F R E D N I N G S V Æ R D I E R HOFMANSGAVE NORDFYNS KOMMUNE
2 Besigtigelsesdato: 02.06.2015 Besigtiget af: Maria Wedel Søe Journalnummer: 2013-7.82.07/480-0001 Kommune: Nordfyns Kommune Adresse: Hofmansgavevej 23-27, 5450 Otterup Betegnelse: Hofmansgave Fredningsår: F. 1918, udv. 1932 og 1951. Omfang: "Den trefløjede hovedbygning (1784-87 af J.C. Seyffert) og den hermed sammenbyggede fløj mod nord kaldet "Langelinie" (efter 1803), længen øst for "Nørregade" og længen vest for "Nørregade" (1784) med den dermed sammenbyggede vestlænge samt Det Norske Hus (1814) i haven. BYGNINGSBESKRIVELSE Herregården Hofmansgave ligger nord for Odense ud til Odense Fjord. Fra både nord og vest fører en lang allé ind til bygningsanlægget. Hovedbygningen er trefløjet og åbner sig mod vest. I forlængelse af midterfløjens nordlige gavl er en udløberfløj kaldet Langelinie. Nordvest for hovedbygningen ligger to avlslænger omkring Nørregade, der er en forlængelse af den nordlige allé. Øst og syd for hovedbygningen er anlagt en større park, hvori der ligger en pavillon kaldet Norske Hus. Hovedbygningens midterfløj er opført i grundmur i én etage over en høj kælder. Murene er pudsede og gulkalkede med sokkel af granitkvadre og en profileret hovedgesims. Tillige opdeles både gårdog haveside af ørelisener samt af et bånd mellem kælder- og stueetagen. Bygningen afsluttes af et rødt, teglhængt, halvvalmet tag, der i tagryggen har fire hvidtede skorstenspiber med sokkel og gesims. I tagfladen mod gårdspladsen ses fire smalle kviste med etrammede vinduer og spidse, teglhængte heltage. I facadens midterste fag er en ældre, brunmalet, tofløjet fyldingsdør med en bred indfatning og en granittrappe med smedejernsværn foran. I havesiden sidder en ældre hvidmalet, tofløjet havedør med ruder i den øverste del samt et overvindue. Foran havedøren er en trappe udført som den på gårdsiden. Hovedparten af bygningens vinduer er korspostvinduer, dog er dørene flankeret af smalle etfagsvinduer, og kælderetagen har et- og torammede vinduer. Alle vinduer er ældre, hvidmalede og har små ruder. I den sydlige gavl ses en indmuret tavle med våbenskjold, årstal og navnetræk. Hovedbygningen, med midterfløjen i grundmur og de to sidefløje i bindingsværk. De to sidefløje er opført i et stokværk og Langelinie i to stokværk. Alle tre fløje har en sokkel af granit, sorttjæret bindingsværk med
3 gulkalkede tavl og et rødt, teglhængt, halvvalmet tag, der i tagryggen har hvidtede skorstenspiber med sokkel og gesims. Der er brunmalede, flammerede revledøre med granittrapper foran. De fleste døre er ældre med bevarede hængsler, greb og klinkefald, og de nyere døre er traditionelt udført i kopi efter de ældre. I de to sidefløje er vinduerne hovedsageligt korspostvinduer som dem på midterfløjen, mens der i Langelinie er et- og torammede vinduer. Alle vinduer er ældre og hvidmalede med småtopsprossede ruder. I det indre er i alle hovedbygningens fire fløje bevaret en ældre grundplan med en gennemgående hovedskillevæg. I den midterste fløj er repræsentative stuer, bibliotek og forstue samt en stor spisestue ved den sydlige gavl. Under den midterste fløj er fuld kælder og her findes det oprindelige køkken, bryggers og spisekammer. I de to sidefløje er tillige et par stuer og værelser, og i hver fløjs vestgavl er en særskilt lejlighed. I Langelinje er indrettet kontorer i den nederste etage, mens den øverste etage indeholder en lang central gang med værelser til begge sider samt ældre og nyere badeværelser. Loftetagerne på alle fire fløje er på nær enkelte gavlværelser uudnyttede, og her er de ældre tagkonstruktioner bevaret mellem et nyere undertag af banevarer. Der er over alt i bygningen en ældre og traditionel