Missiologien udfordrer teologien

Transkript

1 Artikel Knud Jørgensen 25 Missiologien udfordrer teologien PH.D.,CAND.THEOL., DIREKTØR, KNUD JØRGENSEN Jeg tror, det er den norske missiolog Notto Thelle, som i en eller anden sammenhæng bruger udtrykket missionærens dobbelte omvendelse, når han skal beskrive sit eget livsløb og sit møde med mennesker af anden tro i Japan. Dette møde forandrede ham som missionær og bevirkede, at hans kristentro udfoldede sig i en større verden. Jeg har oplevet det samme fænomen i en anden del af verden: 10 års tjeneste i Etiopien og mange andre år i nær kontakt med Kina og Latinamerika har forandret mit liv, min tro og min teologi. Den dybe klangbund er vækkelsens kald til et liv i lyset og til at forsage Djævelen og alt hans væsen. Denne klangbund synger bedst i takt med ordet om sendelse: Som Faderen har sendt mig, sender jeg også jer (Joh 20). Resultatet er, at jeg ikke længere er teolog, men missiolog. I det følgende skal jeg prøve at forklare, hvad det indebærer. Teologien i konstantinsk fangeskab Den asiatiske missiolog Hwa Yung hævder i sin bog Mangoes or Bananas?, at any authentic indigeneous theology indeed, any theology for that matter must be missiological and pastoral in its fundamental conception (1997:19). Missiologisk betyder det, som handler om kirkens mission, og pastoral har at gøre med at nære de omvendtes vækst og at bringe dem og deres kirker til modenhed i tro og vidnesbyrd, hvilket indebærer, at det pastorale også har at gøre med det missiologiske: If the above is correct, then every theology must ultimately be judged by its efficacy in enhancing or obstructing the mission of Christ, the missio Dei (1997:19). Set i det lys var nok en stor del af den teologi, jeg voksede op med som student i København i tresserne, ganske langt fra at være en autentisk hjemmefødt teologi. Der var snarere tale om en teologi, som var udviklet inden for den konstantinske tidsepoke, og som derfor bar præg af, at kirken tænkte kristianisering mere end mission. I dag må vi også i Norden indrømme, at Corpus Christianum tanken om en enhed af stat, religion og kultur som overbygning over kirkens arbejde ikke længere fungerer. Dermed står vi ved afslutningen på en æra, som i Vesten har varet helt fra den konstantinske rigskirke og kirketradition blev til i det fjerde århundrede. Det betyder en dramatisk omstillingsproces. Corpus Christianum betød også et ægteskab mellem kirke og magthavere, som på forskellige måder forvandlede en missionerende kirke til en pastoral institution. Som Romerrigets statsreligion fik kristentroen karakter af civil religion og blev samfundets administrator af religiøs mening. Kirkens struktur tog dermed også skikkelse af samfundsstrukturen, med geografiske sognemenigheder, med et skille mellem clerici (præster) og idiotes (lægfolk). Man praktiserede troen ved at deltage i kirkens arrangementer, og evangelisering blev erstattet af mere eller mindre påtvunget kristianisering. At bryde med denne konstantinske tradition og alle dens muligheder side 25

2 26 Artikel Knud Jørgensen for magt og indflydelse er ikke let. I andre dele af verden har man brudt med eller aldrig oplevet den konstantinske kirketradition. Og for os i Vesten er den blevet en hindring for mission, fordi den tilslører, at vi faktisk befinder os i en missionssituation. Constantinianism is a hard habit to break. It is particularly hard when it seems that we do so much good by remaining in power. It is hard to break because all our categories have been set by the church s establishment as a necessary part of Western civilization (Hauerwas 1991:18). Den amerikanske missiolog Darrell L.Guder, som besøgte Danmark tidligere i år, taler i denne forbindelse om The Continuing Conversion of the Church (Guder 2000). En sådan omvendelse handler om at nytænke teologi, evangelisering, gudstjeneste, lederskab og strukturer. Og ikke mindst kræver det, at vi gør noget med kirkens gospel reductionism: Oldkirken tog skridtet fra bevægelse til institution. Konstantins kirke bevægede sig fra en forståelse af evangeliet som en begivenhed til formuleringen af et defineret trossystem af sandheder; Gudsriget blev forstået som den evighed, som venter den kristne efter døden; frelse blev noget kirken delte ud til den enkelte, især gennem sakramentene. Med baggrund i disse reduktioner af evangeliet blev også kirkens organisatoriske form forvandlet til statens religion og samfundets administrator af religiøs mening (Guder 2000:103ff). På lignende måde, hævder Guder, har reformation og pietisme reduceret evangeliet til et budskab om den enkeltes frelse: The benefits of salvation are separated from the reason for which we receive God s grace in Christ: to empower