Regnskabsmæssig behandling af immaterielle anlægsaktiver

Transkript

1 Hovedopgave Cand.merc.aud. Institut for Regnskab Forfatter Claus H. Madsen Vejleder Tage Rasmussen Regnskabsmæssig behandling af immaterielle anlægsaktiver Handelshøjskolen i Århus 2003

2 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Problemformulering Metode Afgrænsning Det begrebsmæssige grundlag Begrebsrammen Brugerne og deres informationsbehov Årsrapportens kvalitative egenskaber Definitioner på regnskabets hovedelementer Indregning og måling Klassifikation Definitioner Immaterielle anlægsaktiver Forskning Udvikling Øvrige definitioner Indregningskriterier Generelle indregningskriterier Sandsynlige fremtidige økonomiske fordele Pålidelig måling Særlige indregningskriterier for internt oparbejdede immaterielle anlægsaktiver Særlige indregningskriterier i IAS Internt oparbejdede immaterielle anlægsaktiver som ikke må aktiveres ifølge IAS Årsregnskabslovens bestemmelser om indregning af immaterielle anlægsaktiver Bestemmelserne i regnskabsvejledning Behov for præcisering af lovhierarkiet Aktivering eller omkostningsførsel af specifikke immaterielle anlægsativer Goodwill Forskning og udvikling Internt oparbejdede mærkenavne, kundelister m.m Første måling af et immaterielt anlægsaktiv Opgørelse af kostprisen for erhvervede immaterielle anlægsaktiver Separat anskaffelse Anskaffelse som del af en virksomhedssammenslutning Anskaffelse ved et offentligt tilskud Udveksling af aktiver Opgørelse af kostprisen for internt oparbejdede immaterielle anlægsaktiver Tidsmæssig afgrænsning af aktiverbare omkostninger Direkte omkostninger Indirekte omkostninger Finansieringsomkostninger Ikke aktiverbare omkostninger...47

3 5.3 Efterfølgende omkostninger Efterfølgende måling To alternative værdiansættelsesmetoder ved den efterfølgende måling Immaterielle anlægsaktivers brugstid Nuværende praksis Fremtidig praksis Immaterielle anlægsaktiver med begrænset brugstid Immaterielle anlægsaktiver med ubegrænset brugstid Nedskrivning Indikationer på værdiforringelse Pengestrømsfrembringende enheder Opgørelse af nettosalgspris Opgørelse af nytteværdi Goodwill Indregning af tab ved værdiforringelse Tilbageførsel af tab ved værdiforringelse Årsregnskabslovens og RV 7 s bestemmelser om nedskrivning Opskrivning Opskrivning af immaterielle anlægsaktiver jævnfør IAS Årsregnskabslovens forbud mod opskrivning af immaterielle anlægsaktiver Fjernelse fra balancen Oplysningskrav om immaterielle anlægsaktiver Oplysningskrav i IAS-standarderne Oplysningskrav i årsregnskabsloven Konklusion English summary Litteraturliste...89

4 1. Indledning Velstand, værdiskabelse og vækst drives i dag primært af immaterielle aktiver. Fysiske og finansielle aktiver bliver hurtigt tilgængelige for alle, og giver derfor i bedste fald kun et gennemsnitligt afkast. Selve produktionsapparatet udgør derfor en stadig mindre del af virksomhedernes samlede værdi. Dominerende markedspositioner, høje afkast og i visse tilfælde midlertidige monopoler opstår, når virksomheder frembringer og anvender immaterielle aktiver bedre end konkurrenterne. Globalisering og stigende frihandel tvinger virksomhederne ind i en kontinuerlig innovativ proces for at overleve og skabe vækst. Innovation er således et meget centralt begreb, og netop innovation opnås primært ved investeringer i immaterielle aktiver såsom forskning og udvikling, veluddannede medarbejdere og viden. Med de immaterielle aktivers dominerende betydning i værdiskabelsen er det problematisk, at virksomhedernes regnskaber ikke i højere grad afspejler disse aktivers betydning. Området har i de senere år oplevet øget fokus, men præsentationen af immaterielle aktiver i regnskaberne bærer stadig præg af forsigtige og konservative opgørelser, som kun tillader en meget begrænset andel af disse aktiver opført i balancen. Hovedparten af investeringerne i immaterielle anlægsaktiver udgiftsføres stadig i resultatopgørelsen, selvom disse investeringers betydning ofte langt overstiger de fysiske og finansielle aktivers betydning for virksomhedernes værdi og vækstmuligheder. Den nuværende regnskabsmæssige behandling af immaterielle anlægsaktiver er således ikke tilfredsstillende, og vil givet undergå betydelige forandringer i de kommende år. Den asymmetriske information som hidtidig regnskabspraksis har resulteret i, har alvorlige økonomiske konsekvenser på såvel makro- som mikroniveau 1. Kapitalomkostningerne forhøjes, specielt i nystartede vidensintensive virksomheder, investorer undervurderer systematisk sådanne virksomheder, hvilket hindrer investeringer og vækst. Faren ligger dog ikke udelukkende i, at markedet undervurderer virksomhedernes immaterielle aktiver, det modsatte kan også være tilfældet, og ligeledes have alvorlige konsekvenser. Hvis markedet ikke informeres tilstrækkeligt må investorerne værdiansætte virksomhederne på et utilstrækkeligt grundlag, hvilket kan resultere i overvurderinger, som kan resultere i bobler på aktiemarkedet. Utilstrækkelig information øger således volatiliteten og dermed risikoen på de finansielle markeder. Endelig får virksomhedernes ledelse et uhensigtsmæssigt kortsigtet incitament til at begrænse investeringerne i immaterielle aktiver, når disse investeringer regnskabsmæssigt behandles som omkostninger. 1 Lev, Baruch: Intangibles - Management, Measurement and Reporting, side 4 1

