VESTFYNSK HJEMSTAVNSGÅRD, LANDMÅLERGÅRDEN ASSENS KOMMUNE

Transkript

1 F R E D N I N G S V Æ R D I E R VESTFYNSK HJEMSTAVNSGÅRD, LANDMÅLERGÅRDEN ASSENS KOMMUNE

2 . 2 Besigtigelsesdato: Besigtiget af: Maria Wedel Søe Journalnummer: / Kommune: Assens Kommune Adresse: Klaregade 23, 5620 Glamsbjerg Betegnelse: Vestfynsk Hjemstavnsgård, Landmålergården. Fredningsår: 1950 Omfang: Det firelængede gårdanlæg (nord- og østlængen ca. 1750, vestlænge beg. af 1800-tallet, sydlænge 1826), den vinkelformede udlænge ( tallet) og den tilflyttede smedie (1746) og urmagerhuset (1776). BYGNINGSBESKRIVELSE Vestfynsk Hjemstavnsgård, også kaldet Landmålergården, ligger i udkanten af landsbyen Køng på Sydfyn. Vestfynsk Hjemstavnsgård består af fire sammenbyggede længer, herunder et stuehus og tre avlslænger, anlagt omkring en pigstensbelagt gårdsplads med en lille slippe mellem den vestlige- og den sydlige længe. Øst for gården ligger en vinkelformet udlænge, og mod nord er en lille smedje samt endnu et stuehus, kaldet urmagerhuset. Omkring bygningerne er en større have med græsplæner og frugttræer. Den firelængede gård er opført i én etage af rødbrunt, også kaldet dodenkopfarvet, bindingsværk med halvvalmede stråtage med mønning og i rygningen på den sydlige og den østlige længe skorstenspiber med sokkel og krave. Bygningerne står på syldsten og herover er bindingsværket udført med fodrem, stolper, løsholter, dokker, både korte og lange skråbånd samt gennemstukne bjælkeender. De nederste tavl er okkerfarvede, mens de øverste er hvidkalkede. Slippen mellem den vestlige længe og stuehuset. Stuehuset, der udgør den sydlige længe, har en gennemgående frontkvist over de tre midterste fag. Mod gårdspladsen har stuehuset to, lyseblå, tofløjede fyldingsdøre, og mod havesiden en tofløjet havedør med ruder i den øverste del. Foran dørene er granittrin og mod gårdspladsen er tillige en skråtstillet revleluge ned til en kælder. Stuehuset har torammede, hvidmalede vinduer med småtopsprossede ruder. Både døre og vinduer er ældre, og der er bevaret mange ældre beslag, dørgreb og hængsler. Øverst i de to frontgavle ses et halvrundt vifteopsprosset vindue. Gårdens øvrige tre længer er kendetegnet ved ældre, store revleporte, forskellige revledøre, små luger og etrammede vinduer, hvis træværk Stuehusets gårdside.

