Transkript

1 :00 = 0) C'

2 K^2 Uda

3

4

5 Digitized by the Internet Archive in 2011 with funding from University of Toronto

6 '^'

7 FRA PERSIEN. "2^ -1^,

8 Ketten til Oversættelse forbeholdes. Forf.

9 RA lersien AF AGNETE LÆSSØE, f. Jerichau. Kjøbenhavn. ANDR. SCHOUS FORLAG

10 Kjobenha-iTi. I. Cohens Bogtrj'kkeiL

11 Hendes Majestæt Dronning Louise af Danmark i dybeste Underdanighed tilegnet.

12 ^yhka^^^ 'y Of ICV** :^

13 Indhold. Indledning. Rejse gjennem Rusland. Otte Dage paa Volgaen Det kaspiske Hav Baku og Side. Ikltilbederne 1 Første Kapitel. Vi sætte Foden paa persisk Grund. Vor Karavane. En sørgelig Begyndelse. Tolv Dage til Hest. Ankomst til Teheran. 15 Andet Kapitel. Byen Teheran Fortifikation og Omgivelser Evropæernes Ooloni og Sommeropholdssted 32 Tredje Kapitel En Ridetur paa Schimraanvejen. Hvorledes et persisk Hus er indrettet. Persiske Tjenestefolk og Slaver 43 Fjerde Kapitel. Nassereddin Schah Det kejserlige Palads og Harem Kejserlige Forrettigheder Ordensdekorationer Guvernører. 56 Femte Kapitel. Mandlig og kvindelig Klædedragt Den persiske Kvinde Persisk Bad. Bønnen 70 Sjette Kapitel. Tidlige Git'termaal. Akdi og Sigre. Bryllupsfesten. Børnenes Opfostring og Pleje Persiske Navne 88 Syvende Kapitel. En Kjøretur gjennem Emirbazaren En Løve paa aaben Gade. Besøg i et persisk Harem Persiske Danserinder. En exemplarisk Afstraffelse 102

14 Side. Ottende Kapitel Levnedsmidler. Persisk Vin. Bordservice Surt og sødt. Scherbet. Brød Schahens TafiFel 120 Wiende Kapitel. Vand. Vandbærere Isens store Bet3'dning i Persien. Skøjteløbning..Calianen- eller ^' andpiben. Tschibuken Tobak. 136 Tiende Kapitel. Møntvæsen. Industri og Handel Tæpper og Filt. Kjøbmandsstanden Forsøg paa Anlæg af evropæiske Fabrikker. Metaller. Ind- og Udførsel 150 Ellevte Kapitel. Hæren Fodfolk. Hestfolk. Artilleri Militærskole 170 Tolvte Kapitel. Heste og Hestevæddeløb 180 Trettende Kapitel. Keligion. Præster. Dervischer. Begravelsesceremonier Begravelsespladse 198 Fjortende Kapitel. Religiøse Fester Eamazanen. Ofterfest. Moharrem Passionsskuespil. Den 21. Marts, Persernes Nyaarstest..Schahens Tronsal. Salamen 210 Femtende Kapitel. Ildtilbedere eller Gebere..Tøder. Armeniere. Et Bryllup hos Turkoniannerne 233 Sextende Kapitel. Persiske Anekdoter. Slutning. 244

15 ! Indledning. Eejse gjennem Rusland. Otte Dage paa Volgaen. Det kaspiske Hav. Baku og Ildtilbederne. i Slutningen af September 1873 forlode vi den stille jyske Præstegaard, hvor vi havde tilbragt de sidste Uger, inden vi skulde tiltræde den lange Rejse til det fjærne Land, til Persien. Afsked med den brune Med Vemod toge vi Lynghede, med Bøgeskovene og det blaa Hav; thi saa meget vidste vi om Persien, at dets Hovedstad, hvor vi skulde bo, laa midt inde i Landet, omgivet af Bjærge, langt borte fra Havet. Ja, Sø, Hede og Bøgeskov, Slægt og Venner maatte vi lade tilbage, kun gamle Dannebrog fulgte os for at hejses derovre i Persiens klare Luft. Til Berlin ledsagede min Moder mig, samt mine to Søstre, som skulde i Pension i Schweitz. Hvor det var tungt at se dem forsvinde i det store Uhyre, Jærnbanetoget, som Dagen efter skulde føre os til den modsatte Side, ja til en anden Verdensdel Næste Aften vare vi paa Vejen til den første Hovedstation, St. Petersborg. Hvem, der har rejst til denne By, kjender ogsaa Grænsebyen

