Myndighedernes anvendelse af heraldiske emblemer i de nordiske lande: lovgivning og praksis

Nils G. Bartholdy Myndighedernes anvendelse af heraldiske emblemer i de nordiske lande: lovgivning og praksis Vilkår for og regulering af offentlig heraldik er forskellig i de nordiske lande. Rigsarkiverne behandler i varierende omfang spørgsmål om heraldik. I Sverige, Finland og Danmark er arbejdet hermed fast forankret i de tre rigsarkiver, hvor der tages stilling til kongelige våbener, rigsvåbener og kongekroner, flag, våbener og mærker for forsvaret og kommunevåbener. I Norge behandler Riksarkivet sager om fastsættelse af kommunevåbener, hvorimod sager om rigsvåbenet for tiden sorterer under udenrigsdepartementet og sager om forsvarets våbener og mærker under forsvaret. Nationalarkivet i Island har hidtil ikke behandlet sager om brug af offentlig heraldik. Sverige Riksarkivets kompetence til at behandle heraldiske sager er hjemlet i den forordning, der rummer instruksen for Riksarkivet (2009:1593). Ifølge den skal Riksarkivet sørge for, at våbener eller heraldiske emblemer, der symboliserer staten eller statsmyndighederne, gengives efter de heraldiske regler og normer. Riksarkivet skal også virke for, at bestemmelserne om Sveriges flag følges. Hvis en kommune anmoder derom, kan Riksarkivet udarbejde forslag til kommunevåben og gennemføre undersøgelser i den forbindelse. Instruksen bestemmer ogå, at der skal findes et heraldisk nævn med rigsarkivaren som formand og tre andre medlemmer. Statsheraldikeren, som er embedsmand i Riksarkivet, er nævnets sekretær og den, der forelægger sagerne for nævnet. Nævnet afgiver udtalelser til Riksarkivet om antagelse af kommunevåbener og om det lille rigsvåbens anvendelse som myndighedsvåben. Rigsarkivaren kan rejse andre heraldiske sager og sager om Sveriges flag i nævnet. Sverige har to rigsvåbener, det store og det lille. De er fastsat ved lov (1982:268). Det store rigsvåben er monarkens og den svenske stats og anvendes principielt af monarken ( statschefen ), rigsdagen, regeringen, departementerne, udenrigstjenesten og forsvaret. Det lille rigsvåben kan anvendes af alle andre statsmyndigheder. Det store rigsvåben og det lille rigsvåben er blasoneret i loven. Tre åbne kroner stillet to over én uden kronet skjold betragtes også som det lille rigsvåben. En statsinstitution, som vil anvende det lille rigsvåben kombineret med andre emblemer som symbol på myndighedens virksomhed, bør indhente en udtalelse fra det heraldiske nævn. I loven om Sveriges flag (1982:269) defineres flagets farver og proportioner. Farvenuancerne er fastsat efter Natural Colour System i en kompletterende forordning (1983:826). Flaget kan være tretunget (nærmest svarende til dansk splitflag) eller stutflag ( tvärskuren ). Den tretungede version er forbeholdt monarken, kongehuset og forsvaret. Stutflaget anvendes af alle andre, således også af de civile statsmyndigheder, og der må ikke indsættes mærker, bogstaver eller andre tegn i stutflaget. Loven om beskyttelse af våbener og officielle betegnelser (1970:498) skal forhindre, at statsvåbenet, statsflaget, andre statssymboler eller kommunevåbener anvendes af erhvervslivet. De nævnte emblemer eller sådanne, som kan forveksles dermed, må ikke uden tilladelse anvendes i varemærker eller andre former for kendetegn. For statsvåbenet og i praksis også for andre statsemblemer gælder det, at de kun må anvendes som kendetegn. Det vil sige, at der ved en registrering af et varemærke ikke kan opnås en eksklusiv ret til statsemblemer. Et kommunevåben er kun beskyttet af loven, hvis det er registreret af Patent- och registreringsverket. En særskilt