5 Ovenstående problemstillinger oplever stærk fokus, og der synes at være en vis enighed om, at den nuværende regnskabspraksis må ændres. Således har IASB udarbejdet et nyt udkast til IAS 38. Dette udkast ligger sig tæt op af den amerikanske standard indenfor immaterielle anlægsaktiver, og er i højere grad end tidligere fokuseret på at få de immaterielle anlægsaktivers værdi tydeliggjort i regnskabet. Anerkendelsen af behovet for at få en større andel af virksomhedernes immaterielle anlægsaktiver til at fremgå af regnskaberne illustreres af FASB, som i kommentatarerne til FAS 142 Goodwill and other Intangible Assets skriver, at At the inception of this project, the Board observed that intangible assets make up an increasing proportion of the assets of many (if not most) entities, but despite their importance, those assets often are not recognized as such. Accordingly, the Board concluded in the 1999 Exposure Draft that the decision usefulness of financial statements would be enhanced by the recognition of more intangible assets. The Board affirmed that view in its redeliberations. 2 Citatet viser at der ikke blot blandt regnskabsbrugerne men også hos regnskabsudarbejderne i de senere år er opnået en vis erkendelse af uhensigtsmæssigheden i den nuværende regnskabspraksis vedrørende immaterielle anlægsaktiver. Dette har dog endnu ikke ført til, at immaterielle anlægsaktiver i tilstrækkeligt omfang indregnes i balancen. 1.1 Problemformulering På baggrund af indledningens kritik af den nuværende regnskabspraksis vedrørende immaterielle anlægsaktiver analyseres den nuværende regnskabspraksis med henblik på at opstille anbefalinger for, hvorledes en mere relevant og retvisende regnskabspraksis indenfor immaterielle anlægsaktiver kan udformes, uden at begrebsrammens krav om pålidelighed tilsidesættes. Der vil specielt blive fokuseret på den regnskabsmæssige behandling af goodwill samt forskning og udvikling, men andre kategorier af immaterielle anlægsaktiver inddrages også. Centrale problemstillinger vil være, hvornår immaterielle anlægsaktiver bør identificeres og aktiveres, hvor lang deres brugstid er, samt hvorledes de løbende bør værdiansættes efter den første indregning. 2 FAS 142 Goodwill and other Intangible Assets, appendiks B, afsnit B28 2

6 1.2 Metode Der tages i rapportens opbygning udgangspunkt i IAS 38 Immaterielle aktiver, og dennes bestemmelser sammenholdes løbende med årsregnskabsloven, de danske regnskabsvejledninger og, hvor det findes relevant, de amerikanske standarder. Udgivelsen af et nyt udkast til IAS 38 i december 2002 vil ligeledes få stor opmærksomhed, ligesom der inddrages andre relevante IASstandarder i behandlingen. Der fokuseres særligt på de områder, hvor standarderne afviger fra hinanden, mens mere konsensusprægede områder berøres i mindre omfang. Indledningsvist behandles begrebsrammen for udarbejdelse og præsentation af årsregnskaber med henblik på at opstille en referenceramme, som kan danne baggrund for de efterfølgende analyser af den regnskabsmæssige behandling af immaterielle anlægsaktiver. 1.3 Afgrænsning Fremstillingen omhandler alene immaterielle anlægsaktiver, og behandlingen afgrænser sig til den regnskabsmæssige behandling af immaterielle anlægsaktiver i den obligatoriske del af årsrapporten. Supplerende beretninger om immaterielle anlægsaktiver i eksempelvis vidensregnskaber inddrages ikke. Rapporten beskæftiger sig udelukkende med børsnoterede virksomheder (regnskabsklasse D). Dette skyldes, at behandlingen forsøger at afspejle den højeste standard indenfor den regnskabsmæssige behandling af immaterielle anlægsaktiver. Lempelige undtagelsesbestemmelser for mindre virksomheder er derfor ikke relevant for denne behandling. Af samme grund berøres overgansbestemmelserne i IAS 38 ikke. Skattemæssige spørgsmål vedrørende den regnskabsmæssige behandling af immaterielle anlægsaktiver berøres ikke, da det ikke bør være skattespørgsmål, som er afgørende for, hvilken regnskabspraksis der foretrækkes. Udskudt skat er således også undtaget fra behandlingen. Vedrørende koncerngoodwill afgrænses behandlingen til indregning og måling efter erhvervelsen. Den tekniske opgørelse af, hvorledes koncerngoodwill beregnes ved virksomhedsovertagelser behandles således ikke. Hermed er IAS 22 Virksomhedssammenslutninger undtaget fra behandlingen. 3

7 Amerikansk praksis vedrørende immaterielle anlægsaktiver inddrages kun i det omfang behandlingen her er væsentlig anderledes. APB 17 Intangible Assets og FASB 2 Accounting for Research and Development Costs fra henholdsvis 1970 og 1974 berøres ikke, selvom disse fortsat er gældende på visse områder, idet disse standarder vurderes at være forældede. Derved vil amerikansk praksis kun blive berørt ud fra FAS 142. Som følge heraf vil den amerikanske praksis vedrørende internt oparbejde immaterielle anlægsaktiver ikke blive berørt. Endelig bemærkes det, at fremstillingen tidsmæssigt er begrænset til den 24. august Forhold offentliggjort efter denne dato er ikke medtaget i fremstillingen. Dette betyder blandt andet, at de ellers meget relevante høringssvar fra offentligheden på IASB s udkast til IAS 38 ikke kan medtages, idet disse først offentliggøres i november. 4

8 2. Det begrebsmæssige grundlag For at kunne analysere de nuværende regnskabsstandarder og foreslå forbedringer er det nødvendigt at opstille en begrebsramme, som præciserer hvilke kvalitative kriterier der søges opfyldt. Ligeledes er det vigtigt at fastslå, hvilke brugere regnskabet skal servicere. Da denne rapport beskæftiger sig med 3 alternative standarder, foreligger der også 3 alternative begrebsrammer. FASB og IAS har ligesom årsregnskabsloven sin egen begrebsramme, dog er der en vis overensstemmelse imellem disse, så valget af begrebsramme får ikke afgørende betydning for de efterfølgende analyser. Da det ikke er rapportens formål at bedømme de forskellige begrebsrammer nærmere, tages der udgangspunkt i årsregnskabslovens begrebsramme. De væsentligste afvigelser i forhold til FASB og IAS vil dog blive nævnt, ligesom det præciseres, hvad forfatteren særligt vil ligge vægt på i de efterfølgende analyser. Det skal fastslås, at den danske begrebsramme, ligesom de danske regnskabsvejledninger, er kraftigt inspireret af IASB, men den danske begrebsramme er væsentligt nyere, idet begrebsrammen fra IASB blev publiceret i 1989, mens den danske begrebsramme stammer fra Begrebsrammen En begrebsramme er en overordnet ramme, hvori regnskabets formål, grundlæggende begreber og sammenhænge vises 3. Den danske begrebsramme har fem niveauer, de underliggende niveauer deduceres altid af de overliggende niveauer. 1. Brugerne og deres informationsbehov 2. Regnskabets kvalitative egenskaber 3. Definitioner af regnskabets elementer 4. Indregning og måling 5. Klassifikation Niveau 1 og 2 gælder for hele årsrapporten, mens niveau 3, 4 og 5 kun gælder selve årsregnskabet 4. Den teoretiske begrebsrammes niveau 3 og 4 baserer sig på den værdibaserede regnskabsteori, som i de senere år har været styrende for den internationale udvikling i regnskabsreguleringen. Begrebsrammen er dog uafhængig af regnskabsreguleringen, så trods den umiddelbare 3 Regnskabsrådets rapport om Revision af Årsregnskabsloven, side 45 4 Regnskabsrådets rapport om Revision af Årsregnskabsloven, side 46 5