3 3 er malet i samme farve som bindingsværket, og der er bevaret mange ældre båndbeslag, hængsler og klinkefald. I den østlige og i den vestlige længe er et gennemgående pigstensbelagt portrum, og i den østlige længe tillige en større rundbuet kvist i tagfladen. I det indre er gården indrettet til museum, og der er en traditionel planløsning. Stuehusets vestlige del indeholder en forstue, stuer og kamre, mens den østlige del er indrettet til køkken og bryggers. Fra forstuen er en stejl ligeløbstrappe op til et værelse i hver af de to frontgavle. Den øvrige del af tagetagen er uudnyttet. Der er bevaret en traditionel materialeholdning, herunder bræddegulve, pudsede vægge og bræddelofter med synligt bjælkelag. Enkelte rum er udsmykket med ældre kalkmalerier på væggene. Gården står som repræsentanter for den lokale bygningskultur, og er således iscenesat med ældre bygningsdele og -detaljer, der kan være oprindelige men også kan være tilflyttet i forbindelse med restaureringen. De ældre detaljer omfatter blandt andet fyldingsdøre med gerichter, greb og hængsler, indbyggede alkover, brystningspaneler samt rundbuede ovnnicher med støbejernsovne. Hertil kommer at de ældre vinduer har ældre stormkroge og anverfere. I køkken og bryggers er ældre gulve af pig- og teglsten, væggene er overkalkede, og der er en stor bageovn, en gruekedel og en delvist bevaret mælkekælder. Den vestlige og nordlige længes gårdside set gennem portrummet mod øst. Den østlige længe er hovedsageligt indrettet til kontorer, og mod haven er en række nyere toiletter. Hovedparten af den østlige længe har bevaret en traditionel materialeholdning, men der er også nyere ombygninger, og en ligeløbstrappe fører op til et par opbevaringsrum i tagetagen. Den vestlige og nordlige længe fungerer som avlslænger og er indrettet til stald og lade. Gulvene er delvist lerstampede, delvist af kampesten, væggene af hvidkalket bindingsværk, og der er åbent til kip så undersiden af stråtaget samt tagkonstruktion er synlig. Tagkonstruktion er en velbevaret sulekonstruktion. Der er endvidere ældre båse i stalden samt render i gulvene og revledøre. Den vinkelformede udlænge mod øst er opført som den firelængede gård i bindingsværk med stråtag, mønning og en enkel skorstenspibe i rygningen. Farveholdningen og detaljerne i bindingsværket er tillige ens med gårdens, dog er enkelte sider hvidkalkede over stok og sten og østgavlen er opført i kampesten. Bygningen har ældre et- og torammede vinduer, udført som på stuehuset, samt ældre revledøre. I det indre indeholder den vinkelformede udlænge et stort opholdsrum mod nord, mens der mod vest er et nyere køkken og mindre opbevaringsrum. Materialeholdningen i bygningen er traditionel, herunder teglsten- eller bræddegulve, pudsede vægge og lofter med synligt bjælkelag. Den vinkelformede udlænges nordside og østgavlen i kampesten. I baggrunden ses gårdens østlige længe.

4 4 Smedjen er en kvadratisk enetages bygning opført i hvidt, overkalket bindingsværk, der er afsluttet af et helvalmet, rødt, teglhængt tag. Fodremmen er malet i dodenkop ligesom en revledør i den vestlige side og bygningen har hvidmalede et- og torammede vinduer med småtopsprossede ruder. I tagryggen sidder en skorstenspibe med sokkel og krave. I det indre er ét rum med åbent til kip. Gulvet er lerstampet, væggene hvidkalkede og undersiden af tagstenene synlige. Midt i bygningen står skorstenen, omkring hvilken der er bevaret mange elementer fra den ældre smedje. Smedjen. Urmagerhusets er opført i én etage af dodenkopfarvet bindingsværk og afsluttes af et trekvartvalmet stråtag med mønning og tre skorstenspiber med sokkel og krave. Bygningen står på en høj granitsokkel og herover er bindingsværket udført med fodrem, stolper, løsholter, dokker samt både korte og lange skråbånd. Tavlene i sydsiden og de to gavle er mønstermuret og står i blank, rød mur med hvide opstregede fuger, mens nordsidens tavl er rødkalkede med en hvidmalet kant langs træværket. I den vestlige del findes et gennemgående portrum, der i begge langsider lukkes af en tofløjet, brunmalet revleport, og i den vestlige gavl er en revledør og -luge. I sydsiden sidder en tofløjet, flammeret hoveddør, og bygningen har torammede, grønmalede vinduer med småtopsprossede ruder og ældre hjørnebeslag. Både hoveddøren og vinduer er grønmalede og enten ældre eller traditionelt udførte. Urmagerhuset. I det indre er Urmagerhusets indrettet til museum, og der er en traditionel planløsning. Den østlige del indeholder stuer og kamre, mens der i den vestlige del på begge sider af det gennemgående portrum er køkkenfunktioner og opbevaring. En ligeløbstrappe fører op til tagetagen, der er uudnyttet. Der er bevaret en traditionel materialeholdning, herunder bræddegulve, teglstensgulve, pudsede vægge og bræddelofter mellem synligt bjælkelag. Der er tillige mange ældre bygningsdele og -detaljer, herunder fyldingsdøre med gerichter, greb og hængsler samt stormkroge og anverfere ved vinduerne. Der er tillige et åbent ildsted og en stor bageovn, der er bygget sammen med en gruekedel. BYGNINGSHISTORIE Gårdanlæg blev opført omkring Den vestlige længe kom dog først til i begyndelsen af 1800-tallet, mens sydlængen er fra Den vinkelformede udlænge er opført over en lang periode med mellem ombygninger imellem tallet. Smedien er fra 1746 og Urmagerhuset fra 1776, begge disse bygninger er flyttet til steder, og var oprindeligt ikke en del af anlægget.

