På grund af løsning af protesen blev der i januar 2000 foretaget udskiftningsoperation. I forbindelse med et toiletbesøg under indlæggelsen blev kvinden bistået af sygehuspersonalet. Af sygeplejekardex fremgik det, at kvinden ved mobilisering til bækkenstolen drejede forkert i hvilken forbindelse, der lød et smæld fra højre hoften eller knæ. Kvinden anførte selv, at hendes ben blev tabt, da hun skulle tilbage i sengen, og at hun i den forbindelse mærkede et knæk i benet. Røntgenundersøgelse af benet viste en revne i lårbenet, hvorfor der blev anlagt gips. Efterfølgende røntgenundersøgelse viste, at bruddet var ved at hele. Patientforsikringen vurderede på grundlag af sagens oplysninger, at uheldet ikke kunne henføres til en sådan fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, at der var grundlag for at pålægge sygehuset et erstatningsansvar efter almindelige erstatningsretlige regler. Patientforsikringen lagde vægt på, at det på baggrund af sagens oplysninger, herunder kvindens beskrivelse af forløbet og sygeplejekardex, ikke kunne anses for bevist, at skaden opstod som følge af fejl eller forsømmelser fra personalets side. Patientforsikringen lagde endvidere vægt på, at det ikke er ukendt, at der kan opstå et brud i hoften efter en udskiftningsoperation som følge af, at knoglen er blevet tynd og skrøbelig efter flere operationer, slid fra protesen og sliddet fra den løse protese umiddelbart før udskiftningsoperationen. Videre 81
Erstatningsgrundlag og afgørelser lagde Patientforsikringen vægt på, at det fremgik af sagens oplysninger, at man var opmærksom på, at knoglen var skrøbelig, og at kvinden derfor ikke måtte belaste benet for meget. Patientforsikringen vurderede derfor, at revnen i lårbenet mest sandsynligt var et spontant brud som følge af en tynd og skrøbelig knogle. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. På det foreliggende grundlag, herunder kvindens egne oplysninger, fandt nævnet det ikke godtgjort, at uheldet kunne henføres til sådanne fejl eller forsømmelser fra sygehusets side, at der var grundlag for at pålægge sygehuset et erstatningsansvar efter almindelige erstatningsregler. J.nr. 2001-00-055: Fald ud af seng ikke omfattet af PFL 3, stk. 2. En 70-årig kvinde blev indlagt på sygehuset med henblik på operation for højresidigt carpaltunnelsyndrom. Ved indlæggelsen blev det noteret i kardex, at hun af og til havde mareridt om natten, hvor hun vågnede og var meget bange og indimellem skreg, samt at man skulle være opmærksom herpå. En nat faldt hun ud af sengen og slog næsen, overlæben, venstre arm samt højre knæ. Hun mente selv, at det skyldtes hendes mareridt, og man noterede, at sengehesten skulle slås op. Hun blev som planlagt opereret for carpaltunnelsyndrom. Ved en undersøgelse hos kvindens tandlæge blev det konstateret, at hun ved faldulykken havde fået to læsioner på indersiden af overlæben og slået et stykke af nogle af tænderne samt slået en enkelt tand løs. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven, idet man vurderede, at uheldet ikke kunne henføres til sådanne fejl eller forsømmelser fra sygehusets side, at der var grundlag for at pålægge erstatningsansvar efter de almindelige erstatningsretlige regler. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at uheldet ikke kunne tilskrives fejl eller forsømmelse fra sygehusets side. Nævnet lagde vægt på, at hverken patientjournalen eller sygeplejekardex indeholdt oplysninger om, at kvinden kunne falde ud af sengen i forbindelse med hendes mareridt eller i øvrigt indeholdt oplysninger om forhold, der kunne give anledning til mistanke herom, før uheldet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at hun ifølge sagens oplysninger ikke selv havde udtrykt ønske om at få sengehesten slået op på grund af risiko for, at hun skulle falde ud af sengen i forbindelse med hendes mareridt. På den baggrund var det nævnets vurdering, at man ikke burde have forudset, at hun ville falde ud af sengen om natten, og at afdelingens retningslinier for anvendelse af sengehest blev overholdt i det aktuelle tilfælde. 82
Erstatningsgrundlag og afgørelser J.nr. 2000-00-854: Fald fra defekt kørestol ikke omfattet af PFL 3, stk. 2. En 41-årig mand havde ved operation fået fjernet knæskallen med avancement af vastus medialis og plicus. Efter operationen blev han udstyret med en Don-Joy skinne og instrueret i at måtte påbegynde aktive og passive bevægeøvelser og fortsætte de intensive quadricepsøvelser. Det fremgik af et journalnotat, at manden var gledet på benet. Det fremgik videre, at Don- Joy skinnen kunne fjernes, og at han kunne påbegynde lette træningsøvelser med fysioterapeut. Ved efterfølgende ambulante kontroller konstateredes der blandt andet en del smerter. Et år efter operationen foretog man MR-skanning, som ikke viste tegn på kontinuitetsbrud i strækkeseneapparatet, og ultralydsskanning, som viste sammentrukket muskel svarende til det kirurgiske snit i patellasenen medialt. Ca. 2 år efter operationen henvendte manden sig til et privathospital. Det blev her ved undersøgelse konkluderet, at generne hidrørte fra muskel-seneapparatet, og at der ikke var nogen behandlingsmuligheder. Patientforsikringen fandt, at manden ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven, jf. lovens 3, stk. 2. Patientforsikringen fandt på grundlag af sagens oplysninger, at uheldet ikke kunne henføres til en sådan fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, at der var grundlag for at pålægge sygehuset erstatningsansvar. Patientforsikringen lagde vægt på, at der ikke i journal eller sygeplejekardex var anført noget vedrørende fald fra kørestol, at manden samme dag fik fjernet Don-Joy skinnen og kunne påbegynde lette træningsøvelser og den følgende dag blev udskrevet i velbefindende. Det blev i klagen anført, at det afgørende for vurderingen af hændelsesforløbet var, om det fremgik af journalen, at der var sket noget usædvanligt, og at det var et faktum, at strækkesenen ikke ved operationen eller som følge af efterfølgende omstændigheder ikke var blevet fæstnet i ekstensorsenen. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt på baggrund af sagens oplysninger det ikke godtgjort, at der forelå en sådan fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, at der var grundlag for at pålægge sygehuset erstatningsansvar efter almindelige erstatningsretlige regler. Nævnet lagde vægt på, at der ikke i journal eller sygeplejekardex var anført noget om, at manden skulle være faldet ned fra en defekt kørestol, og at dette heller ikke kunne bekræftes ved forespørgsler i personalegruppen. Nævnet fandt videre, at manden ikke med overvejende sandsynlighed var påført en skade i forbindelse med et eventuelt ulykkestilfælde. Der blev her lagt vægt på, at han samme dag fik fjernet Don-joy skinnen og kunne påbegynde lette træningsøvelser, og at han den følgende dag 83
Erstatningsgrundlag og afgørelser blev udskrevet i velbefindende. Der blev videre lagt vægt på, at en ultralydsskanning ikke viser tegn på overrivning af quadriceps-/patellasenen, men formentlig sammentrækning af vastus intermedius. Det var nævnets vurdering, at de nuværende gener måtte tilskrives grundlidelsen, mangeårig knælidelse, og at et eventuelt ulykkestilfælde ikke sås at have påvirket resultatet af behandlingen, som fandtes at have været korrekt. J.nr. 2000-00-664: Selvmordsforsøg ikke omfattet af PFL 3, stk. 2. En 34-årig kvinde blev frivilligt indlagt på psykiatrisk afdeling. Ved indlæggelsen gav kvinden udtryk for selvmordstanker, og der blev derfor umiddelbart ordineret fast opsyn, således at afdelingens plejepersonale hele tiden var opmærksom på hendes opholdssted i afdelingen, uden at man behøvede konstant at kunne se hende. Forud for indlæggelsen havde hun påbegyndt ugentlige samtaler hos en klinisk psykolog. Hun ville gerne fastholde psykologsamtalerne, og det blev aftalt, at hun havde udgang med stabilt følge. Endvidere blev der ordineret antidepressiv medicinsk behandling samt behandling med angstdæmpende medicin og sovemedicin til om aftenen. Dagen efter indlæggelsen blev der iværksat en behandlingsplan, herunder en fast plan for støttesamtaler. Det blev vurderet, at det ikke længere var nødvendigt med fortsat fast opsyn i afdelingen, og hun fik tilladelse til målrettet udgang. 2 dage efter indlæggelsen ringede kvindens psykolog, fordi han var bekymret og mente, at hun var selvmordstruet. Samme dag var kvinden hjemme hos sin familie, hvilket forløb godt. Ved samtale om aftenen tog hun afstand fra egentlige selvmordstanker her og nu. 4 dage efter indlæggelsen var kvinden til psykologsamtale med sin ægtefælle, og om aftenen var hun hjemme hos sin familie. Begge dele forløb godt; men senere om aftenen gav kvinden udtryk for, at hun var bange for at begå selvmord, hvis hun blev meget presset. 5 dage efter indlæggelsen oplyste kvinden, at hun mærkede en subjektiv bedring. Selvmordstankerne var ikke længere så påtrængende, og hun var ikke så rastløs. Behandlingen med antidepressiv medicin blev øget. 7 dage efter indlæggelsen oplyste kvinden, at hun to dage før havde skrevet afskedsbreve til sin familie, og at dette havde givet hende lidt ro. Selvmordstankerne var herefter generelt aftaget, og hun havde ingen konkrete planer. Senere samme dag deltog hun i en familiefest. 8 dage efter indlæggelsen oplyste kvinden, at hun generelt havde det bedre. Hun havde ikke længere tankemylder og dermed mere ro; men hun følte sig dog meget træt og initiativløs. 84
Erstatningsgrundlag og afgørelser 9 dage efter indlæggelsen blev det vurderet, at kvindens selvmordstanker nu var meget på afstand, og der blev aftalt udgang efter aftale, da hun havde brug for motion og frisk luft og gerne ville gå nogle ture alene. Senere gik kvinden tur alene, uden at det gav anledning til impulser om at gøre skade på sig selv. Samme dag var kvinden til psykologsamtale, hvor hun gav udtryk for at have det en del bedre, hvilket også var psykologens indtryk. Om aftenen så kvinden TV og havde et nærværende samvær med personale og medpatienter. Det var aftalt, at den daglige samtale om dagens forløb m.v. skulle foregå efter TV-udsendelsen. Da den pågældende medarbejder ville henvende sig til kvinden, kunne hun umiddelbart ikke finde hende i afdelingen og ledte efter hende. Medarbejderen fandt kvinden på afdelingens badeværelse, hvor hun havde hængt sig. Der blev iværksat genoplivning, og kvinden blev overflyttet til intensiv afdeling. Det blev efterfølgende konstateret, at kvinden havde pådraget sig en svær hjerneskade. Patientforsikringen fandt, at uheldet ikke kunne henføres til en sådan fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, at der var grundlag for at pålægge sygehuset erstatningsansvar efter de almindelige erstatningsretlige regler. Patientforsikringen lagde vægt på, at behandlingen af kvinden, der siden ungdommen havde haft selvmordstanker, vanskeligt kunne være håndteret anderledes, idet der på det pågældende tidspunkt igennem de foregående dage syntes at have været en bedring, og idet selvmordsforsøget udadtil var fuldstændig uvarslet. Det blev i klagen anført, at man ikke i tilstrækkeligt omfang havde sikret sig, at kvinden ville søge hjælp ved presserende selvmordstanker, og at hendes bedring havde været ustabil. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at kvinden ved indlæggelsen gav udtryk for selvmordstanker, og at der korrekt blev ordineret fast opsyn og iværksat medicinsk behandling, ligesom der den følgende dag korrekt blev iværksat en behandlingsplan og faste støttesamtaler. Videre lagde nævnet vægt på, at de iværksatte begrænsninger løbende blev justeret relateret til kvindens tilstandsbillede samtidig med, at man indrømmede hende mulighed for at deltage i aktiviteter, der kunne være medvirkende til hendes bedring. Ud fra forløbet fra indlæggelsen var det således nævnets vurdering, at der på dagen for uheldet ikke var grund til at træffe sådanne forholdsregler, der forhindrede patienten i at gå på afdelingens badeværelse alene og være uden tættere opsyn end det faktiske. 85
Erstatningsgrundlag og afgørelser J.nr. 2000-00-846: Blind kvinde beskadiget af automatisk dør- PFL 3, stk. 2. En 72-årig, blind kvinde var blevet opereret for et brud på venstre lårben. 10 dage efter operationen var hun velmobiliseret og gik med kun sin blindestok. 18 dage efter operationen gik hun sammen med en medpatient ud til sygehusets forhal for at ryge. Døren ud til forhallen havde automatisk åbne- og lukkefunktion, der aktiveredes ved et tryk på en knap, der var placeret 4,75 m fra døråbningen. Døren var 4 sekunder om at åbne, og var herefter åbenstående i 12 sekunder, hvorefter den var 7 sekunder om at lukke. På gulvet var det markeret med en gul bue, hvor døren åbnede og lukkede. Døren åbnede indad mod kvinden. Da hun var på vej gennem døren, blev hun ramt af døren, da den svingede tilbage. Herved faldt kvinden og pådrog sit et nyt brud på venstre lårben. Patientforsikringen fandt, at uheldet ikke kunne henføres til en sådan fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, at der var grundlag for at pålægge sygehuset erstatningsansvar efter de almindelige erstatningsretlige regler. Patientforsikringen lagde vægt på, at døren var blevet justeret ca. 1 måned før uheldet, men at der ifølge det firma, som forestod service af døren, oftest var tale om en tilpasning af den hastighed, hvormed de sidste 20 cm af dørens åbning og lukning skete. Endvidere lagde Patientforsikringen vægt på oplysningerne om dørens åbnings- og lukkehastighed samt på, at uheldet ikke kunne antages at tilskrives tekniske fejl ved døren. Det blev i klagen anført, at det ville have været formålstjenligt, om den automatiske dør var indrettet således, at glaspartierne åbnede sig sidelæns, og straks åbnede sig automatisk, hvis en person eller andet kom i klemme. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde til grund, at uheldet ikke skyldtes fejl ved den automatiske dør. Videre lagde nævnet vægt på oplysningerne om de anførte tider for dørens åbne- og lukkefunktion, dørens indretning og placeringen af døråbnerfunktionen og fandt, at der herved blev givet rimelig tid til, at selv gangbesværede patienter kunne passere gennem døren. Nævnet lagde endvidere vægt på, at kvinden var blind og forlod afdelingen på egen hånd sammen med en medpatient. Patientskadeankenævnets afgørelse er anket til landsretten. 86
Erstatningsgrundlag og afgørelser J.nr. 2000-00-043: Fald fra vindue - PFL 3, stk. 2. En 69-årig kvinde blev indlagt med svære alkoholabstinenser og i delirøs tilstand. I de første 12 timer efter indlæggelsen blev kvinden behandlet med i alt 800 mg Fenemal. I de følgende dage var hun abstinenspræget indimellem og blev behandlet med Fenemal efter scoringsskema med henholdsvis 800 mg, 900 mg og 400 mg. På fjerdedagen om morgenen var kvinden abstinent og blev behandlet med Fenemal. Om aftenen fik hun injektioner med Fenemal kl. 20.30 og 22.30. På sidstnævnte tidspunkt var kvinden sovende, men vågnede svagt. Medpatienten var sovende. Den pågældende sygeplejerske forklarede, at hun inden hun forlod stuen havde lukket vinduet, fordi det var uvejr. Kl. ca. 22.55 kravlede kvinden ud ad vinduet og faldt ned fra første sals højde. Ved faldet pådrog hun sig brud på begge lårben og af bækkenet. 4 dage senere var kvinden cerebralt klar og fortalte, at hun var kravlet ud ad vinduet, fordi hun var bange for, at hun skulle have indopereret et svinehjerte. Patientforsikringen fandt, at uheldet ikke kunne henføres til en sådan fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, at der var grundlag for at pålægge sygehuset erstatningsansvar efter de almindelige erstatningsretlige regler. Patientforsikringen lagde vægt på, at den iværksatte medicinering var i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring var det optimale i den givne situation. Patientforsikringen fandt endvidere, at det ikke måtte anses for ansvarspådragende, at sygehuset undlod at sætte en fast vagt ved kvinden, idet hun ikke måtte anses for at være selvmordstruet eller så delirøs, at hun kunne finde på at kravle ud ad vinduet, som det efter det oplyste skulle være meget vanskeligt at komme ud ad. Det blev i klagen anført, at behandlingen med Fenemal burde have været sat op i dosis. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, idet nævnet lagde vægt på de samme forhold og oplysninger som i Patientforsikringens afgørelse. 3.2.5 Skader forårsaget af lægemidler. Lægemiddelskader erstattes efter patientforsikringsloven kun i 3 tilfælde : Hvis en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes, hvorved skaden ville være undgået. 87
Erstatningsgrundlag og afgørelser Hvis skaden skyldes, at fejl eller svigt i teknisk apparatur har medført, at der er stillet en forkert diagnose af grundsygdommen, som har betydet, at en forkert medicinsk behandling blev iværksat. Hvis behandlingen kunne have været gennemført med en anden, lige så effektiv ikke-medicinsk behandlingsmetode, for eksempel kirurgisk behandling. Skyldes en skade en egenskab ved lægemidlet, kan der gives erstatning i det omfang skaden er omfattet af lov om erstatning for lægemiddelskader jf. kapitel 7. 88
Erstatningens størrelse Erstatningens størrelse 4. Erstatningens størrelse og afgørelser herom 4.1 Erstatningsposterne Når det er fastslået, at en opstået skade er erstatningsberettigende efter lov om patientforsikring, skal erstatning og godtgørelse efter patientforsikringslovens 5, stk. 1, fastsættes efter reglerne i lov om erstatningsansvar (EAL). Erstatning/godtgørelse fastsættes altså efter dansk rets almindelige regler om erstatningsudmåling. Det, der erstattes, er kun følgerne af patientskaden og ikke følgerne af den grundsygdom, -lidelse eller skade, som førte til behandlingen på sygehuset. Det fremgår af erstatningsansvarsloven, at den, der er erstatningsansvarlig for en personskade, skal betale erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab, tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte. Hvis skaden har fået varige følger, skal der desuden betales godtgørelse for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab. Endelig skal der betales erstatning for tab af forsørger og for begravelsesomkostninger, såfremt der er årsagssammenhæng mellem skaden og dødsfaldet. Der kan i henhold til EAL s 12 ydes erstatning for begravelsesudgifter, og efter EAL s 12-14 kan en efterladt ægtefælle/samlever og børn få erstatning for tab af forsørger. Erstatningen til ægtefælle/samlever udgør 30 procent af den erstatning, som skadelidte ville have opnået ved fuldstændigt tab af erhvervsevnen i henhold til 5-8. Erstatning til efterladte børn udgør summen af de normalbidrag, som det kunne være pålagt skadelidte at udrede, hvis han havde været bidragspligtig. Hvis det, efter at sagen er afsluttet, viser sig, at der indtræder uforudsete ændringer i skadelidtes helbredstilstand således, at méngraden eller erhvervsevnetabsprocenten må antages at være væsentlig højere end antaget ved den tidligere afgørelse, kan sagen på skadelidtes begæring genoptages efter EAL s 11. Under pkt. 4.3. kan ses eksempler på afgørelser vedrørende fastsættelse/beregning af erstatning og godtgørelse. 89
