1
Johannes Lomholt Interview om besættelsen, Vanløsegruppen og Dybbøl-Posten Interview foretaget den 4. Maj 2010 i forbindelse med 65 årsdagen for befrielsen. Udarbejdet af Kim N. Lomholt Email: kontakt@lomholts.dk Email: k.lomholt@gmail.com Udarbejdet 2010 6. udgave Materialet er til internt familiebrug idet der ikke er indhentet tilladelse til brugen af udvalgte billeder. Billedet på forsiden: Johannes Lomholt som ung og under interviewet 4. maj 2010. Dybbøl-Posten, billede af 2. Deling og frihedskæmperarmbind som baggrund. 1
2
Forord Under min søgen på diverse ting i relation til slægtsforskningen gjorde en af mine kammerater mig opmærksom på Frihedsmuseet (Frihedsmuseet, 2010), som har en database med registrerede frihedskæmpere. Jeg indtastede for sjov mit efternavn for at se, om jeg kunne finde noget på min bedstefar, som jeg vidste, havde deltaget, men hvor jeg ikke rigtig vidste med hvad. Det overraskede mig, at finde både min bedstefar Henrik Thomas Lomholt og Johannes Lomholt registreret med deling og grupper som de hørte under. Men til forskel fra min bedstefar, som gik bort i 1978, så var der mulighed for, at spørge Johannes for hvad der var sket, idet han i dag bor i Fredericia. Den 4. maj 2010 65 årsdagen for befrielsen besøgte jeg derfor Jenny og Johannes, der som altid var åbne for et besøg, for at høre hans historie. Denne skrivelse er en transskribation af dagens interview som bliver udført med udgangspunkt i bogen Hvidovrekompagniet af Hans Chr. Thomsen (Thomsen, 1995). 3
4
Indholdsfortegnelse Forord... 3 Indledning... 7 Interviewet... 8 Efterskrift...25 Appendiks A: Dybbøl-Posten...26 Appendiks B: Navneliste...28 Appendiks C: Atlantvolden - Esbjerg...30 Appendiks D: Danske illegale blade...32 Kildeliste...40 5
6
Indledning Interview er foretaget hos Jenny og Johannes Lomholt den 4. maj 2010 hjemme hos dem selv i Fredericia. Her flyttede de til fra deres hjem på Morsøvej i Vanløse, som er Johannes barndomshjem, hvor han boede under besættelsen. Interviewet tager primært omdrejningspunkt i og omkring bogen; Hvidovrekompagniet af Hans Chr. Thomsen. Dette skyldes Johannes var aktiv under Vanløsegruppen som senere kom ind under Hvidovrekompagniet. Når der refereres til bogen i interviewet er det denne der refereres til. Johannes er født den 6. april 1924 og var derfor blot 16 år da Danmark blev besat. Da de hentede duplikatoren til Dybbøl-Posten i 1944 var det blot 3 dage efter hans 20 års fødselsdag. Johannes 7 Lomholt i dag og dengang
Interviewet Interviewet starter med en hændelse som Johannes var ude for i forbindelse med at modstandsbevægelsen udførte arrestationer af mistænkte efter krigen. På et tidspunkt havde de til opgave at hente en marinevægter som var støtter til Tyskerne, så de tog ud til huset, hvor han skulle være. Da de kom der ud, forblev nogen på forsiden af huset, hvor Johannes gik om på bagsiden for, at se om der var en bagindgang - og det var der. Johannes fortæller: Så skød jeg låsen i stykker, og så blev døren lukket op. Men det var altså ikke ham der var mistænkt for at være marinevægter som åbnede måske var det hans far eller sådanne, det ved jeg ikke. Men alt det her puds der har været på væggen og på døren det stod som i en sky der skete ikke noget. Der er jo det ved det jo, at besættelsen den formede sig jo forholdsvist gråt de første par år. Så var det først til sidst, at det begyndte at se sort ud. Det var jo ligeså meget Englændernes skyld, fordi de ikke ville godkende de danske styrker som militære styrker. Det tog temmelig lang tid for at få disse forhold i orden. Det kom jo i orden, men det tog sin tid. Det var først i 1943, 44 - Det var politik. Noget af det første jeg kom inden for militærisk Det var skytteforeningen. Hvor jeg kom med i Nationalt værn. Det var frivillige fra Finlandskrigen. Det var stiftet i 1940 efter de var kommet hjem. Og der var jeg med der. Det var ude på Amager. Der mangler nogen i bogen 1. Der havde vi en del unge mennesker med i det der. På billedet med 2. deling er jeg ikke med. Der var jeg taget ind til Frederiksberg Det vil jeg tro, det er der fra. 1 Hvidovrekompagniet 2. deling (Thomsen, 1995) 8
