Indhold Kort den er v vide peter tudvad Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

Transkript

1 vide verden peter tudvad Født 1966, cand.mag. i filosofi, har arbejdet på Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Københavns Universitet, været kommentator på Berlingske Tidende, Information og Kristeligt Dagblad, skribent på det jødiske tidsskrift Goldberg samt anmelder på Weekendavisen Bøger og filmmagasinet Ekko, er forfatter til bøgerne Kierkegaards København, Kierkegaards Jyllandsrejse, Sygeplejerske i Det Tredje Rige en danskers historie og Stadier på antisemitismens vej Søren Kierkegaard og jøderne, skriver aktuelt på manuskripterne til I krig og kristendom en biografi om den tyske teolog og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer, Forbandelsen en roman om Søren Kiekegaard og Kierkegaard i Berlin, har boet i Berlin- Kreuzberg siden

2 nazismen sporene efter det tredje rige Brandenburger Tor! Her, ved de prøjsiske kongers gamle byport, begynder historien om Berlin. Her må enhver, dansker såvel som tysker, hen for at krone sit besøg i det genforenede Tysklands hovedstad med selvsynet af sejrsgudinden, der med tømmerne i den ene hånd og standarten med jernkors og rigsørn i den anden styrer sin firspandige stridsvogn oppe på podiet over de seks doriske søjler. Her, hvor Frederik den Store, Napoleon, Hitler og Stalin alle, til nogles begejstring og andres beskæmmelse, er draget igennem i triumf, genkalder man sig uvilkårligt billeder af tyske, europæiske og globale skæbnestunder og nulstunder, der indledte eller afsluttede epoker og krige. Den 30. januar 1933 var Brandenburger Tor porten til riget, magten og æren for NSDAP, det nationalsocialistiske tyske arbejderparti, og ikke mindst dets 43-årige fører, Adolf Hitler. Samme dag havde den tyske rigspræsident Paul von Hindenburg efter flere års økonomisk og parlamentarisk krise udnævnt den tidligere kunstmaler og korporal til leder af en nationalkonservativ samlingsregering og dermed til rigskansler, så opkomlingens brunskjorter i partikorpset SA om aftenen kunne marchere gennem Brandenburger Tor med flammende fakler og knejsende kampsange: Die Straße frei den braunen Batallionen. Die Straße frei dem Sturmabteilungsmann! Es schau n aufs Hakenkreuz voll Hoffnung schon Millionen. Der Tag für Freiheit und für Brot bricht an! Gaden var i hvert fald ryddet for de brune bataljoner, sådan som SA erne krævede på klingende tysk, og der var vitterligt også millioner af tyskere, der fulde af håb 147

3 nazismen så hagekorset gå til tops over Rigsdagen og Rigskancelliet som tegn på en krænket nations ærefulde genrejsning og et hungrende folks vej til ny velstand. Men der var også undtagelser som den jødiske olding og impressionistiske maler Max Liebermann, der boede på Pariser Platz, hvorfra han kunne se de tusindtallige SA ere fosse igennem Brandenburger Tor ude fra Tier garten og strømme op ad Unter den Linden mod Wilhelmstraße. Ick kann jar nich soville fressen, wie ick kotzen möchte, sagde han på originalt berlinerisch, byens dialekt. Jeg kan slet ikke fortære så mange, som jeg gerne ville brække op. Den sure smag af mavesyre får man ikke, når man i dag står på Pariser Platz, hvor det ikke er SA ere, der marcherer, men turister, der promenerer. Måske står der nogle gøglere midt på pladsen, måske søger en flok demonstranter at kompensere for deres beskedne antal ved at stille sig op på den historiske plads og skandere deres paroler for et ufrivilligt og uanfægtet publikum, måske brydes seværdighedens ro af et råb, da en dansker får tømt lommerne i netop det øjeblik, han koncentrerer sig om at få det bedste foto af Brandenburger Tor. iscenesættelse og bedrag Det er det, det hele handler om, når man står på Pariser Platz, og når man vil se nazismens Berlin: at skabe billeder, ikke at tage dem, for det kan man ikke, når Horst Wessel-sangen er forstummet, hagekorsfanerne er gemt bort eller brændt, og bygningerne, hvor håndlangere og medløbere tjente Hitler, eller hvor hans modstandere skjulte sig eller konspirerede mod ham, for længst er bombet sønder og sammen uden at efterlade sig andet end et par konserverede ruiner og enkelte renoverede og funktionsomtolkede ministerier. Kast igen blikket op på sejrsgudindens Quadriga på toppen af Brandenburger Tor, og lad det så glide mod højre til den stilrene og polerede nybygning umiddelbart ved siden af på Pariser Platz 7! Det var her, i et andet hus, der blev ødelagt under krigen, at Liebermann stod i vinduet og fik brækfornemmelser den 30. januar 148

