Novelle Det handler om hemmeligheder. Månedens forfatter tager i 2012 udgangspunkt i én af læsernes hemmeligheder. Vil du være med til at inspirere forfatterne? Se, hvordan du gør på side 64. Og smugkig på de andre læseres hemmeligheder herunder. Til dette nummer har vi ud over at inddrage en hemmelighed bedt Kaspar Colling Nielsen om at tage udgangspunkt i begrebet oprør. Den unge soldats lidelser Vi ville udvide rummet mellem livet og døden. Det var en udforskning af det menneskelige. Vi følte, vi nærmede os noget, en sandhed, noget ægte. Den menneskelige erfaring var, at dette var det sande liv, ikke det, man levede før Af K A s pa r Colling n i elsen i l lustra t ion H A l fda n p i s K e t Når jeg er alene hjemme, siger jeg mine tanker højt med britisk accent. Jeg er en mand med stor succes arbejdsmæssigt. Men mit privatliv er kaotisk. Det er gennemsyret af løgne over for kvinder, løgne, som skal gøre, at de kan lide mig. Løgne, som bliver afsløret, og som gør, at de går fra mig. Det er sket igennem flere år. Men jeg gør det igen og igen. For ellers tror jeg ikke på, de vil kunne lide mig. Før jeg går nogen steder, pakker jeg altid min taske med ting og sager, der kunne være nyttige, hvis nu jeg skulle opleve en spontan tidsrejse. Jeg spiser indimellem en æggesnaps, selvom det jo nærmest er tabu i dag. Men uhm hvor smager, og så minder det mig om, da min farmor og jeg for mange år siden rørte æggesnaps med ske på trappetrinet til Jeg kunne påstå, at det var angsten, der drev os. At det var frygten for selv at blive dræbt, der fik os til at handle, som vi gjorde. Men det var det ikke. de råbte det til os, vores egne, i starten: skyd, det er os eller dem! det var først år senere, jeg forstod det komiske ved dette udsagn. det latterlige. nogle år inden Krigen startede, så jeg en dokumentarfilm om anden verdenskrig. en amerikansk soldat fortalte sin historie. Han var blevet kastet ned et sted i frankrig i 42 eller 43. de lå i en lille skov. det var vinter. deres opgave var at indtage en landsby, hvor tyskerne havde forskanset sig. fra byen smed de granater ind i skoven. den gamle soldat fortalte, hvor forfærdeligt det hele var: Vi lå dér og frøs. tyskerne bombede os hele tiden, om dagen og om natten. folk blev sprængt i stumper og stykker. Jeg var så bange. Jeg følte en frygt, jeg slet ikke kan forklare. Jeg var lammet. i chok. Vi patruljerede skoven om natten. Hvor som helst kunne man møde en tysk patrulje. flere af mine kammerater bukkede under for frygten. de blev sindssyge. de kunne ikke klare det. i flere måneder var jeg rædselsslagen. Jeg blev mere og mere bange for hver dag. til sidst lå jeg bare og rystede i de huller, vi havde gravet. pludselig en morgen ændrede alt sig. Jeg havde fået nok. Jeg ville have det overstået. Jeg ville dræbe dem, der gjorde mig bange. Jeg ville ikke være bange mere. Jeg kunne ikke mere, så hellere dø. Jeg ville fjerne ophavet til min frygt. frygten erstattedes af et raseri. fra den dag blev jeg soldat. fra den dag vidste jeg, hvad det vil sige at være soldat. Jeg Ville ønske, jeg var den soldat. Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle den samme historie, men min er ikke sådan. Min historie er ikke historien om selvforsvar. Mine synder er ikke begrundet i frygten for at miste mit eget liv. de råbte det hele tiden i starten, vores egne: skyd, det er os eller dem! i starten troede vi dem vel. det tror jeg da, men efter nogle år, gav det ikke rigtig mening mere. først da afslutningen begyndte at nærme sig, snakkede vi om det. Vi snakkede om de krigsforbrydelser, de andre 58 Ud & Se Juli / August 2012
