HISTORISKE MALEMATERIALER

Transkript

1 EFTERUDDANNELSESUDVALGET FOR BYGGE/ANLÆG OG INDUSTRI KURSUSMATERIALE HISTORISKE MALEMATERIALER GOTIK KONGE DOKKER STUK SPIR MARMORERING TAP SPIR HÅNDVÆRK TAVL LUS BRÆNDT SIENNA KILE MÅNEGLAS PIGMENT HARELIM STUCCO LUSTRO BAROK SPÅN GESIMS HVÆLV KLASSICISME PALÆPUDS ÅDRING KVADRE SVALEHALE RENAISSANCE ROKOKO LÆSKET KALK ØLLASUR

2 Dette undervisningsmateriale er udviklet til brug for Efteruddannelsesudvalget for bygge/anlæg og industri (BAI, med støtte fra Undervisningsministeriet. Undervisningsmaterialet er udarbejdet til at understøtte Historiske Malematerialer. Varighed 1. dag UDDANNELSESMÅL: Materialet henvender sig til alle faggrupper, der arbejder med restaurering. Materialet understøtter flere kurser i bygningsrestaurering og giver deltagerne et udgangspunkt for at forstå og analyserer historiske malematerialer og delvis metoder. Deltagerne får et overblik over malematerialer og deres bestanddele, således at de kan medvirke til vurdering af restaurering af eksisterende overflader eller anden form for behandling, der tager udgangspunkt i det historiske Da de forskellige materialer også er udtryk for en given tidsperiode, kan deltagerne med respekt for materialer, byggestil, egnspræg og teknikker medvirke til vedligeholdelse og bevaring af det historisk i bygninger. Desuden kan deltagerne med baggrund i viden om byggeskik, bygningsreglement, fredningsbestemmelser og øvrige lovgivning og bestemmelser udføre restaurering sammen med andre håndværkergrupper. På denne baggrund kan deltagerne vejlede bygherrer om løsninger til at bevare historiske overflader og strukturer. UDDANNELSESBEVIS: Uddannelsesstedet udsteder bevis til de deltagere, der efter underviserens vurdering har nået uddannelsens mål. PRIMÆR MÅLGRUPPE: Bygningshåndværkere, primært fra malerfaget, der beskæftiger sig med historiske bygninger, eller andre der har eller søger beskæftigelse inden for området. Undervisningsmaterialet er udarbejdet til at understøtte kurser i bygningsrestaurering generelt, og specifikt kurset: Historiske malematerialer. Udvalget takker Mogens Victor Andersen, Ebbe Hædersdal og Preben Aabroe Hansen, der har medvirket i udarbejdelsen af dette materiale. I materialet indgår fotos af Mogens Victor Andersen, Ebbe Hædersdal, Annete Mette Sørensen og Malene Reinhardt. Undervisningsministeriet. December Materialet er udviklet af Efteruddannelsesudvalget for bygge/anlæg og industri i samarbejde med projektleder Mogens Victor Andersen, Ebbe Hædersdal, Preben Aabroe Hansen, Center for Bygningsrestaurering, Syddansk Erhvervsskole. Materialet kan frit kopieres med angivelse af kilde. Materialet kan frit viderebearbejdes med angivelse af følgende tekst: Dette materiale indeholder en bearbejdning af Historiske Malematerialer, udviklet for Undervisningsministeriet af Efteruddannelsesudvalget for bygge/anlæg og industri i samarbejde med Mogens Victor Andersen, Ebbe Hædersdal og Preben Aabroe Hansen 2

3 FORORD s. 4 HISTORIE - RESTAURERING AF MALEDE FLADER s. 5 MALING OG FARVER s. 5 BINDEMIDLER s. 6 PIGMENTER s. 7 FORTYNDINGSMIDLER s. 8 HJÆLPESTOFFER s. 8 FORGYLDNING s. 8 OPSPÆNDING AF LÆRRED s. 8 BUND s. 9 VÆRKTØJ s. 9 FARVEARKÆOLOGISK UNDERSØGELSE s. 10 LINOLIE s. 13 3

