DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Transkript

1 Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

2 For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

3

4 DET KONGELIGE BIBLIOTEK ;Tte0ewt.VHnnnan

5 Ved Pastor Frederik Joachim Mynsters Jordefærd den 23^ April IS57. Manuscript for Venner. Kjøbenham Trykt i Bianco Lnnos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle. m7i ^

6

7 I. 1 Holmens Kirke af Provst Dr. Munter Før Talen. Lær mig, o Skov, at visne glad, Som seent i Høst dit gule Blad, Et bedre Foraar kommer; Der grønt mit Træ skal herligt staae, Og sine dybe Rødder slaae I Evighedens Sommer! Lær mig, o lille Trækfugl, du ; At svinge mig med freidig Hu Til ubekiendte Strande! Naar Alt er Vinter her og lis, Da skal et evigt Paradis Mig hisset aabent stande. Lær mig, du lette Sommerfugl, At sønderbryde tunge Skiul, Som nu min Frihed tvinger! En Orm jeg kryber end paa Jord, Snart flyve høit med lette Flor De gyldne Purpurvinger.

8 4 Jeg har i de mange Aar, i hvilke jeg har tient i aenne Menighed, saa ofte staaet ved de Fuldendtes Kister, og det var da mit Embede, at indvie dem til Gravens Fred. Aldrig er jeg traadt frem til denne betydningsfulde Gierning, uden at have medtaget den Sielens Alvor, der bør følge enhver Jesu Christi Tiener, naar han gaaer hen at bringe dem, der endnu nyligen hørte til de Levendes Tal, til de stille Steder, hvor de Døde hvile. Mangengang har jeg, paa Grund af særegne nærmere Forhold, i hvilke jeg stod til de Hensovede, følt mig mægtigen greben og paa det veemodigste stemt, idet jeg udtalte de sidste Afskedens Ord over dem. Men ingensinde hvi skulde jeg ikke her bekiende dette? ingensinde i de mange Aar har jeg medtaget en saa dyb Smerte til denne Gierning, har jeg følt mig saa dybt bevæget ved at skulle udføre den, som i denne nærværende Time. Eller var det ikke de allernærmeste, var det ikke hellige, inderlige. Gud velbehagelige Forhold, de Forhold, der knyttede den brave, elskelige, hæderlige unge Mand, der nu skal bringes til Graven, til mig, og mig til ham! Vi vare begge udsprungne af den samme Rod og vare saaledes allerede paa Kiødets Vegne nær forbundne. 1 elleve og et halvt Aar tiente vi her i denne Kirke, der var os begge saa kiær, den samme Herre, forkyndte vi her det samme Naadens og Frelsens Evangelium og vare de hellige Naademidlers Uddelere ved det samme Alter. I en broderlig Forening, der aldrig forstyrredes af nogen Mislyd, udforte vi her tilsammen denne Jesu Christi egen Gierning, til hvilken han

9 5 havde beskikket os Begge. I vort Samliv herudenfor vare vi trofaste Venner. Vi skiulte Intet for hinanden, hverken af det, der angik vort Eget, eller af det, der angik det Embede, til hvilket vi vare satte, og søgte idelig Kraft, Styrke og Opmuntring til at røgte det, den Ene hos den Anden. O! da han blev kaldet til Menigheden, da takkede jeg Gud af mit ganske Hierte, at han nu var bleven mig given til Medtiener og Medarbeider til Guds og Jesu Christi Riges Fremme hos de mange Tusinde, for hvem denne Helligdom er bleven anviist, og det varede ikke længe, inden jeg turde sige til mig selv:»du bygger ikke paa»sand, naar Du nærer det Haab i Dit Hierte, at den kiære»medarbeider, som Guds Naade har givet Dig, eengang,»hvis det er Guds\illie, at Du skal blive gammel og graa»i denne Menighed, da vil blive Dig en trofast og sikker»støtte.«ak! Gud har villet det anderledes. Dette Haab maa jeg nu lade fare, som saamange andre Haab, dem vi Mennesker lid efter anden nødes til at opgive. O, men saa maa det være mig tilladt at sige : jeg veed det, der boer megen, dyb, inderlig Smerte i Manges Hierter over hans Bortgang; men den Smerte, som jeg fornemmer, er sandelig ikke den ringeste. Han var ung, da han kom her til Menigheden, og det er vistnok glædeligt, naar gode Kræfter itide, især i de talrige Menigheder, blive satte til det Helliges Forvaltning. Ak! men han er ung endnu, nu, da han bringes til Graven, og hvor bedrøveligt er det ikke at maatte føie dette Sidste til det Første! Da han kaldtes til Embedet, da

