Julius Louis Theodor Jansen, en farende svend

Transkript

1 Julius Louis Theodor Jansen, en farende svend Af Jørgen Ulriksen Arbejdskraftens vandring i 1800-tallet På Roskilde Museum findes der i rum 23 på museets første sal i en montre to beskedne små bøger hver på 10 cm x 16 cm. De har vanskeligt ved at fange eller fastholde beskuerens opmærksomhed i konkurrence med de langt mere iøjnefaldende genstande i montren. Jansens vandrebog som blev udstedt i Roskilde. Den måler 10 cm x 16 cm. Foto Flemming G. Rasmussen. 31

2 Genstandsteksterne fortæller, at det er vandrebøger, der har tilhørt murersvend Julius L.T. Jansen. Af Indkomstprotokollen i museets arkiv fremgår det, at de to vandrebøger er indleveret til museet den 16. marts 1935 af en anonym, men at de stammer fra Frk. Jansens Dødsbo. Sammen med de to bøger er afleveret to sange og to håndarbejder. Det er, hvad vi umiddelbart ved om bøgerne. Som de er hæftet op der på væggen bag glas, er de materielle og håndgribelige vidnesbyrd om håndværkeres vandringer og statsmagtens forsøg på at kontrollere sine borgere. Men får man bøgerne ud af montren, kan de fortælle om de regler, der gjaldt for de vandrende svende i tallet, og om en bestemt roskildeborgers vandring rundt i Europa i næsten 5½ år, fra den 10. november 1842 til engang i april I det følgende vil jeg med udgangspunkt i de to vandrebøgers indhold beskrive Jansens rejse ude i Europa. Desuden vil jeg kort gøre rede for de regler, der gjaldt for danske håndværkeres gåen på valsen. Endelig vil de oplysninger, det har været muligt at finde frem om Jansens liv før og efter rejsen, blive meddelt. Den farende svend og lavsvæsenet Man kan hyppigt møde den opfattelse, at fortidens dansker var en hjemmefødning, som sjældent kom uden for sit fødesogn og da kun til den nærmeste købstad. Det skal nok have sin rigtighed for mange af bønderne, men det gjaldt ikke for håndværkerne. Siden middelalderen havde det været almindeligt, at håndværkssvende gik på valsen. I perioder kunne man kun blive mester, hvis man havde været på vandring et, to eller tre år og i den tid arbejdet på fremmede værksteder. 1 Der er endnu ikke lavet en samlet opgørelse over, hvor mange svende der gik på valsen i Danmark, men lokale opgørelser over det antal svende, der er noteret i politimesterens pasprotokol, når de passerede gennem forskellige byer, tyder på, at det drejer sig om et betydeligt antal. 2 Hovedparten af de vandrende svende i Danmark var danskere, men lokale undersøgelser antyder, at mellem 30% og 50% var udlændinge, især tyskere. 32

3 Da den første slesvigske krig udbrød, sendtes alene fra København ca tyske svende tilbage til Tyskland. 3 Siden middelalderen havde udøverne af forskellige håndværk dannet lav. I løbet af 1200-tallet bredte lavsvæsenet sig fra Tyskland til Danmark. Oprindelig havde lavene både mestre og svende som medlemmer, men efterhånden blev de forbeholdt mestrene. Derfor oprettede svendene deres egne lav eller broderskaber, der ligesom mesterlavene havde både en faglig og en selskabelig/social funktion. De skulle bl.a. sikre svendenes rettigheder i forhold til mester, og de skulle bistå broderskabets medlemmer økonomisk ved sygdom og ved afholdelse af begravelsesudgifter. Alle nyudlærte håndværkssvende skulle gennem en optagelsesceremoni, som var forskellig fra fag til fag. Disse ceremonier var omgærdet med stor hemmelighed og gav broderskaberne et logeagtigt præg. Det har derfor været vanskeligt for eftertiden at få indblik i disse ceremonier. Det, man mener at vide om dem, bygger mest på kendskab til tyske forhold. 4 Zünften Zunft er det tyske ord for (håndværker-)lav. At være zünftig betyder således at være optaget i et håndværkerlav. Zünften var det sæt af regler, der gjaldt for ordentlige håndværkere. De opstod i Tyskland og dækkede bredt, både ceremonier og ritualer, ordensregler og retsforhold svendene imellem og skik og brug på værksted og byggeplads. Formålet med zünften var at styrke håndværkernes selvagtelse og skabe respekt om det ærlige håndværk. 5 En særlig form for ceremoniel var Grüsen, hilsenen. Grüsen lærtes, når man var blevet svend og kunne bruges som legitimation for, at man var en zünftig svend, når man på sin vandring kom til svendeherberget eller på et værksted. Hvert fag havde sin specielle grüsen, men fælles for dem var, at de blev sagt på tysk. Foruden ordene kunne andre særkender være knyttet til, f.eks. en speciel måde at holde stokken eller hatten på, en særlig måde at knappe frakken på eller et særligt bankesignal, når man bankede på døren til et svendeherberg eller et værksted. 6 33