16 Eydtkuhnen, hvor vi paa Grund af et undervejs indtruffet Uheld maatte opholde os et Døgn ogblandt andre kulinariske russiske Rariteter bleve trakterede med en»engelsk Boeuf«, som man vist ikke faar den noget andet. Sted i Verden. Vi bestilte denne Ret med store Forventninger, og hvad bragte man os? To store Stykker fuldstændig raat Kjød, vel hakket, hvorpaa der var udbredt ligeledes raat hakket Løg, og for at sætte Kronen paa det hele, et raat Æg slaaet ud paa hvert. Naturligvis sendte vi denne løjerlige Ret tilbage med Protest og maatte finde os i, at Folkene i Hotellet ikke ansaa os for ægte Engelskmænd, fordi vi forlangte godt stegt Boeuf. Vi vare glade ved næste Alorgen at forlade dette i enhver Henseende daarlige Hotel. Fire og tyve Timer efter vare vi i St. Petersborg, hvor vi stode fortabte i Ventesalen, omgivne af en halv Snes Kuske, som alle reves om vor Bagage og talte til os i Munden paa hverandre et sørgeligt Kaudervælsk, som vi naturligvis ikke forstode. Vi kunde kun slutte os til, at hver især lovpriste sit Hotel som det bedste i Verden. Til sidst overgave vi os paa Naade og Unaade til den Stærkeste af Banden, en prægtig, 3 Alen høj Karl, som triumferende indstallerede os i sin Omnibus. Skæbnen var os gunstig; thi»hotel de France«var et af de bedste og største i St. Petersborg, liggende paa Newsky Prospect, med Udsigt over Nevaen, hvis blaa Bølger heldigvis endnu ikke dækkedes af Isen, hvilket man i Berlin havde forudsagt os vilde være Tilfældet.

17 Det havde i saa Fald set galt ud med vor Rejse, thi en Tur paa otte Dage opad Volgaen laa for os, og havde den været tilfrosset, vilde vor Rejse have været til Ende, thi anden Forbindelse er der ikke med Byen Astrakan ved det kaspiske Hav. Jærnbanen gaar kun til Tsaritsin, som ligger 3 Dages Jærnbanekjørsel fra Havet. Indtil Tsaritsin kan man altsaa rejse med Jærnbanen, men vi foretrak at tage Floddamperen allerede i Nischni Novgorod ; det forlænger Rejsen nogle Dage, men er baade bekvemmere og interessantere. Vi maatte uheldigvis blive nogen Tid i St. Petersborg, efter hvad man meddelte os otte Dage, thi en Kasse med danske Bøger, som vi førte med, kunde ikke undgaa den russiske Censur, skjøndt de ikke skulde forblive i Landet. Men de otte Dage gik og to til, saa vi til sidst bleve bange for at Volgaen for Alvor skulde iføre sig sin Vinterdragt. Vi besluttede derfor, da vi ikke kunde faa vor Kasse med, at lade den blive sendt efter os og selv rejse videre. Havde vi den Gang vidst, at vi skulde komme til at vente paa den i to Aar, at den forvildede sig i det Indre af Rusland inden vi saae den igjen, da havde vi vistnok snarere ventet paa den, thi i Persien kan man hverken for Guld eller gode Ord faa en dansk Bog at kjøbe. Vi toge med Iltoget til Moskva, hvor vi ankom i et saa øsende Regnvejr, at der i de 12 Timer, vi maatte vente paa Forbindelsestoget til Nischni Novgorod, ikke var Tale om at komme til at se nogen af Byens Mærkværdigheder. Kun i Frastand beundrede

18 vi de mangfoldige Taarne paa Kreml. Den kjedelige Banegaard frembød naturligvis intet mærkeligt. IMed stort Besvær gjorde vi Opvarterne forstaaeligt, at vi vilde spise til Middag, og da vi ikke forstode deres»menu«, hverken den mundtlige eller den skriftlige, toge vi det første det bedste, hvilket naturligvis var den evindelige Hvidkaalssuppe og hakkede enorme Coteletter med saltede Agurker, som de have den Prætension at kalde Salat. Endelig brusede da Toget frem, og med Glæde forlode vi vort Fængsel for at ombytte det med et andet og snævrere om man saa vil, men hvor man dog mærkede, at det gik fremad. Faa Steder i Europa træffer man forresten saa bekvemt og elegant indrettede første Klasses Waggoner som i Rusland. Waggonen er ikke afdelt i Coupéer, men danner en fuldstændig lille Salon med Stole, Borde, Lænestole, Chaiselongs, Speile etc, alt udstyret paa det eleganteste, og midt i Salonen en lille Kakkelovn, der udbreder en saa liflig Varme, at man ikke aner den sibiriske Kulde, som hersker uden for om Vinteren. Skjønt vi endnu kun vare i Begyndelsen af Oktober, var Kakkelovnsvarmen slet ikke overflødig, vi havde det Held kun at være faa Passagerer i den store Waggon, saa Natten forløb meget behagelig, og ved Ankomsten til Nischni Novgorod næste Morgen var Regnen hørt op, saa vi toge strax en Vogn for at benytte de Par Timer, der var tilbage inden Volgadampskibets Afgang, til at bese Byens eneste men ogsaa verdensberømte Mærk-