Erstatningens størrelse 4.2 Reduktion i erstatningen Som udgangspunkt vil den tilkendte erstatning og godtgørelse skulle fastsættes således, at det fulde individuelle tab erstattes. Det er kun det "faktiske" tab, som skal erstattes, og der vil derfor i forskellige situationer skulle ske en reduktion i den takstmæssige opgørelse af erstatningen eller godtgørelsen. Reglerne herom er fastsat i erstatningsansvarsloven samt udviklet i praksis. 4.2.1 Reduktion på grund af alder Baggrunden for aldersreduktion er, at det findes rimeligt at nedsætte erstatningen, når den normale restlevetid for en person af den pågældende alder er kort. Aldersreduktion finder anvendelse ved godtgørelse for varigt mén, jf. EAL 4, stk. 2, og ved erstatning for tab af erhvervsevne, jf. EAL 9, og ved erstatning for tab af forsørger til ægtefælle, jf. EAL 13, stk. 2. Det fremgår af 4, stk. 2, at godtgørelse for varigt mén nedsættes, hvis skadelidte var fyldt 60 år ved skadens indtræden. Nedsættelsen sker med 5 procent for hvert år, skadelidte var ældre end 59 år ved skadens indtræden; dog sker der ikke yderligere nedsættelse efter det fyldte 69. år. Godtgørelsen kan således maksimalt nedsættes med 50 procent. I henhold til EAL 9 skal der ske nedsættelse på grund af alder ved tilkendelse af erstatning for tab af erhvervsevne efter 5-8, tilsvarende ved erstatning for tab af forsørger til ægtefælle efter 13. Nedsættelsen sker, hvis skadelidte ved skadens indtræden var fyldt 56 år, og erstatningen nedsættes med 8½ procent for hvert år, skadelidte var ældre end 55 år ved skadens indtræden, hvorfor der ikke ydes erstatning efter det fyldte 67. år. Reglen er et udtryk for, at der kun ydes erstatning for den periode, hvor skadelidte normalt ville have været erhvervsaktiv. Hvis det må antages, at skadelidte, såfremt skaden ikke var sket, ville have været erhvervsaktiv også efter det fyldte 67. år, kan reglen dog fraviges. Som udgangspunkt vil en eventuel erstatning udgøre 8 ½ procent af den beregnede erhvervsevnetabserstatning for hvert år, den pågældende ville have været erhvervsaktiv ud over det 67. år. Forsørgertaberstatning til en ægtefælle reduceres efter tilsvarende regler, jf. henvisningen i EAL 13, stk. 2. Princippet i 9 anvendes også ved reduktion af kapitaliserede erstatninger efter EAL 1. Det vil sige i situationer, hvor en skadelidt, efter at tilstanden er blevet stationær, kan dokumentere et varigt behov for eksempelvis medicin, fodtøj eller øvrige helbredelsesudgifter. Erstatningen herfor vil generelt blive fastsat ud fra det 90
Erstatningens størrelse dokumenterede årlige varige forbrug (hidtil) ganget med faktor 6. Hvis skadelidte henset til alder eller helbredstilstand i øvrigt imidlertid må forventes at ville leve i kortere tid, vil den kapitaliserede erstatning skulle reduceres, hvilket sker i overenstemmelse med princippet i 9. 4.2.2 Reduktion på grund af mellemkommende død Hvis skadelidte afgår ved døden, inden erstatningen er opgjort, vil erstatningen falde i arv. Om godtgørelse for personskade, det vil sige godtgørelse for svie og smerte og varigt mén gælder efter EAL 18, stk. 2, at den kun falder i arv, når kravet er anerkendt eller gjort gældende ved sagsanlæg eller under en straffesag ved kravets fremsættelse i retten eller et anklageskrift eller en stævning, der er indleveret til retten. Da der er tale om en kompensation tiltænkt den skadelidte, foretages der efter praksis en vis rimelig nedsættelse af erstatningen eller godtgørelsen i disse tilfælde. Ved vurderingen af, hvor meget erstatningen eller godtgørelsen skal nedsættes, lægges der afgørende vægt på, hvor lang tid skadelidte nåede at leve med skaden. 4.3 Eksempler på afgørelser vedrørende fastsættelse/beregning af godtgørelse og erstatning 4.3.1 Stationærtidspunktet. Stationærtidspunktet anvendes i erstatningsretten som en skæringsdato mellem personskaders midlertidige og varige følger. Ved stationærtidspunktet forstås det tidspunkt, hvor der efter en lægelig vurdering selv med yderligere relevant behandling ikke har været udsigt til en væsentlig bedring af den skadelidtes helbredstilstand. Ved udsigt til væsentlig bedring forstås, at der inden for kortere tid kan forventes en varig ændring af helbredstilstanden, således at méngraden og/eller erhvervsevnetabet vil blive lavere. Det vil sige, at bedringen skal indtræde nogenlunde kontinuerligt i forhold til det primære behandlingsforløb. Indtræder der derfor en spontan bedring et stykke tid efter behandlingen er afsluttet, vil dette typisk ikke ændre fastsættelsen af stationærtidspunktet. 4.3.2 Erstatningsansvarslovens 1: Helbredelsesudgifter og andet tab Den erstatningsansvarlige er efter EAL s 1 forpligtet til at betale helbredelsesudgifter afholdt som følge af patientskaden, såsom udgifter til bandager, medicin, 91
Erstatningens størrelse fodtøj m.v. Herudover erstattes forskelliget andet tab som følge af skadestilføjelsen. Hvis skadelidte har anvendt ekstern bistand, eksempelvis advokat eller revisor, under klagesagens behandling, er det den altovervejende hovedregel, at udgifter i forbindelse hermed ikke erstattes. J.nr. 1999-00-497: Tab ved salg af lejlighed o.lign, helbredelsesudgifter og andet tab - EAL 1. En 46- årig kvinde fik fjernet livmoderen og begge æggestokke. Efterfølgende opstod der infektion i operationssåret. Trods antibiotisk behandling opstod der betydelig sårinfektion og fisteldannelse, der nødvendiggjorde talrige sårskiftninger i fuldbedøvelse. Et halvt år efter fjernelsen af livmoderen og æggestokkene blev der transplanteret hud fra højre lår til maven. Der var herefter ingen tegn på infektion. Patientskadeankenævnet fandt, at skaden i form af infektion med et forlænget behandlings- og sygeforløb til følge var omfattet af lov om patientforsikring, jf. lovens 2, stk. 1, nr. 4. Patientforsikringen tilkendte godtgørelse for svie og smerte og godtgørelse for varigt mén samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Patientforsikringen fandt ikke grundlag for at tilkende erstatning for afholdte udgifter i form af logi og beklædning til kvindens søn samt for hans udgifter i forbindelse med hans hjælp til en flytning. Patientforsikringen fandt endvidere ikke grundlag for at tilkende erstatning for tab ved salg af lejlighed, flytteudgifter, medicinudgifter samt udgifter til medlemskab af sygeforsikringen danmark, installation af vaskemaskine, computer og skrivebordsstol. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelser om de nævnte poster. Nævnet fandt, at der ifølge praksis ikke var hjemmel i erstatningsansvarslovens 1 til at erstatte tab ved hurtigt salg af lejlighed (og sommerhusgrund). Nævnet bemærkede, at tab i forbindelse med salg af lejlighed ikke kan anses for en påregnelig og direkte følge af patientskaden, men er afhængigt af forholdene på ejendomsmarkedet på tidspunktet for salget. Nævnet fandt endvidere, at udgifter til tøj m.v. til kvindens hjemmeboende søn for hans deltagelse i forbindelse med flytningen ikke var en udgift, som efter praksis kunne erstattes efter erstatningsansvarsloven. Videre fandt nævnet, at udgifter til medlemskab af sygeforsikringen danmark ikke kunne erstattes, idet kvinden allerede forud for patientskadens indtræden var medlem, og udgifterne til medlemsskabet kunne således ikke tilskrives følgerne af patientskaden. For så vidt angik udgifter til installation af vaskemaskine samt til indkøb af computer og skrivebordsstol med god rygstøtte, fandt nævnet, at der ikke var hjemmel i erstatningsansvarslovens 1 til at erstatte udgifter af 92
Erstatningens størrelse denne art, og at disse udgifter måtte anses for at være kompenseret ved den tilkendte godtgørelse for varigt mén. J.nr. 2001-00-084: Udgifter til kiropraktor nedsat ( reformatio in pejus) - EAL 1. En 46-årig fik i forbindelse med en operation for refluks fra spiserøret blødninger fra milten. Da disse blødninger ikke kunne standses, var man nødt til at fjerne milten. Skaden i form af tab af milten blev anerkendt i medfør af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Patientforsikringen lagde blandt andet vægt på, at blødninger fra milten meget sjældent opstår i forbindelse med denne type operationer, og at blødningen var en alvorlig komplikationen. Patientforsikringen fandt, at den 46-årige var berettiget til erstatning for transportudgifter med 492,80 kr. ekskl. renter, medicinudgifter med 48,55 kr. ekskl. renter og udgifter til kiropraktor med 1.132 kr. ekskl. renter samt godtgørelse for svie og smerte med 410 kr. ekskl. renter og for varigt mén svarende til en méngrad på 5%. Patientforsikringen begrundede afgørelsen vedrørende erstatning for kiropraktorudgifter med, at skadelidte i sygeperioden og i kortere tid derefter havde haft udgifter til behandling hos kiropraktor og efter operationen havde haft en del gener i form af smerter i kroppen. Der blev ved samme afgørelse meddelt afslag på erstatning for erhvervsevnetab, ligesom der ikke blev fundet grundlag for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. De 46-årige klagede over at have forøget risiko for infektioner efter, at milten var fjernet og fremover ville have fremtidige udgifter til vaccinationer og medicin. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse, idet man nedsatte udgifterne til kiropraktor til 1.025 kr. ekskl. renter. Patientskadeankenævnet begrundede ændringen med, at en del af behandlingen var foretaget før patientskaden. De øvrige påklagede erstatningsposter blev tiltrådt. J.nr. 2001-00-234: Udgift til briller, helbredelsesudgifter og andet tab - EAL 1. En 50- årig mand fik foretaget ballonudvidelse og indsættelse af stent (rør) i venstre hjertekrans- pulsåre, der var alvorligt forsnævret som følge af åreforkalkning. Efter indgrebet klagede han over dobbeltsyn og fornemmelse af at have svært ved at styre venstre øje. En CT-scanning af hjernen viste følger efter en mindre blodprop i hjernen. Det blev konstateret, at blodproppen havde ført til en lammelse af muskelfunktionen, som fører venstre øje mod næsen og nedad, hvilket fremprovokerede dobbeltsyn ved blik i disse retninger. Han blev herefter behandlet med øjenklap. Ved de efterfølgende 93
Erstatningens størrelse kontrolundersøgelser var lammelsen af muskelfunktionen i bedring. Ved undersøgelse af speciallæge et år efter operationen blev der konstateret normale øjenbevægelser i alle retninger, og der kunne ikke fremprovokeres dobbeltbilleder. Speciallægen vurderede, at klagers synsgener skyldtes behov for brillekorrektion, idet det uskarpe syn forsvandt ved korrekt brillekorrektion. Patientforsikringen fandt, at skaden i form af synsforstyrrelser var omfattet af lov om patientforsikring, jf. lovens 2, stk. 1, nr. 4. Der blev tilkendt godtgørelse for svie og smerte. Patientforsikringen fandt ikke grundlag for at erstatte en eventuel udgift til briller, idet Patientforsikringen vurderede, at behovet for brillekorrektion ikke kunne relateres til patientskaden. Patientforsikringen fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at tilkende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab, da klager var folkepensionist på tidspunktet for patientskadens indtræden. Videre fandt Patientforsikringen, at der ikke kunne tilkendes godtgørelse for varigt mén, idet Patientforsikringen vurderede, at der ikke var påført klager et varigt mén på 5 procent eller derover som følge af den anerkendte patientskade. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Vedrørende erstatning for afholdte udgifter til nye briller fandt nævnet, at der ikke kunne ydes erstatning herfor, idet behovet for nye briller ikke fandtes at have sammenhæng med de midlertidige synsgener efter operationen, men derimod måtte tilskrives, at almindelige aldringsprocesser i øjet havde ført til behov for ændret brillekorrektion. J.nr. 2001-00-228: Udgifter til undersøgelse og behandling på privathospital - EAL 1. En 58-årig mand havde gennem flere år haft smerter i nakken og lænden samt tilbagevendende smerteudstråling til venstre ben. Røntgenundersøgelse fra december 1998 havde vist degeneration af 4. lændebåndskive, skævhed af ryggen, en svær diffus sygdomsproces i ryghvirvlerne (spondylose) og diskusdegeneration ved 3. til 6. halshvirvel med slidgigt. På grund af fortsatte smerter var han til ny undersøgelse på offentligt hospital i maj 1999. Her konkluderede man, at smerterne formentlig var relaterede til degenerative forandringer i rygsøjlen, og han blev henvist til fysioterapi og bassintræning. Ved ambulant kontrol i efteråret 1999 var smertetilstanden stort set uændret. Han blev anbefalet fysiurgiske hjemmeøvelser, og behandlingen blev afsluttet. I november 1999 rettede han henvendelse til et privathospital, hvor man foretog røntgenundersøgelse og konstaterede forsnævring af rygmarvskanalen ud for 3. lændebåndskive samt en mulig diskusprolaps mellem 4. og 5. lændehvirvel med tegn på rodpåvirkning. Manden blev opereret på privathospitalet i december 1999, hvor man udvi- 94
Erstatningens størrelse dede pladsforholdene ud for 3. og 4. lændebåndskive og foretog stivgøring mellem 4. og 5. lændehvirvel. Patientforsikringen fandt, at mandens skade i form af forlænget sygeforløb som følge af utilstrækkelig undersøgelse på det offentlige sygehus var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Patientforsikringen gav dog afslag på erstatning, da man fandt, at det samlede erstatningsbeløb ikke oversteg 10.000 kr. Patientforsikringen lagde vægt på, at sygeperioden (kun) var blevet forlænget fra den 20. oktober 1999 til slutningen af november 1999 eller starten af december 1999, og at han ikke havde haft indkomsttab som følge af patientskaden. Patientforsikringen fandt endvidere, at han ikke var blevet påført et varigt mén på 5 procent eller derover som følge af patientskaden, og at forlængelsen af sygeperioden ikke havde påvirket erhvervsevnen. Endelig fandt Patientforsikringen, at der ikke kunne ydes erstatning for udgifter til behandlingen på privathospitalet. Man lagde her vægt på, at der ikke kan ydes erstatning for udgifter til undersøgelse og behandling på privathospitaler eller privatklinikker, såfremt samme behandling kunne være tilbudt på et offentligt sygehus, hvilket var tilfældet i den konkrete sag. I klagen blev det gjort gældende, at manden havde krav på erstatning for udgifterne til undersøgelse og behandling på privathospitalet (ca. 110.000 kr.), da man havde afvist at iværksætte yderligere undersøgelser på det offentlige sygehus. Det blev endvidere gjort gældende, at han ikke var blevet informeret om mulighederne for at få foretaget yderligere undersøgelser i offentligt regi, og at undersøgelse og behandling på privathospitalet havde været nødvendig for at få diagnosticeret og behandlet ryglidelsen. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse med samme begrundelse. Nævnet fandt, at mandens uvidenhed om, at han skulle henvende sig til egen læge for at blive henvist til yderligere undersøgelser på et offentligt sygehus, ikke kunne føre til et andet resultat. 4.3.3 Erstatningsansvarslovens 2: Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Hvis der som følge af patientskaden opstår tab af arbejdsfortjeneste, erstattes dette, jf. EAL s 2. Dog foretages der fradrag for den periode, hvor skadelidte under alle omstændigheder ville være sygemeldt på grund af grundsygdommen, normalsygdomsperioden. Erstatningen beregnes i hovedtræk som differencen mellem den forventede løn eller anden arbejdsindtægt i den sygeperiode, der kan henføres til patientskaden, med fradrag af udbetalte sygedagpenge. Erstatningen ydes frem til stationærtidspunktet, hvilket vil sige det tidspunkt, hvor det må antages, at 95
Erstatningens størrelse skadelidtes helbredstilstand ikke vil blive forbedret, eller til arbejdet genoptages. I en højesteretsdom, refereret i Ugeskrift for Retsvæsen for 1999, side 394, blev der fastsat erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til det tidspunkt, hvor arbejdet i det væsentlige i samme omfang som før skaden kunne genoptages. Dommen angår midlertidig arbejdsudygtighed efter stationærtidspunktet. J.nr. 639/98 : Tabt arbejdsfortjeneste frem til revalideringstidspunktet- EAL 2. En 30-årig mand pådrog sig et brud på højre skinneben ved en trafikulykke. Bruddet blev behandlet med knogletransplantation og indsættelse af et låst marvsøm. Bruddet helede herefter op. Efterfølgende blev der foretaget operation med fjernelse af det indsatte marvsøm. I forbindelse med udbankningen af marvsømmet blev han påført et brud i den knæ-nære del af skinnebenet. Skaden blev anerkendt efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Da behandlingen af bruddet var afsluttet, forsøgte den 30-årige at genoptage sit arbejde, han måtte imidlertid sygemelde sig efter én arbejdsdag. Han blev senere afskediget på grund af sygdom. Et år efter fjernelsen af marvsømmet blev han bevilget 3 ½ års revalidering. Patientforsikringen fastsatte stationærtidspunktet til ca. fire måneder efter operationen med fjernelse af marvsømmet. Der blev tilkendt erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab samt godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til stationærtidspunktet. Patientforsikringen fandt ikke grundlag for at tilkende godtgørelse for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse, således at den 30-årige blev tilkendt godtgørelse for varigt mén svarende til en méngrad på 10 procent og yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Nævnet fandt, at den 30-årige var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til det tidspunkt, hvor han blev bevilget revalidering. Nævnet vurderede, at han på dette tidspunkt var i stand til at genoptage arbejdet i væsentligt samme omfang som tidligere. Nævnet tiltrådte de øvrige erstatningsposter i Patientforsikringens afgørelsen, herunder at den 30- årige ikke var påført et erhvervsevnetab på 15 procent eller mere som følge af patientskaden, hvorfor han ikke var berettiget til erstatning for erhvervsevnetab. J.nr. 2001-00-027: Amputation af venstre underben, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste - EAL 2. En 47-årig mand var faldet ned fra en stige og havde pådraget sig et svært, splintret brud på venstre skinneben med flere brudlinier ind i ankelledet og 96
