Blade af restaurant. >»Bjerget<<s saga. Henry Larsen, Engblommevej 17, 9640 Farsø.Født

Transkript

1 Blade af restaurant >»Bjerget<<s saga Barn af Himmerland VII Henry Larsen, Engblommevej 17, 9640 Farsø.Født i Ikast d Opvokset omkring Vejle, Kolding, Fredericia. Kom efter konf,rrmationen ud at tjene ved landbrug og gartneri. Serveret på kroer forskellige steder i et par år, før han i 1950 kom til Ertebølle. En af de første, der fik serveret i Ertebølle mod betaling, var nok en hest, når der ses bort fra de smugkroer, som sikkert har floreret i Ertebølle, som alle andre steder. Som gammel mand fortalte Lassen Stephansen fra Farsø, som i en årrække var kusk for dyrlæge Jensen, Thit og Johannes V. Jensens far, at han allerede i sin ungdom kørte til stranden i Ertebølle med familien Jensen. Hesten blev da tøjretpå grønningen, så den selv kunne sørge for den faste føde. På det tidspunkt 1å >»Camillas hus<< umiddelbart nord for det nuværende»fiskerhuset<<, altså mellem det nuværende Gammel Møllevej 1 og 3. Huset blev senere købt af forstanderen på Haubro Ungdomsskole, nedbrudt og genopført i ungdomsskolens have, men eksisterer ikke mere. I huset boede Camilla og hendes mand Jens Jensen, almindeligvis kaldet Jens Agger. Når dyrlæge Hans Jensen og familie havde nydt den medbragte mad og eller hygget sig, kom tiden, da Lassen Stephansen skulle op og spænde for, så turen igen kunne gå mod FarsØ, og det slog da aldrig fejl, at Jens Agger kom gående og fortalte, at han da havde givet hesten noget vand, og så måtte Lassen Stephansen jo ryste op med en drikkeskilling derfor. I 1884 begyndte man at holde de over hele Nordjylland verdenskendte»»bjergmøder<<. Selvom man har kaldt dem for både»ertebøllemøder<< og >»Ertebøllestævner<<, så er det rigtige navn i lokalbefolkningen altså Bjergmødet, og det var så godt besøgt igennem mange Lr, at man kunne sige:»ses vi ikke før, så ses vi til»bjergmødet<<, og mens man de fleste steder i landet skulle have husene kalket og gjort i stand inden pinse, så var det i Ertebølle skik, at man skulle have det 93

2 gjort inden i mange år blev holdt den søndag, der lå nærmest Sct. Hansdag. Da der kom mange mennesker til >>Bjergmødet<<, skulle man naturligvis også have anden føde end den åndelige. I en annonce i Løgstør Avis omkring århundredskiftet gøres opmærksom på, at der kan købes kaffe, brød, vand og hvidtøi, og det er mit indtryk, at det var noget, man selv arrangerede. Senere blev det til, at lokale handlende opstillede telte og solgte derfra. Jeg ved, den tidligere bager Pedersen fra Overlade har været der, ligesom den daværende købmand i Tiend og Morten Nielsen fra Afholdshotellet i Farsø. >»Bjergmødet<<, som Bjergcafeen I1928 købte Sine og Mads Christian Christensen et stykke jord i Ertebølle og byggede et beboelseshus. Han var fisker og boede nu rart tæt ved fiorden. Der var efterhånden begyndt at komme rigtig mange mennesker på udflugt til vandet om sommeren, og mange af dem kom til døren for at spørge, om der da ikke var et sted, man kunne købe kaffe. Da fru Christensen var en gæstfri dame, var der mange, som blev inviteret ind til en kop kaffe uden betaling. Dette gav ideen til at udvide huset og åbne en caf6. Tilbygningen foregik i foråret 1929 ogbestod af et lokale i hele husets bredde på7 meter, og en dybde af 4,25 meter indvendig målt. Entreprisen blev overladt til A.P. Ebbesø, som også havde bygget det oprindelige hus. Der skete et lille uheld under tilbygningen, idet man fandt på at lægge et meget smukt gulv af Pitch-pine træ, men desværre tog man sig ikke i agt for det hårde klima ved vandet, så brædderne udvidede sig så meget, at gulvet sprængte muren, og man måtte pille ikke mindre end tre brædder op, for at gulvet igen kunne ligge jævnt. Bjergcafeen blev åbnet 1929 og var en normal caf6 med alt, hvad dertil hører. Desuden indførte man en specialitet, nemlig stegt å1. Christensen kunne jo selv levere ålene, og det var naturligvis ikke de ringeste, han tog med hjem. Det gik også udmærket, men engang i midten af 30'rne havde man besøg af det daværende sogneråd til ålespisning. De fik lyst til en øl og en dram til ålene, men fik så den besked, at det desværre ikke kunne lade sig gøre, da der ikke var nogen spiritusbevilling. Derefter opfordrede sognerådet dem stærkt til at søge en sådan. De søgte derfor om denne bevilling, men det foregik naturligvis ikke uden problemer. Egnen var på dette tidspunkt meget stærkt indremissionsk, og der kom en masse læserbreve i aviserne, bl.a. med bemærkninger om, at nu skulle Christensens også til at lefle for den onde skik osv. Det var dog kun lidt spredt fægtning, vel nok fordi ledelsen af det lokale missionske samfund så ret fornuftigt på sagen, så der ikke rigtigt kom samling inden for modstandernes 94 \ ;v- -'.æi7.<5b- '#.. l" # Indladning afpassagerer engang i 3Oerne kreds. I hvert fald gik bevillingen igennem, og man kunne nu få ø1til maden. Man fandt også plat opstille en badebro. Christensen lagde materialer til, men det var de unge mennesker fra Ertebølle og Strandby, der gjorde arbejdet med at slå pæle ned og stille broen op. Da arbejdet var udført bestod belønningen af kaffe og æbleskiver på Bjergcafeen. Farsø Ungdomsforening havde en årrække lyst til at komme en tur til Fur, og hvad var da mere naturligt end at henvende sig til Christensen og bede ham om at sejle dem derover. Når han ikke selv kunne have dem alle om bord, kunne han alliere sig med de andre kutterejere f.eks. Godtfred Jensen og Petrus og Niels Pedersen (sned95

3 kersønnerne). Een gang om året skulle også Strandbys fodboldhold en tur tillivø for at spille kamp med alumnerne på den daværende anstalt, og også her var det Christensen, der måtte lægge kutter til. Det var ret så omstændeltgt at få sådanne ture til at klappe. Kutterne kunne ikke gå ind til badebroen, men blev ankret op lidt udenfor, og så måtte en jolle gå i rutefart fra broen til kutterne, indtil alle var kommet om bord. I øvrigt må man være klar over, at landskabet var lidt anderledes. Uden for bakken var stranden græsklædt. Der var i alt fald et mindst fire meter bredt stykke, hvor børnene fra skolen i Ertebølle gjorde gymnastik om sommeren, og her var det så så heldigt, at man bagefter kunne hoppe i vandet og få sveden skyllet af, da det var lidt småt med badeforholdene på skolen. Hvis vi går endnu længere tilbage, så fortalte den gamle Thomas Pedersen i ErtebøIle, der var født i 1868, at i hans tid havde der været så bredt et stykke græs, at man kunne tøjre 6 køer ved siden af hinanden. Efter at have drevet Bjergcafeen i 14 år, søgte familien Christensen nye udfordringer og ønskede derfor at afhænde cafeen. Der blev indrykket en annonce i Jyllands-Posten, og blandt de henvendelser, der kom, blev der indledt realitetsdrøftelser med Agnes Nielsen, som resulterede i salg med overtagelse l. maj Restaurant»Bjerget«I1943 solgte Mads Chr. Christensen >>Bjergcafeen<< til Agnes Nielsen til overtagelse 1. maj. Agnes Nielsen havde i en lang årrække været beskæftiget i branchen rundt om i Jylland, bl.a. Henne Kirkeby kro, Yorså kro, Seattle i Vedersø, Bovbjerg Badehotel, Hotel Saxild Strand og sidst Westergårds Hotel i Videbæk. Ved ejerskiftet vejrede modstanderne af spiritusbevillingen morgenluft og fik travlt med at samle underskrifter, for at man kunne få en afstemning i kommunen. Da alle naturligvis ikke var enige, opstod der en del røre om denne underskriftsindsamling, ja lokalt medførte det ligefrem ægteskabelige uoverensstemmelser, når den ene ægtefælle skrev under og den anden ikke. På dette tidspunkt boede Mads Chr. Christensens mor stadig i Ertebølle, oghun kunne aldeles ikke se noget forkert ved en bevilling og gav gerne udtryk for det. Da en kone kom til hende og fortalte, at hun naturligvis havde skrevet under, fordi hun var bange for, at manden skulle gå derned og drikke sig fuld, svarede den gamle dame:»»jamen dog, jeg troede da ikke, at din mand drak<<. Så blev der forresten ikke snakket mere om den ting den dag. Der var masser af læserbreve, bl.a. et hvor en påstod, at det var for sent at kaste brønden til, når barnet var druknet. Det fik nogle unge mennesker i Ertebølle til for spas at kalde stedet for restaurant»»brønden<<. Dette 96 syntes Agnes Nielsen dog ikke om, hvorfor hun i stedet kaldte det for restaurant >>Bjerget<<, hvad der så blev dets navn resten af den tid, det eksisterede. Bølgerne gik altså højtpil egnen, og da det trak op til, at der skulle være afstemning, henvendte Agnes Nielsen sig til H.P. Ludvigsens Bureau, som arbejdede med bevillingssager i samarbejde med Den Personlige Friheds Værn. Det er blevet mig fortalt, at man henvendte sig til Strandby-Farsø kommune og bad om at fa opgivet antallet af stemmeberettigede personer, og derefter sammenlignede dette tal med antallet af underskrifte! og dette gav til resultat, at der skulle være afstemning. Men da man så bad kommunen om at kontrollere, om alle underskriverne havde stemmeret, så blev der sorteret så mange fra, at det ikke kunne udløse en afstemning, og der var ikke tid til, at man kunne få nye indsamlet. Det blev derfor en sag for sognerådet, og her var der flertal for at anbefale bevillingen. Det pudsigste ved denne situation var, at en af dem, der i sognerådet nægtede at anbefale, blev en af Agnes Nielsens bedste kunder. Det var en vanskelig tid, da Agnes Nielsen overtog >»Bjerget<<. Der var varemangel og tildelingerne var små. Jeg ved f.eks., at en weekend havde hun ingen ø1og heller ingen sodavand. Det lykkedes hende da at fh fat i noget saft, hvorefter hun fik travlt med at køle vand ned i fryseren og så lave saftevand. Rent bortset fra mangelen på varer, var der også problemer med transporten til ErtebølIe, da samfundsmidlerne var dårlige. Det meste af omsætningen skete lørdagsøndag, og man fandt da på at stille bænke op i mælkevognene, og med et par heste for gik det alligevel. Der kom den slags vogne så langt fra som Farsø, Vester Hornum, Ullits og andre steder. Senere kom man også i lastbileq og ellers var der et utal af cykler med alle former for dæk, lige fra almindelige dæk med dæklapper sat på, faste gummidæk og træringe monteret på hjulet. Efter krigens slutning blev der visse lettelser, så tildelingerne blev lidt bedre, men der var stadig problemer. F.eks. var tildelingerne baseret på forbruget det sidste hr før krigen, og det havde mærkeligt nok den virkning, at >»Bjerget<< havde en meget stor tildeling af sukker, men næsten ingen kaffe. Her kom en uldkræmmer ind i billedet. Han kom meget omkring og havde fundet en kro ca.70 km sydpå, som havde det lige modsat, og så kom uldhandleren til at virke som stafet mellem de to steder, så den anden kro fik noget mere sukker og >>Bjerget<< noget mere kaffe. Desuden havde Agnes Nielsen på det tidspunkt en broder i Amerika, som var flink til at sende kaffe hjem til hende. Her var blot det problem, at den amerikanske kaffe ikke var brændt så hårdt som vores kaffe, og nogle gange var det simpelthen rå kaffebønner, så de måtte en tur på en støbejernspande, inden de kunne bruges. Det gav en vældig stank i huset, hvilket vi dog var 97