19 værdighed, det aarlige orientalske ]\Iarked. Op og ned gjennem stejle, snævre, ynkelig brolagte Gader trak den ulykkelige Hest os. Den saae nok ud til hele sit Liv ikke at have gjort andet, saa mager og ussel var den. Husene vare ogsaa i dette det ægte russiske og tillige jødiske Kvarteer af Byen smaa, ofte af Træ og malede med afstikkende Farver. Gaderne vrimlede af Folk i alle mulige Dragter og Nationaliteter. Markedet selv lignede ganske et Kjøbstadmarked hos os, men i mere storartet Stil ; de persiske Boder vare naturligvis de interessanteste, opfyldte med Tæpper, Filt og kostbare Schawler, ja ogsaa Juvelboderne vare ikke sjældne; her saa man fortrinsvis Jøderne flokke sig og med deres pengegridske Fingre undersøge de ægte, men som oftest uslebne Stene, som Persere og Armeniere bringe fra deres Hjemstavn og enten sælge for rede Penge eller tuske i moderne glimrende europæiske Smykker, hvis Stene ofte ere af tvivlsomt Værd, men som de fornemme Haremsdamer kjøbe til høje Priser og med Stolthed smykke sig med. Her saae jeg altsaa for første Gang Perserne med deres lange spidse Lammeskindshuer, brogetfarvede Kaftaner og Snabelsko. Dog herom udførligere senere, foreløbig ere vi kun paa Vejen ned til Dampskibet, som skal være vor Bolig i otte Dage ned ad Volga til Astrakan. Disse Floddampere ere beundringsværdige Fartøjer. De ere byggede i Amerika efter Mississipidampernes Model, saa i dette Tilfælde have Russerne, som ellers holde paa, at alt skal være deres eget Lands Frem-

20 bringelser, erkjendt Amerikas Overlegenhed. Disse Skibe kunne rumme flere tusinde Passagerer og ere det eneste Transportmiddel for den uhyre Trafik med alle de ved Yolgaen liggende Byer. Skibene ere, hvad første Klasse angaar, udstyrede med den største Luxus. En 15 Alen lang og 10 Alen bred Salon med Billeder, elegante jmøbler og Fortepiano, tjener til Opholdssted om Dagen, desuden har hver Passager en, ligeledes paa det bekvemmeste indrettet Privatkahyt. Beværtningen er ogsaa fortræffelig i enhver Henseende, og der er jo den Behagelighed ikke ved Søsyge at være forhindret fra at have Fornøjelse deraf, thi Bevægelsen i et saadant Floddampskib er ikke stærkere end paa Jærnbanen, og man generes ikke i mindste jmaade deraf. Den saa at sige eneste Ubehagelighed er, at Sejladsen tager lang Tid, thi ved hver lille By lægger Skibet til for at lade og losse eller indtage nyt Brændsel, Træ, som bringes til Skibet udelukkende af Kvinder. Højst interessante se de ud, med et rødt Silketørklæde om Hovedet, vide, ofte ikke synderlig hvide, Trøjer, opkiltede Skjorter og bare Ben. De udvise en forbavsende Raskhed og Færdighed i dette for Kvinder lidet passende Arbejde. Træet er opstablet paa store Børe, som hver bæres af 2 Personer. Volgaen er jo Ruslands største Flod, men anden Merite har den egentlig heller ikke. Har man rejst én Dag paa den, har man set lige saa meget paa den, som man faar at se i otte. Kysterne ere lave, flade, bedækkede med gult Sand ; hist og her oplives det lidt ved nogle

