Kejser og Galilæer. II Kejser Julian

Transkript

1 Henrik Ibsen Kejser og Galilæer Et verdenshistorisk skuespil II Kejser Julian Skuespil i fem akter H e n r i k I b s e n s s k r i f t e r, U n i v e r s i t e t e t i O s l o I b s e n. n e t

2 Denne utgaven baserer seg på Henrik Ibsens samlede værker, utgitt av Gyldendalske Boghandels Forlag i København i ti bind Det er ikke foretatt noen rettelser i teksten. Tekstene er kodet i xml med kodeverktøy og -praksis utviklet av Aksis for utgaveprosjektet Henrik Ibsens skrifter ved Universitetet i Oslo. Visning på web er videreutviklet av GAN Media med basis i XSLstylesheets for TEI XML.

3 Innholdsfortegnelse FØRSTE AKT. 7 ANDEN AKT. 44 TREDJE AKT. 76 FJERDE AKT. 116 FEMTE AKT. 157

4

5 PERSONERNE: Krigsøversten Nevita. Guldsmeden Potamon. Livlægen Cæsarios fra Nazianz. Taleren Themisteos. Taleren Mamertinos. Skatmesteren Ursulos. Hårskæreren Eunapios. Kvinden Barbara. Skriftlæreren Hekebolios. Hofmænd og statstjenere. Borgerfolk i Konstantinopel. Deltagere i Dionysos-toget, fløjtespillere, dansere, gøglere og kvinder. Udsendinger fra de østerlandske konger. Husmesteren Eutherios. Tjenere i palatset. Dommere, talere, lærere og borgere i Antiokia. Kornhandleren Medon. Skatteopkræveren Malkos. Gregor fra Nazianz, Cæsarios's broder. Farveren Fokion. Kvinden Publia. Hendes søn Hilarion. Agathon fra Kappadokia. Biskop Maris af Kalkedon. Deltagere i Apollon-toget, offerprester, tempeltjenere, harpeslagere og stadsvogtere. Agathons yngre broder. De kristne fangers tog. Digteren Herakleos. Livlægen Oribases. Taleren Libanios, stadsforstander i Antiokia. Salmedigteren Apollinaris. Læreren Kyrillos. En gammel prest ved Kybeles helligdom. Salmesyngerskerne i Antiokia. Høvedsmanden Fromentinos.

6 Krigsøversten Jovian. Mystikeren Maximos. Spåmanden Numa. To andre etruskiske spåmænd. Fyrst Hormisdas, en landflygtig Perser. Livvagtsføreren Anatolos. Visdomslæreren Priskos. Visdomslæreren Kytron. Høvedmanden Ammian. Basilios fra Cæsaræa. Hans søster Makrina. En persisk overløber. Romerske og græske soldater. Persiske krigsfolk. (Første akt foregår i Konstantinopel, anden akt i Antiokia, tredje akt ligeledes i Antiokia, fjerde akt i og omkring de østlige egne af kejserriget og femte akt på sletterne hinsides Tigris. Begivenheden omfatter tidsrummet fra December måned i året 361 til slutningen af Juni i året 363.)

7 II Kejser Julian (1. akt) FØRSTE AKT. (Ved havnen i Konstantinopel. I forgrunden til højre en pragtfuld landgangsbro overtrukken med tepper. Oppe på den høje strandbred, lidt fra broen, ses en tilhyllet sten, omgiven af vagt. Langt ude på Bosporos ligger den kejserlige flåde, behængt med sørgeflag.) (Talløs menneskemængde i både og på stranden. Oppe for enden af landgangsbroen står kejser Julian, klædt i purpur og gyldne smykker. Han er omgiven af hofmænd og høje statstjenere. Blandt dem, der står ham nærmest, er krigsøversten Nevita, livlægen Cæsarios samt talerne Themisteos og Mamertinos.) Kejser Julian (ser vidt ud over vandet). Hvilket stævne! Den døde kejser og den levende. O, at han måtte drage sit sidste suk i så fjerne egne! O, at jeg, trods al min il, ikke fik nyde sødmen af at favne min frænde for sidste gang! Bittre lod for os begge! Hvor er ligskibet? Krigsøversten Nevita. Der kommer det. Hin lange båd? Krigsøversten Nevita. Ja, nådigste kejser! Arme frænde! Så stor i livet; og nu må du nøjes med så lavt et tag. Nu skal du ikke støde din pande mod kistelåget, du, som bøjed dit hoved, da du red gennem Konstantins bue. En borger blandt tilskuerne (til guldsmeden Potamon). Hvor ung han ser ud, vor nye kejser. Guldsmeden Potamon. Han er dog bleven før af lemmer. Da jeg så ham sidst, var han spæd og mager; det er nu en ni ti år siden. En anden borger. Ja, han har øvet store gerninger i de år. 7

8 II Kejser Julian (1. akt) En kvinde. Og alle de farer, han har svævet i lige fra barn af! En prest. Vidunderligt frelst af dem alle; den guddommelige varetægt er over ham. Guldsmeden Potamon. Rygtet siger, at han i Gallien har givet sig under en anden slags varetægt. Presten. Løgn, løgn; det kan I lide på. Nu kommer han. Solen, som jeg anråber, og den store lynslyngende gud véd, at jeg ikke har ønsket Konstanzios døden. Det har i sandhed været langt fra min tanke. Jeg har opsendt bønner for hans liv. Sig mig, Cæsarios, du må jo vide det bedst har man undervejs vist det kejserlige legeme al sømmelig ære? Livlægen Cæsarios. Ligtoget var som en sejrherres tog gennem hele Lille-Asien. I alle byer, vi kom igennem, stimled de troende sammen på gaden; hele nætter genlød kirkerne af bønner og sange; mørket blev til høj lys dag under blusset af de tusend tændte kerter Godt, godt, godt! Jeg gribes af en utrolig banghed ved tanken om at skulle tage styret efter en så stor og dydig og højt elsket kejser. Hvi blev det mig ikke forundt at få leve i tilbagetrukken stilhed! 8

9 II Kejser Julian (1. akt) Taleren Mamertinos. Og hvem skulde da gjort fyldest i det store vanskelige kald, således som du, uforlignelige herre, vil gøre det? Jeg tilråber dristigt hine andre, der har attrået kejserværdigheden: kom hid og tag rigets ror; men tag det således, som Julian tager det. Våg nat og dag for alles velfærd. Vær herrer i navnet og dog borgerfrihedens tjenere. Vælg eders plads forrest i de kæmpendes rækker og ikke ved gæstebudene. Tag intet for eder selv; men udøs gaver til alle. Lad eders retfærdighed være lige fjernt fra føjelighed og fra grusomhed. Lev således, at ingen jomfru på jordens kreds skal vride hænderne over eder. Byd trods både Galliens ufremkommelighed og Germaniens kulde. Hvad vilde de svare? Forfærdede over så strenge fordringer vilde de tilstoppe sine blødagtige ører og råbe: kun en Julian kan gøre fyldest for alt dette! Den alt-styrende give, at så store forhåbninger ikke må skuffes. Men hvor meget fattes der mig ikke? En gysning overfalder mig. At skulle sammenlignes med Alexander, med Mark Aurel og med så mange andre fortræffelige mænd! Har ikke Platon sagt, at kun en gud kan herske over menneskene? O, bed med mig, at jeg må gå fri for ærgærrighedens snarer og magtens fristelser. Athen, Athen! Did går min længsel! Jeg var som en mand, der for sin sundheds skyld drev en gavnlig legemsøvelse; og nu kommer man til mig og siger: træd frem på skuepladsen og sejr i de olympiske lege. Alle Grækere skal sidde som tilskuere! Må ikke mit sind gribes af skræk allerede før jeg begynder på kampen? Taleren Themisteos. Hvad skræk, o kejser? Har du ikke allerede Grækernes bifald før kamplegen? Er du ikke kommen for at indsætte alle landflygtige dyder i deres gamle ret? Er ikke hos dig samlet i én mand al den sejrvindingens evne, som Herakles, som Dionysos, som Solon, som? Stilhed! Ikkun den dødes pris skal høres idag. Der lægger de til land. Tag pande-ringen og mine kæder; jeg vil ikke bære kejserlige prydelser i en stund som denne. 9

