KØBENHAVNERNE OG RELIGIONEN

Transkript

1 Efter Kirketid. KØBENHAVNERNE OG RELIGIONEN I NTETSTEDS er Mennesket saa sjæleligt ene som i den moderne Storby. Og intetsteds er han paa den anden Side daglig underkastet saa mangfoldige Paavirkninger. Dette er saaledes at forstaa, at den enkelte har langt vanskeligere end ude paa Landet ved at finde Mennesker, med hvem han kan leve i et aandeligt Fællesskab, men at han til Gengæld drager Aande i et Luftlag, der ganske anderledes er rigt paa Bakterier, der kan fremkalde aandelige Gæringsprocesser, gavnlige eller skadelige. Man vil da ogsaa i København kunne finde alle Aandstyper, alle Bekendelser og, indenfor den enkelte Bekendelse, alle Grader af Iver. Der er ganske sikkert mindre af den trygge Trossikkerhed, der med frit Aandedræt henvender sig til den blaa Himmel, end ude paa Landet. Men til Gengæld rejses daglig Spørgsmaalet om Livets

2 348 DEN OFFICIELLE TROSBEKENDELSE sidste Mening med des større Styrke, jo mere meningsløs dets Ubarmhjertighed synes. Og hvor trænger man til syvende og sidst mere til Forklaringen end i den store By, hvor Forskellen i menneskelige Kaar, Modsætningen mellem den uforskyldte Nød og den letvundne Rigdom, stadig skriger mod Himlen? Det vil altid være umuligt blot tilnærmelsesvis at angive, hvor mange der søger at løse det store Spørgsmaal paa rent menneskelig Grund, og hvor mange der tager den ene eller den anden Religions Lærdomme til Hjælp. Officielt tilhører det aldeles overvejende Flertal Folkekirken, og af dem, der staar udenfor, er det atter kun meget faa, der ikke tilhører et andet Trossamfund, men som har opgivet at være uden nogensomhelst Religion. Tilsyneladende er da Københavnerne et ganske overordentlig religiøst - - i Særdeleshed et meget folkekirkeligt Folkefærd. Imidlertid ved enhver, at Stillingen som Medlem af Folkekirken intet siger om vedkommendes personlige Standpunkt til Religionens Lærdomme. Mens de andre Trosbekendelser vel saa nogenlunde kan regne dem, der udfylder Hærens Rammer, for virkelige Kombattanter, saa har den store Folkekirkehær sine Marodører, sine Reservefolk ja, sine aabenlyst frafaldne, der dog bliver ved formelt at staa i Rullen. Tilsyneladende har Folkekirken aldrig været truet, thi Tallet paa dem, der meldte sig ud, har aldrig været saa stort, at det havde nogen virkelig Betydning. Alligevel er det en Kendsgerning, at dens Stilling i Hovedstaden for ikke mange Aar siden af mange af dens Venner ansaas for haabløs. Saaledes som Gennemsnitskøbenhavneren er, lidet anlagt paa at tage Verden højtideligt, godmodig, letrørt, men en Smule aandslad, skulde han ikke synes synderlig religiøst anlagt. Alligevel er der nok den Side af hans Væsen, der ligger aaben for religiøs Paavirkning. Det er hans Stemningsbevægethed. Den ironiske og lidt blaserede Mine, han undertiden om end nu mindre end tidligere ynder at anlægge, sidder ikke helt fast; det er ikke svært at faa den til at forsvinde under Indflydelsen af Indtryk, der taler til de dybere sjælelige Lag. I hvert Fald er det en Kendsgerning, at Kirkelivet, der for blot en Snes Aar siden syntes sygnende, er inde i en stærk Opgangsperiode. Det skyldes imidlertid ikke alene mulige aandelige Strømninger, der stærkere end før fører Menneskene henimod en ideali-

3 KIRKENS DEMOKRATISERING 349 stisk eller spiritualistisk Livsanskuelse, men hænger ogsaa sammen med, at Kirken nu om Stunder i større Mon end tidligere søger at finde de rette Former, hvorunder Menigmands religiøse Trang tilfredsstilles. Kirken demokratiseres. Den bliver mindre og mindre en Etatsraadskirke, hvor en dannet og aandfuld Prælat tilrettelægger Bibelens Ord for et Publikum, der paa Forhaand er enigt med ham i alle Hovedspørgsmaal. Den forstaar, at den maa kæmpe paa lige Fod med alle de andre Aandsretninger, der, ofte med praktiske politiske Interesser som Baggrund, søger at vinde Masserne for sig. Om end endnu Kirken har sin Hjord, der paa ingen Maade tænker paa at forlade den, saa tør den dog ikke slaa sig til Ro med, at de, der har Brug for den, nok skal finde den. Den har forstaaet, at den selv maa opsøge Masserne, at den maa agitere, reklamere kort sagt ikke sky Midler, som en tidligere Tid vilde have kaldt uaandelige" og i hvert Fald lidet ophøjede, om det skal lykkes den ikke blot at bevare sit Tag i de Samfundsklasser, den allerede staar i Vekselvirkning med, men endogsaa vinde Magt over Befolkningslag, der i lange Tider har betragtet den som noget sig uvedkommende. Paa samme Tid er der ogsaa ved at foregaa en Omdannelse af den Opfattelse af Kristendommen, som den lægger til Grund for sin Forkyndelse. Den bliver rummeligere; den lægger mindre Vægt paa Dogmerne, mere paa Moralen og den personlige religiøse Opfattelse. Vistnok staar den her kun ved Begyndelsen til en Udvikling. Men det kan forudses, at jo nærmere den kommer i Forhold til Dagens strømmende Liv og jo mere den kommer til at maale Kræfter med andre Livsopfattelser, des mere vil de skarpe Kanter af dens i Aarhundredernes Løb optaarnede Lærebygning blive afslebne. Man kan regne, at omtrent fra Midten af Firserne har den moderne Kirkeudvikling taget Fart. Allerede da havde der længe lydt Klager over, at Hovedstaden havde for faa Sogne og for faa Kirker; det var i et Sogn paa 40 50,000 Mennesker ikke muligt for Præsten at komme i nogenlunde personligt Forhold til blot en væsentlig Part af Menighedens Medlemmer. Der var tidligere blevet gjort Forsøg paa at afhjælpe den Kirkenød, der i de følgende Aar blev et saa ofte anvendt Slagord baade for og imod Kirkesagen. Men siden man i Halvfjerdserne og Firserne havde faaet Stefans, Pouls, Jakobs og Mathæuskirkerne, var der gaaet en halv Snes Aar, hvor