kundgørelse (1973:686) regulerer, hvordan en registrering af et kommunevåben foretages. Ifølge kundgørelsen er Patent- och registreringsverket registreringsmyndighed. Den, som med forsæt eller uagtsomhed overtræder bestemmelserne, kan idømmes bøder. En forordning om visse officielle betegnelser (1976:100) giver nærmere regler for, hvordan der skal ansøges om tilladelse til at anvende våbener for staten, len, landskaber og kommuner, når det drejer sig om næringslivet. Patent- och registreringsverket undersøger ansøgninger vedrørende statsvåbenet, statsflaget, statsemblemer eller anden officiel betegnelse med henblik på staten. Lensstyrelserne undersøger ansøgninger vedrørende våbener eller betegnelser for landskaber, len og herreder. Kommunalbestyrelserne tager stilling til ansøgninger vedrørende kommunevåbener. Også våbener og betegnelser, der kan forveksles med de officielle, er omfattet af disse bestemmelser. Alle de nævnte myndigheder skal indhente en udtalelse fra Riksarkivet. En ansøgning kan ikke imødekommes uden, at Riksarkivet har ytret sig. Beslutninger taget af Patent- och registreringsverket eller af en lensstyrelse kan indbringes for regeringen. Finland Riksarkivets kompetence til at behandle heraldiske sager blev i 1939 hjemlet i en forordning om statsmyndighedernes segl og i en lov fra 1949, der fastslog, at en kommune har ret til at antage et våben. Ifølge disse bestemmelser skulle Riksarkivet undersøge segl og våbenforslag. Kommunevåbener fastsættes formelt af indenrigsministeriet. Efter svensk mønster blev der i 1957 nedsat en heraldisk kommission, der fungerede i tilknytning til Riksarkivet. Kommissionen blev i 1988 erstattet af et heraldisk nævn. Siden 1994 har nævnet i henhold til arkivforordningen (832/1994) været en del af Riksarkivet. Rigsarkivaren eller en arkivråd er formand for nævnet, og Arkivverket udpeger nævnets seks medlemmer, der skal repræsentere heraldisk forskning og kunstnerisk udformning samt historisk, administrativ og juridisk ekspertise. En embedsmand i Riksarkivet fungerer som nævnets sekretær. Formelt er nævnet rådgivende. Nævnets opgaver svarer til, hvad der blev fastsat i forordningen om den heraldiske kommission (F 267/1988), hvortil kommer Arkivverkets beslutning 1/70/2004. Nævnet skal være Riksarkivets sagkyndige organ vedrørende de heraldiske spørgsmål, som Riksarkivet bør afgive udtalelser om, herunder også udtalelser til private foreninger og privatpersoner, hvis der er tale om et offentligt våben eller Finlands flag, og nævnet skal i øvrigt virke til fremme for den heraldiske kultur. Finlands statsvåben er beskrevet i en lov fra 1978 (FFS 381/1978), der også indeholder bestemmelser om straf for misbrug. Særskilte love og forordninger bestemmer, hvordan statsvåbenet skal anvendes i statsflaget, i segl og stempler samt i varemærker. Der findes ikke generelle bestemmelser om, hvordan statsvåbenet for statsmyndighedernes vedkommende kan tilpasses i en aktuel grafisk sammenhæng. Varemærkeloven (FFS 7/1964 14) har en bestemmelse om beskyttelse af Finlands våben og flag samt kommunevåbener i forbindelse med registrering af varemærker. Et varemærke må ikke registreres, hvis det uden særlig tilladelse indeholder statsvåbenet, statsflaget eller anden form for statsemblem, kommunevåben eller en international, mellemstatlig organisations flag. Loven fastslår, at et varemærke ikke kan registreres, hvis det strider imod god skik ( god sed ) eller kan vildlede offentligheden. Ansøgninger om tilladelse til at anvende Finlands flag eller Finlands våben skal sendes til indenrigsministeriet, der indhenter en udtalelse fra Riksarkivet. Der er således en teoretisk mulighed for, at der kan gives tilladelse til at anvende Finlands våben og flag eller et kommunevåben i et varemærke, men Riksarkivet går i sine udtalelser ud fra, at det normalt ikke er tilladt at benytte sådanne symboler i markedsføringen af produkter. Kun i undtagelsestilfælde har man fundet det motiveret at lade Finlands flag indgå i et registreret varemærke. I loven fra 1978 (FFS 389/1978) om Finlands flag, der er enten nationalflag eller statsflag, er flagets proportioner og udseende fastsat, og loven fastslår, hvem der har ret til at anvende

