Wiffertsholms ejere fra 1576. Godset Wiffertsholm blev oprettet i sidste halvdel af det 16. århundrede. Dens skaber var Axel Tønnesen Viffert. Han var af den gamle viffert-slægt, hvis hjemsted var Torstedlund; men hans gren var tidligere udvandret fra Himmerland. Faderen skrev sig til Brolykke i Bjerge herred på Fyn. Selv havde Axel Viffert meget stærk tilknytning til Skåne. Efter afslutningen af Den store nordiske Syvårskrig, hvori han havde deltaget som ritmester, mageskifter han i 1576 en del af sit gods, beliggende i Syd- og Sønderjylland med kronen og får i stedet bøndergods i Himmerland; det meste beliggende i Solbjerg sogn i Hellum herred, nemlig Korupgaard og 3 gårde, 2 bol og 1 hus i Korup by, i Solbjerg by 11 gårde og kronens rettighed i en kirkegård, desuden i samme sogn de to gårde Nørre og Sønder Tvedskov og i Kyttrup by 4 gårde, i Als sogn 3 gårde og 3 huse i Hurup by og i Als by 3 gårde og kronens rettigheder i 4 jordegne bondegårde og 1 jordegene bondebol med ret til at tilkøbe sig ejendomsretten af selvejerbønderne, når de ville sælge den. Axel Viffert havde, indtil dette skete, ret til at kræve hoveri af disse bønder, men derimod ikke landgilde, så længe han ikke ejede gårdene. Det er dette mageskifte, der danner grundlaget for Wiffertsholm; de 4 gårde i Kyttrup nedlægges nemlig helt, og deres markjorder kommer til at udgøre hovedgårdsmarken. Vi ved ikke, hvilke bevæggrunde Axel Viffert har haft for sin tilbagevenden til slægtens gamle egn, men hans broder Holger Viffert, havde allerede i 1561 erhvervet sig en hovedgård i Himmerland, idet han ved mageskifte med kronen havde erhvervet sig Næs, det nuværende Lindenborg Vandmøllen ved Gl. Wiffertsholm
Ved begge mageskifter var det gods, der før reformationen havde tilhørt Viborgbispen, men som kronen nu skødede fra sig. Allerede i 1578 får Axel Viffert fri birkeret for sig og sine arvinger til de i Solbjerg sogn beliggende gårde. (dvs. han fik jurisdiktionsmyndigheden på godsets område. Dog måtte han ikke selv være dommer, men det var ham, der ansatte og aflønnede både birkedommer og birkeskriver, så han har nok haft afgørende indflydelse på sagsforløbene) Året efter lægges de 3 gårde og de 3 huse i Hurup by også ind under birket. På dette tidspunkt var Axel Viffert vel i færd med at bygge på sin nye herregård. Hvornår den har stået færdig, vides ikke ; men bygherren har selv næppe boet her til stadighed; han var en travl mand, der 1574 var blevet medlem af rigsrådet. På dette tidspunkt var han lensmand på Nyborg. Senere havde han et års tid 1579-80 Aalborghus i forlening ; han havde således ikke megen lejlighed til at være i sin nye hovedgårds nærhed. 1580 blev han forflyttet til Malmøhus, hvor han kort efter døde. Her mentes han forgjort af en heks. Axel Viffert efterlod sig ingen sønner, men 3 døtre; af dem arvede Margrethe Viffert Wiffertsholm; det er med hende, at det adelige herskab tager fast bopæl på gården. Hendes første ægteskab med Evald Sehested, der døde 1589, var kun kortvarigt og barnløst; men om hendes tilknytning til Wiffertsholm vidner det, at hun lod ham begrave i sognekirken i Solbjerg; et gravkapel under alteret opførtes i denne anledning. Margrethe giftede sig igen 1597 med Jørgen Urne til Brobygaard, og i dette ægteskab fødtes 1598 på Wiffertsholm Axel Urne, der efter moderens død 1622 arvede gård og gods; han ejede dog også Brobygaard og Skavange. For Wiffertsholm nærede han næppe nogen interesse; denne gård kom da også ca. 1630 til hans søster Anne Urne, der var gift med Enevold Christoffersen Seefeld. I hans tid forøgedes bønderjorden til godset, idet Frands Lykke til Overgaard afstod ham nogle ejendomme i Solbjerg. Ægteparret levede i Øvrigt fredeligt og stilfærdigt på Wiffertsholm; de fik ingen børn, og han havde ikke