Den Europæiske Union (EU) Historisk udvikling EFTA

Transkript

1 Den Europæiske Union (EU) Historisk udvikling I dag er der i alt 27 lande medlem af EU, men i 1957 da EU blev skiftet, startede det med at der var seks medlems lande, Vesttyskland, Frankrig, Italien, Nederlandene, Belgien og Luxembourg, Dengang kaldte man EU for EF, Det Europæiske Fællesskab. De seks lande der startede EF, skrev under på en traktat om det Europæiske Kul og Stålfællesskab (EKSF). Efter Anden verdenskrig var den europæiske økonomi præget af meget kaos. I 1945 lige efter krigen begyndte politikerne allerede at diskutere hvor vidt man bedst mulig kunne undgå flere krige, Franskmændene har som sagt blevet angreb af tyskerne tre gange, gennem de sidste år hundrede, var meget bekymret for fremtiden. Frankrig og mange af de andre-europæiske--lande var bange for at Tyskland igen ville hive dem med ud i krig. Mange af de tyske politikker var heller ikke interesseret at land deres igen udvikler sig til et angreb lysten supermagt. Der fandt man frem til mange ideer om hvordan man bedst mulig kunne samarbejde med hinanden, i stedet for at føre krig imod hinanden. Samarbejdet der bliv udviklet mellem de europæiske lande var som sagt EF. Den første traktat der bliv indført mellem EF samarbejdet som sagt EKSF. Senere bliv Rom traktaten og Euratom traktaten indført. I starten var Danmark og Storbritannien meget skeptiske over for samarbejdet. Briterne ville ikke gå med til at afgive retten til at bestemme over deres egen kul og stål produktion, de var heller ikke så begejstrede for en Europas Forende Stater. Og Danmark følte sig mere knyttet til de nordiske lande og satsede på et samarbejde mellem de nordiske landet til at starte med, så Danmark takkede pænt nej også pænt nej til EF til at starte med. EF EF er ikke kun en handelssamarbejde mellem landene. Lige fra starten var EF faktisk en overnational organisation, som de enkelte medlems lande kunne rette sig efter. EF nedsatte også en kommission til at varetage det daglige arbejde og udarbejdelse af love. Man oprettede også et parlament som skulle rådgive kommissionen og rådet. Man indførte også domstole til at domme landene hvis de nu skulle overtræde en af de vedlagte traktater. Da EF bliv dannet havde man altid haft den ide om at samarbejdet senere hen skulle udvides, så derfor var EF hele tiden ude på at få flere områder overtalt til at deltage i samarbejdet. I 1986 vedtog man Europæiske fælles akt, som man her hjemme kaldte for EF pakken. Rom traktaten bliv udvidet til nye område, som landene skulle arbejde tættere sammen med, som f.eks. den indre marked, fælles miljø og udenrigs politik osv. EF pakken var ikke nok for EF, man ville igen udvide samarbejdet mellem landene. I 1991 vedtog man Maastricht traktaten, som skulle være med til at inddrage endnu flere områder i det fælles samarbejde. Man ændrede også her lavet EF til Den Europæiske union. Maastricht traktaten bliv dog ikke vedtaget i Danmark til at starte med da flere tallet stemte nej, Det var første gang at udvidelse af EU var blevet nedstemt siden Når nye traktater skal vedtages skal alle medlems lande dengang stemme for udvidelsen, efter som Danmark stemte nej kom Danmark til at give problemer EU samarbejdet. Maastricht traktaten bliv dog vedtaget i 1993 efter at der bliv indført nogle begrænsninger i traktaten der skulle gælde Danmark. Senere bliv Amsterdam og Nice traktaten i ført EFTA Storbritannien og Danmark vil helst se Europa som et stort handelsområde, da begge lande havde en meget stor udenrigshandel. I stedet dannede vi sammen med mange andre europæiske lande frihandels organisationen EFTA. EFTA har den erklærede målsætning at fremme økonomisk udvikling gennem frihandel og fair konkurrence. I dag består EFTA af Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein. EFTA er i modsætning til EU (på det økonomiske område) en fuldstændig mellemstatslig. I starten af 1960-erne begyndte Danmark og Storbritannien at fortryde de ikke havde meldt sig ind i EF. Nu svare Frankrig nej til deres ansøgning om optagelse. Men der skulle alligevel gå mange år

