Kulturarv som et aktiv i byfornyelse BYFORNYELSE

Transkript

1 Kulturarv som et aktiv i byfornyelse BYFORNYELSE

2 Kolofon Kulturarv som et aktiv i byfornyelse Publikationen er udgivet af: Indenrigs- og Socialministeriet Publikationen er udarbejdet af: Helle nysted Andersen, Dansk Bygningsarv A/S forsidefotos: Øverst Maarten laupman, nederst Sundby lokalhistoriske forening foto: Alison Kershaw: 59 øv Gorton Monastery: 6, 24, 31, 32, 72 Helle nysted Andersen: 9, 38 tv, 42, 43, 51 Ian finlay Architects: 18 Jens V. nielsen: 19, 26, 28, 38 tv, 52 Kroppedal: 19 ne, 21 øv, 40 ne, bagside Maarten laupman: 19, 64, 66 ne Museum lolland falster: 8, 27 niels Jørgensen: 10, 16, 20, 21, 34, 35, 36, 44, 45, 46, 55, 56, 60, 68, 69, 70 Silkeborg Kommune: 15 Skills School and Stories: 12, 13, 62, 63 Sundby lokalhistoriske forening: 22 Syd 2020: 40 Uden for voldene, malet af Th. Skeel Andersen: 23 Victoria Baths Trust: 48, 49, 58, 59 ne WiMBY: 4 tv/th, 19 ne, 66 tv/th, 67, 77 Ved manglende rettighedstilkendegivelse, kontakt venligst Helle nysted Andersen, Dansk Bygningsarv A/S layout: GP-Tryk A/S, linda Balle Tryk: GP-Tryk A/S ISBn: Indenrigs- og Socialministeriet, 2009 Publikationen kan rekvireres hos: Indenrigs- og Socialministeriet, lovekspeditionen Holmens Kanal København K e-post: p-lex@ism.dk Publikationen kan downloades på

3 BYFORNYELSE Kulturarv som et aktiv i byfornyelse

4 Introduktion Ethvert lokalområde har sin fortælling og kulturarv, som beboere og brugere i området vil engagere sig i at bevare, støtte eller udvikle. Kulturarv kan derfor være en vigtig nøgle, når en byfornyelse skal forankres lokalt. Hoogvliet

5 INDHOLD 1. Forord 7 2. Sammenfatning 8 3. Indledning 9 4. Publikationens opbygning Hvad er kulturarv? 13 Kulturarv og byfornyelse Eksemplariske projekter 17 Kulturarvens særlige plads i udviklingen af Manchester i England 18 Kulturarv i sattelitbyen Hoogvliet ved Rotterdam i Holland 19 Kulturarvens rolle i genopbygningen af Kosovo 20 At opdage kulturarven i Albertslund Syd 21 Kulturarv skaber forankring og ejerskab i Holmbladsgadekvarteret 22 Ejerskab opstår gennem mands minde i Nykøbing Falster Kulturarv og øget vækst 24 Nykøbing F: bygningsbevaring øger de private investeringer 26 Manchester: Restaurering smitter af på nedslidt område 29 Kosovo: Bygningsbevaring skaber opmærksomhed og nyt liv Kulturarv og fællesskabet 38 Albertslund Syd: Kulturarv baner vejen for nye arbejdsformer i forvaltningen 40 Manchester: Tværsektorielt samarbejde om bygningsarv styrker byudviklingen 42 Kosovo: viden om Fortiden skaber stærke visioner for fremtiden Kulturarv og lokal forankring 48 Holmbladsgade: Lysstøberiet blev mere end blot en gammel bygning 50 Kosovo: Bevaring skaber fremtidstro og baner vejen for forsoning 54 Manchester: Kulturarv er vejen mod øget frivillig indsats Kulturarv og social udvikling 61 Manchester: Outreach gennem kulturarv skaber gode historier og lyst til læring 62 Hoogvliet: Anerkendelse af arven skaber tryghed i socialt belastet boligområde 64 Kosovo: Enlige kvinder bliver iværksættere gennem restaureringsprojekt Tjekliste 72 Identifikationen af kulturarv 73 Forskellige målgruppers forhold til kulturarv 74 kommunikation af projektet 75 Aktiviteter og fastholdelse Ressourcer 78 5

6 ESSENS Erfaringerne viser, at det skaber ringe i vandet, når man arbejder strategisk med at genanvende historiske bygninger og skabe en synlig fortælling om et sted. Manchester

7 FORORD Det bebyggede miljø er et af de mest håndgribelige og synlige spor af vores fælles kulturarv, og i en verden med øget globalisering er denne i høj kurs. Aldrig før har der været så stor tilslutning til og interesse for at bevare og aktivere kulturarven, og potentialerne i dette arbejde er store. Boligbebyggelser såvel som produktionsbygninger, institutioner og de offentlige parker og pladser omkring dem vidner på hver deres måde om tidligere tiders håndværksmæssige kunnen, samfundsmæssige værdier og drømme. Fortællingerne ligger forankret i vores omgivelsers former, materialer og indretning. At kunne omsætte denne viden og disse fortællinger til elementer i byfornyelsen kan være en vigtig nøgle til at forankre og styrke lokal karakter og identitet. Bevidstheden om den lokale skik og brug kan være det, der giver et område dets særegne karakter og binder borgerne sammen på tværs af interesser og livsformer. Indenrigs- og Socialministeriet har derfor valgt at udgive denne samling af inspirerende projekter til praktikere i byfornyelsen. Publikationen indeholder en række perspektiver på og gode råd til, hvordan kulturarven kan aktiveres som ressource i byfornyelsesinitiativer. Publikationen er udarbejdet af Dansk Bygningsarv A/S. Erfaringerne viser, at det kan være en udfordring at knytte et lokalt engagement til byfornyelsesprojekter, idet brugerne af det givne område ofte orienterer sig i helt andre mindre stedsbundne netværk. Ydermere kan mangfoldigheden af beboernes sammensætning være så bred, at det er en udfordring at forny området til glæde og gavn for alle. Her kan et strategisk fokus på områdets kulturarv og en aktivering af denne være netop det, der skaber solidt fodfæste og forankring omkring indsatsen. Der eksisterer ikke én, men flere måder at aktivere kulturarven på, og det er ministeriets håb, at publikationen kan give konkret inspiration til kommuner, embedsmænd, rådgivere og aktive borgere, som ønsker at inddrage og aktivere den lokale kulturarv i en større byfornyelsesstrategi. Indenrigs- og Socialministeriet,

8 Sammenfatning Denne publikation viser, hvordan vores kulturarv kan aktiveres i byfornyelsesprojekter og bidrage til at skabe lokalt medejerskab og forankring af initiativerne. Publikationen beskriver en række forskellige måder, hvorpå kulturarven kan udgøre en strategisk ressource i arbejdet med at skabe en fælles identitet i et lokalmiljø og et fundament for et lokalt fornyelsesprojekt et fundament som forbliver solidt også efter projektledere og ildsjæle har forladt områderne. At forny et byområde handler ikke blot om at tilføre området noget nyt. Det handler om at lokalisere de ressourcer og værdier, der eksisterer i området og om at bygge videre derfra. Et områdes ressourcer består både af brugernes menneskelige ressourcer samt af den arv, der overleveres gennem fysiske strukturer. Vores stærke tradition for demokrati i byfornyelsen har gjort os opsøgende og kreative i forhold til at aktivere de menneskelige ressourcer i et område, mens spørgsmålet om, hvad et områdes bygningsarv egentlig kan, ofte reduceres til æstetik. Historiske bymiljøer kan imidlertid spille en stor rolle for livskvaliteten ikke mindst i nedslidte byområder. Bevaringen af historiske bygninger og miljøer anses let som et fordyrende element og som et benspænd for udvikling. Erfaringerne viser imidlertid, at det skaber ringe i vandet, når man arbejder strategisk med et områdets kulturarv, og at følgeinvesteringerne ved bevaringsorienteret byfornyelse kan være ligeså høje som ved almindelig byfornyelse. Ikke mindst fordi aktiveringen af et områdes kulturarv kan bidrage til forankringen af indsatsen hos de lokale borgere, som oplever øget stolthed ved deres område. At have fokus på de fortællinger og den viden om byggestile og tidligere tiders skik og brug, som knytter sig til et områdes historiske miljøer, er en god måde at fastholde en fælles ressourceorienteret tilgang til byfornyelsen. Ved at rette opmærksomheden mod vores fælles arv og de mange fortællinger og værdier, der knytter sig til denne, bliver det lettere at se, hvilken retning vi sammen kan bevæge os fremover. Nykøbing F 8

9 Holmbladsgade indledning Vores kulturarv repræsenterer det bedste fra vores fortid det vi gennem blandt andet bygningsbevaring har besluttet at føre videre til dem, der kommer efter os. Når man i dag planlægger og udvikler vores byer, bliver kulturarv i stigende grad set som en vigtig ressource, idet den indeholder attraktive og unikke fortællinger om de pågældende områder. Fortællinger som kan skabe opmærksomhed til området udefra og knytte dets beboere sammen i nye fællesskaber. Denne publikation samler erfaringer fra ind- og udland, hvor kulturarv i form af historiske bygninger og miljøer er sat i spil og har virket som et vigtigt omdrejningspunkt for byfornyelse og social udvikling. Publikationen har fokus på, hvordan man aktiverer kulturarv og derigennem bidrager til social udvikling lokalt. En social udvikling, som kan spores i etableringen af nye fællesskaber og netværk i og omkring lokalområdet, øget deltagelse og ejerskab til byfornyelsesinitiativet, kapacitets- og kompetenceopbygning blandt lokalbefolkningen, tilegnelse af ny viden og nye interesser samt konfliktløsning og integration. Dermed er det kulturarven som procesredskab snarere end kulturarven som mål i sig selv, der er i fokus. Fire centrale spørgsmål står centralt for publikationen, herunder hvordan arbejdet med at aktivere kulturarv bidrager til vækst i det pågældende område, hvordan det påvirker fællesskaber i form af nye tværgående samarbejder og netværk, skaber lokal forankring og bidrager til social udvikling i området. Publikationen skal både ses som et inspirationskatalog, der formidler gode eksempler på aktivering af kulturarvens ressourcer i byfornyelsesinitiativer samt som en række gode råd til aktører, der gerne vil bringe kulturarven i spil i byfornyelsen. 9

10 10

11 Publikationens opbygning Publikationen er bygget op omkring en række danske og udenlandske cases, der giver svar på, hvordan man kan opnå en styrket forankring og lokalt ejerskab af byfornyelsesindsatsen ved at inddrage og aktivere den lokale kulturarv. Indledningsvis kan man i afsnit 5 læse, hvordan begrebet kulturarv defineres, og hvilket potentiale kulturarv har i forhold til en byfornyelsesproces. I afsnit 6 beskrives hvorfor de pågældende destinationer er valgt ud og hvordan erfaringerne fra dem er struktureret. Afsnit 7 handler om, hvordan et fokus på kulturarven kan bidrage til at skabe vækst i lokalområdet på baggrund af forskellige virkemidler. Afsnit 8 vedrører et forvaltningsniveau og beskriver, hvordan kulturarven kan bidrage til at etablere fællesskaber i form af stærke samarbejder, helhedstænkning og nye netværk i et lokalområde. Afsnit 9 handler om, hvordan et strategisk arbejde med den lokale kulturarv kan forbedre vilkårene for, at initiativerne forankres lokalt efter de centrale aktører trækker sig ud af områderne. Afsnit 10 handler om den virkning det at inkorporere et aktivt og gennemtænkt kulturarvsperspektiv i byfornyelsesindsatsen kan have på den sociale udvikling i et område. Afsnit 11 er en tjekliste for arbejdet med at aktivere kulturarven i byfornyelse og afsnit 12 afslutter publikationen med en ressourceoversigt, hvor der kan findes henvisninger til relevant materiale og de nævnte projekter. 11

12 Bevaring og udvikling er ikke modsætninger, men et dynamisk potentiale. Manchester

13 Hvad er kulturarv? Kulturarven er populær i disse år og spiller ofte en aktiv rolle i salg og markedsføring af alt fra fødevarer til byregioner. I disse sammenhænge er kulturarven ofte et narrativt redskab, som aktiveres gennem ord og billeder. I byfornyelsessammenhænge udgør kulturarvens potentiale imidlertid mere end et formidlingsgreb. Kulturarven er på mange måder et oplagt kommunikationsmedie men den rummer også praktisk viden om eksempelvis tidligere tiders byggeteknik, arkitektoniske stilarter, hverdagsliv og drømme. Denne viden kan på forskellig aktiveres i byfornyelsesprojekter. I dag er kulturarven blevet tilgængelig og vedkommende for flere mennesker end nogensinde før, og vi ved, at den kan medvirke positivt til at fremme bosætning, erhvervsudvikling og turisme. Med denne viden er kulturarven blevet et populært markedsføringsredskab for bl.a. kommuner, der ønsker at skille sig ud og påpege dets unikke fortælling og arv. Mange af disse kommuner har ligeledes indset, at bevaring og udvikling ikke er modsætninger, men et dynamisk potentiale der kan skabe vækst i kommunen. Kulturarven er dermed gradvist blevet til mere end en statisk genstand, som vi er forpligtet på at udpege og bevare; den er en ressource, som vi aktiverer til fordel for udvikling. Når vi aktiverer kulturarven, gør vi det som nævnt ofte i en fortællende form i ord og billeder eller via de traditionelle udpegninger af bevaringsværdier og fredninger. Flere af denne publikations casestudier viser imidlertid, at alene det at skabe nyt liv i tomme historiske huse, kan virke som en katalysator for udvikling i et nedslidt område. Mere avanceret bliver det, når kulturarven aktiveres som et særligt formeller designmæssigt udtryk i vores fælles omgivelser. Dette har man bl.a. eksperimenteret med i bydelen Hoogvliet i Rotterdam, som vil blive beskrevet senere i publikationen. Andre måder at aktivere kulturarven på, kan eksempelvis tage udgangspunk i den viden om byggeteknik og konstruktion som særligt de historiske bygninger rummer viden om. Dette tema var væsentligt for flere af de projekter, som blev gennemført i den engelske industriby Manchester, mens erfaringer fra både Kosovo og Albertslund viser, hvordan man ved at sætte fokus på et områdes kulturarv skaber adgang til nye netværk og ildsjæle. Overordnet er det vigtigt at understrege, at kulturarven er det, vi vælger at tage med os fra fortiden til nutiden. Således siger kulturarven os ligeså meget om den tid, vi lever i nu som den siger noget om den fortid, vi kommer fra. Med denne erkendelse bliver spørgsmålet om, hvordan vores arv kan udgøre en ressource i den tid, vi lever i, mindst ligeså væsentligt som spørgsmålet om, hvordan vi kan bevare et så smukt og autentisk billede af fortiden som muligt. I Byfornyelsessammenhænge betyder dette, at fokus må ligge på, hvordan kulturarv kan bidrage til både æstetisk smukke byer såvel som til en bæredygtig social udvikling i alle byens områder. For denne publikation er sidstnævnte tema centralt, hvorfor kulturarv behandles som et procesredskab snarere end som et isoleret objekt i landskabet. En aktiv kulturarv skal opfattes som et middel snarere end som et mål. 13