4 350 DEN KØBENHAVNSKE KIRKESAG Folkemængden var vokset med omtrent et Hundredtusind, men hvor ingen ny Kirkebygning havde rejst sig. For at bringe nyt Liv i Sagen dannede man først et saakaldet Udvalg til Kirkesagens Fremme". Det afløstes i Halvfemserne af den nuværende Københavnske Kirkefond". Og desuden har den af Kvinder bestaaende Forening til Opførelse afsmaa Kirker i København" samarbejdet med disse Organisationer til Opnaaelsen af de Resultater, der nu foreligger. Ingen kan miskende den Iver og Utrættelighed, hvormed der er blevet arbejdet af dem, der har stillet sig i Spidsen for hele denne Bevægelse. Og hvis man har faaet noget Indblik i, hvor vanskeligt det er selv for en ret mægtig Organisation som de store politiske Foreninger at faa rejst et Gudstjeneste i Andreaskirken.,.., Forsamlingshus, hvor lange Tider der medgaar, inden man har faaet samlet saa mange Penge, at man kan skride til Værket, og hvor ofte Sagen helt mislykkes, saa vil man forstaa, hvad det betyder, at der ad privat Vej siden 1889 er rejst henved 30 nye Kirker i København. Og med Opførelsen af Kirkehuset er Kirkefondets Opgave endda ikke endt; Kirken skal jo desuden holdes i Drift", og blandt andet skal der betales Løn til Præsten og det øvrige Personale, Kordegn, Klokker o. s. v. For Tiden lønner Kirkefondet 30 københavnske Præster. Nu er ganske vist ikke alle disse Kirker monumentale Bygninger. Kirken er bleven praktisk ogsaa i den Henseende, at den først og fremmest har sørget for at faa Tag over Hovedet. Og saaledes er

5 SMAA KIRKER 351 den f. Eks. paa Vesterbro rykket ind i den forhenværende Dansesalon Valkyrien", hvor der prækedes 3 Maaneder efter, at Kvarterets Piger og Hopsadrenge havde svunget sig for sidste Gang. Den er nu Mariæ Bedesal, og foruden den gamle Dansesalon har ogsaa et andet Forlystelsesetablissement, nemlig detborgerligtanstændige Sortedamslund", maattet vige Pladsen for en Kirke. Andre Steder har man ladet sig nøje med et primitivt og derfor meget billigt Kirkeskur, saaledes Jernkirken i Ryesgade, der nu, efter at Kvarteret deromkring har faaet Fredens Kirke, er bleven flyttet ud paa Nørrebro under Navn af Simeonskirken. Senere har man benyttet Kokolith som Materiale til de Kirkebygninger,der kun er tænkt som midlertidige. Men ved Siden deraf har den private Kirkebyggevirksomhed ogsaa Jernkirken (Simeons Kirken) paa Nørrebro. skaffet Hovedstaden en Række Kirkehuse, der er blevne en arkitektonisk Pryd for Byen, saadanne som Andreaskirken ved Nørrevold, Eliaskirken paa Vesterbros Torv, Markuskirken ved Forchhammersvej, Brorsonskirken ved Rantzausgade m. fl. Spørger man nu, hvor de Penge er komne fra, som er medgaaede til hele denne Udvikling man anslaar ialt omkring 3 Millioner Kr. saa er det Svar, Fondets Ledere giver, at den allerstørste Del deraf er kommet fra Hovedstaden selv, og at det i stigende Grad er Københavnerne, der betaler deres Kirker. Fra Begyndelsen har det ikke været saaledes. Da var det Kirkenøden i Hoved-

6 352 MILDERE STEMNING OVERFOR KIRKEN staden" man søgte at afhjælpe væsentlig ved Bidrag fra det øvrige Land. Og da vi alle er Mennesker, ogsaa de kirkeivrige, saa har vel nok, ved Siden af den oprigtige Iver, nogen Følelse af moralsk Overlegenhed gjort sig gældende, naar man lagde sin Skærv til den Fond, for hvis Midler det ugudelige København skulde bringes under religiøs Paavirkning. Der har vel nok ogsaa hos Københavnerne været nogen Fornemmelse heraf. I hvert Fald kan man nok sige, at populær var Kirkesagen ikke i de første Aar af Virksomheden. Det er til Dels blevet anderledes nu. Udenfor de kirkeligt sindedes Kreds er man bleven mildere stemt, dels fordi de nyere Kirker har tilført Byen et betydeligt Plus i arkitektonisk Skønhed, dels fordi der af Kirkens Mænd navnlig i de senere Aar udføres et meget betydeligt I Forstadskirken : Forberedelse til Barnedaab. humant Arbejde, som enhver uden Hensyn til religiøse Anskuelser maa have den allerstørste Respekt for. Virksomheden forgrener sig over en Mængde Omraader. Der udføres saaledes gennem de kristelige Ungdomsforeninger et stort Oplysningsarbejde, og ogsaa paa Børnesagen har de religiøse Foreninger øvet stor Indflydelse. Men i Hovedsagen kan man søge det kristelige Barmhjertighedsarbejdes Hovedtyper dels i Menighedsplejen, dels i den sociale Bevægelse, der er udgaaet fra Vækkelsesmøderne eller staar i Forbindelse dermed.

