Patchworkudstilling i Alsace Med Quilt.dk 11.-17. september 2017 Vi gentager successen og sender bussen på tur igen. Som tidligere, er målet den smukke patchworkudstilling i Ste. Marie-Aux-Mines. Denne gang har vi booket et 3-stjernet hotel ved Freiburg i Tyskland. De tyske hotellers standard er jo altid i top. Klik ind på hotellets hjemmeside www.landhaus-alemannenhof.de og se, hvad der venter os! Igen i år kører vi med Strøby Turist. Foruden besøg på patchworkudstillingen, kører vi rundt i det smukke Schwarzwald. De gamle maleriske byer ligger som perler på en snor. Dette område har været kendt for deres stolte håndværksmæssige traditioner i århundreder. Samtidig er det Tysklands mest solrige egn. Det kan bl.a. også smages på vinen, som af mange regnes for den bedste i landet. Den kommer vi til at stifte bekendtskab med! Patchworkudstillingen i Ste. Marie-Aux-Mines Vi har atter sikret os Jette Højgaard som guide. Jette har stor viden om patchwork og har selv udstillet et smukt tæppe i kirken i Ste. Marie-Aux-Mines. Se hendes smukke tæppe her i annoncen. Jette er også velbevandret i de mange smukke seværdigheder vi møder på turen. Vi kører til udstillingen to dage. Det giver god mening at tage din partner med De to dage bussen kører til patchworkudstillingen, er der arrangeret ture for dem, der ønsker at opleve mere af det smukke Schwarzwald og Alsace. Vi har atter overtalt Flemming Højgaard til at tage sig af de mandlige deltagere, så der er noget at glæde sig til! Glæd jer til en hyggelig og varieret tur i luksusbus fra Strøby Turist med 6 hotelovernatninger med halvpension. Pris pr. person i dobbeltværelse: kr. 5.995,-. Tillæg for enkeltværelse: kr. 1.350,-. Yderligere oplysninger om turen kan downloades fra vores hjemmeside www.quilt.dk eller rekvireres på tlf. 4453 1013.
1. dag, mandag den 11. september. Afrejsedag Afrejse fra Valby. Opsamling på Sjælland, Fyn og Jylland. Nærmere specifikation vil foreligge, når vi har et overblik over tilmeldingerne. Vi spiser middag ved Hannover, hvor vi også overnatter. 2. dag, tirsdag den 12. september. Ankomst sidst på eftermiddagen til vores hotel i Schwarzwald Vi skal bo på et rigtig godt 3-stjernet hotel nær den franske grænse ved Freiburg i Schwarzwald, Tysklands mest solrige egn. Efter værelsestildelingen vil der være mulighed for en kort tur i byen på egen hånd, enten i landsbyen Schallstadt-Mengen hvor vi bor eller i Freiburg ca. 8 km fra hotellet. Dagen afsluttes med middag på hotellet. 3. dag, onsdag den 13. september. Udflugt til Freiburg Vi kører til Freiburg efter morgenmaden. Freiburg bliver kaldt juvelen i Schwarzwald, der er ca. 220.000 indbyggere. Byen menes at være grundlagt i 1120. Det er en smuk universitetsby med et af de ældste og mest anerkendte universiteter i Tyskland, som daterer tilbage til 1457. I byens gader er der små kanaler med vand, kaldt Bächle, som oprindelig blev brugt til brandbekæmpelse. Det siges, at den der ved et uheld træder i en af kanalerne, må gifte sig med én fra Freiburg. Op ad den gamle bydel ligger det lille bjerg, Schlossberg, hvorfra en togbane går op til en restaurant og et udsigtstårn. Der er desuden et stort gågadeområde med rig mulighed for shopping. Byggeriet af byens gotiske domkirke, Münster, blev påbegyndt i 1200. Münster overlevede massive bombardementer under Anden Verdenskrig. Der er mulighed for et besøg i det 116 meter høje tårn, hvor der er en 5-tons kirkeklokke fra 1258. Vi går samlet til domkirken og derefter er opholdet i Freiburg på egen hånd. Efter en lang begivenhedsrig dag returnerer vi til vores hotel, hvor vi har vinsmagning. Dagen afsluttes med middag. 4. dag, torsdag den 14. september. Vi kører til patchworkfestival Så går turen til patchworkfestivalen i Ste-Marie-aux-Mines. Billetter kan bestilles hjemmefra gennem Quilt.dk og er ikke med i rejsens pris. Vi kører fra hotellet straks efter morgenmaden. Til dem der ikke skal se patchwork, er der udflugt! Bussen vil herfra køre til Fort Schoenenbourg, med dem der har lyst til at se det betydningsfulde, underjordiske fæstningsanlæg Maginot Linjen, der er anlagt mellem 1. og 2. verdenskrig. Entré er inkluderet i rejsens pris, vores herreguide Flemming Højgaard vil fortælle om den spændende historie, der knytter sig til stedet. Inden vi når til Fort Schoenenbourg, vil vi holde frokostpause i Hagenau. Hjemturen går over Ste Marie-Aux-Mines, hvor vi samler de op, der har været til festival ca. kl. 18.30. Dagen afsluttes med middag på hotellet. Det er vores sidste overnatning på hotellet.