4 INDLEDNING Dette materiale giver et enkelt overblik over historiske malematerialers bestanddele og sammensætning samt malerens værktøj. Materialet udgør således en komprimeret gennemgang af de vigtigste malingstyper, pigmenter og bindemidler. 4

5 HISTORIE - RESTAURERING AF MALEDE FLADER I restaurering af bygninger eller enkelte bygningselementer udgør malerfaget en væsentlig del af opgaven. Bortset fra murede flader er de fleste flader på en eller anden måde behandlet med malematerialer eller anden overfladebehandling som oftest også har været udført af maleren. Forskellige perioders anvendelse af farver og ornamentik i bygningsmaleriet, har været brugt til at udtrykke status, rigdom og identitet og kan ses som et udtryk for tidens tankegang, velstand og livsstil. Havde man ikke adgang til de materialer, man ønskede, imiterede man bare i stedet for. Intentionen om at skabe illusionen om den dekorative ramme om det liv der skulle udfolde sig i rummene var vigtigere end den ægte vare. At arbejde med restaurering er også at tage vare på en historisk arv og med faglig indsigt vurdere hvilke behandlinger der har været tidsmæssigt originale og hvilke der er tilført senere. Det vil sige, at man skal foretage en faglig analyse, som afhængig af bygningens karakter og status, eksempelvis fredet eller erklæret bevaringsværdig, skal gennemføres på bestemte måder. Analysen kan fortælle både om malebehandlinger, farver, pigmenter, bindemidler og dermed også medvirke til at tidsfæste bygningen og dens farvelag. er også en vis forståelse for betydningen af at bevare sporene efter bygningens historie på vægflader, paneler og inventar. MALING OG FARVER Malevarerne er flydende eller pastaagtige stofblandinger der påføres genstandens overflade med pensel, rulle, sprøjte og spartel og som i løbet af kortere eller længere tid tørrer og derved danner film, hvorved de ønskede egenskaber fremkommer. Stort set alle malematerialer der blev brugt tidligere, var rene naturprodukter. Det betyder dog ikke at de var ugiftige. Der er flere af de historiske materialer, der indeholdte opløsningsmidler og/eller giftige farvepigmenter. Når man analyserer overfladebehandlingen for at afgøre hvilken metode man skal anvende ved restaureringen og i hvilket omfang man skal udføre bearbejdningen, skal man tage følgende forhold i betragtning. Farvelagene udgør en del af bygningens historie og bør derfor bevares, men kan selvfølgelig overmales. Det har i perioder været almindeligt at man skrabede eller rensede overfladen helt i bund så man havde en bar flade at arbejde ud fra. Men der 5

6 BINDEMIDLER Malematerialer består af bindemiddel, pigment, evt. fortyndingsmiddel og evt. tilsatte hjælpestoffer. Bindemidlet bestemmer malingens kvalitet. I flydende tilstand påvirker bindemidlets egenskaber, sammenflydning, indtrængning og tørretid. Visse bindemidler har lugtgener og kan være sundhedsfarlige. Valg af bindemiddel bestemmer den tørre overflades (filmens) egenskaber som glans, vedhæftning og vanddamptæthed. FAGORD Emulsioner: Blandinger af 2 eller flere bindemidler Tempera: At blande i det rigtige forhold Uorganiske bindemidler: Silikat Vandglas Cement Linolie - linoliefernis standolie Træolier (Kina Japan) Valmueolie Shellak Koplaer rav voks Trætjære Animalske Limtyper: Kasein, ostestof Husblas Okseblod Æggestoffer Hudlim, kanin Benlim, kanin Harelim, kanin Plantelim: Cellulose Øl Klister, dekstrin Karagenmos Sichellim (kartoffelmel) Hvedemel Rugmel Syntetiske bindemidler: Kunstharpikser Alkyd Acryl PVA 6