us as God s people to become Christ s witnesses. This fundamental dichotomy between the benefits of the gospel and the mission of the gospel constitutes the most profound reductionism of the gospel (Guder 2000:120). Vi frelses ikke for vor egen skyld, men for at blive vidner. Jeg blev selv opdraget i en vesterlandsk teologi, som på mange måder var, hvad Hwa Yung kalder uengageret (1997:8f). Måske havde det at gøre med, at man som børn af oplysningstiden skilte mellem teori og praksis. Det var først, da jeg stødte på den latinamerikanske frigøringsteologi, at jeg begyndte at forstå, at man ikke kan holde teologien adskilt fra den konkrete verden. Her forstod jeg, at sandhed ikke kan skilles fra praksis, og at ortopraksi derfor er lige så vigtig som ortodoksi. Som ung missionær i Etiopien blev det helt indlysende klart for mig, at det meste af det jeg havde lært på Københavns Universitet måtte tænkes om og at teologi dybest set bør basere sig på missionserfaring; sådan blev oldkirkens teologi til, som en teoretisk overbygning eller principiel tænkning baseret på konkret missionserfaring. Teologisk tænkning må dermed være missiologisk tænkning, hvis den skal sammenholde praksis og teori. De bedste og vigtigste eksempler på dette er de nytestamentlige beretninger. Bibelen er jo ikke tænkt at være en tekstbog i teologi, men en beretning om mission Guds mission og vor sendelse og om missionsteologi, dvs. beretningen om den Gud, som handler til frelse for mennesker, og som derfor udruster sit folk til at være sendt til verden. Teologi er derfor ment at være an accompanying manifestation of the Christian mission and not a luxury of the worlddominating church (Martin Kähler, her citeret fra Bosch 1991:16). Evangelierne er tydeligt skrevet for at vidne om Jesus Kristus til forskellige målgrupper i den græsk-romerske verden, og alle brevene er vokset ud af de nye menigheders pastorale behov i en missionssituation. Der blev næppe meget tid og plads til dagens teologiske research; snarere blev skrifterne i NT til in the context of an emergency situation, of a church which, because of its missionary encounter with the world, was forced to theologize (Bosch 1991:16). På den måde kan man hævde, at mission er teologiens moder og derfor at en teologi, som ikke er side 26

3 Missiologien udfordrer teologien 27 missiologi efter sin intention, er en irrelevant teologi. Først for et par år siden stødte jeg på Johannes Nissens spændende behandling af NT og mission (2004). Det var befriende at tage del i hans historiske og hermeneutiske perspektiver, både fordi de understregede, at der faktisk i NT er flere perspektiver eller missionsteologier, men mest fordi Nissen her læser NT, som jeg tror, det skal læses som en beretning om mission, og midt i beretningen bliver missiologien/teologien til, som en del af selve begivenhederne og selve beretningen. Her er et varmt forsøg på at lade en missiologisk læsning af NT udfordre teologien. Lad mig bare nævne fire af Nissens perspektiver eller linser: mission er at være sendt ud (især i det fjerde evangelium) mission er at gøre til disciple (Matthæusevangeliet) mission er befrielse og frigørende handling (Lukasevangeliet) mission er vidnesbyrd (Acta og Johannesevangeliet) (2004:18) Det, som især gør Nissens behandling spændende og relevant, er, at han ikke gemmer sig bort i Palæstina og Romerriget, men at han på grundlag af teksten spørger om tekstens fremtid, om dens forvandlende kraft på dem, som kommer i kontakt med den (Nissen 2004:15). Vi tolker teksterne inden for vort verdensbillede; hvis teksterne handler om Guds møde med verden, må vi derfor også tage skridtet videre og spørge, hvad teksterne betyder (deres significance) i dag i vor kontekst. Bibelens tekster egner sig i grunden slet ikke til oplysningstidens uengagerede teologi. I dag er det derfor også missiologien i det globale Syd, som er mest i takt med Bibelens tekster (se til dette Philip Jenkins nye bog The New Faces of Christianity 2006). Oldkirken vidner om samme nære forbindelse mellem mission og teologi. Teologi forstås som praktisk teologi i modsætning til en spekulativ teologi praktisk, fordi evangeliet skal forkyndes på søndag, som Regin Prenter ofte sagde, og fordi missionsmenighederne skal have pastoral hjælp til at leve og handle i en ikke-kristen verden. Det er først efter Konstantin, at teologien flytter hjemmefra og ind på de nye universiteter, som i voksende grad lever adskilt fra de missiologiske og pastorale rødder. Det er i denne kontekst, at Thomas Aquinas skolastiske teologi bliver til med stærke forbindelseslinjer til aristotelisk logik og rationalitet. Både Luther og Calvin forsøger at bryde ud af dette teoretiske fangenskab deres interesse