Københavns Stiftstidende

Transkript

1 Københavns Stiftstidende nr. 5 juni 2006 årgang 3 FREMTIDENS KIRKE ER OGSÅ KULTURKATEDRAL Den moderne kirkegænger søger sin Gud gennem bøn og stilhed eller gennem kunst, kultur og koncerter. Vi søger ikke kun til kirken, men også til kulturkatedralen. I slutningen af filmen om Da Vinci Mysteriet ser man Tom Hanks knæle i bøn oven på glaspyramiden i Louvres forgård. Midt i vor tids kulturkatedral og med stjernehimlen over sig hengiver han sig til sin Gud. Scenen skal naturligvis ses i sammenhæng med den jagt på mysteriets gåde, der indtil da har ført helten og heltinden gennem den ene støvede katedral efter den anden. Her under stjerneglimt og i ensomhed finder vor tids ridder imidlertid sin gral. Billedet af Tom Hanks er værd at huske på og bør hænge på opslagstavlen dér, hvor menighedsrådene holder deres møder. Billedet understøttes nemlig af de seneste kirketællinger, som Infocenteret har fået fingre i. Gallups analyseinstitut tæller alt om alle og også danskernes hang til at gå i kirke. Ifølge de seneste opgivelser fra anden halvdel af 2005 er det cirka 6,5 procent af danskerne, som er ivrige kirkegængere. Tæller man danskerne, der går i kirke halvårligt, udgør denne gruppe 22 procent Til sammenligning skal man huske på, at kun 10 procent af danskerne i samme periode har været tilskuere til et sportsarrangement, herunder fodbold. Den typiske kirkegænger Det mest interessante ved disse tal er imidlertid, at man kan se, hvilke typer af danskere, der går meget i kirke. Gallup tæller jo ikke kun kirkegang, men også udviklingen i danskernes livsstil. Det indebærer, at vi ikke kun kan se, hvor mange der bruger kirken, men også hvilken livsstil de pågældende i øvrigt fremviser. Det viser sig nu, at der som forventet findes en markant overvægt blandt traditionalisterne, der går rigtig ofte i kirke. Tæller man de danskere med, der ikke kommer helt så ofte, ser billedet imidlertid noget mere broget ud. Faktisk Dr. Langdon i Tom Hanks skikkelse knælende ved Louvre. Fra Da Vinci Mysteriet. Nordisk Film. viser det sig så, at de mere moderne typer træder kraftigere frem. Dette billede bliver endnu klarere, hvis vi ser på resultaterne af Kulturministeriets store undersøgelse af danskernes kulturvaner (se Også i denne undersøgelse har man søgt at karakterisere danskernes kirkeforbrug. Her er spørgsmålet imidlertid formuleret noget anderledes, nemlig ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt folk går i kirke for at overvære eller deltage i en gudstjeneste, men også for at få klarhed over, om de går i kirke for at bede. De to dimensioner af kirkens brug er således slået sammen. Her viser det sig nu interessant nok, at den typiske kirkegænger ikke længere er spor traditionel. Nu er hun pludselig - for det er en hun - mere moderne i sin orientering. Der er således tale om en statistisk overvægt af velbjergede, karriereorienterede kvinder med luksusforbrug og større eller mindre trang til at optræde som samfundsengagerede idealister. Der er tale om en overvægt af kvinder med en mellemlang uddannelse, ligesom der er tale om kvinder med et stort kulturforbrug af kunst, koncerter og arkitektur. Vi kan ud fra tallene konkludere, at traditionalisterne naturligvis fylder meget på kirkebænkene søndag morgen. Og vi ved fra Landsforeningens statistikker, at de fylder rigtig meget i menighedsrådene. Men det er ikke fra denne gruppering, at den nye søgning til kirken finder sted. Den står de moderne segmenter for. De kommer mest for at høre kirkekoncerter, høre foredrag eller se på kunst og kultur. Men altså også for at deltage i temagudstjenester, cafégudstjenester, aftenandagter og så videre. Foreningen Kunstogkirke.dk Dette er en del af baggrunden for dannelsen af en ny kirkelig forening på Østerbro. Kunstogkirke.dk hedder den. Initiativet udspringer af det meget succesrige arbejde med Figentræsprojektet, som satte så store spor i kirkelivet på Østerbro. Fem kunstnere lavede i løbet af 2004 kunst til fem kirker på Østerbro. Der var tale om femten midlertidige udsmykninger, der havde det til fælles, at de på en gang overraskede, begejstrede, undrede og provokerede. Tanken var, at projektet skulle fungere øjenåbnende både for den lokale kirkes værdier for, hvad en kirke egentlig er for en størrelse og for, hvad man kan og tør, når det drejer sig om udsmykning af vores kirker. Der er ikke tvivl om, at projektet affødte en enorm interesse hos væsentlige befolkningsgrupper, der ikke normalt er særlig kirkeinteresserede. Det kunne blandt andet umiddelbart udlæses af deltagerne i de konferencer, der afholdtes i forlængelse af projektet. Hensigten med Kunstogkirke.dk er at føre dette arbejde videre, fortæller Anne Mette Gravgaard. - Der er efter min mening brug for, at også andre menigheder end Østerbros går i gang med en drøftelse af, hvad de kunstnerisk betragtet vil med deres kirker. De københavnske kirker er jo for de flestes vedkommende endnu ikke fyldt 100 år. Det betyder, at det i meget høj grad er op til menighederne selv, hvordan kirken skal udsmykkes. Her er det væsentligt at kunne prøve sine ideer af, inden kunsten bliver alt for stationær. Når det gælder kunst, er det jo nærmest umuligt på forhånd at vide, hvordan det virker. Og samtidig er det et arbejde, der virkelig kan få de nye kulturkonsumenter trukket til kirken, slutter hun af med at sige. Tak til Daniel Jantzen fra Gallup og Trine Bille fra Copenhagen Business School for at stille tallene til rådighed og være behjælpelig. Se også