9 sammenhæng med den værdibaserede regnskabsteori i de omtalte 2 niveauer, udelukkes den transaktionsbaserede regnskabsteori ikke. 2.2 Brugerne og deres informationsbehov Det er helt afgørende for regnskabsudarbejdelsen at få fastlagt, hvilke brugere årsrapporten skal servicere. Såvel IASB som den danske begrebsramme opererer med en meget bred definition af brugerne, som består af følgende ikke udtømmende grupper 5 : Investorer Långivere Medarbejdere Leverandører Kunder Offentlige myndigheder Interesseorganisationer Offentligheden, herunder forbrugere og lokalsamfundet Ovenstående brugergrupper fremgår af den danske begrebsramme og årsregnskabslovens 12 stk. 2, og er med undtagelse af interesseorganisationer identisk med brugerdefinitionen fra IASB. Årsrapporten skal således søge at støtte disse brugergrupper i deres økonomiske og virksomhedspolitiske beslutninger om virksomheden. Når der opereres med en så bred og hetrogen definition af brugerne er det oplagt, at brugernes ønsker i nogen udstrækning vil være modstridende, og brugernes informationsbehov kan derfor ikke tilfredsstilles fuldstændigt i en og samme rapport. Der synes dog at være en vis enighed om, at investorerne indtager en nøglerolle i fastlæggelsen af informationsbehovet, idet denne brugergruppe stiller risikovillig kapital til rådighed for virksomhederne, og dermed i særlig grad påtager sig en risiko, som kræver grundig information. Ved investorer forstås såvel nuværende som potentielle, ligesom aktieanalytikere og andre rådgivere på de finansielle markeder tilhører denne gruppe af brugere. I IASB s begrebsramme pkt. 10 fastslås, at årsregnskaber, som opfylder investorernes behov, også vil opfylde de fleste af behovene hos de andre regnskabsbrugere. Dette er udokumenteret, og blandt andet 5 Regnskabsrådets rapport om Revision af Årsregnskabsloven, side 47 6

10 Regnskabsrådets rapport anfægter denne påstand, idet det her vurderes, at de øvrige brugergruppers informationsbehov i fremtiden vil stige væsentligt for at kunne vurdere, hvilken ansvarlighed virksomheden udviser i sin udnyttelse af samfundets ressourcer 6. I relation til nærværende fremstilling omhandlende immaterielle anlægsaktiver vurderes investorerne dog at være den brugergruppe, som har det største informationsbehov, og ligeledes er det forfatterens holdning, at det netop er investorernes krav om information som styrer udviklingen på det pågældende område 7. I de efterfølgende analyser vil investorerne således have størst vægt, men långiverne vil også være af stor betydning. Långivere adskiller sig fra de øvrige kreditorer ved at have en længere tidshorisont, og deres informationsbehov vil i modsætning til investorerne typisk være mere forankret i pålidelighed end relevans. Brugerne forudsættes ikke at besidde ekspertviden, men et grundlæggende kendskab til, og forståelse for, regnskaber kan dog forventes. Der kan således forventes en vis viden og omhu fra brugernes side, og det er et grundlæggende krav, at årsregnskabet skal udarbejdes, så det er forståeligt for brugerne. Dette betyder dog ikke, at regnskabsudarbejderne under henvisning til årsregnskabets forståelighed kan udelade vigtig information. Det fremgår specifikt af IASB s begrebsrammes pkt. 25, at Oplysninger om indviklede forhold, som skal være indeholdt i årsregnskabet, fordi de er af betydning for regnskabsbrugeres behov for økonomisk beslutningstagen, skal således ikke udelades, udelukkende fordi de kan være vanskeligt tilgængelige for visse regnskabsbrugere. 2.3 Årsrapportens kvalitative egenskaber Formålet med årsrapporten er, som det fremgår af ovenstående, at sikre regnskabsbrugerne nyttig information, som kan understøtte dem i deres økonomiske og virksomhedspolitiske beslutninger om virksomheden. For at sikre, at årsrapportens informationer er nyttige, stilles der en række kvalitative krav til årsrapporten, hvoraf de vigtigste er relevans og pålidelighed. Disse to kvalitative egenskaber fremgår direkte af årsregnskabslovens 12 stk. 3. Derudover er det et krav, at årsrapporterne udarbejdes, så de er sammenlignelige, såvel i forhold til andre virksomheder, som over tid for den enkelte virksomhed. Kravet om sammenlignelighed fremgår ikke eksplicit af årsregnskabsloven, 6 Regnskabsrådets rapport om Revision af Årsregnskabsloven, side 48 7 Dette understøttes af, at nærværende fremstilling udelukkende omhandler børsnoterede virksomheder jf. afgrænsningen 7

11 men er nævnt i forarbejderne 8, og er implicit indeholdt i de grundlæggende forudsætninger, som fremgår af årsregnskabslovens 13 - her tænkes specielt på kravene om konsistens og kontinuitet, ligesom kravet om sammenligningstal i årsregnskabslovens 24 understøtter dette synspunkt. I IASB s begrebsramme fremhæves forståelighed som en fjerde primær kvalitativ egenskab, hvilket ikke er tilfældet i den danske begrebsramme. Man kan argumentere for, at forståelighed knytter sig mere til brugerne end regnskabsudarbejderne, og derfor implicit er en del af det første niveau. Forståelighed må være en forudsætning for regnskabsinformationernes relevans, pålidelighed og sammenlignelighed, og bør derfor være overliggende i forhold til disse kvaliteter. Man kan ikke tale om nytteværdi af uforståelig information, og derfor vil sådanne uforståelige informationer aldrig opfylde de kvalitative egenskaber. Regnskabsinformation er relevant, når den potentielt kan have indflydelse på brugernes økonomiske beslutninger om ressourceallokering, forvaltningskontrol og fordeling 9. Jeg har tilføjet ordet potentielt, fordi det ikke er afgørende, om informationen rent faktisk påvirker konkrete beslutninger. Alene potentialet til at kunne påvirke beslutninger er nok til, at informationen er relevant. FASB opererer i SFAC 2 med 3 delkomponenter af relevans. Det være sig aktualitet, prognoseværdi og feedback-værdi 10. Dette ligger tæt op af IASB s begrebsramme, hvor relevans ligeledes inddeles i prognosemæssige og kontrolmæssige funktioner. Den anden meget vigtige kvalitative egenskab, som årsrapporten skal opfylde er pålidelighed. Ved pålidelighed forstås, at informationerne skal kunne efterprøves, derfor deles pålidelighed i SFAC 2 op i underkomponenterne verificerbarhed, troværdig repræsentation og neutralitet. En lignende opdeling findes i den danske begrebsramme og hos IASB. Dog fremgår det af IASB s begrebsrammes punkt 37, at forsigtighed også er en underkomponent af kravet om pålidelighed. Det er vigtigt at understrege, at forsigtighedsprincippet ikke længere fremgår som en eksplicit del af årsregnskabsloven, og tillige ikke er nævnt i Regnskabsrådets rapport om revision af årsregnskabsloven. Forsigtighedsprincippet er altså ikke længere et fundamentalt krav ved regnskabsudarbejdelsen, og dette får væsentlig betydning i de efterfølgende analyserer af den regnskabsmæssige behandling af immaterielle anlægsaktiver. Det er forfatterens holdning, at 8 Regnskabsrådets rapport om Revision af Årsregnskabsloven, side 49 9 Regnskabsrådets rapport om Revision af Årsregnskabsloven, side Jens O. Elling: Årsregnskabsteori i analytisk perpektiv, side 153 8

