Udviklingen i jernalderen

Transkript

1 HUSET OG FAMILIEN

2 Udviklingen i jernalderen Den vigtigste bygning i jernalderens bondesamfund var langhuset. Således kaldet, fordi det fremtræder som et forholdsvis smalt hus - omkring 5 meter bredt, men ret langstrakt, voksende i længde gennem hele jernalderen fra under 10 meter til hen ved 50 meter. De to rækker kraftige stolper på langs gennem huset, der var nødvendige som understøtning for taget, var bestemmende for den smalle og langstrakte form. Huset havde oftest sin udstrækning i østvestlig retning, og det var opdelt, så bondefamiliens beboelse var placeret i den ene ende, gerne den vestlige, mens stalden lå i den anden ende mod øst. Mellem stue og stald var der som regel et indgangsrum, hvortil man kunne komme udefra gennem to indgangsdøre, en i hver af husets langsider Langhuset var gårdens hovedbygning, og man kan roligt tale om et jernalderens typehus, for gennem hele jernalderen - en periode på omkring år, blev det bygget over dette grundskema. Men ser vi nøjere på den lange række af grundplaner, som arkæologerne kan lægge frem, finder vi alligevel mange forskelle fra århundrede til århundrede jernalderen igennem og også fra egn til egn. Vægge og indgange kan være lavet forskelligt alt efter, hvilke byggematerialer man har haft lettest ved at skaffe eller på grund af husenes beliggenhed. På høje blæsende bakker kunne man endda finde på at grave alle gårdens bygninger ned i jorden som f. eks. i Overbygård. 1

3 Igennem de første 300 år af jernalderen - (den ældre jernalder) - er langhusene mellem 8 og 14 meter lange, nogle få meter, og der er plads til 6-12 køer i stalden. Gården består kun af selve langhuset, og først i tiden frem mod år 0 finder vi sammen med langhuset et eller to mindre huse, som har været brugt som udhuse eller værksteder. I Hodde-landsbyen har et sådant lille hus været indrettet som smedje. Fra denne periode kendes også de første hegn, der gør det muligt helt klart at se, hvilke huse der hører med til en gård. Efter år 0 (den mellemste jernalder) finder vi langhuse af meters længde. Det giver plads til, at boligdelen bliver større -den udvides med et ekstra fag eller et ekstra stolpesæt. Fra Jelling kendes en enligt beliggende storgård, hvor en indhegning på 50 x 40 meter rummer en 20 meter lang hovedbygning og 4-8 mindre huse. Denne størrelse bliver almindelig i den følgende periode (den yngre jernalder). Langhuset udvides igen med et fag i beboelsen. Senere udvides også stalden, der tilføjes en lade, og fra århundrede kan husene blive op til 50 meter lange og være opdelt i 4-6 rum. Gården består nu foruden hovedbygningen af et eller to mindre langhuse, en staklade, muligvis også et eller flere nedgravede grubehuse og en vognport, der er opført i forbindelse med hegnet omkring gården. Eksempler på denne type af gårde findes i jernalderlandsbyen ved Vorbasse. 2

4 Fund og rekonstruktion af jernalderhuse Fund af jernalderhuse Vores viden om jernalderhusets udseende og indretning har vi fra utallige udgravninger landet over. Ofte er jernalderbopladser og hustomter blevet opdaget ved luftfotografering over kornmarker. Der, hvor jernalderhuset engang har ligget, har kornets rødder lettere ved at skaffe planten vand og næring. Huset ses idag som en plet, hvor der er mere frodigt end på resten af marken. vet ned til stolper, vægge, hegn, ildsteder og affaldsgruber. Hvis huset i jernalderen er brændt ned, kan der i brandlaget findes andre bygningsspor og rester af beboernes ejendele, hvis brandlaget ikke er blevet forstyrret eller ødelagt af pløjning i nyere tid. Man finder næsten altid spor efter husets tagbærende stolper. Meget ofte er der også en væggrøft eller huller til vægstolper, så man kan se, hvor bredt og hvor langt huset har været. Der er spor efter stolper, der har dannet dørkarme omkring husets indgange. Ellers opdages rester af gammel bebyggelse tit, når der dukker potteskår, stenlægninger eller andre ting op ved pløjning. Inden for de sidste 25 år er rigtig mange bopladser blevet fundet, da naturgasledningerne blev gravet ned, og når man har bygget nye motorveje. I dag bruger arkæologerne moderne metoder og redskaber, når de skal udgrave bopladser og hustomter. En almindelig måde at begynde på er at fjerne det øverste jordlag, mulden, ved hjælp af en bulldozer. I den lysere undergrund af grus, sand eller ler ses så de mørktfarvede pletter, der er opstået der, hvor man engang har gra- Inde i huset ses måske spor efter skillevægge, der har delt huset op i flere rum med stald i den ene ende og bolig i den anden, eventuelt omkring et indgangsrum i midten. I stalden er der ofte spor efter båseskillerum, mens der i husets beboelse ofte findes rester af lergulv og ildsted. Tit findes der ved siden af jernalderlanghuset spor efter et eller flere mindre huse, af grubehuse og staklader. Nogle gange kan det ses, hvilke forskellige bygninger der har hørt med til en jernaldergård, fordi der er spor efter de hegn, der har omgivet gården. 3

