Tilfældet vil os det bedste

Transkript

1 9 Tilfældet vil os det bedste 1

2 Tilfældet vil os det bedste Novelleantologi 2

3 tilfældet vil os det bedste 20 noveller udvalgt ved DM i novelleskrivning for unge 2013

4 Tilfældet vil os det bedste Redaktion: Iben Claces Omslagsfoto: Anders Johansen Produktion: Plusord, plusord.dk Tryk: Scandinavian Book Se efterskriften for flere oplysninger 1. udgave, 1. oplag 2014 Bidragyderne har ophavsretten til de enkelte noveller Dansk Forfatterforening har ophavsretten til samlingen 2014 ISBN Teksten kan hentes som gratis e-bog på danskforfatterforening.dk/om-dff/dm-i-novelleskrivning.aspx

5 Indhold Therese Stegeager Kirkevang: Haiking 7 Kirstin Sloth: Jubilæum 12 Mariam Ahmad: Skytsengel 16 Rebecca Dohm: Hos frisøren 21 Jakob Hansen: Månen tur-retur 24 Evi Arnsbjerg Brygmann: Utterslev Mose 28 Malte Simon Christensen: Mask Delivery 31 Anna Pagh Nebel: Hedebølge 35 Anders Frederik Jørgensen: Bundet til kødet 39 Sofie Risager Aaby: Pap 43 Mathilda Printzlau-Paulsen: Astrid 46 Anna Haugberg Rasmussen: Nu 51 August Renbo Olsen: To eksistenser 54 Mette Pedersen: Tør du? 58 Asta Louise Holm: Glasbørnene 63 Bertil Kasper Kaae: Otte mørke øjne 67 Ragnhild Clod Pedersen: Vejen hjem 71 Marina Steenberg Pasovski: Kære Marie Overgård Møller: Eukaryotisk kraniums fragilitet 78 Anna Seibæk: Styrtet 81 Efterskrift 84 Om bidragyderne 85

6

7 Therese Stegeager Kirkevang Haiking Var det en vadsæk, der stod for hans fødder? Jeg havde ingen anelse om, at der stadig fandtes unge mennesker med dødsforagt nok til at stikke tommelfingeren ud og lade sig samle op. Da jeg kørte forbi ham, vendte han ikke hovedet. Det gjorde jeg. Min forseelse blev straffet af et asfaltkrater, der fik bilen til hoppe og mit hoved til at banke ind i ruden. Midt i infernoet af grantræer og elve hamrede jeg bremsen i. Min telefon knurrede ad mig i min lomme. Det var sjette mistede opkald. Ved siden af mig, nede ad fjeldskråningen, hvæsede floden. Jeg kiggede tilbage på ham i bakspejlet, og adrenalinen satte bilen i bakgear for mig. Bilen snublede igen over hullet i vejen. Nu kiggede han på mig. Vadsækken stod ikke længere på jorden, den lå over hans ryg som et udmattet barn. Er du på vej østover? spurgte han på engelsk. Jeg havde rullet bilvinduet ned, og da der ikke længere var en regnplettet rude mellem os, gik det op for mig, at han ikke var en ung mand. Ja. Ja, det er jeg. Han spurgte ikke, om han kunne køre med, før bildøren klappede i. Med sig slæbte han jord og mos. Hvor skal du hen? spurgte jeg. Gardermoen. Jeg skal hjem, fortalte han og tørrede ansigtet i kanten af sin sweater. Der hang små dråber og dirrede i spidserne af hans hår. Han lignede ikke en, der skulle hjem. Hvor er hjem? Hans rynker myldrede frem, da han smilte. Akkurat som en tegneseriefigur med en dynamitstang i hånden. I mit pas står der britisk, men jeg er født skotsk. Du lyder irsk. Du har en mærkelig måde at fornærme folk på. 7

8 Skyerne havde trukket sig sammen, og det var begyndt at regne igen. Det var typisk norsk regn, der kom direkte fra oven og faldt lodret ned som på en børnetegning. Ved siden af havde min passager svært ved at holde sig i ro. Særligt sit snakketøj. Jeg forsøgte at holde trit. Folk leder og man må sige, at de fleste er dårlige til det. De har for travlt. Alligevel Han drejede overkroppen halvt af led for at kunne vende sig mod mig. Jeg blev endnu mere fokuseret på at holde fast i rattet. En klippe hældede truende ind over vejen mange meter oppe. har folk en større interesse end nogensinde før i, hvor de kommer fra. Ikke som det biologiske eventyr om sædceller, æg, ni måneder og en udvidet fødselskanal. Men hvad hed deres oldeforældre, hvor i verden kom de fra, hvordan så de ud? Efter oldeforældrene er det tipoldeforældrene, der står for tur. Historien bliver rippet op som aldrig før. Hvorfor? Regnen larmede indtrængende, men den ville ikke svare for mig. Man vil gerne vide, hvor man kommer fra, går jeg ud fra. Det vil jeg da også gerne vide. Ha! Han slog håndfladerne sammen med en hul lyd. Det lød, som et punktum ser ud. Men hvorfor vil du gerne vide det? Det er jo en del af mig. Kender du ikke dig selv godt nok til at kunne afgøre, hvem du er? Det... Er der noget galt i at ville vide, hvor ens forfædre kommer fra? Nej, på ingen måde. Der er i grunden ikke noget som helst galt i noget, mennesker kan foretage sig. Nej, det tænkte jeg nok, du ville sige... Men. Det er vigtigt at vide, hvorfor man gør, som man gør. Og når dit yndige, lille hoved er stoppet til med ligegyldige ting, glemmer du at stille spørgsmål. Han sagde du, hvor han plejer at sige man, og jeg svingede fra i en afkørsel. Der lå en lille, forkølet Esso-tank, med blegnet asfalt og fedtede skodder for butiksvinduet. Jeg fumlede mig selv ud af bilen og gik ind i 8

9 butikken. Der var flere timer endnu til Oslo, og jeg ville hverken få egne tanker eller egen stemme at høre. Ud ad øjenkrogen kunne jeg se den afblegede teenagepige stå oppe ved kassen og pille ved mikrobølgeovnen. Jeg havde brug for at være alene. Der kom et lille pip fra min lomme.»slutt nå. Kom hjem«stod der i beskeden. Han havde ikke sendt mig tekstbeskeder, siden vi først mødte hinanden. Da han endelig ringede første gang, var vi begge stille i lang tid. Vi sad bare og trak vejret sammen. Det var lettere end at forholde sig til sprogbarrieren. Han mente ikke, at der var stor forskel på Danmark og Norge. Mine møbler, mine rammer, lysestager, Dalí-reproduktioner og det skårede tandbørstekrus blev sendt til Bergen. Efter et par sekunder kunne jeg igen mærke blod strømme til hovedet. Jeg endte med at tage en chokoladebar, inden jeg gik op til kassen, hvor min filosofiske passager stod med et mastercard fremme. Jeg fyldte tanken op, sagde han, mens han tastede koden ind. Teenageren stirrede på ham. Jeg kunne ikke afgøre, om hun virkelig var træt, eller om det var meningen, at hendes make-up skulle lægges sådan. Over hans skulder kunne jeg se hans tegnebog. I en lille plasticlomme sad et billede af en rundkindet pige. Der var mørke huller der, hvor de første mælketænder var faldet ud. Måske havde han alligevel et hjem. Da vi igen lå og kørte langs E16, var han tilbage på sporet. Naturen var imidlertid kommet i tanke om, at det var forår. Træerne var gået fra at være mørkegrå silhuetter til at blive levende ting med blade, der kastede skygger. Jeg har ikke lyst til at ønske mig noget, jeg ikke kan få. Er det dumt at have drømme? Hvis du har viljen til at føre dine drømme ud i livet, så er det ikke længere drømme... Jeg kunne mærke, han kiggede på mig. Så er det mål. At kalde det drømme er en undskyldning for ikke at lette røven og åbne det hotel i Wales. I Wales? Nu kiggede jeg på ham, men jeg fortrød med det samme. Det brændende blik var væk, og hans ansigt faldt sammen som en blodhund, der mister færten af sit bytte. Wales er et fint sted. 9

10 Det var ikke det, han egentlig ville sige. Jeg forestillede mig, det var sådan, han talte til sin datter, når han forklarede hende noget, hun ikke var gammel nok til at forstå. Det måtte være hårdt at have børn. Jeg havde lyst til at spørge ham, hvor gammel han var. I stedet tændte jeg radioen for at fylde stilheden ud. Mørket kom krybende ganske langsomt. Selv grantræerne på de højeste klippeafsatser kunne ikke gemme de farvede søer, der dækkede himlen. Lilla og rød, tænkte jeg. Det var Norges himmel. I Danmark blev det kun gradvist mørkere. Et forkølet hvæs lød fra en lighter, og jeg kunne lugte røg. Jeg tjekkede op på ham en gang eller to i minuttet, hvis vejen ellers var lige nok til det. Færre gange, hvis han begyndte på en af sine monologer. Nu stirrede jeg ondt på ham. Er det virkelig nødvendigt? Jeg fangede hans blik et splitsekund. Hans øjne lå dybt bag øjenbrynene og de tunge øjenlåg. Han pustede røg ud gennem næsen. Det er en afhængighed, lød hans svar. Han gjorde det som en hævn, jeg vidste det. Det er muligt at skille sig af med sine afhængigheder, pointerede jeg. Det ved jeg. Så? Jeg kan godt lide det. Er du ikke afhængig af noget? spurgte han og kiggede på mig. Nej. Løgner. Noget svulmede op i min hals. Han måtte kunne se mit ubehag, men han fortsatte. Du lyver. Alle mennesker er afhængige. Vi spiser, sover. Trækker vejret. Sammenligner du at ryge med at trække vejret? Fandeme, ja. Det er en afhængighed. At være afhængig af nikotin er noget, man vælger. Der var stille en rum tid. Havde han intet at sige? Hvis du ikke vil være afhængig af noget, så lad vær med at trække vejret. Se, hvad der sker, svarede han. 10

11 Jeg kiggede over på ham. Han så ud ad vinduet. Jeg satte ham af på Majorstuen. Inden han lukkede døren, vendte han sig mod mig. Noget i hans ansigt havde ændret sig, syntes jeg. Hvis jeg nogensinde så ham igen, ville jeg ikke kunne genkende ham. Vi kun kan forvente, at tilfældet vil os det bedste. Ikke sandt? Han skråede over lyskrydset for rødt og forsvandt bag en lukket kiosk. 11

12 Kirstin Sloth Jubilæum Bilen giver et hult klik, da han låser den. Manden stopper nøglen i lommen og går mod hovedindgangen. Skolegården er mærkeligt tom og forladt. Vinden stryger over det tomme cykelskur og den åbne plads. Han kaster et hurtigt blik på armbåndsuret Helt sent på den er han dog ikke. For hvert skridt han tager hen over den frostsprukne asfalt, er han på nippet til at snurre om på hælen, løbe tilbage til bilen, suse hjem i den tomme lejlighed, vaske koldsveden af og nyde fritagelsen for gensynet med alle de gamle gymnasiekammerater og deres vandfald af frelse, forfremmelse og livsforpurrelser gennem de sidste 20 år. Manden har dagen lang mærket en snigende hovedpine ved tanken om aftnens arrangement. Han har spekuleret over, hvilke undskyldninger han skal fyre af, når uundgåelige spørgsmål om siden sidst vil trænge sig på. Han står og hopper lidt på stedet. Skiftevis knytter hænderne og spreder fingrene. Lige inden han åbner hoveddøren og træder ind, bemærker han, at det sølvgrå 0 i den glitrende 20-års jubilæum - guirlande over indgangen hænger i en tynd tråd, på nippet til at falde lige akkurat ned i skraldespanden mellem de to hoveddøre. Manden klemmer øjnene hårdt sammen og gnider dem med tommelog pegefinger. På venstre side af ham sidder en kvinde i gang med en længere smøre om sine kaotiske kærlighedsforhold, tre skilsmisser og om dengang i gymnasiet, hvor hun troede på den eneste ene. Hendes røde mund er bred og spytter hvert ord ud så hurtigt, at man knap nok opfatter det forrige. Hun joker og griner elendigheden væk og skyller så til sidst det hele ned ved at bunde champagneglasset. Har han gået i klasse med hende? Hun ligner en fordrukken, midaldrende udgave af hans hemmelige forelskelse i 2.g. På højre side sidder en tæt, veltrænet, skaldet mand med ryggen 12

13 til ham. Han fanger tydeligvis hele den kvindelige del af bordendens opmærksomhed, for alt hvad manden kan se, er kvindernes brede, opadtrukne, røde munde vendt mod pumperen. Han siger noget, og de ler; han siger noget andet, og de fniser højlydt. Snakken i rummet er en evig, enerverende jingle på repeat. Mandens hovedpine kommer nu ikke længere blot i snigende jag, men er konsekvente piskesmæld lige bag øjenlågene. Han lukker dem og bøjer nakken forover. Hvad skal han gøre, når den brede mund på venstre side er løbet tør for skilsmissestof og spørger ind til, hvad han har gået og lavet de sidste 20 år? Alle de røde, smilende munde og den skaldede mand vil vende sig mod ham, og et øjeblik vil det måske være akavet, men han vil nok i en nervøs krampetrækning afværge spørgsmålet med et skævt smil og et»hvad har man ikke lavet de sidste 20 år?«og folk vil måske trække lidt i mundvigen, måske le, og så vende tilbage til deres skaldede mand og rødvinssovs. Men de vil i det mindste slippe for at skulle komme på nogle trøstende klichéer om, at»i den dybeste afgrund er der kun én vej, og det er op.«og de vil slippe for frustrationen over ikke at kunne finde på yderlige trøstende ord, når han må præcisere, at der altså i realiteten ikke blot er tale om en afgrund med blå himmel at skimte foroven, men en vakuumpakket, sort plastikpose begravet dybt et sted uden for drømmenes rækkevidde. Da han kigger op, møder han alle de bredmundede og den skaldedes blikke.»nå, hvad har du så gået og lavet siden sidst?«spørger munden til venstre. Hun sidder og balancerer et genopfyldt glas mellem to fingre, venter. Han kigger rundt på de tres tidligere skolekammerater, alle i snak med sidemanden eller personen overfor. Leende, grinende, plaprende, råbende. Alle hæmninger er smidt, længe før han ankom. Skyllet væk af champagne, rødvinssovs og brede mundes drivende strøm af ord. Jinglen river i hans øre og tørlægger hans mund for en hver form for kækt, afværgende svar på kvindens spørgsmål. Hun sidder og stirrer på ham med øjne dovne af alkohol. Smiler, åbner munden for at sige noget. Ud kommer ingen ord, men en strøm af bræk står hende ud af den brede kæft. Han springer op for at undgå at blive griset til, ser sig om, og langs alle borde står brækket ud af halsen på de snakkende. 13

14 Ud over tallerkener og glas, velourdugen, ned på gulvet og i skødet på sidemanden. Overalt uophørlige kaskader af bræk. Manden tumler ud i den frostklare nat. Skyerne er drevet bort, og den fuldt synlige måne står unaturligt stor og lysende på himmelen, omgivet af skærende stjerner. Han gisper efter vejret, bukker forover, holder hovedet ned mellem benene, så blodet løber til hjernen. Hovedpinen dunker. Han retter sig op og ånder syv store mundfulde iskold natteluft ind og ud. Kvalmen kribler i ham, og han begynder at trave ned mod skolens fodboldbaner bag parkeringspladsen. Banerne ligger uendelige og mørke, omkranset af høje graner. Bag træerne skimtes en sart oplyst, violet himmel, farvet af byens liv og reklameskilte. Manden løsner snørebåndene i de blankpolerede herresko, sparker dem af i det rimknitrende græs. Han sætter i løb. Løber to hele baner, stopper op, hvor han smed skoene, men løber alligevel barfodet videre. Tre runder, fire runder, fem-seks-syv, og til sidst har han ikke længere tal på dem. Kulden mærker han ikke. Som om han knap nok rører den frosne jord under sig. Han føler sig varm, og som en bølge skyller energien fortsat ind over ham. For hvert skridt bider kulden kvalmen af ham. Manden griner ad den måbende måne. Pludselig registrerer han en bevægelse i takt med sin egen. Kvinden med den røde mund kommer løbende op på siden af ham. Hun smiler lige så bredt som før, men munden er lukket, og der kommer ikke andet fra hende end lyden af hendes ind- og udånding. Han bemærker, hvordan lyden af hans afsæt i jorden synes dybere og tungere, men at han stadig føler sig lige let og flyvende. Han kaster et blik over skulderen og ser, hvordan samtlige 60 par bare fødder skaber den dundrende lyd af mange menneskers skridt i en fast, pulserende rytme. Alle brede munde er lukkede i smil. Den skaldede mand giver et ulvehyl fra sig, og sammen løber de rundt og rundt på foldboldbanen i takt, som var de én stor, levende organisme. Hylende, hujende og opstemte af urørlighed med manden i spidsen. Al bræk og rødvinssovs, alle nuller er en fjern fremtid. Dér, hvor kvalmen før vendte sig i ham, gnaver nu en sult, en glubende appetit. Mandens hoved er smertefrit, klart og parat. Lysten til at fortsætte ud på parkeringspladsen, ud på skolevejen, ind mod byen, forbi reklameskilte og natteliv, afskærmede vinduer, men- 14

15 neskeforladte bytorve og gågader breder sig under huden på manden. Han er forrest og kender retningen. De andre behøver kun at følge ham. Han drejer af og sætter i spurt. Han føler hverken sved eller kulde. Han behøver ikke se op. Hans blik er stift rettet mod de bare fødder, der bevæger sig hurtigere og hurtigere. Langt ude ad landevejen, derude hvor himmelen ikke længere er violet, men kulsort, og markerne ligger flade og ender i en lige, ubrudt horisontlinje, dér løber en barfodet mand. Han har løbet længe og længere end forventet, for pludselig stopper han op og kigger sig desorienteret omkring. Manden er for længst løbet forbi skilte, der afgrænser by fra land, og der er ingen huse at skimte i mørket. Han er forpustet og hiver efter vejret. Forfrysningerne niver og stikker ham i de bare tæer, og han mærker, hvordan frosten, langsomt smertende, lammer fødderne. Han spejder og vender og drejer sig og standser op. Kun hans hiven efter vejret forstyrrer den larmende stilhed, månen og stjernerne har presset ned over hovedet på ham. Noget vender sig i maven. Et velkendt, snigende ubehag. Noget tyktflydende og surt fra mavesækken op gennem spiserøret. En skæv ansigtstrækning afslører mandens væmmelse over smagen af galde, der samler sig i mundvigen, løber og ender i en tråd af savl dinglende fra hans skjortekant, inden den falder som en dråbe ned på hans bare, livløse fødder. 15

16 Mariam Ahmad Skytsengel Stilheden havde opslugt hele byen. Ikke den form for harmonisk stilhed, der er i skoven om foråret, men snarere den form for frygtindgydende stilhed, der er i junglen, når en løve lydløst lister rundt mellem buske og træer, inden den angriber og fortærer sit intetanende bytte. Der var ingen kvidrende fugle, ingen legende børn, ingen osende biler, ingen åbne butikker ingenting. Vejene var hullede, huse lå i ruiner, træer var væltede og lygtepæle var styrtet sammen. Kun lyden af vindens susen brød den uhyggelige tavshed, der havde lagt sig over gaderne. En sort sky af røg og tåge stod over byen som et skjold, der blokerede for lys og glæde. Byen lignede en ubeboet spøgelsesby, men dette var langt fra realiteten. Faktisk boede der millioner af mennesker i denne syriske storby, men de gav ingen lyd fra sig. De fleste beboere her var enten døde, syge, svækkede, eller også havde frygten tvunget dem til at gemme og isolere sig fra omverdenen. Frygten for at dø eller miste en af sine kære havde lagt sig som en tung byrde i alle syrernes skrøbelige hjerter. Sådan havde tilstanden i landet været de seneste to år, hvor krigen mellem den syriske hær og oppositionsgrupper havde forårsaget masseødelæggelser og drab på civile i hele landet. Ingen kunne føle sig tryg længere. Hvert sekund kunne byde på eksplosioner, skyderier, ødelæggelser, sorg og død. Kvinder tilberedte mad uden at vide, om de ville leve længe nok til at spise den, og mænd begav sig ud af huset med en fornemmelse af, at de aldrig nogensinde ville vende hjem til familien igen. Nora vågnede med et sæt. Forskrækket kastede hun sin dyne af sig og lod hænderne løbe ned langs hele sin krop.»pyh, jeg er stadig i live,«åndede hun lettet. Efterhånden var det blevet en vane for hende at starte morgenen i chok. Det var mandag, men Nora skulle ikke i skole. 16