10 II Kejser Julian (1. akt) (Han giver smykkerne til en af de omstående. Ligtoget kommer indover landgangsbroen med stor pragt. Prester med tændte lys i spidsen; kisten drages på en lavhjulet vogn; kirkefaner bæres foran og efter vognen; kordrenge svinger røgelsekar; skarer af kristne borgere følger efter.) Kejser Julian (lægger hånden på kisten og sukker lydeligt). Ah! En tilskuer. Slog han korsets tegn for sig? En anden i hoben. Nej. Den første. Ser du; ser du! En tredje tilskuer. Ikke heller bøjed han sig for det hellige. Den første tilskuer (til den anden). Ser du vel! Hvad sagde jeg? Så far hjem under pragt og ære, du min frændes afsjælede legeme! Jeg gør ikke dette støv ansvarligt for, hvad din ånd forbrød imod mig. Hvad siger jeg? Var det din ånd, som foer så hårdt med slægten, at jeg nu står alene tilbage? Var det din ånd, som bød, at min barndom skulde formørkes af tusend ængstelser. Var det din ånd, som lod hin ædle Cæsars hoved falde? Var det dig, som stilled mig, den uerfarne yngling, på så vanskelig en post i det ugæstmilde Gallien, og som siden, da det ikke lykkedes modgang og genvordigheder at overvinde mig, gjorde mig æren for mine sejrvindinger stridig? O, Konstanzios, min frænde, alt dette havde ikke sit udspring i dit store hjerte. Hvorfor vred du dig i nag og kval; hvorfor så du blodige skygger om dig på dit sidste, smertefulde leje? Onde rådgivere har forbitret dit liv og din dødsstund. Jeg kender dem, disse rådgivere; det var mænd, som tog skade af at færdes i din nådes uophørlige solskin. Jeg kender dem, disse mænd, der så villigt iførte sig det overbevisningens klædebon, som tyktes hoffet tækkeligst. 10

11 II Kejser Julian (1. akt) Hedenske borgere (blandt de omstående). Leve kejser Julian! Livlægen Cæsarios. Nådigste herre, toget venter Kejser Julian (til presterne). Lad ikke eders fromme sang forstumme for min skyld. Fremad, mine venner! (Toget drager langsomt ud til venstre.) Følg efter, hvo der vil; og bliv, hvo der vil. Men det skal I alle vide på denne dag, at min plads er her. (Uro og bevægelse i mængden.) Hvad er jeg? Kejseren. Men har jeg dermed sagt alt? Gives der ikke ét kejserligt embede, som synes hånligt visket ud af erindringen i de senere år? Hvad var den kronede visdomsven Mark Aurel? Kejser? Blot kejser? Nær havde jeg spurgt: var han ikke noget mere end kejser? Var han ikke yppersteprest tillige? Stemmer i mængden. Hvad siger kejseren? Hvad var det? Hvad sagde han? Taleren Themisteos. O, herre, skulde det i sandhed ligge i din tanke? End ikke min store farbroder Konstanzios vovede at frasige sig denne værdighed. Selv efter at han havde indrømmet en viss ny troeslære så højst overordentlige rettigheder, vedblev han dog at kaldes yppersteprest af alle dem, der holdt fast ved Grækerfolkets ældgamle guddomme. At dette embede i de senere tider blev sørgeligen forsømt, vil jeg ikke her tale om, men kun om, at ingen af mine ophøjede forgængere, end ikke han, hvem vi idag med tårevædt ansigt tilråber den sidste hilsen, har vovet at nedlægge det. Skulde jeg formaste mig til noget, som så vise og retfærdige kejsere ikke fandt ret og rådeligt? Det være langt fra mig! Taleren Themisteos. O, store kejser, vil du dermed sige? 11

12 II Kejser Julian (1. akt) Jeg vil dermed sige, at der skal være fuld frihed for alle borgere. Hold fast ved de kristnes gud, I, som finder det ønskeligt for eders sindsro. Hvad mig angår, så drister jeg mig ikke til at bygge mit håb på en gud, der hidtil har været mig fiendtlig i alle foretagender. Jeg har sikkre tegn og varsler for, at al den fremgang, jeg vandt på Galliens grænser, den skylder jeg hine andre guddomme, der begunstigede Alexander på en noget lignende måde. Under disse guddommes skjærm og skjold slap jeg lykkeligt gennem alle farer; og navnlig var det dem, der førte mig frem på min rejse hid med en så vidunderlig hurtighed og lykke, at jeg her i gaderne har hørt tilråb, som tyder på, at man holder mig for et guddommeligt menneske, hvilket er en stor overdrivelse, I venner! Men visst er det, at jeg ikke tør vise mig utaknemmelig for så vedholdende nådesbevisninger. Stemmer i mængden (dæmpet). Hvad vil han gøre? Så indsætter jeg da vore forfædres ærværdige guder i deres gamle ret. Men ingen krænkelse skal vederfares Galilæernes gud og heller ikke Jødernes. De templer, som fromme herskere i fordums dage med så megen kunstfærdighed lod bygge, de skal igen oprejses i forynget herlighed med altere og billedstøtter, hvert for sine særlige guder, således at sømmelig dyrkelse der kan finde sted på ny. Dog vil jeg ingenlunde tåle, at der sker de kristnes kirker nogen hadefuld medfart; heller ikke skal der øves overlast mod deres gravsteder eller mod andre pladse, som en sælsom vildfarelse bringer dem til at holde for hellige. Vi vil bære over med de andres forvildelse; jeg har selv været hildet i fejltagelser; dog, over dette kaster jeg et slør. Hvad jeg siden mit enogtyvende år har tænkt om de guddommelige ting, det vil jeg ikke dvæle ved; jeg vil kun sige, at jeg lykønsker dem, der efterligner mig, at jeg smiler ad dem, der ikke vil træde i mit fodspor, at jeg vil forsøge på at overtale, men uden at ville tvinge nogen. 12