2 2 Københavns Stiftstidende nr. 5 juni 2006 MESSEHAGEL UNDERVEJS På Selskabet for Kirkelig Kunst arbejder man netop nu på Marmorkirkens nye messehagel. Formentlig Danmarks første messehagel med pailletter. Spændt op på en syramme sidder et stykke dybtgrønt uldstof. På stoffet er tegnet tusindvis af små hvide prikker, der tilsammen udgør et kors. Bøjet over syrammen sidder daglig leder af Selskabet for Kirkelig Kunst, Lizzi Damgaard. Med nål og tråd syr hun omhyggeligt små sølvpailletter i det, der skal ende med at blive Marmorkirkens nye messehagel. Der skal sys pailletter i alle de hvide markeringer, og de bliver syet i med snorlige sting. I prøvesyningen havde jeg syet pailletterne i sådan lidt på må og få, men kunstneren og jeg blev enige om, at udtrykket bliver mere roligt, hvis stingene vender samme vej, siger Lizzi Damgaard og fortæller, at det også tog et par forsøg at finde frem til den helt rigtige lysegrønne sytråd, der stak mindst muligt af i forhold til sølvpailletterne. Pailletter på en messehagel Normalvis broderer Lizzi Damgaard med silketråd. Guld- og sølvtråd kan også forekomme, men det er første gang, hun syr pailletter i en messehagel. Det er formenligt landets første messehagel med pailletter på, siger hun med et smil og medgiver, at det er lidt vovet. Men pailletter skulle det være, er hun og kunstneren bag messehagelen Rikke Ladegaard enige om. Jeg stod en dag inde i Marmorkirken og kiggede op på den mosaikfrise, der løber hele vejen rundt i kuplen. Alt afhængig af, hvordan lyset falder ind igennem kuplens vinduer, så vandrer der et kors henover mosaikfrisen, og da jeg kiggede op den dag, stod korset lige over en firkløver i mosaikken, altså midt i symbolet på indre ro, imens mosaikstenene udenom funklede som små stjerner, fortæller Rikke Ladegaard. Om natten holdt spekulationerne over messehagelen Rikke Ladegaard vågen. Hun stod op, kiggede ud af sit vindue, og på himlen så hun et fyrværkeri. Fyrværkeriet var netop et eksempel på det, jeg gerne ville udtrykke: hvordan tusindvis af små fragmenter, der i sig selv ikke er noget særligt, tilsammen kan skabe et fantastisk billede. Fragmenteret hele Men hvordan føre det ned på en messehagel? Rikke Ladegaard tog ned til Lizzi Damgaard for at finde en løsning. Vi talte om at brodere små knuder med sølvtråd for at indfange virkningen fra fyrværkeriet, men så kom vi i tanker om pailletterne, fortæller Lizzi Damgaard. Ja, vi havde begge to sådan, at der var den, supplerer Rikke Ladegaard. Derfor vil den nye messehagel til Marmorkirken være udsmykket med et latinsk kors bygget op af sølvpailletter. Tættest sidder de i korsets krydspunkt, mens afstanden mellem den bliver større ud af korsets arme. Det latinske kors har samme form som et opretstående menneske, og det symboliserer forbindelse mellem himmel og jord, Gud og menneske. Korset består af uendeligt mange sølvpailletter, som hver for sig ikke syner af ret meget, men sammen danner de et fragmenteret og sammensat symbol på et menneske, der søger ind til essensen, fortæller Rikke Ladegaard. Dialogisk proces Rikke Ladegaard er uddannet fra Danmarks Designskole, og hun lavede sin første messehagel i Siden da er det blevet til otte messehagler, alle lavet i samarbejde med Selskabet for Kirkelig Kunst. Hun understreger, at arbejdet med at skabe en messehagel i høj grad er dialogisk: Uden Lizzis hjælp, kunne det slet ikke lade sig gøre. Vi mødes løbende og taler om, hvordan vi kan nå frem til det bedste resultat. Lizzi Damgaard nikker samstemmende. Vi er håndværkere med stor erfaring i, hvilke materialer der fungerer bedst. En messehagel skal kunne repareres, og den skal kunne holde 40 til 50 år, så det er vigtigt, at man tænker sig godt om, når man vælger stof, siger hun og tilføjer, at farvevalget til gengæld er op til kunstneren. Det blander jeg mig ikke i. Nogle gange kan man godt synes, at en farvesammensætning er lidt mærkelig, men det viser sig altid, at kunstneren har ret, smiler hun. Præst og menighedsråd er også en del af teamet, når der skal skabes en messehagel. Forløbet her er et stjerneeksempel på godt samarbejde, siger Lizzi Damgaard og fortæller om, hvordan formanden for Marmorkirkens menighedsråd, Anette Asmussen, kom med en pose penge og bad om at få lavet en ny messehagel. Vi foreslog dem at lave messehagelen i samarbejde med Rikke Ladegaard, Ikke mindst fordi, at vi mener, det er vigtigt, at få nogle unge, nyere kunstner til at lave udsmykning til kirken. Det var de med på i Marmorkirken, og i det hele taget har de gennem hele forløbet været meget åbne og positive. Modig kirke Jeg var selvfølgelig lidt spændt på, hvordan de ville reagere på en messehagel med pailletter, fortæller Rikke Ladegaard, der dog ikke var i tvivl om, at det var den rigtige løsning. Jeg kunne jo ikke vise dem det færdige resultat på forhånd, men jeg sagde til dem: Jeg ved det bliver vanvittig flot, I er nødt til at stole på mig, fortsætter hun og roser Marmorkirken for deres mod. Som sognepræsten, Mikkel Wold, sagde, så har kirken med denne her messehagel sat pælen lidt længere ud, end man plejer, og det skal de have stort kompliment for. Lizzi Damgaard har ikke tal på, hvor mange pailletter, der i skal sys i messehagelen, før den er færdig. Et par tusind, gætter hun på og anslår, at der alt i alt er omkring 100 timers arbejde i hagelen. Det er meningen, at Marmorkirken skal tage den nye messehagel i brug 1. søndag efter Helligtrekonger, men måske bliver det lidt tidligere. I hvert fald regner Lizzi Damgaard med at have hagelen færdig allerede til sommer. Rikke Just