lå tydeligvis ikke i at bygge systemer, men i at vidne om troen men der går ikke længe, før ortodoksien igen henter de skolastiske modeller frem. Heller ikke pietismens kamp mod en teologi, som ikke var relevant for personlig fromhed, kunne stå imod, måske fordi der her, som Guder hævder, mere blev tale om at reducere evangeliet til den enkeltes frelse altså en slags uevangelisk selvoptagethed. I hvert fald blev det rationalismens skille mellem teori og praksis, offentlig og privat, fakta og værdier, som kom til at præge hele den vestlige teologi, en teologi, som siden blev forsøgt eksporteret til resten af verden som en del af missionsepoken fra slutningen af det 18. århundrede. Hwa Yung hævder, at denne teologi has become largely speculative, and often irrelevant to the mission and pastoral concerns of the church (1997:22). Den repræsenterer derfor en blindgade og ikke normen for kristen teologi. De unge kirker i det globale syd protesterer mod denne teologi og oplever den utilfredsstillende/inadækvat som en model for en engageret teologi. Og det gør de med rette, eftersom denne vesterlandske teologi også er en blindgade set i lys af den kristne forståelse og tradition, som vi finder den i Skriften, oldkirken, patristikken og reformationen. Konklusionen er dermed, at der ikke kan være nogen autentisk teologi, som ikke er baseret på kirkens pastorale og missiologiske praksis. En sådan autentisk teologi vil kræve et personligt engagement fra den kristne og fra menigheden: side 27

4 28 Artikel Knud Jørgensen Just as the church ceases to be church if it is not missionary, theology ceases to be theology if it loses its missionary character (Bosch 1991:494). Jeg skal nedenfor eksemplificere to områder, hvor missiologien udfordrer teologien: Den holistiske teologi og forståelsen af kontekstuel teologi: Verdensmestre i dualisme Vi er børn af en græsk filosofi og en rationalisme, som har lært os at holde styr på tingene himmel og jord, det materielle og det åndelige, tro og fakta, offentlig og privat, mission og diakoni, individ og samfund. Helt automatisk tænker jeg i dualisme, når jeg støder på den slags begreber, og resultatet bliver, at jeg deler livet og verden op. Som ung missionær mødte jeg i Etiopien en kirke, som tænkte holistisk. Begrebet holistisk havde sin baggrund i, at etiopiere oplevede og tolkede det kristne budskab som en enhed: Vi tror, at en integreret menneskelig udvikling, hvor de åndelige og de materielle behov ses sammen, er den eneste rigtige tilnærmelse til udviklingsspørgsmålene i vort samfund, fortalte de mig. Dette blev sagt som en reaktion på, at man fra nord skilte stærkt mellem udviklingsaktiviteter og kirkelig virksomhed. Dette var med til at svække diakonien i kirke og menigheder, fordi donorer fra Europa ikke ville, at midler til bistand og udvikling skulle gå til kirkebyggende aktiviteter. Holistisk teologi er et forsøg på at opdage det menneskelige liv i sin helhed. Især blandt afrikanere har jeg mødt følgende tanker: Det, som er sagens kerne på vort kontinent, er, at bestemme værdigrundlaget for den økonomiske politik, landbrugspolitikken og de udenrigspolitiske relationer. Politikken afgør, hvem som kommer til at dø, og hvem som får lov at leve. Afrikansk teologi må udvikle en politisk teologi, som er relevant i forhold til Afrikas politiske liv. På lignende måde har den latinamerikanske frigøringsteologi de sidste 30 år udfordret den traditionelle individorienterede diakoniforståelse. Den hjælp-trængende, svage og marginaliserede må tilegne sig kritisk kundskab om sin egen livssituation, høre og forstå hvad evangeliet siger ind i denne situation og blive frigjort til handling. Det er kirkens opgave at tilrettelægge, at dette kan ske inden for menigheder og kristne fællesskaber. Det diakonale arbejde må fungere som et redskab for en sådan bevidstgørelse og rettes mod de strukturer og samfundsprocesser, som skaber undertrykkelse. Kirken må vælge side (Bondevik i Berentsen, Engelsviken & Jørgensen 2004:265ff). Eller lad os hente et vidnesbyrd fra Syd- Afrika: Vi tror, at frelse og social forandring ikke kan skilles fra hinanden. Vi tror, at Guds frelseshandling ikke kun retter sig mod individer, men hele skabningen. Arvesynd giver sig udtryk i krig, uretfærdighed og undertrykkende systemer. Frelsen må derfor omfatte både de åndelige, politiske, sociale og økonomiske realiteter. Evangelisering kan ikke begrænses til kun åndelige behov lige så lidt som diakoni kan reduceres til et rent socialt engagement. Vi tror, at disse to dimensioner af kirkens tjeneste altid burde være i balance og burde forenes til et. Guds frelse gælder alt, som Gud har skabt (KUI/ Kirkens Nødhjelp 1989:27). Dette er vanskeligt for os vesterlændinge: Man kan da ikke blande ting og sager sådan sammen når vi bruger statens penge, kaldes det udvikling og bistand, når vi bruger vore egne, kaldes det diakoni og vi har lært, at man slet ikke skal blande diakoni og evangelisering, for så laver man riskristne mennesker, som bliver kristne for at få del i maden og det ville jo være skrækkeligt. I den internationale samtale om socialt engagement inden for kirke og mission, ser vi en bred bevægelse mod en ny forståelse af sammenhæng. Dette indebærer: side 28

