Forord Denne slægtsbog Min Slægt fik Rasmus Anton Rasmussen udgivet i 1981. Det har været et virkeligt stort stykke arbejde, ikke kun at skrive bogen, men også at gennemgå alle de gamle kirkebøger, så der er tilbragt mange timer på landsarkivet i Viborg, og i landets kirker. Anton - som han blev kaldt - blev født den 20. juli 1898, og han døde den 27. marts 1990. Han blev således lige knap 92 år. Anton havde han i sine sidste år, sin veninde Frida Jørgensen (moder til tidligere byggematador Axel Juhl- Jørgensen) som han havde mange fornøjelige timer med. Jeg har læst bogen med stor glæde, - det er jo rart at kende sine rødder men jeg syntes også, at det vil være rart at kunne følge med i slægten fremover. Vi skriver i dag 2012, der er således gået over 30 år siden udgivelsen. Med andre ord, så vil være ærgerligt, hvis den ikke bliver ført videre.! Det er derfor vigtigt at jeg modtager opdateringer - fra alle familierne - så jeg kan holde bogen ved lige. Men det er også vigtigt, at i skriver til mig, HVIS der er faktuelle fejl/mangler, skrivefejl, stavefejl, eller hvad ved jeg. Det tager ikke langt tid at lave en ændring - elektronisk. Det gøres nemmest ved at sende mig en e- mail til: kim@kim- frost.dk Eller skrive til Kim Frost, Kringsager 52, 6000 Kolding God fornøjelse med læsningen Kim Rasmussen Frost [1]
Anton Rasmussen MIN SLÆGT Niels Peter Rasmussens og Mette Kirstine Rasmussens for og efterslægt ISBN 87-980996- 2-0 VINDERUP BOGTRYKKERI A/S 1981 [2]
1. Mine forældre Og mit hjem - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Far Far, Niels Peter Rasmussen, blev født den 1. juni 1869 i landsbyen Thorup i Hedensted sogn som den yngste af seks søskende, og han døde på Vejle amts sygehus den 18. november 1941. Han blev altså 72 år gammel. Hans forældre var gårdmand Rasmus Jensen og hustru Ane Nielsen. Egentligt hed hun Ane Nielsdatter, og det tyder på en moderne indstilling, at hun kaldte sig Nielsen, det var ikke almindeligt i de tider. Af fars søskende døde to som børn og én som ung, alle af tuberkulose, og ingen af den overlevede ham. Far voksede op i Thorup og gik i skole i Hedensted, hvor sønderjyden Nis Rasmussen Kjær dengang var førstelærer, og han følte sig hele livet stærkt knyttet til Thorup og Hedensted, så det var ganske naturligt, at han blev begravet på Hedensted kirkegård på slægtens gamle gravplads. [3]
GÅRDEN Fars fødegård er en lille gård i Thorup by. Den hed oprindeligt Rindbæklund, men dette navn gik efterhånden i glemmebogen, og da fars søster Nielsine Rasmussen havde overtaget gården efter bedstefar, kaldte hun den Kærminde Fra min barndom husker jeg, at den bestod af tre bindingsværklænger: stuehus mod nord, stalde med vest og lade mod øst. Også stuehuset var af bindingsværk, lige til det nuværende blev bygget i 1913, efter bedstefars død. I det gamle stuehus var der hvidskurede, sandstrøede gulve dog vistnok ikke i opholdsstuen og sovekammeret. I Bryggerset var der stenpikning. På hver side af indgangsdøren var der en balje med et stort myrtetræ i hver, husker jeg. I dette gamle stuehus blev far og hans søskende født, her voksede de op, og her udåndede de tre af dem. Det var rammen om familien i sorg og glæde. Her holdt de deres fester, her gæstedes de af døden. Den sidste store familiebegivenhed, der fandt sted i det gamle stuehus, var bedstefars begravelse den 18. februar 1913. Da liget var båret ud til rustvognen i gården, husker jeg at far holdt en tale, hvori han betegnede bedstefar som en god Dansk mand. Kort efter forsvandt det gamle stuehus med alle minderne om slægtens liv og travle arbejde. SLÆGTEN Fars slægt var både på fædrene og mødrenes side bønder, der som andre bønder på den tid levede af gårdens produkter. Et travlt liv har det været: de har tilberedt jorden, slået høet, høstet kornet uden alle e moderne maskiner, vi har nu. De har brygget og bagt, de har selv kærnet deres smør og selvtilberedt hørren, så de kunne få fint lærred deraf. De har klippet får, kartet ulden, spunden og strikket kort sagt udført alt det arbejde, man dengang selv udførte i hjemmene. Og kan man slutte noget af f.eks. hvilke faddere de havde til deres børn, så har de været agtede og velanskrevne bønder, vore aner på fars side. Hans fædrene slægt boede i Hedensted sogn og i hvert fald meget langt tilbage i Thorup by, og hans mødres slægt boede i Urlev i Bjerre herred. Det, jeg har kunnet finde om disse, kan man læse om i næste kapitel. [4]