4 1933. Kig alligevel efter ham deroppe bag ruderne, og se så, hvad han så! Men det har vi jo netop set, alle sammen, for billederne af SA ernes berusede og berusende parade over Pariser Platz kender vi fra de autoriserede optagelser, som dengang blev vist i biografernes tyske ugerevy, Wochenschau, og som siden har talt som et autentisk aktstykke blandt alle mulige andre i den historiske dokumentation af nazitiden. Vel ser vi disse billeder med andre øjne, end den nyudnævnte rigskanslers begejstrede klakører gjorde, når de dengang gik i biografen i UFA-Palast am Zoo, men billederne er de samme, og vi glemmer let, at vi trods alle forbehold faktisk er ofre for nazisternes iscenesættelse af sig selv. Det er stadig deres autoriserede instruktørers billeder, vi labber i os i vores frådende appetit på Det Tredje Riges storhed og fald, ligegyldigt hvor meget eller lidt kvalme de giver os. Sé igen, hvad Max Liebermann så! Og sé igen instruktøren og nazifavoritten Leni Riefenstahls såkaldte dokumentarfilm om partidagen i Nürnberg i 1934, Triumph des Willens, sé SA erne marchere i den flotte slutsekvens, hør dem synge Die Straße frei..., og prøv, om du kan lade være med at nynne med på den dragende melodi, prøv frem for alt at lade være med at gøre det på gaden i Berlin! holocaust og germania Skråt over for Liebermanns bopæl, på Pariser Platz 4, lå og ligger kunstakademiet, Akademie der Künste, hvor han selv var præsident, indtil han med den nazistiske magtovertagelse mistede sit embede, fik arbejdsforbud og alle sine malerier fjernet fra de tyske kunstmuseer. Et par hundrede af værkerne malede han i sit sommerhus nede ved Wannsee, den store sø sydøst for Berlin, hvor han og andre velstående borgere gerne tilbragte ferierne, mens de knap så velbeslåede nøjedes med at tage derned for at bade. Huset ligger fortsat på Colomierstraße 3, en blind sidevej til Am Großen Wannsee ned mod søen, hvor der i dag i den såkaldte Lieber- 149

5 mann-villa am Wannsee er udstillet en lang række af mesterens værker. Bare 500 meter længere mod nord, på adressen Am Großen Wannsee 56-58, lå den nazistiske sikkerhedstjenestes gæstehus, hvor Reinhard Heydrich som dens leder den 20. januar 1942 var vært for en hemmelig konference om den endelige løsning på jødeproblemet, en eufemisme for det folkedrab, som vi siden er kommet til at kende som Holocaust. Ligesom Liebermanns villa overlevede Heydrichs gæstehus også krigens bombardementer, så der har kunnet indrettes et museum i det, der nu kaldes Haus der Wannsee- Konferenz. Her kan man se en klinisk udstilling af dokumenter, men intet, der vidner om den verden, der gik under, da beslutningerne blev ført ud i livet. Max Liebermann døde af alderdom i 1935 og blev på den måde sparet for de rædsler, som hans kone Martha kun undgik ved at tage en overdosis sovepiller, før hun i 1943 skulle have været deporteret til Theresienstadt sidste stop før Auschwitz. Hitler havde allerede før krigen i utvetydige vendinger ladet alverden vide, hvad han havde i sinde at gøre ved jøderne. På årsdagen for magtovertagelsen den 30. januar 1939 holdt han nemlig en tale i Rigsdagen, hvori han advarede om, at hvis det igen skulle lykkes den internationale finansjødedom i og uden for Europa at kaste nationerne ud i en verdenskrig, så ville resultatet ikke blive jordens bolsjevisering og dermed jødedommens sejr, men udryddelsen af den jødiske race i Europa. Talen holdt han meget passende for hans trang til storladen patos og gestik i et operahus og ikke i rigsdagsbygningen, der lå som en sodsværtet ruin i Tiergarten lige uden for Brandenburger Tor. Det havde den gjort siden den 27. februar 1933, da den mentalt forstyrrede kommunist Marinus van der Lubbe meget bekvemt for nazisterne satte ild til den. Efter attentatet måtte Rigsdagen, der netop med dette som påskud var blevet renset for både kommunister og socialdemokrater, holde sine møder i Kroll-Oper, der lå over for rigsdagsbygningen på den anden side af Königsplatz, den nuværende Platz der Republik. Operahunazismen 150