4 vant til fra krigens tid, da det var korn, der blev ristet og så blev drukket som kaffe. I slutningen af 40'rne og begyndelsen af 50'erne kom der en Svær tid. Folk mån$ede alt efter krigen, da de i mange år ikke kunne købe noget som helst ordentligt. Alt var totalt nedslidt, man havde ikke ordentligt tøj at gå i, sengetøjet vat pjaltet, duge med mere var også slidt ned, og nu begyndte der så langsomt at komme varer på markedet, hvis man da ikke gik på den sorte børs. Man skulle bruge p ngene til at forny hjemmet, og der blev der ikke så mang penge at brye på restaurani. Når der skulle bruges penge til alle disse nyanskaffelier, blev der snart lavvande i kassen, og man må huske, at pengene ikke var så voldsomt store dengang. Jeg husker, at en fuld ugeløn hos en entreprenør i 1949 for en 48 timers arbejdsuge var 120,00 kr. Da jeg i 1950 manglede arbejde, satte jeg en annonce i Jyllands- Posten, og da jeg havde fungeret som afløser ved servering, søgte jeg derfor arbejde inden for branchen. Jeg fik tre henvendelser og bestemte mig derefter for >»Bjerget<<, så den 26. juni 1950 ankom jeg tll Strandby og måtte gå de sidste 4 km, da der kun var bil til Ettebølle 2 gange om dågen. Vel installeret kom jeg ned, og vi skulle til at indrette oi efter hinanden. Jeg måtte til at omstille mig lidt, for der hvor jeg havde arbejdet før, drejede det sig først og fremmest om at få >»noen bajere<< på bordet, men her blev der lagt lidt mere vægt på hygge og samvær.-selvfølgelig skulle der serveres både ø1og spiritus, men i ordentlighed. Agnes Nielsen forlangte, at det skulle være sådan, at der til enhver tid kunne lukkes folk med børn ind, uden at de ville blive generet af fulde folk, og det måtte jeg rette mig efter. Jeg husker, at nogle af de første gæster, jeg serverede for, var et par ældre herrer, og den ene spurgte, om det var muligt, at sådan et par gamle kanutter kunne købe et par kaffepuncher, for de blev begge 82 ilr denne dag, og det kunne naturligvis honoreres. -Så begyndte ellers samarbejdet, der skulle komme til at vare i 38 sæsoner. Som tidligere nævnt var det en sløj tid først i 50'erne, da det var småt med penge mellem folk, men der kom alligevel en hel del. Det var mest lokale folk fra en omkreds af km. Mange familier havde gjort det til en tradition, at de i det mindste een gang-om året skulle ud og spise stegt å1, og da er det morsomt, at vi i hvert fald i eet tilfælde har serveret for fire generationer. I de første mange år var det hovedsageligt stegt å1, der blev serveret, men dog også svinekoteletter og lignende, og ellers kaffe og blødt brød.i midienaf 5O'erne blev der lidt mere trafik, idet flere og flere efterhånden fik bil, og derfor kom kunderne nu fra længere og længere afstande. Det bevirkede, at der kom flere ting på spisekortet, idet folk ofte blot skulle have noget at spise, og så var det ikke sikkert, de var interesserede i et luxusmåltid som å1. Det var også i sidste halv98 6,, Ir i i, Bjergets specialitet var stegte å1. del af 50'erne, der begyndte at komme udenlandske turister. De første udlændinge, vi liom nærmere ind på livet, var et hollandsk ægtepar, som havde medbragt deres katolske pater. D_e var i bil og hivd^e medbragt telt, så de fik lov til at slå teltet op yed haven og boede der i 14 dagi. Det gav anledning til en del sprogforbistring, da jeg kun kunne enlille smule engelsk og ganske enkelte tyske gloser, og da familien kun talte hollandsk, var det nødvendigt at bruge både arme og ben for at forstå hinanden, men det gik. Vi fan-dt senere ud af, at h6lænderne nødigt ville tale tysk, selvom de talte det udmærket, men det var hadet efter krigen, der sad dem i blodet. Efterhånden kom der mange tyskere, og det viste sig da, atjeg meget hurtigt lærte tysk efter nåtuimetoden. I løbet af få 2r kunne jeg iortælle r7ittlgh.aet på tysk, og det siges jo, at kan man fortælle vittigheder på et flemmed sprog, så behersker man det. Dette er naturligvis ovårdrevet, men jåg forstod, hvad der blev sagt, og de kunne forstå, hvad jeg sagde. Da jeg ikke så ofte fik lejlighed til at tale engelsk,'fik jegikke såmme tag på dette, men kunne dog føre en nogeniunde samtåle. Det værste sprog jeg kom ud for, var dog f,rnsk. Det var ganske uforståeligt. 99