4 Den vandrende svend kunne gå hen til sit fags svendeherberg i den by, han kom til, og få mad og husly. Her kunne han også få hjælp til at finde arbejde hos en mester i byen. Var der ikke arbejde at få, skulle svenden have en geschänk, et pengebeløb, så han kunne komme videre til næste by. Men det var under forudsætning af, at svenden var zünftig. Var han uden for zünften, var det næsten umuligt at trænge Titelbladet på Jansens første vandrebog. Som det ses, har man indført påtegningerne alle mulige og umulige steder, da bogen er fuld. Her påtegninger om rejse til Schlesvig og Cappel i januar Foto Flemming G. Rasmussen. ind. Gjorde han alligevel forsøget, blev der sendt bud til nabobyernes svendelav for at advare dem. 7 34

5 Statsmagten og de vandrende svende Sådanne autonome selskaber bekymrede enevælden, der helst ville have kontrol med alle sider af borgernes tilværelse. Forskellige forsøg på at indskrænke eller helt forbyde lavsvæsenet viste sig virkningsløse. Forudsætningen for, at en vandrende svend fra f.eks. Tyskland ville tage arbejde hos en dansk mester, var, at mesteren var tilsluttet et lav organiseret efter tysk mønster. Og en dansk håndværkssvend kunne kun få arbejde og hjælp i udlandet, hvis han var uddannet hos en organiseret mester og selv var zünftig. Mestrene havde brug for den know how, som udenlandske svende og danske svende, der havde været på vandring i udlandet, kunne tilføre erhvervet. Og det havde landet, dvs. staten, også, så derfor fortsatte lavsvæsenet stort set uændret. I begyndelsen af 1800-tallet udviste den danske regering igen interesse for at gribe ind over for svendevandringerne. Med Forordningen af 10. december 1828 blev det obligatorisk for alle vandrende svende i Kongeriget at medbringe en vandrebog, som skulle påtegnes af politimyndighederne i de byer, de passerede på vandringen. En tilsvarende forordning for Slesvig og Holsten blev givet den 16. februar Forrest i den vandrebog, som Jansen fik udstedt i Roskilde den 9. nov. 1842, er forordningen af 10. dec aftrykt. Da denne vandrebog var udskrevet, fik han en ny i Flensborg den 28. januar Forrest i den findes forordningen af 16. februar Indholdet af disse to forordninger lyder i referat således: Håndværkeren skal, straks han kommer til en by, henvende sig til politimyndigheden for at få påtegnet sin bog. Når han forlader byen, skal vandrebogen igen påtegnes af politimyndigheden med oplysning om, hvorhen han agter sig. Den rute, som i den forbindelse er anført i bogen, skal han følge. Når han kommer til bestemmelsesstedet, må han opholde sig her i højst fire døgn, medmindre han finder arbejde. Undervejs må han gøre ophold i maksimalt ét døgn i de byer, han passerer. Finder han arbejde i en by undervejs, må han blive, mens han har arbejde. I så tilfælde skal ikke blot politimyndigheden, men også den mester, han har arbejdet for, 35

6 påtegne bogen. Når han afslutter sit arbejdsforhold, må han blive fire døgn i byen, før han rejser videre. Uden for købstæderne må han kun gøre ophold i det omfang, det er nødvendigt for at holde rast eller spise. Håndværkeren skal hele tiden være i besiddelse af en sum penge, som staaer i passende Forhold til den Sum, han ved Meddelelsen af Vandrebogen besad. Tiggeri er forbudt, men det er tilladt at søge eller modtage den ved Laugene sædvanlige Understøttelse. Hvis håndværkeren ikke er i besiddelse af sin vandrebog har penge i tilstrækkelig mængde overholder tidsbegrænsningerne for ophold i byerne følger den fastlagte rejserute har korrekte påtegninger i vandrebogen, skal han udvises af landet, hvis han er udlænding, eller, hvis han er dansker, sendes hjem til det sogn, hvor han er forsørgelsesberettiget. Reglerne for Slesvig og Holsten er stort set de samme, men straffen for at bryde reglerne er hårdere. Hvor man ved overtrædelse af reglerne i Kongeriget kun risikerer udvisning eller hjemsendelse, er der angivet skrappere straffe i den slesvig-holstenske udgave. Overtrædelse medfører bøde fra 1 til 3 rbdlr. eller fængsel på vand og brød i 1 til 3 dage. At overlade sin vandrebog til en anden person straffes med fængsel på vand og brød fra 2 gange 5 dage til 8 gange 5 dage. Endelig er straffen for at forfalske eller benytte en forfalsket vandrebog et års tugthus. Jansens vandrebog Jansens første vandrebog er udstedt af politimesteren i Roskilde Købstad den 9. november Han gjør vitterligt, at murersvend J.L.T. Jansen vil rejse til København ad landevejen, og at han er berettiget til at foretage denne rejse, da han har legitimeret sig over for politimesteren. Det har ikke krævet papirer at legitimere sig, idet politimesteren på side 2 ud for feltet, hvor legitimationsbeviserne skal anføres, skriver: Personligt kendt. Har været her. På side 2 i de to vandrebøger er anført nogle personlige oplysninger om indehaveren. Den yngste af bøgerne, som er udstedt i Flensborg, har 36

