REJSEKLUB. Foredragsrække om engelsk kunst og arkitektur med udblik til historie, samfund og åndsliv fra Turner til Hockney.

Transkript

1 REJSEKLUB Foredragsrække om engelsk kunst og arkitektur med udblik til historie, samfund og åndsliv fra Turner til Hockney. Ved kunsthistoriker, mag.art. Signe Jacobsen Engelsk kunst bærer præg af at være skabt på en ø, isoleret fra det øvrige Vesteuropa. Kunst og arkitektur forløber i en lidt anden rytme, og der er helt specielle særkender forbundet med den engelske kultur. Nogle gange isoleret, andre gange stormagt det sætter sit præg, men kunst og kultur er ufravigeligt interessant og, ja, typisk engelsk: Skønheds- og naturdyrkelse, victorianske excesser og excentriske enere. Først op i det 20.århundrede synes landets kunst og kultur at blive opsuget i den almindelige vesteuropæiske trend og det nationale særkende så småt at vige. Akvarel af J.M.W. Turner: Komposition. Tivoli. 1817

2 Over for ham står den dybt originale og ikke så nationalt nærsynede, men berejste J.M.W. Turner. Hans farveorgier fortolker en næsten guddommelig vision i akvareller og oliemalerier, som blev en sand øjenåbner for impressionisterne i Frankrig og som stadig forbavser og fascinerer alle farvedyrkere den dag i dag. En excentrisk ener lige som Turner er også William Blake med hans visionære syner nedfældet i små tegninger og grafik.. Ill. John Constable: Høvognen Ill. J.M.W. Turner: Krigsskibet The Fighting Temeraire sejles til ophugning kl Romantik: Naturen i det små og det store: Constable og Turner Romantikken i England i 1800-tallets første halvdel: De store naturelskere, englænderne, avler her to vidt forskellige fortolkere af naturen John Constable som i sine malerier hylder sin hjemegn i Suffolk med kærlighed og nostalgi på en både storladen og nærsynet forelsket måde ikke ulig den, som præger vore egne guldaldermalere kl Prærafaelitterne - kunst i 1800-tallets anden halvdel. Med den industrielle revolution kommer en hel ny samfundsgruppe til magten, nemlig middelklassen og de nyrige industrimagnater. De bryder med adelens forestillinger om god smag og kræver en helt anden type malerier. Prærafaelitterne er en gruppe malere, som fra 1848 arbejder i en slags broderskab med nostalgi og høje idealer for deres kunst. I stærkt fortællende, højstemte, detaljemættede og farvestrålende malerier tolker de Shakespeares dramaer, middelalderens heltekvad, bibelens historier og nutidens myldrende liv, så de næsten kan opfattes som den visuelle pendant til de store viktorianske roman, forfattet af bl.a. Charles Dickens, Walter Scott eller George Eliot. Ill. J. E. Millais: Ophelias død ; Dante Gabriel Rossetti: Proserpina. 1880

3 kl William Morris og The Arts and Crafts Movement i 1800-tallets sidste halvdel En magtfuld fortaler for det gode håndværk i modsætning til industrialismens masseproduktion, er tekstildesigneren, kunstneren, forfatteren og samfundsdebattøren og den utopiske socialist William Morris ( ), som også var tæt forbundet med Prærafaelitterne. Han dannede kunsthåndværkerbevægelsen The Arts and Crafts Movement (pendant her hjemme kaldes Skønvirke), og hans udødelige designs til tekstiler sælges den dag i dag. William Morris skabte sit eget firma, Morris & Co, hvor maleren William Burne-Jones også arbejdede. Han havde sit eget forlag kaldet The Kelmscott Press, hvor han udgav egne bøger og dyrkede det gode boghåndværk. Ill. William Morris: Tekstildesign: Snakeshead.1876 og frontispice til Morris egen bog News from Nowhere, kl Victoriatidens arkitektur og billedkunst: Historicisme og historiske og fortællende malerier Houses of Parliament indvarsler omkring 1840 en hel ny tid i arkitekturen. Efter nyklassicismen, som var adelens foretrukne stil i byboliger og herregårde, løber stilforvirringen grassat i victoriatiden. Fra nygotikken i Houses of Parliament er der givet frit løb til at benytte en hvilken som helst tidligere tids stiltræk i ny arkitektur, og netop denne såkaldt historicistiske arkitektur er den, der frem for alt dominerer London den dag i dag. Denne historiske tilgang præger også malerkunsten, hvor f.eks. Lawrence Alma-Tadema var en af tidens allerpopulæreste kunstnere med sine ofte lidt vovede billeder med detaljerede og fortællende og detaljerige scenarier fra antikken, mens James Tissot malede det moderne, mere mondæne liv. Ill.. Houses of Parliament, af Barry og Pugin; Lawrence Alma-Tadema: Antonius og Kleopatra James Tissot: Dårlige nyheder. 1871

