Studietur til Firenze

Transkript

1 Studietur til Firenze Fra 3. til 10. maj 2014 var jeg på studietur i Firenze. Formålet var at få et indblik i renæssancekunsten. Firenze betragtes som renæssancens vugge, så da det var min første tur til byen, var mine forventninger høje. Som rejseledsager havde jeg min kæreste Eija. Hun deltog i de fleste af museumsbesøgene og i udflugterne til de nærliggende byer. Vi ankom lørdag den 3. maj og indlogerede os i et centralt men roligt beliggende hotel, Hotel Donatello på Piazza Indepenza, og lagde ud med at skimme den gamle by. En vandretur, som førte forbi San Lorenzo kirken, Domkirken Santa Maria del Fiore, Piazza del Mercato Centrale det store marked og den gamle bro Ponte Vecchio. Ponte Vecchio Ponte Vecchio er én af verdens mest kendte broer og måske den smukkeste. Den går over floden Arno på det smalleste sted. Der har været broer på dette sted fra før vores tidsregning. Den nuværende bro, bygget i sten, er fra Bygmesteren hed Taddeo Gaddi, som var en anerkendt arkitekt og maler. Kendetegnende for broen er de mange butikker langs siderne. De blev tidligere brugt af slagtere og andre handlende, som smed deres affald direkte ud i floden. I 1565 blev Georgio Vasari bedt om at lave en overdækket korridor. Bestilleren var Cosimo de Medici, som gerne ville kunne bevæge sig tørskoet og udenom stanken fra butikkerne, fra sit hjem i Palazzo Pitti til sit kontor og videre til Palazzo Vecchio. Vasari konstruerede en korridor, som førte igennem Uffizierne, hen over eller igennem eksisterende bygninger, ovenpå broens butikker og frem til boligen. Der stod dog et tårn i vejen. Det befandt sig for enden af broen og tilhørte Manelli-familien, som gennem tiden havde hjulpet Medicierne. Tårnet fik lov at blive stående, korridoren blev blot ført udenom. Vasari korridoren, som den bliver kaldt, fungerer i dag som kunstgalleri og rummer en række selvportrætter. Der er adgang for offentligheden, men det koster over 500,- og indeholder en guidet tur. Jeg valgte korridoren fra i denne omgang.

2 Palazzo Vecchio Palazzo Vecchio, det gamle palads, ligger for den ene ende af Vasari korridoren. Det er Bygget som og fungerer stadig som Firenzes rådhus. Det blev opført omkring år 1300 og fungerede en kort periode som bolig for Cosimo 1. Medici. Han lod Giorgio Vasari ombygge og udsmykke bygningen. Mest imponerende er striben af slagscener i den store Salone dei Cinquecento, de 500 s sal, hvor de 500 rådsmænd samledes for at styre Firenze. Michelangelo og Leonardo da Vinci havde fået til opgave at lave hver sit maleri. Michelangelo nåede kun at lave en skitse, inden han blev kaldt til det Sixtinske Kapel i Rom for at dekorere det senere så berømte loft. Da Vinci havde for vane at eksperimentere med materialer og blandede efter sigende pigmentet med voks. Det havde svært ved at tørre og havnede i små pytter på gulvet. Et andet rygte fortæller, at Leonardos værk eksisterer inde bag ved det nuværende maleri af Vasari. Giorgio Vasari og hans hjælpere har stået for de nuværende malerier i det gigantiske rum. De er malet i perioden og viser bl.a. militære sejre over nabobyerne Siena og Pisa. Loftet i salen er ligeledes dekoreret af Vasari og co. og består af 39 paneler. Man kan ikke undgå at blive imponeret, når man træder over overdørtærsklen til denne sal. Palazzo Vecchio rummer et hav af rum og sale, som alle er dekorerede. Piazza della Signoria Palazzo Vecchio ligger på Piazza della Signoria, byråds-pladsen. Pladsen har i mange århundreder været det politiske centrum for Firenze og har siden 1400-tallet rummet kunstværker. Indgangen til paladset er flankeret af to store statuer. Den mest berømte er David, som er over 5 meter høj. Den er lavet af Michelangelo, der som kun 26-årig fik opgaven med at lave denne bibelske statue (David og Goliat). Oprindeligt skulle den have stået sammen med 11 andre statuer på taget af domkirken. Da man imidlertid opgav tanken om at løfte den tunge statue så højt, nedsatte man en komite, der besluttede, at den skulle stå på Piazza della Signoria, hvor den erstattede Donatellos Judith og

