Nivå Big Band De første 30 år.

Transkript

1 Nivå Big Band De første 30 år. Jørgen Sevaldsen Nivå Pianist Begyndelsen Æren for at have taget initiativ til Nivå Big Band tilfalder orkesterforeningens første formand Mogens Slott og dens første sekretær, Mogens Juhl Madsen (d.1987), begge Nivå. Madsen skrev i orkestrets første foreningsprotokol et forord om bandets første måneder i efteråret Det fremgår heraf, at han og Slott i længere tid havde talt om at starte en samspilsgruppe. Mogens Slott beretter, at kontakten mellem dem kom i stand, fordi Slott, der var varmemester i bebyggelsen Nivåvænge, have brug for et vindue ud mod parkeringspladsen i sin tjenestebolig. Han hyrede Juhl Madsen, der var murer, til opgaven. Madsen observerede, at Slott havde en saxofon i huset, og da han selv spillede klaver og trompet, begyndte de at tale om at spille sammen. Efter en tid med klaver og sax alene fik de trang til at udvide besætningen. De henvendte sig til deres fælles tandlæge, Jesper Hamburger, også Nivå, som de vidste spillede klarinet. Jeg selv er nok også kommet ind i billedet, fordi jeg kendte Hamburger ad anden vej, og han vidste, at jeg spillede klaver. På det tidspunkt var jeg således aktiv i amatørteaterforeningens revyer i Teaterhuset i Nivå. Ifølge beretningen i foreningsprotokollen mødtes Mogens Madsen og Slott til samspil den 27. oktober 1974 i Madsens villa på Solbjergvej i Niverød. Herefter ringede de til mig. Jeg kan se i min egen dagbog, at jeg dagen efter var et smut hos Mogens Madsen m.h.t. evt. big band i kommunen. Jesper Hamburger var også med, og vi tilbragte et par aftener hos Madsen med at afprøve nogle arrangementer, han havde skaffet til veje. En annonce i Politikens Kom Frit Frem 17. november 1974 med ordlyden: Amatør Big Band. Hvis du vil være med til at starte et big band i Nordsjælland. Vi mangler især trompet, sax, bas og trommer bragte ny musikere til, blandt andet saxofonspilleren Gunnar Steentoft fra Humlebæk, men også et par trompetister og basunister. Den formelle grundsten til orkestret blev lagt, da vi flyttede møderne til foyeren til samlingssalen på Nivå Centralskole. Den første prøve her fandt sted den 2. december 1974, og samme aften blev der afholdt stiftende generalforsamling i orkesterforeningen. Mogens Slott blev

2 valgt til formand, J. Sevaldsen til næsteformand, Jesper Hamburger til kasserer, Gunnar Steentoft til arkivar, og Mogens Juhl Madsen til sekretær. Der var enighed om, at det var swingende dansemusik, vi ville spille: Basie, Glenn Miller, Ellington osv. En af Madsens & Slotts første opgaver havde naturligvis været at finde en orkesterleder til det ny band. Den første aften på centralskolen blev, iflg. protokollen, ledet af en Peter Find, som jeg ikke kan huske spor om. Han holdt tilsyneladende også kun én aften, for allerede næste gang gjorde John Tchicai sin entre. Han boede på det tidspunkt i Hørsholm og ernærede sig bl.a. som lærer på musikskolen. Gunnar Steentoft vidste om ham, og Madsen ringede, efter de tilsyneladende lidt uheldige erfaringer med det første emne, og spurgte ham, om han ikke kunne have lyst til at blive big-band dirigent. Det havde han, og dermed var grunden lagt til et fornøjeligt og lidt forbløffende samarbejde i orkestrets første fire leveår. Forbløffende, både fordi Tchicai var en stor berømthed som saxofonspiller, og fordi den musik, han var blevet internationalt kendt for, lå meget langt fra den klassiske swingtradition, Nivå Big Band havde lyst til at spille. Tchicai (f. 1936) er født i Danmark og fik sin musikalske opvækst i Århus og København, men han blev i 1960 erne et kendt navn blandt New Yorks avantgarde inden for jazzmusikken og spillede med bl.a. John Coltrane, Don Cherry og Archie Shepp. Han vendte tilbage til Danmark i 1966 og blev leder af en række danske eksperimenterende freeform ensembler. I 70 erne, da vi mødte ham, var han blevet optaget af yoga og meditation, og han brugte mindre tid på koncerter og mere på at være musiklærer. Han boede i Hørsholm og underviste der, så nogen havde hørt om hans jazzpædagogiske interesser og kontaktede ham. Det viste sig, at han var interesseret, og han holdt ved i orkestrets fire første år. Selv sagde han, at hans lyst til at dirigere big band netop bundede i, at det var så forskelligt fra, hvad han i øvrigt lavede, og at han havde stor nytte af at træne partiturlæsning og det andet, der fulgte med nodebunden musik. Som person og leder var han et utroligt venligt og varmt menneske, der også medbragte en stor seriøsitet og professionalisme fra sit liv som verdensstjerne. Samtidig var han en søgende sjæl, der er blevet omtalt som en typisk jazznomade. Vi kunne ikke regne med, at en mand af hans støbning ville blive i mange år, og orkestret og han skiltes som venner i Han begyndte at rejse og spille mere og flyttede på et tidspunkt fra Hørsholm. I Danmark sås han senere en del i Pierre Dørges Jungle Orchestra, ellers har han spillet meget i Tyskland, og nu (2005) bor og underviser han i Davis, Californien. Orkestret blev hurtigt nogenlunde udbygget og funktionsdygtigt. Vi lånte og købte os til en række klassiske swingarrangementer fra Basie, Glenn Miller og Ellingtons repertoire. I 1975