21 høje Skrænter, hvor da som oftest en By med smukke Haver er opstaaet. Vi kom til Astrakan Kl. 5 om Eftermiddagen, men paa den Aarstid var det allerede mørkt, saa paa Henrejsen saae vi intet af denne By, thi heldigvis kom vi i rette Tid til Skibet, som skulde føre os til Persiens Kyster, i modsat Tilfælde vilde vi have været nødte til at forblive et Par Dage i Astrakan, da Skibene kun afgaa to Gange om Ugen. Volgaens Delta er meget bredt og har flere Arme, men Vandet er saa grundt, at kun Pramme og ganske smaa Bugserdampere kunne befare det. En stor Pram med en bekvem Kahyt, er derfor bygget alene i det Øjemed at føre Passagerer og Gods ud til det store Dampskib, og det gaar saa langsomt, at det tager 12 Timer at naa derud. Vi fulgte de andre Passagerers Exempel og indskibede os i denne Pram, hvor vi fik en ægte russisk Middag, meget god forresten, bestaaende af Krebs, et stort Fad topfuldt til hver, derefter Gaasesteg med de uundgaaelige salte Agurker, som Slutning stegte Pølser med Kaal til, en Middag som man ser var egnet til at væbne Deltagerne mod Søsygens Rædsler. Ved Siden af mig sad en ældre Herre, der interesserede mig meget paa Grund af sit mærkelige Ansigt, som lignede en vspaniers med sorte, dybtliggende, stikkende Øjne, Ørnenæse, olivenagtig Teint og livlig i al sin Gestus og Tale. Pludselig tiltalte han mig (der sandsynligvis vakte alles Interesse som eneste Dame ved Bordet og saa ganske ung paa denne lange Rejse) paa Italiensk og fore-

22 stillede sig som første Dragoman ved det franske Gesandtskab i Teheran, hvor han allerede havde tilbragt tyve Aar og sandsynligvis der erhvervet sit interessante Udseende. Han havde været paa Orlov i Frankrig, hvor han havde efterladt sin Familie og rejste nu atter tilbage til sit andet Fædreland, som han selv kaldte det, ledsagende den nyansatte franske Minister. Den stakkels jmand gjensaa aldrig Frankrig og sin Familie. Tre Aar efter, netop otte Dage før han skulde tiltræde sin Hjemrejse for ikke mere at vende tilbage, døde han af Hjærnebetæ>ndelse og Klimatfeber. Efter Bordet forestillede han os for Ministeren, Alonsieur M., en ældre ugift Herre, i højeste Grad elskværdig og forekommende som alle Franskmænd. Han indbød os, saa snart han hørte, at vi ogsaa vare paa Vejen til Teheran, til at slutte os til hans Karavane fra Rescht til Teheran, og senere vil det ses, hvor stor Xytte og Behagelighed dette var for os, især da vi vare ukjendte med Landets Sprog- og Skikke. Den næste Morgen skiftede vi altsaa Skib paany, heldigvis for sidste Gang. Her saa vi strax, at vi nærmede os Orienten med stærke Skridt. Dækket var fuldt af Persere med grønne og hvide Turbaner eller høje, sorte Lammeskindshuer; nogle holdt Bøn, andre sade paa Hug om et paa Jorden udbredt broget Tørklæde, hvor uden Tvivl persiske Lækkerbidskener laa opdækkede; jeg gik ikke saa nær derhen for ikke at forstyrre de stakkels Folks ]Madro, men hvad jeg saae af kold Ris, kogte Kyllinger, som

23 flængedes itu med Fingrene, og plumret Tykmælk i en Skaal, tog sig ikke meget indbydende ud for mine uindviede Øjne. Her saae jeg for første Gang et Par persiske Kvinder, et helt Særsyn paa Dampskibene, thi de faa yderst sjælden Lov til at rejse uden for Grænserne af deres eget Land. Des værre var Vejret saa storm- og regnfuldt, at vi snart maatte lukke os inde i vort foreløbige Fængsel, Kahytten, der paa ingen Maade var saa bekvem som Floddamperens. Natten forløb, som den i Almindelighed gjør for dem, der maa ofre til Neptun ; næste Morgen var Søen roligere, og med stor Møje og Selvovervindelse blev Strækningen fra Foden af Kahytstrappen tilbagelagt af mig, men saa kom ogsaa Belønningen i det dejlige Landskab, som laa udbredt for mine Blikke. I Baggrunden saas Dagestans mørke blaa Bjærge, hvis Tinder allerede vare dækkede med nyfalden Sne, og langs Søen skovbevoxede høje Skrænter, hist og her afløste af en Bugt eller Vig, hvor da altid en god Havn førte ind til Byer, der saae livlige og smukke ud med deres hvid- og rødmalede Huse og smaa Enspændervogne, som fore frem og tilbage paa Kaien. Paa det kaspiske Hav er der den samme Ubehagelighed som paa Volga, at Skibet lægger til ved alle Smaastationer for at losse og lade, saa at Rejsen bliver dobbelt saa lang som, hvis det gik direkte. Paa Dækket var alt i travleste Virksomhed, Telte, Gulv- og Sengetæpper, Puder og Klædningsstykker vare udbredte hvor som helst, der var Plads, for at Solen

