BEK nr 148 af 16/02/2009 Gældende Offentliggørelsesdato: 27-02-2009 Miljøministeriet Oversigt (indholdsfortegnelse) Kapitel 1 Gebyrpligt Kapitel 2 Tilskud til indsamling af dæk Kapitel 3 Administrative bestemmelser Kapitel 4 Straffebestemmelser Kapitel 5 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser Bilag 1 Den fulde tekst Bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk I medfør af 44, stk. 1, 53, stk. 1, 53 a, stk. 1, 56, stk. 3, 67, 80, stk. 1-3, 88, stk. 1 og 2, 92 og 110, stk. 3 og 4, i lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1757 af 22. december 2006, som ændret ved 27 i lov nr. 1336 af 19. december 2008, fastsættes: Kapitel 1 Gebyrpligt 1. Den, der erhvervsmæssigt fremstiller eller fra udlandet erhvervsmæssigt modtager dæk, herunder massive gummiringe, fremstillet til anvendelse på motordrevne køretøjer, påhængskøretøjer til motordrevne køretøjer samt vogntog, skal betale et gebyr til Miljøstyrelsen, jf. dog 3, stk. 2. Stk. 2. Den, der erhvervsmæssigt udleverer brugte dæk, herunder massive gummiringe, til fortsat anvendelse på de i stk. 1, nævnte køretøjer m.v. skal betale et gebyr til Miljøstyrelsen, jf. dog 4, stk. 2. Definitioner 2. Ved personbiler forstås i denne bekendtgørelse: Biler, der er indrettet til at benyttes til befordring af højst ni personer, føreren medregnet. Stk. 2. Ved genanvendelse forstås i denne bekendtgørelse: Genanvendelse som defineret i Miljøministeriets bekendtgørelse om affald. Stk. 3. Ved oparbejdning forstås i denne bekendtgørelse: Maskinel forarbejdning, hvorved dæk neddeles til granulat eller pulver med henblik på genanvendelse. Stk. 4. Ved en henteordning forstås i denne bekendtgørelse: En ordning, hvor virksomheder foretager regelmæssig indsamling af dæk, herunder afhenter større mængder (mindst 100 dæk) senest tre uger efter anmodning herom fra virksomheder og andre, bortset fra husholdninger. Stk. 5. Ved en bringeordning forstås i denne bekendtgørelse: En ordning, hvor virksomheder modtager dæk fra virksomheder og andre bortset fra husholdninger. Gebyrsatser 3. Det i 1 nævnte gebyr udgør: 1) 10,00 kr. pr. stk. for nye og brugte dæk, fremstillet til anvendelse på knallerter, motorcykler og personbiler og for nye og brugte dæk med dimensioner mindre end eller lig med 7.00-15 eller 255-15, og som er fremstillet til anvendelse på andre motordrevne køretøjer. 2) 5,00 kr. pr. stk. for regummierede dæk med dimensioner som angivet i nr. 1, 3) 25,00 kr. pr. stk. for nye og brugte dæk fremstillet til anvendelse på motordrevne køretøjer, undtagen knallerter, motorcykler og personbiler, og med dimensioner større end 7.00-15 eller 255-15 og fælgdiameter mindre end 19,5, 4) 12,50 kr. pr. stk. for regummierede dæk med dimensioner som angivet i nr. 3, 5) 75,00 kr. pr. stk. for nye og brugte dæk fremstillet til anvendelse på motordrevne køretøjer, undtagen knallerter, motorcykler og personbiler, og med fælgdiameter større end eller lig med 19,5 og mindre end 24, 6) 37,50 kr. pr. stk. for regummierede dæk med dimensioner som angivet i nr. 5 og 7) 225 kr. pr. stk. for nye, brugte og regummierede dæk fremstillet til anvendelse på motordrevne køretøjer, undtagen knallerter, motorcykler og personbiler, og med fælgdiameter større end eller lig med 24. Stk. 2. Fritaget for gebyr er: 1) dæk, incl. reservedæk, monteret på køretøjer, der modtages fra udlandet,