3 Holofernes. En statue, som også repræsenterede heroisk modstand. Hvor andre kunstnere tidligere havde skildret David efter kampen mod Goliat, viser Michelangelos version en David inden kampen. Hans rynkede pande, spændte nakkemuskler og beslutsomme blik viser en person, der er parat til modstand. Samtidig er han i bevægelse. Den udbredte måde at levendegøre figurer under renæssancen - contrapposto, hvor figuren har hovedvægten på det ene ben foruden drejningen i kroppen, tilfører figuren dynamik. Michelangelos David er én af renæssancens mest berømte skulpturer og kom til at repræsentere republikkens modstand mod indblanding udefra, hvad enten det kom fra Rom eller fra den tidligere fordrevne Medici-slægt. Den nuværende figur er en kopi. I 1873 blev originalen flyttet til Kunstakademiet. Medici erne vendte tilbage til magten i Firenze, efter en priode, hvor byen var blevet styret af Savonarola og hans republikanske tilhængere. For at markere dette, blev der bestilt en skulptur, der kunne modsvare David. Ordren havnede hos Baccio Bandinelli, som ud af en gigantisk marmorblok skabte Herkules og Cacus. Skulpturen fortæller historien om guden Herkules, som opsøger og henretter det ildspyende monster Cacus, efter at denne havde stjålet kvæg. Igen er tidspunktet lige før afstraffelsen valgt, tiden er trukket ud hvor længe vides ikke. Meningen var at demonstrere fysisk styrke overfor psykisk styrke (David). Herkules repræsenterer Medici-slægten, Cacus republikanerne. Og andre kunne man tilføje; Hekules kigger årvågent ud over pladsen som for at sige: er der andre der vil dele skæbne med Cacus? Til højre for paladset er en loggia, som huser en stribe skulpturer, bl.a. Judith og Holofernes af Donatello og Perseus med Medusas hoved af Cellini. Loggiaens tag anvendes som terrasse i forbindelse med Uffizi-museets restaurant. Uffizi-gallerierne Begrundelsen for at søge om en studietur var som sagt ønsket om at studere renæssancekunst. Derfor var Uffizi-gallerierne et must-see. Uffizi betyder kontorer, og det var her Medici erne havde deres administrative lokaler. Gennem de mange år slægten var ved magten, samlede de kunst i stor stil. Kontorerne fungerer i dag som museum, ét af Italiens fornemste. Jeg havde bestilt billetter hjemmefra og dermed fået reserveret ikke bare en besøgsdag, også en besøgstid. Det viste sig at være en god idé. Da vi ankom til museet, var der en kø, der spandt sig så langt øjet rakte. Vi kunne gå lige ind.

4 Man kan leje en audioguide for 6 Euro. For 4 Euro mere kan man få en hovedtelefon med, så to personer kan lytte samtidigt. Dette kan spares, hvis man selv medbringer hovedtelefon. Det er også en god idé at tage gode sko/sandaler på. Hvis man vil se hele udstillingen, kan man let tilbringe det meste af en dag på museet. Vi brugte 5 1/2 time - inklusive 1/2 time i restauranten! Allerede i den første sal, bliver man bevidst om renæssancekunstens store bedrift, nemlig udviklingen af centralperspektivet. Fra starten af 1300-tallet udvikles motiverne fra at være flade todimensionelle til at få mere dybde, mere perspektiv. Det er tydeligt at se, når man sammenligner Duccios (til venstre) og Cimabues (i midten) værker med Giottos (til højre). Alle tre motiver er af Jomfru Maria og Jesusbarnet på tronstolen. Men hvor de to førstnævnte er todimensionelle og med udtryksløse ansigter, har Giottos maleri flere nuancer og en dybde i billedet, der ikke var set før. Perspektivet var ikke teknisk korrekt, men det lagde kimen til fremstilling af malerier med centralperspektiv og forsvindingspunkt, som kunstnere lige siden renæssancen har forholdt sig til. Uffizi-gallerierne er indrettet retrospektivt. Det er derfor interessant at følge udviklingen op igennem renæssancen. Fra de rene religiøse motiver til malerier, hvor mennesket og naturen får mere og mere plads og nuanceres mere og mere. Renæssancen relancerede som bekendt antikkens mytologi og æstetik på bekostning af rene kristne motiver.