haven, mens vi nød synet af et pindsvin, der spiste nedfaldne æbler. Jeg sætter alle vækkeure og æggeure til at ringe samtidig, når jeg er i Tiger-butikken. Jeg går altid inden, de ringer... De råbte det hele tiden i starten, vores egne: Skyd, det er os eller dem! I starten troede vi dem vel Alle tror, jeg er den glade ungkarl med gang i livet. I virkeligheden tror jeg på den eneste ene. Hun har været der, men ville ikke have mig. Så jeg er dømt til at være alene halvdelen af mine 44 år og resten af livet. Når jeg møder en forbipasserende kvinde på gaden tænker jeg over, hvordan hendes underliv ser ud, lige meget om hun er 15 eller 70. Jeg bliver ked af det, når nogen trykker ansigterne ind på chokoladenisser og chokoladepåskeharer. Det er så synd, for så bliver de ikke solgt, og de får ikke mulighed for at gøre nogen glade med deres fine glitrede papir. Jeg får tårer i øjnene af at tænke på det Jeg kan ikke have sex med folk, jeg ikke elsker. Jeg er dybt seksuelt frustreret og håber inderligt, at jeg snart finder en, jeg kan elske. Jeg er bange for min ipod... den spiller lige pludselig uhyggelig musik. Jeg har en dejlig lille datter. Alle spørger, om jeg/ vi snart skal have barn havde begået. den kom tilbage igen, logikken: det er os eller dem! Men det var ikke sandt, og vi vidste det alle sammen. HVeM KAn Vide, hvad der sker, når man kommer i krig? Hvem ved, hvordan man reagerer? der skete noget allerede, da jeg fik min uniform, mit gevær, støvlerne og kniven. dér skete der noget, tror jeg. Jeg husker den dag, de gav mig mit udstyr, og jeg husker, at jeg tog det på. det er et af mine tydeligste minder fra krigen. der skete igen noget langt senere, da uniformen var blevet slidt og formet efter min krop. da det for længst udtørrede blod havde stivnet stoffet her og der. efter at kniven var tørret ren flere gange i buksebenet, og geværet var blevet en del af mig, en naturlig forlængelse af min krop. Jeg husker også dette tydeligt. Jeg så mig selv i spejlet. det var i slutningen af krigen. Mit skæg var langt. Mit hår var samlet i en hestehale. Jeg havde ray-ban-solbriller på. der sker noget undervejs. den militære anstand forsvinder stille og roligt. det er for rekrutter, for folk der leger, de er i krig. for os gjaldt andre regler. Hvem bekymrer sig for, om støvlerne er pudsede og håret klippet, hvis man kan udføre en ordre? Jeg kunne udføre en ordre. Mine overordnede vidste det. de vidste, at de kunne regne med mig. Jeg var skånselsløs. Jeg havde ingen barmhjertighed, ingen tøven. Jeg kunne se det i ansigterne på mine kammerater. de frygtede mig, med rette. de havde set, hvad jeg var i stand til. på et tidspunkt var vi blevet sendt ud i bjergene. Vi indtog landsbyer. i starten lod vi, som om at vi bare flyttede dem andre steder hen, at folk ikke havde noget at frygte, at vi var en slags politi, som skulle evakuere dem. Jeg havde skægstubbe dengang, og mit hår var kort. i virkeligheden sendte vi mændene i koncentrationslejre. Kvinderne og børnene lod vi flygte. Jeg havde lyst til at dræbe dem allerede da. Jeg havde geværet. Jeg skulle blot trykke let på aftrækkeren. Jeg havde lyst til at se, hvordan det så ud, når en person døde. dette var ikke en leg eller en film. dette var en rigtig uniform, et rigtigt gevær. rigtig frygt i de tilfangetagnes øjne. Måske havde nogen hørt rygter om koncentrationslejrene, i hvert fald indtraf et mirakel nogle måneder senere. Vi kørte ind i en by, som vi plejede, og pludseligt begyndte de at skyde på os. det var næsten for godt til at være sandt. det var nu. det var os eller dem. det tog os mindre end et kvarter at nedkæmpe enhver modstand. Vi brændte husene ned. Vi skød alle. Vi dræbte dem med kniv. det var så vidunderligt det hele. Hvornår får man ellers lov til at brænde et hus ned? ild er normalt noget, man skal passe på, noget man skal begrænse, men ikke nu. Vi satte ild til husene og ventede udenfor på, at de kom ud, så skød vi dem. der var ild i dem, når vi skød dem. det var et chok, et adrenalinrush. det var den bedste følelse, jeg har haft i mit liv. det var, som om at alt, hvad jeg havde foretaget mig i mit liv, havde ført frem til dette øjeblik. Man leger jo krig som barn, ikke? Ved barnet ikke ÅreTS forfattere Trisse Gejl A.J. Kazinski Knud Sørensen Mikkel Munch-Fals Knud Romer Kaspar Colling Nielsen Dy Plambeck Ida Jessen Bjarne Reuter Astrid Saalbach 60 Ud & Se Juli / August 2012