Jeg tror det er Johannes Rasmussen 3. fra venstre, men det er svært efter så mange år. Fra Frederiksberg kom jeg så ned til grænsen. Men det var jo altså mig selv der bestemte. Der var ikke nogen som holdt på mig. Det var under modstandsbevægelsen jeg havde mit medlemskab. Jeg kendte bylederen eller kommandanten i Esbjerg. Det var derfor jeg kom ned til grænsen. Kim: Hvordan fungerede det i hverdagene? Johannes: Ja vi havde jo altså gruppemøder. Jeg kan vise dig et billede i bogen. Dét der ikke 2 I den stil havde vi altså gruppemøder med instruktion i våben. Vi havde i Vanløse på Jyllingevej ud for Jernbane Allé, der lå der et vaskeri i en speciel ejendom. Det her vaskeri, det var i kælderen. Ejeren boede så ovenpå i stuen. Og der havde vi altså mødelokale der nede, med instruktioner osv. Vanløsegruppen under krigen. Fra Venstre: Kruse, Knud Olsen, Dehn Petersen, Johannes Rasmussen (Thomsen, 1995) Og det var der vi var, da budskabet fra England kom (4. maj). Der kaldte ejeren os op så vi kunne høre det. Og så gik vi så ud alle sammen. Så skete der så det at befolkningen gik helt ja jeg vil ikke kalde det amok, men et meget stort udtryk i hvert fald. Der gik en sporvogn der hedder linje 13, hen af Jyllingevej. Og den blev altså besat af mennesker inde i og oppe på taget. 2 På side 26 i Hvidovregruppen 9
Jeg havde et par ridebenklæder 3 og en stålhjelm. Det gik jeg hjem og hentede, hvorefter vi fik udleveret en riffel. Så gik jeg så ud på Jyllingevej for, at prøve at få et overblik over situationen. Det var ikke fordi jeg var i aktion på nogen måde, men det var lige for, at sikre at der ikke skete noget. Der var jeg indtil vi blev kaldt ind igen, fordi der var kommet meddelelse om, at vi skulle mødes. Jeg ved ikke om det var i Vanløse. Der var mange der var med fra Hvidovre, fra den anden del af byen. Så kørte vi ud til Hvidovre ved J. Bechs Allé. Der overnattede vi ude. Det var den første nat vi var frie. Der lå vi pakket på gulvet. Dagen efter blev vi overflyttet til Spurvegården. Det var en af gårdene i Hvidovre. Jeg var med i en gruppe under Knud Olsen. Og det havde vi i Vanløse, men resten af gruppen eller delingen, de har haft deres egne møder. Ham dér, han var politibetjent før krigen Wiese 4. Og det var ham der var kompagnichef - Svend Lykke Petersen 5. Eller Thorsen som hans dæknavn var. Elly og Helge Wiese (Thomsen, 1995) Svend Lykke Petersen (Thomsen, 1995) 3 Et stykke tykt stof ell. læder, der er fastsyet i sædet på ridebenklæder. skridtbeklædning. Han var i Ridedragt: 4 På side 20 i bogen 5 På side 25 i bogen 10
Kim: Hvad havde du som dæknavn? Johannes: Jeg hed Mickey. At jeg brugte dette navn havde i og for sig ikke noget med modstandsbevægelsen at gøre. Men det var i 1940, eller 39 må det have været. Der gik jeg så med reklamer for Mickey Roney - en Amerikansk skuespiller. Det dér, det er Hvidovre (se luftbillede). Der var jo ingenting. Det var jo åbent, kan du se, med marker og alt ting. Og der havde vi altså Spurvegården. Den ligger midt i billedet. Luftbillede over Hvidovre hvor Spurvegården lå, ca. i den røde cirkel. (Thomsen, 1995) Der rykkede vi så ud efter krigen fra vaskeriet. Og så var det jeg flyttede til Frederiksberg på Landbrughøjskolen. Der nede fra kendte jeg også Kompagnichefen. Det mener jeg han var det var en der hed, ja hvad var det det kan jeg ikke huske. Efter dette kom jeg til Kollund, hvor jeg lå en otte dages tid. Kollund er nede ved Sønderjylland nede ved grænsen, ved Kruså. Der gik jeg lidt vagt. Det var noget der hed Partkompagniet. Vi samlede alle dissens her Tyske efterladenskaber. Vogne, lastbiler, ammunition til dels våben. Alt det som de Tyske soldater slæbte med. Det blev så stablet op der nede. 11