12 forsigtighedsprincippets faldende betydning er helt afgørende for, at der kan skabes en mere informativ og relevant regnskabspraksis, som i højere grad afspejler de reelle værdier. Dette gælder ikke mindst i forhold til immaterielle anlægsaktiver. Det er oplagt, at verificerbarhed og troværdig repræsentation i visse tilfælde vil være modstridende. Eksempelvis vil et regnskab, som kun indregner erhvervede immaterielle anlægsaktiver være let at verificere, men den troværdige repræsentation vil ikke være tilgodeset. Aktiveres såvel erhvervede som internt oparbejdede immaterielle anlægsaktiver vil regnskabet have en højere grad af troværdig repræsentation, men det vil ske på bekostning af verificerbarheden. Da den formueorienterede regnskabsteori er styrende for den internationale udvikling går regnskabspraksis i retning af, at troværdig repræsentation opprioriteres i forhold til verificerbarhed, som i høj grad har rod i den transaktionsbaserede regnskabsteori. Ligesom verificerbarhed kan være i indbyrdes konkurrence med troværdig repræsentation, kan de to hovedkrav til regnskabets kvalitative egenskaber også være modstridende. Kravene om relevans og pålidelighed vil kollidere i en række tilfælde. Dette vil fremgå tydeligt af de efterfølgende analyser, og være centralt i afvejningen af, hvilken regnskabspraksis man bør foretrække. Overordnet må man dog igen hæfte sig ved, at den formueorienterede regnskabsteori i højere grad tilgodeser kravet om relevans end tilfældet er i den transaktionsbaserede regnskabsteori, hvor pålidelighed er i hovedsædet. Endelig er der kravet om sammenlignelighed. EU s beslutning om, at alle børsnoterede selskaber fra 2005 skal aflægge årsregnskab efter IAS-standarderne er et tydeligt tegn på, hvor stort et ønske man internationalt har om at gøre årsregnskaberne sammenlignelige over landegrænserne. Det fastslås i IASB s begrebsramme, punkt 41, at kravet om sammenlignelighed ikke må være en undskyldning for at anvende en forældet regnskabspraksis, såfremt mere relevante og pålidelige alternativer eksisterer. Kravet om sammenlignelighed kan derfor siges at være underordnet de to hovedkrav. Udover de nævnte kvalitative krav fastlægger årsregnskabslovens 13 en række grundlæggende forudsætninger for regnskabsudarbejdelsen. Enkelte af disse er nævnt i det ovenstående. Disse grundlæggende forudsætninger kommenteres ikke yderligere i dette kapitel, men vil naturligvis blive inddraget i de efterfølgende analyser i det omfang, det er relevant. 9

13 2.4 Definitioner på regnskabets hovedelementer I dette afsnit anføres de mest centrale definitioner på regnskabets elementer, idet der udelukkende fokuseres på definitioner, som har særlig betydning for nærværende fremstilling om den regnskabsmæssige behandling af immaterielle anlægsaktiver. De anførte definitioner er identiske med definitionerne i årsregnskabslovens bilag 1 litra C, og er ligeledes overensstemmende med definitionerne i IASB s begrebsramme. Aktiver: Ressourcer, som er under virksomhedens kontrol som et resultat af tidligere begivenheder, og hvorfra fremtidige økonomiske fordele forventes at tilflyde virksomheden. Anlægsaktiver: Aktiver, der er bestemt til vedvarende eje eller brug for virksomheden. Eventualaktiver: Forhold, der eksisterer på balancedagen som resultat af tidligere begivenheder, og som kan medføre fremtidige økonomiske fordele, men hvor aktivernes eksistens først kan bekræftes af en eller flere usikre fremtidige begivenheder, som er uden for virksomhedens kontrol. Indtægter: Stigninger i økonomiske fordele i regnskabsperioden i form af tilgang eller værdistigning af aktiver eller fald i forpligtelser, som medfører stigninger i egenkapitalen. I indtægter indgår dog ikke indskud fra ejere. Omkostninger: Fald i økonomiske fordele i regnskabsperioden i form af afgang eller værdiforringelse af aktiver eller stigning i forpligtelser, som medfører fald i egenkapitalen. I omkostninger indgår dog ikke udlodning eller uddelinger til ejere. Det bemærkes, at definitionerne er baseret på den formueorienterede regnskabsteori, hvilket tydeligt fremgår af definitionerne på indtægter og omkostninger, idet disse defineres med udgangspunkt i aktiver og forpligtelser. Den meget brede definition af et aktiv er ikke udtryk for, at alt hvad der opfylder denne definition 10

14 kan eller skal aktiveres. De føromtalte kvalitative krav skal naturligvis være opfyldte, det samme gælder indregningskriterierne, som fremgår af kapitel 4. Årsregnskabsloven indeholder ikke en definition af immaterielle aktiver, men disse aktiver vil blive defineret i kapitel 3, hvor en række andre centrale begreber for denne rapport ligeledes analyseres og defineres. Fælles for disse definitioner er, at der endnu ikke hersker hel enighed, og derfor kræves en nærmere gennemgang. 2.5 Indregning og måling Opfylder et aktiv (eller en forpligtelse) definitionen herpå, skal det før indregning kan finde sted, ligeledes opfylder indregningskriterierne som fremgår af årsregnskabslovens 33. Her kræves det, at der til aktivet er tilknyttet sandsynlige økonomiske fordele i fremtiden, ligesom det skal være muligt at måle aktivets værdi pålideligt. Disse krav bliver meget centrale i de efterfølgende analyser, og vil derfor blive behandlet nærmere i kapitel 4. Det følger modsætningsvis af 33, at hvis aktivet ikke opfylder indregningskriterierne skal det omkostningsføres i resultatopgørelsen. Når såvel definitionen som indregningskriterierne er opfyldt og indregning dermed skal finde sted, opstår spørgsmålet om, hvilken værdi aktivet skal indregnes med i årsrapporten. Årsregnskabsloven fastslår i 36, at kostprisen skal anvendes ved den første indregning. Derefter afhænger målingen af, hvilken regnskabspost der er tale om. Der opereres i Årsregnskabsloven med en lang række alternative målegrundlag, udover kostpris anvendes dagsværdi, kostpris, amortiseret kostpris, genanskaffelsesværdi, genindvindingsværdi, kapitalværdi (dagsværdi), nettorealisationsværdi og salgsværdi. De forskellige målegrundlag kommenteres ikke nærmere her, men vil blive beskrevet nærmere, når det i de efterfølgende analyser er relevant. 2.6 Klassifikation En korrekt klassifikation skal give regnskabsbrugerne et indtryk af virksomhedens struktur og risiko, og danne baggrund for en hensigtsmæssig ressourceallokering. I forbindelse med behandlingen af den regnskabsmæssige behandling af immaterielle anlægsaktiver er det afgørende vedrørende klassifikation, at posterne klassificeres korrekt i enten resultatopgørelsen eller balancen. 11