5 Missiologien udfordrer teologien 29 Evangelisering og socialt engagement må holdes sammen som integrerede dele af kirkens og missionens opdrag. En klarere forståelse af sammenhæng mellem mikro- og makroperspektiver på social nød og et skaberværk, som brydes ned. Handling må rettes mod både symptomer og årsager. Det er knapt muligt at sætte skarpe grænser mellem socialt engagement og socialpolitisk handling og mellem socialt engagement og forkyndelsen af evangeliet. En klarere forståelse af sammenhængen mellem individuelt og kollektivt ansvar. Opgør og forsoning, næstekærlighed, ansvar for skaberværket og retfærdighed må finde sammen. Det er problematisk, når man adskiller vidnesbyrd og social handling, sådan som de offentlige bistandsmyndigheder fortsat gør det, når religion og udvikling holdes adskilt. At praktisere forvandlende udvikling i et kristent perspektiv kræver, at mennesker på en eller anden måde hører evangeliet og får anledning til at svare Adskillelsen mellem ord, handling og tegn er en vestlig, rationalistisk opfindelse. Det bibelske verdensbillede er holistisk. En udviklingsteknologi, som ikke ledsages af en tolkning af de gode gerninger, kan føre til, at man giver kloge eller magiske videnskabsfolk æren i stedet for Gud. Dette handler om, hvordan vi forstår fattigdom. Hvis fattigdom ikke kun har sociale, Kilde: Ravi Jayakaran: Participatory Learning and Action: User Guide and Manual, Madras, India: World Vision, India, side 29

6 30 Artikel Knud Jørgensen Derfor er det vigtigste, vi som kristne kan bringe, fortællingen om Gudsriget som grundlag for sand identitet ikke flere løgne, et genoprettet liv, et forandret verdensbillede, sandhed og retfærd fysiske og mentale årsager, men også åndelige (se illustration), skal der mere til end bistand og udviklingshjælp. Da handler fattigdom også om relationer, som er uretfærdige og som skaber disharmoni. Og da må evangeliet stå centralt i vort bistandsarbejde : At praktisere forvandlende udvikling i et kristent perspektiv kræver, at mennesker på en eller anden måde hører evangeliet og får anledning til at svare. Hvorfor? Jo, fordi evangeliet om Guds dårskab på korset er det eneste, som kan sætte mennesker fri fra det netværk af løgne, frygt og synd, som er fattigdommens slaveri. Jeg siger ikke nej til de andre vigtige elementer i bistand og diakoni, som for eksempel retfærdighed, bærekraft og empowerment (at give andre magt), men hvis magtesløshed også har at gøre med religiøse processer og syndige systemer, er det alene evangeliets kraft, som kan skabe forvandling. Alene det, at de fattige får anledning til at opdage netværket af løgne og finder sandheden, er en del af evangeliet. Sandheden om Gudsriget er det eneste, som kan bringe orden i forholdet mellem sandhed og magt. Alene Gudsrigets værdier kan helbrede en forreven og forvredet identitet og sætte mig fri fra magter og myndigheder. Jesus snakkede om bøn og faste, og jeg tror, at disse to fortsat er ment at være redskaber for social handling og forvandling. For grænserne for udvikling ligger både i de riges systemer og i de fattiges sind. Derfor er det vigtigste, vi som kristne kan bringe, fortællingen om Gudsriget som grundlag for sand identitet ikke flere løgne, et genoprettet liv, et forandret verdensbillede, sandhed og retfærd (se til hele dette afsnit Myers 2000). Om at oversætte og tilpasse troen Mission handler om at oversætte evangeliet og lidt mere. Den afrikanske teolog Lamin Sanneh påviste for nogle år siden, at de kirker i Afrika som i sin oversættelse valgte at bruge det lokale ord for Gud, er vokset, mens de som af forskellige årsager var bange for misforståelser og synkretisme og derfor fandt på et nyt ord for Gud - ikke er vokset. En oversættelse af evangeliet må være en dynamisk-ekvivalent oversættelse, a la bibeloversættelsen Good News for Moderen Man dvs. en oversættelse, som anvender ord med samme (ekvivalent) kraft (dynamis) eller mening, som den oprindelige tekst. Den oprindelige tekst må ikke kun oversættes, men også tilpasse sig den nye kontekst (Sanneh 2003). Begrebet kontekst rører ved nerven i et af Stiftelsen Areopagos ægtefødte børn, Institute of Sino-Christian Studies (ISCS), et arbejde, som omfatter