GUIDE Skat og moms for frivillige og foreninger Udskrevet: 2016
Indhold Skat og moms for frivillige og foreninger............................................. 3 2 Guide
Skat og moms for frivillige og foreninger Som forening er det vigtigt at vide, om man er skattepligtig, og hvilke krav der stilles til indberetning og betaling af skat og moms. For den enkelte frivillige er det værd at være opmærksom på, hvordan skattereglerne er, hvis man modtager og giver penge fra en forening. Foreninger og skat - generelt En forening er ikke automatisk undtaget fra moms og skat. Kravene til indberetning og betaling af skat og moms afhænger af foreningstypen og dens aktiviteter. Det handler altså både om foreningens formål og om forhold som erhvervsmæssig indkomst eller udbetaling af lønninger og honorarer. En forening er skattefri, hvis den udelukkende er almennyttig eller almenvelgørende, eller hvis den ikke har erhvervsmæssig indkomst Foreninger, som udelukkende har indtægter fra kontingenter og tilskud fra puljer og fonde, er altså ikke skattepligtige og skal ikke indgive selvangivelse til SKAT. Det betyder, at de fleste foreninger på det sociale område er skattefrie. Læs mere om skattefri og skattepligtige foreninger på Skats hjemmeside. CVR-registering og foreningstype Når I som forening lader jer CVR-registrere, er det vigtigt at være opmærksom på, hvilken type forening man er: frivillig forening almindelig forening (med indberetningspligt) erhvervsdrivende forening. Det er nemlig den valgte foreningstype i CVR-registeret som afgør, hvorvidt der er krav om, at foreningen indberetter skat eller moms i SKATs systemer. Læs mere i vores guide om hvordan foreninger kan blive CVR-registreret. SKAT's definition af almennyttig forening I den danske skattelovgivning er der særlige bestemmelser, der fritager almennyttige og almenvelgørende foreninger fra at betale skat. For at en forening kan anses for at være almennyttig eller almenvelgørende, er det en betingelse, at foreningen bruger sine midler til støtte for en større kreds af personer eller Skat og moms for frivillige og foreninger 3
sammenslutninger. Støtten skal gå til personer, der har vanskelige økonomiske forhold, eller til et formål, som - ud fra en i befolkningen almindelig opfattelse - er nyttigt. En forening kan i nogle tilfælde anses for at være almennyttig eller almenvelgørende, selv om foreningen har erhvervsmæssig indkomst. Det er en betingelse, at den erhvervsmæssige indkomst er tæt forbundet med det almennyttige formål, og at indkomsten anvendes eller hensættes til foreningens almennyttige formål. Organisationer, der varetager politiske, økonomiske eller erhvervsmæssige interesser, anses ikke som almennyttige. At foreningen er skattefri betyder, at den ikke skal indsende selvangivelse og, at den ikke skal betale selskabsskat. Men hvis den fx har lønnede ansatte, skal den på linje med andre betale skat. Se mere om hvad der kendetegner almennyttige foreninger på Skats hjemmeside. Når foreningen har ansatte eller udbetaler løn/honorarer Når I som forening har ansatte eller betaler honorarer til enkeltpersoner (fx en underviser), skal I trække A-skat og en række arbejdsmarkedsbidrag ligesom andre arbejdsgivere. I skal også indberette udbetalingerne til SKAT. Reglerne gælder også, hvis I ønsker at give særlige frivillige (fx jeres formand) et honorar for deres arbejde. Ineberetning af løn og honorarer foregår elektronisk via SKAT's hjemmeside eindkomst. Når I bruger eindkomst, bliver oplysningerne automatisk givet videre til ATP, der så opkræver de forskellige bidrag til ATP, AES osv. I kan også vælge at tilmelde jer et privat lønbureau, hvor I elektronisk indberetter lønnen, og hvor bureauet derefter sørger for både indberetning og betaling af skat og bidrag. For at kunne indberette løn og honorarer skal foreningen være registeret som almindelig forening i CVRregistreret. Læs mere om CVR-registrering i vores guide herom. Foreningen skal ikke trække skat eller indberette oplysninger, hvis der er tale om honorar efter faktura til en selvstændig erhvervsdrivende eller virksomhed med egen momsregistrering. Her står modtageren af honoraret for at opkræve moms og indberette til SKAT. 4 Guide