2) dæk, incl. reservedæk, der anvendes til montering ved fremstilling af nye køretøjer, 3) dæk, der er fremstillet til anvendelse på lille knallert, og 4) dæk mindre end 500-8. Registrering af gebyrpligtige virksomheder 4. Virksomheder, der er omfattet af gebyrpligten i 1, skal anmelde sig til registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Stk. 2. Virksomheder, der alene udleverer de i 1, stk. 2, nævnte brugte dæk i et antal på under 400 pr. kalenderår, skal ikke registreres eller betale gebyr. Stk. 3. Til de registrerede virksomheder udsteder Erhvervs- og Selskabsstyrelsen et bevis for registreringen. 5. Registrerede virksomheder er berettiget til, uden at gebyret er berigtiget, fra udlandet eller fra anden registreret virksomhed at modtage dæk, der er gebyrpligtige efter 1. Opgørelse af gebyrpligtige dæk 6. Gebyrperioden er kalender-kvartalet, jf. dog 12. Stk. 2. Registrerede virksomheder skal opgøre det gebyrpligtige antal af henholdsvis nye, brugte og regummierede dæk fordelt på hver enkelt gebyrkategori, jf. 3, stk. 1, nr. 1-7, for en gebyrperiode som summen af antallet af gebyrpligtige dæk, der i perioden er udleveret fra virksomheden. Stk. 3. Registrerede virksomheder, der udtager gebyrpligtige dæk til montering (udskiftning) på motordrevne køretøjer, påhængskøretøjer samt vogntog, jf. 1, skal medregne forbruget til udleveringen i opgørelsen efter stk. 2. Til forbruget skal også medregnes dæk, der monteres på køretøjer, som benyttes i den registrerede virksomhed. 7. I det gebyrpligtige antal dæk, opgjort efter 6, fradrages 1) antallet af dæk, der er udleveret til en anden registreret virksomhed, 2) antallet af nye eller regummierede dæk, der er leveret til udlandet, og 3) antallet af dæk, der i den registrerede virksomhed er udtaget til montering ved fremstilling af nye køretøjer, jf. 3, stk. 2, nr. 2. Stk. 2. Registrerede virksomheder kan endvidere af SKAT meddeles bevilling til at fradrage brugte dæk, der er leveret til fortsat anvendelse i udlandet. Bevilling til godtgørelse af gebyr 8. SKAT kan meddele bevilling til godtgørelse af det betalte gebyr til virksomheder, der ikke er omfattet af registreringspligten, for nye eller regummierede gebyrberigtigede dæk, der er leveret til udlandet. Stk. 2. SKAT kan meddele bevilling til godtgørelse af det betalte gebyr til virksomheder, der ikke er omfattet af registreringspligten, for dæk, der er anvendt ved fremstilling af nye køretøjer. Regnskaber 9. Registrerede virksomheder skal føre et regnskab over modtagelse, fremstilling samt udlevering af gebyrpligtige dæk, der kan danne grundlag for opgørelse af det i hver gebyrperiode opkrævede gebyr og for kontrollen med gebyrets rigtige betaling. Stk. 2. SKAT fastsætter nærmere regler for de registrerede virksomheders regnskabsførelse. Stk. 3. Registrerede virksomheder skal opbevare regnskabsmateriale i fem år efter regnskabsårets udløb. 10. Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver gebyrperiode og senest ved udgangen af den følgende måned til SKAT angive antallet af dæk, hvoraf virksomheden skal betale gebyr, jf. 6 og 7. Angivelsen skal ske på en særlig blanket og underskrives af virksomhedens ansvarlige ledelse. Betaling af gebyr 11. Gebyret for en gebyrperiode skal indbetales til SKAT senest samtidig med angivelsesfristens udløb, jf. 10. Er gebyret under 50 kr., kan indbetaling af beløbet undlades. 12. SKAT kan pålægge en virksomhed, der ikke betaler gebyret rettidigt, at foretage angivelse i medfør af 10 for en kortere periode end kvartalet. Stk. 2. SKAT kan endvidere pålægge en virksomhed, der ikke betaler gebyret rettidigt, en kortere betalingsfrist end den i 10 angivne og kræve, at der stilles fuld sikkerhed for gebyrets betaling. 13. Såfremt det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtige angivelser efter 10, således at virksomheden har betalt for lidt i gebyr, afkræves det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav. Stk. 2. Kan størrelsen af det gebyrbeløb, der påhviler virksomheden, ikke opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber m.v., kan SKAT foretage skønsmæssig ansættelse af det skyldige gebyr. 14. For betaling af gebyr efter denne bekendtgørelse hæfter selskabet, fonden, foreningen m.v. eller den, der som ejer, forpagter eller på lignende måde driver virksomheden for egen regning.