7 lidt flere kendetegn anført end den bog, han havde med fra Roskilde, men der er i øvrigt overensstemmelse mellem de to beskrivelser. Han hedder Julius Louis Theodor Jansen og er født i København. I november 1842 er han 26½ år gammel, dvs. at han er født i sommeren Han er middelhøj og af almindelig statur. Panden er fri, hvilket må betyde, at håret er redt væk fra panden. Han har blondt hår, blondt skæg og blå øjne. Næse og mund er almindelige, ansigtet er aflangt med en oval hage, og han har en sund ansigtskulør. I vandrebogen fra 1847 er som særligt kendetegn angivet, at Jansen har et lille mærke over det højre øje. Om det er et ar, han har erhvervet sig under rejsen, er ikke til at sige, for i den første bog er der ikke nogen rubrik, hvori der kan anføres særlige kendetegn. Da Jansen opholder sig i Glogau juleaften 1845, har de preus-siske myndigheder anført en præcis højde, idet der er tilføjet på side 2: Grösse: Fünf Fuss, Sieben Zoll. Dvs., at han er målt til at være 5 fod og 7 tommer høj. Man må gå ud fra, at højden er op-givet i preussike fod. Omregner man denne højdeangivelse til centimeter, skulle Jansen have målt 175 cm. Gennemsnitshøjden for danske mænd i 1850 var ca.165 cm. 8 Det passer dårligt med, at han ellers i begge vandrebøger karakteriseres som middelhøj. Samme dag som vandrebogen udstedes, den 9. nov. 1842, attesterer J. Brocks enke, at Jansen har arbejdet i hendes murervirksomhed fra den 18. juli 1835 til den 9. november 1842 og opført sig meget godt... i den tid. Iflg. reglerne skulle denne arbejdsgiverattest udfærdiges, mens politimyndigheden var til stede, hvilket også meget vel kan have været tilfældet, idet Roskilde Politikammer samme dag skriver, at Jansen Passerer med 5 Rd. i Reisepenge til Kjøbenhavn. Iflg. oplysninger i Murer- og stenhuggerlavets arkiv blev Julius Louis Theodor Jansen udlært i juli Det oplyses, at løsgivning er sket, dvs., at svendeprøven er bestået, den 24. juli, og at han har stået i lære hos Johan Brock i Roskilde. Jansen fortsætter med at arbejde for murermester Johan Gotlieb Brock, 10 men nu som svend. Hans mester dør den 14. september 37

8 Hjørnet af Sankt Ols Gade og Domkirkestræde. Her boede murermester Brock, som J.L.T. Jansen var i lære hos, og hvor han arbejdede som murersvend fra sommeren 1835 til han i november 1842 drog på valsen. Lokalhistorisk Arkiv. 1838, 11 men virksomheden føres videre af enken, og det er derfor hende, der i vandrebogen attesterer, at han har arbejdet som svend i hendes virksomhed til den 9. nov. 1842, da han drager på valsen. Jansens vandring Jansen har næppe påbegyndt sin rejse før den 10. november, for på denne dato er bogen påtegnet af vagtsergent Müller ved Vesterport i København. Den 11. november har han travlt. Han melder sin ankomst til Københavns kontor for rejsende. Han er hos murerlavets oldermand, der bevidner, at Jansen har arbejdet hos Brocks enke i Roskilde i 7½ år og dér opført sig godt. Han kan uhindret af lavet rejse fra byen. Og 38

