Driving Creek Railway

Transkript

1 Vinterferie i juli Ove og jeg har boet nær Whangarei i Northland i 8 år, og da vi i juli måned fik besøg af en gammel veninde fra USA, syntes vi at vi ville bruge et par uger på at vise hende rundt, så hun kunne få en fornemmelse af det nordlige NZ. Juli er den koldeste vintermåned her, så det er ikke det ideelle tidspunkt at holde ferie, men hun er skolelærer og det var det eneste tidspunkt hun kunne tage 5 uger fri Fra Whangarei kørte vi sydpå ad hovedvej 1 (Twin Coast Discovery Route) og drejede ind mod Waipu. Diana elsker havet og turen langs med kysten er meget smuk og strandene er, som alle Northland strande, pragtfulde om sommeren. Waipu har desuden et lille og godt nyrenoveret museum der fortæller om de skotske immigraters rejse fra Skotland, via Canada til New Zealand. Vi holdt os til kysten hvor vi kunne og tog en af de små veje der tog os ind til Leigh nordfra. Nær Leigh ligger Goat Island, et lille let tilgængeligt marine reservat hvor man kan svømme ud til Goat Island. Der er fantastisk at snorkle og man kan leje udstyr på campingpladsen, men kan man li at snorkle, anbefaler jeg at man køber en billig maske og snorkel til nz$ 20 og har i bilen, for den kan være handy mange steder. Vi overnattede i Auckland på City Central Hotel på hjørnet af Wellesley St og Albert St. Værelserne er små. På engelsk bruger man udtrykket at man ikke kan svinge en kat, og selvom jeg er meget imod at svinge katte eller andre dyr, så er udtrykket perfekt...man ville virkelige ikke kunne svinge noget som helst...ikke engang en hamster! Men det er ret,centralt klods op af Skytower, og der er parkeringshus ved siden af hotellet, nemt at komme til og billigt Næste dag fortsatte vi sydpå. Regnen var så voldsom at viskerne gik på fuld kraft, og det tog os en time at finde vejen gennem Papakura mod Thames på Coromandel. Vi havde valgt Pacific Coast Tourist Route som er mærket med blå skilte med en stiliseret bølge. Den følger kysten langs Hauraki Gulf og ind i Firth of Thames. Egentligt havde vi planlagt at overnatte i Miranda Hot Springs Holiday Park den første nat og nyde det varme vand. Det var så blevet Auckland i stedet men vi stoppede og besøgte Miranda Shorebird Centre som er et reservat for havfugle og meget populært blandt fugleentusiaster. Man kan leje simple værelser på besøgs centret, hvis man vil bruge flere dage på at kikke på fuglene. Besøgscentret har information om fugle, bøger og natur relaterede souvenirs og er et besøg værd.

2 Coromandel Solen kom endelig ud og vi bestemte os til at køre hele vejen til Coromandel by. De små 60 km fra Thames til Coromandel er en fantastisk køretur. Det er en relativt smal vej, der snor sig ind og ud med havet på den ene side og høje klipper og bakker til den anden. Vi håber, at vi en dag kan køre den sidst i december hvor de hundredvis af pohutukawa træer langs med kysten står i blomst. Coromandel er en lille hyggelig by med et par cafeer og restauranter og en general store, fish and chips, et par små supermarkeder og et par gallerier. Vi boede ud til vandet i et lille motel. Moteller i NZ er som små ferielejligheder. Vi valgte på turen 1 værelses lejligheder, for så kunne Diana sove i værelset og vi i stuen. Der er altid køkkenfaciliteter på motelværelser og vi lavede en nem aftensmad, da vi havde taget rigeligt fra da vi spiste frokost Driving Creek Railway Diana er meget interesseret i keramik, og en af grundene til vi kørte til Coromandel var for at besøge Driving Creek Railway. I 1970erne købte en håbløs ung lærer med en passion for keramik 22 hektar bush 3 km nord for Coromandel. Han hentede sit eget ler oppe ad bjerget og da en anden af hans store interesser var jernbaner, bestemte han sig til at bygge en lille jernbane til at hente leret ned. Langs med banen, der går gennem meget smuk skov, gennem tunneller og over broer, står der værker af både ham selv og af unge keramikere der kommer fra hele verden for at lære og udstille. For 15 år siden syntes banken at han godt kunne tjene lidt mere og foreslog at han åbnede sin lille jernbane for turister. Det har været et stort hit og det er en fantastisk oplevelse også for folk der hverken er jernbane eller kreamik entusiaster. Vi var der i 4 timer.

