DOM AF 15. 5. 1990 SAG C-365/88 DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling) 15. maj 1990 * I sag C-365/88, angående en anmodning, som Nederlandenes Hoge Raad i medfør af protokollen af 3. juni 1971 vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, Kongress Agentur Hagen GmbH, Düsseldorf (Forbundsrepublikken Tyskland) mod Zeehaghe BV, Haag (Nederlandene), at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 6, nr. 2, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, har DOMSTOLEN (Første Afdeling), sammensat af afdelingsformanden Sir Gordon Slynn og dommerne R. Joliét og G. C. Rodríguez Iglesias, generaladvokat: C. O. Lenz justitssekretær: assisterende justitssekretær J. A. Pompe * Processprog: nederlandsk. 1-1860
HAGEN efter at der er afgivet indlæg af: appellanten i hovedsagen, Kongress Agentur Hagen GmbH, ved advokat Elisabeth C. M. Schippers, Haag, Forbundsrepublikken Tysklands regering ved Dr. Christof Böhmer, som befuldmægtiget, Den Franske Republiks regering ved Régis de Gouttes, som befuldmægtiget, og Géraud de Bergues, som assisterende befuldmægtiget, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved B. J. Drijber, Kommissionens Juridiske Tjeneste, bistået af G. Cherubini, som befuldmægtigede, på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 22. november 1989, og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 13. december 1989, afsagt følgende Dom 1 Ved dom af 9. december 1988, indgået til Domstolen den 15. december 1988, har Nederlandenes Hoge Raad i medfør af protokollen af 3. juni 1971 vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, (herefter benævnt»konventionen«) forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af konventionens artikel 6, nr. 2. 2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag, som føres mellem Kongress Agentur Hagen GmbH (herefter benævnt»hagen GmbH«), Düsseldorf (Forbundsrepublikken Tyskland), og Zeehaghe BV, Haag (Nederlandene). I- 1861
DOM AF 15. 5. 1990 SAG C-365/8S 3 Det fremgår af sagen, at Hagen GmbH havde reserveret et stort antal hotelværelser hos Zeehaghe BV. Reservationen skete efter anmodning fra Garant Schuhgilde e.g. (herefter benævnt»schuhgilde e.g.«), Düsseldorf, og for dette selskabs regning. Hagen GmbH afbestilte imidlertid værelserne, hvorefter Zeehaghe BV anlagde sag mod Hagen GmbH ved Rechtbank, Haag, med påstand om betaling af et bestemt beløb med rente og erstatning for sagens omkostninger på grund af misligholdelse. Hagen GmbH nedlagde principalt påstand om afvisning, idet firmaet gjorde gældende, at retten var inkompetent. Subsidiært anmodede firmaet om tilladelse til at adcitere ordregiveren, Schuhgilde eg, som regrespligtig. 4 Rechtbank tog ikke begæringen om adcitation til følge, idet retten fandt, at en adcitation ville forsinke og komplicere den oprindelige sag. Denne afgørelse indbragte Hagen GmbH for Gerechtshof, Haag, under anbringende af, at den ret, ved hvilken den oprindelige sag er anlagt, i henhold til konventionens artikel 6, nr. 2, er forpligtet til at tage en begæring om adcitation til følge,»medmindre [sagen] kun er anlagt for at unddrage sagsøgte (o. a.: dvs. adcitatus eller tredjemanden) hans almindelige værneting«, jf. den udtrykkelige undtagelse i artikel 6, stk. 2. 5 Dette anbringende gav Gerechtshof ikke Hagen GmbH medhold i, men stadfæstede Rechtbanks afgørelse med den begrundelse, at konventionens artikel 6 ikke pålægger en forpligtelse, men blot giver adgang til at tage en begæring om indstævning af en tredjemand til følge. 6 Derefter indbragte Hagen GmbH dommen for Nederlandenes Hoge Raad, som har forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:»a Såfremt en person, der har bopæl på en kontraherende stats område, i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, er blevet sagsøgt ved retten i en anden kontraherende stat, har denne ret da i henhold til konventionens artikel 6, nr. 2, kompetence til at påkende et af sagsøgte rejst krav, der til opfyldelse af en forpligtelse rettes mod en tredjemand, der har bopæl på en anden kontraherende stats område end den, hvor sagen er anlagt? I-1862