Der var en trekant mellem et par veje. Og der havde man et par heste gående, som man havde taget fra Tyskerne. Så var der en Løjtnant der bad mig om og få en hest til Aabenraa. Så måtte jeg ud at ride, det var ikke noget jeg havde prøvet af alverden før. Jeg red så de her 25 km der var, men det gik jo udmærket. Bagefter blev jeg hentet fra Kollund. Så var der en anden gang jeg var chauffør på en - det man kaldte en rutebil i gamle dage - en bus. Den skulle vi så have til Kolding. Der var en stor lagerhal. Der var jo det ved det, at krigen havde gjort det sådanne, at det var Englænderne der havde befriet os. Og så skulle de altså som sejrherre, beslaglægge det Tyske militærs ejendele, våben og alt mulig ammunition. Jeg kan ikke huske, om det var en kanon eller hvad det nu var, men den havde vi så fået ind i bussen. Og så kørte jeg til Kolding, de 74 km. der måtte være uden kørekort. Der var engang, da jeg var ved at lære at køre i militæret, der fik jeg kørt en vogn op i en anden og fik smadret køleren på den. Men det er det eneste uheld jeg har haft. Efter min tid i Kollund kom jeg til Esbjerg. Der var et sted de kaldte OGRUKO 6 og der er overgruppe- eller Übergruppekommando. Der var en stor bunkers med tårn og det hele. Måske 8 dage før jeg kom skete der det, at Tyskerne skulle samle ammunition og miner sammen rundt omkring fra. Så havde de sablet det op, jeg ved ikke hvor høj bunken var. Men i hvert fald så skete der et uheld, at det eksploderede så der kom et krater på 10 meter, måske snarere 20 meter. Og betonkonstruktionen det her tårn på den her bunker der var der sat I-jern ind i væggen som stak ud. Og et sted var den svunget rund om hjørnet. Kim: Hvor var det henne i Esbjerg? Johannes: Det var i Strandskoven. Der ude gik jeg så vagt bag efter. Kim: Ligger det der stadigvæk? Johannes: Det tror jeg ikke, jeg har prøvet om jeg kunne finde det. Det blevet ryddet af vejen. Det er ikke noget at gå og gemme på 7. Da jeg så var færdig med det der i Esbjerg, så var jeg kommet så tæt på den 18. juli hvor jeg skulle møde som soldat. Så kom jeg til Høvelte. Der har jeg vel været i tre måneder og så kom vi så til grænsen igen. Men da jeg havde dårlige fødder, så kom jeg til hjælpetropperne og fik en lastvogn at køre rundt med nede ved grænsen. Så der har jeg ligget og kørt rundt omkring med småting. Der var bygget en masse lejre med indkvartering af soldater hele vejen over Kruså, Frøslev, Brørup, Padborg, Borg, Store Lillevad, Højer og Tønder. Og der kørte jeg 6 I Appendiks A er det registreret som GRUKO og Ugruko. 7 Har siden fundet information om Fla. GRUKO. Se Appendiks A (Spangsberg.net, 2010). 12
forsyninger til dem. Senere efter Kollund blev jeg flyttet over til Kruså. Vi havde kun 9 måneders værnepligt. Kim: Det må være specielt at være der igen Johannes: Ja, jo men altså det der med Kollund, det var en af mine kammerater fra Hvidovre eller Vandløse var det faktisk. Han spurgte om jeg ville med der ned. Han havde været i Frøslevlejren. Han havde været arresteret pga. det her trykkeri vi havde. Og det kom han så fri fra og så kom han og spurgte om jeg ville med ned til grænsen. Det var en som hed Per Rosenstand, men han står ikke der i bogen. Kim: Hvad var det for et trykkeri? Johannes: Det var Dybbøl-posten. Det var igen Jonas. Det er ham der; Johannes Rasmussen 8. Kim: og Jonas var dæknavnet? Johannes: Ja, han havde arbejdet med det der fri presse. Han var medlem af noget politisk i dansk sammenhæng. Hvad står der ved billedet? Johannes Rasmussen (Thomsen, 1995) Kim: Ejnar Johannes Rasmussen var journalist og tilknyttet