9 endelig er han igen på rejsekontoret, der konstaterer, at han stadig er i besiddelse af sine 5 rd., og at han rejser til Flensborg. Det sker dog først dagen efter, den 12. nov., hvor toldbodvagten påtegner hans vandrebog. Jansen opholder sig i Flensborg til den 29. nov. Her har han nogle dages arbejde. Derefter rejser han videre mod Kappeln, og i de følgende tre uger rejser han fra sted til sted i Slesvig og Holsten: Slesvig, Rendsburg, Kiel, Preetz, Segeberg og Altona, til han den 17. eller 18. december 1842 ankommer til Hamburg. Her arbejder han i ca. to år hos en lokal mester 12 fra den 20. december 1842 til den 6. december Den 7. december forlader Jansen Hamburg og begiver sig mod Bremen. Han får fem dage til at gennemføre rejsen. Fra Bremen rejser han i lange stræk ned gennem det vestlige Tyskland over Münster, Køln, Koblenz, Mainz, Karlsruhe og Stuttgart til Ulm på grænsen mellem Württemberg og Bayern. Strækningen, som er på ca. 850 km, tilbagelægges på 38 dage og kun med registrerede stop i de seks nævnte byer. Fra ankomsten til Bayern antager Jansens rejse en anden form. Afstanden mellem de byer, der er anført som rejsemål i vandrebogen, svarer stort set til de fire mil, ca. 30 km, som myndighederne anså for at være en passende dagsmarch. 13 Og han gennemfører da også den ca. 250 km lange vandring gennem Bayern på 10 dage, fra den 21. til den 31. januar Det kunne være fristende at se de korte afstande mellem de opgivne byer som et udtryk for, at han efter at være kommet til Bayern søger arbejde. Men det er kun i München, at han benytter sig af muligheden for at opholde sig de op til fire dage for at søge arbejde. Her bliver han tilsyneladende i to dage. Han må allerede her have besluttet at tage til Østrig. I hvert fald besøger han det østrigske gesandtskab i München og får et stempel, der tillader ham at passere grænsen og rejse til Wien. Efter at han den 31. januar 1845 når den bayersk-østrigske grænse, er der igen store afstande mellem de byer, der er anført i vandrebogen. Ruten går over Linz, Wien, Brünn (Brno), Zuckmantel (Zlâte Hory) 39

10 til Breslau (Wroclaw). I alt er denne del af rejseruten på godt 600 km, og den gennemføres på dage. Det er usikkert, hvor lang tid Jansen har været undervejs fra Zuckmantel til Breslau, da der ikke er Atlasblad fra Jansens rute i Tyskland og Østrig-Ungarn er markeret med røde og grønne pletter. De grønne pletter viser de steder, hvor han tog ophold og arbejdede. De røde markerer nogle af de byer, der er indført i hans vandrebog, men som han blot passerede igennem. Dansk Skolemuseum. 40

11 indført noget ankomsttidspunkt til Breslau i vandrebogen. Men med en afstand på ca. 110 km fra Zuckmantel til Breslau vil det være rimeligt at antage, at han er nået frem til Breslau den 19. eller 20. februar Kun i Wien bliver han i et par dage. Den 10. februar opsøger han det preussiske gesandtskab og får stempel og påtegning, så han kan krydse grænsen til Preussen. Den 8. februar har politimyndigheden i Wien påtegnet bogen: Über Brünn nach Breslau. Den 13. februar får han i Brünn to påtegninger. Den første angiver bestemmelsesstedet Teschen (Cieszyn), en grænseby øst for Brünn. Men samme dag ændres bestemmelsesstedet til Zuckmantel, som ligger nord for Brünn og på den direkte rute til Breslau. Om Jansen har skiftet mening mht. sit bestemmelsessted, eller han blot har opdaget, at det ville være en omvej at tage over Teschen, når han ville til Breslau, er ikke til at afgøre. Næste indførsel i bogen er foretaget den 16. december 1845 i Breslau, hvor Jansen får tre dage til at tilbagelægge de ca. 70 km til Liegnitz (Legnica). Det betyder, at han har arbejdet ca. 10 måneder i Breslau. Bogen oplyser ikke hos hvem eller med hvad, og mesteren har ikke givet ham nogen attest, men det gør politimyndigheden, idet den til rejsetilladelsen tilføjer: Inhaber hat hier bei guter Führung gearbeitet, hvilket kan oversættes: Indehaver har arbejdet her med god opførsel. I Liegnitz får han den 20. december tre dage til at tilbagelægge de km til Glogau (Glogów). Fra Glogau rejser han juleaften 1845 over Frankfurt am Oder mod Berlin. Han får 10 dage til at tilbagelægge de ca. 225 km. Igen kan man ikke se, hvornår han ankommer til bestemmelsesstedet, fordi der ikke er noteret noget i bogen, før han rejser fra Berlin den 20. november Der er ikke grund til at tro, at Jansen ikke er nået til Berlin på de 10 dage, han havde til rådighed, hvilket vil sige, at han er i Berlin den 3. januar. Det betyder, at han har arbejdet i Berlin i 10 10½ måned. Påtegningen i bogen ved afrejsen fra Berlin rejser et par spørgsmål, som ikke umiddelbart kan besvares. Som det var tilfældet, da Jansen forlod Breslau, er det ikke hans mester, men politimyndigheden, der 41