SKOLEGANG Som sagt gik far i Hedensted skole, og han omtalte altid førstelæreren der, Nis Rasmussen Kjær, med stor hengivenhed og respekt. Lærer Kjær var, som sagt sønderjyde, født i Hoptrup i 1840. Han blev udvist fra Sønderjylland efter krigen i 1864, kom til Hedensted i 1871 og var så lærer der, til han i 1910 blev pensioneret. Han var, efter fars udsagn, en meget dygtig lærer. Ejendommeligt var det, at det altid regnede, når skolen i lærer Kjærs tid skulle på udflugt, så når man om sommeren manglede regn, sagde madam Kjær: Far, skal du et snart ha æ bø en i æ skow?. Og når de kom i skoven, regnede det altid! Mens førstelæren således var den samme i hele fars skoletid, skiftede andenlærerne hyppigt. Blandt disse var den senere enelærer gennem mange år i Store Dalby skole Hans Andreas Andersen. Lærer Andersen var vestjyde, fra Varde- egnen, og hans sprog vakte drengenes opmærksomhed. Når de f.eks. fortalte, at der var født en kalv derhjemme, spurgte han ikke om, hvilken farve den havde, men han sagde: Hwa lød hå den? Far var sikkert meget dygtig i skolen. Han har fortalt, at han aldrig havde en danmarkshistorie eller geografibog, man han kunne huske, hvad der blev fortalt i skolen. Hvad angår geografi, havde han et helt europakort langs skolevejen mellem Hedensted og Thorup. Her lå Tyskland, derovre England, og nede i engene der Holland og Belgien o.s.v. Trods de manglende skolebøger var der intet i vejen med fars skolekundskaber. Der tror jeg, at alle, der kendte ham må indrømme, og det bekræftedes mange gange, da han siden kom i sogneråd, skolekommissionen m.v. Fars begavelse viste sig også deri, at han var ualmindeligt dygtig til at holde lejlighedstaler og andre taler. Han talte aldrig efter manuskript, men han havde en evne til at fange folks interesse, når han talte. Jeg husker således, da jeg den 1. november 1913 kom til at tjene på gården Dallykke! I Brå, hvorledes min madmoder næste morgen roste far netop for en tale, han havde holdt ved et guldbryllup den 1. november. Det var Hans Rasmussen Hans Fynbo og Grethe, der havde guldbryllup, og far havde talt så gribende om, hvorledes Hans måtte forlade Grethe dagen efter brylluppet og trække i soldatertrøjen og drage ud i krigen. Og selv glemmer jeg aldrig den tale, far holdt ved mit bryllup, hvor han fortalte min brud, at hun ikke kunne stole på mig, for jeg havde lovet ham en ny lade, når jeg blev stor, [5]
men han fik ingen, og jeg havde sagt, at jeg i hvert fald aldrig ville gifte mig med en lærerinde og Laura var jo netop lærerinde UNGDOMSÅR OG GIFTERMÅL Da far i 1883 var blevet konfirmeret, kom han til landvæsenet. Jeg mindes aldrig at have hørt tale om, at han nogle sinde har tænkt sin en anden beskæftigelse. Et faktum er det også, at far var en meget dygtig og interesseret landmand. Han tjente som ung forskellige steder, bl. A. vistnok 7 år hos sin moster og onkel, Ane Kirstine og Niels Jensen i Nørre Aldum. (Se senere) Fars tid som tjenestekarl blev afbrudt af soldatertjenesten 1 1892 som infanterist ved 10. Bataillon i Fredericia og i vinteren 1891-92 af et ophold på Vinding Højskole, hvis forstander var den kendte højskolemand H. Rosendal, der for øvrigt lige efter fars højskolevinter, i 1892, flyttede fra Vinding for at blive forstander på Grundtvigs Højskole i Lyngby. Dette højskoleophold fik stor betydning for far. Han talte altid derom med stor glæde, og når han på så smuk en måde kunne gøre sig gældende i sogneråd, skolekommission og andre steder, hvor han fik sit virke, hang det sikkert sammen med, at han den vinter på Vinderup Højskole fik opfrisket sine skolekundskaber, og med, at højskoleopholdet ikke blot prægede hans livssyn, men også virkede igangsættende. Det sidste sted, far tjente, var på Sønder Aldumgård, og der traf han bl. a. en af gårdens daglejere, husmand Rasmus Rasmussen, der boede på Sønder Aldum mark. Og dennes ældste datter, Mette Kirstine Rasmussen, tjente i nabogården hos gdr. Søren Mortensen, og hende lærte far også at kende, og den 2. november 1897 blev hun hans brud og siden hans trofaste livsledsagerinde gennem 44 år. Efter brylluppet flyttede de ind i den lille ejendom på Spettrup mark, hvor de boede i 21 år, og hvor alle vi fem børn blev født. Ejendommen var kun på 3½ td. land, så far måtte de første år ud i dagleje, mens mor, foruden at passe os børn, også måtte tage sig af både jord og kreaturer. Men i 1909 købte far jord fra gården Duelund, hvorefter der var ca. 12. td. land til ejendommen. Nu behøvede far ikke mere at arbejde som daglejer, nu var der nok at arbejde med herhjemme, og vi børn blev efterhånden så store, at vi kunne begynde at gøre nytte, og det fik vi lov til også fordi far blev medlem af husmandsbrugskommissionen og derfor ofte skulle bort. [6]