Dansk Samling. I 1943 arbejdede han med det illegale blad Fri Presse sammen med Carl Nielsen fra Strøbyvej. Og senere i 1943 arbejdede han med Dybbøl-Posten, der i alt udkom med 9 numre det sidste i april 1945. I 1943 var han medstifter af den modstandsgruppe i Vanløse, der tilsluttes Hvidovrekompagniet i 1944. Derudover var han aktiv i våbentræning og deltog i aktioner for at bringe jøder til Sverige. Den 9. april 1945 blev han arresteret af tyskerne i Brønshøj og sendt til Frøslev. Johannes: Han var ikke medstifter til Vanløsegruppen. Jeg kan ikke huske det helt der var et par stykker som jeg ikke rigtig kan få til at passe ind. Men Peter eller Dehn Petersen, jeg tror næsten han var primus motor i det der i Vandløsegruppen. Og så var der en der hed Søren Kruse, og så var der Knud Olsen, og så var der mig jeg var med til det første møde. Kim: Hvornår har det været? Johannes: Ja, det må være i 43, sensommeren eller efterår 43. Kim: Hvilket dæknavn havde Søren Kruse? 8 Side 37 i Hvidovrekompagniet 13
Johannes: Det kan jeg som ikke engang huske. Men han hed Søren Kruse. Der er ikke brugt ret mange dæknavne i bogen. Jenny: De sad jo og lavede aviser hjemme ved ham. Hans mor sad og lavede aviser. Har du ikke nogen til at ligge et eller andet sted? Johannes: Ja, nu har der være en flytning. Jeg mener jeg har smidt nogle af dem væk. Jeg var i gang med at lave en kopi af alle de numre jeg havde. Jeg burde have de originale Tegning udarbejdet under interview et, beskrivende hvor duplikatoren var i Sankt Annæ Plads numre, som jeg har fået fra Frihedsmuseet. Men det jeg selv har kopieret mener jeg, jeg har smidt noget af det ud. Det kom sådanne at en af påskedagene enten var det første påskedag eller anden påskedag (1943) der var vi tre mand der tog af sted til byen, ind til Sankt Annæ Plads. Det må være nr. 1. Der var et Ruten fra Sankt Annæ Pladt til Store Kongensgade (Phønix ligger ved O2 mærket). firma der var sådanne temmelig tyskvenligt der holdt til der inde. Og det var altså Jonas, han havde fået at vide at der stod en duplikator der inde. Og det skulle vi jo altså have for at kunne lave Dybbøl-Posten. Vi var tre mand der tog af sted. Dels med en trehjulet cykel, dels med sporvogn. Jeg tog sporvognen. Jeg ved ikke om de to andre var på cykel, men i hvert fald havde vi en trehjulet cykel. Så fik vi brudt ind på det her kontor. Har du et stykke papir? 14
Du har et hus med en port, med en dør i. Inde i porten er der en anden dør i siden. Den lukkede op ud af. Der var et par trin op, og så havde de så deres kontor der. Så havde jeg være inde og set på sagen, hvordan det var i forvejen. Jeg fandt ud af, at der ikke skulle være noget besvær med at komme ind. Der var sådanne nogle træfyldninger rundt om døren ud mod gaden - altså der var gade uden for porten. Og så havde de kontoret, hvor de havde deres duplikator. Måden vi kom ind på var ved, at fjerne trælisterne omkring vinduet i døren. Den fik jeg bare lempet af og havde så stillet ruden der inde på kontoret. De to andre fik så hevet duplikatoren ned og ud af porten, ombord på cyklen og så af sted. Men jeg tænkte at hvis man ikke havde noget papir, så nyttede det ikke noget, så jeg begyndte at kigge efter noget papir og fandt så en lille smule. Det var ikke meget, men fik det pakket ind i avispapir. Pludselig hører jeg fodtrin uden for. Det var jo ikke så godt. Heldigvis så gik døren på den måde de andre havde ikke lukket døren efter sig, så den stod åben - at dem der kom inde fra, ikke lagde mærke til, at den stod på klem. Hvis de kom udefra så havde de sikkert bemærket det. Men altså, endelig fandt jeg det her papir, Billede er fra det Kgl. Bibliotek med teksten: Det illegale blad Dybbølposten duplikeres i en kælder i Vanløse i København. Billedet er sikkert en rekonstruktion efter befrielsen" Johannes nævner om billedet: Jeg ved ikke hvor det er fotograferet, men det er Knud Olsen til venstre og Vagn Holck Andersen til højre. Det ser lidt dramatisk ud med pistolen svævende over Vagn's hoved. Det er ikke nogen rekonstruktion, da der ikke ville ligge så mange færdige eksemplarer på bordet foran; også personernes tilsyneladende alder - omkring de 20 år - passer til krigsårene. 15
