INTERIMSBETÆNKNING. DA Forenet i mangfoldighed DA. Europa-Parlamentet A8-0191/

Transkript

1 Europa-Parlamentet Mødedokument A8-0191/ INTERIMSBETÆNKNING om forslag til Rådets afgørelse om medlemsstaternes ratifikation og tiltrædelse i Den Europæiske Unions interesse af protokollen af 2010 til den internationale konvention om ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer med undtagelse af de aspekter, der vedrører civilretligt samarbejde (13806/2015 C8-0410/ /0135(NLE)) Retsudvalget Ordfører: Pavel Svoboda RR\ doc PE v02-00 Forenet i mangfoldighed

2 PR_Consent_Interim INDHOLD Side FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING... 3 BEGRUNDELSE... 8 UDTALELSE FRA RETSUDVALGET OM RETSGRUNDLAGET RESULTAT AF ENDELIG AFSTEMNING I KORRESPONDERENDE UDVALG PE v /16 RR\ doc

3 FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING om udkast til Rådets afgørelse om medlemsstaternes ratifikation og tiltrædelse i Unionens interesse af protokollen af 2010 til den internationale konvention om ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer med undtagelse af aspekter, der vedrører civilretligt samarbejde (13806/2015 C8-0410/ /0135(NLE)) Europa-Parlamentet, der henviser til udkast til Rådets afgørelse (13806/2015), der henviser til Rådets anmodning om godkendelse, jf. artikel 100, stk. 2, og artikel 218, stk. 6, litra a), nr. v), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8-0410/2015), der henviser til artikel 3, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der henviser til Domstolens udtalelse af 14. oktober , der henviser til Den internationale konvention af 1996 om ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer ("HNSkonventionen af 1996"), der henviser til protokollen af 2010 til HNS-konventionen af 1996 (i det følgende benævnt "HNS-konventionen af 2010"), der henviser til forslag til Rådets afgørelse (COM(2015)0304), der henviser til Rådets afgørelse 2002/971/EF af 18. november 2002 om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at ratificere eller tiltræde HNS-konventionen af , der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader ("miljøansvarsdirektivet") 3, der henviser til Kommissionens erklæring til protokollen fra De Faste Repræsentanters Komité/Rådet af 20. november og 8. december , der henviser til dokument af 18. september 2015 fra skibsfartssektoren, hvori denne indtrængende opfordrer medlemsstaterne til at ratificere eller tiltræde HNSkonventionen snarest i overensstemmelse med Kommissionens forslag 5, 1 Domstolens udtalelse af 14. oktober 2014, 1/13, ECLI:EU:C:2014: EFT L 337 af , s EUT L 143 af , s Punktsnote 13142/15. 5 Tilgængelig online på: RR\ doc 3/16 PE v02-00

4 der henviser til den endelige rapport med titlen '"Study on ELD Effectiveness: scope and exceptions" af 19. februar 2014, som BIO Intelligence Service har udarbejdet til Kommissionen 1, der henviser til notat af 11. februar 2016 fra Parlamentets Juridiske Tjeneste om retsgrundlaget for ovennævnte forslag til Rådets afgørelse (SJ-0066/16) og den efterfølgende udtalelse i form af en skrivelse om det korrekte retsgrundlag for det forslag til afgørelse, der blev vedtaget af Retsudvalget den 19. februar , der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 3, der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0191/2016), A. der henviser til, at formålet med HNS-konventionen af 2010 er at sikre ansvarsplacering og betaling af passende, hurtig og effektiv erstatning for tab eller skade på mennesker, ejendom og miljøet forvoldt i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer via den særlige internationale HNS-kompensationsfond; B. der henviser til, at HNS-konventionen på den ene side har til formål at hævde princippet om, at forureneren betaler, og principperne om forebyggelse og forsigtighed, således, at der træffes forholdsregler i tilfælde af eventuelle miljøskader, hvormed konventionen hører under EU's politik og generelle principper på miljøområdet, og på den anden side har til formål at regulere spørgsmål i forbindelse med skader forårsaget af søtransport og at forhindre eller begrænse sådanne skader, hvormed den hører under EU's transportpolitik; C. der henviser til, at indgåelsen af protokollen af 2010 til konventionen ifølge Kommissionens forslag (COM(2015)0304) vil påvirke anvendelsesområdet for reglerne i miljøansvarsdirektivet; D. der henviser til, at anvendelsesområdet for HNS-konventionen af 2010 overlapper miljøansvarsdirektivets, for så vidt angår miljøskader påført en kontraherende stats territorium, skader i form af kontaminering af miljøet, der har fundet sted inden for det eksklusive økonomiske område (EEZ) eller tilsvarende område tilhørende en kontraherende stat (indtil 200 sømil fra basislinjerne) og forebyggende foranstaltninger til forhindring eller størst mulig begrænsning af sådan skade; E. der henviser til, at HNS-konventionen af 2010 fastsætter skibsrederens objektive ansvar for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer, der er omfattet af konventionen, og forpligtelsen til at tegne forsikring eller anden finansiel sikkerhed til at dække skader omfattet af konventionen, der til dette formål udelukker, at der kan rejses andre krav mod skibsrederen end dem, der er i overensstemmelse med konventionen (artikel 7, stk. 4 og 5); F. der henviser til, at der således er en risiko for en mulig konflikt mellem miljøansvarsdirektivet og HNS-konventionen af 2010, men at denne risiko kan afværges 1 Tilgængelig online på: 2 PE PE v /16 RR\ doc

