Normannernes Syditalien Spændende rundrejse i Normannernes og Bourbonernes Syditalien. Gennem Italiens sydligste regioner, fra Campanien, Apulien og Basilicata til Calabrien og Sicilien - fra Napoli til Palermo. 30. marts - 8. april 2012 (10 dage) Rejseleder: Lektor, cand. mag. Karsten Fledelius St. Trinità-klosteret i Venosa (1876). Få steder i verden kan vi se tilbage på en så spændende og omtumlet historie som i Syditalien og på Sicilien. Grækere, fønikere, romere, byzantinere, arabere, normannere, tyskere, franskmænd og spaniere har hver især efterladt sig en Palermo. I centrum for rejsen står den stat, som bragte området til sin ypperste blomstring, normannernes Kongerige Sicilien i 1100-tallet, og den stat, som betegnede områdets sidste periode som blomstrende, selvstændig stat, Kongerikulturel arv, der giver Italiens sydligste regioner en hel unik og særpræget charme en charme, som vi på denne rejse skal møde i byggeriet, i kunsten og i dagligdagen fra områdets nordlige hovedstad Napoli til dets sydlige, 1
get»begge Sicilier«i 1700-1800-tallet. Der går 800 år, fra normanneren Roger I satte over fra Calabrien til Messina i 1060 og bragte arabernes herredømme over Sicilien til fald, til den italienske frihedshelt Giuseppe Garibaldi i 1860 satte over fra Genova til Sicilien, erobrede Palermo og via Messina satte over til Calabrien og bragte bourbonernes herredømme over området til fald. Men området har bevaret sin egen identitet, som mærkes den dag i dag. Historien før den normanniske erobring i 1000-tallet er også rig på historie og fortidsminder. Da Sicilien kommer ind i historien for godt 2500 år siden, er øen delt mellem fønikerne i vest og grækerne i øst, med henholdsvis Palermo og Syrakus som de vigtigste byer. Grækerne var tillige det folk, som var det førende i den sydlige del af det italienske fastland, hvor de havde anlagt byer som Neapolis/Napoli, Poseidonia/ Pæstum og Rhegion/Reggio, steder hvor der stadig er spændende spor af deres forfinede kultur. Det var dog romerne, der for første gang forenede hele området i 200-tallet f.kr. Herefter var det en del først af Romerriget, siden af Det byzantinske Rige, indtil de to områders veje skiltes ved den arabiske erobring af Sicilien i 800-tallet. Gentagne byzantinske generobringsforsøg af Sicilien i 800-1000-tallet slog fejl; det var først normannerne, som varigt gjorde Sicilien til en del af den kristne verden igen. Men megen arabisk kultur fik lov til at overleve under deres oplyste og tolerante styre, som blev en højst ejendommelig kombination af vestlig og østlig (både arabisk og græsk) kultur. Normannerne var ikke blot tolerante, men også meget ambitiøse. Medlemmerne af deres dynasti, Hauteville (»Altavilla«på italiensk), der stammede fra Cotentin-halvøen i Normandiet, rakte allerede sidst i 1000-tallet ud efter kejserkronen i Byzans, men deres Balkaninvasion blev standset i Makedonien. Det fik dem dog ikke til at opgive ævret. Hertug Bohemond af Tarent, som deltog i det Første Korstog (1096-99), benyttede lejligheden til at oprette et normannisk fyrstendømme i Antiochia i Syrien, en af de mest sejlivede korsfarerstater, selv om han selv kom til at slutte sit liv som byzantinsk krigsfange. 1130 lod normanneren Roger II sig krone til konge af Sicilien, bragte hele Syditalien fast under sit herredømme og optog på en lang række punkter byzantinsk hofceremoniel. Normannerne skaffede sig ved et erobringstogt til området omkring Korinth i Grækenland både morbærtræer og silkeorme, og Sicilien udviklede en betydelig silkeproduktion, noget som Det byzantinske Rige hidtil havde haft monopol på. Roger II importerede også byzantinske mosaikkunstnere for at udsmykke hans kirker med tidens fornemste og kostbareste kirkekunst. Arkitekturen minder derimod mere om den hjemme i Normandiet, og lofterne blev udført af arabere i muslimsk stil. Allerstærkest slår den arabiske inspiration igennem i det af efterfølgeren Wilhelm I grundlagte palads La Zisa i Palermo. Mod slutningen af 1100-tallet kom kongeriget i hænderne på sønnen af den tysk-romerske kejser Frederik I Barbarossa, hohenstauferen Henrik VI, ved dennes ægteskab med den sidste ægtefødte Hauteville, Constanza. Henrik VI var godt nok tysker, men han overtog helt Hauteville-slægtens ambition om at erobre Konstantinopel og gøre sig til kejser der. Han udrustede en stor invasionsflåde på Sicilien, men blev selv revet bort af sygdom før afrejsen. Han efterlod sig en umyndig søn, Frederik II, som paven i Rom skulle holde sin beskytttende hånd over, men denne, den myndige Innocens III, var mere interesseret i at skille kejserriget fra Sicilien end at holde sammen på den unge tronfølgers lande. Det lykkedes dog alligevel for Frederik II af Hohenstaufen at få samlet sin faders og moders lande og blive kronet til både Siciliens konge og det Tysk-romerske Riges kejser. I hjertet forblev han dog mere syditaliener end tysker og opholdt sig helst på Sicilien eller i Apulien. Frederik II var en hård og barsk hersker, hvilket bl.a. førte til en strid med hans ældste søn Henrik, som førte til sønnens tragiske død. Men i åndelig henseende var Frederik II åben og fordomsfri, og hans hof blev en sidste blomstringstid for den egenartede normannisk-sicilianske kulturblanding mellem vest og øst, nord og syd. Frederik II s strid med pavestolen førte til hans bandlysning af paven og i 1245 pavens formelle afsættelse af ham som kejser. Det tog Frederik II sig dog let, men pavestolen, der på det tidspunkt var domineret af franske interesser, forfulgte hans arvinger, da han døde i Cefalù-katedralen. 2