5 5 KILDER Egnsbindingsværk i Danmark, Gorm Benzon, Realkredit Danmarks serie om bygningskultur, 1985, genoptrykt MILJØMÆSSIG VÆRDI Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningernes placering i en mindre landsby på Sydvestfyn, hvor de sammen med flere øvrige ældre gårde udgør et traditionelt og velbevaret kulturmiljø. Den miljømæssige værdi relaterer sig tillige til gårdspladsens intakte pigstensbelægning med ældre brønd og vandpumpe samt de omkringliggende haverum med frugttræer, der underbygger den slående landlige idyl. KULTURHISTORISK VÆRDI Den kulturhistoriske værdi knytter sig til den vestfynske hjemstavnsgårds overordnede træk af en ældre, traditionel firelænget bondegård med stråtækkede længer, bestående af et fritliggende stuehus og forskellige udlænger samt en smedje. Hierarkiet mellem længerne og dermed deres forskellige funktioner aflæses i bindingsværkets rigdom, den afvekslende vinduesstørrelse og - placering, dørenes udformning og skorstenspiberne. Herved står stuehuset klart frem som beboelsesdelen. Ydermere relaterer den kulturhistoriske værdi sig til det egnskarakteristiske bindingsværk, som er kendetegnet ved at være rigt uden at være prangende, hvilket påviser, at de fleste gårde på Fyn selv havde adgang til skov og derfor ikke manglede tømmer, som mange andre steder i landet. Helt traditionelt for bindingsværket på Fyn er der både fodrem, løsholter, dokker, både lange og korte sidebånd, lokalt kaldet stormbånd og halvranker. Særligt stormbånd blev anvendte i stor stil på Fyn. Endvidere er det typisk for en fynsk gård, at gavlene er i bindingsværk helt op til det halvvalmede stråtag. Endnu et egnskarakteristisk træk er den iøjnefaldende farveholdning med okkerfarvede nedre tavl og hvidkalkede øvre tavl, der særligt ses på Vest- og Nordfyn samt bindingsværkets opstregning med dodenkop. Stuehusets vestlige gavl med den karakteristiske dokkefriser og både stormbånd og halvranker. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til stuehusets ældre grundplan, der har en enkel opdeling og adskillelse mellem de repræsentative stuer og køkkenfunktioner. Rummenes oprindelige funktion underbygges af den traditionelle materialeholdning, blandt andet med bræddegulv og kalkmalerier i stuerne, mens køkkenet har stengulve, overkalkede vægge samt bageovn, gruekedel og mælkekælder. Dertil kommer alle de øvrige bevarede bygningsdele og -detaljer, der fysisk formidler forskellige perioder af gårdens historie.