materialeholdning bestående af blandt andet brædde- eller teglstensgulve, bindingsværksvægge, pudsede vægge og lofter med stuk samt bræddelofter med kraftigt bjælkelag. Der er tillige ældre bygningsdele og -detaljer, herunder bemalede vægge og tapeter, fod-, hel- og brystningspaneler, støbejernsovne med rundbuede ovnpilastre eller ovnnicher, indbyggede skabe, trapper, støbejernskomfur, forskellige revle- og fyldingsdøre med gerichter, greb, låse og hængsler samt paneldøre som næsten usynligt indgår i væggen. Stueetagen i Langelinje og den særskilte lejlighed i den nordlige sidefløj har overvejende nyere materialer. Til venstre i billedet den sydlige gavl af østlængen, herefter hovedbygningen. Længen øst for Nørregade og længen vest for Nørregade med sammenbygget vestlænge er opført magen til hovedbygningens sidefløje i én etage af bindingsværk med halvvalmede tegltage. Længen mod øst skiller sig ud ved, at der mod Nørregade er en bred frontkvist med en revleluge og et helvalmet tag, og på den modsatte side er et lille udskud med helvalmet tag. Denne længe har brunmalede døre og hvidmalede vinduer udført som hovedbygningens sidefløje. Længen vest for Nørregade har kun relativt få vinduesåbninger, der for det meste er etrammede, højtsiddende staldvinduer. Der er tillige sorttjærede revledøre og -luger med ældre beslag og greb. Nørregade med vestlængen til venstre og østlængen til højre. I længer øst for "Nørregade" er indrettet boliger. Her er en nyere grundplan og en nyere materialeholdning, herunder væg til væg
4 tæpper, parketgulve, gipsvægge og -lofter samt nyere, glatte døre. I blandt er der enkelte ældre fyldingsdøre. I længen vest for "Nørregade" er en i store træk ældre grundplan. Den nordlige del af længen er inddelt med mindre rum, herefter er en pigstensbelagt gennemgående gang og en velbevaret staldindretning med hestebåse inddelt af stolper på syldsten og trug langs med ydervæggene og jerntremmer for vinduerne. I den sydlige del af længen er større åbne opbevaringsrum. I den midterste del er en velbevaret materialeholdning, herunder brædde-, pigstens- og støbte gulve, overkalkede bindingsværksvægge og bræddelofter mellem synligt bjælkeloft. Tagetagen er uudnyttet og her ses en ældre tagkonstruktion og understrøgne tegl. I den nordlige del, der er noget nedslidt, er mestendels støbte gulve, bindingsværksvægge og bræddelofter. I den sydlige del, er der åbent til kip og tømmerkonstruktionen med stolper og bjælkelag er synligt. Gulvene er støbte. Vestlængen. Det Norske Hus er en næsten kvadratisk bjælkehytte med pyramideformet, stråtækket tag. Bygningen har en sokkel af kampesten i varierende størrelser og herover er en lodret trebeklædning på tre sider og en vandret træbeklædning på den sydlige side, der tillige har et bredt udhæng, der bæres på søjler, bestående af krumvoksede stammer på syldsten. Under udhænget er en tofløjet, hvidmalet dør med ruder i den øverste del og med bred indfatning. Bygningen har et- og torammede vinduer. Både vinduer og døre er ældre og hvidmalede med bevarede greb, hængsler og anverfere. I det indre af Det Norske Hus er ét rum med bræddegulve, -vægge og -lofter samt synligt bjælkelag. Bygningen er uopvarmet og tagetagen uudnyttet. BYGNINGSHISTORIE Norske Hus i haven. Hofmansgave har nydt godt af beliggenheden nær kysten, idet man allerede i 1695 opnåede kongelig tilladelse til at udskibe korn uden om købstæderne. Desuden havde hovedgården på et tidspunkt et teglværk beliggende ved kysten med henblik på at lette transporten af produkterne. I slutningen af 1500-tallet blev gården Knyle flyttet til hovedbygningens nuværende placering, på skellet mellem det faste land og fjordengene. Dengang lå gården på en ø. I 1784 bestilte ejeren Niels de Hofman, af bygmester J. C. Seyffert, en hovedbygning opført på en høj kælder i et grundmuret stokværk, delt af et rammeværk af flade ørelisener, og med kvaderstensokkel og store, svungne stentrapper til hver side. Hovedbygningen blev anlagt mellem to