17 Hun havde ikke været i skole i halvandet år. Hun var ikke engang klar over, om hendes klassekammerater var i live. Det eneste, hun kunne gøre, var at håbe på det bedste. Nora følte sig som en fugl uden vinger. Hun kunne ikke begive sig ud af huset. Hun kunne heller ikke have nogen form for kontakt med omverdenen, da både el- og telefonnettet var brudt sammen. Hun havde ingen idé om, hvad der skete i resten af verden. Det var der ingen i byen, der havde. De nationale nyheder gik fra mund til mund mellem syrerne, og ingen kendte deres troværdighed. Nora havde fået nok af et liv i frygt. Hun var kun 14 år gammel og ønskede at være fri. Hun ville ud og se verden, være sammen med sine venner og få en uddannelse. Hun havde tidligere planlagt de næste ti år af sit liv, men nu vidste hun ikke engang, hvad de næste fem minutter kunne byde på. Hun havde haft så mange drømme og ønsker, men nu var der kun et mareridt tilbage. Et mareridt som hed hverdagen. Nora kunne ikke se lys for enden af tunnellen. Hun troede ikke på, at ødelæggelserne og drabene nogensinde ville få en ende. Den syriske hær og oppositionsgrupperne brugte alle former for våben for at få hinanden ned med nakken, og hvert sammenstød mellem dem var skyld i flere og flere uskyldige menneskers død. Nora vidste ikke, hvem hun skulle holde med. For hende virkede begge parter lige onde. Hun vidste intet om politik; hun ville bare have sit gamle liv tilbage.»nora! Kom her!«lød det fra køkkenet. Det var Noras mor, der kaldte. Nora fór ud i køkkenet. Lige så snart hun trådte ind ad køkkendøren, blev hun mødt af et syn, der gav hende gåsehud og fik alle hendes blodårer til at trække sig sammen. Hendes magre, etårige lillesøster lå livløs på køkkenbordet. Hun var helt bleg i ansigtet og tom i blikket. Hendes øjne var røde og udspilede, og hendes ben var stive. Hun lignede ikke et barn, men snarere en porcelænsdukke. Nora følte, at hendes hjerte slog kolbøtter i brystet.»hvad er der dog sket, Mor!?«udbrød hun med rusten stemme.»det er vandet,«nåede hendes mor at sige, inden hun faldt på knæ og brast i gråd. Nora forstod med det samme, hvad der var sket. Hun havde tidligere hørt nogle rygter om, at de syriske tropper havde ledt giftige kemikalier ud i drikkevandet, men hun vidste ikke, om rygterne var sandfærdige. Det vidste hun så nu. 17

18 »Hvor er far?«spurgte Nora, mens hun kunne mærke tårerne trille ned ad sine kinder.»han Han leder efter en læge,«stammede hendes mor med tør og hæs stemme. Nora lagde hånden på den spinkle søsters bryst. Der var ingen aktivitet.»det er for sent mor,«fremstammede hun med dyb sorg i stemmen. Noras mor faldt grædende sammen på gulvet og råbte:»nej! Det er ikke sandt!«nora løb ind på sit værelse, lagde sig på sengen, pressede ansigtet mod sin pude og lod sine øjne drukne pudebetrækket i tårer. Der lød et højt brag, og Nora kunne mærke jorden skælve under sin seng. Luften blev tung, og lugten af røg spredte sig i Noras værelse. En stor varmebølge angreb værelset, der pludselig føltes som en sauna. Nora var forvirret.»hvad sker der?«tænkte hun. Hun sprang straks op fra sengen og kiggede ud af vinduet. Nu kunne hun se det. Naboens hus var jævnet med jorden, og der lå blodige kropsdele spredt ud over deres terrasse. Der lød høje kvindeskrig, barnegråd og en masse råb. Nora spurtede ud af værelset.»mor!«kaldte hun panisk.»løb, Nora, red dig selv!«lød det fra køkkenet. Nora vendte blikket mod køkkenet. Det stod i flammer! Og hendes mor var stadig derinde.»mor, jeg redder dig!«råbte Nora.»Nej, det er for sent! Red dig selv, og lov mig, at du ikke kigger dig tilbage!«skreg moren. Uden at tænke sig om, fór Nora ud ad bagdøren og løb, så stærkt som hun kunne, indtil hendes ben ikke længere kunne bære hende. Det føltes, som om tårerne brændte sig igennem hendes kinder. Hun havde mistet sin søster og mor på samme dag, og hun vidste ikke, om hendes far var i live. Hendes tanker var tågede, og hendes åndedræt var tungt. Hun havde det, som om hendes lunger kæmpede for at holde hende i live. Hendes mave slog knuder. Hun faldt på knæ på en græsplæne i den lokale park. Her plejede hun at komme med sin lillesøster. Men parken lignede ikke sig selv. Den grønne græsplæne, som hendes lillesøster normalt kravlede på, var blevet grå af støv. Klatretårnet var styrtet sammen, gyngerne var fløjet væk, og halvdelen af rutsjebanen var knækket af. Lugten af røg 18

19 og krudt fyldte Noras lunger og fik hende til at hoste. Hun lagde sig på ryggen og skreg så højt, at hun kunne føle sine stemmebånd bevæge sig i halsen. Hun havde ikke længere en mening med livet. Hun havde mistet sine kære og var nu alene i verden. Hvad skulle hun gøre? Skulle hun tage sit eget liv? Nej! Hendes mor ønskede, at hun skulle leve. Hun rejste sig og gik langsomt ned ad gaden. Alle menneskene, som hun mødte på sin vej, var sorte under øjnene af gråd og helt gule i ansigterne. Ingen sagde et eneste ord til Nora. De kiggede blot på hende med deres døde øjne. Hun kunne se på dem, at de rummede den samme frygt og sorg som hun selv. Nora var træt. Hendes ben kunne ikke længere bære hende. Hun gled ned på fortovet langs en husmur og lukkede sine øjne. Måske kunne hun søge tilflugt fra sin ynkelige situation i drømmeverdenen. Den virkelige verden var alligevel ikke længere værd at leve i.»vågn op, lille ven,«lød en blid stemme. Nora lukkede stille og roligt øjnene op. Bøjet over hende stod en ung mand med store, klare dådyrøjne og et fremtvunget smil på læben. Nora kunne se på ham, at han var bange og trist, men han prøvede at skjule disse følelser bag sit falske smil. Han lignede ikke en syrer. Godt nok var han træt og bange, men han havde noget i øjnene, som syrerne for længst havde mistet. Noget som Nora havde svært ved at identificere. Var det håb? Intet menneske kunne være håbefuldt i sådan et miljø. Måske var han slet ikke et menneske? Måske var han en engel? Nora tænkte, at det nok var dødens engel, der var kommet for at tage hende med til himlen. Tanken fik et smil frem på hendes læber.»endelig skal jeg forenes med min familie igen. Døden er bedre end det helvede, som jeg lever i,«mumlede hun for sig selv.»snakker du med dig selv?«sagde den unge mand smilende og rakte hende hånden.»lad mig hjælpe dig op.er jeg ikke død?«spurgte Nora.»Nej, selvfølgelig ikke,«grinede den unge mand. Nora sukkede og rakte ud efter mandens hånd. Den føltes blød og tryg. Han trak Nora op.»er du så ikke en engel?«spurgte hun. 19

20 »Nej, desværre ikke. Mit navn er John,«svarede han.»jeg kommer fra Røde Kors. Er du forældreløs?ja,«sagde Nora lavmælt med våde øjne.»bare rolig, jeg kan hjælpe dig,«sagde John. Hans stemme gav Nora en fornemmelse af varme og tryghed.»hold mig i hånden, og så skal jeg nok få dig væk fra dette mareridt. Du skal nemlig til Tyrkiet. Du skal have et bedre liv,«fortsatte han. Nora vidste ikke, om hun kunne stole på John, men hun havde ikke noget valg. Han var hendes eneste håb. Hun holdt fast i hans varme hånd, og de begyndte langsomt at gå. Efter en kort gåtur nåede de til en lille parkeringsplads. Her stod to minibusser med slidte dæk og revner i vinduerne.»sæt dig ind,«sagde John. Bussen var fyldt med grædende kvinder og børn. Nora satte sig ved siden af en ældre kvinde. Tankerne fløj rundt i hendes hoved. Hun vidste ikke, hvor hun skulle hen, eller hvad der ville blive af hende. Hun kiggede ud ad busvinduet og bemærkede den spøgelsesagtige stemning, der var på gaderne. Glasskår, blod, væltede træer og bygningsrester lå spredt ud over den revnede asfalt. Her var engang så lykkeligt og trygt, men nu var al lykken borte. Nora så sin barndom for sig. Dengang var der ingen bekymringer. Hendes hjemby var fyldt med glade mennesker og smukke huse. Hendes liv var som en drøm, som hun ikke ville vågne fra. Men nu var alt forandret. Det gjaldt bare om at komme væk. Nora ville ikke huske noget længere. Hun ville glemme alt om denne by. Da chaufføren startede motoren, fik Nora øje på John. Hun kiggede ind i hans klare øjne. Hans varme blik gav Nora en god mavefornemmelse. Hun følte pludselig, at hendes krop blev styrket. Hun kunne ikke forstå, hvordan denne unge mands blik kunne give hende så megen positiv energi. Det var, som om han var overnaturlig. Da bussen satte i gang, smilede hun til ham og vinkede. Hans smukke smil stod i kontrast til de ødelagte gader og rædselsslagne mennesker, hun også kunne se gennem busvinduet. Hans varme blik og betryggende smil passede ikke ind i dette miljø. Han var som et træ fra paradis, der fejlagtigt var blevet plantet i helvede.»måske er han alligevel en engel,«tænkte Nora.»Min helt egen skytsengel.«20

21 Rebecca Dohm Hos frisøren Han sagde, at jeg ville miste alt mit hår. Derfor ringer jeg til frisøren. De har meget travlt, og hun undskylder.»det er jo lige op til påsken,«siger hun. Og jeg siger, at det er okay, at jeg bare skal have en tid så hurtigt som muligt, at det er lige meget hvornår, at jeg bare skal have en tid så hurtigt som muligt. Og jeg kan høre, hun bladrer i en bog.»vi har en tid torsdag efter ferien. Klokken «Jeg siger, det er fint, og lægger på. Det er det eneste, der står på min liste. Jeg streger det ud, krøller sedlen sammen og smider den i skraldespanden. Så trækker jeg alle gardinerne for, lukker alle dørene og går i seng. Her ligger jeg så. Der er mørkt og varmt og længe til min frisørtid. Jeg sover tit og spiser aldrig, det er som om min krop bliver mindre og mit hoved større. Jeg tisser ned i madrassen, så der lugter i rummet, og katten holder efterhånden op med at kradse på døren. Mit hår er tungt, der er støv i min næse. Mor ringer. Hun fortæller mig, at jeg skal have sild med til påskefrokosten, at jeg skal huske karrysalaten, men ikke den fra K-salat. Jeg fortæller hende, at jeg ikke kommer til påskefrokosten, at jeg ikke kan, at jeg skal noget andet.»men alle kommer,«siger mor.»henrik tager fileter og rejer med, og Karen står for snapsen.«jeg siger, at jeg ikke kan, at det ikke er muligt. Mor siger, at jeg ikke behøver at tage silden med, hvis jeg har meget travlt.»vi er altid sammen i påsken,«siger hun. Min alarm bipper, det er torsdag, det har været påske, jeg skal til frisøren. 21

22 Jeg finder tøj i skabet, trækker gardinerne fra og børster mine tænder. Jeg bader, sæber mig ind og vasker mig, skrubber med kluden, indtil min hud bliver rød. Der er køligt udenfor, vinden skubber til mig. Jeg går over mange fodgængerfelter i mange lyskryds, før jeg når frisøren. Hun spørger om mit navn, og jeg fortæller hende det. Mine hænder er knyttede.»du kommer lidt tidligt,«siger hun.»vil du ikke have jakken af? Så kan du sidde her og vente.«hun peger på en sofagruppe. Jeg nikker og lyner jakken op. Jeg lægger den over sofaryggen og sætter mig, som hun sagde, jeg skulle. Der ligger mange magasiner på bordet. Nogle af dem er meget slidte og dateret flere år tilbage, nogle af dem er om hår og frisurer og farver, og nogle af dem er om mennesker, mange mennesker der smiler fra deres forsider. Jeg lader dem alle ligge, de ligger fint, sådan spredt ud i en vifte. Jeg ved, at Henrik har haft ringet, ringer, vil ringe til mig, at hans navn står på skærmen, der er også et billede, jeg tog det juleaften. Jeg ved, at han vil spørge til, hvordan det går med katten, at han vil klø sig i håret, mens han fortæller, at alle har det godt. At han vil sige, at mor ringer, at jeg skal svare. Be om med sukkerknalder på, som dengang vi var børn. Frisøren kommer hen til sofagruppen. Hun siger mit navn, og jeg bekræfter.»denne vej,«siger hun. Jeg sætter mig i den stol, hun viser mig. Hun lægger et klæde om mine skuldre og rører ved mit hår.»skal vi ikke begynde med at vaske det? Denne vej.«hun vasker mit hår, varmen fra vandet og skummet fylder mine ører, jeg lukker øjnene. Bagefter reder hun det ud og stryger sine fingre igennem det.»nå,«siger hun.»hvad skal der ske?det skal klippes,«siger jeg.»ja, det trænger det til. Hvor meget tænker du, der skal tages af længden?længden skal væk. Det skal være kort.er du sikker på det?«hendes fingre glider gennem mit hår. Igen og igen.»du har sådan et smukt, langt hår.det skal være kort.«22

23 »Okay.«Hendes arme hænger ned langs siden.»har du en bestemt frisure i tankerne?«jeg ryster på hovedet og folder hænderne under klædet. Jeg fortæller hende, at det bare skal være kort, at det skal være helt kort, at det skal op over ørerne. Og hun giver sig til at klippe. Jeg stirrer ind i spejlet og ser, hvordan saksen stjæler mit hår, hvordan totterne daler mod gulvet, og hvordan mit hoved ser en smule større ud. Hun er lang tid om at blive færdig. Jeg finder pengene i min jakke og betaler. Så tager jeg jakken på og får en kvittering. Hun siger, at hun håber, jeg bliver glad for det, og jeg fryser allerede, inden jeg er henne ved døren. Jeg går. Vinden blæser direkte gennem min jakke og gennem mig. 23

24 Jakob Hansen Månen tur-retur Cremen af den danske ungdom var endnu engang draget i krig i deres ungdummelige højmod lod de sig lokke af hule idealer og tomme løfter. De vidste ikke, at de blot var stumme brikker i et dødeligt spil, nej, man ville jo blot hjælpe. Strategien var klar: Ind, smide et par bomber og så hurtigt ud igen helst inden ovnen blev alt for varm. Ikke noget med unødige forpligtelser her. Man skulle jo være klar næste gang sirenerne lød, og et undertrykt folk kaldte på at blive befriet. Dresden eller BOB? Sådanne alvorlige sager skrev vi sjældent om i vores avis. Nej, vi holdt os til det letfordøjelige stof, der ikke krævede for meget af hjernen. En substansløs sandwich bestående af en papirtynd kulturbøf omgivet af to fyldige, men yderst kalorielette, nyhedssektioner; denne menu var det danske folks foretrukne avisspise. Der var derfor tale om et klart brud på vores redaktionelle linje, da min chefredaktør en dag kaldte mig ind på sit kontor, hvor han fortalte, at jeg skulle deltage i en fredsommelighedskonference på Månen. Tom, sagde han og klappede mig faderligt på skulderen. Din stil er nogenlunde lige så flydende som et pund bly, men du er vor bedste mand, som endnu ikke er draget i krig. Jeg stoler fuldt og fast på, at du får noget godt stof med hjem. Hvorfor behøver jeg at tage hele vejen op til Månen bare for at skrive en artikel? spurgte jeg forundret. Kan jeg ikke gøre, ligesom vi plejer, digte noget op, som vi ved sælger? Han baskede vildt med sine hænder, som prøvede han at vifte en imaginær flue væk. Tom, Tom, Tom Jeg har netop hørt en førende kritiker kalde os for Danmarks ubestridt mest populære dameblad. Det vil jeg sgu ikke have hængende på mig. Vi har brug for hårdtslående journalistik: Gonzo, Gung ho, Cowabunga, eller hvad fanden det nu hedder. Sådan noget stof skriver man ikke med én finger på tastaturet, 24

25 fire på kaffekoppen og fem på pikken. Fra i dag af vil jeg se dybdeborende reportager! Jeg havde lidt svært ved at visualisere min redaktørs billedsprog, men alligevel gik meningen klart nok igennem. Det var med at komme af sted i en fart, inden hans humør endnu engang slog om. Hovedparten af turen til Månen hengik i en begivenhedsløs døs, som jeg fordrev ved at læse tidligere astronauters memoirer: von Münchhausen, de Bergerac og Wells. Mine kollegaer fra de andre medier var okay; et navnkundigt bryggeri stod for provianteringen, og selvfølgelig havde vores gavmilde sponsor sørget for rigeligt med drikkevarer, hvilket vi udnyttede til fulde. Ved ankomsten fik vi en overstrømmende modtagelse af de små måneboere, der straks flokkedes omkring os. Deres hud var bleg, ja, enkelte var næsten gennemsigtige, men alligevel virkede de ovenud sunde og raske. Ansigtstrækkene var bløde, androgyne og næsten umulige at aldersbestemme. Jeg fik den tanke, at de i tidernes morgen måtte have rejst sig af den hvide lerjord, som udgjorde Månens porøse overflade, og hvem ved måske fødtes nye måneboere stadig sådan? Et par stykker af dem kom fra en by, der tidligere havde haft besøg af jordboere. Disse førte an i de indledende samtaler, men snart tog andre over. Ligesom de jordbørn, som de uvægerligt ledte tankerne hen på, lærte måneboerne lynhurtigt sprog, og snart kunne og ville alle snakke med os. På intet tidspunkt faldt deres skingre stemmer til ro, selv i søvne pludrede de ivrigt videre. Det var nogle hektiske dage. Selve konferencen havde mere tilfælles med en festivals larmende ekstase end med den politiske debats traumetunge bureaukratisme. Organiserede taler kunne der ikke blive tale om, da måneboerne konstant afbrød hinanden. I dans, sang og løjerlige konkurrencer syntes arrangementets primære budskab at skulle findes. Vi befandt os langt fra Månens skyggeside, og alt åndede fred og fordragelighed. Først på dagen for vores afrejse løb vi ind i problemer. En af mine kollegaer havde, som et resultat af måneboernes lavstammede arkitektur, udviklet en stadig mere ludende positur. Da 25

26 han fik øje på et ensomt beliggende månetræ, øjnede han pludselig en mulighed for revanche. Nu kunne han endelig få glæde af sit lange korpus! Han strakte sig som en fjeder og begyndte at plukke de blå, cylindriske frugter, som han gavmildt delte ud af til en forsamling forvirrede måneboere. Den velmente gestus skabte en hidtil uset furore, men inden situationen eskalerede, blev trådene heldigvis redt ud. Det viste sig, at træet gik under navnet Ondskabens Træ, og dets frugter var derfor strictly verboten! Åbenbart haltede Darwin stadig bagefter i månekapløbet. Den uheldige episode fremskyndede vores exit, men inden takeoff måtte jeg lige sikre mig en souvenir. Det var trods alt ikke hver dag, man satte sine ben på Månen. Jeg havde længe haft et godt øje til de farvestrålende sjaler, som en stor del af måneboerne bar. De var mere end villige til at forære mig et gratis eksemplar og forstod tilsyneladende, hverken hvad jeg mente med handel eller betaling. Jeg havde det dog dårligt med sådan at udnytte deres troskyldige sind og fik til sidst forhandlet mig frem til, hvad vi enedes om at kalde en aftale om kulturel udveksling. Nu skulle jeg bare finde noget at bytte med. Den høje kollega, som tidligere havde gjort sig uheldigt bemærket, hviskede mig i øret Et yderst interessant forslag! Der var trods alt tale om hvis ikke 100 % dansk kultur, så da i hvert fald 4,6 %. Men var det moralsk rigtigt? Kunne det ikke have utilsigtede konsekvenser? Nej, han havde ret. Det var absolut at foretrække frem for en unfair handel. Hvordan skulle Månen nogensinde blive en fremtidig handelspartner, hvis vi ikke var villige til at lægge kapitalismens grundsten tillid? I sidste ende byttede vi lige over, og jeg drog hjem med 30 måneklæder i min kuffert. Vores respektive artikler havde for længst nået jorden, da vi selv fulgte efter, som dovne tømmermænd dagen derpå. Vejret var absolut ikke i velkommen-tilbage-humør, og det samme gjaldt min chefredaktør, 26