Erstatningens størrelse brud i lægbenet. Bruddet blev behandlet med metalskinne og skruer samt gipsbandage. Det viste sig efterfølgende, at der var opstået infektion i operationssåret, og der fulgte et langvarigt forløb med intensiv sårbehandling og fortsat infektion. Efter cirka et års forgæves behandling foretog man amputation af venstre underben. Han blev derefter henvist til genoptræning og udstyret med en protese. Behandlingen blev afsluttet den 19. august 1999. Patientforsikringen anerkendte, at han var blevet påført en erstatningsberettigende skade i form af infektion og heraf følgende amputation, jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Manden havde i flere år forud for ulykken været førtidspensionist uden tilknytning til arbejdsmarkedet. Han havde netop besluttet sig for at søge ud på arbejdsmarkedet og fået mundtligt tilsagn om malerarbejde hos fire forskellige arbejdsgivere i perioden fra ultimo februar 1998 til 1. september 1998. Det var under udførelsen af det første job, i slutningen af februar 1998, at ulykken var indtrådt. Patientforsikringen havde fået dokumentation for aftalerne i form af skriftlige erklæringer fra arbejdsgiverne. Patientforsikringen fandt, at manden ikke var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, idet man vurderede, at han under alle omstændigheder ville have været sygemeldt, såfremt patientskaden ikke var indtrådt i den periode arbejdsaftalerne vedrørte. I klagen gjorde man gældende, at det forhold, at manden havde dokumenteret ansættelsesforhold indtil 1. september 1998, var tilstrækkelig dokumentation for, at han også efter denne dato kunne have oppebåret en (tilsvarende) lønindkomst frem til stationærtidspunktet den 19. august 1999 og derfor var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste (med fradrag af udbetalt førtidspension). Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at han selv efter en ukompliceret behandling af skinnebensbruddet ville have haft et sygdomsforløb på 6 måneder, dels fordi der var tale om et svært splintret brud med flere brudlinier ind i ankelleddet og brud i lægbenet, der skulle hele, og dels fordi der efterfølgende ville være behov for et længere genoptræningsforløb. Nævnet vurderede, at det ikke var tilstrækkelig sandsynliggjort, at han ville have haft arbejdsaftaler frem til stationærtidspunktet og at ansættelsesaftalerne for perioden fra ultimo februar 1998 til 1. september 1998 således ikke kunne danne grundlag for en formodning om tilsvarende arbejde ud over den periode, som aftalerne vedrørte. Nævnet lagde her vægt på aftalernes tidsbegrænsede karakter og på, at manden ikke havde haft arbejdsindtægter i en længere periode forud for ulykken i februar 1998. 97
Erstatningens størrelse 4.3.4 Erstatningsansvarslovens 3: Godtgørelse for svie og smerte. I perioden fra skadens indtræden, indtil skadelidtes helbredstilstand er blevet stationær, ydes der godtgørelse for svie og smerte, jf. EAL s 3. Godtgørelsen ydes efter et takstsystem med bestemte beløb pr. sygedag, dog med mulighed for fravigelse ved større godtgørelsesbeløb. Ved beregningen af godtgørelsen skal taksten på skadestidspunktet anvendes. I 2001 var taksterne 180,- kr. pr. sengeliggende sygedag og 80,- kr. pr. oppegående sygedag. Ved beregning af godtgørelse for svie og smerte foretages fradrag for normalsygdomsperioden. Fra man udskrives, til tilstanden er stationær, eller til man genoptager arbejdet, betragtes man som udgangspunkt ikke som sengeliggende, og der skal ganske særlige omstændigheder til, for at denne periode kan godtgøres efter taksten for sengeliggende sygedage, uanset, om man er bundet til sengen, har fået pålagt at holde sig i ro eller lignende. Ganske særlige omstændigheder kan være, at man bliver udskrevet til pasning i hjemmet ved hjemmeplejen og er helt afhængig af andres hjælp til personlige fornødenheder. Er man derimod bundet til sengen, men selvhjulpen vedrørende toiletbesøg, vil der ikke være tale om sådanne ganske særlige omstændigheder. Såfremt den takstmæssige godtgørelse for svie og smerte overstiger den i 3, 3. pkt., fastsatte grænse (pr. 1. januar 2001 kr. 26.000,-) kan den del af godtgørelsen, der overstiger beløbsgrænsen fastsættes på baggrund af en skønsmæssig vurdering. J.nr. 2001-00-234: Godtgørelse for svie og smerte selv om skadelidte ikke var syg i lovens forstand - EAL 3. En 50-årig mand fik foretaget en ballonudvidelse og indsættelse af stent i venstre hjertekranspulsåre, der var alvorligt forsnævret som følge af åreforkalkning. Efter operationen blev der konstateret en mindre blodprop i venstre side af hjernen antagelig som følge af løsning af en lille smule åreforkalkningsmateriale fra hovedpulsårens væg. Blodproppen havde ført til lammelse af den muskelfunktion i venstre øje, der fører øjet mod næsen og nedad, hvilket fremprovokerede dobbeltsyn ved blik i disse retninger. Manden blev udstyret med øjenklap, og efter ca. 9 måneder var der normale øjenbevægelser i alle retninger. Patientforsikringen fandt, at der var ansvarsgrundlag i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, og tilkendte godtgørelse for svie og smerte med et beløb skønsmæssigt fastsat til ca. halvdelen af en beregnet takstmæssig godtgørelse efter fradrag for den periode, som manden under alle omstændigheder ville have været syg som følge af sin grundsygdom. 98
Erstatningens størrelse Det blev i klagen anført, at godtgørelse for svie og smerte burde udbetales med et beløb svarende til en beregnet takstmæssig godtgørelse. Patientskadeankenævnet stadfæstede Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at der med syg normalt forstås, at skadelidte er sygemeldt og undergivet en vis form for behandling. Der kan dog i særlige tilfælde ydes godtgørelse for svie og smerte, selv om skadelidte ikke er syg i erstatningsansvarslovens forstand, for eksempel i tilfælde, hvor skaden medfører midlertidige gener i de normale legemsfunktioner. Nævnet lagde i den forbindelse tillige vægt på, at påvirkningen af øjet havde været midlertidig, og at generne måtte vurderes at have været forholdsvis beskedne. J.nr. 2000-00-883: Svie og smerte (reformatio in pejus) EAL 3. En 47-årig faldt ned fra nogle træstolper og slog bagerste del af venstre skinneben samt achillessenen på venstre fod. Patientforsikringen fandt, at den 47-årige blev anset for at være påført en erstatningsberettigende skade i henhold til patientforsikringslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1, idet optimal behandling havde tilsagt, at man i forbindelse med skadestuebesøget havde diagnosticeret bristningen af achillessenen og derefter havde iværksat relevant behandling deraf. Derved ville skadelidte med overvejende sandsynlighed have undgået en væsentlig del af behandlingsforløbet. Patientforsikringen fandt, at den 47-årige var berettiget til 24 kr. ekskl. renter i erstatning for transportudgifter, 369 kr. ekskl. renter i erstatning fysioterapiudgifter og 11.700 kr. ekskl. renter i godtgørelse for svie og smerte. Patientforsikringen begrundede blandt andet afgørelsen vedrørende godtgørelse for svie og smerte med, at skadelidte havde været ikke-sengeliggende i 263 dage, og at et normalt sygdomsforløb ville have udgjort 3 sengeliggende sygedage og 89 ikke-sengeliggende sygedage. Patientforsikringen fandt ikke grundlag for at tilkende erstatning for udgifter til privathospital, tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab eller godtgørelse for varigt mén. Patientforsikringen fandt ved en efterfølgende afgørelse ikke grundlag for erstatning for udgifter til privat hjemmehjælp og for udgifter afholdt ved anskaffelse af handicapbil. Den 47-årige klagede over, at der ikke blev tilkendt erstatning for udgifter til privat hjemmehjælp, bil med automatgear og fysioterapi. Patientskadeankenævnet fandt, at stationærtidspunktet skulle fastsættes til den 10. april 1999 i stedet for den 3. marts 1999 og godtgørelse for svie og smerter nedsættes til i alt 4.130 kr. ekskl. renter fra skadedatoen. Patientforsikringens øvrige del af afgørelsen og den efterfølgende afgørelse blev tiltrådt. Patientskade- 99
Erstatningens størrelse ankenævnet begrunde ændringen af afgørelsen vedrørende svie og smerte med, at sygdomsforløbet som følge af den forsinkede diagnosticering var blevet forlænget med perioden fra den 14. juni 1998 til den 11. august 1998 som følge af patientskaden, svarende til 59 ikke-sengeliggende sygedage. Nævnet fandt på denne baggrund, at optimal behandling havde tilsagt, at man i forbindelse med skadestuebesøget den 14. juni 1998 havde ladet kvinden gennemgå tågang, hvorved man med overvejende sandsynlighed ville have diagnosticeret bristningen af achillessenen og derefter havde iværksat relevant behandling deraf. J. nr. 2001-00-236: Svie og smerte (reformatio in pejus) - EAL 3. En 53-årig blev opereret for diskusprolaps. Efterfølgende klagede han over snurren og prikken fra venstre knæ ned over venstre fod og lammelse af venstre fod. Skaden i form af følger efter ikke optimalt udført stivgøringsoperation i lænderyggen fandtes omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Patientforsikringen lagde blandt andet vægt på, at en CT-scanning viste, at den ene af de indsatte skruer ragede ind i rygmarvskanalen. Patientforsikringen fastsatte stationærtidspunktet til den 10. november 2000 og fandt den 53-årige berettiget til en skønsmæssigt fastsat godtgørelse for svie og smerte med 15.000 kr. ekskl. renter og godtgørelse for varigt varig mén svarende til en méngrad på 15%. Patientforsikringen lagde ved fastsættelsen af stationærtidspunktet vægt på, at den 53-årige blev afsluttet fra hospitalet på den pågældende dato og på det tidspunkt havde fået fjernet det stivgørende materiale i lænden, og at man ikke fandt yderligere at tilbyde. Patientforsikringen lagde ved godtgørelsen for svie og smerte blandt andet vægt på, at den 53-årige havde været sengeliggende syg i 17 dage samt ikke sengeliggende syg i 221 dage og ville have haft et normalt sygdomsforløb på ca. 3 måneder, heraf med 1 uges indlæggelse. Endvidere lagde man vægt på, at sygdomsforløbet i forbindelse med operationen ikke kunne anses for at være udløst af patientskaden. Den 53-årige klagede generelt over afgørelsen. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelsen således, at stationærtidspunktet blev fastsat til den 6. september 1999, idet det fremgik af et journalnotat af samme dato, at der var uændret kraftnedsættelse i venstre fod, ingen bedring i foden trods genoptræning, og at de væsentligste gener nu var ryggener. Patientskadeankenævnet reducerede som konsekvens heraf godtgørelsen for svie og smerte med 5.760 kr. ekskl. renter. 100
Erstatningens størrelse 4.3.5 Erstatningsansvarslovens 4: Godtgørelse for varigt mén. For tiden efter stationærtidspunktet kan der ydes godtgørelse for varigt mén, når patientskaden har givet varige følger, jf. EAL s 4. Godtgørelsen ydes efter et takstsystem med et bestemt beløb pr. méngrad, idet der dog ikke ydes godtgørelse, hvis méngraden er under 5 procent. Satsen udgjorde i 2001 3.440,- kr. pr. méngrad. Ved beregningen af godtgørelsen skal taksten på skadestidspunktet anvendes. Ved fastsættelsen af méngraden foretages fradrag for den del af det samlede mén, som kan henføres til grundsygdommen. J.nr. 2000-00-290: Forsinket diagnostisering af trykstigning i øjet efter blødning, varigt mén - EAL 4. En 61-årig mand havde i flere år været i insulinbehandling for diabetes og havde været fulgt på en øjenafdeling på grund af arteriosklerotiske og diabetiske forandringer i øjnenes baggrund. Han klagede nu over dobbeltsyn på højre øje, og 3 dage efter var synet helt forsvundet. Sygehuset mente dog, at der var tale om en glaslegemeblødning, hvorfor der ikke var anledning til akut øjenundersøgelse. Først godt to uger senere konstateredes trykforhøjelse samt grøn stær på grund af nethindeblødning, hvorefter der blev iværksat tryksænkende behandling. Ved undersøgelse et par måneder senere havde han en synsstyrke på 6/60 uden bedring med korrektion på højre øje og 6/24 på venstre øje. Ved undersøgelse et halvt år senere blev synsstyrken målt til mindre end 0,5 med egen korrektion, og man fandt tiltagende grå stær på begge øjne. Patientforsikringen fandt, at forsinket diagnostisering af trykstigning efter blødning i øjet var omfattet af patientforsikringslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1, og fastsatte den 61-åriges méngrad som følge af patientskaden til 10 %. Patientforsikringen fandt ikke grundlag for at tilkende erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte og erstatning for erhvervsevnetab. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse, idet nævnet fandt, at der var påført manden et varigt mén på 15 % som følge af patientskaden. Nævnet fandt, at hans samlede mén ved synstabet på højre øje med baggrund i Arbejdsskadestyrelsens méntabel svarede til en méngrad på i alt 30 %. Nævnet lagde vægt på, at han som komplikation til sukkersyge havde en alvorlig nethindesygdom, som forårsagede blødning i højre øje med trykstigning til følge, og at han nu stort set havde ophævet syn på højre øje. Nævnet lagde endvidere vægt på, at synet på venstre øje var nedsat, delvist som følge af tiltagende grå stær på øjet. Nævnet vurderede følgerne af grundsygdommen til 15 %, som skulle fradrages i den samlede méngrad på 30 %. Nævnet lagde herved vægt på, at trykstigning hos en 101
Erstatningens størrelse patient med alvorlig diabetisk nethindesygdom er vanskelig at behandle og derfor ofte medfører et betydeligt synstab selv ved optimal behandling. Endvidere lagde nævnet vægt på, at man allerede ved en tidligere undersøgelse målte nedsat syn på højre øje og fandt øjet præget af nethindesygdommen og grå stær. Ved beregningen af méngodtgørelsen skete sædvanlig aldersreduktion efter EAL 3, stk. 2. J.nr. 2000-00-313: Nervepåvirkning, varigt mén - EAL 4. En 32-årig kvinde pådrog sig ved et fald en skade på venstre håndled. Hverken røntgenundersøgelse eller klinisk undersøgelse viste sikre tegn på brud, og hun blev derfor udstyret med støttebind. Da der fortsat var smerter i håndleddet og tegn på, at der var tryk på nogle sener, foretog man 3 måneder senere et operativt indgreb, hvor senerne til venstre tommelfinger blev løsnet, og i den forbindelse fandt man betydelig fortykkese og snævre pladsforhold omkring senerne. Kvinden fik efterfølgende gener i form af føleforstyrrelser ud i venstre tommelfinger samt gener svarende til venstre håndled blandt andet i form af smerter med udstråling, føleforstyrrelser, væsentlig bevægeindskrænkning og væsentlig nedsat håndtrykskraft. Patientforsikringen fandt, at skaden i form af nervepåvirkning med føleforstyrrelser ud i venstre tommelfinger til følge var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Patientforsikringen vurderede, at kvindens øvrige gener ikke var en følge af patientskaden men af den oprindelige tilskadekomst. Patientforsikringen fandt på dette grundlag, at kvinden ikke var blevet påført et varigt mén på 5 % eller derover som følge af patientskaden, samt at de øvrige erstatningsposter ikke ville overstige 10.000 kr, hvorfor hun ikke var berettiget til erstatning, jf. patientforsikringslovens 5, stk. 2. Patientskadeankenævnet fandt, at en væsentlig del af kvindens gener kunne tilskrives patientskaden, dvs. nervelæsionen opstået under operationen, og ændrede på denne baggrund Patientforsikringens afgørelse, idet nævnet fandt, at kvinden var påført et varigt mén på 5 % som følge af patientskaden. Nævnet lagde vægt på, at kvinden havde følger efter patientskaden i form af føleforstyrrelser på oversiden af venstre 1. og 2. finger og nerveknude-lignende smerter ved berøring af dele af operationsarret. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der efter operationen var indtrådt en smerteforværring, idet smerterne strålede ud i 1. og 2. finger og forværredes ved enhver form for belastning. Endelig lagde nævnet vægt på, at kvinden anvendte håndledsskinne, og at patientskadens følger gav hende ikke uvæsentlige indskrænkninger i den daglige livsførelse. For så vidt angik de øvrige erstatningsposter sendte Patientskadeankenævnet sagen tilbage til Patienforsikringen til fornyet behandling. 102
Erstatningens størrelse J.nr. 2000-00-274: Skade i forbindelse med operation for benæder (reformatio in pejus) - EAL 4. En 31-årig blev opereret for benæder i venstre mellemøre. Patientforsikringen fandt, at der var påført den 31-årige en efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, erstatningsberettigende skade i form af, at alt cholesteatom ikke blev fjernet ved den første operation, hvorfor sygdommen recidiverede. Patientforsikringen lagde vægt på, at optimal behandling havde tilsagt, at man havde frilagt hele mellemøret, og at man havde foretaget en fjernelse af knoglefremspring bag øret. Patientforsikringen fastsatte stationærtidspunktet til den 25. juni 1998, og der blev tilkendt godtgørelse for svie og smerte samt godtgørelse for varigt mén svarende til en méngrad på 25%, medens der ikke blev fundet grundlag for erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab, tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Den 31-årige klagede over Patientforsikringens afgørelse over godtgørelsen for varigt mén. Det blev blandt andet anført, at der var gener i form af døvhed på venstre øre, tinnitus, tilfælde af svimmelhed, at venstre side af ansigtet føltes spændt, og at denne følelse forværredes ved gaben og nysen, trækninger i venstre side af ansigtet, tilfælde af sitren i venstre side af overlæben, smerte i øret i stærk kulde, og når den 31-årige sov i forkert stilling. Endvidere opstod der betændelse i øret, når der kom vand i øret, der var gener ved høj musik og almindelig støj, smerte og meget nedsat hørelse under flyvning og 3-4 gange vasalva (trykudligning) dagligt, hvilket nedsatte hørelsen endnu mere. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse således, at den 31-årige kun var berettiget til i alt 45.600 kr. ekskl. renter i godtgørelse for varigt mén som følge af patientskaden svarende til en méngrad på 15%. Patientskadeankenævnet lagde vægt på, at generne ifølge speciallægeerklæringer og klagen, ud over total døvhed på venstre øre, var let tinnitus, svimmelhed og ubehag i ansigtet. Videre lagde Patientskadeankenævnet vægt på, at totalt høretab på et øre ifølge Arbejdsskadestyrelsens méntabel vurderedes til en méngrad på 10%. Méngraden ved totalt høretab på et øre omfattede tillige de gener, der normalt fulgte af høretab, såsom ligevægtsevne, høre- og kommunikationsgener. Nævnet bemærkede, at den tabel, hvorefter Patientforsikringen havde vurderet de varige mén, udelukkende omfattede mén hos patienter med varierende grader af dobbeltsidigt høretab. J.nr. 2001-00-345: Infektion i pandehule som følge af glemt bomuldstampon, varigt mén - EAL 4. En 50-årig kvinde havde i 11 år haft en godartet svulst mellem hypofysen og synsnerven, som blandt andet havde medført, at hun havde mistet synet. En 103