13 II Kejser Julian (1. akt) (Han holder et øjeblik forventningsfuldt inde; svagt bifald høres hist og her i sværmen.) Kejser Julian (heftigere). Med rette havde jeg regnet på taknemmelige tilråb, hvor jeg nu kun sporer en nysgerrig forundring. Dog, jeg burde vidst det; der råder en sørgelig ligegyldighed blandt dem, der siger sig at have holdt fast ved vor gamle tro. Undertrykkelse og spot har bragt fædrenes ærværdige skikke i forglemmelse. Jeg har spurgt mig for, højt og lavt; men knapt én har kunnet give mig troværdig besked om, hvorledes en ofring til Apollon eller til Fortuna i et og alt er at foretage. Jeg må da gå foran i dette, som i andet. Det har kostet mig mangen nats søvn at udfinde af gamle bøger, hvad der fordum har været brugeligt i så måde; men jeg besværer mig ikke derover, når jeg eftertænker, hvor stor tak vi er netop hine guddomme skyldig; og heller ikke skammer jeg mig ved at forrette alting selv. Hvor hen, Cæsarios? Livlægen Cæsarios. Til kirken, nådigste kejser; jeg vil bede for min bortgangne herres sjæl. Gå, gå! Enhver har sin frihed i deslige sager. (Cæsarios samt flere ældre hofmænd og statstjenere går ud til venstre.) Men den frihed, som jeg tilstår den ringeste borger, den forbeholder jeg også mig selv. Så forkynder jeg eder, I Grækere og Romere, at jeg igen vender tilbage med hele mit hjerte til de lærdomme og skikke, som var vore forfædre hellige, at de frit tør udbredes og udøves ved siden af alle nye og fremmede meninger, og da jeg er et barn af denne stad, og derfor har den fortrinlig kær, så forkynder jeg dette i de staden beskyttende guddommes navn. (Han giver et tegn; nogle tjenere drager forhænget fra den tilhyllede sten; man ser et alter og ved dettes fod en vinkande, en oljekrukke, en liden vedstabel og andet tilbehør. Stærk men stum bevægelse i mængden idet Julian går op til alteret og gør forberedelser til ofringen.) Taleren Themisteos. O, vel må jeg, som Græker, smelte hen i tårer ved synet af så megen ydmyghed og from iver! 13

14 II Kejser Julian (1. akt) En borger. Se, han bryder brændet selv. En anden borger. Over det venstre lår. Er det så det skal brydes? Den første borger. Det må vel så være. Taleren Mamertinos. Den ild, du der tænder, o store kejser, i den skal granskningen og lærdommen lyse, ja, opstå forynget, ligervis som hin forunderlige fugl Krigsøversten Nevita. Denne ild vil hærde de græske våben. Jeg kender ikke meget til de galilæiske påfund; men det har jeg mærket, at alle de, som hænger ved dem, de er forsagte og ubrugelige til større ting. Taleren Themisteos. I denne ild, o du uforlignelige, ser jeg visdommen renset for al anklage og for alle beskyldninger. Den vin, som du udgyder, er lig et purpur, hvormed du pryder sandheden og sætter den på et kongeligt sæde. Nu, da du oprækker dine hænder Taleren Mamertinos. Nu, da du oprækker dine hænder, er det som om du hædrer videnskabens pande med en guldkrans; og de tårer, du udgyder Taleren Themisteos (trænger sig nærmere). Ja, ja; de tårer, jeg ser dig udgyde, de er som kostelige perler, hvormed veltalenheden igen skal lønnes på kejserlig vis. O, så er det da atter tilladt Grækerne at hæve sine øjne til himlen og følge de evige stjerner på deres gang! Hvor længe er det ikke siden, at dette var os forundt! Måtte vi ikke, af frygt for angivere, skælve og bøje vort åsyn til jorden ligesom dyrene? Hvem iblandt os turde fordriste sig til at beskue solens opgang og nedgang? (han vender sig til hoben.) End ikke I agerdyrkere, som er strømmet hid i så store skarer idag, end ikke I voved at mærke eder himmellegemernes stilling, skønt I dog skulde afpasse eders arbejder derefter 14

15 II Kejser Julian (1. akt) Taleren Mamertinos. Og I sømænd, har I eller eders fædre vovet at udtale navnene på de stjernebilleder, som I skulde rette eders sejlads efter? Nu tør I det; nu er det ingen forment at Taleren Themisteos. Nu har ingen Græker længere nødig at leve på land eller vand uden at rådspørge de uforanderlige himmellove; han behøver ikke at lade sig omtumle som en bold for tilfældigheder og hændelser; han Taleren Mamertinos. O, hvilken mand er ikke denne kejser, hvem vi skylder så store goder! Kejser Julian (for alteret med oprakte arme). Så har jeg da åbenlyst og i ydmyghed udgydt olje og vin for eder, I velgørende guddomme, der så længe har måttet savne denne for eder så højst sømmelige ihukommelse. Jeg har opsendt min tak til dig, o Apollon, hvem nogle af vismændene og især de fra østerlandene tillægger navnet solkongen, fordi du bringer og fornyer det lys, hvori livet har sin grund og sit ophav. Jeg har bragt mit offer til dig, o Dionysos, du henrykkelsens gud, der løfter menneskenes sjæle ud af lavheden og bærer dem op til et for ånden værdigt samliv med højere ånder. Og, skønt jeg nævner dig sidst, har jeg dog ikke derfor mindst ihukommet dig, o Fortuna! Stod jeg vel her uden din bistand? Visselig véd jeg, at du ikke længere selv lader dig tilsyne, således, som tilfældet var i den gyldne tidsalder, hvorom hin uforlignelige blinde sanger har fortalt os. Men det véd jeg dog og deri er alle andre visdomsvenner enige med mig at det er dig, som har en væsentlig andel i valget af den ledsagende ånd, god eller fordærvelig, som skal følge ethvert menneske på hans livs-gang. Jeg har ingen årsag til at klage over dig, o Fortuna! Meget mere har jeg den højeste opfordring til at yde dig lov og pris. Denne for mit hjerte så dyrebare pligt har jeg idag underkastet mig. Jeg har ikke skyet end det ringeste arbejd. Her står jeg, ved høj lys dag; alle Grækeres øjne er rettede på mig; jeg forventer, at alle Grækeres røster vil forene sig med min i et tilråb til eder, I udødelige guder! 15

16 II Kejser Julian (1. akt) (Under offertjenesten har de fleste kristne tilskuere efterhånden fjernet sig; kun en liden hob er bleven tilbage. Da kejser Julian holder inde, høres et svagt bifaldsråb, blandet med sagte latter og en forundret hvisken.) Kejser Julian (ser sig om). Ah, så! Hvad blev der af dem alle? Lister man sig bort? Taleren Themisteos. Ja, med skamrødme over en så mangeårig utaknemmelighed. Taleren Mamertinos. Nej, det var glædesrødme. De gik for at udbrede det store budskab i alle gader. Kejser Julian (går fra alteret). Den uvidende hob véd aldrig at finde sig tilrette i det uvante. Jeg får et besværligt arbejde at gøre; men ingen møje skal fortryde mig. Hvad er sømmeligere for en visdomsven, end at udrydde vildfarelser? I det øjemed regner jeg på eder, I oplyste venner! Dog, vore tanker må forlade dette for en kort stund. Følg mig; jeg går nu til andre pligter. (Han går hurtigt bort uden at gengælde borgernes hilsen; hofmændene og hans øvrige ledsagere følger ham.) (En stor sal i kejserpalatset. Døre på begge sider og i baggrunden; på en forhøjning til venstre ved væggen i forgrunden står det kejserlige sæde.) (Kejser Julian omgiven af sit hof og høje embedsmænd, deriblandt skatmesteren Ursulos samt taleren Themisteos og Mamertinos.) Så langt har guderne hjulpet. Nu vil værket rulle fremad, som en stormflods bølger. Den stumme trods, som jeg sporer fra visse hold, hvor jeg mindst burde vente det, skal ikke bringe mit sind ud af ligevægt. Det er jo netop den ægte visdoms særkende at lægge tålsomhed for dagen. Vi véd alle, at man ved passende midler kan helbrede legemets onder; men kan man med ild og sværd tilintetgøre vildfarelserne om de guddommelige ting? Og hvad nytter det mig, at eders hånd ofrer, dersom eders sjæle fordømmer, hvad hånden gør? 16

