Bøyesen, Ulrik Frederik: Taler på den anordnede høitidelige Bededag, Holdne i Leirdals Hovdekirke, den 18de Marts 1814. Jacob lehmann, Christiania. Transkripsjon: Fylkesarkivet i Sogn og Fjordane. Side 1 Tittelbladet Taler på den anordnede høitidelige Bededag, holdne i Leirdals Hovedkirke den 18de Marts 1814, af Ulrik Frederik Bøyesen Sognepræst for Leirdals Præstegjeld. Christiania. Trykt hos Jacob Lehmann. Side 2 [Referanse: Nasjonalbiblioteket, Oslo] Side 3 Deres Kongelige Høihed Christian Frederik, Norges Regent, underdanigst tilegnet. Side 4 blank Side 5 Medborgere! Aldrig har jeg i en alvorligere, i en høitideligere Stund, fremstaaet midt iblandt mine Landsmænd. Aldrig have vi nogensinde i en for Fædrenelandet vigtigere høitideligere Anledning mødt til saman i Herrens Tempel. Ja, den Sag, som har samlet os her i dag, er saa eneste i sit Slags, at Historien neppe viser os noget lignende Exempel. Det gjelder intet Mindre, end om vi skal være et frit, selvstændigt Folk, eller om vi skal begive os under et fremmed Slaverie. Medens Krigen utbredte sine Rædsler over hele Europa, hørte vi ikkuns dens Drøn langt borte, ligesom fjerne Tordenskrald, omendskjøndt vi, formedelst en herskesyg Naboes grusomme Politik, maatte deltage i dens Trængsler; maaske ligesaa meget som de Lande selv der herjedes av Krigens Flammer. Hensigten af de Trængsler som paaførtes et fredeligt, roligt og uskyldigt Folk, kjendte vi, den nemlig, at splitte det Broderbaand, som gjennem flere Aarhundreder havde forenet os, med den
Side 6 Danske Stat. Men end stod, staaer, og skal med Guds Hjælp Norge staae, som hidindtil ubetvunget af fremmed Voldsmand. Norges Troskab var urokkelig. Frå denne Kant var altsaa Intet at vinde. Imidlertid vexler Krigslykken imellem de store Magter. De forenede fiendtlige Hærskarer, anførte af en Udlending, som Sverrig havde kaaret til sin Thrones Arving stormede indover de danske Grændser. To Fæstninger faldt i Fiendernes Hænder, og ak! det erværdige Baand brast! Danmarks Konge, kæmpende mod overlegen Magt, overgav sit troe Norske Folk til Sverrigs Konge. Saa lyder hans aabne Brev: (Kong Frederik den Sjettes aabne Brev oplæstes.) Saavidt lykkedes det da Sverrig ved Vold og List. Men, saalænge Norge ei overgiver sig selv - og det aldrig vil skee det raade Gud for! aldenstund der ere Nordmænd i Norge saalænge skal vort gamle, ærværdige og stolte Navn ikke udslettes af Tidens Aarbøger. En ny Morgenrøde, skjøndt nu indhyllet i Taage og stormfulle Uveirsskyer, opstaar for vort elskede Fædreneland. Snart skal disse Skyer det haabe vi til Gud adspredes, og herligere end før, mere skinnende, sælvstendigt skal Norges Navn glimre i Historiens Minder. Vore Forfædres hæderlige Ihukommelse vinker Side 7 os, deres ægte Sønner, at træde i deres ærværdige Spor. Os sømmer det, os paaligger det nu, at bryde det skjændige Aag, som truer den Norske Løves Manke, og til sidste Blodsdraabe at forsvare vor Ære og Sælvstændighed. Dertil gav Gud Nordmanden Mod i Brystet og Kraft i Armer og Sener. De øvrige Fornødenheder vil et algot Forsyn ikke lade det Folk mangle, som strider af Pligt og for Ære. Ja, hvormeget ere vi ikke blevne berettigede til dette Haab, ved at overveie Forsynets Beskjærmelser i de Trængsler, vi allerede have overstaaet, og end