statsflaget. Der må ikke tilføjes andre figurer ( bitecken ) i flaget end dem, der udtrykkeligt er nævnt i loven. Det er strafbart at anvende statsflaget uden hjemmel, tilføje figurer i flaget eller markedsføre flag som Finlands flag, der afviger fra det i loven fastsatte. Farverne i Finlands flag er fastsat ved særskilt beslutning (FFS 827/1993). Flagloven har ingen bestemmelser, der vedrører Riksarkivet. Finske sejlklubber har lov til at anvende en variant af det finske flag med et hvidt kors inde i det blå kors og med klubbens særmærke i det øverste indre hvide felt. I en forordning om disse flag (FFS 292/1983) bestemmes det, at Riksarkivet skal afgive en udtalelse, inden et særmærke kan stadfæstes af Trafiksäkerhetsverket. Forinden forslag til særmærke sendes til Riksarkivet, undersøges det af Båtförbundets flaggkomitté, som har indtaget det standpunkt, at kun heraldiske emblemer bør komme på tale som særmærker. Det forekommer, at Riksarkivet ændrer forelagte forslag. Hvert ministerium fastsætter segl og stempler inden for sit forvaltningsområde ifølge en lov fra 2009 (L 19/2009). Men Riksarkivet skal forinden afgive en udtalelse, når der er tale om et segl eller et stempel, der indeholder et billede eller andre tegn end myndighedens navn. Loven fra 2009 om statsmyndighedernes segl og stempler omfatter ikke kirkelige emblemer. Ifølge en lov fra 1986 om den evangelisk-lutherske kirkes våbener (FFS 785/1986) kan kirken og dens stifter antage våbener udformet efter de almindelige heraldiske principper. Kirken og dens stifter har fastsat våbener i overensstemmelse hermed. Kirkestyrelsen har i 2008 nedsat en arbejdsgruppe, der skal udarbejde forslag til fælles bestemmelser om kirkens våbener, segl og stempler, og der er lagt vægt på, at der skabes kirkelig heraldik af høj standard, og at kirkens emblemer udtrykker autenticitet. Foruden kirken, stifterne og biskopperne vil også menighederne få ret til at antage et våben. Det er foreslået, at Riksarkivet skal afgive udtalelser om kirkelige våbener, segl og stempler. Ifølge en bestemmelse fra 1973 skal forsvaret indhente en udtalelse hos Riksarkivet, inden der fastsættes nye militære faner. Forsvaret har imidlertid i de senere år internt fastsat nye faner og anden form for militær symbolik. Ved krigsmuseet er der en heraldisk kyndig kunstner, som i praksis deltager i udformningen af militære symboler og desuden er medlem af Riksarkivets heraldiske nævn. Loven fra 1949 om kommunevåbener medførte, at alle daværende 460 kommuner i løbet af en 20- årig periode antog våbener, hvis kunstneriske kvalitet vandt international anerkendelse. Kommunerne sendte deres forslag til indenrigsministeriet, der efter indhentning af en udtalelse fra Riksarkivet fastsatte våbenerne. Siden 1995 godkender kommunerne selv deres våbener efter at have indhentet en udtalelse fra Riksarkivet (FFS 365/1995). Kommunalloven fra 1995 indeholder en bestemmelse, der giver kommunevåbener generel beskyttelse. Riksarkivet har ikke siden 1995 ført et register over nye kommunevåbener. På Finlands kommunförbunds hjemmesider præsenteres de aktuelle kommunevåbener og de kommunevåbener, der ikke længere er aktuelle. Dette register kan også nås via Riksarkivets heraldiske nævns hjemmesider. Danmark Rigsarkivets kompetence til at behandle heraldiske sager er hjemlet i 5 i arkivloven (lovbekendtgørelse nr. 1035 af 21/8 2007): Statens Arkiver behandler sager vedrørende brug af rigsvåbenet og er rådgivende for offentlige myndigheder i spørgsmål vedrørende offentlige våbener, segl og emblemer. Til begrebet rigsvåben hører også kongekronen. Hvervet som statens heraldiske konsulent, der var oprettet 1935 og sorterede under Statsministeriet og siden Indenrigsministeriet, var i 1985 blevet overført til Rigsarkivet. Sagsbehandler er en arkivar/heraldisk konsulent, der refererer til rigsarkivaren.