3 kom der et interessant tilskud til nodesamlingen, da vi fik tilbudt hele den gamle jazzbasunist og orkesterleder Peter Rasmussens nodearkiv til en billig penge. Det var dansevenlige evergreens af typen For Sentimental Reasons som passede godt til vores formåen den gang. Blandt de medlemmer, jeg husker fra dengang er vores første bassist, Fradley Garner, en herboende amerikansk journalist, som var bekendt af Tchicai, og Ole Stolle, den fremragende trompetist, der fra slutningen af 70erne var frontfigur i Papa Bues band. Han boede den gang i Niverød og spillede en kort overgang i orkestret. Nogle af de udadvendte arrangementer, jeg husker bedst fra Tchicais tid, er en koncert i Louisianas koncertsal under en amatørdag på museet i april 1977, og et par udendørs optrædener i Kalvehaven i Nivå ved de hyggelige og uformelle sommerfestivaler, der blev arrangeret der i august måned i perioden Dirigenterne Da Tchicai-æraen sluttede, prøvede vi et stykke tid med et jazz-koryfæ af en anden slags: trompetisten Gotfred Sørensen, der i jazzens guldalder havde spillet i Peter Rasmussens orkester. Det varede imidlertid ikke længe. Sørensen havde et dårligt helbred og måtte sige fra. I stedet blev orkestret overtaget af Peter Westh, der i 1976 var startet som leder af Karlebo Musikskole. Westh havde masser af erfaring som jazzbasunist, bl. a. fra Radioens Big Band, og som dirigent og administrator. Han var leder , men fik for meget at lave med musikskolen og overlod roret til en meget ung trompetist i orkestret: Lars Ranch. Som mange i big bandet vil vide, fortsatte Peter Westh dog med at støtte vores arbejde, både efter 1992, hvor vi direkte blev tilknyttet Karlebo Musikskole, men også inden som rådgiver bl.a. i forbindelse med opsporing af ny dirigentemner. Lars Ranch var et trompet-vidunderbarn, der ved sin tiltræden som dirigent var 17 år og havde spillet en tid i orkestret. Han boede på Smedebakken i Nivå og styrede mod en karriere som musiker. I 1982, samtidig med at han trådte til som dirigent i NBB, begyndte han at studere trompet på Musikkonservatoriet. Han var en begejstret og ambitiøs dirigent, som og tilførte orkestret en masse liv; blandt andet i form af sine unge venner fra konservatoriet, når vi havde brug for vikarer. Blandt de bemærkelsesværdige husker jeg basunisterne Giordano Bellincampi (senere dirigent for Sjællandssymfonikerne) og Steen Hansen (senere Radioens Big Band). Lars fik mere og mere at se til, og efterhånden opstod der også et stigende svælg mellem hans ambitiøse og professionelle indstilling til prøvearbejdet og så den øl- og hyggekultur, der var en vigtig del af samværet for flere af orkestrets medlemmer. Han kastede sig i 1986 ud i en international karriere,

