Han slog sit barn ihjel En beretning fra Lollands Nørre Herred Roskilde 2001 Palle Kvist
Palle Kvist pkv@mail.dk Eget tryk, 1 udgave ISBN 87-988199-0-9 Eftertryk tilladt med kildeangivelse - 2 -
Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse... 3 Forord... 5 1. Familien... 7 2. Ungdommen... 8 3. Det første ægteskab... 9 4. I forhør for at have dræbt et af sine egne børn... 10 5. Besøg af broder Hans... 25 6. Familiens opløsning... 31 7. Horsens straffeanstalt... 33 8. En besværlig omvej tilbage til Lolland... 40 9. Livet i Vindeby og omegn... 48 10. Opgøret med husholdersken... 71 11. Gift igen men ikke længe... 75 12. Livet i Vindeby fortsat... 83 13. Turen går til fattiggården... 90 Anelinie 1632 1914... 101 Ordforklaringer... 103 Kilder... 105-3 -
- 4 -
Forord I sommeren 1997 begyndte jeg at interessere mig for slægtsforskning. Jeg har lige siden mine drengeår vidst, at før eller siden ville jeg gøre noget ved det. Interessen blev nok vakt, da jeg som dreng fik et eksemplar af bedstefars håndskrevne slægtsbog. Her kan Stryhn-slægten spores tilbage til omkring 1700. Der var meget om bedstefars slægt - Stryhn, men intet om bedstemors slægt - Skafte. Det eneste man vidste var, at bedstemors far hed Jørgen Skafte og på et tidspunkt var blevet skilt fra bedstemors mor. Det blev sagt, at han antagelig har gået på landevejen som spillemand evt. med harmonikaen, måske var han også voldelig og fordrukken. Navnet Skafte er et af de gamle lollandske bondenavne, som kan følges adskillige hundrede år tilbage gennem tiderne. Den første Skafte finder jeg i J. J. F. Friis historiske roman Lybækkerne i Nakskov, her omtales flere dalevende personer. Måske var bonden Erik Skafte i Sandby en af dem, der hjalp Nakskovs borgmester da lybækkerne omkring 1510 huserede på Vestlolland. Den næste Skafte finder jeg i Perlestikkerbogen, det er Christen Mikkelsen Skafte der begraves på klosterets kirkegård i Nakskov den 11 januar 1625. Jeg fik på et tidspunkt lov til at låne en slægtsbog om Skafterne. Her er den første Skafte, Peder Jensen Skafte. Han døde i Roløkke ved Købelev i 1680, 48 år gammel, han var selvejerbonde. Jeg formodede at der måtte være en forbindelse hertil, og ved diverse opslag i kirkebøger m.v. fandt jeg denne forbindelse. Så den første dokumenterede Skafte i slægten er altså Peder Jensen Skafte der levede 1632-1680. Gennem kirkebogsopslag fandt jeg også ud af at bedstemors forældre ganske rigtigt var blevet skilt, og da jeg kiggede i indholdsfortegnelsen for Maribo Amts journal i den aktuelle periode, for at finde sk for skilsmisse, ser jeg pludselig at der står: Skafte, Jørgen Christensen, i forhør for at have dræbt et af sine egne børn!!! Derefter har jeg så været på jagt i alle arkivalier for at kunne stykke hans livsforløb sammen. Dette livsforløb giver et indblik i, dels, hvad der - 5 -
umiddelbart ligner et medlidenhedsdrab kan føre med sig, og dels et indblik i datidens samfundsforhold. Det gennemgående i denne beretning er især uddrag fra politiprotokollerne som giver mange fine detaljer, disse er gengivet i datidens, til tider noget knudrede sprog, dog er forkortelser skrevet helt ud. Derudover er suppleret med oplysninger fra andre kilder. Om ham ved vi næsten ingen ting, bedstemor sagde han var en dårlig mand, ville aldrig tale om ham og ingen af hendes børnebørn måtte døbes med navnet Jørgen - 6 -
1. Familien I 1868 skriver pastor Meldal i Sandby således om Jørgen Christensen Skaftes fader Christen Jørgensen Skafte: Sandby Præstegaard den 30 April 1868. Christen Jørgensen Skafte, en Søn af afdøde Gaardmand i Sandby Jørgen Christensen Skafte og Hustru Charlotte Frederikke Jørgensdatter, er efter Sandby Sogns Ministerialbog født den 1 Januar 1821, døbt 1 Februar samme Aar og konfirmeret i Sandby Kirke 1835. Han blev ægteviet den 29 December 1842 til Pigen Ane Marie Dideriksdatter, hvorefter han boede adskillige Aar heri Sognet. Siden flyttede han med Familie til Barneholm i Nakskov Fjord, men da det stadig gik tilbage for ham, maatte han omsider tye til Fattigvæsenet hersteds. Hans Kone og Børn have nu i flere Aar boet i vort Fattighus, medens han selv har tjent paa forskjellige Steder, og i den sidste Tid som man nu seer drevet omkring som