5 ved hjælp af artikel 4, stk. 2, i miljøansvarsdirektivet, hvori det hedder: "Dette direktiv finder ikke anvendelse på miljøskader eller overhængende fare for sådanne skader forårsaget ved uheld, for hvilke reglerne om ansvar eller erstatning falder ind under anvendelsesområdet for enhver af de internationale konventioner, der er opført i bilag IV, herunder alle fremtidige ændringer af disse konventioner, som gælder i den pågældende medlemsstat"; G. der henviser til, at miljøansvarsdirektivets anvendelsesområde således udelukker miljøskader eller overhængende fare for sådanne skader, der er omfattet af HNSkonventionen af 2010, når først denne konvention træder i kraft, medmindre alle medlemsstater ratificerer eller tiltræder denne inden for samme frist, hvad der vil skabe risiko for fragmenterede retlige forhold, idet nogle medlemsstater vil være underlagt HNS-konventionen af 2010 og andre miljøansvarsdirektivet; mener, at dette vil stille ofre for forurening ulige, såsom kystsamfund, fiskere osv., og vil endvidere stride imod ånden i HNS-konventionen af 2010; H. der henviser til, at de grundlæggende principper, der er styrende for Den Internationale Søfartsorganisation, også udgør grundlaget for HNS-konventionen af 2010, idet disse består i skibsrederens objektive ansvar, obligatorisk forsikring til dækning af skader tilføjet tredjemand, skadelidtes ret til regreskrav over for forsikringsselskabet, ansvarsbegrænsning og, for så vidt angår olie og farlige og skadelige stoffer, en særlig erstatningsfond, der skal betale for skaderne, når de overstiger grænserne for skibsrederens ansvar; I. der henviser til, at det er i Unionens interesse som helhed at have en homogen ordning for erstatningsansvar ved skader, som opstår ved fragt af farlige og skadelige stoffer til havs; J. der henviser til, at det ikke er fuldstændigt klart, om artikel 4, stk. 2, i miljøansvarsdirektivet betyder, at anvendelsen af miljøansvarsdirektivet blokeres i en medlemsstat, der har ratificeret HNS-konventionen af 2010, eller om denne blokering er begrænset til, i hvilket omfang ansvar eller erstatning falder ind under konventionens anvendelsesområde; K. der henviser til, at HNS-konventionen af 2010 udgør en erstatningsordning og dermed er mindre vidtrækkende end miljøansvarsdirektivet med hensyn til at etablere en ordning, der pålægger operatørerne og giver de kompetente myndigheder anvisning på at pålægge operatører hhv. at forhindre eller afhjælpe en umiddelbar trussel om eller en faktisk miljøskade; L. der henviser til, at der i modsætning til, hvad der er tilfældet i forbindelse med miljøansvarsdirektivet, ikke i henhold til HNS-konventionen af 2010 kan ydes erstatning for skade af ikke-økonomisk karakter; M. der henviser til, at miljøansvarsdirektivet ikke pålægger operatørerne nogen forpligtelse til at sørge for finansiel sikkerhed for at sikre, at de har midler til at sikre forebyggelse og afhjælpning af miljøskade, medmindre en medlemsstat har vedtaget strammere bestemmelser end miljøansvarsdirektivet; N. der henviser til, at HNS-konventionen af 2010 pålægger rederen en klar forpligtelse til gennem forsikring eller anden finansiel sikkerhed at dække sit ansvar for skader i henhold RR\ doc 5/16 PE v02-00