I SOGNERÅDET De havde ikke boet i Spettrup i ret mange år, før far blev valgt ind i Urlev- Stenderup sogneråd som Repræsentant for husmændene. Men først havde han været den ledende kraft ved oprettelsen af Urlev- Stenderup husmandsforening, og det var vel kun naturligt, at hans kalds fæller valgte han ind i sognerådet vistnok i 1906 som den første husmand i dette råd. Og jeg tror, at de fik en god repræsentant i far. Han var på dette tidspunkt tilsluttet Det radikale Venstre, som var stiftet i 1905. Før havde han været venstremand, tilknyttet Venstrereformpartiet I.C. Christensens parti men skuffelsen over dennes kovending i forsvarsspørgsmålet førte ham over til de radikale. Senere under jordlovsforhandlingerne i 1919, gik han over til Socialdemokratiet, og som socialdemokrat var han i 1929 erne medlem af Hatting- Thorsted sogneråd. Far var meget interesseret i kommunalpolitik. Jeg mindes fra min barndom, at der altid lå love på hans natbord. Dem læste han i, inden han faldt i søvn. Jeg ser tydeligt for mig, hvordan de begyndte: Vi, Christian den Niende, konge til Danmark o.s.v. gøre vitterligt: Rigsdagen har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: Jo, far satte sig grundigt ind i tingede, og han blev respekteret, både i Urlev- Stenderup sogneråd dengang og senere i Hatting- Thorsted sogneråd. Han var også i skolekommissionen i Urlev- Stenderup, og jeg syntes, at det var så rart at have far med til eksamen. Jeg syntes, at han vidste lige så meget som præsten både om dansk og historie og de andre fag, vi blev hørt i - ikke mindst i regning, som vistnok var fars yndlingsfag. Fars interesse for kommunale sager er åbenbart gået i arv til hans efterkommere. Af hans sønner har Niels været medlem af Hatting- Thorsted sogneråd, valgt af socialdemokratiet, og hans søn igen, Niels Henning, har været medlem af Tune sogneråd og, efter kommunalreformen 1 1970, af Greve byråd, hvor han var viseborgmester, valgt af Det konservative Folkeparti, og jeg har været medlem af Sahl sogneråd i 12 år og af Ringkjøbing amtsråd fra 1956 til 1970. Karl derimod har aldrig været i sognerådet, skønt han var lige ved, hvorimod han på en måde fortsatte fars arbejde i husmandsbevægelsen i Hedensted husmandsforening, Hatting herreds kredsforening og Vejle amts Husmandsforeninger. Også Niels har været aktiv indenfor husmandsbevægelsen. [7]
I HUSMANDSBEVÆGELSEN Som før omtalt var far medstifter af Urlev- Stenderup husmandsforening, og i mange år var han foreningens formand. Der, kan man sige, begyndte hans egentlige livsgerning. I 1910 blev han medlem af De samvirkende jydske Husmandsforeningers hovedbestyrelse, og i denne bestyrelse sad han til 1916. I 1912 var han med til at stifte Vejle amts Husmandsforeninger. Han skriver selv i foreningens jubilæumsskrift i 1937: Da jeg i året 1910 blev valgt ind i De samvirkende Jydske Husmandsforeningers bestyrelse som bestyrelsesmedlem for Vejle amt, savnede jeg fra første færd en nøjere forbindelse mellem amtets lokale husmandsforeninger, idet jeg mente, det var af stor betydning for arbejdet i det hele taget, at de lokale foreningers repræsentanter kom sammen en gang imellem og drøftede såvel foreningsanliggender som andre problemer af faglig og social art Far blev denne forenings første formand og virkede som sådan i fire år, fra 1912-1916. Senere, fra 1927 til 1931 blev han igen formand. Herom skriver Hans Jacob Hansen, Taulov, i nævnte jubilæumsskrift: Der var omkring 1927 kommet en del indre vanskeligheder, hvor det så ud til, at amts foreningen var ved at dele sig, og det skal siges, at N. P. Rasmussen, da han overtog formandspladsen for anden gang, overtog en forening, som til dels var i opløsning, men under hans rolige og besindige ledelse udjævnede den meningsforskel, der var til stede, og i 1931, da Chr. Strårup blev formand, var det gode forhold igen oprettet OPRETTELSE AF NYE HUSMANDSBRUG Blandt husmandsbevægelsens programpunkter var også oprettelse af nye husmandsbrug, og siden den første lov om oprettelse af husmandsbrug i 1899 blev vedtaget af rigsdagen, er der over hele landet oprettet tusinder af husmandsbrug, heraf flere hundrede i Vejle amt. Ved loven af 1899 blev der i hvert amt nedsat en såkaldt Husmandsbrugskommission. I Vejle amt blev far medlem af denne 1 1910 sammen med A. N. Kjærgaard, Vonsild, der var formand, og Chr. Nielsen, Jerlev. Da A. N. Kjærgaard døde i 1925, blev far af daværende landbrugsminister Bording udnævnt til formand, og det var han så til sin død. Hans søn Niels fik så denne plads, til Husmandsbrugskommissionerne opløstes omkring 1970. [8]