Løsgjænger. Grunden til at pastor Meldal skrev dette brev, var at Christen Jørgensen Skafte forlod sit hjem i Sandby. Han skulle på grund af en sygdom i venstre arm, som var blevet ubrugelig til arbejde, indlægges på fattighuset, hvilket han ikke ønskede. Herefter vandrede han omkring omtrent 14 dage før han endte i arresthuset i Falsters vestre herred. Christen havde opfundet en fortælling om, at han var handelsmand, "ikke for at bedrage folk, men for at få det daglige brød og tag over hovedet. Dette opnåede han enkelte steder, hos gode mennesker, hvem han har vist sig at være meget taknemmelig imod". Han blev idømt 2 x 5 dage på vand og brød for tyveri, bedrageligt forhold og løsgængeri. I 1872 blev Christen ved retten i Maribo idømt 6 dage på vand og brød for betleri. Han havde da drevet om på nordlolland i ca. 8 dage. Denne gang havde han bedt folk om hjælp, under påskud af, at han havde mistet en ko, dette var dog ingenlunde tilfældet. Christen Jørgensen Skafte døde i 1876, 55 år gammel, på Maribo sygehus. Han blev begravet i fattigjorden på Maribo kirkegård. Han må have affundet sig med sin skæbne da han her angives at være fattiglem fra Sandby. Det kan tilføjes at Christen deltog i krigen 1848, hvor han deltog i de store slag ved Dybbøl og Isted. - 7 -
Moderen, Anne Marie Dideriksdatter, opholdt sig på fattiggården i Sandby fra midt i 60 erne sammen med børnene, der dog kom ud at tjene efterhånden som de blev store. Hun døde i 1904, 84 år gammel, og havde da boet på fattiggården ca. 40 år! Der var i alt 6 børn i ægteskabet: Diderikmine Marie Skafte født 1843 - hun døde som 2 årig, Jørgen Christensen Skafte som resten af denne beretning handler om, Diderikmine Marie Skafte født 1848 - hende møder vi senere, Charlotte Frederikke Skafte født 1850 - hende hører vi ikke mere til, Hans Skafte født 1852 - ham møder vi senere og endelig Niels Skafte som blev født 1861 - han udvandrede i 1882 til Wisconsin, USA, 20 år gammel. 2. Ungdommen Jørgen Christensen Skafte blev som sagt født i Sandby, det var den 4 august 1845. Han blev døbt den 9 november i Sandby kirke. Som faddere stod: madam Skafte i Nakskov, husmand Jens Hansen, Jørgen Nielsen, Niels Dreier og pigen Marie Pedersdatter i Sandby. Jørgen gik i Højsmarke skole. Han blev konfirmeret 2 oktober 1859 i Sandby kirke og fik karaktererne g+ og mg i henholdsvis kundskab og opførsel. Da Jørgen var 13 år kom han ud at tjene. Til skiftedag i maj 1861 kom han til gården Mariebjerg i nabosognet Købelev, her blev han indtil han kom tilbage til Sandby ved juletid i 1863. På Mariebjerg fik den da 17 årige Jørgen, i sensommeren 1862 et forhold til den 11 år ældre tjenestepige Ane Margrethe fra Halsted. Dette forhold fik følger, den 18 juli 1863 fødte Ane Margrethe Rasmussen Drost sønnen Christian Ludvig Jørgensen i Halsted fattighus. Som udlagt barnefader blev det pålagt Jørgen at betale alimentationsbidrag. Det kneb åbenbart med at overholde forpligtigelserne, i oktober 1864 sender præsten i Halsted denne skrivelse til Stiftamtet. - 8 -
Halsted den 14 Oktober 1864. Ifølge forelagt Forlig forpligter Barnefaderen, Ungkarl Jørgen Skafte i Sandby, sig til, at alimenten til sit med Pigen Ane Margrethe Rasmussen Drost af Halsted avlede Barn, Christian Ludvig Jørgensen, forpligtiget. 10 Rd., 8 Uger efter Forliget, og dernæst 5 Rd. til 18 Oktober dette Aar. Dette Forlig blev den 6 August forkyndt bemeldte Jørgen Skaftes Huusbond, Gaardeier Peder Mathiasen i Sandby, samt dermed, i henhold til Cancelli Cirkulære af 5 Oktober 1820, som paalagt at tilbageholde hans Løn, samt gjøre Anmeldelse derom til Stedets Politimester, naar han forlod hans Tjeneste. Da hverken bemeldte Ungkarl Jørgen Skafte ei heller hans Huusbond Gaardeier Peder Mathiasen i Sandby endnu, uagtet Anmodninger herfra, har alimentant klaget, maa jeg paa Fattigvæsenets Vegne, tillade mig at anmode det høie Stiftamt først at lade inddrive hos bemeldte Gaardeier Peder Mathiasen den af ham tilbageholdte Løn til 1 November dette Aar til Beløb 13 Rd. 3 M. Da jeg dernæst ei har kunnet opsøge bemeldte Jørgen Skaftes Ophold for Tiden, tillader jeg mig at anmode Stiftamtet om at søge Oplysninger, om han har forladt bemeldte Peder Mathiasens Tjeneste uden at gjøre den befalede Anmeldelse til Stedets Politimester, og i muligt bekræftende Fald, da at lade Peder Mathiasen tiltale for denne Overhørighed. Ærbødigst. Wegener. Det lykkedes at efterspore Jørgen. Præsten modtager pengene den 14 december. 