12 har attesteret, at han har arbejdet under sit ophold i Berlin. Attestationen er som følger: Vorzeigt u. eingetragen Buch (?) E. III No 9749 und gültig nach Stettin per Neustadt E... in sechs Tage...Arbeitete hier. Berlin d. sechs u. 20 Novbr sechs u. 40. Kön. PolizeiPräsidium. V. Abteilung. 14 Som nævnt ovenfor må Jansen have opholdt sig godt 10 måneder i Berlin. Hvorfor der skrives, at han har arbejdet seks dage, kan jeg ikke give nogen forklaring på. Hvorfor Jansen skal rejse til Stettin over Neustadt er også en gåde. Der er flere byer i Tyskland med navnet Neustadt. Men ser man på de to eneste lokaliteter, der kan være tale om her, ligger den ene, Neustadt Glewe, ca. 30 km syd for byen Schwerin og den anden, Neustadt Dosse, ca. 80 km nordvest for Berlin på vej mod Rostock. I begge tilfælde, vil det være noget af en omvej, når målet er Stettin. 15 Ad den lige vej er der ca. 140 km fra Berlin til Stettin. Den rute skulle kunne tilbagelægges på seks dage, men først 11 dage efter afrejsen fra Berlin rejser Jansen iflg. vandrebogen fra Stettin mod Greifswald. Det er ikke almindeligt, at Jansen bliver mere end en dag eller to i en by, hvor han ikke får arbejde. Men hvis han har udnyttet de fire dage, han kan bruge til at søge arbejde iflg. reglerne, så passer tiden. En anden mulighed er, at han virkelig har taget en omvej over Neustadt Dosse. Ved afrejsen fra Stettin den 1. dec får han syv dage til at nå frem til Greifswald, som han igen forlader den 6. dec. med Stralsund, godt 30 km borte, som næste destination. Efter de to lange stræk på hhv. ca. 140 km og 125 km fra Berlin over Stettin til Greifswald besøger han nu tre byer med kun et par dagsrejsers afstand mellem hver, nemlig Stralsund, Damgarten og Demmin. I Stralsund bliver han et par dage, men ellers ser det ud, som om han kun har overnattet i de to andre byer. Den 16.december 1846 forlader han Demmin med syv dages frist til at nå Hamburg. Næste påtegning er foretaget den 4. januar 1847, hvor han tager af sted mod Altona. Hvis man går ud fra, at han er nået frem til Hamburg på de syv dage, har han opholdt sig i byen i 10 dage, fra den 24. december til den 4. januar. Bogen har 42

13 ingen påtegning om arbejde, og efter reglerne skulle han have forladt byen den 28. eller senest den 29. december, hvis han ikke fandt arbejde. Det er umuligt at sige, hvad han har lavet. Det kunne være fristende at gætte på, at han har opholdt sig hos den mester, han arbejdede hos, da han var i Hamburg i 1843, men det er og bliver gætteri. Efter at have fået passtempel i Altona den 5. januar 1847 rejser han i den næste uge rundt mellem småbyer i det sydvestlige Holsten: Pinneberg, Elmshorn, Glückstadt, 16 Wilster, Itzehoe, Meldorf og Heide. Der er kort afstand mellem dem. De følgende 14 dage rejser han rundt i den østlige del af Slesvig og Holsten. Den 13. januar 1847 tager han de 41 km fra Heide til Rendsburg, derefter over Kiel, Eckernförde, Slesvig, Kappeln og til Flensborg, hvortil han ankommer den 26. januar I Flensborg får Jansen en ny Wanderbuch. Den gamle har været udskrevet længe. Efter attesteringen i Demmin den 16. december 1846 er påtegningerne placeret rundt omkring i bogen, hvor der nu har været bedst plads. Det gør det lidt besværligt at følge Jansens rejse de seneste fem uger. Om det har været myndighederne, der ikke har villet ulejlige sig med at udfærdige en ny bog, eller om det er Jansen selv, der af sparehensyn har udskudt anskaffelsen, kan ikke afgøres. Men den 28. januar 1847 udsteder den kongelige politimyndighed i Flensborg en ny vandrebog med Udtog af Forordningen af 16de Februar 1830 på tysk og dansk. På side 2 er et lidt udvidet skema over Jansens kendetegn udfyldt, og hans egenhændige underskrift er påført. Som attestation for, at han er den, han udgiver sig for, refereres der på side 3 til den i Roskilde den 9. november 1842 udstedte og nu fuldt udskrevne og påhæftede vandrebog. Endelig attesteres det, at Jansen begiver sig til Sønderborg. Jansens vandring i Jylland Jansen havde nu været borte hjemmefra i mere end fire år. Det var så rigeligt, hvad der krævedes af en zünftig svend. Han havde tilbagelagt flere tusinde kilometer i Tyskland og Østrig og måtte derfor være mættet med oplevelser. At der skulle være noget til- 43