Skattefrie gaver til foreninger Privatpersoner og virksomheder kan altid give gaver til almennyttige foreninger, uden at foreningen skal betale skat af gaven. Hvis giveren skal have et fradrag i sin skattepligtige indtægt eller overskud for gaven, skal foreningen være godkendt efter særlige regler i skattelovgivningen. Læs mere om reglerne i vores guide om skattefrie gaver til foreninger. Hvis foreningen ejer lokaler eller et hus Hvis en forening ejer et hus eller lokaler, skal der betales skat. Skat på ejendomme er opdelt i: Ejendomsværdiskat Ejendomsværdiskat er en skat, som alle der ejer en ejendom skal betale til staten, med mindre de lejer ud erhvervsmæssigt. Ejendomsværdiskatten beregnes ud fra ejendommens værdi (både grund og bygninger). Grundskyld Grundskyld kaldes også ejendomsskat til kommunen. Det er en skat, som betales til kommunen af den værdi, grunden har i ubebygget stand. Som forening er det muligt at blive fritaget fra kravet om grundskyld/ejendomsskat til kommunen. Kravet er, at ejendommen ejes af en almenvelgørende stiftelse eller anden institution med almenvelgørende formål, og at ejendommen anvendes til institutionens formål. I "Lov om kommunal ejendomsbeskatning (LBK nr. 1104 af 22/8 2013 8c) fremgår det, at kommunalbestyrelsen kan meddele hel eller delvis fritagelse for kommunal ejendomsskat af ejendomme, der ejes af almenvelgørende stiftelser eller andre institutioner med almennyttigt formål, og som anvendes til institutionens formål. Dækningsafgiften, som opkræves i henhold til samme lov, kan man ikke fritages for. I skal være opmærksomme på, at kommunen kan vælge at give en fritagelse, men at den ikke har pligt til at gøre det. Ansøgning om fritagelse Hvis en forening vil søge om fritagelse for ejendomsskat, skal den sende en ansøgning til ejendomsskattekontoret og vedlægge foreningens vedtægter. Ansøgningen kan kun imødekommes, hvis foreningens formål skønnes at være almennyttigt. Skat og moms for frivillige og foreninger 5
Til vurdering af, om foreningen er almennyttig, vil kommunen ofte tage udgangspunkt i Ligningslovens 8A og 12. Begge paragraffer handler om fradrag for gaver og løbende ydelser til godkendte foreninger. Det er dog sådan, at foreninger, der ikke er godkendt efter Ligningslovens 8A, godt kan komme i betragtning, hvis foreningen har et klart almennyttigt formål, og foreningens midler i tilfælde af foreningens opløsning går til andet almennyttigt arbejde. Det kan godt være, at kommunen ikke er vant til ansøgninger efter den pågældende lovbestemmelse, for det er meget forskelligt, om kommunerne overhovedet anvender reglen i praksis. Foreninger og moms Momsreglerne for velgørende og almennyttige foreninger er som udgangspunkt ret simple, men for foreninger med indtægter fra salg kan momsspørgsmålet være noget mere omfattende. Grundlæggende er det ikke alle former for indtægter i en forening, som er momspligtige. Tilskud foreningen får fra offentlige puljer eller fonde, gaver, kontingenter og lignende er ikke momspligtige. Foreningens salg af varer og ydelser, indtægter fra arrangementer, som er åbne for offentligheden, og