Rigsvåbenet (det store rigsvåben) har siden 1819 været reguleret ved kgl. resolution foranlediget af foretagne ændringer i våbenets sammensætning. Det er senest sket i 1972, da det kgl. våben (det store rigsvåben) blev ændret (Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 488 af 16/11 1972). I 1959 blev det bestemt, at det store rigsvåben for fremtiden forbeholdes Kongen, Kongehuset og Hoffet efter Kongens nærmere bestemmelse samt Livgarden, og at der i statstjenesten i øvrigt alene kan benyttes det lille rigsvåben (Statsministeriets meddelelse nr. 254 af 18/12 1959). En officiel fuldstændig blasonering af det danske rigsvåben findes ikke. Kongekronens udformning blev fastsat i Christian Vs kronereglement af 25. april 1693, hvor også differentierede kroner for Kongehusets medlemmer er defineret. Rigsarkivet har taget stilling til våbener og kroner for Kongehuset og greverne af Rosenborg og grevinden af Frederiksborg. Den kgl. Mønt modtager råd fra Rigsarkivet, når rigsvåbenet, kongekronen eller det kgl. monogram skal gengives på de ordinære møntrækker eller på mønter præget i særlige anledninger. Det er blevet fastslået, at Folketinget bruger rigsvåbenet uden krone. Med bistand fra Rigsarkivet blev Grønlands våben i 1987 fastsat i to versioner for hhv. Grønlands Hjemmestyre og Rigsombudet (Ministeriet for Grønlands bekendtgørelse nr. 134 af 12/3 1987), og der blev fastsat et særligt flag for Grønland. Det af Kulturministeriet i 1995 udgivne skrift Danmarks våben og krone. Historisk baggrund og retningslinier for brug i nutiden betragtes som en administrativ forskrift for statsmyndighederne. Hvis en statsinstitution selv lader rigsvåbenet eller kongekronen udforme, skal kompositionen godkendes af Rigsarkivet. Ekstreme forslag til kroner med bestanddele, der symboliserer en bestemt tjenestegren, har Rigsarkivet måttet afslå eller modificere. Rigsarkivet samarbejder med Hoffet i sager om misbrug af kongekronen. Det sker på basis af arkivloven og 132 i straffeloven (lovbekendtgørelse nr. 1235 af 26/10 2010). Det er strafbart forsætligt eller ved uagtsomhed på retsstridig måde at benytte kendetegn, som er forbeholdt dansk eller fremmed offentlig myndighed, og bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse med hensyn til efterligninger. Rigsarkivet vurderer, om f. eks. en krone af offentligheden vil kunne forveksles med et regulært statskendetegn. Er det tilfældet, anmoder Rigsarkivet den pågældende om at bringe brugen til ophør. I modsat fald foretager Rigsarkivet politianmeldelse. Der er afsagt flere domme i sådanne sager. Staten har hidtil vundet dem alle. Ifølge varemærkeloven (lovbekendtgørelse nr. 109 af 24/1 2012) kan varemærker, der indeholder tegn, emblemer og våbener, som har offentlig interesse eller skal afslås i medfør af artikel 6 c i Pariserkonventionen, ikke registreres. Patent- og Varemærkestyrelsen indhenter regelmæssigt udtalelser fra Rigsarkivet i sager, hvor der kan være tvivl om, hvorvidt en krone eller en heraldisk figur går rigsvåbenet, kongekronen eller et udenlandsk statsvåben for nær. Det danske flag Dannebrogs proportioner blev fastsat ved kgl. resolution af 29. december 1696. Med tiden blev der fastsat særflag for bl. a. Kongehuset, admiraler og visse tjenestegrene, hvorved det kgl. våben og andre mærker eller bogstaver blev indsat i splitflaget. Officielle bestemmelser om flagets farver findes ikke, men Flåden bruger traditionelt en dybere rød farve. Siden 1854 har det været tilladt for civilbefolkningen at flage med Dannebrog uden split (stutflag). Rigsarkivet tager stilling til spørgsmål om flag, hvis de forelægges af Hoffet eller Justitsministeriet, hvorunder regler om flagning sorterer. Rigsarkivet har medvirket ved ændringen af enkelte flag med særmærke, men har udtalt sig imod, at der tilføjes nye symboler i Dannebrog. Rigsarkivet har dermed indtaget den samme principielle holdning, der kom til udtryk i flaglovkommissionens betænkning fra 1927. Denne medførte i øvrigt ikke, at der blev vedtaget en lov om det danske flag. Rigsarkivet godkender regelmæssigt mærker og våbener for Forsvaret. Søværnet og Flyvevåbnet anvender egentlige våbener i særlige skjoldskabeloner. Våbener for Søværnet behandles forinden af Søværnets heraldiske Arbejdsgruppe. Hjemmeværnet har for de fleste enheders vedkommende ligeledes fået regulære våbener. Hæren har en tradition for fritstående emblemer. Kgl. våbenmaler