hemmeligheden bag NOVelleN Jeg er ved at grave en hemmelig, underjordisk hule ude i skoven. Jeg har gravet næsten et år på den, og der går endnu et år eller to, før den er færdig. Dér kan jeg være mig selv og være i fred for samfundet og alle jer andre. instinktivt, at det skal i krig en dag? og er krigen da ikke en naturlig kulmination af et liv? det var et vendepunkt. fra det øjeblik så vi os ikke tilbage. Vi ville have mere: mere blod, flere forvredne kroppe. Mere kunst. Vi Kørte ind i en by. en gammel kone tiggede og bad os om ikke at dræbe nogen. Jeg skød hende i panden. Hun sank sammen som en sæk kartofler. Hun holdt op med at leve midt i en sætning. folk er kun i live et kort øjeblik, når man skyder dem. de dør med det samme. det tragiske, det forfærdelige, alt det fn, gud og helvede er skabt af, varer i virkeligheden meget kort tid. først er de levende, så er de døde. efter et par år havde vi set det så mange gange: først levende og ynkelige, så bum: død. en ting, noget ikke levende, som ikke kan føle nogen smerte. det gik så hurtigt. det gik for hurtigt. det var derfor, vi besluttede, at vi ville forlænge det rum: mellemrummet mellem, de var i live og døde. Vi ville udvide det rum. Vi kørte ind i byerne. Vi skød mændene, men kun nok til, at vi have fuld kontrol over situationen. Vi samlede alle fangerne. Vi lavede skuespil, det kan jeg se nu. Vi lavede teater. Vi bandt mændene og lod dem sidde på jorden. Vi tolererede ingen snak under stykkerne. Vi tog kvinderne og voldtog dem én efter én. Vi udvidede det rum, mellem liv og død. Hvem kan ellers udvide det rum? det blev den nye regel, at udvide det rum, hvor alt var muligt, hvor alt flød sammen, hvor der ingen forskelle var, ingen tid, ingen regler. Vi lavede skulpturer af levende og døde. det var en udforskning af det menneskelige. Vi følte, vi nærmede os noget, en sandhed, noget ægte. Man tænkte, at den menneskelige erfaring var dette, at dette var det sande liv, ikke det man levede før. før hentede man mælk og yoghurt. Man hørte musik, man arbejdede, man gik rundt og lod sekunderne falde magtesløse mod jorden, man lod livet sive ud mellem hænderne. dette var det sande, tænkte man. det er sådan, mennesker altid har levet, altid til alle tider. Vi var de tilbagevendte. de første, de modigste. dem, der turde bryde alle konventioner og vende den falske verden ryggen. et ægte liv var det, vildt, uden regler. Vi var kunstnere. dem, der så mennesket for, hvad det var, der kunne tåle dette simple syn. Mennesker uden hud, med tarmene væltende ud, blæren-af-tis-fyldt, røvhul-medlort-dryppende, tænderne smilende på kødet. dét er et menneske, sådan ser vi ud. Jord påsmurt kød, hår strittende op af jorden. i dag Ville Jeg ønske, det forholdt sig anderledes. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg frygtede mine fjender, at jeg var bange eller blot, at jeg hævnede mig. Men det er ikke sandheden. Jeg var en af de værste. Mine egne kammerater frygtede mig. nu er jeg her. ingen straf fik jeg. den tredje episode jeg husker, var da jeg tog uniformen af. det var rituelt. Jeg barberede mig og skar håret af med min kniv. Jeg undrede mig over, at min hud var så fin under skægget, at den ikke var arret eller fyldt med mystiske knopper. den var så fin min hud, som et barns. Jeg tog et bad og påførte mig mit almindelige tøj, det patetiske tøj som alle bærer: en t-shirt med et bandnavn eller et bestemt mærke, noget der signalerer noget til andre, noget som kan skabe fællesskaber, som viser, hvem man er. Jeg grinede ved synet af disse klæder. Jeg spyttede på dem. Jeg pissede på dem på gaden. dette er et menneske, ved du det? dette her pis-ned-adbenene-løbende, med spyt-hængende, ved du det? folk der ser vores dødsfald på tv og i film. det er så simpelt. det handler ikke om politik eller samfundssind. det ville aldrig virke, det ville ikke kunne sælge billetter. de viser det, fordi alle elsker at se det. Men hvordan kunne folk se alt dette? Hvordan kunne dette fungere samtidig med at folk ikke ville se, hvad vi var? Hvad et menneske var? Hvordan kunne de afvise denne sandhed? Hvorfor skete disse ting så, hver 62 Ud & Se Juli / August 2012