27 som viste sig at være den storm, jeg ved landingen havde anet i horisonten. Jeg be r dig om at skrive en seriøs reportage, og så koger du sådan en omgang romantisk pladdersuppe, at det lige så godt kunne høre hjemme på Familiejournalens opskriftssider! En regn af spyt ledsagede hans spruttende tale. Hvad fanden foregår der!? Jeg tørrede væden af mine løftede øjenbryn og prøvede på bedste vis at forklare mig. Jeg havde så absolut tegnet et korrekt billede af forholdene på Månen. Han kunne selv spørge mine kollegaer eller se fotografernes billeder. Det var mig en gåde, hvad i alverden der kunne være i vejen. Ja, du er en sand impressionist, men som du ved, ændrer motivet sig hurtigere i journalistikken end i malerkunsten. Prøv at se her, sagde han og hev med en heftig bevægelse et billede frem. Dette kommer friskt fra et russisk observatorium! Det var et billede af Månen. Hvor dens rolige ansigt før havde været jomfrueligt rent, blot delikat krydret med sporadiske skønhedspletter, sås nu en teenagers bumsede ansigt, der frækt tilkastede Jorden et udfordrende blik. Nybyggeriet havde sandelig taget fart. Månens population har længe været stabil, men er tilsyneladende eksploderet voldsomt i løbet af den seneste uge, forklarede han. Forskerne forudser, at de inden længe vil være flere, end hvad deres sparsomme ressourcer kan bære, og tilsyneladende har de også selv indset dette. Han viste mig endnu en udskrift: Et nærbillede af hvad der i mistænkelig grad mindede om et anlæg til affyring af langdistancemissiler. Rigtig-rigtig-rigtig-lang-distance. En kommende invasion fra rummet!? Det er århundredets historie, og så har du skrevet en reportage om en fredsommelighedskonference Jeg nægter at tro det, sagde han med en brudt stemme, der langsomt gled over i hulken. Det var på tide at vende hjem. Mit arbejde på avisen var ovre, men nye muligheder tegnede sig i horisonten. Jeg kunne sikkert sælge min hjembragte tøjkollektion for et betragteligt beløb. Herefter kunne jeg lade mig rekruttere. Yderligere mobiliseringer ventede med statsgaranti forude. 27

28 Evi Arnsbjerg Brygmann Utterslev Mose Himlen var grå, ikke sådan en mørk grå, som kan have en vis dragende tiltrækning, men en intetsigende, lys grå, der bare er trist og kedelig. Efteråret var på trapperne, og jeg vidste, at jeg skulle til at vænne mig til sådan et uinspirerende vejr. Som jeg sad dér og kedede mig, fik jeg pludselig lyst til at gå en tur i mosen. Det får jeg ikke ret tit det har jeg for travlt til men lige præcis den dag var det, som om noget trak i mig. Utterslev Mose er et spøjst sted. Engang var det én stor mose, men så blev der placeret en stor motorvej, der delte den op i to, helt uden at gæssene fik noget at skulle have sagt i den sag. Ikke fordi gæssene tog skade af motorvejen, den har de jo nok lært at leve med, men forestil dig, at dit hjem pludselig bliver halveret det må være en meget mærkelig oplevelse for en gås. Da jeg kom ud i luften overraskede det mig, hvor frisk den var. Det havde lige regnet, så alle lugte blev forstærket og duftede renere. Mine gummistøvler knirkede, hver gang sålen ramte asfalten, og uden jeg vidste hvorfor, generede lyden mig. Da jeg endelig nåede græsset, sukkede jeg lettet og mærkede hvordan jeg sank ned i den bløde og våde mosejord. Jeg gik ned langs med søen og alle sivene, der stod med rank ryg og svajede stille i den fugtige vind. Det var, som om de ventede på noget, der skulle ske. Noget der var bestemt til at ske meget snart. Da jeg kom til en lille udkigsbro, stoppede jeg op og gik ud på den. Træet var glat af alger, og jeg måtte gå meget forsigtigt for ikke at falde. For enden af broen blev jeg stående med lukkede øjne og kunne mærke støvregnen mod mit ansigt. Som jeg stod der, helt tom for tanker og med den kortvarige kolde følelse, når en regndråbe ramte mig, hørte jeg en mærkværdig lyd. Uden at åbne øjnene prøvede jeg at identificere lyden og lokalisere, hvor den kom fra. Jeg kunne ikke styre min nysgerrighed længere og kiggede ned for mine fødder, hvor jeg så den 28

29 største gedde, jeg nogensinde havde set. Den var over en meter lang og tredive centimeter bred. Uden at tænke over at det jo var en fisk, og at det derfor formentligt var lidt vanskeligt at føre en samtale med den, spurgte jeg den, hvordan i alverden den var havnet dér. Gedden kiggede op på mig, åbnede munden og sagde:»det var på høje tid, du kom! Hvis du havde ventet meget længere, ville det være for sent!«jeg så ned på fisken, der stirrede bebrejdende på mig, og kunne ikke lade være med at få dårlig samvittighed, selvom jeg ikke anede, hvad den snakkede om.»jeg kan ikke helt følge dig. Hvad ville være for sent?«gedden sukkede irriteret og sagde:»det husker du med tiden. Det gør du altid. Kom med!«den slog et ivrigt plask med halen og så forventningsfuldt op på mig. Jeg kiggede skiftevis skeptisk på gedden og på vandet, som jeg havde en idé om, var koldt og ulækkert. Alligevel var der noget, der trak i mig. Jeg måtte bare se, hvad gedden ville mig! Jeg tog mit tøj af og sprang i vandet med hovedet først. Det var isnende koldt, og det var svært at orientere sig i det uklare vand. Efter et par sekunder vænnede min krop sig til vandets temperatur, og det var ikke længere ubehageligt. Tværtimod føltes det bedre end oppe i luften. Gedden svømmede et par meter i forvejen og så sig tilbage. Jeg tog nogle svømmetag og kom forbavsende hurtigt frem. Da vi havde svømmet et par minutter, kom jeg pludselig i tanke om, at jeg burde have haft brug for at komme op til overfladen for at trække vejret, men det havde jeg underligt nok ikke. Jeg følte mig ikke længere som et fremmedlegeme i vandet, men nærmere som om jeg var ét med det.»vi skal ikke ret meget længere, så er vi hos hende,«sagde gedden og blottede sine små, skarpe tænder, så det nærmest så ud, som om den smilede. Vi svømmede ind gennem et forhæng af rødder og kom til en lang, mørk tunnel. Jeg var en smule ængstelig, men gedden beroligede mig og fortalte, at det eneste, der levede her, var små vandlopper, og dem skulle jeg ikke bekymre mig om. Jo længere vi svømmede, jo lysere blev der, og jeg kunne se, at lyset kom fra enden af tunnelen. Endelig kom vi til et stort, lyst rum. Lyset kom fra de brunlige vægge, der nærmest strålede. Det var et behageligt og varmt lys, og jeg følte mig straks velkommen. Midt i rummet sad en rynket, gammel tudse. Den havde lukkede øjne og så ikke ud, som om den var levende. 29

30 Jeg kunne mærke min mave knurre og havde pludselig en usandsynligt stor lyst til at spise tudsen.»hun er ikke til at spise, min ven,«sagde gedden og kiggede venligt på mig.»du skal puste liv i hende! Det er din pligt. Det er derfor, du er til.«på den ene side virkede det fuldstændigt latterligt, men på den anden side følte jeg, at gedden talte sandt. Jeg følte, at det var hele formålet med min eksistens. Der bredte sig en utrolig varme i min krop, og i et splitsekund var jeg ét med hele verden. Stadig i denne følelse af ekstase svømmede jeg hen til tudsen og satte min mund mod hendes. Hendes læber var ru og føltes som sandpapir mod mine. Af mine lungers fulde kraft pustede jeg al min energi og livslyst ind i hende. I takt med at jeg pustede, blev hendes læber langsomt bløde og kødfulde. Da mine lunger var helt og aldeles tømt for luft, trak jeg mig tilbage. Jeg følte mig svag og fuldkommen tømt for energi. Tudsen så på mig med store, brune øjne. Hendes stemme var blød og rund:»tak! Du har endnu en gang givet efteråret liv. Det vil ikke blive glemt. Du skal nu vende tilbage til dit liv som menneske, indtil du igen bliver kaldt hjem.«gedden førte mig tilbage til broen i tavshed. Da vi var helt henne ved det algeglatte træ sprang jeg op, lå lidt og hev efter vejret og begyndte så at ånde normalt igen. Min hud kløede, men jeg havde ikke hænder til at klø den med. Langsomt fik jeg igen arme og ben, og min hud skiftede farve fra grønspættet til min forhenværende blege kulør. Mit tøj lå, hvor jeg havde efterladt det, og jeg skyndte mig at tage det på, selvom det klæbede klamt til min endnu fugtige hud. Jeg vendte mig mod gedden for at sige farvel.»på gensyn,«sagde den,»vi ses om et år!«med et plop var den væk, og den eneste lyd, der hørtes, var nogle gæs, der skræppede i det fjerne. Jeg drejede rundt og slentrede tilbage langs sivene. De svajede stadig i vinden, men ikke på samme afventende måde. Jeg sank en smule ned i mosejorden ved hvert skridt og sukkede lettet, da jeg endelig nåede den faste asfalt. Mine gummistøvler knirkede, hver gang de ramte asfalten, men uden jeg vidste hvorfor, irriterede det mig ikke længere. Jeg følte mig anderledes måske var det noget med vejret. Det føltes, som om det var ved at blive efterår. 30

31 Malte Simon Christensen Mask Delivery Mandag klokken tre. Min far plejer at sidde i køkkenet ved det høje køkkenbord på en af de tre blå barstole. Han læser i en bog eller avisen. Min mor står ved det lavere, solide bord midt i rummet. Hun lægger tøj sammen, læser posten eller sukker af vinduet. Jeg kommer hjem fra skole mandag, tirsdag og torsdag klokken tre. Onsdag og fredag er klokken et. Så er hverken mor eller far i køkkenet. De arbejder. Min far med 0-, 1-, 2-, 3-, 4-, 5-, 6-, 7-, 8-, og 9-taller. Han har lange, tynde ben og en lille overkrop. Han kan lide at lægge papirer i stakke, lugter tit af kaffe og har to sjove totter hår på kinderne, lige ved siden af øjnene. Min mor er næsten på højde med mig (det ler min far af) og er meget buttet. Tirsdag, onsdag og fredag går hun rundt med en trækvogn fyldt med koste, limspande, børster og plakater. Hun hænger plakaterne op på søjler, mure og gamle døre. Der er mange farver på. I dag sidder far ikke i køkkenet, og mor står ikke ved spisebordet. Klokken er et minut over tre, og det er stadig mandag. Jeg drejer langsomt rundt i køkkenet. På det solide træbord står noget underligt. Jeg går hen til bordet, griber fat i kanten og står på tæer. Jeg stirrer. Det er en høj, rød hat. En høj hat, som dem fine mænd i gamle film går med. Men rød. Jeg bakker væk fra bordet, ud af køkkenet og ud i entréen. I spejlet har jeg store øjne. Et insekt knitsumrer dovent og halvkvalt bag glasset i loftslampen. Jeg råber højt på min far. Han svarer ikke. Jeg prøver min mor. Hun er der ikke. Der er noget andet, som ikke plejer at være der. En lyd. En efterlyd. Jeg stirrer ind mod bordet igen og træder et skridt baglæns. Hatten er væltet. Den er væltet, så man kun kan se den runde, røde puld. Og på kanten af pulden sidder en syregrøn sommerfugl på størrelse med en bog! Et skræmt og forbavset hik ryger ud af mig. Efterlyden tager hikket. Det hikker rundt langs væggene i køkkenet. Jeg mærker hoveddøren mod ryggen. Fra køkkenet strømmer 31

32 nu en lun sommerbrise, der dufter af jordbær og chokolade. Brisen bevæger hatten. Den syregrønne sommerfugl letter og flakser rundt over hatten. Hele køkkenet er i oprør. Pludselig elsker jeg køkkenet med den lune vind, det varme lys og fornemmelsen. Fornemmelsen af at noget dannes. Fornemmelsen af at noget danser. Det er bogstaver. Jeg glor. Små, fluffy bogstaver popper op af den høje, røde hat som sæbebobler. Svæver. Det bliver ved. Nogle små, andre store. På størrelse med hovedpuder. De fylder køkkenet, svæver rundt i en doven tornado. Jeg mærker de bløde puf fra bogstaverne i jordbær-chokolade-tornadoen. Og lige dér. På det punkt begynder de at danne ord. Ikke ord jeg har læst i min mappe, i mine små bøger, bag på sødmælken eller henne i skolen. Men ord jeg aldrig har set før. IMAGINÆR, FASCINERET, SERAFISK, ABSOR- BERET Og jeg ved pludselig, at mennesker gør det. At mænd og kvinder og børn verden over tager deres hatte af og på. Jeg kravler fra køkkenstolen op på køkkenbordet. Min hånd nærmer sig hatten. Blødt fløjl. Lukkede øjne. Den glider. Ned over mit hår, ansigt, bare arme og opsluger mig. ABSORBERER. Da jeg åbner øjnene, overvældes jeg af PERPLEKSITET. Lyseblå forbavselse. Verden er bøjet om sig selv til et rør. En tunnel med et cirkelrundt himmelstykke for enden. Jeg står i lysegrønt duggræs, der som et GIGANTISK tæppe bølger rundt i røret mod himlen med de klare, hvide skyer. Der er planter i jorden. Når jeg kigger op, hænger træer på hovedet. Buske på hovedet. Jeg lader mig falde bagover i det milde, perfekte BRILLANTGRÆS. Lader duften af jordbær og chokolade fylde næse og mund. Tiden er videre. Jeg rejser mig op. Er det latter? Letfodet, letsindig latter. LIFLIG. Jeg ser mod lyden. Den kommer fra et kæmpemæssigt egetræ. Jeg løber mod det. Uden angst. Kom og vær med i vores PICNIC PARTY, kvidrer en SPIRREVIP. Jeg glor. Sætter mig på det rødternede tæppe.»jeg er Mr. Mellow eller blot kiwimanden,«han ser rundt,»det er Fliksflaks.«En mellemting mellem en stor KOLIBRI og en papegøjeunge svirrer over tæppet. Selv er han klædt i orange lærredstern og et par farvestrålende seler, har et mildt ansigt og går mig kun til hoften.»hvem er 32

33 du?«hovedet på skrå, spørgende. Hans øjenbryn er flettet i to fletninger, der hænger ned ad hans kinder som små gardiner. Tager mig sammen: Finder ud af, at der mangler noget. Mit navn. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvem jeg er. Mellow smiler til min overraskelse bare UNDERFUNDIGT. Pifter på Fliksflaks:»Stop,«tænksom,»jeg vil ikke høre «Så beslutsom,»nu skal jeg vise dig noget. Hvis du tillader det.«underlig replik, tænker jeg. Vi går mod himmelcirklen, væk fra egetræet, Fliksflaks er ved min side. Skygger falder drueblå og lange bag os. Mellow og Fliksflaks bliver ivrige, da vi nærmer os kanten af en lille lund. Først nu opdager jeg, at vi går på siden af verden. Lavmælte morsomheder. Tørt græs med mange blomster. Pelshårede væsner i lunden snuser til mig. Da vi kommer ud på den anden side af lunden, er Mellows ivrighed blevet til nervøsitet. Vi nærmer os kanten! Det er faktisk blevet mørkere, men kun gyldent. Den lune brise er løjet af. Så står vi ved kanten. Mine fødder overrisles i et fint, lille bækdelta på blot en næses dybde, som forsvinder til begge sider og ud over kanten i små, sprinklende bobler. Synet glemmer jeg for alt i alle verdener aldrig nogensinde. I det mørkegyldne lys, hvori kun de dovne sprinkeldråber falder, svæver utallige, matte, hvide kuber med runde hjørner og en indre glød. Langt under os, i hundredvis mod himmelhorisonten. Jeg står i staver og betragter scenen.»ser du, Yngling, sæt dig! Jeg vil gerne have, at du er rolig og nær,«mellow ser fjern ud. Jeg lægger mig tryllebundet, i det lave, rindende vand med hagen i hænderne.»forstår du... tidligere var samfundet beskidt KORRUPT,«pause,»så isolerede man en hel generation i de hvide kuber, du ser. Opstillede generatoren. Man... nogle holder denne verden hen i et UTOPISK drømmebillede for at holde orden. Lad ikke massen se det rådne, GEMENE og KORRUPTE. Hold dem hen i Den Store ILLU- SION.«Han stopper sin talestrøm, jeg kigger op. FORFÆRDET. På gravkolde stålhjul knuser hans ord sig gennem mig. Jeg vil ikke tro det. Hvordan kan en fortryllet hatteindmad rumme denne grusomhed?»mellow Mmm Ja?«33

34 »Hvad er «Jeg ser op på ham.»hvad er generatoren?«han ser bedrøvet og lidt skræmt ud.»du må undskylde undskylde, jeg viste dig kuberne.«en rum stilhed. Tiden! Med et vidste jeg, at jeg måtte tilbage! Gøre noget! Jeg plaskede op fra bækken, klappede Mellow på hovedet for ligesom at berolige ham og styrtede derpå af sted mod tilbage. Tæt tusmørke, tyngende tåge og en snæver blytunghed voksede sig større, jo tættere jeg kom på, ja, på udgangen. Bange anelser. Vidste pludselig, at ikke kun denne verden var i fare for at blive indhyllet i Den Store ILLUSION. Hvad det så end var; ubetinget noget UBARMHJERTIGT. Nogen arbejdede med vores verden. Da jeg brasede ud i køkkenet, slog det mig. Hatten var generatoren! Hatte var over alle verdener og havde altid været det, i alle samfund, til hver en tid. Hatte havde tjent og tjente stadig to formål. Enten fungerede de som værn mod ubehagelig kulde, vejrlig eller lys. Værn mod virkeligheden. Eller de fungerede som status- og magtsymboler. Tænk bare på paverne. Jeg så, hvordan hatten havde fyldt vores hjem med ord og en lullende fornemmelse. Der duftede af pasta med kødsauce. Ordene var ikke længere sæbebobler, men snarere kulstykker. Far kom netop forbi med fejebakken fuld af alfabet og ænsede mig ikke; mor rørte i kødsaucen med et søvnigt blik. Jeg tumlede ind på mit værelse. Lidt efter kaldte de ude fra køkkenet. Jeg talte længe om min skoledag ved middagen den dag. Jeg vidste præcis, hvor bestikket skulle ligge, hvad jeg skulle sige:»må jeg bede om vand?«,»ja tak«,»nej tak,tak for mad, det smagte godt.«op af skjortelommen fiskede far fem askegrå bogstaver. Jeg skævede op til papirhatten af rødt karton. Og med ét kom jeg i tanke om mit navn. 34

35 Anna Pagh Nebel Hedebølge Heden var en plage. Den tappede mine kræfter og tvang mig til total stilstand. Intet andet var muligt end at ligge på sofaen med vinduet åbent, i håb om at en sval brise ville blæse ind og nedkøle min overophedede krop. Det var ingen hjælp at gå udenfor. Tværtimod. Luften var så sprød og knastør, at det føltes, som åndede man sand. De få mælkebøtter, der trodsigt stak op af asfaltsprækkerne, var slatne og falmede. Alle forhavedrømme var opgivet. Som alle andre bevægede jeg mig kun ud for at købe det mest nødvendige. Is, krydsogtværs (Junior, min hedeplagede hjerne kunne ikke klare andet) og batterier til min lommeventilator, der kun skubbede den varme luft rundt til trods for den enorme larm, den lavede. Jeg havde en genbo, der hver dag tilbragte timer i sin bil, der havde aircondition, og en kvinde i min gade barberede sin hund, fordi den peb så frygteligt over varmen. Jeg burde vide det, for lyden skar sig gennem luften og ind ad mit åbne vindue. Det ville ikke overraske mig, hvis selvmordsraterne steg. Men der var skam fordele ved hedebølgen. Som nævnt var mine vinduer konstant åbne, og skuede man ud over gaden, ville man lægge mærke til, at det forholdt sig på samme måde for samtlige beboere. Nu var det sådan, at varmen gjorde de i forvejen pirrelige mennesker endnu mere pirrelige, og jeg lyttede til enorme mængder af interessante skænderier. Hr. Hansen skændtes med sin kone om, hvorvidt det var hans eller hendes tur til at stå op ad det åbne køleskab. Barnepigen truede hr. og fru Larsens børn med at fortælle deres forældre, at de havde været ustyrlige, hvis ikke de blæste luft på hende. Og så var der den mindeværdige gang, hvor Alice smed sin bror ud, fordi han havde brugt de 35