Erstatningens størrelse kontrol MR-scanning viste massiv vækst af svulsten, og man fjernede herefter svulsten ved en operation. Under indgrebet fandt man indvækst af svulsten omkring kar og hypofyse. Ca. 2 måneder efter udskrivelsen fik kvinden tiltagende hævelse i panden og ned over øjnene, samtidig med at hun neurologisk var blevet dårligere, mere sløv og havde mistet flere af de opnåede færdigheder. Man fik mistanke om infektion i en knogleplade, hvilket blev bekræftet ved CT-scanning. Der sås en byld under huden i panderegionen og bylddannelse under kranieknoglen uden på den hårde hjernehinde. Samme dag fjernede man knoglepladen og foretog oprensning af hjernehinden. Under operationen fandt man en lille bomuldstampon i pandehulen ned mod næsen, som man havde glemt ved operationen 3 måneder tidligere. Efterforløbet var ukompliceret, og 1 uge efter kunne kvinden flyttes tilbage til videre genoptræning. Hun blev samtidig skrevet op til isættelse af kranieplastik i knogledefekten. Patientforsikringen fandt, at skaden i form af infektion i knogleplade i kraniet var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1 og tilkendte kvinden godtgørelse for varigt mén på grundlag af en méngrad på 10 % som følge af patientskaden. Der fandtes endvidere grundlag for at tilkende erstatning for transportudgifter og godtgørelse for svie og smerte men ikke erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at det samlede varige mén inklusiv patientskaden udgjorde 100 %. Nævnet lagde vægt på, at kvindens grundsygdom var en godartet bindevævsknude mellem hypofysen og synsnerven, og at man ved operationen kun kunne fjerne svulsten delvist på grund af dens relation til væsentlige strukturer i hjernen. Nævnet lagde endvidere vægt på, at CT-scanninger efter operationen viste blodpropper i thalamus, og blodprøver viste betydelige svingninger i saltindholdet, hvilket tydede på, at der var sket en læsion af hypothalamus. Der var således kliniske tegn på betydelige og permanente påvirkninger af den dybe hjernestruktur. Infektionen, som opstod i efterforløbet som følge af den glemte bomuldstampon, var lokaliseret til kraniepladen uden på den hårde hjernehinde og involverede derfor ikke selve hjernevævet. Nævnet lagde vægt på, at der havde været en vis kortvarig men forbigående forværring af kvindens helbredstilstand i forbindelse med operationerne som følge af infektionen, men nævnet kunne tiltræde, at det varige mén efter patientskaden skønsmæssigt skulle fastsættes til højst 10 %. 104
Erstatningens størrelse J.nr. 2000-00-041: Beskadigelse af nervefletværket til begge arme, godtgørelse for varigt mén - EAL 4. En 40-årig mand fik efter længere tids lændesmerter på grund af hvirvelforskydning i nederste del af lænderygsøjlen foretaget operation (spondylodese) i lænden. Under indgrebet blev han lejret på skumgummipuder med speciel gelépude under den udvendige del af overarmen. Han havde efterfølgende betydelig kraftnedsættelse i armene, nedsat sensibilitet på begge underarme og de yderste to fingre (mest udtalt på højreside) samt kramper og spændinger i skuldrene. Patientforsikringen fandt, at manden var blevet påført en erstatningsberettigende skade i form af påvirkning af ulnarisnerven (nervus ulnaris) under lejringen med heraf følgende kraftnedsættelse og sensibilitetsforstyrrelse i begge arme, jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Han blev tilkendt erstatning for helbredelsesudgifter, godtgørelse for svie og smerte samt godtgørelse for varigt mén svarende til en méngrad på 15 procent. Han fik afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. I klagen blev det gjort gældende, at méngraden var højere end 15 procent. Der blev henvist til, at undersøgelser havde vist, at manden pådrog sig en meget betydelig påvirkning af nervefunktionen i arme, håndled og fingre, hvilket havde medført svært kompromitteret finmotorik og nedsat sensibilitet på begge underarme og de yderste to fingre (mest udtalt på højre side). Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse, således at méngraden blev forhøjet til i alt 40 procent. Nævnet lagde vægt på, at den skade, som manden pådrog sig i forbindelse med lejringen, ikke alene var en påvirkning af ulnarisnerven, men en beskadigelse af hele nervefletværket til begge arme. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af en speciallægeerklæring i sagen, at der var betydelig kraftnedsættelse i begge arme fra skuldre og distalt, svært kompromitteret finmotorik, nedsat sensibilitet på begge underarme og på de yderste 2 fingre, mest udtalt på højre side. J.nr. 2000-00-634: Forsinket diagnose af brystkræft, méngrad - EAL 4. En 47-årig kvinde fik foretaget mammografi, efter hun havde haft tiltagende ømhed og hævelse af højre bryst. Ved mammografien sås sammenholdt med en undersøgelse 8 år tidligere, at der nu var betydelige vævsforandringer som blev tolket, som de forandringer der kommer i løbet af cyklus hos kvinder i den fertile alder (fibroadenomatose). Der var ingen tegn på ondartede fortætninger. Der sås enkelte spredte mikroforkalkninger i højre bryst, og ultralyd viste flere op til 1½ cm i diameter store cyster i høje bryst. Man 105
Erstatningens størrelse tog ikke nogen vævsprøve og konkluderede, at der ikke var tegn på kræft i brystet. Ca. 2½ måned senere blev kvinden undersøgt igen på grund af forøgede gener. Ved undersøgelsen konstaterede man en 2 x 2 cm velafgrænset knude i højre bryst, og en vævsprøve viste, at der var kræft. Kvinden fik fjernet brystet og efterfølgende histologisvar viste, at der var metastaser i samtlige kirtler. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade i henhold til patientforsikringslovens 1, stk. 1 og 2, stk. 1, idet man fandt, at forsinkelsen i diagnosticeringen ikke havde betydning for behandlingsforløbet og prognosen for sygdommen. Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen efter patientforsikringslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1., nr. 1, idet man fandt, at kvindens prognose med overvejende sandsynlighed var blevet væsentligt forringet, da tumor i perioden var vokset betydeligt, og da det drejede sig om en særdeles ondartet svulst. Nævnet fandt, at selvom kræftknuden var blevet opdaget ved den første undersøgelse, ville man have foretaget samme behandling som ved operationen efter den anden undersøgelse, og de fysiske gener og mén på grund af behandlingen ville derfor have været de samme. Det bemærkes, at den statistiske overlevelseschance ikke er en fysisk skade, som der kan ydes erstatning for. Nævnet valgte ved samme afgørelse, at tilkende kvinden en skønsmæssig godtgørelse på 10 procent i varigt mén som følge af den psykiske belastning. J.nr. 2001-00-240: Forsinket diagnosticering af brystkræft, méngrad - EAL 4. En 41 årig kvinde fik foretaget en mammografiundersøgelse efter at have følt en knude i venstre bryst. Undersøgelsen viste svære vævsforandringer (fibroadenomatose) samt et område med tydelige suspekte mikroforkalkninger. Man henviste herefter kvinden til biopsitagninger. Under 2 uger senere foretog man pinning af de suspekte mikroforkalkninger og tog en biopsi som viste fibroadenomatose. I undersøgelsessvaret fra patologisk afdeling var det specifikt anført, at der ikke var histologiske holdepunkter for ondartet proces (malignitet). Efter henvisning fra egen læge 4 måneder senere foretog man på ny mammografi som viste fibroadenomatose, og at de fleste mikroforkalkninger var blevet fjernet ved den tidligere biopsi. I efterforløbet udviklede der sig en knude under arret på det sted, hvor biopsien var taget, og egen læge henviste ca. 11 måneder senere igen til fornyet mammografi. Denne mammografi gav mistanke om malignitet. Finnålsbiopsi viste kræftceller. Man fjernede herefter venstre bryst og lymfeknuder 106
Erstatningens størrelse fra armhulen. Der var ikke spredning til lymfeknuderne, og man behandlede kvinden med kemoterapi. Patientforsikringen fandt, at kvinden med overvejende sandsynlighed ikke var blevet påført en fysisk skade som følge af behandlingen. Patientskadeankenævnet ændrede denne afgørelse, idet nævnet fandt, at den anden undersøgelse ikke var i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Sagen blev herefter oversendt til Patientforsikringen til fastsættelse af erstatningens størrelse. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var berettiget til erstatning idet den samlede erstatningssum ikke oversteg 10.000 kr. jf. patientforsikringslovens 5, stk. 2. Patientskadeankenævnet ænderede denne afgørelse således, at kvinden var berettiget til et varigt mén på 5 procent som følge af den psykiske belastning forbundet med bevidstheden om, at prognosen med overvejende sandsynlighed er blevet forringet som følge af forsinkelsen af den stillede diagnose. Prognosen vurderedes dog at være særdeles god uanset forsinkelsen. J.nr. 2001-00-528: Forsinket diagnosticering af kræft, ikke forringelse af prognosen, méngrad - EAL 4. En 55 årig kvinde blev henvist til undersøgelse på grund af mistanke om kræft i halsen. En ultralydsundersøgelse og en kikkertundersøgelse viste normale forhold, og man tog biopsier, som viste normale forhold. Scintigrafi af skjoldbruskkirtlen viste også normale forhold. En måned senere henvendte kvinden sig på et andet sygehus, som foretog endnu en ultralydsscanning og finnålsbiopsi. Scanningen var normal, men biopsierne gav mistanke om kræft. Ved operation ca. 1 måned senere fik kvinden fjernet venstre mandel. Det viste sig, at der var kræft i mandlen med spredning til 2 glandler på halsen, og kvinden blev herefter henvist til strålebehandling. Patientforsikringen fandt, at der var sket en forsinket diagnose af kræftsygdommen, idet man burde have iværksat yderligere undersøgelser på tidspunktet for den anden henvendelse til det andet sygehus. Man tilkendte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte i forsinkelsesperioden svarende til 22 dage. Man fandt ikke grundlag for tilkendelse af varigt mén, idet prognosen ikke var blevet forringet som følge af forsinkelsen. 107
Erstatningens størrelse Patientskadeankenævnet fandt, at man allerede i slutningen af forløbet efter den første henvendelse burde have iværksat yderligere undersøgelser og fandt, at diagnosestillelsen var forsinket med i alt 51 dage. Nævnet tilkendte herefter kvinden yderligere godtgørelse for svie og smerte. Der var ikke grundlag for yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, da kvinden i den første periode ikke havde været sygemeldt fra sit arbejde. Nævnet fandt ligesom Patientforsikringen, at der ikke var grundlag for fastsættelse af varigt mén, da prognosen med overvejende sandsynlighed ikke var blevet påvirket af den forsinkede diagnose. 4.3.6 Erstatningsansvarslovens 5 7 og 8. Erhvervsevnetab, personkreds Erstatning for tab af erhvervsevne ydes, såfremt skaden vil medføre en varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig arbejdsindtægt. Der er således tale om et økonomisk kriterium.erhvervs-evnetabet svarer til forskellen mellem den indtægt, man kunne have forventet, hvis skaden ikke var sket, og den indtægt, man efter skaden har mulighed for at opnå ved en rimelig udnyttelse af erhvervsevnen. På grundlag heraf fastsættes erhvervsevnetabsprocenten. Der ydes ikke erstatning, hvis erhvervsevnetabsprocenten, for så vidt angår patientskaden, skønnes at udgøre under 15 procent. Erstatningen for tab af erhvervsevne beregnes som skadelidtes årsløn 12 måneder før skaden ganget med 6 ganget med erhvervsevnetabsprocenten, jf. EAL s 6. Børn eller unge under uddannelse og hjemmearbejdende uden løn, som ikke eller kun i begrænset omfang har en erhvervsindtægt, har også mulighed for at få tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne. I disse tilfælde anvendes særlige beregningsregler til fastsættelse af erstatningen, idet denne gruppe personer ikke har en årsløn, der kan danne grundlag for beregning af erstatningen, jf. EAL s 8. Erstatningen beregnes efter en standardiseret model baseret på méngraden. Erstatningsansvarsloven skelner således mellem de normalt arbejdsaktive, jf. EAL s 5-7, og dem, der kun i begrænset omfang udnytter deres erhvervsevne til at opnå arbejdsindtægt, jf. 8. Personer, der anvender mere end 50 procent af tiden til indtægtsgivende virksomhed henhører normalt under 5-7. Der kan opstå tvivl om, hvorvidt en skadelidt er omfattet af 8 eller af 5-7, eksempelvis når børn under 18 år er erhvervsaktive og således har en årsløn, der kan danne grundlag for beregning af erhvervsevnetabet. Hjemmearbejdende uden løn er ej heller altid omfattet af EAL s 8, således eksempelvis ikke hjemmegående enlige forsørgere, der lever af bistandshjælp eller dagpenge. EAL s 8 skal 108
Erstatningens størrelse anvendes, hvor skadelidte har valgt at leve af formueindtægt eller med en ægtefælles eller samlevers indtægter som grundlag for sine fornødenheder. 4.3.7 Erstatningsansvarslovens 5-7: Erstatning for tab af erhvervsevne Hvis patientskaden betyder en varig indtægtsnedgang eller forringede muligheder for at opnå beskæftigelse, kan der ydes erstatning for tab af erhvervsevne. I hovedtræk beregnes erstatningen i henhold til EAL s 5-7 som et kapitalbeløb beregnet som årslønnen året før skaden ganget med 6 og ganget med erhvervsevnetabsprocenten. Erhvervsevnetabsprocenten fastsættes ud fra en sammenligning mellem den indtægt, skadelidte oppebar før skaden, og den indtægt, det med rimelighed kan forventes, at skadelidte kan opnå med skaden. I henhold til 7 fastsættes årslønnen på baggrund af skadelidtes samlede erhvervsindtægt året forud for skaden. I mange tilfælde må årslønnen dog fastsættes mere skønsmæssigt. Dette kan for eksempel være tilfældet, hvis skadelidte ikke var ansat til samme løn hele året forud for skaden på grund af jobskifte, enkeltstående arbejdsløshedsperioder eller lignende, således at den faktiske erhvervsindtægt i året forud ikke er udtryk for skadelidtes reelle indtjeningsevne. Oplysninger om skadelidtes erhvervsindtægt året forud for skaden vil typisk fremgå af årsopgørelserne fra skattevæsenet og lønsedler og fastsættes om regel på grundlag af disse oplysninger. Det er dog ikke altid, at den skattepligtige indkomst alene er udtryk for, hvad skadelidtes arbejdsindsats reelt er værd. Dette gælder særligt selvstændige erhvervsdrivende. For denne gruppe vil det typisk være nødvendigt også at kende virksomhedens årsregnskaber nogle år forud for skaden for at kunne danne sig et indtryk af skadelidtes reelle indtjeningsevne. På grundlag af oplysningerne fra skattevæsenet og regnskaberne fastsættes "årslønnen" skønsmæssigt. Årslønnen som grundlag for beregning af erstatningen kunne pr. 1. januar 2001 maksimalt udgøre kr. 602.000,-, jf. EAL s 7, stk. 3. J.nr. 2001-00-046: Opereret på forkert niveau, erhvervsevnetab og fastsættelse af årsløn - EAL 5-7. En 58-årig kvinde blev i november 1995 opereret for diskusprolaps. Kontrolundersøgelse viste, at man havde opereret på forkert niveau, og hun fik foretaget reoperation i december samme år. I forbindelse med reoperationen blev hun påført betændelse i båndskiven (diskitis), og hun har efterfølgende haft konstante smerter i lænden med udstråling til højre ben samt føleforstyrrelse og nedsat kraft i samme ben. Skaden blev anerkendt efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Hun havde stort set modtaget understøttelse fra marts 1988 bortset fra kortere perioder med jobtræning 109
Erstatningens størrelse senest fra juli 1994 til december 1994. Den 1. oktober 1996 blev hun tilkendt forhøjet almindelig førtidspension. Patientforsikringen fandt, at kvindens erhvervsevne var nedsat med 50 procent som følge af patientskaden. Patientforsikringen lagde vægt på, at hun på skadetidspunktet ikke havde været erhvervsaktiv siden 1988 bortset fra nogle få jobtilbud. Man vurderede, at hendes erhvervsmæssige muligheder i forvejen var begrænsede på grund af alder og det forhold, at hun måtte gennemgå en operation for diskusprolaps, men at hun i et vist omfang ville have været i stand til at udføre erhvervsarbejde og derved oppebære en lønindtægt, hvis patientskaden ikke var indtrådt. Patientforsikringen fastsatte årslønnen til 80.000 kr., hvilket svarede til hendes indkomst ved jobtræning i perioden fra juli 1994 til december 1994. Patientforsikringen fandt, at hun var berettiget til 178.800 kr. (eksklusiv renter) i erstatning for erhvervsevnetab. Man havde forinden nedsat erstatningen med 25 ½ procent på grund af alder, jf. erstatningsansvarslovens 9, stk. 1. I klagen blev det gjort gældende, at erhvervsevnetabsprocenten og årslønnen skulle forhøjes. Der blev henvist til, at det fremgår af en speciallægeerklæring fra pensionssagen, at erhvervsevnen er reduceret til et bagatelagtigt niveau (klart under 1/ 3), og at årslønnen kun var beregnet på grundlag af et halvt års jobtræning. Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen, således at kvinden var berettiget til 435.825 kr. (eksklusiv renter) i erstatning for erhvervsevnetab svarende til en erhvervsevnetabsprocent på 65 og en årsløn på 150.000 kr. Nævnet lagde vægt på, at det fremgår af ovennævnte speciallægeerklæring, at hendes erhvervsevne er reduceret til et bagatelagtigt niveau, der er klart under 1/3, men at hun på skadetidspunktet ikke havde været erhvervsaktiv siden 1988, bortset fra ufaglært arbejde i forbindelse med jobtræning, og at hun i en alder af 58 år måtte gennemgå en operation for diskusprolaps, som under alle omstændigheder ville have svækket hendes erhvervsevne. Ved fastsættelse af årslønnen lagde nævnet vægt på, at mindstelønnen for fuldtidsansatte, ufaglærte medlemmer af SID var ca. 150.000 kr. i 1995. J.nr. 2001-00-229: Tilkendt førtidspension - ej udnyttet resterhvervsevne - EAL 5-7. En 61-årig mand blev undersøgt på et sygehus for carpaltunnelsyndrom (indeklemt nerve i håndrodskanalen), fordi han i nogle måneder havde haft smerter og en brændende og snurrende fornemmelse i venstre hånd. Ved en efterfølgende operation blev den indeklemte nerve i venstre hånd frilagt. Kort tid efter klagede den 61-årige over smerter i venstre skulder. Han oplyste, at han efter undersøgelsen forud for operationen havde udviklet smerter i venstre skulder og en blodansamling lige under skulderleddet, og at 110
Erstatningens størrelse han siden havde haft smerter og bevægeindskrænkning af skulderen. Ved en kikkertundersøgelse af venstre skulder konstaterede man, at bicepssenen var bristet. Man fjernede noget betændt ledhinde og afglattede en knoglespids. Herefter fik han det smertemæssigt bedre; men han var særdeles generet af, at armen hurtigt blev træt med smerter i overarmen, og der var nedsat kraft og bevægeindskrænkning i skulderleddet. Man konkluderede, at der ikke var mulighed for yderligere lægelig behandling og henviste ham til fysioterapi. Patientforsikringen meddelte afslag på erstatning for tab af erhvervsevne. Patientforsikringen begrundede afgørelsen med, at den 61-årige før patientskaden var førtidspensionist uden kontakt til arbejdsmarkedet, hvorfor patientskaden ikke havde påvirket hans arbejds- eller indtægtsforhold. Patientforsikringen fandt på samme grundlag heller ikke, at den 61-årige var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, men tilkendte ham erstatning for transportudgifter samt godtgørelse for svie og smerte og for varigt mén svarende til en méngrad på 10 %. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Vedrørende erstatning for tab af erhvervsevne lagde nævnet vægt på, at der forud for patientskaden var tilkendt den 61-årige førtidspension, og at han ikke sås at have udnyttet sin resterhvervsevne, idet han ikke havde erhvervsarbejde i tiden forud for skaden. Han var således ikke berettiget til erstatning for erhvervsevnetab. J.nr. 2000-00-568: Erhvervsevnetab - EAL 5-7. En 51-årig mand pådrog sig i forbindelse med en fodboldkamp et kraftigt vrid i ryggen, hvilket resulterede i voldsomme lændesmerter. Der blev ved et operativt indgreb foretaget en frilægning af nerverne i venstre side ud for 4. og 5. lændebåndskive. Man fandt ingen diskusprolaps, men en knogleprominens, der ikke lod sig fjerne. Ca. 2 år efter operationen, blev der foretaget en stivgørende operation, men til trods for intensiv rygtræning, faldt hans funktionsniveau, og han var aldrig helt smertefri. Patientforsikringen fandt blandt andet, at mandens erhvervsevnetab som følge af patientskaden udgjorde 35%, og efter en genoptagelse af sagen fastsatte Patientforsikringen erhvervsevnetabet til yderligere 15% som følge af patientskaden. Der blev i klagen klaget over godtgørelse for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab. 111