5 I 1960'erne kom så det helt store rykind af turister fra alle lande. Der kom mange og fra alle egne af kloden. Vi indførte først en gæstebog i 1975, men ved en løs gennemgang af disse bøger, har jeg fundet frem til i alt 34 nationer, der strækker sig fra Norge, ned over hele Europa, (også østlande) Nord- og Sydamerika, Australien, Kina, Japan, Samoaøeffrc og New Zealand. ^ Det større besøg,-som turiststrømmen medførte, bevirkede, at vi udvidede spisekortet yderligere. Det var stadig stegt å1, der 1å i spidsen, men der blev også solgt en stor mængde rødspættel 9g wienerschnitzler, endelig solgte vi en enorm mængde hakkebøf. Det var en ret, der kunne sælges for små penge, og når folk kørte rundt i landet og spiste varm måd een gang om dagen, så kunne der naturligvis itke blive råd til det helt store hver dag. Andre, ikke for dyre retter, kunne f.eks. være karbonader, forloren hare eller lignende. Vi ville egentlig godt have været ind på at holde større fester,-m.en der manglede pladi, ligesom det også ville fordre bedre køkkenfaciliteter, oglngang først i 1960'erne var Agnes Nielsen så vidt, at hyn havde iaet u0aiuejdet en tegning til udvidelse. Men da vi var i de glade tressere, og vi fik så travlt som aldrig før, blev planerne aldrig realiseret, og vi koncentrerede os i stedet om at betjene- den store turiststrøm, og det var en meget stor oplevelse. Vi traf rigtig mange mennesker, og vi forsøgte at gøre det til et sted, hvor det ikke kun drejede sig om cold business, så vi betragtede de besøgende mere som gæstei end som kunder. Tilsyneladende lykkedes det for os, fo-r genn6m mange år fik vi et halvt hundrede breve og kort til jul, 3fsendt fra de forskelligste steder på kloden. Vi havde også besøg af et par unge piger fra Norge, de var vel en 20'25 år, og det viste sig, at den ene havde været der med sine forældre, da hun var 3 år. Hun kunne selvfølgelig ikke huske noget om det, men forældrene talte stadig om det lille gule hus ved vandet, og da de nu ville en tur til Danmårk, havde faderen indprentet datteren, at hun skulle prøye at finde det, hvilket altså også lykkedes for hende. Sådan en oplevelse var noget, der varmede. Turiststrømmen fortsatte gennem 7O'erne og 8Q'erne, og det var et stort held for os, da vi jo kom ud for en mængde»»kure<< i disse år, hvis formål var at tage købekraften fra danskerne. Naturligvis kom der stadig rigtig mange danskere, men efterhånden blev hovedparten alligevel uaen6ndske turister. Vi lagde mærke til, at folk-kom igen og igen og tog andre folk med var der en familie fra skland, som håvde lejet et sommerhus i Ertebølle. De besøgte os flere gange i de 14 dage, åe boede der. Året efter boede de i Øster Hurup, men kom og besøgte os sammen med et andet ægtepat, og de kom derefter igen hvert år, uanset hvor de boede. Et år skrev de, at de dette år havde tejet hus på sydsiden af Als, og så tånkte vi naturligvis, at det år 100 &!r-"- Restaurant Bierget : ville vi ikke få dem at se. Men en skønne dag troppede de alligevel op og havde igen en ny lamilie med. De kommer stadig på besøg hvert åi også efter der er lukket, og efter at jeg er flyttet til Farsø. Det mest imponerende er dog nok et ægtepar fra Hamborg De havde et par sønner, der i flere åi boede påcampingpladsen i Ertebølle, mens de selv boede i et sommerhus i Nordjylland. De besøgte sønnerne i Ertebølle og var da nede hos os. De kom nogle år i træk, men et år kom sønrre.nj og fortalte, at dette år kom lorældrene ikke, da manden i det ægtepar, som de normalt boede sammen med i sommerhuset, havdjgennemgået en operation på sygehuset, og- derfor havde de besluttet ikke at tage på ferie. Stor var derfor vor forbavselse, da de to ægtepar ankom ved middagstid næste søndag..de- havde været.på bisøg hos hinanden lørdaglften og havde da besluttet, at de ville køre-til Ertebølle næste dag, og det gjorde de. Mon ikke det er det længste nogen er kørt for at få et måltid mad? Da de nu var her, benytiede de-naturligvis lejligheden til også at besøge sønnerne, inden de kørte hjem samme dag. Udt,iklingen gennem årene Da iee ankom i 1950, var der >>das<< ude i sidebygningen på Bjerget' Nuiid"ens unge kender sikkert ikke det hvidskurede bræt med et hul,, }:, d:.', 101

6 og en spand under. Det blev min opgave hver morgen at tømme spanden og skrubbe og skure i det lille hus. Spanden blev gravet ned i haven, og det var virkelig en god ting. Vi prøvede så vidt muligt at holde os selv med blomster til bordene. I dag lyder det måske uhygiejnisk med sådan en spand, men vi fik ofte at vide, at det var fantastisk, at vi kunne holde sådan et gammeldags >»das<< så rent. Men man må jo følge med tiden, hvorfor der blev installeret træk og slip inde i huset, og efter et års tid blev det også installeret i udhuset. Det var selvfølgelig en stor lettelse, men vore blomster blev aldrig det samme igen, for kunstgødning er nu ikke det samme som naturgødnlng. Med hensyn til vask foregik det på den gammeldags facon med en gruekedel og et vaskebræt indtil 1957, da Agnes Nielsen gik med i en vaskekreds på 4 husstande, som købte en vaskemaskine og en tørrecentrifuge. Dette var en stor lettelse, selvom tøjet stadig skulle lægges sammen, stænkes, rulles og stryges. Sådan gik nogle år, men efterhånden som vi fik mere travlt, og det kneb med at få tid til dette langsommelige arbejde, endte det med, at vi i begyndelsen af 60'erne gik over til at sende tøjet til færdigvask pl l-øgstør Dampvaskeri. Det var nemt, for nu blev tøjet alhentet og afleveret helt færdigt næste gang. I gården ved Bjerget står den dag i dag en pumpe fra P. Mortensen i Herning. Den er lidt medtaget af tidens tand, men indtil 1949 var det den, der florsynede huset med vand. Den har ikke været i brug til sit formål i min tid, for i 1949 fik man vandværk i Ertebølle. Hele byen slog sig sammen om at etablere det, så vidt jeg husker var det 19 husstande, og det fungerede i mange år. Man måtte bore dybere et par gange, og der var naturligvis også en del reparationer, så da man efter udstykningen af sommerhuse fik det tilbud fra kommunen, at man kunne blive koblet på deres vandværk i sommerhusområdet, slog man til og kom på kommunens anlæg. Det var også en stor behagelighed, da man sidst i 70'eme fik kloakeret i området. Det var ganske vist noget omstændeligt, for byens vand løb af sig selv ned til en pumpestation over for Bjerget, hvorfra det så blev pumpet til den anden ende afbyen, og derfra pumpet videre gennem sommerhusområdet til Myrhøj, gennem Strandby og til Stistrup, hvor det blev renset og derfra ud i fiorden. Opvasken foregik i en balje stående i vasken og med brun sæbe. Agnes Nielsen var modstander af de nye vaskemidler og holdt på, at intet renser og desinficerer som brun sæbe. Det kunne være hårdt, når det havde været en travl dag, og vi så efter lukketid måtte i gang med opvasken, der mange gange ikke blot fyldte køkkenet, men også hobede sig op i baghuset. På denne måde gik det indtil 1977, da der blev installeret en opvaskemaskine, hvilket lettede arbejdet noget. Når det varede så længe inden opvaskemaskinen kom, skyldtes det for en stor del, at man da vandværket blev lavet, havde lagt så små rør ned, at der ikke var tryk nok til en opvaskemaskine, og der var også for lidt strøm, hvilket dog blev afhjulpet, da man lagde større rør ned, og H.E.F. overtog elektricitetsforsyningen. Vi havde lige fra Agnes Nielsens start en fryser i huset, da der blev solgt en del is, og når det kunne undgås, at de veterinære myndigheder opdagede det, kunne der i en snæver vending også gemmes andre ting deri. Vi havde i øvrigt også en fantastisk god kælder. I løbet af 50'erne blev der anskaffet en ekstra fryser, og i 1959 hk vi et Boschkøleskab, som stadig var i brug den sidste sæson i De sidste mange år dog kun brugt til at akøle ø1, da det var noget af en strømsluger, og blev kun brugt i højsæsonen. Øl opbevarede vi i kælderen, da det giver den bedste temperatur, men efterhånden fik nogle folk den id6, at øl skal være så koldt, at man ikke kan smage det. Vi var derfor nødsaget til at have øl i køleren, når det var varmt, men det var naturligvis også lettere for mig at tage ø1t køleren end at løbe ned ad7 trin, hver gangjeg solgte en ø1.lløbet af 60'erne fik vi mere fryse- og køleplads, da udviklingen nødvendiggjorde at vi udvidede sortimentet. Oprindelig var der 3 lokaler at servere i, men i 1963 brød vi væggen ned mellem de 2 små lokaler, og vi begyndte at lægge tæpper på gulvene. Samtidigt tog vi et pulterrum ind og indrettede her et anretterværelse, og på den måde var huset indrettet de sidste 25 år, hvor det fungerede som restaurant blev der sat nye termoruder i restaurationslokalerne. Vi var ikke glade for det, for de gamle vinduer var meget smukke, men vi fik dog lavet de nye vinduer med sprosser, så det ikke kom til at se helt forkert ud, men så smukke som de gamle, blev de ikke. Huset var oprindeligt gulkalket med hvid gesims, men kalken kunne ikke holde i det hårde klima og den saltholdige luft, så vi fik det på et tidspunkt plastmalet, og det var nok en dumhed. Vi skulle nok i stedet have ladet det male med cempexo, men nu blev det altså til plast. Vi prøvede et par forskellige farver, men gik efter et par år tilbage til den gule farve, og det var nok helt i orden, for vi hørte senere, at vi ud over at blive omtalt som»bjerget«også blev kaldt for»det lille gule hus ved vandet<<. Vi havde meget besvær med den saltholdige luft, men især når vi havde vestenstorm. Så kunne vinduerne se ud som om de var kalkede, ja, det kunne være så slemt, at der sad et tykt fedtet lag både på vinduerne og murene, så hele vestfacaden måtte skrubbes og spules. Som det fremgår af det foranstående, var der jo nok noget gammeldags ved»bjerget«, men på et punkt var vi dog banebrydende i Ertebølle, og det var i foråret 1959 da vi fik fiernsyn men som de r02 103