6 til konventionen; O. der henviser til, at de andre internationale IMO-konventioner i bilag IV til miljøansvarsdirektivet har vist sig effektive, idet de har kunnet skabe balance mellem miljø- og handelsmæssige interesser ved hjælp af en klar ansvarsfordeling, hvor der normalt ikke hersker nogen tvivl om, hvem der er den ansvarlige part, samt via indførelse af obligatorisk forsikring og hurtige kompensationsmekanismer, som ikke kun er begrænset til miljøskade; 1. opfordrer Rådet og Kommissionen til at tage hensyn til følgende henstillinger: i) at sikre overholdelse af princippet om kompetencetildeling, jf. artikel 5, stk. 1, i EUtraktaten og Domstolens faste retspraksis, hvoraf det fremgår, at "valget af hjemmel for en fællesskabsretsakt foretages på grundlag af objektive forhold, herunder bl.a. retsaktens formål og indhold, som gør det muligt at foretage en domstolskontrol" 1, ii) at tilslutte sig udtalelsen i form af en skrivelse, der blev vedtaget af Retsudvalget den 19. februar 2016, hvoraf det fremgår, at "da den foreslåede rådsafgørelse har til formål at bemyndige medlemsstaterne til på Unionens vegne at ratificere eller tiltræde HNS-protokollen af 2010 og som følge heraf blive bundet af reglerne i HNS-konventionen af 2010, og da sidstnævnte ikke kun omfatter miljøskader (idet den gennemfører princippet om forebyggende indsats og princippet om, at forureneren betaler), men også andre skader end miljøskader, i begge tilfælde forårsaget af søtransport af visse stoffer, udgør artikel 100, stk. 2, artikel 192, stk. 1, og artikel 218, stk. 6, litra a), nr. v), i TEUF de korrekte retsgrundlag for forslaget", iii) at sikre, at de fælles EU-reglers ensartethed, integritet og effektivitet ikke påvirkes negativt af internationale forpligtelser, der indgås ved ratificering eller tiltrædelse af HNS-konventionen af 2010, i overensstemmelse med Domstolens faste retspraksis 2, iv) at være mere opmærksom på forekomst af overlapninger mellem miljøansvarsdirektivet og HNS-konventionen af 2010, for så vidt angår miljøskader påført en kontraherende stats territorium og territorialfarvande henhørende under den kontraherende stats jurisdiktion, kontaminering af miljøet i EEZ eller tilsvarende område (indtil 200 sømil fra basislinjerne) tilhørende den kontraherende stat og forebyggende foranstaltninger til forhindring eller begrænsning af sådan skade (forebyggende foranstaltninger, primær afhjælpning og supplerende afhjælpning); v) at minimere muligheden for konflikt mellem miljøansvarsdirektivet og HNS- 1 Domstolens dom af 19. juli 2012, Europa-Parlamentet mod Rådet, C-130/10, ECLI:EU:C:2012:472, præmis Domstolens udtalelse af 19. marts 1993, 2/91, ECLI:EU:C:1993:106, præmis 25. Domstolens dom af 5. november 2002, Kommissionen mod Kongeriget Danmark, sag C-467/98, ECLI:EU:C:2002:625, præmis 82; Domstolens udtalelse af 7. februar 2006, 1/03, ECLI:EU:C:2006:81, præmis 120 og 126; Domstolens udtalelse af 14. oktober 2014, 1/13, ECLI:EU:C:2014:2303. PE v /16 RR\ doc

7 konventionen af 2010 ved, at der træffes alle passende foranstaltninger til at sikre, at eneretsklausulen i artikel 7, stk. 4 og 5, i HNS-konventionen af 2010 i henhold til hvilke der ikke kan rejses andre krav mod skibsrederen end dem, der er i overensstemmelse med konventionen respekteres fuldt ud af de medlemsstater, der ratificerer eller tiltræder konventionen, jf. artikel 4, stk. 2, og bilag IV i miljøansvarsdirektivet, vi) at tage skridt til at indskrænke risikoen for at skabe og konsolidere konkurrencemæssige ulemper for de stater, der er parat til at tiltræde HNSkonventionen af 2010, i forhold til de stater, der måtte ønske at udskyde denne proces og fortsætte med kun at være bundet af miljøansvarsdirektivet, vii) at sikre afvikling af vedvarende sameksistens mellem to ordninger for ansvar til søs en EU-baseret ordning og en international ordning hvilket ville føre til en fragmentering af EU-reglerne og derudover undergrave en klar ansvarsfordeling og føre til langvarige og dyre retssager til skade for ofre og søfartssektoren, viii) i denne henseende sikre, at der pålægges medlemsstaterne en klar forpligtelse til at tage alle nødvendige skridt til at nå frem til et konkret resultat, nemlig at ratificere eller tiltræde HNS-konventionen af 2010 inden for en rimelig frist, hvilket ikke bør være senere end to år efter datoen for ikrafttrædelsen af Rådets afgørelse; 2. konkluderer, at denne interimsbetænkning vil være en yderligere mulighed for Rådet og Kommissionen til at behandle de henstillinger, der fremsættes i punkt 1; 3. pålægger sin formand at anmode om yderligere drøftelser med Kommissionen og Rådet; 4. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter. RR\ doc 7/16 PE v02-00