oversættelse, publikation, besøgsprogram for universitetslærere og studenter, konferencer og stipendier for universiteter i Kina. Dette arbejde fyldte i 2005 ti år. Målet i de ti år har været at udvikle et kinesisk sprog, som på en ny og meningfyldt måde kan fortolke, hvad kristen tro er på kinesisk. Måske er tilmed ordet fortolke for snævert, for i grunden handler oversættelse om noget mere om at skabe noget nyt, nye ideer, ny teologi en teologi, som, netop fordi den er en nyskabning, bygger broen mellem Skrift og tradition på den ene side og den kinesiske nutidige kontekst på den anden side. En oversættelse af troen betyder altid noget nyt en ny forståelse af det gamle, en afsløring af nye sider, en fortsat åbenbaring af den oprindelige åbenbaring. Siden slutningen af det 19. århundrede har side 30

7 Missiologien udfordrer teologien 31 Erfaringer med fortiden Kontekstuel teologi Erfaringer fra nutiden Kontekst - Nedskrevet i skriften - Bevaret, forsvaret i tradition Stephen B. Bevans: Models of Contextual Theology, 2003, p.7 - Personlige og fælles erfaringer - Kultur -Social placering - Social forandring man snakket om at plante kirker, som er selvstyrende (self governing), selvbærende (self supporting) og selvudbredende (self propagating), og ikke mindst i Kina har denne kirkemodel spillet en stærk rolle siden 1949, både politisk og teologisk, inden for det, vi kalder Tre-selv Kirken (The Three-Self Patriotic Movement (TSPM)). I årenes løb er vi imidlertid blevet klar over, at Tre-selv ikke er nok; i grunden kan modellen kritiseres på mange punkter, men den mangler i hvert fald et fjerde selv : En levende kirke og tro må udvikle sin egen teologi og tænkning (self theologizing). Dette handler om at skabe en kontekstuel teologi en kristen teologi på dansk, norsk, kinesisk. Og er der noget, vi i Norden kan lære af ISCS, er det, at en kontekstualisering af teologi og tro forsøget på at forstå kristentroen på vor sammenhængs præmisser ikke er til at komme udenom hverken i Kina eller i Skandinavien. Katolikken Stephen Bevans (1992) illustrerer det med en model, som bringer erfaringer fra fortid og nutid sammen. Da jeg læste teologi i 60 erne på Københavns Universitet, lærte man mig, at teologi handlede om at forstå Skrift og tradition og helst ikke for meget tradition, for det var katolsk tankegang. Alligevel var det stort set sådan, at tolkningen af Skriften foregik med lutherske briller. I dag ved jeg imidlertid efter mange år som missionær i en afrikansk kontekst og med erfaringer fra både asiatisk og latinamerikansk kirkeliv at teologi har et tredje ben at stå på: Den erfaring, som ligger i min sammenhæng. I min afrikanske sammenhæng blev det tydeligt ved, at man læste Skriften kollektivt og ikke som en beretning om hin enkeltes frelse. I tillæg lå vægten ikke så meget på retfærdiggørelse af tro som på den opstandne Kristus, som har sejret over magter og myndigheder. I en kinesisk kontekst læser mange Skriften med konfucianske briller: Man er derfor optaget af harmoni og af sammenhængen mellem tro, moral og filosofi. Vor kontekst indvirker også på, hvordan vi forstår Gud og udtrykker troen. Der findes ikke en uforanderlig teologi. Vi kan kun tale om en teologi, som giver mening på et bestemt sted og på et bestemt tidspunkt. Jovist, skal vi fortsat lære af andre også af Luther, Grundtvig, Kierkegård og Hallesbye, men andres teologi kan aldrig være vor teologi. Er den det, risikerer vi, at den bliver en falsk teologi, fordi den ikke forholder sig til her og nu, fordi den ikke tager kristentroens egenart alvorlig. Kristentro handler jo om ham, som blev kød og blod i vor sammenhæng og som stadig ønsker at tage bolig (slå sit telt op, står der i Johannes-prologen) i nye sammenhænge. Her er jo selve det bankende hjerte i Guds kommunikation med mennesker og verden han bøjer sig ned og taler til os på vort eget sprog og i vor egen kultur. Her er derfor også udfordringen til ISCS og til os: Enhver autentisk teologi må have sine rødder i en bestemt kontekst, den må reflektere kulturen, den må kæmpe med undertrykkende fænomener i denne kontekst, som racisme, mandsdominans og det rige vestens udnyttelse af Guds skaberværk. Den må forholde sig til vor tids store side 31