så jeg kunne komme ud af vagten i en fart. Fra Sankt Annæ Plads skulle jeg ned af Bredgade og videre af Dronningens Tværgade til Store Kongensgade. På hjørnet af Bredgade og Dronningens Tværgade lå Hotel Phønix og det havde Tyskerne besat. Da jeg skulle ud af porten, så skulle jeg forbi det hjørne op til Store Kongensgade og have fat i en sporvogn. Det eneste jeg dog havde, var jo bare en pakke med papir, indpakket i avispapir. Det kunne være alt muligt. Men på den her trehjulede cykel havde de kørt den hen til Knud Olsen og han tog sig så af det med at opbevare den i et kælderrum i Varedirektoratet. Så vidt jeg husker, så havde det en anden betegnelse, men det er lige meget, det var et offentligt lager. Og der lå den så en otte dages tid eller sådan noget, til vi kunne få det kørt ud. Og så var jeg inde i byen og hente det der. Jeg havde en papkasse fra en radio en gammel radiokasse i bølgepap. Så kom Knud Olsen med duplikatoren, fik den op på styret og så kørte jeg de der fem, seks kilometer hjem. Imedens jeg gik og ventede det varede en halv time til tre kvarter inden han kom - der skal jeg love for jeg var nervøs. Der købte jeg mine første cigaretter jeg overhovedet har købt. Men der skete ikke noget. Så tog jeg hjem til os selv på Morsøvej så fik jeg det stillet op, og så kom der papir. Vi havde en lastvogn der kørte sådan noget lignende for os. Jeg tror nok det var ret permanent det, der var blevet organiseret - som man kalder det under krigen. Der var det en gang Gudrun 9 der kom kørende og havde papir med. Det fik vi indendørs med farvestoffer og sådan noget. Og Stencils 10, det som man sætter fast på tromlerne. Og så kører man bare rundt. Farve skulle der også til. Så fik vi organiseret det der trykkeri. Far og mor de sad og lavede det sammen og hæftede, hvis der var noget der skulle hæftes. Vi var op til ti mennesker, når der var gang i foretagendet. Tænk dig det, i det lille hus. 11 Naboen inde ved siden af var lidt for sig selv. Konen hun havde været i børneforsorg som lille. Ikke børnehave men altså barnepleje som lille. Moderen var død og det var kun den yngste der blev der hjemme. Det har jeg erfaret igennem årene, at det havde skadet. Så hun blev mistroisk og hun blev egoistisk og led af misundelse. Det er sådanne nogle ting der ikke er heldige når man har en illegal virksomhed lige ved siden af. Mærkeligt nok, så tror jeg ikke, at de har anet noget om det. Manden han var altså konen havde påvirket ham med alt det der egoisme, misundelse og På modsate side: Dybbøl-Posten Billeder fra d. 3. og 4. maj 1945 9 Må være Gudrun Magda Sophie Andreasen (f. Lomholt) (1883-1973) 10 Stencil er voksbehandlet papir, der gengiver skrivemaskineskrift ved duplikering. 11 Johan Peter Mariu Lomholt (1879-1966) og Karen Lomholt (f. Sandager Pedersen) (1888-1990) 16
17
sådanne noget lignende. Til sidst havde han en tur hver fredag, hvor han havde været hjemme og drukket, så der var han fuld. Der ville han bare lave ballade. Men de havde boet der temmelig mange år. Men der skete altså ikke noget, der var ikke noget stikkeri, men med halvstensmur imellem vores stuer med så mange mennesker og al ting ikke 12. Morsøvej 57 som det ser ud i dag: Billede: Google street view Men så fandt de altså på, da der var gået et par måneder - der fandt Jonas på, at det skulle flyttes, det her trykkeri. Så havde de fundet en adresse ude på noget der hedder Smørumvej; ude i Husum, hvor