14 KULTURARV OG BYFORNYELSE Områdefornyelse er en helhedsorienteret fornyelse af nedslidte og problemramte byområder samt ældre erhvervs- og havneområder. Formålet er at sætte gang i en positiv udvikling og omdannelse af områderne, der gør dem attraktive for bosætning og private investeringer. Målet er at skabe velfungerende boliger og boligområder, gode forhold for erhvervslivet og rekreative friarealer til fordel for alle. deltagerne til at arbejde sammen på tværs og bruge deres indflydelse i fornyelsen. Dette fokus på brugernes ressourcer og behov kan med fordel suppleres af det potentiale, der eksisterer i det fysiske bebyggede miljø den kulturarv som strukturerne og bygningerne rummer og stiller til rådighed for os. Kommunerne kan søge støtte fra Indenrigs- og Socialministeriet til områdefornyelse. For at opnå støtte skal borgere og andre med interesse i området inddrages i planlægningen og gennemførelsen af indsatsen. Inddragelse af borgere og interessenter skal være med til at gøre indsatsen bæredygtig og sikre, at den positive udvikling fortsætter - også efter at de offentlige investeringer hører op. For at opnå forankring hos lokalbefolkningen er der gennem de sidste ca. 15 år sat fokus på helhedstænkning og inddragelse. I processerne er der stillet skarpt på brugernes behov, ressourcer og drømme. Forløbene har været karakteriseret ved brud med vanetænkning og uddelegering af ansvar for at få Ofte ligger mulighederne lige under overfladen, men skjuler sig for det blotte øje. Derfor kræver det en særlig indsats at få bygninger og bystrukturer til at tale til os på ny. I Danmark har der længe været en stor interesse og velvilje for at gøre kulturarven synlig og aktiv. En landsdækkende undersøgelse foretaget af Kulturarvsstyrelsen og Realdania viste i 2005, at kulturarven har et potentiale på linje med områder som erhverv, turisme og infrastruktur. Det potentiale kan kommunerne med stor fordel inddrage og udnytte i det politiske arbejde og i planlægningen. Ifølge undersøgelsen ønsker både borgere og virksomheder, at kulturarven skal være et centralt element i udviklingen af lokalområdet også selvom det har omkostninger for den enkelte borger eller virksomhed. I 2007 lancerede Kulturarvsstyrelsen og Realdania et forsøg med at udvikle såkaldte kulturarvskommuner. Denne satsning har vist, at kulturarven ikke er et passiv, der står i vejen for udvikling, men en aktiv ressource, der skaber udvikling. På kort tid har de udvalgte kommuner formået at indarbejde et nyt ressourceperspektiv på kulturarven. I Aalborg Kommune er industriarven blevet et vigtigt aktiv for kommunens udvikling, ligesom Hvidovre Kommune arbejder på at gøre fortællingen om forstaden til en stærk identitetsmarkør for byen. Et andet godt eksempel er genanvendelse af papirindustriens fabriksbygninger i Silkeborg, som er omdannet til unikke og attraktive boliger, kreative virksom- 14 hvad er kulturarv?

15 heder, kulturinstitutioner og handelsområder. Af det tidligere fabrikskompleks er næsten 100 procent nu ombygget og udlejet. Projektet har tiltrukket mange nye developere til Silkeborg, og i dag er alle planlagte byggerier på den ubebyggede del af området realiseret eller under realisering. Området rummer i dag ca. 200 boliger og erhvervsvirksomheder, fx edb-firmaer, rådgivende ingeniører, marketingsbureauer, hotel, distriktspsykiatri og avishus. Ligeledes finder man kulturelle og sociale aktiviteter som biograf, kommunale kunstnerværksteder med udstillingslokaler samt et musik- og teaterhus. Papirfabrikken fremstår som en ny, åben og livskraftig bydel med en bred vifte af funktioner, der indgår aktivt i livet i Silkeborg by. Erfaringerne fra projekterne peger på flere centrale budskaber: Ethvert lokalområde har sin fortælling og kulturarv, som beboere og brugere i området vil engagere sig i at bevare, støtte eller udvikle. Kulturarven kan derfor være en vigtig nøgle i arbejdet med at forankre en indsats lokalt. Aktivering af den lokale kulturarv kan tilføre områ det en distinkt identitet, som vil smitte af på det samlede område og på områdets beboere og erhverv. Et strategisk arbejde med den lokale kulturarv kan tiltrække investeringer fra den private sektor samt beboergrupper, som ellers ville vælge området fra. Med disse erfaringer tegner der sig et klart billede af, at kulturarven også i byfornyelsessammenhæng besidder et vigtigt potentiale. Papirindustriens fabriksbygning i Silkeborg 15

16 Inddrager man lokalbefolkningens erindringer og arv i fornyelsen af et område, opstår der også en anerkendelse af indsatsen hos de lokale borgere. Kosovo

17 Eksemplariske projekter Erfaringer viser, at der er forskellige veje at gå, når det handler om at aktivere kulturarven. For ét projekt kan det handle om at redde en bygning af særlig betydning, mens andre projekter opererer med et erklæret mål om at forny et større område. Og mens visse projekter sigter på at ændre omverdenens opfattelse af området, er det for andre projekter et spørgsmål om at styrke den lokale identitet. Selvom der ikke er ét standardprojekt eller én typisk tilgang til at aktivere kulturarv, er der alligevel en række gode råd fra eksisterende projekter, som man med fordel kan drage nytte af. Derfor samler denne publikation en række centrale erfaringer fra følgende steder: Manchester, England Hoogvliet ved Rotterdam, Holland Kosovo Albertslund Syd Holmbladsgadekvarteret, København Nykøbing Falster Vi har besøgt disse steder, fordi der her er gennemført ét eller flere projekter med fokus på udvikling og bevaring. Tre af stederne er danske eksempler på, hvordan byfornyelsesprocesser kan have glæde af at aktivere den lokale kulturarv, mens de øvrige tre besøg er afholdt i henholdsvis Kosovo, Holland og England. De udenlandske projekter adskiller sig ved, at der ikke nødvendigvis er tale om projekter, der indgår i en formaliseret byfornyelsesproces men i stedet kan være drevet af lokale borgergrupper, græsrodsorganisationer eller andre partnerskaber. Endvidere henter vi fra England og Kosovo viden og erfaringer fra mere end et enkeltstående projekt. På forskellig vis har projekterne vist, at man kan aktivere kulturarv som et redskab i byfornyelse og skabe værdifuld synergi mellem bevaring og udvikling. For at illustrere mangfoldigheden i strategier og effekter præsenteres erfaringerne under fire forskellige centrale spørgsmål, som er relevante, når kulturarven inddrages i byfornyelsessammenhæng. De fire centrale spørgsmål er: Hvordan kan kulturarven bidrage til vækst? Hvordan kan kulturarven bidrage til helhedstænkning i fornyelsesindsatsen? Hvordan kan kulturarven skabe lokal forankring? Hvordan kan kulturarven skabe social udvikling blandt svage grupper? Følgende beskrives kort konteksten for de destinationer, som har informeret denne publikation. 17

18 KULTURARVENS SÆRLIGE PLADS I UDVIKLINGEN AF MANCHESTER I ENGLAND I juni 1996 blev en bombe detoneret i det centrale Manchester. Bombens afsender var IRA og hensigten var at sætte byens infrastruktur og økonomi ud af spil. Attentatet skulle også imidlertid vise sig at blive starten på en omfattende byfornyelse i Manchester. Da byen har dybe rødder i industrihistorien som Englands første industriby, var man efter bombardementet bekymret for, om en storstilet byfornyelse ville føre til et tab af denne arv. De lokale myndigheder indgik derfor hurtigt et tæt samarbejde med English Heritage, hvis primære formål er at varetage de statslige interesser omkring historiske bygninger i England. Samarbejdet lagde kimen til en proces med fokus på bevaring og udvikling af historiske bygninger og miljøer, og det har siden ledt til en række eksemplariske og eksperimenterende konverteringsprojekter. Bevarings- og udviklingsprojekterne i Manchester er kendetegnet ved at have et stærkt fokus på inklusion og social bæredygtighed. Dette skal ses i lyset af, at alle sektorer med etableringen af The Office of the Deputy Prime Minister (ODPM) i 2002, har været mere eller mindre forpligtiget på at bekæmpe af social eksklusion af ressourcesvage, unge, gamle eller etniske minoriteter. Inden for bygningsbevaring kommer strategien bl.a. til udtryk ved, at støttemidler til restaurering og genanvendelse af historiske bygninger er betinget af, at projekterne udviser et socialt ansvar mod samfundets svageste grupper eller indeholder det man på engelsk kalder for en outreach strategi altså en strategi for, hvordan projektet kan række ud til de grupper, der normalt ikke oplever, at kulturarv vedrører dem. Fra Manchester skal vi høre om hvordan: Restaurering smitter af på nedslidt område Tværsektorielt samarbejde om bygningsarv styrker byudviklingen Kulturarv er vejen mod øget frivillig indsats Outreach gennem kulturarv skaber gode historie og lyst til læring Ancoats er et helhedsplanlagt industriog boligområde i hjertet af Manchester. Det blev anlagt i fra slutningen af det 18. århundrede, men var siden 1980'erne blevet efterladt og stod tilbage uden funktion, bortset fra de mere eller mindre lyssky aktiviteter, som byens kriminelle miljøer stod for. Her skulle en omfattende outreachindsats til, for at byens borgere atter skulle få lyst til at opsøge området. 18

19 Med planer om at bygge en by til indbyggere begyndte byggeriet af Hoogvliet i slutningen af 1950'erne. Byggeriet blev bygget bare få kilometer fra et gigantisk Shell raffinaderi men nåede kun at realisere ca. halvdelen af de beboere der oprindeligt var til-tænkt at leve i byen. KULTURARV I SATTELITBYEN HOOGVLIET VED ROTTERDAM I HOLLAND Hoogvliet er et helhedsplanlagt boligområde i Rotterdam. Området er bygget efter modernistiske idealer, omgivet af tung industri og var det første boligområde i Rotterdam, som i 1970'erne og 1980'erne blev ramt af fraflytning og en dalende popularitet. I 1999 indledtes en storstilet fornyelsesproces i Hoogvliet. Ønsket var en storstilet nedrivningsindsats og et område med en mere traditionel urban typologi. Dette rejste debat om den arkitektoniske og kulturelle kvalitet ved de såkaldte New Towns og førte til en modig beslutning om at give et mere helhedsorienteret planlægningssyn indflydelse i området. Den nye tilgang blev varetaget af det dertil oprettede sekretariat, som kaldte sig WiMBY! (Welcome into My Backyard!). WiMBY! ønskede via nyfortolkning af den eksisterende arkitektur, planlægning og via sociokulturelle projekter at skabe en bedre by. Frem for at orientere sig mod det, der ikke fungerede i Hoogvliet, tog sekretariatets arbejde altid udgangspunkt i områdets kvaliteter, heriblandt også kulturarven. Fra Hoogvliet skal vi høre om hvordan: Anerkendelse af arven skaber tryghed i socialt belastet boligområde 19

20 KULTURARVENS ROLLE I GENOPBYGNINGEN AF KOSOVO Den svenske NGO Kulturarv utan Gränser har siden 2001 arbejdet med at genopbygge kulturarven i blandt andet Kosovo. Arbejdet bliver ofte udført og drevet af lokale, og målet er at inddrage civilbefolkningen på tværs af etniske grupper og dermed bidrage til fredsprocessen i landet. Organisationens arbejde består både i konkrete genopbygningsprojekter, men også i at styrke samarbejdspartnernes forudsætninger for selv at tage ansvaret for vedligehold og genopbygning i fremtiden. Mange projekter handler derfor om at rådgive og uddanne både myndigheder, arkitekter, håndværkere og andre interesserede i at bevare og udvikle kulturarven. Lokale eksperter på bevaringsområdet lønnes gennem organisationen "Kulturarv uden grænser" og hjælper lokalbefolkningen med at skabe liv og værdi i de historiske miljøer. Ved at fokusere på genopbygningen af hverdagslivets arkitektur, fx forsamlingshuset eller bondegården, frem for religiøse eller nationale monumenter, har organisationen formået at bygge bro mellem grupper, som indtil nu har været i dyb konflikt. Disse grupper har gennem organisationens projekter fået ny mulighed for at mødes om genopbygningen af deres fælles lokale kulturarv. Fra KOSOVO skal vi høre om hvordan: Bygningsbevaring skaber opmærksomhed og nyt liv Viden om fortiden skaber stærke visioner for fremtiden Bevaring skaber fremtidstro og baner vejen for forsoning Enlige kvinder bliver iværksættere gennem restaureringsprojekt 20