15. Betales gebyret efter 11 eller 13, stk. 2, ikke rettidigt, skal der betales rente herfor. Forrentningen sker fra forfaldsdagen for gebyret, jf. 11. Gebyret forrentes med 1,3 % i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken gebyret skal betales, dog mindst 50 kr. 16. Der skal betales et særskilt gebyr på kr. 65 for erindringsskrivelser om betaling af gebyr. Adgang til eftersyn 17. SKAT har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i den registreringspligtige virksomhed og til at efterse virksomhedens forretningsbøger og øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v. Stk. 2. Den, der er ansvarlig for en registreringspligtig virksomhed, samt de personer, der er beskæftiget i virksomheden, skal yde SKAT fornøden vejledning og hjælp ved foretagelse af de i stk. 1 nævnte eftersyn. Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte materiale skal på SKATs anmodning udleveres eller indsendes til SKAT. Kapitel 2 Tilskud til indsamling af dæk Tilskudsberettiget virksomhed 18. Der kan ydes tilskud til en miljømæssigt forsvarlig indsamling af kasserede dæk, der er omfattet af 3. Stk. 2. Tilskud kan ydes til: 1) Virksomheder, der har etableret en henteordning, jf. 2, stk. 4. 2) Virksomheder, der har etableret en bringeordning, jf. 2, stk. 5. 3) Dækimport- eller dækfabrikationsvirksomheder, der tilbagetager dæk som led i leveringen af nye eller regummierede dæk. 19. Ansøgning om udbetaling af tilskud skal sendes til Miljøstyrelsen eller en af miljøministeren godkendt administrator, jf. 29, stk. 3, der træffer afgørelse om udbetaling af tilskud. Stk. 2. Ansøgning om udbetaling af tilskud til indsamling af dæk skal indeholde: 1) Indsamlingsvirksomhedens og den i henhold til 22-23 anerkendte virksomheds navn og adresse samt indsamlingsvirksomhedens CVR-nummer. 2) En opgørelse, bilagt dokumentation som angivet i stk. 3, over mængden af dæk, angivet i kilo og type, jf. 3, der er leveret til en oparbejdningsvirksomhed, der er anerkendt af Miljøstyrelsen i henhold til 22-23. 3) Oplysninger om oprindelsen af de indsamlede dæk med angivelse af navn på enhver virksomhed, der har leveret de indsamlede dæk samt antallet af indsamlede dæk for hver leverandør. Stk. 3. Den i stk. 2, nr. 2, angivne dokumentation skal omfatte en opgørelse fra en oparbejdningsvirksomhed, der er anerkendt af Miljøstyrelsen i henhold til 22-23, over den fra en indsamlingsvirksomhed modtagne mængder af dæk, typen samt tidspunktet for leveringen af disse til virksomheden. Dokumentationen skal være underskrevet af oparbejdningsvirksomhedens ansvarlige ledelse og være forsynet med en påtegning af en statsautoriseret eller registreret revisor om de afgivne oplysningers rigtighed. Stk. 4. Den i stk. 2, nr. 2, nævnte opgørelse kan udelades, såfremt de indsamlede dæk er leveret til en anerkendt oparbejdningsvirksomhed, der månedligt til administrator, jf. 29, stk. 3, sender en opgørelse over de fra indsamlingsvirksomheden modtagne mængde af dæk, typen og oprindelsen af disse samt tidspunktet for leveringen af disse til oparbejdningsvirksomheden. Opgørelsen skal være underskrevet af den ansvarlige ledelse hos oparbejdningsvirksomheden og være påtegnet af en statsautoriseret eller registreret revisor, der skal bekræfte rigtigheden af de afgivne oplysninger. Stk. 5. Ansøgninger, der ikke indeholder de i denne bestemmelse omhandlede oplysninger eller dokumentation, eller som modtages senere end den i stk. 6 nævnte frist, afvises. Stk. 6. Ansøgning om udbetaling af tilskud skal være Miljøstyrelsen eller den, jf. 29, stk. 3, godkendte administrator i hænde senest fire uger efter udløbet af den måned, hvor levering til en af de i 22-23 nævnte anerkendte virksomheder har fundet sted. Betingelser for tilskud 20. Ydelse af tilskud er betinget af: 1) at indsamlingsvirksomheden er registreret hos Miljøstyrelsen, jf. 21, og 2) at indsamlingsvirksomheden har leveret de indsamlede dæk til en virksomhed, der oparbejder dæk, og som er anerkendt af Miljøstyrelsen efter 22, eller 3) at indsamlingsvirksomheden har leveret dæk, der er indsamlet på Bornholm, til et affaldsforbrændingsanlæg, der er anerkendt af Miljøstyrelsen efter 23. Registrering af indsamlingsvirksomheder hos Miljøstyrelsen 21. Virksomheder, der foretager indsamling af kasserede dæk, skal være registreret hos Miljøstyrelsen. Stk. 2. Anmodning om registrering skal indeholde følgende oplysninger: 1) Virksomhedens navn, adresse og CVR-nummer. 2) En opgørelse over virksomhedens lagerbeholdning af kasserede dæk, opgjort på datoen for anmodningens fremsendelse, samt oplysning om, hvordan disse agtes nyttiggjort. 3) En fortegnelse over de regioner, hvor virksomheden planlægger at foretage indsamling af kasserede dæk.