5 Det mest kendte fra Uffizi er nok Botticellis "Venus' fødsel" (1486). Kærlighedsgudinden Venus blæses i land stående på en muslingeskal og modtages af frugtbarhedsgudinden Flora, der står parat til at give hende en kappe på den nøgne krop. Allegorien er inspireret af antikken, hvor mennesket mentes at være forbundet til det guddommelige gennem kærligheden. Blandingen af antikkens mytologi og samtidens kristne kultur er måske tydeligst i Michelangelos runde maleri "Den hellige familie", et bestillingsværk til en rig købmand i I forgrunden ses Maria, Joseph og barnet i en utrolig detaljeret og plastisk skildring, som ikke lader én i tvivl om, at én af Michelangelos spidskompetencer var skulpturen. I baggrunden af maleriet ses et antal unge nøgne mænd, i positurer, som har hentet inspiration fra antikken. En halvmur skiller de to verdener, de forhistoriske hedninge fra den nye kristne kultur. Bargello På Uffizi er hovedvægten lagt på malerier. Hvis man vil studere skulpturer er Bargello et besøg værd. Bygningen, som rummer Firenzes nationalmuseum, stammer fra 1255; oprindelig opført som rådhus. Fra 1500-tallet blev det overtaget af politiet og omdannet til fængsel. Bargello betyder politichef. Fra 1865 har bygningen fungeret som museum og rummer keramik, våben, kunsthåndværk og altså skulpturer, som var mit mål med besøget. Michelangelo er repræsenteret her med flere skulpturer. Den mest iøjnefaldende er Bacchus, som var et bestillingsarbejde til den kun 21-årige kunstner. Skulpturen af vinguden har hentet inspiration fra antikken, men er speciel fordi Michelangelo har givet figuren et realistisk drukkent udtryk. Øjnene er slørede og kroppen har en slingrende holdning, som sammen med den lille faun skråt bag ham, giver skulpturen et tredimensionelt drej. Det nærmest inviterer én til at søge hele vejen rundt om skulpturen. Efter sigende var bestilleren ikke tilfreds med resultatet og solgte den videre. Den har måske været for tæt på virkeligheden, hvem ved? Donatello På museet er en hel sal navngivet efter Donatello. Donatello var sin tids starten af 1400-tallet

6 største billedhugger. Han har en stor del af æren for at have hentet antikkens beundring af menneskekroppen ind i renæssancens relieffer og skulpturer. Det får man et ualmindeligt kraftigt indtryk af ved synet af bronzestatuen David. Den er fra omkring 1430 og viser en meget ung David med hat og støvler. Ellers er han nøgen og fremstår på en meget sensuel måde. Denne version af David betragtes som den første nøgenstatue siden antikken. Hvor nøgenheden vel at mærke ikke var beregnet på at sende et religiøst budskab (syndefald m.m.). Perioden er ca. 70 år før Michelangelo gik i gang med sin version. Selvom figuren sandsynligvis har været et bestillingsarbejde til en privatperson, må den have vakt opsigt i sin tid. I forhold til de klassiske forbilleder har Donatello valgt en ret spinkel og drenget figur, uden svulmende muskler. Og så er der hatten og de fornemme støvler. Hvordan skal det tolkes? Jeg fornemmer en distance til myten, og at de få beklædningsgenstande forstærker nøgenheden. Under alle omstændigheder et stærkt udtryk, også den dag i dag. Chianti Classico Midt i ugen havde vi lejet en bil for at se lidt af omegnen i det fortryllende Toscana. Vi besøgte Greve di Chianti, Siena, Montepulciano og Pisa. Chianti-distriktet ligger syd for Firenze. Den kendte vinproduktion baseret på Sangiovese-druen startede i Chianti Classico området, hvor hovedbyen hedder Greve di Chianti. Det er en hyggelig lille by centreret omkring den trekantede Piazza Matteotti. Under svalende buegange ligger et antal delikatessebutikker og restauranter, som har specialiseret sig i Slow Food. Varemærket med en snegle-ikon tilbyder veltilberedt mad af friske råvarer. I loggiaen kan man også smage på områdets stolthed, Chianti vinen. Vi opsøgte dog områdets største vinforretning Cantine di Greve. Her kan man købe et klippekort til 10, 20 eller 30 Euro og så gå rundt og smage på vinene. Flaskerne er anbragt i runde automater, som kan dosere i mængde og kvalitet til mellem 0,50 og 10 Euro pr. glas. Man må klare sig med selvbetjening uden råd og vejledning, men vingalleriet er indrettet i en ret hyggelig kælderhvælving og udvalget er stort. Vi smagte os frem til en Chianti i mellemklassen og drog videre.