mere, naar vi betænke den hartad underfulde Beskikkelse, hvorved vor Stats Ror nu kan lægges i en retmæssig Styrers Hænder. Lovet være Gud! Vi have ham midt iblandt os, Norges ædle, odelsbaarne Drot, Rigets fødte Arving! Sendt af Gud til at være Norges Skytsengel besteg Han, trods Havets Farer trods fiendtlige Speideres Krydsen, sin Odelsjord til den Tid, da Hans Nærværesle hos os var saa viktig, og er nu bleven end mere uskatteerlig. O Glimt af Haab, som sendtes frå det Høie! Sødt qvæger du det længselfulde Øie, Som stirred blinder du i den skumle Nat. Mig syntes alt, at Taagen spredtes, Og Liv og Mod og Lyst udbredtes, Da Christian tog Roret fat. Side 8 Om Ham! Om Ham, Brødre, lader os samle og som kraftfulde Mænd. Vor Sag er ogsaa Hans Sag, og Han vil ei forlade os. Saa lyde hans trøstefulde Ord: (Prinds-Regentens aabne Brev og Kundgjørelse oplæstes) Ja «uovervindeligt er det Folk, som frygter Gud og føler varmt for Fædrenelandet.» Og det er den Pagt, at vi nu ville indgaae. At leve og døe for det elskede Fædreneland, det er den Pagt
vi nu alle ville indgaae for Guds, den Alvidendes Aasyn. Hellig Ærefrygt for Ham, den Evige, den Retfærdige opfylde Alles Sjel og Hjerter! Og nu tilspørger jeg da Eder, Landsmænd! Brødre! «Sværge I, at hævde Norges Selvstændighed og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreneland?» «Det sværge vi, saa sandt hjælpe os Gud og hans hellige Ord!» Du hørte det, Alvidende! Som gransker, dømmer Hjerterne. Vi bede Dig i Jesu Navn: Hjælp os at frem Landets Gavn, Troe mod vor Pligt, troe mod Dit ord, Troe mod den høie Eed, vi svor! Side 9 Prædiken Bøn. «Min Sjel er alene stille til Gud; fra ham kommer Frelse.» Ja, til hvem skulde vi elles henflye, uden til Dig, almægtige Fader! Naar Bølgen bruser, naar Uveiret raser, byder Du, o Herre! Og Vandets Vover lægge sig, og Stormen tier. Fra Dig udgik al Naturens Kraft; Du, evige Gud, er uendeligen ophøiet over den. Paa Dig da, Almægtige! Haabe vi med barnlig Tillid, paa Dig, Fader! I hvis Haande vi eller ere. Du indplantede i vort Bryst denne uutslukkelige Kjærlighed til det Land, hvori Du lod os fødes, det Land, som vi skulde faa mange Velgjerninger, hvor vi og vor Fædre have modtaget saa meget Godt af Din miskundelige Haand, og som det derfor bør os at forsvare med mandigt Mod og usvigelig Troskab. See, vi ere rede at lyde dette hellige Kald, og bed om Din Aande og Naade, at vi ofortrødne maatte opfylde alle de Pligter, dette Kald paalægger os, at ingen Nød, ingen Trængsel maatte svække vor Iver, vort Mod, vor Kraft og Enighed. Du selv, o Herre! gjorde os til et frit og selvstændig Folk, og med glad, taknemmelig Andagt komme vi sammen i Dit Tempel, og opløfte frie Hænder til Dig, miskunde- Side 10 lige Fader! Du velsignede vor redelige Stræben i vort lovlige Kald, Du nedsendte Din Velsignelse paa vore Agre og Enge, at de lønnede vor Sved og bleve Kilden til vor Velstand, fordi vi nøde i Fred og Ro Dine Velgjerminger, og intet fremmed Aag trykkedes os. Du gav os Hustruer og Børn, og bandt dem fast til vore Hjerter med de ømmeste Kjærligheds-Baand, at vi ei skulle skye nogen Fare, for at hævde for disse vore Børn og Børnebørn den samme Arv, som vi have modtaget af vore Forfædre, Frihed og Selvstændighed under en selvvalgt Regjering. O, hvor uværdige