14 lokkende eller udfordrende ved at rejse rundt i Jylland er ikke indlysende. Men det er netop, hvad Jansen gør det følgende år. Den 28. januar, da han forlader Flensborg, rejser han ad ruten Sønderborg, Nordborg, Åbenrå, Tønder, Løgumkloster, Haderslev til Kolding. Han rejser fra Haderslev den 16. februar. Hvornår han kommer til Kolding oplyses ikke, men da afstanden mellem de to byer er under 30 km, er han sandsynligvis ankommet til Kolding den 17. februar. Først den 22. marts forlader han igen Kolding. I vandrebogen noteres: Producenten der har lagt syg her i Byen i 4 Uger, passerer nu til Aarhuus. Den 24. passerer han Vejle, den 25. Horsens og den 26. Skanderborg. Man må gå ud fra, at han når Århus den 27. marts. Næste indføring i vandrebogen er dateret Aarhuus d. 7. Decemb Her skriver A. Preis følgende: Nærværende Muursvend J.L.T. Janzen 18 har arbeidet for Undertegnede fra 29 Marts d:a. til Dato i hvilken Tid han har udført det ham betroede Arbejde med megen Flid og Duelighed Ligesom og hans Opførsel har været til Tilfredshed; han anbefales derfor herved paa det Bedste. Nedenunder har Lange fra Aarhus politikammer noteret den 8. december 1847: Mod Attesten er der Intet at erindre. Passerer til Ebeltoft med 2,00 D. i Reisepenge. Herefter rejser Jansen ad ruten Ebeltoft, Grenå, Randers, Hobro, Aalborg, Nibe, Hobro, Viborg, Skive, Holstebro, Lemvig til Ringkøbing. Til denne tur bruger han en måned og to dage. Tilsyneladende lever han af Geschänk, for han noteres hele tiden for at være i besiddelse af mellem 1 og 3 rdl. i rejsepenge. Den 10. januar 1848 noteres han i Ringkøbing som værende på vej til Tønder. Men så langt når han ikke, i hvert fald ikke i første omgang. Næste notat oplyser, at vandrebogen er forevist Varde politi den 15. januar. Næste optegnelse siger: Inhaber der Maurer Gesell J.L.T. Jansen hat hirselbst 19 drey Wochen krank gelegen und in der Zeit von der. Fortsættelsen mangler, idet siderne 21 og 22 er skåret ud af bogen. Man må gå ud fra, at det er sket, efter at Jansen er kommet helt 44

15 hjem fra sin vandring. Som nævnt tidligere var der strenge straffe for at fuske med bogens indhold eller at overlade den til andre. Der nævnes ingen straf for at fjerne sider, men da der forrest i bogen er trykt, at den består af 48 paginirten Seiten, må man gå ud fra, at den oplysning skal forhindre folk i at fjerne ubehagelige oplysninger. Om det er Jansen selv, eller det er hans arvinger, som har fjernet dem før afleveringen til museet, vil aldrig kunne afgøres. Men der må jo være en grund, og man får let en mistanke om, at der har stået noget, der ikke har været flatterende. På side 23 skriver Thrau, 20 Herreds- og Birkekontoret i Harres den 28. februar, at Jansen begiver sig til sit hjem. I rejsepenge er der medgået 64 rbs, og Jansen har selv været i besiddelse af ca. 33. rs. Det er forvirrende, at samme Thrau har skrevet på den sidste side af den første og nu udskrevne vandrebog den 21. febr. 1848: Lagt i Møgeltønder Ballum (..?.21) Politiet. Måske har vandrebogen været taget i forvaring under Jansens sygdom. Men Jansen kommer ikke så langt. Den 20. marts noterer Ribe Politikammer, at Jansen har ligget syg i Ribe fra den 28. februar, vistnok med en fodskade, og nu tager til sit hjemsted Roskilde ad landevejen over Snoghøj og Middelfart. Den 23. marts rejser han gennem Kolding til Middelfart, og den 27. marts attesterer Odense politi, at han tager til Nyborg. Sidste indførsel er foretaget den 28. marts 1848, hvor Nyborg politi skriver, at han rejser til Korsør efter at have streget København over, som der først var skrevet. På sporet af personen Jansen Med den afslutning på bogens oplysninger står man tilbage med spørgsmålet: Nåede han overhovedet hjem, eller døde han på vejen?. At de to vandrebøger blev overdraget museet i 1935 tyder på, at han er kommet hjem og har fået efterkommere. Men det kunne jo også være en søster, som havde gemt Jansens vandrebøger. En gennemgang af kirkebogens tilgangsliste for var resultatløs. 22 Det var imidlertid ikke ensbetydende med, at han ikke var kommet tilbage til Roskilde. Han var f.eks. ikke opført i afgangslisten, 45

16 da han rejste, og andre farende svende fra Roskilde er heller ikke opført i afgangs- og tilgangslisterne. En gennemgang af folketællingslisterne fra Roskilde i 1850 gav resultat. Her var han opført som boende i Algade, 34 år gammel, murersvend og gift med Else Marie Hansen, 33 år gammel. Endvidere var det oplyst, at han var født i Roskilde. Det kunne altså konstateres, at han var kommet tilbage til Roskilde, at han levede og var kommet så meget over sine sygdomme, at han var blevet gift. En gennemgang af fortegnelsen over copulerede par fra marts 1848 og frem gav gevinst. Den 23. november 1849 var Jansen 33 1/4 år gammel blevet viet i Domkirken til jomfru Lise Marie Hansen, 32 år gammel. En gennemgang af kirkebøgerne for Domsognet burde kunne give oplysninger om Jansens forældre. Men så let var det ikke. Bredgade 4, nedrevet i Huset lå ud mod Bredgade på den grund, hvor nu Turistkontoret ligger. Det bestod af 10 små lejeboliger, ejet af Købmand Borch. Jansen boede med sin mor i en af disse lejligheder, mens han stod i lære. Lokalhistorisk Arkiv. 46