5 bindingsværksfløje, som Hofman allerede året før havde fået bygget, af delvist genanvendt tømmer. Først nogle år efter Niels de Hofmans død i 1785 stod hovedbygningen færdig. I 1784 opførtes en mejeribygning på 28 fag med frontispice, og overfor denne en staldlænge. Bygningerne havde oprindeligt stråtag men i 1965 blev de udskiftet til tegl. Anlægget bestod oprindeligt også af en portlænge mod vest og en agerumslade, men disse bygninger blev senere revet ned. Hovedbygningens tilbyggede fløj, Langelinie blev opført som domestikfløj i 1803. Hofmansgave har ændret navn flere gange ofte grundet ejerskifte, og har således både været kaldt Quitzowsholm, Roseneje, Bøttigersholm og endelig i 1803 kendes navnet Hofmansgave, efter ejeren Niels de Hofman. Slægten Hofman-Bang ejede gården i 200 år, og var en familie, der dyrkede billedkunst og litteratur. H.C. Andersen har besøgt stedet flere gange - første gang i 1830. Hovedbygningens sydlige sidefløj mod haven. Under Napoleonskrigen i begyndelsen af 1800-tallet benyttede den daværende ejer, botanikeren Niels Hofman Bang udskibningsmuligheden til at fragte korn til det hungerramte Norge. Som tak herfor modtog han efter krigen en norsk stavhytte, som blev opsat i haven. Niels Hofman Bang tilførte desuden en række sjældne træer og buske til parken. Sønnen Niels Hofman Bang var landbrugskyndig og botaniker, og han oprettede Danmarks første husmandsforening i Norup sogn, og på Hofmansgave et institut for uddannelse af landbrugselever. Niels Hofman Bang overtog hovedgården i 1801. Hans afhandling om alger blev banebrydende og han opnåede at blive medlem af Videnskabernes Selskab. På grund af hans botaniske interesse findes der mange sjældne træer og buske i parken. I 1958 overgik bygningerne til en selvejende stiftelse som planteforædlingsinstitut og naturreservat efter hofjægermester Niels Oluf Hofman-Bangs testamente. De tre søstre, frk. Inge, frk. Ellen og frk. Ebba fik lov at blive boende indtil den sidste gik bort i 1972. Hovedbygningens haveside. KILDER http://historiskatlas.dk www.hofmansgave.dk Herregårde i Danmark Fyn, Flemming Jerk, Gyldendal, 1980.
6 MILJØMÆSSIG VÆRDI Den miljømæssige værdi for Hofmansgave opfattes allerede ved ankomsten fra nord eller vest, hvor alléer fører ind til det store bygningsanlæg, hvor avlslængerne forlænger alléerne og flankerer hovedbygningen. Anlæggets storhed underbygges af de mange bygninger og det tætte forhold mellem bygninger, mark og skov, der tilsammen udgør et helstøbt herregårdsanlæg. Hertil kommer den tætte forbindelse til fjorden, som udover at være en pittoresk udsigt fra hovedbygningen, tillige afspejler det ideelle incitament for gode handelsbetingelser ved, at være så tæt på en historisk vigtig handelsrute. Endelig er der miljømæssig værdi ved den store park mod syd med eksotiske træer og buske, idet den minder om en botanisk have. Hertil kommer de mange små, velbevarede og forskelligartede bygninger, der giver stor værdi og sammenhæng til haven. KULTURHISTORISK VÆRDI Hofmansgaves kulturhistoriske værdi relaterer sig til det samlede herregårdsanlæg, der i sin helhed og med de forskellige bygningstyper afspejler at landbruget var herregårdens oprindelige økonomiske grundlag. Hertil kommer at bygningshierarkiet mellem fløje og længer afspejler den oprindelige opdeling med den repræsentative bolig for herskabet i den midterste fløj, mens pige- og karlekamre samt