skulde vi være til alle disse Dine Velgjerninger, dersom vi ei anderledes skjønnede paa dem, end at vi feige vilde bortkaste dem, i det vi bukkede vor Nakke under Udlændingens vanærende og trykkende Aag, og uden Blu bortslængte det hæderlige Navn, som hidindtil har gjort vort Fædreneland saa ærværdigt! O lad os, vor Gud! aldrig synke saa dybt, at vi skulde ville kjøbe Freden med Ærens Tab og Tabet af vor egen og vore Efterkommeres sande borgerlige Lykke. Vi haabe paa Dig, Herre! thi Du ere ikke blot Fredens, men ogsaa Kampens og Seierens Gud, deres Gud, som stride for Sandhed, Ret og
Uskyld; og Din alvældige Haand skal lede os, beskytte os, herligen udføre vor retfærdige og gode Sag. Derfor er vor Sjel stille og rolig til Dig, o Gud! thi frå Dig kommer Frelse. Amen. Side 11 Text. Ps 62, 8-9 Hos Gud er min Frelse og min Ære; min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud. Forlader Eder paa Ham til enhver Tid, kjære Folk! Udøser Eders Hjerter for Hans Ansigt! Gud er vor Tilflugt. Sæla! Indledning Andægtige Tilhørere! I den Psalme hvoraf vor Text er tagen, opmuntrer David sig selv og sit Folk, ved at lovsynge Guds, den Almægtigste Hjælp og Bistand, paa hvilken han havde mottaget saa mange herlige Prøver. Indviklet med Krige med Nabofolkene, omspændt af, næsten hildet i de Snarer, hans Fiender lagde for ham, havde Gud saa often mægtigen reddet ham. Hvad var naturligere, mine Tilhørere! end at David ved at tilbagekalde hos sig Mindet om den Højestes Beskjærmelse i saa mange Farer, og hans almægtige Bistand hvorved han saa ofte i sin Regjeringstid havde seiret over sine Fiender paany maatte fyldes med Tillid til den Alvældige og Algode, som saa ofte havde Side 12 gjort hans Fiender til Skamme, og herligen udført den gode Sag. Og Davids Sag var god. Han vilde ikke tilfegte sig Erobrerens Krands, dyppet i Folkets Blod og Taarer. Han stred for at forsvare sit Folk frå Undertrykkelse! Dets Ære, dets Sælvstendighed og Lykke var Øiemedet for de Krige Fienderne tvang ham til at føre. Selv valgt af sit Folk, efter Guds Villie, til at være dets Forsvarer og Værge, var det som Konge hans første Pligt at beskytte sit Folk imod fiendtlig Vold og List. Tro imod denne Pligt skyede han og hans Folk ingen Farer, ingen Anstrengelser, intet Offer. Derfor var Gud med ham; derfor fulgte Seierens hans Vaaben og Fienderne bleve til Skamme. Derfor kunde han i vor Text, saa glad og tryg, med rolig hengivenhed i Gud, i viss Haand hans Sag var saa sikker, saalænge han var sit høie Kald tro derfor kunde han, siger jeg, med opløftet Aand synge som vor Text lyder: «Hos Gud er min Frelse og Ære; min Styrkes Klippe; min Tilflugt er i Gud; forlader Eder paa Ham til hver Tid, kjære Folk! udøser Eders Hjerter for Hans Ansigt! Gud er vor Tilflugt, Sela!» Vel os, mine Christne! at ogsaa vi ved denne Leilighed tør opmuntre os selv ved den Hellige Sangers Ord; at vi med samme Troe og Side 13 Og Tillid som David, tør nærme os til Gud, som er vor Frelse, vor Ære, vor Styrkes Klippe, thi ogsa vi skulle stride for Ret og Uskyld, for vor lovlige Arv, for sælvstendig Frihed under en selvvalgt Fyrste, for ære og borgerlig Lykke, for Hustruer og Børn. Forlader Eder da paa Gud til enhver Tid, kjære Folk! udøser Eders Hjerter for Hans Ansigt! Gud er vor Tilflugt!