17 Jansens forældre Julius Louis Theodor Jansen er ikke opført i listen over fødte drengebørn i Domsognet i perioden Men ved folketællingen den 18. februar 1834 bor han hos sin mor i Bredgade nr Moderen hedder Marie Lovise Charlotte Elberg, født Gøhl. Hun er 55 år, enke, og hun ernærer sig ved at sy for folk. Julius er hendes søn, 18 år og i murerlære. Han er ugift. Som medlem af husstanden optræder en 34-årig ugift kvindelig krøbling, der også syr for folk, og som har et seksårigt uægte Barn hos sig. Pladsen må have været trang. Bredgade 4 var et lavt enetages rækkehus af ca. 30 meters længde og med 10 lejligheder. Huset blev revet ned i 1907, men lå på den grund, hvor nu Roskilde Turistbureau har til huse. 24 Jansen bliver konfirmeret i Roskilde Domkirke 1. søndag efter påske i 1831, for øvrigt sammen med sin senere kone. 25 Hans fødested opgives til Fødselsstiftelsen, fødselsdagen til den 18. juli Han har klaret sin konfirmationsforberedelse til mg. Han er vaccineret af Winding 24. august Iflg. Fødselsstiftelsens protokol er han født den 25. juli 1816, ikke 18. juli 1817, som der står i kirkebogen i forbindelse med hans konfirmation. To dage efter, den 27. juli, bliver han døbt. 27 I fortegnelserne over fødte børn på Fødselsstiftelsen optræder mødrene kun med et nummer. Jansens mor har nr. 550, Jansen selv nr Men i hans tilfælde er det fulde navn dog anført, selv om det kunne se ud til, at der er skrevet Jensen i stedet for Jansen. Moderen forlader Fødselsstiftelsen med barnet den 21. august Der er ikke yderligere oplysninger om forældrenes identitet, ligesom der ingen henvisninger er i udsætterprotokollen. 28 Det er bemærkelsesværdigt, at sønnen ikke har nogen af moderens efternavne. Hvis Jansen er eneste barn, har hun fået ham i en relativ sen alder. Det rejser spørgsmålet, om han i virkeligheden er plejebarn. Da drengen er født i København i juli 1816 og vaccineret i Roskilde i 1821, burde det være let at finde ud af, hvem han er kommet til byen med. Men i tilgangslisten i Kirkebog for Roskilde Domsogn er ikke anført nogen Elberg, Gøhl eller Jansen

18 I forbindelse med Jansens konfirmation er som forældre anført Slagter Jansen i Stege, 30 men iflg. FT 1834 findes der i Stege og omegn kun én Jansen, nemlig Tobias Jansen Tjaden, maler, 48 år, gift med en 36-årig hustru og far til seks børn. Denne Jansen kunne selvfølgelig være faderen, men grundlaget er for spinkelt til at afgøre det. Jansens moder, Marie Louise Charlotte Elberg Man kan følge Jansens moder, Marie Louise Charlotte Elberg, i folketællingerne fra 1834 til I FT 1840 står hun opført som Charlotte Elberg, Enke, 59 Aar, Lærerinde ved Asylet. Hendes bopæl er opgivet til Skolemesterstrædet, en lokalitet, som det har været umuligt at lokalisere. Hun bor i hus med tre andre familier, hvor husfædrene er hhv. fæstemand, skomagermester og ølbrygger samt to husarer. 31 Roskilde Asyl er stiftet i 1835, hvor det begyndte med 20 børn. I 1841 fik det eget hus på Fondens Bro. Det lå på højre side, når man går fra Stændertorvet mod Domkirken. 32 I FT 1845 finder vi Charlotte Elberg 64 år gammel, bestyrer af asylet og boende i asylets bygning. Til husstanden hører en plejedatter Christiane Shadle, 15 år, født i St. Jørgens Sogn og en 21-årig ugift tjenestepige, født i Roskilde. Man kan vel konstatere, at det socialt er gået fremad for fru Jansen. Ved folketællingen i 1850 er hun lem i Duebrødre Hospital på den anden side Fondens Bro. Hendes ungpigenavn staves nu Goehl, og hendes fødested opgives til Potsdam i Preussen. 33 I Fortegnelse over Lemmerne i Duebrødre Hospital fra 1822 finder vi indført som nr. 89: Ane Laura 34 Charlotte Elberg, førhen Lærerinde ved Roskilde Asyl. Stiftet har godkendt hendes indlæggelse 15. marts 1845, altså 1½ måned efter den folketælling, hvor hun optræder som bestyrerinde for asylet. Af fortegnelsen fremgår det, at hun er død i I Kirkebog for Roskilde Domkirke står under døde kvindekøn : Nr. 11. Marie Louise Charlotte Elberg, født Göhl, fraskilt kone af [?] Elberg år, død af alderdom den 21. sept., begravet den 26. september

