NORD LAND 19 FANØ KOMMUNE

Transkript

1 F R E D N I N G S V Æ R D I E R NORD LAND 19 FANØ KOMMUNE

2 2 Besigtigelsesdato: Besigtiget af: Mia Kroer Ræbild Journalnummer: / Kommune: Fanø Kommune Adresse: Nord Land 19, Sønderho, 6720 Fanø Betegnelse: Nord land 19 Fredningsår: 1985 Omfang: Det tifags hus (før 1828). BYGNINGSBESKRIVELSE Bygningen, kaldet Lene Maries Hus efter en tidligere ejer, ligger på østsiden af Nord Land i den nordlige del af Sønderho. Bygningen ligger vinkelret på gaden, på den sydlige del af den store, græsklædte grund. Bygningen er et fritliggende, grundmuret længehus opført i én etage. Over en sortmalet, lav sokkel står murværket i rød, blank mur med spor efter optrukne, hvide fuger. Under taget afsluttes murværket af en muret, hvid gesims, der er ført om hjørnet på gavlene og op langs tagfladerne. På sydsiden omslutter gesimsen en rundbuet arkengaf med muret front. Den øverste del af gavlene har lodret, grønmalet bræddebeklædning med vindskeder. Bygningen har et højt, stråtækket heltag med tørvemønning, og i rygningen er to skorstenspiber med hvidmalet sokkel og gesims samt et skaft i røde sten. Vinduerne er nyere, men udført som kopi af de originale med de gamle glas fra de tidligere vinduer. Vinduerne er torammede og tredelte med buet overkant, dog er der i sydsiden desuden et etrammet og tredelt vindue og i østgavlen to etrammede og firedelte vinduer. I vestgavlen og i nordsiden er der tillige små, opdelte støbejernsvinduer med buet overkant. Vinduerne er hvidmalede ligesom murfalsen, dog er støbejernsvinduerne malet grafitalgrå. I begge gavle er en traditionelt udført, grønmalet revleluge. Hoveddøren sidder i sydsiden og er en traditionelt udført, tofløjet fyldingsdør med ruder i de øverste fyldinger. I arkengaffen, der er placeret over hoveddøren, er en tofløjet revleluge med en fylding nederst og et stort firedelt vindue herover. I sydsidens vestre fag er desuden en traditionelt udført, enfløjet fyldingsdør med ruder i den øverste del. I nordsiden er en ældre enfløjet revlehalvdør med to små svungne ruder i et buet, hvidmalet stik samt en traditionelt udført, enfløjet fyldingsdør med ruder i den øverste del. Dørene er malet grønne med hvid staffering og hvide murfalse, dog er murfalsen ved revledøren ikke malet. Trævinduerne er forsynet med stafferede stik i farverne grøn, sort og hvid, undtagen mod øst, hvor de ligesom støbejernsvinduerne og lugerne har hvidmalede stik. Under samtlige åbninger er påmalede hvide sålbænke. I begge gavle ses murankre, Vestgavlen vender ud mod vejen.

3 3 mod vest er de liljeformede, mens de mod øst er udformet som initialerne TLB og MMD. I det indre er bevaret en ældre grundplan i den østre del med en lille forstue bag hoveddøren, frangel, der oprindeligt opdelte boligen mod øst fra stalden mod vest. Fra forstuen er der adgang til den tre fag store vinterstue, sønder donsk, der rummer en tætseng bag forstuen. I tilslutning til vinterstuen er yderligere en stue, æ stow, mod øst. Fra vinterstuen er der adgang til sommerstuen, nor donsk, mod nord. I tilslutning til sommerstuen er et kammer mod øst, ligesom der er adgang til et køkken mod vest. Fra køkkenet er der adgang til en baggang, nor frangel, hvor bagdøren mod nord er. I den tidligere stalddel mod vest er ligeledes bevaret træk fra den ældre grundplan. Fra baggangen er der adgang til endnu et køkken, der giver adgang til et badeværelse, ligeledes mod nord, samt en stue og et værelse mod syd. I baggangen fører en nyere ligeløbstrappe op til tagetagen, der er indrettet med et stort rum i midten med et badeværelse mod nord og et værelse i hver gavl. Tagetagen fremtræder med nyere bræddegulve, gipsbeklædte skråvægge op til kip og fritliggende, nyere hanebånd. En skrå skorsten og det øverste af endnu en skorsten er synlig. Materialeholdningen i stueetagen er traditionel med nyere bræddegulve og naturstensfliser samt ældre bræddevægge og bræddelofter mellem synlige loftbjælker. Meget af et ældre interiør er bevaret, herunder fyldingsdøre med beslag og gerichter, indbyggede skabe og tætsengsdøre samt en enkelt tætseng. BYGNINGSHISTORIE De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, der levede af en kombination af fiskeri og landbrug, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. VI og fik derved selv retten til at drive søfart og handel. Dette betød, at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i , og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830 erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark. Brænding og anvendelse af teglsten har været kendt siden anden halvdel af 1100-tallet, hvor stenene blev anvendt ved opførelsen af kirker og borge. Senere vandt de også indpas i byarkitekturen, men slog først sent igennem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. Her dog tidligst i det sydlige Vestjylland, hvor udviklingen fra bindingsværk til grundmur baseredes på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der under hollandsk, frisisk påvirkning i

