DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling) 2. december 1999*

Transkript

1 DOM AF SAG C-234/98 DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling) 2. december 1999* I sag C-234/98, angående en anmodning, som Industrial Tribunal, Leeds (Det Forenede Kongerige), i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, G.C. Allen m.fl. mod Amalgamated Construction Co. Ltd, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 77/187/EØF af 14. februar 1977 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (EFT L 61, s. 26), * Processprog: engelsk. I

2 ALLEN M.FL. har DOMSTOLEN (Femte Afdeling) sammensat af afdelingsformanden, D.A.O. Edward, og dommerne J.C. Moitinho de Almeida, C. Gulmann, J.-P. Puissochet (refererende dommer) og P. Jann, generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett, efter at der er indgivet skriftlige indlæg af: G.C. Allen m.fl. ved J. Hendy, QC, og barrister M. Ford for solicitor L. Christian Amalgamated Construction Co. Ltd ved P. Duffy, QC, og barrister G. Clarke for solicitor W. Burton Det Forenede Kongeriges regering ved M. Ewing, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, bistået af barrister K. Smith den franske regering ved kontorchef K. Rispal-Bellanger og fuldmægtig A. de Bourgoing, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede I

3 DOM AF SAG C-234/98 Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved de juridiske konsulenter C. Docksey og P. Hillenkamp, som befuldmægtigede, på grundlag af retsmøderapporten, efter at der i retsmødet den 16. juni 1999 er afgivet mundtlige indlæg af G.C. Allen m.fl., af Amalgamated Construction Co. Ltd, af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 8. juli 1999, afsagt følgende Dom 1 Ved afgørelse af 5. maj 1998, indgået til Domstolen den 3. juli 1998, har Industrial Tribunal, Leeds, i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 77/187/EØF af 14. februar 1977 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med I

4 ALLEN M.FL. overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (EFT L 61, s. 26, herefter»direktivet«). 2 Spørgsmålene er blevet rejst under sager, som G.C. Allen og 23 andre minearbejdere har anlagt mod Amalgamated Construction Co. Ltd (herefter»acc«). 3 ACC er et britisk selskab, der i godt tyve år har drevet virksomhed i mineindustrien, nærmere bestemt med at anlægge minegange og forbindelsesled for kulmineejere, således at man kan nå frem til og udvinde kullet. Med henblik herpå udbyder mineejerne regelmæssigt nærmere angivne entrepriser i licitation. Selv om der ikke er nogen garanti herfor, er der en tendens til, at entrepriserne overdrages løbende, og ACC er ifølge det oplyste ikke på noget tidspunkt gået glip af en kontrakt i forbindelse med en ny licitation. 4 ACC er et helejet datterselskab af AMCO Corporation plc (herefter»amcokoncernen«). AMCO-koncernen omfatter ca. ti selskaber, herunder et andet helejet datterselskab, AM Mining Services Ltd (herefter»ams«). AMS blev stiftet i 1993 med henblik på udførelse af arbejde i forbindelse med lukning af miner, såsom vedligeholdelse og opfyldning af skakter. Med henblik herpå ansatte AMS sin egen arbejdsstyrke, hvis arbejdsvilkår ikke var de samme som dem, der var gældende under ACC, idet de bl.a. var langt mindre gunstige for de ansatte. Selv om ACC og AMS er særskilte juridiske enheder, har selskaberne de samme bestyrelsesmedlemmer, ligesom de er fælles med andre selskaber i AMCOkoncernen om administrative funktioner og støttefunktioner. 5 AMS udviklede sine aktiviteter og begyndte herved at få arbejde, som var forbundet med udgravning af underjordiske tilkørselsveje, som f.eks. rengøring I