2 før EF sagde ja til at udvide deres organisation. I 1973 bliv EF nemlig udvidet med Storbritannien, Danmark og Irland. Norge stemte nej til EF, er stadig i dag ikke en del af den fælles EU samarbejde. Grækenland stemte også ja til EF og blev medlem af EF i 1981, Spanien og Portugal i 1986, Sverige, Finland og Østrig i 1995, og i 2004 kom yndigere lande som Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn. Og de nyeste medlem af EU er Bulgarien og Rumænien som i januar 2007 bliv medlem af EU. EKSF traktaten 1951 Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) blev nundertegnet i Paris den 18. april 1951 af Belgien, Tyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg og Nederlandene. Den blev indgået for 50 år, og da den fik virkning den 23. juli 1952, udløb traktaten planmæssigt den 23. juli Side 3

3 EKSF-traktaten er en konkretisering af Schuman-erklæringen af 9. maj 1950, som foreslog at stille den samlede fransk-tyske produktion af kul og stål under en øverste fælles myndighed. Den myndighed vi i dag kender, som Europa-Kommissionen. Amsterdam-traktaten Amsterdam traktaten kommer på tale i 1996 på det Europæiske Råd i Torino i Italien. Den blev vedtaget af det Europæiske råd i Amsterdam året efter og underskrevet af de 5 mellemstaters udenrigsminister i oktober Traktaten trådte i kraft den 1. maj Juridisk set ændrer Amsterdam-traktaten en række bestemmelser i traktaten om Den Europæiske Union, i traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber og i et par hermed forbundne retsakter, bl.a. i form af indførelse af en fælles beskæftigelsespolitik, overførsel af en del af de spørgsmål, der vedrører retlige og indre anliggender (RIA), til fællesskabsregi, reform af EU's fælles sikkerhedspolitik (FUSP), udvidet anvendelse af afstemning med kvalificeret flertal, udvidelse af Europa-Parlamentets beføjelser og mulighed for et tættere samarbejde mellem medlemsstaterne. Den træder ikke i stedet for de andre traktater, men supplerer dem. Nice-traktaten Nice-traktaten, der blev vedtaget i december 2000 ved afslutningen af Det Europæiske Råd i Nice og underskrevet den 26. februar 2001, trådte i kraft den 1. februar Den er resultatet af regeringskonferencen, der blev indledt i februar 2000, og som havde til formål at tilpasse den måde, som de europæiske institutioner fungerer på, inden optagelsen af nye medlemsstater. Traktaten banede således vejen for den institutionelle reform, der var nødvendig for den kommende udvidelse af EU med landene i Øst- og Sydeuropa. Nogle af dens bestemmelser blev tilpasset ved tiltrædelsestraktaten, der blev undertegnet i april 2003 i Athen, og som trådte i kraft den 1. maj 2004, dagen for udvidelsen. De væsentligste ændringer, som indførtes ved Nice-traktaten, er begrænsningen i Kommissionens størrelse og sammensætning, udvidelsen af afstemning med kvalificeret flertal, en ny stemmevægtning i Rådet og en opblødning af ordningen om forstærket samarbejde. "Erklæringen om Den Europæiske Unions fremtid", der er knyttet som bilag til traktaten, fastsætter de kommende etaper i udbygningen af de institutionelle reformer og fastslår dermed, at Nicetraktaten kun er en etape i denne proces. Side 3