8 BEGRUNDELSE Parlamentet modtog den 17. december 2015 en skrivelse med anmodning om at godkende forslaget til Rådets afgørelse om medlemsstaternes ratifikation og tiltrædelse på Unionens vegne af protokollen af 2010 til HNS-konventionen 1. Eftersom hverken konventionen eller protokollen indeholder en bestemmelse om en regional organisation for økonomisk integration (REIO-bestemmelse), skal medlemsstaterne indgå denne internationale aftale på Unionens vegne efter Rådets godkendelse af og samtykke fra Europa-Parlamentet til et forslag fra Kommissionen (artikel 218, stk. 6, litra a). Ordføreren foreslår en interimsbetænkning med henblik på at arbejde sig frem til et positivt resultat med Rådet og Kommissionen. Ordføreren mener, at Parlamentet ikke bør give sit samtykke, før EUreglernes ensartethed, integritet og effektivitet samt det grundlæggende princip om kompetencetildeling er sikret. Den internationale konvention om ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer af 1996 er den sidste af de IMO-konventioner, der omhandler ansvar og erstatning for skader, der opstår i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer, herunder flydende naturgas (LNG) og flaskegas (LPG), som endnu ikke er blevet ratificeret. Efter at have indhentet erfaringer med tilsvarende internationale ansvarsordninger for skader opstået i forbindelse med andre former for søtransport, såsom transport af olie i tankskibe, vedtog IMO denne internationale aftale som ændret ved HNSprotokollen af 2010, for at supplere konventionerne om ansvar til søs med et specialiseret instrument. Hverken HNS-konventionen af 1996 eller protokollen af 2010 til HNSkonventionen er trådt i kraft. Ved HNS-konventionen af 2010 fastsættes det, at rederens objektive ansvar for et skib, der transporterer farlige og skadelige stoffer, omfatter enhver skade, der opstår som følge af en hændelse i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer om bord på det pågældende skib. Objektivt ansvar ledsages af rederens forpligtelse til gennem forsikring eller anden finansiel sikkerhed at dække sit ansvar for skader i henhold til konventionen. Hvad der er vigtigere, er, at der oprettes en specialiseret erstatningsfond, der har til formål at betale erstatning til enhver person, der i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer har lidt skade i et sådant omfang, at vedkommende ikke har kunnet opnå fuld erstatning for skaden fra skibsrederen og dennes forsikringsselskab. Det samlede erstatningsbeløb, der er til rådighed under denne ordning, er 250 millioner regningsenheder (ca. 310 mio. EUR i dagens valutakurser), og det er baseret på et detaljeret system af bidrag, der betales til HNS-fonden af personer, som modtager farlige og skadelige stoffer i de enkelte kontraherende stater. Både HNS-konventionen af 1996 og af 2010 deler anvendelsesområde med direktiv 2004/35/EF, for så vidt angår ansvaret hos operatører, der udøver erhvervsmæssige aktiviteter 2, herunder søtransport, når det drejer sig om i) miljøskade forårsaget på en kontraherende stats territorium, herunder søterritorium, ii) skade i form af forurening af miljøet forårsaget i en kontraherende stats eksklusive økonomiske zone eller tilsvarende område (indtil 200 sømil fra basislinjerne), og iii) forebyggende foranstaltninger, når de træffes for at forhindre eller begrænse sådanne skader. 1 SGS15/14574 vedrørende afgørelse 13806/15. 2 EUT L 143, , s. 56. PE v /16 RR\ doc