5 Rekonstruktion af jernalderhuse I løbet af de sidste 30 år har man mange steder i Danmark forsøgt at genopføre eller rekonstruere jernalderhuse. Det er ikke helt enkelt, for stort set er der jo kun det tilbage af husene, som ligger i højde med jordoverfladen eller husenes gulvplan. Alt det, der rager højere op som f. eks. vægge og tag, er væk, og man har derfor måttet gætte sig til virkelig mange ting i husenes konstruktion. Det siger sig selv, at huset skal give ly for vind, regn og sne, og at det skal kunne modstå vejrliget i en årrække uden at vælte eller falde sammen Det siger også sig selv, at man under byggeriet kun bearbejder og tildanner træet og de andre byggematerialer med værktøj og redskaber, som vi ved var kendt i jernalderen. Dette må man tage højde for, når man rekonstruerer et jernalderhus - men derudover kan de arkæologiske spor godt betyde, at huset bygges på mange forskellige måder. De forskellige løsninger kan ikke endeligt bevises ud fra det, arkæologerne har fundet, ikke i dag og måske heller ikke i fremtiden, selv om nye fund hele tiden dukker op og giver os ny viden. Hovedparten af hustømmeret var af egetræ. Egestammerne blev med økse hugget til firkantet tømmer. Nogle kævler blev kløvet og hugget til planker af forskellig størrelse, og alt tømmeret blev tildannet med tappe, taphuller, bladninger og andre udsparringer, så det nemt kunne føjes sammen og låses ved hjælp af trænagler og dyvler. 4

6 5

7 Rekonstruktion af et jernalderhus: 1. Den bærende konstruktion Typisk for alle jernalderens huse var de indvendige stolper, som blev gravet ned i jorden. I to rækker stod de parvis over for hinanden ned gennem hele husets længde. Stolperne blev forbundet to og to med en tværbjælke, og oven på hver af de to stolperækker lagde man en lang bjælke - højremmen. Stolperne, tværbjælkerne og de to højremme udgjorde det vigtigste led i husets bærende konstruktion. 2. Vægkonstruktion Væggene var de fleste steder bygget op af nedgravede stave eller stolper med pilefletning omkring og tætnet med lerklining, men andre måder at bygge vægge på fandtes også. Husenes indgangsdøre var lavet af kraftige planker og fastgjort i en dørkarm, der var bygget op over to svære jordgravede stolper. Dørene førte ind i langhusets midterrum, som med en risflettet eller plankebygget skillevæg var skilt fra beboelsen i vestenden og stalden i østenden. 6

8 3. Tagkonstruktion og tækning af taget Taget, som mange steder bestod af strå eller tagrør, var syet eller bundet på lægter, der var surret til spærene. Spærene, der mødte hinanden to og to i tagryggen, blev båret oppe af højremmen, mens de forneden hvilede på væggen. I nogle egne tækkede man sikkert med græseller lyngtørv. 4. Det færdige hus Det færdige hus, som helt var bygget af naturens egne materialer - træ, ler og strå - havde fået en form, så det i en generation kunne give både mennesker og dyr læ og ly for jernalderens ofte blæsende og fugtige vejr. Der er ingen tvivl om, at jernalderfolkene har gjort sig umage med at få huset godt og solidt bygget. De var dygtige bygningshåndværkere og havde også sans for smukke ting, så det synlige træværk i stolper, bjælker, karme og døre har nok været smukt tildannet - måske har det oven i købet været malet eller forsynet med udskæringer og ornamenter.