Mosaik i Cappella Palatina (Palazzo dei Normanni). 1250. Pavernes redskab var en yngre broder til den franske konge Ludvig den Hellige, Carl af Anjou, greve af Provence. Denne besejrede og dræbte 1266 Frederiks søn Manfred og lod 1269 den sidste hohenstaufer, sønnesønnen Conrad, den unge og i befolkningen populære Conradino, tilfangetage og henrette. Herefter var Carl af Anjou ubestridt konge over Neapel og Sicilien. Det sidste styrede han som et biland fra Napoli, hvilket ikke gjorde hans hårde styre mere vellidt blandt øens befolkning den følte sig voldsomt udfordret af de franske besættelsesstyrkers arrogance. Carl optog, med pavestolen i ryggen, sine normanniske og tyske forgængeres østpolitik. Henrik VI havde forberedt et togt mod Konstantinopel, men blev forhindret i at udføre det af sygdom og død. Frederik II havde været mere interesseret i at genvinde Jerusalem, hvilket faktisk var lykkedes for ham, hvorefter de sicilianske konger føjede konge af Jerusalem til deres titel. Carl genoptog drømmen om en erobring af Konstantinopel og samlede på Sicilien en stor invasionsflåde. Denne gang blev det dog ikke sygdom, men oprør, der forhindrede planerne. Ved en fuldstændig fantastisk hemmelig sammensværgelse, som spændte fra Konstantinopel til Barcelona og havde de utilfredse sicilianere som det naturlige midtpunkt, blev det angiovinske, som det kaldes, styre på Sicilien væltet. Det startede med et blodbad på de franske styrker i Palermo i påsken 1282, den berømte Sicilianske Vesper, som blev fulgt op af en invasion fra Catalonien-Aragonien, hvor den dræbte kong Manfreds svigersøn Pere III var konge. Catalanerne blev modtaget som befriere, og Carl af Anjou måtte opgive både Sicilien og planerne om et felttog til Konstantinopel. Han opretholdt dog herredømmet over det syditalienske fastland med Neapel som hovedstad og kaldte sig fortsat Konge af Sicilien. Allerede 1285 døde han, i øvrigt samme år som Pere III af Aragonien, som havde måttet acceptere, at Sicilien herefter officielt kom til at hedde Kongeriget Trinacria, et navn der viser hen til øens trekantede form. Det var først efter år 1300, at kongerne i Neapel anerkendte, at Sicilien var blevet et selvstændigt kongerige. Anjou-slægten regerede videre i Neapel og vandt sig i 1300-tallet også den ungarske trone. Den efterlod sig først og fremmest borge, som den store borg ved havnen i Napoli, Castel Nuovo. Men i 1400-tallet mistede angiovinerne først Ungarn, og senere Neapel selv, da slægten uddøde med dronning Jeanne II i 1435. Herefter forenedes kongeriget Neapel, bortset fra perioden 1458-1504, igen med kongeriget Sicilien, som var kommet ind under Aragonien og dermed ind i Spanien, da dette blev til ved unionen mellem Aragonien og Castillien i 1516. Under de spanske habsburgere regeredes kongerigerne Neapel og Sicilien ved spanske vicekonger, som normalt residerede i Neapel. Spanierne byggede mange flotte bygningsværker i 1500-1600-tallet, ikke mindst efter et voldsomt jordskælv i slutningen af 1600-tallet. Men økonomisk og politisk var perioden mest præget af stagnation og gentagne oprør, som blev slået brutalt ned. Den kroniske underudvikling af området, som først for alvor er ændret inden for de sidste 20 år, stammer især fra tiden som spanske lydlande. 1700 uddøde den habsburgske slægt i Spanien, og både Frankrigs konge Ludvig XIV og den østrigsk-habsburgske kejsersøn Karl gjorde krav på arven. Resultatet af den Spanske Arvefølgekrig 1701-1713 blev en deling af de spanske lande. Ludvig XIV s sønnesøn 3
Castel Nuovo, Napoli. Philip (V) fik de spanske kernelande og kolonierne, de østrigske habsburgere fik Belgien, Sardinien og Neapel, og hertugen af Savoyen, som havde kæmpet med på østrigsk side, Sicilien med kongetitlen. Da sicilianerne imidlertid aldrig accepterede deres nye konge, mageskiftede han 1720 Sicilien med Sardinien, som samtidig ophøjedes til kongerige. Hermed var Neapel og Sicilien atter forenede, men nu som østrigske bilande. En ny arvefølgekrig, den polske, 1733-34, førte til indsættelse af den østrigske kandidat på den polske trone, men til gengæld måtte Østrig afgive Syditalien til de spanske bourboner. Denne gang blev området imidlertid ikke spansk lydland, men et selvstændigt dobbeltrige under en spansk prins, der antog navnet Carl III. Det var dog først i 1737, at han vandt endelig militær kontrol over hele området. Carl III var en dygtig og oplyst hersker med ambitioner. Derfor skulle hans nyoprettede rige have prægtige moderne paladser. Resultatet blev Capodimonte på en højde over Napoli og Caserta nord for byen, begge pragtbyggerier i særklasse. Carls herredømme varede dog kun til 1759, hvor han ved sin barnløse halvbroders død måtte overtage den spanske trone og honorere sine traktatmæssige forpligtelser ved at overdrage Neapel og Sicilien til sin yngre søn Ferdinand IV (på Sicilien Ferdinand III). De reformer, som Carl III var gået i gang med i sit stadig tilbagestående land, gik nu for det meste i stå, og Ferdinand IV s regeringstid blev først og fremmest