21 Blandt de opdagelser man gjorde sig efter kortlægningen af områdets bærende fortællinger var, at en del af den oprindelige pionerånd som de første beboere tog med sig til bydelen satdig eksisterer i dag. AT OPDAGE KULTURARVEN I ALBERTSLUND SYD Albertslund Syd er eksempel på det totalplanlagte boligområde fra dengang velfærdsstaten var i sin vorden med drømme om lige muligheder til alle. Langt de fleste danskere har i løbet af livet haft deres daglige gang i et lignende område, men på trods af dette opfatter de færreste mennesker sådanne områder som bevaringsværdige eller som en vigtig del af vores kulturarv, men snarere som en dårlig historie man hellere vil glemme. overfor har byfornyelsesinitiativet arbejdet med at identificere og kortlægge områdets materielle og immaterielle kulturarv. Både for at parterne selv blev opmærksomme på nuancerne i det ellers monotone byggeri, men også for at udfordre holdningen om stedets manglende værdi. Håbet er, at kortlægningsarbejdet for fremtiden vil blive inddraget, når bygninger og fællesarealer skal fornyes og vedligeholdes, og at hensynet til bydelens kulturarv dermed sikres. Dette ønsker initiativet Syd 2020 at gøre op med. For kommunen, boligorganisationerne og det lokale museum, har det været vigtigt at understrege og formidle, at Albertslund Syd har en særlig plads i en større fortælling, nemlig historien om hovedstadens omfattende udvikling efter 2. verdenskrig. I forbindelse med de omfattende renoveringer området står Fra Albertslund Syd skal vi høre om hvordan: Kulturarven baner vejen for nye arbejdsformer i forvaltningen 21

22 KULTURARV SKABER FORANKRING OG EJERSKAB I HOLMBLADSGADEKVARTERET Kvarterløft Holmbladsgadekvarteret blev afsluttet i 2003 og før denne indsats var kvarteret et nedslidt kvarter, præget af stor arbejdsløshed og betydelige sociale problemer. Tillige var kvarteret præget af splittelse og af, at de ressourcestærke beboere fandt andre steder at opholde sig end i kvarteret. Kendetegnet for kvarterløftsindsatsen i Holmbladsgade var beboerinddragelse og medejerskab, men også den satsning det var, at prioritere transformationen af en historisk bygning til lokalt aktivitetshus. Ved at indrette et kvartershus i Holmbladsfamiliens nedlagte lysstøberi blev der skabt en kulturel oase, hvor borgerne kunne mødes i værdige rammer. Herfra kunne sekretariatet i samarbejde med borgere og andre stærke institutioner, der fik til huse i bygningen, varetage og koordinere kvarterløftsindsatsen samtidig med, at kvarteret blev samlet i en stærk fælles fortælling. På trods af at sekretariatet ikke havde nogen erklæret strategi om at aktivere kulturarven, blev de værdige historiske rammer i kvartershuset afgørende for stedets evne til, efter kvarterløftsindsatsen, at agere lokalt fyrtårn og symbol for fællesskab og optimisme i kvarteret. Fra Holmbladsgade skal vi høre om hvordan: Lysstøberiet blev mere end blot en gammel bygning Lauritz Peter Holmblad blev i 1837 kandidat i anvendt naturvidenskab fra Polyteknisk Læ-reanstalt og anlagde i slutningen af 1800 tallet sit lysstøberi på Jemtelandsgade på Amager. Som filantrop og iværksætter blev han kendt for at være en af det modernes gennembruds centrale skikkelser i København. 22

23 Blandt de aktiviteter fornyelsesprocessen indeholdt, var en indsamling og udgivelse af Østerbroborgernes erindringer om kvarteret. Bogen blev husstandsomdelt til beboerne, for hvem byens tilblivelse og lokale kulturminder er blevet et vedvarende interessefællesskab. Bogens omslag er malet af Th. Skeel Andersen. EJERSKAB OPSTÅR GENNEM MANDS MINDE I NYKØBING FALSTER Projektet Helhedsorienteret byfornyelse, som redskab for partnerskab og bypolitik en velfærdsmodel på Østerbro blev gennemført i Nykøbing Falsters Østerbrokvarter i Gennem det tidligt indledte borgersamarbejde, gav borgerne udtryk for, at bydelens historie skulle gøres synlig. Dels via kreative formidlingsaktiviteter, dels ved hjælp af en bevaringsorienteret indsats for de mange smukke og tidstypiske bygninger. Mange borgere gav udtryk for, at et stigende antal bygninger var blevet skæmmet gennem forkerte istandsættelser og ombygninger med forkert materialevalg, og at kvarteret løbende ville forfalde, hvis ikke noget blev gjort. Ideen var, at kvarterets mange skjulte fortællinger skulle frem i lyset, fortalt af de beboere, som endnu kunne huske tilbage. Fortællingerne skulle indsamles og udgives i bogform til glæde for områdets nuværende og fremtidige beboere. Derudover blev fortællingerne formidlet gennem opsætning af tavler i kvarteret, som oplyste om den lokale kulturarv og ikke mindst blev der vedtaget en bevarende lokalplan for området og udarbejdet en vejledning i at vedligeholde kvarterets huse. Processen har bidraget til, at lokale foreninger og råd i dag sørger for at opretholde en høj arkitektonisk standard, og at kvarteret er blandt Nykøbing Falsters mest populære at bo i. Fra Nykøbing Falster skal vi høre om hvordan: Bygningsbevaring øger de private investeringer 23

24 Synliggørelse og formidling af den lokale kulturarv gør det muligt at fremme en positiv fortælling, som både virksomheder og ressourcestærke borgere kan skrive sig ind i. Manchester

25 Kulturarv og øget vækst Med byfornyelsesloven fra 2004 blev ønsket om privat medfinansiering, lokalt medejerskab og forankring centralt. Flere kommuner har gennemført byudviklings- og fornyelsesprojekter i tæt samspil med private, og de nye partnerskaber har betydet øget medfinansiering og fastholdelse af resultaterne. For mange kommuner kan det være en udfordring at ramme netop den strategi, der vækker den potentielle partners interesse, og her kan kulturarven være en vigtig brik i puslespillet. Kulturarvsstyrelsens og Realdanias analyse af danskernes holdninger til kulturarv i 2005 viser, at både borgere og erhvervsliv opfatter kulturarven som væsentlig, når virksomhederne skal vælge domicil. På samme måde har en række danske byer, fx Aalborg og Silkeborg, oplevet øget turisme efter, man har genanvendt historiske miljøer og bygninger. Aktivering af den lokale kulturarv giver gode muligheder for at styrke en eventuel turismestrategi og for, at arbejdet fører følgeinvesteringer med sig. Erfaringerne fra publikationens cases viser, at man kan tiltrække og samarbejde med private virksomheder, hvis man prioriterer kulturarven i kommunen og sikrer, at der skabes en solid bro mellem erhvervspolitik, planlægning og bevaringsinteresser. Synliggørelse og formidling af den lokale kulturarv gør det muligt at fremme en positiv fortælling, som både virksomheder og ressourcestærke borgere kan skrive sig ind i. Man bør dog også være opmærksom på den mere indirekte afledte vækst, som et initiativ fører med sig fx vil en synlig og velbevaret kulturarv i mange tilfælde smitte af på antallet af private investeringer i de private boliger og udlejningsejendomme. Kulturarven er ligeledes også et tema, man kan indarbejde i alle former for socialt orienterede projekter. Byfornyelsesinitiativer, der aktiverer kulturarven, har dermed gode muligheder for at skabe synergi med eksisterende og velforankrede sociale indsatser. KORT FORTALT Et fokus på kulturarven er en god måde at bygge bro mellem erhvervspolitik, planlægning og bevaringsinteresser. Med en bredt forankret og klar vision for kulturarven, bliver det lettere for private virksomheder at få øje på potentialet, ligesom partnerskabet står stærkere. Ved at synliggøre og formidle den lokale kulturarv, bliver det muligt at fremme en positiv fortælling, som både virksomheder, etablerede institutioner og ressourcestærke borgere kan skrive sig ind i og føre videre. Fornyelsesinitiativer, der aktiverer kulturarven har gode muligheder for at knytte an og skabe synergi til eksisterende og velforankrede sociale og kommercielle indsatser. Et lokalområdes synlige og velbevarede kulturarv vil ofte føre til en stigning i investeringerne i de private boliger og udlejningsejendomme. 25

26 Den bevarende lokalplan der blev udviklet med hjælp fra de lokale borgere i kvarteret udpegede Østerbrogades struktur med synlige forhaver og stakitter som et vigtigt element man ville gå langt for at bevare. 26 kulturarv og øget vækst

27 NYKØBING F BYGNINGSBEVARING ØGER DE PRIVATE INVESTERINGER Daværende Nykøbing Falster Kommune inviterede tidligt borgerne med på råd, da der skulle udvælges initiativer til en fornyelsesindsats i Østerbrokvarteret. Her lagde de aktive borgere vægt på, at der var for mange af kvarterets bygninger, som var skæmmet af forkerte istandsættelser og ombygninger med forkert materialevalg. Tendensen i kvarteret gik mod, at husejerne nedlagde de ellers så velkendte spidsstakitter, mens forhaverne blev belagt med blå søsten og beplantet med biler, campingvogne og trailere. For at styre udviklingen og sikre kvarteret en stærk identitet og synlig historie, blev der gennemført en oplysnings- og informationskampagne, som bl.a. indebar udviklingen af en bevarende lokalplan for kvarteret. Lokalplanen blev udarbejdet i samarbejde med en borgergruppe sammensat af beboere fra kvarteret og endte med at indeholde samtlige af de bygninger, der var bevaringsværdige i kategori et til fem i kommuneatlasset. Der blev indført en grænse for indkørslens størrelse og stillet krav om stakit. Alt i alt var det en langt mere vidtgående plan end forvaltningen ellers ville have udarbejdet. Trods dens vidtgående fokus på bevaring, blev planen vedtaget i 2003 med kun tre indsigelser om dens bevaringsbestemmelser Talrige byvandringer blev også gennemført på indre Østerbro, hvor ældre deltagere fortalte om det liv, der engang havde været i gaderne, mens medarbejdere fra Teknisk Forvaltning samt Museet Falsters Minder skrev fortællingerne ned. Byvandringerne var et stort tilløbsstykke med op mod 90 deltagere pr. gang, og succesen førte til, at arrangementerne spredte sig til byens øvrige bydele. Indsatsen blev fulgt op med udarbejdelsen af en vejledning i at vedligeholde og istandsætte fem af kvarterets mest typiske bygningstyper, og husejere kunne få gratis arkitektrådgivning. Til sidst blev der skabt synlighed om muligheden for at søge om støtte gennem Bygningsforbedringsudvalget og Nykøbing F. Bevaringsfond. Projektet har medført et meget større fokus på og interesse for at gennemføre istandsættelser og ombygningermed respekt for de bærende værdier. Indsatsen har resulteret i mange ansøgninger til Bygningsforbedringsudvalget fra Østerbro. Blandt de, der har modtaget tilskud, kan nævnes 13 bevaringsværdige ejerboliger, som samlet har modtaget kr. i støtte. Det svarer til en samlet investering på ca. 3 mio. kr. Ligeledes har en nedslidt og misligholdt udlejningsejendom gennemført bygningsforbedringsarbejde med et meget flot resultat. I dette tilfælde blev et tilskud på kr. til en samlet investering på ca. 1 mio. kr. Projektet har haft en stor indvirkning på bydelen med hensyn til bygningsbevaring. Det lokale facaderåd er blevet udvidet og rådgiver grundejerne og kommunen i bevaringsspørgsmål. Også den lokale kulturmindeforening er vokset og er med sine medlemmer blevet byens største forening. Generelt har de gennemførte restaureringsprojekter højnet bevaringsindsatsen på Østerbro, som med indsatsen har udviklet sig til et meget attraktivt og efterspurgt kvarter. Ifølge forvaltere og borgere har hvert enkelt projekt smittet positivt af på nabobygninger og områder. Den store opbakning til lokalplanen skal ses i lyset af det formidlings- og oplysningsarbejde om Østerbrokvarterets kulturarv, som kørte ved siden af udarbejdelsen af lokalplanen. Forløbet indeholdt en interviewrunde med borgere, som var født og opvokset i bydelen og blev udgivet i bogen Uden for voldene i 27

28 CENTRALE ERFARINGER FRA NYKØBING F En velbevaret kulturarv er et vigtigt tema for borgerne og inspirerer til private investeringer i bygningsmassen. Tidlig inddragelse af borgerne skaber grobunden for senere forankring og medejerskab blandt lokalbefolkningen, og det reducerer de offentlige omkostninger. En aktiv og åben kommunikationsstrategi og formidling af projektet skaber velvilje og forståelse hos lokalbefolkningen. Ved at inddrage og ansvarliggøre lokale beboere i udpegningen af bevaringsværdier vil man ofte skabe rum mere vidtgående tiltag, end hvis udpegningen foregår uden inddragelse. Når lokale foreninger og borgergrupper har ejerskab til bevaringsplaner, vil påbud og retningslinjer lettere blive accepteret af de øvrige borgere. 28 kulturarv og øget vækst