6 set blev senere ødelagt under allierede bombeangreb på Berlin, og i stedet blev der efter krigen bygget et internationalt kulturhus på omtrent samme sted, Haus der Kulturen der Welt. Mellem operahuset og rigsdagsbygningen, på Königsplatz, var i årene blevet rejst en sejrssøjle til minde om de krige, der ledte til det tyske riges gensamling under kejser Vilhelm I, i nazistisk tidsregning Det Andet Rige, som endte med dets forsmædelige nederlag i Første Verdenskrig og den republikanske revolution i I blev Siegessäule med sin beklædning af erobrede danske, østrigske og franske kanoner på foranledning af Hitlers chefarkitekt Albert Speer flyttet fra Königsplatz til Grosser Stern midt i Tiergarten, så den kom til at ligge på den såkaldte Øst-Vest-Akse, der skulle gennemskære Berlin alias verdenshovedstaden Germania som en 50 km lang sejrsallé. Derfor kan man nu se Siegessäule gennem Brandenburger Tor, når man står på Pariser Platz, og således få et indtryk af det luftkastel, som Speer og Hitler byggede i deres lykkeligste stunder. Som det største af alle deres fantasmer udkastede de planer om en kæmpehal, Große Halle, der under en kuppel på 250 meter i diameter volumenmæssigt 17 gange større end Peterskirkens i Rom skulle kunne rumme mennesker. Große Halle skulle ligge i Spree-Bogen bag de nuværende regeringsbygninger og således for enden af Nord-Syd-Aksen, der skulle skære Øst-Vest-Aksen lidt uden for Brandenburger Tor. I den modsatte ende af Nord-Syd-Aksen ville Hitler og Speer som modpol til Große Halle bygge en lige så imposant triumfbue til minde om de faldne tyskere i Første Verdenskrig, 117 meter høj, 170 meter bred, med en bygningsmasse på 2,5 millioner kubikmeter 50 gange så stor som Arc de Triomphe i Paris. Når vi engang er færdige med Berlin, vil Paris kun være en skygge, sagde Hitler til Speer, da han efter den franske kapitulation i juni 1940 besøgte byernes by. Færdige blev de aldrig, så i dag må man nøjes med i General-Pape- Straße at se den spæde begyndelse til buen i skikkelse af en kolossal jernbetonkonstruktion 21 meter i dia- 151

7 nazismen meter og 32 i højden, heraf 14 over jorden en Großbelastungskörper, med hvis vægt af ikke mindre end tons man ville kontrollere jordbundens bæreevne. de olympiske lege 1936 Fire år før førerens indtog i Paris, i august 1936, havde de franske deltagere i De Olympiske Lege i Berlin hilst Hitler med strakt arm, da de gjorde deres entre på Olympiastadion og passerede ham under førertribunen. Det var de nu ikke ene om at gøre, for alle var imponerede af den orden og organisation, der herskede i den flagsmykkede rigshovedstad. Over gennemkørslerne i Brandenburger Tor vajede hvide faner med de fem kulørte OL-ringe side om side med røde faner med et sort hagekors på en hvid baggrund, da Hitler i sin sorte Mercedes kørte gennem porten ud til Reichssportfeld i Charlottenburg for at åbne legene. Det sidste kan man fortsat se i Fest der Völker, den første af Leni Riefenstahls to prisbelønnede film om legene med samletitlen Olympia. Og det mægtige stadion, der som et andet Colosseum kunne rumme mennesker, kan man se i virkeligheden, selv om det optiske indtryk ikke længere er helt så overvældende som dengang, da det ikke blev forstyrret af det halvtag, der i mellemtiden er blevet spændt ud over tilskuerpladserne. Alligevel er det et af de bedste steder i Berlin til at få en fornemmelse af de æstetiske midler, nazisterne brugte til at forføre folket med, nemlig iscenesættelsen af det selv som en organisme, hvor den store enkelte den sejrende kuglestøder nede på valen eller den triumferende fører oppe i logen lod sig hylde og bære af et publikum, der i kraft af sin egen begejstring gjorde sig til del af et stolt og uovervindeligt fællesskab. Hvem ville ikke gerne være med her? Derfor ser man ikke bare atleterne i Riefenstahls film, men også tilskuerne, hører deres jubel, som ganske vist ikke er autentisk, men af tekniske grunde indspillet på et separat lydspor efter legene. I den anden film, Fest der Schönheit, ser man også atleterne alene sammen i deres intime og privilegerede fællesskab, nemlig i den olympiske landsby, hvor mændene 152

8 Indhold I den olympiske landsby i Elstal lidt uden for Berlin kan man stadig se, hvor de mandlige atleter trænede og hvilede sig mellem de konkurrencer, som nazisterne dygtigt brugte i deres propaganda for deres kampfilosofi Peter Tudvad som andre gladiatorer eller snarere soldater hygger sig i maskulint samvær under åben himmel eller fuldt afklædte i den finske sauna. De 500 kvindelige sportsudøvere boede for sig inde på Reichssportfeld, hvor de fleste konkurrencer fandt sted, mens de mænd altså tilbragte de to olympiske uger i en særlig landsby, Olympisches Dorf, ude i Elstal vest for Berlin. Det kvadratmeter store område med 161 bygninger, hvoraf de fleste var bestemt for indkvartering af atleterne, blev efter legene overtaget af værnemagten, ligesom også russerne efter krigen brugte det som kaserne. Fra sport til krig var der trods nok så meget spil for galleriet ikke langt. I dag er stedet temmelig forfaldent og tilgroet, men som sådan netop et eminent sted at gå rundt og fundere over historiens gang og tidens tand. En enkelt af bygningerne er indrettet som et museum, hvor man bl.a. kan se det værelse, hvor Jesse Owens boede, den 153