noget administrativt hverv. Han døde 1643, hun 1651. Deres ejendom tilfaldt hans søskende; af disse blev Viffert Seefeld eneejer af Wiffertsholm. Han besad godset til sin død 1662, men var stærkt forgældet. Tiderne var dårlige, og han havde desuden været uheldig med kaution for sin broder Jørgen Seefeld, den bekendte bogsamler. Den nærmeste arving var»en vankundig, fattig, skrøbelig søster ved navn Maren, som aldrig haver kundskab, sandhed eller fornuft til noget godt at forrette eller sig selv at regere«. Hun fik derfor til formynder Ove Juul til Willestrup; det lykkedes ham, der var en dygtig administrator, at holde hende ved gården, lige til hun døde 1678 efter datidens opgivelse næsten 100 år gammel. Den ovennævnte Ove Juul indløste Wiffertsholm fra kreditor ; men da han snart efter døde, solgte hans børn den 1680 til Laurids Kjærulf, der tidligere havde været forvalter og forpagter på Wiffertsholm. Laurids Kjærulf var en dygtig mand, som uden at være særlig kræsen i valget af sine midler samlede sig en stor formue. Han
var hård mod sine bønder og forfulgte dem ad rettens vej med et utal af processer. Bortset fra hans dygtighed som landmand er der næppe meget godt at sige om ham ; det skulle da være, at han lod oprette en skole i Solbjerg sogn, hvor børnene skulle lære at læse dansk og skrive nogenlunde læselig skrift, og ligeledes få visse kundskaber i regning. Da Laurids Kjærulf var kommet til års, lod han sig sammen med sin broder optage i adelsstander; det skete i 1724 ; hans eneste søn Jakob var da død nogle år i forvejen; så det har vel nærmest været for hans svigersønners skyld, at ophøjelsen skete. Laurids Kjærulf havde nemlig 2 døtre; den ene gift med Jesper Jespersen til Høgholt, den anden, Anne Kjærulf, fandt sine bejlere i nabolaget. Første gang var hun gift med Johannes Svane til Visborggaard, anden gang med den 1717 adlede Severin Benzon til Havnø, der døde insolvent. Laurids Kjærulf døde 1728, men hans enke, Karen Jakobsdatter Geesmann, fik lov til at hensidde i uskiftet bo; så længe hun levede, måtte svigersønnernes kreditorer tilbringe tiden med glubsk afventen, parate til at kaste sig over døtrenes arv. Laurids Kjærulfs enkes sidste år blev alt andet end lystelige, selv om hun selv i sin levetid sad sikkert på Wiffertsholm. Da hun døde 1739, var det givet, at Wiffertsholm måtte på auktion, og det kom den det følgende år. Godset kom på denne auktion i herredsfoged Christen Sørensen Thestrups eje. Christen Thestrup blev født i 1685 og ud af bondeslægt, men tilbragte nogle år i sin ungdom til søs. Senere tjente han penge ved studehandel på Holland, blev så godsforvalter på Lerkenfeldt og fra 1730 herredsfoged. Han skildres som en klog og dygtig mand, der også, da han var blevet godsejer, nød den største respekt hos sine bønder; de beundrede ham, fordi han i den grad havde formået at arbejde sig op, og vel ikke mindst fordi han trods dette alle dage bevarede sin jævnhed og ligefremhed over for dem. Når der var lejlighed til det, støttede han bønderne og gav dem gode råd. Han gjorde sig også fortjent som forfatter, bl. a. til»rinds Herreds Krønike«; flere af hans skrifter har endnu værdi som historisk kilde. På Wiffertsholm samlede han sig et bibliotek, der dog senere spredtes for alle vinde. Det er forståeligt nok, at fortællinger om denne mand formåede at leve på egnen helt op til den nyere tid. Om hans optræden på auktionen over Wiffertsholm fortælles det, at de tilstedeværende til at begynde med overså den jævne bondemand; man nægtede ham endog at få hans heste i stald. Da han begyndte at byde, vakte det nærmest forargelse. For at lave morskab med ham skal auktionslederen have givet ham hammerslag på et alt for lavt bud i den klare hensigt at vise ham bort, når han ikke kunne stille kaution for beløbet. Da Thestrup så blev spurgt, om han kunne stille kautionen, svarede han til almindelig latter nej; gården forlangtes så råbt op på ny; men herimod nedlagde Thestrup protest og skal have svaret:»a trower nok, kaution er unødvendig, nær jen hår skællinger at betål` mæ «. Han råbte så til sin kusk:»jens, kom ind med det bette røde skrin«, hvorpå han udbetalte købesummen kontant. På