Ronny Andersen har fremlagt et forslag til en skjoldskabelon for Hæren af samme karakter som de to andre værns. Rigsarkivet medvirker ved fastsættelsen af militære faner og har været med til at fastsætte retningslinier for de to fanekategorier: kgl. indviede faner og embedsfaner. Alle våbener og mærker for Forsvaret på højt niveau og militære faner med Dannebrog som grundlag approberes af H. M. Dronningen. Fire af Folkekirkens ti stifter har med bistand fra Rigsarkivet antaget våbener. Et særligt register for kommunevåbener og -segl føres af Patent- og Varemærkestyrelsen. Ifølge loven om kommunernes styrelse er våbener og segl, der er registreret heri, forbeholdt de kommunale myndigheder i den pågældende kommune. En bekendtgørelse om registrering af kommunevåbener og segl (nr. 600 af 12/6 2007) bestemmer, at når en kommune ansøger om at få sit våben registreret, skal der bl. a. medfølge en erklæring fra Rigsarkivet om våbenet med en beskrivelse af samme. Det forudsættes, at denne erklæring skal være positiv. Et våben kan ikke registreres, hvis det strider mod heraldiske principper. Rigsarkivet har medvirket til, at kommunevåbener, der ikke længere er i brug på grund af stedfundne kommunesammenlægninger, betragtes som historiske og som sådanne fortsat er beskyttet mod misbrug. Mange kommuner benytter designbureauer for at få deres våbener tegnet, hvilket har medført, at resultaterne ikke er blevet optimale i heraldisk henseende. Rigsarkivet har lagt alle kommunevåbener, som det har godkendt, med de officielle blasoneringer på sin hjemmeside. Norge Riksarkivets kompetence til at behandle heraldiske sager er ikke fastsat i nogen lov eller anden forskrift. Arkivloven, der trådte i kraft den 1. december 1999, med tilhørende forskrifter af 11. december 1998 omtaler således ikke heraldik. I praksis behandler Riksarkivet sager om kommuners og fylkeskommuners våbener i kraft af en lang tradition grundet på en høj grad af saglighed både, hvad det teoretiske og det kunstneriske angår. Helt afgørende for denne praksis har det været, at Hallvard Trætteberg siden 1930 erne og fra 1940 som førstearkivar i Riksarkivet indtil 1970 erne fungerede som heraldisk konsulent samtidig med, at han på afgørende måde prægede udviklingen som den betydeligste heraldiske kunstner, Norge til dato har haft. I dag er en medarbejder, som for tiden er specialrådgiver, sagsbehandler. Skrivelser om kommunevåbener, der skal føre til kgl. resolution, forelægges rigsarkivaren og underskrives af denne. Rigsvåbenet blev formelt fastsat ved en kgl. resolution af 19. marts 1937, der blev publiceret i Lovtidende og afløste en kgl. resolution fra 1905. I resolutionen fra 1937 blasoneres rigsvåbenet. Det skal sædvanligvis gengives i et skjold, og over skjoldet skal der være en kongekrone med rigsæble og kors øverst. Endvidere bestemmes det, at alle tegninger af rigsvåbenet til brug for offentlige institutioner skal godkendes af udenrigsdepartementet, såfremt de ikke er eller bliver fastsat af kongen. Sager om rigsvåbenet sorterer stadig under udenrigsdepartementet, hvor fhv. ambassadør Lars Tangeraas for tiden er sagsbehandler. Kongehuset får normalt heraldiske råd af udenrigsdepartementet. Når det gælder brug af rigssymboler på mønter, fungerer Riksarkivet som rådgiver for Norges Bank. Hallvard Trættebergs nytegning fra 1939 af rigsvåbenet benyttes med meget små ændringer den dag i dag konsekvent af statslige myndigheder. Hvad den statslige symbolik angår, fremstår den norske stat derfor over for offentligheden og udlandet med stor tydelighed. Riksarkivet har deltaget i udarbejdelsen af et fælles våben for Den norske Kirke. Militær heraldik blev i mange år tegnet for forsvaret af generalmajor Thorbjørn B. Bergersen. Han er en yderst habil kunstner, der har videreført Trættebergs stilidealer. Norge har af indlysende grunde haft en politisk-ideologisk interesse i at tage den middelalderlige heraldik som forbillede. Ved at én kunstner (Bergersen) gennem nu mange år på afgørende måde har præget den militære