Miljøstyrelsens anerkendelse af virksomheder, der oparbejder dæk eller massive gummiringe 22. Virksomheder, der oparbejder kasserede dæk eller massive gummiringe, hvortil der ydes tilskud til indsamling efter 19, skal være anerkendt af Miljøstyrelsen. Stk. 2. Anmodningen om anerkendelse skal indeholde erklæringer om følgende: 1) Virksomheden er i drift. 2) Virksomheden oparbejder samtlige modtagne dæk og massive gummiringe, hvortil der ydes tilskud, til gummipulver eller gummigranulat med en kornstørrelse på max. 5 mm. 3) Virksomheden enten selv genanvender gummipulveret eller gummigranulatet i produktionen eller afsætter gummipulveret eller gummigranulatet til virksomheder med henblik på genanvendelse. Stk. 3. Anmodningen skal være vedlagt dokumentation for, at virksomheden har miljøgodkendelse til at foretage oparbejdning af dæk. Miljøstyrelsens anerkendelse af virksomheder, der driver forbrændingsanlæg på Bornholm 23. Virksomheder, der driver affaldsforbrændingsanlæg på Bornholm, og som modtager og nyttiggør dæk på Bornholm, og hvortil der kan ydes tilskud, skal være anerkendt af Miljøstyrelsen. Stk. 2. Anmodning om anerkendelse skal indeholde erklæringer om følgende: 1) Affaldsforbrændingsanlægget er i drift. 2) Affaldsforbrændingsanlægget har en miljøgodkendelse til at forbrænde affald. 3) De modtagne dæk forbrændes med energiudnyttelse. Ophævelse af Miljøstyrelsens anerkendelse 24. Hvis en virksomhed undlader at efterkomme en anmodning fra Miljøstyrelsen, jf. miljøbeskyttelseslovens 53 b, om at sende dokumentation for, at betingelserne i 22-23 er opfyldt, kan Miljøstyrelsen med et rimeligt varsel ophæve anerkendelsen af modtage- og oparbejdningsvirksomheden. Tilskudssatser 25. Tilskuddet udgør: 1) 1,35 kr, pr. kg. dæk omfattet af 3, stk. 1, nr. 1-6, leveret til produktion af gummipulver eller gummigranulat med en kornstørrelse på max. 5 mm, jf. 22, stk. 2, nr. 2, eller til forbrænding med energiudnyttelse på Bornholm, jf. 23, stk. 2, nr. 3. 2) 1,80 kr. pr. kg. dæk omfattet af 3, stk. 1, nr. 7, leveret til produktion af gummipulver eller granulat med en kornstørrelse på max. 5 mm, jf. 22, stk. 2, nr. 2, eller til forbrænding med energiudnyttelse på Bornholm, jf. 23, stk. 1, nr. 3. 3) 1,80 kr. pr. kg. massive gummiringe omfattet af 3, stk. 1, nr. 1-7 leveret til produktion af gummipulver eller granulat med en kornstørrelse på max. 5 mm, jf. 22, stk. 2, nr. 2, eller til forbrænding, jf. 23, stk. 2, nr. 3. 26. Tilskud ydes månedligt af Miljøstyrelsen eller den af Miljøministeren udpegede administrator. Stk. 2. Der ydes ikke tilskud til erhvervsmæssig indsamling af dæk, der modtages fra udlandet, medmindre det kan godtgøres, at disse er gebyrberigtigede, jf. 3. Tilbagebetaling af tilskud 27. Tilskud, der er givet uden, at betingelserne i 18-26 var opfyldt, skal betales tilbage. Tilbagebetaling skal ske til Miljøstyrelsen. Det beløb, der skal tilbagebetales, skal betales senest 14 dage efter, at Miljøstyrelsen skriftligt har fremsat påkrav herom. Stk. 2. Betales beløbet ikke rettidigt, jf. stk. 1, skal der betales rente herfor. Forrentningen sker fra det tidspunkt, hvor beløbet skulle være betalt. Beløbet forrentes med 1,3 % i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken beløbet skulle have været betalt til Miljøstyrelsen, dog mindst 50 kr. Stk. 3. For tilbagebetaling efter stk. 1 og 2 hæfter selskabet, fonden, foreningen m.v. eller den, der ejer, forpagter eller på lignende måde driver virksomheden for egen regning. 28. Miljøstyrelsen kan bestemme, at 27 ikke finder anvendelse, når det forhold, der udløser tilbagebetalingspligten, har underordnet betydning. Kapitel 3 Administrative bestemmelser 29. Administration i henhold til kapitel 1, herunder opkrævning af gebyr, og tilsyn med overholdelsen af dette kapitel udøves af SKAT. Stk. 2. Afgørelser, der er truffet af SKAT efter denne bekendtgørelse, kan indbringes for Landsskatteretten efter skatteforvaltningslovens kapitel 16. Stk. 3. Administration og tilsyn i henhold til kapitel 2 udøves af Miljøstyrelsen eller en af miljøministeren godkendt administrator.