bemærkelsesværdig ved tre ting: sin længde, åbningen af det arkæologiske museum i Neapel, og det faktum, at kongen mistede Neapel hele 4 to gange: 1799 da det blev gjort til en fransk-domineret republik, og 1806-14, hvor kongeriget Neapel af kejser Napoleon I blev givet først til hans broder Kejser Frederiks II's segl. Josef, derefter til hans svoger, marskal Joachim Murat. Der var således en kort periode, hvor bourbonerne kom til at residere på Sicilien, beskyttet mod fransk invasion af den engelske flåde. Det passede sicilianerne godt, de var trætte af at blive regeret fra Neapel. Men efter Napoleons og Murats fald i 1814 forsvandt endog øens formelle status som selvstændigt kongerige: I 1816 oprettedes Kongeriget Begge Sicilier som et enhedsrige, hvorefter Ferdinand IV/III tog navneforandring til Ferdinand I. Dette gjorde imidlertid ondt værre. Allerede 1820 rejste sicilianerne sig til oprør, ligeså i 1830 og i 1848. Det var faktisk således, at de bølger af nationale og liberale revolutioner, der skyllede op gennem Europa 1830 og 1848, begge startede på Sicilien. Men i begge tilfælde blev oprørerne nedkæmpet af de neapolitanske tropper. Alt var dog ikke negativt i Kongeriget Begge Sicilier. Der var et blomstrende musik- og operamiljø, men frem for alt blomstrede arkæologien. Det var i bourbonernes periode, at betydelige dele af Pompeji og Herculaneum blev gravet ud, hvad der fik enorm betydning for hele den europæiske civilisation. De romerske stilarter værdsattes og efterlignedes så lang væk som i Danmark og Norge, Rusland og USA. Men Syditalien var også rigt på minder fra grækertiden, ikke mindst tempelkomplekserne i Pæ-
Teatret i Syrakus ( 3. og 2. årh. f. Kr. ) stum og Agrigento, som man også var begyndt at sværme for. Det var først i 1860, at det lykkedes sicilianerne at gøre sig fri af de forhadte bourboner. Det skete, da frihedshelten Garibaldi landede sin styrke på det vestlige Sicilien i 1860 og slog kongens lokale tropper, hvorefter han erobrede Messina og satte over til fastlandet. Nogle af de lokale oprørere havde håbet på dannelsen af en selvstændig siciliansk eller siciliansk-neapolitansk stat. Men Garibaldi overgav sine erobringer til Sardiniens konge Victor Emanuel II med henblik på at skabe en fælles italiensk stat. Resultatet blev faktisk, at Sicilien blev endnu mere marginaliseret end under bourbonerne. Nu var deres hovedstad ikke Napoli, men først Torino, så Firenze og til sidst Rom. Syditalien blev igen biland til et politisk og økonomisk stærkere naborige. Fyrst Giuseppe Tomasi di Lampedusa har i romanen Leoparden (Il Gattopardo) givet et stærkt billede af det tilbagestående, men fascinerende feudalsamfund på Sicilien efter foreningen med Italien, med sit portræt af en siciliansk højadelsmand og godsejer omkring 1860, som er blevet uforglemmeligt fremstillet af Burt Lancaster i filmen af samme navn. Længe virkede det, som om øen aldrig skulle komme ud af sin tilbageståenhed, som skærpedes af mafiaens greb om samfundslivet. Mafiaen er et begreb, som er yngre end almindeligt antaget. Der eksisterende hemmelige selskaber under bourbonerne, men det var især efter samlingen af Italien, at de spredte sig i Syditalien med flere organisationer, den kendteste på Sicilien, en anden i Calabrien. Da fascisten Benito Mussolini tog magten i Italien ved et kup i 1923, gjorde han, hvad han kunne for at udrydde mafiaen. Det lykkedes dog ikke fuldstændigt, og da amerikanerne gik i land på Sicilien i 1943 uden at møde videre modstand, skyldtes det bl.a. samarbejdet med den stedlige mafia, som var formidlet af mafiakolleger i USA. Derfor kunne erobringen af selve øen gennemføres på kun 40 dage. Og virkningen var forbløffende: Kun 15 dage efter invasionen blev Mussolini afsat, og Italien søgte fred med de allierede. Men tyskerne bed sig fast på det italienske fastland mødte de allierede styrker større modstand, selvom også her kampviljen hos italienerne var til at overse. Når kampene i Syditalien alligevel blev alvorlige, skyldtes det tyskernes ihærdige forsøg på at forhindre de allieredes fremtrængen gennem Italien mod deres Tredie Rige. Efter 35 dages hårde kampe med de tyske styrker stabiliseredes fronten ved Volturnofloden nord for Napoli 3. oktober 1943, byen selv var faldet to dage tidligere. Syditalien blev dermed, sammen med Sardinien som de tyske tropper havde rømmet 20. september, det første større område i Italien, som kom under allieret kontrol. Allierede luftbombardementer havde tidligere anrettet store skader på Syditaliens store byer, men den relativt hurtige erobring betød dog, at Syditalien led mindre end flere af områderne i det centrale Italien, bortset fra Messina og Reggio Calabria. Mussolinis fald førte dog ikke til et ophør af utilfredsheden på Sicilien der var stadig stor utilfredshed med at blive regeret fra Rom. En delvis imødekommelse til sicilianerne var oprettelsen i 1946 af lokalt selvstyre for en Region Sicilien med eget demokratisk valgt lokalparlament, som første gang trådte sammen i 1947. Siden er hele Italien blevet delt op i regioner, også resten af Syditalien. I sig selv har disse ændringer dog ikke haft synderlig virkning på områdets 5
