Nye standpunkter og 2020-forlig

En kommentar fra Kritisk Debat Nye standpunkter og 2020-forlig Skrevet af: Bent Gravesen Offentliggjort: 15. april 2011 Man kan ikke tage patent på bevingede ord. Det gælder også politikere. Derfor behøver Pia Kjærsgaard ikke at være så tilbageholdende med at gentage den daværende socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krags berømte ord, da han i et interview efter folketingsvalget i 1966 blev spurgt, hvordan han så hurtigt kunne ændre mening fra før valget pure at afvise et samarbejde mellem Socialdemokratiet og SF til efter valget at indlede et tæt samarbejde: "Man har et standpunkt til man tager et nyt." Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti har også et standpunkt, til de tager et nyt. Det seneste eksempel er partiets holdning til regeringens forslag om at udskyde retten til folkepension og efterløn. Da Pia Kjærsgaard i tv-programmet 'Debatten' på DR2 den 3. februar blev spurgt af SF's formand Villy Søvndal, om hun vil stemme for, at 450.000 danskere mellem 50 og 56 år pludselig kan se frem til, at deres pension bliver udskudt, havde hun ét klart og entydigt standpunkt: "Nej, det vil vi ikke. Vi har sagt, at det går vi ikke med til. Jeg tror aldrig nogensinde, at regeringen får flertal for det forslag." Da hun så her i starten af april havde været til et par møder på Marienborg med regeringens fire topministre statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), justitsminister Lars Barfoed (K) og økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) havde hun og Kresten Thulesen Dahl pludselig fået et nyt standpunkt: "I og med at vi ikke kommer ind til en forhandling med et ultimativt synspunkt, så er alt i spil," som Kristian Thulesen Dahl udtrykte det i Politiken den 7. april. Ved lidt nærmere eftersyn er der nogle klare forskelle på Pia Kjærsgaards og Jens Otto Krags udskiftning af standpunkter. I 1966 var det vælgernes mandat, der med SF's store valgsejr fik Jens Otto Kragh til at tage et nyt standpunkt. I dag skifter Pia Kjærsgaard standpunkt nærmest på trods af vælgerne. I dag er det Pia Kjærsgaards egne ministerdrømme, der får hende til at tage et nyt standpunkt. Dansk Folkepartis og DF-vælgernes hidtidige standpunkt er nemlig kommet i vejen for Pia Kjærsgaard drømme om magt, indflydelse og ministerbil. Hvis DF holdt fast ved at sige nej til at tage folkepensionen og efterlønnen fra folk i nogle år, ville Lars Løkke Rasmussen ikke kunne få sin 2020-plan til at gå op. Han ville derfor være nødt til at udskrive folketingsvalg her før sommerferien på grundlag af en 2020-plan i ruiner og en dybt splittet borgerlig blok. Dermed ville Dansk Folkeparti efter al sandsynlighed blive flyttet langt væk fra magt og indflydelse, og Pia Kjærsgaard ville nå sin politiske udløbsdato som partiformand uden udsigt til ministerbil. Med det nye standpunkt fastholder DF i virkeligheden blot partiets gamle kurs. Gennem hele partiets historie har Pia Kjærsgaard gjort det til partiets kurs og politiske mission at være udlændingekritiske og nationalchauvenistiske stemmer, der arbejder. Ikke bare udlændingekritik og nationalchauvenisme som Glistrups Fremskridtsparti og ikke kun borgerlige stemmer, der arbejder, som de konservative, men begge dele på én gang. Derfor har Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl været nødt til at drage den konklusion, at DF kun kan gøre sig håb om fortsat at være udlændingekritiske borgerlige stemmer, der arbejder, hvis DF indgår et forlig om efterløn og folkepension med VK og dermed redder Lars Løkke Rasmussen fra at udskrive folketingsvalg i maj ude af stand til at føre økonomisk politik. Med sit nye standpunkt følger DF således en gammel kurs, når partiet har indledt en særlig dobbelt- 1 / 6