3 SET FRA BISPEGÅRDEN nr. 5 juni 2006 Københavns Stiftstidende 3 Dialog og mission - to sider af samme sag Efter den såkaldte Muhammed-krise har en del danskere fået nok af den megen snak om dialog mellem kristne og muslimer. De foretrækker konfrontation, ikke mellem muslimer og kristne, men mellem islam og kristendom. For de to religioner går som bekendt ikke ud på det samme. Der er Kristus til forskel! Ganske vist anerkender muslimerne Jesus som en stor profet, men de vil ikke vide af ham som Kristus, Guds søn, Vor Herre og Frelser. Islam skal derfor mødes med mission, der konfronterer islam med kristendommen, og ikke med en kompromissøgende dialog, siges det igen og igen blandt andet af Ekstra Bladets tidligere chefredaktør, Sven Ove Gade og et nyt, islamkritisk netværk af præster, der mener, at ledende kirkefolk (læs: biskopperne) er alt for islamvenlige. I april måned var syv biskopper og tretten bestyrelsesmedlemmer fra stiftssamarbejdet Folkekirke og Religionsmøde i Leicester for at studere religionsmødet på nærmeste hold. Leicester har små indbyggere, hvoraf omkring 40 procent enten er sikher, hinduer eller muslimer. I en del år har de religiøse ledere på den anglikanske biskops initiativ mødtes regelmæssigt for at drøfte fælles anliggender og spise sammen. På den måde har man undgået Biskop Erik Norman Svendsen. konfrontationer og voldelige episoder mellem de troende, selv efter 11. september 2001 og den 7. juli 2005, da 56 blev dræbt i London af selvmordsbomber. Heller ikke de danske karikaturtegninger af Muhammed gav anledning til andet end læserbreve og s fra krænkede muslimer. I Leicester arbejder de religiøse ledere målrettet sammen med politi og kommunale myndigheder for at undgå enhver form for konfrontation mellem blandt andre muslimer og kristne. Gennem regelmæssige møder har man lært hinanden at kende og dermed fået syn for forskellene mellem for eksempel islam og kristendom. Religionsdialog giver nemlig både kendskab til den anden part og større opmærksomhed om ens egen tro. Det kan og skal ikke skjules, at Gud for os kristne hedder Jesus Kristus. Den sandhed skal forkyndes for alle også folk med en anden tro. Hvis Kristus er vejen, sandheden og livet, er han det naturligvis ikke kun for os kristne, men for alle mennesker. Derfor skal der missioneres for alle folk, helt til verdens ende. I den sag kan der ikke gås på kompromis. Vi skylder også muslimerne at forkynde det kristne evangelium for dem. Men mission skaber ikke nødvendigvis konfrontation mellem kristne og muslimer. I en kronik den 10. marts skrev jeg sammen med tre af mine kolleger: Vi må være besindige og lære at skelne mellem islam som tro, og muslimer som medmennesker. Islam som tro skal vi modsige klart og klogt med evangeliets ord, muslimer som medmennesker skal vi møde med respekt, åbenhed, kærlighed og tillid. Dialog og mission er således ikke modsætninger, men to sider af samme sag. Det var det for Jesus og Paulus, og det er også i dag. Dialog mellem folk af forskellig tro søger ikke kompromis, men sandheden, og den er på én og samme tid nødvendig både for fredelig sameksistens og for meningsfuld tale om mission. Af Biskop Erik Norman Svendsen Stiftet byder velkommen til: Lars Nielsen Sardemann, 36 år, er fra den 1. maj ansat som organistassistent ved Holmens Kirke. Han kommer fra en stilling som organist ved Eliaskirken, hvor han har været i ti år. Han har dannet Eliaskirkens Kammerkor, er producer for ensemblet Mogens Dahls Kammerkor og spiller i øvrigt ved gudstjenesterne på Pastoralseminariet. Gertrud Kursch, 51 år, er fra den 1. juni ansat som kordegn ved Frederiksberg Kirke. Gertrud Kursch har været ansat i folkekirken hele sit arbejdsliv. Hun har både arbejdet som kirketjener, præstesekretær og kordegn. Siden 1997 har hun arbejdet som kordegn i Skt. Povls Kirke i Korsør. Preben Sommer, 47 år, er fra den 1. maj ansat som graver ved Nyker Kirke på Bornholm. Han har tidligere arbejdet som hjælpegartner ved Hasle Kirke og vikarieret ved Allinge og Klemensker Kirker. Inden da har han været i Forsvaret som hundefører og siden selvstændig som taxavognmand. Marianne Høegh, 52 år, er fra den 1. maj ny sognemedhjælper i Hyltebjerg Kirke. Marianne Høegh har en baggrund som arkitkekt. Hun har fra 1977 og frem til slutningen af halvfemserne arbejdet som selvstændig arkitekt. De senere år har hun arbejdet som frivillig ved Mødestedet på Vesterbro og som assistent på Værestedet. Københavns Stiftstidende Udkommer 10 gange årligt. Oplag: 3500 eksamplarer. Pris: 220 kr. pr. år. Stof til næste nummer afleveres til redaktøren senest 3 uger før. De i bladet fremsatte synspunkter eles ikke nødvendigvis af redaktionen. Udgiver: Folkekirkens Infocenter i Københavns Stift. Pile Allé 3, 2. sal 2000 Frederiksberg Tlf.: koebenhavn@folkekirken.dk Redaktion: (ansvarshavende redaktør) Rikke Just Annette Molin Schmidt Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte modtagne indlæg. Foto: Maj-Britt Boa Layout: Danni Veng Ekspedition: Folkekirkens Infocenter i Københavns Stift Tryk: DIXIT, Them. Tlf.: Nordea:

4 4 Københavns Stiftstidende nr. 5 juni 2006 GUDSTJENESTE PÅ ARABISK En gang om måneden samles herboende kristne arabere til gudstjeneste i Vigerslev Kirke i Valby. Krist stod op af døde lyder melodien, som uden orgelledsagelse og med prøvende, ikke helt klokkerene sangstemmer breder sig fra kirkebænkene. Ordene, som bæres af sted på melodien, er arabiske, og hårtoppene noget mørkere, end man finder dem i en gennemsnitlig dansk folkekirke. Vi er til arabisk gudstjeneste i Vigerslev Kirke. En månedlig tilbagevendende begivenhed, som samler folk fra hele Sjælland. De kommer fra Kokkedal, Køge, Herlev, fortæller præst Henrik Ertner Rasmussen, der til daglig er generalsekretær i Dansk Europamission, og som leder dagens gudstjeneste. Initiativet til at opbygge en kristen arabisk menighed kommer fra egypteren Nabil Astafanos. Til at begynde med blev initiativet hjulpet på vej med økonomisk støtte fra Dansk Europamission, men i dag er syv sogne gået med i