17 II Kejser Julian (1. akt) Således vil vi leve i endrægtighed med hverandre. Mit hof skal være tilgængeligt for alle udmærkede mænd, hvad meninger de end måtte have. Lad os vise verden det usædvanlige og ophøjede skuespil af et hof uden hykleri tilvisse det eneste hof i sit slags et hof, hvor smiger blir regnet til de farligste fiender. Vi vil anklage og dadle hverandre, når sådant måtte være betimeligt, dog uden derfor at elske hverandre mindre. (til krigsøversten Nevita, som kommer fra baggrunden.) Dit ansigt lyser, Nevita; hvad gode tidender bringer du? Krigsøversten Nevita. Sandelig de bedste og glædeligste. Et stort antal sendebud fra fyrster i det fjerne Indien er kommet for at bringe dig gaver og bede om dit venskab. Ah, fortæl mig dog, fra hvilke folkeslag? Krigsøversten Nevita. Fra Armenierne og andre hinsides Tigris. Ja, der er endog nogle af de fremmede, som siger sig at komme fra øerne Diu og Serandib. Altså fra verdens yderste grænse, I venner! Taleren Themisteos. Selv did hen har rygtet båret dit navn og din hæder! Taleren Mamertinos. Selv i hine ukendte egne er dit sværd en skræk for fyrster og folkeslag! Taleren Themisteos. Diu og Serandib! Langt øst i det indiske hav Taleren Mamertinos. Jeg tager ikke i betænkning at sige: udenfor jordens kreds Hårskæreren skal komme! (en hofmand går ud til højre.) 17

18 II Kejser Julian (1. akt) Jeg vil modtage sendebudene i sømmelighed, dog uden pragt og smykker. Således vilde den ophøjede Mark Aurel have modtaget dem; og jeg vælger heller ham til forbillede, end den kejser, der nys bedrøvede os ved sin bortgang. Ikke mere nogen prunk med forgængelige jordiske ting! Selv barbarerne skal mærke sig, at visdommen rigtignok i sin ringeste tjeners skikkelse igen har taget plads på kejsersædet. (Hofmanden kommer tilbage med hårskæreren Eunapios, der er iført en prægtig klædning.) Kejser Julian (ser forundret på ham, går ham imøde og hilser). Hvad søger du her, herre? Hårskæreren Eunapios. Nådigste kejser, du har befalet mig at komme Du tager fejl, ven; jeg har ikke havt bud efter nogen af mine rådsherrer. Hårskæreren Eunapios. Allernådigste kejser Skatmesteren Ursulos. Tilgiv, herre; denne mand er den kejserlige hårskærer. Hvad siger du! Virkelig? Denne mand o, du spøger denne mand, i silke, med guldstukne støvler, skulde være? Ja, så! Så du er hårskæreren! (bukker for ham.) Aldrig skulde jeg formaste mig til at lade mig betjene af så fine hænder. Hårskæreren Eunapios. Allernådigste kejser, jeg beder for Guds og min frelsers skyld Ho-ho! En Galilæer! Ja, tænkte jeg det ikke nok! Er dette den forsagelse, som I praler med? Men jeg kender eder vel! Hvilken guddoms tempel har du plyndret, eller hvor mange greb i kejserens kasse har du gjort, for at kunne stadse dig således til? Du kan gå igen; jeg har ikke brug for dig. (Eunapios går ud til højre.) Sig mig, Ursulos, hvad har dette menneske i løn? 18

19 II Kejser Julian (1. akt) Skatmesteren Ursulos. Nådigste kejser, efter din ophøjede forgængers befaling er der tillagt ham tyve mænds dagligt underhold Se, se; ikke mere? Skatmesteren Ursulos. Jo, herre; i den senere tid har han havt frit hestehold i de kejserlige stalde, samt en viss årlig sum i penge og et guldstykke for hver gang, han Og alt det for en hårskærer! Hvad må så ikke de andre? Der skal gøres en brat ende på dette. Lad de fremmede sendebud komme ind! (Krigsøversten Nevita går ud i baggrunden.) Jeg vil modtage dem med uklippet hår. Det er sømmeligst således; thi omendskønt jeg vel véd, at det ikke er det uredte hår eller den pjaltede kappe, som gør den sande visdomsven, så mener jeg dog, at det forbillede, som både Antisthenes og Diogenes har givet, vel bør tages i agt af den mand, der selv på kejsersædet gerne vil følge i så store læreres fodspor. (Han stiger op på forhøjningen, hvor tronstolen står. Hoffet ordner sig nedenfor. Sendebudene, indførte af krigsøversten Nevita og husmesteren Eutherios, kommer i pragtfuldt optog, ledsagede af slaver der bærer gaver af alle slags.) Krigsøversten Nevita. Nådigste kejser og herre! Ikke mægtige det ædle tungemål, som så mange veltalende mænd, og ikke mindst du selv, har udbildet til fuldkommenhed fremfor alle andre tungemål, samt derhos vel vogtende sig for at lade barbariske lyde skurre i dine ører, har disse udsendinge fra østerlandske fyrster kåret mig til talsmand. Kejser Julian (siddende i tronstolen). Jeg er rede til at høre dig. 19

20 II Kejser Julian (1. akt) Krigsøversten Nevita. Først nedlægger da kongen af Armenien for dine fødder denne rustning, som han beder dig bære i kampen mod rigets fiender, skønt han vel véd, at du, uovervindelige helt, står under gudernes skærmende øje, der ikke tillader nogen dødeligs våben at såre dig. Her bringes dig kostelige tepper, telte og sadeltøj fra fyrsterne hinsides Tigris-floden. De vil dermed give tilkende, at når guderne har forundt hine lande en overvættes rigdom, så skede det i det øjemed, at den skulde komme gudernes yndling tilgode. Kongen af Serandib, og ligervis kongen af Diu, sender dig disse våben, sværd, spyd og skjold, samt buer og pile; thi, siger de, vi agter det rådeligst at stå værgeløse lige over for den sejrherre, der, ligesom en guddom, har vist sig mægtig nok til at bryde enhver modstand. Til gengæld beder de alle, som den højeste nåde, om dit venskab, og navnlig beder de, at du, hvis du, som et rygte har sagt dem, til våren agter at tilintetgøre den forvovne Perser-konge, at du da vil skåne deres lande for fiendtligt indfald. Ikke kunde en sådan sendelse komme mig ganske uventet. De medbragte gaver skal nedlægges i mit skatkammer, og gennem eder lader jeg eders herskere vide, at det er min agt at holde venskab med alle de folkeslag, som ikke det være sig med våben eller med underfundighed stiller sig mine hensigter ivejen. Hvad det angår, at man i eders fjernt-liggende lande, forledet af mine lykkelige sejrvindinger, har ladet sig henrive til i mig at se en guddom, så vil jeg ikke videre indlade mig på den sag. Jeg agter guderne for højt til, at jeg skulde ville tilrane mig en upassende plads iblandt dem, skønt jeg vel véd, at der oftere, og især i ældre tider, har levet helte og herskere, som har været således fremdragne af gudernes yndest og nåde, at det har været vanskeligt at sige, om de rettest var at regne til de dødelige eller til de udødelige. Om deslige ting er det imidlertid voveligt at dømme, selv for os Grækere. Hvor meget mere da for eder? Altså, nok om dette. Du, Eutherios, fører de fremmede til hvile og sørger for, at intet fattes dem. 20

