VELKOMMEN TIL VUGGESTUEN ELLEKILDE
Vuggestue start. Vi vil hermed byde Jer velkommen til vuggestuen Ellekilde. Vi ser det som vores fornemmeste opgave sammen med Jer, at skabe en tryg, udviklende og sjov hverdag for alle i vuggestuen. Her har vi samlet nogle praktiske oplysninger, der gerne skulle medvirke til, at I og Jeres barn falder godt til. Vuggestuens målsætning. De første tre år er de vigtigste i et barns liv. De er med andre ord fundamentale. Det fundament der skal støbes, er vi i vuggestuen med til at præge.
Derfor er det vores mål at børnenes hverdag indeholder: - glæde - oplevelser/udvikling - tid og rum Vi ønsker at børnene i vuggestuen trives i en tryg, harmonisk og sjov hverdag, i samarbejde med engagerede voksne i et inspirerende miljø. Kontakt mellem forældre og personalet i vuggestuen. Den daglige kontakt er af uvurderlig betydning for os alle, så brug derfor lidt tid på at udveksle små og store oplevelser/oplysninger, når I kommer
med Jeres barn eller når I henter det igen. Det er med til at gøre det nemmere at følge med i barnets hverdag, såvel hjemme som i vuggestuen. Det er vigtigt når I taler med Jeres barn om vuggestuen (og dens voksne), at I taler om alle de voksne på stuen og ikke kun favoritterne. I signalerer derved at alle voksne kan bruges, det gør det nemmere for barnet. Lad være med at ynke barnet, hvis det eksempelvis er ked af det når det skal afleveres, prøv i stedet at gøre vuggestuen til noget interessant så er det ikke så slemt når mor eller far går.
I det daglige beder vi Jer altid sige godmorgen til en voksen på stuen, så vi ved at barnet er blevet afleveret. Dernæst skal I altid huske at sige farvel til Jeres barn, når I går. Når I henter Jeres barn sig altid farvel til en voksen, så vi ved at barnet er blevet hentet. Hvis andre end I selv henter barnet skal I give besked til en voksen på barnets stue. I kan også skrive en besked i stuens kalender, som ligger fremme på stuen. Giv besked i god tid når barnet holder ferie og også gerne fridage. Besked angående sommerferie skal afgives senest 1. maj. Dette af hensyn til
planlægningen af personalets sommerferie. Ligeledes er det vigtigt at overholde den planlagte ferie, da personalets ferie er planlagt efter, hvor mange børn der kommer. I er altid velkommen til at få en snak med personalet om små eller store problemer/spørgsmål. Det er meget vigtigt, at I informerer personalet om vigtige hændelser i barnets hverdag, såsom sygdom, skilsmisse, dødsfald osv. På den måde kan vi bedre hjælpe barnet. Daglige beskeder og/eller et kort resumé af dagens begivenheder vil stå/hænge på whiteboard tavlerne i stuernes garderobe.
Vi skriver og billeddokumentere ind imellem det arbejde der foregår med børnene, derfor har vi bedt Jer om at underskrive en tilladelse. Hvis IKKE denne tilladelse foreligger, vil Jeres barn ikke forekomme på billeder. Du er altid velkommen til at tilbringe en dag i institutionen sammen med dit barn. Rammerne for det pædagogiske arbejde er beskrevet i vores læreplan, som kan lånes eller læses på hjemmesiden. Ydermere er der mulighed for at afholde konsultationer så vidt muligt uden børn og vi afholder desuden to årlige forældremøder, hvoraf det ene foregår som stuemøde. I tilbydes en samtale ca. 3-6 måneder efter barnet er startet, hvis det
skønnes nødvendigt, men ønsker I en ekstra samtale er dette selvfølgelig en mulighed, I skal bare sige til. Traditioner. Vi har gennem de sidste mange år opbygget en række traditioner som består af arrangementer og ture. Naturhyttetur: 1-2 uger om året á 3 dage (tirsdag, onsdag og torsdag), forår eller efterår for de ældste af børnene, hvor vi udforsker området ved naturhytten på Ejbyvej. Lysfest: Hvert år i november mødes alle børn, forældre og personale på legepladsen
efter lukketid, til bål og en lille sang. Derefter går vi i fælles optog med lanterne/fakler/lommelygter en tur i byparken, for til slut at spise suppe sammen i vuggestuen. Bedsteforældredag: I stedet for en traditionel julefest har vi i vuggestuen valgt, at invitere børnenes bedsteforældre til eftermiddags julehygge med kaffe og æbleskiver. Fastelavnsfest: Vi slår katten af posen.