Far var meget interesseret i arbejdet i Husmandsbrugskommissionen, som han mente var af overordentlig stor samfundsmæssig betydning. Han glædede sig, når han så unge landmænd tage fat på deres eget brug, og når han så børn vokse op i disse hjem under sunde og gode forhold. Når parcellerne fra en udstykning ved lodtrækning var blevet delt mellem de heldige ansøgere, samlede far dem ved et kaffebord, og i en tale lykønskede han dem med det nye, der nu var deres, og hvor de nu skulle bygge og bo og lægge deres arbejde, og han endte altid med at citere Skjoldborgs vers: Vi vil bygge nye huse, Nye hjem fra strand til strand, Med de hundred tusind haver, Smykket skal du stå, vort land. Dette vers, som nu står på gravstenen på Hedensted kirkegård, hvor far og mor hviler side om side, udtrykker faktisk fars livsmål og stræben. MOR Mor, Mette Kirstine Rasmussen, blev født den 14. februar 1875 på Sønder Aldum mark, Stenderup sogn. Der havde bedstefar et lille husmandssted på 6 tdr. land (vistnok), og her voksede mor op sammen med sine fem søskende alle seks var piger og selvom bedstefar var daglejer på Sønder Aldumgård, har der ikke været særlig gode kår økonomisk set i dette hjem, der dog på alle andre områder var et udmærket hjem. Mor har således fortalt, at hun som lille pige vistnok ca. 10 år gammel, - hver dag måtte til ørelæge i Horsens, hvortil der i hvert fald var over en gammel dansk mil (7½ km). Hver anden dag gik hun til stationen i Stenderup og tog derfra med Juelsminde toget til Horsens og tilbage igen. Men det var der ikke råd til hver dag, så hver anden dag gik hun både frem og tilbage den lange vej til Horsens, men så fik hun også, den dag hun gik hele vejen, en toøre med, så hun kunne købe sig en toøres- kage i Horsens. Kagen blev købt hos en bager i Thonbodage, for der havde mor opdaget, fik man de største to øres kager. Ikke sært, at mor hele livet igennem var et meget nøjsomt menneske. Hun krævede i hvert fald kun meget lidt til [9]
sig selv, men hun undte andre at have det godt, og hun havde ondt af dem, der måtte savne, og hun harmedes, når nogen led uret. Mor og hendes tre ældste søskende gik i Stenderup skole til lærer Nielsen, en lærer, som mor satte meget højt (han var vist også en meget dygtig lærer). Hun blev således engang meget vred, da far sagde om en eller anden: Hans knæer vender indad ligesom Stenderup degns De to yngste i søskendeflokken, Marie og Rasmine, gik i Brå skole, der var blevet bygget, lige før Marie skulle begynde skolegangen. Far og mor lærte, som sagt hinanden at kende, da de begge tjente i Sønder Aldum. Da var livet for dem som for andre tjenestekarle og tjenestepiger, som de dengang kaldtes, et liv med meget arbejde og få fornøjelser. Man arbejdede fra tidlig morgen til sen aften alle søgnedage, ja også om søndagen, i hvert fald i høstens tid. Og pigerne havde det værst, for de skulle malke gårdens køer ikke blot om morgenen, før den egentlige arbejdstid begyndte, men også om middagen, når karlene sov til middag, og om aftenen efter aftensmaden. Der var ikke megen fritid, og der var få fornøjelser. Far og mor har fortalt, at de kun en eneste gang om året vistnok ved juletid var til fest, hvor der dansedes i storstuen hos en husmand, der ligesom bedstefar var daglejer på Sønder Aldumgård. Mor var altså fra ung af vant til arbejde, og alle dage var hun flittig og arbejdsom. Far var jo ikke meget hjemme. I deres ægteskabs første dage gik han ud som daglejer for at tjene det nødvendige til familiens ophold, og siden fik han meget at gøre uden for hjemmet i det offentliges tjeneste, bl. a. i sogneråd og Husmandsbrugskommissionen. For mors vedkommende betød det, at hun måtte tage sig af alt det derhjemme: børn og dyr, hus og bedrift. Jo, mor havde meget om ørene, men aldrig beklagede hun sig. Efterhånden som vi børn voksede til, måtte vi også hjælpe til, og det tog vi sandelig ingen skade af tværtimod! Var far meget ude, så var mor altid hjemme. Jeg mindes kun en eneste gang, hun var borte en fire- fem dage. Da var hun på husmandsrejse i Salling og på Fur med husmand Jens Peder Møller, Thorum i Salling, som fører. I de dage måtte vi klare os selv, og selvom der kom fjer på rødgrøden, gik det såmænd meget godt, men mor havde jo også tilrettelagt og forberedt det hele på allerbedste måde. Jeg husker endnu, hvor stor en glæde det var, da mor endelig kom hjem igen. [10]