I Overeensstemmelse med denne vor Text og den høitidelige Anledning, hvori vi ere forsamlede, ville vi alle til vor fælles Opmuntring betragte: Hvorlunde det Folk, som Pligten fører i Kampen, tør vente sig den Høiestes Bistand og Beskyttelse Jeg vil vise: 1) At vi ere et Folk, som skal føre en saadan Pligtskyldig Kamp 2) Under hvilke Betingelser vi tør love os den Almægtiges og Algodes Bistand og Beskyttelse. I. Vi ere saa vante, mine Tilhørere! til at tale om Krigen., som et af de største Onder for Menneskeheden, at det ved første Øiekast synes urimeligt at ville forene den med Begrebet om Side 14 Pligt. Men, ihvor Naturstridig krigen end maatte synes at være, er den ikke desto mindre nok et af de uundgaaeligste Onder, saalænge det vel ikke lader sig tænke, at alle Mennesker, eller de, som styrer Nationernes Kræfter, skulde alle uden Undtagelse lade sig lede og bestemme af Billigheds og Retfærdigheds Love, og saalænge det altsaa er sandt, hvad Ordsproget sier, at man har ikke længer Fred, end ens Naboe vil. Er Krigen saaledes uundgaaelig, saa maa den, i Følge heraf, ogsaa i mangt Tilfælde vorde pligtskyldig. Ingen tvivler om, at jeg jo har Ret til at forsvare mig, min Velfærd og mit Liv imod en Røver, som overfalde mig, for at skille mig derved, om endogsaa Voldsmanden ved mit Forsvar maatte sætte Livet til. Hvad som er ret for det enkelte Menneske, i det Tilfælde hans eller hans Families Velfærd og Liv angribes, maa end mere være det for en Nation, ja vorde Pligt der, hvor det gjelder Summen af saa mange Hundretusindes Velfærd og Lykke. Ogsaa synes det virkelig at være en af Hovedbetingelserne, ligesom det er en af Hovedfordelerne ved Statssamfundet, gjensidigen at betrygge og beskytte hindanden imod udvortes Fiender. Hvad ville blive af Menneskene, hvad af Nationerne, dersom alt Forsvar skulde bortfalde? Saa er det da vel ogsaa en Side 15 Hellig Pligt for enhver Borger i en Stat, at bidrage alt, hvad han formaaer, til det felles Samfunds Forsvar. Han vilde i modsat Tilfælde vorde sit Lands Fiende og Forræder, der nok vilde deeltage i Samfundets Fordele, men ikke i dets Byrder, og saaledes høste der, hvor han ikke saaer. Historien viser os mange glimrende Exempler paa saadanne Forsvarskrige. Men for os, mine Tilhørere! kan vel intet Riges Historie være mere Magtpaaliggende og mærkværdig, end vort eget Fædreneslands., saasom den allene lærer os at kjænde de velgjærninger, for hvilke vi fornemmelig vi have Forsynet at takke, samt den Rang vi have opnaaet blant Nationernes Række, men ogsaa at vurdere de Anstrængelser det har kostet vore Forfædre at hævde denne. Baade i og uden Forbindelse med andre Riger var vort Fædreneland stedse sælvstendigt, det vil sige, det bukkede sig aldrig unde nogen Voldmands Aag og var stedse styret af sælvvalgte Regenter efter en frivillig valgt Regjeringsform. Derved betryggedes Folkets Frihed, Fred og Lykke; derved kunde vore Regentere, naar det gjaldt, gjøre Regning paa et Folk, som brændte af Fædrenelandskjærlighed og var nidkjært over sit Lands Ære og Fordele. Og det gjaldt ofte for Norge. Og Norges Sag var tillige den gode Sag.