9 Eksempler på jernaldergårde For at vise noget af den udvikling jernaldergården gennemløber, har vi her udvalgt gårde fra fire forskellige landsbyer fra forskellige egne i Jylland og beskrevet dem nærmere. Gården fra Grøntoft-landsbyen er fra ca. 250 f. kr. Gårdene fra Overbygård og Hodde er omtrent samtidige - nemlig fra tiden omkring Kristi fødsel - og anlægget fra Vorbasse er fra det 5. århundrede efter Kristi fødsel. Med de fire gårde er det muligt at vise, at der har været forskel på, hvordan man har bygget i forskellige perioder af jernalderen, men også, at der inden for den samme periode har været egnsbestemte forskelle i byggeskikken. Jernaldergård fra Grøntoft Den typiske Grøntoft-gård er et langhus med en grundplan ligesom et rektangel. Huset har fire sæt tagbærende stolper af solidt tømmer, der står i to parallelle rækker. Det er omtrent 10 meter langt og godt 5 meter bredt. Det har beboelsen med ildstedet i vestenden og stalden i østenden. Stalden er adskilt fra resten af huset med en tværvæg, og den er opdelt med båseskillerum, så man kan se, at der er plads til 10 kreaturer. Husets ydervægge er af fletværk, sat ned i en gravet rende og med lerklining til at gøre den tæt. Lige uden for væggen er der spredt omkring hele huset sat stolper i jorden til støtte for taget. Der er indgange gennem langvæggen i både syd- og nordsiden. Til dette langhus kunne der høre en mindre bygning, som mangler ildsted og båseskillerum og derfor sikkert har været brugt som forrådshus eller værksted. 8

10 Jernaldergård fra Overbygård Overbygård-anlægget afviger en hel del fra jernalderens»typehus«. For det første er hele gården gravet ned i en svagt hældende skråning. Det betyder, at gulvet i husets ene langside i gennemsnit ligger omtrent 1 meter under jordoverfladen. For det andet er hovedbygningen og det lille sidehus bygget sammen ved hjælp af en overdækket gang. Og endelig er alle vægge bygget af tætstillede lodrette egeplanker. Men ellers findes der også mange af de træk, som vi kender fra andre jernalderhuse. Langhuset er opdelt i 3 rum med beboelse og stald i hver sin ende, begge skilt fra midterrummet ved hjælp af skillevægge. Husets størrelse svarer til det, der er typisk for tiden omkring år 0, og lige sådan forholder det sig med de tagbærende stolper, både når det gælder deres antal, og hvor de er placeret. Fordi huset er nedgravet og kun har én indgang, der ikke tillod lys at slippe ind i beboelsesenden, har der formodentlig øverst i gavlene været en ret stor trekantet åbning, hvorigennem dagslyset har kunnet slippe ind i huset, og som samtidig har givet et godt aftræk for røgen fra ildstedet.

11 Jernaldergård fra Hodde Lige som anlægget fra Overbygård består jernaldergården fra Hodde af flere bygninger, men her er de dog adskilte, liggende hver for sig. Hovedbygningen er et»typehus«med beboelse i den ene ende, stald i den anden og i midten et indgangsrum, som man udefra kan komme ind igennem en ret bred, solid dør i begge husets langsider. Foruden hovedbygningen består gården af to mindre huse, hvoraf det ene ligger uden for gårdens og landsbyens hegn. Det har en esse anbragt nede i lergulvet og er altså landsbyens smedje. Det andet af de to små huse er vel nærmest et udhus, som har været brugt til opbevaring af redskaber og forråd. De små huses tømmerkonstruktion svarer meget godt til langhusenes. To par indvendige stolper støtter de to højremme, som sammen med væggene bærer tagets spær, lægter og strå. De to par stolper giver småhusene en næsten kvadratisk grundplan på 4-5 gange 5-6 meter. I modsætning til Overbygård er Hoddegårdens huse af den mere almindelige jernaldertype med lerklinede vægge. Muligvis har langhusene i Hodde-landsbyen været forsynet med små vinduesåbninger, som har kunnet lukkes ved hjælp af skodder eller trælemme. De har ladet lidt ekstra dagslys slippe ind i stuen foruden det, der kom gennem åbningen øverst i gavlen. 10

12 Jernaldergård fra Vorbasse Vorbassegården finder vi på en stor indhegnet toft, ca. 50 x 50 meter stor. Hegnet er solidt bygget af ret tætstillede pæle, og man kan komme igennem det via porte flere steder. Langs den ene side er der over en dobbelt række nedgravede stolper opført et halvtag, som har kunnet bruges som vognport eller til opbevaring af foder og brænde. Gården består af en hel række bygninger, hvoraf hovedhuset på grund af sin størrelse især vækker opmærksomhed. Husets bredde svarer meget godt til det, vi har set andre steder, omkring de 5 meter, men længden er øget ganske væsentligt, hele 43 meter er det langt med beboelsen mod vest og staldenden mod øst. 11