24 lo skulde gjøre godt igjen, hvad Regnen havde forbrudt om Natten. Vilde man gjøre sig den Ulejlighed, kunde man her have faaet et Indblik i alle et persisk Toilettes Hemmeligheder, det vil da sige et mandligt, thi de to stakkels persiske Kvinder, som ikke havde villet eller maaske ikke havde kunnet spendere en Kahytsbillet, sade der i deres drivvaade Overdragt, som de efter deres religiose Vedtægter hverken maatte udhænge til Tørring eller skifte, saa længe vanhellige Øjne kunde beskue dem. De maatte altsaa lade Solen tørre dem, som den bedst kunde, men forsøgte at give sig lidt indvendig Varme ved at drikke koghed Te af smaabitte Kopper. Man maa nu imidlertid ikke tro, at denne Te blev bragt dem af en russisk Opvarter det havde han aldrig nedladt sig til; de havde selv lavet den, thi som alle Persere paa Rejse førte de deres Husgeraad med sig. Dagen gik ret hurtig for os paa denne Maade, dels ved at iagttage de saa forskjelligartede Passagerer, dels ved Samtaler med vore n\^e Bekjendte, under Nydelsen af den udmærkede russiske Te, som serveres i Glas i Sølvstativer. Den drikkes uden Fløde, men med meget Sukker og en tynd Citronskive i, hvilket gjør den til en især paa Søen meget oplivende og forfriskende Drik. Skibsklokken ringede nu til Middag, og de fleste fulgte dens indbydende Lyd, thi Søluften giver Appetit, naar den ikke rent betager den ved Søsyge. Der var en broget Blanding Folk af mange Nationer omkring dette Bord; de

25 II interessanteste vare dog" 2 unge kaukasiske Adelsmænd, som sade lige over for mig, klædte i Nationaldragt, violet vsilke og høj, sort Lammeskindshue. Det var morsomt at se deres Generthed, i det de aabenbart først nylig havde lært at haandtere Kniv og Gaffel; dette faldt dem derfor meget vanskeligt, og de havde vist ikke megen Fornøjelse af, hvad de spiste, men vilde dog ikke give tabt. Efter Bordet blev der spillet Hazard og Whist, men jeg trak mig tilbage til vor lille 3 Alen lange Kahyt, thi Vejret blev atter uroligt. Næste Alorgen lagde Dampskibet til ved Byen Baku, hvor der var et Ophold af 24 Timer, som vi vilde benytte til at besøge de derværende berømte Petroleumskilder. Baku er en mærkelig Blanding af russiske og persiske Elementer, snart ser man tilhyllede Kvinder liste forbi, snart en elegant Modedame, som stiger ud af en Cabriolet, og saa en lang Karavane af Kameler; Omegnen er uhyggelig ved sin Nøgenhed; der er saa godt som ikke et Træ, og kun een eneste Have i Baku og Omegn. Denne Have er kunstig drevet og vandet, og om Aftenen samles Byens Elite her, hvor alt er oplyst med kulørte Lygter, og de unge svinge sig i Dans i en lille Pavillon. Dagen benyttede vi til at se Petroleumskilderne, som ligge omtrent en Mil udenfor Byen. Vi kjørte derud paa en Vej saa slet, at Vognen hvert Øjeblik truede med at vælte, men vi slap dog i god Behold derhen og fortrøde det ikke, thi det er et af de interessanteste Steder i Verden. Jorden er ofte

26 12 saa gjennemtrængt af Stenolien, at det strax tænder, naar man blot stikker Hul i den med en Spade og sætter en brændende Svovlstik til, hvorfor stor Forsigtighed med Ild er nødvendig. Uhyre Bygninger, indhegnede af et højt Jærngitter, dække et stort Areal, og man ser Processen af alle de forskjellige Udviklingstrin, lige fra det Sted, hvor Olien kommer op af Jorden, indtil den i høje, tilproppede Beholdere af Blik staar færdig til Forsendelse. Træ er, som oven for sagt, saa sparsomt i denne Egn, at Olien ikke her som i Amerika forsendes i Trætønder. Som Kuriosum maa jeg endnu tilføje at det Produkt, der ved Rensningen bliver tilovers en klæbrig, tjæreagtig, mørk Masse benyttes som Brændsel paa alle de Dampskibe, der fare paa det kaspiske Hav, og hvis Maskiner naturligvis ere konstruerede med særligt Hensyn hertil. Lad os imidlertid komme tilpage til Etablissementet, hvor vi i det inderste Værelse af en lang Bygning traf en gammel Eneboer, en Ildtilbeder^ som her ved Kilden af den evige Ild havde fundet et godt Sted til at rejse et Alter rped en altid brændende Lampe. Han forrettede sin Bøn og Gudstjeneste for os og forærede os til Slutning nogle smaa lyserøde Kr3'staller : jeg veed ikke, om det hørte med til Ceremonien. Vi maatte dog- snart igjen forlade disse interessante Omgivelser for ikke at komme for sent hjem ad den halsbrækkende Vej. Nymaanen, som vi her for første Gang saa svømme vandret som en Baad paa Himlen, lyste stærkt og- klart, som den altid gjør paa disse