4 4 løbet af 1700-årene bredte sig nordpå i det træfattige område. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværks-husenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningen var ofte tiltrængt, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk. Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil, hvor de i Nordby derimod havde et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, den traditionelle kvist over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet. De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede rammer, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en hjørnestillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren. Bygningen på Nord Land 19 blev første gang omtalt i en brandtaksation i Der var det ti fag langt, grundmuret overalt og forsynet med engelske vinduer og rammedøre med

5 5 messinghåndtag. De syv østfag rummede boligen med forstue og bryggers og havde vægge, der indvendigt var beklædt med træpaneler og stenfliser, eller var optrukne med puds. De tre vestfag rummede lo, kostald og foderrum, delvist forsynet med lofteskud og bræddegulv. Ved en fornyet taksation i 1838 blev der ikke konstateret ændringer. i en periode omkring århundredeskiftet mellem og 1900-tallet var der detailhandel i bygningen. Ifølge jordebogen har grunden været bebygget helt tilbage til 1750 erne, og den nuværende bygning kan med sikkerhed følges tilbage til før Den var dengang et fag større og af bindingsværk, for ved ejerskiftet i 1826 blev det nævnt som et elleve fags hus, tildels i grundmur. Murankrene refererer til Thomas Laursen Brinch og hans hustru Maren Mikkelsdatter og er formentlig opsat i forbindelse med grundmuringen af de ydervægge, som ved overtagelsen i 1826 endnu var i bindingsværk. Oprindeligt havde bygningen tre skorstenspiber. I dag er der kun to tilbage, hvoraf den vestre skorsten nederst er fjernet, således at resten af den står på en stol i tagrummet. Bygningen blev istandsat i og i den forbindelse blev tagrummet udnyttet, hvor hanebåndene blev fjernet og erstattet af nogle nye, højereliggende hanebånd. KILDER Gamle Huse i Sønderho. Registrant udarbejdet af Steffen M. Søndergaard og Poul Tuxen. Udgivet af Fanø kommune og Fredningsstyrelsen Fanø bebyggelser og landskaber. Af H. Meesenburg, J. Termansen, S. Tougaard og P. Uhd Jepsen. Bygd Vadehavet Kulturarvsatlas. Kulturstyrelsen MILJØMÆSSIG VÆRDI Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret gammel landsby. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i Sønderhos bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af

6 6 veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Bygningen ligger åbent ud til gaden uden hegning og føjer sig således smukt ind i det karakteristiske åbne byrum i Sønderho. Hertil kommer de bevarede ældre trædesten foran indgangsdørene og pigstenskanterne omkring bygningen, der ud over at fungere som afvanding, bidrager til opfattelsen af et traditionelt miljø. KULTURHISTORISK VÆRDI Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er de lave mure i én etage, her i røde, blanke sten med rester af hvidt, optrukne fuger, hvid hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og luger i gavlene samt en arkengaf med luge til loftet. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber, der helt karakteristisk har hvidtet gesims og krave, mens piberne fremtræder i røde sten. Tillige er det af stor kulturhistorisk værdi, at langsidernes og vestgavlens vinduer har de typiske, trefarvede Sønderho-stik og at de øvrige åbninger har hvidmalede stik samt at alle åbninger har påmalede hvide sålbænke. Samt at vinduerne på traditionel vis er hængslet på lodposten. Murankrene udformet som bogstaver i østgavlen er ligeledes en typisk detalje, der bevidner de tidligere ejeres initialer. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til de traditionelt udførte fyldingsdøre og den ældre revlehalvdør, som på traditionel vis sidder i et kurvehanksbuet, hvidmalet stik. Revledøren og støbejernsvinduerne i vestenden vidner om, at det på Fanø førhen var almindeligt at have et mindre dyrehold med tilhørende lo tilknyttet boligen. Bygningen har tillige stilmæssige træk, der vidner om arkitekturudviklingen i 1800-tallet, herunder hoveddørens udførelse med to ruder og diagonale sprosser samt vinduernes udførelse med fladbuet overkant. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af en ældre planløsning med en frangel, der på traditionel vis danner en opdeling mellem boligen mod øst og den tidligere stald og lo mod vest. Fra køkkenet er der på ligeledes traditionel vis adgang til sommerstuen og baggangen. Stuerne ligger således traditionsbestemt med en stue mod syd, sønder donsk, hvor man kunne få lys og varme i vinterhalvåret, og en stue mod nord, nordre donsk, til ophold i sommerhalvåret, hvor stuen således var kølig og sval. Hertil kommer de bevarede skillevægge i den vestlige del, som bevidner stalddelens mindre rum, ligesom bjælkelagets mere rustikke karakter i denne del af bygningen vidner om den tidligere sekundære funktion.