29 NYKØBING F 29

30 MANCHESTER RESTAURERING SMITTER AF PÅ NEDSLIDT OMRÅDE Sankt Francis kloster var engang et vigtigt fyrtårn for borgerne i det lille kvarter Gorton i det østlige Manchester. Bygningen, som blev opført af den engelske mesterarkitekt Edward Pugin i 1861, husede fastboende præster og tiltrak en menighed på omkring 900 mennesker, indtil den dag i 1989 hvor præsterne måtte flytte på grund af sanering. Bygningen blev solgt til en ejendomsudvikler, som ville bygge etageboliger på grunden. Men da vedkommende gik konkurs, inden han nåede at realisere sit projekt og ydermere havde efterladt bygningen åben og tømt for værdier, tog vandalismen over. Klostret gik i hastigt forfald ligesom resten af Gorton, som dengang lå på 3. pladsen over Englands mest nedslidte kvarterer. For at udnytte klostrets positive indflydelse på resten af kvarteret fortsatte de frivillige arbejdet med at imødekomme kvarterets sociale behov. Ved at gøre brug af klostret samt gruppens efterhånden stærke engagement og organisation, målrettede man aktiviteter mod kvarterets unge, de ensomme og isolerede ældre og mod kvarterets problemer med kriminalitet og vandalisme. Blandt de mest succesrige initiativer er et partnerskab med det lokale fængsel, som har gjort det muligt for de unge at deltage i restaureringsarbejdet og de øvrige initiativer, fx kunstprojekter for unge og ældre og det ugentlige folkekøkken, som hver søndag tiltrækker fulde huse til fællesspisning i klostret. For at sikre de enestående bygninger stiftede en lille gruppe af frivillige i 1996 en fond med det formål at restaurere klostret og finde ny brug af bygningerne til gavn for resten af lokalmiljøet. Kort efter at bygningen var blevet afsikret og rengjort, åbnede gruppen dørene og inviterede alle interesserede inden for til åbent hus. Til gruppens store forbavselse tiltrak arrangementet mere end mennesker, og ved lejligheden blev der nedsat en venneforening med medlemmer, hvoraf størstedelen var lokale borgere. Fonden indså hurtigt, at restaureringen af klostret skabte ringe i vandet til resten af kvarteret. Tv-stationen BBC lavede en dokumentarserie om klostret, og da Prinsen af Wales besøgte byen for at se klostret i 2007, havde mange private husejere iværksat forbedringer på deres egne huse efter forbillede fra klostrets frivilliggruppe. I dag er klostret kendt over hele England og borgerne er ikke i tvivl om betydningen af at have en levende, værdsat og åben kulturarvsinstitution i kvarteret. Det stærke fokus på at give hele området et fysisk og socialt løft har ført til donationer fra store og små virksomheder, som håber, at de gode historier fra Gorton vil smitte af på deres profil. Over en 12-årig periode rejste de frivillige 6 millioner pund, som bygningen blev restaureret og udviklet for. I dag fungerer klostret som en vigtig og unik event- og konferencebygning og som base for små virksomheder og sociale foreninger. Processen har skabt positiv opmærksomhed og mobiliseret byens ressourcer i en stærk organisation, som arbejder videre med at løse kvarterets sociale problemer. At de er godt på vej, står klart efter at, Gorton ikke længere er på listen over Englands mest nedslidte kvarterer. 30 kulturarv og øget vækst

31 Det forladte og nedslidte kloster i Gorton blev af byens borgere opfattet som endnu et af mange kollektive nederlag, der gennem tiden havde ramt området. 31

32 CENTRALE ERFARINGER FRA GORTON En synlig kulturarv kan bringe stolthed og selvjustits til nedslidte boligområder Synliggørelsen af kulturarven og de bærende fortællinger gør det lettere for private investorer at se sig selv som en del af området. Byfornyelsesindsatsen kan med fordel knytte an til eksisterende lokale projekter, der har fokus på restaurering og aktivering af bygningsarven. Et mindre støttebeløb eller rådgivning i startfasen af et privat restaurerings initiativ kan betyde, at projektet formår at skabe ringe i vandet. Initiativer, der vil bevare og styrke et områdes fælles arv og identitet, kan udløse betragtelig støtte fra fonde og private. 32 kulturarv og øget vækst

33 MANCHESTER 33

34 BYGNINGSBEVARING SKABER OPMÆRKSOMHED OG NYT LIV De såkaldte Kullaer er bygninger som traditionelt har dannet rammen om landets storfamilier, som bosatte sig i de fortificerede tårnbygninger. Blandt de kulturminder, som blev ramt hårdest under borgerkrigen i Kosovo, hører de såkaldte kullaer. Før krigen fandtes der omkring af disse bygninger, alle opført i 17- og 1800-tallet, men efter krigen var der blot 200 tilbage, hvoraf mange var i meget dårlig stand. Kulla betyder tårnhus og bygningen er således et tårnlignende befæstet stenhus, hvor storfamilier fortsat bor i dag. Fordi kullaerne har en særlig betydning for det albanske folk, stod de særligt for skud under krigen. I 2001 igangsatte den svenske organisation Kulturarv utan gränsor en kampagne for at få restaureret nogle af bygningerne. Formålet var ud over at redde bygningerne, at øge kendskabet til restaurering og betone kulturarvens rolle i fredsprocessen. Fem kullaer blev restaureret med hjælp fra den svenske organisation, der oplevede, hvordan et fokus på hverdagskulturen og lokale traditioner, håndværk og materialer, skabte velvilje og omtale om projekterne. De restaurerede kullaer har siden inspireret både private og offentlige til lignende projekter. Eksempelvis har flere af Kosovos nye kommuner valgt at indrette deres offentlige kontorer i omdannede kullaer. I den lille by Peja har den lokale teglfabrik måtte sætte gang i en specialproduktion af de ellers udgåede byggesten, så både kommunekontoret og den lokale skole kan indlogere sig i omdannede kullaer. Nogle af de projekter, der har opnået størst omtale og lokal effekt, finder man i landsbyen Dranoc, hvor en kulla er omdannet til kulturelt medborgerhus. Her afholdes politiske stormøder, private fester og andre kulturelle og sociale events, som har trukket ny opmærksomhed og liv til byen. Også private ejere er blevet inspireret til at investere i kullaerne. I dag kan turister besøge den lille landsby Junik og overnatte i familien Krasniqis nyrestaurerede kulla. Den lejes udelukkende ud til turister. Restaureringen af kullaerne har ikke blot betydet, at lokalsamfundene har fået nye smukke mødesteder, og at de involverede håndværkere har fået kendskab til lokalt håndværk, materialer og byggeskikke. Den har også betydet, at der er skabt fornyet håb til fremtiden rundt om i Kosovo. For få år siden talte ingen om turisme og bortset fra de internationale styrker, besøgte kun få udlændinge landet. Med restaureringen af kullaerne har borgerne i Kosovo genopdaget deres kulturarv, og samtlige af de fem kullaer fungerer i dag som pejlemærke og udgangspunkt for spirende initiativer, som på ny skal tiltrække turisterne. 34 kulturarv og øget vækst

35 kosovo Kullaerne er centrale omdrejningspunkter for fællesskabet i det nye land. Med tiden har også private entreprenører grebet ideen om at restaurere bygningerne og åbne dem op for nye formål, ligesom offentlige institutioner så som et handikapcenter overvejer at indrette sig i en gammel Kulla. 35

36 36 kulturarv og øget vækst

37 kosovo CENTRALE ERFARINGER FRA KOSOVO Historiske bygninger danner ofte gode rammer for større kulturelle og sociale events. En styrket kulturarv kan bane vejen for øget turisme og følgevirksomheder. En synlig og værdsat kulturarv kan vende et ellers negativt billede af et område. For mange politikere er kulturarven en sikker sag at satse på. Ofte er det et emne, der interesserer de fleste borgere, samt en nøgle til øget bosætning og turisme. 37

38 Et områdes historie er et godt sted at starte, hvis der skal formuleres stærke og forståelige fremtidsvisioner som både borgere, embedsmænd og politikere skal kunne stå sammen om, og huske på sigt. Holmbladsgade 38

39 kulturarv og fællesskabet Gennem en årrække har hovedstæder og storbyer konkurreret om at indtage positionen som regionalt knudepunkt eller kreativt center. I dag arbejder også flere mellemstore byer målrettet på at skabe koblinger mellem kunst, kultur, erhvervsudvikling, byfornyelse og bosætningspolitik. Her står aktiveringen af det historiske miljø centralt som ramme om små og store begivenheder og som eftertragtet kulisse for store dele af den såkaldte kreative industri. Vælger en kommune at arbejde strategisk med udvikling og aktivering af de historiske lag, giver det mulighed for at skabe solide, tætte koblinger mellem kultur, fritid, erhvervsudvikling, uddannelse, ungdomspolitik og byplanlægning. Ofte er det en sådan helhedstænkning i forvaltningen, der kan føre til en strategisk udvikling og brandingindsats, som virkelig rykker. I den kommunale forvaltning vil tværgående udviklingsprojekter og etableringen af nye organisatoriske samarbejder være vigtige for kommunens evne til at gennemføre helhedsorienterede og visionære ændringer. Kulturarven kan aktiveres på mange måder, dels som fortælling eller billede, dels som fysiske bygninger i landskabet. Aktiveres kulturarven som et procesredskab i en større udviklingsstrategi, rummer den derfor også gode muligheder for at tænke nyt og bryde fastgroede vaner og stridigheder i et område eller i en forvaltning. Med visheden om hvorfra vi kommer, bliver det også lettere at få øje på de kvaliteter, der giver udviklingsmuligheder i fremtiden. Et områdes historie er derfor også et godt sted at starte, hvis der skal formuleres stærke og forståelige fremtidsvisioner som både borgere, embedsmænd og politikere skal kunne stå sammen om, og huske på sigt. For at styrke den lokale identitet og tiltrække nye partnerskaber, er det derfor en stor fordel for et lokalområde, at spørgsmålet om stedets kulturarv prioriteres og indgår i områdets udvikling. KORT FORTALT Med visheden om hvorfra vi kommer, bliver det lettere at få øje på de kvaliteter, der giver udviklingsmuligheder i fremtiden. Stærke fremtidsvisioner kan derfor med fordel tage udgangspunkt i kulturarven. Mange opfatter tilstedeværelsen af et unikt miljø og bevidstheden om den lokale skik og brug, som det der giver et område sin særlige karakter. Arbejdet med at aktivere kulturarven er relevant for kulturliv, planlægning og erhvervspolitik og kan derfor aktiveres både som fortælling, billede eller som fysiske bygninger i landskabet. Kulturarven rummer gode muligheder for at eksperimentere, nytænke og bryde fastgroede vaner og stridigheder i et område eller en forvaltning, hvis man inddrager den som procesredskab i en større udviklingsstrategi. 39

40 ALBERTSLUND SYD KULTURARV BANER VEJEN FOR NYE ARBEJDSFORMER I FORVALTNINGEN Albertslund Kommune har siden 2000 arbejdet med helhedsorienteret byfornyelse i boligområdet Albertslund Syd. Blandt tiltagene har været en identifikation af kulturarven i Albertslund Syd, herunder både den materielle og immaterielle kulturarv. I de første etaper arbejdede man intensivt med at etablere samarbejder, netværk og fælles ejerskab blandt borgere, boligselskaber og den kommunale forvaltning i Albertslund Syd, og boligselskaberne satte gang i en række fornyelsesinitiativer og facaderenoveringer. Strategien for byfornyelsens tredje etape har herefter fokuseret på at kvalificere fornyelsesinitiativerne, så de udføres med respekt for områdets kulturarv, samt ligeledes at udvikle og styrke det mentale billede af området. Målet er at identificere kulturarven og etablere en fælles anerkendelse af de fysiske og kulturelle værdier, som området råder over og at sikre dem for fremtiden. Mens medarbejderne fra kommunens tekniske forvaltning har afviklet dybdegående interviews med lokale borgere og lavet "voxpop" på gadeplan for at kortlægge områdets immaterielle kulturarv, har det lokale museum kortlagt fortællingen om byplanen og byggeriet. Metoden adskilte sig radikalt fra den måde planlæggerne var vant til at arbejde på en arbejdsform reguleret med love og bekendtgørelser snarere end fri fortolkning og subjektive fortællinger. Alligevel bidrog eksperimentet positivt til processen i Albertslund Syd. Mødet med beboernes fortællinger i området skabte forståelse for, hvorfor bevaring og kulturarv også skulle være et tema i den ellers så udskældte og helhedsplanlagte stationsby. Forløbet bragte en omfattende viden for dagen, som skal bidrage til at områdets helhedsindtryk, bygningshierarki og beplantningsstrategi bevares. Sideløbende skal events og oplysning om områdets mange fortællinger og sociale liv gennem tiderne styrke de forskellige borgergruppers ejerskab og identitet i området. Hvor det før var uvant for kommunen at arbejde på tværs af forvaltningerne om et geografisk afgrænset område, har det, at arbejde fokuseret og kreativt med Albertslund Syd s kulturarv givet næring til nye ideer og samarbejdsformer på tværs af forvaltninger. Borgerne, der blev interviewet, blev gjort til eksperter på deres boligområde, og hidtil usete netværk og nye ildsjæle i området blev synlige og inddraget i processen. Og ikke mindst fik forvalterne en styrket fælles forståelse af den opgave kommunen og boligselskaberne stod overfor. Projektets fokus på områdets kulturarv og eksperimentet med tværgående arbejdsformer har skabt en platform for samarbejde, fællesskab og synergi. I dag arbejder både forvaltninger og boligorganisationerne sammen om bydelens udvikling, og det har ført til en fælles driftsaftale og en masterplan for samarbejde om boligrenoveringer. Albertslund Syd er et helhedsplanlagt tæt-lav byggeri fra slutningen af 1960'erne. Det blev anlagt som led i udviklingen af Køge-bugt planen, men mødte i sine tidligere år stærk kritik på grund af byggetekniske problemer og på grund af den meget stramme struktur som bydelen var opbygget om. 40 kulturarv og fællesskabet