heraldik, fremtræder det norske forsvar som en sammenhængende organisation. Oberst Jan Eide har efterfulgt Bergersen. Straffelovens 328 indeholder et forbud mod ikke godkendt brug af norske offentlige våbener. Bestemmelsen beskytter også mod misbrug af kommunevåbener. Varemærkelovens 15 forbyder at registrere et varemærke, der indeholder et offentligt våben eller noget, der kan opfattes som et sådant, medmindre der foreligger en tilladelse. Det er usædvanligt, at heraldiske mærker registreres som varemærker. Norges flag blev senest fastsat i flagloven fra 1898, der trådte i kraft den 15. december 1899. Loven om flagning fra kommunernes bygninger af 29. juni 1933 bestemmer, at der fra kommunale ejendomme kun må flages med det norske flag uden split og tunge (stutflag), det samiske flag eller by-, herreds- eller fylkeflag, der er godkendt af kongen. Bestemmelsen fik indirekte betydning for de vilkår, der kom til at gælde for kommunevåbenerne. Siden 2. verdenskrig har det været fast praksis, at kommuner også får godkendt deres våben i flagform. En kommunes ansøgning om at få et våben og et flag officielt godkendt sendes til Kommunal- og regionaldepartementet, der indhenter en udtalelse fra Riksarkivet. Hvis Riksarkivet godkender tegningerne, forelægges sagen ledsaget af en blasonering via departementet for kongen i statsrådet, hvor den formelle godkendelse finder sted. Denne formalitet har givetvis bidraget til respekten for kommunernes brug af heraldik og har sikret, at de heraldiske regler overholdes meget nøje. Et sæt tegninger sendes til Riksarkivet. Island Nationalarkivet har ikke for tiden kompetence til at behandle aktuelle heraldiske sager, men samlede i 2005 oplysninger om statsvåbenet og kommunevåbener og lagde billeder af dem ud på sin hjemmeside. Hjemmesiden med kommunevåbener har ikke været opdateret siden 2005. Statsvåbenet og flaget blev i 1944 fastsat hhv. ved en præsidentiel resolution og i en lov af 17. juni 1944, men blev i 1998 fastsat i en fælles lov (nr. 67 af 12. juni 1998). I loven fastslås det, at statsvåbenet kun må bruges af de statslige myndigheder. Statsministeriet fører tilsyn med brug af våbenet og flaget. Kommunevåbener omtales i loven fra 1986 om kommuneforvaltning (nr. 8 af 18. april 1986). Med henvisning til loven blev der i 1992 i Islands Statstidende B publiceret en bekendtgørelse med regler for kommunevåbener (nr. 74 af 17. februar 1992) udarbejdet på basis af råd fra arkivar i det danske Rigsarkiv Nils G. Bartholdy, der siden 1991 formelt har været konsulent for et islandsk udvalg vedrørende kommunalheraldik. Ifølge bekendtgørelsen skal der, inden et kommunevåben kan godkendes, afgives en positiv udtalelse fra et særligt permanent udvalg. Dette udvalg synes dog ikke at være trådt i funktion, selv om bekendtgørelsen formelt stadig er i kraft. Loven om kommuneforvaltning blev revideret i 1998 (nr. 45 af 3. juni 1998), og året efter blev der offentliggjort et reglement for, hvordan en kommune anmelder et våben til registrering (112/1999). Den nuværende kommunallov er fra 2011 (nr. 138). Reglementet, der delvis gentager bestemmelserne i bekendtgørelsen fra 1992, er i øvrigt formuleret efter norsk mønster, men ligner også i høj grad de tilsvarende regler for registrering af danske kommunevåbener. Patentdirektoratet, Einkaleyfastofan, der skal kontrollere, om våbenerne overholder kravene i loven og i reglementet, har udgivet en illustreret vejledning om udformning af kommunevåbener. På direktoratets hjemmeside står der, at beslutningen om registrering træffes på grundlag af en udtalelse fra professionelle rådgivere. I praksis støtter direktoratet sig til en tegner. Kommunevåbenregistret indeholder foreløbig kun 20 våbener. Nogle af dem kan være registreret, før den nuværende ordning indførtes. 21. maj 2012