Lystrup kirkehøjskole Sæson 2016 2017 Livshistorier Fem foredrag arrangeret af Lystrup menighedsråd
Lystrup kirkehøjskole 2016 2017 Livshistorien Alle mennesker har en livshistorie, som de kan fortælle til andre, om vigtige begivenheder de har oplevet. Det kan være små oplevelser eller det kan være omfattende skildringer af vigtige perioder, der har forandret og påvirket resten af det menneskes liv. Vi har alle brug for at dele vores historie med andre, og vi lytter gerne til det andre har oplevet. Ved at lytte til andres livshistorie kan man også lære noget og blive klogere på livet og sig selv. Sæsonens foredragsholdere forholder sig på hver sin måde til emnet livshistorien, både ved at fortælle personlige historier og med en psykologisk og sjælesørgerisk tilgang. Velkommen til endnu en sæson i Lystrup Kirkehøjskole arrangeret af aktivitetsudvalget under Lystrup menighedsråd. Der er gratis entré, kaffen koster 10 kr. Oplysninger om foredragene findes også på kirkens hjemmeside: www.lystrupkirke.dk Komponist Else Marie Pade (se foredrag med Andrea Bak) Forside: Illustrationen på forsiden er et maleri af Hans Krull med titlen: Barnets dagdrømmeri
Dorthe Kirkegaard Thomsen, professor ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet Torsdag den 29. september kl. 19.30 Livshistorien Dorthe Kirkegaard Thomsen har skrevet Livshistorien som bidrag til serien Tænkepauser, små hæfter skrevet af forskere om et emne hun eller han brænder for, og udgivet af Århus Universitetsforlag. I psykologien opfatter man livshistorier som centrale for vores identitet livshistorier hjælper os med at forstå hvem vi er og bidrager til at give os en fornemmelse af at være den samme person over tid på trods af forandringer. Men hvordan danner vi egentligt livshistorier og hvordan er vores livshistorier påvirket af samtaler og den kultur vi er en del af?
Jørgen Dieckmann Rasmussen, Arkivchef ved Esbjerg Byarkiv Torsdag den 27. oktober kl. 19.30 Et ganske særligt par - Bodil og Hal Koch Bodil og Hal Koch satte begge deres tydelige præg på 1900-tallets Danmark. Han var den lynende intelligente unge teolog, der skrev lærde bøger og hævdede sig i datidens intellektuelle miljø i København, indtil han af De Ældstes Råd i 1940 blev opfordret til at stå i spidsen for Dansk Ungdomssamvirke og kæmpe demokratiets sag mod den tyske besættelsesmagt. I 1946 blev han forstander for Krogerup Højskole, den moderne lederskole, han selv havde været med til at grundlægge. "Fru professorinde" Bodil Koch gjorde for alvor sin entré på den offentlige scene ved at være medstifter af Folkevirke, som fra foråret 1943 fokuserede på at ruste kvinder i land og by til at træde frem og ikke mindst engagere sig i politik. Hun blev selv et forbillede ved at stille op som socialdemokratisk kandidat i Herning-kredsen, og i 1950 blev hun Danmarks tredje kvindelige minister og verdens første kvindelige kirkeminister. Det kom ikke til at gå stille af sig, bl.a. fordi hun talte rent ud af posen. Hun satte en dagsorden for kirke og samfund, som vi stadig nyder gavn af, og så lagde hun en kristen vinkel på andre politikområder end blot det kirkelige. Flere gange fik hun betegnelsen "regeringens eneste mandfolk" hæftet på sig. Foredraget er ledsaget af billeder.