41 Picadilly Basins bærer i dag præg af både ny arkitektur, restaurering og transformation af historiske bygninger samt bearbejdning af de landskabelige kvaliteter i området. TVÆRSEKTORIELT SAMARBEJDE OM BYGNINGSARV STYRKER BYUDVIKLINGEN Debatten om Creativity in Planning bliver i disse år ført frem i byforskerkredse, som påpeger behovet for at forny den offentlige forvaltning, ledelse og i kompetencer, hvis man skal skabe de bedste rammer for en byudvikling drevet af kultur og kreativitet. Ofte bliver eksempler fra England fremhævet, fordi det her er mere eksplicit, at lokal kulturpolitik skal bidrage til social og økonomisk udvikling. I Manchester kommer tendensen til udtryk igennem byens tværsektorielle tilgang til byens kulturarv. Siden 2003 har byen haft sin egen Buildings at Risk Officer, der har ansvar for, at de historiske miljøer og bevaringsværdige bygninger bidrager til udviklingen og revitaliseringen af Manchester. Opgaven består i at få kortlagt bygninger og miljøer, afklaret ejerskabsforhold og dernæst at sikre, at hvert enkelt områdes unikke ressourcer aktiveres til gavn for byens borgere og erhvervsliv. Fordi kommunen har en højt prioriteret og proaktiv forvaltning af bygningerne, er der skabt overskud til fornyelse hos de forvaltninger, som ellers hidtil havde betragtet hinanden som deres konkurrenter. Med sit tætte kendskab til både de fysiske og udviklingsmæssige aspekter ved bygningerne, fungerer Manchesters Building at Risk Officer ofte som en mediator mellem forvaltningerne og kan tage lederskab i forhold til de pågældende områder. Alt efter hvilke bygninger, der er på tale, er hun i stand til at sammensætte relevante tværgående teams, som sammen udvikler strategier og visioner, beregner risici og etablerer partnerskaber for de pågældende områder. Denne arbejdsform og prioritering af de historiske bygninger er en vigtig brik i udviklingen af Manchester og har bevirket talrige udviklingsprojekter i byen, heriblandt det 12 ha store område Picadilly Basin et forladt pakhusområde kendetegnet ved et gennemgående kanalforløb, der før var et populært udflugtsmål for byens borgere. Her har den tætte interne dialog og stærke vision for området affødt et stærkt partnerskab omkring området og sikret både offentlige og private midler til revitaliseringen som er gennemført med respekt for stedets arkitektoniske arv. I dag opfattes Piccadilly Basins som Manchesters kosmopolitiske centrum med dens blanding af ny og gammel arkitektur, unikke kontor- og boligmiljøer, hvor man (som reklamematerialet skriver) får en sjælden mulighed for at bo og arbejde i Manchesters kulturarv. Byfornyelsesindsatsen blev i 2004 nomineret til Regeneration Partnership of the Year og vandt i 2006 prisen, som det mest succesrige fornyelsesprojekt i Nordvestengland. Blandt begrundelserne for udnævnelserne var det stærke lederskab hos både offentlige og private aktører, den gensidige åbenhed og dialog samt parternes risikovillighed, kreative fremgangsmåde og forpligtigelse til projektet. 42 kulturarv og fællesskabet

42 MANCHESTER CENTRALE ERFARINGER FRA Picadilly Basins Skal historiske huse aktiveres på ny, kræver det kendskab til både bygningernes arkitektoniske kvaliteter, vedligeholdelsesmæssige tilstand og behov samt for de markedsmæssige vilkår for den nye aktivitet. Arbejdet med at bruge kulturarven som en bærende udviklingsfaktor kræver brobygning mellem mange forskellige interesser og aktører. Skal kulturarven indgå som et led i en større kommunal udviklingsstrategi, må feltet prioriteres højt. Enten ved ekstern konsulenthjælp, ved at lade en tværsektoriel gruppe arbejde med spørgsmålet. Tendensen til at politiske forvaltninger ser hinanden som konkurrenter bør overkommes, hvis kulturarven for alvor skal aktiveres til fordel for områdets udvikling. 43

43 kosovo VIDEN OM FORTIDEN SKABER STÆRKE VISIONER FOR FREMTIDEN kommunen valgt at satse på kulturelle og naturmæssige ressourcer for at overkomme de interne stridigheder og modsætninger, som stadig er en stor del af hverdagen. Kortlægningen af kulturarven blev udført af 10 unge arkitekter og antropologer, som gennemførte en analyse af byens arkitektoniske og urbane kvaliteter med særlig vægt på byens kulturhistoriske arv og identitet. Materialet blev lagt til grund for en række åbne visionsseminarer, hvor borgernes ideer og drømme for byens udvikling blev diskuteret. I 2008 erklærede Kosovo sin uafhængighed og med denne begivenhed er nye kommuner og institutioner opstået over hele landet, som nu skal finde fælles fodfæste efter mere end et årti præget af uroligheder og borgerkrig. Afstanden og splittelsen i befolkningen har betydet, at en lang række praktiske genopbygningsopgaver er blevet forhalet og tabt i interne stridigheder. Den fælles vilje i området har været svær at finde og den politiske virkelighed har båret præg af splittelse snarere end fællesskab, en erkendelse som har sat værdi- og identitetspolitikken i højsædet. I den nye kommune, Junik, indså man tidligt, at første fælles opgave måtte være et fokus på områdets store naturmæssige og kulturelle ressourcer og dermed på de fælles værdier i området. I samarbejde med den svenske NGO "Kulturarv utan gränsor" har kommunen dermed udarbejdet en "bevarings- og udviklingsstrategi". Ud over de økonomiske fordele, som strategien forventes at få for byen i form af øget turisme, har Processen har givet det nye bystyre et fælles fundament og en ramme for, hvordan byen skal udvikles. Spørgsmålet om, hvad der skal bevares og videreudvikles, har tvunget både borgere, embedsmænd og politikere til at fokusere på den kollektive erindring og de fortællinger, man kan være fælles om. At gennemføre en aktiv bevaringspolitik har også haft den fordel for kommunen, at processen dag for dag manifesterer sig endnu tydeligere i mursten og bygninger, efterhånden som de historiske huse bliver restaureret og genanvendt. Således bliver processens erfaringer og diskussioner ved med at være levende og centrale for både borgere, embedsmænd og politikere. Blandt de første skridt mod en udvikling af byen med udgangspunkt i kulturarven, er købet og istandsættelsen af to historiske Kullaer, som ligger centralt i byen og ombygges og indrettes til kommunekontor. Med denne strategi indikerer kommunen et vigtigt engagement og ejerskab til områdets fælles identitet og historie. 44 kulturarv og fællesskabet

44 Blandt de kvaliteter som udviklings- og bevaringsplanen fremhævede ved Junik, var de mange private entreprenører, som i årevis havde drevet og udviklet egnens historiske miljøer. Dette historiske ørredbrug, som ligger ca. 30 minutter fra det centrale Junik, er blandt de private aktører, som har fået hjælp til at udvikle en populær traditionel fiskerestaurant. Organisationen "Kulturarv utan gränser" har særligt fokus på at opbygge kompetencer blandt lokalbefolkningen gennem restaurering af historiske miljøer, der samtidig kan minde befolkningen om deres fælles fortid. 45

45 Fortællingen om den nyetablerede kommune Junik og det liv, der gennem tiden har udspillet sig inden for kommunens grænser er et centralt aspekt for udviklingen her. De to såkaldte "twin Kullas" som ligger som en portal til Junik skal derfor i fremtiden udgøre henholdsvis kommunekontor og medborgerhus. 46 kulturarv og fællesskabet

46 KOSOVO CENTRALE ERFARINGER FRA junik Kulturarven minder os om vores fælles udgangspunkt og kan fjerne fokus fra modsætninger til fælles muligheder. Kortlægning, formidling og aktivering af den fælles kulturarv kan være et godt sted at starte, hvis interne stridigheder og konflikter skal overkommes, og blikket rettes fremad. Fordelen ved det ressourceorienterede - og i visse tilfælde konfliktløsende arbejde - med kulturarve er, at det efterfølgende kan manifestere sig i smukke nyrestaurerede huse med sjæl. Dermed vil processen forblive central for både borgere, embedsmænd og politikere. Ved at fokusere på og styrke et områdes kulturarv i form af de bærende fortællinger skabes der gode forudsætninger for en stærk turismestrategi. 47

47 Kulturarvens fysiske spor, hvad end de består af restaurerede bygninger eller designede nyfortolkninger af lokale fortællinger, vil fungere som pejlemærker og minde lokalbefolkningen om den fornyelsesindsats, de selv var en del af. Manchester

48 Kulturarv og forankring Byfornyelsesinitiativer oplever ofte størst succes, når processen formår at skabe gode rammer for, at alle relevante parter kan sætte deres præg på udviklingen. Derfor bliver kommunikationen med og inddragelsen af aktørerne særligt vigtig. Kommuner, der får statslig støtte til at gennemføre områdefornyelse, har pligt til at inddrage borgerne i udviklingen af området. Den mest almindelige procedure er, at der indkaldes til et borgermøde, som borgerne i kvarteret informeres om gennem postomdelt invitation, gennem boligforeningerne i kvarteret og gennem lokalpressen. I alt møder typisk 50 og 250 borgere op, men langt fra alle bliver ved at være aktive i processen, og endnu færre tager ejerskab efterfølgende. Det skyldes, at brugerne af et givent område ofte orienterer sig i vidt forskellige netværk, som ikke nødvendigvis knytter sig til det sted, de bor og færdes til dagligt. Det kan derfor være svært at skabe et fundament, som projekter kan forankres i. Kulturarven kan være et vigtigt redskab i arbejdet med at skabe lokalt medejerskab og forankring. Arbejdet med de nære historier tiltrækker ofte flere interesserede end andre former for planlægningsrelaterede høringer, idet de historiske miljøer og lokale traditioner for skik og brug ofte er udgangspunkt for lokal stedsidentitet. Ved at have blik for forskellige gruppers erindringer kan kulturarvsarbejdet endog få en integrationsfremmende virkning, da viden om traditioner, skik og brug kan skabe forståelse og anerkendelse. Kulturarvens fysiske spor, hvad end de består af restaurerede bygninger eller designede nyfortolkninger af lokale fortællinger, vil fungere som pejlemærker og minde lokalbefolkningen om den fornyelsesindsats, de selv var en del af. Modsat mange tekniske aspekter af byfornyelse kan langt de fleste tale med om de historiske miljøer og deltage i det praktiske arbejde med at restaurere og genanvende dem. Ikke blot de lokale borgere, men også andre centrale lokale institutioner vil ofte kunne bruge de historiske lag som et led i deres virke og dermed indgå i tværgående partnerskaber, der på sigt vil styrke indsatsens forankring. KORT FORTALT Kulturarven kan være et vigtigt redskab til at skabe lokalt medejerskab og forankring i byfornyelsesprocesser, idet arbejdet med de nære historier ofte tiltrækker flere interesserede end andre former for planlægningsrelaterede høringer o. lign. Inddrager man den lokale kollektive erindring og arv som en del af de redskaber, der kan forny et område til det bedre, gøres borgerne til eksperter på deres eget område. Denne anerkendelse er central for projektets rækkevidde og overlevelse. De fysiske spor af kulturarven vil efterfølgende fungere som stolte mindesmærker for fornyelsesindsatsen uanset om de består af restaurerede bygninger, bevarede strukturer i landskabet eller designede nyfortolkninger af den lokale kollektive erindring. Kulturarven i form af historiske bygninger er et særlig fordelagtigt redskab til at skabe inddragelse og forankring. Langt de fleste, kan både tale med om bygningerne og deltage i det praktiske arbejde med at restaurere, istandsætte og ombygge dem. 49

49 Sammenlignet med øvrige aktivitetshuse i København klarer Kvarterhuset i Jemtelandsgade sig med sine 900 besøgende dagligt rigtig godt. I 2009 modtog kvarterløftsindsatsen den berømte Bilfinger Berger pris for mest eksemplariske urbane udviklingsprojekt. 50 kulturarv og forankring

50 HOLMBLADSGADE LYSSTØBERIET BLEV MERE END BLOT EN GAMMEL BYGNING Da Holmbladsgadekvarteret på Amager i København skulle have et løft, samlede sekretariatet en række centrale institutioner i et af kvarterets ældste og mest betydningsfulde byggerier. Bygningen som blev udvalgt, var Holmbladsfamiliens gamle pakhus, som fra 1880 bl.a. husede produktion af segllak, lim, blød og hård sæbe, spillekort, olier og lys. Bygningen udgjorde tilstrækkeligt solide og værdige rammer for introduktionen af det nye beboerdemokrati og rummede en fortælling, som alle kunne være stolte af. Bygningen skabte opmærksomhed og nysgerrighed blandt kvarterets beboere, hvis fortællelyst og nysgerrighed var stor, når det gjaldt erindringen om nogle af kvarterets entreprenante og succesrige pionerer. Ud over at tiltrække interesserede borgere gjorde bygningen det muligt at indgå tætte partnerskaber til andre centrale institutioner, som flyttede ind på de øvrige etager, her iblandt det lokale bibliotek. At placere biblioteket sammen med kvarterløftssekretariatet skabte en tiltrængt bro til de ca studerende, som boede i området, men som også var blandt de sværeste at få kontakt til, bl.a. fordi denne gruppe ikke havde tradition for at opholde sig mere end højst nødvendigt i kvarteret. I kvarterhuset i Jemtelandsgade kunne kvarterløftsekretariatet tiltrække alle beboergrupper og tilbyde attraktive rammer om det frivillige arbejde. Det var også herfra, at interessen voksede for, at også kvarterets fællesområder, skulle være gennemsyret af kvarterets fortællinger. Ønsket om at lade kvarterets kulturarv stå centralt i kvarterets designløsninger, førte til åbne og langvarige debatter om kvarterets værdier, historie og identitet. Selvtilliden blandt deltagerne voksede og samarbejdet mellem deltagerne førte til, at borgerne kastede sig over en fælles nyfortolkning af Jemtelandsgade, hvor kvarterhuset lå. Da kvarterhuset var blevet en kulturel oase for mange borgere i kvarteret, blev Jemtelandsgade udvalgt som kvarterets nye portal. Dette udmundede i et radikalt nydesign med stærke henvisninger til kvarterets historie. Udover at sætte gang i debatten om kvarterets identitet og historie var Holmbladsfamiliens gamle lysstøberi også en tilpas fleksibel ramme for meget forskellige aktiviteter, fx kreative værksteder for svært tilpassede unge, som indrettede dansestudio, radioproduktion og cafe. Ligesom de øvrige aktiviteter var cafeen et led i kvarterløfts opsamlingsskole. Sekretariatet havde frikøbt en lærer fra hver skole i 200 timer til at observere de børn, der faldt ved siden af, og motivere dem til at deltage i arbejdet. I Kvarterhuset fik de unge blandt andet ansvaret for at drive cafeen og radioen; her trænede de deres færdigheder og fik indblik i både organisation og politik. Ved at invitere en stærk samarbejdspartner som det lokale bibliotek med ind i bygningen, sikrede man også det længerevarende ejerskab og forankring af bygningen og dens funktioner i kvarteret. I dag kommer ca folk ind i kvarterhuset hver måned. 51