Side 16 Derfor var Gud med vore Forfedre. Han gjorde deres Kraft lige med deres Mod; han var, som David siger i vor Text, deres Frelse, Ære og Styrkes Klippe. Ja, til hvormangen herlig Daad vare ikke Norges Klipper Vidner! End kneise de i høien Skye ligesom stolte Mindetavler, om vore Forfædres glorværdige Bedrifter. Monne de da nu skulle vorde vore Skampæle? Du blusser Klippens Søn ved en Tanke, som gjennmborer dit Inderste. Eller er da Norges Sag nu ikke længer den gode Sag? Lader os da nærmere belyse den Sag, for hvilken vi skulle stride. Er maaske Oprørsfaklen tændt i alle Rigets Hjørner? Reiser Borger sig mor Borger for at udgyde Broderblod? Er det Partiehad, er det Tvedragt som giver Landets Kriger Kaarden i Haanden? Nei, lovet være Gud! Inden vore Grændser hærsker Fred, Orden og Rolighed haandthævet ved Love og Øvrighed. Er det da Lyst til at gjøre gjøre Erobringer, at undertvinge et fremmed Land, som opluer Nordmandens Barm? Nei, hvor ofte sank de store Stater ned i Gruset, medens de langt mindre befæstede ved Samfundets Dyder, stode urokkelige ved Enighed, Mod og Kraft! Saa ere vi da maaskee kjede af Freden, og ville vove den blodige Lyst, for at mætte vor Ærgjerrighed for at sanke Laurbær paa Side 17 Krigens Mark? Nei, ikke tom Ærgjerrighed, men æren vel turde kalde os til Kampen, mine Brødre! Kan et Folk uden Ære være lykkeligt? Med Ærens Tab forsvinder ogsaa den borgerlige Frihed, begge disse Menneskehedens Skydsaander. Uden Ære! uden Frihed! uden Selvstændighed! Ja, saa er Slaven ogsaa lykkelig, som bukker sin Ryg under Tyrannernes Svøbe, som væder et misundt Brød i Taarer og Sved, og afpresset af det tungt trykkende Aag, som efterlader en Afkom, født og baaren til Trældom, født til at døe Usavnet ubegredt at udgyde sit Blod i et fremmed Land for en fremmed Sag.Eller kanskee det er Hævnens Aand som giver os sin Dolk i Haanden? Sandt er det, vi æggedes. Midt i Freden og uden Brøde fra vor Side bleve vi behandlede som verste Fiender. Vi skulde forhungre, paa det at Mod og Kraft kunne forsvinde, og vi falde et let Bytte for Ærgjerrighed og Herskesyge. Men lovet være Forsynet, Ham, den Algode! Som bespiser Ravneunger. Han beskjærede ogsaa os hidindtil den nødtørftige Føde. Ja, Norge! du æggedes til Hevn! Saa dybt foragtede dine Fiender dig, at de sloges om dig, som om et klavebundet Dyr, hvilen Herre du skulde tilhøre, menende, at du, ligesom hiint, skulde følge med enhver den, som tog fat i Grimen. Ja, Nor- Side 18 ge! Visseligen, du æggedes til Hevn! Men vi ere Christne. Ikke glemme vi Jesu milde Lære: forlader, saa skal Eder forlades! Og vi skulle være rede til at række selv vore Fiende Haanden naar han uden videre at fornærme os, ønskede at indgaae ærligt Forlig. Nei, ikke Hevnens Bluss vil vi slynge, men Retferds Sværd ville vi vel føre. Hvorfor luer da dit Øie saa, min Landsmand! Du med det forsonlige Hjerte! Hvoror er du saa gram i Hu? Hvorfor rynke dig sine Bryne? Hvad æsker os til Kampen? Saa er det: Fædrenelandet kalder os til Kamp imod Voldsmanden som kommer til os med Lænken i den ene Haand og Sværdet i den anden. Det er Rigets Grændser vi skal værge. For Ære, Frihed og Sælvstændighed skal vi fegte; for denne hellige Odelsarv, som vi anammede
af vore Forfædre, som de kjøbte med sit Blod, for hvilken de gik saa gladeligen i Kampen, som til en Dands, for hvilken de stred saa mandigen, stred og vandt, og som det bør os at levere ukrænket til vore Børn og Børnebørn. Derfor luer dit alvorlige Øie saa fyrigt, min kjække Broder! Ja, god er Norges Sag.Os fører Pligten til Kampen. Vi skulle stride for en ærlig Fred, for vore egne og vore Efterkommeres Lykke, for at betrygge os de Side 19 Velgjerninger, det guddommeleige Forsyn skjenkede os. Derfor kan vi stole paa den Almægtiges og Algodes Bistand og Beskyttelse, - naar vi dertil gjøre os værdige. 