ØSTER STRANDGADE 13 RINGKØBING-SKJERN KOMMUNE

Transkript

1 F R E D N I N G S V Æ R D I E R ØSTER STRANDGADE 13 RINGKØBING-SKJERN KOMMUNE

2 2 Besigtigelsesdato: Besigtiget af: Stefanie Høy Brink Journalnummer: / Kommune: Ringkøbing-Skjern Kommune Adresse: Øster Strandgade 13, 6950 Ringkøbing Betegnelse: Øster Strandgade 13 Fredningsår: 1980 Omfang: Forhuset ( ) BYGNINGSBESKRIVELSE Øster Strandgade ligger i centralt i Ringkøbings gamle bymidte tæt på havnen. Bygningen ligger i midten af bygningsrækken mellem lignende bygninger. Forhuset er grundmuret og er fem fag langt. Bygningen er to etager mod gaden, men mod gården fremstår bygningen som værende i en etage med en udnyttet loftetage. Bygningen hviler på en sorttjæret sokkel og afsluttes af et rødt tegltag med helvalm mod syd. I rygningen er en skorstenspibe. Tagfladen er ubrudt mod gaden, men mod gårdsiden er en rytterkvist samt et ældre og et nyere ovenlysvindue. Facaden er i rød blankmur med et hvidt bånd i etageadskillelsen og med en hvid, profileret hovedgesims som afslutning. Stueetagens yderfag afsluttes af hvidmalede liséner. Gårdsiden er malet rosa og afsluttes af en hvidmalet hovedgesims. Midt i facaden er en ældre, enfløjet, klassicistisk fyldingsdør med tredelt overvindue. Døren er malet blå med hvide stafferinger og den krones af en hvid fordakning. På gårdsiden sidder en nyere dør med skråtstillet rude i den øverste del. Vinduer er nyere, men traditionelt udførte, torammede vinduer, der er hvidmalede ligesom sålbænkene. I det indre er en lejlighed på hver etage. Lejlighederne er disponeret med en mindre forstue, der flankeres af en gennemlyst stue mod syd, køkken mod gårdsiden og et værelse mod gaden. Overfladerne er nyere med traditionelle bræddegulve, pudsede vægge og loftsbrædder mellem synlige bjælker. Hovedtrappen er ældre, ligesom der er bevaret flere fyldingsdøre med gerichter. Indgangspartiet med den klassicistiske dør. BYGNINGSHISTORIE Ringkøbing fik sit navn fra den nærliggende landsby Rindum. Ringkøbing nævnes første gang på skrift i 1325, men der har formentlig været by på stedet siden 1200-tallet. Byen fik købstadsrettigheder i midten af 1300-tallet og byens fremgang

3 3 fortsatte op igennem 1500-tallet, hvor en omfattende studeeksport sikrede at Ringkøbing blev et lovligt toldsted. Fra 1600-tallet gik det den anden vej. Svenskekrigene, stormfloder og oversvømmelser var medvirkende til den hårde tid. Ringkøbing var trods omstændighederne begunstiget af handel, grundet havnen, som var havn for det store opland og herfra havnen kunne stude, korn, smør, flæsk, fisk, skind og uld eksporteres til Tyskland, Holland, England og Norge. Men da indsejlingen til fjorden begyndte at sande til og i 1788 måtte studeeksporten ophøre. Med anlæggelsen af skibbroen i 1820 blev forholdene igen bedre. Ringkøbings byplan ændrede sig stort set ikke fra middelalderen og frem til sidst i 1800-tallet, men bygningerne ændrede sig, bindingsværket blev erstattet af grundmur og stråtagene erstattet med tegl. Karakteristisk for Ringkøbings ældste bygninger er i dag de lave småhuse, opført i mørkerøde sten med kraftige, hvide gesimser under store afvalmede tage. Det var især ophævelsen af konsumptionen i 1851, der satte sit præg på byens udvikling, da den herefter kunne brede sig ud over den tidligere toldgrænse. Hovedvejene til Herning og Holstebro anlægges kort tid efter og byen begyndte at brede sig ud langs de nye indfaldsveje. Bymarken omkring den gamle bykerne var opdelt i mange smalle strimler og blev først i 1880 udskiftet til større agre. Den vestjyske bane åbnede i 1875, hvor Ringkøbing var en af de nye stationer. Den blev anlagt for at servicere den nye, store havn i Esbjerg, hvorefter den lokale skibsfart næsten døde ud og blev erstattet af større industri langs jernbanen. Ligesom resten af landet satte industrialiseringen sine spor i Ringkøbing med både offentlige og private industrier, herunder gasværk, vandværk og elværk, uldspinderi, tæppefabrik og møbelfabrik. Dette viste sig også i arkitekturen, hvor især historicismen kendetegner mange af de større byggerier, der skilte sig ud fra den ældre bygningsmasse ved sit større volumen og mere individualiserede præg, der enten hentede sin inspiration fra den sydeuropæiske renæssance eller ældre dansk bygningskunst. Industrialiseringen betød også bedre forhold for havnen. I blev der anlagt en ny havn som afløsning for den gamle skibbro. I takt med industrialiseringen tog byudviklingen fat og det første kvarter, der blev udbygget var mellem den gamle middelalderlige bykerne og stationen, hvor de store industrier lå. Øster Strandgade 13 er formentlig opført af to omgange mellem 1867 og Bygningen blev delt i to lejligheder i 1967, hvor den også gennemgik en omfattende restaurering. KILDER Kommuneatlas Ringkøbing. Miljøministeriet. Skov- og Naturstyrelsen i samarbejde med Ringkøbing Kommune, 1993.

4 4 MILJØMÆSSIG VÆRDI Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens beliggenhed i husrækken langs den brolagte Øster Strandgade, hvor den sammen med de øvrige ældre bygninger, bidrager væsentligt til det traditionelle og stemningsfulde gadeforløb i Ringkøbings gamle bykerne. KULTURHISTORISK VÆRDI Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til bygningen som repræsentant for 1800-tallets byhuse i Ringkøbing samt de egnskarakteristiske træk med facaden i blank rød mur med hvidtede detaljer, herunder hovedgesims, bånd og liséner samt det helvalmede tag. Tillige har den udprægede repræsentative facade kulturhistorisk værdi, med den forhøjede facade i rød, blank mur med alle ovennævnte detaljer, dette vidner om vigtigheden i, at ejeren fremstod finere udadtil. Endelig har skorstenen kulturhistorisk værdi, idet ildsteder var den eneste kilde til opvarmning og madlavning. Øster Strandgade 13 ligger midt i husrækken. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for det indre til den traditionelle planløsning med en forstue, der flankeres af en stue mod gaden mod syd og køkkenet liggende på den anden side mod gården. ARKITEKTONISK VÆRDI Den arkitektoniske værdi knytter sig til facadens taktfaste vinduesplacering og dens enkle, symmetriske fremtræden i rødt murværk med hvidtede gesimser og liséner. Indgangspartiet med fordakning og den klassicistiske dør giver facaden et karakterfuldt udtryk trods den enkle komposition. BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER De bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til konstruktionen i grundmur, det teglhængte, delvist helvalmede tag med ubrudt tagflade mod gaden, skorstenspibe samt facaden i blankt murværk med hvidtet gesims, bånd, liséner og fordakning, den ældre hoveddør og de traditionelt udførte vinduer. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til den traditionelle planløsning med forstue, stue mod gaden og køkken mod gården, den ældre trappe og de ældre døre med alle detaljer. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning.

5 5 ANBEFALINGER Ingen angivet.