19 En gennemgang af Roskilde Byfoged, Skifteprotokol , giver ingen oplysninger om hendes død, skifte eller arvinger. I forbindelse med Marie Louise Charlottes dødsfald får vi for første gang at vide, at hun er fraskilt. Man kan endog oplyse, hvem hun er skilt fra. Der har nok været en god grund til, at fru Elberg har foretrukket at optræde som enke i de år, hun var i live. Der var noget nedværdigende, måske næsten umoralsk, ved at være fraskilt, og man kan tvivle på, om hun ville have kunnet arbejde på asylet eller blive optaget på Duebrødre Hospital, hvis hun havde optrådt som fraskilt. Der er altså god klarhed over de sidste 26 år af fru Elbergs liv. Til gengæld har det været umuligt at fremskaffe oplysninger om hende fra tiden før En gennemgang af tilgangslisten i Roskilde Domkirkes kirkebog for perioden viser ikke tilgang af nogen med navnet Elberg eller Gohl/Göhl. Hun er født omkring 1780 og må derfor have været giftefærdig ved folketællingen Forskellige forsøg på at finde frem til hendes ægtefælle eller at fastslå, hvornår hun er kommet til Danmark, har været forgæves. En gennemgang af folketællingslister fra 1801 fremviser to personer med navnet Gohl, to ugifte stolemagersvende på hhv. 23 og 25 år boende hos en stolemagermester i København. En 19-årig Nicolai Elberg er ugift og kontorbetjent hos en købmand i København. I Kvislemark, Øster Flakkebjerg herred i Sorø Amt, bor Hans Elberg, en 24-årig lærer og kirkesanger. En gennemgang af copulerede i hans sogn i perioden afslører ikke noget ægteskab mellem ham og Marie Louise Charlotte Elberg. Så er der en officersfamilie med navnet Elberg. Tre af sønnerne, født omkring 1780, bliver officerer. Militærpersoner skulle have regimentets tilladelse til at gifte sig. De to bliver gift, men ingen af dem med Marie Louise Charlotte, og i tilfældet med den tredje er der ikke nævnt noget ægteskab 37 Afslutningsvis må det desværre konstateres, at det med de oplysninger, der har kunnet fremskaffes, er umuligt at sige noget om, hvem der er Julius Louis Theodor Jansens far. Endvidere er der grund til at overveje, om fru Elberg har været biologisk mor til vores murersvend. 49

20 Jansen efter vandreturen Når man forsøger at spore sig ind på Jansens tilværelse efter den store udlandsrejse, opstår spørgsmålet: Hvor megen prestige gav sådan en tur til udlandet? Selv om håndværkervandringer var almindelige, så var det et begrænset antal håndværkssvende, der var i en by som Roskilde, og dermed måtte det også være begrænset, hvor mange der foretog rejsen. Jansen har været en berejst mand, og efter de tilgængelige udtalelser om ham, har han været en dygtig og stabil håndværker. Det kan være vanskeligt at få et klart billede af en murersvends økonomiske og sociale forhold i 1800-tallet, når man alene må bygge på få, kortfattede officielle papirer. Men noget kan man nok udlede. Man kan få en antydning ved at se på familiens adresser. Hvad karakteriserer de gader, familien bor i, hvilke mennesker havde familien omgang med, og hvad efterlod ægteparret sig ved livets afslutning. Det vigtigste kildemateriale bliver her kirkebøger, folketællinger og skiftedokumenter. Selv om der er usikkerhed om Jansens ophav, kan han næppe være kommet fra særligt gode kår. Det bekræftes af hans og moderens bopæl ved 1834-folketællingen. Bredgade var et sted, hvor mange småkårsfolk boede 38, og hvor fattiggården lå. Allerede det, at Jansen får en læreplads, hæver ham over flertallet. Kun ca. 12% af Roskildes indbyggere havde i 1834 en håndværkeruddannelse eller var ved at få den som lærlinge. 39 Det store flertal af befolkningen i byen var ufaglært. Endvidere er det ikke hos hvem som helst, han får læreplads. Af oplysningerne i forbindelse med aflæggelse af svendeprøven i 1835 fremgår det, at han har stået i lære hos murermester Johan Gotlieb Brock i Roskilde. 40 Brock var så velanset, at han i 1838 blev valgt ind i den ni mand store borgerrepræsentation som en af fire håndværksmestre. 41 Som nævnt bliver Jansen den 23. november 1849 gift med Lise Marie Hansen. Lise Marie er datter af en skomager, Villads Hansen, som i 1834 boede i Hersegade. Selv om skomagere ikke lå øverst i håndværkerhierarkiet, må familien have nydt en vis anseelse, hvilket 50