6 6 I de øvrige længer og smedjens indre ses den kulturhistoriske værdi i den enkle rumdeling og den ældre materialeholdning med slidstærke overflader, der tydeligt viser de tidligere funktioner som stald og lade, herunder stengulve med render, bindingsværksvæggene og staldinventaret samt smedjen omkring en stor skorsten. Ydermere er de bevarede gennemgående portrum et vidnesbyrd om vigtigheden i at kunne transportere læssede vogne fra markerne til gårdspladsen. Hertil kommer den karakteristiske sulekonstruktion, som ses i nordog vestlænge. Suletagene er den ældste form for tagkonstruktion på Fyn, og er kendetegnet ved de markante gennemgående suler, der forbindes af en gennemgående åsbjælke og af skråbånd. Der er flere steder anvendt krumvokset tømmer, der ansås for at være bedre til at opfange og fordele trykket. Den kulturhistoriske værdi for Urmagerhuset knytter sig til det tidstypiske bygningsmæssige udseende og den traditionelle konstruktion i rigt bindingsværk. Både planløsningen og materialeholdningen vidner om de forskellige rums anvendelse, ligesom opdelingen af funktioner kan aflæses af dørenes, vinduernes og skorstenenes placering. Urmagerhuset er et såkaldt kaminhus, som var meget udbredt på Fyn. Et kaminhus er en bygning, hvor der er en separat skorsten til bryggersets bageovn og gruekedel, en skorsten til køkkenets ildsted samt en skorsten til opvarmning af stuerne. Urmagerhusets bindingsværk, ældre vinduer og det opstregede murværk i tavlene. ARKITEKTONISK VÆRDI Det arkitektoniske udtryk knytter sig til den firelængede gård og den vinkelformede udlænges traditionelle byggeskik og ensartede materialeholdning, der tilsammen skaber et fuldendt og elegant bygningsanlæg. Det taktfaste og tætte bindingsværk danner et levende og markant udtryk, der særligt ses i stuehuset hvor der er hele to dokker i hvert fag. Hertil kommer bindingsværkets symmetriske opbygning omkring gavlene og stuehusets facader, der centrerer sig omkring der høje frontkviste. Ydermere er der stor arkitektonisk værdi i stuehusets ensartede vinduer med smalle sprosser, og i de ældre fyldingsdøres udskæringer og indfatninger. Disse bygningselementers værdi højnes tillige af de mange bevarede bygningsdetaljer som beslag og greb, der gør at de virker helstøbte. Endelig knytter den arkitektoniske værdi sig til den kontrastfulde farvesætning med dodenkopfarvet bindingsværk, okkergule tavl nederst og hvide tavl øverst. Tilsammen er længernes proportionering, bindingsværket og farvesammensætningen afgørende for at det samlede udtryk virker harmonisk og har et Stuehusets hoveddør.

7 7 overordnet horisontalt snit, der tillige underbygges af de store, ubrudte tagflader. Den arkitektoniske værdi for smedjen relaterer sig til det enkle volumen med de relativt lukkede facader og de ubrudte tagflader. Den arkitektoniske værdi for Urmagerhuset knytter sig til den velproportionerede bygningskrop, der virker markant i kraft af den høje kampestenssokkel, det taktfaste bindingsværk og det store trekvartvalmede stråtag. Ydermere gælder det tavlenes mønstermuringer, der fremhæves gennem fugernes opstregning. BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER De bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til alle længers karakteristiske bindingsværk med alle detaljer, kampestenssokler samt alle murdetaljer og ubrudte tagflader med skorstenspiber i rygningen. Hertil kommer de gennemgående portrum og stuehusets frontkviste. Ydermere gælder det de mange oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder fyldingsdøre, revle- porte, -døre og -luger, alle vinduer med samtlige detaljer. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning og farvesætning. De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til alle længers bevarede dele af de oprindelige og ældre planløsninger samt de oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder bræddegulve, stengulve, pudsede vægge og bræddelofter med synligt bjælkelag. Hertil kommer de mange ældre fyldingsdøre med alle detaljer, paneler, alkover, ildsteder, bageovne og gruekedler samt kalkmalerierne i stuehuset. Endvidere til den særegne sulekonstruktion med alle detaljer i vest- og nordlængen, og endelig knytter de bærende fredningsværdier sig til den overordnede traditionelle materialeholdning. Urmagerhusets vestgavl med mønstermurede tavl og revledør og -luge. ANBEFALINGER Ingen angivet.