En dag i juni måned 1950 skulle mor sammen med Niels og signe til Hedensted, og mor ville så gerne have nogle blomster med til fars grav. Mens hun var i færd med at skære disse blomster af, faldt hun pludselig sammen, ramt af en hjerneblødning. Hun levede en uges tid efter dette, men hun havde mistet talens brug og kunne ikke synke mad eller drikke, og den 28. juni udåndede hun, mens vi børn stod omkring hendes leje. Et jævnt og muntert, virksomt liv var endt. En mindesten Far og mor blev begge begravet i slægtens gamle familiegravsted på Hedensted kirkegård. Efter fars død rejstes en mindesten med følgende indskrift: Kommissionsformand NIELS PETER RASMUSSEN, Torsted * 1.6.1869 18.11.1941 Husmandsbevægelsens og jordudstykningens utrættelige forkæmper. Vi vil bygge nye huse, Nye hjem fra strand til strand, Med de hundred tusind haver, Smykket skal du stå, vort land. Husmænd i Vejle amt rejste i taknemmelighed dette minde. Og nedenunder står der så ganske kort om mor: KIRSTINE RASMUSSEN * 14.2.1875 28.6.1950 [11]
Hjem, hjem, mit kære hjem Da for og mor blev gift, den 2. november 1897, overtog de den lille ejendom på Spettrup mark. Der var oprindeligt kun knap 4 tdr. land til ejendommen, men selv om far var meget ude, blev den snart et mønsterlandbrug, der ofte blev besøgt, f. eks. Af rejsende husmænd og husmandskoner. Her var ikke megen plads til at begynde med: Et lille køkken med gammeldags bagerovn og et åbent ildsted til at koge på, to små stuer og et meget lille soveværelse, så lille, at der kun kunne stå to senge med en meget smal gang imellem. Der var så lavt til loftet, at jeg som lille dreng ved hjælp af mors paraply kunne gå og prikke huller i gipsloftet i stuen, hvad der selvfølgelig blev strengelig forbudt. Men jeg husker endnu, hvor fristende det var. Huset var en vinkelbygning af bindingsværk med brune stolper og gule firkanter, hvor stuelængen vendte nord- syd og staldlængen øst- vest, og i selve vinkelhjørnet var laden, der kun bestod af et enkelt korngulv og en smal tærskeplads. (Man tærskede jo med plejl i de tider). Huset lå op ad en gravhøj, og staldens sydside og vestgavlen var gravet ind i højens sider. Oven på højen var der lidt have med bl. a. to æbletræer. Senere, vistnok i 1904, da familiens størrelse krævede mere plads, blev soveværelset slået sammen med den ene stue til ét soveværelse, korngulvet blev til storstue, og der blev bygget en fritliggende lade af træ. Den blev bygget af morbror Jens, der var tømmer og gift med mors søster, moster Hansine. I 1909 blev der solgt jord fra gården Duelund, og far købte en 8-9 tdr. land. Nu fik vi heste, først to islændere og senere to russiske heste, og der blev bygget en hestestald til vestenden af laden, og i forbindelse med laden blev der bygget et kammer, hvor vi drenge flyttede ind. I 1918 solgte far og mor denne ejendom og flyttede til Ørnstrup mark, hvor de købte en mindre ejendom ( Dalhjem ), og der boede de til omkring 1930, da de byggede et hus i nærheden af Torsted kirke, hvor de så boede til deres død. Da far døde, flyttede min broder Niels og hans kone, Signe, ind i dette hus, og mor fik en lille, hyggelig lejlighed ovenpå, hvor hun boede i sine sidste år. Niels bor endnu i dette hus. [12]
2. Fars forslægt Store Jørgen Store Jørgen og hans efterkommere Fars slægt kan ikke føres så langt tilbage som mors, men takket være den omstændighed, at Hedensted kirkebog er en af de kirkebøger, der går længst tilbage i tiden den er påbegyndt allerede i 1640 kan vi dog føre denne gren af vor slægt tilbage til tiden omkring 1600. På den tid levede der i Hedensted by en mand, der blev kaldt store Jørgen. Han hed altså Jørgen, men hvad han hed til efternavn, ved man ikke, men jeg gætter på, at han hed Jørgen Lauritsen, og at hans far hed Laurits, for hans søn hed Laurits Jørgensen. Måske var store Jørgen en broder til den Rasmus Lauritsen, der døde i Hedensted den 23. december 1653 og blev begravet den 26. december. Ved sin død var Rasmus Lauritsen en mand på 77år, Hans kone hed Johanne, og hun døde i 1644. Da står der nemlig i kirkebogen (under døde): 23. august Johan(ne), Rasmus Lauritsens hustru her i byen Store Jørgen døde den 27. juli 1647 og blev begravet den 29. juli. Laurits Jørgensen Det er ikke meget vi sikkert ved om store Jørgen, men vi ved dog, at han havde en søn, der hed Laurits Jørgensen. Laurits Jørgensen boede vistnok i Hedensted og hans kone hed Abelone. Hun nævnes ved en barnedåb den 10. maj 1 1660 som Apelone Lauritz Jørgensenssøns Laurits Jørgensen og Abelone blev sikkert gift ca. år 1654, og de havde i hvert fald følgende børn: [13]