8 32 Artikel Knud Jørgensen sociale forandringer på vej fra et moderne til et postmoderne samfund, på vej fra en fragmenteret verden til en global landsby. Og midt i alt dette må den skabe et nyt sprog, blive en ny åbenbaring af evangeliet, åbne vore øjne, så vi ser endnu mere af højden og bredden og dybden og længden. ISCS gør altså, hvad kirken altid har været kaldet til at gøre og hvad oldkirkens teologer gjorde: De kæmpede for at gøre troen forståelig ind i en dominerende hellenistisk kultur; Clemens af Alexandria benyttede sig af stoikernes tænkning, Origines brugte Platon, og Augustin hentede sprog fra nyplatonikerne. På samme måde fik Thomas Aquinas hjælp fra Aristoteles genopdagede tænkning, mens Luther gav troen udtryk ind i en kontekst, hvor bevidstheden om det enkelte menneskes rolle i en ny tid voksede frem. Og sådan kunne vi fortsætte med alle troens banebrydere og fornyere. Spørgsmålet er imidlertid om vi gør det fortsætter? Er vi som kristne og som kirke lige så brændende optaget af at finde sprog, udtryk, tankegange og nye billeder for at oversætte og tilpasse troen ind i vor samtid? Konstantinsk eller missional identitet Den missiologiske udfordring til teologi og kirke i vesten kommer i dag blandt andet fra de stadig flere missiologer, som sætter fokus på missional kirke (se hæftet Kirke i mission, Ny Mission nr ). Mens missionerende handler om konkrete handlinger, skal ordet missional pege på kirkens iboende gener. Visionen om at være missonal kirke begynder med kritik af vor tænkning om det at være kirke. Responsen på det faktum, at vi også i vesten befinder os i en missionssituation, er dermed ikke at sætte tiltag i gang for at få moderne mennesker i tale, men at spørge, hvad det er i vor måde at være kirke side 32

9 Missiologien udfordrer teologien 33 på, som gør, at et eviggyldigt evangelium synes så irrelevant for så mange i dag. Den konstantinske kirkes kendetegn svarer til en luthersk forståelse af, at kirken er der, hvor evangeliet forkyndes og sakramentene forvaltes. En missional kirke vil sige, at kirken er der, hvor Guds folk i efterfølgelse af Kristus deltager i Guds mission i væren, ord og gerninger i levet hverdagsliv. Den konstantinske kirkes symboler er stedet, tempelet, ordet, det sakrale, mens den missionale kirkes symboler er vejen, efterfølgelse, helhed og hverdag. På samme måde kan man skille mellem den konstantinske kirkes forvaltere: Et gejstligt hierarki i statiske institutioner, og den missionale kirkes forvaltere: Lægfolket i al dets skrøbelighed, som lever troen ud dynamisk i hverdagslivet (Nygaard 2003). Nygaards kontrastering af konstantinsk og missional identitet (se illustration) præsenterer forskellene, rigtignok på en noget forenklet og tilspidset måde. På vejen fra konstantinsk til missional kirke bliver da spørgsmålet: Hvordan være Guds kirke i netop vor tid? Det spørgsmål sætter dernæst gang i en mængde andre spørgsmål om alt hvad vi er og gør som kristne og som kirke. Og her handler det ikke om nye metoder eller modeller. I mødet med kirkens udfordringer og et samfund i ændring har vesterlændinge en tendens til at tænke analyse, løsninger, tiltag nye menighedsmodeller, elektronisk kirke, nye gudstjenesteformer, evangeliseringstiltag mens skiftet vi står i, stiller spørgsmål til teologi og spiritualitet. Vi tvinges til på ny at læse Skriften, om hvad det vil sige at være Guds folk midt i verden og om at være tegn på Guds rige gennem, hvem vi er, hvad vi gør, og hvad vi siger. Læser man Skriften sådan, kan man ikke andet end at undre sig over, hvordan vi i århundreder har klaret at gøre hele det kendte kirkelige apparatur til en så integreret del af evangeliet, og hvordan vi har gennemført en konsekvent reduktion af evangeliet (fra det at gøre til disciple til en selvoptagethed med min personlige frelse) og en reduktion af, hvad det vil sige at være kirke - fra den ene, hellige, katolske og apostoliske kirke til en kirke, som definerer sig kun gennem, hvad den gør Ordets forkyndelse og forvaltningen af dåb og nadver (Van Gelder 2000:53ff). På den måde flyttede reformatorerne opmærksomheden bort fra, hvad kirken er og over til, hvad kirken gør. Med dette fokus på prædiken og sakramenter kom gudstjeneste til at blive kirkens primære opgave, men kirken er også kaldt til at engagere sig i andre funktioner, som for eksempel fællesskab, gøre til disciple, tjeneste og vidnesbyrd, siger Van Gelder (2000:57). Wilbur Shenk er optaget af samme sag: The confessional statements all emphasize the function rather than the being of the church. Ecclesiologically the church is turned inward. The thrust of these statements, which were the very basis for catechising and guiding the faithful, rather than equipping and mobilizing the church to engage the world, was to guard and preserve (Shenk 1995:38). Missio Dei-teologien har de sidste 50 år lært os noget om, at mission begynder hos Gud og er et resultat af hans initiativ og ikke bare en af kirkens aktiviteter. På den måde har vi lært at tale om en missionerende Gud og at forstå kirken som et folk, der er sendt. Denne missionale reorientering af teologi må imidlertid slå rod og få lov til at revolutionere hele vor teologi, vor teologiske uddannelse og vor kirkeforståelse: at være kirke er at være i mission; ikke en kirke, som driver mission, men som er mission i væren og ord og gerning og livsstil og tiltrækningskraft. Konceptet missional kirke ønsker altså at opfange den gamle sandhed, at mission er en del af kirkens esse. Uden mission, ingen kirke. I selve kirkens gener ligger det missionerende, og enhver ekklesiologisk refleksion, som ikke har det udgangspunkt, vil med nødvendighed blive afsporet og komme til at handle om noget andet end at være kirke. Mission må derfor ikke reduceres til en opgave eller et program, men handler først og fremmest om natur en natur, side 33