21 II Kejser Julian (1. akt) (Sendebudene og deres følge forlader salen ledsagede af husmesteren Eutherios. Kejser Julian stiger ned fra forhøjningen; hofmændene og talerne omringer ham under beundrende lykønskninger.) Taleren Themisteos. Så ung, og allerede så højt hædret fremfor alle andre kejsere! Taleren Mamertinos. Jeg spørger: vil ikke Fama fattes lunger til at forkynde dit ry, ifald guderne, hvad jeg vist håber, forunder dig et langt liv? Taleren Themisteos. Det skrækkens råb, som de flygtende Alemaner udstødte ved Rhin-strømmens fjerneste bredder, det har væltet sig østover, indtil det slog an imod Tauros og Kaukasos Taleren Mamertinos. nu runger det, som en buldrende genlyd, over hele Asien. Krigsøversten Nevita. Hvad der har forfærdet Inderne er denne lighed imellem vor græske Julian og hin makedoniske Alexander Taleren Mamertinos. O, hvad lighed! Havde kong Alexander lønlige fiender i sin egen lejr! Havde han et misundeligt og bagtalerisk kejserhof at kæmpe imod? Krigsøversten Nevita. Sandt, sandt; og der var heller ingen uduelige hærførere, som hemmed Alexanders fremgang. Ursulos, det er min vilje, at disse sendebuds komme skal gøres bekendt både i staden og i rigets samtlige landskaber. Alt skal fortælles nøjagtigt, hvor de hører hjemme og hvilke gaver de har medbragt. Jeg vil ikke forholde borgerne noget af det, som kommer min styrelse ved. Du kan også lade indflyde nogle ord om den forunderlige mening blandt Inderne, at Alexander skulde være kommen tilbage. Skatmesteren Ursulos (nølende). Tilgiv mig, nådigste kejser, men 21

22 II Kejser Julian (1. akt) Nu? Skatmesteren Ursulos. Du har selv sagt, at ved dette hof skal ingen smiger tåles Tilvisse, ven! Skatmesteren Ursulos. Så lad mig da ærligt sige dig, at disse sendebud kom hid for at søge din forgænger og ikke dig. Hvad vover du at ville indbilde mig! Taleren Themisteos. Ej, hvilken urimelig tale! Taleren Mamertinos. Hvilken opdigtelse! Skatmesteren Ursulos. Det er sandhed. Jeg har længe vidst, at disse mænd skulde komme, længe før kejser Konstanzios lukked sine øjne. O, min nådigste herre, lad ikke en falsk forfængelighed få indgang i dit unge sind Nok, nok! Du vil altså dermed sige, at? Skatmesteren Ursulos. Tænk selv efter. Hvorledes skulde dine sejre i Gallien, så berømmelige de end har været, i slig hast kunnet nå til hine fjerne folkeslags ører? Når sendebudene talte om kejserens heltegerninger, så tænkte de på krigen imod Perser-kongen Krigsøversten Nevita. Jeg vidste ikke, at krigen imod kong Sapores var bleven ført på den vis, at den skulde sprede skræk til verdens grænse. 22

23 II Kejser Julian (1. akt) Skatmesteren Ursulos. Sandt; lykken har været vore våben imod i hine egne. Men rygtet om de store rustninger, som kejser Konstanzios påtænkte til våren, var det, der ængsted Armenierne og de andre folkeslag. O, regn dog tiden efter, herre; tæl dagene, om du vil, og sig så om andet er muligt. Dit tog hid fra Gallien skede med en vidunderlig hurtighed; men hine mænds rejse fra de indiske øer ; det vilde dog være tifold vidunderligere, ifald ; spørg dem, og du skal få høre Kejser Julian (bleg af vrede). Hvorfor siger du mig alt dette? Skatmesteren Ursulos. Fordi det er sandhed og fordi jeg ikke kan tåle at se din unge skønne hæder formørket af en lånt kappe. Taleren Themisteos. Hvilken forvoven tale! Taleren Mamertinos. Hvilken højst forvoven tale! Det kan du ikke tåle? Så! O, jeg kender dig bedre. Jeg kender alle eder gamle ved dette hof. Det er guderne, hvis hæder I vil forringe. Thi er det ikke gudernes hæder, at de mægter store ting gennem et menneske? Men I hader dem disse guder hvis templer I har nedbrudt, hvis billedstøtter I har slåt sønder og hvis skatte I har tilranet jer. I har knapt tålt dem engang, disse vore højst velgørende guder. I har knapt tilladt, at de fromme bar dem løndomsfuldt i hjerterne. Nu vil I også nedbryde det taknemmelighedens tempel, som jeg har rejst for dem i mit hjerte; I vil tage fra mig den erkendtlige tanke, at jeg skylder de udødelige en ny og såre attråværdig velgerning; thi er ikke hæder at agte for en sådan? Skatmesteren Ursulos. Den eneste himmelens Gud er mit vidne, at 23

24 II Kejser Julian (1. akt) Den eneste! Der har vi det igen! Således er I altid. Hvilken utålsomhed! Spejl eder dog i os. Siger vi, at vore guder er de eneste? Agter vi ikke både Egypternes guder og hin jødiske Jehova, der visselig har udført store ting i sit folk? Men I derimod, og det en mand, som du, Ursulos! Er du en Romer, født af græske forfædre? Den eneste? Hvilken barbarisk uforskammethed! Skatmesteren Ursulos. Du har lovet, at du ikke vil hade nogen for hans meningers skyld. Det har jeg lovet; men jeg tåler heller ikke, at I træder os for nær. Sendebudene skulde ikke være komne for at? Det vil altså med andre ord sige, at den store guddommelige Dionysos, der besynderligen har sin magt i at åbenbare menneskene de skjulte ting, at han ikke skulde være virksom nu, ligeså vel som i de henfarne tider. Bør jeg tåle dette? Er det ikke en overvættes frækhed? Tvinges jeg ikke til at drage dig til regnskab? Skatmesteren Ursulos. Da vil alle kristne sige, at det er deres tro, du forfølger. Der skal ingen forfølges for troens skyld. Men har jeg ret til at slå en streg over, hvad I måtte gøre eder skyldige i, blot fordi I ere kristne! Skal eders vildfarelser skærme eders fejl? Hvad har ikke I forvovne mænd allerede længe øvet, både her ved hoffet og andetsteds? Hvorledes har I ikke smigret for alle laster og bøjet eder for alle luner? Ja, hvad har ikke du, Ursulos, selv set igennem fingre med? Jeg tænker på hin skamløst udpyntede hårskærer, hin salvestinkende nar, som nys fyldte mig med ækkelhed her. Er du ikke skatmester? Hvorledes har du kunnet give efter for hans ublu fordringer? Skatmesteren Ursulos. Er det en brøde, at jeg har været min herres tjener? 24