7 Efter Maleri af Erik Henningsen. DROSKEKUSKENS MIDDAG

8 MENIGHEDSPLEJERNE 353 Menighedsplejerne er jo ikke nogen ny Institution. Men de har i de senere Aar faaet den faste Organisation og den praktiske Arbejdsmetode, der har gjort dem til et saa vigtigt Led i Byens Velgørenhed. De samvirkende Menighedsplejer.som de hedder, og som bestaar af en Sammenslutning af ialt 43 enkelte Mehedsplejer, raader nu hvert Aar over et Beløb af gennemsnitlig 200,000 Kr. De har ialt omtrent 700Medarbejdere, og deraf omtrent 70 faguddannede, særlig Diakoner og Diakonisser. Omsorg for de syge er nemlig en Specialitet, som Menighedsplejerne navnlig har taget op. For den almindelige Velgørenhed virkermenighedsplejerne i nært Samarbejde medkøbenhavnsunderstøttelsesforening saaledes,at man hjælper de trængende efter Undersøgelse af deres Forhold. Til at anbringe Hjælpen paa de rette Steder tjener bl. a. de saakaldte Menighedskort. Den, der ikke ønsker at give ved Dørene", men som ogsaa nødig lader en fattig gaa uhjulpen bort, kan købe disse til forskellige Priser, som indgaar i Menigheds- Stor-København. II 23

9 354 GAMLES LANDOPHOLD plejens Kasse. Den fattige kan henvende sig til Menighedsplejen med Kortet; er han ikke ufordelagtig kendt her som en, paa hvem al Hjælp er spildt, faar han en Understøttelse, der svarer til Beløbet. Men bestaar han ikke for Undersøgelsen, eller gør han overhovedet ikke noget Forsøg paa at indløse Kortet ja, saa er Beløbet altsaa indgaaet i Menighedsplejens Kasse og vil komme andre trængende til gode. Menighedsplejen har imidlertid ogsaa andre Specialiteter. En af dem er Gamles Landophold", der dels ved at søge gamle fattige Mennesker anbragt for en Dag ad Gangen hos en Familie paa Landet som en Art Feriebørn, dels ved selv at foranstalte Skovture for dem søger at kaste en Lysstraale, et Glimt af en dansk Sommersoldag, ind i deres glemte og ensomme Tilværelse. Sælsommere Selskaber end dem, som Foreningen paa disse Ture fører ud i den nordsjællandske Natur, ses vel sjældent. Folk, der i en hel eller en halv Snes Aar ikke har været udenfor Byens Grænser, og som i det allermeste af den Tid har siddet indestængt paa deres fattige Værelser, fremmede for og færdige med det Liv, der boltrer sig i Sollyset udenfor deres Vinduer de opdager pludselig en Dag, at der endnu er nogen, der interesserer sig for deres Vel, at der endnu er en Sol, der lyser for dem ogsaa. Maaske er det Følelsen heraf, der gør Skovturen til et Lyspunkt, der for lange Tider kan gennemskinne deres Tilværelse endnu mere end Glæden ved selve Turen, skønt den i og for sig er herlig og foranlediger dem til talrige Ytringer af Taknemmelighed ja, undertiden til saa stærk en Trang til at takke alle og enhver, der har bidraget det ringeste til Dagens Vellykkethed, at de efter at have rejst sig fra Bordet ude Skovrestauranten gaar rundt til Opvarterne, stikker dem paa Næven hver især og siger Tak for Mad! En anden Specialitet, som nu agtes paabegyndt, er Omsorgen for Børnenes Sundhed. København er den af de moderne Storbyer, der opviser størst Dødelighed blandt Smaabørn, og man ræsonnerer nu saaledes, at den eneste Maade at modvirke dette Forhold paa er at lade Børnene blive underkastet et regelmæssigt Lægeeftersyn. Man agter derfor at oprette Lægestationer, hvor Mødrene kan møde en Gang om Ugen og faa de smaas Sundhedstilstand efterset. Imidlertid tør man ikke gøre Regning paa, at Mødrene for intet skulde have den Ulejlighed. Man har derfor i Sinde at yde dem en Godt-

10 VÆKKELSESMØDERNE 355 gøreise for det i Form af Mælk. Det er ganske sikkert en udmærket Fremgangsmaade, der blot har den Fejl ikke at være saa ganske billig. Dybere ned i Samfundet søger Kirken at naa gennem Vækkelsesmøderne og den humane Virksomhed, der staar i Forbindelse dermed. Møderne er i sig selv et Udslag og vel det mest yderliggaaende af Tendensen henimod en Demokratisering af Kirken. Og ogsaa det humane Arbejde, der er udgaaet fra Lederne deraf, tager Sigte paa dem, der er dybest sunkne: Bøllen og Alfonsen, Skøgen, Drukkenbolten. Men disse Mennesker skal have det paa deres egen Maade. Overfor de Befolkningslag, der ikke blot staar ligegyldige men ogsaa fjendtlige overfor Kirke og Religion, nytter det ikke at aabne Adgang til en venlig Kristendomsforkyndelse i en smuk Kirke, med Orgelmusik og velklædte, dannede Kirkegængere. Her skal krassere Paavirkningsmidler til. Vækkelsesmødernes Mænd har indset, at Valget stod paa at bruge disse Midler eller lade disse Folk fremdeles sejle deres egen Rendesten. Man valgte til Forargelse for en og anden højkirkelig Prælat de krassere Midler. Man stævnede til Møder i Koncertpalæet, i Bethesda og i en enkelt Kirke. Men allerede disse Lokaler var for fine. Med Kirken gik det endda an; dér kunde man dog gaa ind lige fra Gaden, men Koncertpalæet var for aristokratisk for de Folk, der boede om Hjørnet i Borger- og Adelgade. Og helst holdt man derfor Møder paa Steder som Figaro", Fønix", Kæden" o. s. v., hvor intet forstyrrede Følelsen af hjemlig Hygge. Selve Paavirkningsmidlerne søgte man at gøre saa folkelige som muligt. Man virkede ved Sang, ved folkelige og jævne Taler. Og man havde Fornøjelsen at se et Publikum, der vel for en Del bestod af Folk, der i Forvejen var religiøst sindede, men hvori der dog blandede sig en talrig Repræsentation for dem, man i første Række vilde have i Tale. Ikke mindst Damerne fra Smaagaderne og deres Kavallerer. Det følger af sig selv, at disse Folk undertiden var noget besværlige Tilhørere, og at Udsmidninger, nødvendiggjorte ved Optøjer, ikke var ualmindelige. Men ofte hændte det ogsaa, at Andagt traadte i Stedet for Oplagtheden til at lave Fest". 23*