7 På vej mod Siena tog vi forbi den vingård, hvor Lisa Gherardini blev født. Det var hende der stod model til Mona Lisa maleriet af Leonardo fra den nærliggende landsby Vinci. Villa Vignamaggio er en historisk vingård fra 1300-tallet. Siena Siena er især kendt for Piazza del Campo, den vifteformede plads fra omkring år 1300 med rådhuset, som har inspireret den danske arkitekt Martin Nyrop til udformningen af Københavns rådhus. Pladsen er beklædt med lodretstillede mursten i et viftemønster bestående af 9 felter. Felterne repræsenterede både de 9 rige famlier, som på anlægstidspunktet ejede byen, og Jomfru Marias folder i sin kjole. Det er én Italiens smukkeste pladser, som den folder sig ud, omkranset af udendørscaféer og med det stolte rådhus i midten. Nævnes må også Sienas katedral, der var udset til at være verdens største. Det blev dog ikke til noget, pesten stoppede de ambitiøse planer i midten af 1300-tallet. Men man kan stadig se ridset af de middelalderlige planer. Søjler og buer til højre for kirken afslører de gigantiske byggeplaner. Hvad der blev realiseret, som altså blot skulle have været det venstre sideskib, er nu ret imponerende. Et antal massive zebrastribede søjler præger interiøret af kirken. Det er det første der fanger øjet inden man får øje på gulvet. Det er nemlig opdelt i 56 kvadrater, som i marmor fortæller hver deres historie fra bl.a. Det Gamle Testamente. Montepulciano Fra Siena gik turen videre sydpå, til Montepulciano, hvor min rejseledsager for år tilbage var på studietur. Hun ville gerne vise mig byen, som i hendes erindring var noget af det smukkeste hun havde oplevet. Erindringens slør havde bestemt ikke lagt sig over byen. Det kan på det kraftigste anbefales at aflægge denne del af Toscana et visit. Montepulciano er én af de højest beliggende byer i området. Den ligger på en 600 meter

8 høj vulkansk bjergryg. Lige så snart man træder ind af porten i den velbevarede bymur og bevæger sig op ad hovedgaden Corso, bliver man slået af stedets charme. Foruden et hav af delikatessebutikker har byen specialiseret sig i at have prøvesmagning af lokalt produceret vin, olie, ost, pølse m.m. Og ikke noget med klippekort. Her er den personlige betjening i højsædet. I den mest besøgte vinbutik Fattoria Pulcino får man stukket et formskåret bræt i hånden. Her er der plads til et vinglas og til smagsprøver på ost og pølse. Vi gik rundt med hver vores palet og fik at vide, at hvis vi skulle smage dén vin, skulle vi spise dén her ost med ahornssirup til. Vi parerede selvfølge ordre! Alt sammen gratis. At det kan betale sig vidner de mange turister om, som slæber vinkartoner med sig, hvis de da ikke laver aftaler med butikkerne om at få de mange flasker tilsendt. Nævnes skal også vinforretningen Cantine Contucci, der ligger lige overfor det højt beliggende rådhus. Her kan man få rundvisning i deres vinkælder, ligesom man kan prøvesmage og få informationer om deres vine. Vi smagte og købte en af deres lokale vine - Vino Nobile di Montepulciano. Pisa Det skæve tårn var naturligvis det primære mål for turen til Pisa. Ingen anden piloteringsfejl i verdenshistorien er gjort til genstand for så meget opmærksomhed som dette klokketårn fra slutningen af 1100-tallet. Vi fulgte den udbredte tradition med at lade os fotografere op ad tårnet, så man efter temperament enten vælter det - eller støtter det. Tårnet begyndte at tilte allerede under opførelsen. Derfor er den øverste etage af det 55 meter høje tårn rettet en smule op. Efter en omfattende og langvarig restaurering, hvor det faktisk lykkedes at rette det 42 cm. op, genåbnede tårnet for besøgende i Det siges at Galileo Galelei, der var født i Pisa, brugte tårnet til at demonstrere sin teori om, at genstande falder lige hurtigt, uanset deres vægt. Tårnet er sammen med den smukke domkirke og det runde dåbskapel placeret i den nordlige del af byen. Modsat de fleste andre kirker og tårne, som befinder sig klemt inde i en bymidte, er der luft omkring de tre