51 CENTRALE ERFARINGER FRA HOLMBLADSGADE I områder med mange ressourcesvage kan det være en særlig udfordring at forankre byfornyelsesinitiativet lokalt. Her kan historiske bygninger vække borgernes nysgerrighed og blive solide, værdige rammer for beboerdemokrati. Ud over at tiltrække interesserede borgere kan inddragelsen af historiske bygninger være attraktive for andre lignende aktører og dermed bane vejen for tætte partnerskaber til andre centrale institutioner. Ved at stille skarpt på den lokale kulturarv åbnes der for en dialog, hvor de fleste kan deltage. Igennem kulturarvsaspektet etableres et fælles sprog om værdier og identitet. At genfinde sine tanker i byfornyelsens fysiske tiltag styrker selvtilliden og modet til at involvere sig yderligere. 52 kulturarv og forankring

52 HOLMBLADSGADE z 53

53 Kosovo BEVARING SKABER FREMTIDSTRO OG BANER VEJEN FOR FORSONING Den svenske NGO Kulturarv utan gränser har siden 2001 forsøgt at indlede samarbejder med de serbiske enklaver i Kosovo. Enklaverne anerkender ikke Kosovo som selvstændig stat; beboerne kører endnu i biler på serbiske nummerplader og insisterer på at betale med serbisk valuta. Stemningen mellem serbere og Kosovo-albanere var og er fortsat præget af mistillid og frygt, og da det lykkedes den svenske organisation at indlede et samarbejde i den lille serbiske enklave Velika Hoca, var det svært at finde en projektleder som ville påtage sig opgaven. Den albansk fødte projektleder, som meldte sig til opgaven, frygtede da også hver morgen for sit liv, da han for fire år siden startede arbejdet med at organisere restaureringen af landsbyens kulturminder. Gennem lang tid havde enklavens medlemmer under foranledning fra den serbisk ortodokse kirke og presset fra Beograd i Serbien takket nej til et samarbejde. Grunden var, at det ville være problematisk at modtage hjælp fra en organisation, der samtidig samarbejdede med Kosovo en stat som Serbien endnu ikke har anerkendt. Stemningen var således presset, da samarbejdet startede op omkring restaureringen af byens forsamlingshuse, den såkaldte Seralje. Arbejdsløsheden i landsbyen var 70 procent og de fleste modtog økonomisk støtte fra Serbien som kompensation for at blive boende. Gennem den fælles indsats overfor landsbyens kulturarv vandt parterne dog langsomt hinandens tillid. Den albansk fødte projektleder og de godt 200 unge serbiske mænd, der gennem de sidste år har deltaget i de nu talrige restaureringsprojekter i byen, opfatter i dag deres snart et år gamle samarbejde som præget af venskab og gensidig respekt. For de unge mænd i landsbyen er genopbygningsprojekterne den første mulighed for at tilegne sig et regulært håndværk og samtidig føle stolthed ved deres arv i landet. Før var der ingen i landsbyen, der ønskede at restaurere eller genopbygge, fordi alle opfattede deres bosættelse som midlertidig og som et strategisk led i den serbiske stats politiske pres på Kosovo. For de unge mænd, der har boet et helt liv i enklaven, har restaureringsprojekterne været et skridt i retningen mod for alvor at kunne etablere sig i Kosovo. Mange har genvundet følelsen af, at dette også er deres land og ser deres tillærte håndværk som muligheden for at reintegrere sig i Kosovo. Fra at være Beograds forlængede arm i Kosovo er drømmen om at integrere sig og klare sig selv begyndt at sprede sig i enklaven. De godt 200 mænd, der har deltaget i projektet i den Serbiske enklave, har i dag organiseret sig i en virksomhed, der nu byder ind på restaureringsopgaver udenfor enklaven. De håber på, at de med deres gode håndværk og fornyede lyst til at tage fælles ansvar for landet kan skabe sig en fremtid uden subsidiaritet fra Serbien. Håbet blev styrket, da en af de yngste deltagere i 2009 blev valgt som viceborgmester i kommunen. 54 kulturarv og forankring

54 Tilstanden i den serbiske enklave Velika Hoca bærer præg af, at det er en befolkning i uvished. Da man ikke ved, hvor længe man skal blive boende i det nye land Kosovo, er der ikke mange, der istandsætter deres boliger eller integrerer sig i det nye land. 55

55 56 kulturarv og forankring

56 KOSOVO CENTRALE ERFARINGER FRA VELIKA HOCA I aktiveringen af kulturarven er der et stort element af praktisk arbejde som med fordel kan udnyttes, hvis målsætningen er at involvere problemramte unge og sikre at de ikke modarbejder projektet. Praktisk arbejde med eksempelvis restaurering af kulturarv giver mulighed for, at deltagerne kan se, hvordan deres indsats skaber forandring. Praktisk restaureringsarbejde sikrer, at deltagerne fortsat vil føle en stærk tilknytning til projektet efterfølgende. Mange svage grupper føler ikke naturligt ejerskab til kulturarv, som forbindes med noget musealt og fint. Ved at sætte fokus på den kulturarv, der er tæt på disse gruppers hverdag, skabes fornyet stolthed. Ved at satse på den fælles kulturarv og invitere til at alles historier og mindesmærker værdsættes, fordrer man integrationen af grupper, som før har været afkoblet det lokale fællesskab. 57

57 MANCHESTER KULTURARV ER VEJEN MOD ØGET FRIVILLIG INDSATS Victoria Baths var et af de første byggerier i Manchester, som var tiltænkt det bedre borgerskab såvel som arbejderne. Her var det sundheden på tværs af klassetrin som var i fokus. Manchester s Water Palace eller Britain s most loved community based restoration projects er blandt de mange navne, som den nedlagte badeanstalt Victoria baths har fået over årene. Bygningen blev opført i for at give Manchester kvartererne Longsight, St Luke s og Rusholme et offentligt tilgængeligt bad. Stadsarkitekten Mr. Henry Price blev ansvarlig for at realisere det ambitiøse offentlige byggeri, som skulle rumme tre bassiner til henholdsvis mænd af første og anden klasse samt et til kvinder. Alle tre grupper fik egen indgang og omklædningsrum, og bygningen blev derudover udstyret med 64 brusekabiner, tyrkisk og russisk bad, klubværelser, kogerum og brændeovne samt en luksuriøs 4-værelses lejlighed til bademesteren. Da badet stod færdigt var det et bygningsværk af enestående høj arkitektonisk kvalitet og en vigtig del af lokalmiljøets dagligdag, idet mange ikke havde bad derhjemme. For de lokale virksomheder blev badet et populært sted at afslutte handler og indgå nye partnerskaber. Da Manchester City Council vedtog at lukke badet i 1993 mødte beslutningen massiv modstand fra lokalområdets beboere, som følte, at bygningen var en stor del af den lokale identitet. Demonstrationer blev afholdt, og bygningen blev i en periode forgæves besat for at forhindre lukningen. Siden lukningen har ca. 70 af badets tidligere brugere og sympatisører arbejdet for at redde og genåbne badeanstalten til glæde for områdets beboere. De aktive frivillige er organiseret i en venneforening og i en fond for Victoria Badet, og sammen har de arbejdet på at sikre bygningen for fremtiden. I 2003 blev indsatsen formidlet til hele England gennem BBC2 s restaureringskonkurrence, hvor godt seere gav deres stemme til projektet. Det udløste en præmie på 3,5 mio. pund, som for alvor satte gang i restaureringen. Ligeledes skabte omtalen fornyet interesse for projektet, hvis frivilligskare i dag er vokset til 600. I en så langvarig proces som dette projekt, har mængden af frivillige forhindret de aktive i at køre trætte, og projektet udgør således for mange af de lokale aktive en stor del af deres sociale netværk. I dag er bygningen kendetegnet ved sine mange udadvendte aktiviteter og ved at være samlingspunkt for områdets beboere. Særligt gennem kunstudstillinger og workshops har badet trukket fulde huse. Gennem samarbejde med kunstnere og designere, der har kunnet anvende bygningen som atelier, galleri og refugium er Victoria Baths blevet et af Manchesters populæreste udstillings- og eventrum. Nye muligheder er skabt for de lokale kunstnere, som har fået et nyt publikum i områdets lokalbefolkning og har trukket kunstelskere og kreative iværksættere fra nær og fjern til det frivilligt forankrede restaurerings- og fornyelsesprojekt. 58 kulturarv og forankring

58 CENTRALE ERFARINGER FRA VIKTORIA BATHS l Forslag om at genanvende eller på anden vis ændre lokale mindesmærker eller historiske bygninger vil ofte mobilisere lokale borgere og føre til debat og i visse tilfælde modstand. Ved at udnytte modstanden kan den blive et positivt element i forankringsstrategien. l Lokale historiske bygninger, som indgår i fornyelsesprocesser, kan med fordel overdrages til lokale ildsjæle via fondsloven. Victoria Baths er blevet så central et samlingspunkt i lokalmiljøet, at mange officielle arrangementer placeres her. l Bibeholder man et mødested for indsatsens deltagere, efter at de drivende kræfter har trukket sig ud, styrkes chancerne for, at borgerne også i fremtiden vil værdsætte og videreudvikle projektets resultater. l Da byfornyelsesprojekter ofte er langvarige, kræves en stor frivilligskare, så ildsjælene ikke brænder ud. 59

59 Kulturarv vil være et fordelagtigt udgangspunkt, fordi den tager fokus væk fra de negative fortællinger, fordi kulturarven er det, vi vælger at tage med os fra fortiden. Kosovo

60 Kulturarv og social udvikling Med reformen af byfornyelsesloven i 2004 blev den offentlige støtte målrettet de ejendomme og områder, hvor behovet er størst. Indsatsen for at vende udviklingen i de problemramte områder blev styrket gennem en bedre integration af fornyelse af områderne og renovering af boligerne. Rammerne giver mulighed for at sætte fokus på både by- og havneudvikling, bygningsfornyelse samt på områder med store sociale problemer. Ofte er der tæt relation mellem fysisk nedslidning og sociale problemer og i de sværest trængte områder, er der tit tale om en udvikling i negativ spiral, hvor det sociale løft og mobiliseringen af aktive borgere er alfa omega. I stærkt nedslidte områder kræves ofte en del kreativitet og nytænkning for at få borgerne på banen de skal nemlig være med til at udvikle ideerne bag og skrive selve byfornyelsesprogrammet. Det er dog en kendt sag, at mange aktive under områdebaserede indsatser er lokale ildsjæle borgere, der i forvejen er aktive i lokalmiljøet. Den kolossale indsats fra disse aktive kan ikke undervurderes, men hvordan mobiliseres nye ildsjæle blandt også de mindre synlige grupper? Kulturarvsarbejdet vil være et fordelagtigt udgangspunkt for dette arbejde, fordi det tager fokus væk fra de negative fortællinger. Kulturarv er det, vi vælger at tage med os fra fortiden og med fokus på denne, signalerer vi, anerkendelse af området, dets liv og dets beboere. I byfornyelsesprojekter som har fokus på at inddrage så mange af samfundets grupper som muligt må imidlertid være opmærksom på, at det ikke er alle grupper som nødvendigvis deltager på samme tid og i alle faser. Ofte kommer folk heller ikke af sig selv og særligt de såkaldt svage grupper, må opsøges gennem tilrettelagte udadvendte initiativer. Desuden er nogle gruppers deltagelse betinget af andre, som når småbørnsforældre deltager, hvis deres børn udtrykker interesse. Man bør derfor nøje overveje, i hvilken rækkefølge man iværksætter opsøgende arbejde, og hvornår i processen man gør det. Man bør ligeledes sætte sig realistiske og samtidig fleksible mål for hvor længe, og hvordan man kan fastholde forskellige gruppers opmærksomhed. Succeskriterierne må måle sig med den virkelighed, man befinder sig i. KORT FORTALT Ved at satse på den fælles kulturarv og åbne op for, at alles historier og mindesmærker værdsættes, fremmer man integrationen af grupper, som før var afkoblet det lokale fællesskab. Kulturarven er det, vi vælger at tage med os fra fortiden, og den udgør et områdes positive ressourcer. Med kulturarv som udgangspunkt fjernes fokus fra de negative fortællinger. Byfornyelsesprojekter der ønsker at aktivere kulturarv som et aktiv i området bør tilstræbe en tværfaglig sammensætning af diverse teams og sekretariater samt et nøje kendskab til områdets forskellige borgergrupper og disses potentielle engagement. Kulturarv er et godt pædagogisk redskab til børn og unge. Vækker man børnenes interesse, er der en stor chance for, at forældrene også følger med, og har man de unge ombord, reduceres vandalisme og hærværk. 61

61 MANCHESTER OUTREACH GENNEM KULTUR- ARV SKABER GODE HISTORIER OG LYST TIL LÆRING Som tidligere nævnt har man i England en lang tradition for at arbejde målrettet for at inddrage svage grupper, også i byfornyelsen. Arbejdet kaldes for outreach initiativer. Et eksempel på, at byfornyelse, bygningsbevaring og outreach med fordel kan gå hånd i hånd, er fornyelsen af området "Ancoats" i Manchester. Området ligger i udkanten af Manchester City og var i slutningen af 1700-tallet frontløberen for den industrielle revolution og hjertet i Englands bomulds- og tekstilindustri. I slutningen af 1990'erne var områdets storhedstid en saga blot. Stedet var så godt som forladt, i voldsomt forfald og forbundet med vandalisme og kriminalitet. Her kom borgerne i Manchester ikke frivilligt. Ancoats Buildings Preservation Trust er en af de centrale aktører bag det i dag revitaliserede og transformerede historiske område. I dag fremstår området som et indbydende og attraktivt kvarter med spirende erhvervsliv og nytilflyttere fra den såkaldt "kreative klasse". Hvad murstenene imidlertid ikke afslører, er den mentale fornyelsesproces, som er genereret gennem organisationens arbejde. Sideløbende med andre byfornyelsesaktører i området har Ancoats Buildings Preservation Trust vist, hvad bevaringsorienteret og inkluderende fornyelse kan bidrage med i et nedslidt og forarmet område. Arbejder med de to ikoniske bygninger St. Peters Church og Murrays Mills har, ud over at demonstrere værdien af restaurering og genanvendelse af historiske bygninger, også vist hvordan man gennem outreacharbejde kan inspirere folk til at se kulturarv som noget, der tilhører dem. Med projektet "School Skills and Stories" skabte organisationen en arena for folk, som ellers normalt ikke har for vane at engagere sig i byfornyelsesspørgsmål. En række interviews med områdets oprindelige brugere de nu pensionerede arbejdere og beboere som før forfaldet havde deres daglige gang i det dengang imponerende industriområde førte til, at en såkaldt "Teachers ressource pack" blev udviklet. Materialet indeholdt og byggede videre på de ældres erfaringer og fortællinger fra området og blev distribueret gratis til alle Manchesters førsteklasser. Formålet var at formidle den oprindelige lokale ånd, lære børnene om deres egen lokale kulturarv og på den måde også nå forældrenes interesse. 10 lokale skoler besøgte løbende bygningerne for at følge restaureringen, ligesom 300 børn i alderen 6-10 år deltog i kunst-, dramaog storytelling workshops på sitet. Endelig blev byens kriminelle unge i alderen år inddraget og indgik i længerevarende projektforløb, hvor de gennem praktisk arbejde fik kendskab til de forskellige håndværk og de specialiserede restaureringsteknikker. Det outreach-orienterede arbejde har været et vigtigt led i at vende Manchesters opfattelse af Ancoats som et utrygt utidssvarende og nedslidt område. Fra at være en forfalden og øde skamplet i mange borgeres øjne, bliver Ancoats i dag opfattet som et af byens mest attraktive steder og gennem de omfattende outreachaktiviteter, er der i byen et bredt forankret ejerskab til bydelen. I England har der siden 2004 været gode muligheder for at modtage finansiering til restaureringsprojekter, som gør en særlig indsats for at bidrage til positiv social udvikling i samfundet. Således blev det i Ancoats muligt at anlægge et stærkt fokus på de såkaldte outreachaktiviteter. 62 kulturarv og social udvikling

