Salme 119,57. DDS 15,9 Hvad skal jeg sige? Mine ord vil ikke meget sige: o Gud! hvor er din visdom stor, din godhed, kraft og rige!

Transkript

1 1 Salme 119,57 November Herren er min lod og min del; jeg har sagt: Jeg vil holde dine ord. (Læs Sl 119,57-64) 1 Kor 1,30 Takket være Gud er I ved Kristus Jesus hans værk, han, som er blevet vor visdom fra Gud, vor retfærdighed, helliggørelse og forløsning. DDS 679,5 Der ingen er i verden til, som kan min sorg fordrive, undtagen du, om så du vil, du kan mig trøsten give. O Jesus sød, hjælp mig af nød! Du led for mig den bitre død, thi lad mig salig blive! 2 Salme 119,69 De stolte har sværtet mig med løgn, men af hele mit hjerte følger jeg dine forskrifter. (Læs Sl 119,65-72) 1 Pet 4,19 Derfor må de, der efter Guds vilje må lide, gøre det gode og således overgive deres liv til deres trofaste Skaber. DDS 645,2 Tordner det af verdens sky, oventil er luften klar, hos vor Herre er der ly, Himlen ingen torden har; sindet må til Himlen gå, der er fred og ro at få. 3 Salme 119,76 Din kærlighed er min trøst, akkurat som du har lovet din tjener. (Læs Sl 119,73-80) Rom 11,22a Hold jer derfor Guds godhed for øje, men også hans strenghed. DDS 15,9 Hvad skal jeg sige? Mine ord vil ikke meget sige: o Gud! hvor er din visdom stor, din godhed, kraft og rige!

2 4 Salme 119,81 Min sjæl tørster efter din frelse, jeg venter med længsel efter dit ord. (Læs Sl 119,81-88) 1 Pet 2,2 Som nyfødte børn skal I hige efter den rene, åndelige mælk, og ved den vokse op til frelse. DDS (516) Vær stille, hjerte, bi på Gud, hans time nok skal komme, så sender han dig englebud: din ventetid er omme! Da glemmer du, at den var lang, da bliver og dit suk til sang om freden, som dig favner. 5 Salme 119,94 Dig tilhører jeg, ak, frels mig dog; jeg overgiver mig til dine befalinger. (Læs Sl 119,89-96) 1 Kor 3,23 Men I tilhører Kristus, og Kristus hører Gud til. DDS 488,5 Du vente og tålmodelig på, hvad Guds ord forjætter, så du med glæde uden svig i Guds hånd alting sætter, som véd vor trang og ser vor tarv og hjælper vist os til vor arv, derpå du aldrig tvivle! 6 Salme 119,100 Jeg har større indsigt end de gamle, for jeg følger dine forskrifter. (Læs Sl 119,97-104) 1 Joh 2,20 Også I har fået en salvelse fra den Hellige, det er noget, I alle har indsigt i. DDS 452,1 Du folk, som kristne kaldes vil, Guds salvede og fromme, alt siden han ved dåben til sit samfund dig lod komme, betænk, betænk, og agt det stort, hvad Gud har dig i dåben gjort, hvad nåde dig er skænket!

3 7 Salme 119,105 Dit ord er en lampe for mine fødder, dit ord er et lys på min vej. (Læs Sl 119,l05-112) 2 Kor 4,6 Den Gud, som har sagt: Af mørke skal lys skinne frem! er den samme Gud, som lod lyset skinne i vore hjerter, for at vi skulle lære Guds herlighed at kende, den herlighed, som stråler fra Kristi ansigt. DDS 306,1a O Helligånd, kom til os ned, din bolig du i os bered ved ordets lys og stjerne! O Guddoms-glans, som mørknes ej, giv, at vi sandheds himmelvej ved dig må følge gerne! 8 Salme 119,114 Du er mit værn, mit skjold, med længsel ser jeg frem til dit ord. (Læs Sl 119, ) Fil 4,7 Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus. DDS (459,2) Det er Guds nådes ly og varme, som overstiger al forstand, det er hans nådes åbne arme, som alle hjælpe vil og kan; hans længsel efter alle står, skønt mangen aldrig til ham går. 9 Salme 119,122 Ak, stil garanti for din tjeners ve og vel, tillad aldrig de stolte at tyrannisere mig. (Læs Sl 119, ) Jak 2,6 Men I har foragtet de fattige. Er det ikke de rige, som undertrykker jer og slæber jer for domstolene? DDS 41,7 Lille Guds barn i verden her, hold dig da til din Fader nær! Spørg om hans magt og kærlighed, stol kun på ham og hvil i fred! O, Gud ske lov!