lignende er momspligtige. Læs mere i guiden om Foreninger og moms. Frivillige og skat Som frivillig skal du være opmærksom på skattereglerne, når du giver og modtager penge fra foreningen. Når du lægger ud for indkøb eller udgifter Som frivillig er det ofte nødvendigt at lægge egne penge ud for indkøb til aktiviteter. Det kan fx være i forbindelse med, at du køber ind til en udflugt eller til et møde. Det kan også være, når du lægger ud for billetter til tog- eller busbilletter. Disse udlæg kan foreningen udbetale til dig, når du afleverer kvittering/bon, uden at det har skattemæssig betydning for dig. 6 Guide
Foreningen kan også udbetale et forskud til dig, som du kan købe ind for. Herefter skal du aflægge regnskab, aflevere kvitteringer og tilbagebetale evt. overskydende midler til foreningen. Hverken du eller din forening skal betale skat af disse transaktioner, og foreningen skal ikke indberette dem til Skat. Et alternativ i forhold til nogle typer af udgifter er, at man som frivillig kan få udbetalt skattefri godtgørelse til at dække omkostningerne. Du kan ikke få både penge tilbage efter regning og skattefri godtgørelse for samme udgift, men du kan godt få godtgørelse for den ene type udgift, fx for telefon, og penge tilbage efter regning for en anden fx rejseudgifter. Skattefri godtgørelse til frivillige Hvis du er ulønnet bestyrelsesmedlem eller frivillig, ulønnet medarbejder i en almennyttig forening, kan du modtage skattefrie godtgørelser fra foreningen efter Bekendtgørelse om skattefri godtgørelse til ulønnede bestyrelsesmedlemmer eller frivillige, ulønnede medhjælpere, der yder bistand som led i foreningens skattefri virksomhed. (BEK nr 1308 af 24/ 11/2015 ). Du kan kun modtage skattefri godtgørelse, hvis du deltager i foreningens skattefrie aktiviteter - ikke i erhvervsmæssig virksomhed. Det er kun frivillige i almennyttige foreninger, der kan modtage skattefrie godtgørelser. Hvis du er frivillig i fx en kommune eller en kommerciel virksomhed, kan du ikke få udbetalt skattefrie godtgørelser. Den skattefrie godtgørelse er en mulighed for, at foreninger nemt kan sørge for, at du som frivillig ikke skal have udgifter ved dit frivillige arbejde. Det er selvfølgelig et krav, at foreningens bestyrelse prioriterer at give disse godtgørelser og at foreningen har økonomi til at gøre det. Skattefrie godtgørelser til frivillige kan gives for befordring, rejse, telefon, administration og beklædning. Der er ikke krav om dokumentation for udgifterne til telefon, administration og beklædning, men du skal kunne sandsynliggøre, at du har haft de pågældende udgifter. Foreninger kan kun udbetale skattefrie godtgørelser for beklædning til de frivillige, hvis deltagelse i foreningens frivillige aktiviteter forudsætter en særlig form for beklædning. Befordring Foreninger har mulighed for at give en godtgørelse til frivillige for kørsel i egen bil. I 2016 har Ligningsrådet fastsat den høje sats til 3,70 kr. pr. km. og den lave til 1,99 kroner pr. kørt km. Skat og moms for frivillige og foreninger 7
Den høje sats må kun udbetales for de første 20.000 km. pr. år derefter skal man anvende den lave. Foreninger bestemmer selv, om de vil bruge den lave eller høje takst. Hvis I som forening finansierer befordringsgodtgørelsen af midler fra statslige eller kommunale puljer på det sociale område, skal I anvende den lave takst. Rejser Hvis du som frivillig har overnatning på rejser, som strækker sig ud over 24 timers varighed, kan der udbetales et beløb til udokumenterede udgifter til kost og små fornødenheder. I 2015 har Ligningsrådet fastsat dette beløb til 477 kroner pr. hele døgn, og derefter falder taksten til 1/24 