forhandling, dels gennem medierne med DF-vælgerne om accept af at indføre højere efterløns- og folkepensionsalder hurtigere og dels bag lukkede døre med Lars Løkke Rasmussen om den politiske betaling for et forlig. Det nye standpunkt Hvad er så Dansk Folkepartis nye standpunkt? Folkepensionisternes parti par excellence har nu det standpunkt, at partiet godt vil være med til at afkorte og forringe folkepensionen for alle de ca. 470.000 danskere, der er født mellem 1. juli 1953 og 1. juli 1960. Udregnet i 2011-tal og inklusiv tab af Dansk Folkepartis hårdt tilkæmpede ældrecheck kan det komme til at koste den enkelte folkepensionist op til 292.632 kr. i mindre folkepension, fordi Pia Kjærsgaard åbenbart mener, at det bør fremtidens folkepensionister betale for at øge hendes chancer for magt og måske ministerposter efter valget. Pias Kjærsgaard nu standpunkt rækker imidlertid endnu længere. Hun har ganske vist endnu ikke i skrivende stund sagt det højt. Men Dansk Folkepartis tilsagn om at ville diskutere en forhøjelse af folkepensionsalderen er samtidig et tilsagn om at ville diskutere efterlønsforringelser. Når Dansk Folkeparti er parat til at diskutere en forhøjelse af folkepensionsalderen med fra et halvt til to år for alle, der er født mellem 1. juli 1953 og 1. juli 1960, er DF nemlig samtidig parat til at hæve efterlønsalderen tilsvarende. Hvis folkepensionsalderen hæves med 0,5-2 år, skal efterlønsalderen hæves tilsvarende, hvis ikke folk skal efterlades uden hverken efterløn eller folkepension i en periode, jf. tabel 1. Når Pia Kjærsgaard har sagt A - senere folkepension -, siger hun samtidig B - senere efterløn. Tabel 1. Folkepension og efterløn, regeringens forslag Årgang Halvår Folkepension Efterløn Folkepension Fra efterløn ifølge forlig ifølge forlig ifølge VK 1954 1. 65 60 65,5 5,5 1954 2. 65 60 66 6 1955 1. 65 60 66,5 6,5 1955 2. 65 60 67 7 1956 1. 65 60 67 7 1956 2. 65 60 67 7 1957 1. 65 60 67 7 1957 2. 65 60 67 7 1958 1. 65 60 67 7 1958 2. 65 60 67 7 1959 1. 65 60,5 67 6,5 1959 2. 65 61 67 6 1960 1. 65 61,5 67 5,5 til udsat folkepension DF's accept af at hæve folkepensionsalderen indebærer derfor som minimum, at efterlønsalderen hæves, jf. tabel 2. Tabel 2. Højere folkepensionsalder og efterlønsalder med DF's accept 2 / 6

Årgang Halvår Folkepensionsalder hæves 1954 1. 1/2 1/2 1954 2. 1 1 Efterlønsalder hæves 1955 1. 1 1/2 1 ½ 1955 2. 2 2 1956 1. 2 2 1956 2. 2 2 1957 1. 2 2 1957 2. 2 2 1958 1. 2 2 1958 2. 2 2 1959 1. 2 2 1959 2. 2 2 1960 1. 2 2 DF's accept vil berøre rettighederne for mange danskere, jf. tabel 3. Tabel 3. Berørte af højere efterlønsalder med DF's accept, 2014-2020 År 2014 32.000 2015 77.000 2016 88.000 2017 89.000 2018 89.000 2019 89.000 2020 89.000 Mulige berørte efterlønsberettigede Med DF's accept vil i alt omkring 250.000 danskere, der i dag betaler til efterlønnen, få forringet deres ret til efterløn med en højere efterlønsalder, jf. tabel 4. Tabel 4. Berørte af højere efterlønsalder med DF's accept, fordelt på årgange Årgang Ny efterlønsalder 1954 60 ½ - 61 43.000 1955 61 ½ - 62 43.000 1956 62 42.000 1957 62 42.000 1958 62 41.000 Efterlønsberettigede med forringet ret 3 / 6