7 første i ErtebølIe. Det var et stort Arena, der var tungt som et ondt år. Det var mest af hensyn til gæsterne, men blev da også til fornøjelse for os selv. Nu skulle man jo tro, at det at have fiernsyn var en privat sag, men da det var et offentligt lokale, skulle der skam på det tidspunkt søges om tilladelse til at have det stående, lige som der også skulle betales afgift til Koda og Grammex og desuden naturligvis licens. Forresten må man sige, at det gamle fiernsyn virkelig kunne noget. Vi præsterede en eftermiddag med ganske specielle vejrforhold at få Italien på skærmen, og det med en ganske almindelig antenne. Stensamlingen Allerede i M.C. Christensens tid kom der en mand på besøg i Ertebølle en uges tid hver sommer, og han fik lov til at bo på et af loftsværelserne. Han foretog sig noget mærkeligt, for hver eneste dag kunne man se ham beskæftiget med at gå på stranden, hvor han kløvede sten. Det var lektor Andersen fra Viborg Katedralskole, han var geolog og samlede forsteninger, og han havde ved sin død nok den største samling af fossiler i privat eje. Han fortsatte med at komme, efter at Agnes Nielsen havde overtaget forretningen. Da hun overtog forretningen, stod der et stort stykke forstenet træ ved det ene hushjørne, og da hun engang under badning selv fandt et meget smukt stykke forstenet sumpcypres, var hendes interesse fanget, og dajeg et par lormiddage havde ledsaget lektor Andersen, varjeg også leveret og begyndte at se mig godt for, nårjeg gik tur på stranden, og på den måde opstod samlingen. Senere stiftede vi bekendtskab med andre geologer bl.a. S.A. Andersen fra København og professor Niels Bonde. Hos disse folk fik vi mange ting at vide, og på den måde ltk vi efterhånden en vis sikkerhed i bedømmelsen af tingene. Samlingen fik i begyndelsen plads på et bord i restauranten, men efterhånden som den voksede, blev bordet lor lille, og i stedet fik vi anskaffet en reol. Mange mennesker var glade for at få lov til at se samlingen, og når tiden tillod det, var vi altid rede til at give en forklaring på de enkelte ting. Efterhånden kom en masse skoler på ekskursion, mest gymnasier, men også realskoler, folkeskoler og andre, og det viste sig, at mange elever blev mere interesserede, når de havde set samlingen inden de gik ned på stranden. Disse skoler gjorde for øvrigt mange gode fund. Især husker jeg, at Slagelse gymnasium engang fandt en plade med 22 småfisk, og fru Holmen fra Holte gymnasium var så heldig at finde rygraden afen haj, hvilket var noget meget sjældent. Hun gættede selv på, at det var en haj, og da hun kom hjem, tog hun den med til nogle fagfolk i København og fik sin antagelse bekræftet İndtil begyndelsen af 8O'erne stod stenene frit tilgængelige i reor04 Et udvalg af stensamlingen len, og det var der ingen vanskeligheder med, men pludselig gik det galt. Et år begyndte folk på een gang at stjæle med både hænder og flødder. Der forsvandt nogle meget fine stykker, bl.a. et stykke træ med et barksår, en makrellignende fisk og et par blade. Det bevirkede, at vi måtte sætte glas for, og så forsvandt noget af charmen ved det, for man kan bedre se aftrykkene, når man kan tage det i hånden og lade belysningen spille hen over pladen. Det undrede mig i øvrigt, at enkelte mennesker blev lorargede på 105

8 os, fordi de mente, at en dum tjener og en værtshusholderske absolut ikke burde interessere sig for noget sådant. lieneren skulle kun interesse sig for at slæbe ø1, og værtshusholdersken kun for at lave mad. Heldigvis var det dog kun ganske få, der havde den indstilling, og de allerfleste var glade for det de kunne få at se. Efterhånden var der også kommet en smule arkæologisk materiale ind på hylderne, idet detjo ikke kunne undgås, at vi også fandt noget sådant, da vi havde de berømte køkkenmøddinger lige i nærheden, men det var hele tiden geologien, der havde vor største interesse. En dag havde vi besøg afen klasse fra en aftenskole, der havde lært arkæologi, og de sluttede kurset med at tage ud til køkkenmøddingen i Erteb;fle. Deres lærer havde på stranden fundet en flintknold, og lor at demonstrere for eleverne, hvordan man arbejdede i flint, havde han hurtigt tilhugget en økse. Efter turen trængte de til noget styrkende og kom ind, hvor de så også fik stensamlingen at se, hvad de var meget glade for. Inden de gik, forærede læreren mig den nye økse, så vi kunne have et minde om deres besøg. Næste dag var jeg på indkøb, og da jeg kom hjem, havde Agnes Nielsen haft besøg afen mand, som gerne ville se samlingen. Hun ville da lorklare noget om samlingen, som vi plejede, men blev kraftigt affejet al manden, for da han var lærer, vidste han alt om disse ting, så det skulle han nok selv finde ud af. Lidt senere kneb det derfor lor Agnes Nielsen at finde en grimasse der kunne passe, for pludselig stod han med den nye økse i hånden og sagde, at den ville han købe, ja, han ville give 800,00 kr. for den. Hun sagde nej, men han gentog tilbudet, og fik stadig nej. Det morede vi os naturligvis meget over, for selv vi, der absolut ikke var fagfolk, kunne se, at brudflagerne var helt nye. De allerfleste ting har vi selv fundet, men vi har været ude for, at gæster har fundet noget og afleveret det, fordi de mente, det var bedre, det blev på stedet, så flere kunne få glæde af det, end at de tog det med hjem og lod det samle støv på en eller anden hylde. Disse ting var vi naturligvis meget glade for. Der er også turisteq der har væiet så venlige at sende os forsteninger fra Tyskland, noget som jo ikke vedrører Ertebølle, men som alligevel er interessante, alene ved deres alder. Mens lagenb ved Ertebølle er dateret til ca. 60 millioner år, er skifferen fra Solenhofen, som vi har et par stykker af200 millioner år gamle. Det er i de samme lag, man landt den berømte Archæopteryx, den gamle urfugl som er halvt øgle og halvt fugl, og hvoraf der til dato kun er fundet 5 eksemplarer på hele kloden. Selve klinten, som indeholdt forsteningerne, har været under nedbrydning de sidste mange år, men i 1975 gik det rigtigt galt. Da slog jorden en revne meter inde over en strækning afca. 150 meter. Hele dette område sank simpelthen ned, og det meste sejlede ud i fiorden. Dermed forsvandt det smukkeste parti, og med dette også 106!$ \' lordskredet i en mængde af de lag, hvori man kan finde forsteninger. Selvfølgelig kan der stadig findes noget, men vi må desværre nok se i øjnene, at klinten efterhånden forsvinder helt, og der så kun vil være morænelag tilbage. Efter at»bjerget<< blev lukket som restaurant i elteråret 1987, kom der stadig folk, som havde hørt om samlingen og gerne ville se den, hvilket de naturligvis fik lov til. For tiden er samlingen deponeret hos Lokalhistorisk arkiv i Farsø, men da dette ikke er det rigtige sted, fordi det dårligt kan forenes med lokalarkivets påhvilende aktiviteter,, er det meningen, at samlingen skal afleveres til et museum i Ertebølle, når og hvis et sådant bliver oprettet. I 1983 lejede amtet sig ind i halvdelen af redskabshuset, hvor de indrettede en landskabsudstilling om køkkenmøddingen og de geologiske forekomster, mest i lorm af plancher og billedee men også med en del redskaber udstillet og med gratis adgang. Desværre har folk, også her, visse tilbøjeligheder, så en del er forsvundet, ikke blot de elektriske pærer, men også nogle af redskaberne, ligesom det stykke af køkkenmøddingen, som hænger på væggen, har lidt en del overlast. 107