36 sidste isterningeposer på noget så dumt som at fryse diverse kropsvæsker ned. Hans højlydte forsvar, at det havde været et eksperiment, var blevet en intern joke blandt os beboere, når nogen havde gjort noget komplet idiotisk. Da der var gået en uge med ulidelig hede, var alle enten blevet desperate og havde taget de mest kreative og farlige metoder i brug til en smule afkøling, eller også var de som mig blevet tvunget til et stadie af ennui, hvor ingen anden handling end at ligge og stirre ind i væggen syntes mulig. På tiendedagen lå jeg stadig på sofaen i dyb tristesse, som dog blev afbrudt af drikkepauser for at lindre mit svælg. Pludselig hørte jeg noget, der bragte mig ud af min depression og fik min hjerne til at snurre. En skinger og svag lyd, men dog umiskendelig. En violin. Efter kort tids intens lytning kunne jeg med sikkerhed fastslå, at denne lyd, der havde grebet fat i mig og revet mig ud af min trance, ikke var en optagelse, men eksisterede i kraft af, at der et sted derude befandt sig en person. Denne opdagelse var euforiserende. Jeg travede hvileløst rundt, fuldstændig upåvirket af den voldsomme hede, der omgav mig. Jeg var motiveret, og det var glædens sved, der drev af min pande. Jeg måtte finde lyden. Min nabo blev yderst overrasket, da jeg bankede på og med et manisk grin inviterede mig selv indenfor i et håbløst forsøg på at komme tættere på lyden. Hun stirrede på mig, som var jeg sindssyg, men trak så på skuldrene, vendte tilbage til sofaen, og efter en kort betænkningstid smed hun det lagen, hun havde haft om sig, da hun åbnede døren. Jeg fór rundt i lejligheden og prøvede at finde præcis den placering, hvorfra jeg bedst kunne høre violinen. Jeg endte med at stå med hovedet ude ad køkkenvinduet. Mens jeg spejdede ud over baggården efter en skikkelse med en violin ved hagen, stoppede musikken brat. Jeg knækkede sammen på min nabos køkkengulv, rystede og prøvede desperat ikke at græde, for jeg vidste, at jeg ikke tålte at miste væske. Min nabo hørte mig, eller egentlig hørte hun mig ikke, da jeg lå helt stille på gulvet, men manglen på lyd bekymrede hende til sidst nok til, at hun fik skrabet sit ikke ubetydelige korpus sammen og kom ud til mig. Da hun så mig ligge på gulvet i en blanding af aflåst sideleje og fosterstil- 36

37 ling, blev det hele for meget for hende, og hun bad mig venligt, men bestemt, om at forlade sin lejlighed. Hjemme lå jeg igen på sofaen overmandet af hede og nedslået over min fiasko. En afrevet del af mit sind noterede klinisk, at der var begyndt at komme en fordybning i sofaen, men resten af min personlighed skubbede observationen væk til fordel for dyb sorg. Dagen efter var heden forsvundet, lige så pludseligt som var den kommet. Min hjerne, der altid var på jagt efter tegn og symboler, forbandt det naturligvis med violinen. Med varmen forsvandt også den sidste rest af sløvhed fra min hjerne, og jeg begyndte igen at tænke logisk. Med logikken kom listerne, med listerne notesbøgerne, så slagplanerne, diagrammerne, handlingsstrategierne. Jeg udpenslede ned til mindste detalje, hvad jeg ville gøre, hvis lyden kom tilbage; nedskrev hypotetiske personligheder, der kunne tænkes at spille violin midt i sommerheden, og blev endda enig med mig selv om, at det var hensigtsmæssigt, hvis mine vinduer altid var åbne. Og vinduerne forblev åbne. På vid gab. Resten af sommeren og langt ind i efteråret påvirkede det ikke mine rutiner synderligt, men så kom der en snegl ind ad mit vindue og landede på mit sovende ansigt. Præcis dér begyndte det at gå nedad. Jeg gaffatapede alt mit nips fast og installerede et badeværelsesforhæng omkring min seng. Mit indkøb af termoundertøj gjorde, at jeg stod for halvtreds procent af den lokale genbrugs omsætning. Midt i februar slog det mig, at hvis jeg blev syg af at bo i konstant træk, ville det sænke mine chancer for at opspore den mystiske violinist, men på dette tidspunkt havde min hjerne låst sig fast på åbne vinduer. Der var intet at gøre. En gang i april blev jeg ramt af noget så mondænt som en omgangsvirus, der efterlod mig som et snøftende, værkende vrag. Jeg havde permanent indlogeret mig på sofaen med romantiske klichéer kørende i baggrunden, da de var de eneste film, jeg havde mental kapacitet til at følge med i. Jeg var fast besluttet på at ride feberen af uden brug af medicin. 37

38 Jeg forestillede mig, at det ville tage mig max et døgn at komme mig over denne milde forstyrrelse af rutinen, som jeg kaldte den, men på tredjedagen lå jeg stadig på sofaen, og den samme film kørte på repeat på tv et. Jeg var udhungret og ude af stand til at holde noget nede og drak stadig af den tolitersflaske, jeg havde stillet på gulvet i et inspireret øjeblik, da jeg på førstedagen var på vej ud for at fylde mit glas. Sygdommen rasede i min krop, og jeg hallucinerede i febervildelse, til jeg ikke længere kunne skelne virkelighed fra fantasi. Koldsveden piblede fra min hud, og jeg vred mig på sofaen, overbevist om, at den var kviksand, og hvis jeg lå stille, ville jeg blive opslugt. Da dissekerede en skinger tone min rundtossede hjerne, men satte straks derefter med bløde hænder det hele sammen igen i den rigtige orden. Med ét følte jeg mig klar i hovedet, og jeg vidste, at dette var øjeblikket, jeg havde ventet på. Jeg stablede mig selv på benene, kæmpede et kort øjeblik mod svimmelheden og vandt. For hvert et skridt jeg tog, syntes tonernes lokken at virke tættere på, selv om jeg bevægede mig i den stik modsatte retning for at komme rundt om boligblokken og ind i den opgang, hvorfra jeg mente, lyden stammede. Jeg ringede på dørtelefonen og mumlede forvirret, og til mit held blev der åbnet. Jeg hamrede og bankede på samtlige døre, men det stod hurtigt klart for mig, at de få, der åbnede, ikke var violinisten. Først på tredje sal indså jeg muligheden for at ringe på, så jeg trykkede resolut på dørklokken og faldt derefter om med et forvirret ansigtsudtryk. Jeg kunne på ingen måde forstå, hvorfor min krop reagerede sådan. Før jeg mistede bevidstheden, nåede jeg at opfange skridt og den abrupte afslutning på violinstykket. 38

39 Anders Frederik Jørgensen Bundet til kødet Jeg drømmer tit, eller er det bare tanker? Mange vil nok betegne det som et tomt hoved med trang og behov. Selv ved jeg ikke, hvordan jeg skal udtrykke det, eller hvordan jeg skal udtrykke mig, for den sags skyld. Jeg prøver at lade være. Men vi vender altid tilbage. Mig og lysten. Langsomt toner hun frem med sin røde kjole flagrende let om lårene. Med rolige bevægelser bærer mine fødder mig mod hende. Aftenbrisen giver mig et koldt favntag, alt imens solens stråler desperat prøver at holde fast i mig. Jeg ænser hverken solens kamp mod kulden eller perronens jamren, idet den opdager, at den snart er alene igen, eller de mennesker, der hastigt stiger af toget for at løbe deres kære i møde. Jeg iagttager hendes ydre. Observerer kroppens mekanik og bevægelse. Glemmer tanken om hendes indre. Jeg prøver at lade være. For det er ikke sådan jeg vil det! Vores arme låser sig i et tæt bånd omkring os. Den duft. Den aroma. Den trang! Jeg trækker mig tilbage, imens mine hænder hviler på hendes hofter. Jeg smiler og lader den ene hånd glide om på ryggen og mærker. Mærker hvordan stoffet gnider mod hendes glatte hud. Vores læber mødes. Hendes læber føles bløde og samtidig fyldige. Med et kort smil og et langvarigt kys, fugter hun mine tørre læber og lader min tunge snige sig ind for at lege. Jeg prøver at tvinge tankerne væk fra huden under tøjet, uden held. Blodet forsvinder fra hovedet, og jeg kan mærke en dunken begynde. Jeg ser hende i øjnene og finder, hvad jeg søger. Et par strålende brune øjne med glæde og omsorg som hovedingrediens, og det får blodet til at stige til tops igen. Vi sætter os ind, og motoren starter uden problemer. Solen er sunket på himlen, da vi træder ind ad døren. 39

40 Tasken rammer gulvet med et hult bump, da vi træder ind i soveværelset. Jeg lyner min jakke op, i samme øjeblik som hun sætter sig på sengen. Jakken falder lydløst ud af hånden, som kort efter tager fra mod sengens kant. Vi kigger lidt på hinanden, før jeg kaster mig over hende, og hun falder bagover. Jeg har savnet hende. Savnet at føle hende i mine arme. Savnet behovet og lysten. Hun ligger under mig nu, med mine ben imellem hendes. Mine læber standser i luften og mærker, hvordan hendes ånde varmer hele min krop. Hun ligger dér under mit syn i den hvide seng med et lille smil. Under os ligger dynen med skiftevis røde og lilla hjerter. Langsomt og med et jævnt pres kører min håndflade fra knæet og op under kjolekanten. Den bløde hud mod min hånd stopper kortvarigt, idet de nysgerrige fingre finder vej til g-strengens kant, men forsætter op langs med siden af maven. Den har taget over. Jeg føler mig vej op. Føler og bemærker hver ujævnhed, der er på vejen. Hendes arme stryger op langs min ryg gentagne gange, og presser mig tættere mod hende. Hendes hoved farer op i et hurtigt hug, og hendes mund får fat om min underlæbe med sine tænder. Hendes brune øjne smiler til mig med en lumsk glød, idet hendes fingre kører drillende rundt ved buksekanten. Det begynder at dunke igen. Underlæben bliver suget ind, og hun slipper den. Flop Vores læber mødes igen med det samme. Bevægelserne er langsomme og blide til at starte med, men bliver hurtigere vildere. Jeg får fat i hendes tunge og smiler, idet jeg holder fast og prøver at sige:»nu er den min.«men inden jeg når at tale ud, får hun vristet tungen til sig og er på vej ned for at besøge min hals. Min højre hånd, som nu har nået hendes højre bryst, begynder at massere i rolige bevægelser. Jeg kan mærke, at stoffet begynder at blive stramt. Et smil breder sig på hendes ansigt, som om hun kan mærke, at det begynder at presse på. Hun trækker sig op, så hendes mund er lige ud for mit øre. Med en sagte latter siger hun:»ikke endnu, fjolle!«og bider mig i øret. Hun vælter mig om på siden. Hendes hænder trækker kjolen ned igen over de glatte ben i samme bevægelse som hun rejser sig. Bare tanken giver mig gåsehud, men jeg tager os i det og sætter os på plads. Vi rejser os og går ud fra værelset. 40

41 Et par timer efter sidder vi i stuen med fjernsynet tændt. Mit hoved falder ind mod hendes bryst, hvor lyden af hendes hjerte kører som et ekko i mine tanker. Lyden gør mig glad og bekymret. For slagene bevæger sig i takt med de tanker, som vi har. Mig og lysten. Den prøver at... Fjernsynet slukkes, hun fører armen ned gennem halsåbningen på min trøje og lader armen glide ned til min mave. Jeg vender mig, så godt jeg kan i min liggende stilling. Hun kysser mig på munden, og jeg strækker mig for at kysse hende tilbage. Hun kender mig og spørger med en drilsk stemme nær mit øre:»dig, mig og sofaen nu?«jeg ved udmærket, hvad den sætning indebærer. Takten i hendes hjerteslag stiger, og mit hjerte følger med. Jeg trækker mig lidt væk fra hendes bryst og føler, hvordan tyngdekraften trækker blodet nedad. Jeg lægger mærke til, hvordan hun stryger hånden let over mit inderlår.»kom nu, skat!«hvisker hun med tryglende stemme.»du vil jo godt.«jeg begynder at ryste. Jeg har lyst til at sige ja og bare springe på hende. Eller er det mig, der vil det? Er det ikke bare lysten, som prøver at tage endnu mere over? Jeg vil det ikke! JEG VIL DET IKKE! Mine øjne fæstner sig ved hendes, og jeg prøver at holde facaden.»ellers tak, skat, måske senere.«det lyder underligt i mine ører, og nok også i hendes. Men det lader til, at hun accepterer det. For en stund. Jeg flyder mere ud i sofaen, så mit hoved glider ned på hendes lår. Hendes dejlige, bløde lår. Stille lukker jeg øjnene. Hun rykker lidt på sig, uden jeg lægger det store i det. Jeg er stolt over mig selv. Mit fokus lå ikke på hendes ydre. Jeg opfattede hende, ikke bare hendes krop. Jeg mærker hendes hænder stryge ned langs min side. Hendes hænder er hurtige og får løsnet mine bukser let. Jeg kommer hurtigt op at side, og det udnytter hun til at sætte sig overskrævs på mig. Hendes fingre lukker sig om min hånd, og hun fører den op til sit bryst. Selv i det svage lys står hendes brystvorter tydeligt frem gennem det røde stof. Hendes hænder glider ned, tager fat og trækker trøjen af mig. Jeg napper hende blidt på halsen og kysser op langs med den til 41

42 øret. Kjolen bliver trukket af og smidt på gulvet. Lyset lægger sig blødt om hendes kurver og fremhæver hudens skær. Jeg lukker øjnene et kort øjeblik og mærker, hvordan det sidste tøj bliver trukket af mig. Mine ben er spredte, og mellem dem sidder hun på knæ. Det første kys falder på mit lår og bevæger sig i små hop tættere og tættere på lysken fra højre. Hun stopper kort op og beder mig om at sidde stille. Helt stille. Hendes tunge starter et vådt spor fra roden, og stryger opad mod hovedet. Den dunker stadig, men det ser ikke ud til at forstyrre hende. Tværtimod. Da hun når toppen, spreder de fugtige læber sig og glider nedover. En varme breder sig ud fra lysken og gennemborer resten af kroppen. Den har snart overtaget. På bordet ser jeg i et glimt det røde æble, som hun tog en bid af tidligere, inden jeg vender tilbage. Hun stopper for at holde en pause, men nu er det min tur. Jeg gør min tunge blød og lader den roligt kærtegne begge sider af hendes læber. Jeg låser mine arme fast om underlivet, så hun bliver, hvor hun er. Den altid uforklarlige duft kommer mig hurtigt i møde. Duften af snart opfyldte behov. Ved hjælp af en enkel fingers kærtegnende viften, kan jeg mærke, at lysten stiger. Hun begynder at spænde op, og duftens intensitet bliver kraftigere. Jeg lader min finger glide ind, imens min tunge stadig leger med en lille forhøjning. Hun tager fat om min ryg og trækker mig op, så jeg ligger oven på hende. Vi ligger tæt, og jeg kan igen mærke hendes ånde mod mit ansigt. Jeg kan smage den lyst, jeg har frembragt, da hun beslutsomt kysser mig og trækker mig længere op. Vi er vendt tilbage. Idet jeg glider ind, går det op for mig. Jeg er bundet. Bundet til kødet. 42

43 Sofie Risager Aaby Pap 37 minutter. Det er der gået, siden der blev tændt for mokkamaskinen. Den bipper, bimler og larmer som en udstødningsmotor fra Desværre kan jeg ikke nå den fra min papkasse. Der er selvfølgelig nogen ansat til at hente kaffen til mig. Det er klart. Vi er efterhånden mange her. Verden bliver større og større, og de ansatte har mange at betjene. Og når man nu er så beærede, som vi er, og har al den her fritid, har man jo masser af tid til at drikke kaffe. Men hvis jeg skal nå at nyde den, må Sten eller en af de andre ansatte godt snart skynde sig. Mælkekaffe med et ekstra espresso-shot har jeg bestilt. Til at stimulere hjernen, især den nyeste del af den. Jeg fik den indopereret for et par uger siden, efter jeg havde brugt flere måneder på at udfylde skemaer. Så jeg skal huske at bruge den flittigt. Når kaffen kommer, vil jeg først langsomt skrabe alt skummet af. Det tror jeg vil være fornuftigt, sådan plejer jeg nemlig ikke at gøre det. Jeg plejer bare at slubre løs, så jeg får skum på overlæben, og så kan jeg høre, hvordan der klukkes inde fra nabopapkassen. I hvert fald hvis hun får øje på mig gennem kikhullet. Jeg ved ikke engang, hvad klokken er. Sidst jeg havde muligheden for at tjekke, var den vist kvart over ni. Det var, da jeg var på min morgenrute udenfor. I dag var jeg så heldig at have Sten til at assistere mig. Så snakkede vi løs om gamle dage. Om hvordan man førhen stressede af sted og selv både skulle stå for at købe ind, lave mad, ja, endda køre skraldet på lossepladsen. Stens smilehuller kom til syne under det halvlange, rødlige skæg, som næsten reflekterede sollampens stråler. Hvad var det? En snerrende lyd giver næsten ekko fra de tomme vægge. En umenneskelig lyd, som er helt ude af kontrol. Det minder mig om de vilde prærieulve, som man ser i de cowboyfilm, der vist er blevet forbudt i nogle dele af landet. Det var noget med, at de bringer 43

44 rebelske unoder frem i os. Alligevel smiler jeg. Det morer mig, når en af os indimellem slår sig løs og glemmer alt om høflighed og et tilpas toneleje. Det er næsten, så stemmekontrollen begynder at pibe. Og selv om jeg godt ved, det lyder tosset, er det livsbekræftende på en helt anden måde end de kurser, som er så moderne for tiden.»nå at finde ro,«kalder de dem. Jeg lægger mit venstre øre mod det lille hul i min papkasse. Kigger også ud bagefter, men der er ikke meget at se. Jeg hoster lavmælt, og nu titter Birgittes øje frem i hullet i hendes papkasse. Det blå øje er afventende, det er det andet sikkert også, desværre kan jeg ikke se det. Hun ved nok heller ikke, hvad der foregår. Jeg blinker til hende. Hun fangede det vist godt. Min frække undertone. Egentlig ved jeg slet ikke, om hun hedder Birgitte. Det gætter jeg bare på. Der var en dag, hvor de var kommet til at skrue en pære med et alt for højt antal watt i loftet. Det var nærmest som at blive født på ny! Det tynde pap var næsten gennemsigtigt, og jeg kunne svagt skimte Birgittes krop. Jeg dagdrømte som aldrig før de følgende dage. Det var magisk; jeg overvejede endda at droppe de obligatoriske sovepiller, bare for at få lov at fantasere videre om alt det, Birgitte og jeg kunne lave sammen. Vi kunne snyde vagterne, i smug nappe en gaffel eller to af dem, de bruger til at spise proteinfærdigretterne. Vi kunne skære i papkassen, indtil vi en dag ville flænse og flå, rive pappet i tusinde stykker og sammen ville vi, side om side, kravle ud ad døren. Mere romantisk ville det nok være, hvis vi to løb ud, hånd i hånd, som man ser det i gamle film fra det tidligere Amerika. Desværre er jeg ikke sikker på, om jeg stadig kan gå så langt. Pæren blev hurtigt skiftet ud. Desværre, det var næsten også for meget at forlange. Og mine dagdrømmerier fik naturligvis voldsomme konsekvenser de følgende par dage. Det er kun retfærdigt. Jeg får jo ikke alle disse goder og dette lykkelige liv serveret uden at skulle yde. Jeg skal realisere mig selv og afholde mig fra omverdenen, så jeg ikke bliver påvirket, men kun udvikler mig i min egen retning. Jeg er et blomstrende kirsebærtræ, der ikke har behov for at blive podet. Mit liv er jo den rene poesi. Jeg er næsten heldigere, end man har lov til at være. Alligevel har jeg foreslået endnu tyndere pap. Man har vel lov at drømme? Nej. Det er for ressourcekrævende, for forurenende og des- 44