Ved vejen mellem Messina og Taormina (1876). underudvikling. Det har til gengæld på det seneste EU s regionsstøtteprogrammer haft. Det har ikke mindst turismen fået glæde af. Der er også i de seneste år udviklet en større sans for at bygge ordentligt og bevare kulturarv og natur, hvilket er mærkbart for den, der har rejst i Syditalien gennem de sidste 40 år. Området føler sig stadig mere eller mindre glemt af Rom og Norditalien. Men det har tiltrukket sig EU s opmærksomhed. Intet under, at mange i Syditalien gerne ser EU styrket på bekostning af en nationalstat, som de stadig ikke føler har taget dem til sit hjerte. Det er vanskeligt at forstå for en udlænding, som føler sig tiltrukket og fascineret af et område med fantastiske kulturminder, en spændende natur, fremragende mad og vine og en gæstfri befolkning, som ikke mindst i Napoli og Palermo er berettiget stolt af sin kulturarv. Således står mindet om normannerne stadig forbløffende stærkt i en by som Palermo, trods de over 700 år der er gået, siden dynastiet Hauteville uddøde. 1. dag. Fredag 30. marts Vi mødes i Kastrup Lufthavn, hvorfra vort Brussels Airlines-fly afgår kl. 8.50. Vi lander i Bruxelles' lufthavn kl. 10.30 og flyver kl. 12.00 - atter med Brussels Airlines - videre sydpå. Vi ankommer til Napolis lufthavn Capodichino kl. 14.15, hvorpå vi kører med bus til hotellet. 2. dag. Lørdag 31. marts Af den gamle græske koloni Neapolis er der i dag kun navnet og mindet tilbage. Byens ældste bevarede bygning er Castel Capuano, anlagt ved byporten mod nabobyen Capua af den normanniske konge Vilhelm I i midten af 1100-tallet, og færdiggjort af hohenstauferen kejser Frederik II knap 100 år senere. Kastellet var kongeligt palads indtil 1500-tallet, hvor det overgik til at fungere som domstol, hvad det har været siden. Ved kastellet ligger en af byens smukkeste bygninger, Capua-porten, fra den italienske renæssance, som blev færdiggjort i 1480. Napolis vartegn var dog snarere det noget dystre og meget fæstningsagtige Castel Nuovo, som byggedes for den første Anjoukonge Carl I mellem 1279 og 1282, og som længe var den kongelige hovedresidens i Napoli. Borgens nuværende præg har den dog fået under de aragonske herskere, hvis smukkeste bidrag til borgen er triumfbuen fra 1400-tallet, et andet markant eksempel på italiensk renæssancearkitektur og i en fantastisk kontrast til de dystre borgtårne. I sig selv kan dette ses som et symbol på den stærke kontrast mellem voldsomhed og skønhed, som er karakteristisk for hele Syditalien og dets historie. Castel Nuovo afløstes i 1600-tallet som residensslot for de spanske vicekonger af Palazzo Reale, en senrenæssancebygning helt uden fæstningspræg. I det centrale Napoli besøger vi en af de vigtigste kulturelle institutioner, den så længe regerende Ferdinand IV skabte: Nationalmuseet med dets helt enestående samlinger fra ruinbyerne Pompeji og Herculaneum. Ikke mindst mosaikkerne og vægmalerierne herfra er enestående og har sat deres præg på europæisk byggeri og kunst lige siden. Herefter foretager vi en spadseretur gennem det spændende gamle centrale kvarter af Napoli med dets mange butikker med julekrybber og Domkirken, San Gennaro, opført under Anjou-dynastiet. Vi skal også se kirken Santa Maria del Carmine fra samme tid, som rummer en byzantinsk ikon og en statue designet af Bertel Thorvaldsen af den sidste hohenstaufer, den unge Conradino, som blev henrettet på pladsen foran kirken på Carl af Anjous bud 1269 og ligger begravet bag alteret i kirken. Vi overnatter igen i Napoli. 3. dag. Søndag 1. april (PALMESØNDAG) Fra Napoli kører vi mod nordøst ud af Campanien og ind i regionen Basilicata, i dag nok Italiens fattigste, som er opkaldt efter den byzantinske kejser Basileios II (976-1025), som bragte området under byzantinsk kontrol efter talrige invasioner af først de germanske longobardere, derefter araberne. Det holdt dog ikke så længe efter hans død. Vort første mål er Melfi, som domineres af en vældig middelalderborg, hvor pave Nicolaus II i 1059 foretog den højtidelige indsættelse af normanneren Robert Guiscard som hertug i Syditalien, og Melfi blev hans første hovedresidens. Her proklamerede senere, i 1200-tallet, kejser Frederik II de såkaldte Constitutiones Augustales, som blev en slags grundlov for hans forenede syditaliensk-sicilianske kongerige. Desværre er der ikke bevaret noget interiør fra normannertiden i borgen, så vi nøjes med at se den på afstand. Herfra kører vi videre mod nordøst til Venosa med vigtige minder fra normannertiden. Men Venosas historie går endnu længere tilbage. Byen var en af de vigtigste romerske kolonier i området i det tredje århundrede før Kristus. Her slog den karthageniensiske hærfører Hannibal den romerske general Marcellus ihjel i 208 f. kr., og her blev senere den store romerske digter Horats født (år 65 f. kr.). Vi skal først se de betydelige rester af byens romerske bade og andre bygninger fra romertiden, derefter et ufuldendt klosterkompleks, delvist i ruiner, hvor normannerslægtens