11 356 DET BLAA KORS" En af Vækkelsesmødernes Ledere fortæller saaledes om et Selskab af Hopsadrenge, der en Aften kom til ham og bad ham holde et Møde med dem. Skønt Opfordringen øjensynlig ikke stammede fra nogen aandelig Trang, men meget snarere var fremsat i Haabet om at faa Ramasjang", gik han dog ind paa det og samlede Selskabet i Sakristiet til Garnisons Kirke. Og lidt efter lidt blev Flertallet grebet. Ja, da der var nogle enkelte, der blev ved at støje op, forlangte Kammeraterne, at de skulde forlade Lokalet, og iværksatte, da de var uvillige dertil, en Udsmidning efter alle Kunstens Regler. Hvorpaa Mødet fortsattes med det Resultat, at flere af Deltagerne herefter hørte til Vækkelsesmødernes stadige Gæster. I nær Forbindelse med Vækkelsesmøderne staar dels den Af holdsbevægelse, der øves af det internationale Selskab Det blaa Kors", dels et Missionsarbejde blandt de under Oktoberloven hørende Kvinder. Det blaa Kors", blandt hvis ivrigste Agitatorer en tidligere Lersøbølle indtager en fremtrædende Plads, tæller nu ikke mindre end 4000 Medlemmer i Hovedstaden. Foreningen virker her ved Møder, der helst holdes i smaa Lokaler i Proletargaderne, og ved Oprettelse af smaa Drankerhjem, hvor de, der ønsker at befries fra Drikkesygens Forbandelse, kan opholde sig nogle Maaneder. Det er fra Østerbro, den danske Afdeling af Det blaa Kors" er udgaaet, men Organisationen spænder forøvrigt nu over hele Landet, hvor den tæller ialt omtrent 20,000 Medlemmer. Arbejdet blandt de faldne Kvinder er af ret ny Datum, idet det egentlig først er begyndt efter Oktoberlovens Ikrafttræden. Det er paa en Maade en Fortsættelse af Midnatsmissionen, men i en og anden og det bør siges mere tiltalende Form. I Stedet for Missionæren, der holdt Vagt i de smaa Gader og opfordrede Herrer, der var paa vildene Veje, til at komme til Jesus", er traadt Kvinder, for en stor Del Damer af Bourgeoisiet, der opsøger ikke de Mænd, der søger Prostitutionen, men de Kvinder, der øver den. Her er ofte de Annoncer, hvori der under en let Tilsløring tilbydes Utugt, og som enkelte Blade optager, en god Vejledning, idet de missionerende Damer gaar efter de opgivne Adresser for at paavirke de averterende Kvinder til at søge en hæderlig Levevis. Endelig er der begyndt en Virksomhed, der øves af unge Piger, oftest under de tyve, og som gaar ud paa at gaa om paa Byens mest berygtede Knejper og synge Vækkelsessange". Det er en

12 VÆKKELSESSANGE PAA KNEJPERNE 357 Kendsgerning, at de saa godt som aldrig forulempes, selv i Vognmagergades værste Kipper ja, paa Steder, hvor Politiet ikke uden stor Betænkelighed indlader sig paa at vise sig. Tværtimod finder de for det meste redebonne og taknemmelige Tilhørere, der maaske først betages ved at høre unge og friske Pigestemmers Velklang i de Rum, hvor der for det meste kun lyder raa Brændevinsrallen, men som efterhaanden vænner sig til at lytte til Ordene ogsaa. Og mere end en Gang har det vist sig, hvor nær der under den slammede Overfladealligevel ligger god og ufordærvet Hjertemuld. Alle disse Bestræbelser fra kirkeligside for at komme i Forbindelse med de Befolkningslag, der er Bunden nærmest, har imidlertid haft Betydning ikke alene for Ved Orgelet. disse men ogsaa for Kirken selv og dens Mænd. Det er ikke til at tage fejl af, at man er ved at komme bort fra den Dogmekristendom, der ikke formaar at opgive en Tøddel af Bogstaven, selv hvor Aanden nok saa meget synes at være i fuld Kraft, og at selve Indremissionens mørke og strenge Aand er ved at paavirkes af en bredere Menneskelighed og det maaske ogsaa af den jævne Københavners sejge Gemytlighed. Det er da ogsaa umiskendeligt, at den gængse københavnske Præstetype er ved at undergaa en Omdannelse. Den salvelsesfulde Velærværdighed", hvis Tale var idel professionel Sagtmodighed

13 358 DEN MODERNE PRÆSTETYPE og Sødhed, tilhører nu nærmest kun Farcen paa Teatret. Hans Afløser er en Mand, der ikke er saa lidt i Slægt med den politiske Agitator: altid rede til at staa for Skud, klar, slagfærdig og i Besiddelse af et personligt Mod, der ikke sjældent sættes paa Prøve, altid tilgængelig for Offentligheden, bestandig følende sig som en Kriger i aaben Mark. Kanske er han ikke i Besiddelse af den alsidige Dannelse, den æstetiske og filosofiske Kultur, der gav Teologer af den Martensenske Skole deres fremskudte Stilling i det toneangivende København; han er det ikke allerede af den Grund, at en travlt optaget københavnsk Præst har sine Timers Arbejdstid i Døgnet og saaledes kun føje Tid til at uddanne sin Aand. Dette er vel nok paa visse Kanter et Tab for Kirken, der af den Grund kan have Vanskelighed ved at bevare et Forhold til de dannede Klasser, og det kan næppe heller nægtes, at der Haand i Haand med et idealistisk" Opsving gaar en Trang hos den enkelte til at udvikle sig sin Livsanskuelse uafhængigt af Kirken og det selv om han overvejende staar paa det samme religiøse Standpunkt som den. Vil man opgøre Udviklingen af Kirkens Stilling i Hovedstaden i de sidste tyve Aar som et Fremskridt og man vil vanskelig kunne andet saa kan man umuligt overse den betydningsfulde Rolle, Frelsens Hær har spillet. Meget af det, som nu Kirkens Mænd har taget op, er først begyndt af Hæren, saaledes baade Arbejdet for en religiøs Paavirkning af de dybest sunkne og det sociale Arbejde i dets forskellige Forgreninger. Hvad der her udrettes af Soldaterne" i de røde Trøjer og Kvinderne med de kvækeragtige Kysehatte er bekendt nok; fra det sociale Hovedkontor" i Saxogade er efterhaanden udgaaet en Række humane Foretagender som Natteherberger, Arbejdsstuer, Redningshjem for faldne Kvinder, Vuggestuer, Eftersøgelseskontor og meget mere der fra alle Sider har skaffet. Hæren" fortjent Paaskønnelse. Noget andet er det jo saa, hvad man mener om selve Arten og Maaden, hvorpaa dens religiøse Propaganda øves. Selv blandt dem, der fuldt ud sympatiserer med Maalet, vil der sikkert findes mange, der bestandig vil føle sig dybt og inderlig frastødt af den religiøse Hysteri eller Hypnose, som det er denne Gudstjenestes Opgave at fremkalde. Det er i Hæren"s Forsamlingslokale i Frederiksberg Allé, en Søndag Eftermiddag. Hæren har som saa ofte Besøg af en højt-