4 10 Salme 119,130 Når dine ord lukker sig op, skænker de lys, de ulærde får indsigt. (Læs Sl 119, ) Luk 24,32 Varmede det ikke vore hjerter, da han talte med os undervejs og åbnede Skriften for os? DDS 316 Helligånd, hør, hvad vi bede trøstig nu i Jesu navn: Over os du vinger sprede, råde bod på alle savn, vække liv med lys og styrke, hvor kun før var død og mørke! 11 Salme 119,143 Selv om nød og elendighed rammer mig, alligevel har jeg min glæde i dine bud. (Læs Sl 119, ) 1 Thess 1,6 Og I blev vore, ja, Herrens efterfølgere, da I tog imod ordet under mange slags trængsler og alligevel kunne glæde jer i Helligånden. DDS (580,3) Det giver lyst at grunde på ordet dag og nat, da kan man ingenlunde undvære denne skat; når det så dybt indtrykkes ved korset i vort sind, kan tit vor sjæl henrykkes ret som i Himlen ind. 12 Salme 119,147 Endnu før det er morgen råber jeg om hjælp, jeg ser frem til dit ord med længsel. (Læs Sl 119, ) Mrk 1,35 Og ganske tidligt, det var endnu nat, stod han op, gik udenfor til et ensomt sted, og blev dér for at bede. DDS (512,6) Tålmodighed kan bie, når tiden bliver lang, i kors og modgang tie og lindre al sin trang i ordets urtegård med sang og dybe sukke; der kan den urter plukke mod alle sine sår.

5 13 Salme 119,154 Tag dig af min tryglen og bring forløsning, giv mig liv, som du har lovet. (Læs Sl 119, ) Joh 3,18 Den, der tror på ham, bliver ikke fordømt; men den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns navn. DDS 526,6 Til evig tid lad fryde mig dit: Sandelig, jeg siger dig, hvo på mig tror, som skrevet står, med ham i rette ej jeg går; den bitre død han smager ej, men trodser den på livets vej.* 14 *Joh 5,24 Salme 119,164 Syv gange om dagen synger jeg din pris, for dine dommme er retfærdige. (Læs Sl 119, ) Rom 12,12 Lat håbet gøre jer glade, hold stand i trængslen, hold ud i bønnen. DDS 96,6 Lad fnyse her, lad rase hist! Guds slægt dog sejre må til sidst. Så tak da Gud af hjertens grund, tålmodig, glad i allen stund! 15 Salme 119,176 Hvis jeg strejfer rundt, som det tabte får, da må du se efter din tjener, for dine bud glemmer jeg aldrig. (Læs Sl 119, ) Luk 15,5 Og når han har fundet det, glæder han sig ved at lægge det på sine skuldre. DDS 750,4 Guds Søn har os så kær, han er børnevennen stor, han bærer barnet op til Gud på armen; han storm og hav betvang, da han vandred på jord, men børnene leged ham ved barmen.

6 16 Salme 120,5 Ak, jeg må leve i det fremmede Meshek, tage bolig i Kedars telte, langt borte. (Læs Sl 120,1-6) Hebr 11,13b De benævnte sig selv som fremmede og udlændinge her på jorden. DDS 543,1 Jeg lever og ved hvor længe fuldtrøst: jeg lever, til Herren mig kalder; jeg lever og venter den kaldende røst, jeg lever som gæsten på fremmede kyst, til Faderen barnet hjemkalder. 17 Salme 121,3a Han lader dig ikke snuble. (Læs Sl 121,1-8) Matt 14,31 Hvorfor er din tro så lille? Hvorfor tvivlede du? DDS 34,3 Gud skal alting mage, dig ved hånden tage, når du synke skal; når du vil fortvi'le, finder ingen hvile udi modgangs dal, Gud da vil selv træde til, da skal al din kummer endes, som et strå forbrændes. 18 Salme 122,6 Bed for Jerusalem, bed om fred og lad dine venner dér bo trygt. (Læs Sl 122,1-9) Luk 19,41-42 Da han kom nærmere og så byen græd han over den og sagde: Om blot du på denne dag kunne se vejen, der fører til fred, men nu er det skjult for dine øjne. DDS (321,2a) Se på alle millioner, som ikke kender dig, forsoner, og hvad der tjener dem til fred.

7 19 Salme 123,2 Som slavers øjne følger deres herres hånd, som slavindens øjne følger hendes frues hånd, sådan følger vore øjne Herren, vor Gud, indtil han viser os nåde. (Læs Sl 123,1-4) Joh 21,19b Følg mig! DDS 605,3 Jesu fodspor er alene vej til Himlens herlighed, og hvo dette ej vil mene, han af gudsfrygt intet ved, al hans visdom, al hans kunst, al hans gerning er omsonst; vil man vej til Himlen vide, da må verden først til side. 20 Salme 124,7 Vi er som en fugl, der er sluppet fri af fuglefængernes snare; snaren er bristet, og vi er sluppet fri. (Læs Sl 124,1-8) Zak 9,11 Hvad angår dig, for pagtblodets skyld, henter jeg dine fanger op af den vandløse brønd. DDS 671,1 O du min Immanuel, hvilken himmelglæde har du gjort min arme sjæl ved din purpurvæde! Fjenden tænkte, den var fast, men hans træske snare brast. 21 Salme 125,2 Bjerge omringer Jerusalem, og Herren omringer sit folk fra nu af og til i evighed. (Læs Sl 125,1-5) Jak 1,21b Vær sagtmodige og tag Guds ord til hjertet, det ord, som blev plantet i jer og har kraft til at redde jeres liv. DDS 323,3b Var vi på jord ej mer end to, bygge dog ville han og bo hos os i hele sin vælde.