5 DOM AF SAG C-234/98 og vedligeholdelse af minegange. Selskabet udførte navnlig dette nye arbejde i Prince of Wales-kulminen i Yorkshire. ACC udførte allerede arbejder i denne mine, hvor selskabet anlagde minegange for det nationale britiske kulselskab British Coal og efter at British Coal var blevet privatiseret og en del af aktiverne var blevet solgt for RJB Mining (UK) Ltd (herefter»rjb«). 6 I august 1994 og derefter i marts 1995 afgav ACC, hvis kontrakter var ved at ophøre, tilbud i forbindelse med en licitation vedrørende anlægsarbejder i Prince of Wales-kulminen. Alle tilbuddene indeholdt et vilkår, hvorefter arbejdet ville blive givet i underentreprise til AMS, hvis lønomkostninger var lavere end ACC's. ACC fik kontrakterne. Den omstændighed, at AMS fik arbejdet i underentreprise, medførte imidlertid, at ACC måtte skære ned på sine aktiviteter. ACC afskedigede derfor en række af de af selskabets ansatte, der var beskæftiget i minen, idet de dog fik besked om, at de kunne blive ansat af AMS efter en afbrydelse på en weekend. 7 I 1994 og 1995 fik de arbejdstagere, ACC havde afskediget, udbetalt fratrædelsesgodtgørelser, og de blev derefter ansat af AMS. Da forholdet imidlertid var det, at ACC først afsluttede sit eget anlægsarbejde, efter at AMS havde påbegyndt sit, var det i denne overgangsperiode vanskeligt at afgøre, om de berørte arbejdstagere arbejdede for det ene eller det andet selskab. 8 Som underentreprenør på anlægsarbejderne fik AMS stillet hele det anlæg og alt det udstyr til rådighed, som først British Coal og derefter RJB indtil da havde I

6 ALLEN M.FL. stillet til ACC's rådighed, som f.eks. bade- og kantinefaciliteter samt det materiel, der var nødvendigt med henblik på bortskaffelse af udgravet materiale, på transport af materialer og på anlægsarbejdet under jorden. 9 RJB blev imidlertid på et tidspunkt betænkelig med hensyn til de løn- og arbejdsvilkår, som forskellige entreprenører, herunder AMS, tilbød, idet de pågældende vilkår efter RJB's opfattelse var demotiverende for de ansatte i de pågældende selskaber. På opfordring af RJB besluttede ACC derefter ikke at give den nye kontrakt, selskabet havde fået, i underentreprise til AMS, men at udføre arbejdet selv. Med henblik herpå genansatte ACC sine tidligere ansatte, der var gået over til AMS, hvis underentreprisekontrakter var ved at udløbe. Blandt disse ansatte var G.C. Allen m.fl. Genansættelsen skete på løn- og arbejdsvilkår, der var bedre end hos AMS, men ikke lige så gunstige som dem, der var gældende hos ACC før 1994 eller G.C. Allen m.fl. mente at have krav på de samme løn- og arbejdsvilkår, som de havde hos ACC, indtil de blev ansat hos AMS, og anlagde derfor sag ved Industrial Tribunal. Til støtte for søgsmålet gjorde de gældende, at der i henhold til Transfer of Undertakings (Protection of Employment) Regulations 1981, hvorved direktivet blev gennemført i national ret, var sket en dobbelt overførsel af virksomheder, nemlig først mellem ACC og AMS og derefter mellem AMS og ACC. Heroverfor anførte ACC, at der ikke var sket nogen overførsel. 11 Industrial Tribunal, Leeds, fandt, at afgørelsen af tvisten afhang af en fortolkning af direktivet. Retten besluttede derfor at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:»1) Kan direktivet om virksomhedsoverdragelser (77/187/EØF) finde anvendelse på to selskaber i samme koncern, som har ejere, ledelse, lokaler og arbejde til fælles, eller er sådanne selskaber en enkelt virksomhed i direktivets forstand? Det ønskes navnlig oplyst, om der kan være tale om overførsel af en I