14 I FRELSENS HÆR 359 staaende engelsk Officer", en af dem, der drager fra Land til Land for at hverve Tropper til General Booths store Armé. Udenfor Hovedkvarteret" reklameres der for ham paa en Plakat, der minder om dem, hvormed Varietéerne søger at slaa deres Stjerner op. Lokalet er fuldt af en meget uensartet Mængde. For en stor Del bestaar Publikum naturligvis af Soldater" af begge Køn, der dels opholder sig oppe paa Tribunen, dels har taget Plads nede i Vinterfest i Frelsens Hær H s Tempel i Frederiksberg Allé. Salen. Men de fleste er øjensynlig nysgerrige Folk, som tilfældigvis kom drivende paa deres Søndagstur der ude i Frederiksberg Allé, og som lokkedes indenfor af Plakaten eller af Sangen og Hornmusiken, der høres, saa snart Indgangsdøren gaar op. Oppe paa Tribunen veksler det med Tale og Sang. Den fremmede Oberst" har talt; han har holdt et ret banalt religiøst Foredrag, som Sætning for Sætning er blevet oversat af en indfødt Officer. Saa tager de hjemlige Kræfter fat. De taler alle ganske monotont. Ordene falder saavel fra Kvinde- som fra Mandslæber som et evindeligt Dryp. Heller ikke i Indholdet er der synderlig Afveksling. Bestandig W. ri

15 360 DEN RELIGIØSE HYPNOSE gentages Opfordringen til at lade sig frelse, til at komme til Jesus. Bestandig indskærpes det, at hvor stor en Synder man saa er, saa er det ikke for sent endnu men det kan være det i sidste Øjeblik; derfor kom nu nu... Nede i Salen sidder der en eller anden, hvis Hjerne er halvsløvet af Drik eller Last, eller en, der under Tyngen af store Ulykker blot søger den nærmeste Havn for sit Liv. Han eller hun er kommet ind i Salen i en ubestemt Trang til at søge Ly at være, om saa kun en Times Tid, udenfor det Liv, hvorunder han dagligt omtumles. Nu sidder han her og hypnotiseres af disse bestandigt gentagne hede Ord om at nytte Øjeblikket ikke lade endnu en Time gaa men komme, mens det er Tid. Noget bryder op i ham en Svulmen af den moralske Selvopholdelsesdrift, som han saa længe troede død. Og næsten uden at han ved af det, ligger han i næste Øjeblik paa Knæfaldet og strækker sine Hænder op mod Officerens, der redebonne griber Synderens for at drage ham til sig. Lidt efter glider han bag et Forhæng ind i Soldaternes Kreds, mens en ny Prædikant tager fat: O, se denne Synder, som tog mod Frelsen, Gud afviste ham ikke, Gud tog imod ham, o, kom til Jesus,

16 KOM TIL JESUS! 361 alle I, som trænger til Frelse, gør som denne Synder, Gud forstødte ham ikke, ogsaa mod Dig strækker han Haanden ud, men maaske er det næste Øjeblik for silde, o kom til Jesus, kom til Jesus, Amen, Amen, Amen! Mødet er imidlertid sin Slutning nær. Ingen flere Sjæle møder frem. Men Soldaterne opgiver ikke Ævred. Nu begynder Paavirkningen af de enkelte nede i Forsamlingen. Kysehattene og de røde Trøjer blander sig mellem de tilfældige Tilhørere; der bøjer sig et bekymret Kvindeansigt over et andet, der er graat i Nætters Svir; hist lægger en Arm sig om et Par Mandsskuldre, hvis Ejermand oser Brændevinsdunst ud af Halsen. Kanske er om nogle Dage Gadestrygersken eller den forfaldne Sjover bleven en ny Soldat for Hæren. Naa, helt paalideligt er naturligvis det derved indvundne Menneskemateriale ikke. Men hvad enten man nu sympatiserer med Hærens Form for religiøs Paavirkning eller ikke, maa man anerkende den Kendsgerning, at mange, der ellers vilde være gaaet til Bunds, derved er blevet reddede. Og der er mellem Officererne mange, der baade er oprigtigt religiøse og som har et fortræffeligt praktisk Tag paa at øve human Virksomhed. En stor Styrke for Hæren er dens internationale Organisation. Følelsen af at udgøre et stort Søster- og Broderskab, der breder sig over hele den protestantiske Verden, søges da ogsaa paa enhver Maade understreget. Saaledes holder i alle Lande alle Officerer hver Formiddag et Bønnemøde paa et bestemt Klokkeslet. Mens Hovedparten af de Klokker, der hver Søndag ringer til Gudstjeneste i København og der holdes hver Søndag gennemsnitlig et Par hundrede offentlig bekendtgjorte Gudstjenester, hvortil saa sikkert kommer en Del i mere eller mindre private Forsamlinger tilhører Folkekirkens Gudshuse, saa er de dog ikke de eneste. Saagodtsom alle kristne Trossamfund har deres Tilhængere her, og de fleste har baade Kirker og Præster. Siden Grundlovens Indførelse af fri Religionsøvelse overhovedet muliggjorde andre Trosbekendelser end den lutherske at organisere sig og at kæmpe for deres Lærdommes Udbredelse, har da ogsaa flere af dem vundet stærk Fremgang. Dette gælder saaledes ikke mindst om den katholske Kirke. At sige da den romersk-katholske, thi vel har den græsk-katholske i