projektet, og siden 2003 har Nabil Astafanos været ansat af folkekirken som indvandrersekretær med tilknytning til Vigerslev Kirke. Normalt samler gudstjenesterne i Vigerslev Kirke mellem 20 og 50 mennesker. Nabil plejer at ringe eller maile rundt i sit netværk: Husk nu, at der er gudstjeneste på søndag. Det kan jo være lidt svært at huske, når kun der er gudstjeneste en gang om måneden, fortæller Henrik Ertner Rasmussen. Denne søndag er der imidlertid ikke blevet indkaldt til gudstjeneste. Nabil Astafanos er nemlig sygemeldt med en diskosprolaps. Alligevel har 20 mennesker fundet vej til kirken i Valby. Halleluja! Halleluja! Halleluja!, synger menigheden, og den arabiske version af Krist stod op af døde er ved at være slut. Henrik Ertner Rasmussen, der som missionær i Egypten har lært at tale arabisk, går ned til en lille talerstol af fyrretræ, som er stillet op neden for trinene foran alteret. Han begynder at læse op af en stor sort Bibel udsmykket med guldfarvede arabiske skrifttegn. Da læsningen er slut, løfter han Bibelen op til munden og kysser den, og derefter går han i gang med sin prædiken. I sin hvide messehagel ligner Henrik Ertner Rasmussen en sognepræst, om end den sorte præstekjole og pibekraven mangler. Også gudstjenestens form ligner langt hen ad vejen en gudstjeneste i en hvilken som helst dansk folkekirke med salmesang, tekstlæsning, bønner, nadver, velsignelser. Gudstjenesten følger stort set det danske højmesseritual, men vi har indført enkelte tilføjelser til alterbogen, som vi har fået godkendt af biskoppen, fortæller Henrik Ertner Rasmussen. En af tilføjelserne er en fredshilsen: Efter prædikenen vender menigheden sig mod hinanden, rækker hinanden hænderne og hilser. Også Henrik Ertner Rasmussen går ned blandt menigheden og ønsker hver og én Guds fred. Herefter går en kurv rundt, hvori man kan lægge et bidrag. Mens kurven går fra hånd til hånd, projiceres en sangtekst op på den hvide kirkevæg foran bænkerækkerne. En ung fyr med baseball-kasket giver sig til at spille på guitar, mens en ung kvinde synger Nabil Astafanos, initiativtager til den arabiske menighed. I baggrunden Henrik Ertner Rasmussen. for i en mikrofon. Resten af menigheden stemmer så småt i med den rytmiske lovsang. Gudstjenesten er slut efter ca. en time og et kvarter, og bagefter er der fælles spisning i menighedssalen. Men inden menigheden rejser sig fra kirkebænkene, er der tid til lidt fri meningsudveksling. Henrik Ertner Rasmussen fortæller om, hvad der skal ske ved næste gudstjeneste. Han bemærker, at et af menighedens medlemmer, der ellers er flyttet til Holland, er på besøg. En kvinde i menigheden vil vide, hvad man skal sige til folk, som angriber den kristne tro efter at de har læst Da Vinci Mysteriet et spørgsmål der afstedkommer en længere debat. Det er en godt sammentømret menighed, nikker Henrik Ertner Rasmussen, inden han slutter sig til det fælles måltid, hvor samtalen allerede er godt i gang. Rikke Just MØDESTEDET PÅ AMAGER SKABER NYE MENIGHEDER Kvarterhuset er en stor fordel for os. Her er vi en del af det kulturåbne samfund. Det betyder meget for os. Medarbejderne på Mødestedet Amager er enige om stedets betydning. Vi er her på neutral grund, fortæller Ellen Gylling, der er en af de to præster knyttet til mødestedet. Forleden så jeg en kvinde klædt i burka, som ivrigt studerede opslagstavlen. Det er godt, at vi på en naturlig måde bliver synlige i huset og på netop den opslagstavle. Kvarterhuset i Jemtlandsgade er et aktivitetshus og mødested for alle der bor i Holmbladsgade-kvarteret på Amager. Kvarterhuset står for en bred vifte af kulturtilbud for sjæl og legeme. Med sine kvadratmeter, sin flotte arkitektur og mange brugere er Kvarterhuset stedet, hvor man sætter gang i udvikling af projekter og ideer med det hovedformål at gøre kvarteret til et rart sted at bo og besøge. Her oppe under loftet bor Mødestedet, et projekt som er finansieret af otte sogne på Amager. Til Mødestedet er knyttet en bestyrelse, der mødes tre til fire gange årligt samt tre medarbejdere: Sognemedhjælperen Rajesh David og de to præster, Jesper Oehlenschläger og Ellen Gylling. Netop nu er mødestedet i færd med at evaluere sine hidtidige aktiviteter. Medarbejderne har haft Mogens Mogensen, der arbejder med missionsspørgsmål på besøg, og evalueringsdagen har tydeligvis givet masser af energi. Vi tro på den tredje trosartikel, fortæller Jesper Oehlenschläger. Vi tror på menigheden. Kirken er et fællesskab, og vi skal skabe rammerne for fællesskabsgrupper, som en del af det lokale menighedsliv. Det er en helt ny strategi. Tidligere har Mødestedet været meget bevidst om at skabe events og være til stede ved Kvarterhusets kulturfestivaller og lignende. Ligesom programmet har bestået af foredragsaftener,

5 nr. 5 juni 2006 Københavns Stiftstidende 5 FESTER FOR LIVET Kirkens rolle som festlig ramme må ikke glemmes. Der sker så meget nyt i kirkerne og der er så mange nye opgaver, vi påtager os. Alternative gudstjenester, babysalmesang, skolekontakter og så videre. Alt sammen er det bestemt rigtig vigtigt. Men vi skal som kirke fortsat knytte fast til ved vores fester. Det skal respekteres som en kerneydelse, siger Helle Krogh Madsen, der er leder af Folkekirkens Skoletjenesten i København og præst ved Frederiksberg Kirke. Det synspunkt deles fuldt ud af Else Marie Kofod, der er konstitueret leder af Dansk Folkemindeforskning og har forsket i udviklingen i danskernes traditioner og nyritualisering. Vi har samlet de to til en samtale om kirkens forhold til dens mere traditionelle opgave: arbejdet med at skabe rammerne for de kirkelige handlinger omkring livets og årets fester. Det er den oplagte mulighed for at tale om kristendom i dag, fordi