15 3. Definitioner Udover de helt overordnede definitioner som står opført i kapitel 2.4, kræves yderligere en række definitioner, herunder naturligvis en egentlig definition af immaterielle aktiver, og andre centrale begreber indenfor dette område. Det skal påpeges, at der stadig hersker nogen tvivl om de rette definitioner på nogle af de nedenstående begreber, og at ordlyden på definitionerne derfor løbende ændres. 3.1 Immaterielle anlægsaktiver Årsregnskabsloven indeholder som sagt ingen særskilt definition af immaterielle anlægsaktiver. I stedet findes der i loven en række eksempler på, hvad immaterielle anlægsaktiver er. Årsregnskabslovens 33 stk. 1 og 83 omhandler den regnskabsmæssige behandling af immaterielle anlægsaktiver, og nævner udviklingsprojekter og internt oparbejdede immaterielle rettigheder såsom patenter, koncessioner, varemærker og lignende rettigheder som eksempler på immaterielle anlægsaktiver. Herudover indeholder regnskabsskemaerne i lovens bilag 2 yderligere eksempler, blandt andet goodwill, ligesom der i skemaerne sondres mellem immaterielle, materielle og finansielle anlægsaktiver. Michael Steen Larsen anfører, at ovenstående giver en rimelig afgrænsning af begrebet immaterielle aktiver 11, hvilket synes rigtigt set i lyset af, at årsregnskabsloven er en rammelov, som suppleres af såvel nationale som internationale regnskabsstandarder. Af Regnskabsrådets rapport om Revision af Årsregnskabsloven fremgår det, at en definition af immaterielle aktiver ikke anses for nødvendig 12. Begrundelsen herfor er de vanskeligheder, der vil være ved at lave en definition, som samtidig vil skulle dække den fremtidige sondring mellem de forskellige aktiver, således som denne udvikler sig internationalt. En definition risikerer derved at blokere for en ellers hensigtsmæssig udvikling af regnskabspraksis. Også tilkomsten af nye aktivtyper kan medføre problemer i denne henseende. Ovenstående formulering illustrerer tydeligt, at det er den internationale udvikling, der dikterer udviklingen af regnskabspraksis i Danmark, og at man ved udarbejdelsen af årsregnskabsloven lagde stor vægt på at opnå en vis fremtidssikring. Som det senere vil fremgå i rapporten kommer årsregnskabsloven imidlertid under stigende pres fra den internationale udvikling, og vil næppe være i overensstemmelse med de internationale standarder indenfor det behandlede område om ganske få år, medmindre loven justeres. 11 Michael Steen Larsen, Den nye årsregnskabslov - internt oparbejde immaterielle aktiver, R&R nr. 11/2001, side Regnskabsrådets rapport om Revision af Årsregnskabsloven, side 117 (med henvisning til side 111) 12

16 De danske regnskabsvejledninger indeholder ligesom årsregnskabsloven ingen positiv definition af immaterielle aktiver, men i IAS 38 findes en sådan. Det fremgår af denne standards afsnit 7, at: Et immaterielt aktiv er et identificerbart ikke-monetært aktiv uden fysisk substans, som anvendes til produktion eller levering af varer eller tjenesteydelser, til udlejning til tredjepart eller til administrative formål. I udkastet til en revision af IAS 38 er denne definition ændret, således at sidste led omkring anvendelsen af det immaterielle aktiv er udeladt. Forslaget til en ny definition ser således ud som følger: Et immaterielt aktiv er et identificerbart ikke-monetært aktiv uden fysisk substans. For at der er tale om et immaterielt anlægsaktiv kræves desuden, at aktivet er bestemt til vedvarende eje eller brug for virksomheden. Forslaget til en ny definition er enklere, og selvom det næppe har stor praktisk betydning at sidste led i definitionen er fjernet, synes det at være et signal om, at begrebet skal fortolkes mindre restriktivt end hidtil, idet definitionen ikke længere stiller krav til anvendelsen af det immaterielle aktiv. Jeg mener, at forslaget til en ny definition er hensigtsmæssig, og vil derfor anvende denne definition i rapporten. Definitionen kræver, at der er tale om et ikke-monetært aktiv. Monetære aktiver defineres i IAS 38 som likvide beholdninger og aktiver, der modtages med et kontant beløb, der enten er fast, eller kan opgøres. Det bemærkes, at denne definition er uændret i IASB s udkastet til en ny standard, og at definitionen tillige er i overensstemmelse med årsregnskabslovens bilag 1, litra A, nr. 3. Indestående på bankkonti, varedebitorer og tilgodehavende udbytte er eksempler på monetære aktiver. Endvidere er det et krav, at aktivet er uden fysisk substans. Hermed afgrænses immaterielle aktiver i forhold til materielle aktiver, idet materielle aktiver netop er kendetegnet ved at have fysisk substans, mens immaterielle aktiver er uhåndgribelige. Identificerbarhed er et centralt, men meget omdiskuteret og problematisk krav i definitionen af et immaterielt anlægsaktiv. Modsat andre aktiver kan immaterielle anlægsaktiver være svære at identificere, idet der er tale om uhåndgribelige aktiver uden fysisk substans. Kravet om identificerbarhed er således et særligt kriterium for immaterielle anlægsaktiver, og det kan diskuteres, om der bør stilles ekstra krav til visse typer aktiver frem for andre. Kravet om identificerbarhed er med til at sikre, at der er en vis substans i de immaterielle aktiver, hvorved pålideligheden øges. Ud fra den formueorienterede regnskabsteori kan det dog hævdes, at ethvert aktiv, som er forbundet med sandsynlige økonomiske fordele for virksomheden bør opfylde 13