7 DOM AF SAG C-234/98 virksomhed i direktivets forstand, når selskab A overfører en væsentlig del af sin arbejdsstyrke til selskab B i samme koncern. 2) Hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende, hvilke kriterier skal da anvendes ved afgørelsen af, om en sådan overførsel har fundet sted? Det ønskes navnlig oplyst, om en overførsel af en virksomhed har fundet sted under følgende omstændigheder: a) I løbet af en vis periode er de berørte arbejdstagere blevet afskediget fra selskab A, angiveligt af driftsmæssige grunde, og blevet tilbudt beskæftigelse i koncernselskabet B, der udfører en geografisk adskilt virksomhed eller del af selskab A's virksomhed, nemlig anlæg af minegange. b) Der er ikke sket overførsel af lokaler, ledelse, infrastruktur, materiel eller aktiver fra selskab A til selskab B, og hovedparten af de betydningsfulde aktiver, der anvendes af begge selskaber ved anlæg af de væsentligste minegange, leveres af en tredjemand, nemlig det selskab, som forestår driften af minen. c) Selskab A forbliver enekontrahent i forhold til tredjemand, nemlig kunden, som har engageret det til at arbejde på anlægsprojekter, som blev udført 'løbende'. I d) Flytningen af arbejdstagerne fra selskab A til selskab Β fandt ikke eller kun i ubetydeligt omfang sted samtidig med, at de kontrakter, i henhold til hvilke arbejdet blev udført, begyndte og/eller ophørte.

8 ALLEN M.FL. e) Selskab A og selskab B har samme ledelse og lokaler. f) Efter at være blevet ansat af selskab Β udfører arbejdstagerne arbejde for både selskab A og Β alt efter behovet hos den lokale ledelse, som er ansvarlig for begge selskaber. g) Arbejdet var fortløbende, idet aktiviteterne ikke på noget tidspunkt blev afbrudt, og der ikke var ændringer i den måde, hvorpå de blev udført.«første del af det første spørgsmål 12 Med den første del af det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om direktivet finder anvendelse på en overførsel mellem to selskaber i samme koncern, som har ejere, ledelse, lokaler og arbejde til fælles. 13 Sagsøgerne i hovedsagen, den franske regering, Det Forenede Kongeriges regering samt Kommissionen har foreslået, at dette spørgsmål besvares bekræftende. De har nærmere anført, at der i henhold til direktivets artikel 2 ved»overdrager«og»erhverver«forstås enhver fysisk eller juridisk person, der som følge af en overførsel ophører med at være henholdsvis bliver indehaver af den pågældende I

9 DOM AF SAG C-234/98 virksomhed, bedrift eller del af bedriften. Selv om to datterselskaber tilhører samme koncern, udgør de alligevel to forskellige juridiske enheder, som påtager sig særskilte forpligtelser over for deres respektive arbejdstagere. 1 4 Heroverfor har ACC anført, at direktivet ikke kan finde anvendelse på en overførsel mellem to selskaber, der har ejere, ledelse og ydre rammer til fælles, og som ikke har nogen reel indbyrdes selvstændighed med henblik på at afgøre, hvilken markedspolitisk linje de vil føre. I relation til fællesskabsretten betragtes sådanne selskaber som en enkelt virksomhed (jf. dom af , sag C-73/95 P, Viho mod Kommissionen, Sml. I, s. 5457). De økonomiske realiteter tilsiger imidlertid tilsvarende, at sådanne to datterselskaber nødvendigvis må betragtes som en enkelt arbejdsgiver i direktivets forstand. 15 Hertil bemærkes, at direktivet i henhold til artikel 1, stk. 1, finder anvendelse på overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter til en anden indehaver som følge af overdragelse eller fusion. Ifølge direktivets artikel 2, litra a) og b), forstås der ved»overdrager«og»erhverver«enhver fysisk eller juridisk person, der som følge af en overførsel som omhandlet i artikel 1, stk. 1, ophører med at være henholdsvis bliver indehaver af virksomheden, bedriften eller en del af bedriften. 16 Direktivet finder således anvendelse, når der som følge af overdragelse eller fusion sker en udskiftning af den fysiske eller juridiske person, som er ansvarlig for virksomhedens drift, og som af den grund påtager sig en arbejdsgivers forpligtelser over for arbejdstagerne i virksomheden, og det har ingen betydning, om der er sket en overførsel af ejendomsretten til virksomheden (jf. dom af , I