27 13 Breddegrader, den havde vi sandsynligvis at takke for, at vi ikke kom ned til Skibet med et Par Arme eller Ben mindre, thi havde Vejen været mørk, havde et Par Vækninger været uundgaaelige. Vi tilbragte en dejlig rolig Nat paa Skibet, som først skulde gaa videre næste Morgen, og det var en stor Vederkvægelse efter flere, i det mindste for mig, søvnløse Nætter, hvor vi havde haft uroligt Vejr. Baku er den sidste Station, hvor Dampskibet lægger til, før man kommer til Persiens Kyst, endnu 36 Timer, og vi vilde være i det forjættede Land! Vejret vedblev at være lunefuldt indtil den sidste Dag, da Himlen atter var klar og Havet forholdsvis stille, et stort Held for os, da der, hvor vi skulde lande, gaa lige saa stærke Brændinger som ved Jyllands Vestkyst. Der er derfor heller ingen Havn; man maa lande i de Indfødtes smaa Baade, som, naar Vejret er slet, ikke engang kunne naa ud til Dampskibet. I saa Fald maa man tage videre op ad Kysten til Byen Astrabad, hvor der er en god Havn, men derfra er Vejen gjennem det Indre baade besværligere og længere end fra Enzeli, den By, hvor vi skulde gaa fra Borde. De Indfødtes smaa, skrøbelige Baade med deres halvnøgne Besætning omsværmede Skibet og raabte og skreg i den Grad i Munden paa hverandre, at det ikke engang var de persiske Passagerer muligt at komme til Orde eller udvælge den Baad, de selv maatte ønske. Gods og Mennesker, Armeniere, Jøder, Persere og Evropæere stuvedes sammen mellem hinanden i de ynkelige

28 ; 14 Fartøjer, som truede med at synke under Byrden. Havet var jo endnu oprørt efter de mange Dages Storm, saa Baadene gyngede op og ned, og op til Skibet lød Skrig fra de orientalske Rejsende her havde en faaet sin lange Kaftan drivvaad, hist havde en anden i Vandet tabt sin dyrebare Skat, sin Hovedbedækning, som Perseren efter sin Religions Vedtægter aldrig skiller sig ved undtagen om Natten; han stod nu beskæmmet for hele Verden med sit glatragede Hoved udsat for jmængdens Blikke, ja, der var næppe nogen, som den Dag naaede Kysten uden Havari, og allerede her saa vi, af hvilken Betydning det var for os at følges med den franske ^Minister og tage Del i de for ham indrettede Bekvemmeligheder. Schahens egen Chaluppe var nemlig sendt ud for at afhente Gesandten; vi toge alle Plads under Baldakinen, de tolv velindøvede Roerkarle satte paa een Gang A årerne i Vandet, og rask gik det nu ind mod Kysten forud for vore ulykkelige Medpassagerer, som endnu en rum Tid maatte være en Bold for Fiskernes Lune og Brændingernes Voldsomhed.

29 i ; Første Kapitel. Vi sætte Foden paa persisk Grund. Vor Karavane..En sørgelig Begyndelse. Tolv Dage til Hest. Ankomst til Teheran. I det vi satte Foden paa persisk Grund, blev en Kanonsalve affyret til Ære for Ministeren, og gjennem en dobbelt Række Soldater, som næsten ikke kunde holde Vejen fri for nysgjerrig-e, bleve vi førte op. et af Schahens Jagtslotte, hvor en persisk General modtog os. En saadan Mehmundaar, d. e. den, som har Gjæster, bliver ved hver evropæisk Ministers Ankomst sendt ham i Møde fra Hovedstaden til Grænsen for paa denne Strækning at sørge for alle den høje Gjæsts Bekvemmeligheder, der ellers ikke ere lette at erholde i et saa barbarisk Land, især naar man ikke kj ender Sproget. En splendid Frokost var anrettet ovenpaa i en rummelig Sal, hvis store Vinduer mod Nord alle vare aabne og, samtidig med at bringe Kølighed i Værelset, tillod en vid Udsigt over Havet, vi nys havde forladt. Til vor store Overraskelse, vi havde ventet at skulle komme til at sidde paa Gulvet var der Stole til alle, ja Bordet var dækket med Dug, Knive og Gafler dog vare alle Retterne persiske. Her saae jeg