det er dér, vi har mulighed for at tale med folk, fortsætter Helle Krogh Madsen. Det er nemlig det sted, hvor vi bliver direkte spurgt. Folk kommer til os og vil gerne have, at vi skal hjælpe dem med at holde traditionerne i hævd, hvor det så er vores opgave at sørge for, at det ikke blot bliver som ydre former. På mange måder er det derfor ofte en lettelse, når jeg i forbindelse med en dåb forklarer, at her er det mig, der styrer. Ja, tilføjer Else Marie Kofod. Ikke mindst fordi folk, der kommer til kirken, allerede har valgt, at festen skal højtideligholdes dér. Men de er tit usikre på, hvordan det hele så skal foregå. På den måde er der meget opbrud i danskernes festmønster. Nyritualisering og nye venner Jeg har arbejdet med nyritualisering, og det, jeg kan se, er, at flere og flere fester bliver markeret. Også fester uden religiøst islæt. Vi har brug for at sætte rammer om vores sociale fællesskaber, der ellers føles meget flydende. Et af de nye ritualer, polterabend, har eksempelvis til opgave at lave en fest for vennekredsen og delinkventen. Det betyder mindre, hvad festen består i, mere at der overhovedet er nogen, der laver en fest for én. Desuden har man brug for tilskuere, fortæller Else Marie Kofod videre. Polterabend, fødselsdage. Alt giver anledning til en udadvendt iscenesættelse, eksempelvis når konfirmanderne kører i limousine eller man skriver fødselsdagshilsener på vejen. Det er vigtigt at kunne skille sig ud. I den forbindelse kan vi se, at vennerne spiller en stadig større rolle. Hvor det tidligere var familien, der dannede klangbund, er det nu vennerne. Det udgør et problem, mener de begge, at der ikke længere er faste rammer for hvem, der skal med til festerne. I Orden i sagerne gamle dage var ukloge onkel Åge selvskrevet til familiefesterne, men det er han ikke længere. Vi inviterer ikke længere ud til et bestemt led, vi inviterer kun dem, der siger os noget. Det kan vi jo ikke lave om på, siger Helle Krogh Madsen. Men på en lidt elegant måde kan vi udmærket benytte lejligheden til at prædike Evangeliet, der jo i sin grund handler om at fjerne de skel, vi sætter imellem hinanden og prioritere fællesskabet frem for individualismen. På det punkt skal vi tage ekspertrollen på os. Succes Netop, tilføjer Else Marie Kofod. Eftersom det vigtigste ved en fest er, at det bliver en succes, har de fleste et stort behov for rådgivning på alle leder og kanter. Det bør kirken ganske enkelt kunne levere ved at hjælpe med den traditionsrige iscenesættelse. Præster bør generelt ikke være så bange for at sige, hvordan det skal foregå. Folk, der kommer til kirken, har nemlig som regel allerede bestemt sig for den traditionsrige udgave. De ved bare ikke lige, hvordan det skal foregå. De ved kun, at det skal ende med det rigtige foto, og uden skænderier. Ja, og så skal man ikke glemme, at det for rigtig mange også er væsentligt, at der i det mindste på et tidspunkt i løbet af festen siges nogle alvorlige ord. Her skal vi ikke være bange for at rådgive omkring eksempelvis salmesang og i samme åndedrag henvise yndlingsmusikken og digtlæsningerne til den efterfølgende fest frokosten, gravøllet og så videre som vi så som kirke skal være gode til at give husly til. Det er en kæmpelettelse som pårørende, når kirken også kan yde praktisk hjælp med fortsættelsen af højtiden. Dermed sætter vi handling bag ordene om, at nogle sang- og musikønsker ikke hører til kirken, men hører til ved sammenkomsten bagefter. Så der ikke bliver tale om en blank afvisning. Der skal virkelig stå respekt omkring disse forhold, slutter Helle Krog Madsen af med at sige. udflugter og lignende. Nu derimod skal der satses anderledes. Vi har vores familieaftener i Solvang kirke, og vi har vores me(d)trogruppe her i Nathanael. Det er stærke medlemmer, kvinder med stærk spiritualitet, fortæller Ellen Gylling. Egentlig er det meget enkle ting, vi gør: fællesspisning, bibelstudiekreds og fællesbøn. Det er en spændende gruppe, der for manges vedkommende har boet her i mange år, men som har haft svært ved at falde til i den almindelige sognemenighed. Nogle af dem er derfor kommet i forskellige indvandrermenigheder, men nu kommer de så altså også hos os. En stor del af dem har dog ikke tidligere været en del af et menighedsfællesskab. Vores indsats i den næste fase er at styrke deres basisfællesskaber og derefter langsomt få dem integreret i hinanden, så der bliver grundlag for at holde fælles gudstjenester. Desuden skal vores arbejde bestå i sjælesorg. Mange har forfærdelige skæbner og befinder sig i en kronisk desperation, fordi de har mistet så meget. Dem skal vi række evangeliet, siger Rajesh David og tilføjer, at det er stærkt, når medarbejderne kan iagttage, hvorledes Evangeliets kraft kan skubbe en egentlig omvendelsesproces i gang. Stærk fællesskabsfølelse Der er virkelig noget at bygge på, siger de alle tre samstemmende. Danskerne er meget rationelle, fortæller Rajesh David. Det er meget anderledes med flygtningene og indvandrerne, som kommer her. Bøn betyder således rigtig meget for dem i modsætning til danskerne, som han og de to præster oplever som optagede af materielle ting, sig selv og deres kernefamilie. Den danske folkekirkelige tradition er desuden meget langt fra dem, tilføjer Ellen Gylling. I Mødestedets formålsparagraffer står, at opgaven er at drive opsøgende arbejde blandt de mange ikke folkekirkelige medlemmer, der findes i sognene på det indre Amager, såvel blandt etniske minoriteter af både kristen og anden religiøs observans, som blandt ikke-døbte med dansk baggrund. Arbejdet har desuden til hensigt at række mennesker evangeliet, men omfatter også en diakonal indsats over for alle beboere i sognene, uanset religion.