4 Traktat Rom-traktaten blev indgået d. 25. marts 1957 mellem Belgien, Nederland, Luxembourg, Frankrig, Italien og Vesttyskland, med ikrafttrædelse 1. januar Den indebærer et tæt økonomisk samarbejde omkring handel. Det vigtigste element var at oprette en toldunion. Målet var også at skabe et stort fællesmarked, hvor varer, tjenesteydelser, penge og arbejdskraft kunne ske frit mellem landegrænserne. Desuden skulle man samarbejde omkring land og transport. Maastricht-traktaten vedtog man i Centralt plan er at danne en økonomisk og monetær union, og der skulle indføre en fælles valuta. Derfor udvidede man udenrigspolitik samarbejde og markerede i den forbindelse, at landene skulle på længere sigt have et fælles forsvar. Desuden skete der en væsentlig opstramning på de beslutninger man tog. Førhen vedtog man beslutningerne med afstemning. Det gik bl.a. ud på flertalsafgørelse. Maastricht-traktaten har 3 hovedområder de såkaldte 3 søjler: Søjle 1 - Overstatslige samarbejdsområder Præcision/styrkelse af subsidiaritetsprincippet (nærhedsprincippet) Rammerne (tidsplan og konvergenskrav) for den økonomiske og monetære union (ØMU). Nye samarbejdsområder: forskning, industripolitik, infrastruktur, uddannelse, kultur, forbrugerbeskyttelse, arbejdsmarkedspolitik (den sociale dimension). Strammere miljøpolitik. EF unionsborgerskab. Søjle 2 - Mellemstatslige samarbejdsområder Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitisk samarbejde. Søjle 3 - Mellemstatslige samarbejdsområder Politisamarbejde, asylregler m.v. Forfatningstraktaten, som befinder sig i ratifikationsfasen, markerer afslutningen på denne EUreformproces. Når den træder i kraft, vil Nice-traktaten blive ophævet og erstattet af denne traktat om en forfatning for Europa. Rom-traktaten blev indgået d. 25. marts 1957 mellem Belgien, Nederland, Luxembourg, Frankrig, Italien og Vesttyskland, med ikrafttrædelse 1. januar Den indebærer et tæt økonomisk samarbejde omkring handel. Det vigtigste element var at oprette en toldunion. Målet var også at skabe et stort fællesmarked, hvor varer, tjenesteydelser, penge og arbejdskraft kunne ske frit mellem landegrænserne. Desuden skulle man samarbejde omkring land og transport. Maastricht-traktaten vedtog man i Centralt plan er at danne en økonomisk og monetær union, og der skulle indføre en fælles valuta. Derfor udvidede man udenrigspolitik samarbejde og markerede i den forbindelse, at landene skulle på længere sigt have et fælles forsvar. Desuden skete der en væsentlig opstramning på de beslutninger man tog. Førhen vedtog man beslutningerne med afstemning. Det gik bl.a. ud på flertalsafgørelse. Maastricht-traktaten har 3 hovedområder de såkaldte 3 søjler: Søjle 1 - Overstatslige samarbejdsområder Præcision/styrkelse af subsidiaritetsprincippet (nærhedsprincippet) Rammerne (tidsplan og konvergenskrav) for den økonomiske og monetære union (ØMU). Nye samarbejdsområder: forskning, industripolitik, infrastruktur, uddannelse, kultur, forbrugerbeskyttelse, arbejdsmarkedspolitik (den sociale dimension). Strammere miljøpolitik. EF unionsborgerskab. Søjle 2 - Mellemstatslige samarbejdsområder Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitisk samarbejde. Søjle 3 - Mellemstatslige samarbejdsområder

5 Politisamarbejde, asylregler m.v. EU's forfatningstraktat Er den traktat, som EU-landenes regeringer i juni 2004 blev enige om skulle afløse Nice-traktaten. Den skulle tilpasse organisationen til den store udvidelse til 25 lande i 2004 og senere planlagte udvidelser. Den 29. oktober 2004 underskrev EU's stats- og regeringschefer Forfatningstraktaten på et Øde i Rom; den skulle så godkendes i medlemslandene - i nogle skulle vedtagelsen ske i parlamenterne og i andre lande ved folkeafstemning. Traktaten skulle efter planen træde i kraft i november Beslutningsprocedurer i EU: I EU er der over 20 forskellige måder at træffe en besluming på, alt afhængig af hvad der skal besluttes. I Nice-traktaten står der hvilke fremgangsmåder, der skal anvendes i hvert enkelt tilfælde. I bund og grund kan princippet i EU-lovgivningsproceduren forstås sådan, lovgivningen bliver til ved, at Kommissionen udarbejder forslagene til regler, mens lovene bliver vedtaget enten af Rådet og Europa-Parlamentet i fællesskab eller af Rådet alene. I EF-traktaten findes mere end 22 forskellige lovgivningsprocedurer, men de fire centrale er høringsproceduren, samarbejdsproceduren, den fælles beslutningsprocedure og den fælles beslutningsprocedure også kaldt forligsproceduren. Høringsproceduren: Dette er den klassiske beslutningsprocedure, der stadig er vigtig, selv om den blev introduceret tilbage i 1957 i forbindelse med Rom-traktaten. Ifølge denne procedure høres parlamentet og har mulighed for at udtale sig om forslaget inden Rådet træffer en beslutning. Rådet stemmer med enstemmighed når de skal træffe en beslutning. Samarbejdsproceduren: Denne procedure blev indført i 1987 sammen med Den Europæiske Fælles Akt. Det var på dette tidspunkt et gennembrud for Europa-parlamentet, da proceduren gav Parlamentet nye muligheder for indflydelse. Nu til dags bliver samarbejdsproceduren næsten ikke brugt, da den er blevet erstattet af den fælles beslutningsprocedure. Den bliver kun brugt i visse aspekter i forbindelse med ØMU'en. Parlamentet kan nedlægge begrænset veto mod et forslag, men Rådet kan med enstemmighed vedtage forslaget. Det vil sige de kan omgå Parlamentets veto. Men hvis Parlamentet ikke nedlægger veto, skal Rådet stemme med kvalificeret flertal. Samstemmende udtalelse: Den samstemmende udtalelse blev indført i 1987 med Den Europæiske Fælles Akt og dens anvendelsesområde blev udvidet i forbindelse med Maastricht-traktaten. Nu skulle de finde anvendelse på en række tilfælde, man ikke ønskede omfattet af proceduren for fælles beslutningstagen, men hvor man ikke ønsker at tildele Europa-Parlamentet en vigtig rolle. Princippet i proceduren er at Rådet og Parlamentet skal være enige om en tekst, som skal vedtages. Rådet kan ikke vedtage en retsakt, uden at Europa-Parlamentet har sagt god for den. Parlamentet kan ikke selv ændre et forslag, men ved at afvise retsakten, kan Rådet ikke ved tage den. Proceduren anvendes f.eks. i forbindelse med nye medlemsstaters tiltrædelse af EU. Den fælles beslutningsprocedure (forligsproceduren): Dette er en af de helt centrale procedurer. Denne procedure gør EU-lovgivningen til et fælles anliggende mellem Parlamentet og Rådet. Denne procedure blev indført i 1993 i forbindelse med Maastricht-traktaten. Her kan Parlamentet nedlægge veto mod et forslag, men ellers skal Rådet stemme med kvalificeret flertal. Ud over disse fire proceduren findes der mange bestemmelser om andre procedureforløb. Der kan være specielle procedurer som f.eks. proceduren for budgettets vedtagelse. Men der kan også være

6 simple procedurer, hvor Rådet formelt er alene om at træffe beslutningerne. Det gælder f.eks. beslutninger om, hvorvidt en medlemsstats statsstøtte alligevel skal accepteres, selv om der som udgangspunkt er forbud med statsstøtte i EU. Omkring 3 /4 af beslutningerne tages ved hjælp af forligsproceduren. Det handler bl.a. om forhold som Det Indre Marked, bistandspolitik, arbejdsmarkedspolitik, transportpolitik, arbejdskraftens bevægelighed samt en del miljøpolitik. Samarbejdsproceduren bliver kun anvendt ganske få steder, bl.a. i koordineringen af den økonomiske politik. Høringsproceduren bliver kun brugt på enkelte centrale områder, som f.eks. afgifter, unionsborgerskab, industripolitik, samt visse forhold omkring arbejdsmarkedspolitik og miljøpolitik. De store lande har mere magt en de små lande har. For eksempel har Tyskland 7 gange så mange stemmer som Danmark har, men der er til gengæld også 16 gange så mange tyskere som der er danskere. Der behandles ca pct. af samarbejdsområderne efter reglen om kvalificeret flertal. Der stilles i alt tre krav til flertalsbeslutninger:

7 Kvalificeret flertal blandt de fordelte stemmer Flertal af medlemslande Flertal på 62 pct. af EU's befolkning Det er ikke helt uvæsentligt hvilket stemmeprincip der bliver brugt. Enstemmighed har den ulempe, at et enkelt land kan bremse udviklingen. Modsat har flertalsafgorelser den fordel at, beslutningsprocessen bliver mere effektiv, da der ikke er nogen lande der kan blokere forslagene. Problemet er bare at det enkelte land kan risikere at blive nedstemt. Det betyder at landet skal rette sig efter en afgorelsen, som de er imod. Ved flertalsafgorelser har landet overgivet en del af sin selvbestemmelse til EU. Landet har afgivet suverænitet. Landene skiftes til at have formandskabet for EU i et halvt år ad gangen. Formandslandet laver dagsorden og har formandsposten i alle ministerrådene, diverse arbejdsgrupper mv. Ud over det, repræsentere landet EU over for andre lande i udenrigspolitiske spørgsmål. Formandskabet er en meget vigtig post og derfor støttes landet af det foregående formandsland samt det land, der skal overtage posten. (Trojka-systemet). I efteråret 2006 overtog Finland formandskabet, efterfulgt af Tyskland (forår 2007), Portugal (efterår 2007), Slovenien (forår 2008), Frankrig (efterår 2008), Tjekkiet (forår 2009) og Sverige (efterår 2009) EU Institutioner EU er opbygget på samme måde som et lands magtappart. er der en der der tager udøvende af magt, som udarbejder lovforslag og administrere lovene. I Danmark vedtages lovene af folketinget, der er den lovgivende magt. I EU er det Ministerrådet også kaldet rådet, og i de fleste tilfælde også Europa-parlamentet, der tager beslutningerne. EU har en Domstol der fanger som vores domstolssystem. Europa-kommissionen: Kommissionen holder til i Bruxelles. Kommissionen består af 25 kommissærer, én fra hvert medlemsland, når EU når op på 27 lande bliver indføres er rotationsprincip, hvor medlemslandene på skift må undvære en kommissionspost. Hver kommissær har et arbejdsområde, som vedkommende skal tage sig af. I var Ritt Bjerregaard dansk miljøkommissær. Fra var Poul Nilsson dansk kommissær, han varetog EU's ulandsbistand. Den nuværende danske kommissær er Mariann Fischer Boel har landbrugspolitik som arbejdsområde. En kommissær bliver valgt for en femårig periode og det er landets regering der udpeger kommissæren. Derefter er det kommissionens formand der bestemmer hvilke områder den enkelte kommissær skal arbejde med. Selve formanden udpeges af landenes regeringschefer. Frem til 2009 er det den tidligere portugisiske statsminister Jose Barroso. Når man tiltræder som kommissær er man forpligtet til at være uafhængige af sit eget lands politiske interesser, da det er kommissionens opgave at varetage hele EU's interesse. Parlamentet skal godkende hele kommissionen, og det er også kun parlamentet der kan fyre kommissionen igen. Hvis parlamentet er utilfreds med en enkelt kommissær er det ikke muligt at fyre den ene, så skal man fyre hele kommissionen. Kommissionens vigtigste opgave er at udarbejde lovforslag der gavner hele fællesskabet, de Såkaldte EU-retsakter. Kommissionen har initiativret, hvilket betyder at den har eneret til at tage initiativer til nye love. Hvis Ministerrådet beder om et forslag, kommer Kommissionen som regel med et. Kommissionen udarbejder omkring 500 lovforslag om året og når forslag er vedtaget i Ministerrådet, er det Kommissionens opgave at føre det ud i livet. Kommissionens beslutninger træffes i fællesskab, ved simpelt flertal, skal en kommissær fremlægge et lovforslag for Rådet eller parlamentet, skal han have

8 kommissionens opbakning. Når der er vedtaget en lov er det de enkelte landes eget ansvar et overholde lovene. Kommissionens anden vigtige opgave er at kontrollere om medlemslandene overholder de gældende EU-regler. Hvis et land ikke over holder lovende skal kommissionen stille landet for EUdomstolen. Europa-parlamentet Landenes repræsentanter vælges ved direkte valg i de enkelte lande, der bliver holdt valg hvert 5. år. Der er 732 pladser i Parlamentet, og Danmark har de 14 af dem. Parlamentet har hovedsæde i Strasbourg i Frankrig. De forskellige parti grupper er ikke inddelt lande vis, men er blandet landene i mellem. De danske socialdemokrater sidder i gruppe med socialdemokrater fra hele Europa, og ligeledes sidder Venstre i den liberale gruppe. Desuden tæller de danske medlemmer oven i købet folk fra to bevægelser Folkebevægelsen og JuniBevægelsen - der er meget kritiske over for EU-samarbejdet. De fleste beslutninger fortages