7 PIGMENTER Der findes både naturligt og syntetisk fremstillede pigmenter. Valg af pigment bestemmer kulør og dækkeevne. Naturlige pigmenter: Grønjord Okker, løvskals okker, mørkokker, guldokker Sienna Brændt Sienna Umbra natur Umbra brændt Italiensk rødt Engelsk rødt Dodenkop Caput mortum Jernmønje Bolus Kanslerbrunt Kønrøg Bensort Mineralsort Titanhvidt Kridt Gips Pibeler (kaolin) Blod, sod, farve fra planter mm. Mineralske pigmenter: Mineralfarver Kromfarver: Gul, orange, grøn Manganfarver: blå, violet, sort Kobber: spanskgrøn, blå, bronze Berlinerblå: Blågrøn (Pariserblå) Kobolt: Blå, violet, grøn Alizarin: Karmosin, rød, brun Ultramarin: blå, violet Bly: hvid, mønje Cadmium: gule, røde Zink: Hvid, gul, grøn Titan: hvidt Blyhvidt Titanhvidt Cinnober: rød Mange af ovennævnte pigmenter er meget kostbare og nogle af dem er giftige. Allerede fra 1700-tallet begyndte man at fremstille nogle af pigmenterne syntetisk. Plantefarvepigmenter: Druesort: frankfurtersort Drageblod: Rubinrød harpiks Gummigut: Gul harpiks Indigo: Blåviolet Kraplak: Blårød Gurkemeje: Stærk gul Indisk gul: Urin fra køer, gul Trækul: Sort Spåner af træ: Brune nuancer Karmin: rød (cochenille) 7

8 FORTYNDINGSMIDDEL Valg af fortyndingsmiddel påvirker arbejdsegenskaber i form af sammenflydning, tørretid samt lugt- og sundhedsgener. Fortyndingsmidler: Vand Terpentin FORGYLDNING Forgyldning udføres som blankforgyldning eller matforgyldning. Der anvendes guldbronzestøv oprørt med bindemiddel eller bladguld. Bladguld kan være påhæftet eller ikke påhæftet og findes i flere farver 23 ¾ karat bladguld er det fineste og anvendes udendørs 22 karat guld anvendes indendørs. En billigere løsning kan være slagmetaller; guld, sølv og kobber. HJÆLPESTOFFER Hjælpestofferne kan medvirke til: - at gøre tørretiden længere eller kortere - at malingen bliver nemmere at stryge - at sikre at det ikke mugner eller på anden vis nedbrydes - at materialet flyder bedre sammen - at skabe en mere ensartet og glat overflade Hjælpestoffer: Dolomit Kaolin Kridt Fungicider Lak/Overfladebehandlinger: Spritlakker Kopallakker Termoplastiske lakker Voks Paraffin Gummi Harpiks OPSPÆNDING AF LÆRRED Ved restaureringsopgaver kan man være heldig at støde på lærredsbeklædte vægge. Det var som oftest overvæggen over et panel, der blev beklædt med væv. Det var almindelig på de større gårde og slotte i barokken, rokoko og nyklassicisme at anvende væv til dækning af vægge. Disse vævstykker kunne have en enkelt farve men var ofte meget smukt bearbejdet, enten med enkle motiver, mønstre eller ligefrem med malerier. Vævstykker blev spændt op over nogle trælister der var fastgjort til væggen. De fik først en limbehandling hvorefter de kunne bemales, oftest med en linoliemaling. Vævet var oftest jutevæv. Man kan støde på forskellige kvaliteter i finhed. Helt aktuelt er der på Kronprinsens nyistandsatte palæ ved Amalienborg, genskabt store vægflader med opspændt lærred, dekoreret af nutidige kunstnere. 8

9 BUND Afgørende for behandlingen er den bund/overflade der skal behandles. Hvilke materialer er overfladebehandlingen udført på, puds, træ eller andet materiale. Bunden kan være hård, glat eller porøs. Porøs: Malerne benævner det hermed: Fin porøs, porøs eller grov porøs. Det har betydning for vedhæftning og hvilke materialer og værktøjer man kan eller skal anvende. Det samme gælder for jernmaterialer. Nogle metaller er meget fine og tætte i overfladestrukturen andre mere grove. Næsten sammenligneligt med træ, som optræder med stor variation i åbenhed af overflader. VÆRKTØJ Til restaureringsbrug og ved anvendelse af historiske malematerialer bør man vælge det værktøj der er bedst egnet til opgaven. De fleste nutidige pensler og øvrigt værktøj er baseret på nutidige, syntetiske materialer mens mange af de historiske malematerialer havde en anden sammensætning og viskositet. Derfor har man måttet finde eller udvikle særlige værktøjer, især pensler af forskellig art. Værktøj: Ringpensler, børstepensler til linoliemaling Anstrygere til limfarve Duppekoste Tapetbørster Modlere, lakpensler Piskere Vandårepensler Viftepensler Skabelonpensler Stregtrækkere, stafferingspensler Støvekoste Gaffelpensler Slepperter Fordrivere, forslettere Dekorationspensler Syntetiske pensler Skrivepensler Parisere Lyoner, ritzere Berlinere Guldværktøj Svampe Kalkkoste (fiberpensler) 9