9 bygninger i Pisa. Det får dem til at fremstå meget elegante. At tårnet stadig fungerer efter dets oprindelige hensigt fik vi at høre mens vi kl. 12 endnu befandt os i toppen. De tolv timeslag lød højt og klokkeklart:-). Floden Aldo, som flyder gennem Firenze løber også gennem Pisa, inden den ca. 10 km længere fremme løber ud i havet ved Marina del Pisa. Oprindelig lå Pisa ved havet, men sandaflejringer har gennem Middelalderen flyttet kystlinjen. Foruden Venedig var Pisa omkring år 1000 Middelhavets største sømagt, med deres egen flåde. Velmagtsdagene endte i 1284 med et nederlag til Genova. Firenze erobrede byen i 1406, og med tilsandingen af havnen var byen marginaliseret. Santa Maria del Fiore Det zebrastribede look fra Sienas domkirke går igen når man møder Santa Maria del Fiore, domkirken i Firenze. Her er det bare udvendigt. Om det er kønt kan diskuteres, men det er under alle omstændigheder karakteristisk. Opførelsen af kirken med de mange grønne rektangler blev påbegyndt i Først i 1436 blev den indviet. Det var efter at kronen var blevet lagt på værket. Den tons tunge kuppel var det sidste der kom på plads. I løbet af 16 år lykkedes det arkitekten Brunelleschi at opføre verdens største kuppel (samtidens) uden anvendelse af stillads. Dermed skrev han historie. Han fik bygget et selvbærende loft af mursten, som blev brugt til at støtte den ydre kuppel. Domkirkens indre er langt fra prangende sammenlignet med dens ydre. Bemærkelsesværdigt er dog Vasaris fresker i loftet på kuplen, hvor han har udmalet dommedag i al dens gru. Michelangelo pladsen Turens sidste udflugt gik til Michelangelo pladsen, som ligger et stykke oppe ad bakken syd for Arno floden. Her står et monument til minde om Michelangelo. Det er kopier af hans mest berømte værker i Firenze: David omgivet af fire skulpturer fra Mediciernes mausolæum. Fra pladsen er der en fantastisk udsigt ud over byen. Pladsen er da også fyldt med biler og turistbusser og en masse japanske turister, som

10 knipser billeder i én uendelighed. Lige neden for pladsen ligger en yndig rosenhave, som vi slog os ned i for at hvile de ømme fødder efter 7 dages kulturvandring. Respekt Dette var hvad jeg havde valgt at fokusere på under mit første besøg i Firenze og omegn. Et lille udpluk, nogle få nedslag. Det har været en appetitvækker, jeg må tilbage for at se mere. Mit kendskab til renæssancens mestre har været meget begrænset. Jeg var godt klar over Leonardo da Vincis multitalent. Men det var jo nærmest reglen, at renæssancens aktører mestrede både maleri og arkitektur. Enkelte havde endnu flere evner, som f.eks. Michelangelo, der også var billedhugger, poet og ingeniør. Jeg er efterladt med dyb respekt. Tak for turen! Om Medici-slægten (fra Wikipedia) Familien Medici var i renæssancen en magtfuld og indflydelsesrig familie i Firenze. Familiens rigdom stammede fra tekstilhandel, og bankvirksomhed sikrede familien velstand og politisk indflydelse. I starten af 1400-tallet var familien den rigeste i Europa. Familien fik magten i Firenze, og i de næste mange år blev Firenze styret af den i den "den Mediciske Periode". De mest bemærkelsesværdige var: Giovanni de' Medici ( ), var finansmand og industriherre i Firenze, og i begyndelsen af tallet blev han pavens officielle bankier. Under kirkemødet i Konstanz spillede han en betydelig rolle. Hans forretninger dækkede de vigtige byer i Europa. Cosimo de' Medici ( ) overtog familieimperiet og skabte sig en magtstilling i Firenze, men holdt sig så vidt muligt i baggrunden. I 1433 blev han anklaget og fængslet for højforræderi og slap kun fri ved bestikkelse blev han enevældig i Firenze. Piero de' Medici, ( ), Lorenzo de' Medici (Lorenzo il Magnifico), ( ) Piero de' Medici den yngre ( ). I 1494 kom Frankrigs konge Karl 8. med en hær til Italien. Lige inden hans indtog i Firenze måtte Piero flygte og efterlade sit hus til pøblens plyndring. Medicierne mistede nu magten i Firenze og blev fordrevet. I år efter blev Piero den yngres søn Lorenzo De Medici leder af Firenze. Familiens magt øgedes, da Piero den yngres bror, Giovanni, udnævntes til pave. Han sørgede for, at Lorenzo blev greve af Urbino. Hermed begyndte en ny periode i Mediciernes historie. Tidligere var de rige forretningsfolk med indflydelse i byen. Nu blev de adelet og tildelt hele grevskaber. De blev nu gift ind i det franske kongehus. I 1537 overgik familieformuen til Cosimo 1., som 1569 udnævntes til storhertug af Toscana. Grevskabet beholdt familien til 1737 med Gian Gastone de' Medici ( juli 1737). Med ham uddøde den mandlige linje af familien. Gian Gastones søster Anna Maria Luisa de' Medici ( ) skænkede familieformuen til Firenze.