10 ALLEN M.FL. sag 287/86, Ny Mølle Kro, Sml. s. 5465, præmis 12, og af , sag 324/86, Daddy's Dance Hall, Sml. s. 739, præmis 9). 17 Det følger heraf, at direktivet skal regulere enhver retlig ændring med hensyn til arbejdsgiverens person, såfremt de andre betingelser, der er opstillet i direktivet, i øvrigt er opfyldt, og direktivet kan derfor finde anvendelse på en overførsel mellem to datterselskaber i samme koncern, der udgør forskellige juridiske personer, og som hver især har indgået konkrete ansættelsesforhold med deres arbejdstagere. Det forhold, at de pågældende selskaber ikke alene har ejere, men også ledelse, lokaler og arbejde til fælles, er i den forbindelse uden betydning. 18 Det ændrer intet herved, at Domstolen i dommen i sagen Viho mod Kommissionen, præmis 15, 16 og 17, fastslog, at EF-traktatens artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81, stk. 1, EF) ikke finder anvendelse på forholdet mellem et moderselskab og dets datterselskaber, når de pågældende selskaber udgør en økonomisk enhed, inden for hvilken datterselskaberne ikke har nogen reel selvstændighed ved fastlæggelsen af deres adfærd på markedet, men udfører de instrukser, de modtager fra moderselskabet, hvis kontrol de er underlagt. 19 Et sådant virksomhedsbegreb er særligt for konkurrenceretten og følger af, at forbindelserne inden for en økonomisk enhed ikke, da disse forbindelser ikke hviler på en overenskomst mellem indbyrdes økonomisk uafhængige parter, kan udgøre en aftale eller en samordnet praksis mellem virksomheder, der begrænser konkurrencen i traktatens artikel 85, stk. l's forstand. 20 I relation til anvendelsen af direktivet er der intet, der kan begrunde, at hensynet til moderselskabets og dets datterselskabers adfærd på markedet, set som enhed, går forud for den formelle adskillelse mellem de pågældende selskaber, som hver især har status som juridisk person. En sådan løsning, der ville medføre, at overførsler mellem selskaber i samme koncern ville blive udelukket fra direktivets I

11 DOM AF SAG C-234/98 anvendelsesområde, ville være i strid med direktivets formål, der, som Domstolen har fastslået, er at sikre, at arbejdstagernes rettigheder opretholdes i videst muligt omfang, når virksomheden skifter indehaver, idet arbejdstagerne kan forblive ansat i virksomheden under den nye indehaver på de vilkår, der var aftalt med overdrageren (jf. bl.a. Ny Mølle Kro-dommen, præmis 12, og Daddy's Dance Hall-dommen, præmis 9). 21 Den første del af det første spørgsmål må herefter besvares med, at direktivet finder anvendelse på en overførsel mellem to selskaber i samme koncern, som har ejere, ledelse, lokaler og arbejde til fælles. Anden del af det første spørgsmål samt det andet spørgsmål 22 Med den anden del af det første spørgsmål samt det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvilke kriterier der skal lægges til grund ved afgørelsen af, om der er sket en overførsel, og om de pågældende kriterier er opfyldt i den foreliggende sag. 23 Indledningsvis bemærkes, at formålet med direktivet er at sikre en fortsættelse af de bestående ansættelsesforhold inden for en økonomisk enhed, selv om denne skifter indehaver. Det afgørende ved vurderingen af, om der foreligger en overførsel i direktivets forstand, er, om den pågældende økonomiske enhed har bevaret sin identitet, hvilket navnlig må lægges til grund, såfremt driften faktisk fortsættes eller genoptages (dom af , sag 24/85, Spijkers, Sml. s. 1119, præmis 11 og 12, og af , sag C-13/95, Siizen, Sml. I, s. 1259, præmis 10). 24 I den forbindelse bemærkes for det første, at det er en forudsætning for, at direktivet finder anvendelse, at overførslen vedrører en økonomisk enhed, der er I