9 Der findes i øjeblikket ingen bestemmelser i miljøansvarsdirektivet om erstatning til ofre ud over grænsen for rederens ansvar. Desuden mangler der i de gældende EU-retsregler et krav om obligatorisk forsikring, medens denne forpligtelse for redere specifikt er fastsat i konventionen sammen med sagsøgerens ret til direkte søgsmål mod forsikringsgiveren. På denne baggrund mener ordføreren, at indgåelsen af protokollen af 2010 til HNSkonventionen vil sikre en ensartet anvendelse i EU af regler om ansvar og erstatning i forbindelse med ulykker forårsaget af skibe, der transporterer farlige og skadelige stoffer til søs. Indgåelsen vil også sikre, at der er tilstrækkelige midler til rådighed til erstatning til ofre for sådanne ulykker. Termen "forureningsskade" i HNS-konventionen af 2010 er snævrere end termen "miljøskade" i miljøansvarsdirektivet. Hvis man lod hændelser i forbindelse med farlige og skadelige stoffer være omfattet af miljøansvarsdirektivet, ville det åbne mulighed for erstatning for ren miljøskade, og ordføreren mener, at anvendelse af miljøansvarsdirektivet på hændelser, som er dækket af HNS-konventionen af 2010, ville medføre, at EU faktisk forkastede IMO's fremgangsmåde, hvilket kunne få betydelige negative konsekvenser. Navnlig vil EU-lovgivningen ikke være bindende for lande uden for EU, herunder lande, som er vigtige flagstater, hvilket kunne blive problematisk, når som helst der er behov for at behandle klager i forbindelse med udslip af farlige og skadelige stoffer med internationale aspekter. Desuden kunne man forestille sig en situation, hvor EU's nabostater er parter i HNSkonventionen af Norge og Tyrkiet har allerede undertegnet konventionen - og hvor en hændelse kunne involvere både en EU-medlemsstat og et naboland. I et sådant tilfælde kunne både klagere og redere være underlagt forskellige (og indbyrdes modstridende) ordninger. Ordføreren mener derfor, at en international ordning er bedre egnet end regionale løsninger til at sikre ensartet anvendelse i hele EU af regler om ansvar og erstatning i forbindelse med ulykker forårsaget af skiber, der transporterer farlige og skadelige stoffer til søs, i betragtning af søtransportens verdensomspændende karakter og virkninger på tværs af grænserne. I betragtning af den betydelige andel, som last af farlige og skadelige stoffer udgør af fragttransporten til søs, søtransportens globale karakter og den virkning på tværs af grænserne, som ulykker med last af farlige og skadelige stoffer kan have, mener ordføreren, at det er i Unionens interesse som helhed at have en homogen ansvarsordning, der finder anvendelse på miljøskade forårsaget af søtransport af farlige og skadelige stoffer, og det kan kun opnås, hvis Rådet og Kommissionen tager behørigt hensyn til Parlamentets henstillinger. Ordføreren understreger, at den foreliggende interimsbetænkning ikke bør betragtes som en hindring for at indføre en ensartet ansvarsordning, men som en bestræbelse på at sikre, at dette sker på den mest effektive og retfærdige måde uden at bringe EU-reglernes ensartethed, integritet og effektivitet i fare og uden at skabe for stor ulighed i behandlingen af forureningsofre (f.eks. kystsamfund, fiskere m.m.) og søfartssektoren. Ordføreren ønsker således at indgå i dialog med Rådet og Kommissionen med henblik på at udforme en sammenhængende EU-politik på området for ansvar og erstatning for miljøskade som følge af søtransport af farlige og skadelige stoffer. RR\ doc 9/16 PE v02-00

10 UDTALELSE FRA RETSUDVALGET OM RETSGRUNDLAGET Pavel Svoboda Formand Retsudvalget BRUXELLES Om: Udtalelse om retsgrundlaget for forslag til Rådets afgørelse om medlemsstaternes ratifikation og tiltrædelse på Unionens vegne af protokollen af 2010 til den internationale konvention om ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer med undtagelse af aspekter, der vedrører civilretligt samarbejde [2015/0135 (NLE) 13806/2015 C8-0410/2015] Kære formand. Ved skrivelse af 17. december 2015 anmodede Rådet Parlamentet om at godkende ovennævnte forslag til Rådets afgørelse 1. I betragtning af den af Rådet foretagne ændring af retsgrundlaget for forslaget vedtog Retsudvalget, som også er kompetent med hensyn til indholdet af den foreslåede afgørelse, på mødet den 28. januar 2016 på eget initiativ at behandle relevansen af retsgrundlaget for forslaget til Rådets afgørelse, jf. forretningsordenens artikel 39, stk. 2. Den 22. juni 2015 fremsatte Kommissionen et forslag til Rådets afgørelse om medlemsstaternes ratifikation og tiltrædelse på Unionens vegne af protokollen af 2010 til den internationale konvention om ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer med undtagelse af aspekter, der vedrører civilretligt samarbejde (herefter "Rådets afgørelse om ratifikation og tiltrædelse af protokollen af 2010" eller "rådsafgørelsen"). 2 Dette forslag er baseret på artikel 192 og artikel 218, stk. 6, litra a), nr. v), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (herefter "TEUF"). I henhold til artikel 218, stk. 6, litra a), nr. v), i TEUF skal aftaler, som dækker områder, hvor den almindelige lovgivningsprocedure eller en særlig lovgivningsprocedure, der kræver godkendelse af Parlamentet, finder anvendelse, vedtages af Rådet efter godkendelse fra Europa-Parlamentet. Artikel 192, stk. 1, i TEUF er en del af afsnit XX om miljø og giver mulighed for, at Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure vedtager foranstaltninger med henblik på at gennemføre de mål, der er anført i artikel 191 i TEUF. Den 1. december 2015 offentliggjorde Rådet sit forslag til Rådets afgørelse om ratifikation og tiltrædelse af protokollen af 2010, som i stedet er baseret på artikel 100, stk. 2, og artikel 218, 1 Se 13806/15 2 COM(2015) 304 endelig. PE v /16 RR\ doc