Erstatningens størrelse Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at mandens erhvervsevne som følge af behandlingsskaden var nedsat med yderligere 15% således, at det samlede erhvervsevnetab som følge af patientskaden udgjorde 50%. Nævnet lagde vægt på, at den kroniske depression, der var tilstødt siden Patientforsikringens afgørelse, udgjorde et erhvervsevnetab på 30%, og at kun halvdelen heraf efter nævnets vurdering kunne tilskrives patientskaden, idet han uanset patientskaden var indtrådt ville have haft smerter som følge af grundlidelsen i form af vridtraume i lænderyggen. Nævnet lagde endvidere vægt på, at manden var berettiget til højeste førtidspension under henvisning til, at erhvervsevnen i ethvert erhverv var nedsat til det ubetydelige som følge af fysiske årsager. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at antage, at den tilstødte depression havde påvirket erhvervsevnen i et sådant omfang, at erhvervsevnen som følge heraf kunne anses for nedsat med 15% eller derover. Nævnet fandt således, at erhvervsevnetabet som følge af patientskaden udgjorde 35% som tidligere fastsat af Patientforsikringen. Nævnet tiltrådte endvidere Patientforsikringens afgørelse vedrørende godtgørelse for varigt mén. Sagen er indbragt for landsretten. J.nr. 2001-00-200: Erstatning til førtidspensionist for mistet resterende erhvervsevne - EAL 5-7. En 53-årig kvinde blev ved strålebehandling af kræft i højre mandel pådraget stråleskade på rygmarven. Skaden førte til kraftnedsættelse og udtalt styringsbesvær af alle fire ekstremiteter, svær spasticitet og hyperrefleksi. Endvidere havde kvinden svært kompromitteret legemsidentifikation i højre side af kroppen og udbredte føleforstyrrelser. Trods langvarig genoptræning var det nødvendigt for kvinden at færdes i kørestol og have hjælp til en række daglige funktioner. 4 år før patientskaden var der tilkendt kvinden mellemste førtidspension på grund af vedvarende rygsmerter efter en arbejdsskade, der ifølge Arbejdsskadestyrelsen havde nedsat kvindens erhvervsevne med 35%, og følger efter et tidligere kranietraume i form af hjernesvind, hovedpine og svær psykisk påvirkning med angst og depression. Pensionssagen var blevet afgjort med konstatering af, kvindens erhvervsevne var nedsat med mere end 2/3, men ikke fuldstændig ophævet. Fra tidspunktet, hvor der blev tilkendt kvinden mellemste førtidspension, og frem til patientskaden, hjalp kvinden sin søn med regnskaber m.v. i en café, som hun og sønnen ejede sammen. Virksomhedens resultat, der gennem årene havde været svingende, blev delt med halvdelen til hver. Ifølge caféens regnskaber var virksomhedens resultat før renter 129.336 kr. i 1994, 90.202 kr. i 1995 og 141.791 kr. i 1996. 112
Erstatningens størrelse Efter patientskaden blev der tilkendt kvinden højeste førtidspension, idet man nu fandt, at hendes erhvervsevne var ubetydelig på grund af følgerne efter strålebehandlingen. Patientforsikringen fandt, at kvindens skade var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, og tilkendte erstatning, herunder erstatning for tab af hendes resterhvervsevne svarende til 100%. Erstatningen blev beregnet på et årslønsgrundlag på 60.000 kr. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, herunder et skønsmæssigt fastsat årslønsgrundlag for beregningen på 60.000 kr. J.nr. 2000-00-837: Infektion efter stivgøringsoperation, erhvervsevnetab mindre end 15 % - EAL 5-7. En 52-årig mand fik foretaget en stivgøringsoperation (artrodese) af venstre ankelled på grund af slidgigt. Som komplikation til indgrebet opstod der infektion i ankelleddet. Infektionen medførte en væsentlig forlængelse af sygdomsforløbet. Skaden i form af infektion i venstre ankelled blev anerkendt efter Patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Forud for patientskadens indtræden var den 52-årige tilkendt forhøjet almindelig førtidspension svarende til en nedsættelse af erhvervsevnen med ca. halvdelen. Ca. 7 måneder efter patientskadens indtræden fik han forhøjet pensionen således, at han var berettiget til mellemste førtidspension svarende til en nedsættelse af erhvervsevnen med ca. to tredjedel. Patientforsikringen fastsatte stationærtidspunktet til ca. 1 år efter skadens indtræden. Der blev tilkendt godtgørelse for svie og smerte. Patientforsikringen fandt ikke grundlag for at tilkende erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for varigt mén eller erstatning for erhvervsevnetab. Den 52-årige påklagede denne afgørelse for så vidt angik godtgørelse for svie og smerte, godtgørelse for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse i det omfang, den var påklaget. For så vidt angik erstatning for erhvervsevnetab vurderede nævnet, at den 52-åriges erhvervsevne ikke var nedsat med 15 % eller derover som følge af den anerkendte patientskade, hvorfor der ikke kunne ydes erstatning for erhvervsevnetab. Nævnet lagde ved vurderingen vægt på, at der trods betændelsestilstanden var opnået solid heling af artrodesen med godt resultat. Nævnet fandt derfor, at den 52-åriges gener fra venstre ankelled og fra bevægeapparatet i øvrigt ikke var følger af patientskaden, men derimod følger af grundlidelsen, slidgigt. Det 113
Erstatningens størrelse blev tilføjet, at nævnet var opmærksom på, at der i begrundelsen for forhøjelse af førtidspensionen var lagt vægt på, at der var sket en betydelig forværring i den 52- åriges helbredelsestilstand, specielt i forbindelse med stivgøringsoperationen af venstre ankelled, herunder betændelsestilstanden. Nævnet bemærkede hertil, at nævnet træffer selvstændige afgørelser og ikke er bundet af pensionsmyndighedens afgørelse. Videre bemærkede nævnet, at afgørelsen om pensionsforhøjelsen var truffet inden stationærtidspunktet, dvs. inden man kendte slutresultatet af behandlingen og kunne konstatere, at betændelsestilstanden faktisk var mulig at behandle, og at der var sket en solid opheling af artrodesen. J.nr. 1999-00-377: Erhvervsevnetab mv i forbindelse med operation for prolaps i lænden - EAL 5-7. En 54-årig mand blev indlagt på grund af forværring af mangeårig tendens til rygsmerter efter et trafikuheld 15 år tidligere. Han havde ved indlæggelsen nytilkommen smerteudstråling til især det ene ben samt problemer med at lade vandet. En primær CT-scanning viste normale forhold, men 3 dage senere konstaterede man en stor prolaps i lænden, og han blev opereret. Efter operationen aftog smerterne, men der var fortsat vandladnings- og afføringsbesvær samt nedsat kraft i begge ben. Manden blev genoptrænet. Ved en senere undersøgelse konstaterede man lette blærefunktionsforstyrrelser, let impotens, problemer med tarmtømningen, nedsat følesans i begge ben og usikker gang. Patientforsikringen fandt, at der var en patientskade i form af forsinket behandling af afklemning af nerverødderne fra rygmarvens nederste del. Det varige mén blev fastsat til 25 procent og erhvervsevnetabet blev vurderet til 25 procent. Man fandt, at manden ikke var berettiget til tabt arbejdsfortjeneste. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse og fandt, at manden var berettiget til tabt arbejdsfortjeneste, da han med overvejende sandsynlighed uden behandlingsskaden ville have været i stand til at genoptage sit hidtidige arbejde i væsentligt samme omfang. Nævnet fandt også, at det varige mén som følge af patientskaden skulle fastsættes til 35 procent, da han havde fået en omfattende funktionsnedsættelse. Nævnet fandt, at det samlede varige mén var 50 procent, men at alene 35 procent kunne tilskrives patientskaden. Nævnet fandt endelig, at mandens erhvervsevne var nedsat med 35 procent som følge af patientskaden. Nævnet lagde ved vurderingen af erhvervsevnetabet vægt på mandens generelle funktionsnedsættelse samt, at han havde fået tilkendt den mellemste førtidspension. Pensionen blev tilkendt på baggrund af grundlidelsen, konkurrerende lidelser og patientskaden, hvorfor det samlede erhvervsevnetab var langt højere. 114
Erstatningens størrelse 4.3.9 Erstatningsansvarslovens 8: Fastsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne for børn og personer, som ikke eller kun i begrænset omfang har en indtægt. Hjemmegående/unge/studerende. For børn, unge under uddannelse og hjemmegående, som ikke aktuelt udnytter deres erhvervsevne, beregnes erstatningen i medfør af EAL s 8 på grundlag af méngodtgørelsen og progressivt stigende med denne, idet der dog ikke ydes erstatning, hvis méngraden er under 15 procent. J.nr. 1997-00-080: Forhøjelse af erhvervsevnetabserstatningen efter forhøjelse af méngraden - EAL 8. En 30-årig kvinde, der led af en vækstbetinget kæbederformitet, fik foretaget en operation med fremadflytning af overkæben og tilbageflytning af underkæben. Efter operationen kunne hun ikke åbne munden ud over 2-2,5 cm. Hun blev derfor reopereret med afskæring af lukkemusklernes tilhæftning til underkæben. Herefter kunne hun åbne munden; men hun kunne nu ikke bide sammen. Reelt var der sket en fiksering af kæberne, så at munden hele tiden stod let åben. Endvidere var der ved operationerne sket overskæring af nogle nerver, så at hun ikke kunne bevæge læberne. Disse forhold betød, at kvinden ikke kunne udtale flere konsonanter, og at hendes udtale i det hele blev meget utydelig. På tidspunktet for patientskaden var kvinden under uddannelse som lærer. Hun afsluttede uddannelsen; men på grund af sin utydelige stemme opgav hun ansættelse inden for dette område, og som led i revalidering blev hun uddannet som fysioterapeut. Patientforsikringen fandt, at kvindens skade var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, og tilkendte erstatning, herunder godtgørelse for varigt mén svarende til en méngrad på 20% og erstatning for erhvervsevnetab svarende til 140% af den tilkendte méngodtgørelse efter EAL 8. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse således, at kvinden blev anset for at være påført et varigt mén svarende til en méngrad på 40%. Som følge heraf blev hendes erstatning for erhvervsevnetab efter EAL 8 forhøjet til 180% af den forhøjede méngodtgørelse. J.nr. 2001-00-235: Erstatning for erhvervsevnetab til hjemmegående husmor - EAL 8. En 66-årig hjemmegående husmor, der var gift med en pensioneret skolelærer, fik indsat en kunstig hofte med anvendelse af Boneloc cement. I forbindelse med operationen skete der en skade på lægbensnerven, så at hun 115
Erstatningens størrelse fik dropfod med nedsat kraft og styringsbesvær. 6 år senere måtte kvinden reopereres, fordi den indsatte hofteprotese var gået løs. Patientforsikringen fandt, at kvindens skade i form af den opståede løshed af hofteprotesen med deraf følgende reoperation var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 2, og tilkendte erstatning, herunder godtgørelse for varigt mén svarende til en méngrad på 18%. Kvindens samlede varige mén udgjorde 28%, idet hun under alle omstændigheder ville have haft gener efter indsættelse af en kunstig hofte svarende til en méngrad på 10%, også selv om der var blevet anvendt traditionel cement. Patientforsikringen fandt, at kvinden var berettiget til erstatning for erhvervsevnetab i henhold til erstatningsansvarslovens 8, idet hun i en længere årrække havde udnyttet sin erhvervsevne som hjemmegående og nu havde vanskeligheder ved at passe sit arbejde i hjemmet. Da méngraden som følge af grundlidelsen ikke udgjorde 15% eller derover, blev der ved beregningen ikke foretaget fradrag for ménet som følge af grundlidelsen. Der blev således tilkendt kvinden erstatning for erhvervsevnetab beregnet på grundlag af hendes samlede varige mén på 28%, oprundet til 30%, idet det efter erstatningsansvarslovens 8 ikke er muligt at fastsætte erhvervsevnetabserstatning efter en méngrad på 28%. Som følge af kvindens alder blev der foretaget reduktion af både méngodtgørelsen og erhvervsevnetabserstatningen. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab med samme begrundelse som Patientforsikringen. J.nr. 2000-00-601: Erstatning for erhvervsevnetab til hjemmegående husfar - EAL 8. En 52-årig hjemmegående husfar, der modtog førtidspension, og som var gift med udearbejdende ægtefælle, fik indsat en kunstig hofte. Før operationen havde hans ben været lige lange, men ved efterfølgende kontrol konstaterede man en benlængdeforskel på 3,3 cm. Før patientskaden havde manden gener i form af rygsmerter som følge af spondylose og discusdegenerationer, betydelig nærsynethed, dårlig hørelse, psykisk lidelse, demenssymptomer samt skader i højre skulder og knæ. Patientforsikringen fandt, at mandens skade i form af en benlængdeforskel på mere end 3 cm var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, og tilkendte erstatning, herunder godtgørelse for varigt mén svarende til en méngrad på 10%. Der blev givet afslag på erstatning for erhvervsevnetab under henvisning til, at manden havde modtaget førtidspension i 19 år før patientskaden. 116
Erstatningens størrelse Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse og tilkendte manden erstatning for erhvervsevnetab. Nævnet lagde vægt på oplysningerne i mandens pensionssag, hvorefter han gennem mange år havde stået for den daglige madlavning og udført alt husligt arbejde samt på, at hans hustru havde haft fuldtids erhvervsarbejde. Ved beregningen fastsatte nævnet mandens varige mén som følge af de forudbestående lidelser til en méngrad på 50% og tiltrådte, at Patientforsikringen havde fastsat det varige (mer)mén som følge af patientskaden til en méngrad på 10%. Mandens samlede mén var herefter 60%. Ved beregningen af erhvervsevnetabserstatningens størrelse blev der fratrukket et beløb svarende til erstatning for erhvervsevnetab ved en méngrad på 50%. J.nr. 2000-00-280: Afslag på erhvervsevnetabserstatning da skadelidtes varige mén var under 15% - EAL 8. En pige på 13 år fik foretaget en kikkertoperation for lyskebrok. Operationen måtte ændres til åben operation, da der opstod en læsion af hovedpulsåren, der blev lappet. Kort tid efter var pigen velbefindende og genoptog sine fysiske aktiviteter. Patientforsikringen fandt, at behandlingen ikke havde levet op til optimal lægelig standard, men fandt, at der ikke var påført pigen et varigt mén på 5% eller derover. Der var således ikke grundlag for erstatning for erhvervsevnetab. Pigen fik i det hele afslag på erstatning, da de øvrige mulige erstatningsposter ikke ville overstige den i patientforsikringslovens 5, stk. 2, fastsatte undergrænse på 10.000 kr. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, herunder, at der ikke var påført pigen et varigt mén på 5% eller derover, og at der således ikke var grundlag for erstatning for erhvervsevnetab. 4.3.10 Erstatningsansvarslovens 9: Reduktion på grund af alder. Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 56 år, nedsættes erstatningen i henhold til 9 med 8½ procent for hvert år, skadelidte var ældre end 55 år ved skadens indtræden. Må det antages, at skadelidte ville have været erhvervsaktiv også efter det fyldte 67. år, kan regelen fraviges. 117
118 Erstatningens størrelse
Sager for Landsretten 5. Sager for Landsretten Sager for Landsretten Ifølge patientforsikringslovens 16 kan Patientskadeankenævnets afgørelser indbringes for landsretten, der kan stadfæste, ophæve eller ændre Patientskadeankenævnets afgørelse. Indbringelse for landsretten skal ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt. I disse sager er Patientskadeankenævnet sagsøgt/medsagsøgt, og de føres for nævnet af kammeradvokaten og forberedes i et samarbejde mellem kammeradvokaten og Patientskadeankenævnets sekretariat. Tabel 2: Landsretssager 1995 til 2001 Landsretssager 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 I alt Hævet af parterne 3 0 4 4 16 15 29 71 Dom 0 1 0 1 7 5 13 27 Afsluttede sager 3 1 4 5 23 20 42 98 Tabel 2 viser, hvor mange landsretssager der blev afsluttet i perioden 1995 til 2001. I den overvejende del af de domme, som afsagt i perioden 1995 til 2001, fik Patientskadeankenævnet medhold. I de to sager, der indtil videre er afgjort af Højesteret (2001), har Patientskadeankenævnet ligeledes fået medhold. Sagerne har i Patientforsikringen været genstand for en grundig lægelig/juridisk vurdering på ekspertniveau. I forbindelse med Patientskadeankenævnets behandling af sagerne vurderes disse på ny på lægeligt/juridisk ekspertniveau. Hovedparten af de sager, der hæves, hæves, fordi det under den forberedende skriftsveksling viser sig, at sandsynligheden for at sagsøger (patient/klager) kan vinde sagen er ringe. Nogle sager hæves også, fordi Patientskadeankenævnet tager bekræftende til genmæle efter fremkomst af nye oplysninger, herunder f.eks. at Retslægerådet under sagsforberedelsen vurderer de lægelige forhold anderledes end Patientskadeankenævnet. 119
Sager for Landsretten 5.1 Sager indbragt for landsretten i 2001. Der blev i 2001 indbragt 97 sager for landsretten. Der blev afsagt 13 domme. Disse er refereret nedenfor. Endelig blev 29 sager hævet. Ved årets udgang verserede herefter 215 sager ved landsretten. Dette er en stigning på 55 i forhold til 2000. Baggrunden for dette stigende antal af verserende sager er sagsbehandlingstiden ved landsretten. Patientskadeankenævnet blev frifundet i 7 af de sager, retten afgjorde i 2001. Retten fulgte således ikke sagsøgers/klagers påstand. De 29 hævede sager blev hævet i forbindelse med forberedelsen af sagerne. I 24 sager hævede sagsøger formentlig, fordi det blev klart, at sagen ikke kunne vindes. I 5 sager blev sagen hævet, fordi Patientskadeankenævnet tog bekræftende til genmæle og genoptog sagen. 5 af de i 2001 afsagte landsretsdomme drejede sig om anerkendelse af ansvarsgrundlaget. Påstanden i disse var helt overvejende, at skaden skulle anerkendes efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1 og/eller nr. 4, d.v.s. at undersøgelsen, behandlingen eller lignende ikke havde levet op til den erfarne specialists standard, hvorved skaden med overvejende sandsynlighed var blevet påført sagsøger, og/eller at skaden lå ud over, hvad sagsøger med rimelighed måtte tåle. 7 domme drejede sig om opgørelsen af erstatningens størrelse, og ved 1 dom blev sagen afvist i medfør af retsplejelovens 259, stk 3, jfr. 360, stk. 1, fordi sagsøger ikke efterkom et pålæg om at lade sagen udføre af en advokat. 5.2 Resumé af domme afsagt af landsretten i 2001 Østre Landsret, afsagt den 16. januar 2001. Patientskade udmåling, søgsmålskompetence, 1 Sag anlagt af Patientforsikringen og KgF mod Patientskadeankenævnet og skadelidte. En kvinde fik på grund af utilstrækkelige undersøgelser stillet diagnosen brystkræft med et halvt års forsinkelse. 120