1959 62 37.000 1960 62 16.000 I alt 264.000 Kilde: Egne beregninger på grundlag af Finansministeriet: Reformpakken 2020 - Kontant sikring af Danmarks velfærd, s. 208 Førtidspension for de nedslidte Herudover har Dansk Folkeparti lanceret den gamle idé om at forbeholde efterlønnen til folk, der har været 40 år på arbejdsmarkedet. DF tror formodentlig, at partiet med dette forslag vil kunne tage efterlønnen fra en række akademikere og mellemuddannede, uden at det får nævneværdig betydning for LO-grupperne. Altså en slags reservation af efterlønnen til 'de fysisk nedslidte'. Meget tyder her på, at hverken DF eller de socialdemokratiske borgmestre, der har foreslået det samme, ved, hvad der vil være konsekvensen af at gennemføre et sådant forslag. Analyser fra AE- Rådet viser nemlig, at selv blandt de ufaglærte vil det langtfra være alle, der vil bevare retten til efterløn som 60-årige med DF's forslag. Under en fjerdedel af de 59-årige ufaglærte mandlige efterlønsbetalere har været på arbejdsmarkedet i mindst 40 år, og blandt kvinderne er det mindre end hver tiende.[1] Blandt de faglærte er der endnu flere, som ikke har været 40 år på arbejdsmarkedet, når de fylder 60. I det hele taget er DF's forslag stærkt diskriminerende over for kvinderne, der i højere grad end mændene har været væk fra arbejdsmarkedet undervejs til bl.a. forlænget barselsorlov, o.lign. Tager man et kvindedomineret område som Pia Kjærsgaards eget gamle sygehjælperområde, så er der kun 5 pct. af de 59-årige efterlønsbetalere i FOA's A-kasse, der har været mindst 40 år på arbejdsmarkedet. Den gennemsnitlige 59-årige efterlønsbetaler på FOA's område har kun været 33, 2 år på arbejdsmarkedet, og vil altså med DF's forslag først få ret til efterløn, når hun/han er mere end 67 år gammel, og med en uændret efterlønsperiode på 5 år vil det udskyde folkepensionen til 72 år. DF's forslag vil tilmed stille den gennemsnitlige 59-årige efterlønsbetalende ingeniør bedre end FOA-medlemmerne. Han/hun vil få efterløn og folkepension ca. 1 år tidligere end FOAmedlemmerne. DF's forslag vil således langt flere af DF's potentielle vælgere, end Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl har gjort sig klart, og alene af den grund er forslaget dømt til ikke at blive noget. Men forslaget kan måske alligevel komme til at sætte sit præg på forhandlingerne, fordi det forærer Lars Løkke Rasmussen et argument for at presse DF til en mere eller mindre total afvikling af efterlønnen. Lars Løkke Rasmussen kan nemlig tilbyde DF, at 40-årsmodellen kan flyttes over til førtidspensionsområdet, et andet område, hvor DF ikke uden videre har vælgerbaglandet på plads til at spare 2 milliarder som foreslået af regeringen. Lars Løkke Rasmussen kan f.eks. tilbyde DF at omdanne regeringens såkaldte seniorførtidspension. I dag er regeringens forslag om seniorførtidspension kun et tilbud om en lidt hurtigere vej frem til det smalle førtidspensionsnøglehul for folk i efterlønsalderen. Men reelt har DF åbnet for, at gøre seniorførtidspensionen til en 'førtidspension-light' for alle de nedslidte. Det kan ske ved reelt at gøre det lettere for nedslidte med mindst 40 år på arbejdsmarkedet at få førtidspension. Regeringen regner i forvejen med at skulle betale førtidspension til de ca. 20 pct. mest nedslidte af dem, man fratager efterløn, og en førtidspension-light til alle med mindst 40 år på arbejdsmarkedet vil ikke øget det tal ret meget. Så hvis Lars Løkke Rasmussen dermed kan give Pia Kjærsgaard lov til at prale af at sikre "en tidlig tilbagetrækning for alle de nedslidte med mere end 40 år på arbejdsmarkedet", vil det være billigt for ham. Af den simple grund, at Pia Kjærsgaard i givet fald 4 / 6