9 nazismen En slidt plint står tilbage i gymnastiksalen i den olympiske landsby, der efter krigen tjente som russisk kaserne helt frem til 1992 Peter Tudvad sorte amerikaner, der trods den nazistiske racelære høstede fire guldmedaljer i henholdsvis 100 meter, længdespring, 200 meter og 4 gange 100 meter. Den olympiske landsby er ingen kampplads, hed det som punkt 8 i en art husorden for stedet. Kampene kan du udkæmpe på cindersbanen men glem dem i den olympiske landsby! da De Olympiske Lege igen blev afviklet i 1948, havde Nazityskland i mellemtiden invaderet en stor del af de 51 lande, der havde deltaget i Berlin, og var igen blevet fordrevet. søster ebba i speerbunkeren Sovjetunionen boykottede som eneste medlem af Den Internationale Olympiske Komité legene i Berlin, mens Danmark gerne deltog, dog uden at lade sine sportsudøvere hilse legenes protektor med den servile Hitlergruß, sådan som franskmænd og så mange andre som nævnt gjorde. Senere var der dog også danskere, 154

10 der ikke bare strakte armen i vejret, men uden betænkeligheder gik i Hitlers tjeneste i krigen mod Sovjetunionen, enten som soldater i elitekorpset Waffen-SS eller som sygeplejersker i Tysk Røde Kors under SS. En af de sidste var datteren af en falleret maler og vestjysk nazist, Ebba Mikkelsen, der som 20-årig oplevede Det Tredje Riges undergang på nærmeste hold, da hun gjorde tjeneste på en interimistisk forbindingsplads på Pariser Platz. Forbindingspladsen lå først i Albert Speers rustningsministerium og bygningsinspektorat i nr. 3, men da bygningen den 29. april 1945 blev sat i brand af russiske artillerigranater, blev den i hast flyttet ned i den såkaldte Speerbunker, der var gravet et par betryggende meter ned under jorden i ministeriets baggård. Herfra gik hun om morgenen op for at se, om hestene endnu holdt stand oppe på Brandenburger Tor, der lå midt mellem det russiske artilleris to foretrukne mål, Rigskancelliet og Rigsdagen. Og herfra måtte hun i en kugleregn løbe over på den anden side af Pariser Platz for at se, om hun i den franske ambassade kunne finde noget gazebind eller andet, de kunne forbinde de sårede soldater med. Tirsdag morgen den 2. maj kl. 6 overgav den tyske garnison i Berlin sig, og så sad søster Ebba og hendes kolleger i Speerbunkeren og ventede på det eneste, hun i løbet af sine to år i korpset havde frygtet, nemlig soldaterne i Den Røde Hær, hvis systematiske voldtægter propagandaminister Goebbels hellere end gerne havde informeret om i radioen og i ugerevyerne. De første rødarmister var dog kun interesseret i ure og smykker og til nød Gitler og Gimmler, som de sagde med slavisk accent, men de næste tog, hvad der var tilbage, altså de skrækslagne sygeplejersker. Skønsmæssigt blev omkring tyske kvinder og piger voldtaget alene i og omkring Berlin, da Den Røde Hær indtog byen, men det talte man ikke meget om dengang. Hvordan kvinderne praktisk og mentalt overlevede voldtægterne, kan man læse om i de anonyme erindringer af en af dem, Eine Frau in Berlin, der er oversat til dansk som En kvinde i Berlin, og som under 155

11 nazismen samme titel i 2008 blev filmatiseret med den eminente tyske skuespiller Nina Hoss i hovedrollen. Efter kapitulationen henlå Pariser Platz den 2. maj 1945 som en militær skrotplads mellem udbrændte bygninger under en blygrå himmel, der forgæves prøvede at lægge en regnvåd dæmper på den spontane russiske jubelfest, som allerede fandt sted lige uden for Brandenburger Tor, selv om bl.a. danske SS ere stadig nægtede at overgive sig inde i den delvist barrikaderede rigsdagsbygning. De vidste udmærket, at kampen var forgæves, men de vidste også, hvilken skæbne der ventede dem, hvis de overgav sig, så i den sidste ende gik det ud på ét, om de gjorde det ene eller det andet. I modsætning til de danske SS ere overlevede deres landsmand i Speerbunkeren, så hun efter dagene i den kvalme og fugtige varme under jorden endelig kunne dukke op og trække vejret på Pariser Platz. Her lod hun sig ligesom mange andre betage af de overraskende toner, der pludselig vældede ud fra en repos på Hotel Adlon, hvor to russiske officerer, en mand og en kvinde, havde fundet et flygel og sat sig til at spille firhændigt Strauß, Bach, Mozart. Nix kultura, spurgte en såret tysker retorisk sig selv, mens han lå på et nødlazaret inde på hotellet. Undermennesker? Nu er jeg ikke bange mere. Måske ikke, men ligesom den tyske kulturnation kunne producere sin egen antitese, kunne den russiske det også, så samme aften satte andre russere ild til Hotel Adlon, som brændte helt ned. Vore dages Hotel Adlon er med andre ord ikke det originale fra 1907, men en Fugl Føniks, der har rejst sig af asken ligesom det øvrige Berlin, som for to tredjedele af bygningsmassens vedkommende lå hen som ruiner efter krigens voldsomste luftbombardementer overhovedet. De britiske og amerikanske bombeangreb på byen kostede i løbet af krigen mennesker livet, mens antallet af døde under slaget om Berlin fra 16. april til 2. maj 1945 alene nåede op på russiske og tyske soldater foruden civile berlinere. Mange andre flygtede fra byen for aldrig at vende tilbage, så 156