25 II Kejser Julian (1. akt) Jeg bruger ikke deslige overdådige tjenere. Alle hine frække halvmænd skal jages ud af palatset; og alle kokke og gøglere og dansere ligervis. En sømmelig tarvelighed skal indføres igen. (til Themisteos og Mamertinos.) I, mine venner, skal gå mig tilhånde i dette. Og du, Nevita, hvem jeg, for at du kan træde op med des større anseelse, giver en hærførers værdighed, dig overdrager jeg at undersøge, hvorledes statens embeder er blevne forvaltede under min forgænger, og især i de senere år. Du kan tilkalde bekvemme mænd, hvem du vil, til at dømme med dig i disse sager. (til de ældre hofmænd og rådsherrer.) Jeg har ingen brug for jer. Da min begrædte frænde på sit dødsleje indsatte mig til sin arving, så gav han mig også i arv den retfærdighed, som hans lange svaghedstilstand havde hindret ham selv fra at udøve. Gå hjem; og når I har gjort rede og rigtighed for eder, da kan I drage, hvorhen I lyster. Skatmesteren Ursulos. Gud, Herren, opholde og skærme dig, min kejser! (Han bøjer sig og går ud i baggrunden sammen med de ældre. Nevita, Themisteos og Mamertinos samt alle de unge samler sig om kejseren.) Hærføreren Nevita. Min ophøjede hersker, hvorledes skal jeg tilfulde takke dig for det tegn på din nåde, som du nys Ingen tak. Jeg har i disse få dage lært at skatte din troskab og din dømmekraft. Også kundgørelsen om de østerlandske sendebud overdrager jeg dig at affatte. Skriv den således, at de velgørende guder ikke deri skal finde grund til at fortørnes på nogen af os. Hærføreren Nevita. Jeg skal handle efter min kejsers vilje både i det ene og i det andet. (han går ud til højre.) Og nu, I trofaste, nu priser vi de udødelige magter, som har vist os den rette vej. 25

26 II Kejser Julian (1. akt) Taleren Themisteos. De udødelige og deres mere end dødelige yndling! Hvilken jubel vil vi ikke få høre gennem riget, når det rygtes, at du har fjernet hine voldsomme og egennyttige mænd! Taleren Mamertinos. Med hvilken spænding og med hvilket utålmodigt håb vil man ikke vente på valget af deres efterfølgere! Taleren Themisteos. Alle Grækere vil råbe med én mund: Platon selv har taget statens ror! Taleren Mamertinos. Nej, nej, værdige ven; alle Grækere vil råbe: Platons udsagn er bleven til virkelighed, kun en gud kan herske over menneskene! Taleren Themisteos. Nu ønsker jeg blot, at de lykkebringendes velvilje må følge Nevita. Han har fåt et stort og vanskeligt hverv; jeg kender ham ikke så nøje; men vi bør jo alle håbe, at han må vise sig at være den rette Taleren Mamertinos. Ganske visst; skønt der vel turde findes andre mænd, som Taleren Themisteos. Ikke vil jeg dermed have sagt, at det valg, som du, o uforlignelige kejser Taleren Mamertinos. Nej, nej, på ingen måde! Taleren Themisteos. Men hvis det er en fejl at brænde af iver efter at tjene en elsket hersker Taleren Mamertinos. da har du i sandhed mere end én fejlende ven Taleren Themisteos. selv om du ikke hædrer dem således, som du har hædret den højst lykkelige Nevita 26

27 II Kejser Julian (1. akt) Taleren Mamertinos. selv om de måtte undvære ethvert synligt tegn på din nåde Vi vil ikke lade nogen dygtig mand unyttet og heller ikke ulønnet. Hvad dig angår, Themisteos, da overdrager jeg dig stadsforstanderskabet her i Konstantinopel; og du, Mamertinos, kan berede dig på i det kommende år at rejse til Rom og overtage et af de ledige konsulater. Taleren Themisteos. Min kejser! Jeg svimler over så megen ære! Taleren Mamertinos. Så høj en hæder! Konsul! Fandtes der nogen tid en så højt hædret konsul, som jeg? Mon Lucius, mon Brutus, mon Publius Valerius? Hvad var disses hæder imod min? Hine udnævntes af folket, men jeg af Julian! En hofmand. Priset være den kejser, som lader retfærdigheden råde! En anden hofmand. Priset han, hvis blotte navn slår barbarerne med forfærdelse! Taleren Themisteos. Priset være alle de ophøjede guder, som i samdrægtighed har kastet sine forelskede øjne på en eneste mand, således at denne eneste, når han første gang det ske sent! volder os sorg og går bort, må siges at have stillet Sokrates og Mark Aurel og Alexander i skyggen! 27

28 II Kejser Julian (1. akt) Der traf du tingens kerne, min Themisteos! Til guderne er det, vi skal opløfte vore hænder og vore hjerter. Jeg siger ikke dette for at belære eder, men for at påminde eder om, hvad der ved dette hof så længe er bleven forsømt. Det være fjernt fra mig at ville tvinge nogen. Men er jeg vel at laste, fordi jeg gerne vil gøre andre delagtige i den søde henrykkelse, som gennemstrømmer mig, idet jeg føler mig vugget i de udødeliges samfund? Priset, priset være du, vinløvkransede Dionysos! Thi det er nærmest dig, som virker så store og hemmelighedsfulde ting. Gå I nu hver til eders gerning. Jeg, for min del, har tilsagt et glædesoptog gennem stadens gader. Det skal ikke være noget gilde for mine hoffolk, ej heller et gæstebud inden fire vægge. Frit kan borgerne slutte sig til mig, eller holde sig borte; jeg vil udskille de rene fra de urene, de fromme fra de vildfarende. O, sol-konge, kast lys og skønhed over dagen! O, Dionysos, sænk din svulmende herlighed over sindene; fyld sjælene med dit hellige stormsus, fyld dem indtil alle bånd brister og den frigjorte jubel drager ånde i dans og sang! Liv, liv, liv i skønhed! (Han går ilsomt ud til højre. Hoffolkene samler sig i hviskende klynger og fjerner sig efterhånden.) (En trang gade i Konstantinopel.) (Stor sammenstimlen af mennesker; alle ser i én retning henad gaden. Larm, sang og musik af fløjter og trommer høres i nogen frastand.) En skomager (i sin husdør, råber tvers over gaden). Hvad er på færde, kære nabo? En kramhandler (i huset lige over for). Man siger, det skal være nogle syriske gøglere, som er kommen til staden. En frugtsælger (på gaden). Visst ikke; det er en egyptisk bande, som driver om med abekatte og dromedarer. 28

29 II Kejser Julian (1. akt) Hårskæreren Eunapios (tarveligt klædt, søger forgæves at slippe igennem trængselen). Plads dog, I dårer! Hvor djævelen kan nogen fjase og snaddre på en slig ulykkesdag! En kvinde (i et lidet vindu). Pst, pst; Eunapios! Smukke herre! Hårskæreren Eunapios. Tal ikke til mig på åben gade, din rufferske! Kvinden i vinduet. List dig ind bagvejen, søde ven! Hårskæreren Eunapios. Tvi med dig! Er jeg oplagt til at skæmte Kvinden i vinduet. Du skal nok bli oplagt. Kom, smukke Eunapios; iforgårs fik jeg en sending friske duer Hårskæreren Eunapios. O, du syndige verden! (vil forbi.) Plads, plads dog, i Satans navn; lad mig komme frem! Skriftlæreren Hekebolios (rejseklædt og fulgt af et par belæssede slaver, kommer fra en sidegade.) Er staden bleven en dårekiste? Alle skriger i munden på hverandre, og ingen kan sige mig besked. Ah, se, Eunapios, min fromme broder! Hårskæreren Eunapios. Bud og hilsen, ærværdige herre! Du er altså kommen tilbage til staden? Skriftlæreren Hekebolios. I dette øjeblik; jeg har helliget de hede høstmåneder til stille andagt på mit landgods på Kreta. Men sig mig for al ting, hvad går her for sig? Hårskæreren Eunapios. Ulykke og forvirring. Den nye kejser Skriftlæreren Hekebolios. Ja, ja, jeg har hørt forunderlige rygter Hårskæreren Eunapios. Tifold værre end rygterne. Alle tro tjenere er forjagne fra palatset. Skriftlæreren Hekebolios. Taler du sandhed? 29