11 stk. 6, litra a), nr. v), i TEUF. Artikel 100, stk. 2, i TEUF er en del af afsnit VI om transport og giver mulighed for, at Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure vedtager passende bestemmelser vedrørende sø- og luftfart. I. - Baggrund Ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med specifikke former for søtransport er reguleret på internationalt plan gennem en række IMO-konventioner (Den Internationale Søfartsorganisation), for hvilke der ligger fælles hovedprincipper til grund. Disse principper er: skibsrederens objektive ansvar, obligatorisk forsikring til dækning af skader tilføjet tredjemand, skadelidtes ret til regreskrav over for forsikringsselskabet, ansvarsbegrænsning og, når det drejer sig om olie og farlige og skadelige stoffer (i det følgende benævnt "HNS"), en særlig erstatningsfond, der skal betale for skaderne, når de overstiger grænserne for skibsrederens ansvar. Den internationale konvention om ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer af 1996 (i det følgende benævnt "HNSkonventionen af 1996") er den sidste af de IMO-konventioner, der omhandler ansvar, som endnu afventer ratifikation i staterne for at kunne træde i kraft. Protokollen af 2010 til HNSkonventionen af 1996 indeholdt de ændringer, der var nødvendige for at løse de problemer, der var identificeret i HNS-konventionen af Protokollen af 2010 og bestemmelserne i konventionen som ændret ved protokollen skal læses, fortolkes og anvendes samlet som én enkelt retsforskrift, jf. artikel 2 og 18 i protokollen. Når en stat undertegner, ratificerer eller vedtager protokollen af 2010, annulleres den pågældendes stats eventuelle tidligere undertegnelse eller ratifikation af HNS-konventionen af 1996, jf. artikel 20, stk. 8, i protokollen. Stater, der ratificerer protokollen, giver deres samtykke til at blive bundet af den konsoliderede tekst til HNS-konventionen som en enkelt, konsolideret retsakt, som får virkning, når protokollen af 2010 træder i kraft. Eftersom hverken konventionen eller protokollen indeholder en klausul om en regional organisation for økonomisk integration, skal medlemsstaterne indgå denne internationale aftale på Unionens vegne. Den foreslåede rådsafgørelse vil derfor bemyndige medlemsstaterne til på Unionens vegne at ratificere eller tiltræde HNS-protokollen af 2010 og som følge heraf blive bundet af reglerne i HNS-konventionen af II. - Relevante artikler i traktaten Artikel 218, stk. 6, litra a), nr. v), i TEUF, som er i femte del med overskriften "Unionens optræden udadtil", sammenholdt med artikel 192 i TEUF, som er i tredje del med overskriften "Unionens interne politikker og foranstaltninger", præsenteres som retsgrundlaget i Kommissionens forslag og har følgende ordlyd (fremhævelser tilføjet): [...] Artikel 218 (tidl. artikel 300 i TEF) RR\ doc 11/16 PE v02-00

12 6. Rådet vedtager på forslag af forhandleren en afgørelse om indgåelse af aftalen. Medmindre aftalen udelukkende vedrører den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, vedtager Rådet afgørelsen om indgåelse af aftalen [...] a) efter godkendelse fra Europa-Parlamentet i følgende tilfælde: v) aftaler, som dækker områder, hvor den almindelige lovgivningsprocedure eller, når der kræves godkendelse af Europa-Parlamentet, den særlige lovgivningsprocedure finder anvendelse. Artikel 192 (tidl. artikel 175 i TEF) 1. Europa-Parlamentet og Rådet træffer efter den almindelige lovgivningsprocedure og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget afgørelse om de aktioner, der skal iværksættes af Unionen med henblik på at gennemføre de mål, der er anført i artikel 191. [...] Artikel 191 i TEUF har følgende ordlyd (vores understregninger): Artikel 191 (tidl. artikel 174 i TEF) 1. Unionens politik på miljøområdet skal bidrage til forfølgelse af nedennævnte mål: bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten beskyttelse af menneskers sundhed en forsigtig og rationel udnyttelse af naturressourcerne fremme på internationalt plan af foranstaltninger til løsning af regionale og globale miljøproblemer, og navnlig bekæmpelse af klimaændringer. 2. Unionens politik på miljøområdet tager sigte på et højt beskyttelsesniveau under hensyntagen til de forskelligartede forhold, der gør sig gældende i de forskellige områder i Unionen. Den bygger på forsigtighedsprincippet og princippet om forebyggende indsats, princippet om indgreb over for miljøskader fortrinsvis ved kilden og princippet om, at forureneren betaler. [...] Den foreslåede rådsafgørelse er baseret på artikel 218, stk. 6, litra a), nr. v), i TEUF sammenholdt med artikel 100, stk. 2, i TEUF, som har følgende ordlyd (fremhævelser tilføjet): Artikel 100 (tidl. artikel 80 i TEF) PE v /16 RR\ doc