9 Gæsterne I det foregående er nævnt enkelte afgæsterne, men der er selvfølgelig mange andre. Af diskretionshensyn vil jeg ingen navne nævne, men fra Farsø kom mindst een gang om året en familie med bøm og børnebørn og de sidste år også oldebørn, så her harjeg altså serveret for fire generationer. En gammel fisker fra omegnen kom med børn, svigerbørn og børr,.ebøm, og i løbet af nogle år blev det også til naboer og venner, så det blev til et selskab på personer, der een gang om året kom og fik serveret stegt å1. Efter spisningen fik alle børn og damer lov til at gå ud i kiosken og købe en souvenir med hjem, så det kunne godt blive til en halvstor regning, der blev udleveret til manden. Samme mand, som man egentlig ikke tiltroede kreative evner, forbavsede, da han pludselig kom og overrakte Agnes Nielsen en stor markbuket, for vi havde aldrig set en buket, dei var sat sammen med så fin en smag. Den var imponerende. Der var en anden ældre mand, som inviterede nogle mennesker fra Aars, og da han efter få år døde, fortsatte hans venner med at besøge os. De blev efterhånden til mange, efter som der efterhånden kom svigerbørn og børnebørn til, og disse mennesker kom i mere end 25 år,lige indtil der blev lukket. Sådan kunne jeg faktisk blive ved, for når man tænker efter, er der et utal af lignende tilfælde. Også turister fra udlandet fik vi mange gange et nært forhold til. Nogle er nævnt i det foregående, men der var mange andre. Der var en familie fra Irland, som var her mange år i træk, og som også aflagde os et besøg en vinter, da de var i landet. Der var et ægiepar fia Frankfurt, som kom igennem 27 år,, hvor manden var 3 gange verdensmester i tatovering. Han sad i sommerhuset i Tiend og tegnede nye motiver, som han så kom og viste os, så vi så tegningerne, før de blev forelagt til bedømmelse ved verdensmesterskabet. Samme familie havde et år bestemt, at de ville ikke til Danmark dette år, de ville i stedet til Westerland på Sylt. De fik deres store Opel Commodore om bord i toget og kørte over dæmningen til Sylt. Her steg de ud, kiggede sig rundt et par gange, hvorefter de fandt en telefonboks og ringede til ejeren afdet hus, de plejede at bo i i Tiend, og spurgte om de alligevel kunne leje huset. Det kunne de, og så var det elleis med at komme om bord i toget igen ind til fastlandet, og så gik turen ellers mod Danmark. Denne familie brevvekslede vi med i mange år. Det samme gialdt en familie fra Herdecke i Tyskland, som boede i Ertebølle 3 år i træk. Der var en dansk-amerikansk lægefamilie, som kom her ca. hvert andet år. Et år havde to af deres kolleger ferie i Danmark, og de var blevet instrueret om, hvordan de kunne finde os. Det lykkedes dem, og også fra dem kom der en hilsen til jul. Der var den geologisk interesserede familie fra Norden i TyslJand, som kom gennem ca. l5 år og bl.a. sendte os en del forsteninger fra Solen- 108 ' t-'\-l?. lr ''n{ -* r' Familien Vosman fra Holland med Agnes Nielsen yderst til højre. hofen-skifferen. Der var det svenske ægtepar, der var på besøg et år, og som kom igen 9 år senere og blev meget forbavset over, at vi kunne kende dem. De sendte senere en dåse surstrømning til os, for at vi skulle smage. Det gjorde vi, men lølte egentlig ikke lyst til at gentage denne kulinariske specialitet. Mange hollændere holdt forbindelsen vedlige i mange år. Familien Gondrie, som sendte naboerne fra begge sider på besøg hos os. En anden familie, der i mange år boede i Hvalpsund, begyndte at komme, da børnene var små, og sidste gang vi havde forbindelse med dem, var det den ene datter, som eflterhånden var blevet 25 år og nu arbejdede som stewardesse hos K.L.M. Hun havde nu fået sig en ven og ville gerne præsentere ham for os. Familien var ikke uden humor, for et år var konen her i april måned med børnene og skrev da i gæstebogen, at de havde spist hos os. Da hele familien så kom i juli måned, kunne manden ikke dy sig for at skrive nedenunder: >>og i dag harjeg betalt regningen<<. Der var familien, der bestod af far, mor og datter. De boede i et sommerhus i Ertebølle i 14 dage og var nede hos os at spise 6 gange. De fik stegt ål de 5 gange, men den sjette gang strejkede datteren og nægtede at spise å1. Hun fik derfor en rødspætte, men forældrene fik sig nok engang å1. Der var tre unge piger lra Holland, tre søstre fra 16 til 24 år, der kom gennem tre-fire år, og som også kom og besøgte os, efter at der var blevet lukket, og med hvem jeg stadig brevveksler. En flok unge r09

10 mennesker fra Hamburg tiltrak sig også megen opmærksomhed. De boede i et kollektiv, og disse seks havde i fællesskab oprettet en fabrik, der syede lædertøj.i de 14 dage de boede i ErtebØlle, kom de ofte på besøg hos os, og de havde hver gang en ny klædning på, så det var et helt modeshow. Klæderne var indiansk inspirerede og meget smukke. Den sidste aften de var der, var der to af dem, der fik lyst til at kysse hinanden, mens den ene stod lænet op ad bilen. Hvilket kys det blev tii. Bilen var nemlig kommet til at røre et elektrisk hegn, og der var strøm på!!l Der var den tyske familie fra Bremen, far, mor og en dreng. De boede i Ertebølle et par somre, men derefter begyndte sønnen at komme der sammen med kammerater, senere blev det veninder, indtil han pludselig en skønne dag stillede med en pige og præsenterede hende som sin forlovede. Et halvt års tid senere blev vi inviteret til bryllup, hvad vi dog ikke kunne deltage i på grund af sygdom. Men de har senere været her for at præsentere deres lille datter. Efterhånden ser det sådan ud, at jeg har ti invitationer til at besøge forskellige familier i Tyskland, og det ender jo nok med, at jeg tager på denne tur. I et tilfælde harjeg benyttet mig afen sådan invitation. I 1984 boede en norsk familie i Ertebølle i L4 dage, og der opstod et helt fantastisk forhold mellem dem og os. I mange år skrev og telefonerede vi til hinanden, og vi blev også inviteret til at besøge dem, men da Agnes Nielsen ikke magtede at tage turen, blev det hele tiden udsat. I år ringede de til mig i juni måned og fortalte, at de havde masser af tid i juli måned, så da syntes de, jeg skulle komme. Det gjorde jeg så og havde en helt fantastisk tur. Der var så spændende i Norge, atjeg en overgang i ramme alvor overvejede at flytte derop. Men da jeg så var med familien på >»Monopolet<< for at købe ø1, og de kostede I 1,00 kr. stykket, blev jeg klar over, at jeg nok alligevel hellere ville blive i Danmark. De mest fremmedartede gæster vi havde var nok, da en fabrik i nærheden kom til at sælge en fabrik til Kina. Da kom der kinesere til fabrikken, hvor de skulle sættes ind i, hvordan en sådan fabrik skulle drives. De var der en måneds tid, og fabrikken ville da en dag vise dem Ertebølle. En ingeniøq som vi kendte, var da ude for at aftale det fornødne. Vi aftalte at de skulle have stegt å1 med stuvede kartofler, men for en sikkerheds skyld skulle vi også koge noget ris. Det var en stor oplevelse, de var meget fremmedartede, og en af de ting vi lagde mærke til var, at de var umådeligt glade for børn, så meget at de danske børn der var med syntes, at nu var det altså ved at blive for meget af det gode. Man kunne også meget tydeligt se rangflordelingen. Der sad de overordnede, der mellemteknikerne og nederst de almindelige arbejdere. I øvrigt spiste de både kartofler og ris og å1, så deres smagsløg kunne altså godt godtage vores mad. Da jeg 110 Den smukke kinesiskt kvindes autogaf. senere talte med ingeniøren, oplyste han at det var det eneste sted, de havde lået kineserne til at spise kartofler, og jeg kan tænke mig, at det var fordi kartoflerne var i sovs, mens de alle andre steder havde fået serveret kartofler og sovs hver for sig. Jeg giorde så ingeniøren opmærksom på, atjeg havde lagt mærke til, at der kun var een eneste kvinde med, og atjeg syntes, hun var meget smuk, hvorpå han svarede, atjeg godt kunne spare mig alle anstrengelser, for hende var det kun karrieren der talte og ikke noget andet. På dette punkt tog han dog fejl, for et par år senere var han i Kina for at se fabrikken og kontrollere, om man nu også forstod at bruge den. Han blev da inviteret til bryllup, og hos hvem?? Ja, netop hos den omtalte smukke kvinde, så der har altså alligevel været andet for hende end karrieren. Da jeg ikke har et billede af hende, sætter jeg herunder hendes navnetræk fra gæstebogen. Sjove oplevelser Een gang forbavsede Agnes Nielsen mig. Hun kunne en enkelt gang tage imod en genstand, når hun blev budt på det, men det var meget sjældent, og når hun endelig tog imod det, var det altid en snaps, da hun ikke kunne tåle ø1. Det var en stille dag, og der var kun kommet et par enkelte»pæne«herrer, og de inviterede på en drink. Agnes Nielsen sagde ja tak, og hk sin snaps. Pludselig kom hun ud i anretterværelset til mig og sagde:»så kører vi, men kun snaps til mig«. Det viste sig, at hun havde hørt de to herrer tale indbyrdes om, at det kunne være sjovt at drikke Agnes Nielsen fuld, og så blev hun sur og skulle nok lære dem, hvor»david købte øllet«. Det blev til noget afet orgie, og det endte med, at de to»»pæne<< herrer sad og lallede på hver sin stol, og knap vidste hvor de var. Efter aftale ringede jeg til den ene herres førstemand og bad ham komme og køre dem hjem og tage en ekstra mand med til at køre deres bil hjem. Da førstemanden kom, var han meget 111