pr. påbegyndt time. Ved en-dagsrejser af mindst fem timers varighed kan der udbetales indtil 70 kroner pr. dag til dækning af merudgifter til fortæring. Telefon og internet, administration, beklædning og andet Der kan gives skattefri godtgørelse på op til 2.350 kroner pr. år til dækning af telefon- og internetudgifter. Der kan gives en skattefri godtgørelse på indtil 1.400 kr. til dækning af kontorartikler, porto, møder mv. Til køb, vask og vedligeholdelse af særlig beklædning og lignende kan der udbetales indtil 1.950 kroner om året. Gaver fra foreninger til frivillige Som forening kan det være relevant at give en gave til en frivillig, som eksempelvis har rund fødselsdag, har jubilæum eller for at sige tak for en særlig indsats i foreningen. Det kan også være en jule- eller nytårsgave, som tak for året der er gået. Der findes ikke præcise regler for hvor store gaver foreninger må give uden, at modtageren skal betale skat af dem. Der er lovgivet om størrelsen på de gaver, som virksomheder må give til medarbejdere. I kan imidlertid ikke gå ud fra, at der gælder de samme regler for frivillige som for ansatte. Vi anbefaler derfor, at gaver til frivillige altid holder sig under de beløbsgrænser, som eksisterer for virksomheders gaver til medarbejdere. Her må virksomheder give jule- og 8 Guide
lejlighedsgaver med en samlet værdi på maks. 1100 kroner om året, uden at medarbejderen bliver beskattet. Værdien af en evt. julegave, som må have en værdi af maks. 800 kroner, skal lægges sammen med værdien af en evt. lejlighedsgave. Det er vanskeligt at få et klart svar på, hvor grænsen for gaver til frivillige ligger, men lejlighedsgaver af ubetydelig værdi (f.eks. et par flasker rødvin eller en æske chokolade) er ikke skattepligtige. I skal være opmærksomme på, at kontanter og gavekort altid bliver betragtet som skattepligtig indkomst uanset beløbets størrelse. Frivillige og multimedieskat Som frivillig i en forening er du undtaget for reglerne om mulitimedieskat, selv om du får telefon, computer eller lignende stillet til rådighed af foreningen. Frivillige i offentlige institutioner, som ikke er organiseret i en forening, er ikke undtaget fra reglerne og skal derfor betale multimedieskat. Senest revideret: Fredag, 11. marts 2016 Skat og moms for frivillige og foreninger 9
10 Guide
Vil du vide mere? Denne guide er udarbejdet af Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA). Har du spørgsmål vedr. guidens emne eller brug for yderligere vejledning, er du velkommen til at kontakte os på telefon: 66 14 60 61 eller mail: info@frivillighed.dk. Du kan finde andre gode råd om frivilligheden og foreningsliv i vores onlineguider på www.frivillighed.dk her kan du også melde dig til vores faglige nyhedsbrev det er gratis og udkommer en gang om måneden. Center for Frivilligt Socialt Arbejde Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA) er det nationale videns, kompetence- og udviklingscenter om den sociale frivillighed i Danmark. CFSA opbygger og formidler viden, der styrker frivilligheden og civilsamfundet i Danmark. Centret tilbyder rådgivning, kompetenceudvikling, analyser og konsulentbistand baseret på praktisk og analytisk viden. CFSA løser opgaver for blandt andre foreninger, landsorganisationer, kommuner, ministerier og virksomheder, hovedsageligt på social- og sundhedsområdet. Centret er en selvejende institution under Social- og Indenrigsministeriet og har sin egen bestyrelse. Centret er etableret i januar 1995 og har godt 20 ansatte. Læs mere om CFSA på www.frivillighed.dk Center for Frivilligt Socialt Arbejde Albanigade 54 1. sal 5000 Odense C + 45 66 14 60 61 info@frivillighed.dk www.frivillighed.dk