13 [...] 2. Europa-Parlamentet og Rådet kan efter den almindelige lovgivningsprocedure fastsætte passende bestemmelser vedrørende sø- og luftfart. De træffer afgørelse efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget. III. - Retspraksis vedrørende retsgrundlaget Det er Domstolens retspraksis, at "hjemmel for en fællesskabsretsakt (nu en EU-retsakt) skal foretages på grundlag af objektive forhold, som gør det muligt at foretage en domstolskontrol, herunder især retsaktens formål og indhold". 1 Vælges en forkert hjemmel, vil den pågældende retsakt derfor kunne annulleres. 2 Hvad angår flere retsgrundlag gælder, at hvis en gennemgang af en foranstaltning viser, at den har et dobbelt formål, eller at den består af to led, og det ene af disse kan bestemmes som det primære eller fremherskende, mens det andet kun er sekundært, skal retsakten have en enkelt hjemmel, nemlig den, der kræves af det primære eller fremherskende formål eller led. 3 Hvis en foranstaltning imidlertid samtidig forfølger flere formål eller har flere led, der på uadskillelig måde er indbyrdes forbundne, uden at et af disse formål eller led er sekundært og indirekte i forhold til det andet, skal en sådan foranstaltning baseres på de dertil svarende forskellige retsgrundlag. 4 IV. - Formålet med og indholdet af den foreslåede rådsafgørelse og HNS-konventionen af 2010 Som beskrevet ovenfor er formålet med den foreslåede rådsafgørelse at bemyndige medlemsstaterne til på Unionens vegne at ratificere eller tiltræde HNS-protokollen af 2010 og som følge heraf blive bundet af reglerne i HNS-konventionen af Nærmere bestemt indeholder artikel 1 i den foreslåede rådsafgørelse bemyndigelsen af medlemsstaterne til at ratificere eller tiltræde protokollen af 2010 til HNS-konventionen i Unionens interesse. Artikel 2 og 3 fastlægger nogle foranstaltninger, som medlemsstaterne bør træffe for at ratificere protokollen af 2010 og etablere et system til indberetning af bidragspligtig HNS-last. Artikel 4 og 5 indeholder de afsluttende bestemmelser om datoen for ikrafttrædelsen af afgørelsen og dens adressater, dvs. medlemsstaterne. 1 Sag C-411/06, Kommissionen mod Parlamentet og Rådet, Sml I, s. 7585, præmis 45, og sag C-130/10 Parlamentet mod Rådet, Sml. 2012, præmis 42, og den heri anførte retspraksis. 2 Domstolens udtalelse 2/00 om Cartagena-protokollen, Sml I, s. 9713, præmis 5. 3 Sag C-137/12, Kommissionen mod Rådet, EU:C:2013:675, præmis 53; Sag C-411/06, Kommissionen mod Parlamentet og Rådet, Sml I, s. 7585, præmis 46 og den heri anførte retspraksis; Sag C-490/10, Parlamentet mod Rådet, EU:C:2012:525, præmis 45; Sag C-155/07, Parlamentet mod Rådet, Sml I, s. 8103, præmis Sag C-211/01, Kommissionen mod Rådet, Sml I, s. 8913, præmis 40. Sag C-411/06, Kommissionen mod Parlamentet og Rådet, Sml I, s. 7585, præmis 47; Sag C-178/03, Kommissionen mod Parlamentet og Rådet, Sml I, s. 107, præmis RR\ doc 13/16 PE v02-00