grundlægger, Robert Guiscard, er begravet sammen med medlemmer af sin familie. Robert var død 1085 under et felttog mod den byzantinske kejser Alexios I Komnenos som havde ført ham dybt ind på Balkan. I nedsaltet stand blev hans lig bragt tilbage og bisat i Venosa, i Hauteville-familiens familiemausoleum. Krønikeskriveren Vilhelm af Apulien afsluttede sit værk om Robert Guiscard og hans ligeså krigeriske brødre med følgende pompøse afsnit: Nu byen Venosa vil lyse og stråle ved glansen fra sådanne grave. For siden Karl den Store og Cæsar har verden vel aldrig skabt eller skænket os mænd som gave, som kan lignes ved disse. De hviler i kirken, som de engang dér lod bygge, og hvis skønhed nu pryder byen. Og det gør den, selvom selve Treenighedsklostret, som kirken er en del af, aldrig blev bygget færdigt og i dag udgør en malerisk ruin. Fra Venosa kører vi mod nordøst ind i Apulien, til Gravina di Puglia, en by med en fantastisk beliggenhed ved en dyb kløft (heraf navnet). Byen blev i 900-tallet totalt ødelagt af araberne og genopbygget i 1000-tallet af normannerne, som indviede domkirken i 1092. Frederik II af Hohenstaufen forsynede byen med en stærk borg, hvoraf der stadig er imponerende ruiner tilbage. Hvis tiden tillader det, vil vi stige ned til den gamle femskibede basilika San Michele di Grotti, som helt er udhugget i klippen. Fra Gravina di Puglia fortsætter vi mod sydøst til Matera i Basilicata, hvor vi overnatter. 4. dag. Mandag 2. april Matera, hvis gamle bydel Sassi er et fantastisk kompleks af bygninger udgravet i klippen, er en af de mest ejendommelige lokaliteter i Syditalien. Det vildt maleriske område var tidligere forladt og forfaldent, og er ofte blevet brugt til filmoptagelser mest kendt er Pier Paolo Pasolinis film»matthæus-evangeliet«. Byen er nu under UNESCO-beskyttelse, og det er blevet fashionabelt at flytte ind i de restaurerede klippehuler, men der er mange af de oprindelige tilbage. Vi skal gå en tur i det kuperede byområde og se både huse og kirker indrettet i klippehulerne. Herfra kører vi mod sydøst ud til kysten, til ruinerne af den gamle græske by Metapontum, kendt for den græske filosof Pythagoras, som slog sig ned her omkring år 500 f.kr. efter at være blevet fordrevet fra Kroton længere mod syd. Byen holdt med karthagenienseren Hannibal under hans krig med Rom i 200-tallet og blev evakueret af ham, da han trak sig tilbage fra Italien i 207 f.kr. I år 73 f.kr. blev byen plyndret af Spartakus hær af oprørske slaver. Den ligger på den flade slette ved havet, og der er bevaret ruiner af flere templer samt et teater. Vi fortsætter videre mod syd langs østkysten ud mod det Ioniske Hav til Rossano, et af centrerne for byzantinsk civilisation i Syditalien efter arabernes ødelæggelse af Reggio di Calabria i 800-1000-tallet. I Domkirkemuseet (Museo Diocesano) findes et kosteligt byzantinsk evangeliehåndskrift fra 500-tallet med mange miniaturemalerier og sølvskrift på purpurfarvet pergament. Domkirken rummer en byzantinsk ikon Palermo-katedralen.
fra 700-800-tallet, Madonna Acheropita (det ikke af menneskehånd skabte billede af Vor Frue). Herfra kører vi mod vest ind i landet til den sydgående motorvej, som fører os til Cosenza, som ligger i hjertet af regionen Calabrien, den forreste del af Syditaliens støvle. Det er et område, hvor der allerede i oldtiden var mange græske byer og bosættelser, og dette fortsatte i middelalderen, hvor området længe var en del af Det byzantinske Rige og dermed hørte under kejseren i Konstantinopel. Der er dog ikke minder fra den byzantinske tid i selve Cosenza, hvis historie er knyttet dels til Folkevandringernes, dels til kejser Frederik II af Hohenstaufens historie. Vi overnatter i Cosenza. 5. dag. Tirsdag 3. april I Cosenza døde år 412 vestgoterkongen Alarik, som to år tidligere havde erobret og plyndret Rom, på et plyndringstogt til Syditalien. Han blev begravet i byen, og det grundigt. Overleveringen vil vide, at man for at sikre gravens ukrænkelighed begravede ham midt i Busento-flodens leje, efter at man havde ledt vandet væk derfra. Efter begravelsen lod man så flodens vand strømme tilbage igen. Man har aldrig siden fundet resterne af Alarik, som den indfødte befolkning næppe heller har holdt meget af at mindes, men stedet formodes at være ved den nuværende bro over floden. Et mere iøjnefaldende fortidsminde er Cosenzas domkirke, som blev indviet i overværelse af den da netop kejserkronede Frederik II i 1222. 20 år senere blev kirken ramme om en sørgelig ceremoni: begravelsen af Frederiks legitime søn og kronede tronfølger Henrik. Denne havde gjort oprør mod sin far og holdtes derfor i husarrest i borgen Nicastro. Men efter at have været indespærret i 7 år S. Cataldo i Palermo 8 blev det Henrik for meget, han red sin hest ud over en dyb afgrund og slog sig dermed ihjel. Frederik II skrev derefter: Vi sørger over vor førstefødtes skæbne. Naturen byder en flod af tårer, men de standses af smerten over uretten og retfærdighedens mangel på bøjelighed. Henriks død blev en af grundene til huset Hohenstaufens fald. Fra dets efterfølgere angiovinernes tid stammer gravmælet over Isabella af Aragonien, dronning af Frankrig, som sammen med sin mand Philip III havde deltaget i svigerfaderen Ludvig den Helliges korstog til Tunesien i 1270, det såkaldte 7. korstog, som endte med Ludvigs død. Det nye franske kongepar drog hjem via det nu fransk-dominerede Syditalien, men den unge dronning overlevede ikke rejsen, hun døde og blev begravet i Cosenza i 1272. Vi kører videre mod syd gennem det vilde og romantiske calabriske bjerglandskab ad en af Europas flotteste vejsstrækninger forbi byen Scilla (det antikke Skylla, der ligger højt over havet) til byen Reggio di Calabria ved Messinastrædet, en gammel