mere funktionsbetingede rum var placeret i sidefløje og længer. Hierarkiet aflæses især i materialevalget, bygningsvolumenerne, murbehandlingen, udformningen af døre, porte og vinduer samt placeringen af skorstenspiberne. Den indmurede tavle i midterfløjens sydgavl fastslår, at bygningen blev opført af Niels de Hofman. Hertil kommer værdien af bindingsværket, der er kendetegnede for bygningskulturen gennem mange hundrede år på Fyn, hvor der var store skove og dermed masser af tømmer. Helt traditionelt for bindingsværket på Fyn er der både fodrem, løsholter, dokker samt lange og korte sidebånd også kaldes stormbånd og halvranker. Særligt stormbånd blev anvendt i stor stil på Fyn. Endvidere er det typisk for en fynsk gård, at gavlene er i bindingsværk helt op til de halvvalmede tage. Muligheden for at opføre en rig bindingsværkskonstruktion har tillige betydet, at det fynske bindingsværk er karakteriseret ved, at være opstreget, så det også på afstand træder tydeligt frem. Eksempel på en af de flammerede døre med granittrappe og smedejernsværn. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af de ældre grundplaner. I hovedbygningen gælder dette i
7 særdeleshed paceringen af de repræsentative stuer i den midterste fløj, med en gennemgående midtskillevæg og rige interiører, mens værelserne er placeret i sidefløjene og i Langelinje, og køkkenfunktioner ligger i kælderen. Ligesom den ydre materialeholdning afspejler hierarkiet er dette også gældende i det indre, hvor stuerne blandt andet har bræddegulve, fyldingsdøre, ovnnicher og støbejernsovne samt tapeter og stuklofter, mens de funktionsbetingede rum har enkle og slidstærke overflader som stenog klinkegulve, kalkede bindingsværksvægge eller bræddevægge og pudsede, kalkede lofter. Funktionerne i kælderen ses tillige af det ældre støbejernskomfur, den store rullemaskine, revledørene og det indbyggede skab i den tykke, kølige ydermur. Ydermere relaterer den kulturhistoriske værdi sig til de forskellige bygningsdele og -detaljer, som gennem deres udformning afspejler de stilmæssige idealer, der har været gældende for anden halvdel af 1700-tallet og op gennem 1800-tallet. Dette ses tydeligt i fyldingsdørenes proportionering, fyldinger, hængsler, greb og gerichter samt vinduernes rundposter og originale anverfere og stormkroge. Hertil kommer de bevarede dele af et af de ældre toiletter som findes i Langelinje. I længerne omkring Nørregade knytter den kulturhistoriske værdi sig i det indre til de bevarede dele, der findes flere steder i vestlængen, herunder bevarede dele af staldinventaret samt pig- og brostensbelægninger, bindingsværksvægge og bræddelofter. Denne traditionelle og enkle materialeholdning afspejler længernes oprindelige funktioner. Den kulturhistoriske værdi for Norske Hus knytter sig til bygningen som et bevis på Niels Hofman Bang nære tilknytning til Norge under Napoleonskrigen. Udover at være en gave har Norske Hus passet ind i datidens tendenser, hvor kongen og adlen dyrkede den romantiske have, der afspejlede den vilde natur og i den forbindelse opførte små bygninger, der var inspireret af både Norge, Schweiz og Kina. Vestlængens enkle bindingsværk og små åbninger ind til den tidligere stald. ARKITEKTONISK VÆRDI Arkitektonisk fremstår Hofmansgave som et helstøbt og intakt anlæg af bygninger udført i ens materialer og farver med gulkalkede mure og tavl og sorttjæret bindingsværk samt røde tegltage. Alle længer er velproportionerede med stejle ubrudte tagflader, der virker markante over de rolige og enkle facader. Hertil kommer hovedbygningens tre fløjes markante sokkel af kvadrede granitblokke, der mod gårdspladsen binder længerne sammen og danner en fælles og markant base.