30 II Kejser Julian (1. akt) Hårskæreren Eunapios. Ve mig; jeg selv var den første Skriftlæreren Hekebolios. Forskrækkeligt! Så er kanske også jeg? Hårskæreren Eunapios. Tilvisse. Alle regnskaber skal undersøges, alle gaver skal tages tilbage, alle unøjagtige oppebørsler Skriftlæreren Hekebolios (bleg). Gud forbarme sig! Hårskæreren Eunapios. Herren være lovet, jeg har en god samvittighed. Skriftlæreren Hekebolios. Jeg også, jeg også; men alligevel ; ah, så er det sagtens dog sandt, at kejseren har ofret til Apollon og Fortuna? Hårskæreren Eunapios. Ja visst; men hvem bryr sig om slige småting? Skriftlæreren Hekebolios. Småting? Skønner du da ikke, forblindede ven, at det er vort sindelag, som gode kristne, han forfølger? Hårskæreren Eunapios. Hvad siger du? Herrens kors, skulde det være muligt? Kvinder (i trængselen). Der kommer de! En mand (på et hustag). Jeg kan se ham! Andre stemmer. Hvem kommer? Hvem, hvem? Manden på taget. Han har vinløv i håret. Folk på gaden. Kejseren! Hårskæreren Eunapios. Kejseren! 30

31 II Kejser Julian (1. akt) Skriftlæreren Hekebolios. Kom, kom, fromme broder! Hårskæreren Eunapios. Slip mig, herre; jeg er slet ikke from. Skriftlæreren Hekebolios. Ikke from? Hårskæreren Eunapios. Hvem tør sige mig på? Vil man ødelægge mig? From? Når var jeg from? Jeg hørte engang til Donatisternes samfund; det er mangfoldige år siden. Gid djævelen tage Donatisterne! (banker på vinduet.) Hej, Barbara, Barbara; luk op, gamle tæve! (man slipper ham ind gennem husdøren.) Mængden. Der er han! Der kommer han! Skriftlæreren Hekebolios. Alle unøjagtige oppebørsler! Undersøgelse! O, forfærdelsens lynslag! (han lister sig bort med begge slaverne.) (Dionysos-toget kommer nedad gaden. Fløjtespillere går foran; drukne mænd, tildels udklædte som fauner og satyrer, danser efter takten. Midt i toget ser man kejser Julian, ridende på et æsel, der er overtrukket med panterskind; han er klædt som guden Dionysos, med en panterhud over skuldrene, vinløvkrans om panden, og i hånden en med grønt omvunden stav, på hvis øverste ende der er fæstet en pinje-kongle. Halvnøgne sminkede kvinder og ynglinge, dansere og gøglere omringer ham; nogle bærer vinkander og drikkeskåler, andre slår tamburiner og bevæger sig fremad under vilde spring og fagter.) Danserne (synger) Ildnende drag af fyldte skåler! Ildnende drag! Læberne nippende, øjnene klippende, bukkeben trippende hylder dig, vingud, i svimlende lag! Kvinderne (synger.) Kærlighedsleg, som ej natten selv tåler, prøv, I bakkanter! Øv den i dagglansens tindrende stråler! Se, på sin panter sidder den herlige! 31

32 II Kejser Julian (1. akt) Favn os, bakkanter; kend, vi er hede; føl, vi er kærlige; springende, syngende, ravende, gyngende, favn os, bakkanter! Plads! Ryddeligt, I borgere! Vig ærbødigt til side; ikke for os, men for ham, som vi hædrer! En røst i mængden. Kejseren i skøgers og gøgleres selskab! Skam få I, at jeg må tage tiltakke med slige. Blues I ikke over at finde større fromhed og mere iver hos disse, end hos eder selv? En gammel mand. Kristus oplyse dig, herre! Aha, du er en Galilæer! Og du vil tale med? Sad ikke din store mester tilbords med syndere? Gik han ikke ud og ind i huse, som holdtes for lidet sømmelige? Svar mig på det. Hårskæreren Eunapios (omringet af piger i kvinden Barbaras husdør). Ja, svar, svar, om du kan, du dåre! Ej, se, er du ikke hin hårskærer, som? Hårskæreren Eunapios. En frigjort mand, nådigste kejser! Plads, I bakkanter; plads for en broder! (han og pigerne danser ind i Dionysos-togets rækker.) 32

33 II Kejser Julian (1. akt) Det må jeg vel lide. Spejl eder i denne Græker, hvis I har en gnist af de gamles ånd tilbage. Og det er vel fornødent, dette, I borgere; thi ingen gud er bleven så miskendt ja, latterliggjort som denne henrykkelse bringende Dionysos, hvem Romerne også kalder Bakkus. Mener I, han er en gud for drukkenbolte? O, I højst uvidende, jeg ynker eder, hvis I tænker så. Hvem anden end ham er det, seerne og digterne skylder sine vidunderlige gaver? Vel véd jeg, at nogle tillægger Apollon denne virksomhed, og det visselig ikke uden al føje; men da er sammenhængen hel anderledes at forstå, hvilket jeg kan bevise af forskellige skrifter. Dog, herom vil jeg ikke tvistes med eder på åben gade. Heller ikke tillader tiden det. Ja, spot kun! Slå kun korsets tegn! Jeg ser det godt. I peb gerne i fingrene; I kasted gerne stene efter mig, om I voved det. O, må jeg ikke skamme mig over denne stad, der er sunken ned under barbarerne og som ikke véd noget bedre end at holde fast ved en vankundig Jødes vildfarende påfund! Fremad! Til side; stands os ikke! Danserne. Se, på sin panter sidder den herlige! Kvinderne. Kend, vi er hede; føl, vi er kærlige; favn os, bakkanter! (Optoget drejer under sangen ind i en sidegade; mængden ser til i stum forundring.) (Kejserens bogsal i palatset. Indgangsdør på venstre side; en mindre døråbning med forhæng for til højre.) (Husmesteren Eutherios kommer fra venstre, fulgt af to tjenere, der bærer tepper.) Husmesteren Eutherios (råber imod rummet til højre). Agilo, Agilo, varmt rosenvand! Kejseren vil i bad. (han går ud til højre med begge tjenerne.) (Kejser Julian kommer ilfærdigt fra venstre. Han bærer endnu panterhuden og vinløvkransen; i hånden har han den omvundne stav. Han går et par gange op og ned ad gulvet, derpå slænger han staven hen i en krog.) 33