12 ALLEN M.FL. organiseret på stabil måde, og hvis aktiviteter ikke er begrænset til udførelsen af en nærmere bestemt entreprise (dom af , sag C-48/94, Rygaard, Sml. I, s. 2745, præmis 20). Begrebet enhed omfatter således en organiseret helhed af personer og aktiver, der gør det muligt at udøve en økonomisk virksomhed med et selvstændigt formål (Süzen-dommen, præmis 13). 25 I lyset af ovennævnte fortolkningselementer tilkommer det den forelæggende ret at tage stilling til, om det anlægsarbejde, ACC udførte i Prince of Wales-minen, var organiseret som en økonomisk enhed, inden ACC gav AMS arbejdet i underentreprise. 26 For det andet må der ved bedømmelsen af, om betingelserne for, at der er tale om overførsel af en økonomisk enhed, er opfyldt, tages hensyn til alle de faktiske omstændigheder omkring overførslen, herunder hvilken form for virksomhed eller bedrift der er tale om, hvorvidt der er sket en overførsel af materielle aktiver som f.eks. bygninger og løsøre, værdien af de immaterielle aktiver på tidspunktet for overførslen, hvorvidt den nye indehaver har overtaget størstedelen af arbejdsstyrken, om kundekredsen overføres, samt i hvor høj grad aktiviteterne før og efter overførslen er de samme, og hvor længe disse eventuelt har været indstillet. Alle disse omstændigheder kan dog kun indgå som enkelte elementer i den samlede bedømmelse, der skal foretages, og de kan derfor ikke vurderes isoleret (jf. bl.a. Spijkers-dommen, præmis 13, og Süzen-dommen, præmis 14). 27 For så vidt angår hovedsagen bemærkes, at den omstændighed, at den tjenesteydelse, som udføres af den virksomhed, som har fået tildelt anlægskontrakterne, og derefter af den virksomhed, som har fået det pågældende arbejde i underentreprise, er den samme, er ikke i sig selv tilstrækkelig til, at der er tale om overførsel af en økonomisk enhed mellem førstnævnte og sidstnævnte virksomhed. En sådan enhed kan ikke begrænses til den aktivitet, den udfører. Dens identitet består også af andre forhold, som f.eks. det personale, der er ansat i enheden, dens ydre rammer, tilrettelæggelsen af dens arbejde, dens driftsmåde og i givet fald også de driftsmidler, enheden råder over (jf. Süzen-dommen, præmis 15, I

13 DOM AF SAG C-234/98 samt domme af , forenede sager C-127/96, C-229/96 og C-74/97, Hernández Vidal m.fl., Sml. I, s. 8179, præmis 30, og forenede sager C-173/96 og C-247/96, Hidalgo m.fl., Sml. I, s. 8237, præmis 30). 28 Som anført ovenfor i præmis 26 skal den nationale domstol ved vurderingen af de faktiske omstændigheder omkring overførslen bl.a. tage hensyn til, hvilken form for virksomhed eller bedrift der er tale om. Heraf følger, at afvejningen af, hvilken vægt der skal tillægges de forskellige kriterier for, om der i henhold til direktivet er tale om en overførsel, nødvendigvis afhænger af, hvilken type aktivitet der udføres, og hvilke produktions- eller driftsmåder der anvendes i virksomheden, bedriften eller den pågældende del af bedriften. En økonomisk enhed kan således navnlig i visse brancher fungere uden væsentlige materielle eller immaterielle aktiver, og det kan i så fald ikke være afgørende for, om enheden opretholdes efter den pågældende transaktion, at der overdrages sådanne aktiver (jf. Siizendommen, præmis 18, dommen i de forenede sager Hernandez Vidal m.fl., præmis 31, og i de forenede sager Hidalgo m.fl., præmis 31). 29 Domstolen har således fastslået, at i visse brancher, hvor arbejdskraften udgør den væsentligste del af aktiviteten, vil en gruppe af arbejdstagere, som i længere tid udfører en fælles aktivitet, kunne udgøre en økonomisk enhed, og en sådan enhed vil kunne opretholde sin identitet efter en overførsel, når den nye indehaver ikke blot viderefører den hidtidige aktivitet, men også overtager en efter antal og kvalifikationer betydelig del af den arbejdsstyrke, som hos forgængeren specielt udførte denne opgave. Den nye indehaver overtager i så fald en organiseret helhed af elementer, der gør det muligt på stabil måde at fortsætte den overdragende virksomheds aktiviteter eller nogle af disse (jf. Süzen-dommen, præmis 21, dommen i de forenede sager Hernandez Vidal m.fl., præmis 32, og dommen i de forenede sager Hidalgo m.fl., præmis 32). 30 For så vidt angår hovedsagen kan anlæg af minegange ganske vist ikke betragtes som en aktivitet, der i det væsentligste er baseret på arbejdskraft, idet der kræves omfattende materiel og udstyr. Det fremgår imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at det i minebranchen er sædvane, at mineejeren stiller de væsentligste aktiver, der er nødvendige med henblik på udførelsen af anlægsarbejdet, til rådighed. AMS I