de havde et medlem. Det var i noget sådanne noget rabarberkvarter ville jeg kalde det. Det var et kvarter som med bolighjælp og sådanne noget lignende. Det så meget pænt ud udefra, men det var sådanne en tredjeklasse folk der boede der. Der var så en, der blev medlem i delingen der. Og han skaffer plads til det her papir der skulle ind. Og så kom der en vogn med papir og den lå Tyskerne og ventede på. Og så skete der altså det, som der står, at der var en der blev dræbt og fire, fem stykker der blev anholdt og taget med og kom til Frøslev. Jonas han kom i koncentrationslejer i en kort tid. Og så var vi tolv der måtte gå under jorden. Det skulle være den 9. april efter det der står i bogen. Jeg vidste ikke noget om det før der var to af mine kammerater der kom med en stor trækasse imellem sig og spurgte om vi kunne opbevare den. Der var nogle våben i og det skulle ikke gerne opdages. Så fik vi det pakket ned i en jordemodertaske. Vi havde så nogle bekendte som havde en kælder, hvor 12 Huset var et dobbelthus 18
man opmagasinerede møbler for en jødisk familie, og der blev den altså gemt helt langt væk. Jeg tog så hjem igen bag efter. Men så kom de altså, de her to kammerater, og så fik jeg at vide hvad der var sket så måtte vi finde ud af en løsning, for jeg var klar over at Jonas havde en taske som han gik rundt med. Og der lå små lapper med navne og adresser på alle dem der fik Dybbøl- Posten. Det vidste jeg, at jeg var imellem de lapper der, så der skulle jeg altså af vejen. Så røg jeg ud til Tante Juno Henriks Mor 13 der boede ude i Vanløse. Så rykkede jeg der ud og boede der ude et par dage, men det var Juno jo ikke så særligt glad for. Det var der ikke noget at sige til. Så fandt jeg et værelse overfor på Nørrebro og kom der over. Og så fik jeg et job inde hos Drejsens Boghandel inde i Nørregade. Når det kunne lade sig gøre, kom jeg hjem om aftenen og fik noget middagsmad og fik en madpakke med og røg så tilbage igen. Efter et par dage i Vanløse da kom mor ud til os og fortalte, at nu havde Tyskerne været der på Morsøvej. Hun ville advare mig. Jeg ved ikke, om du kan huske hvordan Vanløse Station ligger? Men der har man Jernbane Allé og Vanløse Allé indgangen lige på hjørnet. Ruten fra Morsøvej til Løvholmen Tankstationen er ved punkt B Og så lidt længere henne der ligger et gammelt tankanlæg fra Esso, og det havde Tyskerne besat. Og lige akkurat den morgen jeg tror ikke klokken var mere end seks da mor kom der ud da havde der været angreb på den tankstation og der havde der været skyderi på den her tankstation. Vi kunne høre det der ovre, hos Juno. Det var i ti minutter med 13 Juno Friis Lomholt 19
skyderierne. Det er det heftigste jeg nogen sinde har hørt. Det var både med maskingevær og ds. l. der var gang i den 14. Og så et kvarter efter måtte mor forbi, hun anede jo ikke noget om det. Og hun kunne ikke sådanne uden videre slippe fri af det. Men der kom hun lige forbi uden der skete noget. Hun gik over på den anden side af gaden, hvor der var nogen der var...så der får vi altså af vide, at jeg ikke skulle komme hjem lige med det samme. Adressen var der ikke nogen af Tyskerne der kendte, men det kunne de jo have fundet ud af. Men jeg slap igennem krigen uden at blive arresteret af Tyskerne og uden at blive såret. Jeg var sådanne set bare heldig. Der er meget af det, der er forkert i bogen. Der er meget der ikke passer i den forstand med datoer og sådanne noget lignende. Og det med Jonas det at han kom til i 43, det er ikke rigtigt. Det skal være meget sent i 43 i hvert fald. Fordi det kan først have været i påskedagene 44, at vi hentede den duplikator. Han var interesseret i at komme i gang og skulle jo bruge det der. Men han kunne ikke før vi fik maskinen hjem. Det er bare det, ham der har skrevet bogen, han har jo skulle søge i andre kilder