Prædiken Bededag. Kl i Ans. Kl i Hinge. Kl i Vinderslev

Transkript

1 Prædiken Bededag. Kl i Ans. Kl i Hinge. Kl i Vinderslev Indgangssalme: DDS 4: Giv mig, Gud, en salmetunge Salme mellem læsninger: DDS 432 Herre Gud Fader i Himlen! (det lille litani) + DDS 203 O du Guds lam uskyldig Salme før prædikenen: DDS 443: Op til Guds hus vi gå (mel.: Jeppesen) Salme efter prædikenen: DDS 505: Til dig alene, Herre Krist Nadversalme: DDS 416: O Herre Krist! dig til os vend Udgangssalme: DDS 234: Som forårssolen morgenrød (formiddag) // DDS 779: Lyksalig, lyksalig hver sjæl, som har fred! (aften Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Korsvar I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær! Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne! Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem:»øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og 1/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 kastes i ilden.«(matt. 3,1-10) Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver. Ordene møder os midt i kirkeårets gladeste tid, påsketiden, hvor søndag efter søndag er gennemvævet af glæden over Jesu opstandelse. Hvor evangelium efter evangelium kort sagt handler om, at alt er blevet nyt, fordi vi har en levende Herre, der lader sin opstandelses kraft flyde ind i sin menighed. Men så møder vi altså pludselig Bededagen, der går lige på; og kommer med det direkte spørgsmål til os: Hvad blev det så til med påskeglæden? Fik den indpas i åbne, taknemmelige hjerter? Fik den fri adgang hos os, så den kom til at betyde noget? Eller har den store glæde været spildt på os? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver. Lad os lige et øjeblik se, hvad det ord omvendelse betyder. Det er blevet brugt og nok også misbrugt så meget og så længe, at det lider under alvorlig nedslidning. Men i virkeligheden er det jo umådeligt enkelt og konkret. Omvendelse betyder slet og ret at vende sig om. At vende ryggen til det, vi før vendte ansigtet mod, og i stedet vende ansigtet mod det, vi tidligere vendte ryggen. Så ligetil er det med ordet omvendelse ; sådan kogt helt ned til grundbetydningen. I omvendelsen vender man sig vel at mærke ikke bare en smule, så man stadig kan skele tilbage. I omvendelsen vender man sig helt om. Væk fra det, der var, og hen imod det, der er. Når Døberens ord i dag kommer til os og taler om omvendelse, træffer det os lige der, hvor vi nu er. Netop, mens vi står og vender ansigtet mod ikke nødvendigvis noget andet, men nok i højere grad imod alt vores eget. Mens vi er ivrigt optaget af vores egen person, vores stolthed og forfængelighed, vores egne tanker og egne planer. Det er hele den lille, selvcentrerede verden, som er vores, og hvor vi selv er konge og kejser. Mens vi tilsvarende vender ryggen til Gud, vores Skaber og Frelser. Samt - og det er jo den helt naturlige konsekvens, når vi har os selv alene i fokus og kun ser til vores eget - fra den næste, som har brug for os til både det ene og det andet. Men hvad man har vendt ryggen, ser man af gode grunde ikke. Hvad man har vendt ryggen, er ude af øje og dermed uden af sind. 1/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 Sådan træffer ordet om omvendelse os, mens vi vender ansigtet mod alt vores eget, og ryggen til både Gud og vores næste. Og da har ordet omvendelse så også en helt indlysende mening. Det betyder slet og ret: vend dig nu lige om. Vend ryggen til hele selviskheden, stoltheden og forfængeligheden. Vend ryggen til alle dine egne selvoptagede tanker og planer. Vend alt det ryggen, og vend ansigtet mod Gud og din næste. For det er nu engang der, at virkeligheden befinder sig; dér, at livet befinder sig både den guddommelige virkelighed og den næstes liv, som vi igennem ordet om Gud kaldes til at tage vare på. Vend om, vel at mærke ikke bare halvt, så du kan skele til begge sider. Eller stadig se det, der før var foran, men nu er sådan lidt bagved. Nej, helt omkring. Det, vi skal vende ryggen, er i virkeligheden heller ikke bedre værd. Ærligt og redeligt: hvad fremtid er der i hele denne selvoptagethed, stolthed og forfængelighed? Hvilket perspektiv er der i, at vi kun har os selv for øje. Det er ikke dér, vi skal