14 Hvad angår formålet med og indholdet af HNS-konventionen af 2010 bekræftes det i notatet fra Parlamentets Juridiske Tjeneste, at: 1 "Formålet med HNS-konventionen af 2010 er at yde passende, hurtig og effektiv erstatning for tab eller skade på mennesker, ejendom og miljøet som følge af søtransport af farlige og skadelige stoffer. Konventionen omfatter både forureningsskader og skader forårsaget af andre risici, f.eks. brand og eksplosion. Dens indhold omfatter spørgsmålene om ansvaret for skader på personer, ejendom og miljøet, erstatning for sådanne skader fra den internationale fond for farlige og skadelige stoffer og reglerne om krav og klager [...]." Nærmere bestemt omfatter artikel 3, litra a), skader, som kan være miljøskader eller andre skader, artikel 3, litra b), omfatter miljøskader, artikel 3, litra c), omfatter andre skader, og artikel 3, litra d), omfatter foranstaltninger til at forhindre eller begrænse miljøskader eller andre skader. Efter de generelle bestemmelser i artikel 1-6 fastlægger konventionen: regler om ansvar i tilfælde af skader, der er omfattet af konventionen, i kapitel II (artikel 7-12); regler om erstatning fra den internationale fond for farlige og skadelige stoffer (HNS-fonden) i tilfælde af sådanne skader i kapitel III (artikel 13-36); regler om krav og klager i tilfælde af sådanne skader i kapitel IV (artikel 37-42). 2 Kapitel V og VI drejer sig om overgangsbestemmelser og afsluttende bestemmelser. V. - Fastlæggelse af det korrekte retsgrundlag Som nævnt ovenfor skal valget af hjemmel for en EU-retsakt foretages på grundlag af objektive forhold, som gør det muligt at foretage domstolskontrol; disse skal navnlig omfatte retsaktens formål og indhold. Desuden er anvendelse af en dobbelthjemmel udelukket, når de procedurer, der er fastlagt i de respektive hjemmelsbestemmelser, er uforenelige, eller når anvendelsen af flere hjemmeler samtidigt kan føre til en tilsidesættelse af Parlamentets rettigheder. Både artikel 100, stk. 2, i TEUF som foreslås af Rådet og artikel 192, stk. 1, i TEUF som foreslås af Kommissionen foreskriver anvendelse af den almindelige lovgivningsprocedure, når Europa-Parlamentet og Rådet iværksætter aktioner og fastsætter passende bestemmelser på henholdsvis miljø- og transportområdet. Da formålet med den foreslåede rådsafgørelse er at bemyndige medlemsstaterne til at ratificere eller tiltræde HNSprotokollen af 2010 og som følge heraf blive bundet af reglerne i HNS-konventionen af 2010, som på sin side har til formål at yde passende, hurtig og effektiv erstatning for tab eller skade på mennesker, ejendom og miljøet som følge af søtransport af farlige og skadelige stoffer, kan det desuden konkluderes, at det miljømæssige aspekt på ingen måde kan anses for "kun at være sekundært". Konventionen af 2010 synes derfor at forfølge flere formål og at have flere led, der på en uadskillelig måde er indbyrdes forbundne. På den ene side sigter den mod at indføre princippet om, at forureneren betaler, og princippet om forebyggende indsats i tilfælde af miljøskader og indeholder regler om ansvar og erstatning for miljøskader. På den anden side sigter den mod at gennemføre en konvention, der er indgået inden for rammerne af Den Internationale Søfartsorganisation, og som sigter mod at regulere skader forårsaget som følge af søtransport, herunder andre skader end miljøskader forårsaget af søtransport, og at forhindre eller begrænse sådanne skader. Den indeholder således regler om ansvar og 1 SJ-0066/16, s. 3 2 Kapitel IV er genstand for et særskilt forslag til rådsafgørelse. PE v /16 RR\ doc

15 erstatning for andre skader end miljøskader. Det kan derfor i overensstemmelse med Domstolens praksis konkluderes, at den foreslåede rådsafgørelse bør baseres på artikel 100, stk. 2, i TEUF og artikel 192, stk. 1, i TEUF sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a), nr. v), i TEUF. VI. - Konklusion og henstilling På baggrund af ovenstående analyse, da den foreslåede rådsafgørelse har til formål at bemyndige medlemsstaterne til på Unionens vegne at ratificere eller tiltræde HNS-protokollen af 2010 og som følge heraf blive bundet af reglerne i HNS-konventionen af 2010, og da sidstnævnte ikke kun omfatter miljøskader (idet den gennemfører princippet om forebyggende indsats og princippet om, at forureneren betaler), men også andre skader end miljøskader, i begge tilfælde forårsaget af søtransport af visse stoffer, udgør artikel 100, stk. 2, artikel 192, stk. 1, og artikel 218, stk. 6, litra a), nr. v), i TEUF de korrekte retsgrundlag for forslaget. På mødet den 17. februar 2016 vedtog Retsudvalget således enstemmigt 1, at det korrekte retsgrundlag for den foreslåede rådsafgørelse er artikel 100, stk. 2, i TEUF, artikel 192, stk. 1, i TEUF og artikel 218, stk. 6, litra a), nr. v), i TEUF. Med venlig hilsen Pavel Svoboda 1 Til stede ved den endelige afstemning: Max Andersson, Marie-Christine Boutonnet, Therese Comodini Cachia, Kostas Chrysogonos, Mady Delvaux, Angel Dzhambazki, Jytte Guteland, Dietmar Köster, Gilles Lebreton, Jiří Maštálka, António Marinho e Pinto, Julia Reda, Evelyn Regner, Virginie Rozière, Pavel Svoboda, Axel Voss, Tadeusz Zwiefka. RR\ doc 15/16 PE v02-00

16 RESULTAT AF ENDELIG AFSTEMNING I KORRESPONDERENDE UDVALG Dato for vedtagelse Resultat af den endelige afstemning +: : 0: Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer Til stede ved den endelige afstemning stedfortrædere Til stede ved den endelige afstemning stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2) Max Andersson, Marie-Christine Boutonnet, Jean-Marie Cavada, Kostas Chrysogonos, Therese Comodini Cachia, Mady Delvaux, Rosa Estaràs Ferragut, Laura Ferrara, Enrico Gasbarra, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Sajjad Karim, Dietmar Köster, Gilles Lebreton, Jiří Maštálka, Emil Radev, Julia Reda, Evelyn Regner, József Szájer, Axel Voss, Tadeusz Zwiefka Daniel Buda, Angel Dzhambazki, Stefano Maullu Jens Nilsson PE v /16 RR\ doc