14 ALLEN M.FL. har således som underentreprenør kunnet råde over det udstyr, som RJB tidligere havde stillet til ACC's rådighed. Den omstændighed, at ejendomsretten til de aktiver, der er nødvendige for virksomhedens drift, ikke er overgået til den nye indehaver, er imidlertid ikke til hinder for, at der er tale om en overførsel (jf. Ny Mølle Kro-dommen og Daddy's Dance Hall-dommen samt dom af , sag C-209/91, Watson Rask og Christensen, Sml. I, s. 5755). Det forhold, at der ikke har fundet en overdragelse af aktiver sted mellem ACC og AMS, er herefter ikke afgørende. 31 Den omstændighed, at ACC hele tiden har været RJB's eneste medkontrahent, og at ACC har givet AMS arbejdet i underentreprise, kan heller ikke i sig selv være til hinder for, at der er sket en overførsel i direktivets forstand. For det første er spørgsmålet om, hvorvidt kundekredsen overføres fra overdrageren til erhververen, kun et blandt mange elementer, der indgår i bedømmelsen af, om der er sket en overførsel (jf. Spijkers-dommen, præmis 13). For det andet finder direktivet anvendelse i alle de tilfælde, hvor der som led i et kontraktforhold sker en udskiftning af den fysiske eller juridiske person, som er ansvarlig for virksomhedens drift, og som påtager sig en arbejdsgivers forpligtelser over for arbejdstagerne i virksomheden (jf. bl.a. dom af , forenede sager C-171/94 og C-172/94, Merckx og Neuhuys, Sml. I, s. 1253, præmis 28). 32 For så vidt angår den omstændighed, at ACC's arbejdstagere ikke er overgået til AMS samtidig med, at kontrakterne trådte i kraft eller udløb, må det som anført af Kommissionen bemærkes, at en overførsel af en virksomhed er en kompleks juridisk og faktisk transaktion, som kan tage en vis tid. I øvrigt fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at afskedigelsen af ACC's arbejdstagere og AMS' ansættelse af dem klart havde sammenhæng med ACC's beslutning om at give AMS det pågældende arbejde i underentreprise. Da ACC igen besluttede at udføre anlægsarbejdet selv, genansatte selskabet de arbejdstagere, som havde været ansat hos AMS. Under disse omstændigheder kan det herefter ikke tillægges afgørende vægt, at det tidspunkt, hvor det arbejde, der var givet AMS i I

15 DOM AF SAG C-234/98 underentreprise, blev påbegyndt, ikke faldt sammen med det tidspunkt, hvor AMS overtog ACC's arbejdstagere. 33 I øvrigt bemærkes, at selv om den omstændighed, at virksomhedens aktiviteter midlertidigt har været indstillet, ikke i sig selv kan udelukke, at der foreligger en overførsel (jf. Ny Mølle Kro-dommen, præmis 19), er det forhold, at arbejdet var fortløbende, og at der ikke var ændringer med hensyn til, hvorledes det blev udført, dog noget af det mest karakteristiske for overførsler af virksomheder. 34 Den omstændighed, at ACC og AMS har samme ledelse og lokaler, og at der ikke er sket nogen overførsel af ledende medarbejdere mellem de to selskaber, kan ikke være til hinder for, at der er sket en overførsel, når transaktionen mellem de to datterselskaber faktisk har omfattet en økonomisk enhed som omhandlet i Domstolens praksis. 35 Den forelæggende ret har ligeledes fremhævet, at de arbejdstagere, som ACC afskedigede, og som AMS ansatte, efterfølgende arbejdede for begge selskaber, alt efter behovet hos den lokale ledelse, som var ansvarlig for de to selskaber. Som generaladvokaten har påpeget i punkt 40 i forslaget til afgørelse, råder Domstolen imidlertid ikke over tilstrækkelige oplysninger til, at den kan tage stilling til dette spørgsmål. Hvis dette, som det antydes i forelæggelsesafgørelsen, og som sagsøgerne i hovedsagen bekræftede under retsmødet, var tilfældet i den første periode, hvor ACC's og AMS' anlægsarbejde overlappede hinanden, kan det under ingen omstændigheder have betydning for spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en overførsel, og det af de samme grunde som anført i nærværende doms præmis ACC har imidlertid påpeget, at de faktiske omstændigheder i hovedsagen i hvert fald svarer til dem, der var baggrunden for Rygaard-dommen, hvor Domstolen ifølge ACC fastslog, at der ikke er tale om en overførsel i direktivets forstand, I