30 i6 for første Gang Pillau, Ris med Kjød tillavet paa en halv Snes forskjellige Maader og" alle serverede paa een Gang. Ogsaa det persiske Brød var for os en ganske ny, men ikke behagelig Overraskelse. Man kan nærmest sammenligne det med tykke to Alen lange og tre Kvarter brede Pandekager, men des værre langt fra af saa behagelig en Smag. Af Drikke var der forskjellige Slags Scherbets og Isvand, thi skjønt i Oktober Maaned var det trykkende varmt. Efter Maaltidet stege vi i en anden Baad, som skulde føre os over en Lagune op ad en Flod til det Sted, hvor man første Gang samler sig til Karavanerejsen, Baaden var atter en af Schahens, et Slags Gondol men meget fladbundet, thi Vandet er saa fuldt af Sandbanker, at Baaden ofte staar paa Grund, saa at imatroserne, ti i Tallet, alle maa ud i Vandet og faa den flot, hvilket sker med lystige Tilraab og Vittigheder, som vi des værre ikke forstaa. Endelig glider den atter, Folkene springe ind igjen, og livlig skyder Baaden gjennem det blanke Vand, medens vi delikatere os med enorme Vandmeloner, større end de største Græskar hos os og overordentlig læskende; vi spise dog kun lidt deraf og uddele Resten til Folkene, som med Begj ærlighed slukke deres Tørst. Snart ere vi naaede til det sidste Stykke Vej, hvor Lagunen trækker sig sammen til en Kanal kun en Snes Alen bred og ikke meget dyb. Her er mageløs dejligt, saa yppigt som man kun ser det i Troperne, Bredderne bedækkede med den frodigste Urskov, Slyngplanter fra

31 17 Træ til Træ, Siv og henrivende Blomster i Vandkanten, men under alt dette lurer Feberen, Orientens Svøbe, den lumske Fjende, som kræver Hundreder og atter Hundreder at Ofre i disse Egne. En saadan Sump, som den vi her kom igjennem kan ret betragtes som en Feberfabrik, og vi kunde ikke fryde os ved disse skjønne Lianer, disse af Frugter bugnende Grene og pragtfulde Blomster, uden samtidig at nære en hemmelig Frygt for at medbringe til de fjærnere sunde Egne, kvorhen vi agtede os, en Spire af den Gift, som skjulte sig under det skjønne Dække. Ikke faa Evropæere have, endogsaa paa Tilbagevejen til Evropa, ved at passere denne Egn, faaet Spiren til Klimatfeberen, som da har udviklet sig og ofte ødelagt deres Sundhed efter Hjemkomsten til Fædrelandet. Efter at være komne ind i Kanalen lægge Matroserne Baaden til Land, springe derpaa ud og fremtage et langt svært Tov; vi se paa dem i stor Spænding, næsten urolige, indtil den persiske General ved sin Tolk forklarer, at Baaden her skal trækkes op ad Floden, da dette gaar hurtigere og er langt bekvemmere for de rejsende. Ved Landingsstedet, Piribazar, er alt Uro og Forvirring, næsten I GO Muldyr ere bragte derhen af deres Ejere, men vi have kun Brug for omtrent Halvdelen, saa det gj ælder om at prøve alt og vælge det bedste, skjønt det ikke er os personlig, som have med det at gjøre vi sidde i Ro og Mag, drikke Te af smaa Glas og se ned paa alt dette Virvar, takkende vor Lykkestjærne som har ført 2