4 der senere førte ham til Paris og til Tyskland, hvor han fra 1994 har været solotrompetist i Berlins radiosymfoniorkester. Lars blev efterfulgt af en anden trompetist: Keld Mortensen, hvis baggrund var i militærmusikken og som opretholdt livet som regimentsmusiker og altså dirigent og orkesterleder, også for andre big bands i Nordsjælland. Han var en munter, energisk og hyggelig leder, som var hos os fra , og som havde lidt bedre kontakt til ambitionsniveauet hos orkestrets medlemmer end Lars Ranch havde haft. Da han sagde op, fandt vi en ung, konservatorieuddannet basunist, Jacob Riis, der dirigerede bandet fra Han var igen en hyggelig, dygtig og musikalsk fyr med god kontakt til medlemmerne; men der var måske igen lidt af et generationsproblem i forhold til hans musikalske interesser og ambitioner og flertallet af orkestermedlemmernes. Det svælg gjorde sig endnu mere gældende i forhold til hans efterfølger, den senere særdeles berømte unge saxofonist Lars Møller, som kun holdt ved et par uger i Herefter overtog en mere garvet musikskolelærer Karsten Winther Jensen taktstokken. Han underviste på Karlebo Musikskole, hvis ungdoms-big band han også dirigerede. Det var håbet, at det kunne virke som et udklæknings-band for vores senior-band; men det blev kun i begrænset omfang tilfældet. Karsten var dygtig og vellidt, men blev stærkere og stærkere plaget af tinnitus og måtte holde op i Musikskolen hjalp os herefter med at pege på saxofonlæreren Rasmus Welling, som var leder af bandet i hele seks år fra 1996 til 2002 og som dermed blev den dirigent, der hidtil har været i længst tid hos orkestret. Rasmus havde en smittende begejstring for musikken og en fin energisk ledelsesstil, og han åbnede op for nye tiltag som fx gæstedirigenter. Han var ikke bange for selv at træde tilbage på tilskuerrækkerne og lade andre kapaciteter som Ole Kock Hansen og Ray Pitts gennemføre korte instruktionsforløb med orkestret. Vi var kede af det, da han i 2002 trak sig for at starte en uddannelse som organist og få lidt mere tid med sin talrige familie i Sydsjælland. Vi var tilsvarende glade, da det viste sig, at vores ny leder ikke alene også var saxofonist, men også ligeså hyggelig og dygtig. Christian Leile startede i 2002 og førte orkestret igennem 30-års jubilæet i december 2004 i meget aktiv stil midt i rækken af opførelserne af Duke Ellingtons Sacret Concert med det rytmiske kor Øresound fra Hørsholm. Dermed er vi oppe ved den meget aktive samtid for orkestret. Om dirigenter som helhed kan man sige, at orkestret har været heldig med de mange dygtige og venlige mennesker, der har brugt tid på at prøve at få os til at lyde som et rigtigt big band. De har været forskellige af temperament og musikalske tilbøjeligheder, og har haft skiftende betingelser at

5 arbejde under m.h.t. antallet og kvaliteten af de amatørmusikere, de har haft at arbejde med. Men der har så godt som altid været en god stemning i orkestret og et godt samarbejde mellem musikere, bestyrelse og dirigent. Kunsten har, som altid i amatørorkestre, været at finde et balancepunkt mellem dirigenternes og medlemmernes ambitioner. Det bliver undertiden vanskeliggjort af, at også medlemmerne i perioder har haft forskellige syn på arbejdsform og mål. Nogle kommer først og fremmest for at spille og for at blive dygtige, andre overvejende for at have det hyggeligt og kvæle et par pilsnere i godt musikalsk selskab. I perioder, hvor der har været mange af den sidste type og vi samtidig har haft ambitiøse, yngre dirigenter med professionelle vaner lige fra konservatoriet, har det været svært at holde balancen, men i de fleste år er det gået. I årene prøvede orkestret et par gange at lave arrangementer med gæstedirigenter. Med støtte fra amt og kommune engagerede vi os i foråret 1999 med pianisten og arrangøren Ole Kock Hansen, og i to omgange, efteråret 2000 og foråret 2002, med saxofonisten og komponisten Ray Pitts, der er (2005) bosiddende i Nivå. I begge tilfælde bestod tilbuddet i, at vi fik 3 øvegange med gæsten og derefter spillede op til en offentlig koncert i Teaterhuset i Nivå. Det var overordentligt inspirerende for orkestret at møde erfarne og legendariske jazzstjerner under de omstændigheder, og alle arrangementer havde et vellykket forløb. Musikken Bandets første rigtige offentlige fremtræden fandt sted den 17. maj 1975 til en Pinsefest i NKKhallen i Nivå. Vi optrådte sammen med det store slagterbord, morsom underholdning og det meget populære lokale danseband Humlebierne. I annoncen stod der så: Og for første gang i historien underholder NIVÅ BIG BAND. Bandet spillede to sæt med følgende numre: Jeepers Creepers Li l Darling American Patrol Now Is the Time Baby Won t You Please Come Home - og Cute You Go to My Head On the Street Where You Live There s a Small Hotel Tuxedo Junction The Old Piano Roll Blues