3 Hot Water Beach Driving Creek tog længere tid end vi havde regnet med så vi måtte springe over Cathedral Cove som jeg ellers gerne ville ha oplevet og kørte i stedet for til Hot Water Beach, syd for Whitianga. Igen var vi heldige og morgenens småregn var blevet til sol. Lige som vi kommer ned på stranden ser vi, ikke 100 meter fra kysten, en gruppe på 5 spækhuggere, der leger i bølgerne. Sikken en oplevelse! Henne ad stranden ved de varme kilder lå der 10 unge australiere og svuppede i det varme vand. Luft temperaturen var omkring 13 grader og det blæste fra havet, så vi var ikke fristede til at tage tøjet af og grave huller i sandet. Vi havde fået en endnu større oplevelse, syntes vi, ved at se spækhuggerne Næste dag fortsatte vi langs kysten og slog et slag gennem Tauranga og ud til Mt. Maunganui. Der havde vi ikke været før og der så hyggeligt ud. Der kan vi godt tage hen og bruge et par dage engang. En dejlig strandpromenade og den sædvanlige skønne strand og udsigt.

4 Maori kultur aften Vejret var stadig med os og solen skinnede hele vejen til Rotorua. Vi ankom midt på eftermiddagen og som det første skyndte vi os ned til Tamaki Maori Tours kontor for at booke deres Maori Cultural Experience. Jeg har, i kraft af mit arbejde på informationskontoret i Whangarei, booket mange ture dertil og jeg glædede mig til at se, om det var så godt som jeg havde hørt. Det var det! Vi blev samlet op ved hotellet kl og 3 busser med gæster fortsatte så mod Tamaki Village udenfor byen. På vej derud fortalte chaufføren om Maori kultur og om hvad man må og ikke må som gæst og vi lærte nogle nyttige ord på Te Reo Maori. Landsbyen er bygget op som en præ-europæisk maori landsby og vi oplevede den traditionelle maori velkomst og udfordring. På trods af at det er for turister, gav det os gåsehud at stå der i skumringen og pludselig se maori krigere med tatoveringer i ansigtet komme springende og rulle med øjne. Hvor skræmmende må det ikke ha været for de første europæere? Efter den formelle velkomst kom vi ind i landsbyen og stemningen var forstærket af mørket og røgen fra bålene foran husene. Foran husene stod maorier i traditionelle kostumer, parate til at fortælle hvad det var vi så. Så var det tid til at gå ind i fælleshuset, hvor der var optræden. Der var poi dans, sang og den traditionelle haka udført af mændende. Det hele udført med tydelig stolthed, glæde og humoristisk sans. Aftenen sluttede officielt med et hangi måltid. Mad forberedt i jordovn. Der var både almindelige og søde kartofler, gulerødder, lam, oksekød, kylling og fisk, og dertil salat og brød samt 3 slags desert. Der var også lidt spontan underholdning hen ad vejen mens vi spiste. På vej hjem i bussen annoncerede chaufføren at det nu var vores tur til at underholde ham og det lykkedes faktisk for stort set alle nationaliteter i bussen at stå op og synge en sang på deres sprog. 4 timers oplevelser, med middag, for omkring nz$100 per person var yderst rimeligt. Jeg vil anbefale det til enhver tid, også for rejsende som mig selv, der normalt ikke opsøger den slags turist oplevelser.

5 Termisk aktivitet Næste dag måtte vi naturligvis bruge på at opleve den termiske aktivitet i Rotorua. Vores favoritområde er Wai-O-Tapu, som ligger ca 25 km syd for Rotorua på hovedvej 5, The Thermal Explorer Highway. Der brugte vi igen 4 timer på at gå de godt 5 km stier mellem sydende svovl kilder, boblende mudder og dampende kilder. Der er nogle fantastiske farvekombinationer og det er et paradis for en fotograf. Taupo Vejrudsigten var ikke lovende. Der var faktisk en alvorlig storm på vej, og vi var enige om at vi skulle til at tænke på at finde Northland igen. Mens solen skinnede, måtte vi dog lige ned og se Huka Falls og Lake Taupo. Vi kunne se Mt. Ruapehu med dens snetop på den anden side af søen og Huka Falls havde den mest utrolige gletcherblå farve...og så kunne vi se sorte skyer krybe op ad bjerget og satte næsen nordpå.

6 Vi havde håbet at kunne se den blå kilde (Waihou Springs) ved Putaruru, få km før Tirau. Men solen var ikke stået op da vi kørte der forbi næste morgen, og regnen og vinden var så småt startet. Vi tog en pause i Tirau og nød de sjove skilte og fåret og fårehunden (info center og uldbutik) af bølgeblik og en god morgenmad før vi tog det lange træk hjem til Whangarei. I sidste øjeblik, viste det sig, for om aftenen blev hovedvejen nord for Auckland lukket af jordskred og de andre to veje op til Northland af oversvømmelser! Nyttige links Anne Kjær, New Zealand