græsk koloni og det traditionelle færgested til Sicilien. Byen blev både 1783 og 1908 voldsomt ødelagt af jordskælv og bombet i 1943 forud for den allierede landgang fra Sicilien, men er siden blevet genopbygget. Byens største seværdighed er det moderne Nationalmuseum for Magna Graecia, helliget regionens græske fortid, med to helt enestående smukke mandsstatuer i bronze fra 400-tallet før Kristus. De stammer fra et skib, som led skibbrud ved Italiens sydligste pynt, og de blev først fundet, renset og konserveret i 1970-erne. Museet, som rummer en afdeling for marine arkæologi, har reserveret en hel sal til de imponerende statuer, som er placeret på elastiske, jordskælvssikre podier. I betragtning af, hvor få bronzestatuer, der har overlevet fra oldtiden, er det et helt enestående fund. Siciliens våbenskjold. Fra fastlandet sætter vi over til Sicilien. Det er blevet diskuteret i mange år, om man ikke skulle bygge en bro over det smalle stræde med den stærke strøm, som allerede i antikken var berygtet som en skibskirkegård og formentlig er det stræde, som passeres under en dramatisk sejlads af kong Odysseus i det gamle græske digt Odysseen. Men endnu er det ikke blevet til noget med det vældige broprojekt. Vi kan derfor glæde os til en smuk sejltur over til Siciliens nordøstlige by Messina, også den en gammel græsk koloni, men ligesom søsterbyen Reggio hyppigt hærget af jordskælv og voldsomt bombet under Anden Verdenskrig. Byen er dog bygget op igen og rummer både en smuk domkirke, grundlagt 1160, som stadig er et besøg værd, og en fascinerende lille kirke, Santissima Annunciata dei Calalani i typisk normannisk blandingsstil fra 1100- tallet navnet hentyder dog til den periode efter Anjou-dynastiets tab af Sicilien i 1282, hvor der var placeret katalanske soldater i byen som beskyttelse mod eventuelle generobringsforsøg fra Syditalien. Det er den udvendige udsmykning af apsis, som er det bemærkelsesværdige ved denne ejendommelige kirke. Fra Messina fortsætter vi mod vest langs Siciliens smukke nordkyst. Herfra har vi i godt vejr udsigt mod de nordsicilianske øer, hvoraf den berømteste er den stadig aktive vulkan Stromboli, berømt bl.a. p.g.a. Roberto Rossellinis dramatiske film af samme navn med Ingrid Bergman. Vort næste mål er Cefalù, en pittoresk beliggende mindre by for foden af en gigantisk klippe, som ligner et hoved, og det græske ord for hoved er oprindelsen til dens moderne navn. Byens historie går tilbage til førgræsk tid, men den er dog først og fremmest kendt fra normannertiden. Kong Roger II havde en særlig forkærlighed for byen, som var blevet ødelagt under araberne, og genopbyggede den 1130-31. Kronen på værket var opførelsen af den markante katedral for foden af klippen, et højst ejendommeligt og meget smukt kirkebyggeri, som oprindelig var tænkt som Hauteville-dynastiets gravkirke. Kirken er i normannisk arkitektur, en basilika udstyret med antikke søjler, romerske kapitæler og gotiske buer, men med et loft udført af arabiske håndværkere
i deres egen stil, og med mure dækket af pragtfulde byzantinske mosaikker udført af græske kunstnere. Udsmykningen er et meget smukt eksempel på den lykkelige blanding af øst og vest, nord og syd, som er så karakteristisk for det normanniske Sicilien. Roger II nåede dog ikke at se kirken færdig, han døde 1154, og den blev først indviet i 1166. Og værdigheden som gravkirke gik over til domkirken i Palermo. Vi overnatter i Cefalu. 6. dag. Onsdag 4. april Efter morgenmaden kører vi videre mod vest mod Palermo, i oldtiden centrum i den karthageniensiske del af Sicilien og siden arabertiden Siciliens hovedstad. Undervejs passerer vi Himera, i oldtiden den vestligste græske koloni på nordøen og det sted, hvor karthagenienserne blev besejret af tyrannerne Gelon af Syrakus og Theron af Akragas i 480 f.kr. samme år som athenienserne slog Karthagos allierede, perserkongen Xerxes, i søslaget ved Salamis. Disse afgørende slag betød, at grækerne bevarede deres frihed både i vest og øst, men 406 blev Himera dog indtaget og ødelagt af karthagenienserne. Vi ankommer til Palermo, hvor vi skal overnatte de næste to nætter. Hovedinteressen samler sig om byens glansperiode under normannerne 1071-1189. Vi ser bl.a. Palazzo dei Normanni med det pragtfulde Capella Palatina, opført 1132-40 under kong Roger II. Her går det blanke marmorgulv, de byzantinsk prægede mosaikker og det arabiske stalaktitloft op i en højere kunstnerisk enhed. Paladset, der i dag er hjemsted for Siciliens parlament, er som helhed præget af om- og tilbygninger i 1500-1600-tallet (hvor den indre gård med sine renæssancetrapper og arkader er særlig vellykket); men paladskapellet er en helstøbt normannisk/byzantinsk bygning, der endnu i alt væsentligt fremtræder som i 1100-tallet. Vi giver os tid til at studere den omfattende og meget spændende mosaikudsmykning. Lige i nærheden finder vi kirken San Giovanni degli Eremiti, der med sine høje røde kupler minder os om den arabiske tid før normannerne. Den opførtes for Roger II i 1130 erne, men med genanvendelse af dele fra en ældre bygning, der kan have fungeret som moské. I forbindelse med kirken ser vi Kejser Frederik II's segl (bagsiden). Monreale. den maleriske klostergård fra slutning af 1200-tallet, med eksotiske vækster. I samme del af byen ligger La Martorana, en