8 22 Salme 126,3 Ja, det var Herren, der gjorde undere for os; hvor blev vi dog glade. (Læs Sl 126,1-6) Joh 20,20b Glæde fyldte disciplene, da de så Herren. DDS 214,3 Kom da, lad os ret engang prøve på en takkesang, knæle dybt i Jesu navn, som os rev af dødens favn, som forsoned al vor brøde, stod med nåden op af døde! 23 Salme 127,1 Hvis Herren ikke bygger huset, spilder bygmestrene deres kræfter. (Læs Sl 127,1-5) Joh 15,5 Jeg er vinstokken, og I er grenene. Kun den, der er forbundet med mig, og jeg med ham, bærer rigelig frugt, for skilt fra mig kan I intet gøre. DDS 694,5b Intet kan jeg uden dig, alt du gøre kan for mig, når dit ord, som aldrig glipper, jeg med troen aldrig slipper. 24 Salme 128,2 Af dit arbejdes frugt skal du leve, du får lov til at være lykkelig, og det skal gå dig godt. (Læs Sl 128,1-6) 2 Thess 3,10b Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden. DDS 728,1 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord, som jeg nu min egen må kalde. Du gav mig et dagværk og brød til mit bord. Her lever jeg trygt på dit mægtige ord, der taler til mig som til alle. Her bygtes mit bo, her nyder jeg ro og kan dig med glæde påkalde.

9 25 Salme 129,2 Hvor mange gange har mine fjender ikke, helt siden jeg var ung, plaget mig hårdt; alligevel har de aldrig fået overhånd over mig. (Læs Sl 129,1-8) Luk 12,32 Vær ikke bange, du lille hjord, for det er Gud om at gøre at give jer Riget. DDS 49,6 Fryd dig da, du lille skare! Jakobs Gud vil dig bevare; på hans mindste vink må alle fjenderne til jorden falde. 26 Salme 130,6 Mit hjerte længes efter Herren, mere end vægterne efter morgen, mere end vægterne længes efter morgen (Læs Sl 130,1-8) Mrk 13,37 Hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: våg! DDS 274,4 Ej mer du gruer for dommedag, du ved, din dommer har ført din sag og fra sig selv den vundet; des mer du længes hvert morgengry, til Herren dages på rosensky, når nat er helt udrundet. 27 Salme 131,2 Nej, jeg har bragt min sjæl til ro og gjort den ganske stille, som et barn, der er vænnet fra, hos sin moder, min sjæl har det som et afvant barn. (Læs Sl 131,1-3) Mrk 6,31 Gå nu med til et ensomt sted, så I kan være alene og få hvilet lidt! DDS 50,3 Under dine vingers skygge som i barndomshjemmet trygge vandrer vi trods storm og slud; fries vi end ej for fare, dog fra mørkets magt og snare du bevarer os, vor Gud.

10 28 Salme 132,7 Lad os tage hen til det sted, hvor Gud bor, kaste os ned for hans fødders skammel. (Læs Sl 132,1-10) Matt 18,20 For hvor to eller tre er samlet i mit navn, dér er jeg i deres midte. DDS 404,1 Lover Herren! han er nær, når vi sjunge, når vi bede; samles i hans navn vi her, er han midt blandt os til stede. Pris ham, gamle, pris ham unge! Pris hans navn, hver barnetunge! 29 Salme 132,13 Herren har udvalgt Zion, ønsket det til sin elskede bolig. (Læs Sl 132, 11-18) 2 Tim 2,19b Ikke desto mindre ligger det fundament, som Gud har lagt, urokkeligt fast og bærer indskriften: Herren kender sine og Enhver, der nævner Herrens navn, skal holde sig langt borte fra uret. DDS 323,3a Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene, som under kors med ærlig hu troen og dåben forene. 30 Salme 133,3b Ja, dér skænker Herren sin velsignelse, liv til evig tid. (Læs Sl 133,1-3) Ef 3,18 Så at I - sammen med alle de hellige må være i stand til at fatte, hvad længden og bredden og højden og dybden er. DDS 383,2 Det er så lifligt hos Gud at bo med søskendhjerte i fælleshjemmet, hvor Himmel-glæder som roser gro, hvor hjertesorgen som synd er fremmed, hvor kærligheden har plantet Eden med Himmel-freden, o, Gud ske lov!