2 Thi det er ikke nok Brødre! at vor Sag er god. Det høre endmere til, om elles den gode Sag ogsaa skal have Framgang. Hvormangen god Sag tabtes der ikke for deres Skyld, som skulde forsvare den! Men, ville I vel svare mig, kan da Norges Sag vel være i bedre Hænder end i Landets egne Sønners, deres, som brænde for ren og hellig Kjærlighed til Fædrenelandet? Hvo kjender ikke det høie Mod, som flammer i Norges Sønners Bryst, saasnart det gjælder Fædrenelandets Ære og Selvstændighed, denne hellige Ild, som først Døden kan udslukke! Vel os da,mine Brødre! Vel os da med dette Mod! Maatte ingen Nød, ingen Trængsle nogensinde see det svækket eller formindsket! Men hvad er dette Mod, andet end Tillid til Gud? Eller meget mere, Tilliden til Gud er den uryggelige Grundvold hvorpaa det ægte Christelige Mod hviler. Dette er tvertimod hiin ustadige Vaklen hos svage Sjele, som med al deres Kjærlighed til den gode Sag dog aligevel fyldes med Tvivl og Mistillid. De ere, Side 20 som Jesus siger, lig Røret som bøies hid og did i Vinden; thi den tvivler, troer ikke, at han skal vederfares noget Godt af Gud. Derved skremmes han af enhver Fare. Saa tabes ogsaa Kraften til at udøve det Gode, og den bedtse Sag falder. Langt anderledes den, som, idet han anstrænger alle sine Kræfter, for at opfylde sin Pligt, besjeles af den faste Troe og Tillid, at Gud er med ham. Han gaaer enhver Fare uforfærdet i Møde; han skjælver ei for Døden, thi han veed, at Gud i Liv og Død er hans hilde Fader. Med den urokkelige Troe gaar Christnen trøstig i Kampen for den gode Sag. Og dette Mod, mine Brødre! svækkes ikke ved de Vanskelighæder, det har at overvinde. Det anseer ingen Opofrelse, som sigter til det almindelige Gavn, for at være for stor. Jo større Modstand, desto større Kraftanstrængelse. Det hærdes just i Faren, det voxer ved Hindringer.Derved vinder det den Kraft, Fasthed og Standhaftighed, som er saa nødvendig, naar et stort, ophøiet Øiemed skal opnaaes. Men selv det standhaftigste Mod, den største Anstrængelse af de forskjællige Kræfter er ei altid nok til at fremme den gode Sag. Vi maa ikke blot alle ville det samme Øiemed, den samme gode Hensigt; men vi maae ogsaa alle Side 21 ville de samme gode Midler. Een Mand maa lede og styre de felleds Kræfter. Meed et Ord: Vi maa være enige! Naar en stor Kraft adsplittes, i usammenhengende Dele, bortødsels den uden Frugt og uden Nytte. Samlet derimod skal den mindre Kraft være som Klippen i Havet, der staaer urokket i alle Storme, og agter ei Bølgernes Brusen. Naar Erobreren gik frem med
blodige Trin, og, ligesom Straffens Engel, førte Tugtens Riis over Nationerne, da var det ikke altid, fordi ærens Følelse slumrede i de fordærvede Hjerter, eller fordi de miskjendte deres Kræfter og dere Fordele; men fordi de ikke brugte den Kraft, hvormed Forsynet havde udrustet dem, en Kraft, som var svækket, næsten tilintetgjor ved Uenighed og Usamdræktighed, den almineligste Aarsag til Statens Undergang. Thi evig staaer den Sandhed fast: hvert Rige, som vorder ueens med sig selv, bliver øde, og et Huus, som er adskilt imod sig selv, falder, som Sandhedens Lærer, Jesus, siger. (Luc. 11.17.) Men held det Land, hvis Hærskarer og Borgere besjeles af denne Enighedens Aand; thi Gud er visseligen med dem. Han er, som David siger i vor Text, deres Frelse, Ære og Klippestyrke. Side 22 O, mit elskede Fædreneland! Maatte denne Aand nedsvæve over dig, og opfylde alle dine Sønners og Døtres Barm! Da skulde vi, ihvordan end Du, alvise og Algode Skjæbnens Gud vil styre Tildragelsernes Gang, med frelst Samvittighed kunne tage vor Tilflugt til Dig, som gjøre Alting vel. Trøst dig da Gubbe! Qvinde, skjælv ikke! Ved vor ædle Regents, bag Eders kjekke Sønners Værge staaer Norge trygt. Vi haabe paa Gud! Han er vor Tilflugt. Amen. (Den anbefalede Bøn oplæstes). Merknad: Salme 62, 8-9 Hos Gud er mi frelse og mi ære. Mitt mektige berg, mi tilflukt er hos Gud. Lit alltid på han, de folk, aus ut dykkar hjarte for han! Gud er vår tilflukt. Lukas 11.17 Men Jesus visste kva dei tenkte, og sa til dei: «Kvart rike som kjem i strid med seg sjølv, blir lagt øyde, og hus på hus rasar saman.