7 7 Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede interiør med mange ældre og egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder fyldingsdørene med profilerede gerichter, hvoraf en dør i køkkenet er en ældre enfyldingsdør med klinkefald og greb. Døren mellem sommer- og vinterstuen er på traditionel vis en tofyldingsdør med en firedelt rude i den øverste fylding, ligesom bræddevæggen mellem tætsengen og køkkenet er forsynet med en seksdelt rude, der skulle give dagslys til tætsengen. Hertil kommer de indbyggede skabe, herunder hugskabet og de to tætsengslåger i sommerstuen samt tætsengen og sekretæren i vinterstuen. ARKITEKTONISK VÆRDI Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede volumen med lave mure og det dominerende, store tag med ubrudte tagflader, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaffen mod syd. Placeringen af vinduernes stik helt op mod gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det tunge tag. Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få bemalede dekorationer omkring vinduer, døre, luger og gesimser. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og stik, de særegne grøn-, sortog hvidmalede stik over vinduerne og dørenes grønne farve og hvide staffering giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Hertil kommer skorstenspibernes hvide sokkel og krave. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. Hertil kommer facadernes forskellige mursten, der sammen med resterne af de hvidt optrukne fuger giver murene et levende udtryk med stor stoflighed. Vinduernes let buede overkant giver dem et elegant udtryk, der kontrasterer bygningens ellers djærve og solide udseende. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til de bevarede og raffinerede snedkerinteriører som bjælker, tætsengslåger, indbyggede skabe, døre og indfatninger, der tilsammen understreger rummenes historiske atmosfære og tillige tildeler rummene en rolig atmosfære. Bræddeskillevæggenes høvlspor giver en levende overflade af stor æstetisk værdi. Selvom materialet er det samme på skillevægge, lofter, indfatninger og døre, er de elegant adskilt i kraft af udformningen. Den afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

8 8 BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER De bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til det lange, velproportionerede og skarptskårne bygningsvolumen med murværk i blank, rød mur, hvide gesimser, bræddebeklædte gavle og stråtækket, ubrudt heltag med mønning af tørv og tofarvede skorstenspiber i rygningen. Hertil kommer arkengaffen over hoveddøren, de hvidmalede stik og sålbænke samt de trefarvede Sønderho-stik. Endvidere kommer de traditionelt udførte hoveddøre og revleluger, den ældre revlehalvdør og støbejernsvinduerne med alle detaljer samt de traditionelt udførte trævinduer med alle detaljer, herunder buet overkant, ældre glas og hængslingen på lodposten. Endvidere knytter de bærende fredningsværdier sig til den traditionelle materiale- og farveholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til østdelens bevarede, ældre planløsning med forstue, sommer- og vintertue med tilhørende kamre og tætsenge samt køkkenet og baggangen. Til vestdelens bevarede skillevægge, som bevidner den oprindelige stalddels mindre rumenheder. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning i bygningens interiør, herunder bræddegulve, -vægge og -lofter med synlige bjælker. Endelig kommer de ældre bygningsdetaljer som fyldingsdøre med samtlige detaljer, greb, gerichter, tætsengsdøre, indbyggede skabe og endelig den store tætseng med vindue ud mod køkkenet. ANBEFALINGER Det anbefales, at lugen i arkengaffen erstattes med en traditionel revleluge. Bag denne kan der opsættes en rude, såfremt man ønsker dagslys i tagrummet.