10 FARVEARKÆOLOGISK UNDERSØGELSE Den farvearkæologiske undersøgelse omfatter afdækning af de forskellige farvelag med opløsningsmidler eller skalpel, farvesnit eller farvesnitsboringer. Ved hjælp af disse teknikker kan man danne sig et indtryk af bemalingens forskellige lag og tidsmæssige faser. Man kan afgøre om en væg, en dør eller et vindue er oprindeligt, byttet ud eller måske flyttet og genanvendt et andet sted. Den farvearkæologiske undersøgelse kan derfor give en relativ datering af de enkelte bygningselementer, medvirke til redegørelsen af de forskellige rums anvendelse og indretning og give viden om gamle håndværksteknikker. Det kan derfor ved restaurerings- og renoveringsarbejder være en god idé at lave en farveanalyse, som afdækker hvilke farver og malematerialer, der er anvendt gennem tiden. Den farvearkæologiske undersøgelse kan desuden give indsigt i forskellige tiders rumopfattelse og rumoplevelse. Ved en restaurering vil den farvearkæologiske undersøgelse ofte indgå som et naturligt led i den bygningsarkæologiske undersøgelse og blive foretaget af en bygningsarkæolog eller en konservator. Især farvesnitsundersøgelser kræver specialtræning og særligt udstyr, som maleren normalt ikke vil have kendskab til eller være i besiddelse af. Det hindrer dog ikke maleren i at kunne foretage undersøgelser med skalpel eller tilladte opløsningsmidler og at have gavn af de oplysninger, som sådanne undersøgelser kan give i forhold til tidstypiske farver og farvepigmenter, malingstype, farveteknikker og forskellige tiders rumopfattelse og rumoplevelse. Farvesnitsboringer kan desuden fortælle, om man har overholdt de gældende regler for farvelagenes tykkelse. Københavns universitet. Professorboligen. Tv. Det sydøstligste rum i stueetagen. Farvetrappe på vinduesvæggens panel. Lene Larsen foto 1991 (foto 28). Th. Farvesnit fra panelrammestykket, slebet og fotograferet af Ebbe Hædersdal