17 definitionen af et aktiv og dermed aktiveres, uanset om der er tale om et materielt, finansielt eller immaterielt aktiv. Principielt mener jeg, at man skal være meget varsom med at opstille særligt stramme regler for specifikke typer af aktiver. Såfremt aktivdefinitionen er opfyldt, skal der overordentligt gode argumenter til, for at det kan være hensigtsmæssigt at hindre aktivering. I afsnit vil en nyere undersøgelse blive omtalt, som dokumenterer, at internt oparbejdede immaterielle anlægsaktiver bidrager til virksomhedens værdi, og derfor betragtes som aktiver af kapitalmarkedet. Dermed er informationen om disse aktiver yderst relevant for brugerne. Identificerbarhedskriteriets værdi er således en opvejning af begrebsrammens to helt centrale begreber, nemlig relevans og pålidelighed. For at sikre en vis pålidelighed kan identifikationskriteriet forsvares, men jeg mener dog, at kriteriet bør fortolkes meget påpasseligt og snævert, således at det kun i få tilfælde kan bruges som argument for at hindre aktivering. Af IAS 38 afsnit 10 fremgår det, at definitionen på et immaterielt aktiv kræver, at et immaterielt aktiv er identificerbart, for at der kan skelnes mellem dette og goodwill. I den nuværende udgave af IAS 38, afsnit 11 og 12, opereres der med begrebet udskillelighed i relation til kravet om identificerbarhed. Udskillelighed anvendes her som en slags hjælpebegreb i forståelsen af kravet om identificerbarhed. Det fastslås dog samme sted, at udskillelighed ikke nødvendigvis er en forudsætning for identificerbarhed. I udkastet til en ny IAS 38 er afsnit 11 og 12 erstattet af et nyt afsnit 11, som tydeligere fastslår, hvornår kravet om identificerbarhed er opfyldt. Kravet er opfyldt når det immaterielle aktiv: a) kan udskilles. Det vil sige kan udskilles fra virksomheden og sælges, udlejes, udveksles eller udloddes individuelt eller sammen med et relateret aktiv eller en forpligtelse. b) stammer fra kontraktmæssige eller andre juridiske rettigheder, uanset om disse rettigheder er udskillelige eller udvekslelige. Desuden følger det af den almindelige aktivdefinition, at aktivet skal være under virksomhedens kontrol, at fremtidige økonomiske fordele kan forventes, samt at aktivet er et resultat af tidligere begivenheder. Afsnit i IAS 38 om kontrol er uændret i det nye udkast. Det fastslås at En virksomhed kontrollerer et aktiv, hvis virksomheden har beføjelse til at tilegne sig de fremtidige økonomiske fordele fra den underliggende ressource, samt kan begrænse andres adgang til disse fordele. Det nævnes, at den omtalte kontrol typisk vil stamme fra juridiske rettigheder, men at 14

18 dette dog ikke er noget krav. Copyrights anvendes som eksempel på et immaterielt anlægsaktiv som virksomheden har tilstrækkelig kontrol over, mens det i afsnit 15 og 16 anføres, at en kvalificeret medarbejderstab, kundeporteføljer og markedsandele normalt ikke vil kunne opfylde definitionen, fordi kontrollen hermed er utilstrækkelig. Kravet om kontrol er som sagt ikke et særligt kriterie for immaterielle anlægsaktiver, men en følge af den almindelige aktivdefinition. Alligevel er det indenfor immaterielle anlægsaktiver ganske kontroversielt og diskutabelt, hvornår en tilstrækkelig kontrol er opnået. Manglende kontrol hindrer på nuværende tidspunkt aktivering af mange immaterielle anlægsaktiver, og begrebet vil derfor blive berørt hyppigt i de efterfølgende afsnit. Undertegnede foretrækker en lempelig fortolkning af kravet om kontrol, idet dette muliggør aktivering af flere immaterielle anlægsaktiver, og dermed giver en mere retvisende balance med flere relevante informationer. Kontrolbegrebet anvendes i IAS 38 inkonsistent, hvilket følgende eksempel illustrerer. Ifølge IAS 38, afsnit 36 er internt oparbejdet goodwill ikke en identificerbar ressource kontrolleret af virksomheden, som kan måles pålideligt til kostpris. Begrundelsen for ikke at aktivere internt oparbejdet goodwill består altså af 3 argumenter. Sælges virksomheden eller en del heraf opstår der ekstern goodwill, som skal aktiveres. Erhvervet goodwill vil opfylde indregningskriteriet om pålidelig måling, idet der er tale om en transaktion mellem to uvildige parter, men de øvrigt kriterier er fuldstændigt uforandrede. Problemstillingen omkring identificerbarhed er næppe ændret som følge af salget, og det samme må siges om kontrolbetingelsen - man opnår ikke større kontrol over goodwill alene fordi det er erhvervet fra en ekstern part. Begrundelsen for ikke at aktivere internt oparbejdet goodwill burde derfor efter min mening alene være, at kravet om pålidelig måling, som behandles i afsnit 4.1.2, ikke er opfyldt. I IAS 38, afsnit 17 hedder det om de fremtidige økonomiske fordele, at disse kan omfatte omsætning fra salg af produkter eller tjenesteydelser, omkostningsbesparelser eller andre fordele hidrørende fra virksomhedens anvendelse af aktivet. Ovenstående definitioner af immaterielle aktiver, såvel den nuværende som udkastet til en ny definition, er i overensstemmelse med de føromtalte eksempler på immaterielle aktiver i årsregnskabsloven. 15

19 3.2 Forskning Forskning defineres i IAS 38 som grundlæggende og planlagte undersøgelser foretaget for at opnå ny videnskabelig eller teknisk viden og indsigt. Denne definition er uændret i det nye udkast. Regnskabsvejledning 7 definerer forskning som grundlæggende undersøgelser iværksat af en virksomhed for at opnå ny videnskabelig eller teknisk viden og indsigt. Ordlyden afviger som det ses en smule. RV 7 indeholder ikke noget krav om planlagte undersøgelser, men til gengæld skal de grundlæggende undersøgelser være iværksat. Reelt er definitionerne ens, det afvigende ordvalg kan højst have teoretisk interesse, i praksis vil det næppe have nogen betydning. Som eksempler på forskningsaktiviteter nævnes i IAS 38, afsnit 44 følgende: - aktiviteter som har til formål at indhente ny viden, - søgen efter og evaluering og endelig udvælgelse af forskningsresultaters anvendelsesmuligheder og anden viden, - søgen efter alternative materialer, anordninger, produkter, processer, systemer eller tjenesteydelser, - udformning, design, evaluering og endelig udvælgelse af mulige alternativer til nye eller forbedrede materialer, anordninger, produkter, processer, systemer eller tjenesteydelser RV 7, afsnit 8 indeholder ligeledes en række eksempler på forskningsaktiviteter. 3.3 Udvikling Udvikling defineres i IAS 38, afsnit 7 som anvendelsen af forskningsresultater eller anden viden i en plan eller skitse til fremstilling af nye eller væsentligt forbedrede materialer, anordninger, produkter, processer, systemer eller tjenesteydelser forud for påbegyndelsen af en erhvervsmæssig produktion eller brug. Definitionen af udvikling er ligesom definitionen af forskning uændret i det nye udkast. Regnskabsvejledning 7 definerer udvikling som anvendelse af forskningsresultater eller anden viden til fremstilling af nye eller væsentligt forbedrede produkter eller processer forud for påbegyndelsen af en erhvervsmæssig udnyttelse. Igen er ordlyden lidt anderledes, mens indholdet må siges at være det samme. Hvor RV 7 anvender udtrykket produkter eller processer anvendes i IAS en bredere formulering: materialer, anordninger, produkter, processer, systemer eller tjenesteydelser. Det er min vurdering, at materialer, anordninger, systemer og tjenesteydelser vil kunne indfortolkes i produkter og processer, hvorfor forskellen næppe har praktisk betydning. Alligevel foretrækker jeg den bredere formulering i IAS, fordi der er brug for brede i stedet for 16