6 Som det ses, var Li l Darling og Cute på programmet fra starten. Det Tuxedo Junction arrangement, der nævnes, var et andet end det, vi kender i dag (2005). De øvrige numre var typiske for den første tid: Lidt danseprægede evergreens i lette college-band arrangementer. Igennem årene har repertoiret bevæget sig mere i retning af ægte swingmusik med Sam Nestico-arrangementer som den typiske målestok. Orkestret har godt nok til stadighed haft nogle af de kendte Glenn Miller numre på programmet; men af en eller anden grund har vi aldrig haft rigtigt held med numre som de helt klassiske In the Mood eller American Patrol eller Moonlight Serenade. Så har der været bedre styr på ting fra Basies og Ellingtons repertoire. Den øvre grænse for lidt moderne arrangementer har hidtil været Thad Jones komposition Kids are pretty people. Der har også ind imellem været røster, der krævede mere latin eller funk eller rock på programmet. Det har været prøvet af, men der har aldrig været bossa eller cha-cha-cha numre, der har holdt sig længe på repertoirelisten. Variationerne i numrene i de seneste år er nok mest kommet fra de arrangementer, der har været udviklet og brugt som sangnumre. Medlemmerne Det vil føre for vidt her at omtale alle de musikere, der i tidens løb har spillet i orkestret, og der er heller ikke bevaret medlemslister for alle perioder. Skal jeg alligevel nævne enkelte ved navn, må det blive nogle af de musikere, der har været med i lange stræk af orkestrets tilværelse, og dermed i lange perioder satte deres præg på dets udvikling. De fleste af orkestrets grundlæggere blev længe ved og udviste i øvrigt stor fleksibilitet med hensyn til instrumentvalg. Mogens Juhl Madsen skiftede på et tidspunkt fra trompet til basun, og var med indtil kort før sin død i Bandet spillede uden for Nivå Kirke ( Li l Darling ) ved hans bisættelse 28.aug Mogens Slott startede på altsaxofonen, men spillede i mange år barytonsax til han måtte sige fra af helbredsgrunde i Gunnar Steentoft spillede længe tenorsax, men skiftede senere til basun, da vi kom i svar nød på basunfronten. Han spillede med til Jesper Hamburger gik fra klarinet til altsax, men skiftede også på et tidspunkt til basun. Han var, lige som Gunnar Steentoft, også aktiv i harmoniorkestersammenhæng, og fik orlov fra big bandet i 1992 for at hellige sig det. Han vendte en overgang tilbage, men sagde endeligt op i 1996.