11 Afdækning af farvelag ved hjælp af opløsningsmidler er den ældste og den mest fundamentale teknik. Med en vatpind fugtet med organiske og uorganiske opløsningsmidler afdækkes de forskellige farvelag hvorved der fremkommer en farvetrappe et trinvist snit i tidsmæssig rækkefølge ned igennem farvelagene. Ved en indledende undersøgelse laver man små farvetrapper på steder, hvor det ikke syner så meget. Man bør dog placere dem på steder, hvor der ikke er for meget slitage eller hvor sollyset har udtørret malingslagene og gjort dem hårde. Man kan nummerere lagene fra det yderste lag til det inderste, som det er gjort i ovenstående eksempel. Ser man på den tidsmæssige rækkefølge af malebehandlingerne, kan det dog være en god idé at begynde med det inderste lag, dvs. den første bemaling. Som opløsningsmiddel kan man f.eks. bruge en blanding af 50 % eddikesyre (80 %) og 50 % finsprit eller husholdningssprit. En anden mulighed er 25 % ammoniak. Endelig kan man anvende farve- og lakfjerner og undertiden salmiakspiritus som i nedennævnte eksempler. Hvis man vil identificere, hvilke farve- eller malingstyper der er anvendt kan man notere sig følgende retningslinier: a) vand opløser limfarve, b) svovlsyre opløser kalkfarve, c) rødsprit: latexfarve, d) terpentin/ laknafta, salmiakspiritus eller lud: linoliefarve (gammel farve kan dog være svært opløselig), e) lud: alkydfarve, f) xylen: PVC- eller Pliolitefarve. Man kan desuden anvende natriumsulfid for at undersøge, om der er bly i malingen. Afdækning ved hjælp af skalpel er et alternativ til opløsningsmidlerne. Teknikken kræver ikke særlige forudsætninger, blot en skalpel og en lup med f.eks. 10 ganges forstørrelse. Når man bearbejder malingsoverfladen adsplittes lagene, så man lettere kan udskille de enkelte lag. Teknikken giver imidlertid ikke samme smukke farvetrapper som opløsningsmidlerne. Endelig kan man også anvende et lille stykke slibepapir, som man vrider om et punkt med fingeren. Det giver en rosetagtig afdækning af lagene, ligesom et snit gennemårringe i et træ. Man kan derefter fortsætte med skalpel direkte i slibekanten. En farvesnitsundersøgelse kræver at der udtages prøver af malingslagene, som indstøbes i epoxy, nedslibes og poleres for at kunne betragtes i et miskrop. Da denne form for undersøgelse kræver særlig udrustning og bearbejdning i et laboratorium, vil den sjældent blive praktiseret af maleren. Coating Drill-instrumentet er udviklet af den svenske ingeniør Ove Säberg og forhandles i Danmark af Strenometer Aps i Virum, medens den svenske producent er Objectra AB. Fotoet er fra det svenske brochuremateriale. Farvesnitsboring kan foretages med et Coating Drill-instrument. Dette er egentlig udviklet til at måle tykkelsen af et farve- eller laklag. Instrumentet består af et udbytteligt bor, der er indfæstet i en trisse. Til boret hører en styreplade forsynet med to huller, der gør det muligt at lave to boringer ved siden af hinanden. Styrepladen har smergellærred på undersiden, så den har bedre tag i underlaget. I den normale udgave er borets vinkel 45 ± 0,05. Denne vinkel er imidlertid for lille til at kunne anvendes til at kigge ind på lagene i det medfølgende mikroskop. Der er derfor lavet et specialbor med en vinkel på 120 og et dobbelt skær. Det dobbelte skær giver et renere borehul. Man har forsøgsvis testet 11

12 en hældning på boret på 60 for at kunne se vinkelret ind på borehullets side. Denne løsning vil dog ofte give problemer med arbejdsstillingen og ser ikke ud til at være bragt i produktion. Metoden med farvesnitsboring er senest udviklet til måling på computer. Har man mulighed for at have en computer og den øvrige nødvendige udrustning med og lærer at anvende disse hjælpemidler, kan man komme frem til ret præcise analyser og målinger. Eksempel på analyse af malede flader, her døre på Gl. Broløkke ved Hverringe Gods. Bygningen menes at være fra 1600-årene; men er ændret flere gange siden opførelsen. Ved farveanalyser vil man kunne sammenligne farver og lag med tilsvarende i andre huse fra samme periode. Man skal dog være opmærksom på, at der kan være anvendt elementer fra andre bygninger og i tilfældet Gl. Broløkke, mener man at det er sket, og huset er derfor svært at datere. Døren, som vi i denne bygning har afdækket, er en fyldningsdør med tre fyldninger fra senbarokken. Hængslerne er de meget tidstypiske hollandske hængsler, som er fastholdt med nagle. Døren er placeret mellem stue og værelse indtil toilet og baggang i den østlige del af bygningen. Afdækning af fyldningsdør Lag 1: består af en hvidlig alkydoliemaling, som vi havde en del besvær med at opløse med farve- og lak fjerner. Lag 2: består af en okkerfarvet alkydoliemaling. Lag 3 5: består af hvidgullige lag af alkydoliemalinger. Disse har forskellige nuancer, men er svære at afdække, da de ligger meget tæt kulørmæssigt. Døren er muligvis malet med flere lag af de lyse nuancer, for at dække den turkisgrønne, der ligger lige under. Grunden til de forskellige farver hvid kunne være, at maleren har brugt hvad han nu havde af rester. Lag 6: består af en varm og beskidt grå alkydoliemaling. Lag 7: består af turkisgrøn alkydoliemaling. Lag 8 9: består af forskellige blågrønne alkydoliemaling. Lag 10: grønlig alkydoliemaling. Lag 11-12: består af flere lag mørkeblå alkydoliemaling. Lag 13: består af et brunt pigment, som sandsynligvis er en brændt umbra blandet med brændt sienna og lidt hvid. Malingen virker porøs, og kan opløses med salmiakspiritus, og derved kan vi som tidligere nævnt påvise, at det med sikkerhed er en linoliemaling. Lag 14: består af en brækket hvid linoliemaling, som er gulnet meget pga. manglende lys. På trods af den hvide farve og dens tidlige placering i rækkefølgen af lagene, så er den mod forventning ikke blyholdig. Dette har vi med sikkerhed påvist ved brugen af natriumsulfid. Lag 15: består af en varm grå linoliemaling, som sandsynligvis er en grøn umbra tonet med blyhvid. Lag 16: består af et lag mørk støvblå linoliemaling sandsynligvis blandet ud fra hvid, pariserblå og sort. Farven er også blyholdig. 12