Stk. 4. Alle tilfælde, hvor den af miljøministeren godkendte administrator ikke finder betingelserne for registrering eller udbetaling af tilskud opfyldt, eller hvor der opstår tvivlsspørgsmål, forelægges snarest Miljøstyrelsen, der træffer den endelige administrative afgørelse. Stk. 5. SKATs afgørelser kan inden tre måneder fra modtagelsen af afgørelsen påklages til Landsskatteretten. Reglerne i skattestyrelseslovens kapitler 3 og 3 A finder anvendelse ved sådanne klager. Kapitel 4 Straffebestemmelser 30. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der 1) undlader at foretage anmeldelse efter 4, stk. 1, eller føre regnskab efter 9, stk. 1, 2) overtræder regler, fastsat i medfør af 9, stk. 2, 3) undlader at efterkomme et pålæg, der er meddelt efter 13, 4) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at afgive oplysninger til brug for kontrollen med gebyret, eller 5) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger i forbindelse med ansøgning om tilskud efter bekendtgørelsen. Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil to år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser. Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens femte kapitel. Stk. 4. Bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens 110 a finder anvendelse i sager om de i stk. 1, nr. 1-5, nævnte overtrædelser, og som ikke skønnes at medføre højere straf end bøde. Kapitel 5 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser 31. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2009. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 111 af 5. februar 2000 om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk ophæves. 32. Afgørelser, der er truffet efter bekendtgørelse nr. 111 af 5. februar 2000 om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk, bevarer deres gyldighed, indtil der træffes ny afgørelse i medfør af denne bekendtgørelse. Overtrædelse af sådanne afgørelser straffes efter de gældende regler. Stk. 2. Verserende sager i henhold til den i stk. 1 nævnte bekendtgørelse færdigbehandles efter reglerne i den hidtil gældende bekendtgørelse. Stk. 3. Tilskud, jf. 18, kan ydes for dæk, der er indsamlet efter den 1. april 2000. Stk. 4. Ved opgørelsen af tilskud til dæk, der er leveret til oparbejdning før den 1. april 2009, og hvor der er indgivet ansøgning efter 19 i april 2009 anvendes tilskudssatserne i bekendtgørelse nr. 111 af 5. februar 2000 om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk. Miljøministeriet, den 16. februar 2009 Troels Lund Poulsen / Anne-Marie Rasmussen Bilag 1 Der kan som vejledning til definitionen af dæktyper og dækdimensioner henvises til STRO databog udgivet af Scandinavian Tire & Rim Organization Dæk deklareres/mærkes med følgende dimensionsangivelser: Volumen i mm eller i tommer, højde-bredde forhold, fælgdiameter i tommer eller mm. For dæk fremstillet til anvendelse på vare- og lastbiler, busser samt påhængskøretøjer og påhængsredskaber er afgrænsningen for gebyrpligtige dæk volumenmålet og fælgdiameteren. Volumenmålet er afhængig af dæktypen angivet enten i mm eller i tommer. Fælgdiameteren er normalt angivet i tommer og for nogle få dæktyper i mm. Den anvendte definition er fastlagt i Færdselsstyrelsens detailforskrifter for køretøjer.