Sager for Landsretten Patientforsikringen fandt, at der ikke ved den forsinkede diagnose var påført kvinden nogen fysisk skade, fordi det indgreb, kvinden fik foretaget, nøje svarede til det indgreb, der også ville være foretaget ved korrekt indgreb 5 månder tidligere. Patientforsikringen tilkendte imidlertid kvinden en skønsmæssigt fastsat godtgørelse for varigt mén på 10% for generne og den psykiske belastning ved den forsinkede diagnose. Patientskadeankenævnet fandt kvinden berettiget til godtgørelse for varigt mén på 30% og erstatning for erhvervsevnetab på 25%. Som begrundelse for afgørelsen anførtes bl.a., at den fysiske skade i form af progression og spredning af tumorvækst i de 5-6 måneder, hvormed rette diagnose blev forsinket, med overvejende sandsynlighed ville være undgået eller udskudt i flere år, såfremt diagnosen var blevet stillet i tidligere. Retslægerådet udtalte, at den helbredsforringelse, som skete ved forsinkelse af operationen, skyldes alene en statistisk forringet overlevelseschance, idet det må formodes, at de fysiske gener og mén på grund af behandlingen ville have været de samme uafhængig af behandlingstidspunktet. Landsretten udtalte, at Patientforsikringsforeningen har en sådan aktuel, særskilt og væsentlig interesse i at få anerkendelsessøgsmålet prøvet, at sagen burde fremmes til behandling i realiteten. Afvisningspåstand over for Patientforsikringsforeningen blev derfor ikke taget til følge. (Denne del af dommen er ændret ved dom afsagt af Højesteret den 12. april 2002). Landsretten fandt videre,at hverken efter lovens ordlyd eller efter forarbejderne hertil er en statistisk forringet overlevelseschance omfattet af patientforsikringslovens 1 om fysiske skader. Vestre Landsret, afsagt den 25. april 2001. Forsørgertaberstatning nedsættelse som følge af kausalitet og konkurrende skadesårsager, EAL 13. En middelaldrende mand havde gennem flere år lidt af kronisk leddegigt, medicinkrævende forhøjet blodtryk og ikke-insulinkrævende sukkersyge. Den 29. november 1994 blev han akut indlagt med en blodprop i hjertet og havde i den forbindelse svær hjerteinsufficiens. Efterfølgende undersøgelser viste, at han havde svært nedsat hjertepumpefunktion som følge af blodpropsdannelsen. Det besluttedes, at han skulle videreudredes på et andet sygehus for sin nyrelidelse.da blodprøver i marts 1995 viste tegn på opblussen af gigtsygdommen, foreskrev sygehuset behandling med Methotrexat. Tre dage senere blev han indlagt med blødninger fra bl.a. mund og 121
Sager for Landsretten næse, og han udviklede høj feber. Hans tilstand blev herefter dårligere med tiltagende nyresvigt og tiltagende hjertekomplikationer med hjertestop, som ikke kunne behandles, hvorefter han afgik ved døden den 3. april 1995. Patientforsikringen traf afgørelse om, at det forhold, at han som følge af den medicinske behandling ( ordinationen af Methotrexat) fik forværret sin helbredstilstand og efterfølgende afgik ved døden, er omfattet af loven, og fastsatte forsørgertabserstatningen til 193.500 kr. efter en skønsmæssig nedsættelse af den samlede forsørgertabserstatning med 50% på grund af konkurrerende årsager til nedsættelsen af hans erhvervsevne på tidspunktet for patientskaden og den forringede livsprognose". Patientskadeankenævnet tiltrådte denne afgørelse. Landsretten fandt hverken efter ordlyden af erstatningsansvarslovens 13 eller efter forarbejderne til loven holdepunkter for at antage, at der med gennemførelsen af denne var tilsigtet en ændring af retstilstanden med hensyn til mulighederne for at reducere en forsørgertabserstatning som følge af kausalitet og konkurrerende skadesårsager. Da retten imidlertid ikke fandt det godtgjort, at han allerede forud for patientskaden havde mistet en væsentlig del af sin erhvervsevne eller havde en meget dårlig livsprognose, var der ikke grundlag for at reducere forsørgertabserstatningen beregnet efter erstatningsansvarslovens 13, stk. 1, 1. pkt. Vestre Landsret, afsagt den 17. maj 2001. Patientskade forældelse, 19. En kvinde blev i maj 1994 indlagt for at blive behandlet for diskusprolaps. I forbindelse med undersøgelserne konstateredes det, at hun ikke led af diskusprolaps, men derimod havde en cyste på en æggestok. Det blev besluttet operativt at fjerne denne cyste og begge æggestokke. Da hun tillige havde haft problemer med inkontinens, blev det endvidere besluttet, at der under operationen skulle foretages et indgreb herimod, en såkaldt Burchoperation. Den 20. maj 1994 blev operationen foretaget. Ved ambulant undersøgelse den 31. maj 1994 anføres bl.a. i journalen: Har haft besvær med at tømme blære, og der har været overløbsinkontinens. Ved operationen er modstanden blevet rigelig stor, som regel bedres det med tiden. Kvinden havde i de forløbne år fortsatte gener. Hun blev indlagt på grund af generne igen i 1999. 122
Sager for Landsretten Patientforsikringen afviste i november 1999 at behandle sagen (modtaget den 13. september 1999), fordi skaden ( 20. maj 1994) lå mere end 5 år før indgivelsen af anmeldelse efter lov om patientforsikring. Patientskadeankenævnet stadfæstede Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at det forhold, at følgerne af operationen på det tidspunkt (1994) ikke kunne fastlægges endeligt, var uden betydning, idet skadens realitet var blevet oplyst for og erkendt af hende i dagene efter operationen i 1994. Landsretten lagde til grund for sin afgørelse, at hun i perioden efter operationen den 20. maj 1994 havde fået at vide, at hendes vandladningsbesvær ville bedres med tiden. Ved den afsluttende kontrol i juli 1994, hvor hun ikke længere var i medicinsk behandling for problemet, gik det godt. På den baggrund fandtes hun ikke på det tidspunkt at burde have haft kendskab til, at der ved operationen kunne være sket en fejl. Efter journalen havde hun først flere år senere erhvervet en sådan viden. Det fandtes derfor ikke godtgjort, at der ved anmeldelsen af patientskaden i september 1999 var gået mere end 5 år fra det tidspunkt, hvor sagsøgeren burde have fået kendskab til den mulige fejl i forbindelse med operationen, jf. patientforsikringslovens 19, stk.1. Sagsøgerens eventuelle krav var derfor ikke forældet. (Note: I præmisserne til dommen anføres tidspunktet for, hvornår hun fik kendskab til fejlen, som afgørende for hvornår forældelsesfristen begynder. Efter patientforsikringsloven er det imidlertid tidspunktet for kendskabet til skaden, som er afgørende. Ikke anket til Højesteret på grund af sagens størrelse.) Vestre Landsret, afsagt den 31. maj 2001. Erstatningsposter generelt advokatomkostninger. En 38-årig mand fik i oktober 1994 foretaget et artroskopisk indgreb i venstre knæ, hvorved man fjernede en del af den indvendige menisk. Efter operationen fik han tiltagende smerter i knæet, og efterfølgende udviklede der sig refleksdystrofi heri. Patientforsikringen anerkendte skaden efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, og tilkendte ham erstatning for helbredelsesudgifter og tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte og varigt mén svarende til en méngrad på 35 %. Stationærtidspunktet blev fastlagt til den 14. februar 1996, hvor man havde opgivet behandlingen og foreslået en stivgørende operation af knæet. Han blev tilkendt mellemste førtidspension, senere forhøjet til højeste førtidspension. Erhvervsevnetabsprocenten blev fastsat til 65 %. 123
Sager for Landsretten Patientskadeankenævnet stadfæstede afgørelsen, bortset fra posten tabt arbejdsfortjeneste, som blev forhøjet. Skadelidte havde krævet forhøjelse af samtlige erstatningsposter samt dækning af advokatomkostninger ved sagens behandling ved Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet. Landsretten stadfæstede Patientskadeankenævnets afgørelse med henvisning til, at Patientskadeankenævnet besidder en særlig indsigt på dette område, og at nævnet, da det traf sin af afgørelse var i besiddelse af samtlige de oplysninger, der var forelagt landsretten, og at der ikke i øvrigt under sagen var indhentet oplysninger fra Retslægerådet eller Arbejdsskadestyrelsen. Der var heller ikke godtgjort sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at skadelidte slulle have sine advokatomkostninger dækket. Afsagt den 1. juni 2001 af Østre Landsrets 5. afdeling EAL 1 - flytteudgifter og tabt arbejdsfortjeneste til skadelidtes ægtefælle. En 29 årig kvinde kom til skade i forbindelse med en fødsel den 3. januar 1998, hvor hun fik foretaget akut kejsersnit på grund af vedvarende langsom puls hos fosteret. Kort inden intubationen var der blevet skubbet til anæstesiapparatet således, at en slange var faldet af. Slangen blev påsat forkert, hvorved hun pådrog sig dobbeltsidigt sammenfald af lungerne og hjerneskade som følge af iltmangel (anoksisk hjerneskade). Patientforsikringen anerkendte skaden som omfattet af lov om patientforsikring og dermed erstatningsberettigende. Patientforsikringen traf beslutning om udbetaling af erstatning til skadelidte på i alt ca. 1,4 mill. kr., men afviste at erstatte tabt arbejdsfortjeneste til ægtefællen, idet det kun er den skadelidte person selv, der kan tilkendes erstatning i henhold til erstatningsansvarslovens regler. Et krav om erstatning for flytteudgifter blev afslået, idet Patientforsikringen ikke fandt, at flytteudgifter kunne anses for at være omfattet af helbredelsesudgifter, idet en sådan udgift ikke kan anses for at være afholdt med det formål at søge skadelidte helbredt. Andet tab dækker i erstatningsansvarslovens forstand forhold såsom forlængelse af uddannelse og tab af skoleår. Derimod er der ikke erstatningsretlig praksis for at anse flytteudgifter for dækket af begrebet "andet tab". De udgifter, der afholdes i forbindelse med flytning må derfor skulle afholdes igennem den godtgørelse og erstatning, der kan tilkendes i form af méngodtgørelse og erhvervsevnetab. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelser. Sagsøger havde ved landsretten nedlagt påstand om refusion af en flytteudgift med 10.000 kr. og dækning af tabt arbejdsfortjeneste for skadelidtes ægtefælle. Landsretten udtalte, at der efter fast erstatningsretlig praksis i medfør af erstatningsan- 124
Sager for Landsretten svarslovens 1 kan ydes erstatning for udgifter til ændret boligindretning, der er nødvendig som følge af en skadelidts behov, som andet tab. Det kunne lægges til grund, at familiens daværende bolig på 3. sal uden elevator ikke kunne tilpasses skadelidtes behov som kørestolsbruger. Landsretten fandt ikke grundlag for at antage, at en udgift til flytning - i modsætning til en udgift til ændring af boligindretning - skulle være dækket af den méngodtgørelse eller erhvervsevnetabserstatning, som skadelidte havde modtaget. Udgiftens størrelse var ikke bestridt. Den kunne ikke antages at ville være afholdt af familien, hvis skaden ikke var sket. Landsretten fandt derfor, at de dokumenterede udgifter på 10.000 kr. til flytning til en handicapvenlig bolig kunne kræves erstattet som andet tab efter erstatningsansvarslovens 1. Efter vidneforklaringerne lagde landsretten til grund, at ægtefælles medvirken havde haft en positiv betydning for de fremskridt, som skadelidte gjorde under genoptræningen. Landsretten fandt imidlertid, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at hans personlige medvirken var en nødvendig foranstaltning i forbindelse med skadelidtes helbredelse med den virkning, at hans tabte arbejdsfortjeneste kunne kræves erstattet af skadelidte som en helbredelsesudgift. Ved bedømmelsen af, hvorvidt kravet på tabt arbejdsfortjeneste for ægtefællen kunne kræves erstattet som andet tab, lagde landsretten vægt på, at han havde modtaget fuld løn indtil den 1. maj 1998. Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at hans personlige tilstedeværelse havde været nødvendig af hensyn til familiens samlede behov efter dette tidspunkt, som lå næsten 4 måneder efter skaden og det yngste barns fødsel. Herefter, og da landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at anfægte det skøn over merudgifterne til pasning af børn mv., som var udøvet, toges sagsøgtes påstand om frifindelse for påstanden om erstatning for ægtefællens tabte arbejdsfortjeneste til følge. Sagen er anket til Højesteret. Vestre Landsret afsagt den 12. juni 2001 fald i tilknytning til blodprøveudtagning omfattet af PFL 2, stk.1, nr. 1. Skadelidte blev indlagt i Øre-Næse-Halsafdelingen på et sygehus den 29. oktober 1998, kl. 8.00, fordi hun skulle have fjernet en cyste på halsen. Hun skulle inden operationen have taget blodprøver i laboratoriet. Under blodprøvetagningen blev hun utilpas, og da blodprøvetagningen var afsluttet, blev hun af laboranten fulgt udenfor. Efter at laboranten igen var gået ind, besvimede sagsøgeren og beskadigede kæbe og tænder. 125
Sager for Landsretten Patientforsikringen fandt, at skadelidte ikke var berettiget til erstatning efter lov om patientforsikring. Afgørelsen blev truffet i henhold til lovens 3, stk. 2. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, idet man fandt, at patientens tilskadekomst ikke var sket i direkte forbindelse med selve blodprøvetagningen, og at forholdet derfor ikke var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1.Videre fandt nævnet, at der ikke under de konkrete omstændigheder var grundlag for at holde opsyn med skadelidte, og at hendes tilskadekomst ikke kunne henføres til en sådan fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, at der kunne pålægges sygehuset et erstatningsansvar efter de almindelige erstatningsretlige regler, jf. patientforsikringslovens 3, stk. 2. Landsretten lagde til grund for sin afgørelse, at sagsøgeren under blodprøvetagningen fik det dårligt, hvilket laboranten bemærkede. Laboranten spurgte sagsøgeren, om hun ville ned at ligge; men det ville sagsøgeren ikke. I stedet fulgte laboranten sagsøgeren til udgangen, så hun kunne trække frisk luft. Sagsøgeren har forklaret, at hun stadig havde det dårligt, da hun kom udenfor, hvorimod laboranten har forklaret, at sagsøgeren så ud til at have fået det bedre, og at hun derfor forlod sagsøgeren og gik tilbage til laboratoriet. Det må antages, at sagsøgeren umiddelbart herefter besvimede og faldt med alvorlige skader til følge. To landsdommere udtalte, at blodprøvetagningen må anses som en undersøgelse, som er omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, og som anført var det under blodprøvetagningen, at sagsøgeren fik det dårligt, hvilket medførte, at hun i forlængelse heraf besvimede. De fandt under disse omstændigheder, at ansvarsspørgsmålet skulle bedømmes efter lovens 2, stk. 1, nr. 1. I øvrigt var der ikke forelagt landsretten oplysninger fra lægesagkyndig side til belysning af, om en erfaren specialist - som anført i lovens 2, stk. 1, nr. 1 - under de givne forhold ville have handlet anderledes end laboranten. De to dommere fandt derfor ikke, at sagsøgeren havde godtgjort, at betingelserne for at yde erstatning var opfyldt og stemte således for at tage sagsøgtes påstand om frifindelse til følge. En landsdommer var enig i, at ansvarsspørgsmålet skulle bedømmes efter lovens 2, stk. 1, nr. 1. Selv om der ikke var oplysninger fra lægesagkyndig side, der kunne belyse, hvordan en erfaren laborant burde have handlet under de givne forhold, fandt denne dommer, at det var så indlysende, at en erfaren laborant ikke ville have forladt en patient, der lige havde haft et ildebefindende efter en blodprøvetagning stående alene uden noget at støtte sig til på et asfalt- eller cementbelagt underlag, at der var grundlag for at statuere, at skaden var omfattet af 2, stk. 1, nr. 1. 126
Sager for Landsretten Patientskadeankenævnet blev frifundet efter stemmeflertallet. Sagen er anket til Højesteret. Afsagt den 29. juni 2001 af Østre Landsret reduktion af erstatning ved mellemkommende død. En 69 årig mand fik i forbindelse med diabeteskontrol på et sygehus i maj 1992 ved ultralydsundersøgelse konstateret en ekkorig proces i leveren. Der blev ikke efterfølgende foretaget yderligere undersøgelser af leveren før i april 1996, da en ultralydsscanning viste en stor tumor i leveren. På dette tidspunkt var der ikke længere mulighed for at behandle tumoren, som var ondartet, og den 12. juli 1996 afgik han ved døden som følge heraf. Patientforsikringen anerkendte, at han ved den forsinkede diagnosticering af levertumoren var påført en erstatningsberettigende skade efter lov om patientforsikring. Patientforsikringen traf herefter afgørelse om, at boet var berettiget til godtgørelse for varigt men og erhvervsevnetabserstatning med henholdsvis 27.850 kr. og 61.200 kr., samt at hans efterlevende ægtefælle, var berettiget til erstatning for forsørgertab og begravelsesudgifter med henholdsvis 53.210 kr. ekskl. renter og 10.628,75 kr. Patientforsikringen havde reduceret erstatningen med 4/5, fordi han kun var kortvarigt syg som følge af patientskaden, svarende til perioden fra stationærtidspunktet den 10. maj 1996 til den 12. juli 1996. Patientskadeankenævnet stadfæstede afgørelsen. Sagsøgeren påstod Patientskadeankenævnet, tilpligtet at anerkende, at skadelidte ville havde været erhvervsaktiv i 5 år længere end skønnet af Patientskadeankenævnet, at den tilkendte erstatning kun skulle reduceres med 1/3, og at der tilkom sagsøger erstatning for advokatomkostninger. Landsretten lagde til grund for sin afgørelse, at det efter de foreliggende oplysninger ikke fandtes sandsynliggjort, at skadelidte, som var 73 år, da han afgik ved døden, ville have været erhvervsaktiv i mere end yderligere 2 år, som skønnet af sagsøgte. Ved fastsættelsen af godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne fandt retten, at der burde tages hensyn til den tid, der var forløbet mellem skadestidspunktet i august 1992 og dødsfaldet, jf. princippet i erstatningsansvarslovens 15, stk. 3. En rimelig justering af nævnte godtgørelse og erstatning fandtes herefter at kunne ske ved nedsættelse af beløbene med 1/3.Vedrørende kravet om dækning af advokatudgifter udtalte retten, at Patientforsikringen, der fastsætter 127