20 snævre definitioner, hvis en større del af de immaterielle aktiver skal indregnes i regnskabet. Udover denne forskel er det en betingelse i IAS 38, at forskningsresultaterne eller anden viden anvendes i en plan eller skitse, hvilket RV 7 ikke nævner. Igen vurderes det, at den praktiske betydning heraf er yderst begrænset. IAS 38 nævner i afsnit 47 følgende eksempler på udviklingsaktiviteter: - design, opførelse og testning af prototyper og modeller før produktion og anvendelse - design af værktøj, opspændingsværktøj, støbeforme og stempler, der indebærer ny teknologi - design, opførelse og drift af et forsøgsproduktionsanlæg, hvis størrelsesorden ikke er økonomisk rentabel for erhvervsmæssig produktion - design, opførelse og testning af et valgt alternativ til nye eller forbedrede materialer, anordninger, produkter, processer, systemer eller tjenesteydelser Ligeledes indeholder RV 7 nogle eksempler i afsnit 10. Som det fremgår af ovenstående er der en tæt sammenhæng mellem forskning og udvikling. Forskning vil altid være et forstadie, hvor der foretages grundlæggende undersøgelser indenfor et for virksomheden ukendt område. Disse undersøgelser kan eventuelt senere give sig udslag i udvikling af nye eller væsentligt forbedrede produkter. Den præcise skillelinie mellem forskning og udvikling kan være svær at drage. Ud fra definitionen af forskning kan der argumenteres for, at kun meget få virksomheder rent faktisk udfører forskning, men at de derimod udelukkende udfører udvikling baseret på kendt viden eller teknologi 13. Da den regnskabsmæssige behandling af forskning og udvikling kan være forskellig, er det bestemt ikke uden betydning, at klassifikationen af forskning og udvikling udføres korrekt. 3.4 Øvrige definitioner I dette afsnit gennemgås en række definitioner, som vil have betydning for den efterfølgende fremstilling. Afskrivninger defineres i IAS 38 som den systematiske allokering af et immaterielt aktivs afskrivningsberettigede beløb over dets brugstid. 13 Michael Sten Larsen, Den nye årsregnskabslov - internt oparbejdede immaterielle aktiver, R&R nr. 11/2001 side 19 17

21 Det afskrivningsberettigede beløb er et aktivs kostpris, eller et andet beløb anvendt i årsregnskabet i stedet for kostpris, fratrukket dets restværdi. Brugstid er enten den periode, hvori et aktiv forventes at blive brugt af virksomheden eller antallet af producerede enheder eller tilsvarende enheder, som virksomheden forventer at opnå fra aktivet. Denne definition er i overensstemmelse med IAS 38. Efter min mening er FASB s definition i FASB 142 at foretrække: Brugstiden er den periode, hvor aktivet forventes at bidrage direkte eller indirekte til den fremtidige pengestrøm. I denne definition tydeliggøres det, at det væsentlige for et aktiv er dets evne til at skabe positive pengestrømme. I praksis vil de nævnte definitioner næppe være modstridende. Kostpris defineres i årsregnskabsloven som det beløb, der er ydet som vederlag for aktivet, uanset dette er anskaffet fra en ekstern part eller internt fremstillet. Definitionen i IAS 38 er det beløb, der er betalt i likvider, eller dagsværdien af en anden form for vederlag, som erlægges for anskaffelsen af et aktiv på anskaffelses- eller fremstillingspunktet. Det vurderes, at de to definitionen dækker over det samme. Scrapværdi eller restværdien er ifølge IAS 38 det nettobeløb, som en virksomhed forventer at kunne få for et aktiv ved udgangen af dettes brugstid efter fradrag af de forventede afhændelsesomkostninger. I det nye udkast til IAS 38, afsnit 7 er denne definition ændret betydeligt, heri foreslås følgende ordlyd 14 : The residual value of an intangible asset is the estimated amount that the entity would currently expect to obtain from disposal of the asset, after deducting the estimated costs of disposal, if the asset were of the age and in the condition expected at the end of its estimated useful life. Dagsværdien er ifølge årsregnskabsloven det beløb, hvormed et aktiv kan udveksles ved transaktioner mellem af hinanden uafhængige parter. I IAS 38 er definitionen en smule strammere: Dagsværdi er det beløb, et aktiv kan omsættes til ved en handel mellem kvalificerede, villige, indbyrdes uafhængige parter. Udover at parterne skal være uafhængige kræver IAS således også, at parterne skal være kvalificerede og villige. I forbindelse med handel med immaterielle anlægsaktiver synes det rimeligt at antage, at parterne vil være professionelle, hvorfor kravet om 14 For at undgå diskussioner om den rette oversættelse gengives definitionen på engelsk, idet udkastet ikke er oversat til dansk. 18

22 kvalificerede og villige parter vil være opfyldt, og som følge deraf må de to definitioner være i overensstemmelse indenfor dette område. Et aktivt marked defineres i såvel IAS 36, afsnit 5 og IAS 38, afsnit 7 som et marked, hvor følgende betingelser er opfyldte: a) de varer, som handles i det pågældende marked, er homogene, b) villige købere og sælgere kan normalt findes til enhver tid og c) priserne er tilgængelige for offentligheden. Indenfor området immaterielle anlægsaktiver er det værd at bemærke, at de ovenstående 3 betingelser sjældent vil at være opfyldt. Immaterielle anlægsaktiver er langtfra homogene, faktisk er det svært at forestille sig mere heterogene aktiver end immaterielle anlægsaktiver. Den næste betingelse om, at villige købere og sælgere normalt kan findes til enhver tid er ligeledes yderst problematisk, og endelig kan det konstateres, at priserne på immaterielle anlægsaktiver som hovedregel ikke er tilgængelige for offentligheden. Netop manglen på et aktivt marked for immaterielle anlægsaktiver er et af de store problemer for en mere værdibaseret og retvisende behandling af de immaterielle anlægsaktiver i regnskaberne. Tab ved værdiforringelse er det beløb, hvormed et aktivs regnskabsmæssige værdi overstiger genindvindingsværdien. Regnskabsmæssig værdi defineres i IAS 36 og IAS 38 som det beløb, som et aktiv kan indregnes med i balancen efter fradrag af akkumulerede afskrivninger og akkumulerede tab ved værdiforringelse. Genindvindingsværdi er det højeste af et aktivs nettosalgspris og nytteværdi. Nytteværdi er nutidsværdien af de skønnede fremtidige pengestrømme, der forventes at hidrøre fra fortsat anvendelse af et aktiv samt ved afhændelsen deraf ved udgangen af dets brugstid. 19