kirke bygget for Roger II s admiral Georgios Antichenos omkring 1140 og ligesom Cappella Palatina fyldt med smukke byzantinske mosaikker. Foruden en række bibelske motiver og helgenbilleder finder vi her de berømte mosaikker med kong Roger, der modtager kronen af Kristus, og admiralen, der kaster sig næsegrus i støvet foran Guds Moder. Kirken er meget benyttet som bryllupskirke og anvendes især af Siciliens mange århundreder gamle albanske befolkningsgruppe, som er græsk-katolsk og stadig følger gammel byzantinsk ritus under gudstjenesten. Endelig besøger vi Palermos domkirke, påbegyndt i 1185 af byens engelske ærkebiskop, Walter of the Mill. I øvrigt er katedralen meget præget af senere tiders ombygninger; men den rummer stadig imponerende sarkofager med de jordiske rester af bl.a. Roger II, Henrik VI og den tysk-romerske kejser Frederik II. Dagen sluttes af med at overvære en af Siciliens specialiteter, marionetteatret. Det er en gammel tradition, som især plejes i de store byer Palermo og Catania. Der spilles klassiske ridderdramaer fra middelalderen, med kampe mellem kristne og sarascener, under udfoldelse af stor energi og dramatik. Endnu et stykke levende historie på Sicilien! 7. dag. Torsdag 5. april (SKÆRTORSDAG) Efter morgenmaden tager vi til Monreale få kilometer uden for Palermo. Hovedinteressen samler sig om den store domkirke, bygget 1172-76 for normannerkongen Vilhelm II. Kirken rummer først og fremmest en af verdens største og fornemste mosaikudsmykninger. Mosaikkerne dækker et areal på ca. 6.340 kvadratmeter, hvilket til sammenligning er 2.000 kvadratmeter mere end mosaikkerne i Markuskirken i Venezia. Praktisk taget alle de nytestamentlige begivenheder er skildret her ligesom en stor del af Det gamle Testamente fra skabelsens første dag til Jakobs kamp med englen. Fra apsishvælvningen behersker en af verdens mest monumentale Kristusfremstillinger fuldstændig det over 100 meter lange kirkerum, der opleves som et jordisk ekko af et hierarkisk opbygget guddommeligt kosmos. Også klostergården ved siden af kirken er i høj grad et besøg værd. 228 søjler i mange forskellige udformninger og med spændende, fortællende figurkapitæler fordeler sig omkring den kvadratiske gård. Der bliver tid til at spise frokost på pladsen ved kirken, på en af de mange hyggelige fortovsrestauranter. Efter det prægtige Monreale vender vi tilbage til Palermos yderkvarterer, hvor vi skal se andre, verdslige, eksempler på den sene normannertids arkitektur bygninger som 9
viser, at den arabiske indflydelse ikke aftog, men tiltog med årene. Et særligt spændende eksempel er lystslottet La Zisa, et efter europæiske forestillinger meget særpræget bygningsværk fra anden halvdel af 1100-tallet, bygget til at holde sommerheden ude og vederkvæge slottets beboere med lyden og den friske luft fra konstant rislende vand. Slottet viser den forfinede livsstil, som blev resultatet af en ejendommelig symbiose mellem vestlig ridderstil og orientalsk livsform. La Zisa blev påbegyndt af Wilhelm I ca. 1164 og fuldført af Wilhelm II, som 1180 opførte det andet palads, vi skal se, La Cuba, som er inspireret af La Zisa, men i modsætning til dette i dag henligger som en malerisk ruin. Begge navnene er afledt af arabiske ord, Zisa kommer af aziz, prægtig, storslået, mens Cuba er afledt af ordet kubbeh, kuppel. La Zisa vides at have været benyttet af Frederik II af Hohenstaufen i første halvdel af 1200- tallet, men begge slottene forfaldt i senmiddelalderen. La Zisa blev senere drastisk ombygget af en spansk familie, men blev ført tilbage til sin oprindelige skikkelse ved en gennemgribende restaurering 1974-90. 8. dag. Fredag 6. april (LANGFREDAG) Fra Palermo kører vi mod sydøst ind i landet frem mod Piazza Armerina. Undervejs passerer vi Enna, den eneste større by i midten af Sicilien og gennem århundreder en vigtig fæstning i kraft af sin strategiske beliggenhed i de centrale bjerge - den var et af de sidste støttepunkter for byzantinerne mod araberne i 800-tallet og for araberne mod normannerne i 1000-tallet. Med vort næste besøg bevæger vi os tilbage til senantikken. Det store villaanlæg i Casale nær byen Piazza Armerina blev anlagt omkring år 300, formentlig af den romerske kejser Maximian, kollega til kejser Diokletian (284-305), der mest er kendt for sine store og systematiske kristenforfølgelser. Det særligt spændende ved denne pragtvilla er mosaikgulvene, som er både smukke og morsomme, med bl.a. kvindelige gymnaster i bikini. Mosaikkerne giver et godt indtryk af hedensk livsstil omkring år 300, men faktisk synes villaen at have været beboet kontinuerligt helt frem til den arabiske erobring og igen i en periode under normannerne. Derefter sænkede glemslen sig over den, det var først i 1900-tallet, at anlægget blev udgravet, og der er stadig en del af det store område, som ligger uudgravet hen. Fra Casale kører vi videre mod øst til Siciliens græske hovedby og hovedstad i romersk og byzantinsk tid, Syrakus. 9. dag. Lørdag 7. april Syrakus historiske centrum er øen Ortygia, som er forbundet med fastlandet med en bro. Den blev anlagt som koloni af indbyggere fra den græske by Korinth år 734 før Kristus. Syrakus udviklede sig til at blive den vigtigste græske by på Sicilien og bredte sig ved knopskydning på fastlandet. 