har valgt at kalde det en god aftale at tage retten til efterlønnen fra alle, nedslidte som mindre slidte, til gengæld for at åbne en ny mulighed for førtidspension til en i virkeligheden meget, meget lille gruppe. Vindere og tabere Hvem har så vundet og hvem har betalt, hvis Pia Kjærsgaards nye standpunkt ender dér? Lars Løkke Rasmussen vil være den helt store vinder, der har fået i pose og i sæk. Ikke blot har han undgået at udskrive valg med en dybt splittet VKO-blok og en økonomisk politik i ruiner. Han har fået sin økonomiske politik 98 pct. igennem. Han har måske tilmed fremtidssikret efterlønnens afskaffelse under en centrum-venstre-regering ved at få de radikale med i et forlig, så han dermed har slået S og SF's kontrakt med fagbevægelsen om at arbejde '12 minutter mere' for at redde efterlønnen til pindebrænde. Ikke just dårligt - for andre end Helle Thorning Schmidt, de mange efterlønsbetalere og alle andre, der håber på en ny regering. Det er nemlig dem, der bliver de sikre betalere, hvis Pia Kjærsgaards nye standpunkt ender dér. Den usikre betaler er Pia Kjærsgaard og DF selv. Vil DF komme til at betale hos vælgerne på valgdagen? Det er ikke på forhånd sikkert. DF ved fra både egne opinionsmålinger og vælgerundersøgelser, at partiet typisk taber vælgere, lige når partiet tager nye standpunkter og indgår forlig, men at vælgerne allerede efter en måneds tid har tilgivet partiet. Men DF kan komme til for alvor at betale hos vælgerne, hvis Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahls igangværende forhandlinger med vælgerbaglandet gennem medierne ikke lykkes. Centrum-venstre forhandler med Dette scenarium giver på én gang S og SF et behov for og en åbenlys mulighed for at blande sig i de forhandlinger, som de to partier ellers er dømt til at blive smidt ud fra dag ét. DF's nye standpunkt og udsalg kan blive farligt for S og SF. Men til gengæld kan S og SF, som det er forsøgt ovenfor vise DF's vælgerbagland, hvad DF reelt har gang i løbet af de nærmeste uger, og det kan det lægge et betydeligt pres på en Pia Kjærsgaard. Pia Kjærsgaard har formodentlig i forvejen svært ved helt at tro på, at Lars Løkke Rasmussen med et 2020-forlig kan vinde valget og give hende fortsat politisk magt og indflydelse. Derfor vil det gøre indtryk på hende, hvis hun oplever, at hun har svært ved at få vælgerbaglandet med på angrebene på efterløn, folkepension og førtidspension, fordi hun dermed risikerer både at sende partiet ud i valgnederlag og politisk isolation. Da efterløn og folkepension sidst blev forringet med velfærdsforliget i juni 2006, stillede Pia Kjærsgaard ét ultimativt krav, nemlig at Helle Thorning Schmidt skulle være med til forringelserne, for dermed at begrænse eventuel vælgerflugt til Socialdemokraterne. Denne gang er dette udelukket på forhånd. Dermed handler de igangværende 2020-forhandlinger i høj grad om at flytte stemmer hen over midten, typisk fra DF til Socialdemokraterne. Jo mere S og SF kan fortælle DF's vælgere (og alle andre) om det reelle indhold i DF's nye standpunkt, jo mere risikerer Pia Kjærsgaard (og Lars Løkke Rasmussen) at skulle betale af tabte vælgerstemmer. Jo mere Pia Kjærsgaard på den måde selv kommer til at betale for et forlig, jo mere spids og krævende vil hun blive tvunget til at være. Det mest effektive redskab til at kæmpe efterlønnernes og folkepensionisternes sag er dermed at holde Pia Kjærsgaard fast over for Lars Løkke Rasmussens krav om højere efterløns- og folkepensionsalder for 250.000 efterlønsbetalere og 470.000 kommende folkepensionister: "Nej, det vil vi ikke. Vi har sagt, at det går vi ikke med til. Jeg tror aldrig nogensinde, at regeringen får flertal for det forslag." Af Bent Gravesen, medlem af Kritisk Debats redaktion 5 / 6

[1] AE: Kvinder og højtuddannede rammes af 40 års-model 6 / 6