17 362 GRÆSK-KATHOLIKER Alexander-Newski-Kapellet en af de prægtigste Kirker, der findes i Hovedstaden, men dens Opførelse skyldes nærmest Kejser Alexander den tredies nære Tilslutning til det danske Kongehus, og Kirken tjener saa godt som udelukkende dels som Gesandtskabskirke, dels som Kirke for græsk-katholske Udlændinge, der opholder sig her enten som bosatte eller paa Rejse. Anderledes med de romerske Katholiker. Den Menighed, der samler sig om Pavekirken, bestaar Russisk Kirke i Bredgade. virkelig for en overvejende Del af danske Borgere. Der er jo da ogsaa den Forskel, at den romerske Kirke i Modsætning til alle andre ikke-lutherske Trossamfund har historisk Tradition for sig her i Landet. Paa en Maade kan de danske Katholiker betragte sig og gør det ogsaa som de, der fortsætter Landets religiøse Udvikling paa dens oprindelige Grundlag. Skønt en stor Del af de katholske Gejstlige og af Medlemmerne af de to Nonneordener, der er repræsenterede i København, er indvandrede, gør man sig da ogsaa tydeligt nok Umage for at give den dansk-katholske Kirke en national Karakter. Ikke for intet er den første Kirke, der byggedes i København, opkaldt efter Nordens Apostel St. Ansgar. Der er middelalderlig Enfold snarere end ro-

18 ROMERSK-KATHOLIKER 363 mansk Sværmeri i de Kirkebygninger, der har rejst sig her; den, der faar Foden indenfor f. Eks. i Nonneseminariet paa Strandvejen, tror sig snarere hensat til en dansk Klosterby paa Valdemarernes Tid end til et af de Lande, hvor i vore Dage Katholicismen er den den herskende Religion. Det skal siges,atogsaa de katholske Gejstlige i deres Optræden viser sig i en vis Forstaaelse med den nationale Karakter, der mere sætter Pris paa en jovial Jævnhed end paa Højstemthed. Katholicismen har da ogsaa gennemgaaet en stærk Udviklingi Løbet af den sidste Menneskealder, Kirke , ' Alteret i Ansgarskirken i Bredgade. paa Kirke har rejst sig; Hovedstaden har nu, naar Ordrupkirken regnes med, ialt 8 katholske Kirker. Og Menighedsmedlemmernes Antal, der, da Grundloven gaves, kunde anslaas til omkring 400, er nu mellem tre og fire Tusinde. I stigende Antal er det da ogsaa indfødte, der ansættes som Præster her. Og under de sorte og graa Kutter, der dækker henholdsvis St. Josephs- og St. Elisabethssøstrene de sidste knyttede til Hospitalet i Sundby er der ikke faa Københavnerinder. Imidlertid har det sin Vanskelighed for en ung dansk Mand at

19 364 HVORLEDES MAN BLIVER KATHOLSK PRÆST blive katholsk Præst. Paa Ordruphøj findes ganske vist en katholsk Latinskole, der forøvrigt ogsaa optager protestantiske Elever, og som selv flere af Folkekirkens Præster skylder deres Skoleuddannelse, men naar Studentereksamen er overstaaet, maa det øvrige Studium foregaa i Udlandet, sædvanligvis ved et af de tyske katholske Universiteter, men ogsaa jævnlig i Rom eller i Belgien. Saa længe der ikke kan studeres katholsk Theologi i København, vil dette Forhold En Naturhistorietime i Katholsk Skole i Stenosgade. naturligvis lægge de ubemidlede Stene i Vejen, som kunde ønske at træde i Kirkens Tjeneste. Det er en almindelig udbredt Tro, at der tilflyder den danske katholske Kirke rigelige Pengemidler fra et eller andet Fond i Udlandet, der har til Opgave at støtte Propagandaen i de protestantiske Lande. Det beror imidlertid paa en Fejltagelse. Der eksisterer intet saadant Fond. De Kirkebygninger, som man i de senere Aar har rejst, er tilvejebragte ved Indsamlinger, hvortil der vel er kommet en Del Bidrag fra Udlandet, men ikke i nogen betydelig Mængde. 1 øvrigt er de rejst af Menighederne selv og paa Kredit. Thi med en kæmpende Kirkes Mod har Katholicismen her hjemme ikke

20 ST. JOSEPHSSØSTRENE 365 været bange for at indlade sig paa Foretagender, hvortil de fornødne Penge først skulde skaffes. Dette gælder især om det Foretagende, som er det fortjenstfuldeste af alt, hvad Katholicismen har sat i Verden her hjemme: St. Josephshospitalet i Griffenfeldtsgade. Da Josephssøstrene kom ind i Landet den ældste Stamme fra Frankrig, mens Tilgangen senere mest er foregaaet fra Tyskland havde de intet andet end deres Energi og deres to Hænder. Ejendommen, hvori Hospitalet Foredragssal i Seminariet paa Strandvejen. indrettedes, blev købt paa Prioriteter, og Renter og Afdrag indkommer ved, at Hospitalet, der nu har over 400 Senge eller næsten Halvdelen af, hvad Kommunehospitalet har sparer Løn til Sygeplejersker. Nonnerne har Ophold paa Hospitalet og faar hvert Aar en Dragt, men Lønnen, der ellers for en Sygeplejerske kan regnes til Kr. om Aaret, og som for de omtrent 100 Nonner vilde udgøre op imod et halvt Hundredtusind Kroner, den sparer man. Nu i den senere Tid er endnu en Nonneorden bleven repræsenteret her i Danmark. Det er de graa Elisabethssøstre, der har oprettet et Hospital med omtrent 50 Senge paa Amager. Saaledes er her i Landet den ydmyge, opofrende Nonne mere end den myndige

21 366 NONNERNE Prælat Katholicismens mest fremtrædende Skikkelse. Det katholske Præsteskab er vel efterhaanden blevet ret talrigt, og København er nu atter hvad Byen ikke har været siden Reformationen Sæde for en katholsk Biskop, der imidlertid ikke bærer Titlen Biskop af København men Biskop af Anastasiopolis en lilleasiatisk By og apostolisk Vikar for Danmark og Island. Men i de Sind, der føler sig frastødt af Røgelseduften og Billedsmykningen i Kirken, af den I Biskoppens Arbejdsværelse. latinske Messe og det hemmelige Skrifte, og som vanskelig vindes af en Præst, der trods hæderlige Bestræbelser dog taler Landets Sprog med en udpræget Accent i dem lister Nonnen sig ind den slægtløse Søster, der kun kendes ved sit Fornavn, og hvis Alder regnes fra den Dag, hun blev Kristi Brud. Hun kan maaske synes den, der kun kender hende fra Gaden, hvor hendes Person helt er forsvundet under Nonnedragten, som et underligt Neutrum, et Eksemplar af Menneskeracen, der frivilligt har opgivet det, et Menneske mest burde hævde: sin Personlighed. Men den, der har følt hendes varsomme Hænder stryge over sin feberhede Pande, vil vide, at hun af kvindelige Drifter har bevaret den ædleste: Moderfølelsen, og at der i den stille Kvinde, der slet intet forlanger for sig selv,