23 Nettosalgspris er det beløb, som kan opnås ved salg af et aktiv ved en handel mellem kvalificerede, villige, indbyrdes uafhængige parter, med fradrag af afhændelsesomkostninger. Afslutningsvis skal det nævnes, at udkastet til en revideret udgave af IAS 38 konsekvent anvender ordet entity i stedet for enterprise i alle definitioner. Ordet entity er bredere end enterprise, men igen må den praktiske betydning af justeringen være begrænset. Den egentlige forklaring på denne ændring skal sandsynligvis tilskrives det faktum, at FASB bruger ordet entity, så med ændringen skaber IASB overensstemmelse mellem ordvalget i de internationale og amerikanske regnskabsstandarder. 20

24 4. Indregningskriterier Før det kan komme på tale, at indregne et immaterielt anlægsaktiv i regnskabet er det et krav, at definitionerne i kapitel 3 er opfyldt. Herudover skal en række indregningskriterier være opfyldt. I dette kapitel gennemgås indregningskriterierne for immaterielle anlægsaktiver, idet der lægges speciel vægt på de særlige indregningskriterier, som findes for immaterielle anlægsaktiver. Det påpeges endvidere, at der på grund af uoverensstemmelser mellem de enkelte regelsæt er behov for en præcisering af lovhierarkiet. Kapitlet afsluttes med en diskussion af, hvorvidt goodwill samt forsknings- og udviklingsprojekter bør aktiveres i balancen eller omkostningsføres i resultatopgørelsen. 4.1 Generelle indregningskriterier Udover opfyldelse af definitionerne stilles der krav om opfyldelse af en række indregningskriterier, før et aktiv kan indregnes i balancen. I Årsregnskabslovens 33 stk. 1 kræves at: a) Det er sandsynligt, at fremtidige økonomiske fordele vil tilflyde virksomheden b) aktivets værdi kan måles pålideligt Disse krav er i overensstemmelse med IAS 38, afsnit Sandsynlige fremtidige økonomiske fordele Ordet sandsynligt er helt afgørende, alligevel defineres dette begreb ikke nærmere i hverken årsregnskabsloven eller i IAS 38. I IASB s begrebsramme, afsnit 85, er begrebet uddybet uden at dette dog skaber nogen entydig klarhed. Det kan af politiske grunde diskuteres, om det er hensigtsmæssigt at kvantificere sandsynlighedsbegrebet, idet en kvantificering kan medføre en uønsket adfærd blandt virksomhederne. Af denne grund kvantificerer IASB ikke sandsynlighedsbegrebet, men bruger i stedet nogle mere brede kvalitative definitioner. I denne opgave er det dog hensigtsmæssig at kvantificere sandsynlighedsbegrebet, således at der skabes klarhed over, hvorledes begrebet fortolkes og anvendes efterfølgende. 15 IAS 38, afsnit 19 anvender ordet kostpris i stedet for værdi, hvilket er uden betydning, da såvel ÅRL som IAS kræver kostprisen anvendt ved første indregning. 21

25 Michael Steen Larsen argumenterer for, at sandsynligt må forstås som mere sikkert end 51% (more likely than not) og mindre sikkert end virtually certain. 16 Begreberne more likely than not og virtually certain anvendes i IAS 37 vedrørende hensatte forpligtelser, eventualforpligtelser og eventualaktiver. Begrebet more likely than not må indebære, at sandsynligheden skal overstige 50%, ikke 51% som Michael Steen Larsen anfører. Det må ligeledes kunne fastslås, at sandsynligheden langtfra behøves at være virtually certain, hvilket førnævnte da også mener. IAS 37 danner baggrund for U18 og heri fastslås det i afsnit 13, at Ved sandsynligt forstås, at sandsynligheden for, at en begivenhed indtræder, er større end sandsynligheden for, at begivenheden ikke indtræder. Heraf følger ligeledes, at sandsynligheden skal overstige 50% før kravet om sandsynlighed er opfyldt. Jævnfør kapitel 2 om begrebsrammen erindres om, at forsigtighedsprincippet ikke længere er en del af de grundlæggende regnskabsforudsætninger, det er neutralitetsprincippet derimod jævnfør årsregnskabslovens 13. stk. 1 pkt. 5. Dette taler tillige for, at sandsynlighedsbegrebet skal fortolkes ens for indregning af aktiver og passiver, hvorfor det er korrekt at indregne aktiver når sandsynligheden for, at fremtidige økonomiske fordele vil tilflyde virksomheden overstiger 50%. Begrebet sandsynligt er et generelt begreb fra aktivdefinitionen, og bør derfor fortolkes ens uanset hvilken aktivtype der er tale om. Der er en tendens til, at begrebet fortolkes mere restriktivt når der er tale om immaterielle aktiver i forhold til materielle og finansielle aktiver, hvilket efter min mening er kritisabelt. De overordnede begrebers fortolkning bør være uafhængig af aktivtypen. Som eksempel på den forskellige fortolkning kan nævnes, at der ikke stilles spørgsmålstegn ved, om sandsynlighedskriteriet er opfyldt, når en virksomhed køber udstyr til et laboratorium som anvendes til forskning, en sådan anskaffelse vil uden tvivl blive aktiveret. Selve forskningen i selvsamme laboratorium er derimod på forhånd udelukket fra at blive aktiveret, blandt andet under henvisning til, at forskning ikke opfylder kravet om sandsynlige fremtidige økonomiske fordele. Eksemplet illustrerer den forskellige fortolkning af sandsynlighedsbegrebet alt efter om der er tale om et materielt eller immaterielt aktiv. Jeg mener denne forskel er ganske kritisabel. Der står intet sted i hverken love eller standarder, at sandsynlighedskriteriet skal fortolkes forskelligt på forskellige aktivtyper, og dermed bør og skal begrebet behandles ensartet. Spørgsmålet er herefter, hvorledes denne sandsynlighed kan opgøres. IAS 38 fastslår, at virksomheden ved vurderingen af sandsynligheden for fremtidige økonomiske fordele skal anvende rimelige og dokumenterbare forudsætninger, som repræsenterer ledelsens bedste skøn over de 16 Michael Steen Larsen, Den nye årsregnskabslov - internt oparbejdede immaterielle aktiver, R&R 11/2001 side 18 22