16 ALLEN M.FL. såfremt den første virksomhed stiller arbejdstagere og materialer til fuldførelse af nærmere angivne arbejder til rådighed for den anden virksomhed. 37 Hertil bemærkes, at Domstolen i Rygaard-dommen ganske vist fastslog, at en situation, hvor en virksomhed overfører en af sine entrepriser til en anden virksomhed med henblik på færdiggørelse og herved blot stiller nogle arbejdstagere og materialer til fuldførelse af den pågældende entreprise til rådighed for denne anden virksomhed, ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde. En sådan situation er imidlertid ikke den samme som i den foreliggende sag, hvor AMS har fået hele anlægskontrakter i underentreprise. I øvrigt tilføjede Domstolen i Rygaard-dommens præmis 21, at en overførsel af en entreprise med henblik på færdiggørelse kunne være omfattet af direktivet, hvis der samtidig overføres en organiseret helhed af elementer, der gør det muligt på stabil måde at fortsætte den overdragende virksomheds aktiviteter eller nogle af disse. Den omstændighed, at ACC kun har givet AMS udførelsen af visse anlægsarbejder i underentreprise, er således ikke tilstrækkelig til, at direktivet ikke kan finde anvendelse, såfremt det godtgøres, at AMS i forbindelse med den pågældende disposition havde erhvervet en sådan organiseret helhed af elementer fra ACC, at AMS varigt kunne udføre sine anlægsarbejder i Prince of Wales-kulminen. 38 I lyset af ovennævnte fortolkningselementer som helhed tilkommer det den forelæggende ret at afgøre, om der i hovedsagen er sket en overførsel. 39 Anden del af det første spørgsmål samt det andet spørgsmål må herefter besvares med, at direktivet finder anvendelse i en situation, hvor et selskab i en koncern beslutter at give et andet selskab i samme koncern kontrakter om anlæg af minegange i underentreprise, såfremt der samtidig overføres en økonomisk enhed mellem de to selskaber. Begrebet økonomisk enhed omfatter en organiseret I

17 DOM AF SAG C-234/98 helhed af personer og aktiver, der gør det muligt at udøve en økonomisk virksomhed med et selvstændigt formål. Sagens omkostninger 40 De udgifter, der er afholdt af den franske regering, af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. På grundlag af disse præmisser kender DOMSTOLEN (Femte Afdeling) vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Industrial Tribunal, Leeds, ved afgørelse af 5. maj 1998, for ret: 1) Rådets direktiv 77/187/EØF af 14. februar 1977 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i I

18 ALLEN M.FL. forbindelse med overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter finder anvendelse på en overførsel mellem to selskaber i samme koncern, som har ejere, ledelse, lokaler og arbejde til fælles. 2) Direktiv 77/187 finder anvendelse i en situation, hvor et selskab i en koncern beslutter at give et andet selskab i samme koncern kontrakter om anlæg af minegange i underentreprise, såfremt der samtidig overføres en økonomisk enhed mellem de to selskaber. Begrebet økonomisk enhed omfatter en organiseret helhed af personer og aktiver, der gør det muligt at udøve en økonomisk virksomhed med et selvstændigt formål. Edward Moitinho de Almeida Gulmann Puissochet Jann Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 2. december R. Grass Justitssekretær D.A.O. Edward Formand for Femte Afdeling I