22 I SEKTKIRKEN 367 kan bo den største Energi og den uslideligste Udholdenhed, naar det gælder hendes Arbejde i Barmhjertighedens Tjeneste. Er det i dybere Forstand sandt, at enhver bliver salig ved sin Tro, saa maa det indrømmes, at enhver efter europæiske Begreber farbar Vej til Himlen har et Sidespor, der fører til København. Fremmede Statskirker som den reformerte eller den anglikanske har deres Kirker og Menigheder her, om de vel i det væsentlige kun bestaar af fremmede og deres Efterkommere. En større Rolle I St. Joseph Søstrenes Seminariegaard paa Strandvejen. spiller imidlertid de Trossamfund, der er fremkomne som Opposition mod de officielle Kirker, enten fordi de paa et eller andet Punkt angreb deres Dogmer, eller de ønskede at samle sig om et andet Gudstjeneste-Ritual. Disse Menigheder styrkes af Fornemmelsen af at være et kæmpende Samfund. De er ikke i Pagt med de sejrende Dele af Samfundet; de dyrker deres Gud paa Trods af dem. Det er da ikke den mindst oprigtige og heller ikke den mindst fanatiske Religiøsitet, der skal søges i Sekterne. Naar Søndagsklokkerne kalder Medlemmerne af Folkekirken til de store, officielle Gudshuse, hvor de lytter til en dekoreret Præsts embedsmæssige Forkyndelse, da gaar den kristne, der er Medlem af en Sekt, hen i den beskedne Kirke eller Bedesal, hvis Opførelse maaske ogsaa hans Skærv har

23 368 SEKTERERNES GUDSTJENESTE bidraget til at muliggøre. Det er paa en af Broerne, eller maaske det er paa en Bagsal i den gamle By. Rummet, hvor Gudstjenesten holdes, er prunkløst og ligner en Gymnastiksal, paa nær det, at der for Enden af Salen er en Talerstol og over den en Altertavle, et religiøst Billede, der er omgivet af Skriftsprog, navnlig de, hvorpaa den vedkommende Sekt støtter sine Hovedlærdomme. Paa Talerstolen staar en mager, bleg Mand, klædt i sort Frakke og hvidt Slips. Skægget pjusker om et Ansigt, hvis Udtryk paa en Gang er ydmygt og selvbevidst. Ydmygt som dens, der har vænnet sig til aldrig at stole paa sig selv alene, men altid at søge Hjælp ovenfra. Selvbevidst, fordi denne Mand for Menigheden er den gennem Aarene fastslaaede Autoritet. Han begynder at tale. Med et Tonefald, der røber hans provinsielle Afstamning, eller som maaske har faaet en let angliseret eller amerikaniseret Klang fra et Ophold i det ene eller det andet fremmede Land, udlægger han Skriften. Det er især om de sidste Ting, hans Tale drejer sig; om Tilstanden efter Døden, om hvorvidt der gives evige Straffe, hvorvidt vi faar et nyt Legeme i Opstandelsen o. s. v. Ofte raadspørges Johannes' Aabenbaring, hvis profetiske Orakelsprog tydes i Overensstemmelse med Sektens almindelige Lære. Ind imellem synges der saa aandelige Sange af Samfundets Sangbog, Sange, der til iørefaldende Melodier priser Jesus som den, til hvem al Forlængsel staar, ofte med en sværmerisk Dødslængsel, der sikkert er ægte, spiret af en overmægtig Trang efter at komme paa den anden Side af den store Livsgaades Løsning. Og hvorledes synges der ikke? Disse Mennesker, der mere end Medlemmerne af en folkekirkelig Menighed føler sig som knyttede sammen ved et Broderskabets Baand, fordi de religiøst har sat sig udenfor det officielle Samfund, de er ved Søndag efter Søndag at mødes i den lille Kirke eller Forsamlingssal blevet saa sammensungne, som om de var Medlemmer af et Sangkor. Og der bølger en hed Strøm af Samfølelse fra Sjæl til Sjæl, naar de bøjede over Salmebogen giver deres Evighedslængsel Tonevinger. Dette er det almindelige Billede af Sektmenigheden. Der er jo saa forøvrigt mellem dem indbyrdes de store eller mindre store Forskelligheder, som udspringer af Lærens eller Ceremoniernes Udformning. Og der er ogsaa de Trossamfund, hvis Kirkeliv falder

24 DE SMAA RELIGIONSSAMFUND 369 helt udenfor denne Skildring. Nogle af de Menigheder, der har dannet sig udenfor Folkekirken, staar denne meget nær og adskiller sig egentlig kun fra den i Opfattelsen af den fælles Lære. Men Samfund som Methodisterne, Baptisterne, Herrnhuterne, Irvingianerne, Adventisterne o. s. v., der alle har Kirker i København nogle fler og alle tæller deres Tilhængere i Hundreder eller Tusinder, danner hver sit Kirkesamfund. Det samme gælder Swedenborgianerne, der dog næppe har bevaret deres store Mesters Mysticisme, hvorimod Teosofisk Samfund, der hveranden Søndag holder offentligt Møde i Amaliegade, ikke kan siges at repræsentere en egen Religion, men en religiøs Verdensanskuelse. Men foruden disse officielle Trossamfund, der har deres egne Kirkebygninger, trives der hist og her, mest i Baggaarde men ofte opretholdt af Mennesker, hvis Samfundsstilling synes at maatte anvise dem helt andre Veje, smaa Sammenslutninger, der med et enkelt Bibelord som Grundlag har dannet sig deres egen Opfattelse af de sidste Ting. Det er saaledes ikke længe siden, at der ude paa Nørrebro bestod et Samfund af unge Mænd, der søgte at leve aldeles som Jesu første Disciple, og som gjorde det i den faste Overbevisning, at det vilde blive dem beskaaret at se Frelseren komme tilbage til Jorden og leve i deres Midte. Med en rørende Offervillighed delte de alt, levede sammen i deres fattige Kamre paa den nøjsomst mulige Maade og afviste ethvert Forsøg, der fra velhavende Slægtninges Side blev gjort paa at faa dem til at nyde de Goder, som Livet nu en Gang havde beskaaret dem. Men skønt Mængden af Sekter synes at maatte bevirke, at saa at sige enhver Opfattelse af Kristendommens Lære, kan finde Plads i et eller andet Trossamfund, viser det sig dog, at Menneskeaandens uafbrudte Syslen med oversanselige Spørgsmaal stadig frembringer nye Formationer af religiøs Tro. I vore Dages København gaar de i to Hovedretninger: til Højre og til Venstre for Kristendommen, saaledes som den finder sit Udtryk i den herskende lutherske Kirke. Til Venstre finder vi en Bestræbelse for at forsone Kristendommen med den moderne Videnskabs Resultater. Selve "Folkekirken er næppe upaavirket deraf; der spores en tiltagende Tendens til at løse de dogmatiske Baand, og der opstaar Foreteelser, som det Birkedalske Frie Kirkesamfund", der holder sine Gudstjenester paa Borchs Kollegium. Paa den anden Side er man ikke tilfreds Stor-Kobenhavn. II 24