62 CENTRALE ERFARINGER FRA ANCOATS Ved at arbejde med de yngste skolebørn og udvikle materiale, som kan inddrages i undervisningen, vil børnenes interesse ofte smitte af på forældrene. Ved at aktivere de store fortællinger, fx industrialiseringen eller urbaniseringen, bliver det muligt at styrke de relationer, som krydser forskellige områder. Således fjernes fokus fra områdets egen negative udvikling, og i stedet kan området knyttes til en større sammenhæng. Ofte vil de såkaldt 'svage grupper' ikke automatisk føle ejerskab til hverken kulturarv eller den regulerede demokratiske by. Inddragelse af disse grupper vil ofte kræve et opsøgende og tilrettelagt arbejde, som er realistisk i forhold til deltagelsens karakter. Selve byggeprocessen indeholder ofte en del pædagogiske potentialer og tiltrækker stor opmærksomhed. Inddragelse i denne fase er derfor af stor værdi.

63 10.2 HOOGVLIET: ANERKENDELSE AFARVEN SKABER TRYGHED I SOCIALT BELASTET BOLIGOMRÅDE I den hollandske forstad Hoogvliet blev kulturarv sat på dagsordenen som en naturlig del af den ressourceorienterede tilgang, som byfornyelsessekretariatet bragte ind i projektet. Sekretariatet var nøje udvalgt på grund af de tværfaglige kompetencer det bestod af. Med en overvægt af arkitekturhistorikere og sociologer var målet at introducere et ressourceorienteret blik på bydelen. Blandt det, de først bemærkede, var den negative historie, som ikke mindst blandt kommunens embedsmænd var blevet en fast del af fortællingen om byen. Der blev brugt ord som ghetto og negativ spiral, hvilket også havde gennemsyret handlingsplanen for området, som mest af alt var baseret på at skabe en bedre by ved at rive store dele af den ned og bygge en ny. De næste seks år kom i Hoogvliet til at handle om at finde og udnytte de eksisterende ressourcer, og der var ikke andre succeskriterier end at acceptere og styrke de eksisterende karakteristika og kvaliteter, både de fysiske og sociale. De projekter, som sekretariatet gennemførte, havde meget forskellig karakter, alt efter hvor og hvem man ønskede at ramme. Der var happenings i lille skala og tilførsel af ny og meget eksperimentel arkitektur. Projekter blev sat i værk inden for en bred vifte af temaer, fx byplanlægning, uddannelse og sociokulturelle udviklingsprojekter. Fælles for dem alle var, at projekterne byggede på borgernes egne ønsker. En gruppe ildsjæle udtrykte for eksempel kærlighed til træerne i området, som de blev opfordret til at arbejde for at bevare. Et arbejde, der resulterede i, at en stor del af træerne i dag er fredet. Organisationen, der sidenhen kaldte sig Tree Knight, er nu blevet en af Rotterdams mest indflydelsesrige naturbevaringsorganisationer. Siden projektet sluttede i 2007, er kriminaliteten i området bragt ned, og folk føler sig generelt mere sikre i byen. Også udadtil er byens omdømme forbedret. Et andet vigtigt projekt var etableringen af parken Heerlijkheid, som forenede byens forskellige foreninger og ildsjæle i et fælles projekt om at ændre byens image som kedelig soveby. Ved at invitere de lokale foreninger til at udforme parken, blev der skabt et stærkt organisatorisk netværk omkring de bygninger og haver, som blev tilført området og i dag tiltrækker arkitekturinteresserede fra hele verden. I byggeriet blev der nemlig lagt vægt på, at arkitekterne leverede en moderne fortolkning af det bastante omkringliggende modernistiske byggeri. Villaen, som var et resultat af en lokal gruppe surinamesiske immigranters manglende mødested, står i dag som en blå balsilika med en karakteristisk facade med udskårne silhuetter, der viser den industrielle skyline. I dag drives Villaen af de lokale som festlokale og lokalt medborgerhus, og dens fysiske fremtoning er et symbol på, at man i Hoogvliet hellere henviser til sin industriarv, end skjuler den. Inden processen gik i gang, lå Hoogvliet på optegnelsen over Hollands mest kriminelle byer, men i dag figurerer den ikke længere på listen. Spørgsmålet er som altid, hvorvidt byens forbedrede image er udtryk for en ny beboersammensætning, men ifølge de lokale myndigheder bliver over 60 procent af alt nybyggeri i byen købt af lokale, og skolerne bemærker, hvordan elevernes læsefærdigheder langsomt forbedres. CENTRALE ERFARINGER FRA HOOGVLIET En tværfaglig tilgang til byfornyelse er vigtig for at bryde med den vanetænkning som ofte er bidragende til et områdes negative udvikling. En synliggørelse af et områdes kulturarv er en synliggørelse af normer. En aktiv kulturarvsstrategi kan derfor gøre det lettere for nytilflyttere at blive integreret i det lokale fællesskab. Det er vigtigt at styrke relationerne mellem beboerne internt i et område samtidig med de relationer, som krydser forskellige områder så som et afgrænset boligområde og et regionalt center. Den fælles historie og kulturarv er et vigtigt redskab til at krydse disse grænser og til at koble områderne til gode fortællinger. Risikoen ved at fokusere på det afgrænsede område er, at det kan fastholde områdets brugere i bestemte uhensigtsmæssige vaner og holde andre ude. I en ressourceorienteret tilgang er de centrale principper at der ikke er noget der er forkert; de, der er til stede, er de rette personer, dét, der sker, er dét, der skal ske samt, at alt slutter og starter til den rette tid. 64 kulturarv og social udvikling

64 ANERKENDELSE AF ARVEN SKABER TRYGHED I SOCIALT BELASTET BOLIGOMRÅDE HOOGVLIET I den hollandske forstad Hoogvliet blev kulturarv sat på dagsordenen som en naturlig del af den ressourceorienterede tilgang, som byfornyelsessekretariatet bragte ind i projektet. Sekretariatet var nøje udvalgt på grund af de tværfaglige kompetencer, det bestod af. Med en overvægt af arkitekturhistorikere og sociologer var målet at introducere et ressourceorienteret blik på bydelen. at projekterne byggede på borgernes egne ønsker. Da en gruppe borgere begyndte at plædere for bevaring af de grønne områder, blev de opfordret og hjulpet til, at gøre deres indflydelse gældende. I dag er en stor del af områdets træer fredet. Organisationen, der sidenhen kaldte sig "Tree Knight", er nu blevet en af Rotterdams mest indflydelsesrige naturbevaringsorganisationer. Blandt det, de først bemærkede, var den negative historie, som ikke mindst blandt kommunens embedsmænd var blevet en fast del af fortællingen om byen. Der blev brugt ord som "ghetto" og "negativ spiral", hvilket også havde gennemsyret handlingsplanen for området, som mest af alt var baseret på at skabe en bedre by ved at rive store dele af den ned og bygge en ny. De næste seks år kom i Hoogvliet til at handle om at finde og udnytte de eksisterende ressourcer, og der var ikke andre succeskriterier end at acceptere og styrke de eksisterende karakteristika og kvaliteter både de fysiske og sociale. Siden projektet sluttede i 2007, er kriminaliteten i området bragt ned, og folk føler sig generelt mere sikre i byen. Også udadtil er byens omdømme forbedret. De projekter, som sekretariatet gennemførte, havde meget forskellig karakter, alt efter hvor og hvem man ønskede at ramme. Der var happenings i lille skala og tilførsel af ny og meget eksperimentel arkitektur. Projekter blev sat i værk inden for en bred vifte af temaer, fx byplanlægning, uddannelse og sociokulturelle udviklingsprojekter. Fælles for dem alle var, Et andet vigtigt projekt var etableringen af parken Heerlijkheid, som forenede byens forskellige foreninger og ildsjæle i et fælles projekt om at ændre byens image som kedelig soveby. Ved at invitere de lokale foreninger til at udforme parken, blev der skabt et stærkt organisatorisk netværk omkring de bygninger og haver, der blev tilført området og som i dag tiltrækker arkitekturinteresserede fra hele verden. I byggeriet blev der nemlig lagt vægt på, at arkitekterne leverede en moderne fortolkning af det bastante omkringliggende modernistiske byggeri. "Villaen", som var et resultat af en lokal gruppe surinamesiske immigranters manglende mødested, står i dag som en blå balsilika med en karakteristisk facade med udskårne silhuetter, der viser den industrielle skyline. I dag drives Villaen af de lokale som festlokale og lokalt medborgerhus, og dens fysiske fremtoning er et symbol på, at man i Hoogvliet hellere henviser til sin industriarv, end skjuler den. Inden processen gik i gang, lå Hoogvliet på optegnelsen over Hollands mest kriminelle byer, men i dag figurerer den ikke længere på listen. Spørgsmålet er som altid, hvorvidt byens forbedrede image er udtryk for en ny beboersammensætning, men ifølge de lokale myndigheder bliver over 60 procent af alt nybyggeri i byen købt af lokale, og skolerne bemærker, hvordan elevernes læsefærdigheder langsomt forbedres. 65

65 Indsatsen i Hoogvliet var tilrettelagt så den både havde korterevarende og længerevarende projekter. Særligt i forhold til at inddrage de yngre brugere var det kortvarende projekter en fordel. Blandt initiativerne i fornyelsen af Hoogvliet var opførslen af et nyt medborgerhus kaldet Heerlijkheid. Det var de berømte FAT Architects som designede bygningen. Bygningen rummer referencer til "popart" og til den skyline som Shell raffinaderiet, der er byens nærmeste nabo, udgør. Wimby sekretariatet betragtede det at arbejde med lokalområdets historie som et led i en strategi der bygger på anerkendelse af de ressourcer og gode liv der eksisterer og leves i alle områder. For at understrege dette blev portrætter af beboerne i dette højhus eksponeret på facaden. 66 kulturarv og social udvikling

66 HOOGVLIET Et vigtigt redskab i byfornyelsen i Hoogvliet blev "kulturarvsdesign". Med moderne design blev de historiske lag i den modernistiske forstadsbebyggelse tydeliggjort. CENTRALE ERFARINGER FRA HOOGVLIET l En tværfaglig tilgang til byfornyelse er vigtig for at bryde med den vanetænkning som ofte er bidragende til et områdes negative udvikling. l Det er vigtigt at styrke relationerne mellem beboerne internt i et område samtidig med de relationer, som krydser forskellige områder så som et afgrænset boligområde og et regionalt center. Den fælles historie og kulturarv er et vigtigt redskab til at krydse disse grænser og til at koble områderne til gode fortællinger. l Risikoen ved at fokusere på det afgrænsede område er, at det kan fastholde områdets brugere i bestemte uhensigtsmæssige vaner og holde andre ude. l I en ressourceorienteret tilgang er de centrale principper, at der ikke er noget, der er forkert; de, der er til stede, er de rette personer, dét, der sker, er dét, der skal ske samt, at alt slutter og starter til den rette tid. 67

67 ENLIGE KVINDER BLIVER IVÆRKSÆTTERE GENNEM RESTAURERINGSPROJEKT Som følge af de lokale kvinders engagement og sammenhold omkring organisationen "Kulturarv uden grænser's" initiativer blev dette tidligere elhus omdannet til kvindernes mødested. Byen Decan i Kosovo er karakteriseret ved, at mange af indbyggerne i de omkringliggende landsbyer er enlige kvinder, som har mistet deres mænd og sønner under borgerkrigen. Mange kvinder følte sig efter krigen ladt alene med deres sorg, og de frygtede en fremtid uden mulighed for at forsørge sig selv. Da den svenske organisation Kulturarv utan gränser skulle restaurere og omdanne den lokale kullabygning til kulturcenter måtte håndværkere, arkitektstuderende og entreprenører bosætte sig midlertidigt i området og finde lokale restauratører, der ville sørge for den daglige forplejning. En lille gruppe af de enlige kvinder meldte sig til opgaven. Hver dag i tre måneder sørgede de lokale kvinder for, at arbejdet på kullaen ikke foregik på tomme maver. Netværket mellem de enlige kvinder blev styrket væsentligt, og for mange blev madordningen vejen ud af en ensom tilværelse. De mødtes stadigt oftere og ud over at lave mad sammen, underviste de hinanden i traditionelle håndarbejder. Dette var sysler, som flere af kvinderne hidtil havde skammet sig over og opfattet som gammeldags, men som blev relevant og interessant i arbejdet med kulturcentret og i mødet med andre ligesindede. Kvinderne dannede foreningen Jeta som betyder liv samt en cateringvirksomhed, der i dag har ansvaret for al forplejning i den nu færdigrestaurerede kulla. I nærmeste fremtid forventes den at udvikle sig til en etableret restaurant. Organisationen Jeta afholder også kurser for op mod 200 kvinder med interesse for lokale håndarbejdsteknikker og traditionel madlavning. I samarbejde med Kulturarv utan gränser og en tilsvarende italiensk organisation, har kvinderne nu deres eget mødested og butik, indrettet i en gammel vandmølle. Herfra sælger kvinderne det håndarbejde, som de for få år siden skammede sig over, og de har nu fået mulighed for et liv, hvor de kan forsørge sig selv. For kvinderne blev restaureringen af en historisk bygning den ramme, som etablerede deres fællesskab og satte deres evner og kundskab indenfor traditioner og kulturarv på dagsordenen. I dag har de selv indskrevet sig som en vigtig aktør i kommunens planer om at tiltrække øget turisme og bosætning, og er en fast samarbejdspartner for de lokale turisme og planlægningsorganer. De er eksemplet på, at aktiveringen af kulturarv kan danne ringe i vandet og give inspiration til andre initiativer. Gennem restaureringen og omdannelsen af en historisk landbrugsbygning fik kvinderne etableret en vital organisation af ligesindede for dem og for egnen. De fik inspiration til et nyt liv præget af stolthed ved deres traditioner, selvstændighed og fællesskab. 68 kulturarv og social udvikling