4 kl På vej mod det moderne: Gwen og Augustus John og the Bloomsbury Group Gwen John ( ) og Augustus John ( ) var et søskendepar, som har erhvervet sig hver en ærefuld plads i engelsk kunsthistorie. Deres kunst viser bort fra victoriatidens overbud af virkemidler til en mere indadvendt (Gwen) og ligefrem og ukunstlet (Augustus) fremstilling. Begge er stærke i portrætkunsten, men mens Gwen arbejdede mere ydmygt og tyst, men overordentlige forfinet, blev Augustus en meget brugt society-maler, som tegnede og malede en lang række af tidens kendte mennesker: forfattere, musikere, kongelige, adelige og andre notabiliteter. I samme periode arbejdede den indflydelsesrige Bloomsburygruppe på mange fronter, med Vanessa Bell ( )som en fremtrædende eksponent for den billedkunstneriske side. Med disse kunstnere gjorde modernismen sit indtog i engelsk kunst. Ill. Augustus John: Lawrence of Arabia og Gwen John: Rekonvalescenten , Vanessa Bell s portræt af søsteren Virginia Woolf kl tallet: Generationen fra 1. verdenskrig: Stanley Spencer Engelsk kunst har fostret en guds velsignelse af excentriske enere, hvis kunst overskrider tidens trends og lyser med en originalitet, der ikke kan afvises. Stanley Spencer ( ) tilhører den generation, som deltog i 1. verdenskrig, og hvis kunst tog farve heraf. Hans kunst er spændt ud mellem det skønne og det frastødende, men den bliver aldrig uvedkommende eller dårlig. Ill. Stanley Spencer: Madonnaliljer. Ca Hans egen selvbiografi og bizarre forhold til de kvinder, han mødte, er af overordentlig betydning for hans kunstneriske værk. Den særlige kødelighed og insisterende vægt på den nøgne krop i al dens fejlbarlighed, et træk, som karakteriserer visse engelske kunstnere i det 20.århundrede, blev grundlagt af Spencer. Andre kunstnere fra krigsgenerationen vil også blive inddraget. Ill. Spencer: Selvportræt med Patricia Preece. 1937

5 kl tallet: Det moderne: Francis Bacon, Lucian Freud og David Hockney Francis Bacon ( , Lucian Freud ( ) og David Hockney f er som Stanley Spencer store excentriske enere, men de to første er også i familie med Stanley Spencers dyrkelse af det kødelige. Bacon dyrker det forvrænget surrealistiske (med stor indflydelse på Michael Kvium f.eks.) og udtrykker gennem sit billedsprog sin specielle psyke i er formsprog, som har haft stor gennemslagskraft. Lucian Freud, barnebarn af psykoanalytikeren Sigmund Freud, har om nogen malet hudløst ærlige billeder af kroppen det er det nøgne menneske, hudløst afdækket også i de rene portræthoveder som han fremstiller til nådesløs beskuelse. David Hockney er æstetikeren, der med forfinelse og æstetik griber dybt ned i den engelske folkesjæls sans for raffineret farveskønhed, mondænt liv og naturdyrkelse. Ill: Francis Bacon: Portræt af Lucian Freud på en orange sofa. 1965, David Hockney: Mr. and Mrs. Clark and Percy 1970; David Hockney: Tre træer nær Tixendale. 2007; Lucian Freud: Benefits supervisor sleeping (det højest betalte maleri nogensinde af en levende kunstner) Tilmelding og pris Prisen for et enkelt foredrag 135 kr. inkl. kaffe Foredragene foregår i Bygningen i indkøbscenteret Mary s kl Tilmelding til eller tlf