11 forbavset over at se sin chefi denne forfatning, for det plejede altid at være hans ofre, der så sådan ud. Da han spurgte, hvem i alverden der havde glort dette arbejde færdigt, og Agnes Nielsen fortalte at det hav9{: hun gjort, ville han ikke tro det, men jeg kunne jo bekræfte det. Da vi havde fået de to >>pæne«herrer læsset, og folkene var kørt gik Agnes Nielsen oven på, ogjeg fik besked på ikki at vække hende d.e første 2 timer. Som sagt så giort, men der gik nu kun en god halv time, så kom hun ned og gav sig til at bage. - Den 9. juni 1961 varjeg til en 60 års fødselsdag, og Agnes Nielsen var alene hjemme sammen med en ung pige, men da det ikke var højsæson, skulle de nok kunne klare det. Hen på eftermiddagen kom 9 mand gående fra stranden, de talte tysk og fik noget at spise. Det var en ældre herre der førte ordet og betalte. Inden de gik, spurgte han om de kunne købe noget franskbrød og rugbrød, og det -tun-ne godt la-de sig gøre. Da de tog afsted, fortalte den ældre herre, at han var Alfried Krupp von Bohlen und Halbach aus Essen. Agnes Nielsen kiggedeengang på ham og sagde så:»ja, ogjeg er dronning Victoria af England«. Han kiggede naturligvis nogei på hende, me-n sagde ingenting, og selskabet gik mod vandet. i mellemtiden var ddr kommet rigtig malge mennesker op på bakken, og de pegede og gestikulerede så voldsomt deroppe, at Agnes Nielseniagdi ail Oen irige pige, at hun skulle løbe derop for at se, om der var sket en ulykke, f6r i så fald skulle derjo slås alarm. Hun løb derop, men kom tilbage og sagde, at der var ikke sket nogen ulykke, men der lå en kæmpestoi lystyacht ude på vandet, og en motorbåd havde netop heniet de mennesker, der lige havde spist. Dagen efter stod der i avisen, at den store industrimagnat Æfried Krupp var sejlet gennem Limfiorden med sin yacht og havde overnattet ved Løgstør.. To gene^ratio_ner Bayere havde lejet sommerhus i Ertebølle og besøgte ofte»bjerget«. De fortalte, at de kom fra Bayern»ganZ oben<r, og de talte meget hurtigt og meget højt. Da de gerne ville se noget og kørte en del rundt, fortalte jeg dem en aften om Jespershus blomsterpark og det store saltvandsakvarium på Østerskompågniet i Nykøbing Mors. De ville da næste dag tage på tur dertil. -Vdd 20- tiden næste dag kom de da tilbage og fortalte-om turen. Det havde været en vidunderlig tur, og Jespershus havde imponeret dem, men så kom vi til det pinlige, for som den ene mand sagde, der havde været et_ganske og aldeles fortræffeligt akvarium i Nykøbing, men det var desværre blevet nedlagt 2 år tidligere, men deivar et -vidunderligt akvarium, da det eksisterede..»bjergek< var som sagt et lille sted. Engang sad en hollandsk familie ved et bord ved vinduet spiste, og pludselig -og for manden op og vinkede_som en gal, til en bil der kom kørende. Der var ingen råakl tion i bilen, så han for ud ad døren og kom så i kontakt med-føreren. tt2 Det viste sig, at det var deres nærmeste nabo, og ingen afdem vidste, hvor de skulle holde ferie, så de syntes, det var en meget stor oplevelse, at de skulle træfles i det lille gule hus i Ertebølle. Selvom»Bjerget«ikke var stort, så hændte det alligevel, at vi havde meget travlt. En sommeraften havde vi rigtig mange gæste! mest til kaffe, så jeg for noget forvirret rundt. Der var bl.a. en enlig herre der skulle havde kaffe, og da der naturligvis også var travlt i køkkenet, ville jeg også gerne være lidt behjælpelig. Jeg havde fået dækket for manden samt fået brød ind, og jeg manglede nu blot kaffen. Jeg gik da i køkkenet og fandt en kaffekande, som jeg kunne mærke vai fyldt og skoldende varm. Den snuppede jeg og gik ind og skænkede for manden, og så var det egentlig ikke så mærkeligt, at han brokkede sig, for der kom kun vand ud af tuden. Vi brugte nemlig at fylde kogende vand på kanden, for at den kunne være varm inden kaffen kom i, og det var dette, der var sket her. Ved nabobordet sad en familie og drak kaffe, og episoden fik da også manden til at skrive i gæstebogen, at kaffen var bedst ved deres bord. Nogle huse i Kjeldhøj var lejet ud til en skole for evnesvage fra Oslo, og når dagpersonalet havde sluttet vagten ved 7-tiden om aftenen og overladt arbejdet til nattevagten, kom de ofte en tur ned til os og nød et par genstande. Men imellem dem var en neger fra Marokko der var muslim og som følge deraf måtte han ikke nyde spiritus, så han sad derfor trolig hver aften og drak cola eller kaffe. Han havde dog stor lyst til at være som de andre, og en aften påstod han, at Allah havde lovet ham at lukke det ene øje, så nu ville han altså gerne have en ø1. Allah må imidlertid have set meget intenst på ham med det andet øje, for dajeg kom med den famøse ø1, havde han forandret mening, og skyndte sig at skubbe øllet hen til en afde andre og bestilte så en cola. Det er ikke alle turister, der er gode mennesker. I eftersommeren 1985 fandt man dele af et kvindelig adskillige steder i Thy, og man fandt frem til, at offeret var en Helga Caseu fra Wolfsburg. Hun havde været på sommerhuslerie sammen med en mand. Manden blev sigtet og dømt, men forud var gået en stor efterforskning. En dag blev vi ringet op af rejseholdets leder, som midlertidigt havde slået sig ned i Thisted. Man havde fået et tip om, at nogle gæster havde set parrets navne i vores gæstebog. Jeg fandt gæstebogen og fandt virkelig en Gerd og Helga fra Wolfsburg deri, og tidspunktet kunne passe med parrets ophold i Danmark. Til alt held havde det par, der havde skrevet i gæstebogen også tegnet en boxer, og så kunne jeg huske dem og vidste med det samme, at så kunne der ikke være tale om parret fra Thy. Det meddelte vi naturligvis politimanden, men da der var tale om en anmeldelse, var man nødt til at tage denne alvorlig, hvorfor der blev sendt en politimand ned for at fotografere siden i gæste- 113

12 bogen. Da Gerd og Helga kom igen året efter, havde vi naturligvis meget sjov ud afl, at han var efterlyst af det danske politi. En sommerdag i 1963 med øsende regnvejr rullede der pludselig en stor, sort Volvo med svenske nummerplader op foran døren, og en mand kom hen, åbnede døren på klem og spurgte:»har ni whisky?«og da jeg svarede ja, bestilte han 5 portioner å1. Jeg tænkte så, at de nok ville have en whisky inden maden, men det viste sig, at de ville drikke whiskyen til maden. Jeg syntes, at det var en lidt særegen blanding, og jeg tænkte på, om jeg skulle sige noget, men tav, da folk selvfølgelig skal have det, de synes om. I den forbindelse kan det nævnes, at jeg engang har serveret pebermyntelikør sammen med ål til et par unge mennesker. Jeg fandt senere ud af, at det var godt jeg ikke havde sagt noget, for senere kom de igen og var da meget forargede over den behandling, de havde lået på et hotel i Skagen. De havde bestilt det store kolde bord med et par lune retter, og så havde de samtidigt bestilt en stegt rødspætte til hver. Man havde da fra personalets side giort dem opmærksom på, at der var rigeligt i anretningen, så det var unødvendigt med en rødspætte også. Det var de blevet meget fortørnede over, for når de ønskede en anretning plus en stegt rødipætte, så var det sådan de ønskede det, og så ønskede de ingen indblanding i denne disposition. Det viste sig, at dette selskab bestod af kaptajn Larsson og frue, mrs. Backstrom og et ægtepar fra Aalborg. Kaptajn Larsson sejlede på Amerika for Johnson Line i Sverige og lå på værft i Aalborg med sit skib. Han lå der i l0 uger, og desværre var der gået 5 uger, inden han fandt til ErtebøIle, men de resterende 5 uger havde vi fornøjelsen at se dem ca. 2 gange ugentligt. I reglen var de 5 personeq altid Larsson med frue og mrs. Backstrom, og derudover i reglen et nyt ægtepar. Da de var der lor sidste gang, sagde de at de ville sende os et julekort fra Hawai. Vi sagde selvfølgelig tak, og at vi glædede os til det, men snakkede bagefter om, at detjo bare var snak. Stor var derfor overraskelsen, da der i slutningen af året virkelig kom et kort til hver af os fra kaptajnen på M/S California og frue, samt mrs. Backstrom. Sommeren derefter var de her igen et par gange med mrs. Backstrom, og igen kom der kort fra Hawai til jul. Derefter hørte vi ikke mere til dem, men nogle år senere kom et af de ægtepar, som havde været med, og vi talte da selvfølgelig om kaptajnen. Jeg spurgte da om, hvem mrs. Backstrom egentlig var, da jeg ikke takserede hende til at være kahytsjomfru. Jeg lik da at vide, at hun var mangemillionær og sad på en stor del af stålindustrien i U.S.A. Hun var en afjohnson Lines største kunder oghavde derfor altid en gratis kahyt til sin rådighed, når og hvor det passede hende, og da hun befandt sig godt sammen med kaptajn Larsson, var det næsten altid hans skib, hun tog med. 114 I begyndelsen af70'erne kom en dag en tysk familie ind, bestående af far, mor og 2 døtre, som så ud til at være midt i tyverne. De fik et par _øl og vand og fortalte, at de boede i et hus i nærheden. Dagen efter kom manden alene, listende mens han så sig til alle sider. Da en anden gæst havde forladt lokalet, spurgte han mig, om jeg havde været.på egnen længe osv. og fortalte da, at han under krigen havde være indkvarteret et sted i nærheden, og så spurgte han mig, om jeg keldte en bestemt pige, og hvordan det gik hende. Jeg mente nok, jeg vidste, hvem det var, og fortalte at hun tilsyneladende havde åei godt, og at hun for øvrigt var blevet bedstemor for kort tid siden. Han.protesterede vildt og inderligt, for det kunne ikke passe, så gammel kunne hun ikke være. Da jeg så glorde ham opmårksom på, at for alderens skyld kunne hans døtre da godt have giort ham tii bedstefar, måtte han indrømme, at det faktisk var næiten 30 år siden han havde været her, og så måtte den omtalte pige naturligvis også være blevet ældre, men han gik altså stadig med drømmen om den smukke unge pige. For ca. en halv snes år siden sad en ung mand sammen med sine Qrqldry og fik en ø1. Ved bordet ved sidenafsad et yngre ægtepar og fik ligcledes en ø1. Den unge mand ville gerne fortælie en hiitorie, og det viqte sig at være en vandrehistorie, som foregik på et sygehus, og natrjrligvis lod han den i dette tilfælde foregå på Farsø sygehus: Jensen 1å på opvågningsstuen, og da han kom til sig selv, stod den kirurgiske overlæge ved sengen og sagde, at han havde to meddelelser til h-am, en god og en dårlig, og nu ville han gerne have at vide, om han skulle levere den gode eller den dårlige først. Jensen mente, at han jo nok måtte have den dårlige først og fik så at vide, at man havde måttet amputere begge hans ben. Ja, det var jo ikke så godt, men hvad så med den gode? Jo, Hansen som du ligger på stue med, vil købe dine sko. Det lo man en del af ved bordet, men pludselig opdagede den unge mand, at ægteparret ved det andet bord var ved af gå i opløsning af lattet og så sjov syntes han alligevel ikke historien var. -Æ,gteparret fik sig trods latteren samlet sammen til at betale, og vi kunne se, at da de kom ud, knækkede de igen fuldstændig sammen af grin. Den unge mand spurgte så forsigtigt om, hvem disse mennesker var, og jeg måtte da fortælle, at det var en kirurgisk overlæge fra Farsø sygehus, og det blev historien jo ikke ringere af. 17. juli 1984 om formiddagen kom en ung mand og bestilte stegt ål til 9 personer til klokken Vi giorde naturligvis klar og ventede, at de enten ville komme gående eller i bil. Der tog vi fejl, for de kom cyklende på een cykel. Det var 9 unge menneskei fra ihorning, der havde fået den idd at bygge en cykel for 9 personer og havde fuldført det. Det er da pragtfuldt at se, at der endnu findes folk, som tør gøre noget ud over det almindelige. 115