8 Hovedbygningens midterste fløj er den arkitektonisk mest bearbejdede bygning. Den er yderst velproportioneret og har en klar symmetri, hvor vinduer, de særegne spidse kviste og skorstenspiberne er placeret ens på hver side af de tofløjede døre i både facaden og havesiden. Hertil kommer murværkets ørelisener, der opdeler hvert fag og giver elegance og reliefvirkning til murene, der harmonerer med den lethed, som skabes af vinduernes spinkle sprosser. Ydermere er der stor arkitektonisk værdi i såvel fyldingsdøre som flammerede døre med alle detaljer. For bindingsværksbygningerne er der foruden farveholdningen stor arkitektonisk værdi i det taktfaste bindingsværk, der især på den nordlige sidefløj er elegant i kraft af de mange dokker og af symmetrien i den vestlige gavl. I midterfløjens indre er den ydre symmetri i store træk videreført i rummenes placering på hver side af midtskillevæggen og ud fra midten af bygningen. Dette underbygges af en tværgående akse og tofløjede døre, der forbinder forstuen og havestuen. Ydermere er der langsgående akser fordi dørene er placeret en filade langs facaden og havesiden og dette betyder, at der er et kig gennem alle stuerne. Farveholdningen, tapeterne og de forskellige detaljer som blandt andet støbejernsovnene og panelerne bevirker, at hvert rum fremstår unikt, mens de velbevarede bygningsdele som døre og vinduer med alle detaljer binder rummene sammen til en elegant helhed. I de to sidefløje er tillige mange velbevarede bygningsdetaljer, som har stor betydning for den samlede arkitektoniske opfattelse af Hofmansgave. Murdetaljer, opsprossede ældre vinduer og en af de karakteristiske kviste på hovedbygningen. BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER I det ydre af hovedbygningens tre fløje og Langelinje knytter de bærende fredningsværdier sig til den elegante, midterfløj i grundmur, der skiller sig væsentligt ud fra de øvrige bygninger gennem murdetaljer, brede granittrapper, små kviste i tagfladerne og den indmurede tavle i gavlen. Hertil kommer de øvrige længers bindingsværk med alle detaljer. Fælles for alle bygninger gælder, at de bærende fredningsværdier knytter sig til de afgrænsede volumener og de ubrudte, røde, teglhængte tage med skorstenspiber i rygningen. Endvidere gælder det alle bygningernes ældre vinduer og døre med alle detaljer samt granittrapper og -sokler. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning og farvesammensætning. Hovedbygningens ældre havedør. I hovedbygningens indre knytter de bærende fredningsværdier sig til de bevarede dele af den ældre planløsning med forstue, stuer en suite og døre en filade. Hertil kommer de ældre planke- og forskelligartede sten- eller klinkegulve, bindingsværksvægge samt pudsede vægge og lofter samt de bevarede, ældre bygningsdele og -detaljer, herunder paneler, tapeter, døre, ovnnicher med støbejernsovne, stukkatur,
9 støbejernskomfur, rulle og indbygget skab i kælderen samt ældre toiletter. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning. I det ydre af længen øst og vest for Nørregade med den dermed sammenbyggede vestlænge knytter de bærende fredningsværdier sig til de enkle bygningsvolumener i bindingsværk med alle detaljer og ubrudte, røde teglhængte tage. Dertil kommer de ældre og traditionelle vinduer, døre, porte og luger med alle detaljer samt den traditionelle materialeholdning. I det indre af længen øst og vest for Nørregade med den dermed sammenbyggede vestlænge knytter de bærende fredningsværdier sig til de bevarede dele af de ældre grundplaner. Hertil kommer de steder hvor der er bevaret ældre staldinventar samt de bevarede pigog brostensgulve, bindingsværksvægge, bræddelofter mellem synligt bjælkelag samt de understrøgne tagflader. Endeligt gælder det den traditionelle materialeholdning. I Norske Hus knytter de bærende fredningsværdier sig til det enkle volumen, trækonstruktionen, bræddebeklædningen og det pyramideformede stråtag. Hertil kommer ældre vinduer og døre samt den både ydre og indre traditionelle materialeholdning. ANBEFALINGER Ingen angivet.