Sager for Landsretten erstatning på objektivt grundlag, er pålagt en forpligtelse til af egen drift at oplyse sagerne, jf. lov om patientforsikring 13, og at det i bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende 1990/91, tillæg A, spalte 3307, er forudsat, at patienten ikke behøver at engagere en advokat til at varetage sine interesser. Landsretten fandt ikke, at der i nærværende sag forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for undtagelsesvis at tilkende sagsøgeren erstatning for advokatudgifter. Afsagt den 6. juli 2001 af Vestre Landsret PFL 1, stk. 1, - fysisk skade i forbindelse med fødsel. En 23 årig kvinde blev under en ukompliceret graviditet indlagt på sygehus 1 den 21. december 1995 og fødte samme aften en pige. Hun blev udskrevet den 23. december 1995, men blev dårlig de følgende dage og den 29. december 1995 indlagt på sygehus 2 efter 3 dage med diarre. Hun betegnedes ved indlæggelsen som klinisk dehydreret. Den 30. december 1995 overflyttedes hun til intensiv afdeling på sygehus 3, hvor der blev foretaget udskrabning. Man konstaterede her, at der var tale om barselsfeber. Kvinden blev på ny overført til sygehus 2, hvorfra hun blev udskrevet den 16. januar 1996. Hun blev igen indlagt på sygehus 2 den 22. februar 1996 med hjerteproblemer, sygdom i hjertemuskulaturen efter akut højfebril tilstand. Patientforsikringen fandt, at den primære behandling på sygehus 1 i forbindelse med kvindens fødsel den 21. december 1995 var udført i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring havde været det optimale i den givne situation. Det forlængede og alvorlige sygeforløb fandtes at være en følge af den opståede barselsfeber, en følgetilstand til en normalt forløbende fødsel. Der var således ikke tale om, at der i forbindelse med fødslen var blevet efterladt dele af moderkagen. På den baggrund fandt Patientforsikringen, at betingelserne i PFL 1, stk. 1, og 2, stk. 1, ikke var opfyldt, og at hun derfor ikke var berettiget til erstatning. Patientforsikringens afgørelse blev tiltrådt af Patientskadeankenævnet, som fandt, at hendes nuværende gener i form af hjerteproblemer var følger af den udviklede barselsfeber i forbindelse med fødslen og ikke af den behandling, som hun havde fået på sygehus 1, og som fandtes at have været korrekt. Nævnet fandt således, at der ikke var påført hende en fysisk skade i forbindelse af behandlingen på sygehus 1. Retslægerådet fandt det ikke sandsynligt, at kvinden ved udskrivelsen havde rester af moderkagen i livmoderen, og at den infektion (barselsfeber), som hun fik konstateet på sygehus 3, kunne godt være opstået uden, at der var efterladt rester af 128
Sager for Landsretten moderkagen. Retslægerådet fandt det mest sandsynligt, at den senere konstaterede forstørrelse/udvidelse af kvindens hjerte skyldtes en dilateret kardiomyopati (hjertemuskelsygdom), karakteriseret ved stort hjerte og nedsat pumpefunktion af venstre eller begge hjertekamre. Hjertesygdommen opstår oftest uden kendt årsag, men kan udløses i forbindelse med en fødsel. Man fandt det sandsynligt, at hendes infektion havde været medvirkende årsag til sygdommens akutte hjertesymptomer på grund af en belastning af kredsløbet og dermed af hjertet. Landsretten fandt med henvisning til retslægerådets udtalelse det ikke i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at der skulle være efterladt rester af moderkagen i kvindens livmoder, eller at personalet på sygehus 1 burde have foretaget yderligere undersøgelser heraf. Heller ikke de øvrige oplysninger i sagen kunne støtte en antagelse af, at sagsøgeren blev påført fysisk skade på sygehuset. Sagsøgeren opfyldte derfor ikke betingelsen efter patientforsikringslovens 1, stk. 1, for at kunne opnå erstatning. Landsretten tog derfor sagsøgtes påstand om frifindelse til følge. Afsagt den 1. november 2001 af Vestre Landsret méngodtgørelse og fastsættelse af erhvervsevnetab (årsløn svarende til vikarudgifter). Den 10. maj 1994 blev sagsøgeren, der var medhjælpende ægtefælle i en snedkerforretning, indlagt på et sygehus med henblik på operation for discusprolaps. Hun havde det seneste halve år forud haft smerter i venstre skulder og arm. I dagene efter operationen havde hun voldsomme smerter i arme og hænder. Smerterne var stærkest i højre side. Undersøgelser viste indikation for reoperation for at fjerne overskydende væv. Hun blev på ny opereret den 16. maj 1994. Patientforsikringen fandt den opståede skade omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Stationærtidspunktet blev fastsat til den 31. oktober 1994, og sagsøgeren fandtes berettiget til 9.240 kr. i godtgørelse for svie og smerte, 15.480 kr. til dækning af medicinudgifter og 87.600 kr. for varigt mén svarende til en méngrad på 40 %, hvoraf 10 % vurderedes at følge af den oprindelige lidelse. Der blev tilkendt sagsøger 556.627,50 kr. for tab af 65 % at erhvervsevnen. Det blev ved beregningen af erstatningen lagt til grund, at sagsøgeren havde haft en indkomst på 140.800 kr. i 1993 og på 145.000 kr. i 1994. Beløbene svarede til maksimumsatsen i kildeskattelovens 25A for medhjælpende ægtefæller de pågældende år. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Landsretten fandt efter bevisførelsen ikke grundlag for at forhøje den samlede méngrad på 40%. eller grundlag for at tilsidesætte, at 10% måtte henføres til den 129
Sager for Landsretten forud bestående lidelse. Arbejdsskadestyrelsen havde ligeledes vurderet, at sagsøgerens samlede erhvervsevnetab udgjorde 80%, og at 65% kunne henføres til behandlingsskaden. Den omstændighed, at der ikke var tilkendt sagsøgeren højere pension end forhøjet, almindelig førtidspension, bestyrkede, at sagsøgte ikke havde vurderet erhvervsevnetabet for lavt. Herefter fandt landsretten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at de procenter for mén og erhvervsevnetab som følge af behandlingsskaden, som sagsøgte havde fastsat, burde forhøjes. På baggrund af det af sagsøgeren og hendes ægtefælle forklarede om sagsøgerens arbejde i ægtefællens virksomhed fandtes hendes årsløn at burde fastsættes skønsmæssigt i medfør af erstatningsansvarslovens 7, stk. 2, til den indtægt, hun under et sædvanligt ansættelsesforhold ville kunne opnå for en tilsvarende arbejdsindsats. Under hensyn til karakteren og omfanget af hendes arbejde i virksomheden, fandt retten ikke grundlag for at fastsætte årslønnen lavere end til det beløb på 229.587 kr., som sagsøgeren havde lagt til grund for sin påstand (vikarudgiften). Som følge af forhøjelsen af årslønsgrundlaget fra 142.725 kr. til 229.587 kr., tog landsretten herefter sagsøgerens påstand til følge, for så vidt angik 65 % af differencen multipliceret med 6, svarende til 338.761,80 kr. med tillæg af procesrente som påstået, medens sagsøgte i øvrigt frifandtes for sagsøgerens påstande. Afsagt den 11. december 2001 af Vestre Landsret genoptagelse EAL 11 En 48-årig kvinde blev på grund af vedvarende ledskred i venstre knæskal opereret på et sygehus. I tilslutning til operationen opstod der en blodansamling i sagsøgerens venstre knæ, hvilket medførte komplikationer og yderligere behandling. Patientforsikringen anerkendte, at sagsøgeren efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, var berettiget til erstatning for sin skade i form af følger efter blodansamlingen i tilslutning til knæoperationen. Patientforsikringen fandt sagsøger berettiget til godtgørelse for svie og smerte og varigt mén svarende til en méngrad på 5 % for selve patientskaden. Patientskadeankenævnet forhøjede (ved afgørelse af 1. december 1999) godtgørelsen for svie og smerte og tiltrådte i øvrigt Patientforsikringens afgørelse. Sagsøgers advokat blev den 15. december 1999 gjort bekendt med Patientskadeankenævnets afgørelse. Den 24. januar 2000 anmodede sagsøgers advokat Patient- 130
Sager for Landsretten skadeankenævnet om at genoptrage sagen med henblik på en ændret vurdering af méngraden. Den 1. februar 2000 afslog nævnet at genoptage sagen, idet man ikke fandt, at der var indtruffet uforudsete ændringer i skadelidtes helbredstilstand. Sagsøger nedlagde ved landsretten påstand om, at Patientskadeankenævnet tilpligtedes at anerkende, at betingelserne for at genoptage sagen var opfyldt, og gjorde bl.a. gældende, at der ikke i Patientskadeankenævnets afgørelse om méngrad var taget hensyn til den slidgigt, som sagsøgeren havde udviklet som følge af fejloperationen. Der forelå derfor en uforudset ændring i hendes helbredstilstand. Patientskadeankenævnet gjorde gældende, at man ved sin afgørelse af 1. februar 2000 med rette havde afvist at genoptage behandlingen af sagsøgerens sag, da der ikke var opstået uforudsete ændringer i sagsøgerens helbredstilstand i tiden mellem den l. december 1999 og afslaget på genoptagelse den 1. februar 2000. Såfremt sagsøgeren var uenig i denne afgørelse, skulle hun inden for fristen på 6 måneder have indbragt den og ikke afslaget på genoptagelse for landsretten. Landsretten udtalte, at det efter patientskadeforsikringslovens 5, stk. 1, jf. erstatningsansvarslovens 11 er en af. betingelserne for at genoptage en afsluttet sag om godtgørelse for varigt mén eller erstatning for erhvervsevnetab, at der indtræder uforudsete ændringer i skadelidtes helbredstilstand. Sagsøgte traf afgørelse i sagen den 1. december 1999. Hvis sagsøgeren var af den opfattelse, at hendes helbredstilstand inden denne dato som følge af patientskaden var således, at sagsøgte burde have fastsat en højere méngrad end 5 procent og/ eller en erhvervsevnetabsprocent på mindst 15, kunne sagsøgeren have indbragt denne afgørelse for landsretten inden 6 måneder efter, at afgørelsen var meddelt, jf. patientforsikringslovens 16, stk. 2. Denne mulighed havde sagsøgeren, der også i december 1999 var repræsenteret ved advokat, ikke benyttet sig af. Sagen var således afsluttet den 1. december 1999. Efter sagsøgerens forklaring sammenholdt med de øvrige oplysninger, der forelå, havde sagsøgeren ikke sandsynliggjort, at der i tiden fra den l. december 1999 til sagsøgtes meddelelse af afslag på genoptagelse den l. februar 2000 var indtrådt uforudsete ændringer i hendes helbredstilstand. Afsagt den 18. december 2001 af Østre Landsret skønsmæssig fastsættelse af godtgørelse for svie og smerte EAL 3 Sagsøger fik den 15. februar 1997 i forbindelse med rutinekontrol af sin sukkersyge konstateret begyndende koldbrand af højre storetå. Der blev iværk- 131
Sager for Landsretten sat behandling herfor. Den 13. maj 1997 fandt man på højre ben en tæt forsnævring på pulsåren ved knæet og på venstre ben en tillukning af pulsåren ved knæet. Behandlingen blev på grund af en række fejl forsinket.den 4.september 1997 blev venstre ben amputeret, ca. 15 cm under knæet. Patientforsikringen anerkendte skaden som omfattet af patientforsikringsloven 2, stk. 1, nr. 1, og tilkendte skadelidte godtgørelse for mén og svie og smerte med følgende begrundelse: Patientforsikringen har vurderet, at godtgørelse for svie og smerte skal fastsættes skønsmæssigt, idet det ikke er muligt at fastlægge nærmere, i hvilket omfang skadelidte ville have været syg, såfremt man havde handlet hurtigere i forløbet. Dette er begrundet i, at skadesforløbet i marts 1997 startede med, at skadelidte havde begyndende koldbrand i højre storetå og i august 1997 behandlingskrævende symptomer også i venstre ben og som følge heraf i et vist omfang ville have været syg på grund af disse forhold. Patientforsikringen har vurderet, at skadelidte sandsynligvis ville have haft et andet og kortere sygeforløb, såfremt man på de respektive sygehuse havde handlet hurtigere og mere effektivt. Det findes således overvejende sandsynligt, at man kunne have undgået amputation af underbenet, men det ville dog have været nødvendigt med operativ behandling under alle omstændigheder. Patientforsikringen har herefter fastsat skadelidtes godtgørelse for svie og smerte til kr. 10.000,-. Ved den skønsmæssige vurdering har Patientforsikringen lagt vægt på, at forsinkelserne igennem hele forløbet har medført yderligere gener og smerter i et ikke nærmere definerbart omfang. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Skadelidte nedlagde ved landsretten påstand om yderligere godtgørelse på 25.020 kr. for svie og smerte. Landsretten frifandt Patientskadeankenævnet, idet det måtte lægges til grund, at sagsøgerens sygeperiode dels skyldets sagsøgerens grundsygdom - dårligt kredsløb - dels patientskaden i form af den forsinkede behandling. Det var ikke godtgjort, at sagsøgeren i sygeperioden havde været sengeliggende uden for de perioder, hvor han var indlagt. Landsretten henviste til, at Patientskadeankenævnet havde fastslået, at det ikke var muligt at fastlægge nærmere, hvilken del af sagsøgers sygeperiode der skyldtes patientskaden eller hans grundlidelse og derfor 132
Sager for Landsretten havde tilsluttet sig Patientforsikringens skønsmæssige fastsættelse af godtgørelsen for svie og smerte. Landsretten fandt efter det forelagte sammenholdt med forarbejderne til patientforsikringsloven ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, som Patientskadeankenævnet havde udøvet. Afsagt den 20. december 2001 af Vestre Landsret ikke fysisk skade PFL 1, stk. 1. En 34-årig mand kom den 23. september 1992 til skade under sit arbejde som specialarbejder i forbindelse med løft af en ca. 30 kg tung skiboks, idet han fik trykket en bolt fra et stativ ind i sin højre håndflade. Den 21. december 1992 blev han opereret for et carpaltunnelsyndrom (påvirkning af håndrodskanalen). Efter yderligere undersøgelser blev han den 24. november 1993 opereret for diskusprolaps i rygsøjlen på et andet sygehus. Sagsøger nedlagde påstand om,at Patientskadeankenævnet tilpligtedes at anerkende, at sagsøgers lidelse, diskusprolaps, og dertil knyttede lidelser var forårsaget af manglende rettidig konstatering og behandling. Både Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet fandt, at der ikke var sammenhæng med behandlingen på sygehus 1 og den opståede diskusprolaps. Retslægerådet besvarede under sagen bl.a. følgende spørgsmål: Spørgsmål 4: Burde det behandlende hospital i forbindelse med undersøgelsen af skadelidtes symptomer på baggrund af forløftningstraumet have foretaget en cervikal myelografi med CT-scanning, idet den behandlende overlæge har oplyst, at skadelidte havde ganske betydelige gener efter arbejdsulykken og at disse gener kunne forklares med henvisning til den senere konstaterede cervikale discusprolaps og at skadelidtes klager kun blev sparsomt journalført? Nej, det behandlende hospital burde ikke have foretaget billeddiagnostisk udredning af cervikal columna, idet der ikke fandtes klinisk grundlag for, at traumet havde forårsaget en cervikal diskusprolaps. Tværtimod var der ret typiske symptomer på karpaltunnelsyndrom, hvilket var verificeret ved neuronografi. 133
Sager for Landsretten Spørgsmål 6: Såfremt spørgsmål 4 besvares benægtende, anmodes Retslægerådet om at oplyse, hvorvidt der efter operationen den 21. december 1992 for højresidigt karpaltunnelsyndrom burde havde været foretaget en cervikal myelografi med CT-scanning, når patienten efterfølgende havde uændrede gener? Retslægerådet finder ikke, at der kan indvendes noget mod undersøgelsesforløbet. Spørgsmål H: Er sagsøgeren behandlet relevant på sygehus 1 den 30. september 1992 og senere? Ja. Landsretten frifandt Patientskadeankenævnet, idet man efter Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 4, 6 og H og de i øvrigt foreliggende oplysninger ikke fandt grundlag for at antage, at der i forbindelse med undersøgelserne og behandlingen af sagsøgeren på sygehus 1 var påført sagsøgeren fysisk skade efter lov om patientforsikring 1, stk. 1. 5.3 Resumé af domme afsagt af Højesteret i 2001 Afsagt den 20. august 2001 af Højesteret lejringsskade uden specifik sammenhæng med grundsygdommen PFL 2, stk. 1, nr. 4 En 59-årig blev den 20. oktober 1992 indlagt på et sygehus under diagnosen cancer i endetarmen. Den 26. oktober 1992 blev han opereret, og der blev fjernet en svulst i tarmen. Der var ikke tegn på spredning. Nogle dage efter opstod en lækage svarende til sammensygningen af tarmen, og den 31. oktober 1992 blev han genopereret og fik udført en stomi. Han lå herefter i respirator i fire døgn. Den 10. november 1992 konstaterede man nedsat kraft i venstre arm. Senere undersøgelser viste tillige, at hånden i venstre side sov hele tiden, ringfinger og lillefinger var kroget og fingrene var uden kræfter. Patientforsikringen anerkendte ikke skaden som ansvarspådragende, hverken efter patientforsikringslovens 2, stk 1, nr. 1 eller 4. Man anførte vedrørende 2, stk. 1, nr. 4, at Patientforsikringen ved vurderingen af skadens alvor i forhold til hans grundsygdom havde lagt vægt på, at han led af en livstruende sygdom, som 134
Sager for Landsretten krævede et alvorligt, kompliceret operativt indgreb, og at han efter operationen måtte ligge i respirator 3-4 dage på intensiv afdeling. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse, idet man fandt, at skaden (læsion af venstre ulnarisnerve) med overvejende sandsynlighed var forvoldt i forbindelse med lejringen under eller efter operationen, og at skaden var mere omfattende, end han med rimelighed måtte tåle, idet der herved var henset til skadernes alvorlige karakter og sjældne forekomst samt til, at de ikke havde forbindelse med grundsygdommen. Retslægerådet fik bl.a. stillet spørgsmål om hans overlevelseschance ved den behandling, som han fik for grundsygdommen. Retslægerådet svarede, at bedømt på 5 år er overlevelseschancerne omkring 60-70 % for en gennemvokset cancer uden spredning til de regionale lymfekirtler og 30-40 % for en cancer med spredning. Retslægerådet udtalte videre, at han idet der sås bort fra lejringsskaden- ville være blevet raskmeldt efter behandlingen. Vanlig erfaring er, at arbejdet kan genoptages 5-6 måneder efter fjernelse af canceren. Efter 5-6 måneder vil der normalt ikke være begrænsninger for fysisk aktivitet forbundet med behandlingen. Landsretten frifandt Patientskadeankenævnet, idet man anførte, at der i det foreliggende tilfælde ikke var anden forbindelse mellem skaden og den operation, som blev gennemført for at fjerne en kræftsvulst i tyktarmen end, at denne operation, som de fleste andre foretages i fuld narkose og her efterfølgende nødvendiggjorde brug af respirator i 4 døgn. Da denne behandling også finder anvendelse ved ikke direkte livstruende lidelser, var grundlidelsens farlighed set i forhold til en lejringsskade ikke relevant. Beskadigelse af nervus ulnaris ved forkert lejring er en sjældent forekommende, men kendt komplikation, som hospitalspersonalet har gode muligheder for at forebygge og tage i betragtning ved lejring af helt eller delvist bevidstløse patienter. Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse med følgende begrundelse: Efter oplysningerne om skadernes karakter, herunder, at der var tale om svære lammelser af venstre arm, som efter Arbejdsskadestyrelsens vurdering medførte et erhvervsevnetab på 80 %, findes skaderne at have haft alvorlige konsekvenser for skadelidte. 135