6 6 Københavns Stiftstidende nr. 5 juni 2006 STIFTETS NYE STYRMAND Helle Ostenfeld tiltræder som Stiftets kontorchef den 1. juni. Hun har en karriere bag sig som styrmand og senere som jurist i Forsvarets personeltjeneste. Jeg holder meget af små miljøer, fortæller Helle Ostenfeld med tydelig iver i stemmen. Samspillet mellem mennesker er en stor del af det, jeg sætter pris på i min dagligdag. Og det finder man netop bedst i mindre organisationer. Til gengæld gør det jo ikke noget, at den lille organisation samtidig forenes med en bred berøringsflade udadtil. Et lille skib på det store hav, tænker jeg, er nok egentlig et godt billede på det, ler Helle lidt forlegent. Jeg blev jo først cand. jur. i Indtil da sejlede jeg som styrmand i ØK. Det vil nok altid præge mig. Det er tydeligt at stiftets nye kontorchef glæder sig til at begynde sit arbejde. Samtidig er hun dog også meget bevidst om, at hun, som hun siger, ikke ved så farligt meget om det kirkepolitiske spil. På det punkt ønsker jeg at have tid til at finde ud af, hvorledes min rolle som jurist skal være. Der skal være orden og balance i tingene samtidig med at kirkens liv befordres. Min opgave er naturligvis primært det første. Fra styrmand til cand.jur Ja, jeg har jo en forhistorie, fortæller hun, mens smilet glimter frem. Egentlig troede jeg, at jeg skulle være jurist, fordi jeg skulle arbejde med havarikommissioner, skibsforsikringer og den slags. Men det blev forsvaret, hvor jeg indtil for nylig arbejdede i personelafdelingen på Holmen. Her har jeg haft ansvaret for at implementere den nye disciplinarlov, der trådte i kraft her pr. 1. januar. Det er en lov beregnet på at opdrage medarbejderne i forsvaret til at opføre sig ordentligt i det daglige. Der har været gamle traditioner for, hvordan man skulle håndtere lydighedsnægtelser, respektløs optræden og så videre, både fra personellets side og de foresatte, og det er de traditioner, som disciplinarloven skal gøre mere nutidige. Med loven i hånden er opgaven at opnå den ønskede adfærd hos personellet og skabe sammenhæng mellem mål og middel. Mit arbejde bestod så i at sørge for at få lavet bekendtgørelser og vejledninger til loven samt ikke mindst formidlingen heraf til hele forsvaret. Det er den slags jeg godt kan lide. Det gælder om at få tanker og processer ført ud i livet, og se at de fungerer. At få tingene til at lykkes. Og helst på den måde, som man i forsvaret kalder operativ, altså en praktisk og anvendelig tilgang. Praksisorienteret ville man sikket sige andetsteds. Det sætter jeg meget pris på. Kirken Jo, jeg holder meget af kirken. Den har altid betydet meget for mig, selvom jeg egentlig ikke kommer fra et kirkeligt miljø. For mig er det naturligt at være kristen og have et kristent livssyn. Men når det kommer til stykket, tænker jeg nok mest på mig selv som mor til mine tre børn på 6, 13 og 16. Det er så egentlig også deres skyld, at vi som de fleste andre københavnere shopper rundt i kirkelivet. Egentlig hører vi til Helligåndskirken, men vi kommer også gerne i Trinitatis og i Marmor. Jeg synes, børnene skal være med til selv at vælge, hvor de vil konfirmeres. Det handler også om deres kammerater fra skolen. På den måde er vi blevet ærkekøbenhavnere, slutter Helle Ostenfeld af med at fortælle. SKJULT GRAVKAPEL HAR FORSINKET ISTANDSÆTTELSEN AF VOR FRELSER Frederiks IV s hustru til venstre hånd genfundet. Sammen med sit barn blev hun begravet i 1704 i Vor Frelsers kirke. Da arkitekterne begyndte at opmåle Vor Frelsers kirke i forbindelse med istandsættelsen var der noget, som ikke stemte. Et hulrum mente man. Ved at bore et hul gennem en væg i kirkens tidligere ligkapel i krypten under tårnet fandt man resterne af to kister, som i forbindelse med en ombygning var skubbet til side og muret inde. Kisterne indeholder de jordiske rester af Elisabeth Helene von Vieregg, en af Frederik IV s mange elskerinder. Hun var datter af en preussisk gesandt og hofdame hos kongens søster, ligesom hun fungerede som hofdame for dronningen i forbindelse med en af hendes fødsler. Elisabeth Vieregg blev installeret i et selvstændigt palæ på Slotsholmen og efter sigende fandtes der en hemmelig gang mellem slottet og palæet, således at kongen uhindret kunne bevæge sig over til hende. Omkring 1703 giftede han sig med hende til venstre hånd, og ved samme lejlighed tildeltes hun en grevindetitel samt retten til sit udkomme fra Antvorskov. I 1704 mens kongen var på rejse i Norge døde hun imidlertid i barselsseng og fortaltes det siden af sorg og skam! Grevinde von Viereggs døbefont i Vor Frelser Kirke. Elisabeth von Vieregg havde et tæt forhold til Vor Frelsers kirke og var blandt andet giver af den imponerende døbefont. Efter sigende hang der længe dér et epitafium med en tysk indskrift. Denne forsvandt dog senere sammen med erindringen om hendes gravsted. Årsagen var naturligvis det celebre i sagen, der medførte at arkivalierne længe nøjedes med at bringe yderst diskrete hentydninger. Ifølge kirkeværket skulle graven have været sløjfet i forbindelse med indretningen af en ny opgang til tårnet i slutningen af 1800 årene. Nu er gravkapellet imidlertid genfundet og har skabt store vanskeligheder for den planlagte istandsættelse og ombygning. Det var nemlig meningen, at et nyt handicaptoilet skulle indrettes umiddelbart over den genfundne krypt. Dette har sendt såvel Nationalmuseet, som arkitektfirmaet Fogh og Følner samt Menighedsrådet på overarbejde for at finde en løsning, så istandsættelsen kan påbegyndes. Det haster. Enhver kan med det blotte øje gå ind i kirken og iagttage, hvorledes gulvet er vindt og skævt. Det er tydeligt at hele kirken vedholdende sætter sig. Oprindeligt skulle kirken være lukket efter den 4. juni. - Hvorvidt den dato holder ved vi ikke, siger Stig Andersen fra arkitektfirmaet Fogh og Følner imidlertid. Netop i disse dage arbejdes der hektisk med at finde nogle fornuftige løsninger, så det længe planlagte arbejde forhåbentlig snarligt kan gå i gang.