1. Jørgen, der for at citere kirkebogen: bleff fød her udj byen den 30. juli 1655 og bleff christnet søndagen nest effter d.v.s. søndag den 5. august. 2. Mads (i kirkebogen Matz ), født i Hedensted den 27. november 1657. Laurits Jørgensen døde i november måned 1682, og den 25. november dette år blef Lauritz Jørgensenssøn, store Jørgens søn, her af byen begrafn, som der står i kirkebogen. Fra Hedensted til Torup På Torupgård Som før nævnt blev Laurits Jørgensens søn Jørgen født her udj byen altså i Hedensted, hvor familien jo så dengang boede. Men siden flyttede de til Torup, også i Hedensted sogn. Hvornår dette skete, om allerede Jørgen Lauritsen flyttede til Torup, ved jeg ikke, men hans søn, der hed Laurits Jørgensen som hans bedstefar, boede i hvert fald i Torup, hvor han i 1760 havde Torupgård i fæste under Williamsborg, og hans søn Rasmus Lauritsen fik gården i fæste i 1769 og købte den til fri eje i 1797. Torupgård var i familiens eje til 1823. Men, tilbage til Laurits Jørgensen altså store Jørgens sønnesøns søn, - der blev født omkring år 1700. Han var gift, men jeg ved ikke med hvem, og de havde flere børn: 1. Jørgen Lauritsen, der blev døbt den 24. januar 1734. 2. Rasmus Lauritsen, døbt 1. maj 1735. Det er ham, der fører vor slægtslinie videre. (Se nedenfor) 3. Birgitte Kirstine Lauritsdatter, døbt 30. juni 1737. Hun blev båret til dåben af hans kones moder. Men hvem var det? 4. Mette Lauritsdatter, døbt palmesøndag 1740 5. Kirsten Lauritsdatter. Hun blev døbt den 27. maj 1742, men døde som spæd og blev begravet den 24. juni 1742, 4 uger gammel ætat 4 uger, som der står i kirkebogen. 6. Rasmus Lauritsen, døbt 8. juni 1745. Blev begravet den 11. juni samme år. Ætat 5 uger. [14]
Rasmus Lauritsen Rasmus Lauritsen overtog, som sagt, i 1769 fæstegården i Torup efter sin far. Han var da 34 år gammel, men først 7 år senere giftede han sig med Kirsten Hansdatter fra Lille Dalby. De blev trolovede fredag den 20. september 1776 og ægteviede mandag den 14. oktober samme år. Kirsten Hansdatter var datter af Hans Andersen i Lille Dalby (se nedenfor) Hun blev formedelst svaghed hjemmedøbt tirsdag den 2. august 1757, og den 7. august blev barnet i sin dåbspagt konfirmeret d.v.s. fremstillet i kirken. Rasmus Lauritsen og Kirsten Hansdatter havde følgende børn: 1. Laurits Rasmussen, der blev hjemmedøbt 2. juledag 1778. Men nu kommer noget mærkeligt: I kirkebogen står, at han døde allerede i januar 1779, 5 uger gammel, og blev begravet den 25. januar. En kendsgerning er det imidlertid, at han er med på mandtalslisten af 1. juli 1787, 9 år gammel. 2. Hans Rasmussen, hjemmedøbt 2. påskedag den 16. april 1781. 3. Lehne Cathrine Rasmusdatter, hun blev også hjemmedøbt. Hun blev fremstillet i kirken den 4. maj 1783, og døde, da hun var 4½ år gammel. Hun blev begravet den 20. juli 1785. 4. Zidsel Marie Rasmusdatter, født 3. juni 1783, hjemmedøbt, fremstillet i kirken den 10. juli. Også hun døde som lille, 13 uger og 2 dage gammel, og blev begravet den 4. september 1783. 5. Jens Rasmussen, født 1786, var i kirke den 6. august dette år, men døde i en alder af 3 måneder, og blev begravet den 26. november 1786. - Forældrene mistede altså 3 børn i løbet af 16 måneder. 6. Lehne Cathrine Rasmusdatter, født 1787. Var i kirke efter hjemmedåb den 14. oktober 1787. 7. Jens Rasmussen. Han må være født i året 1790, idet han hjemmedøbt som alle hans søskende var i kirke den 2. maj dette år. Da det er ham, der fortsætter vor gren af slægten, hører vi mere om ham senere. Kirsten Hansdatter døde i Torup den 16. april 1803 i en alder af 50 år. Hun blev begravet den 22. april og betegnes som aftægtskone. [15]
Rasmus Lauritsen døde 21 år senere, den 11. juni 1924. Han blev begravet den 17. juni og betegnes som aftægtsmand i Torup Kirsten Hansdatters aner Desværre har jeg ikke kunnet hendes slægt længere tilbage end til hendes bedsteforældre. Hendes farfar, der boede i Lille Dalby, hed Anders Hansen, og stort mere har jeg ikke kunnet finde om ham. Heller ikke, hvem han var gift med, eller hvornår de er blevet gift, har jeg kunnet få oplyst. Men de havde iflg. Hedensted kirkebog nogle børn, og da den ældste af disse efter hvad jeg har fundet ud af er født i 1707, er de nok blevet gift omkr. År 1706. De børn, jeg har fundet er: 1. Mette, hjemmedøbt i Lille Dalby den 27. marts 1707. 2. Maren, døbt 17. oktober 1708 af hr. Christian i Ølsted. Denne datter blev åbenbart kun 1½ år gammel, idet hun blev begravet den 1. april 1710. 3. Rasmus, døbt 14. juni 1711. 