Fødselsdage. Når barnet har fødselsdag, fejre vi det gerne her, om eftermiddagen til frugt. I er velkomne til at være med. Vi kommer også gerne hjem til fødselsdag men så skal det være om formiddagen. Hvis I vælger at barnet skal have noget spiseligt med til at dele ud, henvises til vores retningslinjer for slik og sukker. Specielt for de mindste. Det lille barn vil indtil det er ca. 1 år naturligvis følge sin egen rytme. Dvs. spise og sove når der er behov for det. Herefter vil det gradvist blive klar til at følge de øvrige børns rytme. De mindste børn sover ude. De flyttes ind at sove efterhånden som de vokser
fra barnevognen eller mindre børn får brug for vognen. De nye små bliver naturligvis passet ekstra godt på, da de har meget nyt de skal vænne sig til. En dag i vuggestuen. 6.30 Vuggestuen åbner 7.00-7.30 Der tilbydes morgenmad 7.30-8.30 Børnene leger 8.30-9.00 Vi får lidt at spise/drikke 9.00-10.45 Aktiviteter 10.45-11.30 Frokost 11.30-12.00 Børnene skiftes og puttes 12.00-14.00 Børnene sover 14.30-15.00 Eftermiddagsmad 15.00-16.00 Leg ude eller inde 16.00-16.45 Vuggestuen lukker
Søvn. Det er vores holdning, at børn i vuggestuealderen har brug for at sove eller hvile til middag. Vi vækker ikke børnene mellem kl. 12.00 og 14.00. Når børnene nærmer sig børnehavealderen, tages der individuelle hensyn i samråd med forældrene. Aktiviteter. Året igennem foregår der mange forskellige aktiviteter fx maling, bagning, sang/rytmik og ture. Desuden har vi traditioner som lysfest, skovuger osv. (se andetsteds) Vi har et tæt samarbejde med vores naboinstitution. Vi besøger hinanden, tager på ture sammen m.v.
På længere ture kører vi med bus og tog. Udeliv. Kun ganske få dage forhindrer vejret eller andet os i at være ude mindst én gang om dagen. Fravær/sygdom. Hvis barnet holder fri eller er syg, vil vi gerne vide det inden kl. 9.30. Jeres barn skal være i stand til at deltage i vuggestuens hverdag/aktiviteter både udendørs og inde. En god tommelfingerregel er at give barnet en sygdomsfri dag, inden de starter i vuggestuen igen.
Vi giver generelt ikke medicin i vuggestuen, medmindre der er tale om særlige omstændigheder fx kroniske lidelser, feberkramper ol. Se i øvrigt den udleverede seddel fra embedslægen eller spørg personalet. Hygiejne. Vi vil gerne opfordre jer til at vaske hænder på jeres barn når I afleverer og henter det igen. Dette for at nedsætte evt. smitterisiko. Fra 1. oktober til 1. april er vuggestuen skofri. Det betyder at Jeres sko/støvler samt evt. søskendes, SKAL efterlades i garderoben. Der vil være sutsko til rådighed i kurvene ved indgangsdørene,
dette for at holde de gulve Jeres børn ligger/kravler og leger på, så rene som muligt. Vi opfordrer ligeledes til at I bruger stuens nærmeste indgang. Legetøj. Barnet må gerne have legetøj eller sovedyr med i vuggestuen på eget ansvar og med tydeligt navn på. Påklædning. Når børnene er i vuggestuen skal de være praktisk påklædt og deres tøj skal kunne tåle leg, ude og inde.
Vi ser MEGET gerne, at der er navn i tøj og fodtøj. Ligeledes skal I sørge for, at der altid er skiftetøj på barnets plads. Der må IKKE være løse snore i hætter. Af hensyn til børnenes sikkerhed beder vi Jer også lade være med, at give børnene små hårspænder i, have sutsko med smådele på osv. Det er simpelthen for farligt da små børn putter alt i munden og kan få det galt i halsen. Solcreme. Om sommeren skal I smøre Jeres barn med solcreme om morgen. Vi smører børnene ind igen om eftermiddagen.
Kost. Vi giver børnene en sund, varieret og overvejende økologisk kost. Vi tager hensyn til fødevareallergier efter kommunens gældende retningslinier. Vi tilbyder morgenmad indtil kl. 7.30 til de børn der er kommet tidligt og, hvis forældre ikke selv har mulighed for at spise morgenmad med dem derhjemme. Har du tid til selv at made dit barn om morgen, er dette en stor hjælp. Forældrebestyrelsen. På et forældremøde i september vælges forældrebestyrelsen. Valgt af og blandt forældrene samt medarbejderrepræsentanter og lederen. Der
afholdes ca. 8 møder af 3 timers varighed. På forældreopslagstavlen, ved hoveddøren, hænger en liste over den p.t. siddende bestyrelse. Referater fra bestyrelsesmøderne lægges på børneintra. Udslusning. Når jeres barn skal videre i børnehave, besøger vi det pågældende sted sammen med barnet. Når barnet starter i en af vores børnehaveafdelinger, vil vi opfordre til at I forældre er sammen med Jeres barn den første dag eller to.
Vi afholder, når vi skønner det nødvendigt, overgangssamtale med barnets nye institution og Jer. Erfaringerne viser at der i perioder kan være mangel på vuggestuepladser i vores område. Vi kan derfor ikke garantere at alle børn bliver gående i vuggestuen til de fylder 3 år. Flexplads Hvis I skulle være interesseret i en flexplads, kontaktes ledelsen eller pladsanvisningen. En flexplads er et tilbud om nedsat pasningstid i forhold til fuld åbningstid og dertil svarende nedsat forældrebetaling.