13 Afdækning af grøn barokdør Vi har også været i gang med at afdække en grøn barokdør ude i baggangen, men pga. tidsmangel så vi os nødsagede til at prioritere den hvide dør frem for den grønne. Dette mest pga. den mere centrale beliggenhed i huset, som gør at den har større sandsynlighed for flere og mere spændende malingslag. Afdækningsprocessen forløb noget hurtigere på den grønne dør, og derfor blev informationerne noget mere mangelfulde set i forhold til den hvide barokdør. som på den anden hvide barokdør heller ikke blyholdig, og udfra dette kan vi drage en mulig sammenhæng mellem de to døre i de sidste malingslag ligger den hvide som ikke er blyholdig, og derefter kommer der en mørk støvblå, som også er identisk og blyholdig. Lag 9: består af en støvblå linoliemaling, som er blyholdig. Lag 10: består af en dæmpet grålilla linoliemaling, som sandsynligvis er en doden kopf tilsat lidt blyhvid. Lag 1: består af en kromgrøn plastmaling, og dette er påvist med sikkerhed, da laget kan blødgøres med sprit. Lag 2: består af en lys grøn alkydoliemaling. Lag 3: består af en olivengrøn alkydoliemaling. Lag 3a: ved senere microscopiering fremkom dette mellemgrønne lag alkydoliemaling. Lag 4: består af en rødlig alkydoliemaling, som tilnærmelsesvis er en engelskrød. Lag 5: består af en brækket hvid alkydoliemaling, som er gulnet pga. manglende lys. Lag 6: består af en mørk olivengrøn alkydoliemaling. Lag 7: består af en brunlig alkydoliemaling. Lag 8: består af hvid linoliemaling. Dette lag kan opløses med salmiakspiritus! Denne farve er LINOLIE Linolie er en naturlig planteolie fra hørfrø og indeholder ingen opløsningsmidler eller pesticider. Linolien/ linoliemaling tørrer ved en kemisk proces ved hjælp af ilt samt uv-lys. Linoliemaling kræver derfor både lys, luft og varme og males i meget tynde lag. Tykke lag giver rynker i overfladen. Ved opvarmning af olien får man kogt linolie som er lidt mørkere og mere ren for slimstoffer. Den hærder hurtigere og er mere slidstærk. Linolie skal påføres i tynde lag med korthårede pensler med et til to døgns mellemrum afhængig af årstiden. Tørringen kan fremskyndes med sikkativer. Linoliemaling består af kogt linoliefernis med revet pigment. 13

14 14 EGNE NOTER

15 15

16 GOTIK KONGE DOKKER STUK SPIR MARMORERING TAP SPIR HÅNDVÆRK TAVL LUS BRÆNDT SIENNA KILE MÅNEGLAS PIGMENT HARELIM STUCCO LUSTRO BAROK SPÅN GESIMS HVÆLV KLASSICISME PALÆPUDS ÅDRING KVADRE SVALEHALE RENAISSANCE ROKOKO LÆSKET KALK ØLLASUR