34 II Kejser Julian (1. akt) Var der skønhed i dette? Hvor var oldingerne med det hvide skæg? Hvor var de rene jomfruer med bånd om panden, med sømmelige lader, tugtige midt i dansens glæde? Tvi eder, I skøger! (han river panterhuden af og kaster den tilside.) Hvor er skønheden bleven af? Kan ikke kejseren byde den stå op igen, og så står den op? Tvi over denne stinkende utugt! Hvilke ansigter! Alle laster skreg ud af disse forstyrrede drag. Kroppens og sjælens bylder Fy, fy! Et bad, Agilo! Stanken kvæler mig. Badetjeneren Agilo (i døråbningen til højre). Badet er rede, nådigste herre! Badet? Lad blive med det. Hvad er legemets smuds at regne imod alt det andet? Gå! (Agilo går ud igen. Kejseren står en stund i tanker.) Seeren fra Nazareth sad til højbord mellem toldere og syndere. Hvori ligger svælget mellem hint og dette? (Skriftlæreren Hekebolios kommer ind fra venstre og standser ængstelig ved døren.) Hvad vil du, mand? Skriftlæreren Hekebolios (på knæ). Herre! Ah, hvad ser jeg? Hekebolios; er det virkelig dig? Skriftlæreren Hekebolios. Den samme, og dog en anden. Min gamle lærer. Hvad vil du? Stå op! Skriftlæreren Hekebolios. Nej, nej, lad mig ligge. Og vredes ikke over, at jeg gør brug af min fordums ret til at gå ud og ind hos dig. 34

35 II Kejser Julian (1. akt) Kejser Julian (koldt). Jeg spurgte, hvad du vilde mig. Skriftlæreren Hekebolios. Min gamle lærer, sagde du. O, om jeg kunde kaste glemselens slør over hine tider! Kejser Julian (som før). Jeg forstår. Du mener at Skriftlæreren Hekebolios. O, at jeg kunde synke i jorden og dølge min skamfuldhed! Se, se, her ligger jeg for dig, en mand, hvis hår er i færd med at gråne, en mand, som har gransket og grundet alle sine dage og som nu må bekende, at han foer vild og at han førte sin elskede lærling vild! Hvad ønsker du at sige med det? Skriftlæreren Hekebolios. Du kaldte mig din gamle lærer. Se, her ligger jeg for dine fødder, ser med undren op til dig og kalder dig min nye lærer. Rejs dig, Hekebolios! Skriftlæreren Hekebolios (rejser sig). Du skal høre alt, herre, og døm mig så efter din retfærdighed. Da du var borte, blev det mig næsten utåleligt at leve ved din høje forgængers hof. Jeg véd ikke, om du har erfaret, at jeg forfremmedes til kejserindens forelæser og til uddeler af milde gaver? Ak, kunde æresposter erstatte mig savnet af min Julian? Jeg holdt næsten ikke længere ud at se på, hvorledes mænd, der bar en pralende dyd til skue, tog imod foræringer og stikpenge af alle slags. Det blev mig forhadt, dette samkvem med grådige lykkejægere, hvis forbøn var tilfals for enhver, som kunde opveje klingende ord med klingende guld. O, min kejser, du véd ikke, hvad her har gåt i svang! Jeg véd det, jeg véd det. 35

36 II Kejser Julian (1. akt) Skriftlæreren Hekebolios. Et tarveligt liv i ensomhed lokked mig. Så ofte det kunde ske, drog jeg til Kreta, til mit beskedne Tuskulum min lille landgård, hvor ikke al dyd syntes at være flygtet fra verden. Der har jeg levet også denne sommer, overvejende de menneskelige ting og de himmelske sandheder. Lykkelige Hekebolios! Skriftlæreren Hekebolios. Da nåde rygtet om alle dine vidunderlige gerninger til Kreta Ah! Skriftlæreren Hekebolios. Jeg spurgte mig selv: er han mere end et menneske, denne højst mageløse yngling? Under hvis beskyttelse står han? Er det på slig vis, at de kristnes gud plejer åbenbare sin magt? Kejser Julian (spændt). Nu; nu! Skriftlæreren Hekebolios. Jeg gav mig til at forske de gamles skrifter igennem på ny. Lys for lys gik op for mig ; o, at måtte tilstå dette! Tal ud, jeg besværger dig! Skriftlæreren Hekebolios (kaster sig på knæ). Straf mig i din retfærdighed, herre; men afstå fra din ungdoms vildfarelser om de guddommelige ting! Ja, nådigste kejser, du er hildet i vildfarelse; og jeg o, ufatteligt at ikke skammen dræber mig, jeg, jeg har været med at føre dig vild Kejser Julian (med udbredte arme). Kom i min inderste favn! 36

37 II Kejser Julian (1. akt) Skriftlæreren Hekebolios. O, jeg bønfalder dig, vis taksomhed imod de udødelige guder, hvis yndling du er! Og kan du ikke dette, så straf mig, fordi jeg gør det i dit sted Kom, kom i min åbne favn, siger jeg! (han løfter ham op, trykker ham i sine arme og kysser ham.) Min Hekebolios! Hvilken stor og uventet glæde! Skriftlæreren Hekebolios. Herre, hvorledes skal jeg forstå dette? O, du véd da ikke? Hvad tid kom du til staden? Skriftlæreren Hekebolios. Jeg gik fra skibet for en time siden. Og iled lige hid? Skriftlæreren Hekebolios. På angstens og angerens vinger, herre! Uden at tale med nogen? Skriftlæreren Hekebolios. Ja, ja, uden at tale med nogen; men? O, så kan du jo ikke vide (han omfavner ham igen.) Min Hekebolios, erfar det da nu! Jeg, så vel som du, har afkastet vildfarelsens åg. Den udødelige sol-konge, hvem vi mennesker skylder så meget, har jeg indsat i sin fordums ret; Fortuna har modtaget sit offer af mine ydmyge hænder, og hvis du i dette øjeblik finder mig træt og en smule afkræftet, så er det fordi jeg nylig har fejret en højtid til ære for den guddommelige Dionysos. Skriftlæreren Hekebolios. Jeg hører, og jeg forbauses! Se her, endnu sidder kransen i mit hår. Under mængdens glade tilråb, ja, der var temmelig mange 37

38 II Kejser Julian (1. akt) Skriftlæreren Hekebolios. Og jeg, som ikke har anet så store ting! 38 Nu vil vi samle alle sandhedsvenner og visdomselskere om os, alle sømmelige og ærbare dyrkere af guderne; der er allerede nogle, dog ikke ret mange (Livlægen Cæsarios, ledsaget af flere embedsmænd og herrer ved det forrige hof, kommer ind fra venstre.) Ah, der har vi jo den gode Cæsarios, i talrigt følge, og med et ansigt, som tyder på noget vigtigt. Livlægen Cæsarios. Nådigste kejser, vil du tillade din tjener et spørgsmål i sit eget og i alle disse bekymrede mænds navn? Spørg, min kæreste Cæsarios! Er du ikke min elskede Gregors broder? Spørg, spørg! Livlægen Cæsarios. Sig mig da, o herre (han bemærker Hekebolios.) Hvad ser jeg! Hekebolios her? Nys hjemkommen Livlægen Cæsarios (vil trække sig tilbage). Da beder jeg om at måtte vente Visst ikke, min Cæsarios; denne ven tør høre alt. Livlægen Cæsarios. Ven, siger du? O, min kejser, disse fængslinger sker altså ikke med din vilje? Hvad taler du om? Livlægen Cæsarios. Du véd det altså ikke? Krigsøversten Nevita hærføreren, som han nu kalder sig lader, under påskud af at det sker på dine vegne, anstille forfølgelser imod alle din forgængers betroede mænd.