45 uden økonomisk uansvarligt. Lederen kaldte mig egoistisk og sagde, at jeg skulle lægge låg på mine lyster. Den her model er den billigste variant. Han har ret, det er det eneste rigtige. Desværre. Nu kommer kaffen, det er ikke Sten, men Azuka, hun er vist fra Afrika, har jeg hørt. Hun er særdeles velintegreret, man kan næsten ikke se hendes oprindelige rødder. Det er fascinerende, hun ligner nærmest en af os. Har også af egen fri vilje valgt hudfarveskiftet. Desværre har hun ikke helt affundet sig med vores ro. Indimellem kommer hun med et misundeligt blik eller to. Hvem der bare kunne få lov at sidde i en papkasse dagen lang uden at skulle fare rundt. Sådan tænker hun, det er jeg sikker på. Og selv om jeg indimellem spekulerer på, hvordan det er at leve et andet liv, er jeg ikke i tvivl: Jeg er heldig. Jeg har masser af tid til alle mine muligheder. Drikke kaffe, slå mave og realisere mig selv dagen lang. Og det er, hvad jeg vil nu. Frydes over, at jeg er uden ansvar. Nyde smagen af frihed, alt imens jeg drikker min mælkekaffe. Med ekstra espresso. 45

46 Mathilda Printzlau-Paulsen Astrid Hun ligger i hospitalssengen og ligner en fugleunge. Sådan en som den jeg fandt på asfalten under egetræet på vores villavej i foråret. Den var lyserød og rynket, og rundt omkring på kroppen sad der fine totter af dun. Øjnene var lukket tæt i, som om de aldrig havde været åbnet. Og her sidder jeg og savner at møde Astrids blik, mens respiratoren bag hende summer på fjortende døgn. Sygeplejersken kommer ind på stuen. Hendes kittel matcher væggene i farven, og hendes Crocs giver en klistrende lyd fra sig, hver gang hun tager et skridt.»nå, sidder du her endnu?«spørger hun og går hen til vinduet for at trække gardinerne fra. Jeg kigger på støvfnuggene, der danser i solen, og prøver at tilbageholde trangen til at råbe, at det er det dummeste spørgsmål, jeg nogensinde har hørt, for det kan hun sgu da se, jeg gør. Og det lykkes, for jeg ved, at det ikke er pænt at råbe på et hospital.»ja, det gør jeg sørme også,«siger jeg i stedet, og det ser ud, som om hun tænker lidt over mine ord. Så vender hun sig mod Astrid. Det er egentlig utroligt, at det ikke er mere end tre måneder og elleve dage siden, vi badede i havet ud for Rørvig. Astrids lyse hår dryppede af saltvand, og når solen skinnede gennem badebolden i hendes hænder, faldt farverne ud over maven og de solbrune ben. Jeg købte is til os begge for mine lommepenge, og hun kyssede mig på kinden som tak. Jeg tager mig selv i at smile ved tanken, selv om det er oktober, og solen ikke brager ned fra himlen længere. Sygeplejersken pusler lidt rundt på stuen, mens jeg tænker på sommeren. Hun skifter blomsternes vand og tjekker nogle ting på skærmen ved siden af Astrids seng.»det skal fjernes,«siger jeg pludselig. 46

47 Sygeplejersken stopper op og ser dum ud.»hva bab?«spørger hun, og jeg er lige ved at grine, så åndssvagt lyder det. Men jeg holder masken, for Astrid ligger dér, og hun skal dø. Og når folk skal dø, så griner man ikke.»ikke noget,«svarer jeg bare, for hun vil alligevel ikke forstå det, den dumme sygeplejerske.»nå,«siger hun og viser sine kaffetænder i et smil.»skal du egentlig ikke i skole?«spørger hun så.»ferie,«svarer jeg.»efterårsferie.«hun har ikke børn, tænker jeg. Så ville hun vide, at skolerne holder ferie nu. Sygeplejersken nikker og gentager:»efterårsferie, aha.«det var håret, jeg mente. Astrids hår er ikke andet end tynde totter nu, og der falder mere og mere af. Når hun dør, skal det fjernes, for hun skal ikke ligne en død fugl, når hun skal i himlen. Sygeplejersken sender mig et tvungent smil, inden hun forlader stuen. Jeg kigger på uret over døren og tænker, at tid er noget mærkeligt noget. Jeg ser sekundviseren passere tolv klokken er seksten minutter over ti. Seksten dage efter vores strandtur blev Astrid indlagt. Hun havde været syg i en uges tid, og selv om det i starten ikke var særlig slemt, blev det hurtigt meget alvorligt. Lægerne tog en masse prøver, men de kunne ikke finde noget. Hun blev udskrevet, men hun fik det ikke bedre. Heller ikke selv om hun fik penicillin og en masse andre underlige piller. Jeg har tit overvejet, om det måske var noget i isen, der gjorde hende syg. Astrids mor siger, at jeg ikke skal tænke på det. Det gør jeg nu alligevel. Hun hedder Sofie, og hun kommer hver dag klokken tyve minutter over tolv, for der har hun frokostpause. Og jeg ved, at hun har dagens avis med fra kiosken nede ved Trianglen, og at hun altid læser dagens horoskop højt for Astrid og håber på, at hun skal slå øjnene op og fortælle, at hun alligevel ikke er syg. I mellemtiden sidder jeg ovre ved vinduet på min stol og lader, som om jeg ikke er her. Da klokken bliver horoskoptid, og Sofie er kommet, dukker sygeplejersken op igen. Denne gang har hun overlægen med. Han skubber sine smalle briller længere op på næsen og lader blikket glide over nogle papirer. Han slikker sig om læberne, mens sygeplejersken hilser. 47

48 »Hej, Sofie,«siger hun muntert, men hvad er der muntert ved i dag? Sofie kigger op fra sin avis og smiler sådan et smil, der ikke når længere end til mundvigene. Hendes øjne hænger nede på kinderne, og jeg lader mine fingre stryge over mit kindben; det gør mine også. Sygeplejersken fortsætter:»det er sådan, at vi i dag har fået svar på prøverne fra i fredags.okay?«svarer Sofie og folder avisen sammen. Jeg følger med fra min stol.»sagen er den «Nu er det overlægen, der taler, mens sygeplejersken rynker panden og ser lidt bekymret ud. Overlægen rømmer sig og fortsætter:»disse prøver viser heller ikke noget brugbart.«det begynder at dæmre for mig, da Sofie sukker tungt og nikker langsomt. Hun åbner og lukker munden et par gange, men der kommer ingen lyd ud.»jeg ved godt, det er svært at tale om,«siger sygeplejersken.»men vi bliver nok nødt til at diskutere, om vi skal æh trække stikket ud.«overlægen lægger tryk på det med diskussionen og ler kort. Man griner ikke, når nogen skal dø. Jeg presser øjnene sammen og holder hænderne for ørerne, så jeg ikke begynder at græde. Jeg tror, jeg har sovet, for da jeg åbner øjnene igen, er Sofie gået. Jeg er sulten, så jeg går ned i cafeteriaet og køber en sandwich med kylling. Da jeg kommer tilbage til stuen, står en fremmed sygeplejerske bøjet over Astrid.»Hov, jeg bliver nødt til at bede dig gå,«siger hun.»patienterne skal have lov at sove.«jeg kigger bare på hende og tygger på min sandwich.»du skal vel også hjem i seng?«jeg nikker, mens jeg tygger af munden.»må jeg lige sige godnat?«spørger jeg så. Hun nikker, så det gør jeg. Astrid er så fredelig at se på, som hun ligger der. Jeg kysser hendes pande og stryger over håndryggen, der hviler på maven. Så tager jeg bussen hjem og konstaterer, at de andre sover. Jeg går i seng med al tøjet på. Selv om jeg kommer tidligt næste morgen, er Sofie der allerede. Jeg spørger hende, hvad hun laver her så tidligt, og hun svarer, at hun syn- 48

49 tes, det var nemmere at klare mødet her end derhjemme. Jeg når ikke at spørge hvilket møde, før en tyk mand kommer ind ad døren. Han giver først Sofie hånden, og derefter tager han min.»torben Elhøj.«Han pruster, når han snakker.»øh, bedemand,«forklarer han. Som om jeg ikke kunne regne det ud. Jeg slipper hans hånd, så hurtigt jeg kan komme til det. Han sætter sig over for Sofie, og hun tilbyder ham en kop af hospitalets elendige automatkaffe. Knapperne på hans blazer er ved at sprænges af det tryk, hans vom lægger på dem. Sofie rører koncentreret i sin kop.»skal vi starte med at se på kirkegården?«spørger manden. Sofie nikker langsomt.»jeg vil gerne have, at hun ligger sammen med Ka «Stemmen knækker over, og hun suger luft ind gennem en spids mund.»med sin far,«siger hun så og fæstner blikket på kaffekoppen igen.»frederiksberg,«hvisker hun. Torben Elhøj noterer i et lille hæfte.»hun lever altså stadig,«siger jeg. Sofie kigger forbavset op. Jeg kan ikke holde hendes øjne ud, så jeg kigger på Astrid. Peger.»Hun lever stadig, og hun kan sikkert høre, hvad I siger.«jeg har læst et sted, at folk, der ikke er ved bevidsthed, ofte kan høre og opfatte ting alligevel. Ingen af dem svarer. Jeg forlader stuen og går ud for at trække noget luft. Da jeg kommer tilbage, er bedemanden gået. To sygeplejersker, overlægen og Sofie står ved Astrids seng. Jeg kan se, at Sofie græder, og høre, at den fremmede sygeplejerske siger noget til hende.»vi tager nogle flere prøver i morgen, men hvis de heller ikke viser noget «hører jeg overlægen sige.»så slukker vi respiratoren,«siger Sofie og snøfter. Overlægen bekræfter med et nik.»det er mord at slukke den,«siger jeg. De vender sig mod mig.»benjamin, hun lever ikke rigtigt. Det er maskinen, der trækker vejret for hende,«siger sygeplejersken med kaffetænderne. 49

50 Jeg lukker øjnene og tæller til ti, inden jeg siger:»hvad nu, hvis hun vågner i morgen?«jeg tørrer irriteret tårerne af kinderne og kigger på Sofie. Hun sender mig et medfølende blik.»benjamin,«hvisker hun.»det gør hun jo ikke.nu ser vi lige med prøverne først,«siger den fremmede sygeplejerske.»men chancen for, at de viser noget, er forsvindende lille, og «Jeg afbryder overlægen, idet jeg skubber vasen på gulvet. Det hele går i slowmotion, da glasset splintres mod det hvide gulv. Vandet sprøjter op ad benene på kaffetænderne, og jeg tager mig selv i at håbe, at det vasker hendes klistrede Crocs rene. Jeg har lyst til at samle blomsterne op og sætte dem i håret på Astrid, én for én. Der er så stille, at det gør ondt i mine trommehinder. Så træder overlægen i karakter:»så er det godt, unge mand. Ud.«Han peger mod døren. Jeg knytter næverne og trækker vejret hurtigt. Jeg skriger, brøler, om man vil, til det føles, som om min krop skal sprænges. Jeg går hen til vinduet, vælter min stol og mærker tårerne løbe ned ad kinderne. Overlægen kommanderer:»få ham ud herfra.«jeg kigger på Astrid og indser, at det nok er sidste gang, jeg får hende at se. Og så gør jeg det. Jeg fylder lungerne og slår overlægen i hovedet. Knytnæve mod kæbe. Han ser forbløffet på mig, og så slår jeg ham i maven. Han spænder musklerne, og det gør ondt, da jeg rammer, men jeg er ligeglad, jeg tæver bare løs og hiver efter vejret, indtil han tager fat i mine arme. Jeg vrider mig og græder og råber og sparker fra mig med benene. Sofie ser skræmt på forestillingen, og Astrid ligger dér med maskinen, der trækker vejret for hende, ind, ud, ind, ud. Sygeplejersken forsvinder ud på gangen, og overlægen råber noget, der forsvinder i lyden af gråd og mit bankende hjerte. Hun kommer farende tilbage med en kanyle i hånden, og overlægen lægger armene omkring min krop og holder mig fast. Så mærker jeg et prik i skulderen og fornemmer, hvordan min krop bliver slap. Alt omkring mig bliver fjernt, lydene forsvinder langt væk. Jeg drømmer, at Astrid siger farvel. 50

51 Anna Haugberg Rasmussen Nu Klokken er tre nul to om natten. Der er helt mørkt uden for vinduet, og jeg sidder ret op og ned i min seng. Mine lagner er gennemsvedte, min puls er høj og mine pupiller så store, at alt lys optages. Det mørke rum står klart for mig, som var det højlys dag. Klokken er halv fire, og jeg er ved at pakke mine ting i en rygsæk. Ikke en særligt stor én. Jeg skal ikke bruge mange ting. Det er ikke så vigtigt, hvad jeg får med. Penge, måske. Klokken er seks. Folk omkring mig er begyndt at vågne. Der er biler på vejene, men jeg ser dem ikke rigtigt. Jeg har drukket tre kopper kaffe. Tisset to gange. Der er ikke ret langt ned til afkørslen. Min taske er ikke fuld, men jeg ville ønske, at jeg havde taget mindre med mig. Klokken er syv, og jeg har været ved Statoil i tre kvarter. En rød Volvo holder ved tanken. Ejeren er en midaldrende mand med tyndt hår. Han ligner en der ryger, og han har en smule vom. Jeg spørger, hvor han skal hen, og om han ikke kan tage mig med. Det gør han gerne, hvis jeg gør ham en tjeneste. Klokken bliver syv treogtyve, og jeg ligger på bagsædet i den røde Volvo. Det er en familiebil, med tydelige tegn på, at manden har mindst to børn. Han aer mig over håret og fortæller mig, hvor sød en pige jeg er. Han smager af salt, og jeg har våde øjne. Klokken er et par minutter i ni, da han spørger om det er okay, at vi holder ind og tager en smøg sammen. Jeg har ondt i maven, men gør det gerne. 51

52 Klokken ni femogtyve vasker han sine hænder og roser min krop. Jeg trækker mine trusser op. Han rækker mig en billig cigaret og smiler. Klokken bliver tolv, mens jeg går rundt i København. Der er folk over alt. Jeg møder flere sæt øjne, som er tydeligt ligeglade med mig. Smagen af røg hænger på mine læber, og smagen af sæd har sat sig fast bagerst i munden. Klokken passerer tolv tredive, mens jeg sidder på en café og lader, som om jeg skal mødes med en ven. Der er ingen der kommer, og da klokken når et, er jeg gået igen. Klokken fjorten treogtredive har jeg fundet havnen. Jeg føler mig målløs. Ét skib, og jeg kunne være i den verden, jeg burde eje. Klokken fjorten femogtredive forlader jeg havnen, men vil snart komme tilbage. En måge hyler over hovedet på mig, og et par øjne stirrer, men jeg kigger ikke tilbage. Klokken femten femoghalvtreds spiser jeg. Tørt brød og lunkent vand, som jeg har båret hele dagen, men det gør ikke så meget. Den salte smag er forsvundet fra min mund. Klokken seksten femten tisser jeg igen. Der er en plet blod i mine trusser, og det svier, men jeg har andre ting i hovedet. Jeg planlægger min aften og smutter ud af McDonald s, inden nogen opdager, at jeg ikke har købt noget. Klokken sytten seksogtredive taler jeg med en ung mand. Han er lidt ældre end jeg og køn. Han påstår at have set mig på havnen og vil vide, hvad jeg hedder. Jeg beder ham lade mig være. Jeg ønsker mig ud på et stort skib. Klokken nitten otteogtyve sidder jeg i den unge mands lejlighed. Vi har snakket længe, og han spørger, om jeg ikke vil med i byen. Jeg har ingen penge, men han ønsker højt, at jeg tager med, og vil betale for mig. 52

53 Klokken nærmer sig enogtyve, og jeg har lånt en kjole af en pige, der bor hos den unge mand. Den sidder stramt, og de siger begge, at jeg ser godt ud. Jeg synes selv, den er for meget. Klokken er enogtyve syvoghalvtreds, og jeg har fået aftenens første øl. Den unge mand smiler sløret til mig gennem larmen omkring os, og jeg mærker hans knæ mod mit, mens jeg tager en slurk af min øl. Klokken runder toogtyve tredive, og den unge mand påstår at kunne se verden i mine øjne. Vi står ude på en bred gade, og hans arm hviler om min talje. Et par af hans venner står lidt væk. Hans mund smager af frugt og vodka. Klokken er næsten fireogtyve, da vi kommer ind et andet sted. Jeg spørger ikke, hvor mange penge den unge mand har brugt. Jeg går fra ham ved indgangen og finder toiletterne. Jeg låser mig inde i en bås og tisser. Da jeg har tørret mig, vender jeg mig om og stikker en finger i halsen. Klokken nul fjorten har jeg skyllet hænder og mund. Den unge mand spørger, hvad jeg skulle. Jeg spørger, hvor længe han regner med, at vi bliver. Det kommer an på, hvad jeg mener, svarer han. Klokken et nul et sidder vi på en bænk, bare den unge mand og jeg. Han har begravet ansigtet ved min hals, og mit hår falder ind over hans hoved. Han siger mit navn igen og igen. Klokken et halvtreds går vi hånd i hånd langs havnen. Den unge mand spørger mig, hvad jeg tænker på. Jeg svarer ham ikke, men ser ud over vandet. Klokken tre nul et kigger jeg hen over den unge mands profil, mens hans arm om mine skuldre tynger mig ned. 53

54 August Renbo Olsen To eksistenser ET Erantis, vintergæk, julerose. Sådan lægger hvert nyt år ud: en naiv symfoni af gul, hvid og rød på mørkegrønne stilke, som smelter op gennem underlaget af hvid. Dér ender mit hi: Dynen flås af, skoene flås på, døren flås op. Men lige nu er det midsommer, og solnedgangen er bastant som et hjem i flammer. Jeg står i bedet og moniterer den tomme gade. Ikke alle blomster når igennem snelaget; visse fortabes under den tunge kulde. Alt det, de tavst higer efter, kan slet ikke opnås, før sneens hinde gennemtrænges. Dernæst kommer foråret: hyacinter, iris og akeleje. En kollektion af skrøbelig uskyldighed beskyttet fra bedets kanter, hvor de kyske tulipaner står vagt. Til maj tager jeg dem ud; slår dem ihjel og komposterer dem. Ligesom jeg gør ved mennesker, når jeg får nok af dem. Men det er længe siden nu. Sommeren er den frodigste: pelargonie, georginer og så en tilfældig blanding af asters- og hostablomster. Jeg fik engang to poser blomsterfrø af en gammel dame. Hun bor ved siden af. Jeg er overbevist om, hun er en heks. Hun kommer aldrig ud, men over hækken kaster en solsikke overvågende blikke mod mit bed for at se, om jeg vogter det anstændigt, og hendes sadistiske kat molesterer mine blomster, mens jeg sover; den bider bladene af og dasker med poten, til stilkene er nøgne og krumryggede og ødelagte. Jeg blandede frøene sammen i en enkelt pose, for det er altid lettere, når der kun er én pose at holde styr på. Siden det har den venstre tredjedel af mit bed haft asters og hosta blandet i flæng. Jeg ønsker ikke, folk skal færdes i mit bed. Jeg står vagt. Jeg sender 54

55 hårde blikke mod forbipasserende; især børnefamilier som dem i nummer tretten! Forældrene bærer briller, men barnet er så klarsynet og kløgtigt, at han slet ingen behøver. Derfor skiller han sig ud som ulv blandt fåreflokke; særligt fordi han færdes i mit bed! Sidst tog jeg ham i nakke og fødder, så han græd, og råbte mod ham, at hvis han ikke kunne forstå på de mange skilte, at han skulle holde sig fra mit bed, ja, så behøvede han altså briller! Ja. Eller jeg skreg i hvert fald en gang, hvor han nærmede sig. Siden det passerer de ikke mit hus. Folk fra min vej er mærkelige. Det er kun planterne, man kan forstå sig på. Man ved, hvornår de florerer og falmer, for man både sår og høster dem jo selv. Mor sagde altid, man skulle holde sit bed tomt for fremmede. Mænd ødelægger oftest mere, end de gavner. Børn får jorden til at bløde og forvride sig uopretteligt. Og så er bedet ikke længere attrået, men komplet ustyrligt. Far gik i bedet, når han ville, sagde han. Det var hans ret som mand. I dag er alting så anderledes. Og jeg står nu midt i bedet, for jeg må jo godt selv færdes her, selv om jeg dog ikke rigtigt bryder mig om det. Nu kan man sige nej til alle mænd. Engang imellem bliver det ensomt. Et par gange har jeg overvejet at bede en mand ind, bare lidt; lade ham træde forsigtigt rundt for at se, hvordan det ville føles. Efteråret medbringer sin egen charme. Asters kan holde blomst til oktober, men jeg tømmer alligevel bedet allerede i september og smider de forblødende blomster i beholderen. Derefter påbegyndes mit hi, og bedet ligger brak den sidste fjerdedel af årets cyklus. Jeg forlader kun mit hi en enkelt gang: i slutningen af november. Jeg sår juleroserne, mens vintergæk og erantis kommer af sig selv, altid samme sted som sidst. Dem kan man regne med. Derefter fortsættes mit hi, til det nye år indtræder, og blomsterne titter nysgerrigt frem under den hensygnende sne. Men lige nu er det sommer. Vinden er aftaget, men det søde potpourri af kontrolleret ekstase fylder stadig gaden. Det flammende hjem er brændt ned og har efterladt himlen i mørk aske fyldt med gnistrende gløder. Men ildens restitution er kun natlig, og morgengryet vil på ny give gadens moraliserende øjne klart udsyn til mit bed. Når jeg går ind, er det altid meget sent. Udenfor kan jeg høre solsik- 55