Det var et vendepunkt. Fra det øjeblik så vi os ikke tilbage. Vi ville have mere: mere blod, flere forvredne kroppe. Mere kunst Se alle hemmelighederne Novelleserien er produceret og forfatterne udvalgt i samarbejde med Danmarks radio. Du kan læse alle de indsendte hemmeligheder på dr.dk/hemmeligt her kan du også downlade novellen som lydpodcast og læse et interview med månedens forfatter. SÅDaN gør DU Vær med til at inspirere forfatterne. Skriv din hemmelighed kort, maksimum 300 tegn. Du må gerne være anonym. Sms shhh efterfulgt af teksten til 1212. eller gå ind på dr.dk/hemmeligt og udfyld formularen. Scan eventuelt koden med din smartphone. gang der var krig, disse tilsvarende scener, disse unævnelige nedværdigelser, lejrene, ydmygelserne, massegravene, hvis det ikke viste, hvem vi var? Hvad et menneske var? Hvorfor skulle alle film ellers handle om dette, alle tv-programmer? gør det noget, om man ser musklerne, de smilende tænder, håret strittende op af jorden før personen? er det betydningsfuldt i hvilken rækkefølge depraveringen foregår? fra personen til kødet eller fra kødet til personen? de taler jo alligevel til en, menneskerne. Jeg købte mælk og yoghurt i mit tøj, stod i kø, ventede. til sidst kunne jeg ikke vente længere. Jeg lod igen skægget stå og håret gro. Jeg tog ray-ban-solbrillerne på igen. Jeg tog tilbage. Jeg gik rundt i de gader, jeg havde beskudt. Jeg rejste rundt og så de udbrændte byer. ruiner, med-træer-voksende, hvor vi havde voldtaget hele landsbyer. Jeg ville ikke forlige mig med noget. Jeg ville ikke angre. Jeg ville sove i skoven ved-et-bålliggende. Jeg begyndte at grave en hule. det tog et helt år. Min hule. Min egen hule med værelser og lufthuller. en god hule var det. en i-fred-under-jorden-hule tættere på de rådne fangarme, der voksede stille op fra undergrunden. Min Hule lå lige uden for en by, hvor vi havde været særligt voldsomme. Vi havde korsfæstet flere af mændene. Vi havde tvunget dem til at overvære, at vi voldtog deres koner og døtre. Vi havde sat ild til korsene et efter et, når vi havde voldtaget deres kvinder. det var den simple logik, som vi arbejdede med. der var ikke mere. da vi var færdige, brændte vi byen ned. det var overdådigt. en Aften, mens jeg sad ved bålet uden for min hule, kom en ung mand forbi. Han stirrede. Han gloede. Han kunne ikke tro, hvad han så. Han kunne ikke tro sit eget held, da han så mig. Han havde sikkert betragtet mig dengang fra et skjul. indprentet sig mine ansigtstræk. den slet skjulte glæde i hans øjenkugler afslørede ham. Jeg vidste det med det samme: Han var en søn, en overlevende, et hævn-menneske. Jeg vidste, at han var kommet for at dræbe mig. Han vidste, at jeg vidste det. Jeg viste mig som det menneske, jeg var. som den jeg er. Jeg levede foran ham, i hans fjæs, med mine menneskelugte, mine sekreter, mit smil. Hvordan kunne jeg andet. Jeg betragtede ham betragte mig. Jeg betragtede ham udvide mellemrummet mellem ved-bålet-siddende til i-skoven-liggende. Jeg lagde alt frem, det er kun fair. Mit navn, mine gerninger, mine slægtninge, hvis han ville dræbe dem også. Jeg ville forstå det. Jeg frygtede ikke døden, hvorfor skulle jeg det? et kort-spjæt-faldende, ingen problemer. Han tog kniven frem og lod mig se den. gamle følelser frem-væltede, pårørende og ofre, krop-spjættende. grinende-i-jord-tænder: skulle jeg frygte at blive disse dimser? HAn dræbte Mig langsomt, som det sig hør og bør blandt mennesker. Han trak huden af mig, men holdt mig i live. Han spiste en del af mit lår, tilberedte den som en bøf, mens han svor at dræbe alle dem, jeg holdt af. Jeg var uden-hud-ved-bål-liggende. Jeg smilede, men kunne heller ikke andet uden ansigtshud. Han gjorde alt rigtigt, dette menneske. Han var en ung kunstner. en hel nat tog det at skænde min krop, indtil jeg var hår-op-af-jord-stikkende. Kaspar Colling nielsen er født i 1974 og debuterede i 2010 med den eksperimenterende og anmelderroste roman Mount København. Bogen består af 17 fortællinger, der alle foregår på et 3.500 meter højt kunstigt bjerg på Avedøre Holme. Bogen vandt årets debutantpris. 64 Ud & Se Juli / August 2012