og have samtaler med andre som formentlig kendte noget til det ikke. Det er jo også forkert at de ikke nævner mig i opremsning af gruppen. Ham der Søren Kruse, ham kendte jeg overhovedet ikke. Han kom en aften, da det var blevet mørkt, og bad mig om at følge med ud til Dehn Petersen. Nu er der det ved det, at Dehn Petersen og mig, vi har jo kendt hinanden siden 1936. Jeg kendte ham, fordi Jeg var interesseret i radioer den gang. Og så var der en elektriker der ville åbne en radioafdeling. Nu var det jo sådan halvamatøragtigt men der skulle altså åbnes sådan en radioafdeling. Og der blev Dehn Petersen ansat som en form for bestyrer, der så skulle passe det her. Og så kom jeg der ned og så ansatte han mig for 5 kr. om ugen. Så skulle jeg altså løbe de ærinder, som der var og eventuelt kigge lidt efter forretningen, når han ikke var der. Den gang der var der ikke gang i radioen om sommeren, der gik man bare og kedede sig. Fra første maj eller juni til første september, der blev jeg så afskediget og så kom jeg igen næste år. Det første var 1936-37 og så 37/38. Sådan var det også, da jeg havde fået job inde på Frederiksberg hos en radioforretning. Kim: Men du siger han kom og hentede dig en aften? 14 Sabotagen mod det tyske benzindepot i Vanløse Allé i København skete d. 16. februar 1945. 20
Billeder fra sabotagegruppen som forbereder sabotagen mod det tyske benzindepot i Vanløse Allé i København. Sabotagen gennemførtes d. 16. februar 1945. Billede: Nationalmuseet 21
Johannes: Ja Kruse, ja han kom og hentede mig fordi Peter gerne ville tale med mig. Og det var faktisk det første møde jeg ved af, hvor gruppen Vanløsegruppen at den fungerede - at den samles. Vi havde altså Søren, Peter og vistnok Knud Olsen og så mig. Og så var der et par andre også jeg kan ikke huske hvem det var. Men den ene af dem han gik i hvert fald ud af det igen senere. Kim: Det var et rent held at du ikke var til stede, da Tyskerne kom og hentede dem på trykkeriet? Johannes: Ja, det ved jeg ikke, jeg var slet ikke med der ude på Smørumvej. Kim: Hvorfor hed den Dybbøl-Posten? Johannes: Jonas var venlig stemt over for den synderjyske tanke, med grænse problemerne. Men det det gjaldt om var først og fremmest at trykke det og distribuere det (se appendiks A). Kim: Hvordan fungerede det det måtte vel fylde en helt masse? Johannes: Vi havde fat i nogle mennesker som var venligstemt over for modstandsbevægelsen, og som man mener man kunne stole på. Og så får de måske fem eller ti blade hver, som de så kunne dele ud. Jeg fik en engang om måneden, tror jeg nok, hvor der kom en dame med en pakke til mig. Kim: Kendte du noget til bedstefar(henrik Lomholt) lavede under krigen? Johannes: Nej, overhovedet ikke, ikke under krigen. Kim: Jeg kan huske at bedstemor 15 fortalte at de havde nogle illegale blade, og så kunne det være det var noget de havde fået fra dig? Johannes: Der var mange illegale blade dengang. Der var Studenterforeningsbladet, jeg kan ikke huske alle de forskellige. Kommunisterne havde deres blade og vi andre vi havde vores. Så var der de forskellige politiske grupper som ville lave blade med deres stof i. Men det primære var de daglige oplysninger om, hvad der var sket rundt omkring. Sådan er det (se appendiks B). Jeg har lige haft en samtale med frihedsmuseet. Så der skriver jeg nok om noget som ikke var kommet med der i bogen. De skal selvfølgelig godkende det jeg skriver. Der er bare det ved det, at jeg mangler de der datoer. Det er ham dér, som sagt, det er Dehn Petersen. Det var ham jeg havde som chef i radioforretningen i 1936. Så kom jeg og besøgte ham, han boede i nærheden, ca. 10 min. fra os. Så flytter han til Vanløse bagefter. Han boede hos sin mor sammen med sin kone. Han er begravet ovre i Odense også. Jeg var der ovre til begravelsen sammen med to af mine kammerater. 15 Ulla Abildgaard Elling Lomholt 22