4. Anne, døbt 4. marts 1714. 5. Hans, døbt 7. februar 1717. Han blev fader til Kirsten Hansdatter. 6. Maren, døbt 15. december 1720 Af disse børn er det selvfølgeligt Hans Andersen, Kirsten Hansdatters far, der har vor interesse. Han blev torsdag den 3. juli 1755 trolovet med Sidsel Marie Jensdatter fra Hedensted, og de blev copulerede (viede) tirsdag den 5. august samme år. Sidsel Marie Jensdatter var datter af gårdmand Jens Due i Rimmerslund, og hun blev døbt den 6. oktober 1737. Jens Due døde for øvrigt den 26. juni 1797, så han må være blevet meget gammel. Af folketællingslisten af 1. juli 1787 fremgår det, at Sidsel Marie var Hans Andersens anden hustru, men hvem han har været gift med før, ved jeg ikke. Hans Andersen og Sidsel Marie boede i Lille Dalby; han har sikkert overtaget faderens gård der. Af børn havde de foruden Kirsten, der var den ældste. 1. Mette, der var i kirke den 16. marts 1760, men nok er død som lille, da det næste barn fik samme navn: 2. Mette, i kirke den 22. august 1762. [16]
3. Inger Kathrine, døbt 9. november 1766. 4. Jens, født 1768. 5. Mette Marie, der må være født i 1771; det fremgår af folketællingslisten af 1787. 6. Karen, døbt 6. februar 1774. 7. Rasmus, døbt 15. december 1776. Hans Andersen døde i maj 1792, 75 år gammel. Han blev begravet den 31. maj. Sidsel Marie Jensdatter døde den 11. marts 1824. Sidste slægtsled på Torupgård Rasmus Lauritsens og Kirsten Hansdatters søn Jens blev, som sagt, født i Torup i året 1790. Ved hans fremstilling i Hedensted kirke den 2. maj 1790 var der blandt fadderne flere familiemedlemmer, således hans moster Mette Hans Daatter, der var gift med Niels Møller i Svends mølle. Hun var hans gudmoder. Desuden Jens Rasmussens hustru Birgitte Lauritz Daatter i Hedensted, i Lille Dalby (hans moster). Jens Rasmussen blev konfirmeret i Hedensted kirke den 3. april 1806, og han har nok været hjemme i sin børnelærdom, for kirkebogen tilføjer: forklaring meget god Den 6. oktober 1821 stod hans bryllup i Hedensted kirke. Da blev Jens Rasmussen, ungkarl og gårdmand i Torup gift med pigen Johanne Magdalene Jens Datter af Torup Han var 31 år, hun 25, og de var blevet trolovede den 9. august samme år. En af troloverne var brudgommens broder Lars (Laurits) Rasmussen. Jens Rasmussen døde allerede et par år efter, den 20. oktober 1823, og han blev begravet den 26. oktober samme dag, som den yngste søn i dette kortvarige ægteskab, Jens Jensen, blev døbt. Ved det skifte, der den 30. april 1824 på herredskontoret i Hornssyld blev foretaget efter afgangne indsidder Jens Rasmussen i Torup, viste det sig, at han efter at skifteretsomkostningerne var trukket fra efterlod sig 26 rigsdaler 5 mark og 5 skilling til deling mellem hans to sønner: Rasmus 1 ¾ år, og Jens ½ år. Skifterettens protokol viser for øvrigt, at hverken enken, Johanne Magdalene Jensdatter eller hendes lavsværge Jens Nielsen (hendes far?) kunne skrive, medens de to børns værge Christian Rasmussen selv kunne skrive sit navn. [17]
Da Jens Rasmussen i skifterettens protokol betegnes som indsidder har han nok ikke ejet Torupgård, men han og hans familie har sikkert boet på gården hos hans broder Lars (eller Laurits) Rasmussen, der ved skøde af 12. februar 1809 havde overtaget gården efter faderen Rasmus Laursen (eller Lauritsen) Stavemåden tog man ikke så strengt på dengang. Laurits Rasmussen solgte så i 1823 gården til en Hans Nielsen, hvorved den gik ud af vor slægts eje. På Rindbæklund Den unge enke En dag i efteråret 1823 flyttede så den unge enke Johanne Magdalene Jensdatter med sine to små drenge, Rasmus og Jens fra Torupgård til den mindre naboejendom Rindbæklund, hvor hendes forældre boede, og som så i over hundrede år blev familiens hjemsted. Men hvem var i grunden denne Johanne Magdalene Jensdatter? Før fik vi at vide, at hun var af Torup, men egentligt var hun født i Grumstrup i Vedslet sogn (nu i Gedved kommune) i året 1796 som datter af husmand Jens Nielsen og hustru Maren Jensdatter Aagaard. Egentlig hed hun Johanne Malene Jensdatter, for i Vedslet kirkebog læser vi: 1796, den 2. marts: inddøbt Jens Nielsens og Maren Jens Datter Aagaards barn i Grumstrup, kaldet Johanne Malene. Vidner: hr. Fischer *1), Jacob Hildebrandt *2), Gundorphe fra Nissomgård *3), provstinde Hildebrand *4), Ellen Ebbesdatter. Fremstillet i kirken Dom: Mia p: Pasha *5) *1) Antagelig en præst. Måske Jens Henrik Fischer, der på dette tidspunkt var præst i Veggerslev (ved Grenå) og senere kom til Vindblæs- Dalbyover (Ved Mariager). *2) Sikkert en søn af sognepræsten i Torrild- Vedslet, provst Johannes Thorsen Conradsen Hildebrandt, der var præst i dette sogn i 40 år, fra 1758 til 1798, da han tog sin afsked. (Wiberg: Præstehistorie, III. Bind, side 361). *3) I Hylke sogn. *4) Hun hed Anna Cathrine Spandet og var provstens anden Hustru. (Wibergs Præstehistorie). [18]