32 os sammen med den franske Minister. Skjønt der var saa mange Tjenere, Generalens Folk og ham selv til at have Overopsyn med Muldyrenes Ladning, Hestenes Opsadling osv., varede det dog længe, inden Karavanen var i Orden, men ved Solnedgang var dog alt færdigt til Opbrud. I Spidsen for Karavanen red Ministeren, Generalen, min Mand og jeg, alle paa Heste, som Generalen havde Ijragt med fra Teheran, dernæst Ministerens evropæiske Tjener, fire persiske ditto, samt Kokken, en aldeles uundværlig JMand paa en saadan Rejse, og endelig Muldyrene, belæssede med Proviant og Bagage. Det forreste i Flokken var et prægtigt Dyr, højere end de andre og behængt med Hundreder af gule og røde Uldduske og en Mængde Klokker. Det var nemlig Anfører, og hvor det gik, fulgte de andre lydig efter. Til hver 4 Muldyr hører en Tscharvardar (Muldyrdriver), som med en tyk jærnpigget Stok jager Efternølerne frem; det er temmelig grusomt, men herfor have Perserne ikke Spor af Følelse, det vil vist vare længe Inden der hos dem oprettes en Forening for Dyrenes Beskyttelse. Vejen fra Piribazar til Rescht var for øvrigt god, og da der kun er 2 ]\lil, naaede vi denne By tre Timer efter; dog var Mørket faldet paa strax efter Solnedgang, som det altid gjør i disse Lande, Tusmørket er her ukjendt, men heldigvis var der fra den russiske Legation i Rescht, hvor vi skulde overnatte, sendt os Tjenere i Møde med store mandshøje Lanterner hver baarne af to Mand, og omgivne

33 ; IQ af disse ejendommelig-e Fakkelbærere holdt vi vort Indtog i Byen. Vel var det, vi havde Lygterne med, thi som alle orientalske Byer var der bælgmørkt i Gaderne, og disse ere saa slet vedligeholdte, at de ere fulde af Huller; i Mørke vilde man selv, eller i det mindste Ens Heste, være næsten sikre paa at brække Halsen eller Benene. I Rescht opholdt vi os i fire Dage og nøde i fuldt Maal det russiske Gesandtskabs Gjæstfrihed, medens alle P'orberedelser bleve trufne til den lange Rejse, som først nu ret skulde begynde. Senge, Sengklæder, Gulvtæpper, Bord, Stole, Bordservice og Proviant alt maa føres med, thi paa de Stationer, hvor man overnatter, finder man kun et Hus J'K aravan seraiet«, som paa de større og mere befarne Router er bygget af brændte Sten, men ofte paa de mindre Router, som f. Ex. Rescht-Teheran, kun ere af Ler og i intet Tilfælde kan man vente Ruder i Vinduerne, det er store Ting, hvis der er Døre og Vinduer desuden er der ofte Revner i de sletopførte Mure, og Kaminerne ere kun lidet egnede til at udbrede Varme, ja jeg har endog- truffet Steder, hvor Kaminen kun var der for et Syns Skyld der fandtes ingen Skorsten. Paa Routen mellem Rescht og Teheran, hvor de regulære Murstenskaravanseraier ikke findes, hænder det endog til sine Tider, at en Del af Lermurene ere ligesom smeltede og faldne om i de stærke Regnskyl For- og Efteraar, saa man altid maa være belavet paa et saadant Tilfælde, og have et Par extra A'Iuldyr med Telte i Reserve. Om Vinteren ere

34 20 disse Rejser derfor saa at sige umulige, skjont denne kolde Aarstid ellers vilde være at foretrække, da der i den ingen Fare er for at faa Feber. Naar en større Karavane begiver sig paa Vej, især naar en Minister eller anden højere Embedsmand rejser, sendes Kokken og et Par Tjenere i Forvejen, den første for at opkjøbe i den altid nær ved Stationen beliggende Landsby, hvad han kan opdrive af Høns, Æg og Brød, og lave Middagen færdig i rette Tid, Tjenerne for at feje Værelserne, som altid ere fulde af de sidst indkvarterede rejsendes Efterladenskaber i Form af Aske, Halm, Madlevninger etc. etc, og navnlig hvis de sidste ærede Gjæster have været Persere, frembyde Hotellets Værelser intet lysteligt Skue. Tjenerne indrette alt saa hyggeligt som muligt, brede Maatter og Tæpper paa Lergulvene, tænde en lille Ild i Kaminen, stille nogle Feltstole op, Rejsebordet (af Jærn til at slaa sammen) sættes op og dækkes, saa at man virkelig faar et hyggeligt Indtryk, naar man om Aftenen, efter en lang Dag, ankommer til Bestemmelsesstedet. Den 26de Oktober skulde vor første Dagsrejse begynde, men des værre vare vi ikke færdige paa samme Tid, som Ministeren og hans Følge, thi en uforudset Vanskelighed frembød sig. Vi havde hidtil haabet, at den forsinkede Bagage skulde dukke op igjen, og jeg saaledes komme i Besiddelse af min Damesaddel, som var medbragt udtrykkelig af Hensyn til denne lange Rejse paa Hesteryg, men den kom ikke, og da vi til sidst maatte