7 Andre markante musikere, der kom med i Tchicai-tiden hurtigt efter grundlæggelsen, var Torben Siboni, Jørgen brandmand Andersen, og Per Kaufmann. Torben Siboni spillede bas, og var med allerede fra Han var en på alle måder stor mand; en travl forretningsmand med topstillinger i levnedsmiddelindustrien, og en kreativ guitarspiller, sanger, kok og maler. Hans mange kontakter i erhvervslivet bevirkede, at han kunne skaffe bandet arrangementer til konferencer og kokkekonkurrencer, fx på Hotel Royal i november 1990 og Sheraton-Hotellet i Desuden præsterede han at være en særdeles underholdende dirigent på samtlige foreningens generalforsamlinger fra 1976 til han blev sygemeldt i Sygdommen var alvorlig, og han døde tre år efter. Big bandet spillede Li l Darling ved hans begravelse i Asminderød Kirke 6.juni Jørgen Andersen spillede i bandet på alt- og tenorsax fra midten af 70 erne og til slutningen af 90 erne (?), hvor han trak sig af helbredsgrunde. Han var måske ikke verdens mest disciplinerede orkestermedlem, men en utroligt musikalsk og mangesidet instrumentalist og en forrygende solist. Endelig dukker også trompetisten Per Kaufmann op midt i 70 erne. Han har været med lige siden, med enkelte afbrydelser forårsaget af længere udlandsophold, og tilfører stadig (2005) trompetgruppen solid erfaring og vellydende blåt solospil. Det må endelig nævnes, at altsax-spilleren Gorm Knudsen tiltrådte som foreningens kasserer i 1985 det er lang og tro tjeneste på den post, men også en lang og god indsats i saxofongruppen, i de sidste mange år som uforstyrrelig og smukt spillende første-sax. Der har i perioder været knyttet sangerinder til bandet. De har betydet et frisk pust til orkestret og været populære hos publikum. I de fleste tilfælde har tilknytningen dog været kort, navnlig fordi det har været svært at skaffe velegnede arrangementer til formålet. Før Malene Langborgs tilsynekomst i 2004 var den mest seriøse sangerinde i bandet Berthe Leblanc Bakmar, som var knyttet til orkestret i tiden omkring Berthe boede i Kokkedal, var sygeplejerske på Usserød Sygehus, og var fransk-canadier af fødsel. Det gav hendes jazzmusikalitet et charmerende pift af fransk vise-tradition. Den kræftsygdom, der tvang hende til at indstille sangerkarrieren, førte trist nok til hendes alt for tidlige død kort efter, hun holdt op hos os. Organisationsforhold

8 Formændene Mogens Slott Søren Damving (trompetist) Jesper Hamburger 1980 Mogens Juhl Madsen Jørgen Sevaldsen Bjarne Madsen Robert Santin Øvelokalerne Det første øvelokale var foyeren til samlingssalen på Nivå Centralskole. Der var vi til John Tchicai gik af i Så fik vi husly i salen på EGVs plejehjem (nu Kridthuset )på Rødehusvej i Niverød. Det var et lidt spøjst, men i og for sig hyggeligt, sted at øve. Vores husleje bestod i at spille en gang om året til et arrangement for de senildemente beboere og deres pårørende. Det varede til 1988, hvor vi flyttede til Teaterhuset i Kalvehaven i Nivå. Det var et fint sted, men lidt besværligt at koordinere vores behov med teaterforeningens. Så vi flyttede i 1989 til festsalen på Niverødgårdskolen. I 1993 blev det også et problem der at få vores øveaftener indpasset i skolens arrangementsprogram, og vi flyttede til de nuværende lokaler hos Karlebo Musikskole i Egedalshallen i Foreningstilknytning Orkestret har altid været knyttet til en fritidsordning af hensyn til aflønningen af dirigenten. Fra orkestrets start skete det via oplysningsforbundet LOF; senere kom vi under kommunens ordning om tilskud til fritidsaktiviteter; men fra 1992 fik vi en ordning om at blive sammenspilsgruppe under Karlebo Musikskole. Derigennem har vi fået adgang til prøvelokale og til musikskolens apparatur, og betalingen til dirigenten i faste rammer. Uniform