7 nr. 5 juni 2006 Københavns Stiftstidende 7 MARATON GENNEM SALMEBOGEN I Knudsker sogn på Bornholm er starten gået til en salmemaraton, som over tre år skal føre menigheden igennem salmebogen. Planen er, at vi skal hele salmebogen igennem. Ikke alle salmerne, og heller ikke kun de nye salmer, men alle salmebogens afsnit, fortæller organist ved Knudsker kirke Poul Lykke Nielsen, der sammen med sognepræst Jens Kaltoft står bag salmemaratonen. Idéen til projektet opstod, efter at Jens Kaltoft på Kvaglund Kirkes hjemmeside havde set, at man her havde sat en salmemaraton i gang. Han forelagde projektet for Poul Lykke Nielsen, som straks var med på idéen, og i oktober sidste år gik starten til Knudsker sogns salmemaraton. Vi mødes i Knudsker sognegård og synger og gennemgår en lille halv snes salmer, som jeg har udvalgt. Desuden er der hver gang en af deltagerne, der fortæller om en salme, som har særlig betydning for ham eller hende, siger Poul Lykke Nielsen. Det er meningen, at salmemaratonen skal strække sig over en samling hvert forår og en hvert efterår over tre år. Indtil nu har der været to samlinger, i oktober sidste år og i marts i år. Hver gang med 10 deltagere, og det er lidt under det forventede. Vi vil gerne op på over 15 deltagere for at gennemføre over de tre år, siger Poul Lykke Nielsen og peger på, at det lave deltagerantal kan skyldes, at der var en del andre arrangementer de pågældende dage, og at vejret i øvrigt lagde mest op til at blive hjemme i sin varme stue. Men dem, der deltog, var særdeles tilfredse, tilføjer han. Når Poul Lykke Nielsen og Jens Kaltoft har sat salmemaratonen i gang, bunder det i et ønske om, at så mange som muligt lærer den danske salmeskat at kende. Formålet er at inspirere til en fordybelse i salmeskatten og den enkelte salme, således at der finder en åndelig berigelse af menigheden sted, siger Poul Lykke Nielsen og fortsætter: Ud over det, er det også berigende at synge sammen og derved styrke fællesskabet. Rikke Just Åndenød Det er ubehageligt at få åndenød. Og kvælning skulle være en af de mest ubehagelige måder at dø på. Åndenød kan man også få i overført betydning. Demokratiet kan få åndenød, hvis det demokratiske forvitrer eller udsultes eller af andre grunde. I kirken burde man ikke kunne få åndenød. Den sande kirke skabes af Helligånden, og Helligånden er netop det, der giver os liv og ånde. Som det læses ved mange gudstjenester rundt om i landet ved indledningen til nadveren: Liv og ånde giver du os Vi takker og fejrer, at livets Gud giver os liv og ånde. Den teologiske forståelse i disse ord liv og ånde giver du os, og i resten af nadveren for den sags skyld, er trefoldig. For det første er den gud, som giver liv og ånde, skaberguden, der hele tiden skaber og opretholder livet for os. Det viser sig blandt andet ved, at vi ånder og trækker vejret. Alt skulle således være godt, men erfaringen viser, at livet har det med at sande til, at gå fisk eller i sort. Enten fordi vi selv eller andre ødelægger det, eller fordi livet lægges øde af døden eller andre anonyme magter. Syndens magt kalder vi dette på DEN FROMME KLUMME teolog-sprog. Synden gør livet surt og gør det svært at trække vejret. Men hvis vi vender tilbage til nadveren, så er forståelsen den, at Gud selv har genoprettet dette forhold. Gud har selv i Jesus taget synden og døden på sig og så at sige naglet det fast på korset. I nadveren bliver det sagt til os, at vi har del i det genoprettede liv. Vi tilsiges syndernes forladelse, og dermed burde vi blive i stand til at modtage liv og ånde på ny og omsætte det i et frit åndedrag. Vi skulle, da vi nu selv kan trække vejret frit og utvunget, gerne lade dette forplante sig til vores medmennesker. Sådan er det i den sande kirke, den som er usynlig, og som Helligånden skaber. Den kirke, der består af dem, som tror dette. Og det vil sige, at man umiddelbart handler efter det. Troen er ikke en opfattelse eller mening, men det man handler efter. Derfor er det, at troen skal kendes på gerningerne. Kærlighedens gerninger er kendetegnet ved at være frie og ikke gjort af pligt eller frygt. Netop fordi kærligheden er fri, gør den også den elskede fri. Dette er ikke kun en teologisk påstand, men også en psykologisk erfaring. Selvom det på en måde virker oplagt, så er det nok et fromt ønske at ville have folkekirken til at afspejle den sande kirke. Selvom folkekirken er en politisk institution og en strukturel ramme, der blot skal give plads til den sande kirke, så synes jeg, meget af den diskussion og mange af de tiltag, der gøres rundt omkring, er præget af frygt og åndenød. Det er klart, at den økonomiske horisont for folkekirken, ikke mindst i Københavns Stift, ikke giver anledning til jubel. Men vi bliver på den anden side ikke salige af at styre og kontrollere os selv og hinanden. Folkekirken bliver aldrig gudsriget, men hvis vi, som har en stor del af vores liv i folkekirkens rammer, hvis vi glemmer, at vi har fået liv og ånde, så vi frit kan trække vejret, så får både vi selv og folkekirken åndenød, og så ender det med, at vi dør. Af Nicolai Halvorsen, Studenterpræst ved Naturvidenskab og Sundhedsvidenskab på KU, samt sognepræst ved Sct. Johannes kirke.