Sager for Landsretten Efter Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 2 B og 2 D lægger Højesteret til grund, at hans overlevelseschance bedømt på 5 år var omkring 60-70 %, samt at der hvis der bortses fra nerveskaderne 5-6 måneder efter operationerne ikke som følge af behandlingerne ville være begrænsninger for hans fysiske aktivitet. Lejringsskaderne var endvidere uden specifik sammenhæmg med grundsygdommens alvor, og da lejringsskaderne anses som en meget sjælden komplikation, finder Højesteret ikke grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets afgørelse. Afsagt den 19. september 2001 af Højesteret strålebehandling - PFL 2, stk. 1, nr. 4 En middelaldrende kvinde fik den 30. april 1993 fjernet venstre bryst samt lymfeknuder i armhulen på grund af brystkræft. På grund af knoglemetastaser påbegyndtes strålebehandling. Der udvikledes herefter mavesmerter og ved operation herfor fandtes tyndtarmen afklemt af sammenvoksninger, og der var svær dilatation af tarmen over afklemningsstedet. Efter operationen udvikledes tarmfistel og bylddannelse, hvilket nødvendiggjorde adskillige operationer samt anlæggelse at kolostomi. Patientforsikringen fandt ikke betingelserne i patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, opfyldt, fordi komplikationerne er en velkendt og ikke helt sjælden komplikation, samt at grundsygdommen mammae cancer med lymfeknudemetastaser må betragtes som en overordentlig alvorlig grundlidelse. Patientskadeankenævnet stadfæstede Patientforsikringens afgørelse. Landsretten fandt skaderne omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, dels fordi man fandt, at skaderne var atypiske og en sjælden komplikation ved en strålebehandling som den foreliggende, dels fordi man fandt skaderne mere omfattende, end hvad hun selv om sygdommen ubehandlet indebar nærliggende risiko for hendes død med rimelighed måtte tåle. Under sagens behandling for Højesteret besvarede Retslægerådet bl.a. følgende spørgsmål: Spørgsmål 2: Var den den 4. november 1993 iværksatte strålebehandling indiceret? I bekræftende - fald bedes oplyst hvorfor. I benægtende fald bedes oplyst hvorfor ikke. Uden strålebehandling kunne man forvente hurtigt indsættende yderligere påvirkning af nerverne med lammelse af ben og ophævelse af tarmens og 136
Sager for Landsretten urinblærens lukkemuskelfunktioner (spincterfunktioner) til følge. Der var således indikation for akut indsættende strålebehandling. Spørgsmål 5: Hvorledes måtte skadelidtes prognose antages at være pr. 4. november 1993 A. uden yderligere behandling? Uden yderligere behandling ville forløbet på kortere sigt forventes at være som besvaret i spørgsmål 2, på længere sigt ville forløbet være dødeligt. B. med den iværksatte strålebehandling? Ved strålebehandlingen var der som anført en betydelig mulighed for at forhindre det forventede spontane forløb (se besvarelse af spørgsmål 2), med symptomlindring i en kortere eller længere, evt. livslang periode. Prognosen som helhed er afhængig af eventuel spredning af sygdommen til andre steder i kroppen. Spørgsmål 8: Med hvilken hyppighed medfører strålebehandling som den, skadelidte modtog, skadelige følger af den art, som konstateredes hos skadelidte i tilfælde, hvor tarmen ikke er fikseret til forreste del af bugvæggen? Risiko for tarmkomplikation af den sværhedsgrad, som sås hos skadelidte, må med den anvendte strålebehandling anses for at være meget beskeden i tilfælde, hvor tarmen ikke er fikseret til forreste del af bugvæggen (skønsmæssigt under 1-2%). Højesteret ændrede landsrettens afgørelse og frifandt Patientskadeankenævnet, idet man lagde til grund, at den skade på skadelidtes tarm, som strålebehandlingen forårsagede, medførte et langvarigt og belastende behandlingsforløb og en varig gene i form af anlæggelse af kolostomi. Der var således tale om en alvorlig skade. Det måtte imidlertid heroverfor tages i betragtning, at skadelidtes prognose havde været særdeles dårlig, såfremt strålebehandlingen ikke var blevet foretaget, jf. Retslægerådets besvarelse af spørgsmålene 2 og 5. Hertil kom, at skaden - i modsætning til, hvad der kan være tilfældet ved lejringsskader og lignende - havde specifik sammenhæng med den egentlige behandling af grundsygdommen, dvs. med strålebehandlingen.. På denne baggrund finder Højesteret, at skaden ikke er mere omfattende, end hvad skadelidte med rimelighed måtte tåle. Betingelserne for erstatning efter patientfor- 137
Sager for Landsretten sikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, var derfor ikke opfyldt. Det var herefter uden betydning, at risikoen for en komplikation som den opståede på tidspunktet for behandlingen måtte anses for ringe, jf. Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 8. 138
Regnskab og budget 6. Regnskab og budget Regnskab og budget 6.1 Regnskab Alle udgifter til drift af Patientskadeankenævnet afholdes af Patientforsikringsforeningen, jf. 14, stk. 8 i lov om patientforsikring. Patientskadeankenævnets udgiftsbevilling står opført på finanslovens konto 16.11.25. Budgettet for 2001 var fastlagt til 12,5 mill. kr. Mindreforbruget på 1,1 mill. kr. skyldes, at der er truffet færre afgørelser i nævnet end forudsat. Regnskab for 2001 16.11.25 Udgifter i alt 11.415.000 Lønudgifter 7.599.213 Honorar til formænd og nævnsmedlemmer 2.389.506 Sekretariat 5.209.707 Øvrige driftsudgifter 3.815.787 Speciallægehonorar 432.730 Kammeradvokat 1.178.365 Arbejdsskadestyrelsen 82.175 Rejse og befordring, nævn 257.624 Rejse og befordring, andre 8.807 Repræsentation, nævn 78.580 Repræsentation, andre 13.639 Varme og el 51.660 Husleje 525.089 Porto 186.196 Telefon 97.872 Kursur og konferencer 180.337 IT materiel, licenser og konsulent 280.357 139
Regnskab og budget Diverse servicekontrakter 332.642 Trykning af publikationer og køb af bøger 146.578 Kontorartikler og papir 139.883 Køb af inventar 7.854 Fotokopiering( leje og materialer) 308.413 Lægemiddelskadeankenævnet -329.208 Boneloc-sager fra før 1992 (21 sager) -199.500 Diverse 35.694 I Patientskadeankenævnets virksomhedsregnskab for 2001, som er udsendt i april 2002, er der givet en detaljeret regnskabsmæssig forklaring. 6.2 Budget 2002 Budgettet for 2002 i kontraktstyringsaftalen af 23. maj 2001 er fastlagt til 12,6 mill. kr. (2001 PL-niveau). Da den tidligere sagspukkel stort set er afviklet, forventes antallet af afgørelser for de kommende år stort set at svare til forventet antal nye ankesager om året (ca. 875 stk). Det må antages at udgifterne til kammeradvokaten i forbindelse med de afgørelser, som indbringes for landsretterne og Højesteret vil stige kraftigt. Udgiften hertil blev 1,2 mill. kr. i 2001 mod budgetteret 0,4 mill. kr. 140
Lægemiddelskadeankenævnets årsberetning Lægemiddelskadeankenævnets årsberetning 7. Lægemiddelskadeankenævnets årsberetning 7.1 Indledning Lægemiddelskadeankenævnet blev etableret i 1996. I nævnets årsberetninger 1996-99 er beskrevet området og betingelserne for erstatningsdækning for medicinpåførte personskader, statens erstatningspligt på objektivt ansvarsgrundlag, med mulighed for regres mod producent eller importør, og grundlaget for fastsættelse og udbetaling af erstatning. Lovgrundlaget er fortsat lov nr. 1120 af 20/12 1995 med senere ændringer, gengivet i bilag 6 og 7 tillige med bekendtgørelsen om Lægemiddelskadeankenævnets forretningsorden, bilag 8. 7.2 Lægemiddelskadeankenævnet Lægemiddelskadeankenævnet er klageinstans i forhold til Patientforsikringsforeningen, på samme måde som Patientskadeankenævnet. Ankenævnenes afgørelser kan indbringes for Landsretten. Lægemiddelskadeankenævnet består af 9 medlemmer. En fortegnelse over disse og deres suppleanter, samt en angivelse af de pågældendes mandat, er indsat i årsberetningen ( bilag 9). Medlemmerne udpeges for en periode af 4 år med mulighed for genvalg. Der er i november 2000 sket udpegning af medlemmer og suppleanter. Ankenævnets sekretariat varetages fortsat af Patientskadeankenævnet, Vimmelskaftet 43, 2. sal, 1161 København K. 7.3 Lægemiddelskadeankenævnets virksomhed Lægemiddelskadeankenævnets arbejdsmæssige forhold og sagernes forberedelse og behandling på nævnsmøder er beskrevet i årsberetningerne 1996-1999. 141
Lægemiddelskadeankenævnets årsberetning Efter en stigning i sagsantallet i 1999 og i første del af 2000 indtrådte en vis stagnation, som i 2001 er afløst af let øget sagstilgang. Sagsantallet må fortsat betegnes som beskedent. Sagsbehandlingstiden er omkring 5 måneder. Der er fortsat ikke behandlet sager af principiel betydning eller af almen interesse. Langt de fleste sager er afgjort uden dissens. I ganske få tilfælde er det skønnet nødvendigt at indhente yderligere lægelige oplysninger i form af speciallægeerklæringer, hvorved bemærkes, at nævnet i 2000 fik en fast tilknyttet speciallægekonsulent. Der har i 2001 været afholdt 3 nævnsmøder: den 13. marts, den 11. september, og den 18. december. Udgifter i forbindelse hermed, herunder vederlag til medlemmerne, udgjorde 415.733 kr. Der er sket realitetsbehandling af 34 klagesager, som i det væsentligste medførte stadfæstelser af Patientforsikringens afgørelser. I omkring 1/3 af disse afgørelser afvistes kravene, fordi der ikke fandtes at foreligge en lægemiddelskade eller en fysisk skade, lovens 1, stk. 1, eller der var ikke fornøden årsagssammenhæng, lovens 7. Nogle få afgørelser har primært drejet sig om vurdering af patientens mengrad i henhold til erstatningsansvarsloven, og om fastsættelse af stationærtidspunktet. I et af disse tilfælde reduceredes godtgørelsen for varigt men, som faldt i arv ved patientens mellemkommende død. Nævnet fulgte som tidligere Patientskadeankenævnets praksis, hvorefter der skal lægges vægt på, hvor længe skadelidte nåede at leve med skaden. I 2 tilfælde skete der afvisning uden realitetsbehandling i medfør af lovens 23, idet skaden var påført inden lovens ikrafttræden den 1. januar 1996. En enkelt afgørelse drejede sig om, hvorvidt der kunne ydes erstatning for patientens udgifter til advokat. Nævnet tilkendegav, at der som udgangspunkt ikke ydes dækning for sådanne omkostninger. I den konkrete sag blev der ikke ydet erstatning for advokatbistand, fordi nævnet ikke fandt denne "af væsentlig betydning for sagens udfald". En række ankesager har drejet sig om den ofte vanskelige afvejning af, hvorvidt medicinskader som følge af bivirkninger efter deres karakter og omfang går ud 142
Lægemiddelskadeankenævnets årsberetning over, hvad patienten med rimelighed må acceptere i forhold til grundsygdommen, lovens 6. I det følgende gengives nogle eksempler på nævnets afgørelser herom. Det følger af lov om erstatning for lægemiddelskader 6, at en lægemiddelskade, der er opstået som følge af bivirkninger af et lægemiddel, kun erstattes, hvis bivirkningerne efter deres karakter eller omfang går ud over, hvad patienten med rimelighed bør acceptere. Der skal herved tages hensyn dels til skadens omfang, dels til den sygdom, der blev behandlet, dels patientens generelle helbredstilstand, og dels til mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for skadens indtræden i betragtning. Reglen indebærer, at der skal foretages en afvejning af skadens alvor over for grundsygdommens alvor, hvor patienter, der lider af en meget alvorlig grundsygdom, må acceptere større skader end patienter, der lider af en mindre alvorlig grundsygdom. En række ankesager har drejet sig om denne ofte vanskelige afvejning af, hvorvidt medicinskader som følge af bivirkninger efter deres karakter og omfang går ud over, hvad patienten med rimelighed bør acceptere i forhold til grundsygdommen. J.nr. 2001-00-483 En 36-årig mand havde i cirka et års tid haft tiltagende ledgener i form af smerter og morgenstivhed. Han var uden større effekt blevet behandlet med Salazopyrin hos egen læge. Efter nærmere undersøgelser på et hospital, hvor man konstaterede, at han havde leddegigt, blev han sat i behandling med Prednisolon. Som følge af behandlingen med Prednisolon udviklede han sukkersyge (diabetes) og har siden været i behandling med insulin. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af lov om erstatning for lægemiddelskader 6, idet skaden hverken var tilstrækkelig sjælden eller alvorlig set i forhold til mandens grundsygdom. Lægemiddelskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, idet nævnet fandt, at skaden (diabetes) ikke gik ud over, hvad manden med rimelighed burde acceptere. Nævnet lagde vægt på, at han havde alvorlig gigtlidelse/ledsygdom, der ifølge journalmaterialet havde medført sygemelding og revalidering, og at udvikling af sukkersyge er en forholdsvis almindelig komplikation til behandling med Prednisolon. Nævnet lagde endvidere vægt på, at manden tilsyneladende ikke havde større gener af skaden bortset fra, at det var besværligt at administrere medicinen. 143
Lægemiddelskadeankenævnets årsberetning J.nr. 2000-00-027 En 61-årig mand blev på grund af Parkinson`s Sygdom behandlet med højdosis Permax (pergolid). Som bivirkning til behandlingen udviklede han venstresidig væskeansamling i lungehinden (pleural effusion) med heraf følgende træthed og funktionsindskrænkning. Generne forsvandt gradvist efter ophør med behandlingen. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af lov om erstatning for lægemiddelskader 6, idet skaden ikke var tilstrækkelig alvorlig set i forhold til mandens grundsygdom. Lægemiddelskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at manden som følge af skaden (pleural effusion) gennem længere tid var meget træt, gik dårligt og ikke kunne løbe, fordi han konstant tabte vejret. Nævnet lagde endvidere vægt på, at han forud for behandlingen med højdosis Permax led af Parkinson Sygdom, som dog ikke havde medført noget større fysisk handicap, og at han havde været fysisk aktiv med gymnastik, løb og dans. Endelig lagde nævnet vægt på, at pleural effusion er en meget sjælden bivirkning ved behandling med pergolidpræparater. J.nr. 2000-00-461 En 57-årig kvinde havde svær psoriasis og leddegigt. Hun blev på grund tiltagende ledsmerter sat i behandling med Salazopyrin (i stigende doser). Som bivirkninger til behandlingen fik hun smagsforstyrrelser, udslæt, nedsat følelse i fingrene, rysteture samt forringet finmotorik. Patientforsikringen fandt, at generne ikke var omfattet af lov om erstatning for lægemiddelskader 6, idet generne ikke var tilstrækkelig alvorlige set i forhold til kvindens grundsygdom. Lægemiddelskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet vurderede, at Salazopyrin-behandlingen var et led i behandlingen af svær psoriasis med ledsagende ledgener. Henset til alvorligheden af grundsygdommen fandt nævnet, at generne ikke var tilstrækkelig alvorlige til, at der kunne ydes erstatning efter 6, i lov om erstatning for lægemiddelskader. Yderligere eksempler på afgørelser: J.nr. 2000-00-785 En 28-årig kvinde blev influenzavaccineret med Influvac 98/99. Senere på dagen blev hun utilpas med hovedpine og ændret følesans på højre side af 144
Lægemiddelskadeankenævnets årsberetning tungen, og næste dag havde hun svært ved at lukke højre øje. Hun blev derfor indlagt til neurologisk undersøgelse på et hospital, hvor man konstaterede højresidig ansigtslammelse. Under indlæggelsen havde hun udtalt irritation af højre øje, ændret følesans omkring højre mundvig og problemer med at styre mundvigen, når hun skulle spise og drikke. Ved senere undersøgelse har man konstateret, at hun (fortsat) har højresidig ansigtslammelse, skævhed og periodevise smerter i ansigtet samt højresidig hovedpine. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført en fysisk skade som følge af behandlingen med influenzavaccinen, hvorfor der ikke kunne ydes erstatning efter lov om erstatning for lægemiddelskader, jf. lovens 1, stk. 1. Patientforsikringen lagde vægt på, at symptomerne var indtrådt umiddelbart efter vaccinationen, at der sædvanligvis går 2-3 uger, før neurologiske forstyrrelser optræder som bivirkning efter influenzavaccination, samt at der ikke havde været influenzasymptomer i forbindelse med vaccinationen. Lægemiddelskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at ansigtslammelsen og følgesymptomerne (ansigtsskævhed, periodevise smerter i ansigtet og hovedpine) med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives vaccinationen med Influvacc 98/99. Nævnet lagde vægt på, at nervelammelse er en velkendt, om end sjældent forekommende, komplikation til forebyggende behandling med influenzavaccine. Nævnet lagde endvidere vægt på, at kvinden ikke tidligere havde haft symptomer på ansigts-/nervelammelse. Lægemiddelskadeankenævnet fandt yderligere, at bivirkningerne kunne anerkendes efter 6, i lov om erstatning for lægemiddelskader. Nævnet lagde vægt på genernes omfang, at kvinden var rask forud for vaccinationen, og at nervelammelse er en meget sjælden komplikation til forebyggende behandling med influenzavaccine. J.nr. 2001-00-565 En 47-årig mand havde gennem mange år haft forhøjet blodtryk (hypertension) og nedsat nyrefunktion (nefrosklerose). I juli 1998 blev han opereret for venstresidig skinnebensbrud. Operationen forløb uden komplikationer. Ved undersøgelse i december 1998 konstaterede man, at nyrefunktionen var blevet yderligere nedsat, og man besluttede at indkalde manden til hyppig kontrol. I starten af januar 1999 blev han indlagt akut med uræmi (urinforgiftning af blodet, hvorved kvælstof holdes tilbage i kroppen som følge af svigtende nyrefunktion). Han har siden gået til dialysebehandling tre gange om ugen. 145
Lægemiddelskadeankenævnets årsberetning Patientforsikringen fandt, at manden ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført en skade på nyrerne som følge af behandlingen (anæstesi) af skinnebensbruddet. Lægemiddelskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at manden allerede forud for operationen i 1998 havde svært nedsat nyrefunktion (nefrosklerose) som følge af mangeårig hypertension, og at nyrepåvirkningen havde været tiltagende igennem de senere år. Nævnet lagde videre vægt på, at den dialysekrævende forværring af tilstanden først indtrådte næsten et halvt år efter operationen. Nævnet vurderede, at forringelsen af nyrefunktionen og den nødvendige dialysebehandling skyldes grundlidelsen (nefrosklerose og hypertension). Som det fremgår, har nævnet endnu ikke været forelagt ganske væsentlige spørgsmål, for eksempel om der overhovedet er tale om et (godkendt) lægemiddel, jfr. lovens 3, om tilfælde, der angår forsøg / donorer / plejepersonale, jfr. lovens 1. Det er heller ikke påkendt, om klager har retlig interesse i sagen, jfr. lovens 20, eller om denne er forældet, jfr. lovens 22. 146
BILAG
Bilag 1 Bilag 1 149
150 Bilag 1
Bilag 1 151
152 Bilag 1
Bilag 1 153
Bilag 2 Bilag 2 155
156 Bilag 2
Bilag 2 157
Bilag 3 Bilag 3 159
160 Bilag 3
Bilag 4 Bilag 4 161
Bilag 5 Bilag 5 163
164 Bilag 5
Bilag 6 Bilag 6 165
166 Bilag 6
Bilag 6 167
168 Bilag 6
Bilag 6 169
Bilag 7 Bilag 7 171
172 Bilag 7
Bilag 8 Bilag 8 173
174 Bilag 8
Bilag 8 175
Bilag 9 Bilag 9 LÆGEMIDDELSKADEANKENÆVNETS MEDLEMMER OG SUPPLEANTER AUGUST 2001 Udpeget af Sundhedsministeriet: Dommer Christian Richter (formand). Apoteker Grete Meyhoff. Kontorchef, cand.jur. Birthe Fabricius. Roskilde Amt. Suppleant: Apoteker Tine Vibolt. Udpeget af Lægemiddelstyrelsen: Apoteker, lic. pharm. Svend Erik Jensen. Suppleant: Lektor, lic.pharm. Margrethe Rømer Rassing. Udpeget af Sundhedsstyrelsen: Overlæge, dr.med. Jesper Sonne. Københavns Amtssygehus i Gentofte. Suppleant: Overlæge Hanne Rolighed Christensen. Bispebjerg Hospital. 177
Bilag 9 Udpeget af Amtsrådsforeningen, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Københavns og Frederiksberg Kommuner: Patientvejleder, cand.jur. Laila Dahl. Fyns Amt. Ekspeditionssekretær Bent Mikkelsen. Suppleant: Seniorkonsulent Claus Mørch Petersen. H:S Direktionen. Udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer: Formand Terkel Andersen. De Samvirkende Invalideorganisationer. Suppleant: Formand Bente Djørup. Landsforeningen Sind. Udpeget af Forbrugerrådet: Chefkonsulent Benedicte Federspiel. Forbrugerrådet. Suppleant: Cand. pharm. Heidi Søsted. Forbrugerrådet. 178