13 Et år, vistnok 1951, ærgrede vi os over, at der gik så meget til spilde fra køkkenet, hvorfor vi købte en lille gris, som så kunne fedes op af køkkenaffaldet. Ja, selvfølgelig kunne den det, men vi havde overset, at dette ikke var nok, så vi måtte købe både mælk og korn til den lille gris. Det skal dog siges, at det den syntes allerbedst om, var en rest opbagt sovs. Grisen havde sin plads i redskabsskuret, hvor der nu er museum, og det var naturligvis mit arbejde at passe den. Når den havde fået sit morgenfoder, giorde jeg rent hos den, og i løbet af kort tid blev det en vane, at når vi begge var færdige, grisen med at indtage føde, og jeg med at fierne det udgangne, blev grisen lukket ud og løb i strakt galop hen til bagdøren, og der skulle Agnes Nielsen stå med 2 stykker sukker, som >>Basse<< så delikaterede sig med. Engang var der i skyndingen kun kommet eet stykke sukker med, hvilket gav anledning til en del surhed hos»rbasse<<, så den skubbede Agnes Nielsen til side, så den kunne komme forbi og ind i huset. Der var ferniserede gulve i restauranten, og det var et festligt syn at se >»Basse<< fare rundt med stolene på ryggen, mens klovene skred ud på de glatte gulve. Nå, vi {ik >>Basse<< ud igen, og vi fortsatte vor daglige færd.»»basse<< og jeg spadserede agtværdigt op ad bakken og kiggede ud over fiorden. Så sagde jeg til >>Basse<<, at nu skulle vi hjem igen, men det anfægtede den ikke. Først nårjeg var nået helt ned til huset, Iøftede den ørerne, sagde ØF, og så gik det i strakt galop med en sådan fart, atjeg hver gang var bange for, at den skulle brække benene, men den var efterhånden utrolig smidig, så der skete aldrig noget. Programmet fortsatte med, at»basse<< og jeg tog os en ordentlig basketur på grønsværen, og vi nød det vist lige meget, indtil jeg kaldte den med hen i huset igen, med mindre >>Basse<< syntes, det var for tidligt, og så fik lov til at gå og rode for sig selv. Når den sådan gik og tullede rundt for sig selv, kunne den ikke stå for noget, som bevægede sig. Det gialdt både gående, cyklister og biler, men det allerbedste den vidste var, når der kom en stor bus. At se den komme springende bagefter en bus, var simpelthen alle tiders oplevelse. Nabokonen bebrejdede os engang, at vi da løb fedtet afden lille gris, og det var nok også rigtigt. Det tog i alt fald lang tid for den at blive stor. Det er helt sikkert, at der ikke var fortjeneste på at fede den op, men vi må så gå ud fra, at den i hvert fald havde et godt liv. En skønne dag havde den så den ideelle størrelse til slagteriet, for det var helt sikkert, at vi ikke selv kunne spise den. En tidlig morgen kom så Peter Jensen fra Strandby for at hente >>Basse<<. Jeg havde taget en håndfuld sukker med til den, og det grinte Peter Jensen lidt smøret ad, men så kunne jeg da heldigvis komme med en bemærkning om hans hest, og så var vi på lige fod igen. Peter Jensen havde nemlig en smuk hvid hest, som kun blev brugt til at ride på, og den var absolut ikke mindre forkælet end»basse<<. Det havde som sagt været dyrt at fodre r»bas- 116 En tak fra en norskfamilie. se«op, men vi havde så den fornøjelse, at den blev vurderet til at være i den aller fineste klasse, og i mange mange år kom der folk som spurgte, hvordan det gik grisen, og mange blev endda forargede, når de hørte, at den var sendt på slagteriet. Hvad andre mente Lykkedes det os så at give folk det indtryk, at de mere var gæster end kunder?? Selvom det måske kan virke lidt pralende, viljeg alligevel her give et par eksempler på, hvad i hvert fald nogle mente. Et tysk par skrev den 28. august 1985 nogenlunde sådan:»ved afslutningen af dagene i kroen. Desværre er det slut med ferien. En øl lra kælderen, ikke for kold. En jubi (iubilæums akvavit) og god mad, jamen det kan man også få på andre kroer. Hvad er da anderledes? Klart, Sir Henry gør det, han giver atmosfære i rummet. Bjerget uden ham var uden.sjæl. Den ganske dag på tenene, hurtig som en væsen, øjne og mimik levende som hans snakken om de forskelligste ting. Sådan vil vi huske stedet, og vi vil huske det med glæde. 117

14 Som vejret, så øllet, nemlig vådt. De to sejlere fra B.B. Gert Balzer. Inge Balzer.<< Og endelig et uddrag af Gjengangeren, en lokalavis fra Horten i Norge og skrevet afjournalisten Terje Rønnes.»>Sier man ordet Ertebølle til en nordmann, vil man i heldigste fall få seg en i tannstellet. Men sier man det samme til en dansker, vil han nikke gjenkennende og begynne en lengre utredning om Ertebøllekultur og stenalderen. Ertebølle er nemlig et lite sted ved Limfiorden, hvor der finnes turistattraktioner som gamle boplasser, og så er der Bjerget, en godt tyve meter høy sandhaug. Opp på denne klatrer danskene for å la seg beruse av svimmelheten. Etterpå besøker de restaurant»bjerget<< like ved for å gasse seg med stedets specialitet: Stegt å1. Vi kom dit første gang en regntung juliettermiddag. Nordvesten fikk himmelvannet til å stå som spyd i veggene på den forblæste utpost. Man hadde fortalt at her skulle være en kro, og da vi fra tidligere danskeferier har erfart, at dansker kan sette opp kroer på de mest hårrejsende steder, godtnok vi kjentmannens peking i retning en ganske ensom gul bygning med gresskledte sandhauger og Limfiord som bakgrunn. Vi snudde nesten i døren, for her var vi da vitterlig kommet inn i en privat stue., hvor der var dekket til en større famliesammenkomst. Da eieren selv - en eldre kvinne med hvitt kjoleforkle - dukket op fra det innerste mørket med smil og menyjignende lapp i hænderne, forstod imidlertid selv vi forsiktige nordmenn, at den toroms store stua var restaurant»bjerget«. Vi ba om dansk hakkebøf til de voksne og røde pølser til barna, pluss selvsagt et par iskalde, unævnelige her i nord og»en lille en<< ved siden av. Damen forsvant i mørket, og senere fikk vi fortalt, at hun - Agnes Nielsen - selv stod for all matlaging. Vi slog oss ned i spisestua og ventet. Og så kom han: prototypen på alle kroverter made in Denmark. En kortvokst rommelig mann med lite grått hår, rundt ansikt med smilerynker i kø og god plass melleom tennene. Det var Larsen, Henry Larsen, som satte pris på, at man uttalte hans fomavn på fransk. Han var iført en flekket pullover, sort skjorte og bukser som aldri var plaget af strykejern. Larsen bar brettet med grønne iskalde unevnelige, små drammeglass og en nediset Rød Aalborg med en kraftig arbeidshånd. De små glassene ble fyldt opp til randen og endog over denne uten at en dråpe gikk til spille. Mannen havde lang trening. Under måltidet tøflet den godeste Larsen stadig rundt oss. Ikke fordi nordmann var uvanlig ved hans bord - en velfyldt gjestebok fortalte om gjester fra alle verdens kanter. Han satte en ære i å få giestene til å trives. Han småpratet, fortalte historier, hentet mere 118,/)\_ ( Prololypen på alle krovcrter made in Denmark - Henry Larsen - serrerer. kartofler, og giorde det klart, at på dansk vis skulle der mye sovs til. Det ble ikke det siste besøk på»bjerget<<. Et par kvelder senere var vi bedt ut med en af stedets egne for å smake på»bjerget<<s specialitet. Som fiskekresen anser jeg torsk lor å være grensen for hvad jeg skal hive innpå av havets såkaldte delikatesser. Reker erjo selvsagt, men det er da heller ikke fisk, men snadder. Nå skulle det altså spises orm. Ormene med finner ble opbevart levende i et stort kar et eller annet sted i huset, ogjeg ba aldri om å lå se på ormebolet. Larsen fortalte, at ormene ble kuttet i 7-10 cm lange stykker, og er ofte så levende, at stykkerne selv kan vende sig på pannen, og hans fortelling blev akkompagnert av stille gys lra oss nordmenn. Efter et lite glass og en iskald grøn øktes imidlertid motet, og da Larsen omsider kom inn med et stort fat med stekt å1, ble man nesten skuffet. Hvor var ormen? Her var hverken splittet tunge eller lange sleipe kropper. Ålestykkerne var lekkert sprøtstekte og det hvide kjøttet smakte som delt, men finere fisk, og den inneholdt dessuten hyggeligt lite bein. Vi var på ingen måte alene i lokalet under måltidet. Adskillige svenskere og tyskere kom innom, og Larsen pratet like lett samtlige. Han tøflet lra bord til bord, elfektuerte bestillinger, helte drammeglass fulle til randen, lortalte historier på tysk og engelsk, ja sågar også på dansk. 119