8 8 Københavns Stiftstidende nr. 5 juni 2006 TRINITATIS KIRKE 350 ÅR Kirken med det runde tårn fylder 350 år trinitatis søndag. Det fejres med ballonopstigning fra Rosenborg Eksercerplads, stort historisk optog gennem byen, folkefest på kirkepladsen og meget mere. Historisk optog Den 10. juni kl. 12 vælder de historiske bølger ind over Købmagergade, når Kong Christian den 4. og Dronning Juliane Marie gæster jubilæumsfestlighederne i et stort historisk optog, der begynder fra kirkepladsen. Det var Christian den 4., der påbegyndte byggeriet af kirken i Sammen med digterne Johan Herman Wessel og Johannes Ewald, der begge ligger begravet ved kirken, og borgere fra indvielsen i 1656, kirkepersonale gennem tiderne og mange flere, vækkes han til live i dagens anledning og promenerer gennem byen med gode historier fra kirkens, sognets og Rundetårns historie. Historisk gudstjeneste og fest på kirkepladsen Ved en historisk gudstjeneste lørdag den 10. juni kl. 13 kan man opleve spændende og pudsige episoder fra gudstjenester og kirkelige handlinger i Trinitatis Kirke gennem 350 år. Det var eksempelvis i Trinitatis Kirke, at der for første gang i Danmark var konfirmation af døvstumme. På kirkepladsen kulminerer dagen derefter med sjove boder og underholdning samt salg af helstegt gris og lam, særlig jubilæumsøl fra bryggeriet Refsvindinge og lækkerier fra renæssancen. Der kan købes en tre i én-billet til et måltid mad, en øl eller vand og adgang til Rundetårn for 50 kroner for voksne og 30 kroner for børn. Billetten kan allerede fra den 1. juni købes i Rundetårns billetluge og sælges på dagen både der og på kirkepladsen. Efter den historiske gudstjeneste er kirken åben fra kl. 14 til kl. 17, og Rundetårn er åbent fra kl. 10 til kl. 20. Festgudstjeneste den 11. juni kl. 10 Kirken blev oprindeligt indviet på trinitatis søndag i 1656, og derfor fejres kirkens jubilæum også i år på trinitatis søndag med en festgudstjeneste søndag Trinitatis Kirke. den 11. juni kl. 10. Biskop over Københavns Stift, Erik Norman Svendsen, prædiker, og alle kirkens præster medvirker i gudstjenesten. Komponisten Ib Nørholm har på bestilling komponeret to værker til festgudstjenesten: et introitus Jubilate Deo for kor og orgel og et Postludium til Trinitatis for orgel. Jubilæumskoncert med Trinitatis Kantori Onsdag den 7. juni kl. 20 er der jubilæumskoncert med Trinitatis Kantori dirigeret af Per Enevold, og ved orgelet sidder kirkens organist Inge Bønnerup. Koncerten vil blive radiotransmitteret, og man vil blandt andet kunne høre værker af de gamle Christian den 4. musikere, Mogens Pedersøn og Melchior Borckgrewinck, og fra vor egen tid Bent Sørensen, Ib Nørholm, Bernhard Lewkovitch med flere. Efter koncerten fortsætter Kantoriet med at synge i Rundetårns bibliotekssal. Billetter til hele arrangementet koster 50 kroner. Ballonopstigning på Rosenborg Eksercerplads Særegne oplevelser hører sig til i anledning af den særegne kirkes jubilæum. Eksercerpladsen ved Kongens Have ligger i Trinitatis Sogn, og det var herfra, at den første danske bemandede ballonfærd i 1811 blev gennemført. Det skal ikke gå upåagtet hen, så for at skyde festlighederne i gang, sendes der fredag den 9. juni kl. 18 fra Eksercerpladsen ved Rosenborg en luftballon til vejrs, der med et flot jubilæumslogo bebuder fest. Jubilæumsskrift om Trinitatis Kirke og sogn I anledning af jubilæet udkommer jubilæumsskriftet Runde Kirke, Taarn og Sogn redigeret af sognepræst Kirsten Sandholt, Rundetårns direktør, Jesper Vang Hansen, og museumsinspektør Inger Wiene. I bogen tages livet i Trinitatis Sogn for første gang samlet under behandling i 16 artikler om blandt andet tobaksproduktion i sognet, boligforhold i Rundetårn og den badeanstalt, der engang lå ved siden af kirken. Jubilæumsskriftet kan købes i boghandlerne fra den 9. juni. Læs mere om jubilæet og arrangementerne på Annette Molin Schmidt EN VISIONÆR MAND Christian den fjerde var en handlekraftig konge. Det kan vi lære meget af. Christian den fjerdes syn før slaget i Listerdyb. På Rosenborg Slot kan man for øjeblikket se en prægtig særudstilling, der følger Christian den 4. og hans yndlingsslot fra opførelsen frem til kongens død på Rosenborg den 28. februar Her blandes skulptur, maleri, kunsthåndværk, møbler og dragter i en fængende fortælling, der belyser Christian den 4. og hans families tilværelse på Rosenborg, i hverdag og fest, glæde og sorg. Udstillingen giver et fantastisk billede af et livskraftigt og yderst sanseligt menneske, som i enhver forstand gik op i sine omgivelser. Nogle af udstillingens mest interessante ting er dog på en måde ikke de smukkeste eller mest imponerende og udtryksfulde. De giver imidlertid indblik i, hvorledes Christian den 4. arbejdede med at få styr på sin omverden. Det drejer sig om to billeder. Det første gengiver et drømmesyn af Kristus, som Christian den 4. så på Rothenburg i 1625 midt under sine værste nederlag i 30-årskrigen. Det andet billede viser hans syn før slaget ved Listerdyb i 1644, hvor han har forventet at skulle dø og derefter har drømt om en ærefuld opstandelse. Begge billeder er kunstnerisk betragtet nærmest naivistiske. Men kongen har tydeligvis ønsket at formidle sine synsindtryk visioner videre. Man ved, at den slags visioner er den egentlige drivkraft bag handlekraftige menneskers evne til at føre deres planer ud i virkeligheden. På udstillingen har vi nu disse syn for sagn samlet: når Christian den 4. fik sat sig så store spor i sin datid og i vores historie, skyldes det ikke mindst hans evne til at se. Til særudstillingen er udgivet et rigt illustreret katalog: Christian 4. og Rosenborg Tid: Åben daglig I juni og juli er der åbent i tidsrummet Sted: Rosenborg Slot, Øster Voldgade 4 A, København K.