56 ken lukke sit store øje og katten luske udspekuleret hen ad fortovet. Måske skulle jeg få en kvinde ind? De er følsomme og kan ikke ødelægge noget. Det ville kunne holde den dæmoniske kat fra mit bed om natten. Mor sagde aldrig noget om ikke at få hunkøn ind. Jeg drømmer det samme hver nat. Et maleri; et mesterværk! Tindrende hvide krystaller fylder hele lærredet. Jeg har lyst til at fjerne dem og lade blomsterne nedenunder komme op. Jeg har altid næret særlig sympati for netop disse blomster. Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke bryde igennem isen. TO Når mørke bryder med lys og baner nattens komme, kravler jeg frem fra mit skjul og forbereder: jakke, bukser, skæg; alt sammen kulsort som himlen. Jeg ved, de er derude: mine tanker og mit indre og de dæmoner, det er lykkedes at udskille fra mig selv, thi de var for angstfyldte at beholde. Så nu løber jeg; for vil man bevare en afstand til noget, må man selv kreere den. Natten er min ven. I den kan jeg forsvinde; fortabes for både mig selv og mine forfølgere. Men forspringet er flygtigt; som et projektils momentane hvilen mod brystet, før kollisionen fortærer dem begge. Og snart lyder de ubudne ledsagere bag mig. Nærmere. Det har ikke altid været sådan. Ser du, menneskets liv er meget som en flues: Vi kan flyve sorgløse forbi hinanden, og livet kan være noget så amusant og vidunderligt depraverende, indtil man i en kort stund er uopmærksom og fanges i edderkoppens klæbrige væv, hvor sorgløsheden forstummer. Jeg løber bort fra gadelampernes skær; jeg løber mod de uudforskede territorier, som lyset slet ikke frekventerer. Hvor der kun er mørke og intethed; ingen interfererende bilisme, ingen romantiske promenader. Kun mørket og den lange nat og mine tunge åndedrag, mens de chikanerende djævle bag mig sætter i sprint, og jeg kan mærke den forreste af dem kaste sig mod min skulder, før jeg vrider mig fri og iler skråt ind over en hentæret mark. 56

57 Selv blev jeg fanget for længe siden. Nu forsøger jeg hårdhændet at rive mig løs. Men det er et utidigt opgør; for er man først afgrænset af det klistrede net, frigøres man sjældent. Jeg forsøger at klarlægge terrænet bag mig. Men det er sådan med løb, at kaster man blikke bagud, ser man aldrig tilstrækkeligt til at udlede, om djævlene er i nærheden. Og stopper man op, ser man det stundom alt for godt. Derfor fylder skuet blot en med endnu mere usikkerhed, og det nyttigste er helt at undlade at kigge tilbage og fortsætte med at flygte, om der så er noget at flygte fra eller ej. Vejen tilbage foregår altid over andre strækninger. Da er natten fremskreden og himmelrummet det smukkeste: rungende dunkel, måneløs og spundet udelukkende af mørke nuancer. Jeg løber uden om folk på gaderne, for ikke kun forfølgerne er djævle; hele verden og alle dens skabninger og jeg selv er ligeså! Mit hjem er min fæstning. Stemmerne nærmer sig oftest hen ad aftnen, omkranser det. Men de indtræder det aldrig; holder sig blot udenfor, mens de skriger bedrøvet op imod mig. Hvis jeg ikke løber, kan jeg ikke sove. Så hører skrigene ikke op, og jeg indfanges af infernalske minder, hvor dæmonerne tager form efter fordums kammerater og læremestre og banker med forførerisk lethed på min dør; forsøger at lokke mig ud med benådende løfter om forgangne drømme. Og jeg fristes, mens jeg forsigtigt drejer dørhåndtaget, men jeg ved, jeg ikke kan tilslutte mig deres illusoriske charme. Så jeg løber. Klædt fuldstændigt i sort; mørk som natten. Så vi kan blive ét, og jeg kan blive borte. Inden jeg sover, ser jeg altid det samme: en mægtig spindler med et kors på ryggen og blodige hugtænder, som trasker hen ad sit spind. Langsommeligt, men vedholdende. Nærmer sig midten, hvor en flue ærgerrigt forsøger at rykke sine vinger fri af de mange tråde. Og jeg sover altid ind, mens de tidligste solstråler vandrer håbefuldt over horisonten, og mit sind okkuperes af det samme spørgsmål, på hvilket jeg ikke selv kender svaret: Vil fluens opslidende kamp lede den til emancipation eller blot vikle den endnu dybere ind i det altopslugende net? 57

58 Mette Pedersen Tør du? Skoleklokken ringer, idet hun drejer ind på cykelholdepladsen. Hendes ben ryster, da hun stiger af cyklen. Luften har svært ved at komme ned i lungerne, fordi hendes hjerte banker hårdt mod brystet. Det er blevet vanskeligere for hende at holde styr på tiden. Sådan har det været, siden hun blev kærester med Jakob. Godt, hendes far ikke ved, at hun kommer for sent i skole næsten hver anden dag. Jakob vil altid sove længe og møder oftest ikke i de første to moduler af sit skema. Kan hun i det mindste ikke sørge for, at hun selv kommer til tiden? Det er trods alt det sidste år af folkeskolen. Hun ryster på hovedet for at samle tankerne og låser cyklen. Da hun når til klasselokalet, ånder hun lettet op. Birthe er heldigvis ikke kommet endnu.»hey, Julie! Jeg har spærret en plads til dig!«hun drejer hovedet og møder Sofies blik. De blev bedste veninder i 7. klasse og har været uadskillelige lige siden. Mens Julie sætter sig på stolen, træder Birthe ind i klassen. Hun ligner en heks, ikke mindst på grund af de rynker, hun har omkring øjnene og munden. Julie kigger helt intenst på hendes mund. Hvordan rynkerne rykker sig rundt, mens hun taler. Hun bemærker hendes tænder, hvordan spyttet ligger som en glans omkring dem. Hvordan mon det ville være at kysse Birthe? Julie har kun fortalt Sofie, hvordan hun studerer andre mennesker. De forstår hinanden, og Julie kan kigge på Sofie i timevis, fordi hun er så smuk. Hendes lysebrune lokker svæver som skyer i vinden, for ikke at tale om hendes to skønhedspletter, som er placeret noget så perfekt under det venstre øje og over højre side af læben. Julie har flere gange tegnet skønhedspletter magen til med sin mors eyeliner, og selv synes hun, at det ser lækkert ud. Hendes hår er godt nok ikke 58

59 lige så langt som Sofies, så det bliver aldrig det samme, men det er tæt på. Da klokken ringer til frikvarter, kommer Lene og Emma hen til Julies og Sofies bord.»vil du og Sofie ikke med hjem til mig i aften? Min mor og far tog til Barcelona i går,«spørger Lene. Julie kniber øjnene sammen, hun har aldrig før lagt mærke til, at Lene har et overskæg. Solens stråler fra vinduet får dunene til at skinne som havet ved solopgang.»det lyder skide hyggeligt, Lenepigen! Gør det ikke også, Julie?«siger Sofie og puffer til Julie.»Jo, helt sikkert. Øh Jeg skal bare på arbejde i morgen tidlig, men jeg kan smutte, imens I andre sover.«lene nikker og klapper Julie på skulderen.»lækkerier! Så ses vi hjemme hos mig!«huset er tomt, da Julie kommer hjem. Sådan er det især om fredagen; arbejdet er en vigtig del af livet, som hendes forældre altid har sagt. Dengang Julie var mindre, sendte de hende over til deres forældre, hvor skulle hun ellers være? I højtiderne derimod har hendes forældre altid fri, og på de tidspunkter mærker Julie virkelig, at de er en familie. Hun går ind på sit værelse og smider sig på sengen. Hun har altid savnet sine forældre i hverdagene, men det lettes med tiden. Hun vågner med et sæt og kigger forvirret rundt. Hvor lang tid har hun monstro sovet? Hun kigger på uret, den er halv otte. Hun flyver ud af sengen og begynder at pakke en taske. Inden hun går ud ad døren, tjekker hun sin telefon og ser, at hun for en time siden modtog en sms fra Jakob:»Hej zmukke. Hva lavr du? Jeg ka godt komme forbi senere, hvis du har lyst til at ses :) Har du planer? Kys fra mig :*«Hun svarer ikke på hans besked og skriver i stedet til sine forældre:»hej mor og far. Jeg sover hos Lene fra klassen i aften, så I skal ikke være bekymret hihi ;)«59

60 Da Julie ankommer til Lenes hus, beslutter de fire piger sig for at spille Spørgsmål og svar. De sætter sig ved spisebordet, og hver person skriver et spørgsmål, som de samler i en lille æske. Julie er den første, som får skrevet sit spørgsmål færdigt. Hun kigger rundt; Lenes hus minder meget om hendes eget hjem og ligner mest af alt showrooms for Bo Bedre. Da de alle har lagt en seddel i æsken, trækker Emma det første spørgsmål. Julie har altid ønsket sig Emmas hænder, de er som det bedste par sokker i skuffen. Julies hænder begynder at klø, hun vil flette sine hænder sammen med Emmas og mærke, hvordan de føles som fjer, der kilder håndfladerne. Tænk, hvis man kunne tage et par nye hænder på, eller bare Emmas?»Er du bange for at dø?«lyder det fra Emma. Det er ret usandsynligt at dø som 16-årig, tænker Julie. De er kun i gang med første halvleg af deres liv, og de har hele anden halvleg til at skrive testamente. Hvorfor være bange?»det er vi sgu alle sammen,«udbryder Sofie og trækker et nyt spørgsmål.»har du prøvet at kysse en pige?«hun bryder ud i latter, hvorefter Julie trækker let på smilebåndet. Skal hun fortælle, at hun skrev spørgsmålet?»har du lyst til at prøve, Julie?«spørger Sofie, hvorefter Julie begynder at grine. Om det er af nervøsitet, eller fordi situationen faktisk er sjov, ved hun ikke. Hendes mave trækker sig sammen, da hun ser, at hverken Lene, Emma eller Sofie griner.»øh, det Det ved jeg ikke,«stammer Julie.»Tør du ikke, din kylling?«spørger Sofie med et smørret smil og løfter venstre øjenbryn. Julies hoved begynder at summe. Hun ved ikke, om hun har lyst til at kysse med Sofie, men hvordan mon Sofies læber føles mod hendes egne? Hun kigger op og møder Lenes forbavsede blik.»selvfølgelig tør jeg det, jeg er sgu ikke en bangebuks!«julie og Sofie aftaler, at det udelukkende skal være et tantekys. Lene og Emma skal tælle til fem, og idet de når til fem, må Julie og Sofie slippe hinandens læber. De fire veninder tæller i kor til tre, hvorefter Julie og Sofie lukker øjnene.»en!«lyder det synkront fra Lene og Emma. 60

61 Julies puls stiger, hendes hjerte banker hårdere og hårdere mod brystet. Deres læber mødes, og en varme breder sig inden i Julie.»To! Tre!«Det kilder i hendes mave; hun bemærker ikke verden omkring sig, og pludselig trækker Sofie sine læber tilbage.»er der allerede gået fem sekunder?«tænker Julie.»De var da kun lige nået til tre?ej, skal vi ikke stoppe den her leg. Hvad bliver det næste? Skal vi ikke se en film i stedet?«spørger Lene, hvorefter Emma bakker op om forslaget. I midten af filmen falder Emma i søvn og ligeledes Lene. Sommetider skulle man tro, at Ole Lukøje efterlader støv i Lenes næsebor i stedet for øjenkrogene på grund af hendes iørefaldende snorken. Sofie puffer let til Julie og nikker mod fjernsynet, hvorefter Julie tager fjernbetjeningen og slukker det. Sofie spørger ind til Jakob, men Julie ved ikke, hvad hun skal fortælle. Hun har stadig ikke svaret på hans sms, men hvad forventer han? Sofie begynder at grine:»vi har kysset hinanden!«julie griner med, men hun holder sig for munden for ikke at vække de andre. Sofies og Julies øjne mødes, hvorefter de begge bliver meget stille. Sofies hoved nærmer sig Julies, hun stopper hende ikke. Sofies tunge rører kanten af hendes læber, og den bevæger sig længere og længere ind i hendes mund. Julies puls er så høj, at det begynder at dunke i hendes hals. Hun åbner øjnene og møder Sofies blik. De rykker sig hurtigt væk fra hinanden og bryder ud i grin efter et par sekunders stilhed. De prøver at grine lydløst, for de skulle nødig vække Lene og Emma. Sofie kysser Julie på panden.»vi burde få os noget søvn, Stump. Godnat og sov godt,«hvisker Sofie og vender ryggen til. Julie tager sin telefon op fra gulvet.»hej søde. Jeg har været ved Lene hele dagen, og derfor svarer jeg først nu Sorry!! Vi bliver nødt til at snakke sammen. Ka vi evt. mødes, efter jeg har været på arbejde? Vi skrives ved. Knus.«Da mobilen giver besked om, at sms en til Jakob er afsendt, tager Julie en dyb indånding. Hun lægger telefonen tilbage på gulvet og kigger over på Sofie. Julie smiler og forestiller sig, hvordan Sofies skøn- 61

62 hedsplet over højre side af læben kravler længere op af hendes kind, hvorefter Sofies mund åbner sig i et smil tilbage. Hvor heldig kan man lige have lov til at være? Julie vågner, fordi alarmen på mobilen begynder at ringe. Hun slukker den hurtigt for ikke at vække de andre. Kysset med Sofie stryger igennem hendes tanker, og hun ryster på hovedet for at få dem ud igen. Julie lister ud i køkkenet og hælder en god portion havregryn op i en skål. Idet hun hælder mælken op, drømmer hun sig tilbage til nattens hede kysseri og mærker igen en kildren i maven. Mælken flyder ud over skålens kanter. Julie skammer sig, hvad vil hendes far ikke tænke? På hendes 13-års fødselsdag tog hendes mor sig tid til en af disse dybere samtaler med Julie, som de en sjælden gang har. Hendes mor fortalte om menstruation, nye følelser som lyst og forelskelse, Julie var jo blevet teenager nu.»husk, min pige, kys tænder ild!«havde Julies mor sagt. Kysset med Sofie er virkelighed og vil altid være det. Hun har oplevet en ny side af sig selv. Hvor kom den fra, og hvor længe vil den blive? Julie vil gerne prøve at kysse Sofie igen. Tænk, hvis hun har det på akkurat samme måde. Julies far dukker igen op i hendes tanker; hun fjerner en tåre fra øjenkrogen. Hun er forelsket, tror hun nok, og hun kan ikke sige det til nogen ikke engang Sofie. 62

63 Asta Louise Holm Glasbørnene Fra mit tårnvindue kan jeg se dem gå forbi på den anden side af Muren. De har alle den rigtige højde og er klædt i snehvide skoleuniformer, der matcher deres blege porcelænshud. Håret sidder, som det skal, og ansigterne har alle harmoniske træk, der trods ligheden får dem til at se unikke ud. Ikke én eneste celle er blevet placeret et tilfældigt sted. Hver en lille muskel er blevet nøje udvalgt af deres forældre selv personligheden har de haft en indflydelse på. Vi kalder dem for glasbørnene, for de fleste har ikke engang boet i deres moders indre, men er blevet hentet på laboratoriet til en aftalt tid af deres lykkelige forældre. Børnene er deres skaberværk. De er kunststykker uden lige. Fuldkomne. Udadlelige. Perfekte. I stor kontrast til os. Der er egentlig ikke så meget at sige om os; vi er bare almindelige. Hverken specielt kloge, smukke, kreative eller musikalsk begavede, men bare os. Vi er ingen. Vi har ingen betydning i dette samfund. Vi har ingen rettigheder, ingen større rolle. Vi er der bare. Og gør vores pligt. For vore forældre havde ikke råd til at skræddersy os ved hjælp af genteknologi. Vore forældre blev ikke født heldige; de blev født ind i en familie, der længe havde kæmpet for overlevelse, en familie hvor kvinderne føder deres egne børn! Og hvad med os? Ja, vi er bare kommet til verden på den forkerte siden af Den Uforgængelige Mur. Intet kan gøres for at ændre vor status skæbnen har for længst slået rod i stamtræet som en hårdnakket snyltevækst. Som én samlet flok går glasbørnene af sted. De må have et vigtigt ærinde, måske en betydningsfuld forelæsning på universitetet, for tempoet er en anelse hastigt. Dog er alle ansigter flade og udtryksløse, ingen retter opmærksomheden mod sidemanden en eneste gang. Ingen taler, og ingen pjatter. Sådan er glasbørnene. Selvom de ejer de skøn- 63

64 neste smil og de hvideste, snorlige tænder, viser de det sjældent. Det har de vist ikke tid til. Et glasbarn har altid travlt; det skal læse lektier, overvære foredrag, øve violinspil og gøre sit for at blive dygtigere, klogere og mere vidende end alle de andre glasbørn. Papa har ondt af dem.»de stakkels børn har jo slet intet valg; de gør, hvad deres forældre vil have dem til.«sådan sagde han engang om dem. Mama forblev tavs, for hvis de havde haft pengene, ville Marian og jeg med stor sandsynlighed spankulere rundt på gaden iført de hvide silkeuniformer. Mama ville ønske, vi var blevet født som glasbørn; det sagde hun engang til os i vrede og tilføjede, hun savnede en grund til at være stolt af os. Marian græd i flere uger, men jeg forholdt mig fuldstændig passiv; jeg forstår godt, hvis Mama skammer sig over mig. Jeg er alt for lav, alt for grim, alt for højrøstet. Jeg duer ikke til noget, formår ikke at præstere og er som ethvert andet trivielt menneske på denne side af Muren. Sådan er det bare. Men Marian, Marian er slet ikke så slem endda. Hun er naturligt smuk med frodige krøller, og hun læser tilmed tykke bøger, selvom hun udmærket ved, hun aldrig vil komme til at bruge sin viden og kan blive straffet for at besidde den. Hende burde Mama rose i stedet for at fremkalde tårer i de blå øjne. Men man må huske på, der kun ligger godhed bag hendes ønske. For selvom det er en kamp at være et glasbarn, har de i det mindste mulighed for at vinde. Vi, derimod, har tabt før start. Mit blik følger glasbørnene, der går som hvide svaner i en verden af grimme ællinger. Det er sjældent, de kommer så tæt på, men når det sker, viger mine øjne ikke fra dem. Jeg blinker nærmest ikke, som om jeg forsøger at indprente mig deres skønhed på min nethinde. Men i et glasmenneskes øjne er de ikke selv mere fuldkomne end deres medborgere. For ingen er perfekte, når alle er det; ingen er enestående, når alle er ens. Alle glasbørnene er skåret efter den nyeste version af Skabelon X det ultimative menneske, og det er således kun små, genetiske mutationer og forældrenes rigdom, der for alvor får dem til at skille sig ud fra hinanden. På det punkt er vi dem overlegne. Vi er mangfoldige; flere forskellige former for hæslighed. 64