HAGEN B Skal Bruxelles-konventionens artikel 6, nr. 2, fortolkes således, at retten er forpligtet til at tillade den ønskede indstævning af tredjemanden, medmindre den i bestemmelsen nævnte undtagelse foreligger? C Såfremt spørgsmål B besvares benægtende: Kan retten da anvende de procesretlige regler i sin nationale lovgivning ved afgørelsen af, om begæringen om tilladelse til at indstævne tredjemand til opfyldelse af en forpligtelse skal tages til følge, eller indebærer Bruxelles-konventionens regler i så fald, at retten skal prøve begæringen på grundlag af andre kriterier end dem, der opstilles i rettens nationale procesret, og, i bekræftende fald, hvilke er disse kriterier?«7 Vedrørende de faktiske omstændigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forløb samt de skriftlige indlæg, der er afgivet for Domstolen, henvises i øvrigt til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation. Første spørgsmål 8 Det første spørgsmål angår den situation, at en ret, der støtter sin kompetence på konventionens artikel 5, nr. 1 som er en speciel kompetenceregel i forhold til hovedreglen i konventionens artikel 2 skal træffe afgørelse vedrørende en begæring, sagsøgte har fremsat, om adcitation af en tredjemand, der har bopæl på en anden kontraherende stats område end den, hvor sagen er anlagt. 9 Appellanten i hovedsagen og de parter, der har afgivet indlæg for Domstolen, har henvist til, at bestemmelsen i konventionens artikel 6, nr. 2, er generel, hvorfor reglen om, at en person kan sagsøges som tredjemand i sager om opfyldelse af en forpligtelse ved»den ret, hvor den oprindelige sag er anlagt«, må gælde, uanset efter hvilken kompetenceregel den oprindelige sag er anlagt. I-1863
DOM AF 15. 5. 1990 SAG C-365/88 10 Indledningsvis bemærkes, at artikel 6, nr. 2, der findes i konventionens afdeling 2 under overskriften»specielle kompetenceregler«ligesom artikel 5, nr. 1 er en undtagelse fra hovedreglen i konventionens artikel 2 om, at personer med bopæl i en kontraherende stat skal sagsøges ved retterne i denne stat. 11 Når der i henhold til artikel 6, nr. 2, efter sagsøgerens valg kan benyttes et særligt værneting, beror dette på hensynet til en hensigtsmæssig sagsbehandling, idet der i visse velafgrænsede tilfælde består en særlig snæver sammenhæng mellem en tvist og den ret, hvor sagen kan anlægges (jfr. dom af 22. november 1978, Somafer SA mod Saar-Ferngas AG, 33/78, Sml. s. 2183). Konventionen giver dermed mulighed for, at samme ret påkender hele sagen. Den indbyrdes sammenhæng mellem kravet i den oprindelige sag og begæringen om indstævning af tredjemand til opfyldelse af en forpligtelse er således tilstrækkeligt grundlag for, at den ret, for hvilken begæringen fremsættes, har kompetencen, uanset efter hvilken regel den har kompetence til at påkende den oprindelige sag. I denne henseende er værnetingene i henhold til artikel 2 og artikel 5 ligestillet. 12 Det første spørgsmål må herefter besvares således, at såfremt en person, der har bopæl på en kontraherende stats område, i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, er blevet sagsøgt ved en ret i en anden kontraherende stat, har denne ret i henhold til konventionens artikel 6, nr. 2, også kompetence til at påkende et krav, der til opfyldelse af en forpligtelse rettes mod en tredjemand, som har bopæl på en anden kontraherende stats område end den, hvor den oprindelige sag er anlagt. Andet og tredje spørgsmål 13 Med disse to spørgsmål ønskes det afgjort, om det af konventionens artikel 6, nr. 2, følger, at retten har pligt til at tage en begæring om indstævning af tredjemand til opfyldelse af en forpligtelse til følge, når begæringen ikke er fremsat for at unddrage tredjemanden hans almindelige værneting, eller om retten derimod kan træffe afgørelse om, hvorvidt begæringen skal tages til følge, efter de processuelle regler i sin nationale lovgivning. I-1864
HAGEN 1 4 Appellanten i hovedsagen, den franske regering og Forbundsrepublikken Tysklands regering har anført, at konventionens artikel 6, nr. 2, bør fortolkes som en selvstændig bestemmelse, idet retsplejehensyn tilsiger, at den fuldstændige retsbeskyttelse, de kontraherende stater skal give parterne, når en ret i vedkommende stat har kompetencen, ikke bør begrænses ved anvendelse af nationale procesregler. 15 Kommissionen har under den skriftlige forhandling tilsluttet sig dette synspunkt, som efter Kommissionens opfattelse har det fortrin at være en enkel løsning og at sikre en ensartet anvendelse af konventionen, da den nationale ret dermed har pligt til at tillade adcitation. 16 Under den mundtlige forhandling har Kommissionen anført, at rettens kompetence kun er et af flere spørgsmål, der må afgøres under formaliteten; den ret, der skal træffe afgørelsen, tager først stilling til kompetencespørgsmålet i henhold til konventionens bestemmelser, og derefter efterprøver den, om anmodningen opfylder de øvrige betingelser, som i henhold til lex fori gælder for adcitationen. 