12 På S-togs-stationen i Grunewald mindes de ti tusinder af jøder, der blev deporteret til ghettoer og udryddelseslejre i det besatte Østeuropa. For hver transport er der nedsat en smedejernsrist ved spor 17 Gleis 17 med oplysninger om dato, antal og destination Peter Tudvad der endnu i dag kun bor 3,4 millioner i Berlin mod 4,2 før krigen. dér, hvor man brænder bøger... Afbrændingen af Berlin var for så vidt allerede begyndt længe før krigen, dog ikke af huse og endnu ikke af mennesker, nemlig da nazistiske studenter om aftenen den 10. maj 1933 arrangerede en landsdækkende bogbrænding. På pladsen ved siden af Staatsoper over for universitetet en kilometer længere oppe ad Unter den Linden, dengang kaldet Opernplatz, i dag Bebelplatz, blev tusindvis af utyske og især jødiske forfatteres litteratur smidt på bålet. Iblandt dem var Heinrich Heines mere end hundrede år gamle tragedie Almansor, hvori man kunne læse en ildevarslende replik til en lignende begivenhed: Det var kun et forspil, dér, hvor 157

13 nazismen man brænder bøger, vil man i den sidste ende også brænde mennesker. Det originale tyske citat fra tragedien kan man i dag læse på en mindeplade, som er nedsat blandt brostenene på Bebelplatz, ligesom man kan se gennem en glasrude ned i et rum under pladsen med lutter tomme bogreoler. Ti år efter bogbrændingen var det ikke bare reoler, der var blevet tømt for bøger, men også ti tusinder af jødiske lejligheder og huse, så Berlin den 6. juni 1943 officielt kunne erklæres for jødefri, selv om der fortsat skjulte sig en del rundt omkring i byen. Hovedparten af de såkaldte jødetransporter blev sendt af sted fra spor 17 på banegården i Grunewald. Her er der nu indrettet et mindesmærke over transporterne, sådan at man på en næsten endeløs række af smedejernsriste langs sporet Gleis 17 kan læse datoerne for de enkelte deportationer, antallet af jøder, der blev presset ind i kreaturvognene, og navnet på destinationen / 1251 Juden / Berlin Lodz, står der på den første / 1190 Juden / Berlin Auschwitz, hedder det rutinemæssigt på en senere. Og på den sidste: / 18 Juden / Berlin Theresienstadt. Når man står oppe på perronen og kigger ned ad den rampe, som de lange rækker af jøder med gule stjerner på brystet gik op ad, når de ankom til stationen på åbne lastvogne, så glider blikket uroligt videre ud mod det velhavende villakvarter, hvor beboerne ikke kan have undgået at se, hvad der foregik, medmindre de valgte at trække gardinerne for. Hvad der foregik i kreaturvognene på den ofte adskillige dage lange rejse, er det kun de færreste overlevende, der har vovet at fortælle om, da umenneskeliggørelsen her var så total, at det trodser enhver beskrivelse. Og dog har det tysk-tjekkiske instruktørpar Joseph Vilsmaier og Dana Vávrová vovet at lave den tabubrydende og vellykkede film Der letzte Zug om transporten af 688 jøder den 19. april 1943, der egentlig skulle have været den sidste, da nazisterne anstrengte sig for at gøre Berlin jødefri til førerens fødselsdag dagen efter / 688 Juden / Berlin Auschwitz. 158