65 Hæren af glasbørn er allerede forsvundet fra mit synsfelt, men en enkelt pige er blevet tilbage. Hun sidder på hug foran de sørgelige rester af en elektronisk tavle, der er spredt ud over hele fortovet. Den må være gledet ud af hånden på hende i farten og landet i hjertet af flokken, der intetanende har trampet den til ukendelighed. Måske var det en bevidst handling. Måske fryder de i dette øjeblik sig over, at endnu et glasbarn er rykket tilbage til start. For det er ikke nok at blive født på den rette side af Muren glasmenneskene skal gennem hele livet kæmpe for at bevare denne plads. Til at udpege vinderne og taberne har de den årlige frasorteringsprøve. Hvad der sker med de uheldige individer, der ikke formår at holde trit med de andre, tør jeg ikke tænke på. Ingen ved det med sikkerhed. Nøglen til at bestå ligger på hukommelseskortet i de elektroniske tavler. Her lagres alle de værdifulde koder og uerstattelige data, glasbørnene indsamler og memorerer før prøvernes start. Deres livsgrundlag ligger gemt i disse skrøbelige depoter, hvoraf en nu dækker fortovet som et lag af glas- og metalfragmenter. Et helt liv destrueret på få sekunder. Pigen sidder fastfrosset i samme stilling på de kolde marmorfliser. Hendes hånd ryster let, da hun rækker ud efter stumperne af tavlen for at bekræfte sit nederlag. Som en søgen efter hjælp drejer hun hovedet mod mig, og for første gang i mit liv ser jeg menneskelige træk i ansigtet på et glasmenneske. Smerte er en kraft, der ikke kan tæmmes, smerte er noget, vi alle kan føle. Også jeg føler smerte. For hende, for alle de timer, der nu er spildt; for fremtiden, der er mørkere end sort. Men smerten kommer tit på forhånd. Bilder os ind, at alt håb er ude, slaget er tabt, terningerne kastet. Den leder sindet ind i en dyster tankegang, når lyse tider endnu kan nå at vise sig. Smerten er menneskets svaghed. Snøftende rejser pigen sig op og tørrer en tåre af kinden med bagsiden af sin hånd. Ømheden ligger som en klump i min mave og får selskab af en spirende glæde, da hun med tøvende skridt begynder at gå. Men der er noget galt: Hun går i den forkerte retning. I stedet for at bevæge sig mod universitetsbygningerne og de omkringliggende villaer krydser hun vejen med resolutte skridt og går gennem porten til den forkerte side af Muren. Min side. 65

66 »SÅ STOP DOG!«Jeg kommer til at råbe ud i rummet af bare arrigskab. Hvilken tåbe vælger dette liv frem for muligheden for en bedre tilværelse? Kvaj! Kujon! Kryster! Nærmest snublende spæner jeg ned ad tårnets smalle trappetrin, mens jeg prøver at fange et glimt af den hvide skoleuniform gennem de indhuggede vinduer. Jeg må finde hende, få hende til at vende tilbage. Rette op på den fejl, selv de fejlfrie kan begå. Hvis ikke, vil hun fortryde det resten af sit liv. Nøjagtig ligesom Mama. 66

67 Bertil Kasper Kaae Otte mørke øjne Jeg satte mig op i sengen. Fra gadelamperne skød et lys ind ad vinduet og lavede en firkant omkring min bamse. Resten af værelset var et sort hul uden vægge, som var det ikkeeksisterende. Jeg kunne mærke min seng, så dén var der da. Min krop var stiv af at ligge stille, og min hals var tør. Jeg havde sikkert sovet med åben mund. Min seng knirkede, da jeg drejede mig i den og svang det ene ben ud over kanten. Jeg strejfede noget, der ikke var gulvet og stivnede. Hurtigt hev jeg foden til mig og ind under dynen. En kuldegysning skyllede ned ad ryggen på mig. Følelsen af, hvad det end var, jeg havde rørt ved, sad stadig i foden. Som et jernrør med hår på. Langsomt kantede jeg mig over til den side af sengen, jeg plejede at stige ud af. Så spejlede jeg mig i otte mørke øjne. De hverken blinkede eller bevægede sig, men jeg var sikker på, at de var fokuseret direkte på mit ansigt, og intetheden i dem trak i mig. Så begyndte den at bevæge sig. Otte ben kravlede hen over mit gulvtæppe, mod væggen. Men den stoppede ikke. Dens ben fortsatte op ad væggen, og jeg fulgte den med øjnene, indtil den hang på hovedet lige over min seng. Jeg holdt vejret. Andet kunne jeg ikke. Jeg sad med dynen over benene og armene strakt bagud som støtte. Mine negle var boret ind i håndfladerne. Noget tungt landede på dynen mellem mine ben. Den havde sluppet sit greb i loftet, men jeg havde lukket øjnene og ventede bare på det uundgåelige. En dør smækkede. Jeg åbnede det ene øje på klem. På dynen lå bamsen, som min far havde kastet mod mig, og smilede. Han havde købt den på nettet, min far. Edderkoppen, der som en statue sad i glasmontren og stirrede på os, mens vi spiste morgenmad. Det var en helt speciel edderkop, og det vidste den godt. Den var ikke 67

68 bare et levende væsen, han havde fundet under køkkenvasken. Den var hans guldklump. Hans kriblende, insektædende juvel. Jeg var bange for den, og den vidste det. Den vidste, at hvis den fik chancen for at sætte sine ben på min arm, ville min mave skrumpe til halv størrelse, og min ryg ville blive badet i en byge af koldsved. Jeg gik i en stor bue uden om glasburet, som var der et blokerende kraftfelt omkring det. Min taske havde jeg pakket. Skulle jeg ind på mit værelse, ville jeg skulle passere den igen, og én gang var mere end nok, hvis jeg kunne slippe af sted med det. Lyset fra skyerne stod ned som regn og blegede træerne, som ellers havde en grønbrun farve, og hun lå der, blot en sten blandt mange.»savnet.«gruset knasede ujævnt under mig, mens jeg stod og stirrede på bogstaverne. Op ad hækken ved siden af havde jeg stillet min taske, og vinden hev ivrigt i stropperne for at vælte den. Mit hår blæste ned foran øjnene. Jeg bøjede bare hovedet og lukkede dem. Hun holdt om mig. Som når jeg sad med ryggen til ildstedet, stod hun bag ved mig og knugede mig ind til sig. Hendes hånd rørte ved min kind og aede den roligt, opad gentagne gange. Neglene var lange og lakerede, men hendes hænder var bløde og varme. Tiden stod stille. Hendes lindrende bevægelse var stoppet. Hendes ærme hang slapt fra håndleddet. Min krop var stiv, og mine ben var blevet forenet med gruset under mig. Jeg stirrede ind i ærmet. En genkendelig, klikkende lyd, der langsomt blev højere, indtil der ikke var andet, gav mig lysten til at vride mig fri, men hendes tag i mig var hårdt.otte ben bevægede sig mekanisk ud af ærmet. Jeg kunne ikke fjerne mit blik fra dem. Deres enkle, regelmæssige bevægelse var som en hypnotiserende maskine, der langsomt flyttede otte mørke øjne helt ud på hendes hånd. En levende knytnæve af en dødsmaskine, opfostret og fodret med sorg og kød. Den løftede forbenene i vejret. En lyd slog imod mit indres vægge og gav ekko. En blanding af døren på loftet, som min far aldrig fik givet olie, og en negl, der rives ned ad en tavle, når der næsten ikke er mere kridt, og hånden smutter. Jeg vred mig. Vred mig ud af hendes favntag, ud af mørket, greb min taske og løb i gruset væk fra kirkegården. Træerne var stenstøtter i et ishav af grus, og jeg selv var blot endnu en gravsten. 68

69 Tilbage i mit hoved var kun bogstaverne indgraveret i sten: Savnet af sin søn og mand. Savnet af sin søn.»savnet.«min far sad i stuen med en computer foran sig. Foran glasmontren. Foran stuens sorte vogter. Foran de otte øjne. Han havde kaldt på mig. Det lød ikke rart. Han havde den stemme på, som uden ord lugtede langt væk af skideballer og stuearrest. Jeg satte mig over for ham ved stuebordet. Der var ingen dug på, så man kunne se alle de cirkelformede glasmærker. Han så på mig. Alvorlig, det var han, det var der ingen tvivl om. Hans øjenbryn var rykket mod hinanden og hans mund ikke bare lukket, men spændt sammen. Jeg tog ingen chancer og sagde derfor ikke noget. Jeg ventede bare på, det ville komme. Langsomt vendte han computeren om mod mig. En masse tal stod på den, og det gik hurtigt op for mig, at det var min karakterbog. Et gennemsnit nederst. Det var ikke noget, der var værd at huske, men det var lavt nok til at få selv dyret bag ham til at se dobbelt så stort ud. Den holdt mig i et fast blik, og den blev der, mens min far spyttede det ene skældsord efter det andet ud om, hvor vigtigt det er at tage sin skolegang seriøst, og at han ikke forstod, hvordan jeg kunne være så dårlig, når han selv havde haft en skolegang under en pudset laurbærkrans. Så løftede den sig. Dens forben hævede sig langsomt fra jorden, så man kunne se dens mund, og den smilede. Den smilede ikke med mig, men af mig og fornøjede sig så grusomt over dette, den største skideballe i mit liv. De otte øjne så på mig med fryd. Jeg kunne ikke klare mere. Mit værelse var få skridt væk i løb. Den aften græd jeg. Jeg holdt min bamse tæt ind til mig og lod alt, hvad jeg ikke kunne klare, komme ud i små hulk. Til sidst var mine tårekanaler tørret ud, og jeg endte med at falde i søvn. Et blåt lys skød ind ad vinduet og lavede en oplyst firkant omkring min bamse. Jeg ved ikke, hvad jeg var vågnet af, men vågen, det var jeg, og jeg satte mig op i sengen. Nattens himmel var sort som Nej, jeg ville ikke tænke på det. Jeg smed alle tanker ud af hovedet og lagde mærke til, at min mund var tør. Jeg var tørstig. Listende kom jeg ud af sengen, igennem stuen, ud i køkkenet. Et glas mælk kunne ikke skade. 69

70 Jeg gik tilbage gennem stuen med glasset, men standsede. Noget var galt. Pludselig kom alle tankerne tilbage igen. Glasmontren. Mine lemmer blev til is, og jeg var lige ved at tabe glasset, men nåede at stille det til side på bordet. Stuen var sort. Mine øjne arbejdede på højtryk for at kunne få øje på den mindste bevægelse, men det lod sig ikke gøre, og jeg bakkede langsomt tilbage mod mit værelse, indtil jeg stødte mod dørkarmen. Noget klikkede hen over trægulvet. Dråber af sved gled ned ad min nakke. Den var lige foran mig og så på mig med sine mørke øjne. Men den gjorde ikke noget, sprang ikke frem. Den så bare på mig og ventede på mit første træk. Så drejede den hovedet. Dens øjne hang lidt på skrå, men den kiggede stadig på mig, som mor plejede at gøre, når jeg var ked af det. Jeg snøftede. Noget strøg mit hår væk fra øjnene, og da jeg igen kiggede mod gulvet, var de otte mørke øjne væk. 70

71 Ragnhild Clod Pedersen Vejen hjem Han burde egentlig være død. Ingen kunne overleve, at hjertet blev knust og holdt op med at pumpe liv rundt i kroppen. Så faktisk levede han ikke. Det var kun en tom skal, som gik rundt i denne verden. En skygge af den person, der var engang. Men hvorfor kom der så til tider gennemborende stik af sorg, når følelserne for længst måtte være smuldret bort? Han stoppede op og så ud over søen, som spejlede en dyster, grå himmel. Nej, døden havde afvist ham, selvom han havde bønfaldet den om at kvæle åndedrættet og hylle ham i sit uendelige, bedøvende mørke. På trods af meningsløsheden, der havde lagt sig tungt over verden, slog hjertet stadigt hult i brystet, og sjælen var sønderrevet, men endnu ikke faret til helvede.»jeg lover dig, du kommer hjem,«havde Rasmus sagt, før de steg ind i flyet.»du skal ikke være bange, jeg er jo altid vendt tilbage. Det bliver vildt, lillebror. Et eventyr!«hans bror havde grebet ham om skulderen, og sammen var de fløjet til landet, hvor frygtløse soldater befriede befolkningen fra tyranniske ledere. Det var første gang, han skulle sendes ud, og Rasmus havde insisteret på at tage med. Derefter ville han trække sig tilbage til en roligere tilværelse og holde af livet sammen med sin kone, Karen, og datter, Ida. En støvregn svøbte sig tøvende om verden og gjorde luften klam af fugt. Han sukkede og gik i ly under den store blodbøg, hvor en gynge hang ned fra en tyk gren. Ida havde været det sværeste at komme hjem til. Hun havde stået i en fin kjole og set på ham med store øjne. Gråd og skrig over skæbnens uretfærdighed kunne overhøres, men hendes uskyldige, afgrundsdybe blik havde boret sig gennem det slør af ligegyldighed, der syntes at have lagt sig mellem ham og verden. 71

72 Med fredelige hensigter og et gevær over skulderen var de gået på patrulje. Folkene i den nærliggende landsby skulle helst føle, at de trygt kunne samarbejde med de fremmede danskere, der absolut ville ordne landets problemer for dem. Det kunne tage lidt tid at overbevise dem om, at de fremmede ikke var drabsmaskiner iklædt camouflagetøj, men derimod hjælpsomme, medfølende mennesker. På sine lange, daglige gåture stoppede han ofte op her ved gyngen, som Rasmus havde lavet til Ida. Han satte sig, samlede en sten op fra jorden og slyngede den ud over søen. I et kort øjeblik forklædte stenen sig som en fjerlet genstand, der yndefuldt sejlede gennem luften. Derefter knuste den vandets skrøbelige overflade og sendte længe forstyrrende ringe rundt. Fødderne slap jorden, så gyngen kunne bevæge sig frit frem og tilbage. Frem mod søen med stenens ringe. Tilbage under blodbøgens grene. Frem mod det grå, urolige vand. Tilbage til træets rodfæstede stamme. Skuddet var kommet som en sten fra en grå himmel. Hjernen slog fra og overlod pladsen til instinktet, der fik ham til at kaste sig om bag et hushjørne.»skide talebanere! Det kom ovre fra træerne.«endnu et skud smadrede den skrøbelige fred, da Rasmus gjorde tegn til at løbe i skjul bag en bygning. Flere af kammeraterne sluttede sig hurtigt til dem.»der er også nogle ovre ved stenene i den modsatte ende af landsbyen.«fanget i en fælde! Fluer i talebanernes net. Han vekslede et blik med Rasmus, som med tilkæmpet ro holdt geværet ind mod skulderen.»det skal nok gå godt. Jeg har jo lovet, du kommer hjem igen.«rasmus flygtige smil blev erstattet af koldblodig koncentration, da deres overordnede gav ordre til at løbe om bag en faldefærdig mur. Et skud ramte jorden alt for tæt på, da de stormede derhen. Han trak vejret tungt og skævede rundt om hjørnet, tids nok til at se en sortklædt mand med gevær springe i ly af et hus.»de er i landsbyen!del jer og omring dem. Skyd, hvis I ser nogen!«adrenalin overtog blodets plads i kroppen, da han løb frem langs muren med Rasmus og nogle kammerater. De måtte ind mod lands- 72

73 byens midte, hvis talebanerne skulle overvindes. Den ene fod foran den anden. Hurtigt. Huse med tillukkede skodder fløj forbi. Rundt om hjørner. Langs mure. Ned på knæ. Op igen. Videre, videre, hvor var fjenden? Det skete på et uendeligt langt splitsekund. En sortklædt person løb frem fra en husvæg. Han standsede og slyngede geværet op mod skulderen. Hænderne rystede ukontrollerbart og fik krydset i sigtekornet til at danse forvirret omkring målet. Den sortklædte fik øje på dem og tog sigte. Fornuft kæmpede febrilsk mod panik. Han satte fingeren på aftrækkeren, og slog hovedet mod jorden, da en skikkelse hamrede ind i ham. Han havde godt hørt talebanerens skud. Men det var først, da ryggen lå presset ned i vejstøvet og blod gennemvædede tøjet, at han mærkede, hvordan døden lagde sig tungt over kroppen og splittede hjertet i tusinde stumper. Tiden fandtes ikke mere, for han lå dér i hundrede år og fem sekunder, før han med en kraftanstrengelse skubbede Rasmus væk fra brystet og ned på jorden. Brorens gevær lå ved siden af og vidnede om et dræbende skud mod talebaneren, men fjenden havde også skudt. Kuglen var trængt gennem Rasmus beskyttelsesvest, havde revet huden op og fortsat ind, så livet strømmede ud af ham.»rasmus!«han skubbede sig op på knæ og knugede den ene af brorens blodige hænder.»du skulle ikke være sprunget ind foran for at skyde i stedet for mig! Hvad tænkte du på?«rasmus vred sig i kramper med hånden presset mod hjertet. Øjnene var vidt opspilede, og han kæmpede for at trække vejret mellem hostene, der sendte blod op gennem halsen.»du klarer det. Du skal klare det, hører du? Du vover ikke at give slip på livet.«et blindt raseri brølede sammen med angsten igennem ham og truede med at flå ham i stykker. Det var Rasmus, der havde kone og barn! Hvorfor skulle han altid optræde som en overmenneskelig helt? Idiot!»Tag hjem.«rasmus stemme var en halvkvalt hvisken, og han bøjede sig ind over ham for ikke at overhøre et eneste ord.»jeg lovede at du kom hjem igen. Lov nu mig, at du vil hjælpe Karen og Ida.Vel vil jeg ej, for du skal ikke dø!«hvad lavede hans bror overhovedet i Afghanistan? 73

74 Kramperne aftog, men Rasmus så glasagtigt på ham:»jo, det skal jeg. Det er farligt at leve.«han nikkede og kneb øjnene sammen, men tårerne flød allerede.»sig til Karen at jeg elsker hende. Og sig til Ida, at hun,«den gispende vejrtrækning blev til en hæs rallen.»at hun er det lys, som giver livet mening!«tiden var fortsat med at kværne sekunder af evigheden, for han var fløjet væk fra krigen og havde begravet sin bror. Men han var ikke kommet hjem. Hjem eksisterede ikke længere, for hjertet gik hvileløst rundt i Afghanistan og ledte efter noget, der var forsvundet for altid. Rasmus var død til ingen nytte. Verden var smadret, hjem fandtes ikke. Kuglen måtte være gået igennem brorens krop og fortsat ind i hans eget bryst, for en del af ham var også død den dag. En del han forsøgte at begrave og glemme, men billederne dukkede op igen og igen. Evigt og altid rungede ekkoet af skuddet i tankerne, og han vidste, det først ville være muligt at leve videre den dag, han fandt vejen hjem. Regnen holdt op, samtidig med at skridt fik de nedfaldne blade til at rasle. Han vendte sig langsomt. Ida stod og iagttog ham. Hun smilte genert og strøg en lok gyldent hår om bag øret. Det afgrundsdybe blik, der sidst havde mødt ham, var erstattet af en varm glød:»det er en god gynge, ikke? Min far lavede den.«han nikkede svagt og så efter en sommerfugl, der fejrede regnens ophør ved at danse forbi dem i luften.»du har været herude længe, onkel.«hun lagde hovedet på skrå og så indtrængende på ham. Ikke med et blik fuldt af bebrejdelse, anklager eller dyb sorg, men snarere forståelse? Kunne han dog blot flygte fra den skyggeverden, som hviskede om tomhed og fortabelse. Bryde rædslernes lænker og tage del i hendes uudtalte tro på, at glæden ved livet kunne findes igen. Hun trådte et skridt nærmere og rakte en hånd frem mod ham.»vil du med hjem?«74

75 Marina Steenberg Pasovski Kære... Når jeg går hjem fra arbejde, læner jeg mit hoved tilbage og kigger på himlen, der som altid er grå med mørke konturer af de ansigtsløse monstres ildelugtende ånde. Olie drypper fra himlen i tunge byger, så fuglenes fjer klistrer fast til hinanden, og deres vingeskeletter ikke længere kan skilles ad. Sanglærkerne har mistet deres stemmer. De sover på de tusindvis af ledninger over os, betændte og bedøvede. Jeg retter ryggen og tæller 31, 32, 33 skridt. Snart når jeg til beboelseskvarteret, hvor husene står side om side, samme gråtone, samme antal kvadratmeter, samme hjørner og kanter og gulve. Ved nummer 11 træder jeg ind ad døren og scanner mit højre øje for at blive budt velkommen af en metallisk klingende stemme og en vag lugt af blod, der erklærer, at nummer 2460 er hjemme. De vil have mig til at tro, at jeg har et hjem, og de vil have mig til at tro, at jeg er nummer Jeg, jeg, jeg er blevet tildelt 1189 ord om dagen, jeg må tænde lyset tre gange om dagen, jeg skal male fem nye billeder om dagen af en himmel, der altid er grå med mørke konturer, og jeg har præcis seks timers intethed i døgnet til at være ingen i. De kalder denne firkant et hjem, men her er min krop ikke min egen, og min hjerne er omstruktureret af deres indoktrinerende sætninger og afskårne sandheder. Jeg er altid oppe og rundt, her og der, står på gulvet eller på hovedet; i konstant bevægelse søger jeg ud og væk, men uden at komme nogen vegne. Selv når jeg sover, ryster mine lemmer af rastløshed og den altopslugende trang til at slippe væk, og skrigene strømmer fra mine læber i de mange timer, hvor jeg flakker hvileløst rundt mellem den skræmmende søvn og lige så skræmmende virkelighed. Kun i sjældne nattetimer kan jeg slippe væk, når jeg maler bloddryppende kunst på min krop med skarpe penselstrøg for at mærke noget, hvad som helst, og river hårstrå ud af min hovedbund med en apatisk smertetrækning. 75