13 Huset er bygget over to rækker tagbærende stolper, der står i et meget fast system og udmærker sig ved deres tykkelse: de er cm på den ene led og cm på den anden, så der har været brugt et velvoksent gammelt egetræ til hver eneste af dem. Huset har lige langsider med afrundede gavle, og de pileflettede og lerklinede vægge skjuler et stærkt tømmerskelet af tilhugne egeplanker, der er anbragt så tæt, at der står tre i hver meter væg. Gennem døre i begge langsider kommer man ind i et indgangsrum, hvorfra der er adgang til beboelsesdelens to rum til den ene side og stalden til den anden, adskilt fra hinanden ved skillevægge. Stalden er langs begge langsider opdelt ved hjælp af båseskillevægge, så der er plads til 30 dyr. Længst mod øst slutter huset med yderligere et rum, laden, hvortil der er adgang gennem den åbne gavl. Til gården hører endnu to mindre langhuse, ca. 13 og 15 meter lange og også bemærkelsesværdige på grund af deres meget solide tømmerkonstruktion. Det ene hus har ligesom hovedbygningen rundede gavle, men kun indgangsdør i den ene langside, lidt forskudt for midten, og det er ikke opdelt i flere rum. Dette hus har fungeret som smedje, mens det andet, som er ganske rektangulært, sandsynligvis har været brugt som udhus til opbevaring af redskaber og forråd. Syd for hovedhuset findes et lille nedgravet hus, ca. 2 x 3 meter stort, overdækket af et saddeltag, der hviler på to kraftige gavlstolper. Dette grubehus har været et slags værksted, til vævning eller andet håndværk. Endelig er der inden for indhegningen endnu to staklader, ca. 5 x 5 meter store og bygget op over stolper, som er nedgravet i hvert af de fire hjørner. 12

14 Familiens liv i huset Arkæologerne kan ud fra fundene fortælle os en hel del om, hvordan jernalderlanghuset har været indrettet. Vi ved, at mennesker og dyr levede adskilt i hver sin ende af huset, og at der ofte var et rum imellem beboelsen og stalden. Det ses, at beboelsen normalt havde lergulv, og at ildstedet var placeret næsten midt i rummet - at der i hjørnet kunne stå et eller flere store lerkar med korn, og at væven stod op ad væggen i den ene langside. Men som det var tilfældet med husets konstruktion, kender vi heller ikke dets indretning i alle detaljer. Vi kan forsøge en rekonstruktion af boligindretningen ud fra, hvilke formål og hvilke af menneskets mange behov huset skulle opfylde. Tænker vi på beboelsesdelen, har stuen skullet være både arbejds- og opholdssted for husets beboere, og desuden har den skullet bruges til opbevaring af beboernes ejendele. I stuen har en meget væsentlig del af husholdningsarbejdet fundet sted. Madlavningen foregik ved ildstedet - her stod kogekarrene med suppe eller vælling skubbet ind mod bålet - her kunne fladbrødene bages på bageplader, der lå over gløderne - og her kunne kødstykker steges på spid eller hænge over ildstedet for at tørres eller røges. I nærheden af ildstedet stod skubbekværnen, og der må også have været anbragt hylder, så krukker, kar og andre redskaber og selvfølgelig madvarerne kunne stilles i sikkerhed væk fra gulvet. 13

15 Foruden madlavningen foregik tøjfremstillingen også inde i stuen. Her har man kunnet sidde lunt og trygt, mens ulden blev teset og spundet til tråd. Der blev arbejdet med nålebinding og brikvævning, og ved rundvæven eller opstadvæven kunne hver ledig stund bruges til at væve videre på tøjet. Om stuens indretning ved vi ellers, at de store forrådskar stod fyldt med korn i et hjørne af stuen. Men der har sikkert ikke været plads til det hele her. Også indgangsrummet og det lille sidehus, der hørte til gården, har været brugt til at opbevare forråd og værktøj og redskaber, som ikke skulle bruges til husholdningsarbejdet inde i stuen. Enkelte steder, som f. eks. i Overbygårdlandsbyen, brugte man også nedgravede kælderrum til at oplagre familiens beholdning af fødevarer. Især om efteråret må huset have været godt fyldt op af mange slags madforråd til brug i vintermånederne. 14

16 Så skulle stuen jo give plads som opholdssted for hele familien, når der skulle spises og soves og sikkert også, når der var tid til overs til en god historie, til et brætspil eller til anden slags leg. Langs væggene ud for ildstedet var der opbygget forhøjninger. Dækket med tæpper og skind var de gode at sidde på - her var lys og varme i den mørke, kolde tid af året. Om natten kunne man fint ligge her - hele familien - under soveskindene. Der har også været siddeskamler og måske stole med ryglæn i huset, men andre møbeltyper har man ikke fundet rester af. Langhusets anden ende rummede stalden, som var adskilt fra de andre rum med en skillevæg. Staldens langsider var opdelt af båseskillerum, og i vinterhalvåret stod gårdens malkekøer og ungkreaturer opstaldet her. I et hjørne af stalden har der sikkert også været et aflukke eller en sti til gårdens fjerkræ og småkvæg. Over stalden har der nok været et loft, der kunne fyldes op med foder til dyrene. Hele vinterforbruget har der dog ikke været plads til, så der har også været høstakke i det fri, og nogle steder har hø, halm og løvfoder været opbevaret under staklader. 15

17 16