10 6 vare der ikke Faa, der allerede iforveien fattede gode Forventninger om ham; jnst ikke fordi han allerede tidligere paa en nærmere Maade havde været dem bekiendt; men fordi han bar et Navn, som de meente maatte give dem Beføielse til at nære saadanne Forventninger. Han bar sin udmærkede, af Danmarks Kirke saa høit fortiente Faders Navn. I hans Huns var han allerede tidligen bleven anført til at have dyb Ærefrygt for Alt, hvad der er helligt, og til at elske den Herre Jesum Christum og den Tro, hvis Begynder og Fuldender han er. I hans Huns vaktes allerede tidligen Ærbødigheden for Jesu Christi Kirke i hans Hierte, og Lysten til engang at blive En af de Mange, der behøves til at lægge levende Stene til denne Guds egen Bygning blandt Menneskenes Børn. Og i hans Huus havde han fra den første Ungdom et lysende Exempel for Øie af en Jesu Christi Tiener, der kunde være det følgeværdigste Forbillede for alle dem, der ønskede engang at sættes til den hellige Gierning. Kan det da undre Nogen, at han blev modtaget med gode Forventninger? Men til disse har han ogsaa svaret. Aldrig traadte han frem at prædike for Menigheden, uden efter en omhyggelig og samvittighedsfuld Forberedelse. Det, han prædikede, var sandelig ikke menneskelig Kløgt og menneskelig Viisdom, men han prædikede det, han skulde prædike, det, hans Tro drev ham til at prædike; han prædikede Jesum Christum den Korsfæstede og Opstandne som Menneskenes eneste Midler og Saliggiører og knyttede dertil bestandigen Jesu Formaninger til et helligt Levnet

11 7 og Jesu Trøst under al den Sorg og Trængsel, der her i Livet kan møde et Menneske. Og derfor flokkede sig ogsaa Saamange om ham, naar han hesteeg den hellige og indviede Talerstol. De Unge, der hleve betroede til ham, dem forstod han dertil havde Gud givet ham mere, end almindelige Gaver at opvarme og gjennemgløde for det ene Fornødne til Fred og Salighed; dem omgikkes han med en saadan Blanding af Alvor og Mildhed, at han aftvang dem deres Høiagtelse og inderlige Kiærlighed. Ak, ak! han skal ikke fuldføre det ham saa kiære Arbeide med d e U n g e, til hvilke han i afvigte Vinter talede om de ling, der høre til Guds Rige, og til hvem hans Tanker ideligen vendte tilbage, medens han laae fængslet til Sygelejet. Jeg skal nu fuldføre det i hans Navn, og om nogle Uger, her paa dette samme Sted, hvor hans Kiste nu er hensat, udtale de Velsignelser over dem, som hans Læbe, der nu er tillukket, ikke mere kan udtale. De have følt 1 rang til at samle sig ved hans Jordefærd ; de staae her \ed min høire og venstre Side; dybt rørte tilhviske de deres elskede Lærer deres Tak og deres Farvel, og bede ham som et Beviis paa deres Høiagtelse og Kiærlighed at tage den ene af de Sølvkrandse, som smykker hans Kiste, med paa den sidste Vei. Og den anden Sølvkrands, der er henlagt paa den, den er et Kiærlighedens og Taknemmelighedens Pant Ira en talrig Mængde af endnu yngre Pigebørn, i hvis Hierter han har nedlagt de første Spirer til Livet i Gud, i Christo Jesu. Naar han blev kaldet hen til de Syges og Døendes Leie, da hørte han, der af Hiertet