10 34 Artikel Knud Jørgensen som vokser ud af Guds væsen. Midt i den krise, som traditionel vestlig kristenhed og etableret kirkelighed gennemlever, måtte det, som bliver tilbage, da være et missionalt samfund af mennesker, som lever ved og demonstrerer evangeliet om Guds rige gennem væren, ord og handling. Sådan var kirkens ældste ekklesiologiparadigme, og sådan må et nyt paradigme være. Dette nye paradigme vil søge at skabe teologi, spiritualitet, strukturer og ordninger, som baner vej for missionerende væren inden for kirken lokalt og globalt. Her handler det om at finde det rette forhold mellem kirkens væsen (hvad kirken er), kirkens tjeneste (ministry; hvad kirken gør) og kirkens organisation (hvordan kirken strukturerer sig selv) (Van Gelder 2000:37). Church and mission need to be merged into a common concept. Ecclesiology and missiology are not separate theological disciplines, but are, in fact, interrelated and complementary. They start at the same point, with the Triune God in mission to all of creation. They speak of the same reality the church is to participate fully in God s mission to all of creation. We need to integrate our understanding of church and mission. We need to develop a missiological ecclesiology (Van Gelder 2000:31). En forandret verden udfordrer missionen Et par ord til afslutning om den forandrede verden vi befinder os i, som kirke i mission. Vender dette kort ikke den gale vej? Skal ikke nord være øverst og syd nederst? Og Skandinavien skal vel være i midten og øverst? Jo, for en skandinav vender kortet den gale vej, men ikke for en australier eller i det hele taget for alle dem, som hører til i det globale syd - denne betegnelse signaliserer, at syd også findes i nord (slum), og nord findes i syd (rige lande og rige magthavere). Hvilke faktorer har så bidraget til at vende kortet på hovedet? (Pocock, van Rheenen & McConnell 2005) Globaliseringen med dens blanding af potentiale og trusler. Den gør nogle til vindere og andre til tabere. Globalisering er en trend, som fremskynder samkvem mellem folk, kulturer, regeringer og transnationale selskaber. Den indebærer en forstærket strøm af ideer, materielle goder, symboler og magt i mange retninger, skabt af Internettet og andre kommunikationsteknologier og af rejser. Globalisering er vigtig, fordi den totalt forandrer de sammenhænge, vi arbejder i, den måde folk og kulturer opfatter hinanden, og de medier og midler, vi gør brug af. Vi bør ikke overse, hvilken virkning globalisering har på os selv som formidlere af evangeliet. Konkret giver globaliseringen sig udtryk i form af migration, flyrejser, Internet og et såkaldt frit marked. Samtidig er globalisering og migration også gudgivne fænomener og ikke kun resultater af Babels forvirring. Kirken kaldes således et kongeligt præsteskab, der som Guds folk lever blandt folkeslagene, og pinse handler om, hvordan Helligånden ophæver Babel. På den anden side ligger der i globaliseringen en stor fristelse for menneskelig selvoptagethed og store muligheder for magter og myndigheder. Den postmoderne virkelighed, som den opleves især i nord, indebærer, at vi er i ukendt land, en verden, som ingen har boet i før. Og denne mangfoldige virkelighed øver pres på kirke og kristendom. Under dette pres gror længslen efter transcendens, efter side 34

11 Missiologien udfordrer teologien 35 betydning og mening og efter fællesskab. Hvordan skal mission forholde sig til disse udfordringer? Demografiske ændringer i form af befolkningsvækst fra 1,4 milliarder til 6,2 milliarder i løbet af det 20. århundrede. 4,6 milliarder bebor de mindst udviklede regioner; 98 af befolkningsvæksten finder sted her. Dertil kommer en voldsom migration: 175 mill. bor i andre lande end hvor de blev født. Over 90 % er økonomiske immigranter. 