finde sandheden om vores liv. Vi véd godt, at det alt sammen har en meget kort levetid. Det går i graven med os og dækkes af et par meter jord. Når vi skal omvende os og vende alt det ryggen, er det derfor i virkeligheden slet ikke noget afsavn. Skulle der være afsavn i at lægge det bag sig? Tja, vel egentlig ikke. Når vi vender ansigtet mod Gud, da ser vi nemlig ham, som stod op af graven påskemorgen. Ham, der brød dødens magt; ikke for sin, men for vores, din og min skyld for at du og jeg skal gøre det samme. For at vi skal have fællesskab med ham i hans rige. At vende om til ham og hans opstandelses kraft er derfor på ingen måde et afsavn, men det bedste, der kan tilskikkes et menneske. Det gælder også, fordi vi i omvendelsen kommer til at stå ansigt til ansigt med vores næste. For det er selvsagt konsekvensen af at blive vendt om. At vi også får øje på det medmenneske, som Gud i vores liv viser os hen til. Og at vi i netop dette kald til at tage det konkrete alvorligt ikke længere kan fortabe os i ønsketænkning om, hvordan vores liv kunne være blevet, hvis ellers bare alle andre kunne se, hvor fantastiske netop jeg er. Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær. Ordene lød ikke: Omvend jer, for helvede er kommet nær. Eller: Omvend jer, for døden er kommet nær. Men de lød faktisk: Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær. Det vil sige: den store glæde er kommet nær, det evige liv er kommet nær. Vi står lige overfor det. Ja, 1/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 ved at høre ham til, er vi allerede gået døden til livet, fra sorgen til glæden. Og det er ikke en trussel, men en glæde. Faktisk den største, der findes. Og så kommer Johannes Døber altså i dag og spørger os, hvad det så blev til med denne omvendelse. Om vi fik vendt os helt om, så påskens forunderlige budskab om opstandelsen, livet og glæden fik indpas i os og bar frugt. Tja, jeg ved ikke med jer, men jeg tror, at man skal være varsom med at svare alt for skråsikkert ja til alt det. Måske lidt af tiden og en gang imellem, men altid? Hvem af os kan sige ærligt ja til det? Hvem af os kan sige, at vi i enhver henseende altid er vendt om imod den opstandne. Altså sådan hele tiden, altid og ubetinget. Nej, vel. For vi er også fanget i vores menneskelighed, vores venden os mod os selv. Vores, hedder det jo, helt grundlæggende syndighed. Og måske er det også i sin gode orden, at det er sådan, at vi kun kan svare tøvende og undvigende, når vi konfronteres med Døberens nærgående spørgsmål. Omvendelsen er som sådan, og det er værd at holde fast i, ikke noget, vi selv skal præstere. Noget, vi selv skal udrette. Eller noget, som vi kan gøre en gang i vores liv, og så er det bare overstået. Omvendelsen, troen, fællesskabet med Kristus er derimod noget, vi kun kan erfare som en overraskende virkelighed, i glimt og momenter, i vores liv. Men som vi samtidig ikke kan gribe om og holde fast i som en ejendom, der er vores. For det er det ikke. Det er ikke noget, vi ejer, men noget, vi skænkes af Gud. Troen er en flygtig størrelse, der hele tiden truer med at forvandle sig til sine stedbrødre, tvivlen, fortvivlelsen, forladtheden. Og det er nok også sådan det skal være. For Johannes Døber er ikke Jesus af Nazareth. Johannes er ikke Guds Søn. Og Johannes forkyndelse er derfor heller ikke det fulde evangelium. Han kender så at sige kun kravet og truslen alt det, vi som mennesker ikke kan leve op til. Han har ikke fuldt ud forstået konsekvensen af, at Jesus er den levende Guds ord. Den, som Johannes kun er sat i verden for at bane vejen for. At Jesus er den, der kommer. Og at Jesus, netop fordi han altid er den, hvis væsen altid er at komme til os, også gør alting nyt for os, der hører om ham i dag. Som Jesus meget præcis udtrykker det senere, da Johannes sender bud fra fængslet, så ser blinde, døve hører og evangeliet forkyndes for folkene, men alligevel virker det som om, at Johannes Døber ikke selv helt forstår, at det med Jesus er noget andet noget, hvor det ikke i første omgang kommer an på, hvad 1/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 vi gør, men hvad Gud gør for os. Øksen ligger allerede ved træets fod siger Johannes