12 8 var saa medfølende for Andres Jammer, med saamegen Deeltagelse deres Klager, og takkede Gud i sit Hierte, der havde kaldet ham til at være Alterets Tiener, og med Alterets hellige Gave at kunne styrke dem, der ventede paa Budskabet fra Herren, til at stride deres sidste Strid. Derfor vil hans Navn ogsaa længe være erindret i de lave Huse, i hvilke den danske Marines Mænd og Qvinder og Børn i saa tætte Klynger hoe imellem hverandre. Og, naar den Fattige og Nødlidende kom til ham, da havde han, der prædikede Barmhiertighed, altid et Trøstens Ord til dem, og hans Haand var da sandeligen ikke heller lukket for dem. Ja, han har svaret til de Forventninger, der allerede tidligen fattedes om ham; han har været en værdig, trofast, nidkiær og utrættelig Præst og Sielesørger i Holmens Menighed. Beholdt den ham end ikke længe, han har arheidet for den, saalænge det var Dag for ham, før Natten kom, da Ingen kan arheide.*) Ja han har i denne ham saa dyrebare Menighed baade i Yngres og Ældres Hierter udstrøet mange hellige Sædekorn, om hvilke vi tør vente, at de under den Helligaands Bistand ville bære Frugt, dem selv til Velsignelse og Gud og Christo Jesu til Ære i de Aar, der nu skulle oprinde og udrinde, medens hans kiære udvortes Skikkelse, der giemmes imellem disse Brædder i Gravens Giemme, vender tilbage til Støvet, hvoraf den var tagen. Han havde et Huus, og i det i næsten syv Aar det *) Joh. 9, 4.

13 9 allerlykkeligste Hiem. Ak! hun græder, hans ædle, elskelige, forstandige Hustru, og hun har Grund til at græde, thi hendes Livs bedste Blomst er nu knækket, og hvor tom og øde maa ikke Fremtiden ligge for hende, nu da Han, der var hendes Alt, er taget bort fra hendes Side. Men vi kunne ogsaa sige til hendes Ære: hun var ikke mindre hans Alt. Ved hende bleve hans Dage forskiønnede. Han kunde meddele hende enhver Tanke i hans Siel, og hun forstod den; og den Livsglæde, der ved Siden af hans dybe Alvor for hans Embede var ham saa egen, den ikke blot bevarede hun, men den forhøiede hun end mere. Men, som hun fortiener at æres for dette, saaledes fortiener hun sandeligen at æres ikke mindre for den Troskab og Udholdenhed, med hvilken hun pleiede ham i hans Livs de sidste Uger, der bragte ham de svære Lidelser, dem han taalte med en Taalmod og Gudhengivenhed, der er en Jesu Christi Tiener værdig. Hun tillod Ingen Anden at være omkring ham; Nat og Dag var hun hos ham; og medens hans kierlighedsfulde Læger, der begge vare saa nær forbundne med ham, opbøde al deres Konst, for at lindre hans Smerter, og for om muligt at bevare det kiære Liv, beholdt hun, der ikke kunde tænke sig den Tanke, at de skulde skilles, da vi Andre allerede havde opgivet det, endnu et barnligt Haab til Alforbarmeren i det Høie, der ikke forlod hende før faa Timer, forinden han udaandede. Vi befinde os her i et indviet Bedehuus; sikkert har lians fromme Hierle mangengang her opsendt en stille Bøn

14 10 for hende, der var hans Livs Lyst og Glæde, og til hvem han efter hver fuldendt Gierning vendte tilbage, saa ville vi ikke gaae bort med ham her fra Bedehuset, før vi her have paakaldet Ham, der ene kan læge, at han lidt efter lidt ved Trøst fraoven vil mildne den dybe Smerte hos hende, og hos hendes værdige alderstegne Moder, og hos hendes mange Søstre og disses hæderlige Mænd. Og nu hans egen Moder, hans egen brave, trofaste Moder! O! et Sværd trængte sig igiennem hendes Siel, da hendes høitelskede Førstefødte lukkede sine Øine. Har hun i tidligere Aar været høit benaadet af Gud, har hun i tidligere Aar kiendt en Hæder, en Lykke, en Glæde, som mangtoldige Andre ikke faae at smage, hun har sandeligen i de sidst forløbne Aar maattet tømme mangen en bedsk Skaal, af hvilke den, som i disse Dage er bleven hende rakt, ikke er den mindst bedske. Men hun vil bestræbe sig, som den, der har været den Mands Hustru, der ideligen prædikede;»et christent Menneske skal ydmygt og»troende bøie sig under Guds Haand, i hvad den end»sender", med et Gud hengivet Sind at bære sit tunge Savn. Gud styrke dertil hende! Gud styrke dertil hendes Børn og deres Mænd og os Alle, der hørte til vor dyrebare Fuldendtes Kreds. Og nu hans mange Ungdoms Venner, der vare knyttede til ham med saa tætte Baand, og nu hans Medbrødre i den hellige Gierning her indenfor Hovedstadens Volde, der alle agtede den unge tro Hyrde saa høit, og nu alle de Andre, der med mig tiene ved denne Kirke, der havde ham Alle saa inderlig kiær og