3. Det første ægteskab Vel tilbage i Sandby, traf Jørgen sammen med tjenestepigen Anne Kirstine Hansen, der til skiftedag i november 1865 kom til Sandby fra en plads i Vindeby. De blev gift den 16 juni 1866 i Sandby kirke, forloverne var skomager Peter Rasmussen i Sandby og husmand R. Marcussen i Branderslev. Hun var da 24 år, han 20 år. Allerede 4 måneder efter, den 10 oktober 1866 fik de deres første barn, Hansigne Christine Skafte. Hun døde dog den 18 december 1866 og blev - 9 -
begravet på Sandby kirkegård den 26 december. Det var denne datter der blev dræbt af sin fader. De fik yderligere tre børn: Hansigne Rasmine Skafte, født den 19 februar 1868. Anna Johanne Skafte, født den 17 september 1870. Marie Skafte, født den 15 januar 1873, hun døde allerede 5 dage efter fødslen. Næste kapitel består især af udskrifter fra forhørsprotokollerne angående drabet på datteren. Heri fremkommer mange detaljer fra Annes og Jørgens ægteskab frem til 1876, da det kom frem at Jørgen havde dræbt deres første barn. 4. I forhør for at have dræbt et af sine egne børn Nakskov Rådhus efter ombygningen i 1876 Aar 1876 den 6 Marts Eftermiddag Kl. 3 blev Lollands Nørreherreds Politiret sat og holdt på Nakskov Raadhus af den ordinære Dommer og Skriver i Overværelse af undertegnede Retsvidner, hvor der blev optaget Forhør over Husejer Jørgen Christensen Skafte i Anledning af at han har anmeldt at have dræbt et af sine Børn. - 10 -
Fremstod Jørgen Christensen Skafte og forklarede formanet til Sandhed saaledes: han er født i Sandby Sletnæs 4 August 1845, har ikke været tiltalt eller straffet han blev, gift i Juni 1866 med sin endnu levende Hustru Ane Kirstine Hansen, der omtrent 4 Måneder efter bryllupet fødte et Barn som kort efter fødselen blev saa sygt, at han mente, at det vilde døe og ønskede da, at dette måtte ske snart da det forvoldte dem megen besvær i Huset. Han boede den Gang i Magelund her i Herredet og da hans Hustru en Dag var i Nakskov, prøvede han paa at dræbe Barnet ved at hælde det Brændevin i Munden, hvilket dog ikke lykkedes, da det ikke vilde synke Brændevinen, han greb det derpaa med Haanden om Halsen for at kvæle det, men opgav atter Forsøget, uden at han kan sige hvorfor, thi nogle Dage derefter, saavidt han mindes kort efter Jul, da hans Hustru var gaaet over til sin Moder Mette Margrethe gift med Husfæster Knud Hansen nu Frederiksdal, og han saaledes var ene hjemme, lagde han sin Haand paa Barnets Hals og trykkede den sammen, hvorpaa Barnet strax ophørte at aande. Da han mærkede, at det var dødt, gik han over til sin Hustru og meddelte hende Barnets Død, men uden at omtale at han havde aflivet det, hvilket han først flere Aar efter tilstod for hende. Hverken hun eller nogen anden havde nogen Mistanke om den begaaede Forbrydelse; de havde ikke benyttet nogen Læge og Ligsynsmændene ytrede ikke noget om Barnets Dødsmaade. Han erindrer ikke om andre end deres daværende Nabo Lars Mikkels Kone har set Barnet, men denne vil kunne bevidne, at det var saa sygt, at baade han og dets Moder ventede dets Død. Aarsagen til at han begik den omhandlede Forbrydelse kan han ikke bestemt angive, men han syntes, at Barnet var saa elendigt at det dog maatte døe kort efter, og det var dem til meget besvær, da det skreg baade Nat og Dag; derimod var det ikke Frygt for Udkommet, der bevægede ham dertil, da han og hans Kone vel kun havde, hvad de fortjente, men den gang ikke var i fortrykte Kaar. Han har siden faaet 3 Børn hvoraf de 2 lever, men det er aldrig faldet ham ind at berøve nogen af disse Børn Livet. I omtrent 4 Aar derefter følte han ingen Samvittighedsnag over den begaaede Forbrydelse, men da han engang i en Avis havde læst om et Mord, der først længere Tid efter var blevet opdaget, begyndte han at fortryde sin Gerning. Han havde lige fra Aaret 1868, da han kom hjem fra Militærtjenesten, været svagelig, idet han hyppigt havde stærke Smerter i Hjertekulen og Sting hvortil senere kom nervøse Lidelser, saa at han næsten aldrig var i Stand til at arbejde. - 11 -