derfor også fortsat. For ham er det nu og hér. Og hvis vi ikke lige nu, lige i dette sekund præsterer den rette omvendelse, skal vi hugges om. Øksen er allerede klar, blanksleben og skarp. Jesus derimod virker til at have mere tålmodighed med os. Og det er nok også godt det samme. For hvis det alene stod til os, var vi nok blevet hugget om for længst. Men i Jesu forkyndelse kommer det aldrig alene an på, hvad vi syndige mennesker gør eller ikke gør. Men på, hvad Gud gør for os først. Lignelsen om det ufrugtbare figentræ i Lukas 13 spiller sammen med netop billedet af træet og øksen. Og nuancerer det; korrigerer det, om man vil. For hvor Johannes Døber er den, der siger, at øksen allerede ligger klar, har Jesus lidt mere tid. Lad det stå et år mere, siger han, det ufrugtbare figentræ. Så får vi se, om det ikke bliver bedre med det. Der er tid endnu. Det gør han, fordi han, Jesus altså, taler ud fra et helt andet perspektiv. Nej, det er forkert. For det er ikke som sådan et andet perspektiv eller blot en anden synsvinkel. Han taler ud fra en helt ny verden, en helt ny virkelighed. For Jesu ord om det dårlige figentræ, der selv om det har stået i tre år og endnu ikke båret frugt, alligevel får en chance til, skal ses i opstandelsen lys. Og det er et lys, der gør alting nyt. For i fortællingen om Jesu liv, korsdød og opstandelsen får vi også klarhed. Den klarhed, som Johannes Døber ikke havde, og aldrig kunne få, fordi han endte sit liv, før Jesus drog ind i Jerusalem under folkenes jubelråb. I opstandelsens påskemorgen bliver det klart, at frelsen, omvendelsen og troen ikke længere er noget, det er op til os at præstere. Det er ikke noget, vi skal give hverken til Gud eller som noget, vi kan vise frem for andre mennesker som noget særligt fortjenstfuldt. Det er noget, vi får skænket. Og det er den mest vidunderlige og forunderlige gave, som noget menneske nogensinde kan få. Skænket os i dåben, og næret i forkyndelsens ord og ved nadverens bord. Og når vi så har den. Og i et øjeblik, i et glimt, føler den og griber ud efter den, omvendelsen, troen, visheden hvad vi nu end skal kalde den, så er det, at vi kan bære omvendelsens frugter. Så er det, at også Døberens tale kommer til sin ret. Ikke fordi vi derved kan gøre nogen forskel i forhold til Gud; eller, for den sags skyld, fordi vi skal bilde os ind, at vi kan holde fast i dem igennem hele livet. Men fordi det, lige nu og hér, kan betyde en hel verden for vores næste. Fordi vi, som det så uendeligt præcist er blevet udtrykt, når vi møder et andet menneske 1/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5

6 står med dets liv i vores hænder. Og det må vi forvalte, så godt som vi nu kan. Derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Lad os alle bede. Vi takker dig, levende Gud, fordi du giver os livet og lader os leve det for og med andre mennesker. Vi beder dig for alle, der har mistet, og alle der står over for at skulle miste. Læg din trøstende hånd på de syge, de bange og dem, der kæmper med døden. Lad dem finde håb i troen på, at vi i dig skal leve, om end vi dør. Hjælp os med at være taknemmelige for alt, hvad vi har fået givet. Og giv os at leve vores liv i fællesskabet med dig. Tilgiv os alt ondt, vi har gjort, og tilgiv alle, der har gjort ondt mod os. Giv dem og os din fred. Vi takker dig for din kirke og for dine sakramenter, som du har skænket os i dåben og i nadveren. Velsign og bevar din kirke her og ud over jorden, og lad ordet om dig forkyndes uden omsvøb over hele verden. Lær os at følge dig, skønt vi ikke er villige dertil. Hold din hånd, Herre, over vort land og vort folk. Velsign alle, der udøver magt og myndighed. Lær dem at bruge magten til at værne den svage. 1/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 6

7 Vær med vor dronning, hendes familie og alle familier med dem. Vær med alle, der er udsendte og tjener fredens tjeneste i ind- og udland. Giv dem og os at bevares i din nåde, fred og velsignelse. Skænk os din frelse og bevar os i troen på det evige liv. Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde Og Guds kærlighed Og Helligåndens fællesskab Være med os alle! Amen 1/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 7