17 Det bemærkes, at konventionen ikke har til formål at gøre de processuelle regler ensartede, men at give regler for fordelingen af retternes kompetence i civile sager, herunder handelssager, i retsforhold inden for Fællesskabet og at lette fuldbyrdelse af retsafgørelser. Der bør derfor sondres klart mellem spørgsmålet om rettens kompetence og de øvrige formalitetsspørgsmål. 18 Med hensyn til indstævning af tredjemand til opfyldelse af en forpligtelse, opstilles der i artikel 6, nr. 2, således kun en regel om, hvilken ret der har kompetencen, men derimod ikke om selve betingelserne for at admittere indstævningen. 19 Det fremgår i øvrigt af Domstolens faste praksis, at man med hensyn til de processuelle regler må henholde sig til de regler, der er gældende for vedkommende I-1865
DOM AF 15. 5. 1990 SAG C-365/88 nationale domstol (jf. bl.a. for så vidt angår litispendensbegrebet dom af 7. juni 1984, Zeiger mod Salinitri, 129/83, Smi. s. 2397, og for så vidt angår betingelserne for fuldbyrdelse af en udenlandsk retsafgørelse dom af 2. juli 1985, Deutsche Genossenschaftsbank mod SA Brasseries du pêcheur, 148/84, Sml. s. 1981, og dom af 4. februar 1988, Hoffmann mod Krieg, 145/86, Sml. s. 645). 20 Det bør dog præciseres, at der ved anvendelsen af de nationale processuelle regler ikke må gøres indgreb i konventionens tilsigtede virkning. Som Domstolen har udtalt, bl.a. i dom af 15. november 1983, Duinstee (288/82, Sml. s. 3663), må retten ikke bringe formalitetskrav i henhold til national ret i anvendelse på en sådan måde, at de begrænser anvendelsen af konventionens kompetenceregler. 21 Et afslag på en begæring om tilladelse til at indstævne en tredjemand kan således hverken udtrykkeligt eller forudsætningsvis støttes på, at vedkommende tredjemand har bopæl eller hjemsted i en anden kontraherende stat end den, hvor den oprindelige sag er anlagt. 22 Andet og tredje præjudicielle spørgsmål må herefter besvares med, at artikel 6, nr. 2, skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke indebærer en forpligtelse for den nationale ret til at tage begæringen om indstævning af tredjemand til opfyldelse af en forpligtelse til følge, og at retten kan anvende de processuelle regler i den for retten gældende nationale lovgivning ved afgørelsen af, om begæringen skal tages til følge, dog således at der ikke må gøres indgreb i konventionens tilsigtede virkning på dette område, og navnlig således, at afslag på begæringen ikke må gives med den begrundelse, at tredjemanden har bopæl eller hjemsted på en anden kontraherende stats område end den, hvor den oprindelige sag er anlagt. Sagens omkostninger 23 De udgifter, der er afholdt af Forbundsrepubliklien Tysklands regering, Den Franske Republiks regering og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, der har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. I - 1866
HAGEN På grundlag af disse præmisser kender DOMSTOLEN (Første Afdeling) vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Nederlandenes Hoge Raad, for ret: 1) Såfremt en person, der har bopæl på en kontraherende stats område, i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, er blevet sagsøgt ved en ret i en anden kontraherende stat, har denne ret i henhold til konventionens artikel 6, nr. 2, også kompetence til at påkende et krav, der til opfyldelse af en forpligtelse rettes mod en tredjemand, som har bopæl på en anden kontraherende stats område end den, hvor den oprindelige sag er anlagt. 2) Artikel 6, nr. 2, skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke indebærer en forpligtelse for den nationale ret til at tage begæringen om indstævning af tredjemand til opfyldelse af en forpligtelse til følge, og at retten kan anvende de processuelle regler i den for retten gældende nationale lovgivning ved afgørelsen af, om begæringen skal tages til følge, dog således at der ikke må gøres indgreb i konventionens tilsigtede virkning på dette område, og navnlig således, at afslag på begæringen ikke må gives med den begrundelse, at tredjemanden har bopæl eller hjemsted på en anden kontraherende stats område end den, hvor den oprindelige sag er anlagt. Slynn Joliét Rodríguez Iglesias Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. maj 1990. J.-G. Giraud Justitssekretær Gordon Slynn Formand for Første Afdeling I- 1867