68 kosovo De mange enlige kvinder i byen Decan havde intet etableret netværk eller mødested før de blev inddraget i restaureringen af den lokale Kulla og derefter fik deres eget mødested. 69

69 CENTRALE ERFARINGER FRA DECAN Den viden og tradition, der kan synes tabt, eksisterer ofte i det skjulte, og et byfornyelsesinitiativ bør være opmærksom på, at få kontakt med de grupper der kender den tabte viden. Arbejdet med at værne om traditioner gennem bygningsbevaring vil ofte gøre andre lignende entusiaster og skjulte talenter synlige, som kan og bør indarbejdes i byfornyelsen. Ofte føler generationer, som stadig husker "de gode gamle dage" en skam ved de traditioner og håndværk, man brugte dengang. Det er vigtigt at fremskynde deres skjulte talenter og dyrke dem. At møde hinanden i en byfornyelsessammenhæng kan være det første af en række betydningsfulde møder. Projektlederen bør derfor være opmærksom på at opsøge potentialerne i disse fællesskaber. For at styrke de nye fællesskaber bør projektlederen have fokus på at formidle gode råd om organisation og markedsføring. Ofte er det sådanne mere tekniske elementer, der er en barriere for videreudvikling af fællesskabet. 70 kulturarv og social udvikling

70 kosovo Det som bandt kvinderne sammen var deres kendskab til traditionel madlavning som de forkælede håndværkerne med, undervejs i restaureringen af bl.a. Kullaer og som de i dag leverer til de arrangementer, der afholdes i disse Kullaer. 71

71 tjekliste Et af formålene med denne publikation er at kortlægge de muligheder og barrierer, der kan opstå i arbejdet med at aktivere kulturarvens potentialer for forankring af byfornyelsesinitiativer og udstikke gode råd til, hvordan man overkommer de væsentligste udfordringer. Kulturarv forekommer i mange forskellige størrelser og former og kan ligeledes have værdi på forskellige måder. Det afspejler sig i de seks meget forskellige eksempler på, at kulturarv har spillet en rolle i byfornyelsesinitiativer. Selvom der ikke er et standardprojekt eller en typisk tilgang til at aktivere kulturarv, er der en række temaer, som inddragelses og forankringsinitiativer må forholde sig til. De kan defineres på følgende måde: Identifikation af kulturarven Forskellige målgruppers forhold til kulturarv Kommunikation af projektet Aktiviteter og fastholdelse På baggrund af erfaringerne fra de seks casestudier opstilles i det følgende en tjekliste, som lokale arbejdsgrupper eller sekretariater med fordel kan gøre brug af. Gorton Monastery 72

72 IDENTIFIKATIONEN AF KULTURARV Anvender man kulturarv som et led i at skabe forankring og ejerskab hos lokalbefolkningen, bør man overveje hvor meget, der ligger fast på forhånd. Er der allerede foretaget en udvælgelse af de fortællinger, man ønsker at styrke, eller er projektet åbent overfor borgernes input? Skal initiativet knytte an til et større områdes udvikling, kan det være en fordel at undersøge og understøtte de bærende fortællinger, som initiativerne etablerer. Følgende aspekter bør indgå i overvejelserne: Tidlig inddragelse af borgerne skaber grobunden for senere forankring og medejerskab blandt lokalbefolkningen, hvilket på sigt reducerer de offentlige omkostninger. I arbejdet med at identificere kulturarven kan borgere gøres til eksperter på deres bolig område. Ved at inddrage og ansvarliggøre lokale beboere i udpegningen af bevaringsværdier vil tiltagene ofte kunne blive mere vidtgående, end hvis de foretages uden inddragelse. Arbejdet med at identificere og aktivere kulturarven skaber en grobund for fælles anerkendelse af områdets fysiske og kulturelle værdier. Fokuser på helhedsbetragtninger og sammenhængende historier. Det er ikke en forud sætning at starte med en registrering af alle enkeltdele af kommunens kulturarv. De etablerede registreringer som SAVE-registreringerne kan give et udgangspunkt, men fortæller ikke nødvendigvis den mest interessante historie. En tværfaglig tilgang til spørgsmålet om kulturarvens potentialer i byfornyelsen vil kunne afhjælpe den tendens, der ofte er til vanetænkning blandt både offentlige myndigheder og ildsjæle, der kender området godt. 73

73 FORSKELLIGE MÅLGRUPPERS FORHOLD TIL KULTURARV Kortlægningen, formidlingen og aktiveringen af den fælles kulturarv kan være et godt sted at starte, hvis interne stridigheder og konflikter skal overkommes og blikket rettes fremad. Men forskellige målgrupper inspireres og vælger, hvorvidt de ønsker at deltage ud fra forskellige præmisser. Følgende gode råd bør man overveje: En velbevaret kulturarv er et vigtigt tema for de fleste borgere og inspirerer til private investeringer i bygningsmassen. Synlig kulturarv kan også gøre det lettere for private investorer at se sig selv som en del af området. I områder med mange ressourcesvage kan adgangen til en historisk bygning være noget nyt og grænseoverskridende, da kulturarv ofte forbindes med noget eksklusivt og musealt. Med den rette introduktion og opsøgende arbejde kan historiske bygninger vække borgernes nysgerrighed og blive solide, værdige rammer for beboerdemokrati. Ud over at tiltrække interesserede borgere kan inddragelsen af historiske bygninger være attraktive for andre sociale eller kulturelle aktører og bane vejen for tætte partnerskaber til andre centrale institutioner. Når kulturarven skal aktiveres, er der et stort element af praktisk arbejde, som med fordel kan udnyttes, hvis målet er at involvere problemramte unge og sikre, at de ikke modarbejder projektet. Det er en måde at integrere grupper, som ellers har været afkoblet det lokale fællesskab. Ved at arbejde med de yngste skolebørn og udvikle materiale, som kan inddrages i undervisningen, vil børnenes interesse ofte smitte af på forældrene. Ofte føler de generationer som stadig husker "de gode gamle dage" ikke stolthed ved de traditioner og håndværk, man brugte dengang. Det er vigtigt at fremskynde de skjulte talenter og dyrke dem. Arbejdet med at værne om traditioner via bygningsbevaring vil ofte synliggøre andre lignende entusiaster og skjulte talenter, som kan og bør inkorporeres i projektet. Mange etniske minoriteter har levet efterhånden flere generationer i samme bolig område. Der bør være opmærksomhed på, at også disse gruppers fortællinger og særlige mindesmærker indgår i kortlængningen. 74

74 KOMMUNIKATION AF PROJEKTET Der ligger store potentialer i formidlingen og kommunikationen af de byfornyelsesinitiativer, der aktiverer kulturarven. Kulturarv kan både omdannes til fysiske spor i landskabet, til rekonstruktioner og nyfortolkninger. Den kan også få folk i tale uden at udelukke de grupper, som ikke har interesse for og kompetencer til at indgå i de mere tekniske aspekter af fornyelsesarbejdet. Følgende gode råd bør man overveje: En aktiv og åben kommunikationsstrategi og formidling af projektet skaber velvilje og forståelse hos lokalbefolkningen. For mange politikere er kulturarven også en god sag at forfølge. Emnet interesserer mange borgere og er en nøgle til øget bosætning og turisme. Kulturarven minder os om vores fælles udgangspunkt og kan fjerne fokus fra vores mod- sætninger til vores fælles muligheder. En synlig kulturarv kan give stolthed og selvjustits til nedslidte boligområder. Ved at aktivere de store fortællinger, fx industrialiseringen eller urbaniseringen, bliver det muligt at styrke de relationer, som krydser forskellige områder. Dermed fjernes fokus fra områdets egen negative udvikling, og i stedet kan området knyttes an til en større sammenhæng. Forslag om at genanvende eller på anden vis ændre lokale mindesmærker eller historiske bygninger vil ofte mobilisere lokale borgere og føre til debat - og i visse tilfælde modstand. Får borgerne ansvar og mulighed for at påvirke projektet, kan denne modstand blive et positivt element i forankringsstrategien. Ved at invitere designere eller arkitekter med indenfor kan italesættelsen af områdets værdier og identitet omsættes til nye kreative og unikke designløsninger med direkte udgangspunkt i borgernes holdninger. Ved at arbejde med ikoniske bygninger i fornyelsesprocessen vil rækkevidden for den mentale fornyelsesproces øges i form af øget omtale og interesse. 75

75 AKTIVITETER OG FASTHOLDELSE Hvilke konkrete aktiviteter kan et byfornyelsesinitiativ, der ønsker at aktivere den lokale kulturarv med fordel iværksætte eller knytte an til, og hvordan kan man udnytte aktiveringen af kulturarvens dynamik? Følgende gode råd bør man overveje: Byfornyelsesindsatsen kan med fordel knytte an til eksisterende lokale projekter med fokus på restaurering og aktivering af bygningsarven. Sådanne initiativer kan også have glæde af hjælp udefra til rådgivning og fondssøgning, fordi initiativer, der vil bevare og styrke et områdes fælles arv og identitet, kan udløse betragtelig støtte fra fonde og private. Et mindre støttebeløb eller rådgivning i startfasen af et privat restaureringsinitiativ vil på sigt øge chancen for, at projektet formår at skabe ringe i vandet til nærområdet. For at styrke de nye fællesskaber bør byfornyelsessekretariaterne have fokus på at formidle gode råd om organisation og markedsføring. Ofte er det mere tekniske elementer, der er en barriere for videreudvikling af fællesskabet. Det ressourceorienterede og i visse tilfælde konfliktløsende arbejde med kulturarv har den fordel, at det efterfølgende kan manifestere sig i smukke nyrestaurerede huse med sjæl. Dermed bliver processen ved med at være central, både for borgere, embedsmænd og politikere. Historiske huse egner sig også godt til almene sociale formål. Lokale historiske bygninger, som indgår i byfornyelsesprocesser, kan med fordel overdrages til lokale ildsjæle via fondsloven. Bevarer man et mødested for projektets deltagere efter de drivende kræfter har trukket sig ud, styrkes chancerne for, at borgerne også i fremtiden vil værdsætte og videreudvikle projektets resultater. På sigt kan en styrket kulturarv bane vejen for øget turisme og følgevirksomheder. Kulturarv er ikke et lukket begreb og arbejdet med den kan derfor være en oplagt mulighed for at introducere nye, kreative og tværgående arbejdsprocesser og ansvars fordelinger. 76

76 Da byfornyelsesprojekter ofte er langvarige, kræver det en stor frivilligskare så ildsjælene ikke brænder ud. Det er værd at bemærke, at principperne for en ressourceorienteret tilgang er, at de, der er til stede, er de rette personer, det, der sker, er det, der skal ske samt, at alt slutter og starter til den rette tid. Selve byggeprocessen indeholder ofte en del pædagogiske potentialer og tiltrækker stor opmærksomhed. Inddragelse i denne fase er derfor af stor værdi. Ofte er der dog stor opmærksomhed og nysgerrighed i opstarten, men med tiden bliver deltagerne trætte. Derfor skal der være plads til, at kortvarige og midlertidige projekter kombineres med langvarige. Praktisk arbejde med eksempelvis restaurering af historiske bygninger og miljøer giver mulighed for, at deltagerne kan se hvordan deres indsats skaber forandring i området. Deltagelsen i praktisk restaureringsarbejde sikrer, at deltagerne fortsat vil føle en stærk tilknytning til projektet efterfølgende. Hoogvliet 77

77 ressourcer Her følger en oversigt over relevant materiale og centrale aktører ved de nævnte projekter. HOLMBLADSGADE Web: Publikationer: SBI ved Birgitte Mazanti 2002: Forankring af kvarterløft. Interviewpersoner: Projektleder Thomas Kristoffersen, Skoleleder Ole Meldgård, Leder af Kvarterhuset Steen Christensen. ALBERTSLUND SYD Web: Publikationer: Albertslund kommune 2008: Resultater gennem samarbejde. Evaluering af Syd 2020 projektet i område 1 og 2 Interviewpersoner: Majken Rhod Larsen, Miljø og Planforvaltningen, Lene Skodborg Kroppedal Museum NYKØBING F Web: Publikationer: Guldborgssund kommune 2008: Helhedsorienteret byfornyelse Østerbro. Evalueringsrapport. Interviewpersoner: Anna-Elisabeth Jensen, Souschef Museum Lolland-Falster, Marianne Reinhardt Plan og arkitektur ANCOATS Web: Publikationer: North West Development Agency 2008: Ancoats Regeneration Programme Interviewpersoner: Projektleder Jennifer Gosling VICTORIA BATHS Web: Publikationer: Ela Palmer 2008: The Social Impacts of Heritage-led Regeneration. Interviewpersoner: Gill Wright, Projektleder GORTON MONASTERY Web: Interviewpersoner: Elaine og Paul Griffiths 78