14 mindet om de faldne og modstanden mod hitler Skråt over for Bebelplatz og Staatsoper, på den anden side af Unter den Linden, ligger Neue Wache, oprindeligt bygget som hovedvagt for den prøjsiske konges livgarde, men efter revolutionen og kejserdømmets fald i stedet indrettet som mindesmærke over de faldne i Første Verdenskrig. Som sådan indgik det gnidningsfrit i den nazistiske statsideologi, der så krigen og nederlaget som resultatet af et komplot mod Tyskland og således som en del af sin statsræson, nemlig en forestilling om at stå i en national overlevelseskamp. Den lille klassicistiske bygning blev indrettet med en rund åbning i taget mod himlen over en mindesten midt i det ellers tomme rum, hvor der blot på bagvæggen var opsat et stort kors. På den nationale sørgedag for krigens faldne, Volkstrauertag, som nazisterne som en del af deres mobilisering til en ny krig siden gjorde til en stort anlagt mindedag for heltene, Heldengedenktag, blev der foranstaltet stadigt større højtideligheder med militærparader og kransenedlæggelser, så korset på bagvæggen fik følgeskab af hagekors på sørgebånd. De to millioner faldne tyske soldater i Første Verdenskrig kunne berlinerne nok enes om at hædre, men efterhånden som tabstallene under Anden Verdenskrig steg til næsten det dobbelte, kunne det være svært at stille de efterladte tilfreds med tiraderne om, at deres mand, far eller søn var død en heltedød. Det er det, forfatteren Hans Fallada i Danmark bedst kendt for Kleiner Mann was nun? (oversat under titlen Lille mand hvad nu?) og den 13 afsnit lange tv-filmatisering af Ein Mann will nach oben, der blev bragt på DR for en menneskealder siden gør til motiv i sin store modstandsroman Jeder stirbt für sich allein. Straks på første side følger vi postbuddet på vej op ad trapperne til Otto og Anna Quangel, mens hun nervøst kigger på den maskinskrevne feltpost, hun har med til dem den første feltpost til dem i 14 dage og som maskinskreven næppe med gode nyheder. Deres søn, deres eneste barn, er død, og hans død vil arbejderparret ikke acceptere som en heltedød eller et nødvendigt offer for fører og fædreland. Altså begynder de at gøre modstand 159

15 nazismen mod regimet og ender med at blive arresteret, dømt og henrettet i straffeanstalten Plötzensee, hvor så mange andre fjender af systemet led den samme skæbne. I virkeligheden hed Falladas modstandspar ikke Otto og Anna Quangel, men Otto og Elise Hampel, sådan som man kan læse det på en mindeplade for dem på deres gamle adresse i Amsterdamer Straße 10 i Wedding nordøst for Berlins centrum. Mindepladen er ikke i sig selv nogen stor seværdighed, så meget desto mindre som det oprindelige hus blev ødelagt under krigen, men sammen med bogen og filmatiseringen af den fra 1975 med Hildegard Knef og Carl Raddatz i hovedrollerne tjener den til en ikke uvigtig påmindelse om, at der vitterligt var tyskere, der reagerede menneskeligt på umenneskelighederne i Det Tredje Rige. Efter krigen blev Neue Wache restaureret af det nye kommunistiske styre og indrettet til mindesmærke over ofrene for fascisme og militarisme, men efter Tysklands og Berlins genforening er det i stedet gjort til et minde over alle ofre for krig og voldsregimente, hvilket meget smukt illustreres af den tyske kunstner Käthe Kollwitz skulptur af en sørgende moder med sin døde søn i favnen, der nu står under lysåbningen. Ved siden af Neue Wache følger det tyske nationalmuseum, Deutsches Historisches Museum, hvor der naturligvis er en god permanent udstilling, der dækker de 12 år under nazistisk styre. Men der er også en anden grund til at besøge museet, da det tidligere har været tøjhus og som sådan i 1943 gav plads til en udstilling af erobret sovjetisk krigsmateriel. På den førnævnte Heldengedenktag skulle Hitler åbne udstillingen, og det benyttede den militære modstandsmand Rudolf- Christoph Freiherr von Gersdorff til at forsøge et selvmordsattentat på ham ved som en af hans ledsagere at tage en bombe med sig derind. Bomben lagde han i sin frakkelomme og indstillede den til at sprænge efter 10 minutter, men Hitler hastede igennem udstillingen, så von Gersdorff i stedet måtte skynde sig ud på toilettet for at demontere bomben, der ellers kun ville have kostet ham selv livet. Hitler overlevede flere andre attentater, herunder 160