Andrea Bak, journalist og forfatter Torsdag den 17. november kl. 19.30 Else Marie Pades livshistorie og musik Else Marie Pade var en af dansk musiks ubestridte pionerer. Hun var den første i Danmark, og en af de første i verden, der komponerede elektronisk musik, og hele hendes liv har været præget af kamp. Under sin barndom i Aarhus kæmpede hun mod en alvorlig, tilbagevendende sygdom, der tvang hende til at opholde sig indendørs det meste af sin barndom. Som ung tog hun kampen op mod den tyske besættelsesmagt, og blev optaget i Danmarks eneste frihedskæmper-gruppe bestående udelukkende af kvinder. Hun blev fanget af Gestapo og sendt i Frøslevlejren, hvor hun mødte sin kommende mand. Allerede i 1950'erne begyndte hun at komponere elektroniske værker. Omverdenen kunne ikke forstå den nye, underlige musik, og hun var hele vejen igennem sin karriere meget udskældt. Men også her tog hun kampen op mod den etablerede musikverden og fortsatte med at lave det, hun brændte for en kamp, der kom til at koste hende hendes ægteskab. Først i 2001 oplevede hun at få sin musik udgivet på plade og fik kultstatus som hele Danmarks techno-bedstemor. I 2003 modtog hun Steppeulv-prisen, og hendes seneste cd udkom i 2009. Else Marie Pade døde i januar i år, 92 år gammel.
Lone Vesterdal, sognepræst i Bramdrup sogn og forfatter, redaktør og MA i teologisk sjælesorg Torsdag den 26. januar kl. 19.30 Nedenom og hjem tab og tro og livshistorie "Gennem århundreder har den kristne tradition gennem fortællinger, salmedigtning og billeder formidlet følgeskab og opmuntring til enhver, der har længtes efter håb og nyt mod. Sådan har sognepræst Lone Vesterdal erfaret gennem sit liv med tro og personlige tab. Kristendommens billedtradition er én kæmpe opmuntring til os: Der er hele tiden mere at se, end vi lige ser nu og her". Lone Vesterdal, sognepræst i Bramdrup sogn, forfatter til "Nedenom og hjem - perspektiver på tab og tro" (2014), medredaktør af "Når livet går i sort - 52 læsninger til et sørgeår" (Unitas Forlag 2016) og MA i teologisk sjælesorg ved Kbh. Uni. jan. 2015.
Hans V. O. Krull, kunstner og stemningsmager Torsdag den 23. februar kl. 19.30 Hans Krull overgiver sig aldrig Hans Krull (født 1952) stammer fra en gammel sømands- og kunstnerslægt, så rejselyster ligger ham i blodet. Hans Krull er skulptør, grafiker og kunstmaler, værtshusejer, eventmager og meget andet. Hans Krulls streg har en lethed som ikke er overfladisk, for overfladisk er han ikke. Han er en vulkan i livslangt udbrud, og vulkaner har dybe rødder. Hans streg stopper aldrig, den løber ufortrødent gennem tiden og livet, og det har den gjort i 60 år. Derfor er Hans som kunstner et naturfænomen. Han har skolet sin streg, han er blevet teknisk mere og mere raffineret, men det er den samme ubrudte, aldrig standsende streg, og jeg kan bevidne det, for jeg så den for over 40 år siden, og mine kunstnerdrømme blev kørt over af den, og jeg måber stadig. Hans livsfortælling begynder i søfartsbyen Marstal, tager en tur omkring Krakow i Polen, vender hyppigt Bali, hvor meget inspiration hentes. Men ellers er hans livsfortælling knyttet til Aarhus og Lystrup. (Uddrag af tekst af forfatteren Carsten Jensen).
Program for 2016 2017: Livshistorien Dorthe Kirkegaard Thomsen Torsdag den 29. september kl. 19.30 Et ganske særligt par - Bodil og Hal Koch Jørgen Dieckmann Rasmussen Torsdag den 27. oktober kl. 19.30 Else Marie Pades livshistorie og musik Andrea Bak Torsdag den 17. november kl. 19.30 Nedenom og hjem tab og tro og livshistorie Lone Vesterdal Torsdag den 26. januar kl. 19.30 Hans Krull overgiver sig aldrig Hans V. O. Krull Torsdag den 23. februar kl. 19.30