25 370 MYSTIK OG SPIRITISME med den Tilpasning til det praktiske Liv, man mener at finde i Kirkelærens Udvikling. Man drager Linierne skarpere, kræver større personlig Opofrelse af den enkelte eller søger at iblande et mystisk Element. Det er jo saaledes ikke længe siden, at den religiøse Hysteri, som kaldes Tungetale", saa smaat truede med at blive til en Epidemi i Hovedstaden. Men den moderne Mysticisme fører vel forøvrigt oftest bort fra Kristendommen. Dette gælder, hvad enten den slutter Pagt med de Videnskaber, der som oftest benævnes de okkulte, eller den stiller sig helt udenfor Sanseverdenen og søger Løsningen af Livets Gaade gennem en Hensynken i en Art sonnambul eller hypnotisk Besættelse, hvorunder Mediet mener at komme i direkte Forbindelse med en hemmelighedsfuld Verden. Flere Københavnere, end man vistnok er tilbøjelig til at antage, vælger den ene eller den anden af disse Veje. Det københavnske spiritistiske Broderskab, hvis Medlemsantal anslaas til et Par Tusinde, har for nogle faa Aar siden kunnet rejse sig sit eget Tempel Bethsaida", paa Philippavej, og ikke mindst indenfor de Kredse, hvor man tør forudsætte den største aandelige Bevægethed, især litterære og kunstneriske, vil man finde Strømninger, der fører i Retning af saadanne østerlandske Religionssystemer som Buddhismen. Der er da ogsaa i denne gudløse Religions Tro paa en Udvikling gennem en Række Tilværelser, med det store Nirvana som det endelige Maal, adskilligt, der meget godt harmonerer med en Tankegang, der er præget af den naturvidenskabelige Udviklingslære. Men naar bortses herfra, er der overordentlig faa af Hovedstadens Beboere, der bekender sig til andre positive Religioner end den kristne. Lejlighedsvis kan jo en fremmed Fugl, der har fundet Vej til vor Krog af Verden, her indrette sig paa at dyrke sit Hjemlands Guder, saa godt det under de fremmede Forhold lader sig gøre, og navnlig Muhammed har vel næsten til Stadighed sine Tilhængere i København, mellem østerlandske Kræmmere og Gøglere, der mere eller mindre midlertidigt har slaaet sig ned her. Men nogenlunde fast Rod har kun én ikke-kristen Religion slaaet: Jødedommen. Det er det danske Samfunds Ære, at vi i hvert Fald kun som svage Dønninger har mærket noget 'til det Jødehad, der andetsteds har beredt Mosaiterne en Tilværelse som jagede Dyr. Ganske vist

26 JØDERNE 371 har vi som de fleste Lande kendt Forbud mod, at Jøder overhovedet opholdt sig her, men der er tidligere blevet gjort betydningsfulde Undtagelser, og endnu før Grundlovens Indførelse af almindelig Religionsfrihed var Jøderne her i det væsentlige sidestillede andre Borgere. Siden 1833 har de haft deres faste Synagoge i København, og om den har det mosaiske Trossamfund fæstnet sig som en Menighed, der havde ikke blot sin religiøse men ogsaa sin sociale Betydning. Saaledes var Menigheden i København ofte det sikre Til- Synagogen i Krystalgade. flugtssted for de Trosbrødre, hvem ikke engang de fremmede Byers Ghettoer længere ydede noget Ly, og som nu blev hjulpne af det københavnske Jødesamfunds Medlemmer. Ikke mindst er det sket i de sidste Tider, efter Jødeforfølgelserne i Rusland og Polen. Dette er den sociale Side af Sagen. Religiøst har vel nok den moderne Jødedom til Tider haft Vanskelighed ved at hævde sig; som Jøder gik forrest, da Troen paa én Gud vandt Herredømmet over den menneskelige Bevidsthed, der hidtil havde været optaget af Tanken om flere Guder, saaledes er flere af det moderne Fritænkeris Førstemænd udgaaede af deres Rækker. Men endnu samler den ejendommelige Gudstjeneste i Krystalgades Synagoge, de ældgamle Skikke og den skønne Sang Sabbath efter Sabbath sin trofaste Menighed. Stemmen fra Sinai Bjerg blan- 24*

27 372 DEN MODERNE INDIVIDUALISME der sig endnu myndigt i det store Kor af Anraabelse, der opstiger fra Hovedstaden. Forlængst er den mosaiske Religion udtraadt af de Systemers Række, der søger at kæmpe sig frem i den evige Kamp om Sandhedens Erobring. Men den trues ikke af r )gen Udslettelse, ja har maaske endda faaet en vis Styrkelse ved den nationale Tilsætning, den zionistiske Bevægelse har givet den moderne Jødedom. Har ogsaa den maattet løse de dogmatiske Baand, saa deler den Skæbne med alle andre dogmatisk udformede Trossystemer. Thi i højere Grad end noget andet Sted i Landet gør sig i Hovedstaden den Bevægelse gældende: at den enkelte af det, der er ham overleveret gennem Opdragelse og Overlevering, optager det, der synes ham at rumme en Næringsværdi, der svarer til hans aandelige Behov. Det religiøse Liv er ikke blevet mattere, men de enkelte Bekendelser staar ikke med den stramme Holdning overfor hinanden som tidligere.