480 f.kr. besejrede tyrannen (en gammel herskertitel) Gelon af Syrakus en karthageniensisk hær og sikrede dermed øens græske kolonier fra at komme under det fønikiske Carthago i øvrigt i det samme år, hvor Athen besejrede den persiske storkonge Xerxes flåde ved øen Salamis. Byen havde sin største 10 blomstring mellem 420 og 320 og modstod heltemodigt Athens forsøg på at erobre den under den peloponnesiske krig i 415. Med Spartas hjælp blev athenienserne slået, og 7000 fanger fra Athen endte deres dage i byens stenbrud, Latomia del Paradiso, som i dag er en af dens imponerende turistattraktioner. Under tyrannen Hieron II (276-215) allierede byen sig med Rom, som netop i hans regeringstid kæmpede mod karthagenienserne bl.a. på Sicilien. Men hans efterfølger skiftede uklogt side, og i 212 erobrede romerne Syrakus, dræbte den berømte opfinder og matematiker Archimedes og udplyndrede byen på det voldsomste. Dette blev i øvrigt starten på den stadigt stærkere græske prægning af livet i Rom, i kraft af det bytte, de romerske soldater og officerer bragte med hjem til Rom. Også i romersk tid fik Syrakus stor betydning, bl.a. som sæde for de romerske statholdere, og byen var i en kort periode i begyndelsen af middelalderen, 662-668, ligefrem regeringssæde i Det byzantinske Rige, idet kejser Konstans II foretrak Syrakus for Konstantinopel og i det hele taget ønskede at forlægge tyngdepunktet i riget mod vest. Det har givet været en af årsagerne til mordet på ham i Syrakus i 668. Byen holdt i godt 50 år stand mod arabernes angreb i 800-tallet, men erobredes til sidst år 878 og blev ødelagt. Under araberne blev Palermo den vigtigste by på øen, og det fortsatte under normannerne og deres efterfølgere. Syrakus fik dog en opblomstring efter Italiens erobring af Libyen i 1911. Vi tager vor udgangspunkt på øen Ortygia med den store domkirke, som har fået sin nuværende form i 1700-tallet, men som i virkeligheden er et ombygget dorisk tempel fra den græske tid. Det ser man ikke, når man står foran den flotte barokfacade, men indvendig ses tydeligt de imponerende antikke søjler, som er blevet forbundet af den senere kirkemur. Domkirken ligger smukt på en plads af uregelmæssig form, hvis helhedspræg er yndefuld siciliansk barok. Det samme præg har resten af Ortygia: smuk barokarkitektur fra 1700-tallet, afvekslende med antikke ruiner, og på sydspidsen en majestætisk borg fra 1200-tallet. Efter at have afsluttet vor rundgang på Ortygia, tager vi over til fastlands-kvartererne, som også er grundlagt i oldtiden. Her skal vi se byens imponerende græske teater, et af de største bevarede, amfiteatret og det enorme stenbrud, hvorfra stenene til byens bygninger kom, og hvor så mange af de atheniensiske krigsfanger fra 400-tallet arbejdede sig til døde. Stenbruddet ligger i dag åbent, fordi taget på det faldt ned under et jordskælv, men der er stadig dybe huler at gå ind i og klare spor i klippevæggene efter stenhuggernes mejsler. Om aftenen mødes vi til en hyggelig afskedsmiddag. Vi overnatter igen i Syrakus. 10. dag. Søndag 8. april (PÅSKEDAG) Efter morgenmaden kører vi til lufthavnen i Catania, hvorfra vi kl. 10.10 flyver med Brussels Airlines til Bruxelles. Her lander vi kl. 13.05 og flyver kl. 16.50 - atter med Brussels Airlines - videre nordpå. Kl. 18.30 lander vi i Kastrup Lufthavn. Rejseleder: Karsten Fledelius, født 1940, cand. mag. Lektor ved Københavns Universitet. Historiker med speciale i middelalderhistorie og medieforskning. Nok mest kendt som Balkan-ekspert p.g.a. sit store kendskab til det tidligere Jugoslavien. Karsten Fle delius er en erfaren rejseleder med man ge bus- og flyrejser bag sig, bl.a. for Kø ben havns Universitet og Folkeuni versitetet, tidsskriftet SFINX og EIRBY * HISTORISKE REJSEMÅL. For sidstnævnte ledte han - sam men med Anne-Mette Gravgaard - rejser ne til Tyr kiet i 1987, 1989 og 1995. Desuden har Karsten Fledelius været rejseleder på vore rejser til Portugal i 1995, 1996 og 1999, på rejserne til Sevilla, Cór doba & Granada i 1997, 1998 og 1999, på rejsen Estland, Letland & Litauen i 1998, 2000, 2002 og 2004, på rejsen Skt. Petersborg & Novgorod i 2000, 2003, 2004 og 2005, på rejsen Polens Kongebyer i 2004, på rejsen Irland i 2001, 2007 og 2009, på rejsen Normannerne ved den engelske Kanal i 2007 og 2008, på rejsen I Hanseaternes og Korsfarernes fodspor i 2007 samt på rejsen Normannernes Syditalien i 1999, 2001, 2002, 2006, 2007, 2008 og 2009. Priser/Oplysninger: Pris: kr. 15.910,- Prisen inkluderer: Flyrejse København - Bruxelles - Napoli / Catania - Bruxelles - København. Halvpension (bestående af morgenmad og et hovedmåltid). Dag 1 er dog kun med aftensmad og dag 2, 7 og 10 med kvartpension. Overnatning på 4-stjernede hoteller i delt dob beltværelse med bad/toilet. De i programmet anførte transporter. Dragerservice på hotellerne. Samtlige udflugter inkl. entreer. Dansk faglig rejseleder (Karsten Fledelius). Dansk teknisk rejseleder. Lokalguider. Bidrag til Rejsegarantifonden. Dansk og italiensk statsafgift. Samtlige lufthavnsafgifter. Drikkepenge til lokale guider og chauffører. Lokale afgifter og skatter. Tillæg for enkeltværelse kr. 2.910,- Øvrige oplysninger For øvrige praktiske oplysninger se venligst vort Det med småt.
11
12 PARK ALLÉ 5 DK-8000 ÅRHUS C TLF. 86 20 12 00 EMAIL: EIRBY@EIRBY.DK Registreret i Rejsegarantifonden