denne måde blev han ejer af Wiffertsholm. Hans slutreplik skal have været:»nu ka a wal fo min hejst såt po ståld «. Thestrup'erne besad Wiffertsholm i tre generationer. Den gamle Christen Sørensen døde 1761, og hans enke Maren Nielsdatter Lynderup solgte den 1764 til sin søn Søren, der var en anset mand. Hans søn Christen Michael Thestrup overtog gård og gods 1799, men blev i de dårlige tider i begyndelsen af 1800-tallet stærkt forgældet. Da han døde 1824, var hans bo insolvent, og Wiffertsholm måtte 1826 atter på auktion; og igen kom den i en slægts eje, der havde sit udspring fra bondestanden. Køber på auktionen blev amtsforvalter Hans Svanholm, der også i disse år købte Sebber Kloster og Vraa; han var begyndt som svinedreng på Gudumlund, men endte som godsejer. Han døde ugift 1835. 1841 deltes Wiffertsholm, i Gammel Wiffertsholm og Ny Wiffertsholm. Førstnævnte arvedes af broderen Laurids Svanholm, der døde allerede næste år, hans enke fik siden Bælumgaard som enkesæde, og sønnen Jens Svanholm ejede Gammel Wiffertsholm til sin død 1880, hvorefter hans broder, Laurids Svanholm, der i forvejen ejede Ny Wiffertsholm, arvede den. Begge godser gik omkring århundred skiftet over i familien Dinesens eje, idet den senere kammerherre Jens Kraft Jacob Sophus Dinesen (til Kragerupgaard) købte dem i årene 1890 og 1899. Forinden havde Laurids Svanholm solgt en stor del af jorden fra til tre nye godser, der blev bygget; henholdsvis Ravnborg, Porsgården og Fredenslund. Da Laurids Svanholm døde i 1910, blev de to godser overtaget af hans stedsøn, den senere hofjægermester Axel Wilhelm Dinesen; efter hans død i 1932 ejede dennes enke, hofjægermesterinde Ida Dinesen, f. van Deurs, Gammel Wiffertsholm, til sin død i 1964, hvorefter hendes sønnedatter, fru Birthe Alvilde Lindegaard, der allerede i 1950 havde overtaget Ny Wiffertsholm, arvede godset, som hendes mand, kaptajn T. E. R. Lindegaard havde været forpagter af siden 1959.. Fra 1985 udvides ejerskabet til også at omfatte deres søn, den senere hofjægermester Flemming Christian Ramshart Lindegård. Godset, der omfatter Gammel og Ny Wiffertsholm. samt Sønderholt, har et samlet areal på 1.385 tdr. Id., hvoraf 800 er ager og eng, 450 skov og 135 hede og mose. Store grundforbedringer har i de senere år fundet sted, bl. a. er ca. 200 tdr. Id. blevet drænet. Driften er nu kvægløs I Christen Sørensen Thestrups tid opførtes en ny borggård til Wiffertsholm i tre fløje ; sidefløjene brændte senere. En rest af hoved bygningen derimod benyttedes af hofjægermester A. W. Dinesen, da han 1914-15 opførte den nu stående hovedbygning i gammel bindingsværks stil med ottekantet trappetårn. Over hoveddøren sidder en gammel stentavle med Christen Thestrups og hans kones navne. De af Søren Thestrup 1799 opførte grundmurede ladegårds bygninger brændte 1937, og nye avlsbygninger opførtes. Den ældst bevarede bygning er nordfløjen i ladegården ; den stammer fra Enevold Seefelds og Anne Urnes tid og er opført 1630. Også Svanholm'erne har bygget på Wiffertsholm. 1845 opførtes ud til ladegården, nordøst for bindingsværks hovedbygningen, en hovedbygning (nu forpagterbolig) i én etage med tre kviste. Da Dinesen byggede sin bindingsværksborg, lod han den Svanholmske hovedbygning gennemskære, så der dannedes en vej gennem ladegården og videre op ad en af den første Thestrup anlagt lindeallé hen til den ny hovedbygning.