16 det bedst kendte den 20. juli 1944, da Claus Schenk Graf von Stauffenberg placerede en taske med en tidsindstillet bombe omtrent for fødderne af ham i hans hovedkvarter i Rastenburg i Østprøjsen. Bomben eksploderede planmæssigt, men Hitler blev kun såret, hvorimod von Stauffenberg og flere af hans medsammensvorne samme aften blev effektivt skudt i gården bag krigsministeriets såkaldte Bendlerblock i den daværende Bendlerstraße, i dag Stauffenbergstraße, en god kilometer vest for Potsdamerplatz. På stedet er der i dag opsat en mindeplade, og i Bendlerblock er der indrettet et museum for den tyske modstand mod Hitler, Gedenkstätte Deutscher Widerstand, desværre med få effekter og mange tekster, der kun står på tysk. jøderne og deres ariske hustruer i rosenstraße Fortsætter man fra Deutsches Historisches Museum over Museumsøen mellem Kupfergraben og Spree og videre ad Karl-Liebknecht-Straße i retning af Alexanderplatz kommer man på venstre hånd til den undselige Rosenstraße lige over for Marien-Kirche. Her kan man se en skulptur i rød granit af den tyske billedhugger Ingeborg Hunzinger til minde om en enestående protest, som her i gaden blev udført af ariske hustruer til to tusind jødiske mænd, der hidtil havde tvangsarbejdet i diverse fabrikker i Berlin, og som SS og Gestapo den 27. februar 1943 begyndte at internere i en tidligere jødisk menighedsbygning. Kvinderne samledes allerede samme aften i hundredvis neden for bygningen for at hindre, at deres jødiske mænd skulle blive deporteret, hvad 25 af dem blev den 5. marts, endda til Auschwitz, men efter få dage blev de hentet tilbage, ligesom hovedparten af de øvrige mænd blev sat fri igen og sendt tilbage til fabriksarbejdet. Om løsladelsen faktisk skete under indtryk af protesten, diskuterer historikerne fortsat, men tvivlen ændrer intet ved, at demonstranterne havde en moralsk konsekvens og et kvindeligt mod, som i større stil kunne have ændret mangt og meget i Det Tredje Rige. Længere nede ad gaden kan man lade sig informere om Fabrikaktionen og Rosenstraße-protesten på 161

17 nazismen en plakatsøjle med de relevante oplysninger, men bedre gør man måske i at se Margaretha von Trottas prisbelønnede spillefilm Rosenstraße fra 2003, selv om historikerne heller ikke er helt overbevist om dennes troværdighed. Instruktøren gør sig i det mindste vellykkede anstrengelser for at overvinde den distance til begivenhederne, som historikerne sjældent præsterer andet end at cementere. jøderne og deres ariske naboer i spandauer vorstadt Mod nord, på den anden side af højbanen og S-banegården Hackescher Markt, finder man et kvarter, der engang var udpræget jødisk, Spandauer Vorstadt. Her kan man meget passende besøge Anne Frank Zentrum i Rosenthaler Straße 39, hvor der både kan ses en permanent udstilling om Anne Franks betydning før og nu og forskellige særudstillinger. Hvad der i øvrigt foregår af foredrag og andre arrangementer på centeret, kan man erkyndige sig om på plakaterne ude på gaden med risiko for at træde på tre små messingsten, der er nedsat mellem brostenene foran ejendommen. Hier wohnte Anita Bukofzer Jg Deportiert 1943 Ermordert in Auschwitz, læser man på den ene, altså et vidnesbyrd om, at en 13-årig pige engang har boet her, inden hun blev deporteret til Auschwitz og myrdet. Den samme skæbne blev Paula Davidsohn og hendes spæde søn Ury til del. Hvor var naboerne? Så de intet? Hvorfor aktionerede de ikke ligesom kvinderne i Rosenstraße? Svaret vil blæse i vinden til evig tid og evig skam, men spørgsmålet bør også anfægte en selv, for selv om man som turist gør sig disse dydige tanker, når man falder over de såkaldte snublesten, Stolpersteine, så bør man ikke bilde sig ind, at man ikke som beboer i Berlin hurtigt ville vænne sig til stenene og bekvemt overse dem, sådan som de ariske berlinere overså deres jødiske naboer, når SS eller Gestapo kom og hentede dem. Ich bin ein Berliner! Gå videre op ad Rosenthaler Straße, drej til venstre ad den hyggelige Sophienstraße, der trods krigens 162

18 ødelæggelser stadig har masser af historisk stemning, fortsæt til venstre ned ad Grosse Hamburger Straße, og gå forbi det jødiske gymnasium, der ligesom alle synagogerne i vore dages Berlin bliver bevogtet døgnet rundt af bevæbnet politi. Således kommer fortiden nutiden faretruende nær, når jøder heller ikke i dag kan færdes og leve trygt i Berlin, men sikkert med en vis reservation må se, hvordan deres ariske medborgere distancerer sig mere og mere fra Holocaust ved at plastre byen til med flere og flere mindesmærker over folkemordet. En spytklat fra gymnasiet har man midt mellem gaden og resterne af en mosaisk kirkegård, hvor der engang lå et jødisk alderdomshjem, opsat en mindeplade, der meddeler, at Gestapo i 1942 forvandlede det til en opsamlingsplads for nogle af de berlinske jøder, der blev deporteret og myrdet. Siden 1985 har man her kunnet se den østtyske billedhugger Will Lammerts skulpturgruppe til minde om fascimens jødiske ofre, i alt 13 bronzejøder, der står tavse og tilsyneladende intetanende og venter på, hvad der skal ske dem. Intetanende? Næppe! Men hvis de selv vidste, hvad der ventede dem, så vidste naboerne det også... Hvordan skulle man undgå at vide det, efter den gule davidsstjerne den 5. september 1941 var blevet pligtig at bære for alle jøder i Berlin, og når man så stadigt færre og færre af disse stjerner i gadebilledet? Hvordan skulle man undgå at vide det efter Hitlers trusler i Rigsdagen den 30. januar 1939 og krigens udbrud? Hvordan skulle man undgå at vide det efter Krystalnatten 9. november 1938, da langt de fleste af byens synagoger og jødiske forretninger blev sat i brand eller på anden vis ødelagt? Grosse Hamburger Straße munder ud i Oranienburger Straße, hvor man et stykke længere mod vest kan se Berlins største synagoge, Neue Synagoge, der også blev ødelagt den nat, men siden er blevet genopbygget, så dens gyldne kuppel igen stråler over tagene som et vartegn for kvarteret, der ikke desto mindre har mistet sit jødiske præg. 163