76 Kan du huske, da vi bar hjemmekonstruerede masker, når vi følte os nødsagede til det, og drog lettelsens suk, når vi blottede os og fremviste vores strækmærker, fregner, fingernegle og nøgne, svedglinsende hud? Vi havde magten til at skille alt, hvad vi kendte, fra hinanden og samle det igen i en ny forståelse, livet var en leg uden regler, og vi sprang altid over, hvor gærdet var højest. Sammen var vi uendelige og uhåndgribelige. Vi drak lykke med sugerør og lod eftersmagen forblive på vores tunger, til vi blev trætte af gentagne smil og rev os selv ned, blot for at bygge os op igen. Da indbyggernes øjne blev tomme, og deres kroppe begyndte at stråle af koma, valgte vi at stikke af. Den aften brændte vi gamle, tykke bøger på bål og søgte mening med livet i mellemrummet mellem hinandens inderlår. Du gik på opdagelse på min krop, som var jeg et atlas, og da vores tunger mødtes, opfandt de deres helt eget sprog. Vi red højt og længe på hinandens lyster og hylede som ulve mod fuldmånen, da vores kroppe smeltede sammen og eksploderede i ekstase. Vi ville så gerne røre skyerne, inden de fandt os og sømmede vores fødder til jorden. Den aften gentog du om og om igen, i en næsten manisk tilstand, at du hellere ville opleve alle nuancer af farvespektret og derefter blive blind end at leve resten af dit liv i en grå masse af pilleglas og numre. Det er de ord, jeg husker mig selv på, når ensomheden hiver og slider i mine nervetråde, og vores datter tænker på sin far som blot et ansigtsløst nummer i en uendelig talrække. Da vores datter kom til verden og drog sit første åndedrag, blev en maske syet ind i hendes hovedbund, hver millimeter af udvikling fejret med kolde plastichandsker og et nyt sting af kirurgisk ståltråd. Senere tvang de hende fra mig, skrigende og sparkende, koblede ledninger til de blå vener under hendes hud og lod en klar væske i høje doser dryppe ind i hendes legeme. Den daglige medicinering bød mørket velkommen, da det kravlede ind gennem hendes øjenkrog og lagde sig til rette, og selv da jeg fik hende tilbage, havde de hende i et jerngreb, for vores datter tror, at hun er nummer Hun har mistet sig selv i sine numre og har øjne som lommeregnere, der arbejder desperat for at beregne summen af sit værd i dag, i denne time, i dette sekund, i den bestandige konkurrence om at være den bedste. I denne konkurrence, som de kalder et liv, er vi alle blevet forvandlet til meka- 76

77 niske marionetdukker med usynlige snore forbundet til udhulningerne mellem vores ribben. Dukkeføreren har magten til at hive i snorene, så vi udelukkende kan gå i lige baner, frem og tilbage på et bestemt areal, og hvis vi forsøger at melde os ud, strammes snorene som en spændetrøje, indtil hvert åndedrag føles som et knivsblad mod papirtynd hud. Hver eneste beklædningsgenstand vores datter trækker over sin ufejlbarlige, finpudsede krop er bestemt på forhånd og spundet af pigtråd og glassplinter. Hun vandrer rundt som et spøgelse, hverken levende eller død, og tror, at tomhed er en endelig tilstand. Hun stiller sig i kø hver morgen for at få sit daglige skud medgørlighed, falder i et med de andre grå og går i takt, takt, takt til klasseværelset. Og det er ikke kun hende; vi har begge lært at krybe sammen og vige tilbage, at reducere os selv, smile med lukket mund og sætte ild til ordene i vores lunger, inden de rammer overfladen. Vi er begge hårløse med udglattet hud; ligesom husene er vi tvunget til at have de samme hjørner og kanter, og kun på indersiden findes forskellen. Hvor jeg er sammensnørede organer og nyresvigt, er hun et pragteksemplar. Hun stiller ikke spørgsmål, hun vakler ikke, og hendes ryg er altid rank, for hun kan ikke lugte den giftige medicin, der gærer i luften, hun kan ikke mærke smerten, når hun tramper med bare fødder i glasskår, og hun kan ikke se den døde hud, der blæser gennem gaderne. Engang fik du mit hjerte til at banke transcendentalt på richterskalaen, og nu skriger hvert hjerteslag af mindet om dig. Du var så fyldt med vrede, at du tændte gnister, men ilden er udslukt for længst, og mine lunger er fyldt med aske. Jeg støder isterninger mod mine tænder i frostklare nætter og skraber huden af mine knoer ved at banke dem mod væggen, om og om igen, til mine hænder er en palet af blod og malingrester. Jeg kigger på billeder af dig, forsøger at mærke dine fingre danse langs min krop og mimer ordene Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig med mine læber i repetitive mønstre, til smerten vibrerer i min krop med en gennemtrængende kraft, der lader mig vide, at jeg er af kød og blod. Jeg er glad for, at du ikke er her til at se alt det, som vi ikke er blevet til; de fleste af os er allerede døde, længe inden vi bliver begravede. 77

78 Marie Overgård Møller Eukaryotisk kraniums fragilitet I det gennemsnitlige land ved den antropologiske bys trindt omliggende gader med blomstrende eksistens centreres huset, hvorpå nedbrudte eruptiver og oxygen florerer. Værelset ovenpå til højre for den parallelt centrerede gang indeholder et rundt bord, hvorpå en lille følsom plante med lysegrøn hud står. Den er placeret cirka fem centimeter fra det cirkulære møbels midte og præcis en meter over et fundamentalt parketareal. En skrøbelig plante med et symmetrisk skelet systematiseret i flygtige, dobbelt fjersnitdelte knoglestrukturer, som ved dynamisk kontakt folder de grønne knogler sammen langs symmetriaksens fundamentale kloroplaster. Et afefobisk mønster som internaliseres i stilhedens nære klorofylsilhuetter og resulterer i en botanisk dynamik af særdeles forgængelig skønhed. En lille, skrøbelig pige med lyst hår og gunstige næsepolypper sad ved et forfaldent spisebord på gaden i huset. Hendes ben hang vertikalt ned langs stolens fundament og var domineret af forskudt afvekslende bevægelser. Hun sad som nummer to fra venstre og dannede med tre andre bevægeligheder et samtalekvadrat, hvis lokalisation mindede om et kvadreret koordinatsystem. På bordet var et regulært spisestel installeret efter en konciliant anordning hvorpå bestande af grå, brune, gule og grønne impulsaktiver tilkom i et cyklisk mønster med dominerende tidsvariabel. Atmosfæren bestod af en kursorisk dialog, der bevilligede stilhed i dét lys, at akten var hyppig. Pigen kiggede ned i sin porcelænstallerken og gennemgik maden systematisk. Hun forestillede sig, det hele repræsenterede sagprosa om planter og botanik, og at man kunne udleve et helt liv på en tallerken. 78

79 En illusorisk botanisk verden begyndte at kumulere ud fra den relative piges subjektive semantik. Et grønt impulsaktiv stod i kontrast til resten af madbestanden, og som sekunderne gik, iværksatte hun hjemlen for plantens legitimitet. Pigen hævede sine hænder simultant, og som to store, grønne blade af skelet lod hun sin tilskikkelse hvile hos den markante impuls, mens eldoradoet af dopamin kompletterede hendes kranium. Hendes højre hånd rakte efter den imaginære plante kontra den venstre, der punktligt var nul komma otte sekunder bagud. Med implikation af den grønne impuls i højre hånd og en eskalerende produktion af serotoninmolekyler pulserende i hjernen, anførte pigen i et tidsforskudt øjeblik ordene:»se, mor! Jeg kan vise dig mimoser i en håndfuld støv!«hun nærede ængsteligt håb om ekstatisk eudaimoni ud fra et relativt koordinat, men mødtes af en pause på to et halvt sekund. En pludselig tjørnebusk passerede hendes øregang i eksplosiv fart og havde til sidst lagt sig om hendes ovale vindue, hvortil den smøg sig ind som en slange i en have. Dopaminrusen skrumpede ind og blev til en lille, skinger forseelse, der på abstrakt vis florerede i pigens så følsomme barnesind. To orale enheder begyndte ud fra et eskalerende, dipolært fundament at blafre i værelsets vind. En storm havde ramt spisebordet, og pigen frekventerede observerende to magters opblomstring i et verbalt bakkelandskab. Hun kiggede op et kort øjeblik, lige efter moderen havde ituslået en tallerken, og lige inden faderen forlod bordet, mens moderen i afmagt rettede på pigens stol i monotome cirkulationsryk. I øjeblikket fremspirede der en lille rosenranke, som slyngede sig om pigens somatiskhed, hvorom hun foldede sine små knogler sammen langs kraniets symmetriakse. Hun lod roserne og tornene stramme til omkring sig som et vitalt skjold. Tornene borede sig ind i hendes sarte barnehud, og hun kunne se, hvordan dråber faldt på jorden og modellerede en cirkulær pyt med definitiv radius på antagelig to komma fire centimeter. Frygt illuminerede pigens hjertelag og indplacerede spørgsmålet om at forlise substitueret af forgængeligt vakuum i forfængelighedstesen. Tiden ved bordet tangerede otte minutter og tredive sekunder. Da de første fire minutter var passeret, mærkede pigen, hvordan et indre, forceret kosmos var blevet sedimenteret, og hvordan en neutral statik 79

80 var konstrueret i skyggen af fortrængning. Rosenranken forduftede gennem vinduet, mens hun endnu sad med en stump grøn salat i hænderne, der var indhyllet i kødsaft. Moderen tronede med hænderne i skødet og glanede med blanke øjne mod vinduet som koordineret med en fjern horisontal linje, der separerede den opadgående, kondenserede vanddamp fra den aftagende, profane humanitet. Vertikale knoglestrukturer tillod bevægeligheden og syntes nærmest som konkretiseret eksistens. En lille solsort fløj i perspektivet og krydsede aksen i cirkulære mønstre, som om det var en normal ting. Øjeblikke passerede i et roligt, tidsforskudt system og gjorde foldningens dynamik synligere. Himlens knogler lagde sig som vat oven på jordens, og der var nu dannet en nat. Kvinden bevæger sin højre fod og proportionerer en ellipse på asfalten. Hun kigger op i en oscillerende reaktion og defilerer hurtigt videre hen over fortovet. Der figurerer mange dødeligt socialistiske på gaden, som i deres færden akkumulerer gennemsnitlig, antropologisk eksistens. Hun gør et komplekst forsøg på at tælle dem. I dag rammer hun tallet fire. Det er et aparte talsystem, hun betvinger. I går fandt hun fyrre, mindst. Hun fortsætter, men hendes sigte er æterisk og konsterneret i det store, altruistiske tilstedevær. Kvinden mærker dynamikker indkredse sig i en elliptisk form, der lader en lille, grøn knogle fremspire i hendes mentale interiør. Psykologisk nedbør træffer hende i hærskaren af variable indtryk, og abrupt ser hun rosenranken og tornene og dråberne. I et neurologisk anarki bjergtages hun af, hvorledes hendes ben og knogler kan gå snarere og senere, som om hun var fjernstyret ud fra større magters koordinater. Kvinden fremturer i sin sensitivitets facetterede spektrum og spirer mod huset. En plante står på bordet. Hendes næse løber. 80

81 Anna Seibæk Styrtet Snedækkede svenske skove. Bøgetræer der stod som hvide enker fra hinanden. De mørkegrønne nåletræer. I Danmark så man farvepaletter fra oven, som en billedkunstner havde lavet, før han gik i gang med at male. Vidtstrakte marker. Grønne, sandfarvede og gule. I Sverige så man skove fra oven. Trækroner fra de træer der havde overlevet kampen om lyset. Trækroner der dækkede små spirers udsyn. På en sommerdag i skoven er der noget magisk over trækroner. Det ligger i lyset, der skinner igennem bladene. Men fra oven er der ikke noget magisk over trækroner. Især ikke om vinteren. Og det var, som om flyets motor gav genlyd ude i de øde svenske skove. Som i en tunnel, hvor ekkoet er evigt. Den mærkelige belysning i flyet fordrev skyggerne fra folks ansigter, og de blev glatte og udtryksløse. De var fremmede. Den konstante summen og flyets motorlarm overdøvede det udtryk, deres stemme kunne have føjet til deres personlighed. Jeg gik på toilettet. Jeg sad næsten forrest i flyet, og rækken mellem sæderne tegnede en lige linje mod toilettet. Jeg gik langsomt. Jeg så på dem. På deres foldede hænder, deres sorte eyeliner, deres krydsede ben og udvækst ved hårrødderne. Flyet rystede, imens jeg gik. Tumult, blev der sagt. Sæt jer ned på jeres pladser, det er ovre om lidt, blev der sagt. Men jeg skulle pisse. Og jeg skulle lade hele flyet høre det. De kiggede på mig, det kunne jeg mærke. De tænkte, nå, hun skal nok på toilettet. Jeg åbnede døren og så mig over skulderen, de holdt stadig øje med mig, kunne jeg mærke. De ventede på at høre lyden af pis mod plastik. Jeg lukkede døren efter mig og låste. 81

82 Jeg åbnede bukseknappen, lynede lynlåsen ned og trak bukserne ned om anklerne sammen med de sorte trusser. Så placerede jeg mine baller på det kolde toiletbræt og gav slip. Jeg sørgede for at pisse så hårdt, at de kunne høre det alle sammen. Jeg overvejede ikke at vaske hænder. En ren stråle. Det eneste jeg kunne høre. Og så sked jeg. Pressede indtil der ikke var mere at presse ud. Lænede mig lidt frem, så lorten landede med et ordentligt plump. Flyet rystede værre. Det bankede på.»jeg må bede Dem om at sætte Dem på Deres plads,«en skinger stemme på den anden side af den tynde dør.»jeg er færdig lige om lidt,«sagde jeg og hev i toiletrullen. Rystelserne var nu så kraftige, at lorten hoppede i pisset. Jeg holdt op med at hive i toiletpapiret. Der lød forskrækkede hvin, da flyet endnu engang hoppede. Jeg holdt fast i kummen. Bare lidt tumult. Lyset begyndte at blinke. Tisset skvulpede i kummen. Lorten dansede. Brættet bag mig støttede sig til min ryg.»du er nødt til at komme ud nu og sætte dig på din plads, så du kan spænde dig fast,«stemmen var endnu mere skinger end før. Flyet hoppede igen. Det føltes, som om det ramte en trykbølge. Der var varmt pis ud over mine lår og mine bukser. Flyet dykkede. Min skulder blev skubbet mod væggen. Jeg holdt fast i kummen. Det var, som om tyngdekraften forsvandt. Jeg befandt mig i et inferno af lysglimt og afføring. Jeg greb ud efter vasken på den anden side, pisset var koldt mod mine lår. Jeg frøs. Midt i faldet. Jeg frøs så modbydeligt. Jeg fik gåsehud. Mine fingre mistede grebet om vasken. Jeg røg ind i den anden væg på det smalle toilet. Jeg prøvede at sidde stille og stemme imod med mine fødder, men de gled i pisset. Det gav et ryk i hele flyet, der lød et brag, jeg røg ned på gulvet, rummet blev mørklagt. Min skulder og mit hoved dunkede. Jeg havde hørt dem skrige. De stoppede nu. Der var helt stille. I mørket kunne jeg skimte en mørk ting langsomt glide ned mod den anden side af toilettet. Ned mod hvor mine fødder stod imod væggen. Lorten. Eller noget af den. Jeg trak vejret dybt. 82

83 Jeg kunne høre, at der var bevægelse derude. Jeg kunne høre, at nogen var i live. Lorten ramte den modsatte væg. Mine hænder var smurt ind i urin. Jeg havde ingen bukser på. Mine sko var sølet til. Jeg strøg forsigtigt et hår væk fra min pande. Ligeglad med lugten. Ligeglad med, at min hånd var drivvåd. Jeg blev siddende. Flyet måtte stå en smule skævt, for lorten og pisset var drevet ned og havde dannet en lille sø i den anden ende af toilettet. Henne ved vasken. Som mine fødder var støttet imod, så jeg ikke også røg med. Jeg kunne høre sirener. Jeg kunne mærke kold luft sive ind under den tynde dør. Det bankede på.»hallo? Er du kommet til skade?«stemmen var dyb.»nej,«hviskede jeg.»kan du åbne døren indefra? Ellers er vi nødt til at gøre det her udefra,«stemmen igen, nøgtern. Jeg sagde ikke noget. Jeg lukkede bare øjnene. Da jeg åbnede dem igen, så jeg op i vintertrækronerne. Ikke noget særligt magisk. Men man kunne se himlen. 83

84 Efterskrift Tilfældet vil os det bedste er resultatet af en novellekonkurrence for unge i gymnasiealderen, som Dansk Forfatterforening inviterede til i efteråret Ud fra de indsendte noveller blev tyve skribenter udvalgt af forfatteren Charlotte Weitze i samarbejde med Dansk Forfatterforenings formand, Jo Hermann. De tyve skribenter modtog som præmie en invitation til et weekendkursus i Forfatterforeningen. Konkurrencen blev til i samarbejde med Dansklærerforeningens Forlag, og herfra holdt Jens Raahauge et oplæg på kurset. Deltagerne mødte desuden novelleforfatterne Trine Andersen, Mathilde Walter Clark og Simon Fruelund. Kurset modtog støtte fra 15. Juni Fonden, BUPL s solidaritets- og kulturfond, Statens Kunstråd og Ordbogen.com samt Vitamin Well og Andersen Bakery, ligesom efond sponserede det elektroniske ansøgningssystem, der blev anvendt. For projektledelsen stod Dansk Forfatterforenings sekretariatschef, Sara Strand. Novellerne er redigeret af forfatteren Iben Claces, og antologien er produceret af kursus- og konsulentvirksomheden Plusord, der er igangsat af Dansk Forfatterforening. 84

85 Om bidragyderne Kort om bidragyderne: Mariam Ahmad Skytsengel Født Går på Frederiksberg HTX Evi Arnsbjerg Brygmann Utterslev Mose Født Går på Christianshavns Gymnasium Malte Simon Christensen Mask Delivery Født Går på Rosborg Gymnasium og HF Rebecca Dohm Hos frisøren Født Går på Støvring Gymnasium Jakob Hansen Månen tur-retur Født Går på Svendborg Erhvervsskole, HHX Asta Louise Holm Glasbørnene Født Går på Nyborg Gymnasium, Pre-IB Anders Frederik Jørgensen Bundet til kødet Født Går på HTX Køge Bertil Kasper Kaae Otte mørke øjne Født Går på Nyborg Gymnasium Therese Stegeager Kirkevang Haiking Født Går på Skanderborg Gymnasium 85

86 Marie Overgård Møller Eukaryotisk kraniums fragilitet Født Går på Skanderborg Center for Uddannelse, HF Anna Pagh Nebel Hedebølge Født Går på Marselisborg Gymnasium August Renbo Olsen To eksistenser under sneens trygge hinde Født Går på Dansk Talentakademis Forfatterlinje, Holstebro Marina Steenberg Pasovski Kære... Født Går på Nørre Gymnasium Mette Pedersen Tør du? Født Går på IBC Kolding, HHX Ragnhild Clod Pedersen Vejen hjem Født Går på Frederiksborg Gymnasium Mathilda Printzlau-Paulsen Astrid Født Går på Vestfyns Gymnasium Anna Haugberg Rasmussen Nu Født Går på Nyborg Gymnasium Anna Seibæk Styrtet Født Går på Gefion Gymnasium Kirstin Sloth Jubilæum Født Går på Rønde Gymnasium Sofie Risager Aaby Pap Født Går på Horsens Statsskole 86