*5) søndag efter påske. Da en arkivar på Landsarkivet i Viborg så denne fadderliste, udbrød han; Hvem var dog det, der havde så fornem faddere Jeg var helt stolt over af kunne fortælle, at det var min oldemor. I året 1800 eller der omkring flyttede Jens Nielsen og hans familie fra Grumstrup til Hedensted sogn, og kirkebogen der meddeler, at Johanne Magdalene Jensdatter blev konfirmeret i Hedensted kirke søndagen efter påske 1811 og tilføjer: født i Grumstrup, 15 år, summa meget godt. Familien slog sig i hvert fald ret snart efter ankomsten til sognet ned i Torup, hvor gården Rindbæklund vistnok i året 1802 flyttedes ud på Torup mark. I gårdens tilbagestående bygninger midt i Torup by har familien åbenbart fundet husly, for den 10. juli 1804 tilskødede Rindbæklunds ejer, Peder Jensen Ullerup, det mig tilhørende sted, som bemeldte Jens Nielsen nu bebor til Jens Nielsen. Det, Jens Nielsen fik dengang, var Rindbæklunds gamle bygninger og toften eller som der står i Bjerre og Hatting herreders skøde- og panteprotokol: sted og hartkorn 7 skp. 2 fj., og hele herligheden kostede 500 rigsdaler. Jens Nielsen købte senere både i 1804 og i 1810 mere jord til ejendommen fra Anders Winther i Hedensted, og endelig fik han i 1813 skøde fra proprietær Kier til Ørumgård på andel i Hedensted kirke og kirkejord samt kirke-, og kvægtiende item (samt) kongekorntiende af gårdens hartkorn der nu var 1 td. 1 skp. Og 1/8 ald. Og her var det så Johanne Magdalene Jensdatter slog sig ned med sine to små drenge i 1823 i hendes hjem faktisk. Året efter, den 19. juni 1824, giftede hun sig igen. Denne gang med Christian Jensen, der i kirkebogen betegnes som ungkarl hjemme i Hedensted, 24 år gammel. Hun var 28 år. Samtidigt overtog Christian Jensen Rindbæklund, og der blev oprettet eftægtskontrakt for Jens Nielsen og hans hustru, der boede på gården, til de døde. Christian Jensen udvidede også bedriften, idet han den 1. maj 1830 lejede nogle tørveskifter i Gretberg i 100 år altså til 1. maj 1930. Disse tørveskrifter hører nu til ejendommen. ( 100 års leje er evig eje ) I begge sine ægteskaber havde Johanne Magdalene Jensdatter børn. I første ægteskab to, nemlig 1. Rasmus Jensen, født 20. juli 1822. Min farfar, der jo omtales senere. 2. Jens Jensen, født 8. oktober 1823. Han fik et husmandssted på Hedensted mark og blev gift med Christiane Mathilde Rebekka Jensdatter fra Ørum, hvor [19]
hun blev født den 30. januar 1827. Hendes forældre var gårdmand Jens Mikkelsen og hustru Malene Pedersdatter. Jens Jensen og Christiane Jensdatter havde i hvert fald ét barn, en søn: Jens Christian Jensen, der blev født på Hedensted mark den 22. februar 1855. I Hendes andet ægteskab var der følgende børn: 1. Jens Peter Christensen, født 14. august 1828. (Forældrene mente dog, at han var født den 16. august, men jordemoderen sagde den 14.) 2. Johanne Marie Christensdatter, født 17. maj 1830. Hun blev den 17. november 1854 gift med gårdmand Niels Jacob Thomsen i Thorup, og de havde dl. A. disse 3 drenge: a. Christian Nielsen, der fik en gård i Ørum. b. Thomas Nielsen, der havde et husmandssted i Thorup. c. Peter Nielsen, der fik fødegården i Thorup, og som skænkede tårn uret til Hedensted kirke. 3. Maren Christensdatter, født den 11. juni 1832,blev den 6. november 1863 gift med enkemand Christoffer Olesen, husmand på Thorup mark. Hun var hans 3. hustru. 4. Karen Christensdatter, født 18. april 1834. Hun døde den 21. april 1836, to år gammel. Johanne Magdalene Jensdatter døde den 30. december 1878, 82 år gammel. I kirkebogen betegnes hun som Gårdmand Rasmus Jensens moder. Hun omtaltes af sine børnebørn (far og faster Sine) som en meget bestemt dame for at sige det mildt. Men hun havde jo heller ikke altid haft det let i livet. Johanne Magdalene Jensdatters forslægt Om denne slægt ved vi, at hendes far- fars far hed Jørgen Nielsen og boede i Rimmerlund i Hedensted sogn. Han må være født omkring år 1680, for han blev begravet den 23. februar, og hans alder opgives da til 68 år. Den 22. juni 1710 blev Jørgen Nielsen gift med Hylleborg Isacsdatter, der også må være født omkring 1680, for i Hedensted kirkebog læser vi: Den 9. maj 1751 blev Hylleborre Isacsdatter af Rimmerslund begravet æt. (alder) 70 år Hvem hendes [20]