15 11 skattede ham, som han fortiente at skattes; hvi kunde det da være Andet, end at ogsaa de føle dyb Smerte ved hans tidlige Bortgang, og eenstemmig sige: han er vor Smerte værd I Dog, hvo er den, der her taler? Det er Jesu Christi Tiener, der taler ved Jesu Christi Tieners Baare. Saa sømmer det sig ogsaa her at føre en christelig Tale, og ikke at hengive os til umandige Klager. Derfor kommer Alle, der her have samlet Eder om hans Liig! Lader os Alle, før vi nu bringe ham til Graven, ret af troende llierte med een Læbe istemme den, Bekiendelse:»Alle Herrens Veie ere Viisdom og Naade; derfor slcee Guds Villie her, som i alt Andet; vi ville tie og tilbede". Disse Ord har hans Mund saa mangengang udtalt ved de Dødes Baarer, saa skulle de og fra vore Munde lyde ved hans Baare. Og nu Farvel, Farvel i Din Herres og Frelsers Navn, Du dyrebare, elskede Ven og Broder! Dit Legeme betroe vi nu til Graven som et Frøkorn i Guds Ager til Opstandelsens Morgen. For Din Siel, som Gud nu har krævet, ere vi saa trøstige og rolige. Du var ydmyg af Hierte; Du kiendte din egen Skrøbelighed og Synd; Du vovede ingensinde at stole paa dine egne Gierninger; men det Ord, som Du prædikede for Andre: at Mennesket retfærdiggiøres uforskyldt af Guds Naade formedelst den Forløsning, der er ske et ved Christum Jesum*), dette var og din Saligheds Haab, og dette dit *) Rom. 3, 24.

16 12 Haab vil nu af Guds forbarmende Naade være opfyldt. Denne Tro, denne Tillid boer sikker i vore Hierter. Ja, for din Siel, som Gud har krævet, ere vi saa trøstige og rolige. Thi Du har tient vel i Menigheden; og hvilken Christi Tiener skulde ikke finde Opmuntring til Troskab i sit Kald i dette Apostelens Ord, der siger: at de, der tiene vel i Menigheden, de bane sig derved en god Vei og erhverve sig stor Frimodighed ved Troen paa Jesum C h ri stum.*) Saa hvil i Fred! Med en aldrig udslukt Kiærlighed skal Dit dyrebare Minde blive i Dine Elskedes Kreds. Med Kiærlighed, Agtelse, Paaskjønnelse og Tak skal det bevares i Holmens Menighed, fra hvilken Du nu føres bort, for aldrig, aldrig mere at vende tilbage til den. Amen!!! Efter Talen. Du, som fra Skyen smiler hist, Min Herre, Frelser, Jesu Christ, Lær mig at tvinge Sorgen! Sving for mig Haabets grønne Flag, Langfredag var en bitter Dag, Men skiøn var Paaskemorgen! *) 1 Timoth. 3, 13.

17 13 II. V e d G r a v e n af Hofpræst Dr. Paulli Over disse Grave har Du saa mangen Gang, elskede, uforglemmelige Ven og Broder! forkyndt Opstandelsens Evangelium, og trindtom i Menigheden, for hvilken Du var en tro Herrens Tiener, udgaaer Velsignelse over Dig for Trøsten, Du bragte de Sørgende. Hvad Du talte, det talte Du af dit varme, troende Hierte; thi den Trøst, Du bragte Andre, den var din egen Trøst. Gud være lovet, den er ogsaa vor Trøst, vor store Trøst i vor store Sorg over din tidlige Død! Derfor siger jeg ved din Grav, siger det fra os Alle, som kalde Dig vor, skiøndt vi maatte skilles fra Dig; Du er vor, vi høre hinanden til i Evighed; thi vi skilles fra Dig med den salige Forvisning om vort Samfund : een Herre, een Tro, een Daab, een Gud og Alles Fader, som er over Alle og ved Alle, og i os Alle. O! Vi staae ikke trøstesløse ved din Grav, men vel maae vi staae sorgfulde ved den, thi vi skulle sige Dig Farvel for denne Verden. Det sanddrue Ord om din Nid-