9 Det første forsøg på at få orkestret til at tage sig professionelt ud på en scene blev gjort omkring 1990, hvor vor energiske arkivar, trompetisten Erik Rønne (medlem ), skaffede os et sæt smukke røde skjorter og en samling hvide sweat-shirts, som vi kunne bruge hhv. uden- og indendørs til koncerter. I 2003 skaffede bestyrelsen orkestret en sponsoraftale med herretøjsbutikken Sidney i Nivå Center, som forærede orkestret et sæt smokinger i bytte for to koncerter i Nivå Center. Optræden Det har altid været et ønske hos big bandet at komme ud og spille med passende mellemrum. Både for at have noget at øve frem imod, og for at skaffe indtjening til orkesterkassen. Antallet af arrangementer har skiftet en del igennem årene. Der har været skiftende interesse for big-band musik, og hvis vi skal være ærlige, har der også været perioder, hvor standarden i orkestret ikke har været høj nok til, at vi kunne være bekendt at tage penge for at optræde. Men det er dog blevet til mange spændende og også vellykkede arrangementer igennem årene. Nogle typer skal nævnes: Lokale arrangementer. De fleste offentlige optrædener har fundet sted i forbindelse med lokale fester og arrangementer: De udendørs festivaler i Kalvehaven i Nivå , og senere i 1992, Sommerfester i Karlebo, Sportsfester i NKK-hallen, koncerter i Musikskolens regi, spil ved Foreningernes Dag, optræden udendørs på Fredtoften (bl.a. indvielsesfesten i 1995), i Hørsholm Midtpunkt, jubilæumskoncert (med deltagelse af John Tchicai) på Nivå Centralskole i oktober 1983, koncerter i Nivå Center, på Helsingør Handelsskole osv. Vi har også i en periode selv arrangeret koncerter i Teaterhuset i Nivå for de lokale fans, bl.a. med gæstedirigenter. Større udenbys arrangementer: Kan her tænke på koncerterne i Danske Studenters Roklub, på koncerten på Louisiana 27.april 1977 som et led i en amatørdag, deltagelse i jazzfestival i Sorø i 1978, spil til kongresser i Falkonercenteret i 1987 og i Bella Centeret, Hotel Royal og Hotel Sheraton omkring 1990, jazzfestival i Helsingør i august 1993 på Hammermøllen, deltagelse i musikskolernes dag i Tivoli 1993 (på Plænen), og i Slukefter; optræden på færgen Sjælland for kongres i juni Nogle længere udflugter, fx en tur til en skovpavillon ved Vordingborg først i 80 erne og til et kursuscenter ved Korsør i 90 erne var mindre vellykkede og

10 fortjener at blive fortrængt. Det gik bedre ved nogle engagementer til privatfester i større herskabshjem; fx spil ved indendørs svømmepøl i villa i Vedbæk i februar 1997, og to engagementer på Lyngebækgård i Nivå i Et foreløbigt højdepunkt for de udadvendte arrangementer har været opførelserne af Ellington s Sacred Concert med koret Øresound fra Hørsholm og solisten Tine Olsen. Den blev præsenteret offentligt mellem november 2004 og januar 2005 i Karlebo Rådhussal, Den Svenske Kirke, Bistrup Kirke, og Skt. Olai Kirke i Helsingør for fulde huse alle steder. Et forsøg på en rekonstruktion af en brutto-liste over instrumentalister i perioden Piano Jørgen Sevaldsen Trommer Per Hilbert Hans Ove Petersen Henrik Andersen John Rasmussen Henrik Sals Torben Haugstrup Jensen Søren Aagaard Svendsen Gabor Ferenczi Steffen Gerner Bjørn Højsteen Bas Fradley Garner Torben Siboni Erik K. Petersen Søren Larsen Skot Bro Sørensen Guitar Anders Koch Morten Juul Nielsen Ege Juul Nielsen Erik Rasmussen Sæmundur Sam Hardarson Bengt Krigström Saxofon Mogens Slott Jesper Hamburger Henrik Møller Elvin Simonsen Pelle Isholm Jørgen Andersen Gunnar Stentoft Jesper Nyrop Søren Sørensen

11 Gorm Knudsen Mogens Hauth Niels Jonassen Axel Boysen Laszlo Tolnai Omar Frits Eriksson Jørgen Veitner Bjarne Hansen Carsten Traun Anne-Lise Persson Keld Schmidt Leif Børløs Ole Thomassen Henrik Just Trompet Mogens Juhl Madsen Ole Stolle Søren Damving Erik Christensen Per Kaufmann Jakob Dybbro Svend Rechnagel Michael Larsen Lars Ranch Henrik Selsmark Henrik Ward Paulsen Linda Jørgensen Bjarne Madsen Kim Krauch Jens Chr. Norril Lars Juul Jørgensen Erik Rønne Basun Jan Crillesen Bendt Christiansen Steve Cannon Hanne Grønlund Søren Lauritsen Mogens Juhl Madsen Alexander Siboni Gunnar Stentoft Jesper Hamburger Martin Thomsen Jogvan Davidsen Jesper Kruse Birger Schmidt Torben Lave Robert Santin Per Larsen

12