10 % af befolkningen i rige lande er immigranter. I Kina er 400 mill. på vej fra landsby til by, og 55 mill. kinesere bor udenfor Kina. Kristentroens vækst og spredning i de første århundreder skyldtes migration. Det samme gælder perioden eller Islams vækst og udbredelse fra 750 til Vor tids migrationsbevægelser er en central del af en global forandring, som i næste omgang vil have en dramatisk indvirkning på verdensreligionernes geografiske og demografiske omrids. Dette vil give sig stærkt udslag i form af proselytering og missionerende udbredelse. Også kristentroen har altid vært en migrationsreligion på vej over grænserne. Vi oplever det, nogle kalder a religionquake, et religiøst jordskælv, hvor vi bevæger os fra verdensreligioner til mange slags spiritualitet. Religionernes og religiøsitetens konkurrence på det globale religiøse supermarked indebærer også, at de tilpasser sig markedet og bliver mere forbrugervenlige. Resultatet er en pluralistisk tænkning, som fejrer det religiøse mangefold som noget godt og sundt, og som er dybt mistænksom over for alle forsøg på at fremstille en tro eller tradition som normativ for andre eller alle. Ad den vej bliver kristentroen en blandt mange veje. Samtidig bliver hinduisme, islam og buddhisme mere og mere militante og evangeliserende, både hjemme og i vesten. Væksten i nyåndelighed (new religious movements) kom som en overraskelse for sekular-teologien. Verden er i dag massively religious. Dette er et resultat af globalisering, synkretisme, konsumerisme og individualisme Ekspert på religionsstatistik David Barrett siger: The major thing we have learned is the enormous religious change going on across the world all the time. It is massive, it is complex, and it is continual. We have identified nine thousand and nine hundred distinct and separate religions in the world, increasing by two or three new religions every day Dette understreger et skrigende behov for at tænke religionsteologi: Hvad betyder det, at Jesus er vejen, sandheden og livet for mission i dag? Parallelt er der et lignende behov for at tænke kontekstualisering. Begge dele religionsteologi og kontekstualisering er børn af missiologien. LITTERATUR Berentsen, Jan-Martin, Tormod Engelsviken & Knud Jørgensen (red.), 2004 Missiologi i dag. Oslo: Universitetsforlaget Bosch, David, 1991 Transforming Mission. Paradigm Shifts in Theology of Mission. Maryknoll, N.Y: Orbis Books Bevans, Stephen B Models for Contextual Theology. Maryknoll, N.Y.: Orbis Books Engelsviken, Tormod & Kjell Olav Sannes (red.) Hva vil det si å være kirke? Kirkens vesen og oppdrag. Trondheim: Tapir forlag Guder, Darrell L Missional Church. A Vision for the Sending of the Church in North America.Grand Rapids, Mi.: Eerdmans. 2000The Continuing Conversion of the Church. Grand Rapids, Mi.: Eerdmans Hauerwas, Stanley After Christendom? How the Church Is to Behave if Freedom, Justice, and a Christian Nation Are Bad Ideas. Nashville, Ts.: Abingdon Hwa Yung Mangoes or Bananas? The Quest for an Authentic Asian Christian Theology. Oxford: Regnum Jenkins, Philip The New Faces of Christianity. Believing the Bible in the Global South. Oxford: Oxford University Press KUI/Kirkens Nødhjelp Vitnesbyrd fra Sør-Afrika. Oslo:: KUI/Kirkens Nødhjelp side 35

12 36 Artikel Knud Jørgensen Myers, Bryant L Walking with the Poor. Principles and Practices of Transformational Development. Maryknoll, N.Y.: Orbis Books Newbigin, Lesslie The Open Secret. Grand Rapids, Mi.: Eerdmans The Gospel in a Pluralist Society. Grand Rapids, Mi.: Eerdmans Nielsen, Harald (red.) Kirke i mission. København: Unitas forlag Nissen, Johannes. New Testament and Mission. Historical and Hermeneutical Perspectives. Frankfurt am Main: Peter Lang Nygaard, Birger Den missionale kirke. [Ikke publiceret foredrag ved MFs semesterafslutning i Århus] Pocock, Michael, Gailyn van Rheenen & Douglas McConnell The Changing Face of World Missions. Engaging Contemporary Issues and Trends. Grand Rapids, Michigan: Baker Academic Sanneh, Lamin. Whose Religion Is Christianity? The Gospel beyond the West. Grand Rapids, Michigan: Eerdmans Publishing Company Shenk Wilbert R Write the Vision. The Church Renewed. Valley Forge, Pa.: Trinity Press International Changing Frontiers of Mission. Maryknoll, N.Y.: Orbis Books Van Gelder, Craig The Essence of the Church. Grand Rapids, Mi.: Baker Books FORFATTEROPLYSNINGER Karriereforløb: 1942, journalist, cand.theol. fra Københavns Universitet, 1970, Ph.D. i missiologi fra Fuller Theological Seminary, 1980, har bl.a. været programchef ved Radio Evangeliets Stemme i Etiopien, eksekutivsekretær for kommunikation ved Det Lutherske Verdensforbund, rektor ved Gå Ut Senteret i Norge, informationsjef i Kirkens Nødhjelp, dekan for Leadership Department ved Mekane Yesu Seminary i Etiopien, og siden 1998 direktør for den norsk-danske stiftelse Areopagos. Publikationer: Har skrevet en række artikler i bøger og blade, bøker om kommunikation og lederskab, og er medredaktør av Missiologi i dag (1994 og 2004). side 36