18 14 kiærhed og Troskab i dit hellige Embede har lydt til Afsked over Dig i det Herrens Huns, i hvilket Du tiente, og der bliver et elskeligt Minde tilbage efter Dig i mange Hierter, som ærede og elskede Dig for hvad Du var som Præst og Sieleserger. Men hvilket Minde har Du ikke efterladt i vore Hierter, som nærmest vare knyttede til Dig i Livet! Aldrig skulle vi glemme, hvad Du har været i dit Hiem, dit lykkelige, velsignede Hiem, hvor det var Din Glæde at samle dine Kiære omkring Dig. Der sidder hun nu tilbage din trofaste Hustru i sin dybe Smerte; Du var saa riig ved hendes Kiærlighed, og hun vidner atter og atter om din store Kiærlighed, hvormed Du har elsket hende, og al den Velsignelse, Du har bragt hende. Den bliver hos hende, skiøndt Du ikke meer er hos hende, thi det er Velsignelsen af det Ord, som var Dig nær i din Mund og i dit Hierte, det Troens Ord, som Du prædikede, og det er Velsignelsen af Bønnen i Jesu Navn, den, Du har bedet for hende paa Jorden, den, Du visselig beder for hende i Himmelen, og det er Velsignelsen af Kiærligheden, den Kiærlighed, som er stærkere end Døden. Aldrig skulle vi glemme, hvad Du har været som Søn i dit Barndoms- og Ungdomshiem, din Faders og din Moders Haab og Glæde; aldrig hvad Du har været for din Moder i hendes Sorg og Savn, hvorledes dit kiærlige Øie og dit kiærlige Ord har været hendes daglige Opmuntring og Trøst. Aldrig skulle vi glemme, hvad Du har været som Broder, hvor trofast Du har fulgt din Broder og dine Søstre fra Eders Barndomsaar og deelt med dem Sorg og Glæde. Ogsaa os

19 var Du en Broder, ja med dit hele trofaste, kiærlighedsfulde Ilierte, os, der fra Fremmede bleve dine Egne! Aldrig skulle vi glemme, hvad Du har været for Børnene iblandt os, for de Faderløse var Du som en Fader, og for dem Alle havde Du et Hierte, som giorde Dig til Barn med dem, naar de flokkedes om Dig i muntre Lege, men som lovede os Ældre, at din Kiærlighed ikke vilde svigte dem, hvis Du engang kunde staae dem nær i Livets Alvor. I den store Kreds af Slægtninge, Frænder og Venner er der allevegne inderlig Sorg over din Bortgang, men ogsaa allevegne et dyrebart Minde om, hvor elskelig Du var. Tak og Velsignelse for Livet, Du har levet med os og for os! Farvel! elskede, uforglemmelige Ven og Broder! Farvel i Jesu Navn! Du kommer ikke til os, det er Sorgens Tanke, som lader os føle vort dybe Savn men vi komme til Dig; det er Troen og Haabet, hvormed vi sige Dig Farvel. Ja vi komme til Dig, som Du nu visselig er kommen til de elskede Forudgangne. Det lysnede for dit Øie i den sidste Stund, og Dødens Mørke skilte sig, og det var som skuede Du allerede ind i Evigheden og saae din elskede Fader komme Dig imøde. Hvad der bebudedes Dig i det himmelske Syn, det er nu i Sandhed opfyldt for Dig, og det skal ved Guds Naade engang ogsaa opfyldes for os; vi komme til Eder! Himmelske Fader! hielp Du os fremad paa Veien til dit Rige; giv os din Helligaands Lys og Kraft! Trøst

20 16 den forladte Hustru, saa hun aldrig føler sig forladt af Dig, trøst den nedbøiede Moder, saa hun maa være stærk i Dig, trøst Broder og Søstre og os Alle, som sørge med dem, giv os Naade til, at vi i Tro og Kiærlighed maae kunne staae hverandre bi og styrke hverandre, og lad din Fred, som overgaaer al Forstand, bevare vore Hierter og Tanker i Christo Jesu! Amen.

21

22