ved absolut flertal, så der skal mindst 314 stemmer til at vedtage eller forkaste noget. I 1957 da man dannede EF, var det meningen at Parlamentet kun skulle være et rådgivende organ. Når Kommissionen havde udarbejdet et lovforslag, skulle man høre Parlamentets mening, inden Rådet traf en beslutning. Parlamentet havde dengang ingen direkte indflydelse og kunne heller ikke fremsætte lovforslag. Parlamentets rolle er at rådgive Rådet og Kommissionen, men kan stadig ikke på ganske få områder fremsætte lovforslag. Ved EF-pakken i 1986 og efterfølgende traktater har man givet parlamentet mere magt, i langt de fleste sager er Parlamentet nu medbestemmende, idet man kan bloker et forslag fra kommissionen, uanset om rådet har stemt ja. Parlamentet kan nedlægge et såkaldt reelt veto og på denne måde er parlamentet egentligt blevet Rådets medlovgiver. På få områder har Parlamentet begrænset veto primært indenfor ØMU-samarbejdet. Hvis der bliver stemt nej til et forslag, bortfalder forslaget umiddelbart. Rådet kan alligevel gennemtrumfe forslaget hvis alle lande i Rådet er enige om det. Rådet kan overgå Parlamentets veto. Andre områder hvor Parlamentet har faet mere indflydelse, det skal: Godkende den nye kommission Godkende væsentlige dele af EU-budgettet Godkende optagelsen af nye lande Godkende aftaler med lande udenfor EU 2

9 Silkeborg Handelsskole 2008/2009 Version 2.1 Ministerrådet (Rådet): Det er Ministerrådet der tager beslutningerne i EU. Det er i Rådet man stemmer om de forslag, som Kommissionen har fremsat. Rådet er derfor den lovgivende magt. Det betyder at Rådet er den stærkeste myndighed i hele EU-systemet. I Rådet tages der beslutninger, der berører alle EU-borgere. Så på mange måder er Rådet stærkere end hver enkelt lands parlamenter. Hvert land har en minister i Rådet. Ministrene Ødes alt efter hvad for en lov der skal behandles. Handler det om landbrug, mødes landbrugsministrene osv. Der findes altså mere end et råd, der findes i alt ni forskellige råd. Møderne holdes enten i Bruxelles eller i det land der har formandskabet. Hver måned bliver der afholdt mindst et rådsmøde i rådene for "Almindelige anliggende og eksterne forbindelser" (udenrigsministrene), "Økonomi og finans" og "Landbrug og fiskeri". De andre råd holder typisk møder 3-4 gange årligt. Afstemningsreglerne i Rådet er ret indviklede. På de meget vigtige områder skal alle lande være enige og det kræver enstemmighed. Det gælder emner som udenrigspolitik og afgifter. Hver enkelt land kan blokere en beslutning ved at stemme imod. Udenrigspolitik og afgifter er meget vigtigt for landene, så de tør ikke risikere at blive stemt ned. Hvis man vil ændre traktaten eller der skal optages nye lande, kræver det også enstemmighed. I størstedelen af sagerne stemmer man efter princippet om kvalificeret overtal. Her har hvert land fået tildelt et antal stemmer og et kvalificeret overtal kræver, at der er 232 af de 321 stemmer, der stemmer for. Det svarer til omkring 71 pct. EF-domstolen Man kunne undre sig over hvorfor EF-domstolen ikke hedder EU-domstolen, det er fordi domstolen ikke kan dømme inden for den del af Amsterdam-traktaten der omhandler Det Europæiske Fællesskab. EF-domstolen består af 25 dommere, en fra hvert medlemsland. En dommer udpeges af det enkelte lands regering og skal sidde på posten i seks år. Nogle af Domstolens vigtigste opgaver er: Sager vedrørende brud på traktaten (hvis et land bryder Nice-traktaten, eller undlader at overholde EU-lovene, kan de indbringes for Domstolen) Sager om fortolkning af traktaten (EU-lovene er over de nationale love, så landene må ikke lave en lov der går imod dem. De nationale domstole anmoder ofte EF-domstolen om hjælp til at fortolke loven, så man er sikker på at loven fortolkes på samme måde i alle lande) Gyldigheden af EU-lovene (Domstolen skal sikre at de love der bliver vedtaget er i overensstemmelse med Maastricht-traktaten) Walhaven Academy Side 9 af 9 sider