15 s thov Hov Larsen, hvad kigger du på? - og så kigger jeg slet ikke på det. som det ser ud til. Jeg holder ålefadet for journalistens kone fra Horten. Agnes Nielsen i kokkenet, juli Mod måltidets slutning var det rimelig lor undertegnede nysgjerrige nordmann å be om å få se hvor godsakene ble tilberedt.»kunne man kanskje lå komme inn til frk. Nielsen på kjøkkenet lor å ta et bilde?«larsen ble rar i ansigtet og forsøkte å prate det bort med en historie: >>Der kom inn en mand her engang og spurgte om han kunn få ta et bilde. Værsågod svarte jeg. - Da tarjeg dette, hadde mannen sagt og pekt på et av stedets gamle malerier.<< Så ble Larsen borte, og vår betalende ven forkynnte blekt, at frk. Nielsen aldri slapp nogen inn til seg på kjøkkenet. Kjøkkenet var hendes domæne, og der skulle ikke fremmedfot få træde. Men likevel. Kanskje var det min pågående freidighed som giorde utslaget, hva vetjeg, efter nogen minutter kom i alle fald Larsen tøflende tilbake med hemmelige øyne og hvisket meg i øret. Jeg hadde fått audiens. Det var selvsagt rimeligt å anta, at frk. Nielsen ikke ville vise frem sitt kjøkken. Man kunne tross alt være en hemmelig utsending fra det lokale helseråd. Dette var imidlertid ikke grunden, for i det lille kjøkken, som var på størrelse med HBBl-standard var alt skinnende t20 rent. Overalt var der komfyrer av forskellig årgang. Alle var i bruk. Fr. Nielsen tok oppstilling ved sin gedigne kaffekanne og fikk blitzingen overstått. Smilende blid var hun, ikke afvisende, men det var tydeligt at hun anså gjestebesøk på kjøkkenet som noe uvanlig på grensen til det upassende. Vi var innom»bjerget«en gang til før vi forlot det deilige Danmark, og Larsen tøflet rundt på samme lune måten da. Det gtrør han nok også neste gang vi kommer, for tilbake skal vi. Og da, Larsen, må du ha de ekle velsmakende ålene dine klare. Fisk er i sannhet mer enn lettsprængt torsk. Negative oplevelser Jamen, var der da slet ingen oplevelser, som ikke var så strålende. Jo, naturligvis var der det, men da tænker jeg hele tiden på indskriften, man ser på mange solure: Tæl kun de lyse timer. Derfor er man nok tilbøjelig til at fortrænge disse oplevelser, for de allerfleste har været glædelige. Et par enkelte ting kan dog fremdrages. t2t

16 Som det er fremgået, kom der en mængde tyske turister, men jeg har kun een eneste gang været ude for en virkelig prøjsertype. Han talte meget højt og meget kommanderende, og efterhånden blev det mig bare for meget, så jeg måtte gøre ham opmærksom på, at det altså var over 25 år siden, at han havde haft magten i Danmark. Så blev der ro, men jeg er sikker på, at han derefter ikke betragtede mig som en god ven. Et par ældre damer af den type, som stritter med lillefingeren, kom engang og forlangte noget at spise. De virkede meget nedladende, og den ene giorde opmærksom på, at de normalt drak hvidvin til maden, men de kunne ikke tro, at vi havde en hvidvin, de kunne drikke. Hvad gør man så? Det var først på sæsonen, så vi havde på det tidspunkt kun een hvidvin, nemlig >>Husets vin<<. Jeg gik så i kælderen og hentede en flaske og sagde, at så troedejeg nok, det skulle være denne. Ja, hvorfor i alverden jeg dog troede det? Joh, for den kom fra konsulen i Aalborg. Netop denne vinter havde konsul Sigurd Miiller holdt en foredragsrække i fiernsynet, og det var så mit håb, at de havde set disse optagelser. Det havde de, og de var meget forundrede over, at sådan et lille sted handlede med konsulen. De tog vinen, og de havde aldrig smagt så god en vin. De var så begejstrede, at de skulle have mærket skrevet op, så det blev i sidste ende mig, som stod med palmerne. Jeg har nok altid haft lidt svært ved at holde munden lukket, og en gang imellem kunne man nok ønske, at man kunne tie med tilbagevirkende kraft. Gennem nogle år havde vi meget ofte besøg af TVjournalister og medarbejdere, og en afteq sad en 4-5 stykker og fik en pilsner. Netop da jeg var ved at rydde af nabobordet, 1o de meget højt, og en af journalisterne følte at hun måtte fortælle mig, at det de 1o ad, var de dumheder de sådan gik og lavede under udsendelserne. Det Iik mig til at sige:»ja, det kan jeg godt forstå, hvem var f.eks. den idiot I havde sendt til Fredericia i aftes?nåh«, svarede hun,»rdet var N.N. Det er ham der sidder der, og så pegede hun på en af de andre<<. Av, det var en flov en, og hvordan klarer man sig ud af den? Da jeg i sin tid lærte, hvordan man skal flytte brikkerne i et skakspil, fik jeg at vide, at det bedste forsvar var et angreb, og det forsøgte jeg så her, idet jeg gjorde manden opmærksom på, at man da ikke kan stå og sige til en mand, at han er et dumt svin, fordi han ikke har samme mening som en selv.»»jamen, det sagde du da vel ikke«, udbrød en af de andre.»næh<(, sagde N.N.,»det sagde jeg ikke, men meningen var da godt nok, som Larsen siger<<. Jeg fik altså reddet lidt i land, men må dog sige, at det ikke var noget, som jeg ligefrem var stolt af. Sådan noget sker, når man er lidt for åbenmundet. 122 Restaltrant Bjergct Afslutningen I marts måned 1987, da vi så småt var ved at gøre klar til sæsonen, blev Agnes Nielsen angrebet afen voldsom influenza, og den bevirkede, at den Parkinsons sygdom, som vi senere blev klar over havde ulmet igennem mange år, nu brød lrem med luld styrke. Der blev holdt åbent hele sæsonen, men det var meget svært, da hun var meget svækket. Da der blev lukket om eflteråret, var vi klar ovet at der ikke ville blive åbnet mere. Hun tænkte på at sælge til videre drift, men orkede ikke at tænke på at flytte. Vi var ganske vist rundt lor at se på 3-4 huse, men når det kom til stykket, var hun ked alat forlade stedet og kunne vel heller ikke holde til en flytning, da hun var meget sløj. Med lukningen den 31. oktober 1987 sluttede»bjerget«s historie som restaurant.»bjerget<< blev så benyttet som beboelse, og der blev indlagt centralvarme i løbet af efter at amtet havde købt redskabshuset til ejendom og her indrettet et opholdsrum i forbindelse med udstillingen. Agnes Nielsen nåede inden sin død i lorsommeren 1990 at se det nye Ertebøllehus rejse sig. Hun var på daværende tidspunkt så sløj, at hun ikke kunne færdes på anden måde end i kørestol, og hun havr23

17 de ikke kræfter til at allægge et besøg, menjeg ved, at hun glædede sig over det, og følte at Jette Thomsen på en måde førte hqrdes arbejde videre, selvom det jo er under helt andre forhold.