19 bomber over berlin og berlinere i bunkere Neue Synagoge blev ikke blot ramt af nazistisk vandalisme i 1938, men også af britiske og amerikanske bombardementer under krigen. Når bomberne regnede ned over kvarteret, kunne beboerne søge tilflugt i kældrene eller hvis de ikke var jødiske i den store højbunker i Reinhardtstraße, som man stadig kan se, hvis man et par gader efter synagogen går ned ad Friedrichstraße og drejer til højre over for Friedrichstadtpalast. Kolossen har en grundflade på kvadratmeter, rager 18 meter op i luften, har fem etager med omkring 120 rum og op til to meter tykke mure af jernbeton. Den blev bygget i 1943 som beskyttelse for maksimalt togrejsende, som man forestillede sig under luftalarmer skulle rende den halve kilometer herop nede fra Friedrichstraße-Bahnhof på den anden side af Spree. Efter krigen har højbunkeren på skift været brugt som fængsel, tekstil- og frugtlager, teknoklub og meget andet, indtil den blev købt og renoveret af forretningsmanden Christian Boros, der nu udstiller sin private samling af moderne kunst i bunkeren og selv har indrettet sig en penthouselejlighed på taget. Vil man se bunkeren, må man tage malerier og skulpturer med i købet, men ellers kan man se en anden såkaldt Reichsbahnbunker ved Anhalter Bahnhof en lille kilometer syd for Potsdamerplatz, hvor der er etableret et regulært bunkermuseum foruden et rædselskabinet til ære for børn og andre, der ikke har fantasi til at lade sig behørigt skræmme af de forhold, berlinerne levede under, når de allierede dag og nat kastede så mange bomber ned over deres by, at man skønner, der stadig ligger et par tusind eksplosionsfarlige blindgængere i den berlinske undergrund, bomber på 250, 500 eller kg, der af og til går af og koster et par menneskeliv. Når man nu alligevel er ved Friedrichstraße-Bahnhof, kan man tage S-toget de få stationer op til Gesundbrunnen, hvor man kan få en virkelig god rundvisning af en guide fra Berliner Unterwelten i den velbevarede bunker under stationen. Bagefter kan man tage tilbage til udgangspunktet og se den tysk-engelsk-israelske bil- 164

20 ledhugger Frank Meislers meget fine skulpturgruppe ved Friedrichstraße-Bahnhof, som forestiller nogle få af de i alt ca jødiske drenge og piger, der med de såkaldte børnetransporter blev reddet fra Tyskland til England før Holocaust, herunder ham selv. En lignende skulptur af Meisler står på Liverpool Street Station i London, hvor børnene ankom, dog ikke med den samme indskrift som den, man kan læse her i Berlin: Züge in das Leben Züge in den Tod Trains to life Trains to death Få skridt længere nede ad Friedrichstraße kan man i nr. 90 gå op i en moderne bogbunker, den næsten døgnåbne boghandel Dussmann, som på sine fem etager har et enormt udvalg af bøger og dvd er om Berlin i Det Tredje Rige. Med ny litterær og cineastisk næring kan man snildt spadsere hele vejen til Checkpoint Charlie, dreje til højre og fortsætte ad Zimmerstraße langs Berlinmurens gamle forløb til Topographie des Terrors på den anden side af Wilhelmstraße. Neden for et bevaret stykke af Berlinmuren ud til den daværende Prinz-Albrecht-Straße, nuværende Niederkirchnerstraße, kan man se de udgravede ruiner af nogle af kældrene under Gestapos hovedkvarter, der spredte sig over et større område. Bag en stor og i enhver forstand fantasiløs museumsbygning, hvor man kan få øm ryg og trætte øjne af en uendelighed af dinglende plancher med sort-hvide fotos og alenlange tekster, har man markeret beliggenheden af den for længst ødelagte og bortsprængte bygning, som i kælderen rummede Gestapos såkaldte husfængsel. I de klamme og kolde miniceller sad politiske fanger som Helmuth James Graf von Moltke og Dietrich Bonhoeffer og mange andre indespærret, indtil de for de flestes vedkommende blev kynisk dræbt i løbet af de sidste måneder og uger før kapitulationen den 8. maj