Billeder efter sabotagen mod det tyske benzindepot i Vanløse Allé i København. Billede: Nationalmuseet 23
Kim: Hvornår var det? Johannes: Jeg kan ikke huske det, men han var med til mindehøjtidelighederne i 1995, så det er inden for de sidste 15 år. Han var født i 1908, og han blev i hvert fald 85, så han var i hvert fald 93. Men i forbindelsen med duplikatoren, så kan det ikke være andet end i 1944, for det var først i 43 at vi havde den 29. august 16. Og så var det vi begyndte at danne illegale grupper. Den 29. august var der, hvor Tyskerne begyndte at have en strengere kurs. Så det var skilledatoen ikke. Og så begyndte man at danne grupper af den ene eller anden retning. Og da vi ikke havde nogen duplikator på det tidspunkt. Og det var en påskedag vi hentede den i 1944. Jeg mener der gik en otte dages tid eller sådan noget lignende efter vi hentede den og så kom den ud at stå hos mig. Så kørte vi den hos mig i to måneder og så er der bare det de skriver (i bogen) at det var en 9. april 1945 at Tyskerne de tog bladgruppen det er for lang tid. Jeg kan ikke huske om vi havde hver 14. dag at de kom med bladet, men 14 gange 7 er 98 dage. Og tilbage fra 9. april bliver det i december måned i 1944. Jeg kan ikke få de tider til at passe, når det var i påske 1944? Søren Kruse, han har et par søskende et par piger som jeg selvfølgelig også kendte og der kom jeg til at tænke på dem i dag og hvis jeg måske kunne få fat i en af dem kunne jeg måske få stadfæstet dette. Middag starter og interviewet slutter. 16 Den 29. august 1943 trådte den danske regering tilbage og der blev ikke udpeget nogen ny. Baggrunden var en lang række af strejker og uroligheder vendt mod tyskerne og regeringen det såkaldte augustoprør. Det fik værnemagten til at kræve undtagelsestilstand og indførsel af dødsstraf, hvilket den danske regering ikke kunne gå ind på (Brunbech, 2004). 24
Efterskrift Den 10. december 2010, godt otte måneder efter dette interview, gik Johannes desværre bort efter længere tids sygdom. Han blev begravet ved Egeskov Kirke 17 nord for Fredericia. Jeg er glad for, at Johannes nåede at dele hans historie med os noget som ikke skal glemmes for eftertiden. 17 Egeskov Kirke, Vejlby Sogn, Vejlby Kirkevej 55, 7000 Fredericia 25
Appendiks A: Dybbøl-Posten Dybbøl-Posten Nr. Udgivet Redaktion slut Sider Oplæg 14.august 1944 12. august 1944 10 Ca. 3.000 September 1944 5. september 1944 10 Ca. 3.000 5. oktober 1944 3. oktober 1944 10 4.000 30. oktober 1944 27. oktober 1944 12 5.000 13. december 1944 11. december 1944 12 7.000 26. januar 1944 24. januar 1945 12 7.000 3. marts 1945 26. februar 1945 6 10.000 9 April 1945 19 april 1945 6 Ca. 10.000 78 Ca. 50.000 Nyhedstjenesten Nr. Udgivet Redaktion slut Sider Oplæg 21. august 1944 19. august 1944 2 Særnummer Nr. Udgivet Redaktion slut Sider Oplæg 25. august 1944 2 9. april 1945 1 26
Tegnet og trykt navn m. illustration af Dybbøl Mølle. Udgivet kvartalsmæssigt Dupl., nogle nr. har trykt forside. Bestående af 8, 10 og 12 sider. Område: København og et mindre antal provinser Agit., komm. og opl. artikler. Udkom mellem aug. 44-april 45. Udgivelser: 1944: 1. årg. 14./8, 25/8, 5/9, 5/10, 30/10, 13/12. 1945: 26/1, 3/3, nr. 9. var et særnr.: 9/4 45 og trykt særblad bestående af et enkelt ark med billeder. Oplag: 2.000-10.000, ialt ca. 50.000 eks. Gruppen bestod af folk, der alle tidligere havde deltaget i illegalt arbejde. Samarbejdede med gruppe "1944". Agiterede for Sydslesvigs genforening med Danmark. Af bladgruppens medlemmer blev flere arresteret, og en medarbejder, Kuno Odde, født d. 19/9 1920, anholdtes d. 19/2 45 og dræbtes af tyskerne d. 23. s. md. Standsningen i fremstillingen af bladet skyldtes beslaglæggelser af maskiner samt flytning af trykkeri. (Buschardt et. al., 2010) 27