5. dag, fredag den 15. september. Vi kører atter til patchworkfestival Vi kører til udstillingen straks efter morgenmaden. Shopping og sightseeing i Colmar De der ikke ønsker at tage med til Ste-Marie-aux-Mines, har mulighed for at se Colmar og shoppe. Vinens hovedstad i Alsace er absolut en by med smuk arkitektur, spændende kultur og skønne torve, cafeer og restauranter. Hjemturen går over Ste Marie-Aux-Mines, hvor vi samler de op, der har været til festival ca. kl. 16.00. Turen går lidt nordpå til vores ovenatningshotel i Heidelbergområdet. Dagen afsluttes med en sen middag på hotellet. 6. dag, lørdag den 16. september Efter morgenmaden starter vi vores hjemrejse. Vi gør igen ophold ved Hannover. Vi ankommer, så der er mulighed for en tur i byen på egen hånd. Vi spiser middag og overnatter på hotellet. 7. dag, søndag den 17. september. Hjemrejse Det er sidste dag, og vi fortsætter mod nord forbi Hamburg og er tilbage ved sidste opsamlingssted sidst på eftermiddagen. Vi tager forbehold for eventuel trafikale udfordringer. Priser: Per person i dobbeltværelse: kr. 5.995- Tillæg for enkeltværelse: kr. 1.350,- Inkluderet: 6 hotelovernatninger med morgenmad og middage 6 dage. Herreturen er inkl. entré, vinsmagning samt kørsel til og fra patchworkfestivalen er inkl. Entré til patchworkfestivalen er ikke inkl. i prisen. Reservation af billetter kan aftales. Entréprisen er ca. 23 for 2 dage (gruppepris ved min. 20 personer). Frokoster er ikke inkl. i prisen. Bussen Vi kører i en 4-stjernet moderne langtursbus fra Strøby Turist. Bussen har god benplads og komfortable sæder. Hotellet: Vi bor på et rigtig godt 3-stjernet hotel nær den franske grænse beliggende ca. 8 kilometer fra Freiburg og byens historiske steder og seværdigheder. På alle værelser er der moderne badeværelse, tv og gratis trådløs internetadgang. Hotel Restaurant Alemannenhof Weberstraße 10, 79227 Schallstadt-Mengen Tilmelding: Quilt.dk. 4690 Haslev Tlf. 4453 1013 Mail: quilt@quilt.dk Bemærk efter tilmelding modtages billet og betalingsinstruktioner direkte fra Best Travel. Forbehold for ændringer.
The 23. European Patchwork Meeting 14.-17. september 2017 2017 er 23-året for den populære udstilling i Ste-Marie-aux-Mines og de tre øvrige udstillingsbyer, hvor man med shuttlebusser kan komme rundt til de godt tyve forskellige udstillinger. Alle busture og entreer til udstillinger er inklusive i indgangsprisen. Igen i 2017 ventes der rigtig mange gæster, besøgstallet stiger fra år til år og der var ca. 22.000 besøgende fra mere end 50 lande i 2016, hvilket gør denne til en af de allerstørste patchworkfestivaler i Europa. Det er ikke kun målt i antal besøgende, at denne udstilling er blevet så populær, men også i mængden af udstillede genstande. Butikker Med mere end 140 internationale butikker bugnende af stoffer, tilbehør, bøger og meget mere til den aktive quilter, vil der være mulighed for at finde noget for enhver smag. Så mon ikke alle har gode muligheder for at gøre nogle rigtig spændende indkøb? Som nævnt har vi Jette Højgaard med som guide. Jette har, som de fleste ved, stor viden om patchwork og har været forfatter til mange bøger om emnet. Men Jette er også velbevandret i Alsace s og Schwarzwalds mange spændende seværdigheder. Desuden har hendes mand Flemming lovet at være guide ved herreturen, der sidst med stor succes gik til Fort Schoenenburg. Billedet til højre viser Jettes smukke tæppe, som var udstillet i kirken i Ste-Marie-aux-Mines i 2013.